Jubilæumsskrift for AFS i Danmark 1957-2007

JubilĂŚumsskrift for AFS i Danmark 1957-2007

Udgivet 2007 i anledning af 50 års jubilæet for oprettelsen af den danske AFS-organisation.

Oplag: 1.000 Stenby Tryk A/S ISBN nr. 978-87-991881-0-9 Fotografisk genoptryk 2020 Redaktionen har bestået af: Inge Birkholm, Aase Klausen, Helle Skjerbæk (redigering), Susanne Grenaae og Jørn Lundvang (grafisk tilrettelæggelse) De historiske oplysninger er udarbejdet af: Ole Albæk Pedersen, Birger Nissen og Martin Petersen Redaktionen takker alle, der har bidraget med artikler, oplysninger, fotografier m.m.

Forord AFS Munin ønsker AFS i Danmark TIL LYKKE med 50 års jubilæet I 2007 har AFS i Danmark 50 års jubilæum.

Ved stiftelsen i oktober 1957 fik foreningen navnet ”American Field Service i Danmark”. Senere blev navnet ændret til ”Dansk AFS”, og i dag hedder foreningen ”AFS Interkultur”. Men trods navneskift er det stadig den samme forening med samme overordnede formål: at arbejde for fred i verden ved at sende unge mennesker på udvekslingsophold i en fremmed kultur i et fremmed land og derigennem skabe bedre mellemfolkelig forståelse. Trods de mange år er den særlige AFS ånd og stemning i dag stadig levende og i udvikling. Det mærker vi gamle AFS’ere i den tætte forbindelse, der er mellem AFS Munin og AFS Interkultur.

I løbet af de 50 år har ca. 5.000 unge danskere været AFS stipendiater, de første år i USA, fra 1970’erne i en række lande verden over.

50 års jubilæet skal naturligvis fejres, og et af bidragene er dette jubilæumsskrift, som er udarbejdet af AFS Munin. Munin er en støtteforening for AFS Interkultur, stiftet i 2002. Medlemmerne er primært AFS’ere over 30 år. Munin har i dag 150 medlemmer og vokser stadig. Jo flere medlemmer, des mere kan vi støtte AFS med bl.a. tilskud til de stipendiater, der har økonomisk behov herfor.

Jubilæumsskriftet består af personlige bidrag fra 26 repræsentanter for forskellige årgange og de forskellige udvekslingsprogrammer, som afspejler AFS’ mangfoldighed. Der er danskere og udlændinge, stipendiater og værtsfamilier, og der er bidrag fra hver af jubilæumsårgangene: 1957, ’67, ’77 osv. Bidragene er indbyrdes meget forskellige, men fælles for dem er, at de viser den store betydning, som AFS opholdet har haft for deltagerne, og hvordan det har præget deres senere liv.

Der er også historiske oplysninger om AFS i de forløbne 50 år. En række illustrationer bidrager til at gøre teksterne mere levende.

Stor tak til alle bidragyderne og til redaktionsgruppen, som har bestået af 5 tidligere AFS’ere: Inge Birkholm, Aase Klausen og Helle Skjerbæk fra Munins bestyrelse samt Jørn Lundvang og Susanne Grenaae, som har leveret den tekniske ekspertise. Også tak til Ole Albæk Pedersen, Birger Nissen og Martin Petersen, som har fremskaffet de historiske oplysninger. Og tak til AFS sekretariatet for udlån af fotos og andet materiale fra arkiverne.

AFS Munin håber, det er lykkedes at lave en interessant og spændende publikation. Vi ønsker god fornøjelse med læsningen.

AFS ønskes et stort TIL LYKKE med 50 års jubilæet og de bedste ønsker for de næste 50 år!

Fleming Friis Larsen ’63 Formand for AFS Munin

3

”Empathy”. Skulptur af Dr. Jara Moserova, AFS’er fra Tjekkoslovakiet 1947. Givet til AFS International i anledning af 25 års jubilæet.

Indhold Forord ved Fleming Friis Larsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 AFS’ historie i Danmark 1957-2007 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6-42 I begyndelsen . . . . . Interview med Aase Klausen og Inge Birkholm . . . . . . . . . . . . . . 6 1950 Søren Højberg: Succes på fodboldbanen – og udenfor . . . . . . . . . . . . . . . . 10 1957 Hilda Bang: AFS gav mig nye muligheder i livet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 1957 Don Evarts: Lifelong Friendships . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 1959 Lone Fatum: Tilbageblik – tradition og tro i New England . . . . . . . . . . . . . . . 13 1960 Patricia Knudsen: Det bedste af begge verdener . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 1961 Klaus Faartoft: AFS - en rød tråd i mit liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 1962 Bente Begtrup: Den dejlige, brogede kavalkade . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 1964 Helle Skjerbæk: ”Walk Together, Talk Together” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 1965 Albert Gjedde: Med AFS fra Berkeley 1964 til Berlin 1989 . . . . . . . . . . . . . . 21 1967 Niels Mikkelsen: 40 år med AFS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 1970 Liese Greensfelder: These Danish Values . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 1971 Mary Hay: She Still Calls Me ”Mother” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 1975 Morten Kjærum: Med AFS i bagagen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 1977 Olaf Gerlach Hansen: Globale oplevelser med AFS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 1986 Ole Winther Groth: Højbede med afrikanske grøntsager . . . . . . . . . . . . . . . 27 1987 Johannes Kyed: Mennesket i centrum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 1988 Sofie Jørgensen: Sproget er nøglen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 1995 Kirstine Moos: AFS - i mine egne ord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 1997 Lau Blaxekjær: At lære japansk er som at blive født på ny . . . . . . . . . . . . . . 33 1998 Lise Sustmann Larsen: Dag 1 i Argentina . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 2000 Mia Hvilshøj: AFS - en del af min identitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 2002 Irene Botchway: A Different Dimension . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36 2007 Rasmus Bjørneskov: En tid med forventninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Ebbe Skovdal: AFS’ ønskeseddel: Mere AFS! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Bestyrelsesformænd for AFS i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 AFS Interkulturs bestyrelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 Styregruppen for AFS’ 50 års jubilæum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 AFS Munins bestyrelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 Efterskrift ved Morten Sivertsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 AFS-kontorets adresser og kontorledere 1957 - 2007 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 Sekretariatet 2007 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 Interkulturprisen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Danske modtagere af The Galatti Award . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Danske medlemmer af Board of Trustees . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 AFS Legatet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 Forkortelser og ordforklaringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46

5

’55

Interview med Aase B. Klausen (Tind) og Inge Birkholm Begge USA 1954-55 Kontorledere på det danske AFS-kontor, hhv . 1957-64 og 1967-77 Munins bestyrelse fra 2002

I begyndelsen……

Glimt fra AFS i Danmark gennem 50 år, hentet fra blade, protokoller og hukommelsen.

Sammenfattet af (1957-97) Ole Albæk Pedersen samt (19972007) Birger Nissen og Martin Petersen.

1957 American Field Service i Dan­ mark stiftes den 8. oktober 1957. Bestyrelsen består af di­ rektør Poul Beck, prokurist Jens C. Bøgelund, lektor dr.phil. Dan Laursen, forstander Knud Rot­ tensten (suppl.) og hjemvendte AFS’ere: Niels B. Sebbelov (formand), Annette Bøgelund (Gjørup) (næstformand), Peter Wiese og John Havn Eriksen.

Aase Bromann Klausen, tidl. formand for Komité Fyn, ansæt­ tes 1. oktober 1957 som første kontorleder.

Foreningen starter med at kon­ statere, at der mangler penge, som man forsøger at skaffe ved fundraising. Den øjeblikkelige likviditetsmangel klares ved lån hos bestyrelsen. Kontingentet fastsættes til 20 kr. årligt.

Foreningens medlemmer deles i 3 grupper: A) AFS hjemvendte, B) værtsfamilier samt familier til hjemvendte og C) andre, som støtter AFS’ ideer.

Foreningen modtager 222 an­ søgninger. 178 bliver interviewet i komitéerne i København, Aal­ borg, Århus, Esbjerg, Odense og Fredericia.

1958 Det første ”rigtige” landsmøde afholdes i Studenterforeningen.

I var i USA tre år inden den danske AFS forening blev stiftet. Hvordan gik det til?

Aase: AFS’ interesser blev dengang varetaget af lærerforeningernes ”Udvalg for Amerikarejser for skoleelever”. De første stipendiater rejste allerede i 19 8, og frem til 195 havde i alt 12 været i USA. I 195 -55 var vi et hold på hele 13, heraf 11 fra Fyn, som man fokuserede på det år. I 1955 rejste 31 og i 1956 et hold på 1.

Inge: Det var faktisk modigt af vores forældre at give os lov til at rejse, for dengang var USA virkelig langt borte.

Aase: Men de blev beroliget ved et møde med to hjemvendte stipendiater: Niels Sebbelov ’51 og Annette Bøgelund ’53, som var særdeles aktive og havde dannet Den danske AFS-komité. Deres begejstring og troværdighed medførte, at man følte sig tryg ved organisationen med det fremmedartede navn ”American Field Service”. En af forældrene troede dog, at vi skulle sejle derover med et skoleskib (scholarship).

Hvordan forløb jeres AFS-år?

Inge: Jeg havde et spændende, udviklende og udfordrende år i Princeton, N.J. som elev på ”Miss Fine’s School” og hos min familie på Mercer Street, hvor Albert Einstein hver dag gik forbi på sin vej til universitetet!

Aase: Mit dejlige AFS-år tilbragte jeg i Pittsburgh, Pennsylvania. Jeg har stadig kontakt med min værtssøster, og i 2005 deltog vi sammen i klassens 50-års jubilæum!

Hvad skete der, efter I kom hjem?

Aase: Vi fynboer blev hurtigt aktive. Vi dannede den første lokalkomité, komité Fyn, og gik i gang med at finde værtsfamilier. I 1956 modtog vi en større gruppe amerikanske ”sommerstudenter” og allerede året efter også et mindre hold på ”skoleprogrammet” (½-års).

Inge: Det var på mange måder berigende at være med i komitéarbejdet i de tidlige år. Man fik lov at udfolde sin virketrang med vidt forskellige og spændende opgaver; man fik lov at eksperimentere og lave fejl; på det personlige plan fik man mulig6

hed for at møde og samarbejde med forskellige mennesketyper; man fik afprøvet sine egne grænser for tolerance og undergik i det hele taget en personlig vækst under rare og behagelige vilkår.

Hvad der fik mig til at blive aktiv ”returnee” var både en følelse af forpligtelse over for AFS, en lyst til at fortsætte kammeratskabet med gruppen af ligestillede, og erkendelsen af, at der virkelig var brug for én - så selvfølgelig skulle jeg være med til at formidle, at mange andre fik samme gode oplevelse, som jeg havde haft.

Hvordan blev AFS i Danmark stiftet?

Aase: I 1957 var over 100 danskere kommet hjem, og så overtog Den danske AFS-komité hele arbejdet – dog ikke uden protester fra lærerkredse. Et hold aktive hjemvendte dannede komité Centrum i København, og der kom også hurtigt lokalkomitéer i Århus, Aalborg, Fredericia, Esbjerg og Nordsjælland. Der var forældrerepræsentanter i hovedbestyrelsen, men jeg tror, at den velvilje, vi mødte i pressen og hos firmaer og fonde, i høj grad skyldtes vores ungdommelige entusiasme og indsats.

Inge: Med oprettelsen af den danske AFS-forening erindrer jeg den stolthed, vi fornemmede over, at vi med vores pionerarbejde var med til at opstille normer for kvaliteten og udviklingen af programmerne i vores land.

20 kilo mere Inge og Aase på båden hjem fra USA.

For mange AFS’ere har I to været meget centrale personer i AFS. Tilsammen var I ansat 17 år som ledere af det danske AFS-kontor. Hvad kan I fortælle om den tid?

Aase: Niels bad mig tage jobbet på AFS-kontoret, hvor Karen Merete Nielsen ’52 (Kjærulff-Schmidt) havde arbejdet midlertidigt. Mine 7 år på kontoret, først i Pilestræde, derefter i Frederiksgade var forrygende. Vi blev efterhånden 3 medarbejdere og dertil et større antal frivillige. Uden dem havde vi slet ikke kunnet udrette, hvad vi gjorde!

København var ofte rejsearrangør til og fra hele Skandinavien – vi havde ligefrem et fast hold returnees, der var mestre i at løfte kufferter ud og ind ad kupévinduer i en vis fart.

I løbet af kort tid kunne vi sende over 100 danskere af sted årligt og modtage næsten lige så mange amerikanere.

Mange danskere fik økonomisk støtte fra AFS i USA for at kunne gennemføre rejsen. Lommepengene blev administreret fra AFS i New York: 12 dollars om måneden!

I 1959 arrangerede vi en international sommerlejr ved Skælskør med over 60 deltagere.

Inge: Min status som ”frivillig” blev ændret til ”professionel”, da jeg accepterede et tilbud om ansættelse på AFS-kontoret i 1967. Nu sad jeg pludselig selv ved roret, overvældet og overrasket

over den mangfoldighed af opgaver, der lå foran mig. Med to dygtige medarbejdere og en bestyrelse, der støttede på alle måder, kom jeg godt i gang og følte mig rustet til at klare hvad som helst! Denne selvsikkerhed blev sat på prøve første gang jeg af en værtsfar blev beordret UD!!

Jeg tror nok, jeg blev bedre til at tackle konflikter mellem stipper/værtshjem med årene!

Programudviklingen kulminerede med starten på MNP i 1971 og IEP i 1975. Vi forsøgte også (med mindre held) at få en lærlingeudveksling op at stå, og der var stort engagement i bestyrelsen for at forfine de eksisterende programmer – noget som vi på kontoret (i de allerfleste tilfælde!) bifaldt, på trods af større arbejdsbyrde. Men hvad – det var for en god sag!

Da Steve Rhinesmith i 1972 blev præsident for AFS International, skete der noget helt nyt. Nu skulle alle – de frivillige og kontorpersonalet – introduceres til det nye fænomen: ”management”. Under kyndig vejledning af amerikanske kapaciteter var vi på kursus om ”personal growth”, ”effective volunteer leadership”, ”crosscultural counseling” osv. Det var spændende.

Som en sidegevinst mener jeg også, det betød et tættere samarbejde og tilknytning komitéformændene og kontoret imellem.

I det hele taget er det de mange gode oplevelser med de frivillige i bestyrelsen og komitéerne, der holdt mig gående i disse 10 dejlige år. TAK til jer alle, og TIL LYKKE til AFS med jubilæet.

Aase: Jeg har også mange gode minder og venner fra AFS – og jeg har nydt arbejdet med dette jubilæumsskrift, fordi alle bidrag har vidnet om den store indflydelse, AFS-opholdet har haft på deltagernes liv, ligesom mange essays virkelig har afspejlet ”det historiske sus”.

De fynske AFS’ere på Odense Banegård ved hjemkomsten i 1955. Fra venstre: Jørn Poulsen, Ib Henning Ibsen, Poul Rasmussen, Inge Nielsen, Myrna Hansen, Inge Birkholm, Peter Elung-Jensen, Aase B. Klausen, Else Larsen, Ulla Nyborg, Arne Olsen.

7

Komité Fyns formand Inge Birk­ holm redegør for foreningens aktiviteter og behov for penge på et møde for stipendiater, forældre og skolefolk. Foræl­ drene beslutter at støtte økono­ misk. Bestyrelsen beslutter her­ efter at kontakte samtlige foræl­ dre for at opnå støtte.

Der er placeret 63 stipendiater i USA. Der modtages 47 stipen­ diater på sommerprogrammet og 13 på efterårsprogrammet.

En række gymnasierektorer er negative over for hjemvendte AFS’ere. Undervisningsministe­ riet fastslår, at genoptagelse ikke kan nægtes.

Bestyrelsen foreslår, at hjem­ vendte AFS’ere holder foredrag i husmoderforeningerne, som overalt er meget aktive.

Foreningen søger om tilskud fra bl.a. tipsmidlerne.

1959 Regnskabet for 1958 udviser et underskud på.... 6.776,90 kr.!

Sprogskole i 14 dage for stipen­ diaterne på efterårsprogrammet gennemføres på Berlitz School.

Foreningen afholder reception i anledning af besøget af Stephen Galatti, AFS’ stifter og præsi­ dent.

Der indkøbes en skrivemaskine til 1.149,00 kr.

Bestyrelsen overvejer at finde et mere ”positivt” sted end Kofoeds Skole til slutophold for stipendi­ aterne på sommerprogrammet.

Bestyrelsen ønsker afklaring af ansvarsforholdene mellem den danske AFS forening og AFS i New York omkring økonomien i aktiviteterne i Danmark.

1960 Peter Wiese ’50 bliver formand efter Niels Sebbelov ’51, som har været formand fra forenin­ gens start og som sammen med Annette Bøgelund havde dannet den første AFS Komité i 1953.

Seven Seas, et af de flittigste atlantgående skibe til at transportere de tidligste stipendiater til USA.

Det bliver aftalt med Galatti, at New York har det fulde ansvar for stipendiaternes udgifter og betalingen af deltagerbidrag, mens foreningen har det fulde ansvar for de penge, som skaf­ fes i Danmark.

Stephen Galatti, AFS organisationens grundlægger.

AFS får 3. juni sit første med­ lemsblad: ”AFS Bulletinen”.

Vi modtager 65 amerikanere på sommerprogrammet og 15 på efterårsprogrammet.

Stephen Galatti giver en op­ sang: ”Ikke alle studenter tager skolen alvorligt. Læg mere vægt på udvælgelsen af studenterne og fremhæv studenternes for­ pligtelser over for værtssamfun­ det”.

1961 Fremmødet til komitémøderne varierer. Det diskuteres, hvad der kan gøres for at forbedre komitéernes arbejde og sikre flere ”voksne” medlemmer i komitéerne.

Kontoret gør opmærksom på, at man er ”DUS” med de hjem­ vendte og ikke ”DES”.

Der er problemer med rektorer, som skræmmer ansøgere fra deltagelse. Foreningen aftaler med rektorforeningen, at ansøg­ ningsskemaer fremover afhen­ tes hos rektor, at betingelserne skal gøres skrappere, at rektor skal have besked om ansøger­ ne, og at rektor skal afgive udta­ lelse.

Som en af de tidligste stipendiater til Dan­ mark var Patricia fra Connecticut i 1960 på forsiden af en af de første oplys­ ningsfoldere.

Danmark modtager 48 SP’ere og sender 59 WP’ere til USA. Der har nu været i alt 338 dan­ ske deltagere på AFS udveks­ ling.

Landsmødet afholdes med fest i Studenterforeningen med 175 deltagere.

1962 AFS modtager 488 ansøgnin­ ger. 100 bliver efter interviewet sendt videre til USA.

Galattis besøg i København 1959 var godt pressestof, her i ugebladet Hjemmet.

8

Amerikanske præsidenter gjorde det til en tradition at tale for stipendiaterne, inden de efter en busrejse gennem staterne vendte hjem. Her John F. Kennedy i 1961.

American Field Service’s første logo daterer sig tilbage til ambulancetjenestens tid.

Galatti (t.v.) og andre frivillige ambulanceførere under de 2 verdenskrige skabte grundlaget for AFS.

MS New York

Del af det danske hold, som drog ud i 1955 om bord på MS New York.

Annette Bøgelund, Inge Birkholm og Niels Sebbelov ved sammenkomst med amerikanske sommer­ stipendiater i 1958.

Aase Klausen og Inge Birkholm i 1959. Begge var i flere år kontorledere for AFS i hver sin periode og er nu i bestyrelsen for AFS Munin.

9

’50

Søren Højberg USA 1949-50

Civilingeniør Vicedirektør i IBM Tenniskommentator i DR og Eurosport

Succes på fodboldbanen – og udenfor Sprogskolen på Korinth Land­ brugsskole har Bente Begtrup som leder. Bestyrelsen konklu­ derer, at gruppen kan mere dansk end de tidligere grupper.

Stephen Galattis besøg marke­ res med en reception med 227 deltagere på Langelinie Pavil­ lonen.

AFS kontoret i New York udtryk­ ker alvorlig betænkelighed ved at placere stipendiater hos fami­ lier med udearbejdende mødre.

Man frygter, der ikke er tilstræk­ keligt overskud i værtsfamilier­ ne, når der opstår problemer.

1963 Redaktionen af AFS Bulletinen bliver selvstændig i forhold til AFS’ bestyrelse. Ole Spanner ’59 bliver første redaktør.

Lektor Mønsteds artikel om det tilladelige og rimelige i at lade stipendiaterne fortsætte deres amerikanske udtale i engelskti­ merne genoptrykkes i Bulleti­ nen. De hjemvendte kan bruge artiklen i diskussionerne med deres engelsklærere.

Diskussion om kvalitet kontra kvantitet i udvekslingerne. Uffe Gravers Pedersen ’60 mener, at man ved udvælgelsen skal prio­ ritere ”hele mennesker” frem for ”gummimennesker”, som kan tilpasse sig hvad som helst.

Det var en blegnæbet AFS’er, der i eftersommeren 19 9 ankom, efter 10 dages sørejse, til New York med S/S Tabinta, som var billigste (valutaproblemer!) transport pga alle passagererne i ét stort fælles lastrum. Så når én blev søsyg under den yderst stormfulde overfart, så --!

Men også bleg pga alt det ukendte – kun lige fyldt 16 og så langt og længe væk fra familien!

Ankomsten til New York en katastrofe: AFSrepræsentanten, der havde inviteret på middag den første aften, spurgte, om jeg kunne lide crab, som jeg ikke anede hvad betød – hvilket jeg dårligt kunne indrømme, da jeg i min ansøgning mildest talt ikke havde underdrevet mine engelskkundskaber. Og skaldyr afskyede jeg! Resultatet, der - også pga den fra sørejsen tømte mave - var temmelig ubeskriveligt rædselsfuldt, vil jeg undlade at gå i detaljer med!

Debuten på min skole – Hotchkiss/Lakeville Connecticut - nogle få dage senere, var også ”presset”. Første skoledag med hele skolen samlet i chapel, hvor jeg til min rædsel pludselig hører Headmaster sige ”Now our new Danish student will introduce himself” – og mit engelske var ikke blevet bedre end i New York. Da denne selv-præsentation var færdig, tror jeg, diplomatisk udtrykt, ikke mine klassekammerater var imponerede! Men det skulle de blive – og det på et helt andet område end jeg havde drømt om!

Afslutningen på sommerpro­ grammet består af det sædvan­ lige: Den Kgl. Porcelænsfabrik, Tuborg, Lorry, Nordsjælland, Christiansborg med minister­ modtagelse etc.

Nogle medlemmer diskuterer, om den kraftige ekspansion af udvekslingerne mellem USA og Sydamerika er noget, der sker i forlængelse af den amerikanske udenrigspolitik.

AFS havde omsorgsfuldt sikret sig, at jeg havde sportslige kvalifikationer – hvilket jo er uendelig vigtigt i netop den alder, når man er handicappet af sproglige problemer mv. Som danmarksmester i juniortennis opfyldte jeg DE krav, men katastrofen lurede, da jeg opdagede, der ikke skulle spilles varsity tennis før til foråret – et ”helt halvt”(!) år senere. Nødtvunget valgte jeg som – med DANSK målestok - kun habil fodboldspiller i efteråret at spille den soccer, som først da overhovedet var ved at blive accepteret i USA. Det blev den helt superbe succes med fede overskrifter som ”The Dane scores again” etc. etc.

SÅ var jeg accepteret blandt mine amerikanske klassekammerater, og resten af opholdet blev en absolut positiv oplevelse. Og udklippene strømmede fra mig(!) hjem til Danmark, hvor venner og bekendte ikke fattede en dyt af, at ”Danmarks langsomste fløjhalf” pludselig var blevet nærmest ”USAs hurtigste”.

Set i bakspejlet kan værdien for mig af dette USAophold simpelthen ikke overvurderes. Dengang føltes landet så afsides, at det lige så godt kunne have ligget på en anden planet. Men med AFS’ målsætning og baggrund kunne man kun vælge at invitere til USA – og sikken et held, for det var det mest velegnede land overhovedet. Dette grundet amerikanernes notoriske verdensrekord i åben- og gæstfrihed. Samtidig med at netop en dansker altid får glæde af at kunne et verdenssprog – og så Engelsk! At jeg efter hjemkomsten fik dårlige engelsk-karakterer, fordi ”her undervises i Engelsk og ikke i Amerikansk” siger ikke så lidt om det kulturskred, der senere er sket!

At jeg mange år efter skulle blive anklaget for ”verdensrekord i tidlig karriereplanlægning” er særdeles velbegrundet, for hele min senere erhvervskarriere arbejdede jeg kun i --- IBM! En dyb tak til AFS, som jeg føler mig i enorm gæld til!

Søren Højberg med bolden i fin stil på fodboldbanen.

Foto fra Hotchkiss’ skoleårbog.

10

’57

Hilda Bang (Ahasverusen) USA 1956-57

Værtsmor for AFS’ere fra USA og Bolivia, datter i USA med AFS Læge

AFS gav mig nye muligheder i livet 50 år er gået. Mit liv havde garanteret formet sig anderledes, hvis jeg ikke havde startet min ungdom med at blive AFS’er! Og jeg er langt inde i min sjæl dybt taknemmelig for at have fået denne fantastiske chance for at komme ud i verden, få set livet i et andet perspektiv end det fra min barndom, få en oplevelse af, at ”alt” kan lade sig gøre, hvis man har viljen og energien, få en rummelighed i sindet med henblik på at give plads til andre kulturer, hvilket jo i disse år er smertefuldt i vort intolerante samfund.

aftenkursus, arbejdede om dagen, og læste så engelsk og russisk et par år – MEN – i 1961 kom mit andet store held i livet: Staten oprettede studielån og -legater – og så læste jeg til læge, hvilket havde været et uvirkeligt ønske fra mellemskoleårene. Jeg har været praktiserende læge i mange år og er gået på pension i foråret 2006.

Min baggrund: vokset op på Vesterbro i en arbejderfamilie. Skolegang på Alsgades Skole (den nu meget omtalte Ny Vesterbro Skole), realeksamen 1956 med to herlige lærere, der i et fagblad havde læst om international udveksling af unge og fandt mig egnet til et AFS-ophold samt skaffede penge til rejsen. Mine forældre støttede ideen, men havde ingen penge, så i 6 uger før afrejsen fik jeg mit første erhvervsarbejde på kontor i Dansk Sømandsmission. Min far var i sine unge år matros og havde fortsat kontakt med Sømandskirken.

Vi har haft en udvekslingsstudent fra Los Angeles 89/90 – og det var et meget muntert år for hele familien og vennekredsen. Vores Debbie førte så megen livsglæde med sig, og vi har stadig god kontakt og har besøgt hinanden flere gange.

Vi har også haft en udvekslingsstudent fra Bolivia, men måtte skilles efter måneder.

Drushva faldt ikke til hos os.

I de første år kom alle udvekslingsstudenterne til USA. Alene turen til Amerika var en kæmpeoplevelse: Vi sejlede i 7 dage med Arosa Kulm – 7-800 unge – og livet om bord med stormvejr, captain’s dinner, underholdning af os unge var i sig selv øjenåbnende. Ankomsten til New York med Statue of Liberty, Manhattan skyline, Mayflower og vores ”immigration” var fantastisk og foruroligende. Siden op i Empire State Building og besøg i FNs hovedkvarter og i AFS’ hovedkvarter med den gamle høvding, Mr. Galatti.

Hele det år var for mig et eventyr. Jeg blev mødt med stor interesse i skolen og lokalsamfundet, og min værtsfamilie var pragtfuld: kærlige mennesker, der tog mig ind i familien uden tøven eller forbehold. De besøgte os i Danmark senere og fik selv en stor oplevelse ved det.

Da jeg kom hjem i 1957, var jeg fuld af ønsker om uddannelse, og jeg tog studentereksamen på

Gennem alle årene har jeg været medlem af AFS, men kun aktiv i foreningsarbejdet de første år efter hjemkomsten.

Jeg har 2 børn. Den yngste (Lise Bang) har været udvekslingsstudent i USA.

1964 AFS’ stifter Stephen Galatti dør.

Til ny præsident vælges Arthur Howe Jr. (ambulancefører fra 2. verdenskrig).

Skal American Field Service internationaliseres og blive til World Field Service med ud­ vekslinger mellem alle lande indbyrdes frem for alene fra/til USA? Aase B. Klausen slutter som kontorleder og afløses af Lise Juul Jensen.

1965 Bestyrelsen indleder drøftelser med Landshøvdingen for Grøn­ land for at etablere udvekslinger i Grønland. Århus­redaktøren af Bulletinen, Poul Nielson, skriver: ”Man kan endvidere på baggrund af USAs politik i Vietnam og Santo Do­ mingo spørge om USA i øvrigt er det helt rigtige sted at sende unge mennesker hen med det formål at styrke verdensfreden?”

Berths Holliday vinder første­ præmie i kronikkonkurrence for stipendiater på skoleprogram­ met: ”Jeg gad vide, hvad der ville ske i Kansas City, hvis læ­ reren drak øl i spisefrikvarteret ligesom de danske lærere”, ”Jeg gad vide, hvor tolerante dan­ skere ville være, hvis der var omkring 1 % ­ 45.000 ­ negre i Danmark, som også ønskede at få arbejde og boliger?”

Jeg føler mig som en del af en verdensomspændende FAMILIE og har mødt mange ude i verden, som kender til AFS – så organisationen har stadig sin berettigelse.

Hilda Bang ved graduation, der blev et springbræt til drømmeuddannelsen som læge.

11

1966 En gruppe frivillige under le­ delse af Ivar Schacke arrange­ rer en 2 ugers international sommerkonference på Krogerup Højskole for 200 AFS’ere fra hele verden. HKH Prinsesse Benedikte er protektrice for kon­ ferencen.

’57

Don Evarts Fra USA til Danmark 1957 MBA, Director ITT Corporation

Lifelong Friendships Antallet af ansøgninger falder stærkt. Det forklares dels som reaktion på Vietnamkrigen og dels med, at en række gymna­ sier er meget negative over for afbrydelser i skoleforløbet.

AFS Bulletinen skifter navn til AFSÆT. 1967 AFS etablerer et europæisk koordinationskontor under le­ delse af Jacques Contant for at fremme samarbejdet mellem de europæiske AFS organisationer indbyrdes og kontoret i New York. Årets skoleprogramstipendiater afslutter opholdet med en 2.000 km og 12 dage lang bustur igen­ nem hele Danmark. Derefter er der 4 dages End­of­Stay i Eng­ land for alle SC’ere i Europa.

Dansk AFS’ 10 års jubilæums­ fest fejres i Odense med delta­ gelse af såvel AFS Internatio­ nals præsident, Arthur Howe, som den amerikanske ambas­ sadør. Arthur Howe taler bl.a. om, hvorfor AFS har succes med udveksling af unge ca. 17­ årige, når det traditionelt er den mest umulige og uligevægtige aldersgruppe, der findes. Orga­ nisationen har endnu ikke kapa­ citet til at udveksle på tværs mellem de tilknyttede lande.

1968 Vedtægterne i Dansk AFS æn­ dres som et resultat af, at Dansk AFS’ bestyrelse efter mange års debat med AFS International bliver AFS Internationals offi­ cielle repræsentant i Danmark, frem for som hidtil, den af AFS International ansatte kontorle­ der. Dansk AFS opnår en væ­ sentlig anderledes status end de andre organisationer. Denne forskel bliver dog mere husket i Danmark end i New York.

I look back on my Danish AFS experience in 1957 with very positive and favorable memories.

I was most fortunate to stay with the Christoffersen family in Virum, and attend the Aurehøj Statsgymnasium in Gentofte.

The hospitality and generosity of the Christoffersen family is clearly my most enduring memory.

And Dorte Christoffersen (Dobler) and I have kept in touch over these ensuing years. We have been able to get together from time to time both in France and Denmark - because of my frequent business trips to Europe. We have been honored to attend grand wedding parties in France with the Dobler family, and have enjoyed visits with them at their Mediterranean vacation home near Marseilles. The Evarts and Dobler kids - 7 in all - have each visited our respective homes in France and California. We have built our own AFS-alumni exchange program! In 200 , Dorte stayed with us at our Newport Beach home, following a driving tour around California. I am sure the relationship between our families will continue. This has to be a great example of the lasting impact of an AFS adventure that started almost 50 years ago. The experience with the Christoffersen family has been an important and positive influence on my life.

Thanks to AFS and the Christoffersen family.

I met Paul Verner Skærved, as we were classmates at Aurehøj, and due to Paul’s own AFS experience (1955-56) we have remained in contact. We often exchange e-mails these days, trying to gain understanding about the Middle East and other world political issues. In 2005, Paul and his wife, Birthe, spent several days at our home in California. Karen and I visited their home in Svendborg in 1997. We will remain in touch, I’m sure.

Before graduation from UC-Berkeley with BA in Economics and later an MBA degree I spent a year at University of Vienna on another exchange program and met my future wife, Karen, a 12

Karen og Don sammen med Paul Verner Skærved ’56 i Californien 2005.

UCLA student. After years in US Air Force and Defense Intelligence Agency, including 2 years in the Vietnam/Thailand Theater, I started my business career, relocating to Chicago, Toronto and Switzerland (1968). Karen and I married in 1973, and raised our 3 kids in Newport Beach, California. I have just retired after 30 years with ITT Corporation where I managed a large Division with worldwide locations. Postretirement, I took on Chairmanship of a CEO/ Business Roundtable group, and have served on Boards of Directors with local Performing Arts organizations. I spend a good deal of my time now at the piano and with performing arts organizations, and attend as many musical festivals as possible.

I remember very well the cordial and warm welcome I received while at Aurehøj Statsgymnasium in 1957. I would like to thank you all for your friendship and encouragement at that time. My AFS experience has had a profound and positive affect on my life, and I hope that we may meet again in the future.

’59

Lone Fatum USA 1958-59

Cand .theol ., lektor v . Kbh . Universitet

Tilbageblik – tradition og tro i New England USA i 1958-59 var et samfund, der struttede af patriotisk selvtillid, kun 13 år efter en betydelig amerikansk indsats i 2. verdenskrig. Krigshelten Dwight D. Eisenhower var præsident, og konservatismen havde vind i sejlene. Men McCarthyperiodens heksejagt mod kommunister, jøder, kunstnere og intellektuelle havde efterladt dybe sår og skærpet modsætningsforholdet mellem højre og venstre. Det gjorde indtryk, når jeg fortalte, at der sad kommunister i det danske folketing.

I Danmark havde man før krigen orienteret sig kulturelt mod tysk kunst og videnskab. Nu kom påvirkningerne fra den anglo-amerikanske verden. Det gjaldt sproget, film, mode og efterhånden også spisevaner og forbrug af dagligvarer.

Marshall-hjælpen skabte beundring og taknemmelighed; men turismen var endnu i sin vorden, og de få turister fra USA, man så i København, var eksotiske folk med brogede skjorter, høje stemmer, glimmerbriller og mange penge.

Jeg kom til Boston i Massachusetts, et kulturelt og økonomisk smørhul, hvor den unge, dynamiske John F. Kennedy var senator. Jeg gik i en privat pigeskole, hvis mål var at forberede velbegavede døtre fra byens bedste familier til at fortsætte på college og universitet. Fagligt og pædagogisk var den af høj kvalitet, og jeg var glad for at gå der. Jeg lærte umådeligt meget af varig betydning. Men det var tillige en højborgerlig skole med en tidstypisk profil: der var principielt lige adgang for alle, og blandt eleverne var der protestanter, katolikker og jøder; men det lykkedes aldrig for piger med, som det hedder i dag, afroamerikansk baggrund at bestå optagelsesprøven.

Det stod mig hurtigt klart, at jeg var fejlanbragt i min værtsfamilie. Datteren var enebarn og to år yngre end jeg, og hendes mor, som jeg skulle kalde ’aunt’, lod mig tydeligt forstå, at jeg ikke levede op til hendes forventninger om en veninde til hendes datter. Jeg erindrer om denne ’aunt’, at hun med tilfredshed gjorde mig opmærksom på,

at ’blacks’ aldrig var kommet ind ad hoveddøren; hendes sorte hushjælp måtte bruge bagdøren.

Det var en svær periode, hvor jeg lærte, hvad det vil sige at være ildelidt og ensom. Men også det er en erfaring, man kan blive klogere af, og som jeg senere har lært at værdsætte.

Af mine klassekammerater blev jeg modtaget med stor imødekommenhed, og det hører til mine betydningsfulde oplevelser at have stiftet bekendtskab med mange gamle, traditionsbevidste New England-familier, hvoraf nogle var dybt forankret i den puritanske arv. Her var jeg for første gang i familier, hvor det var en selvfølge at gå i kirke hver søndag, og som indledte måltiderne med bordbøn. Det var ikke lidenskabelig religiøsitet endsige demonstrativ fromhed, snarere en karakteristisk bevidsthed om en særlig sammenhæng mellem historisk kultur og kirkelig tradition.

Efter et halvt år måtte jeg flytte og kom til at bo uden for Boston hos en klassekammerat. Sammen med familien deltog jeg et par gange i små, private sammenkomster hos naboen. Det var hjertelige mennesker, og mødet bestod mest af at sidde stille og eftertænksomt sammen; havde én noget på hjerte, kunne han eller hun tage ordet, hvorefter der blev stille igen. I dag ved jeg, at det var kvækere, men det vidste jeg ikke dengang.

Når jeg ser tilbage på mit USA-år, tror jeg, det var her, min interesse for at læse teologi blev grundlagt.

Jens Bøgelund bliver udnævnt til æresmedlem. Han var med til at stifte Dansk AFS og bestyrel­ sesmedlem frem til 1963 og stillede de første kontorer til rådighed for AFS i Pilestræde.

Et tidligere medlem af AFS’ be­ styrelse Asger Boertmann ud­ sender et manifest til samtlige danske skoleelever om at boy­ kotte AFS: ”Organisationen ope­ rerer herhjemme som en kon­ servativ forening med en stærk social slagside…USAs indblan­ ding i u­landenes indre forhold er et af de alvorligste politiske spørgsmål i verden i dag”. En heftig debat følger.

1969 Stipendiaterne skal ikke læn­ gere sejle til USA. Bestyrelsen er bekymret for de negative konsekvenser for orienteringen af stipendiaterne og re­oriente­ ring på vej tilbage til Danmark.

På generalforsamlingen frem­ lægges et regnskab for 1968 med samlede indtægter på 45.960,51 kr. og et underskud på 95,84 kr. Egenkapitalen er 9.823,22 kr.

Debat om demokratiet i den internationale AFS organisation.

Board of Trustees er domineret af amerikanere og selvsupple­ rende. Den internationale orga­ nisation bestemmer for meget og ud fra rent amerikanske nor­ mer.

AFS Legatet oprettes.

Etablering af et multinationalt program nærmer sig virkeliggø­ relse. Værtslandene får de øko­ nomiske forpligtelser og skal fremskaffe ca. 10.000 kr. pr. stipendiat. Der nedsættes et MNP udvalg.

13

’60

Patricia Knudsen (Napper) Fra USA til Strib 1959-60 Cand .phil ., psykoterapeut

Det bedste af begge verdener På den europæiske AFS konfe­ rence drøftes oprettelse af en selvstændig europæisk AFS organisation.

1970 Etablering af et MNP program med virkning fra 1971/72 god­ kendes af Board of Trustees.

Danmark sender de første MNP ansøgninger af sted med hen­ blik på mulig rejse til Australien, New Zealand eller Sydafrika i 1971 og beslutter at blive mod­ tageland i 1971/72. Begejstrin­ gen for ideen om udvekslinger uden om USA ligger primært i Europa. Kun de 3 nævnte lande uden for Europa er med på ide­ en, mens 8 europæiske lande er med.

Den sociale sammensætning af stipendiaterne i forhold til be­ folkningen som helhed er skæv.

Det drøftes at etablere lærlinge­ programmer og i højere grad markedsføre programmerne over for ikke­gymnasieelever.

1971 De første deltagere på det Multi­ nationale Program (MNP) er Ginette fra Costa Rica og Bridget fra New Zealand.

DK anno 1959-60: Hvad gemmer man fra sådan et ophold? Billeder - på papir og i sindet.

At komme til et hjem uden vaskemaskine og fjernsyn; at prøve ikke at være til for stor ulejlighed, men alligevel, det første man beder om er at komme i bad og får at vide, at det gør man ikke om sommeren, fordi det ikke er fyringssæson; at lave en fodfejl ved det store uoverskuelige danske kaffebord ved at sige, at man vil nøjes med et stykke lagkage for derefter at blive instrueret i, at man skal smage på det hele, og at lagkagen kommer hen mod slutningen (suk!).

Turen fra New York til København på Seven Seas var min første introduktion til mange nye oplevelser i løbet af det kommende år i Strib. Jeg sejlede til Danmark, men ikke nok med det sejlede jeg hver dag frem og tilbage til gymnasiet i Fredericia. I starten var det hele uvirkeligt – en tidslomme: nye mennesker, nyt land, nyt sprog, ny familie, nye vaner, nye måder at blive drillet på.

Jeg gled hurtigt ind i familielivet (far, mor og børn) og fulgtes med Birgitte til vores hverdag i 2.g nysproglig. Hjemmefra havde jeg fået 30 timers danskundervisning, og AFS sørgede også for, at vi kom til undervisning, men det var den

Deltagerprisen for en dansk AFS­stipendiat sættes op fra 750 dollars til 900 dollars. Der er dog mulighed for nedsættelse afhængig af indkomst.

Slutopholdet for stipendiaterne i Danmark er 1 uges cykeltur Bornholm rundt efterfulgt af 4 dages sightseeing i København med besøg hos overborgmester Urban Hansen på Rådhuset og hos et kommunistisk folketings­ medlem på Christiansborg.

Der åbnes for ansøgninger fra lærlinge og andre uddannelser end gymnasiet. Det er en kam­ pagne med begrænset udbytte.

1

daglige kamp med ”et” eller ”en”, at føle sig som den lille over for de 2 yngste drenge i familien med deres perfekte dansk, der gjorde, at jeg efter 6 måneder kunne tale ligesom de andre.

Jeg var nok lidt mere af et særsyn dengang, end jeg havde forestillet mig, og på grund af min sangglæde blev jeg yderligere eksponeret i musikarrangementer. Sågar Stig Mervil lavede et interview med mig, og et eller andet sted har jeg et udklip fra et af de illustrerede blade med en artikel om en ung amerikaners liv i Strib.

Min familie sørgede for min kulturelle opdragelse: Elverhøj på Det Kgl., besøg på La Glace og Jordbærkælderen, vikingebosteder osv. Jeg blev et år og havde det som blommen i et æg. Da jeg skulle hjem igen, gik turen først til Venedig på camping og så til Bremen. Jeg synes, at det var en farvel med manér.

Det blev også til et gensyn. Skæbnen ville, at jeg nu er bosat i Danmark og værdsætter at være multikulturel med det bedste af begge verdener.

Tiden er gået med familie og job og uddannelse + alt det løse.

Og med hensyn til det sproglige: Jeg spøger sommetider med, at min alderdom skal tilbringes i Jylland – altså, du ved nok, der hvor man ikke tager det så nøje med ”en” eller ”et”. Vi får se!

’61

Klaus Faartoft Værtsbror, værtsfar

2 døtre AFS’ere Redaktør af AFS-blade . Lokalformand m .m .m .

Udlært i ØK, HA, HD Afd .chef i K-D Data, konsulent i Tectura

AFS – en rød tråd i mit liv Min kone Kirsten (USA ’63) og jeg har de seneste 20 år været senior AFS’ere, hvor vi har boet på gæsteværelser i Salt Lake City, Los Angeles, Kuala Lumpur, Letland, Thailand og Bolivia og siddet på bagsædet, når vi var sammen med vores børns forældre for at opleve hinanden, kulturen og landet. Og det har været herligt.

Det hele startede i 1961, da Kathie McCormick, Utah, boede hos Kirsten og hendes familie. Vi tre gik i parallelklasse på Odense Katedralskole, og Kathie var den første udlænding, jeg prøvede at kommunikere med. Men det var Kirsten og mig, der blev kærester, og sammen blev vi aktive i Komité Odense.

Da jeg blev elev i ØK, var det naturligt at møde op på AFS-kontoret og høre, hvordan jeg kunne aktiveres. Det blev til den navnkundige komité Østerbro med Dines Christen, Mik Schultz og Lars Heisterberg som ankerpersoner. Kirsten og jeg var aktive i 8 år i komité Østerbro. En lokalkomité, som satte sit præg på debatten i AFS i 60’erne – i direkte clinch med bestyrelsen via vores komitéblad Omicron.

Samtidig deltog jeg i bestyrelsens Winter Program udvalg, og Kirsten var et par år sekretær på kontoret på Vesterbrogade. Begge var vi rengøringsassistenter på kontoret. Gennem en årrække var jeg også intern revisor for foreningen. Når AFS Internationals daværende præsident Howe kom til byen, samledes kærnetropperne med ham på den amerikanske ambassade. Det gav mig en god følelse af at være med i noget stort.

Denne fase af mit AFS-engagement kulminerede, da jeg i 1970 blev den første modtager af AFS Legatet.

Under vores to døtres opvækst fortalte vi om, hvor spændende det havde været at deltage i udveksling, og vi lovede dem samme mulighed, hvis vores økonomi og deres evner rakte. Nina var i Malaysia ’90 og Ulla i Bolivia ’95. Da Nina

En årsag hævdes at være, at alt materiale om AFS er orienteret mod skolen.

På Verdenskongressen i Atlantic City vedtages en resolution, som opfordrer til en opdeling mellem AFS­USA og AFS­lnter­ national, samt at Board of Tru­ stees skal internationaliseres.

Kirsten Faartoft, Ane Brønnum, Klaus Faartoft og Helle Jarlmose.

kom hjem, blev hun aktiv i komité Lyngby/Gentofte og var med til at udgive medlemsbladet LYGT’en. Og inden længe var Kirsten og jeg igen involveret i lokalforeningsarbejdet. Jeg endte med at blive formand, sideløbende med redaktionsarbejde, afholdelse af kurser i interviewteknik og andre opgaver. Når telefonen ringede til mig, formanden, kunne hele min familie svare, da de var lige så aktive, hvilket jo gjorde arbejdet smidigere.

Vi var værtsfamilie for Paige fra USA ’90, Ieva fra Letland ’91, Oay fra Thailand ’96, og det gav os nogle erfaringer, som vi satte ord på i en revideret udgave af ”Vejledning til værtsfamilier”.

Da Ulla, vores yngste datter, flyttede hjemmefra, forsvandt det unge islæt samtidig fra hjemmet, og jeg stoppede som formand. Jeg forestillede mig, det var min exit fra AFS, hvor jeg havde afprøvet de fleste poster. Som familie modtog vi AFS Legatet i 1998.

Vi vedblev dog at få henvendelser fra AFS om at være midlertidig værtsfamilie og om at hjælpe med forskellige opgaver, og det endte med, at jeg påtog mig opgaven med udgivelsen af det nye medlemsblad Tangent, som udkom 6 gange årligt i over to år.

Jeg har aldrig selv været udvekslingsstudent, men betragter mig som senior AFS’er.

15

AFS vedtager en ny og bredere formålsparagraf, som udover at fremme freden via en forbedret medmenneskelig forståelse tager højde for, at freden kan trues af sociale uretfærdigheder, såvel inden for det enkelte land som mellem landene.

På Verdenskonferencen bliver beslutningen om dannelse af AFS Europa (det senere EFIL) truffet. Beslutningen mødes med skepsis fra de latinameri­ kanske, afrikanske og asiatiske lande, som er bange for at blive klemt i intern ”blokpolitik” i AFS mellem USA og Europa.

1972 Arthur Howe Jr. afløses af Ste­ phen H. Rhinesmith som AFS’ præsident.

Landsmødet har arbejdsgrupper om: Lærlingeudveksling, MNP og udveksling med Østlande, Aktiviteter på værtsprogram­ merne, AFS Europa og udveks­ ling i Europa og EF, samt AFS’ nye målsætning.

Dansk AFS modtager 4 på MNP fra Australien, Chile, New Zea­ land og Uruguay.

Under slutopholdet på Bornholm skal SC­stipendiaterne lave en mini­sociologisk undersøgelse: ”Bornholm ­ en karakteristik af ø­samfundet”.

’62

Bente Begtrup Leder af AFS’ sprogskole 1962-80 Lærer, socialrådgiver

Den dejlige, brogede kavalkade Dansk AFS bliver optaget som medlem af DUF (Dansk Ung­ doms Fællesråd).

1973 ”Jim og jeg blev venner alle dage” er slogan for værtskam­ pagnerne. Antallet af værtshjem overstiger forventningerne.

Dansk AFS bliver mere aktiv med ”fundraising”. Mange nye fonde og firmaer støtter aktivite­ terne. Årets budgetterede ind­ tægter er på 146.000 kr. mod 114.000 kr. i 1972. Målet er 6 MNP­stipendiater i 1973 og 8 i 1974.

Charterrejsen til USA for AFS­ medlemmer, som i flere år har været en stor succes, ophører pga. manglende tilslutning.

AFSÆTs redaktion går i strejke.

Redaktionen får opfyldt kravene, som bl.a. består i bevilling af en elektrisk skrivemaskine og gra­ tis øl på generalforsamlingen.

Som noget nyt er skoleprogram­ stipendiaterne på en uges er­ hvervspraktik: guldsmed, recep­ tionsdame på Sheraton, skue­ spiller på Ungdommens Teater, bager, tandlæge, advokat hos Glistrup (det er året efter udta­ lelsen ”skattesnydere lig friheds­ kæmpere”), beslagsmed, skibs­ bygger etc.

Bente Begtrup, som siden 1962 har ledet AFS’ sprogskole, får AFS legatet. De fire ugers intro­ duktion til dansk sprog og kultur udgør den største enkelte aktivi­ tet på Dansk AFS’ budget.

1974 Der er økonomisk krise i AFS International efter energikrisen og olieprisstigningerne, som rammer rejseudgifterne hårdt.

Min historie i AFS er ikke helt som andres, da jeg selv aldrig har været exchange student - ja, nærmest ved en fejltagelse kom jeg overhovedet med!

Mine forældre, forstanderpar på Korinth Landbrugsskole, Sydfyn, blev spurgt, om de kunne huse et 3-ugers introkursus for unge års-stipendiater, såfremt AFS kunne finde en egnet kursusleder. På det tidspunkt var jeg lærer på Den Internationale Skole, Bernadotteskolen, så det var jo oplagt. Vi modtog det første hold på 15 skønne unge mennesker sommeren 1962. Vores egen families stipendiat, Mary Yost, var på dette hold.

Min og min families relation til AFS blev varmere og varmere, som årene gik, og relationer til flere og flere, både stipendiater, chaperoner og folk fra administrationen, var kittet, der bandt netværket sammen, og så den dejlige, brogede kavalkade af unge mennesker fra alle kulturer, der har beriget mine somre fra 1962 til sidste kursus i 1980. Jeg har modtaget en hærskare af videbegærlige, nysgerrige og lidt nervøse unge mennesker hver sommerferie. Hærskare, ja, for deltagerantallet blev større og større; helt op til 2 de sidste år og da fra 1 forskellige nationer.

Kursusværterne skiftede fra mit barndomshjem til Ollerup Fri Lærerskole, hvor vi var i dejlige 8 år, et enkelt år på en kursusejendom ved Nyborg, da Ollerup måtte melde pas. Vi måtte på udkik igen og fandt Sjælsølund Efterskole, Hørsholm.... hvilket blev min skæbne, idet jeg som nu også uddannet socialrådgiver blev ansat som lærer og vejleder på efterskolen i 1981, og fortsat er der!

Klart er det, at disse kurser over tid måtte ændre sig. Økonomien gjorde det nødvendigt at indskrænke fra de oprindelige (fire!) ugers intensivt internat til 3 uger. Det forøgede antal stipendiater krævede flere lærerkræfter, ja, mere af alting. Hvordan det blev efter min tid tør jeg slet ikke tænke på........

16

Hvad lavede vi egentlig i al den tid? Jo, vi levede og talte dansk næsten døgnet rundt, bortset fra den daglige dosis samfundsorientering, hvor de på engelsk blev heglet igennem politik, samfund, sæd og skik o.a.

Fra første kursusdag var der gruppeforedrag over emner med relation til indgang i en dansk familie, at bevæge sig i samfundet, at finde vej, at handle, at starte i skolen, at have hjemve, at begå sig socialt, at gå til fester osv. Hver elev holdt foredrag 3 gange ugentligt.

Efter slige anstrengelser var det godt med en tur, en slags ”walk and talk” helst i det fri - kunne være rundt i skolens idrætshal.... så var vi opfrisket igen til dagens optræden, hvor grupperne efter tur skulle opføre et eller andet - hvor har vi dog grinet ad de mange versioner af diverse eventyr. Her var det interessant for mange af os at

erfare, hvor universel eventyrgenren egentlig er.

Vi havde nok også brug for at understrege ligheder mere end forskelle i de forskellige kulturer.

Det skriftlige arbejde var noget for sig. Hvor de dog puklede - og brugte ordbøgerne kreativt. I mange år førte jeg de sjoveste versioner ind i min logbog - pokkers også, at den er blevet væk... og hvor jeg dog grinede og puklede med at rette dagens stilebunke! Sjove - og lidt akavede situationer kunne opstå, når opgaven lød på at interviewe folk i lokalområdet. De var orienterede på forhånd ved opslag i Brugsen etc. og kendte os efterhånden. En eftermiddag om ugen var helliget en udflugt.

Hvad lærte vi mest af? Det ved jeg ikke, håber det gik op i en højere enhed. Uden tvivl var kostskolelivet noget af det mest markante... men også temmelig chokerende for mange at skulle dele

værelse med en anden fra en helt tredie kultur.

For ikke at tale om forskellen i madkulturerne!

Dansk mad - at sidde sammen familievis - smalltalk etc. Hvordan klarer de nuværende stipendiater sig dog uden vores hjernevask?

Hvordan klarer jeg mig uden dette årlige indspark? Jo, ved at være lærer på en efterskole med det tætte liv, det giver med unge mennesker.

Også her var jeg fantastisk bakket op af min dejlige mand Jens, jeg havde den sorg at miste i 2002. Mit tætte familie- og vennenetværk har hjulpet mig igennem.

Jeg vil slutte med en varm tak for mange skønne timer og udfordrende diskussioner. Jeg er et privilegeret menneske.

Sprogskole i Ollerup 1975 med Bente, hendes mand og søn i forgrunden.

Det europæiske koordinations­ kontor nedlægges. De euro­ pæiske AFS organisationer og det nystartede AFS Europa rea­ gerer kraftigt.

Der er 365 ansøgere til afrejse i 1974. Halvdelen får afslag efter interviews. Efter den endelige danske udvælgelse er 106 ind­ stillet. Der udveksles i alt 78, det vil sige godt 1/5 af ansøgerne.

AFS stopper AFSÆT til med­ lemmer, som ikke har betalt kontingent 5 år i træk. Hidtil er man forblevet medlem, indtil man melder sig ud.

Det første seminar afholdes for kontaktpersoner, som vejleder stipendiater og familier.

1975 Igen er familien Henneberg og Borris Landbrugsskole rammen om sommerprogramstipendia­ ternes introduktion til opholdet i Danmark.

Den verdensberømte manage­ mentguru Peter F. Drucker har analyseret AFS. Analysen viser bl.a., at AFS i højere grad bør fokusere på værtsfamilierne og give dem mere indflydelse og engagement.

Dansk AFS gentager en social analyse af ansøgere og delta­ gere. Sammenlignet med under­ søgelsen 6 år tidligere er der sket forbedringer, men der er fortsat skævheder i forhold til befolkningen som helhed. So­ cialgruppe 1­3 udgør 50 % af befolkningen, 70 % af AFS an­ søgerne og 75 % af stipendia­ terne. 6 år tidligere udgjorde gruppe 1­3 80 % af ansøgerne og 90 % af stipendiaterne.

17

"Jim og jeg blev venner alle dage".

Plakat til kampagnen for flere værtsfamilier i 1973.

Glade sommerstipendiater kom til Danmark i 1954­1989.

Bestyrelsen for Dansk AFS i 1978, bagest: Albert Gjedde, Jens Hasfeldt, Palle Marker, Susanne Grenaae, forrest: Klaus Elmo Petersen, Benedicte Thune, Fleming Friis Larsen.

Med på moden fra dag 1 i USA. Helle Skjerbæk (yderst tv) og værtssøskende i bermudashorts i 1963.

Er det nyankomne amerikanere på sommerprogrammet eller er det hjemvendte danskere fra USA? Satirisk illustration fra Dansk AFS Bulletin nr. 10, 1963.

18

Det intraeuropæiske udveks­ lingsprogram (IEP) starter med 30 deltagere fra hele Europa.

Programmet administreres før­ ste år af det danske AFS kontor.

Der søges frivillige hjælpere.

Cykeltur på Bornholm, End­of­stay for udenlandske stipendiater i 1971.

1976 Som et eksperiment sendes en række af årets SP’ere på Ø­lejr.

Piet Hein er hovedtaler på Ver­ denskongressen i Pawling, New York. American Field Ser­ vice opgives som navn. Det nye navn bliver AFS International/ lntercultural Programs.

Tipsloven vedtages. Dansk AFS begynder at drømme om en andel i midlerne.

Medlemsbladet hedder nu ”FORUM”.

1977 l EFIL­regi starter et nyt pro­ gram: Young Workers Program (YWP).

Foreningens indtægter er i regnskabet for 1976 steget til 293.000 kr. efter en kraftig in­ tensivering af fundraisingarbej­ det. AFS kan kun få del i tips­ midlerne med mindst 1.000 betalende medlemmer.

De er bare så søde og udstråler alt det, vi forbinder med vores AFS målsætning.

Dansk AFS fejrer 20 års jubi­ læum med fest på Blågårds Seminarium.

Inge Birkholm holder op som kon­ torleder efter 10 år og afløses af kontorets næstkommanderende gennem 7½ år, Bente Hansen. ”Inge var i 10 år essensen af AFS”, erklærer formanden.

1978 Der gøres en ekstra indsats for at bevidstgøre årets stipendiater om deres placering i og ansvar over for verdenssamfundet. På reorienteringen for årets hjem­ vendte spilles et handelsspil om verdens ressourcer og i­lands­ og u­landsproblematikken.

Watinee Saenwarankui (Oay) fra Thailand i en TV­udsendelse i 1993 på lokalstation City TV som led i en værtsfamiliekampagne.

Den italienske AFS organisation AFSAI bliver smidt ud af AFS fa­ milien efter lang tids intern splid og uenighed med AFS Interna­ tional. Der oprettes en ny AFS organisation: Intercultura. Be­ slutningen ryster de øvrige euro­ pæiske AFS organisationer, som ser deres uafhængighed truet.

Venskaber knyttes på alle leder og kanter.

Denne stipendiat og hendes danske lillebror glæder sig til at ses igen.

19

’64

Helle Skjerbæk USA 1963-64

AFS bestyrelsen 1968-69 og 1974-76, Munins bestyrelse fra 2002 Cand .jur ., juridisk konsulent

”Walk Together, Talk Together” Dansk AFS dumper til tipsmid­ lerne. DUF accepterer ikke, at Ærespræsidiets medlemmer tælles med i foreningens med­ lemstal, så Dansk AFS modta­ ger kun et stærkt reduceret til­ skud.

Bestyrelsen vurderer, at det er uansvarligt at starte YWP i Dan­ mark, men satser på 1979. Pro­ grammet finansieres med tilskud fra EF. EF kommissionen ser gerne 5000 udvekslinger i løbet af 5 år.

På landsmødet er der igen de­ bat om politisk stillingtagen i foreningen. Skal foreningen tage afstand fra udveksling med Sydafrika?

Er standarden på sprogskolen for høj? Skal den vare 3 uger, når gennemsnittet i Europa er 1 uge?

Komité Nordjylland eksperimen­ terer med alternative metoder til udvælgelse af stipendiaterne.

Komiteen gennemfører 3 week­ endture i hytte med kandida­ terne med diskussionsemner som dansk litteratur, kønsroller, diskrimination.

Der er 390 ansøgere. Der sen­ des 110.

Komité Sydvestjylland tjener penge på at sælge plakater af en lokal tyr: Varde Arli: Født 7/3 1973. Vægt 1200 Kg. R­tal 107.

P­tal 45!

1979 Slutophold for årets skolepro­ gramstipendiater på Historisk­ Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre, hvor de bygger en kopi af en jernalderbro.

Næsten alle i min generation kan huske, hvor de var den 22. november 1963 – den dag Præsident Kennedy blev skudt. Jeg var AFS’er og sad i kantinen på min high school, da vi fik meddelelsen over højttaleren: ”The President is dead. Let us pray.” Vi var ca. 300 teenagere samlet. Alligevel blev der helt stille – indtil de fleste begyndte at græde dæmpet. Det var så ufatteligt, så meningsløst.

Heldigvis husker jeg også mange andre, gladere oplevelser. Den fysiske og kulturelle afstand mellem Danmark og USA var større dengang.

Rejsen tog tid: 10 dage på Atlanterhavet, 10 timer med fly tværs over USA til San Francisco – min første flyvetur – og 18 timer i bus, inden jeg mødte min amerikanske familie i Oregon. - Og de var virkelig amerikanske. Allerede den første aften så vi udvælgelsen af Miss International Beauty i TV - i Danmark havde min familie ikke TV. Dagen efter var vi til amerikansk fodbold, og familien købte bermudashorts til mig.

De var ukendte i Danmark, men uundværlige i fritiden i USA. Men i skolen måtte pigerne ikke engang gå med lange bukser – det var ikke passende påklædning.

I begyndelsen var det svært, og jeg var skeptisk og kritisk, men i årets løb overgav jeg mig til de positive og livsbekræftende sider af amerikansk kultur og nød at være der. Jeg lærte at holde af mennesker, som var anderledes end jeg selv. Ved skoleafslutningen kunne jeg med overbevisning sige, at jeg havde haft et vidunderligt år.

Og så havde jeg endda den afsluttende bustur til gode - fantastiske uger tværs over USA med AFS’ere fra 29 lande. Jeg nåede både at forelske mig i en 20

AFS’er fra Brasilien og trykke hånd med præsident Johnson og Robert Kennedy, inden vi sejlede hjem fra New York.

Hjemme blev jeg aktiv i Dansk AFS: i Komité Lyngby, i Hovedbestyrelsen, som chaperone på busturen for de amerikanske stipendiater i Danmark i 1967, med afsluttende End-of-stay i England for alle stipendiater i Europa. I 1966 deltog jeg i den internationale AFS-konference på Krogerup Højskole, som danske AFS’ere arrangerede, og i 1968 i en tilsvarende konference i Italien.

I en årrække fulgte jeg mest med gennem AFSbladet og jubilæerne, mens jeg passede mit arbejde og min familie. Men i 2002 blev jeg valgt ind i bestyrelsen for Munin, og det har været utrolig dejligt at gense mange gode venner fra dengang vi var unge og aktive.

Min seneste store AFS-oplevelse var 0 års jubilæet på min high school. Det var bare så godt at mødes igen. Jeg var glædeligt overrasket over, hvor mange jeg kunne genkende, og hvor nemt og fornøjeligt det var at tale sammen igen. Især nød jeg at møde mine 2 ”søstre” og min gamle ”Mom” på 86 i det gamle hus.

For mig har AFS været en livslang oplevelse, som jeg ikke ville have undværet!

Jeg tror på AFS’ motto: ”Walk together, talk together, oh, ye peoples of the earth, for then – and only then – shall ye have peace.”

Mit strikketøj var så eksotisk, at det blev afbildet i skoleårbogen.

’65

Albert Gjedde USA 1964-65

AFS bestyrelsen 1970-74 og 1976-79, formand 1972-74 AFS International Board of Directors 1973-78 Dr .med ., professor ved Århus Universitet

Med AFS fra Berkeley 1964 til Berlin 1989 Jeg har AFS at takke for at have været vidne både til begyndelsen og til slutningen på de 25 års kamp for selvbestemmelse, der rakte fra studenteroprøret i Berkeley i 196 til Berlinmurens fald i 1989. Den 1. oktober 196 stod jeg på universitetet i Berkeley, da hundredvis af studenter i 32 timer holdt en politibil fanget, som var sendt for at anholde studenten Jack Weinberg, fordi han agiterede for borgerrettigheder i Sydstaterne.

Den 9. november 1989, 25 år senere, stod jeg ved Berlinmuren, da den faldt, mens den østberlinske befolkning strømmede ind i Vestberlin.

Denne lange march mod selvbestemmelse, der endte i Berlin, begyndte i Berkeley, hvortil AFS havde sendt mig.

Det var mit store held, at jeg kom til Berkeley.

Skolerne var kort forinden sammenlagt til en enkelt skole for alle samfundsgrupper, Berkeley High School, og University of California havde et program, der tillod high school students at deltage i undervisningen som begyndere. Det var også mit held at komme dertil i valgåret 196 , hvor Lyndon B. Johnson og Barry Goldwater kæmpede om præsidentposten. Vietnamkrigen var endnu ikke begyndt for alvor, men borgerretsbevægelsen i Sydstaterne var i fuld gang, støttet af studerende fra Nordstaterne.

Jeg boede hos meget venstreorienterede akademikere i et stort hus i Berkeleys eksklusive bakker.

Sønnen var 16, jeg var 18, og vi havde ikke meget tilfælles, så jeg fandt mine egne venner.

Blandt dem var Elihu (senere borgmester i Oakland), søn af en sort bedemand, men med flest hvide venner. Han er et af mange eksempler på Berkeleys smeltedigel. Min værtsfamilie støttede aktivt de aktionerende studenter, og en dag stod en agent fra FBI på familiens dørtrin, angiveligt fordi de havde ”en farlig agitator fra et socialistisk land” boende. Af disse og andre grunde flyttede AFS mig til en ny familie. Men hvis AFS havde troet, at der derved var skabt politisk ro i værtsforholdet, tog de fejl, for den nye familie var særdeles aktiv i Martin Luther Kings frihedsbe-

Fleming Friis Larsen udpeges som den første danske Trustee, dvs. medlem af AFS’ internatio­ nale bestyrelse. Økonomien i såvel Dansk AFS som internationalt strammer til, og alle dele af aktiviteterne må gennemgås for at sikre organi­ sationens fundament. Perioden er præget af stadigt stigende del­ tagerbidrag. AFS International har i regnskabsåret 1978/79 et underskud på 500.000 dollars.

”Three dudes and a babe” ved Berkeley High School.

vægelse, og veteraner fra de store borgerretsmarcher i Sydstaterne kom til møder i spisestuen.

Opholdet i Berkeley fik afgørende betydning for mit liv. Det vakte min interesse for politik, og det fik indflydelse på mit arbejdsliv. Jeg læste medicin på Københavns Universitet og hang en del ud med amerikanere fra DIS. Sammen med dem rejste jeg til Dresden og Prag i 1968, og på denne rejse begyndte mit venskab med østtyske dissidenter, som blev holdt i jerngreb af myndighederne med henvisning til frihedsbegreber, som ikke blev efterlevet.

På vejen hjem fra et møde i Østtyskland var jeg i Vestberlin natten mellem 9. og 10. november 1989 (siden 1938 også kendt som Krystalnatten). En debat på TV om betydningen af Krystalnatten blev pludselig afbrudt af beskeden om, at den østberlinske befolkning med øjeblikkelig virkning fik tilladelse til at besøge Vestberlin. Ringen var sluttet: Berkeleys Free Speech Movement havde fejret sin mest markante triumf, og Dansk AFS havde gjort det muligt for mig at overvære det.

21

AFS International ønsker fast­ lagt International Operating Principles som grundlag for adfærden mellem AFS organi­ sationerne. Dansk AFS er ikke interesseret i en formel kontrakt, idet man frygter, at den er ind­ skrænkende i forhold til den kompetence, som Dansk AFS igennem mange år har tilkæm­ pet sig.

Dansk AFS modtager for første gang fuldt tilskud fra Tipsmid­ lerne på 171.000 kr.

1980 AFS opkræver tillægsbetaling fra alle deltagere på grund af olieprisstigningerne.

Dansk AFS sender de første MNP­stipendiater til Ghana og Kenya. l modsætning til de al­ mindelige MNP udvekslinger er det afsender, som betaler.

Social spredning (diversifikation) i programmer og udvælgelses­ kriterier er et ”hot” emne på generalforsamlingen i Grind­ sted. Bent Emil fra Sydvestjyl­ land konkluderer en lang (og langhåret) debat: ”Hvis jeg har forstået det hele ret, så skal jeg gå hjem til min far og fortælle ham, at han slet ikke spreder møg, men at han derimod diver­ sificerer gylle.”

’67

Niels Mikkelsen USA 1966-67

AFS bestyrelsen 1971-76 og 1989-90, medstifter af EFIL m .m .

Jurist, journalist, generalsekretær for Bloddonorerne i Danmark

40 år med AFS Det andet ”hotte” emne er delta­ gelsen i Young Workers Pro­ gram. Alle ønsker større social spredning i deltagelsen, men samtidig er der en udtalt frygt for, at AFS kommer i lommen på EF og ikke selv kan fastlægge indhold og standard på pro­ grammerne. Efter en kampaf­ stemning er der flertal for at gå ind i Young Workers Program på betingelse af, at kvalitetskrav opretholdes, at ikke­EF lande inddrages, og at beslutningen revurderes i 1982.

Ebbe Skovdal afløser Bente Hansen som kontorleder. Bente har arbejdet 10 år på kontoret.

Dansk AFS sender 107 til USA, 8 på MNP og 8 på IEP. Vi mod­ tager 24 fra USA, 9 på MNP, 9 på IEP helårsværtsprogram­ merne og 43 på sommerpro­ grammet.

Young Workers Program starter i efteråret med 3 deltagere mod forventet 15 på 6 måneders versionen. På 3 ugers versionen modtager vi 16 unge englæn­ dere og irere på slagteriskolen i Roskilde. Vi sender 6 unge til Italien på et kort program inden for levnedsmiddelbranchen.

Efter 19 år som sprogskoleleder siger Bente Begtrup stop.

1981 Landsmødet i Allerød har kun knap 40 deltagere. Nord­Syd debatten intensiveres. Kan AFS spille en rolle i samspillet mel­ lem u­ og i­lande? Landsmødet nedsætter en Nord­Syd gruppe.

Bill Dyal Jr. afløser Stephen Rhinesmith som præsident for AFS International.

Mine kone er AFSer, mine børn er AFSere. Mine bedste venner er AFSere. Ja, hvis vi havde haft en hund, havde den nok også været AFSer. AFS er en del af mig, selvom jeg nogle gange har ønsket organisationen hen, hvor peberet gror.

Som en genert 17-årig sejlede jeg fra Rotterdam til New York i 1966. Forude lå et år i Missouri – og 0 år med internationalt arbejde, venner over hele verden, en ubændig lyst til at rejse og til at lære nye sprog.

Mit arbejdsliv Som lærer på 5 AFS-sprogskoler blev jeg bidt af at undervise, først i international ret på KU og senere som lektor på Handelshøjskolen. Mødet med unge fra andre kulturer gav mig også lyst til at lære nye sprog, og det er blevet til russisk (på forsvarets sprogskole), nederlandsk (ved Europakollegiet i Brügge), fransk (via min elskede hustru), lidt tysk og senest nogle år med portugisisk.

En stærk politisk interesse drev mig via jurastudiet til udenrigsMin AFS historie ministeriet, hvor jeg i 15 år arMit år i USA lærte mig at kombejdede for rigets interesser – me ud af genertheden, gav mig eller var det partiet Venstre? Tre politisk bevidsthed (det var år på FN-missionen i New York under Vietnam-krigen og borvar en drømmepost, men ellers gerrettighedsbevægelsen) og blev forholdene i ministeriet til gjorde mig engelsksproget. sidst så uudholdelige, at jeg søgte andre græsgange. Først som Langvarige medlemskaber af sekretariatschef for ØstersøkomDansk AFS’ bestyrelse trænede missæren for menneskerettighemig i organisationsudvikling der og senest i 10 år som generalog konstruktiv aktivisme. Jeg sekretær for Bloddonorerne i rejste Europa tyndt for at starte Danmark. Som valgt præsident Niels på sprogskolen sammen med en europæisk udveksling og for den Internationale SammenBente Christiansen, Bente Begtrup slutning af Bloddonororganisaorganisationen AFS Europa (EFIL) – ofte i åbent slagsmål og Lars Begtrup. tioner trækker jeg nu stærkt på med AFS i New York. Efter min AFS-erfaring, når det gælder mange kampe fik vi gjort AFS internationalt - og udviklingen af vores internationale organisation.

AFS er i dag en ægte multinational frivillig udvekslingsorganisation.

AFS er nok også ansvarlig for, at jeg blev politiker, først som folketingskandidat og senere som Vores danske organisation blev i 1989 økonokommunalpolitiker på Frederiksberg. Uretfærmisk selvstyrende - med mig som en nervøs øko- digheden i det amerikanske samfund og den nomiansvarlig (!). Dansk AFS er i dag en respek- sovjetiske invasion af Prag i 1968 gjorde mig til teret frivillig organisation, som har leveret ledere socialdemokrat. Det har sjældent været særligt til en række private og offentlige virksomheder, moderne, men AFS har lært mig, at det er resulmen som især har skabt tusinder af menneskelige taterne, der tæller. bånd, som ikke ville være opstået uden AFS. I øvrigt har jeg mødt mange politiske modstanVigtigst for mig har dog været vennerne fra AFS. dere, som også var gamle AFSere, så politisk Dem møder jeg nu i Munin, men også i det prihjernevask – det har der aldrig været tale om. vate, via min arbejdsplads, og hvor der ellers sker Aktivismen og engagementet genkender jeg derinoget. mod – det skylder vi AFS. 22

’70

Liese Greensfelder fra USA til Køge 1969-70

Værtsmor for AFS’ere fra Chile og Tyskland, søn AFS’er i Spanien M .S . in Orchard Science . County farm advisor, Science writer

These Danish Values Coming from the social and political turmoil of the 1960s and from a region endowed with mountains and untamed stretches of Pacific coast, I had a difficult time in the small, contented country of Denmark. It seemed to me that Danes, living in their tidy villages and gentle landscapes, were too well-fed and easygoing, too used to being taken care of by an exemplary social system.

Then in April, a funny thing happened. The sun broke through the clouds, and I began to smile.

Through the month of May I studied for studentereksamen sitting on our lawn surrounded by blossoming fruit trees and little wild daisies.

When I needed a break, I rode my bike into the nearby forest where the light shifted to emerald as it filtered through myriad layers of unfurling beech leaves.

By Christmas-time I was desperate to find hints of hardship among my genial hosts. The United States was waging a terrible war in Vietnam, and I couldn’t understand why my classmates were not concerned. I wanted to scream whenever I heard the remark, ”Vi har det skide godt her i Danmark.” I couldn’t bear the prospect of sitting down to one more dinner party where everyone ate until their gut ached.

That month and the next, I found much to like in Denmark, and by the time I left I knew I’d miss some of the very things that had bothered me earlier. But it would take another couple of decades before I truly appreciated what Denmark had to offer.

Thinking it would make me feel better, I decided to do something useful, so I took the train to Copenhagen to offer myself as a volunteer to the only group I could find that worked with needy people: a center for refugees. But the interviewer turned me away. The center got plenty of funding from the state, so the concept of a volunteer to lick stamps and fetch coffee was apparently as foreign to her as the refugees she served. I took the train home, feeling worse than ever.

As the U.S. swings to the right, with Christian fundamentalists and self-serving conservatives gaining more and more power, it is truly a source of comfort to know that someplace in the world there is a more tolerant and sensible society.

When I grow downhearted over events in the U.S., I draw strength from what I discovered in Denmark, a country where the vast majority of people think it absurd to teach creationism in school; where executions are virtually unthinkable; where, to win elections, politicians don’t have to promise to lower taxes or prove they go to church every Sunday or strip homosexuals of civil rights; a place where parents trust their children and don’t mind if their teenagers drink a beer at school or come home at noon from an all-night party; a place where everyone, even the poor, have access to health care and education.

These Danish values have become a touchstone that buoys my spirit and gives me hope for my country and the world.

Liese (nr. 2 fra venstre) med familien Ambus i Køge 1969.

23

Verdenskongressen i Mexico er et dynamisk forum for mange nye programideer. Det er lyk­ kedes at komme ovenpå efter oliekrisen. Omkostningerne bliver bragt ned ved at udvide antallet af udvekslinger kraftigt.

Dansk AFS sender og modtager det hidtil største antal stipendia­ ter med 105 til USA, 15 på MNP og 15 på IEP. Vi modtager 50 på sommerprogrammet og 49 på skoleprogrammet. (2 år tidligere diskuterede landsmødet det uansvarlige i at tage 2 ekstra stipendiater af hensyn til pro­ gramkvaliteten!). Værtshjems­ kampagnen går så godt, at den indstilles før planlagt! På YWP sendes 22 og modtages 15.

Samarbejdet med slagteriskolen udbygges.

1982 En række komitéer begynder at udforme egne vedtægter og omdanne sig til lokalforeninger.

Nord­Syd gruppen (Domino) præger debatten. Nye aktivite­ ter, som sætter fokus på for­ holdet mellem u­ og i­lande, prioriteres højt.

Dansk AFS fejrer 25 års fød­ selsdag med fest på Egmont­ kollegiet med 170 deltagere.

AFS International hæver delta­ gerbetalingen. Dollarkursen er stærkt stigende. Dansk AFS er meget bekymret for at miste den sociale spredning.

Det første forslag til et Nord­Syd program bliver et gæstelærer­ program med AFS Ghana. Dan­ ske lærere sendes til Ghana for at undervise og leve på lige fod med ghanesiske lærere. Den kultur, som lærerne oplever, skal de bagefter formidle i danske skoler. Det planlægges også at modtage lærere fra Ghana.

’71

Mary Lee Meyer Hay Værtsmor i USA 1970-71 Lærer, bibliotekar

She Still Calls Me “Mother” 1983 Kontorleder i Dansk AFS Ebbe Skovdal bliver efter 3 år på job­ bet udnævnt til Vicepræsident for Europa, Afrika og Mellem­ østen i AFS International.

Niels Brun Hansen bliver ny kontorleder.

Det lykkes at forhandle deltager­ bidraget ned ved at reducere omkostningerne i Danmark, billigere og smidigere rejsear­ rangementer samt sætte fokus på omkostninger i andre AFS lande.

Dansk AFS’ bestyrelse beskri­ ves i medlemsbladet Forum som et arbejdsorgan, hvor der er meget praktisk arbejde og relativt få beslutninger.

Et nyt program laves med Tyr­ kiet, hvor lærere, som undervi­ ser indvandrerbørn, sendes til Tyrkiet. Deltagernes oplevelse står ikke mål med intentionerne.

Social skævhed i rekrutteringen er et fast tilbagevendende emne.

Henning Dyremose påviste en markant skævhed i 1969. Klaus EImo Pedersen påviste en mar­ kant forbedring i 1973. Thomas Ryhl og Claus Brandt Jacob­ sens nye undersøgelse viser, at det er gået tilbage siden 1973, bl.a. som følge af den stærkt stigende deltagerbetaling, mens der ikke længere er forskel i skævheden før og efter inter­ views.

I write to congratulate the Danish AFS organization for their many years of supporting this outstanding program. And to thank your organization for sending Susanne Grenaae to our home some 30 years ago, 36 years ago to be exact.

Little did I realize, as I answered a knock on my door on an early spring afternoon in 1970, that a much loved daughter would join our family. The local AFS organization asked our family to consider hosting an AFS student. “Fill out the form” they said. We did. And, could this be?

Our answers seemed to fit perfectly with the answers that came from the Danish family. No, there was no conspiracy. This Danish family and an American family seemed to have very similar characteristics and values; no prejudice, respect for all people, and importance of fairness in the world. And then there were the simple things of life like knitting and a cup of tea from time to time.

How difficult it must have been for this big city young woman to come to this very small Iowa town. There was not much to do for excitement.

(Small Iowa towns don’t understand excitement.)

There was family, there were friends, and there was snow, lots of snow. And there was cold weather, lots of cold weather, bitter cold weather. That was Iowa.

Landsmødets store emner er beslutningen om stop for ud­ veksling med Sydafrika samt en debat om fred og nedrustning og AFS’ rolle i fredsarbejdet.

2

Of course, there are many special memories.

One such memory is an early spring trip to the Rocky Mountains. The Rocky Mountains are beautiful. They come into view on the distant horizon, with hundreds of miles of flat prairie country to travel before you reach those lofty peaks. Ours was an experienced tent camping family, meaning campsites were often in forest or remote camping areas. On this trip, the American parents and their Danish daughter found a campsite on a lonely camping area on one of the mountains. Remember, this was early spring. A cold mountain rain settled in during the night, covering the tent with ice. The tent was warm and cozy inside with the thick insulation of ice covering the tent.

Little did I realize then that in the years to follow, I would find the need to have a “substitute” daughter. I have that daughter, and she still calls me “Mother”.

’75

Morten Kjærum USA 1974-75

Første modtager af AFS Interkulturprisen Cand .jur . Direktør, Institut for Menneskerettigheder

Med AFS i bagagen Forleden blev jeg interviewet og spurgt, hvad der især har påvirket den retning mit liv har taget.

Jeg har fået samme spørgsmål mange gange, og svaret er altid det samme: mit år i USA med AFS. Jeg boede hos en familie i Seattle, hvor der var meget højt til loftet, og de muligheder, livet dryssede af sig undervejs, skulle man gribe. Det gjorde jeg så og i en grad, så min matematiklærer valgte at give mig karakteren ”ingen karakter”, for jeg havde åbenbart mere lyst til at lære hans land grundigt at kende end til at lære matematik.

En aften talte jeg med en lokal præst om indianernes og inuitternes forhold i USA. Han havde nært kendskab til deres situation og kendte mange stammer.

Pludselig inviterede han mig til at besøge en inuit landsby, og som belært af min værtsfamilie, lod jeg ikke denne mulighed flyve forbi. En måned senere landede jeg i et lille inuit samfund, Gambell, med 300 mennesker på St. Lawrence Island, som ligger i Beringsstrædet. Jeg boede hos familien Apangalook og blev inviteret med ud på hvalrosjagt, da de manglede en mand i båden. Vi sad 7-8 mand i en lille åben konebåd, et træskelet beklædt med hvalrosskind. En smidig båd, der skærer sig gennem det iskolde vand.

Første dag sad jeg med mit kamera og vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere situationen.

Men gamle John Apangalook, som var landsbyens dygtigste hvalfanger, kom mig til undsætning, da han spurgte, om jeg havde lyst til at fotografere. Her sad jeg i det vildeste, jeg nogensinde havde oplevet, så selvfølgelig ville jeg gerne fotografere. John sagde, det var i orden, men jeg skulle love, at jeg aldrig ville vise billederne til medlemmer af WWF. Billederne ville blive blo-

dige - det er jagtens natur og nerve. WWF havde næsten haft held til at stoppe enhver form for hvalfangst i starten af 1970’erne, hvilket ville have udslettet det lille samfund, som levede af den ene hval, John normalt fangede i februar/marts hvert år. Jeg lovede det (og har holdt det lige siden), og fik taget en masse spændende billeder.

16 år senere er jeg for Menneskerettighedscentret på besøg hos buskmændene i Kalahariørkenen i Botswana. På vejen overnattede jeg hos en tysk nødhjælpsarbejder. Vi fandt hurtigt ud af, at vi begge var AFS’ere. Det sker alle steder.

Ude hos buskmændene var der krise, fordi regeringen i Botswana ville smide dem ud fra deres traditionelle jagtområder. Regeringen blev presset af EU-kommissionen, som blev presset af Wildlife lobbyen. Havde jeg ikke hørt om det før?

Hjemvendt fra Botswana igangsatte jeg et studie for at finde en bedre balance mellem miljø og menneskerettigheder. Da Menneskerettighedscentret i april 199 skulle præsentere bogen ”Oprindelige folk mellem miljø- og menneskeret”, viste det sig, at Inuit Circumpolar Conference for hele Nordkalotten holdt møde i København.

Vi inviterede dem til at deltage, og jeg havde en hyggelig frokost med formanden. Under frokosten opdagede jeg, at han var fra St. Lawrence Island og bedste venner med Apangalook familien. Så jeg kunne kun sige, at bogen var tilbagebetaling for den kolossale oplevelse, det lille samfund havde givet mig som en stor dreng.

AFS har ofte været en aktiv og spændende medspiller i mit liv, og jeg går ud fra, at det vil fortsætte. Jeg håber, AFS fremover vil give mange unge mennesker de samme muligheder, som jeg fik.

25

Det går stadig godt med værts­ hjemskampagnen, så antallet bliver udvidet med 5 ekstra til 68 stipendiater på helårsprogram­ met. Der er 59 sommerprogram­ stipendiater. Sprogskolen bliver opdelt i en stor og en lille sprog­ skole.

Den første lærer, Klavs Bach, bliver sendt på et lærerudveks­ lingsprogram til Ghana.

1984 Det europæiske og det multi­ nationale program udgør nu en tredjedel af de 170 stipendiater, som sendes på udveksling fra Danmark.

På landsmødet fremlægger en arbejdsgruppe et oplæg ­ plan 90 ­ til foreningens udvikling frem mod 1990.

Landsmødet afskaffer komité­ erne og indfører lokalforeninger.

Forslag om ændring af AFS’ navn bliver stemt ned.

For 6. år i træk afsluttes skole­ programmet med 6 dage i det arkæologiske forsøgscenter i Lejre. Årets projekt er at opføre en stendysse.

Den faglige udveksling rummer 3 modtageprogrammer med 39 deltagere og 7 sendeprogram­ mer med 23 deltagere. Der er fortsat problemer med at skaffe deltagere. Lærerudvekslingen til Tyrkiet bliver gentaget, denne gang med succes.

Verdenskongressen i San Gimignano, Italien, er et stort marked for udveksling af erfarin­ ger og ideer til AFS’ udvikling.

Det fremstår tydeligt, at der i AFS er to forskellige verdensbil­ leder ­ en hierarkisk og New York­styret organisation og et samarbejde mellem selvstæn­ dige, nationale organisationer.

’77

Olaf Gerlach Hansen USA 1976-77

AFS bestyrelsen 1981-83, EFIL, international konsulent for AFS International Cand .mag . Leder af ”Images” kulturfestivaler . Konsulent for Udenrigsministeriet o .a .

Globale oplevelser med AFS 1985 Skal der indføres kønskvotering i Dansk AFS’ bestyrelse? For­ slaget bliver nedstemt....!

AFS Internationals europæiske afdeling i New York flytter til Bruxelles og får fælleskontor med EFIL. Som i så mange par­ forhold er det en stor beslutning, og klart med fortsat ”særeje”.

Konkurrencen fra de kommer­ cielle udvekslingsforretninger skærpes. De ikke kommercielle organisationer indleder et ind­ byrdes samarbejde (SAFU).

Hjemvendte lærere fra Ghana kombinerer et kursus for lang­ tidsledige på Lolland­Falster med behovet for landbrugsma­ skiner i de samfund, som de kender fra Ghana. De ledige istandsætter maskinerne, og Danida betaler for transporten.

Grønland er det land i verden, som sender flest AFS’ere pr. indbygger. Grønland har været med i udvekslingen i 19 år og har i år 28 stipendiater af sted.

AFS’ formand og kontorleder rejser 8.815 km og 23 dage for at besøge 10 ud af de 11 grøn­ landske komitéer.

Mit AFS år i USA 1976/77 blev begyndt og afsluttet med “globale” oplevelser på C.W. Post College på Long Island. Over 1000 AFS udvekslingsdeltagere fra alle verdensdele mødtes der. På vejen ud husker jeg, at jeg særligt var optaget af, at jeg for første gang i mit liv mødtes med afrikanere – de var fra Kenya. Vi sad alle på græsbakken ned mod scenen og så på ”talent-showet” organiseret af AFS, inden vi skulle videre med busser til vores værtsfamilier – kenyanerne sad i en klynge op ad hinanden i deres kangaer. Året efter, på vejen hjem fra værtsfamilierne i USA med bus til New York og tilbage til vore lande, var der knyttet gode og nære venskaber og kæresterier på tværs af kloden.

Inden afrejsen hjem fik vi igen nogle dage på C.W. Post College. Det følelsesmæssige højdepunkt blev atter ”talent-showet”, der denne gang var endnu mere vel-iscenesat, med fokus på international forståelse og fred mellem alle folk i verden. AFS’ere fra Israel og Ægypten kom på scenen sammen (det var før Camp David fredsaftalen) og sang sammen, og det samme gjorde AFS’ere fra Tyrkiet og Grækenland, fra Irland og England og andre ste-

De Nordiske AFS organisatio­ ners fællesorganisation Nord­ kultur kan fejre 1­års fødsels­ dag. Det første år har været plaget af vidt forskellige ambitio­ ner om indholdet i samarbejdet.

1986 Morten Christensen afløser Niels Brun Hansen som kontor­ leder.

Dansk AFS modtager de to før­ ste gæstelærere: Dinah fra Gha­ na og Jane fra Kenya. Det første halvår underviser de på gymna­ sieskoler, det andet halvår på højskoler.

26

der, hvor der havde været konflikt. Det var den levendegjorte utopi om en bedre verden. Naivt, men det gik rent ind hos alle. Jeg tror vi stod alle tusinde på C.W. Post og småhulkede på grund af alle de forskellige følelser, der samtidigt blev udløst hos os. Farvel til værtsfamilie, venner i USA, venskaber opbygget over hele verden, kærestemøder på tværs af kulturer, goddag til drømme, hvor alt er muligt, og hvor AFS-mottoet ”walk together, talk together” 9 år efter studenteroprøret fortsat gav ekko som kodeord for drømme om kærlighed, venskaber, fred og retfærdighed i verden.

Uanset hvor naivt det er at tro, at verden kan reddes alene af AFS udvekslingsprogrammer, så har oplevelsen efterladt et spor hos mig. Og det spor har bidraget til, at jeg ikke er i tvivl om det meningsfyldte i det jeg senere har søgt at arbejde for. Først i regi af AFS og siden uden for AFS: kulturudvekslingen mellem Nord og Syd, ”Images” kulturfestivalerne i Danmark, den kulturelle dimension af det internationale udviklingssamarbejde, styrkelse af dialogen mellem den islamiske verden og vesten, og så videre.

International balancegang på C.W. Post College.

’86

Ole Winther Groth (Nielsen) Gæstelærer i Ghana 1984-86 Lærer

Højbede med afrikanske grøntsager I februar 198 havde jeg været nyuddannet, arbejdsløs lærer i halvandet år. En lille annonce fra Dansk AFS ledte mig til et orienteringsmøde i Odense om noget så eksotisk som en mulighed for at komme til et lille land i Vestafrika og fungere som lærer i et år. Jeg syntes det lød udfordrende og spændende. Det lykkedes mig at komme med i programmet.

Efter grundige AFS-forberedelser tog jeg og den anden danske deltager til London for at deltage i en uges fælleseuropæisk forberedelse. Programmet var nemlig et EFIL-program mellem AFS Ghana og en række europæiske Ole med Akrokarrihene (Akrokarris høvding) i fuld galla og to medarbejdere fra Akrokarri Teacher Training College.

AFS organisationer.

I Ghana fulgte endnu en intro-periode, især om det kulturelle aspekt. Derpå ud til vores respektive skoler. Jeg fik som den eneste af 18 programdeltagere en værtsfamilie at bo hos. Det var en overraskelse og en skuffelse, da jeg havde glædet mig til endelig at skulle bo for mig selv efter 6 år i kollektiver. Jeg havde indkøbt diverse husholdningsartikler, da jeg havde hørt, at man intet kunne få i Ghana på det tidspunkt. Det var også korrekt, dog med den lille undtagelse, at man netop i august dette år kunne begynde at købe brød. Der var åbenbart åbnet for import af hvede til brød. Årsagerne til et langvarigt importstop var militærkup og tørke. Regeringen så sig i ’83 nødsaget til at tage meget drastiske skridt for at få økonomien på fode igen. Åbningen skulle heldigvis vise sig at være starten på gradvis åbning af markedet, så man efterhånden kunne købe cornflakes, stof til tøj, elpærer, vandspande, benzin, petroleum til lamperne osv. I starten i begrænsede mængder, men nok til at give håb.

Efter nogen tid lykkedes det mig at overbevise min skoleinspektør om, at jeg skulle have den ledige 1-værelses lejlighed på skolen. Da det faldt sammen med ankomsten af min cykel fra Danmark, gav det helt nye friheder og muligheder i

Den første øst/vest udveksling gennemføres med 13 landbrugs­ medarbejdere fra Ungarn. Et tilsvarende program gennemfø­ res for danskere i Ungarn.

Dansk AFS har nu 45 lokalfor­ eninger.

Hvordan bliver der også plads til de ældre/forældrene, der sikrer foreningens stabilitet? Lokalfor­ ening Falster/Østlolland er på ½ år gået fra 3­4 inaktive til 80 medlemmer. Opskriften har væ­ ret familieorienteret arbejde under forældregruppens ledelse.

min dagligdag. Jeg kunne nu begynde at dyrke mine egne grøntsager – i det omfang græshopperne ikke kom og åd dem. Det var meget lettere at få besøg og i det hele taget leve selvstændigt.

Det betød dog ikke, at de kriser, som opleves af stort set alle, der er på udveksling eller lignende i længere tid, udeblev.

I 198 -85 arbejdede jeg på en skole i udkanten af Kumasi, den næststørste by i Ghana med ca. ½ million indbyggere. Her underviste jeg 5 klasser med hver 50 drenge på 13-1 år i det obligatoriske fag landbrug. Og som noget nyt indførte jeg, at alle eleverne skulle lave hver sit højbed med grøntsager i skolefarmen. Indtil da var landbrugsundervisningen blot endnu et teoretisk fag blandt mange.

Efter et begivenhedsrigt år kom jeg i ’85 ud på landet til et lærerseminarium for at undervise der. Det gav nye og store udfordringer. En af de mindste var nok den at skulle leve uden rindende vand og med elektricitet som en sjælden gæst.

Men det var et knaldgodt og lærerigt år, der kulminerede med min 30 års fødselsdagsfest med friskslagtet ged, øl og palmevin til alle kollegerne på skolen.

27

Tyrkiet­programmet udvides til andre end lærere. Alle deltagere har dog kontakt til indvandrer­ grupper.

1987 Bill Dyal afløses som AFS Inter­ nationals præsident af Rick Haynes, der har været USAs ambassadør i Algeriet.

Dansk AFS har nu 1.972 med­ lemmer.

Danida afslår støtte til lærerud­ vekslingsprogrammerne, men det lykkes alligevel at skaffe penge til to deltagere.

Indtægterne i regnskabet for 1986 udgør 1.6 mio. kr., heraf udgør støtten fra Tipsmidlerne 355.000 kr.

Dansk AFS gennemfører nu 6 sprogskoler: 4 på helårspro­ grammet og 2 på sommerpro­ grammet.

Dansk AFS fejrer 30 års jubi­ læum med gallafest på Ballerup Gymnasium og reception på AFS kontoret. Til receptionen taler arbejdsminister Henning Dyremose og den amerikanske ambassadør.

End­og­stay i oldtidsbyen Lejre var i flere år en populær og lærerig oplevelse for de udenlandske stipendiater inden hjemrejsen.

Her i 1980.

Prinsesse Benedikte og AFS præsident Arthur Howe ved Dansk AFS’ konference på Krogerup Højskole i 1966, hvor prinsessen var protektrice.

Kontorleder Helle Jarlmose og Gorm Friling ’59 – 2 inkarnerede deltagere i foreningslivet gennem årene.

PR­kursus i Lyngby 1973. Curt Weeden fra AFS i NY underviser lokalformænd i kommunikation.

Landsmøde 1993. Blandt deltagerne var Carsten Buhl ’84 og Charlotte Slente ’85.

Landsmøde 1982. Deltagerne lytter til Søren Holm Johansen ‘73.

I 1973 var 29 udenlandske stipendiater på en uges erhvervspraktik i København.

Her Lisa Savinov fra USA i prak­ tik som beslagsmed på Amager Travbane.

28

AFS Internationals nye præsi­ dent deltager i jubilæumsfesten.

Hans prioritet er at rationalisere og effektivisere. Board of Tru­ stees afbryder samarbejdet med ham. AFS er igen på jagt efter en præsident.

Foreningen udgav i 1960 sit først egentlige medlemsblad, AFS­Bulletinen.

I begyndelsen stod kontoret og besty­ relsen for redaktionen, men fra 1963 blev bladet et selvstændigt organ. I 1966 fik bladet navneforandring til AFSÆT og i 1976 til AFS FORUM. Efter et par problematiske år i 90’erne udkom bladet på ny i 1999 under navnet TANGENT. Fra 2001 stod kontoret og bestyrelsen for udgivelsen.

I 2005 fik bladet igen en selvstændig redaktion og udkommer nu under navnet UDBLIK.

AFS kan fejre 20 års jubilæum på Grønland. Den første stipen­ diat, Marianne Kristensen (Jen­ sen) kom tilbage til Grønland i 1967.

AFS International/lntercultural Programs skifter bomærke og navn til AFS Intercultural Pro­ grams.

Verdenskongressen i Bangkok har AFS’ forhold til den tredje verden som hovedtema. De økonomiske problemer i organi­ sationen samt problemer med de centralistiske procedurer tager dog en væsentlig del af opmærksomheden.

Dansk AFS når første gang 100 værtsfamilier på helårsprogram­ met.

1988 Tilgangen af flygtninge betyder, at AFS’ere oplever skepsis i deres værtssamfund, indtil det går op for omgivelserne, at de ikke kommer fra det lokale flygt­ ningecenter. På generalforsam­ lingen i Vorbasse drøftes, hvor­ dan AFS kan få et samarbejde med etniske grupper.

Stephen Rhinesmith overtager midlertidigt posten som AFS’ præsident. Han konkluderer på et møde i København, at AFS internationalt har sovet i timen.

De kommercielle organisationer er vokset langt hurtigere. De udveksler kun mellem få lande, og de har simple rutiner. AFS er nødt til at opnå en større fleksi­ bilitet og tilpasningsevne.

Sprogskole 1984. Intensivt danskkursus, som blev afholdt hver sommer for de udenlandske stipendiater.

Dansk AFS opnår Danida­støtte til at modtage 4 gæstelærere fra Zambia og Zimbabwe. Via egne midler og EF tilskud finansieres fortsat 2 gæstelærere fra Ghana og Kenya.

Den ”gennemsnitlige” danske AFS værtsfamilie er et ægtepar, hvor faderen er lærer og mode­ ren er sygeplejerske og hen­ holdsvis 46 år og 42 år med tre børn på 13, 18 og 22 år.

29

’87

Johannes Kyed USA 1986-87

Geolog, Direktør for Greenland Resources A/S

Mennesket i centrum Dansk AFS aftaler med AFS International, at foreningen pr. 1. januar 1989 overtager det fulde ansvar for AFS aktiviteterne i Danmark, herunder kontoret og de ”gamle” udvekslinger. For­ eningens økonomiske aktivitets­ niveau springer fra 2 til 9 mio. kr. årligt, ligesom bestyrelsen nu får et personaleansvar.

1989 Dansk AFS arrangerer tema­ uger på 3 folkeskoler. Udgangs­ punktet er AFS’ ILM­materiale og deltagelse af såvel stipendia­ ter i Danmark som hjemvendte AFS’ere. Der afholdes kursus for AFS’ere i at gennemføre kulturprojekter.

Folkeskolen i Qaqortoq (Julianehåb, red.) i Sydgrønland var mit springbræt til AFS. Igennem kammerater, der havde været af sted på lignende ophold, begyndte jeg at fatte interesse for AFS, og denne interesse blev forstærket, da min fransklærer fortalte om sit ophold i Frankrig. Det viste sig, at han sammen med en anden lærer stod for AFS programmet i Qaqortoq.

Lysten til at komme ud og opleve andet end Sydgrønland tog rigtig fart i foråret ’86, da jeg blev opfordret til at ansøge om et AFS ophold. Jeg tøvede ikke, men var alligevel spændt på, om jeg nu også blev fundet egnet til at komme af sted.

Det var en glædelig nyhed, da jeg fik at vide, at jeg var accepteret. Det skulle vise sig, at en stor

Dansk AFS’ økonomi har det godt, men internationalt er øko­ nomien katastrofal. Et driftsun­ derskud på 3 mio. dollars på en omsætning på 30 mio. dollars.

Problemerne betyder, at konto­ rerne i 6 lande lukkes, og hver 4. medarbejder i New York fy­ res. Blandt de lukkede kontorer er Ghana, som har været en fast samarbejdspartner med Dansk AFS. Dansk AFS vælger at sponsorere aktiviteter i Ghana.

del af udfordringen ikke alene lå i at deltage i et interview, men også i at skulle bestemme, hvor jeg ville hen. Jeg havde i forvejen tænkt meget på USA. Men ligefrem at bestemme hvilken del af staterne var noget af et valg. USA var ikke længere noget, man kun hørte om i radioen eller på TV. Ikke kun en stormagt, fastfood og den slags, som medierne var fyldt med. Der var stor forskel på øst, vest, nord og syd. Jeg husker, at et af mine ønsker var at komme til et sted, hvor jeg kunne stå på ski. Jeg kom til staten Vermont, men efter 3 måneder måtte jeg skifte familie. Den nye familie skulle vise sig at være et godt valg. De boede i nabostaten New Hampshire, men jeg behøvede heldigvis ikke skifte skole. Skolen lå i universitetsbyen Hanover, og der udfoldede jeg mig og levede mig fuldt ind i dagligdagen. Sporten fyldte en stor del, og henover året blev det til fodbold, ski og lacrosse. I Hanover ligger Dartmouth College med flere tusinde studerende, hvor begge mine plejeforældre arbejdede. De skulle vise sig, sammen med deres søn, at have en stor indflydelse på mig under resten af opholdet.

De var ikke en del af den stereotype portrættering jeg fik igennem medierne derhjemme. De var ikke alene amerikanere, men ligeså meget tyskere og mexicanere, som deres familier stammede fra. De var berejste og fyldte mig med oplevelser fra deres rejser i forskellige dele af verden. På den måde fik jeg ikke alene nye input fra de nære omgivelser under opholdet, men jeg fik stor indsigt i deres syn på verden. Amerikaneren var ikke i centrum, mennesket var i centrum.

Deres kærlighed til deres søn smittede af på mig, og jeg oplevede aldrig nag eller jalousi fra sønnens side.

Indskrænkningerne i Afrika re­ sulterer i voldsom debat. Jens Hasfeldt, tidligere formand, skri­ ver foreningens nekrolog. Ole Albæk Pedersen, medlem af Board of Trustees, forsvarer de ubehagelige beslutninger som absolut nødvendige for AFS’ overlevelse. ”De traditionelle programmer kan ikke bære ube­ grænsede omkostninger til nye ”ideologisk korrekte” program­ mer”.

Morten Christensen holder op som kontorleder efter 3 år.

Johannes med sin familie.

30

Da året var gået, og jeg kom tilbage til Qaqortoq, var det med en bevidsthed om, at Qaqortoq ikke er verdens navle. Kærlighed var ikke længere noget mine forældre alene gav fra sig. Der var en verden udenfor klar til at blive udforsket. Det startede med, at jeg efter endt gymnasium vendte tilbage til Hanover og gik på Dartmouth College.

’88

Sofie Jørgensen Italien 1987-88

HV-udvalg, Kontaktperson, Absalon lokalforening Tegnsprogstolk, ansat hos Københavns Tolkecenter

Sproget er nøglen Når folk hører om min tid som ”udlandsdansker”, er den almindelige reaktion: ”Nøj! Var det ikke spændende..?” Og hver gang står jeg med fornemmelsen af ikke at kunne svare. For spændende, jo, det var det da, men det var jo så meget andet og mere!

Men det, jeg så hurtigt fornemmede, skulle der gå flere år, før jeg kunne sætte ord på, og jeg kan stadig blive overrasket. For sproget er nøglen, vejen til viden, indflydelse og respekt - og ikke kun i Italien. Når jeg i dag i Danmark møder 1. eller 2. generationsindvandrere, eller fremmede på besøg (en nordjyde i København…), er jeg opmærksom på, hvor meget jeg selv bedømmer folk ud fra deres sprog - kan de formulere sig, og taler de, som jeg selv gør, så dur de! Men samtidig ved jeg af egen erfaring, at vi er så meget andet end sproget vi taler, og jeg forstår, hvor frustrerende det er at blive vurderet på en grammatisk fejl, et begrænset ordforråd eller en udtale, der ikke helt er ”i skabet”. Jeg ved, hvor vigtigt sproget er, og hvor mange kulturelle fejltrin vi ellers er villige til at se bort fra, når bare sproget er der!

At mit år som udvekslingsstudent har præget min personlighed og mit livssyn, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Pludselig stod jeg dér og skulle genskabe min egen personlighed i et helt nyt miljø, og mit bedste og mest brugte redskab, sproget, kunne ikke bruges til meget. Jeg måtte acceptere, at andre bedømte mig ud fra hvad de så, og hvordan de opfattede mine handlinger, uden at jeg kunne gøre det store - jeg måtte sidde pænt ved bordet med de stille og søde piger i frikvarteret, mens jeg hellere ville være sammen med de frække og hurtige-på-aftrækkeren drenge nede i går- og så er det, jeg håber, der vil være mange, den. Jeg måtte finde mig i overbærende forklarin- mange flere, som i fremtiden vil have gjort sig ger om de mest simple ting, jeg udmærket forstod, denne erfaring på egen krop. Ikke kun for at få når alt jeg i virkeligheden manglede, var det itali- en pænere tone i dagens Danmark, men også for enske ord for et eller andet begreb. Jeg måtte at undgå at skulle ryge 20 år tilbage i tiden rent acceptere at blive regnet for mindre begavet og følelsesmæssigt, hver gang jeg står i Silvan og en belastning i stedet for den ressource, jeg selv genser det overbærende blik, når jeg beder om så mig som. Det var frustrerende, men hvordan ”den dersens dims, man bruger, når dippedutten kunne jeg fortælle dem, hvem jeg var, nu jeg var ikke vil, øh, ikke vil, øh, hvad hedder det nu…?” så afhængig af andres tålmodighed, Sproget er vigtigt - også på et italiensk ”Mercato della Frutta”. når jeg skulle prøve at fremstamme et par ord på mit nye sprog?

Efterhånden som jeg begyndte at mestre sproget, lykkedes det mig at skabe en ”italiensk Sofie”, og folk ville være sammen med mig for den, jeg var, i stedet for af venlighed. Det var et dejligt år!

De faglige programmer udgør nu 1/3 af samtlige udvekslinger i Dansk AFS. Derudover gennem­ føres korte programmer til Kina, Østeuropa og Zimbabwe. Dan­ mark værter 110 helårsstipen­ diater og sender 251 til udlan­ det, fordelt på 23 lande.

Sommerprogrammet gennemfø­ res for sidste gang med 50 del­ tagere. Programmet lukkes på grund af problemer med rekrut­ teringen af ansøgere i USA, og fordi udbyttet ikke har stået mål med den indsats, som frivillige og kontoret har ydet.

1990 Helle Jarlmose tiltræder som kontorleder.

For første gang modtages 10 stipendiater fra Letland/Sovjet.

Dansk AFS vil kunne sende 10 i 1991.

Dansk AFS er vært for 164 hel­ årsstipendiater (rekord), heraf 41 fra USA. Målet i 1991 er 180 værtsfamilier.

Nord/Syd aktiviteter prioriteres højt. Vi modtager en 5­års bevil­ ling til gæstelærerprogrammet.

Verdenskongressen fremviser en ny optimisme på verdens­ plan. Den ændrede struktur med partneraftaler omfatter nu 35 lande ud af 50. Der er fortsat 10 lande med kontorer, som styres fra New York og 5 lande med samarbejdende organisationer.

Decentraliseringen er godt på vej.

1991 Medlemstallet er faldende, men aktiviteten stigende. Der er 100 deltagere i medlemskurset, som afholdes i Ålborg.

31

’95 ’99 Der afholdes strategidag, som anbefaler, at Dansk AFS i 90’erne skal ­ stå for udveksling og uddan­ nelse med kvalitet ­ stå for udveksling/uddannelse med stor social og økonomisk spredning ­ satse på flere aktiviteter og samarbejdspartnere ­ satse på vækst, men med bag­ landet i orden.

Dansk AFS nedsætter et husud­ valg med henblik på køb af eget hus. Gruppen finder en ejendom på Nordre Fasanvej på Frede­ riksberg. Lokalplanmyndighe­ derne og DUFs fordeling af tips­ midlerne afgør resten.

Dansk AFS satser på fortsat samarbejde med de baltiske lande.

1992 Birger Nissen er den første dan­ sker, som modtager AFS Inter­ nationals fornemste hædersbe­ visning ­ The Galatti Award, som gives en gang årligt til én frivillig for en livslang indsats for AFS. Efter krav fra Direktoratet for Udlændinge skal alle 186 fami­ lier findes senest 8 uger før an­ komst. Ekstraordinært gennem­ føres en annoncekampagne for at skaffe værtsfamilier.

Kirstine Moos Brasilien 1994-95, 18+ i Bolivia 1999

Sønderborg lokalforening, HV-arbejde, Kulturpiloterne Læser statskundskab og psykologi

AFS - i mine egne ord Det er gennem tiden blevet diskuteret, om bogstaverne A F S skulle ændres, så foreningen får et mere sigende navn. Men at have et uforståeligt navn giver en klar fordel: Taletid.

anderledes kulturoplevelse. Med alderen var jeg blevet mindre påvirkelig. Den indlevende kulturforståelse i Brasilien blev til en antropologisk iagttagelse af livet i Bolivia.

I vores fortravlede verden er taletid en mangelvare. Men når talen falder på f.eks. udlandsophold eller frivilligt arbejde – i frokostpauser, til jobsamtaler, i en bar eller andre steder – lyder spørgsmålet altid: ”Hvad er AFS Interkultur?” Så har vi taletiden, men hvad skal vi svare?

Det reviderede mit indtryk af udvekslingsstudenter. Måske er 16-17-årige umodne, men de går ofte mere ukritisk ind i kulturmødet, som derfor bliver mere intenst. Men det gode kulturmøde opstår ikke af sig selv. Det kræver refleksion – over kulturforskelle og kulturchok og hvordan kulturen former mennesker, særligt i teenagealderen. Hvis udvekslingsstuderende ikke har denne forståelse, ender kulturforståelsen i kulturmisforståelse. Denne refleksion prøver AFS at skabe og adskiller sig netop her fra turistrejser.

AFS blev ”en organisation, der skaber fred i verden gennem kvalificerede kulturmøder”.

For mig har svaret ændret sig gennem tiden.

Under mit AFS-år svarede jeg prompte: ”En organisation, der skaber fred i verden ved at lade mennesker fra forskellige kulturer mødes”. Sådan! Velindoktrineret hjemmefra stod jeg der som 16-årig ambassadør for freden med selvtilliden i top i en landsby i Brasilien.

Efter hjemkomsten blev jeg aktiv i AFS-arbejdet, og mens jeg blev ældre, virkede de nye AFS’ere yngre, og tvivlen indfandt sig. Er 16-17-årige de rigtige ambassadører for freden? Jeg oplevede jo, hvordan nogle blev sendt hjem for uregerlig opførsel og skiftede familier som årstiderne skiftede.

Men verden skulle reddes, og jeg tog på 18+ ophold. Med AFS’ ambulanceførere som mytologiske forbilleder drog jeg ud blandt forældreløse i Bolivia. AFS blev nu en ”organisation, der skaber fred gennem at kulturer mødes, og at vi giver en hjælpende hånd i kulturmødet”. Jeg fik i syv måneder en fantastisk, men også fuldkommen

Dansk AFS vælger at fastholde udveksling med Jugoslavien.

Efter stipendiaternes ankomst træffer Udenrigsministeriet af­ gørelse om, at stipendiaterne ikke må optages på danske sko­ ler. Stipendiaterne må hjemsen­ des. Udenrigsministeren und­ skylder med en opfordring til at anke. For sent.

Kirstine med forældreløse børn i Bolivia.

32

Mit nye fokus i AFS er blevet: At hjælpe med at kvalificere kulturmøder. Det er hvad Kulturpiloterne går ud på. Vi behøver ikke tage ud i verden for at finde dårlige kulturmøder, der skader freden. De sker hver dag i vores eget land.

Når nogen i dag spørger mig, hvad AFS er, er mit snørklede svar: ”En organisation, der skaber fred ved at kvalificere kulturmøder både mellem forskellige nationale kulturer og mellem etniske grupper i samme land”. Her er min definition af AFS foreløbig endt.

Min definition af AFS har ændret sig, som min berøringsflade med organisationen har ændret sig. Det vil den blive ved med, som vores veje krydses i nye aktiviteter. Hvordan vil min definition være, når jeg bliver værtsfamilie? Eller medlem i en lokalforening igen?

Lige meget hvordan vi hver især definerer AFS, håber jeg dog, at definitionen indeholder én bestemt ting: At vi er en organisation, der arbejder for fred. Dette er det væsentlige at holde fast i, lige meget hvilken slags frivillige vi er, og lige meget hvordan organisationen ændrer sig fremover.

’97

Lau Øfjord Blaxekjær Japan 1996-97

Lokalformand, HV-udvalget, Kulturpiloterne m .m .

Stud .scient .pol ., pt . MS i Asian Politics, University of London

At lære japansk er som at blive født på ny At jeg skulle tage på udveksling til Japan og senere i mine universitetsstudier beskæftige mig med japansk og østasiatisk politik, havde jeg ikke forestillet mig for snart 11 år siden.

Jeg søgte om at komme til Canada, men der var ikke flere pladser, og tilfældigvis havde Japan mange værtsfamilier det år, men jeg skulle være klar til at rejse to måneder senere. Og i marts 1996 stod jeg så i Japan og kunne kun sige: ”Sushi, hai!

Sony, hai! Karaoke, hai hai!”

Richard Spencer bliver ny præ­ sident for AFS International.

Den nye præsident deltager i Europa, Nordamerika, Asien­ konferencen på Møn. Formænd og kontorledere fra 30 lande deltager.

1993 Dansk AFS bruger lokal TV i jagten på de absolut nødven­ dige værtsfamilier.

Efter et par dages velkomstlejr i Tokyo og en to timers rejse med lyntog til Niigata skulle Lau hos sin miniværtsfamilie til nytår 1996. jeg se min familie for første gang. De var alle meget søde (og små), jeg er selv 190 cm høj, så de blev også hår kun var en ud af 1000 ting, jeg ikke måtte overraskede over mig (og hvor mange gange, gøre eller skulle gøre. Jeg skulle gå den lige vej man kan slå hovedet mod den samme dørkarm). hjem fra skole, måtte ikke tage skoleuniformen Min værtsfar arbejdede som smed for et stort af, før jeg kom hjem, og jeg måtte ikke stoppe op firma, der laver togvogne, min værtsmor var undervejs for at købe noget. Jeg var 17 år og sekretær på halv tid, min ene værtssøster skulle kunne ikke se nogen grund til, at skolen skulle jeg gå i parallelklasse med, en lillesøster i 9. og bestemme så meget over mig uden for skoletiden. lillebror i 6. klasse. Mayumi, den ældste søster, Det var der mange andre, der heller ikke kunne, talte engelsk, men ellers var vi overladt til tegn og og jeg tror, at de fleste regler blev brudt hver gæt og heftig brug af ordbog. At lære et så fremeneste dag! De fleste aktiviteter var i klubber på med sprog som japansk er som at blive født på skolen, og jeg var i ”English Speaking Society”, ny. Min klæbehjerne og en livlig og åben værtsfa- og derudover spillede jeg volleyball. De andre milie var dog det bedste udgangspunkt, så jeg fik elever var modenhedsmæssigt to til tre år yngre hurtigt de mest basale sætninger på plads og fik end mig, og min bedste ven blev derfor en ung lært en del skrifttegn, men et rigtigt japansk engelsklærer, der lige var kommet hjem fra et sprog fik jeg først på plads efter otte måneder. ophold i USA. Han underviste mig i japansk, vi Min bedste oplevelse med familien var en camvar tit hjemme hos ham og spille guitar og høre pingtur, hvor vi bl.a. så Mount Fuji. musik.

Jeg tror først, det gik op for mig, at jeg var i Japan efter to uger, da jeg var hos frisøren for at få klippet alt mit lange hår af. Som en kommende rollemodel på skolen kunne jeg ikke være langhåret, og i skolens regelbog kunne jeg se, at langt

Jeg har siden hen været i Japan flere gange og besøge min værtsfamilie, miniværtsfamilie og gode venner. Sidste gang var i forbindelse med praktikophold i seks måneder på Danmarks Ambassade i Tokyo efteråret 2005.

33

Dansk AFS modtager en ung­ domsleder fra Ghana, som skal lære om, hvordan danske ung­ domsorganisationer fungerer.

Bagefter skal en frivillig i Dansk AFS på arbejde i Ghana.

Dansk AFS har nu 2.229 med­ lemmer fordelt på 43 lokalfor­ eninger. 6 lokalforeninger har mere end 100 medlemmer.

Dansk AFS lægger vægt på, at SAFU gennemfører minimums­ standarder for god ungdomsud­ veksling. Der er i stigende grad problemer med dårlig omtale af uheldige sager, primært hos kommercielle organisationer.

AFS­kontoret i 43rd Street lige ved FN bygningen sælges for 8,8 mio. dollars. Vemodigt.

Medlemsbladet AFS Forum markerer 30 års dagen for John F. Kennedys sidste tale til AFS’erne i Washington, D.C. 1994 AFS International overvejer at flytte fra New York. Slaget står mellem København og Montreal.

Finansudvalget har bevilget 1,75 mio. kr. i huslejetilskud, hvis København vælges. Board of Trustees ender med ikke at ville flytte fra New York.

’98

Lise Sustmann Grenaae Larsen Argentina 1998 Værtssøster til AFS’er fra Thailand 1997 Absalon lokalforening, formand ca . 2 år Stud .psych ., receptionschef på hotel

Dag 1 i Argentina Danida evaluerer gæstelærer­ programmet: efteruddannelsen bør styrkes, kontakten til skoler­ ne forbedres, profilen i forhold til lokalforeningerne styrkes, ud­ viklingen af eksisterende og nye kontakter i Afrika udbygges.

AFS Legatet uddeles for 25. gang. Der uddeles 2 portioner til henholdsvis Ebba Lyholmer fra Bornholm og komité Færøerne v/Sissal Kristiansen.

Busturen i USA står for fald.

For tredje gang lykkes det at få en AFS’er som ungdomsdelege­ ret til FN’s generalforsamling.

Lene Reimer får hjælp til talen af kronprins Frederik, såvel til ud­ formningen som moralsk støtte til fremførelsen.

200 fejrer 10 års jubilæumsfest for Amtsforeningen Sønderjyl­ land.

1995 Der dannes et forældrenetværk på baggrund af uheldige ople­ velser med ungdomsudveksling.

Selv om grundlaget for netvær­ ket ikke stammer fra Dansk AFS, tages forældrenes krav alvorligt, og der fokuseres på de spørgsmål om kvalitet, som forældrene peger på.

Dansk AFS gennemfører 3 workshops i forbindelse med det sociale topmøde og NGO­forum ’95. 80 af topmødets deltagere finder vej til AFS’ reception.

AFS ønsker ikke at tiltrække unge, der forventer en ferie­ rejse, men tværtimod unge, der er villige til at arbejde for AFS’ mål ved at deltage i en interkul­ turel oplevelse. Kommunikatio­ nen til de unge skal afspejle dette.

Efter 1 timers flyvetur ankom jeg til Buenos Aires en tidlig februarmorgen og havde mest lyst til et bad og en seng. Jeg var den eneste danske AFS’er. Det var højsommer i Argentina, luften var varm og fugtig og havde en fremmedartet lugt. Jeg fandt hurtigt min bagage, og nu skulle jeg bare UD!!! I ankomsthallen blev jeg verbalt overfaldet af mænd, der råbte ”TAXI! TAXI!”.

En grønklædt mand kom mig til undsætning med spørgsmålet ”AFS?” og hev mig hen til et roligt hjørne og præsenterede sig, og snart efter kom endnu en AFS-leder. Nu var jeg parat til at tage videre til det sted, hvor vi AFS’ere skulle tilbringe 3- dage sammen inden vidererejsen til vores værtsfamilier.

De første minutter i bussen gav os et kig ud på et frodigt område med blomster, palmer og grønt græs. Et rent paradis, og slet ikke det billede, jeg havde haft af Argentina. Men – så snart vi var uden for lufthavnens område, blev de smukke omgivelser erstattet af grå bygninger, skrald på gaden, hjemløse hunde og veje, der nogle steder ikke var andet end grus og sten.

Men det var ikke lige planen! Vi skulle først vente på de næste ankomster, og her sad jeg så på en elendig plastikstol i en varm og klam lufthavn, mens de to argentinske AFS-ledere prøvede at holde en samtale i gang. Jeg orkede det næsten ikke. Efter en time ankom et hold norske AFS’ere, og det var nu meget rart endelig at have nogen at snakke dansk med. Efter endnu en time kom gruppen med schweizere, og timer senere ankom japanerne som de sidste, og vi kunne endelig køre. De næsten 6 timers ventetid i lufthavnen blev dog slået ihjel med sang, historier, billeder, udveksling af adresser i Argentina osv.

Kvarteret var beskidt og fattigt, med hunde og børn løbende rundt på gaden. Nogle af husene var ikke andet end fire mure og et bliktag, uden hverken vinduer eller døre. Men vores sted, normalt et rekreationscenter, var smukt, nyt, moderne og kæmpestort, omgivet af palmetræer, smukke røde buske, ginkgo bilobatræer og dejlige grønne græsplæner. Der var fyldt med AFS’ere fra hele verden i alle farver, former og afskygninger. Det var som taget ud af en stor Benetton-reklame. Vi var omgivet af en stor mur, og indgangen til grunden var beskyttet af en stor låge med tremmer.

Gennem tremmerne stod kvarterets børn på den anden side og kiggede ind på os. Det var som at være i en helt anden verden.

Uden for lufthavnen holdt en ”hvid” rusten minibus med en chauffør, der smilende bød os alle sammen velkommen i sin gennemsvedte hvide skjorte. Han kunne ikke særlig meget engelsk, men snakkede alligevel løs. Nu skulle vi af sted.

3

Efter en times kørsel med den ubarberede og meget talende chauffør med helgenfigurer, Jomfru Maria billeder og fodboldsouvenirs i de nationale farver hængende i forruden, ankom vi endelig til AFS’ velkomstlejr, hvor vi skulle tilbringe de næste 3- dage.

Uden for og inden for havelågen i Buenos Aires.

’00

Mia Hvilshøj USA 1999-2000

Odense lokalforening 4 år, HS-arbejde, Kulturpiloterne Stud .scient .adm ., studentermedhjælper i Udenrigsministeriet

AFS – en del af min identitet Man skulle tro, at et enkelt AFS-år i ens teenagetid bliver glemt, når man bliver lidt ældre, men nej – det gør det ikke. At have været udvekslingsstudent har påvirket mit liv, så jeg i dag opfatter AFS som en del af min identitet. Jeg er AFS’er helt ud til fingerspidserne. Jeg kan ikke undgå at komme ind på AFS til nye personer jeg møder, min vennekreds består mest af andre AFS’ere, og min kæreste, som jeg mødte til et af de utallige AFS arrangementer, bor jeg nu sammen med – ja, jeg tilmed løbetræner i en AFS-trøje. Derfor er det helt umuligt at komme til at glemme mit AFS år, og det som bare skulle være ét ud- Kulturpiloter i arbejde. vekslingsår, er blevet til snart syv år som frivillig i AFS. Det enkelte AFS-år blev til en oplevelse for livet, som jeg i dag forsøger at dele med andre. Via frivilligt arbejde for AFS formår jeg at dele ud af min oplevelse og desuden give en del af glæden videre. Jeg har mest været koncentreret om HSundervisning både for ”stipper” og kommende undervisere.

Fokus i mit frivillige arbejde er i dag i Kulturpiloterne. Vi er en lille gruppe frivillige, der sætter vores lid til ”det gode kulturmøde”. Visionen er at gøre hverdagens små og store kulturmøder for unge mennesker til en positiv oplevelse og derigennem yde vores bidrag til en god integration i Danmark. Vi tror på, at dialog omkring vores egen kultur kan skabe forståelse for vores

egen identitet og derigennem også skabe en større forståelse for andre kulturer.

I Kulturpiloterne har vi en fast aftale med Statens Pædagogiske Forsøgscenter, hvor vi hvert år underviser folkeskolens ældste elever. Med udgangspunkt i elevernes egen baggrund tager vi afsæt til en bredere kulturforståelse af, hvordan et kulturmøde kan blive en positiv oplevelse. Vi benytter os af de såkaldte ILM lege (Intercultural Learning Material) for derigennem at få eleverne til at sætte fokus på kultur.

Det giver eleverne mulighed for at deltage i de efterfølgende diskussioner om et positivt kulturmøde. Vi starter således en diskussion om forskellige kulturer og giver derved lærerne redskaber til selv at fortsætte i klasserne.

I Kulturpiloterne forsøger vi at udfordre os selv ved hele tiden at forbedre og forandre vores undervisningsmateriale og de målgrupper vi tager ud til. Således har vi også sat vores aftryk på forskellige højskoler, gymnasier og ungdomsklubber.

Jeg tror, det vigtigste AFS kan tilbyde de frivillige i organisationen, er udvikling og en vision om at opretholde engagementet hos frivillige i alle aldre. Det skal være en udfordring at være frivillig i AFS, og det skal det blive ved med også om ti år. Kulturpiloterne er med til at skabe udfordringer for selv erfarne AFS frivillige.

35

AFS mindes 50­året for afslut­ ningen af ambulanceførernes indsats i 2. verdenskrig med en mindehøjtidelighed i den tidli­ gere koncentrationslejr Bergen­ Belsen. Det var et af de mange steder ambulanceførerne kom i krigens afsluttende faser.

1996 Norman Eddy, trustee og 2. verdenskrig­ambulancefører, deltager i landsmødet i Nakskov, hvor han levende og inspireren­ de fortæller om sine oplevelser.

EFIL fejrer sit 25 års jubilæum med en uddannelsesseance med antropologen Gert Hof­ stede. Et nøglecitat: ”Når det virker i Danmark, så virker det alle steder”. EFIL optager AFS Letland og AFS Slovakiet som nye medlemmer.

Verdenskongressen i Istanbul koncentrerer sig om programud­ vikling. Udvikling af nye 18+ programmer har førsteprioritet.

Verdenskongressen beslutter, at alle partnere i organisationen skal bruge AFS samt ”garnnøg­ let” som en del af deres navn.

1997 Dansk AFS sender 202 unge ud på helårsprogrammet og modta­ ger 156.

Dansk AFS kan stolt fremvise både et helårssende­ og værte­ program for 16­18­årige, faglig udveksling i Europa, et socialt semesterprogram samt et gæstelærerprogram.

AFS International fejrer 50 års jubilæum for ungdomsudvekslin­ gerne.

Dansk AFS fejrer sit 40 års jubilæum i Kildeskovshallen, Gentofte.

’02

Irene Joyce Botchway Gæstelærer fra Ghana til Danmark 2001-02 Vært for dansk 18+ deltager 2005 Lærer

A Different Dimension attended church services on Sundays whereas in Ghana churches are always full of people praying and dancing. The aged are cared for by the social welfare, but in my country the extended family takes care of the aged. My stay in Denmark has made me appreciate different cultures.

Interkulturprisen stiftes og ud­ deles første gang til direktør for Det Danske Center for Menne­ skerettigheder Morten Kjærum.

AFS i Danmark har modtaget 3.759 udvekslingsstudenter si­ den 1954. AFS har verden over udvekslet 248.072 stipendiater siden 1947 mellem næsten 100 lande.

1998 Dansk AFS arbejder med te­ maet unge, demokrati og men­ neskerettigheder på tværs af alle programmer og aktiviteter – et tiltag baseret på Olaf Gerlach Hansens tanker om at knytte kulturmødet til et engagement i fællesmenneskelige problemer og temaet global oplysning.

Helle Jarlmose stopper som kontorleder efter næsten 10 år.

Morten Thomsen ansættes som sekretariatschef.

Interkulturprisen går til forfat­ teren Benny Andersen, som har formået at gøre interkulturel forståelse og global oplysning konkret, nærværende og ved­ kommende for store dele af den danske befolkning.

1999 Det nye medlemsblad Tangent udkommer for første gang og ikke færre end 8 gange på ét år!

Dansk AFS skifter navn til AFS Interkultur efter en årelang navnedebat.

AFS Interkultur vedtager en 5 års strategi for foreningen.

AFS Interkultur udgiver bogen og undervisningsmaterialet ”Den globale gæstelærer” redi­ geret af Patricia Brander.

I was among the five lucky teachers selected to participate in the Guest teacher exchange program 2001-02. On 19th August we arrived in Copenhagen.

I was in Paderup High School, in a suburb to Randers in October/November. There, I acquainted myself with teaching and learning situations and various methods employed in teaching and learning processes. The school was well equipped with all necessary facilities for effective teaching and learning. What I admired most was that students’ rights were highly respected. Students could choose what they wanted to study and teachers and students planned together.

I noticed a lot of cultural differences and experienced some cultural shocks. My first observation was that many Danes were more reserved. They spoke and greeted only those they were familiar with unlike Ghanaians, who greet anyone, especially foreigners. Also, Danes were very time conscious.

The purpose of the Guest teacher program was also to give Danish pupils first hand information on life in Africa, and thus help to correct some of the stereotype and distorted information given in the past, when many people only had negative impressions about Africa. The dialogue was always enriching from both sides.

Major cultural shocks I experienced had to do with love and smoking. Danes showed their love in buses, in classrooms, in corridors and it was shocking to me. Some schools had special rooms for smokers. In Ghana, students who are seen smoking are expelled. Also, nudity was not shameful to the Danes. Public monuments displayed the nakedness of human bodies and there were many sex shops. This was a great cultural shock.

Since my return to Ghana, my teaching work has taken a different dimension. There has been a more amicable relationship between me and my students than before. Due to this, students express themselves freely and willingly without fear. My teaching has become more student centered. There are more discussions among my students and it has made them think critically to make better decisions. To me it is the preparation for independent life. I have taught them to use education as a tool for life.

Irene med sin klasse i Paderup.

Danish students called their teachers by first name and freely talked to them on any issue, whereas in Ghana it was a great disrespect for a student to call a teacher by his first name.

Teachers in Ghana are small gods.

I also noticed that about 80% of Danes regarded themselves as Christians, but only a few elderly 36

My experience in Denmark will never be forgotten. It has improved my teaching skills. It has made me a small scale educational researcher and it has meant a tremendous positive change on my life. It has broadened my horizon. Thanks to AFS Interkultur.

’07

Rasmus Bjørneskov Equador 2006-07 Skoleelev

En tid med forventninger Jeg har sagt ja til at skrive det her til jubilæumshæftet. Jeg har fået lov til at skrive om mine AFS oplevelser som udvekslingsstudent årgang 2007, og så skal jeg fortælle lidt om mig selv og hvad jeg går og laver.

Jeg er lige blevet færdig med 9. klasse og er glad for endelig at skulle videre. Og synes det bliver rart at få en pause fra Danmark og det danske skolesystem. Jeg synes ikke selv jeg er et aktivt menneske, men bryder mig heller ikke om at sidde stille. Går gerne ture i skoven hvor der er helt ro, og kan godt lide naturen, og så bruger jeg en del tid sammen med mine venner i byen.

Jeg rejser meget snart, og jeg synes det er ret svært at forholde sig til. Jeg kommer til at savne familie, venner, hverdag og sikkert en masse ting jeg aldrig troede jeg kom til at savne. Samtidig glæder jeg mig utroligt meget til at komme af sted. Og jeg glæder mig til at se hvordan der bliver, og se hvor mange af de ting man forestiller sig der er rigtige, og hvor mange der er forkerte. Og hvilke af ens forberedelser der er spildte, og hvilke der har båret frugt.

Hvad man glemte, og hvad der var overflødigt.

kroner? Gammel Dansk, men hvordan er deres holdning til spiritus?

Dansk musik, men hvilken slags? og dansk mad, hvad kan jeg tage med der ikke bliver ulækkert eller uspiseligt, og som de vil synes er sjovt at smage? Saltlakrids skal med, men ikke meget, de kan nok ikke lide det.

Og hvordan bliver skolen derovre? Er det som det var her tilbage i 50’erne, med kæft, trit og retning? Og hvordan bliver det at bo i en stor by?

Og at bo i bjergene? Hvor hurtigt bliver jeg en del af familien? Hvor hurtigt lærer jeg de uskrevne regler, og hvordan skal jeg takle det, hvis jeg overtræder en? Og hvor hurtigt lærer jeg sproget?

Og burde jeg have gjort mere for at lære det?

Alt det tænker jeg over, men der er ikke andet at gøre end at forberede sig så godt man kan, og så bare håbe på det bedste. Lige meget hvad der sker, er jeg sikker på det giver mig nogle erfaringer jeg aldrig vil kunne få på nogen anden måde, og at det bliver en oplevelse jeg aldrig vil glemme.

Paul Shay bliver ny præsident for AFS International efter den midlertidige præsident og vice­ præsident, Ebbe Skovdal.

80 % af de studerende, der ta­ ger af sted med AFS Interkultur, kender en – eller kender en som kender en – der har været på et af foreningens programmer.

AFS Interkultur afholder grund­ lovsarrangement i bl.a. Roskilde og i Århus, hvor Ieva Gravite, tidligere AFS’er i Danmark, bl.a. spørger ”Hvilke påvirkninger har det sovjetiske system haft på de unges deltagelse i demokratiet i nutidens Letland?”

2000 Efter politisk lobbyarbejde, som AFS Interkultur tog initiativ til, tilbyder den danske stat flere millioner i stipendier til unge danske udvekslingsstudenter.

AFS Interkultur har 29 aktuelle håndbøger og pjecer om for­ eningen og programmerne.

AFS Interkultur får besøg af en af de oprindelige helte. Tidligere American Field Service ambu­ lancefører, Dennis Weaver, be­ søger sin svogers (amerikansk pilot under 2. verdenskrig) grav­ sted i Nykøbing F.

Og jeg går stadig og er i tvivl om hvad man skal pakke.

Hvilke gaver skal jeg tage med, og er det nok? Det skal i hvert fald være dansk, Holmegård? Men hvor finder jeg noget der ikke koster flere hundrede

2001 Lokalforeningen Ringkøbing Fjord laver sammen med ”flygt­ ningevennerne” under Dansk Flygtningehjælp kulturmøde under sloganet ”Verden er min­ dre end du tror”.

37

DUFs generalsekretær, tidligere AFS­formand 1991­1994, Niels Lund, peger på AFS’ stagneren­ de medlemstal og skrantende økonomi, men også store ambi­ tioner, mange idéer og stort engagement. Lokalforenings­ udvikling anses for nøglen til overlevelse. Det er hverken før­ ste eller sidste gang, der bliver peget på den udfordring.

Klaus Faartoft startede og redi­ gerede Tangent fra 1999.

Bestyrelsen anvender ord og vendinger som krise, konkurs, en båd med hul i bunden. De økonomiske problemer er til at få øje på. Sekretariatet ”slan­ kes”, og formand Martin Peter­ sens hjertebarn, Gæstelærer­ programmet, lukkes for at foku­ sere på færre aktiviteter, men søges videreført i nye rammer eller af andre foreninger. Nord/ Syd­udvalget kalder lukningen alt fra ”en kniv i ryggen” til ”et værdigt farvel til et GODT PRO­ GRAM og starten på noget nyt”.

En af 10­årets sværeste beslut­ ninger.

Gensynsglæde, afskedstårer og buskørsel har kendetegnet AFS i mange år.

Udblik udkommer 2 gange årligt og sendes til alle medlemmer af AFS Interkultur og AFS Munin.

AFS Interkulturs europæiske paraplyorganisation, EFIL, fyl­ der 30 år. Organisationen har ændret sig fra at være et lille koordineringsorgan i Bruxelles til at være en velfungerende europæisk organisation, der fremmer interkulturel udveksling i Europa i samarbejde med EU­ kommissionen, Europarådet og europæiske organisationer.

AFS’ sekretariatschef, formand og næstformand deltager i jubi­ læumsmøde i Istanbul.

3 repræsentanter for frivllige i AFS: Louise Mikkelsen, Kristoffer Vang og Christine Epsholm fra Absalon lokalforening.

Klaus Faartoft og den samlede Tangent­redaktion takker af efter tre år med et på alle måder fantastisk medlemsblad. Bladet videreføres af Sekretariatet.

2002 Vi prioriterer i disse år det inter­ nationale arbejde højt med aktiv deltagelse, når der bliver kaldt.

Birger Nissen sendes til Øst­ og Centraleuropa som konsulent på frivilligarbejdet, som udvikler sig til AFS International’s Part­ ner­to­Partner Initiative (PPI), hvor frivillige rådgiver andre frivillige på alle niveauer.

AFS Interkultur bliver aldrig træt af at eksponere "hovedproduktet", de unge engagerede verdensborgere.

38

2 gadebørn i Bolivia, der nød godt af det danske Projekt Gadebørn under 18+ programmet i 1995.

Gæstelærer fra Ghana.

Lise Sustmann Larsen og værtssøster Julieta Bello, Buenos Aires 1998.

AFS Interkulturs hovedsæde på Nordre Fasanvej i København blev taget i brug i 1992. Dengang var navnet stadig Dansk AFS.

ILM og AFS på udstilling i 1992.

39

Ebbe Skovdal USA 1965-66

Kontorleder 1980-83 Ansat i AFS International og AFS-USA siden 1983

AFS’ ønskeseddel: Mere AFS! Solveig Engberg Hansen stop­ per som koordinator for HV­ udvalget efter 10 travle år som frivillig med følgende ord: ”Mit organisationstalent er blevet kraftigt udfordret. Det hjælper at have diplomatisk sans, og at være koordinator kræver, at man er god til at uddelegere arbejdet”.

AFS Interkultur tilbyder korte kurser i kulturforståelse og glo­ bal oplysning ”ud af huset”. 4 teams à 2 ILM­piloter deler lan­ det mellem sig, når kurser i kul­ turforståelse skal udbredes på skoler og andre uddannelses­ steder.

Menneskerettigheds­workshop på årets Uddannelsesbazar for frivillige.

Gennem årene har jeg lært og oplevet meget takket være AFS. AFS året var naturligvis et højdepunkt med mange fantastiske førsteoplevelser, men engagementet som frivillig og ansat på kontoret i København og for AFS International og AFS-USA i New York og i år som værtsfamilie for en AFSer fra Tyrkiet har mangedoblet udbyttet.

50 lande verden over. Med hjælp fra ca. 30.000 frivillige, organiseret i omkring 5.000 lokale komitéer eller chapters, udveksler vi næsten 12.000 stipendiater mellem 80 lande hvert år.

15.000 skoler er involveret, og derudover er der hundredtusindvis af folk, der støtter sagen på en eller anden måde.

Under AFS-opholdet tænker man ikke så meget på det store og komplicerede apparat, der ligger bagved. Det gjorde jeg i hvert fald ikke, da jeg for 1 år siden var i Californien. Men det har jeg fået lejlighed til senere.

Verden omkring os gør det ikke mindre kompliceret at lave udvekslinger. Den er blevet mere ufredelig og usikker, hvad der naturligvis tit bekymrer forældre til nuværende og mulige kommende programdeltagere. Der bliver snakket meget om, hvor vigtigt det internationale og det globale er, men på samme tid bliver det vanskeligere mange steder at flytte unge mennesker mellem landene og få dem ind i skolerne.

AFS er en stor og for det meste velfungerende, men også uhyre kompleks organisation bestående af uafhængige frivillige organisationer i omkring

I 1981 deltog kontorleder Ebbe Skovdal i Verdenskongressen i Mexico sammen med Dansk AFS’ formand Klaus Elmo Petersen. I midten ses Bill Dyal, præsident for AFS 1981-1987.

AFS Munin, en støtteforening for AFS Interkultur, ser dagens lys 8. oktober. Foreningen hen­ vender sig primært til AFS’ere over 30 år.

2003 Mia Priskorn, YFU (Youth for Understanding) ’96, skriver kan­ didatspeciale om forholdet mel­ lem udvekslingsstipendiater og værtsfamilier i AFS Interkultur og tre andre udvekslingsorgani­ sationer.

Bestyrelsen foretager høringer om foreningens strategi med Absalon Lokalforening, Partiet Venstre i Folketinget, Helle Preisler, Roskilde Kommune og andre – ud fra sloganet ”med åbne ører”.

AFS Interkultur samarbejder med De grønne pigespejdere om projektorganisering og frivilligkultur.

0

På trods af alle disse forhindringer lykkes det AFS år ud og år ind at formidle flere og flere udvekslinger på verdensplan, men prisen for dette er – i sammenligning med de første mange årtier – en stærkt forøget indsats mht. kommunikationen med programdeltagere og forældre, markedsføringen af programmerne, kontakten til offentlige myndigheder, risk management, og det juridiske bagland og grundlag for vores arbejde.

Nu kunne man spørge, om AFS-oplevelsen virker? Om den repræsenterer noget værdifuldt med hensyn til uddannelse og udvikling? Vi ved fra udtalelser fra mange tidligere programdeltagere, at deres AFS-år har været uhyre værdifuldt – og tit afgørende – for deres videre udvikling, karriere og livsforløb. Og dette er også bekræftet videnskabeligt gennem omfattende impact studies.

Det er fint, at AFS er en udbytterig oplevelse, men er AFS-programmet stadig relevant? AFS er ikke en boglig og teoretisk uddannelse; man lærer ved at føle tingene på sin egen krop og især i sin egen psyke ved at komme indenfor i en anden kultur, ikke som gæst, men som en der hører til. Man lærer ved at dumme sig og gennem misforståelser, men slutresultatet er en slags ”programmering”, som gør, at man intuitivt ved noget om, hvordan man kan klare sig i forskellige kulturer og være sammen med mennesker, der er meget forskellige fra en selv.

I en verden præget af på samme tid øget globalisering og en stigende frygt for det og de fremmede og anderledes, er en interkulturel uddannelse ikke bare noget godt, men en absolut nødvendighed. Både for fredelig sameksistens og for de

ILM­piloter i kulturkurser bliver til Kulturpiloterne med overskrif­ ten ”I Danmark er jeg født ­ hvor har jeg hjemme?”

2004 Nordatlantisk sommerprogram etableres: 4 uger for islændinge og færinger, 3 uger for grønlæn­ dere, der skal videre på efter­ skole i Danmark.

Evalueringer af foreningens akti­ viteter er gode, bortset fra kon­ taktpersoner på værtesiden og den evige akilleshæl, vores kon­ takt til skoler.

Verdenskongres i Japan.

mange globale muligheder, vi kan udnytte sammen, og de mange globale problemer, vi er nødt til at løse sammen.

For at kunne møde disse udfordringer må vi lære af vores historie. The American Field Service skete jo ikke bare lige pludselig en dag. Der var nogen, der havde en idé og et engagement, som tog initiativer, fandt frivillige og penge, så ambulancerne kunne blive købt og bemandet. Det samme var tilfældet efter anden verdenskrig med starten af scholarship programmet – idé, engagement, initiativ, penge og jernvilje! Det gentog sig med oprettelsen af de mange frivillige organisationer rundt omkring i verden, og det sker hver dag i lokalkomiteerne verden over.

I 2007 fejrer vi 60 års jubilæum for AFS International Scholarships og 50-året for starten af den danske frivillige organisation. Jeg ser jubilæerne som en udfordring til os alle om at hjælpe til at gøre AFS stærkere i fremtiden, så der kan være mere AFS med flere deltagere og flere frivillige i flere lande!

Så nu ved I, hvad der er AFS’ jubilæumsønske i hele verden!

1

Foreningen gør en særlig ind­ sats for helårsværteprogrammet. Økonomisk overskud på en lille million kr. Begyndende psykolo­ gisk overskud til at se fremad og arbejde mere proaktivt og krea­ tivt med programudvikling.

2005 Under ledelse af Janni Karlsson får foreningen igen et godt for­ eningsblad, Udblik.

Verdenskongres i Torino, hvor AFS Intercultura i Italien fejrer 50 års jubilæum med gadepa­ rade, smuk reception og freds­ symposium med deltagelse af Mogens Petersen fra AFS Inter­ kulturs bestyrelse.

Aldrig har så mange ønsket at være frivillige i foreningslivet i Danmark, men for AFS Interkul­ tur er det svært at rekruttere fri­ villige. Derfor bliver bestyrelsen bedt om at fokusere på frivillig­ hed på generalforsamlingen i Roskilde.

Istandsættelsen af 1. sal og opgangsparti i AFS­Huset er nu godt i gang.

50+ program for seniorer er under etablering i Thailand.

For første gang er der grønlæn­ dere på Community Service Programmet. Alle deltagere vælger Australien.

Ghana og Sydafrika arbejder videre med udveksling af frivil­ lige, frivilliguddannelse og viden­ deling.

Bestyrelsesformænd for den danske AFS forening gennem 50 år

Kulturpiloterne er flyvende. De har været på 40 skoler i Dan­ mark.

Essaykonkurrence mellem ud­ vekslingsstudenter i AFS over temaet ”Peace through under­ standing”. I Danmark vinder Anna Zengraf Mølkjær. I verden vinder Silvia Gambino.

1957 – 1960 1960 – 1961 1961 1961 – 1963 1963 – 1965 1965 – 1968 1968 – 1971 1971 – 1972 1972 – 197 197 – 1977 1977 – 1980 1980 – 1981 1981 – 1983 1983 – 1986 1986 – 1988 1988 – 1989 1989 – 1990 1990 – 1991 1991 – 199 199 – 1997 1997 – 2001 2001 – 2003 2003 –

2006 Global Link iværksættes: For første gang rækker internetver­ sionen ud over kontorgrænserne til de frivillige, som kan bruge systemet hjemmefra. Således bindes partnerlande, frivillige og ansatte verden over tættere sammen.

AFS Munin vokser og har nu 150 medlemmer. Der afholdes bl.a. gå­hjem­møde i AFS­Hu­ set med professor, dr.med. Gun­ hild Waldemar ’76 som oplægs­ holder.

EFIL vinder EU­kommissionens udbud om at gennemføre første fase af et EU­støttet udveks­ lingsprogram på gymnasieni­ veau i hele Europa. EFIL, hvis nuværende leder er Martin Pe­ tersen ’91, har i 35 år arbejdet på at blive et vigtigt element i udviklingen af interkulturel un­ dervisning og global oplysning i Europa, og det er nu ved at lyk­ kes.

Inspireret af erfaringer fra ud­ landet har AFS Interkultur be­ sluttet at starte et samarbejde med dansk erhvervsliv om virk­ somhedsstipendier.

1. december afholdes den tradi­ tionsrige julegløgg i AFS­Huset.

2007 AFS Interkultur holder 50 års jubilæum med temaet ”Beyond Borders” og med nøgleordene Anerkendelse, Fornøjelighed og Synlighed.

2

Niels Sebbelov Peter Wiese kst. Jens C. Bøgelund Erik Svarrer René Albeck Uffe Gravers Pedersen Allan Lucas Henning Dyremose Albert Gjedde Jens Hasfeldt Fleming Friis Larsen Ane Hansen Klaus Elmo Petersen Torben Winther Nicolas Nemery Thomas Ryhl Charlotte Slente Thomas Ryhl Niels Lund Ina Winther Groth Martin Petersen Kirsten Lassen (Birk-Olsen) Morten Sivertsen

Styregruppen for 50 års jubilæet AFS Interkultur har nedsat en styregruppe, som har det overordnede ansvar for de mange aktiviteter i forbindelse med fejringen af 50 års jubilæet for AFS i Danmark.

Jubilæumssymbolet er designet af Jørn Lundvang.

Medlemmerne er: Mogens Petersen (formand) Ingrid Bason Mads Emil Jacobsen Fleming Friis Larsen Birger Nissen Michael Elkjær Pedersen

AFS Interkulturs bestyrelse

AFS Munins bestyrelse

Morten Sivertsen (formand) Jacob Langebæk Hegner (næstformand) Thomas Behrens Merete Christiansen Janni Karlsson Dorte Nørgaard Michael Elkjær Pedersen Mogens Petersen Thomas Vestergaard

Fleming Friis Larsen (formand) ’63 Inge Birkholm ’55 Gorm Friling ’59 Helle Skjerbæk ’6 Morten Sivertsen ’93 (repræsentant for AFS Interkultur) Aase B. Klausen ’55 (suppleant) Tage Lysgaard ’61 (revisor) René Albeck ’59 (revisorsuppleant)

Efterskrift

AFS nu og i fremtiden Selv om AFS Interkultur nu fylder 50 år, er foreningen på ingen måde på vej mod pension.

Tværtimod er der fuld gang i udvekslingsprogrammerne og masser af aktiviteter lokalt og nationalt: I 2006 har foreningen været involveret i 379 udvekslinger. Det dækker over 19 deltagere på Helårssendeprogrammet, 1 0 på Helårsværteprogrammet og 5 på 18+-programmerne.

Udvekslingerne er gennemført i samarbejde med 39 andre lande i det internationale AFS-netværk. AFS Interkultur har i 2006 ca. 2.200 medlemmer og 31 lokalforeninger, som viser, at foreningen fortsat er stærkt funderet i frivillighed. I de 31 lokalforeninger indgår Færøerne, mens der på Grønland er enkeltpersoner i flere byer, som fra tid til anden laver aktiviteter for AFS. De frivilliges indsats understøttes af et sekretariat med 13 ansatte.

Elementerne i programmerne er fortsat tre: 1) forberedelse og efterorientering 2) uddannelse i værtslandet 3) ophold hos en værtsfamilie.

18+-programmerne bryder i nogle tilfælde dette mønster, idet indholdet heri kan være socialt arbejde og naturbevaring i stedet for formel uddannelse, ligesom deltagerne ikke altid bor hos en værtsfamilie.

Foreningens medlemmer er overvejende hjemvendte deltagere fra programmerne samt tidligere og nuværende værtsfamilier. Aldersmæssigt er ca. 60 pct. af foreningens medlemmer under 30 år, og de mest aktive medlemmer findes primært blandt de 18-25 årige og 0-65 årige.

Lokalforeningerne er rygraden i foreningen. Det er her hovedaktiviteterne foregår i form af informationsmøder om sendeprogrammerne, værtsfamilierekruttering, interviews, løbende aktiviteter for og støtte til deltagere og værtsfamilier. Herudover er der nationale orienteringer i forbindelse med sende- og værteprogrammerne samt to store nationale uddannelsesweekender.

Kulturpiloterne skal også nævnes. De tilbyder en kursuspakke med interkulturelle lege og andre lærematerialer til landets skoler.

Aktuelt arbejdes der med den strategiske udvikling af foreningen ved at styrke både lokalforeningerne gennem øget regionalt samarbejde, de eksterne relationer og foreningens synlighed gennem samarbejde med andre foreninger eller NGO’ere. Herudover forventes et nyt lærerprogram etableret i 2007. Endelig bruger vi mange ressourcer på aktiviteter til fejring af foreningens jubilæum i 2007.

Det er glædeligt at kunne fejre 50 års jubilæum for en spillevende forening, som er inde i en positiv udvikling både med hensyn til udvekslingsprogrammerne og arbejdet blandt de mange frivillige, bakket op af et professionelt sekretariat og en sund økonomi. Stor TAK til jer alle for jeres indsats.

Forhåbentlig vil rigtig mange være med til at bevare, styrke og udvikle AFS Interkultur i de kommende år. Visionen er enkel: at vi sammen skaber endnu flere gode kulturmøder til gavn for deltagerne – og verden omkring os.

Morten Sivertsen ’93 Formand for AFS Interkultur 3

Administrationen

Kontoradresser

Kontorledere

1957

Pilestræde 6, København K

1961

Frederiksgade 17, København K

1966

Vesterbrogade 60A, København V

1969

Nr. Farimagsgade 33, København K

1980

Gl. Kongevej 102, Frederiksberg

1992

AFS-Huset Nordre Fasanvej 111, Frederiksberg

1957 – 196 196 – 1967 1967 1967 – 1977 1977 – 1980 1980 – 1983 1983 – 1986 1986 – 1989 1989 1989 – 1990 1990 – 1999 1999 1999 – 2000 2001 2001 – 2003 2003 2003 –

Sekretariatet januar 2007 Bagest fra venstre: Susanne Torrence, Lone Munk, Tim Hubbard, Thomas Skov Olsen, Annette Bauer, Pernille Korte Hansen, Dorthe Frandsen.

Forrest fra venstre: Lene Christiansen, Heidi Wulff, Annelise Bech, Anne Sejersbøl, Tom E. Thomsen. Regitze Bruun de Neergaard var fraværende.

Aase B. Klausen (Tind) Lise Juul Jensen (Beck) Louis Hansen Inge Birkholm Bente Hansen (Dam) Ebbe Skovdal Niels Brun Hansen Morten Christensen Kirsten Petersen kst. Thomas Ryhl Helle Jarlmose kst. Line Arnmark Morten Thomsen Asger Boertmann Lars Høgh Hansen kst. Jess Henriksen Annelise Bech

Priser, Awards og Legater

Interkulturprisen

AFS Legatet

Prisen blev stiftet ved foreningens 0 års jubilæum den 8. oktober 1997 og uddelt første gang samme dag. Prisen gives til en person eller organisation, som i den danske offentlighed er fortaler for den gensidige respekt mellem mennesker fra forskellige kulturer. Prisen består af en symbolsk gave.

Legatet blev stiftet den 9. januar 1969 af Ole Flemming Christensen ’61, Henrik Ewertsen ’62 og Sven Karnov ’63 og blev første gang uddelt på landsmødet i København den 15. marts 1970. Legatets formål er ifølge fundatsens §2 at ”yde støtte til enkeltpersoner eller en kreds af personer, der har udført eller påtænker at udføre et særligt anerkendelsesværdigt arbejde inden for foreningen Dansk AFS’ rammer (nu: AFS Interkultur, red.) eller til fordel for denne”. Prisen består af et mindre pengebeløb og er især af symbolsk betydning. Prisen kan ikke søges.

1997 1998 1999 2001 2002

Morten Kjærum Benny Andersen Naser Khader TV-programmet OPS (Oplysning om Perkere til Samfundet) Ishøj Kommune og Svedala Kommune, Skåne

Danske modtagere af The Galatti Award The Galatti Award blev stiftet i 1983 og anses for den fornemste hædersbevisning fra AFS International.

1992 1996

Birger Nissen Lis Iversen

Danske medlemmer af Board of Trustees Board of Trustees er AFS’ internationale bestyrelse. 19 af de 25 medlemmer vælges af partnerlandene, 6 er livstidsmedlemmer. Trustees vælger præsidenten for AFS. 1973 – 78 1979 – 81 1982 – 88 1990 – 91 199 – 96

Albert Gjedde (Board of Directors) Fleming Friis Larsen Ole Albæk Pedersen Nicolas Nemery Niels Lund

1970 1971 1972 1973 197 1976 1977 1979 1980 1982 198 1986 1987 1987 1989 1990 1991 1992 1993 199 1995 1996 1997 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 200 2005 2006

Klaus Faartoft Dines Christen Allan Lucas Bente Begtrup Inge Birkholm MNP-Programmet Jens Hasfeldt (Jubilæum) Jørgen Holmer Fleming Friis Larsen Birger Nissen Lars Kjær Olaf Gerlach Hansen Kathrine Lærkesen Jette Winther (Jubilæum) Ole Albæk Pedersen Lis Iversen Nicolas Nemery Margit Jensen Ruth Rasmussen Ebba Lyholmer & AFS-Komité Føroyar v/Sissal Kristiansen Ingrid Bason Olaf Gerlach Hansen Toni Schultz (Bjørneskov) Mette Godsk (Jubilæum) Familien Faartoft Rosemari Aarhus Anja Foverskov & Bina Kramhøft Fredrik Dahl Merete Christiansen (se billedet) Kirsten Lindegaard Benthe Johannson Signe Frydensberg Elisabeth Holm 5

Forkortelser og ordforklaringer

Programmer for danske deltagere over 18 år. 2-12 mdr.s varighed. Varierende indhold.

AFS’ oprindelige navn, som har baggrund i organisationens tidligere virke som frivilligt ambulancekorps i 1. og 2. verdenskrig.

Community Service Program Program, hvor deltagerne udfører frivilligt arbejde i et lokalsamfund i Afrika, Asien, Australien og Latinamerika. 5-6 mdr.s ophold for 18-28 årige.

CSP Community Service Program DUF Dansk Ungdoms Fællesråd EFIL European Federation for Intercultural Learning: Sammenslutning af de nationale AFSorganisationer i Europa.

Efterårsprogram ½ års skoleophold i Danmark for stipendiater fra USA, ophørt 1958.

Europæisk Volontørtjeneste (EVS) EU-program, hvor deltagerne udfører frivilligt arbejde i Europa. 2-12 mdr.s ophold for unge mellem 18 og 30 år.

EVS European Volunteer Service, se Europæisk Volontørtjeneste Fagligt Udvekslings Program Udveksling mellem arbejdssteder for unge over 18 år. Ophold af skiftende varighed, oftest hos værtsfamilier.

FUP Fagligt Udvekslings Program Gæstelærerprogram Udveksling af lærere på folkeskole- eller gymnasieniveau. Skiftende varighed. Ophørt i 2001. (Planlagt i ny form med navnet Lærerprogram fra 2007).

Halvårsprogram Efterårsprogram Helårssendeprogram (HS) Helårs skoleophold for danske 16-18 årige i udlandet HS Helårssendeprogram Helårsværteprogram (HV) Helårs skoleophold for udenlandske 16-18 årige i Danmark HV Helårsværteprogram IEP Intra-Europæisk Program: Udveksling for 16-18 årige mellem europæiske lande.

ILM Intercultural Learning Material: Materiale, der benyttes ved interkulturel undervisning.

Kulturpiloter En gruppe frivillige i AFS Interkultur, der tilbyder undervisning og foredrag om kulturmødet og interkulturel forståelse til elever i folkeskoler mv.

Lærerudvekslingsprogram Se gæstelærerprogram Lærlingeprogram Se Fagligt Udvekslings Program MNP Multi National Program Multi National Program/ Tidligere betegnelse for HS- og HV-udveksling med andre lande end USA og Europa. Startet i Multinationalt program Danmark 1971.

Munin Støtteforening for AFS Interkultur, oprettet 2002. Består primært af AFS’ere over 30 år.

SAFU Samrådet for Ungdomsudveksling SC School Program/Skoleprogram: Tidligere betegnelse for HV Skoleprogram School Program: Tidligere betegnelse for HV Sommerprogram 2 mdr.s sommerophold for stipendiater fra USA i Danmark, ophørt 1989.

SP Sommerprogram Sprogskolen Undervisning i dansk sprog og kultur mv. for AFS stipendiater ved ankomst til Danmark. Ophold på højskole el.lign. i 3- uger. Er i dag afløst af andre undervisningsformer.

Stip’er/stipper Stipendiater Virksomhedsstipendier Økonomisk støtte fra virksomheder til finansiering af deltagelse i HS, f.eks. for børn af ansatte.

Winter Program Tidligere betegnelse for HS til USA WP Winter Program Young Workers Program (YWP) Fagligt Udvekslings Program YWP Young Workers Program 18+ American Field Service

6