Stalden blev til kirke 80 år siden

Stalden blev til kirke for 80 års siden Ikke stalden i Betlehem, men stalden i Hellerup.

Skrevet af Annelise Bruus, Medlem af Assumptionens 3. Orden, og Frode Lundsten, Formand for Menighedsrådet, Sankt Andreas og Sankt Therese Pastorat i forbindelse med Sankt Therese Kirkes 80 års jubilæum den 14. december 2015.

FORSIDE: AKVAREL MALET AF ARKITEKT OLE DUE, MAA, 2015.

HVOR INTET ANDET ER NÆVNT, ER KILDEN TIL VISTE FOTOGRAFIER MEDLEMMER AF MENIGHEDEN ELLER FRA ASSUMPTIONSSØSTRENES PRIVATE FOTOALBUMS. ALLE RETTIGHEDER RESERVERES. BOGEN ELLER DENS INDHOLD MÅ IKKE GENGIVES HELT ELLER DELVIST UDEN SKRIFTLIG TILLADELSE.

- !2 -

Indholdsfortegnelse Præsten skriver…

Forfatternes forord Landboreformer og Ryegaard Assumptionssøstrenes ankomst til Danmark Landejendommen Rygaarden Historie Søstrenes vej fra Ordrup til Hellerup Sankt Therese Kirke Det første kapel Grundstenen lægges Kirkens skytsengel Kirkens arkitektur Kirkens klokke Kirkens varetegn Kirkens indretning Det 2. vatikankoncils betydning Præstens bolig Sognepræster og andre ordensfolk Sankt Therese menighed Menighedens opståen En levende og engageret menighed Fra forvaltningsraad til menighedsråd Menighedsrådets formænd Vigtige begivenheder Royalt besøg Første danske biskop siden reformationen Søstrene og Sankt Therese Kirke under 2. Verdenskrig Og H.M. Dronningen kom til 75 års jubilæum Fejring af et 80 års jubilæum Assumptionssøstrene giver stafetten videre Biskop Czeslaw videregiver stafetten Menigheden modtager stafetten

- !3 -

4 5 6 8 11 11 12 15 15 16 21 23 25 25 26 35 36 37 39 39 41 46 49 50 50 51 51 56 59 59 62 63

Præsten skriver…

“For her gælder det ord: Én sår, og en anden høster. Jeg har sendt jer ud for at høste det, I ikke har slidt med; andre har slidt, og I nyder godt af deres slid.

Den, der høster, får allerede nu sin løn og samler afgrøde til evigt liv, så at den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen.”

(Joh. 4,37-38.36)

P. FABRIZIO MILAZZO, SOGNEPRÆST I SANKT ANDREAS OG SANKT THERESE PASTORAT. FOTO: FRODE LUNDSTEN.

Dette afsnit fra Johannes Evangelium, hvor Jesus taler til sine disciple og prøver at gøre dem opmærksomme på, at deres indsats og resultater er afhængige af andre, der i forvejen har virket og engageret sig (og det er Gud selv, der i sidste ende sætter det hele i gang), giver en god beskrivelse af Sankt Therese Kirkes 80 års jubilæum.

I dag nyder vi frugterne af søstrenes virke og engagement, som startede for mere end 80 år siden.

Det er en stor glæde og en stor ære for os at være med i dette værk, som er nået længere end disse søstres rækkevidde; fra Himmelen glæder søstrene sig med os ved at se frugterne af deres arbejde.

På en særlig måde takker vi Gud i dag for alt det, vi har fået, og vi beder om søstrenes forbøn, for at vi, i vore handlinger, må drives af den samme tro, det samme håb og den samme kærlighed, som de selv blev drevet af, så at vi i dag kan samle afgrøde og så den videre til gavn for både vores nuværende medmenneske og for vores efterkommere!

Fabrizio Milazzo sognepræst

- !4 -

Forfatternes forord “For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger herren; for så højt som Himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.”

(Es.55,8-9) Alle har vi vel stået i en situation, hvor udgangspunktet var et, men resultatet blev et andet. Det samme har gjort sig gældende med denne bog, som oprindeligt blot skulle have været et jubilæumsskrift i forbindelse med Sankt Therese Kirkes 80 års jubilæum, en opdateret version af jubilæumshæftet fra kirkens sidste fejring. I stedet er det blevet til historien om, hvordan Assumptionssøstrene såede et lille sennepsfrø, der voksede sig stort og blev til, hvad der i dag er en velanset katolsk skole, Rygaards Skole, en anselig sognekirke, Sankt Therese Kirke, med en engageret og aktiv menighed. Således er det også historien om Sankt Therese Kirke fra grundstenen blev lagt i 1934, til den i år i 2015, som sognekirke, kan fejre sit 80 års jubilæum. Men det er også fortællingen om kirkens menighed, der voksede sig stor, og som i årenes løb har udfoldet sig med egne traditioner og sin egen historie.

Det har været en gave at kunne få lov til at dykke ned i historien og en opgave, som vi er gået til med ydmygt sind. Vi takker her alle de mange medlemmer af menigheden, som har bidraget til at gøre denne bog til en realitet ved at genfinde gamle fotografier, hvor af mange er gengivet her, at genfortælle små og store begivenheder, som enten de personligt eller deres familier har oplevet, eller at lede arkiver og lofter igennem for at finde gamle protokoller, referater eller andre historiske dokumenter frem. Vi sender en stor tak til sr. Anna Kristina, som har stillet søstrenes annaler fra 1909 til 1959, til vores rådighed og ligeledes lånt os søstrenes personlige fotoalbums. Annalerne er skrevet på fransk, som var søstrenes indbyrdes sprog på den tid, og direkte citater herfra er blevet oversat af Annelise Bruus, som derfor også er ansvarlig for eventuelle misforståelser, men som har haft sin priorinde til at kigge over skulderen.

Vi har haft mange gode timer sammen i skriveforløbet og har glædet os til at kunne fremlægge et resultat, som forhåbentlig vil være til både oplysning og glæde. Det har været en fornøjelse at prøve at gøre søstrenes og kirkens livsforløb mere nærværende og levende, og vi håber og tror, at læserne kan mærke, at Helligånden har været med os og inspireret os i arbejdet.

- !5 -

Landboreformer og Ryegaard Den ejendom, Rygaard, som Assumptionskongregationen købte i 1930, har en spændende historie, der knytter sig til de store landboreformer, som Statsminister Johan Hartvig Ernst Bernstorff under Frederik V stod fadder til i slutningen af 1700-tallet.

Vi er i oplysningens og enevældens tid, og kongens betroede ministre fik foræret landsteder uden for byen. Blandt dem fik Bernstorff den tidligere Fasangaard under det nedlagte Jægersborg Gods og den tilhørende hovmark og overdrev med de hoveripligtige bøndergårde i landsbyerne Gentofte, Ordrup og Vangede.

I årene 1759-65 opførte Bernstorff det smukke Bernstorffs Slot, hvis arkitekt var den kendte franskmand, Nicolas-Henri Jardin.

Ud over en sans for de nyeste arkitektoniske idealer, som introducerede nyklassicismen, nærede Bernstorff stor interesse for landbrugets økonomi, og han ønskede at skabe en rentabel produktion. Med tiden blev derfor PROPRIETÆR CARL LUDVIG IBSEN MED SIN lystgården forvandlet til et gods HUND. CA. 1910. KILDE: DANSKEBILLEDER.DK med intensivt drevet landbrug. Som godsforvalter ansatte Bernstorff den opgående landøkonomiske stjerne, Torkel Baden, som i tidens løb fik en strålende karriere, der strakte sig fra godsforvalter over Kgl. Landinspektør til Kammerherre.

Han var en varm talsmand for landboreformer og bistod Bernstorff med udøvelsen af disse ved udskiftning af jorden, ophævelse af hoveriet og bøndernes ret til at arvefæste deres gårde.

- !6 -

I forbindelse med udarbejdelsen af den nye Matrikel på Bernstorffs jorde, blev der anlagt nye veje, hvoraf den vigtigste var Bernstorffsvej. Her lå da som perler på snor Lundehuus, Lundegaard, Ryegaard, Bjerregaard, Sveisgaard, Hesselgaard, Høegsminde, Maltegaard og Breinegaard ned ad en stikvej.

Som anerkendelse for sit arbejde som godsforvalter fik Torkel Baden af Bernstorff overdraget jord i Ryvangen, og han opførte her gården Ryegaard.

Han ejede dog kun gården i fem år, idet han blev udnævnt til inspektør for de kongelige godser ved Vordingborg, og den blev i 1771 solgt til en højesteretsassessor, Andreas Bruun. Dermed var gården definitivt overgået til at blive lystgård for det velhavende københavnske bourgeoisi, og dens jorder kom til at indgå i de såkaldte Ibsenske grunde, der blev en slags ny udstykning af Gentoftes jorder, foretaget af tømmermester og grundspekulant Carl Ludvig Ibsen (1837-1917) (C.L. Ibsensvej), der kaldes Hellerups grundlægger.

Søstrene købte Rygaard af Overretssagfører Johannes Werner, og byggede senere Sankt Therese Kirke, som ligger ud til Bernstorffsvej i Hellerup, som stadig er en af fire hovedveje i Gentofte kommune. Bernstorffsvej forbinder Lyngbyvej ved kommunegrænsen mod København med Femvejen og dermed med Bernstorffsparken.

- !7 -

Assumptionssøstrenes ankomst til Danmark Det hele begyndte d. 13. Oktober 1908, hvor seks Assumptionssøstre ankom til København for at oprette en skole og yde mission i Danmark.

I april 1839 blev Assumptionssøstrenes Kongregation stiftet af den 21. årige franske søster, Marie-Eugénie Milleret de Brou (1817-98). Hendes vision med Assumptionens virke var bøn, tilbedelse og apostolisk virke, først og fremmest ved uddannelse og udvikling af det hele menneske, sjæl og legeme, dannelse og viden i lyset af troen og i åndens frihed. Hun udtrykte det som "en udvikling af morgendagens mødre" i et efter den franske revolution meget sekulært miljø. I 55 år var hun søstrenes Generalpriorinde og førte søstrene på mission i ikke mindre end fire kontinenter, hvor Assumptionens skoler den dag i dag eksisterer.

10. marts 1898 døde hun 80 år gammel, og blev i 1975 saligkåret af Pave Poul VI. I 2006 anerkendte Pave Benedikt XVI et helbredelsesmirakel ved hende på en lille Filippinsk pige, og d. 3. juni 2007 blev hun i Peters-kirken helgenkåret som den Hellige Marie-Eugénie de Jesus.

SR. MARIE-EUGÉNIE MILLERET DE BROU. KILDE: ASSUMPTION ALUMNAE ASSOCIATION, INC.

Vi kan altså her i Danmark være stolte over, at en Assumptionsskole også i dag findes og virker efter Assumptionens spiritualitet.

De seks modige søstre, som i 1908 kom til et fremmed land med et for dem umuligt sprog, fik i løbet af oktober-november samme år hjælp fra endnu fem søstre, og i al ydmyghed begyndte de deres virke på Amalievej, Kastanievej og Jagtvej, inden de i 1919, da Jesuitterne flyttede fra Ordrup, indgik en kontrakt fra 1920 for leje af hus og kirke i fem år. Den første messe fandt sted i Ordrup 3. august 1920.

Historierne fra søstrenes første tid er mange og muntre. Eftersom de efterhånden fik mange elever og selv optog en del plads, overtog de i oktober 1909 nabovillaen på Amalievej. Denne villa havde tilhørt den kendte og berygtede skuespiller Anna Larsen, hvis liv søstrene til dels havde

- !8 -

fulgt over hækken. Anna Larsen blev betegnet som naturbarn, og hun blev dybt grebet af Pinsebevægelsen. Hendes spiritualitet må have været speciel og med sammenblanding af flere opfattelser. I fuldmånens skær samlede hun således i sin have grupper af mennesker til en særpræget ceremoni og kom i 1909, hvor søstrene overtog hendes villa i dyb åndelig krise.

Søstrene talte indbyrdes naturligvis fransk og fandt det danske sprog meget vanskeligt. Et par eksempler på misforståelser fra den første tid: cit.annal: Allerede om morgenen ringer det på døren. Sr. Immaculata råber til de andre "Sig et Ave Maria, for at jeg kan forstå noget"...3 drenge, som hun genkender fra mælkeforretningen står ved døren.

Men hvad vil de? Nôtre Mère kom og prøvede på engelsk, efter at sr.

Immaculata havde gjort alt for at spørge på tysk. Engelsk, tysk og drengenes dansk blandedes til det uforståelige. Så begyndte de at gestikulere. Sr. Julienne, som så det hele på afstand, begyndte at blive urolig over, hvad der skete, og på vej hen til dem snuppede hun paraplyerne, det eneste værdifulde gods, vi havde, ved indgangen!

Drengene, som nu blev helt forvirrede over, hvad de paraplyer skulle bruges til, gik grinende bort.

Om eftermiddagen kom ejeren af mælkeforretningen. Han havde været hos Elisabethsøstrene, så de kunne oversætte til tysk, hvad ærindet var: det drejede sig om, hvor meget mælk og brød, der skulle leveres hos søstrene, og hvordan det skulle betales!

I morges fandt vi en gave sammen med mælken og brødet: et stort stykke sæbe (troede vi!!) Sr. Julienne, som netop lige ville vaske søstrenes slør, jublede af glæde og ville begynde med det samme. Hun lagde den store sæbeklump i vandet sammen med slørene...Men der kom ikke noget sæbeskum. Måske lidt mere varmt vand, tænkte hun.

Men ak, ak, i stedet for sæbeskum, udløstes nu et tykt, brunt lag på vandet. Det var ikke sæbe, men et stykke fedt (spæk). Søstrene fik sig en god latter, men stakkels sr. Julienne måtte koge slørene om i sort sæbe, som her i landet er grønt, og det i vores eneste gryde, mælkekasserollen!!!

Et andet eksempel var, at da en søster havde fået lov at købe ispinde til nogle af eleverne, gik hun ind i en butik, hvor skiltet annoncerede ISenkram, men fik ingen is. Søstrene fik dog god og solid undervisning i dansk af en dansk dame, der også underviste deres elever, og de lærte sig sproget i højere eller mindre grad. Deres egen undervisning på skolen var i

- !9 -

mange år udelukkende på fransk, men der undervistes også i sprog som engelsk og tysk.

!

Den Hellige Marie-Eugénie lagde i sin grundlæggelse af ordenen stor vægt på la joie, glæden, i hele søstrenes liv og mission, og i disse år må man sige, at denne prioritering fik lov at få fuld udfoldelse.

ASSUMPTIONSSØSTRENE. FOTO TAGER I 1950’ERNE.

SR. MADELEINE-EUGÉNIE VED INDVIELSEN AF SKOLENS ANNEKS I 1973.

!

- !10 -

Landejendommen Rygaarden Historie Rygaarden med dens jorde var flankeret af Bernstorffsvej, C.V.E. Knuths Vej, Torkel Badens Vej og Niels Andersens Vej. Hver med deres historie og to med direkte tilknytning til Rygaarden.

RYGAARDEN, SOM DEN OPRINDELIG SÅ UD, CA 1920.

!

Torkel Badens Vej er opkaldt efter godsforvalter Torkel Baden, der fik skænket Rygaarden af J.H.E. Bernstorff for hans indsats under gennemførelsen af de store landboreformer på Bernstorffs Slot.

C.V.E. Knuths Vej er opkaldt efter baron Carl Vilhelm Emil Knuth, som var en af de sidste ejere af Rygaard. Baron C.V.E. Knuth forsøgte, da udstykning i Hellerup begyndte at tage fart, at starte et salg af Rygaardens jorder og lod i 1891 en del af Rygaards allé anlægge. Udstykningen lykkedes først da C.L.

- !11 -

Ibsen købte ejendommen, og senere solgte hovedbygning til overretssagfører Johannes Werner, som boede på der indtil 1930.

Søstrenes vej fra Ordrup til Hellerup I 1920 lukkede det jesuitiske Sankt Andreas Kollegium, og søstrene lejede sig ind i lokalerne, hvor de nu kunne fejre messe i egen kirke, Sankt Andreas Kirke.

SANKT ANDREAS KIRKE, ORDRUP, CA. 1920. KILDE: DANSKEBILLEDER.DK.

!

Kirken var i 1871-73 blevet opført på initiativ af Polly Berling, hustru til den kendte Kammerherre Carl Berling, som var ejer af Det Berlingske Trykkeri, der næsten udelukkende beskæftigede sig med trykning af Berlingske Tidende. Polly Berling var i 1869 konverteret til den Romersk Katolske kirke, og hun bidrog efter Berlings død også til opførelsen af Sankt Josefsøstrenes skole tæt ved kirken ved at overdrage dem et areal af sin ejendoms jord.

Assumptionssøstrenes første messe i Ordrup blev afholdt 3. august 1920.

Men da lejemålet efter fem år er problematisk at forlænge, begynder man at se sig om efter andre muligheder for et blivende sted. Problemet med at

- !12 -

finde et egnet sted er, at det både prismæssigt og beliggenhedsmæssigt skal kunne opfylde de krav, som kommunitetet nu i 1928 efter 20 år i Danmark, har. Skolen skal ikke blot kunne huse elever i kostskole, men være åben for eksterne elever og et antal damer der bor, som pensionærer hos søstrene.

Det vil sige, at transportmuligheder også skal være i orden. Kravene var så svære at opfylde, at det var på et hængende hår, at missionen i Danmark måtte opgives.

KAPELLET I SANKT ANDREAS KOLLEGIET OMKRING 1920.

!

For første gang i 1929 nævnes Rygaard. I begyndelsen af juni besøger to af søstrene den smukke ejendom, Rygaard, der beskrives i begejstrede toner.

Det er en gammel lystgård, der ligger på en hjørnegrund ud til to store veje, hovedbygningens bagside vender mod øst ud til en stor park med store træer, og mod nord ligger den som nabo Hellerup Kirkegård. Fredeligt og i smuk natur midt i storbyen. Man sender planer af sted til Moderhuset i Val Nôtre Dame i Belgien og venter spændt på svar.

Men der kommer til at gå lang tid, før svaret kommer. Søstrenes priorinde er blevet syg af en alvorlig lungebetændelse, og hendes tilstand forbliver svag. Generalpriorinden beslutter, at hun skal tilbage til Moderhuset i Belgien. Man beder sine gode venner, Carmeliterinderne i Lisieux, om at bede dels for hendes helbredelse og dels for, at man får lov at købe Rygaard.

- !13 -

Og så den 15. januar 1930 - et halvt år efter det første besøg - kommer svaret pr. telegram: "Rygaard accepté"! Den 8. marts overrækkes de sidste papirer på Rygaard, og søstrene istemmer et jublende "Magnificat". Men endnu er en ny priorinde ikke på plads. Først d. 30. maj modtager søstrene melding om, at den nye priorinde, Mère Madeleine-Eugénie, vil ankomme i løbet af få dage, og 3. juni modtages hun med stor glæde af kommunitetet. I løbet af kort tid indtager denne høje, energiske, hollandske priorinde sin rolle som Rygaards stifterinde.

Lidt efter lidt som ombygningen bliver færdig, flytter man til Rygaard, hvor der naturligvis straks indrettes et kapel i en af de gamle sale, hvor det Allerhelligste kan opbevares, og hvor søstrene med stor glæde kan indtage deres små celler, sådan som det bør være, i monastiske omgivelser og aflukket i klausur fra omverdenen. Og samtidigt - sådan som ordenens statutter præciserer det, er søstrenes liv både kontemplativt og apostolisk.

På Assumptionsdagen den 15. august 1930 afholdes en stor procession i parken, og ved skoleårets begyndelse den 1. september fryder eleverne sig over de nye omgivelser.

Men året byder på andre overraskelser. Den 31. oktober lidt over midnat ryster jorden voldsomt, og søstrene føler, at de næsten bliver løftet ud af sengene af en stor magt. Det er utroligt: jordskælv i Danmark. Aviserne kan dagen efter fortælle, at adskillige huse er blevet ødelagt rundt om på Sjælland.

- !14 -

Sankt Therese Kirke Det første kapel I løbet af 1931 lægges planer for det nye kapel. Tanken er at ombygge gårdens stald og lade.

En anden spændende begivenhed beskrevet i annalerne er et visit af digteren Johannes Jørgensen, som præsenteres for Mère Madeleine Eugénie af den forholdsvis ny-ordinerede Knud Ballin.

KAPELLET PÅ RYGAARD OMKRING 1930.

!

Kirken blev ikke bygget med det samme, og da søstrene den 12. oktober 1933 havde 25-års jubilæum for deres komme til Danmark, måtte det fejres i det lille kapel. Der taltes netop ved denne lejlighed om “det Kapel, som Søstrene saa længe har ønsket sig, og som ogsaa er haardt tiltrængt, for de har været nødt til om Søndagene at ty ind i Sakristiet under 11-Messen for at overlade Pladserne til Omegnens Katholikker, som indfinder sig i større og større Antal”. Det blev også røbet, at “Dette Kapel skal være det første i Skandinavien, som indvies til den hellige Theresia af Jesusbarnet,

- !15 -

og man haaber ved denne store, undergørende Helgenindes Forbøn, at tiden for Kapellets Paabegyndelse kan blive fremskudt”. (Nordisk Ugeblad, 1933,989).

Den 12. Oktober 1933 kan søstrene fejre Assumptionens sølvbryllup i Danmark. Biskop Brems celebrerer festmesse, og gamle og nye elever deltager i festlighederne, der slutter med en te-reception og en lille festindsamling til fordel for det fremtidige kapel, som med sagte skridt nærmer sig sin begyndelse.

Grundstenen lægges

!

I slutningen af 1934 er priorinden, Mère Madeleine Eugénie, fuldt optaget af sammen med arkitekt Cock-Clausen at påbegynde arbejdet, og i januar 1935 overtager entreprenør Zelltner ansvaret for byggepladsen.

PÅ BILLEDET SES BISKOP BREMS, MÉRE MADELEINE EUGÉNIE, ARKITEKT ALFRED COCKCLAUSEN OG MINISTRANTER UNDER VELSIGNELSEN AF DET FREMTIDIGE KAPEL DEN 9.

MARTS 1935.

- !16 -

GRUNDSTENSNEDLÆGGELSEN TIL SANKT THERESE KIRKE DEN 9. MARTS 1935.

BYGGEHÅNDVÆRKERE PÅ STILLADSET UNDER VELSIGNELSEN FOR ARBEJDET MED AT BYGGE DEN NYE KIRKES FULDFØRELSE, DEN 9. MARTS 1935.

- !17 -

Lidt over et år senere, den 3. januar 1935, kunne arbejdet på Sankt Therese Kirke påbegyndes med Alfred Cock-Clausen (1886-1983) som arkitekt.

Biskop Josef Brems lagde grundstenen på 40-årsdagen for hans præstevielse, den 9. marts.

Som en af de første er arkitekten ankommet strålende af glæde. Han har sendt en stor kurv pragtfulde blomster. Så følger hele resten af verdenen.

Gamle og nye venner, håndværkere og Biskop Brems, som vil foretage den officielle velsignelse for arbejdets fuldførelse. Han udtrykte glæde på søstrenes vegne og sit håb om snart at kunne indvie dette meget nødvendige kapel. 40 håndværkere stod oppe på stilladserne, der omgav bygningen på alle sider, og 12 fotografer sørgede for, at begivenheden blev bevaret for eftertiden. Den franske gesandt underskrev et pergament, der blev anbragt i et metalrør, som biskoppen anbragte under stenen i muren.

Efter dette ritual førte priorinden biskoppen på en rundtur i kapellet, hvorefter der blev serveret te i parloir, og uddelt små billeder af den hellige Thérèse af Jesus (Lisieux), som Mère Madeleine Eugénie havde en særlig personlig hengivenhed til - ikke mindst efter Carmelitterindernes forbøn for helbredelse af den tidligere priorinde og for Rygaard - og hvis navn, hun ønskede at give det nye kapel.

Onsdag d. 17. april 1935 fejres rejsegilde. Den traditionelle trefoldige krans rejses på kapellets tag, og et stort Dannebrogsflag hænges op på bygningens facade. I "kapellet" serveres vin og kage, arkitekten, Cock-Clausen holdt en rørende tale, og netop da han udtalte et "Guds velsignelse og Hurrah for alle", kom et festtelegram, hvor håndværkerne havde skrevet: "Hurrah fra alle", underskrevet med samtlige 35 navne.

BYGGEPLADSEN I FORBINDELSE MED OPFØRELSEN AF SANKT THERESE KIRKE, CA. 1935.

!

- !18 -

BISKOP BREMS VELSIGNER GRUNDSTENEN FØR DEN MURES INDE.

!

I august forærer arkitekten søstrene en gave: "Den gode Hyrde", som i hvid marmor anbringes midt i alteret med en lille guldinskription svarende til "grundstenen" i trappen.

Lørdag d. 14. december 1935 oprinder den store dag: Indvielse af kapellet, som i virkeligheden er en stor kirke. Biskop Brems indvier kirken og celebrerer derefter den store festmesse.

Begivenheden beskrives dagen efter meget smukt i Nationaltidende, men slutningen af artiklen kalder mere end et stort smil frem: Kirken er viet til “Sct. Thérèse af Les Yeux” (...af øjnene)!

I festskriftet for Biskop Brems (København, 1945) fortæller p. Karl Harmer: “Endnu i 1933 havde Søstrene ønsket sig et større Kapel. Men hvad de fik, var en Kirke, en stor og anselig Kirke, 35 m lang, 12 m bred og 10 m høj.

En Kirke… med en Fylde af Lys, som strømmer gennem de 12 høje og smalle rektangulære Vinduer. Koret er hævet fem Trin over Kirkeskibet og har Kassetteloft i Modsætning til Skibets brune Bjælkeloft, der følger Tagets stumpvinklede Trekantsform. Baade Højaltret og Sidealtrene staar i Apsider med mørkerød Baggrund og med Kapper, der mest af alt minder

- !19 -

!

om en stiliseret Muslingeskal. Der er rigelig Plads paa Orgelkoret, som strækker sig over Vaabenhuset og de to tilstødende Kapeller. Dets Træpulpitur er et ualmindeligt fint udskaaret Stykke. Facaden med Bernstorffsvej er holdt i de rene lige linjer, som er typiske for Kirken, og kunde virke nøgternt, om den ikke i 1936 havde faaet det store Relief over Portalen: Sankt Thérèse med Korset. Det er udført i Kunststen efter Tegning af Aage Nielsen-Edwin. Nøjagtigt to Aar efter Indvielsen fik Theresekirken ogsaa en Klokke. Saaledes stod den rustet til de opgaver, der maatte stilles til den”.

KIRKENS INDVIELSE MED BISKOP BREMS, 14. DECEMBER 1935.

- !20 -

Kirkens skytsengel Den hellige Thérèse af Lisieux eller af Jesusbarnet er Sankt Therese Kirkes skytsengel. Thérèse Martin blev født den 2. januar 1873 i Aleçon, Frankrig af forældrene, Den salige Louis Martin og Den salige Marie-Zélie Guérin.

Begge forældre havde uden held forsøgt optagelse som henholdsvis munk og nonne, hvorefter de bad Gud om at skænke dem mange børn og lade dem blive viet til Gud. De fik ni børn, hvoraf kun fem døtre overlevede.

Sankt Thérèse var den yngste i børneflokken. Alle blev nonner!

Sankt Thérèses mor døde af brystkræft da hun kun var 4 år gammel. En begivenhed, som ændrede hende fra at være den sorgfrie lille pige til at blive stille og genert. Moderens plads blev overtaget af storesøsteren, Pauline.

Sankt Thérèse oplevede tidligt kaldet fra Gud, idet hun - i forbindelse med sin søster, Paulines indtræden i Karmeliterordenen, en tiggerorden indstiftet af korsfareren Berthold af Calabrien i 1185 - blev meget syg og regnet af flere for at være døende.

Sankt Thérèse ser at hendes søstre beder til en statue af Jomfru Maria i hendes værelse og beder selv ubemærket med. Hun ser igennem sin bøn Jomfru Maria smile til hende, hvorefter hun bliver helbredt: "Pludselig syntes den hellige Jomfru DEN HELLIGE THÉRÈSE AF mig så smuk, at jeg aldrig havde set JESUSBARNET, CA 1923. noget så skønt, hendes ansigt udtrykte en usigelig godhed og kærlighed, men hvad der trængte helt ind i dybet af min sjæl, det var den hellige Jomfrus henrivende smil. Så bortvejredes al min pine, to store tårer brød frem fra mine øjne og løb langsomt ned ad mine kinder, men det var tårer fremkaldt af en ublandet glæde”.

Sankt Thérèse ønskede inderligt at følge sin søster, Pauline som nonne i Karmeliter-ordenen, men hun var som 14 årig for ung og blev afvist. Et

- !21 -

kendetegn ved Sankt Thérèse var, til trods for at hun er kendt som Den lille Blomst, hendes beslutsomhed og stædighed, så efter afvisningen gik hun til den lokale biskop for at få hans tilladelse. Igen uden held. Hendes far og ældre søster, Celine indså, at de ikke kunne tale Sankt Thérèse fra hendes idé, hvorfor de alle tre drog på pilgrimsrejse til Rom for derigennem at få hende væk fra tanken. Her tog de gruelig fejl! Under en audiens med pave Leo XIII brød hun alle protokoller og påbud og bønfaldt paven om tilladelse til at blive optaget i Karmeliterordenen som 14 årig. Hun blev båret ud af to vagter fra Schweizergarden. Sankt Thérèse blev imidlertid optaget i ordenen kort tid efter, da pavens Generalvikar var blevet overbevist om hendes kald.

Sankt Thérèse forbliver igennem hele sit liv novice, selv efter at storesøsteren Pauline bliver udpeget til priorinde. Det var en tid med intern uro i klosteret, hvor flere var bange for, at de tre søstre ville blive for dominerende. For at berolige gemytterne bad Pauline hende om at forblive novice og dermed underlagt de øvrige nonner.

Sankt Thérèse levede og arbejdede bag klostrets mure i reflektion over, hvordan hun bedst kunne tjene Gud, eftersom hun som novice og i karmeliterordenen ikke ville kunne udføre store, synlige helgengerninger.

Men i 1896 begyndte hun at hoste blod op. Hun nævnte ikke dette for nogen, men hendes sygdom blev åbenlys for alle et år senere, hvor hun var for syg til at kunne arbejde. Sankt Thérèse var fortvivlet over at skulle dø ung og ikke efterlade sig et aftryk efter sin død, hvorfor Pauline bad hende om at nedfælde sine erindrer til eftertiden.

Sankt Thérèse døde af tuberkulose under store lidelser den 30. september 1897, kun 24 år gammel. Hun beskriver sine smerter som værende så stærke, at hvis hun ikke havde haft sin tro, ville hun uden tøven have taget sit eget liv.

Sankt Thérèse blev helgenkåret 1 1925. Hun viste ved sit eksempel, at store individuelle præstationer ikke nødvendigvis er vejen til hellighed - den kan nås af enhver, som ved at lade sig lede, ved at gøre små ting og varetage daglige pligter i fuldendt kærlighed til Gud. Sankt Thérèses forældre blev saligkåret af Pave Frans den 18. oktober 2015, hvilket var bemærkelsesværdigt, da det var første gang, at et ægtepar er blevet saliggjort sammen og på samme dag. Begrundelsen lå i deres dedikation til at tjene Gud inden for familien og i at opfostre en familie i en

- !22 -

så stor kærlighed og tro, at det resulterede i, at fire af deres børn senere i livet valgte at tjene Herren som nonner.

Kirkens arkitektur ARKITEKT ALFRED COCK-CLAUSEN

Sankt Therese Kirke er tegnet i 1935 for Assumptionssøstrene af arkitekt Alfred Cock-Clausen (1886-1983), som også har været arkitekt på De danske Spritfabrikker i Aalborg, Krogs Fiskerestaurant, Gutenberghus’s bebyggelse ved Vognmagergade m.fl.

Han var formand for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse 1926-28, medlem af repræsentantskabet for Landsforeningen Dansk Arbejde fra 1921, medlem af Kunstnersamfundets arkitektsektion fra 1913 og af bestyrelsen for Akademisk Arkitektforening 1917-19, formand for Akademisk Arkitektforening 1930-37 og medlem af bestyrelsen for Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring 1930-37 og medlem af Københavns Bygnings-kommission fra 1940 til 1956. Han modtog æresmedaljen fra Akademisk Arkitektforening 1927, Københavns Kommunes præmie for gode og smukke huse 1920 og 1930 og Gentofte Kommunes præmie 1929.

Cock-Clausen har sine forbilleder fra nyklassicismen - muligvis af J.N.L Durand - og har sikkert kikket C.F. Hansen over skulderen, eftersom der er ligheder til Hørsholm kirkes facader, ligesom planløsningen har ligheder med Sct. Ansgars kirke i Bredgade, der er tegnet af G.F. Hetsch. Underlagt den daværende funktionalitet og byggeteknik, har Cock-Clausen opført en salkirke, som en del af det kloster- og skoleanlæg arkitekten kom til at præge.

DET ARKITEKTONISKE UDTRYK

Kirken indgår i et U-formet kompleks med Rygaards skole og omkranset af et stort haveanlæg med mange gamle træer mod øst.

Kirkens kor vender mod øst, og kirkens indgang sker fra vestsiden af hovedgavlen. I 1954 blev der langs kirkens nordfacade opført en korgang med vinduer ud mod den lille gravplads, som leder til krypt, menighedslokaler, køkken og loft.

- !23 -

Udvendigt er kirkens muroverflader pudsede glatte med ens stoflighed, alt er malet i okkerlignende farve, soklen fremstår i naturfarvet beige puds.

Taget er belagt med matgrå tegl. Klokketårnet er pudset og påført okkerfarvet kalkning. Gesimser er hvidkalkede. Vinduer og døre har en mørkegrøn farve. Kirkedøren er en patineret hårdtræsdør med fyldninger.

Kirkedøren er indrammet af en pudsprofil. Relieffet af Sankt Thérèse har en omkring-gående, pudset ramme i hvidt. Baggrunden i relieffet er gråt. På frontispicens toppunkt er opsat gennembrudt metal kors.

Kirkerummet oplyses af dagslys gennem de høje vinduer, og det gennemlyste rum fyldes af behageligt lys, som opsuges delvis af det mørkegrå gulv. Det resterende lys reflekteres ud i rummet, og giver en god fordeling mellem lys og skygge.

Kirkedøren ligger hævet et trin op fra gaden, bag hvilken er et våbenhus uden dagslys. Oven over våbenhuset befinder orgelpulpituret sig i en trækonstruktion med rigt udskåret forkant i klassicistisk stil og med brun ådring bemaling, hvilket døre og paneler i kirken også har. Orglet står i midten på pulpituret mod den del af væggen, der er tilbagetrukket. På orgelvæggens sider er lodret murkant mod kirkerummet. På pulpituret er der god plads til kor, sangere og musikere.

Der er opstillet ældre brunlaserede kirkebænke på hver side af kirkens akse, og alle gulvflader er belagt med kløvet calcit ølandssten i grå kulør, som er opskåret i forskellige firkantede størrelser. I kirkens akse står alteret, der på sit plateau er enkelt i form og materialevalg. Alterbordet består af en sort diabasgranit plade og ligger på en lysegrå granit plint. Midt i pladen er nedlagt et relikvie. På højre side af alterbordet står en middelalder døbefond i granit.

Korgulvet er hævet fem trin med det nuværende alter beliggende tre trin lavere. Det står på et tæppebelagt plateau to trin over kirkegulvet. På hver side af koret er anbragt en række korstole, samt dør til hhv. sakristi og præsteværelse. Kirkens træloft spænder frit og er udført som en saksekonstruktion med delvist fritliggende spær, hvorpå der er oplagt åse, som loftbrædderne er fastholdt til. Den indvendige side af loftet har 15 graders hældning. Det overliggende tag har 30 graders hældning.

Under korbuen i apsis er tabernaklet, der står oven på to sammenstillede lysegrå granitpiller. Over tabernaklet i apsis, hænger svævende i rummet et ældre træ-krucifiks. På kirkerummets nord- og sydvæg er ophængt 15

- !24 -

korsvejsstationer, små træsnit, der skildrer de begivenheder, der knytter sig til opstandelsen.

Alle kirkens figurer er i mørke farver, og den store træskulptur af Sankt Thérèse er naturfarvet. Kirkens kunstbelysning er 10 store cirkelformede messingringe, hvorpå hver ring 12 lamper er fastholdt. De er designet af den kendte arkitekt Vilhelm Wohlert, og giver god fordeling af kunstlyset.

Sidealtre og apsis er malet i turkis, og den indvendige kirkes murværk fremstår som pudset mur, der er hvidmalet.

Kirkens klokke Kirkens bronzeklokke er (jvf. Hans Nyholm ”Kirkeklokker i Danmark”) støbt i 1937 af Løw & Søn, København med en diameter på 67 cm. Den ringes manuelt ved et reb.

KLOKKENS HISTORIE

Næsten to år efter indvielsen, nemlig tirsdag den 14. september 1937, fik kirken sin klokke, der har sin egen historie. Den blev, som det hører sig til for denne "Guds stemme", indviet af biskop Brems, og faddere var Agnes Petersen, der på utrolig generøs vis havde bidraget til virkeliggørelsen af klokken, og Erik Bache, der var gift med Madeleine d'Auchamp, en gammel elev fra skolen. Deres navne er indgraveret i klokken lige som også navnene på Generalpriorinden Marie Johanna og priorinden, Madeleine Eugénie.

Men endnu et navn er indgraveret i bronzen: Andreas Kuhn. Det var en lille dreng på 4-5 år fra børnehaven, der havde været meget alvorligt syg. Hans forældre, der var protestanter, havde tryglet Madeleine Eugénie om bøn og et relikvie af stifterinden, Marie Eugénie Milleret. Priorinden havde opfyldt deres ønske, og drengen blev helbredt! Nok et af de første undere sket ved den nu Hellige Sankt Marie Eugénie af Jesus. Hans far, der i øvrigt var søstrenes advokat, bidrog efterfølgende i stor taknemmelighed med en gave til klokken.

Kirkens varetegn Over kirkens indgang kan ses et relief af Sankt Thérèse med korset, udført i kunststen efter tegning af Aage Nielsen-Edwin. Dette relief regnes for værende kirkens varetegn.

- !25 -

Kirkens indretning Søren Cock-Clausen, kirkens arkitekts yngste søn, skriver i sine erindringer om Sankt Therese Kirkes opførelse i anledning af kirkens 60 års jubilæum, at “søstrenes moderhus i Belgien havde givet et stort bidrag til selve byggeriet.

Til inventaret og udsmykning savnede man penge, men helt uventet fik man hjælp fra anden side. Min morfar, brygger Peter Valdemar Tvede - søn af Hans Jørgen Tvede, stifteren af “Lyngby Sogns velgørende Forening” og grundlæggeren af “Tvedes Bryggeri” på Vesterbro - opførte i 1889 en stor herskabelig villa på Frederiksberg…P.V. DEN HELLIGE THÉRÈSE MED KORSET, Tvede døde, mens kirken var under UDFØRT AF AAGE NIELSEN-EDWIN. opførelse, og hans enke Emilie Tvede flyttede til en lejlighed. Samtidigt donerede hun al villaens billedskærerarbejde til søstrene, og far brugte det som udsmykning i det ellers nøgne kirkerum, dels til koret og alteret og dels til pulpituret foran orglet”.

- !26 -

!

KIRKERUMMET, SOM DET FREMSTOD FØR DET ANDET VATIKANKONCIL.

KIRKERUMMET SOM DET FREMSTÅR I ÅR 2015. FOTO: FRODE LUNDSTEN

- !27 -

KORS

Der hænger over tabernaklet i koret et kors med Jesus udspændt på korset.

Dette er udført af valnøddetræ, udskåret af billedhuggeren Ejgil Vedel Schmidt.

ALTERET

Det første alter var udført som et barokalter, placeret helt oppe i korets runding, af krydsfiner, malet som var det af marmor og sten. I 1958 blev dette alter erstattet af et nyt længere fremme i koret af granit i forbindelse med en restaurering af kirken ved Carl R. Frederiksen, Arkitekt maa. Den nuværende opstilling blev introduceret i 1969 samtidigt med at søstrenes kirkebænke blev flyttet op i koret.

SANKT THERESE KIRKES ALTER MED MONSTRANS I FORBINDELSE MED DEN UGENTLIGE TILBEDELSE. FOTO: FRODE LUNDSTEN

!

TABERNAKLET

Kirkens tabernakel har to forsider. Den oprindelige forside, som i dag er bagside, er en gave fra familien til en belgisk søster, der havde udfærdiget en skitse til et tabernakel, som billedhugger og sølvsmed Jørgen Dahlerup skulle udføre. Denne faldt dog ikke i menighedens smag, hvorfor

- !28 -

billedhuggeren Ejgil Vedel Schmidt blev bestilt til at udføre et nyt tabernakel - den nuværende forside - som forestiller den brændende busk fra Det gamle Testamente. Tabernaklet er monteret ovenpå en tvedelt søjle af lys grå granit, der symbolsk- stilistisk skal minde om to hænder, der hæver det op. Men det står i en højde, som kræver at man skal to trin op for at åbne det.

DØBEFONTEN

Døbefonten i bornholmsk granit er antagelig fra 1100-tallet 0g er stadig i anvendelse i Sankt Therese Kirke. Den er kommet til kirken ad omveje, idet den, som der står anført i forvaltningsrådets forhandlingsprotokol, er “en middelalderlig døbefont, der stammer fra den gamle Hornbæk Kirke.

Døbefonten blev foræret til Biskop Suhr, som skænkede den videre til Sct.

DET OPRINDELIGE TABERNAKEL, UDFØRT AF JØRGEN DALLERUP. FOTO: FRODE LUNDSTEN

DET NUVÆRENDE TABERNAKEL, UDFØRT AF EIGIL VEDEL SMITH. FOTO: FRODE LUNDSTEN

- !29 -

JESUS PÅ KORSET OG TABERNAKEL. FOTO: FRODE LUNDSTEN

Therese Kirke. Den blev restaureret af Billedhugger Axel Theilmann for en Sum af Kr. 600 betalt af en Velgører”.

Biskop Suhr har senere fortalt, at døbefonten blev fundet af Lili Howitz, Danmarks første kvindelige politibetjent, som havde opdaget den i en sommerhushave i Hornbæk.

Det tilhørende døbefad er af messing, og “blev udført af Benedictinerinderne paa Jagtvejen, og Arbejdet er udført af Ciselør Jetmar. Pris Kr. 400, som blev indsamlet i menigheden”.

DØBEFOND FRA CA. 1100-TALLET. DØBEFAD I MESSING, UDFØRT AF CISSELLØR JETMAR EFTER ILLUSTRATION FRA BENEDICTINERSØSTRENE. FOTO: FRODE LUNDSTEN

!

KORSVEJ

På kirkerummets nord- og sydvæg er ophængt 15 korsvejsstationer, som små træsnit, der skildrer begivenheden, der knytter sig til opstandelsen.

Den nuværende korsvej, indviet den 25. november 1989, er den tredje korsvej, som har været opstillet i kirken. Bente Selsøe har malet de 15 motiver, som er udskåret af Frithjof Johansen. Den forrige korsvej i gibs

- !30 -

KORSVEJ MED MOTIVER TEGNET AF BENTE SELSØE, UDFØRT AF FRITHJOF JOHANSEN. FOTO: FRODE LUNDSTEN

- !31 -

blev ødelagt, da den skulle tages ned ved en renovering af kirken i 1988.

STATUERNE

I 1952, skænkede en velgører sognet en ny statue af Sankt Thérèse, skåret i valnøddetræ af samme billedhugger, Ejgil Vedel Schmidt, som havde udført tabernaklet. Den samme velgører gav sognet 30 lysestager af messing at anbringe på kirkebænkene på særlige festdage.

Det siges, at velgøreren netop havde mistet sin datter, som på skøjter var gået igennem isen på Gentofte Sø og druknet.

Sankt Thérèse-statuen blev indviet den 28. september 1953.

Der står en statue af henholdsvis Josef og Maria med Jesusbarnet i hver sin apsis på hver side af alteret. Disse statuer har fulgt med søstrene fra deres første hjem i DEN HELLIGE THÉRÈSE AF 1909 på Amalievej, Frederiksberg, så til JESUSBARNET. BILLEDHUGGER EJGIL SMITH I 1952. FOTOGRAF: Ordrup og endelig til Rygaard. De var WEDEL FRODE LUNDSTEN. oprindelig hvide, men for at de bedre kunne harmonere med den nye Theresestatue, blev de malet i en mørkere farve.

Josefstatuen deler skæbne med Den lille Havfrue, idet statuens hoved en gang faldt af. Daværende ministrant Anders Hjort beskriver hændelsen således: “Under krigen 1940-1945 var kirken lukket i de kolde vintermåneder, og søndagsmessen blev fejret i lokalet over kantinen.

Søstrene tog vare på en del af inventaret, som muligvis ikke kunne tåle frosten. Uden at ministranterne vidste det, havde de anbragt statuen af Den Hellige Josef i ministrantlokalet bag alle dragterne. Uvidende om tilstedeværelsen af Den Hellige Josef kom jeg i min søgen efter en passende dragt til at vælte Josef, så han mistede hovedet”. Det er siden blevet fastgjort, og Den Hellige Josef står endnu i kirken.

- !32 -

STATUE AF JOSEF OG MARIA MED JESUSBARNET, SOM HAR FULGT MED SØSTRENE SIDEN DERES FØRSTE HJEM I 1908. FOTO: FRODE LUNDSTEN.

I haven, der ligger i forlængelse af præsteboligens have, søstrenes gravsted, står der et vejkors, som har fulgt søstrene fra tiden, hvor de drev en pigeskole i Ordrup til Rygaards Skole.

Det er en personlig gave fra en fransk familie i Elsass, som tak for at søstrene havde taget sig så godt af deres døtre.

ORGLET

Man kan læse i Forvaltningsrådets forhandlingsprotokol, at rådet havde indhentet tilbud fra Orgelbyggerfirmaet J. Starup og Søn på at få installeret et orgel på pulpituret. Tilbuddet lød på 15.540 kr for et orgel, som i tilbudet beskrives som “et delvist brugt Pipeorgel med 18 gennemgaaende Stemmer, VEJSKORS, STÅENDE I SØSTRENES KIRKEGÅRD. FOTO: FRODE LUNDSTEN

- !33 -

fordelt paa 2 Manualer og Pedal, - Manual II indbygget i Svellekasse, færdigt opstillet i Kirken, og med ny Facade, samt tilsluttet ny elektrisk Orgelblæser”.

I samme referat kan man læse, at at en anonym velgører fra sognet, den 10.

KIRKERUMMET FRA ALTERET MED DET NUVÆRENDE ORGEL I BAGGRUNDEN. ÅR 2015. FOTO: FRODE LUNDSTEN

september 1943 havde doneret 20.000 kr til oprettelse af en byggefond for Sankt Therese Kirke. Med tilladelse fra biskoppen og fra søstrene blev tilbuddet accepteret, og betalt med et lån fra kirkens kancelli, hvis renter efter tilladelse fra den anonyme velgører blev betalt med renteindtægterne fra donationen, “sålænge Midlerne ikke var taget i Anvendelse efter deres formaal”. Lånet blev endeligt betalt tilbage i 1957.

Det nuværende orgel med 13 stemmer blev bygget i 1950 af Troels Krohn og Søn, Frederiksborg Orgelbyggeri, og stammer fra Högseröd Kirke i Sverige, som gav dette som del af betalingen til et større orgel. Orglet blev installeret i foråret 1979, med indvielse den 24. marts 1979, og kostede 126.000 kr.

Menigheden selv samlede 90% af pengene til orglet, resten var en gave fra Gentofte Kommune.

- !34 -

KIRKEBÆNKE MV

Men på mødet den 11. januar blev det også konstateret, at menigheden ikke ejede andet end døbefonten og døbefadet. Prædikestolen var udlånt til kirken af Mariahjemmet, de store kirkebænke lånt af den nedlagte Rosenkranskirke og sidebænkene fra søstrene. Bænkene er stadigvæk i brug, men prædikestolen er blevet fjernet - hvilket ikke gik stille for sig jf.

Forhandlingsprotokollen - i forbindelse med det nuværende alters opstilling.

BELYSNING

Den nuværende belysning, som er designet af Vilhelm Wohlert, blev installeret i 1991 og består af lysekroner i messing med 20 lamper i ring.

Det er den samme belysning, som findes i Sankt Ansgar Domkirke.

Det 2. vatikankoncils betydning Det Andet Vatikankoncil medførte for hele den katolske kirke nogle ændringer, som er uden for hensigten med denne bog at beskrive. Men værd at nævne er dekretet om lægfolkets apostolat, Apostolicam actuositatem.

For et nærmere studium af hvad dette dekret beskriver, henvises til bogen: biskop emeritus Hans L. Martensen, S.J, lektor cand.mag. Oluf Bohn: Det Andet Vatikankoncil: Konstitutioner, dekreter og erklæringer, Ansgarstiftelsens Forlag, København, 1997.

For Sankt Therese Kirkes vedkommende kan man læse i protokollen i den sidste halvdel af 1960-erne, at spørgsmålet omkring en restaurering af kirkens indre ofte blev behandlet af forvaltningsrådet. Specielt spørgsmålet om kompetencedragningen mellem sognepræsten og søstrene, som mente at det var deres beslutning, hvorvidt kirkens indre skulle ændres eller ikke.

Et forslag fra søstrene om at afvikle kommunionsskamlerne blev indført i protokollen i 1967 som “at den var et rimeligt led i den udvikling, der på så mange områder var i gang i kirker, og kunne ikke tænke sig, at et flertal af menigheden ikke ville synes om ændringen”. Senere blev prædikestolen også fjernet og alteret flyttet til sin nuværende position midt i kirkerummet med front mod menigheden. Koret bliver i dag primært brugt i forbindelse med laudes (morgenbøn), som på søstrenes tid, samt af ministranter og ved festmesser af præster og andre ordensfolk.

- !35 -

Det andet Vatikankoncil åbnede for endnu nye muligheder for Assumptionen. Man skiftede den lidt upraktiske, tunge dragt ud med en lettere - i samme farve naturligvis, men i knækort udgave, og sløret, som havde været et stort voluminøst, hvidt slør med tilsvarende kravedel, blev nu til et let gråt slør. Men også selve udførelsen af søstrenes mission ændredes her i landet. Man følte, at man skulle være mere nærværende i sognenes og i menneskers hverdag. Derfor begyndte små grupper af søstre fra Rygaard at flytte ud blandt almindelige mennesker uden derfor at give afkald på arbejdet på Rygaard. De søstre, der underviste på skolen, pendlede nu som alle andre til og fra deres arbejde.

Første udflytning skete til Albertslund i 1972 med sr. Anna Kristina som priorinde. Herfra oprettede man senere et kloster i Tåstrup i Den Gamle Smedie over for den gamle Tåstrup Kirke. I halvfjerdserne flyttede også 3 søstre til Søborg i nogle få år.

I 1983 blev det aktuelt, at en gruppe søstre igen med sr. Anna Kristina som priorinde flyttede til Göteborg, og snart blev de af den svenske biskop opfordret til at slå sig ned i Borås, hvor de i adskillige år fik stor betydning for katolikker i det område. Her var både mulighed for kloster og menighed, og der hørte en dejlig kirke til. Da Sverige missionen lukkede, flyttede den samme gruppe søstre tilbage til Danmark og slog sig ned i ovenfor omtalte kloster i Den Gamle Smedie.

Sidste forsøg i Sverige blev et lille kloster i Malmö.

Præstens bolig OPFØRELSE

Sankt Therese Kirke blev i 1942 taget i brug som sognekirke, hvorfor der var brug for en præstebolig. Igen blev arkitekt Cock-Clausen kontaktet. Han tegnede “en palladiansk hustype i et beskedent format” (Andrea Palladios, italiensk arkitekt, 1508-1580), som Søren Cock-Clausen skriver i sine erindringer. Denne gang dog i samarbejde med sin søn, da faderen nu var over de 70. Og den 13. maj 1954 var der rejsegilde på det nyopførte præstehus.

Præsteboligen kom til i en tid, hvor kønsrollerne var tydelige både uden for og inden for kirken. Der var kun et mindre tekøkken, da de daglige måltider

- !36 -

DEN TILKNYTTEDE PRÆSTEBOLIG UD MOD BERNSTORFFSVEJ, CA 1942.

blev lavet og leveret af søstrene, ligesom den daglige rengøring og almindelig husførelse generelt blev udført af dem.

Til huset hører der en lille have, som løber langs kirkens nordside og grænser op til søstrenes sidste hvilested.

RESTAURERING

Præsteboligen blev i 2013 restaureret og opdateret, så den kunne leve op til de standarder, man kan forvente i dag. Der blev blandt andet installeret et rigtigt køkken, ligesom huset energimæssigt blev ført ind i et nyt århundrede.

I dag bor sognepræsten i præsteboligen, ofte sammen med en seminarist eller diakon på vej til at blive præsteviet.

Sognepræster og andre ordensfolk Følgende præster har virket ved Sankt Therese Kirke:

- !37 -

SOGNEPRÆST

• • • • • • • • •

1942-48 Stephen Wevers SMM 1948-51 Casimir Flandrup 1951-57 Mathijs van Büggenum SMM 1957-65 Ib Andersen 1965-75 Olav Rørdam Bonnevie 1975-89 Niels Kjær SJ 1989-2004 Czeslaw Kozon 2004-08 Niels Engelbrecht 2008- Fabrizio Milazzo

KAPELLAN, ANDENPRÆST

• • • • • • • • • • • • • •

1940-41 P.W. Diekmann, præst ved Assumptionsklosteret 1942-45 C. Martindale, præst ved Assumptionsklosteret 1948-50 Ib Andersen, kapellan 1950-51 Mathjis van Büggenum, kapellan 1960-65 O.R. Bonnevie, kapellan 1969-72 Jørgen Hviid, præst ved Assumptionsklosteret 1969-73 J. Hjorth, hjælpepræst 1972-74 Kaare Osorio, andenpræst

1989- Jørgen Erichsen, andenpræst 1994-1996 Michael Hornbech Madsen, andenpræst 1996-1998 Niels Engelbrecht, andenpræst 1998-2004 Andrzej Wydrzynski, andenpræst 2004-2007 Fabrizio Milazzo, andenpræst 2007-2008 Mikolaj Kecik, andenpræst Sakristaner igennem tiden • Assumptionssøstrene (primært sr. Ona og sr. Anne Marie) • Dina Bøje • Mery Augustine

- !38 -

Sankt Therese menighed Sankt Therese Kirke indgår i dag i Sankt Andreas og Sankt Therese Pastorat, som er en sammensmeltning af de to tidligere nabosogne. Sankt ThereseKirke er sognekirke med sin sognepræst, boende i den tilhørende præstebolig, hvor Sankt Andreas er pastoratets annekskirke med pastoratets andenpræst boende i den tilhørende præstebolig.

Derudover findes der i pastoratet ud over Rygaards Skole, en anden katolsk skole, Sankt Joseph Søstrenes skole i Ordrup, som historisk er tilknyttet Sankt Andreas Kollegium og kirke.

Menighedens opståen Menigheden omkring Sankt Therese Kirke blev etableret på utraditionel vis, som biskop Czeslaw skriver i forbindelse med menighedens 60 års jubilæum: en menighed dannes oftest ved at “antallet af katolikker i et område vokser: de samles i nærheden af, hvor de bor, i midlertidige lokaler; når den nye gruppe af katolikker viser en vis stabilitet, oprettes menigheden, og det fornemmeste ønske er nu en rigtig sognekirke. Men det kan også gå som i Sankt Therese menigheds tilfælde. Et ordenssamfund opretter et kloster med egen kirke, kirken søges af de omkringboende katolikker, som snart føler et tilhørsforhold til stedet, og efter nogen tid er der talmæssigt og af praktiske årsager grundlag for at oprette en menighed”.

Da menigheden blev “oprettet i.h.t. biskoppelig Kundgørelse og kgl.

Approb. d. 1. januar 1942” var menighedsstørrelsen indberettet som værende 350.

Det er muligt at følge de første 30 år af Sankt Therese menighedens liv igennem Forhandlingsprotokollen for Forvaltningsraadet, indtil det blev erstattet af en Menighedsråd.

Assumptionssøstrene har altid været et bærende element i sognet, og det var med sorg at man erfarede at søstrene ville forlade Rygaard i 1988, hvilket blev planlagt som en glidende overgang i form af, at kirken i 1985 overtog vedligeholdelsespligt og ansvar for kirken, præsteboligen og de lokaler, som blev anvendt af menigheden. Deres afgang gav menigheden en tiltrængt opruskning, da det blev nødvendigt selv at sørge for blandt andet

- !39 -

sakristanarbejdet og ikke mindst at organisere kirkekaffen, som hurtigt var blevet en institution. Søstrene overdrog kantinen og de to køkkener til sognets brug som menighedslokaler.

Sankt Therese menighed har nu i 1988 ca. 500 medlemmer over 16 år, fordelt på 314 husstande. Siden 1989 har Sankt Therese og Sankt Andreas sogne haft fælles præster, ligesom de to sogne også har fælles pastorat arbejde.

I 2015 er der registreret 920 medlemmer over 16 år eller 1.310 medlemmer i alt, hvoraf ca. 18,3% aktivt deltager i søndagsmessen.

HOLDET TIL FØRSTE KOMMUNION 2015 PÅ TRAPPEN FORAN RYGAARDS SKOLE. PÅ BILLEDET SES KATEKETERNE ASTRID ANDRESEN DE PACHECO, ADRIENNE MULUMBI DORTE HELMER.

!

HOLDET TIL FIRMELSE 2015 FORAN ALTERET MED BISKOPPEN. PÅ BILLEDET SES KATEKET INGE MESSERSCHMIDT.!

- !40 -

En levende og engageret menighed Et træk som er blevet overført fra søstrene er aktivitetsniveauet og det engagement, hvormed menigheden deltager i sognets aktiviteter og pastoralt arbejde.

Der er blevet etableret en række traditioner, som frivillige varetager nidkært og med omhu hen over det liturgiske år. Nogle er blevet startet af enten søstrene eller af sognepræsten, andre spontant af et eller flere medlemmer af menigheden.

Nogle af de mest traditionsrige er de følgende.

HELLIG 3 KONGER

!

Markeringen af De Hellige 3 Konger ved deltagelse af udklædte unge voksne fra menigheden, som under messen til sang fra menighedens yngre børn går frem og tilbeder Jesusbarnet i krybbespillet.

SCENE FRA MARKERING AF DE HELLIGE 3 KONGER I 2014. PÅ BILLEDER SES CHRISTOFFER BONDE, ESAU KALLAN, MICHAEL RANGEL. KILDE: FRODE LUNDSTEN

- !41 -

Julekrybben, som ses i baggrunden på billedet med De Hellige 3 Konger er efter skitse af Ole Lund Søgaard (menighedsrådsformand 1976-78), udført af Egon Jørgensen, med figurer importeret fra Belgien.

KRISTI LEGEMES OG BLODS FEST

Kristi Legems og Blods Fest er et særkende for Sankt Therese Kirke, og er bispedømmets fejring af denne liturgiske festmesse på selve dagen.

!

PROCESSION TIL KRISTI LEGEMS OG BLODS FEST I RYGAARDS SKOLES PARK, CA. ÅR 1971.

FOTO: KIRSTEN LANGE.

Der har altid været fejret Kristi Legems og Blods Fest i menigheden, men i 1971 kan man læse i referatet fra et menighedsrådsmøde, at pastor - !42 -

Bonnevie havde aftalt med andre sognepræster fra citymenighederne at man skulle celebrere en festmesse med procession i Rygaards Skoles store have med en baggrund af blomstrende rhododendron. Dette har lige siden været en fast tradition med biskoppen som hovedcelebrant og en procession, som i dag er udvidet til at følge de omkringliggende veje med stop ved et alter i Rygaards Skoles park og undervejs i skolens lille skolegård.

SANKT THÉRÈSE FEST

!

Kirkens skytsengel Sankt Therese fejres af menigheden den første lørdag i oktober måned som en festdag. Dette er en tradition som går tilbage fra den tidlige tid med søstrene, og som er vokset til i dag at udgøre en af to store sammenkomster i menigheden omkring Sankt Therese Kirke. Den anden er fastelavnsfesten, som indledning til fasten.

KRISTI LEGEMS OG BLODS FEST PROCESSION AD DE OMKRINGLIGGENDE VEJE I LOKALOMRÅDET. ÅR 2015. FOTO: FRODE LUNDSTEN.

- !43 -

MINI-KUK

Den katolske menighed i Danmark udgør en minoritet, målt på antal katolikker i forhold til medlemmer af folkekirken så vel som oplevet i de kommunesamfund, de er del af.

Mini-KUK er en klub for børn 7-11 år, som startede den 28. september 1983, med det formål at skabe bånd og sammenhold mellem katolikker, som for de flestes vedkommende har fjernet sig i deres voksenliv.

Gruppen mødes i perioden efterår til forsommeren fast hver anden onsdag, som starter med en fællesspisning og dialog hen over bordet, for derefter at fortsætte med aktiviteter som skifter med årstiden og det liturgiske år.

AFSLUTNINGEN PÅ MINI-KUK, ÅR 2015. FOTO: FRODE LUNDSTEN

KIRKEKAFFE & BRUNCH

Hvad der i dag er et fast element i søndagens ritual, kirkekaffe og brunch, er resultatet af en stålfast gruppes engagement. Birgit Hoyos beskriver opstarten, som “morgenkaffe startede Béla (menighedsrådsformand 1978-1989) i 1971, 1. juni - selvfølgelig en håbløs startdato, og de første måneder kom næsten kun min mor, mine svigerforældre og os selv plus nogle af søstrene plus eventuelle udlændinge, der var til stede i kirken,

- 44 ! -

ISABELLA LUNDSTEN, FREDERICK MESSERSCHMIDT, SIGNE OG FREDERIKKE COLDBORK LANGE I SAKRISTIET FØR MESSENS BEGYNDELSEN, ÅR 2013. FOTO: FRODE LUNDSTEN

MINISTRANTER, TAGET I FORBINDELSE MED EN MINISTRANTTRÆNING, ÅR 2014. FOTO: FRODE LUNDSTEN

- !45 -

men man må nok sige, at det var umagen værd at holde ud, når man ser på, hvad det har udviklet sig til”. I dag kommer der fast mellem 60-70 personer efter søndagsmessen på tværs af generationer og kulturelle barrierer.

FAMILIEMESSE

Den første familiemessefandt sted søndag den 8. november 1970 på initiativ af p. Jørgen Hviid p.s.s, præst ved Assumptionsklosteret, og Sr. Emilia.

Man kan udlede fra referaterne fra menighedsrådsmøderne i den periode, at der ikke var enighed i rådet og ledende medlemmer af menigheden omkring denne fejring af søndagens højmesse. Og der blev udvekslet breve med biskoppen med hver parts synpunkter, som fortrinsvis var centreret omkring hvor vidt børnene skulle knæle under Forvandlingen, når de stod i ring omkring alteret, og omkring de rytmiske sang og sangtekster, som blev brugt under familiemessen. Svaret fra biskoppen er tydeligt og klart med en henvisning til at kirkegængere i Peterskirken kan vælge at stå op under Forvandlingen, hvorfor dette også var muligt i Sankt Therese Kirke.

Biskoppen slutter sit svar med en formaning og forsoning og et citat fra apostlen Paulus, som er interessant i en kontekst efter Det 2. Vatikankoncil: “Agt vel på, at ikke jeres frihed skal bringe de skrøbelige til fald (1.Kor.8,9)” MINISTRANTTJENESTEN

Der har til alle tider været gjort brug af ministranter under messerne, men disse har ikke altid været først lægfolk, senere også piger!

Det var det 2. Vatikankoncil, som gjorde dette muligt - og Sankt Therese menighed var ikke sen til at tage denne mulighed til sig.

Der er således tradition i menigheden for, at lade menighedens børn ministrere, nogle gange kun en, andre gange flere end der er korstole.

Fra forvaltningsraad til menighedsråd FORVALTNINGSRAADET 1943-1970

Det første menighedsråd blev valgt af menigheden søndag den 19. april 1970, men før denne dato blev Sankt Therese menighed ledet af

- 46 ! -

PÅ BILLEDET SES BL.A. SKOLELEDER GEORG HØHLING, SCT. JOSEPH SØSTRENES SKOLE, ORDRUP. FOTO: ANNELISE BRUUS

et Forvaltningsråd, som bestod af tre medlemmer, hvoraf to var lægfolk udpeget af biskoppen. Af forhandlingsprotokollen fremgår det, at “Aaret 1943 d. 11. Januar afholdes efter Indkaldelse fra Formanden paa Vekselerer Aage v. Benzons Bopæl, Heslegaardsvej Nr. 1, Forvaltningsraadets første Møde. Alle Medlemmer var tilstede. I.h.t.

Regulativets §11 er Sognepræsten født Formand og Raadet konstituerede sig derfor som følger: Sognepræst Stephen Wevers: Formand, Vekselerer Aage v. Benzon: Kasserer, Fuldmægtig Enoch Hjort: Sekretær”.

Forvaltningsrådet mødtes ud fra forhandlingsprotokollen at læse kun få gange om året omkring praktiske temaer, som f.eks. vedrørende sognets økonomi, men der blev også diskuteret samarbejdet med søstrene og forholdet til Vikariatet (i dag bispekontoret). Forvaltningsrådet blev i 1970 erstattet af et menighedsråd.

DET FØRSTE VALG TIL MENIGHEDSRÅDET

Det 2. Vatikankoncil medførte blandt andet, at Forvaltningsrådet blev erstattet af et menighedsråd. Det første menighedsrådsvalg blev afholdt i 1970 som et kampvalg med 16 kandidater og en stemmeprocent på hele 37,93%. Til sammenligning ligger den gennemsnitlige stemmeprocent i dag på lidt under 20%. Menigheden bestod dengang af 478 medlemmer, men kun 377 stemmeberettigede fra 240 hustande.

Det første menighedsråd bestod af 9 medlemmer og 8 suppleanter. De 9 personer var: • p. Rørdam Bonnevie (født medlem som sognepræst) • p. Jørgen Hviid p.s.s.

• Priorinde sr. Emilia • Kirsten Rørdam Bonnevie • Erik Lorensen (formand) • Béla Hoyos (kasserer)

• Erik Høhling • Poul Prohazka Olsen (næstformand) • Karin Annelise Bruus (sekretær) De øvrige kandidater som suppleanter.

Referaterne viser deres tydelige billede af et menighedsråd, som aktivt og nidkært varetog menighedens pleje og udvikling. Der blev diskuteret stort

- !47 -

som småt, og det må for sognepræsten have været en markant ændring fra enerådigt at have ansvar for menigheden til nu at skulle forholde sig til holdninger og meninger fra menighedsrådet og lægfolk generelt.

Flere af de træk og traditioner, som stadigvæk kendetegner Sankt Thereses menigheds liv, stammer fra disse år, som fx kirkekaffe, familiemesse, den årlige Sct. Therese fest og Kristi Legemes og Blods fest.

Det var en tid, hvor menighedens økonomi kom under pres indtil man på mødet den 13. april 1971 måtte konstatere, at regnskabet viste et underskud på 13.500 kr. Kirken stod overfor en renovering, dels som følge af almindelig vedligeholdelse dels på grund af de ændringer, som det 2.

Vatikankoncil havde medført. Det er interessant at læse i referaterne, at det i høj grad var søstrene, som var aktive for at få koncilets ændringer gennemført, og som også betalte hovedparten af kirkens restaurering. I referatet fra menighedsrådsmødet af 27. oktober 1970 fremgår det, at restaureringen af kirken kostede ca. 48.000, som blev dækket ind af en kombination af “gave, koncert, legat og havefest”, restbeløbet af den tidligere byggefond og en gave fra arkitekten, Severin.

Mange af de traditioner som fortsat holdes i hævd i dag, stammer fra denne tid, hvor engagerede og aktive lægfolk i det små startede nogle aktiviteter som med tiden voksede til at blive en fast bestanddel af Sankt Therese menighed. I flæng kunne nævnes mini-KUK (katolsk ungdomsklub), KÆK (katolsk ældreklub), de rytmiske familiemesser, juletræsfest m.fl.

Menighedsrådet er med sine 10 medlemmer i 2015 fortsat en aktiv dynamo af menighedens udvikling og medspiller i den udvikling, som Den katolske Kirke i Danmark gennemgår i disse år, på grund af på den ene side demografiske forhold, som har ændret forholdet mellem, hvor eksisterende kirkebygninger ligger, og hvor katolikker bor, og på den anden side den økonomiske virkelighed, som bispedømmet oplever på grund af den vedligeholdelsesforpligtelse, som bispedømmet har over for sine mange kirker og bygninger.

Menigheden overtog i 1985 ansvaret for en stor del af de aktiviteter og lokaler, som Assumptionssøstrene hidtil havde stået for. I 2015, tredive år senere, overtager menigheden det fulde ansvar, idet Sankt Michael's Stiftelsen (Assumptionssøstrene i Danmark) i forbindelse med kirkens 80 års jubilæum overdrager hele komplekset til henholdsvis Rygaards Skole og Ansgarstiftelsen (bispedømmet) med Sankt Therese menighed som bruger.

- !48 -

Menighedsrådets formænd Følgende personer har været menighedsrådets formand (tallet i parentes angiver menighedens størrelse i antal medlemmer): • 1970 Erik Lorensen (478 medlemmer) • 1976 Ole Lund Søgaard • 1978 Bela Hoyos • 1989 Hans Larsen • 1994 Felicity Pors • 2014 Frode Lundsteen Hansen (1,300 medlemmer)

- 49 ! -

Vigtige begivenheder Royalt besøg Slutningen af 1937 bragte en stor oplevelse til Rygaard. Ved middagstid den 2. december ringede biskop Brems til klosteret, at kongen, Christian d. X. og dronning Alexandrine gerne ville aflægge besøg på Rygaard to dage senere! Aldrig siden grundlæggelsen havde man modtaget en sådan besked.

Men heldigvis havde Mère Madeleine Eugénie is i maven. Hun fik hidkaldt nogle venner af huset, som sammen med søstrene lavede en forhøjning i Store Parloir. Her blev anbragt to lænestole til majestæterne. Ved siden af dem Biskoppen, som skulle præsentere kommunitetet og priorinden for Kongen. Langs væggene skulle alle søstrene stå og i midten på gulvet, børnene og pensionærerne (damerne). I baggrunden, på væggen bag forhøjningen, var ophængt et stort Dannebrog omgivet af grønne planter.

Man øvede sig i at neje og i at synge "Kong Christian stod ved højen mast" og "Kongernes Konge", som skulle spilles på orgelet, når det royale par trådte ind i kirken. Om aftenen var alt klart - og alt gik godt. cit.annal: I dag ankom så de to danske majestæter. De var så venlige, så enkle, og man kan rolig sige, at alt var godt. Priorinden fulgte dem sammen med pastor Maurer, sr. Xavier og sr. Claire gennem korgangen til kapellet, som var strålende oplyst. Alt gik uden mindste forhindring.

Senere, da de forlod Store Parloir gav Kongen hånd til alle søstrene. Så åbnede Priorinden døren til Børnehaven, og Kongen trådte ind. Han talte med de små, satte sig på en af de små stole for at være i øjenhøjde med børnene, så hans knæ nåede næsten op til hans hage, så lange var hans ben. Og mens han underholdt sig med en lille 3-årig pige, foreslog Priorinden Dronningen, at hun skulle se klausuren - og hun sagde glad ja.

Søstrene, Biskoppen og de øvrige blev hos Kongen, som nu blev fotograferet af journalisterne netop, som Priorinden og Dronningen vendte tilbage, så alle blev efter tur fotograferet.

Kongen, som ikke syntes at have travlt med at forlade os, gav en ung engelsk pige sin autograf og ved gennemgangen af de 3 klasseværelser, viste han stor interesse og venlighed. Priorinden blev endnu engang

- 50 ! -

sammen med Dronningen, som kunne tale flydende tysk, mens Kongen hellere end hun talte fransk. Der var nu forberedt forfriskninger i Store Parloir. Endnu en stund underholdt majestæterne sig med charmerende enkelthed med alle tilstedeværende, inden de tog afsked.

Søstre, damer, børn - alle godt mast sammen i den lille entré - råbte et la-a-angt hurra i det øjeblik bilen forsvandt.

Første danske biskop siden reformationen 1939 begyndte som et jubelår for søstrene, men også for alle danske katolikker.

På Sankt Ansgars dag d. 3. februar indsattes Theodor Suhr, OSB, som den første danske biskop siden reformationen. Og i marts valgtes "Assumptionens kandidat" Pius d. XII til pave. Han holdt meget af tanken om Mariae optagelse i himlen (Assumption), og det var ham, der i 1950 definerede og stadfæstede dogmet om Mariae, Gudsmoderens, uplettede undfangelse.

Men lad os vende tilbage til, hvordan disse to begivenheder satte deres præg på Danmarks katolikker.

Biskop Suhr var som 30-årig konverteret til den Romersk-Katolske kirke og indtrådte samme år i Benediktinerordenen i Clervaux. Han blev præsteviet i 1933 og gjorde lynkarriere i kirkeligt regi. I 1938 udnævnte Pave Pius XI ham til apostolisk vikar for Danmark og titulær biskop af Balecio. Så fulgte bispevielsen i januar 1939 og indsættelsen i Sankt Ansgars Kirke i København. Men ikke alene var han den første danske biskop siden reformationen. I 1953 udnævnte Pave Pius XII ham til Biskop af København i det nyoprettede Bispedømme København.

Søstrene og Sankt Therese Kirke under 2. Verdenskrig 9. April 1940 oplever søstrene med resten af landet forfærdelsen ved tyskernes besættelse, og hurtigt måtte man indrette sig på, at farlige situationer kunne opstå. Frk. Klitskov, der var sygeplejerske for pensionærerne og for søstrene fik pålagt af politiet at sørge for beskyttelsesrum på klosteret. Hun indrettede kælderrummet under kirken og sørgede for luftalarmøvelser for alle på Rygaard.

- !51 -

Men under disse dystre tider skete også glædelige ting. I september 1941 besluttes det, at klosterkirken skal være sognekirke. Søstrenes hidtidige præst Abbed Dickermann overgiver embedet til danske pater Wevers, der var blevet udpeget til at være sognepræst i det fremtidige Skt. Therese Sogn.

Man holdt fast ved Den lille Therese af Lisieux. Som Montefortaner var han godt inde i klosterlivet, og desuden talte han perfekt fransk.

Lørdag d. 3. januar 1942 indsættes pater Wevers som sognepræst, og dermed er Assumptionskapellet ikke blot et kapel, men sognekirken, Skt. Therese Kirke.

Det blev en lang og smuk ceremoni. Biskop Suhr ankom kl. 10:30. Han blev i procession ført fra husets dør til kirkens dør, hvor han modtog nøglen til sognepræsten. Følget nåede til det Allerhelligste, hvor Diakonen med høj røst læste indsættelsesdokumentet for den nye sognepræst. Ligeledes fik man overrakt nøglen til tabernaklet, hvorefter man fulgte sognepræsten til skriftestolen. Derefter læste han fra prædikestolen hele evangeliet om den gode hyrde og indtog så den stol, som han skal bruge i koret. Endelig fulgtes han til sakristiet, hvorfra han efter iklædning fulgt af diakon og sub-diakon begyndte at celebrere den store festmesse.

To dage senere bliver en af eleverne på skolen, Gwendoline France på 12 år og hendes lillebror, Jimmy på 11 år, døbt. En noget sen dåb skulle man vel sige. Deres mor, Renée France, var i 1940 flyttet illegalt til Rygaard, da hendes mand, en engelsk veteran fra 1. Verdenskrig, af uforklarlige grunde var blevet anholdt af de danske myndigheder og senere sendt til tysk interneringslejr som krigsfange. Hun var belgisk katolik, mens han var anglikaner. Familien gensås først i 1945. Men denne lille historie viser et glimt af søstrenes liv under 2. Verdenskrig. Annalerne fortæller nøgternt og kort om dagligdags begivenheder. Men i korte beskrivelser ser man gennem søstrenes øjne, hvordan besættelsen sætter sit præg på alle. I slutningen af september/begyndelsen af oktober 1943 begynder også her i Danmark efter stigende uro i befolkningen en jødeforfølgelse.

I slutningen af 1800-tallet havde en tidligere ejer, baron C.W.E. Knuth, mellem hovedbygningen og den sydlige længe ladet opføre en smal bygning som bolig for sine halvvoksne døtre. Men her blev der i besættelsesårene næsten drevet et helt "pensionat" for flygtende jøder og frihedskæmpere.

Og det var her, at bl.a. Renée France og hendes 2 børn opholdt sig.

Søstrenes sygeplejerske, frk. Klitskov, også kaldet "Klit" var dybt engageret i frihedsbevægelsen. Det var den engelske sr. Lucy Mary også, og ved

- !52 -

besættelsen var den engelske jesuitterpræst, den da 61-årige pater Martindale strandet i Danmark, og da han ikke befandt sig godt hos sine medbrødre, havde han fået husly på Rygaard, hvor han stortrivedes med sine cigaretter og sin whisky - så vidt det nu kunne lade sig gøre for Biskop Suhr at skaffe det.

Priorinden, sr. Madeleine Eugénie, var som hollænder lige så optændt af retfærdig harme over besættelsen som danskerne, og hun gjorde sit til at "drille" Gestapo.

Scenen var sat for en hel "røverrede". Søstrene måtte ikke vide noget om, hvad der skete, men en af de gamle søstre fra dengang fortæller, at da hun havde sit værelse over søstrenes kirkegård, var det ofte, at hun hørte ting, som burde have været hemmelige. Det var især sr. Januarii, en italiensk søster, også frihedskæmper, der havde svært ved at tie stille. Så hendes små samtaler med præst og andre søstre om, hvad der foregik, hævede sig som røgelse op til sr. Agneskas ører.

Af og til når søstrene var til tilbedelse, blev de noget forskrækkede, når de opdagede frihedskæmpere, der gemte sig bag alteret, der dengang stod helt op mod bagvæggen i koret, eller når de i parken mødte sorte skygger om aftenen, når frihedskæmpere ved sr. Lucy Mary's hjælp fik anvist en flugtvej.

Krypten under kirken blev som sagt brugt som beskyttelsesrum. Der var fugtigt og koldt, og af og til hørtes fra Hellerup Kirkegård skud i de tidlige morgentimer. Et ægtepar fra Amager, der havde et lille trykkeri, som bl.a. frembragte illegale blade, blev gemt af vejen hos søstrene, til man kunne få dem til Sverige.

Flere gange mellem 1942 og 1945 fik søstrene besøg af Gestapo. Klit tog imod og viste beredvilligt klasselokaler og sale frem, ja selv helt ind i søstrenes celler ville man for at finde beviser på undergrundsvirksomhed.

Men præsteboligen gik man forbi, og der sad på et tidspunkt adskillige jødiske familier på deres vej til Sverige. For også jøder blev skjult og hjulpet, og jødiske børn på skolen blev i særlig grad skjult og på så nænsom vis, som muligt hjulpet videre til Sverige sammen med deres familier. Selv i krypten under alteret blev der indrettet et særligt rum, der gav mulighed for at bo og overnatte, mens man ventede på bådlejlighed.

I 1944 installeres det store nye orgel på balkonen, og det indvies 9. april.

Det var et koldt forår med en juni måned med regn. 15 spejdere skulle på

- !53 -

retræte på Rygaard, men samtidigt var det blevet indført, at kun 5 personer ad gangen måtte mødes til sammenkomst om aftenen. Politiet lukkede for en gangs skyld øjnene, og retræten kunne finde sted. Da der også var indført udgangsforbud mellem klokken 20 og klokken 5 om morgenen, måtte pastor Benzon samle sin unge tilhørerskare og føre dem i små grupper til deres "sommerlejr" rundt om i huset.

Ligeledes var der pga. fornyet sabotage indført "standret", og adskillige frihedskæmpere var blevet henrettet ved skydning i Ryparken. Uroen i befolkningen var stigende, og der var trusler om generalstrejke. Der blev lukket for gas, el og vand, Søndagsmessen måtte derfor afholdes uden orgel, og sr. Ona sov i køkkenet for at udnytte, at gassen i løbet af natten vendte tilbage, så hun kunne bage brød til dem alle.

Om aftenen 26. august kl. 20 blev for første gang novicerne af 3.

Augustinerorden modtaget. Det var en lægmandsorden, som allerede på Stifterindens tid var blevet oprettet i Frankrig, og Mére Madeleine Eugénie havde gennem adskillige måneder forberedt og undervist de 5 postulanter, der højtideligt iklædt sorte kjoler og slør trådte ind i kapellet. Det lå selvfølgelig i halvmørke, men på trods af mørkelægning og krig var alteret fuldt oplyst. Pater Wevers holdt en lille prædiken, før han overrakte et lys til hver af novicerne, som nu havde fået søsternavne, heriblandt frk. Klitskov, som fik navnet sr. Eugenia. Ceremonien sluttede med Magnificat, Min sjæl ophøjer Herren... Ordenen er senere igen fornyet i 1991 som Skandinaviens 3. Orden.

Vi havde ventet englænderne, men vi modtog Gestapo, skriver søsteren i annalen. Stor husundersøgelse efter en sandsynlig skjult sabotør. Men intet blev fundet. Engang var det dog nær gået galt. En kvindelig politiassistent havde kort tid inden 31. oktober advaret Mére Madeleine Eugénie om, at Gestapo ville komme på "visit". Papirer blev brændt, flygtninge gemt væk, og ganske rigtigt: Efter vesper ved 17-tiden ankom en vogn med Gestapo for at hente Mére Madeleine til forhør i Gestapohovedkvarteret i Shellhuset.

Stor opstandelse, telefonopringninger til alle af betydning i kirken, men der var intet at gøre. En dansk katolik havde optrådt som stikker, der var ingen hjælp var at hente, og Mère Madeleine Eugénie blev kørt væk i en lukket vogn. Søstrene havde forberedt sig på at våge hele natten, men ved 20-tiden vendte priorinden tilbage. Man havde forhørt sig om, hvorvidt hun, som rygtet sagde, foretrak kommunister frem for nazister. Den begavede kvinde havde svaret, at kommunisterne var som en ild - en grådig ild - mens nazisterne var som vand, man kunne lide på. Så spurgte de hende, om hun

- !54 -

ASSUMPTIONSSSØSTRENES 3. ORDEN GRUNDLAGDES I 1991. PÅ BILLEDET SES DE SEKS PIONERER VED DERES AFLÆGGELSE AF ENGAGEMENT-LØFTER, MAJ 1992 PÅ ALSKLOSTERET. FOTO: SR. ANNA KRISTINA

havde en samvittighed, om hun var troende? Ja? Jamen godt, så måtte hun kunne forstå, at nazismen var håbet for fremtiden, og eftersom hun stod i spidsen for et pensionat, var hun i en position, hvor hun kunne øve indflydelse på børnene etc. etc.

Gestapos udspørgen gik trægt, for selv om Mére Madeleine var i stand til at tale seks forskellige sprog, lod hun, som om hun havde svært ved at forstå, hvad der blev spurgt om.

Da man således intet fik ud af forhøret, bad man den ærværdige moder om at tage hjem med sporvogn, idet man ikke havde en bil til rådighed til at køre hende hjem. "Jamen, jeg har ingen penge på mig", indvendte søsteren.

Gestapo-officeren, der nok var ret imponeret af den ro og store personlighed, som Madeleine Eugénie udstrålede, gav hende galant penge til sporvognen: 0,50 øre!

- !55 -

På befrielsesaftenen holdt en vogn fuld af frihedskæmpere stille foran Rygaard, og mens søstrene betaget stod på den store trappe til gårdspladsen, blev en stor lysbombe fyret af som tak for den hjælp, klosteret havde ydet.

Og H.M. Dronningen kom til 75 års jubilæum Rygaards Franske Skole var lige fra begyndelsen en pigeskole med internationalt præg, hvor undervisningssproget var fransk, og hvor man modtog både kostelever og elever ude fra. Fra 1966 blev også drenge optaget på skolen, der nu havde lukket kostafdelingen.

Men efter 2. Verdenskrig var tilgangen af elever blevet så stor, at det blev muligt at oprette en ren dansk afdeling ved siden af den såkaldte "polyglot"afdeling. Den nye danske afdeling fik i 1948 eksamensret, og i 1971 var både den internationale afdeling og den danske afdeling berettiget til at modtage tilskud fra staten. Undervisningssproget i den tidligere polyglot-afdeling var med den engelske søster Ruth som afdelingsleder blevet engelsk, og som én skole under samme skoleleder, skulle den internationale skole nu også undervise i faget Dansk og følge de danske ferieregler. Da denne afdeling i 1978 også fik afgangseksamensret efter engelske regler, var begge afdelinger nu fuldt udbygget med elever fra børnehaveklasse til og med 10. klasse.

I september 1984 kunne skolen fejre 75 års jubilæum, og på de 75 år var elevtallet steget fra 12 til 750, så der var lagt op til stor fejring. En festkomité blev nedsat med lærere fra såvel den danske som den internationale afdeling. Ved et af møderne "hånede" en af de engelske lærere os danske med, at vi slet ikke tænkte på at invitere royalty, når vi nu havde en så vidunderlig dronning, som oven i købet var gift med en franskmand. En af de danske lærere tog stafetten op, og med skolelederens velsignelse blev et brev med invitation sendt til Det Gule Palæ, hvor hofmarskal Ole Søltoft tog imod det, og videregav det til Majestæten.

I brevet var anført de forskellige grunde til, at vi turde bede om H.M. Dronningens og H.K.H. Prinsgemalens tilstedeværelse: H.M. Dronningen havde som nybagt student tilbragt nogen tid på Assumptionssøstrenes "Dannelsesskole for unge piger" i Paris, H.M. Dronningens søster, Prinsesse Benedikte, havde ofte været på skolen sammen med Dronning Ingrid for at hente en veninde til Benedikte, medlemmer af den kongelige familie havde

- !56 -

gennem alle søstrenes år i Danmark besøgt klosteret og skolen, og Prins Henrik var jo fransk som Assumptionens stifterinde!

Der kom svar: Ja tak, H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen ville efter mandagsaudiensen på vej hjem til Fredensborg kigge inden for på Rygaard.

!

Som tidligere - da kong Christian d. 10. og Dronning Alexandrine havde besøgt klosteret og skolen, gik store forberedelser i gang. I forvejen var det planlagt, at et historisk show over de mange år skulle finde sted i parken.

De to konferencier'er, en dansk og en engelsk, lagde et stramt program, dragter blev fremskaffet, manuskripter blev udfærdiget, elever instruerede, sågar et sækkepibeorkester blev engageret for at markere det internationale. Konferencier kommentarerne blev synkroniseret på dansk og engelsk, der blev opført en overdækket tilskuertribune til det royale par, og stafet blev sendt i byen for at købe det rigtige cigaretmærke til såvel Monarken som Prinsgemalen.

H.M. DRONNING MARGRETHE II FORAN RYGAARDS SKOLE I FORBINDELSE MED SKOLENS 75 ÅRS JUBILÆUM, 1984.

- !57 -

Et møde med hofmarskallen fastlagde de mere detaljerede procedurer for modtagelsen af Dronningen. En modtagelseskomité blev sammensat, og det blev bestemt, at velkomst og præsentation skulle foregå i Store Parloir, hvorefter man kunne fortsætte ad den udvendige trappe ned i parken til showet, hvor en stor overdækket scene var opbygget.

I gymnastiksalen var forberedt et kæmpeopbud af lækre sager til reception efter showet med pindemadder, pizza, frugt og kager af alle slags. Et fad med brownies dækket med marcipan med skolens logo, skibet, der som ledestjerne har Gud i det høje, vakte jubel. Fra balkonen vajede, som altid ved fester, Dannebrog.

Så oprandt den store dag. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og i rotunden ved skolens hovedindgang mod Bernstorffsvej var opstillet de mindste elever fra såvel den danske som den internationale afdeling - alle med diverse internationale flag i hænderne. Skolelederen, Mathias Jepsen og bestyrelsesformanden, sr. Francois, ventede med sommerfugle i maven ved indkørslen, hvor politi og sikkerhedsfolk stod, mens velkomstkomitéen stod øverst på den store trappe.

Der gik et sug gennem forsamlingen, da de kongelige biler kørte ind, og børnene viftede med flagene og råbte hurra-a-ah. I Store Parloir blev medlemmerne af fest- og modtagelseskomité præsenteret for H.M. Dronningen og H.K.H. Prins Henrik, og der blev tid til en cigaret og et glas sherry og hyggelig afslappet snak på både dansk, engelsk og fransk med de smukke og smilende gæster, inden man begav sig til underholdningen i parken.

Søstre, lærere og indbudte honoratiores satte sig, efter at H.M. Dronningen og H.K.H. Prins Henrik havde taget afsked, ved de smukt pyntede borde og spiste løs af den pragtfulde buffet. Det blev i sandhed en mindeværdig dag.

Og aldrig var Rygaard smukkere og søstrene gladere.

- !58 -

Fejring af et 80 års jubilæum Assumptionssøstrene giver stafetten videre Trods udflytning og forsøg på klostre i Sverige, så var og blev Rygaard den vigtigste mission, og årene gik. Skolen voksede sig stor og levestærk, i dag er der ca. 900 elever, og der udvides stadig! Men med søstrene er det en anden sag. Ingen unge søstre kunne lokkes til det kolde Nord med de vanskelige sprog. Søstrene har måttet indse, at de er blevet ældre og uden tilgang af yngre søstre kan man ikke længere opretholde kloster i Danmark.

Her i 80-året for Skt. Therese Kirke, må vi konstatere, at der ikke længere er Assumptionssøstre hos os. De sidste søstre lukkede Den Gamle Smedie i Tåstrup og er flyttet til klostre i Frankrig, Belgien, Spanien og Filippinerne.

Men det sogn, som de grundlagde, lever i bedste velgående og kan med stor glæde fejre kirkens 80 års fødselsdag i december 2015, og søstrene bliver ikke glemt, ligesom de heller ikke glemmer deres mission her i landet.

Men Kongregationen af Assumptionssøstre fortsætter missionen i de fire kontinenter, hvor deres tilstedeværelse har været lige siden Den Hellige Marie Eugénie's tid.

Der er søstre i Frankrig, Spanien, Italien, Litauen, Belgien og Storbritanien, i Afrika, på Filippinerne, i Japan og USA. De fleste steder yder søstrene ikke alene deres apostoliske virke blandt rig som fattig, i socialt arbejde og i diakoni, ved universiteter eller højere læreanstalter, og deres skoler blomstrer, uddannelsen af det hele menneske er stadig centrum.

Efter at have været udelukket fra Frankrig under revolutionerne har Assumptionens moderhus befundet sig i Val Notre Dame i Belgien, hvor man havde en stor skole, men i midten af 1950'erne flyttede man tilbage til 16. Arrondissement i Paris, hvor det oprindelige moderhus i Marie Eugénie's tid lå. Det hedder Auteuil, her holder Generalpriorinden og hendes 6 rådgivere til, her foregår administrationen af kongregationen, her er også et selvstændigt kommunitet, og der er i dag et vidunderlig smukt, stort og moderne indrettet kapel anlagt i søstrenes store park.

I dette kapel ligger Den Hellige Marie Eugénie begravet under alteret i et lille side-kapel.

Selve adressen er Rue de l'Assomption, og alle gaderne omkring har navne efter stifterinden eller efter tilknytningen til klosteret.

- !59 -

Assumptionen lever således i bedste velgående, selv om vi her i Skandinavien har mistet søstrene. Rygaards Skole med dens danske og internationale afdeling har stadig deres bevågenhed, og ledelsen forsøger stadig efter bedste evne at bevare den Assumptionens ånd, som Marie Eugénie lagde grunden til.

BREV FRA SR MARIE SOPHIE, PROVINSPRIORINDE

!

- !60 -

KÆRE VENNER

Det er med et stort og taknemmeligt sind, at vi sammen med jer forbereder os til at fejre Sankt Therese Kirkes 80-års dag.

Assumptionssøstrene blev kaldet til Danmark med tilbedelse og uddannelse for øje, og det glæder os så meget at forstå, at Sankt Therese Kirke fortsætter med at svare på denne kaldelse i form af den daglige Eukaristi og tilbedelsen af Det Hellige Sakramente hver uge.

Ydermere er kirken blevet et mere og mere betydningsfuldt sted for eleverne på Rygaards Skole, som samler sig til Morgensang og Skolemesser... Et Nådens sted, hvor Gud selv møder børnene og de unge og åbenbarer sig for dem.

Assumptionsklosteret/-skolen levede i 10 år i Ordrup Sogns lokaler, inden man flyttede til Rygaard. Det er derfor glædeligt betegnende for os, at Sankt Andreas og Sankt Therese nu er blevet ET sogn, som vokser og udstråler aktivitet i så talrig en skare.

SR. MARIE SOPHIE PROVINSPRIORINDE, ASSUMPTIONSSØSTRENE

Vi ønsker, at Gud vil velsigne sognet, som Han har givet sin Nådegave igennem 80 år, i glæden over alt, hvad det lever i dag, i håbet om, at Han fortsat vil lede dets fremtid, som Han har behag, for "det er Gud, som leder alt, og aldrig kunne nogen anden hånd lige så kærligt og viist styre vor skæbne!" (Den Hellige Marie Eugénie) De kærligste hilsener - jeres i Kristus, sr. Marie Sophie Provincial, Assumptionssøstrene

- !61 -

Biskop Czeslaw videregiver stafetten Kære Sankt Andreas og Sankt Therese menighed, Det er altid tankevækkende at fejre en kirkes, en menigheds, en institutions jubilæum. Det er en anledning til både at se tilbage og fremad - i taknemmelighed mod dem, der lagde grunden og byggede op fremadrettet i bevidsthed om vor mission nu og i fremtiden.

Indimellem fejrer vi jubilæer for noget, som kun har kort tid tilbage - for en institution, som ikke længere kan opretholdes - for en orden, som er ved at afvikle sit virke. Sådan er det heldigvis ikke, når vi fejrer 80-året for Sankt Therese kirkes opførelse. Her ser vi både tilbage på en rig fortid, en nutid fuld af liv og på en fremtid, som giver grund til håb.

Sankt Therese kirkes historie er præget af en del omskiftelser. Den blev bygget som klosterkirke - ganske vist en stor en af slagsen. Dette viste sig at være providentielt, for kirken tiltrak hurtigt mennesker, som blev til en menighed og dermed bevirkede, at kirken blev sognekirke. Det er den stadigvæk, men nu for en ny menighed, dannet af to tidligere - Sankt Andreas i Ordrup og Sankt Therese i Hellerup.

At lægge menigheder sammen er en alvorlig beslutning og ikke uden følelser. Nogle vil opleve, at de mister noget, andre, at de bliver styrket i deres selvfølelse. Ligegyldigt, hvordan en menighed opstår og er sammensat, skal den rumme alle - alle nytilkomne, alle nationaliteter, alle sociale lag, flere forskellige fromhedsformer. Det kræver åbenhed og modtagelighed hos alle, samt forståelse for dem, der endnu ikke har vænnet sig helt til det nye.

Rigtigt mange ting er dog lykkedes. Sankt Andreas og Sankt Therese menighed er en levende menighed med stor kirkegang, mange aktiviteter anført af en aktiv sognepræst og et ansvarsfuldt menighedsråd og båret af mange engagerede medlemmer. Må den gensidige støtte animere og inspirere præst og menighed, saa alle bliver styrket i deres glæde over troen.

Hertil ønsker jeg Guds velsignelse for menigheden, både nu og i fremtiden.

Biskop Czeslaw

- !62 -

Menigheden modtager stafetten Det er med et ydmygt sind, at jeg, som menighedsrådsformand, på menighedens vegne modtager stafetten fra Assumptionssøstrene igennem biskop Czeslaw til at videreføre Sankt Therese Kirke i deres ånd. Deres virke og betydning for skolen, kirken og menigheden kan ikke undervurderes eller prises højt nok.

Det er også med en tak til Gud for at have ladet en engageret menighed opstå omkring Sankt Therese Kirke. En menighed, som forstår den delikate balance mellem at erindre fortiden med respekt og at se fremad, at følge udviklingen i tidens og det omkringliggende samfunds ånd.

Vores menighed er i dag mere mangfoldig, kulturelt, demografisk og åndeligt, end nogensinde, og med den stadig stigende tilflytning af mennesker til Danmark vil denne mangfoldighed kun blive større. Det vil kræve noget af os alle. Kræve, at vi formår at række en hånd ud til de nyankomne, at lade dem føle sig velkommen i vores menighed, at lade dem præge os med deres måde at nærme sig Gud, ligesom vi vil præge dem med vores måde at leve på, vores sangskat og danske kultur.

Den gave vi modtager i dag er en kirkebygning og præstebolig - tak! - som i sin tid blev bygget af Alfred Cock-Clausen med omhu og kærlighed, hvilket i dag - 80 år senere - fortsat kan føles. Vi vil passe godt på denne gave, hvorfor menighedsrådet har lagt planer for en renovation af kirkens tag, maling af facaderne og for en restaurering af kirkens klokke, som har været tavs i mange år.

Menigheden, som i dag modtager stafetten, er en menighed, som knytter en sløjfe om søstrenes historie i Gentofte, idet Sankt Andreas og Sankt Therese Pastorat i dag består af de to tidligere sogne, Sankt Andreas sogn, hvor søstrene først holdt til, før de købte Rygaarden, og Sankt Therese sogn, som er opstået omkring Rygaards Skole. Så mon ikke vi kan tro på, at det er Guds hånd, som har villet, at de to sogne skulle slås sammen til et.

På menighedens vegne retter jeg en stor tak til Assumptionssøstrene med ønsket om, at båndet mellem Sankt Therese Kirke og menighed og Assumptionssøstrene må forblive stærkt og ubrudt i al fremtid.

Må Guds velsignelse være med os alle.

Frode Lundsten, formand for menighedsrådet

- !63 -

- 64 ! -