Habitat#16

16

#

for en vild verden

Dansk Zoologisk Selskabs magasin

GAMLE BIOLOGISKE SAMLINGERS BETYDNING Et eksotisk, zoologisk eksempel

Muligeder ved ændret mindstemål og indførelse af vinduesmål for pigvarre

SCOPHTHALMUS MAXIMUS

2 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

HABITAT DECEMBER 2017 UDGAVE #16 DECEMBER 2017 UDGIVER HABITAT Dansk Zoologisk Selskab(DZS) C/o Forlaget BIOS Vennemindevej 65 kld.

2100 København Ø. www.dzs.dk REDAKTION Jessica Tengvall, Lotte Endsleff, Anders Dichow, Ditte Dahl Lisbjerg, Elmer Topp-Jørgensen Signe Palsøe red@dzs.dk KORREKTUR Redaktionen SKRIBENTER Ole Secher Tendal, Jan Poulsen, Julius Nielsen, Aage Kristian Olsen Alstrup, Jon C. Svendsen, Lasse Fast Jensen, Mads Christoffersen, Jens H. Dujardin, Kathe Jensen, Anne-Sophie Delbanco DESIGN LAYOUT Trine Sejthen tsejthen@gmail.com FORSIDEFOTO Creative Commons ABONNEMENT Online via medlemsskab: www.dzs.dk/medlem ISSN: 1904-4585

COPYRIGHT HABITAT’s artikler & illustrationer må ikke gengives uden skriftlig tilladelse fra: HABITAT, Dansk Zoologisk Selskab.

Nu hvor vinteren er over os, er der mange, som drømmer sig væk til de varme lande – til sol, hvide sandstrande, turkis blåt hav og måske er man nysgerrig på at se noget andet. Rejs med rundt til de forskellige verdenshave – alt fra tropernes blå vande til det koldeste nord.

I det Røde Hav kan man opleve skibsvrag fra 2. Verdenskrig, rev i alle farver og et enormt varieret dyreliv. Dyk ned i rødehavets klare vand i dette nummer og læs om hvordan det er, at se en delfin i øjnene og få en fornemmelse af skibsvragene,som ligger på bunden.

Har man været så heldig at dykke i Cambodia, ved man måske lidt om den marine biodiversitet i disse egne, men hvordan dokumenterer man egentlig marin biodiversitet?

Følg med en lektor, som fortæller om sine tre fantastiske arbejdsår i Cambodia – både lidt om fremgangsmåden og hvilke fund de har gjort.

De fleste har aldrig været i det åbne dybe hav – så hvad gemmer der sig egentlig dernede i den tusmørkezone?

I denne zone, som er mellem 200-1000 meters dybde, er levevilkårene barske. Dog har mange organismer fundet en måde at skabe deres eget lys på – bioluminescens.

Et andet barskt miljø, er i havis. Overraskende nok, er der meget mere liv, som trives i havis end hvad man umiddelbart skulle tro, såsom alger og krill. Algerne spiller især en vigtig rolle for økosystemet i norden.

Andre mystiske skabninger er for eksempel neptuns bæger, som er en én meter-stor havsvamp, som er en del af museernes ældste biologiske samlinger. Den har været kendt længe og ivrigt fisket. Men hvad bruger vi egentlig de gamle biologiske samlinger til?

Herhjemme er pighvarren en almindelig art at få på krogen.

Det er en stor udsøgt fladfisk, som kan veje op til 25 kg.

For at vedvare denne store spisefisk i de danske egne, kan det være fordelagtigt at ændre mindstemål og indføre vinduesmål.

God jul og god læselyst

UDGAVE 16 / 2017

SÅDAN BLIVER DU DANSK ZOOLOGISK SELSKAB MEDLEM Er du ikke allerede medlem af Dansk Zoologisk Selskab, så er det meget let at blive det.

Og så koster det blot 100 kr om året i kontingent!

Med et medlemskab støtter du aktivt op om foreningens arbejde for et stærkt dansk engagement i bevarelsen af vilde dyr og deres levesteder.

SÅDAN GØR DU 1)

Gå ind på www.dzs.dk/medlem

2)

Indbetal det årlige kontingent - enten med kreditkort (via PayPal), med MobilePay (tlf. 91 55 11 89) eller ved overførsel til vores konto i Danske Bank (3123 - 3123241312)

3)

Udfyld medlemsformularen med dine oplysninger (email, navn, adresse, medlemstype mm.)

Du vil snarest herefter modtage en velkomstpakke med nogle af vores flotte gadgets

FAGMEDLEM ELLER STØTTEMEDLEM? Du kan vælge mellem vores 2 typer medlemsskab: fagmedlem eller støttemedlem. Fagmedlemmer er dig, som har en baggrund eller viden inden for vilde dyr, biodiversitet og/eller naturbevarelse, hvor støttemedlemmer er dig, der blot ønsker at støtte op om vores arbejde.

Derudover har du valget mellem at betale et årligt kontigent på 100 kr for et almindelig kontingent eller 250 kr (eller valgfrit derover) for et PLUS kontingent.

Som medlem kan du være med til at forme foreningens arbejde. Du er altid velkommen til at deltage i vores møder, bidrage med kompetencer inden for fundraising, regnskab, IT eller hvad du nu er god til, komme med gode idéer til arrangementer og bistå i planlægningen hertil, og skrive indlæg og artikler til hjemmesiden, vores Facebook-gruppe og ikke mindst Habitat.

Send os en mail til info@dzs.dk, hvis du ønsker at deltage mere aktivt i vores arbejde. Vi hører meget gerne fra dig! Også hvis du har ris og ros.

Med et medlemskab vil du være den første til at modtage Habitat i din indbakke, når det udkommer (2 gange årligt). Desuden bliver du inviteret til vores arrangementer til fordelagtige priser. Ikke mindst, så vil du som medlem bakke op om et arbejde, som vi i Dansk Zoologisk Selskab mener er helt essentielt - bevarelsen af en vild natur og dets dyr.

FORDELE FOR MEDLEMMER - OUTDOOR UDSTYR ­ Vi har indgået en knaldgod aftale med Fjeld & Fritid, så DZS medlemmer får 20% rabat på ikke ­nedsatte varer mod forevisning af deres medlemskort hos Fjeld og Fritid på Frederiksborggade København K, og i Fjällräven specialbutikken på Kultorvet, samt på www.fjeldogfritid.dk.

Hvis du skal handle på nettet, skal du lige skrive til medlem@dzs.dk og få den rabatkode der hører til. I Friluftsland og North Face butikker får du 10% mod forevisning af medlemskort.

4 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

30

06 40 62

Habitat 5

UDGAVE 16 / 2017

HABITAT DECEMBER 2017

20 50

03

ENDNU IKKE MEDLEM

Sådan bliver du medlem af DZS

06

GAMLE BIOLOGISKE SAMLINGERS BETYDNING - et eksotisk, zoologisk eksempel

18

OM DZS

Dansk zoologisk selskab

20

DET PELAGISKE DYBHAV

– unikke og ekstreme selvlysende tilpasninger i verdens største habitat

30

MULIGEDER VED ÆNDRET MINDSTEMÅL OG INDFØRELSE AF VINDUESMÅL FOR PIGVARRE – Scophthalmus maximus

38

LIVET I DET KOLDE MØRKE

50

DOKUMENTATION AF MARIN BIODIVERSITET I TROPISKE CAMBODIA

60

EN “VILD” HISTORIE

Skriv for HABITAT

62

DYKNING UD FOR HURGHADA HAR DET HELE

- skibsvrag fra 2. Verdenskrig, smukke revdyk og fantastisk dyreliv

6 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 7

UDGAVE 16 / 2017

GAMLE BIOLOGISKE SAMLINGERS BETYDNING – et eksotisk, zoologisk eksempel Af Ole Secher Tendal

Naturhistoriske museers ældste genstande blev hjembragt på grund af smukt eller særpræget udseende, og deres videnskabelige værdi er ofte lille, selv om de er interessevækkende udstillingsobjekter. Alligevel kan de sommetider belyse spændende problemstillinger og gådefulde historiske forhold.

Et eksempel er den 1 meter-store havsvamp Neptuns bæger, som stammer fra Indonesien og findes i mange museer. Den var ikke før 2012 blevet set i naturen i over 100 år, og dens levevis, dens geografiske forekomst, ja selv dens zoologiske navn er forbundet med spørgsmål og mærkelige omstændigheder.

8 Habitat

”

Neptuns bæger er en meter-stor havsvamp, der stammer fra Indonesien og findes i mange museers udstillinger.

Den har et meget karakteristisk udseende, og den har det samme trivialnavn på alle europæiske sprog.

MUSEERNES ÆLDSTE SAMLINGER Den historiske kerne i de gamle europæiske naturhistoriske museers samlinger er naturaliekabinetter oprettet af fyrster og adelige i 1600og 1700-tallet. Genstandene blev samlet og hjembragt af søfolk, koloni-embedsmænd og naturaliehandlere, fordi de er smukke eller har et særpræget udseende, og mange er også i dag velegnede som iøjnefaldende og interessevækkende udstillingsobjekter. Oplysningstidens videnskabsmænd var interesserede i disse bemærkelsesværdige, ofte ukendte ting, der tit kom fra andre verdensdele, og på ejernes tilskyndelse udarbejdede de kataloger over samlingerne.

Desværre tillagde man dengang ikke blandt de nævnte indsamlere proveniensen særlig betydning – det var genstandene i sig selv, der talte.

Hvis der overhovedet findes oplysninger om tingenes fundsted m.v., er disse ofte meget kortfattede og generelle, fx ’Atlanterhavet’, ’Vestindien’, Grønland’ eller ’Norge’. I mange tilfælde angiver den nutidige etiket blot hvilken samling, genstanden kommer fra, fx ’Kgl. Museum’, evt. efterfulgt af et katalognummer. Ser man i kataloget, får man almindeligvis ikke mange yderligere oplysninger.

Fra et moderne musealt synspunkt er tingenes videnskabelige værdi altså ofte ret lille, men alligevel kan de sommetider ved nærmere undersøgelse belyse spændende problemstillinger og gådefulde historiske forhold. I mange tilfælde er det også indviklet at fastlægge det korrekte videnskabelige navn, fordi den samme genstand

UDGAVE 16 / 2017

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 9

 Fig. 1 . En af de nyfundne neptunbægre. Foto Lim Shee-Cheng

10 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

 Fig. 1. Samlingens største neptunbæger. Den har døbefontfacon og måler 85 cm i højden og 60 cm i diameter. Ydersiden er fuldt udviklet med knuder og kamme. Foto Anne Marie Richardy Warfield.

Habitat 11

UDGAVE 16 / 2017

”

Arten er nævnt utallige gange i den videnskabelige litteratur, i oversigtsværker og lærebøger, i populærartikler og endda i reklamer (cigaretter!).

i tidens løb kan være beskrevet som ny art og navngivet flere gange uafhængigt af hinanden, eller forskellige perioders forskere har anbragt dem i forskellige systematiske sammenhænge.

Der findes mange eksempler på alt dette i samlingerne på Statens Naturhistoriske Museum (fusion af Zoologisk Museum, Botanisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Have). Her skal fortælles om nogle eksemplarer i de zoologiske samlinger. Selve samlingernes lange og komplicerede historie er i øvrigt en spændende beretning i sig selv.

NEPTUNS BÆGER Neptuns bæger er en meter-stor havsvamp, der stammer fra Indonesien og findes i mange museers udstillinger. Den har et meget karakteristisk udseende, og den har det samme trivialnavn på alle europæiske sprog. Arten er kendt vidt omkring, men oftest kun kort omtalt i litteraturen, fordi man ikke ved ret meget om den. Alle museernes og de privatejede eksemplarer er tørrede, brungrå, stenhårde og bægerformede.

Nogle er brede og ligner i størrelse og facon en døbefont (fig. 1, modsatte side), andre er slankere (fig. 2, side 12) og atter andre lidt sammentrykte.

De kan være næsten glatte på ydersiden, men hos de fleste har overfladen knuder eller lave kamme. Bægerets inderside kan være lidt ujævn, men er oftest glat.

DE DANSKE EKSEMPLARER Statens Naturhistoriske Museum har fem af disse svampe, hvoraf den ene er en fjerdedel af et gennemsavet eksemplar (fig. 3, side 13); hvor de tre fjerdedele befinder sig vides ikke. De fire hele

svampe er regelmæssigt bægerformede, men af lidt forskellige faconer; den kvarte stammer fra et ligeledes bægerformet, men noget skævt eksemplar. Museets arkiver giver ingen oplysninger om neptunbægrenes oprindelse, og etiketterne fortæller kun lidt. På én angives ’Gl. Samling’ og på to andre ’Kgl. Museum’; disse betegnelser hentyder til Det Kongelige Naturhistoriske Museum, der eksisterede fra 1805 til 1864, hvor det blev nedlagt, og dets samlinger indgik i Universitetets Zoologiske Museum.

Som oprindelsessted angiver to af etiketterne ’Ostindien’, én ’Singapore’ og én ’Singaphura’; det femte eksemplar har igen etiket.

NERPTUNBÆGERETS MÆRKELIGE HISTORIE OG LEVEVIS Svampen har været kendt lokalt længe og blev ivrigt fisket, før den blev videnskabeligt beskrevet i 1820. Dengang var den almindelig ved øgruppen Singapore. Lokalt blev den solgt til søfolk og andre, og forskellige steder i Indonesien, bl.a. på Sumatra og Java, blev eksemplarer stillet op som pynt i haverne (fig. 4, side 14). En undersøgelse i 1908 konkluderede, at der efter 1870, hvor der blev fundet to, ikke var kommet nye eksemplarer til museerne, ligesom ekspeditioner i det indonesiske område omkring år 1900 ikke havde fundet den. Forespørgsler til folk i den vidtstrakte dengang hollandske koloni gav blot nogle få oplysninger om, at svampen fra tid til anden var blevet fundet i den vestlige del af Java Havet på ca. 25 m dybde. Efter 1908 og ca. 100 år frem er der heller ingen fund i ekspeditionsmaterialer eller indgået eksemplarer i museernes samlinger.

12 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

 Fig. 2. Samlingens mindste neptunbæger. Den er krukkeformet og måler 55 cm i højden og 30 cm i diameter. Ydersiden er delvis glat. Foto Anne Marie Richardy Warfield.

UDGAVE 16 / 2017

 Fig. 3 Indersiden af en gennemsavet neptunbæger, der er 70 cm høj og har målt noget lignende i diameter.

Foto Anne Marie Richardy Warfield.

Habitat 13

14 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

”

Svampen har været kendt lokalt længe og ivrigt fisket, før den blev videnskabeligt beskrevet i 1820. Dengang var den almindelig ved øgruppen Singapore. Lokalt blev den solgt til søfolk og andre, og forskellige steder i Indonesien.

Den almindelige tanke var, at alle eksemplarer nok var blevet fisket op, og at svampen var uddød på grund af overfiskning. I 1991 skete så det sære, at et eksemplar dukkede op i en trawlfangst i Carpentaria Bugten i Nordaustralien. Der hændte derefter ikke mere, før zoologer fra Singapore i 2011 under dykning ud for Singapores sydkyst opdagede to unge, 2030 cm høje eksemplarer på 10-12 m dybde. Begge eksemplarer havde en kraftig basis, som forankrede dem solidt i havbunden, men den øvre del var buet pladeformet, endnu ikke med bægerform.

Arten var altså alligevel ikke uddød, men hvorfor var den så ikke genfundet før til trods for, at der også i nyere tid har været undersøgelser af svampefaunaen i området? En del af forklaringen kan være, at svampens oprindelige leve-

sted i tidens løb er blevet helt forandret. Singapore er siden 1818 udviklet fra en næsten øde ø med et fiskerleje med blot 200 indbyggere til en storby med en stærkt trafikeret havn, der er sket opfyldning mellem øerne, og der er foregået store ændringer i kystlinjernes forløb.

En anden del af forklaringen er mere spidsfindig og mærkelig: bægerformen er slet ikke svampens normale udseende, men opnås først efter måske flere hundrede års vækst. En iagttagelse, som blev publiceret i 1908, har kunnet bekræftes gennem senere undersøgelser. Den går ud på, at neptunbægeret tilhører en gruppe af havsvampe, som lever skjult, fordi de har evnen til at bore tynde, forgrenede gallerier i kalksten og kalkskaller. Svampens tilstedeværelse røbes kun af små ind- og udstrømningsåbninger i kalkens overflade for passage af havvand. Der er beskrevet mange arter af disse boresvampe, og nogle af dem kan efter lang tid begynde at brede sig uden på kalksubstratet og efterhånden helt overvokse det og danne store klumpede svampe, som man umiddelbart slet ikke vil forbinde med boresvampe. Det er dette fænomen, der efter lang tid fører til dannelsen af de store neptunbægre.

NEPTUNBÆGERET MISTER SIT STOLTE VIDENSKABELIGE NAVN

 Fig. 4 Neptunbæger opstillet i en have i Indonesien i 1925.

Den videnskabelige navngivning af arter inden for zoologien og botanikken er reguleret af et sæt internationalt anerkendte regler. En arts navn, der i formen normalt er afledt af latin eller græsk, har to led. Det foranstillede navn, slægtsnavnet, er fælles for et antal nærtbeslægtede arter. Det efterstillede navn, artsnavnet,

Habitat 15

UDGAVE 16 / 2017

 Fig 6. En af de nyfundne neptunbægre. Foto Lim Shee-Cheng.

er særligt for den bestemte art, og inden for samme slægt kan det kun benyttes for én art.

Som hovedregel er artsnavnet det ældste navn for arten, som er givet i 1758 eller senere. Tidligt beskrevne arter kan have en kompliceret navnehistorie, ofte under indflydelse af videnskabsmænd fra flere lande, med dobbelt-beskrivelser, overflytning mellem slægter, opsplitning i flere arter eller sammenlægning med andre ’arter’. Neptunbægeret er et godt eksempel. Arten er nævnt utallige gange i den videnskabelige litteratur, i oversigtsværker og lærebøger, i populærartikler og endda i reklamer (cigaretter!). Her nævnes kun de forskere og årstal, der har haft betydning for navneændringerne.

Neptunbægeret blev beskrevet af englænderen Hardwicke i 1820 under navnet Sponia patera,

offerskålformet havsvamp. Hollænderen Schlegel overså Hardwickes publikation og beskrev arten igen i 1858 under navnet Poterion neptuni, Neptuns bæger. Englænderen Gray overførte, uden at kende Schlegels arbejde, i 1867 Spongia patera til sin nye slægt Rhaphiophora; denne slægt er senere nedlagt. Hollænderen Harting opdagede Schlegels fejl i 1870, men accepterede hans nye slægtsnavn, så arten kom til at hedde Poterion patera. I 1908 konkluderede hollænderen Vosmaer efter en detaljeret undersøgelse af eksemplarer i museet i Amsterdam, at arten i virkeligheden er en boresvamp. Han bibeholdt dog slægten Poterion. Det gjorde franskmanden Topsent derimod ikke i 1909, idet han overførte arten til en slægt af boresvampe, så den kom til at hedde Cliona patera. Skotten Annandale,

16 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

”

Historien om neptunbægerets navn slutter ikke her, men den har taget en ny, dramatisk vending...

der var ansat ved Indian Museum i Calcutta, undersøgte eksemplarer i dettes samling og bekræftede i 1915 Vosmaers observationer, men fulgte Topsents navngivning. I mange år derefter blev navnene Poterion patera og Cliona patera brugt i flæng. Amerikaneren Ruetzler fastslog i 2002 efter en revision af boresvampeslægterne, at Cliona patera må betragtes som det korrekte navn.

Historien om neptunbægerets navn slutter ikke her, men den har taget en ny, dramatisk vending.

For nogen tid siden gav en kollega, der er specialist i plantesvampe, mig en gammel svensk artikel, han havde fundet i Botanisk Museums bibliotek, med ordene: ”Dette er da vist dit bord!”.

Artiklen er forfattet af naturforsker og samler Ljungh i 1804. Han beskriver heri en meget stor plantesvamp, som var set i haverne i Batavia (nu: Jakarta), og han gav den navnet Peziza cacabus. Både den medfølgende tegning (fig. 7) og teksten viser klart, at der er tale om neptunbægeret. Iagttageren, som gav informationen til Ljungh, troede, at den voksede i haverne. Efter reglerne kommer Neptuns bæger så til at hedde Cliona cacabus, og den har dermed mistet ethvert spor af sit stolte navn, som den har båret i to århundreder, og den er endt med at hedde grydeformet boresvamp!



Fig 7. Tegning af Peziza carabus, fra Ljungh 1804.

Habitat 17

UDGAVE 16 / 2017

REFERENCER Ljungh, S.I., 1804.

Peziza carabus. En ny och besynnerlig svamp från Java.

- Kungliga Vetenskapsakademiens Handlingar 1804: 39-41.

Spärck, R., 1945.

Zoologisk Museum i København gennem tre århundreder.

– Festskrift udgivet af Københavns Universitet i Anledning af Hans Majestæt Kongens Fødselsdag 26. September 1945.

Bianco Lunos Bogtrykkeri A/S. 110 pp.

Swee-Cheng, L., Tun, K. & Goh, E., 2012.

Rediscovery of the Neptune’s cup sponge in Singapore, Cliona or Poterion?

- Contributions to Marine Science 2012: 49-56.

Tendal, O.S., 2006.

Kong Neptuns bæger – et musealt paradoks.

– Dyr i natur og museum 2006, no. 1: 2-5.

Wolff, T., 1999.

The history of the Zoological Museum, University of Copenhagen. – Steenstrupia 24: 157-176.

18 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

VI ARBEJDER FOR EN FARVERIG FREMTID

Vi er også med i felten og bidrager selv til at øge viden for naturens bevarelse. I 2007 udførte DZS Kipiniekspeditionen med kortlægning af den biologiske mangfoldighed i Witu-skoven i Kenya, mens vi også bakker op om Mara Lion Project ved Masai Mara reservatet i Kenya.

Dansk Zoologisk Selskab (DZS) er en demokratisk og fagligt funderet organisation med fast fokus på bevarelse af vildtlevende dyr og deres levesteder i områder, hvor naturen er under særligt stort pres.

Vi byder nye medlemmer meget velkomne i DZS.

Selskabets faglige fundament består af personer med viden om zoologi, makroøkologi, adfærdbiologi, geografi og naturforvaltning. Foruden vores fagmedlemmer tæller selskabet også støttemedlemmer, der ønsker at slutte op om foreningens arbejde. Selskabet drives af en frivillig indsats fra vores engagerede medlemmer.

Sponsorater og andre bidrag til foreningens arbejde vil blive modtaget med stor værdsættelse og tak.

Kontakt os, hvis du eller dit firma ønsker at donere penge til foreningen.

Læs meget mere og meld dig ind på vores hjemmeside www.dzs.dk eller kontakt os på info@dzs.dk ...og følg os på Facebook og linkedin

Siden foreningens start i 2004 har DZS haft fokus på at formidle emner inden for dyreliv, biodiversitet og naturbevarelse gennem vores hjemmeside, Facebook og magasinet Habtat. Fra tid til anden afholder vi arrangementer. 

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 19 

20 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

Af Jan Poulsen og Julius Nielsen

Det pelagiske dybhav - unikke og ekstreme selvlysende tilpasninger i verdens største habitat

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 21

 Figur 1. Tusmørkezonen (200-1000 meter), hvor bioluminescens i levende organismer er reglen frem for undtagelsen. Kilde: Ottearmet blæksprutte Bathypolypus arcticus; lysprikfisk Notoscopelus cf. elongatus; antarktisk ulvekæft Borostomias antarcticus. Fotos af J. Nielsen (www.descna.com) om bord på R/V Pâmiut ved Grønland, hvor forfatterne har indsamlet sjældne fisk, fotograferet og fundet nye fisk for videnskaben.

22 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

”

I oceanernes pelagiske dybhav – eller “tusmørkezonen” – har organismerne udviklet fascinerende, unikke tilpasninger for at overleve i det ekstreme miljø. Tilpasninger, der ikke ses i andre habitater end dette ukendte mørke, som vi på mange måder kender mindre til end planeterne i vores solsystem.

Vi dykker her ned i tusmørkezonen og ser nærmere på nogle få af dens tusinder af beboere – og hvordan deres overlevelse er tæt forbundet med evnen til selv at danne lys i mørket.

I tusmørkezonen – dvs. mellem 200 og 1000 meters dybde – trænger kun meget lidt lys ned fra havets overflade. Når dybden overstiger 1000 meter, indtræder det totale mørke. Overlevelse i tusmørkezonen er i høj grad forbundet med bioluminescens – det vil sige biologiske organismers evne til selv at producere lys.

Bioluminescens ses hos tusinder af forskellige organismer i tusmørkezonen og bruges blandt andet til kommunikation, jagt og camouflage – på et utal af forskellige lyssprog og dialekter, som vi dårligt kender til for hovedparten af havets organismer.

BIOLUMINESCENS – PRODUKTION AF LYS VED HJÆLP AF ILT OG ENZYMER Bioluminescens kan umiddelbart virke en kompliceret evolutionær udvikling,

som men

Overlevelse i tusmørkezonen er i høj grad forbundet med bioluminescens – det vil sige biologiske organismers evne til selv at producere lys.

sandheden er, at fænomenet findes i langt de fleste dyregrupper i tusmørkezonen (figur 1).

Den kemiske reaktion, der udsender lyset, er en oxidativ proces, hvor substratet luciferin, der har mange forskellige former i naturen, oxideres (dvs. iltes) vha. en katalysator (et enzym), som kaldes luciferase. Processen udsender energi i form af lysbølger, der er farvet, alt efter hvor meget energi lyset indeholder.

Korte bølger giver blåligt lys og indeholder mere bølgeenergi end lange bølger, der giver et mere rødligt lys. Fisk producerer typisk blåt lys, der med sin højere bølgeenergi gennemtrænger vand bedre end for eksempel rødt lys og dermed kan ses på større afstande.

Langt størstedelen af de organismer, der lever i tusmørkezonen, kan producere lys – enten ved hjælp af enzymsystemer hos organismerne selv eller ved hjælp af optagede organismer såsom bakterier eller alger i kroppen, som producerer lys for værten. Bioluminescens er observeret i alle større udviklingslinjer i havet, for eksempel bakterier, alger, gopler, krebsdyr, blæksprutter, fisk og så videre (figur 1). Dog varierer de specifikke enzymer imellem organismerne, og for nogle organismer kan man sågar observere specifikke enzymer for de enkelte arter. Dette indikerer, at de enzymproducerende bakterier ændrer sig sammen med værten – et fænomen der kaldes coevolution.

Ofte varierer bioluminescens i styrke og placering på kroppen imellem livsstadier, som for

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 23

 Figur 2. Koefoeds skulderlysfisk Searsia koefoedi (J. Nielsen, www.descna.com) samt illustrationer af Schnakenbecks skulderlysfisk Sagamichthys schnakenbecki (J.Y. Poulsen) – to relativt ukendte arter, der findes i havet omkring Grønland. Skulderlysfisk er en relativ lille gruppe af fisk i tusmørkezonen, hvor nogle arter har forskellige mønstre af lysorganer gennem alle livsstadier. Fotoet viser et udvokset eksemplar set fra bugen, men larver, tidligt juvenile, senjuvenile samt voksne kan have helt forskellige mønstre og antal lysorganer. Det ses for eksempel hos Schnakenbecks skulderlysfisk, her illustreret med et juvenilt og et voksent eksemplar. Ændring af lysorganerne igennem livsstadier gør det svært at associere juvenile med voksne uden brugen af DNA.

24 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

 Figur 3. Tre arter af spejlmaver fra Atlanterhavet og Stillehavet (Monacoa niger, M. griseus og M. grimaldii.)

Fotos og illustrationer af J.Y. Poulsen. Et unikt system af lysorganer i endetarmen, et stort hulrum mellem fiskens organer og bugen samt store skæl med artsspecifikke pigmenter gør disse fisk til mestre i at bruge lys til både kommunikation og til at udviske deres egne skygger i vandsøjlen.

eksempelvis observeret hos familien af skulderlysfisk (figur 2). Lys og udvikling er altså knyttet tæt sammen – både gennem individets levetid og den evolutionære udvikling, der er sket gennem ofte millioner af år.

Når man ser nærmere på, hvor mange organismer der producerer lys i dybhavet, så er der ingen tvivl om, at denne egenskab er vigtig i tusmørkezonen og dybhavet generelt – et habitat, der stiller store krav til organismernes overlevelse og udvikling. Det interessante spørgsmål er imidlertid, hvad de bruger lyset til? Vi kan ikke gøre os forhåbninger om at kende alle funktioner på nuværende tidspunkt, men vi kender dog til et par stykker.

LYS SOM CAMOUFLAGE I DET PELAGISKE DYBHAV

I de åbne oceaner trænger lys ned og efterlader en skygge fra alle organismer, som lyset passerer.

Skygger, som kan ses af større rovfisk længe-

re nede i dybet. Derfor benytter mange mindre pelagiske fisk sig af en særdeles specialiseret camouflagestrategi, så de kan gemme sig i vandmasserne. Strategien indebærer det såkaldte modskyggeprincip og går ud på, at lys udsendes fra lysorganer på bugen. Dette lys har samme bølgelængde som sollyset, der når organismerne oppefra, og fiskenes silhuet bliver dermed nærmest usynlig for et rovdyr, der kigger op nedefra.

Et eksempel på små dybhavsfisk, der benytter sig af lys og modskyggeprincippet, er spejlmaverne, der udelukkende lever i tusmørkezonen og har en kropsform, som ikke kendes hos andre fisk i dybhavet (figur 3). Spejlmaverne har lysproducerende kirtler som udposninger på endetarmen som sendes igennem et stort lysfilter af pigmenterede skæl på en flad underside på bugen.

Lysfilteret på bugen bruges også til mere end camouflage: Ved hjælp af en ukendt kontrol af

UDGAVE 16 / 2017

”

Lys udsendes fra lysorganer på bugen. Dette lys har samme bølgelængde som sollyset, der når organismerne oppefra, og fiskenes silhuet bliver dermed nærmest usynlig for et rovdyr, der kigger op nedefra.

fiskenes form, og dermed lysets vej ud gennem de store pigmenterede skæl på bugen, kan spejlmaverne kommunikere med hinanden. Kommunikation ved hjælp af lys er et velkendt fænomen i tusmørkezonen og har utvivlsomt været medvirkende til udviklingen af de mange forskellige typer af bioluminescente organismer, vi observerer i dybhavene.

MAN SNAKKER IKKE TIL HINANDEN I DYBHAVET – MAN LYSER Laksesilden er en anden tusmørkefisk, der er fjernt beslægtet med vores hjemlige smelt Osmerus. Lysorganernes placering hos laksesilden er

 Figur 4. Laksesilden (Maurolicus muelleri). Foto: J. Nielsen (www.descna.com).Pelagiske dybhavsfisk kommunikerer ved hjælp af et kompliceret system af lysorganer med en specifik intensitet og placering på kroppen. Endvidere bruges slysorganer på bugen til modskygning, der har til formål at udviske konturerne af fiskens skygge.

Habitat 25

26 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

”

Hannen bliver dermed parasitisk på hunnen, der derimod bibeholder sin størrelse og fiskelignende udseende resten af livet. Besynderligt, unikt og ekstremt matriarkalsk.

unikke for arten og dermed anderledes placeret end hos de 15 andre kendte arter inden for slægten Maurolicus (figur 4). Antallet af fiskeslægter i tusmørkezonen, der viser lignende mønstre af lysorganer, indikerer, at dette system bruges til kommunikation. Fisk kan derfor genkende og kommunikere med artsfæller og sandsynligvis også andre individer, selv om det er et videnskabeligt område, vi ved meget lidt om.

Systemet er yderligere kompliceret i lysprikfisk-familien (figur 5), hvor der findes 250 beskrevne arter, der næsten alle viser meget små forskelle i lysorganernes placering. Kompliceret, men fascinerende: Lysorganerne er ét blandt mange kommunikations- og sansesystemer, som også omfatter lugte, feromoner, lyde og sidelinjesystemet. Tusindvis af tusmørkearter, der har artsspecifikke mønstre af lysorganer, taler sit tydelige sprog. Om formålet er jagt, camouflage, reproduktion, alarmering eller andre funktioner, vides ikke med sikkerhed.

 Figur 6. Smalkæbefisk (Malacosteus niger). Foto: J. Nielsen (www.descna.com). En unik evne til at udsende og se rødt lys med lange bølgelængder gør, at smalkæbefisken kan se lys med bølgelængder, som andre tusmørkeorganismer ikke kan se.

Smalkæbefisken bliver ikke meget større end 25 cm.

 Figur 5. Lysprikfisk (Myctophum punctatum). Foto: J. Nielsen (www.descna.com). Én af ca. 250 arter af lysprikfisk, der alle viser artsspecifikke mønstre af lysorganer på bugen, kroppen, hovedet, ja, sågar på ryggen hos nogle arter. Estimater af havets ressourcer har vist, at lysprikfisk potentielt udgør halvdelen af verdenshavenes biomasse af fisk.

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 27

 Figur 7. Tre arter af tudsefisk fra tusmørkezonen. Øverst: Glathovedet mareangler (Chaenophryne longiceps).

Foto: J. Nielsen (www.descna.com).

Højpandet mareangler (Lophodolos acanthognathus) inklusiv 1. rygfinnestråle omdannet til fiskestang + lysorgan. Foto: J.Y. Poulsen. Nederst: Blegangleren.

Foto©: K. Hartel, Museum of Comparative Zoology, Harvard. Den eneste tudsefiskeart, der ikke er sort og har en parasitisk han hængende på bugen. Tudsefiskene er tre af ca. 25 tudsefiskarter observeret ved Grønland, men arktiske vande er generelt for kolde til, at tudsefiskene kan reproducere her.

UDSPEKULERET JAGTSTRATEGI Et ekstraordinært udspekuleret eksempel på en jagtstrategi i dybhavet ses hos smalkæbefisken (figur 6), som findes i alle større tropiske og tempererede havområder. Smalkæbefisken tilhører gruppen af ulve- og dragekæfte (figur 1), som alle har udviklet bioluminescens. Men unikt for smalkæbefisken er, at den formår at udsende og absorbere rødt (langbølget) lys, modsat andre bioluminescente fisk, som udsender og absorberer blåt lys. Smalkæbefisken kan dermed ses på bølgelængder som få andre dyr i mørket, ligesom fisken kan se infrarødt lys, der er usynligt for andre dyr.

Dette undrede forskere inden for optik, da andre hvirveldyr såsom mennesker, hunde, katte, padder, andre fisk og så videre ikke kan se lange bølgelængder – blandt andet i det røde spektrum.

Et paradoks! Forklaringen kom, da man undersøgte, hvad denne fisk spiste: Copepoder (små krebsdyr), der spiser specifikke bioluminescente alger, som på grund af deres klorofyl har evnen

til at udsende rødt lys. Smalkæbefisken har formået at udnytte klorofyllets rødt-lys absorberende egenskab, og dermed skiftet dens eget absorberende spektrum, til at kunne detektere denne bølgelænge. Det infrarøde lys sendes ud af det store røde lysorgan under øjet som på mange måder definerer denne fiskeart (figur 6).

Smalkæbefisken har evolutionært tilpasset sig mørket i dybhavet og må formodes at have en stor fordel i forhold til andre fisk i dette habitat.

Hvorfor ser vi så ikke lignende udviklinger hos andre fisk? Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men en af evolutionsbiologiens uofficielle love dikterer, at der altid er en negativ trade-off ved evolutionære innovationer: Det vil sige, at udviklinger, der umiddelbart giver en positiv fordel, også må have en negativ bagside. I smalkæbefiskens tilfælde er ulempen, at dens syn er blevet markant dårligere i det blå spektrum, hvor de fleste andre fisk kan se.

Hvordan smalkæbefisken faktisk oplever at se det langbølgede røde lys, er uvist, men udbredel-

28 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

”

Hvis vi vil forstå tusmørkezonen og det pelagiske dybhavs organismer og biodiversitet, må vi unægteligt forstå bioluminescens hos de mange beskrevne og ubeskrevne arter i dette enorme, gådefulde og ukendte habitat.

sen af smalkæbefisk tyder på, at denne egenskab har været gavnlig for arten og dermed en evolutionær fordel. Smalkæbefisken er et godt eksempel på, hvor lokalt evolutionen i virkeligheden foregår: Mørket og andre organismer i dybhavet påvirker evolutionen hos alle organismerne i dette habitat. Vi kender kun meget få af dybhavets evolutionære mysterier.

DYBHAVET ER ET EKSTREMT MILJØ AT FINDE EN PARTNER I En af de største udfordringer for mange dybhavsfisk er at møde en partner, når de er kønsmodne og skal føre generne videre. Der kan sandsynligvis gå lange perioder mellem, at artsfæller mødes, da det ofte er havstrømme, temperaturer eller andre abiotiske faktorer, der dikterer, hvor bestemte fisk findes.

Hvad gør man, når chancen for at svømme ind i en partner, der er klar til at reproducere, er minimal? I en evolutionær kontekst er hermafroditisme (tvekønnethed) én åbenlys måde at løse problemet på, og dette er faktisk også dokumenteret hos øglefisk, der lever på flere tusinde meters dybde.

Et andet alternativ ses hos dybhavstudsefiskene (figur 7) hvor hannerne har udviklet sig til en slags parasitter på hunnerne. Hannerne, som typisk kun er 1-2 cm lange, sætter sig fast på hunner-

ne, der hos nogle arter bliver over 1 meter lange.

Fusioneringen af han og hun indebærer, at hannen ofte mister evnen til at optage føde og derfor bliver reduceret til en sædproducerende “kirtel”, der ernæres af hunnen gennem blodbanen. Hannen bliver dermed parasitisk på hunnen, der derimod bibeholder sin størrelse og fiskelignende udseende resten af livet (figur 7).

Besynderligt, unikt og ekstremt matriarkalsk, men genialt i et habitat, hvor der er langt mellem individer, og hvor instinktet om overlevelse trumfer bevidstheden omkring at være i live – må man håbe for han-tudsefiskenes vedkommende. De to individer dør i smuk samhørighed – bogstaveligt talt.

Dybhavstudsefiskene er også bioluminescente og har udviklet lys i den første rygfinnestråle, der er udvidet til en slags fiskestang. Denne fiskestang ses også hos vores hjemlige havtaske, der dog ikke udsender lys, men i stedet har udviklet et ormelignende agn, der lokker bytte til. Dybhavstudsefiskene er faktisk udviklet fra havtaskelignende forfædre, og udviklingen af lysorganer i fiskestangen kan igen utvivlsomt tilskrives dybhavets habitat, hvor lys har mange kendte og sikkert også ukendte funktioner.

Hvis vi vil forstå tusmørkezonen og det pelagiske dybhavs organismer og biodiversitet, må vi unægteligt forstå bioluminescens hos de mange beskrevne og ubeskrevne arter i dette enorme, gådefulde og ukendte habitat.

Habitat 29

UDGAVE 16 / 2017

FORFATTERE: Jan Yde Poulsen.

PhD fra Bergen Universitet og Biolog ved Grønlands Naturinstitut i forbindelse med årlige fiskeundersøgelser. Arbejder med taksonomi og evolutionshistorie af dybhavsfisk med fokus på biodiversiteten i Nordatlanten.

Julius Nielsen.

PhD-studerende ved Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Forsker i Grønlandshajens biologi og er fritidsfotograf.

LINKS TIL HJEMMESIDER www.descna.com

30 Habitat

Pighvarre

Scophthalmus maximus

Adjungeret lektor, dyrlĂŚge, ph.d. Aage Kristian Olsen Alstrup fra PET-centret ved Aarhus Universitetshospital.

Biolog, ph.d. Lasse Fast Jensen.

Fiskeplejekonsulent, cand.scient. Mads Christoffersen fra DTU Aqua og ph.d. Jon C. Svendsen fra DTU Aqua.

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 31

UDGAVE 16 / 2017

Muligheder ved ændret mindstemål og indførelse af vinduesmål for pighvarre (Scophthalmus maximus)

Pighvarre er en populær spisefisk, og hjælpsomme fritidsfiskere lægger hvert år mange frivillige timer og fisketegnsmidler i at opdrætte yngel til udsætning. Dette gøres for at styrke bestandene af pighvarre langs de danske kyster. Indførelse af et ændret mindstemål og vinduesmål vil efter alt at dømme gavne fiskearten. Sådanne mulige tiltag kan sandsynligvis bidrage til mere yngel af pighvarre og et bedre fiskeri fremover.

EN STOR FLADFISK MED PIGGE Pighvarren (Schophthalmus maximus) tilhører Scophthalmidae-familien indenfor gruppen af fladfisk, som i alt tæller omkring 600 forskellige arter. Pighvarren er nærmest cirkelrund, og hunner kan efter cirka 15 år blive op til en meter i diameter og veje op mod 25 kg. I praksis bliver danske hunner af pighvarre dog sjældent over 70 cm, og hannerne sjældent over 50 cm. Efter alt at dømme blev den største pighvarre, der er fisket i Danmark, fanget for 60 år siden og vejede 14,7 kg. Det er uvist, hvor gamle pighvarrer kan blive, men formodentlig kan de blive op til 15-25 år. Pighvarrens navn henviser til, at den er dækket af beskyttende pigge på oversiden, men dette er dog mest almindeligt hos ældre indivi-

32 Habitat

”

Pighvarrens navn henviser til, at den er dækket af beskyttende pigge på oversiden, men dette er dog mest almindeligt hos ældre individer.

der. Fladfisk er kendt for at have øjnene samlet på oversiden – dette er også tilfældet for pighvarren, hvor de sidder til venstre for munden (set forfra) - kaldet venstredrejet – i modsætning til blandt andet rødspætten, som er højredrejet.

UDBREDT OVER DET MESTE AF EUROPA Pighvarren findes over et stort område, som strækker sig fra Middelhavet i syd, til Norge og Island i nordvest. Selvom pighvarren egentlig er en saltvandsfisk, kan den også leve i det brakke vand i den sydlige del af Østersøen. Pighvarren lever ofte langs kysterne, men kan også mødes på op til 80 meters dybde. Pighvarren foretrækker gruset og stenet havbund.

EN ROVFISK Fladfisk er rovfisk, der jager langs havbunden.

Dette gælder også for pighvarren, som dog tillige følger byttedyrene lidt højere op i vandsøjlen end de fleste andre fladfisk. Valget af føde afhænger af pighvarrens størrelse, årstiden og den geografiske placering. Ynglen æder mest dyreplankton, mens de lidt senere i opvæksten lever af småfisk og rejer. Større pighvarrer jager fisk såsom andre fladfisk, tobis, torsk og kutling. Pighvarren er generelt i stand til at bide over ret store byttedyr i forhold til dens egen størrelse.

 Fig. 1. Pighvarren er god til at kamuflere sig, så den ligner havbunden. Foto: Lars Axel Andersen

UDGAVE 16 / 2017

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 33 

34 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 35

UDGAVE 16 / 2017

 Fig. 4. De tidlige livsstadier hos pighvarre. Larven klækker fra et æg, der er omtrent 1 mm i diameter. Figuren stammer fra en artikel trykt i Marine Biology 1995, 124: 17-25.

MANGE SMÅ ÆG Under danske forhold bliver pighvarrer typisk kønsmodne ved 3-6 års alderen. Fiskens længde ved kønsmodning kan variere mellem studier og lokaliteter og ligeledes mellem individer og mellem hanner og hunner. For eksempel lader det til, at pighvarre er større ved kønsmodning i Nordsøen sammenlignet med Østersøen, og hunner er ofte større end hanner ved kønsmodning. I Nordsøen er alle pighvarrer kønsmodne, når de er de 50-60 cm lange. De danske gydeområder kendes ikke præcist, men vides at være placeret i såvel Nordsøen som Østersøen.

Gydningen kan begynde i maj og fortsætte helt til slutningen af sommeren, idet den optimale vandtemperatur for gydning er 12-18°C. Æggene er meget små, kun omkring 1 mm i diameter. Til gengæld kan en middelstor hun producere op mod 5-15 millioner æg, som befrugtes frit i vandsøjlen.

Efter 3-6 dage, afhængigt af vandtemperaturen, klækker æggene. På dette tidspunkt er ynglen blot et par mm lange og har øjne på begge sider af hovedet. Ynglen er udstyret med en svømmeblære og svømmer frit i vandsøjlen. Først når de

når en længde på cirka 25 mm, søger de tættere ind mod land, hvor forvandlingen sker, idet svømmeblæren forsvinder og øjnene samles på samme side af hovedet. Herefter lever de resten af livet som fladfisk tæt på bunden. Ved at kamuflere sig

”

Under danske forhold bliver pighvarrer typisk kønsmodne ved 3-6 års alderen.

 Fig. 2. Pighvarre fanget i Roskilde Fjord af Gershøj Fritidsfiskerforening. Foto: Line Reeh, tidligere DTU Aqua.

som havbunden kan de let gemme sig for rovdyr og ligeledes benytte muligheden for overraskelsesangreb i deres jagt på bytte. Pighvarren har en hurtig tilvækst i de første leveår. Indtil kønsmodenhed vokser pighvarren således typisk med 8-10 cm om året i Kattegat, og tilvæksten tættere på kysterne, eksempelvis i fjordene, kan være op mod det dobbelte.

GOD SPISEFISK Pighvarren er en yndet spisefisk, som kan sælges til en høj pris. Den har hvidt, fast kød og er velsmagende. Den er populær hos lystfiskere, men fanges også som yndet bifangst, når erhvervsfi-

36 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

”

...Et af formålene med undersøgelserne er at afgøre, om fiskene senere yngler i fjordene, eller om de vandrer ud på dybere vand.

skere fisker efter andre fladfisk, såsom rødspætter og tunge. Danske erhvervsfiskere har en fiskekvote på pighvarre og slethvarre i Nordsøen, men ikke i resten af de danske farvande. I 2016 var fiskekvoten i Nordsøen på 489 tons, hvoraf de 488 tons blev fanget. I de øvrige danske farvande blev der fanget 247 tons pighvarre og slethvarre.

Derudover fanges pighvarre i fritidsfiskernes garn af og til, og der foregår desuden specialiseret lystfiskeri og undervandsjagt efter arten.

Foruden fiskeri bliver pighvarren også opdrættet i akvakultur. Der foregår således et stort opdræt af pighvarre til konsum i Spanien.

DER UDSÆTTES TUSINDVIS AF PIGHVARRER I DANSKE FARVANDE Pighvarren bliver udsat flere steder i Danmark, blandt andet i Roskilde Fjord. Eksempelvis blev der i 2014 udsat 40.000 pighvarrer, udvalgte steder omkring Sjælland. Fiskene kommer fra opdræt og er typisk 5-10 cm lange ved udsætningen.

Udsætningerne bliver fulgt op af forskning, der undersøger fiskenes overlevelse og vandringsmønstre. Et af formålene med undersøgelserne er at afgøre, om fiskene senere yngler i fjordene, eller om de vandrer ud på dybere vand. I Roskilde Fjord foregår undersøgelserne ved at indoperere sendere i pighvarrens kropshule, der udsender et unikt signal, som kan opfanges af lytteposter placeret forskellige strategiske steder i fjorden.

Undersøgelsen foregår i tæt samarbejde med Gershøj Fritidsfiskerforening. De foreløbige resultater tyder på, at de udsatte pighvarrer ofte vælger at bliver i fjorden. Dette resultat understøttes af udenlandske undersøgelser, der peger på, at pighvarre er en temmelig stationær fiskeart, der sjældent vandrer mere end 20 km fra udsætningsstedet. Selvom de udsatte pighvarrer lader til at blive i Roskilde Fjord efter udsætning, så er det ikke sikkert, at de gyder succesfuldt i området. Dette kan der være flere årsager til – blandt andet at saltindholdet i fjorden måske ikke er optimalt for æggene og larverne, idet de udsatte pighvarrer stammer fra pighvarrer i Nordsøen, der er tilpasset et højere saltindhold. En anden oplagt mulighed er, at en stor del af de udsatte individer bliver opfisket, før de når kønsmodenhed.

 Fig. 3. Pighvar med maven fuld af den invasive fiskeart sortmundet kutling. Pighvarren af fanget i den sydlige del af Sjælland, hvor der også findes en høj tæthed af netop sortmundet kutling. Foto: Dennis Andersen DTU Aqua.

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 37

 Fig. 6. Sammenhængen mellem længde og vægt hos hunner af pighvarre. Den røde linje indikerer det nuværende mindstemål. Figuren er modificeret efter Europakommissionens NESPMANreport (C089/10) fra 2010.

 Fig. 5. En del pighvarre bliver mærket inden udsætning med henblik på at undersøge, hvor mange af pighvarrerne, der efterfølgende fanges. Bemærk at begge fisk bærer et mærke (rød cirkel). Hvis man fanger en mærket fisk, er det vigtigt, at man kontakter DTU Aqua. På hjemmesiden www.fiskepleje.dk/ raadgivning/fiskemaerker kan man se, hvordan man indrapporterer fangst af mærkede fisk. Foto: Tony Rasmussen, fritidsfisker Karrebæk Fjord.

BØR REGULERINGEN OPTIMERES? I dag er mindstemål for fangst af pighvarre 30 cm i alle danske farvande. Et problem ved dette mindstemål er, at en pighvar med den størrelse ikke har ret meget kød på sig, og fangeren af fisken derfor kun får et meget lille udbytte af fangsten. En større og mere langsigtet udfordring med et mindstemål i denne størrelse er, at hunnerne sjældent er blevet kønsmodne og hannerne ofte kun lige netop er blevet det. Det kan føre til, at populationernes kønssammensætning skævvrides, så der er for få kønsmodne hunner til at opretholde en stor bestand. Hvis mindstemålet eksempelvis øges til 40 cm, ville flere pighvarre nå at blive kønsmodne og dermed have en chance for at yngle, så de kan bidrage til de kommende generationer. Pighvarre lader til at være en robust fiskeart, der oftest kan tåle at blive fanget og genudsat igen. Selvom det ville

være en fordel med flere undersøgelser af pighvarres evne til at overleve genudsætning, så er det sandsynligt, at pighvarrer under mindstemålet som fanges og genudsættes, har mulighed for at vokse sig større. Optimalt set kunne et mindstemål på 40 cm kombineres med en fredning af de største individer, et såkaldt vinduesmål (eller fangstvindue). Vinduesmålet for pighvarre kunne være 40-55 cm, hvilket ville betyde, at det kun er fisk inden for denne størrelsesklasse, der kan hjemtages. Resultatet ville være fredning af de allerstørste individer, som bidrager med langt de fleste æg til kommende generationer. Hos mange fiskearter bidrager de største og ældste hunner ikke kun med flest æg; de bidrager også med de mest levedygtige æg og hurtigst voksende afkom. Der er derfor god grund til at frede de største hunner som led i en ophjælpning af en god fiskebestand.

38 Habitat

 Foto 2. Isbjørne fodspor fra havis nord for Svalbard. Foto: Jean-Charles Gallet

UDGAVE 16 / 2017

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 39

Livet i det KOLDE MØRKE Af Jens H. Dujardin

Havis er et emne, der bliver talt meget om – og permafrost, gletsjere og polerne fylder meget i klimadebatten. Det er dog de færreste, der har oplevet havisen i Arktis, eller Antarktis. Derfor er disse områder også omgærdet af en vis mystik, der kommer af områdernes isolation og ekstreme miljø.

Er der så mere til disse kæmpe områder end at være omdrejningspunkt i debatten om global opvarmning?

40 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 41

UDGAVE 16 / 2017

”

Først når man har set, det ”landskab” som virker utroligt ensartet, men som er fyldt med dale, bakker, søer og floder tror man rigtigt på der er liv.

42 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

 Foto 5. Forsker i gang med dagens arbejde. Foto: Jean-Charles Gallet

Så snart folk hører, at jeg har været 7 uger på Nordpolen, eller mere præcist ishavet nord for Svalbard, spørger de altid først om det ikke var koldt – hvis jeg ikke selv havde været der ville jeg nok have spurgt om det samme. Hvad skal en biolog dog i ishavet, der hvidt og goldt dækker det nordligste ocean på kloden Hvis man ikke selv har set havis, der strækker sig fra horisont til horisont, har man ingen anden reference end ideen om, at det må være koldt. Først når man har set det ”landskab” som umiddelbart virker utroligt ensartet og uinteressant, men som faktisk er fyldt med dale, bakker, søer og floder, forstår man, at der er liv. Der er altså mere end det golde islandskab man har set i diverse dokumentarprogrammer, og det er ikke kun de store pattedyr, som sæler og isbjørne, der lever i disse fjerne egne.

DET STARTER PÅ BUNDEN Eller toppen, det kommer an på hvordan man ser på det. Livet i havis starter som i de fleste andre økosystemer, med primærproducenter, som er organismer, der får deres energi ved

fotosyntese. I havis lever små mikroskopiske alger. Ikke alle disse alger er tilpasset til livet i isen, men griber muligheden i mangel af konkurrence om pladsen. De er hårdføre nok til at overeve, og faktisk trives de i det ekstreme miljø, hvor hav møder is. Alle de arter af alger man finder i is kommer fra havet under havisen, hvor

 Foto 1. Is-alger fra bunden af en iskerne taget tæt på nordpolen. Foto: Lars Chresten Lund-Hansen

UDGAVE 16 / 2017

ďƒĄ Foto 7. Undertegnede kigger ud over havis nord for Svalbard. Foto: Marthe Sandbu

Habitat 43 

44 Habitat

 Foto 6. Skibet R/V Lance på togt nord for Svalbard. Foto: Marthe Sandbu

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 45

UDGAVE 16 / 2017

”

Inde i disse kanaler, er hovedparten af de organismer der lever i havis.

enkelte er specielt godt tilpasset til livet i isen.

Her sætter de sig fast, når de rette betingelser er tilstede, og kravler ind i små kanaler i isen og det er her man finder hovedparten af de organismer, der lever i havis. Mange krebsdyr bl.a. krill og forskellige orme lever af is-algerne - nogle er der hele livet, mens andre svømmer ud igen og ned i dybet.

De fleste af algerne i isen er fra en gruppe, der hedder kiselalger. En alge-type der har to skaller af kisel, der fungerer som et slags panser. Her kan de danne kolonier så store, at de kan ses med det blotte øje – disse ses som regel som brunlige pletter på isens underside.

Områderne omkring polerne er nogle ret ekstreme miljøer. For landlevende dyr som os, vil det største problem hovedsageligt være, de lave temperaturer, der forekommer det meste af året.

Under isen er temperaturen af mindre betydning - den er både mere stabil, men som regel også højere. Vandet føles faktisk lunt i forhold til den meget koldere luft. Det medfører også at damp stiger fra det åbne hav ude på isen, når den bliver trukket fra hinanden af isflagernes indbyrdes bevægelse.

Hvis det ikke er det at holde på varmen, der gør disse områder ekstreme for livet i isen – hvad er det så, og hvilke betingelser skal være opfyldt for, at der kan findes liv under isen? De rette betingelser for disse organismer kan koges ned til to ting - er der lys nok, og er der nok næring i form af fosfor og nitrogen. Lys eller mangel på samme skyldes, at der er mørkt store dele af året, fordi sne kan reflektere op til 85 procent af den del af solens lys som algerne kan bruge.

Det kan derfor være svært at få nok sollys til fotosyntesen, og med en halv meter sne oven på isen vil der ikke være nok lys til, at de kan vokse og formere sig. Isens tykkelse er et mindre problem, da lyset lettere trænger igennem is end sne.

46 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

”

Man kan derfor sige at is-algerne er opvarmningen før showet, der gør at dyrene omkring polerne er klar til sommerens højere fødeproduktion.

Algerne vil være tilstede hele året, men ikke være aktive før der er nok lys. Mangel på næring er det andet problem som is-algerne har for at kunne overleve. Sollyset er brændstoffet, og næring algernes byggesten, og det som bruges til at holde dem ved lige. Derfor vil isalgerne bevæge sig hen til områder, hvor der er nok sollys og næring til at trives. For disse organismer er ikke statiske, men kan bevæge sig for at finde de bedst mulige forhold, som er i bunden af isen i det komplekse kanalsystem af smeltevand. Is-algerne deler disse forhold med virus, bakterier, forskellige orme og krebsdyr.

ER DET ALGERNE DER DRIVER VÆRKET? Der er stadig meget man ikke ved inden for polarforskning. Man har for eksempel stadig ikke et præcist estimat af, hvor meget algemasse, der egentlig er. Dog ved man, at det er nok til at flere forskellige dyr, såsom forskellige krebsdyr og gopler, samt vigtigst af alle, krill, kan leve af is-algerne. Disse smådyr er føde for fisk og sæler, og til sidst i fødekæden er der det største landlevende rovdyr på jorden, isbjørnen. Der er i de arktiske egne en forårsopblomstring af plankton i havet, når isen bryder op. Om foråret migrerer hvaler og fugle i stor stil også til områderne omkring Svalbard for at finde føde. Det er derfor også svært at sige i hvor stor grad disse organismer direkte understøttes af is-alger. Dog skal det siges, at før isen bryder op, er is-algerne den eneste primærproducerende fødekilde for disse organismer. Algerne kan altså være en vigtig fødekilde i ydersæsonen, der holder liv i dyrene, der lever under isen. Så når den store opblomstring af plankton i havet kommer i foråret, er dyrene klar til de store mængder føde, der pludselig er tilstede. Man kan derfor sige, at is-algerne er opvarmningen før showet, der gør at dyrene omkring polerne er klar til sommerens højere fødeproduktion.

HÅRDT ARBEJDE En af grundene til at man stadig gør nye opdagelser i polarregionerne, er beliggenheden.

Man skal have fragtet personale, mad og udstyr utrolig langt. Når der skal forskes i havis, foregår det desuden oftest på havet. Derfor er man nødt til at sejle, enten som i mit tilfælde ind i isen og gå i land på de forskellige flager, eller flyve med helikopter fra skibet ud på isen. Alt dette er utroligt dyrt, og kræver derfor mange midler og meget planlægning. Derudover gør klimaet det også utroligt svært at lave undersøgelser omkring polerne - der er dage hvor vind og vejr gør det direkte umuligt at foretage sig noget. Intet maskineri virker som det skal i minus 20o C eller lavere temperaturer. Vejret er enormt skiftende, fra skyfri himmel til storme på få timer. På mit eget togt, havde vi også store problemer med isbjørne, der brugte vores udstyr som legetøj.

At se et kæmpe rovdyr lege, som en hund, der havde fået et nyt legetøj, var både utroligt morsomt, men samtidig dybt frustrerende at se dyrt forsknings grej og arbejde forsvinde i kæmpe bjørnelapper.

FREMTIDEN FOR LIVET I ISEN Uden overhovedet at vride denne artikel over i problemstillingerne med global opvarmning eller klima, kan man se, at der gennem de sidste mange år, er mindre havis. Hvad det vil betyde for livet i og omkring polerne er meget svært at forudsige. Det liv der er knyttet til havis, vil dog have et mindre udbredelsesområde, men da mange af de arter vi ser i havisen, også kan klare sig på det åbne hav, betyder det nok ikke så meget for deres overlevelse og udbredelse. De dyr der lever oven på havis vil dog få det væsentligt sværere, hvis havisen bliver ved med at forsvinde.

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 47

 Foto 3. Isbjørn på havis nord for Svalbard. Foto: Jean-Charles Gallet

48 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

REFERENCER Field, C. B., Behrenfeld, M. J., Randerson, J. T., & Falkowski, P. 1998.

Primary production of the biosphere: integrating terrestrial and oceanic components. Science. 281. (5374). 237-240.

Lizotte, M.P., 2003.

The microbiology of sea ice. Sea ice: an introduction to its physics, chemistry, biology and geology, 184-210 Ryan, K. G., Tay, M.L., Martin, A., McMinn, A., Davy, S.K., 2011.

Chlorophyll fluorescence imaging analysis of the responses of Antarctic bottom-ice algae to light and salinity during melting.

Journal of experimental marine biology and ecology. 399. 156-161.

Lau, E., Mundy, C.J., Assmy, P., Campbell, K., Gabrielsen, T.M., Gosselin, M., Juul-Pedersen, T., Gradinger, R., 2015.

Arctic spring bloom – Steering principles behind the phenology of vernal ice algae blooms. Progress in Oceanography 139. 151170.

Lund-Hansen, L.C., Hawes, I., Sorrell, B.K., Nielsen, M.H., 2013.

Removal of snow cover inhibits spring growth of Arctic ice algae through physiological and behavioral effects.

Polar Biol. doi:10.1007/s00300-0131444-z.

Cota, G.F., Legendre, L., Gosselin, M. and Ingram, R.G., 1991.

Ecology of bottom ice algae: I. Environmental controls and variability. J. Mar. Syst., 2: 257-277.

Horner, R.A., 1990.

Ice-associated ecosystems. Polar marine diatoms.

British Antarctic Survey, Cambridge, 9-14.

Tedesco, L., Vichi, M., Thomas, D.N., 2012.

Process studies on the ecological coupling between sea ice algae and phytoplankton.

Ecological Modelling 226. 120-138. doi:10.1016/j.ecolmodel.2011.11.011.

Matrai, P., Apollonio, S., 2013.

New estimates of microalgae production based upon nitrate reductions under sea ice in Canadian shelf seas and the Canada Basin of the Arctic Ocean. Mar Biol., 160, 1297–1309 doi:10.1007/ s00227-013-2181-0.

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 49 

50 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

DOKUMENTATION AF

MARIN BIODIVERSITET I TROPISKE CAMBODIA Af Kathe Jensen

”Hvor der er vand, er der fisk” siger et oldgammelt ordsprog i Cambodia, og fisk og fiskere pryder murene på det over 1000 år gamle Angkor Wat tempel. Landet har et af verdens største ferskvandsfiskerier, mens fiskeriet i kystzonen kun udgør ca. 10% af den totale fangst. Herhjemme siger vi ”ude af øje, ude af sind”, og den marine biodiversitet er for størsteparten usynlig for os landkrabber.

I næsten 3 år, fra februar 2000 til november 2002, var jeg ansat som lektor (finansieret af Danida) i integreret kystzoneforvaltning ved Asian Institute of Technology (AIT) i Bangkok, Thailand. I den forbindelse havde jeg en lille forskningsbevilling. Ved et rent held havde jeg et par år tidligere mødt en fiskeribiolog fra Cambodia, da han studerede på en master-uddannelse i Århus, og det var faktisk ham, der foreslog at bruge bevillingen i Cambodia. At lave en oversigt over biodiversiteten i et tropisk havområde kan måske synes som en fuldstændig utopisk opgave. Men da chancen bød sig, sprang jeg alligevel til.

Cambodia har en kort kystlinje, ca. 435 km mod Thailand Bugten. Der er 4 provinser (se faktaboks), som er adskilt fra den centrale flodslette med Tonle-Sap-søen og Mekong-floden af bjergkæder med eksotiske navne som Elefant-kæden og Kardemomme-bjergene.

I forbindelse med et andet Danida-støttet projekt, Tropical Marine Molluscs Programme, baseret på Aarhus Universitet, var der blevet opført en lille træbygning på fiskerikontrollens grund i Sihanoukville. Et af vores projekt-formål var at etablere en marin reference-samling – ligesom den, der mange år tidligere var blevet oprettet i Phuket, Thailand. De øvrige formål var at lave en database med billeder og indsamlingsdata over marine fisk og invertebrater; at skabe bevidsthed blandt lokale fiskere og kystbefolkningen om betydningen af et mangfoldigt liv i havet som basis for et bæredygtigt fiskeri; og at lave en billedbaseret felthåndbog til bestemmelse af det marine liv.

 Eksempler på marine krebsdyr fra Cambodia

52 Habitat

 Fotografering i felten  Indsamling i skidtfisk med “hjælper”

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 53

UDGAVE 16 / 2017

”

Vores kamera vakte ret stor opsigt i de små havne og på markedspladserne, og vi havde også altid en flok børn, som ”hjalp” med at samle mærkelige dyr.

FELTARBEJDE Vores indsamlinger foregik mest i 3 små fiskerihavne i Sihanoukville-provinsen. I Cambodia er de fleste fiskefartøjer små kuttere med under 30 hestekræfters motorer, eller kanoer med (eller uden) påhængsmotor. Der bruges en masse forskellige redskaber, fx fælder til blæksprutter og krabber, bundtrawl til fisk og rejer, drivgarn til pelagiske fisk, og bundskrabere til muslinger. Især trawlfiskeriet medfører en stor mængde bifangst eller skidtfisk, dvs. småfisk og hvirvelløse dyr, som ikke kan sælges på markedet eller til eksport. Denne bifangst bringes i land i store plastikkurve, vejes og sendes til forarbejdning til fiskemel. Forinden er der i reglen kvinder og børn, som leder efter fisk og skaldyr, der kan bruges som foder til høns og ænder – og måske også menneskeføde i de fattige familier. Det var i disse bunker af bifangst, vi fandt de fleste af de dyr, som vi fotograferede og konserverede til senere identifikation. Vi samlede også selv lidt fra de lokale badestrande og fra fiskemarkederne.

Jeg var første gang i Sihanoukville i juli 2000. Vi havde anskaffet et digitalkamera med en på det tidspunkt ”state-of-the-art” makrofunktion, og vi havde hver vores laptop med i felten. Alligevel måtte vi ofte overføre billeder til eksterne drev og CD-Rom (hvis nogen kan huske dem), når kameraets hukommelseskort og vores harddi-

ske blev fyldt op (jeg tror, vi havde 3 GB hver).

Vores kamera vakte ret stor opsigt i de små havne og på markedspladserne, og vi havde også altid en flok børn, som ”hjalp” med at samle mærkelige dyr.

Den største udfordring var faktisk identifikation af de indsamlede dyr (og planter). Man går jo ikke lige ud og køber en ”Hvad finder jeg på stranden” i Cambodia. FAO har udgivet bestemmelsesbøger til kommercielle fisk og skaldyr; men databaser som FishBase var ret nyoprettede, og der var ikke megen information fra vores område. Faktisk er en del af de observationer, der er fra Cambodia, baseret på data fra vores projekt. Så vi måtte i stor udstrækning klare os med vores internationale netværk af specialister på forskellige dyregrupper og den videnskabelige litteratur, der kun sjældent indeholder bestemmelsesnøgler.

RESULTATER Allerede i januar 2001 kunne vi præsentere de første resultater af projektet – 2 plakater med krabber og muslinger – de grupper, der havde været lettest at identificere. Det blev set som en ret stor begivenhed, lokal-TV mødte op i Fiskeridepartementets lokaler i hovedstaden Phnom Penh, og jeg måtte holde en lille tale, der blev simultantolket af min cambodianske kollega.

54 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

OM CAMBODIAS KYSTZONE •

Kystlinie: 435 km plus 64 småøer i Thailand Bugten

•

Havområde (EEZ): 55.600 km²

•

4 provinser: Koh Kong, Sihanoukville, Kampot, Kep

•

Befolkning (2008): ca. 1 million (af total ca. 15 millioner)

•

Personer beskæftiget i fiskeri: ca. 100.000

•

Antal fiskeskibe: ca. 2500

•

Værdi af fangst: ca. 30 mil. USD per år

•

Mangroveskov: ca. 56.000 ha

•

Koralrev: ca. 2800 ha

•

Havgræsområder: ca. 32.500 ha

•

Nedbør: 2000-3000 mm per år

Det skal siges, at der et par måneder tidligere havde været en drastisk udskiftning af departementets top, og at store reformer af hele fiskerisektoren var på vej. Så ledelsen havde nok brug for en succeshistorie – ligegyldig hvor ubetydelig.

I november 2001 holdt vi en 2-dages konference om betydningen af havets biodiversitet for en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Der kom 70 deltagere, som omfattede et par udenlandske eksperter, ansatte fra fiskerimyndighederne, fiskere, studenter, og personale fra internationale og NGO projekter i Cambodias kystzone. Som afslutning på konferencen præsenterede vi de næste 2 plakater – marine fisk og snegle.

Databasen blev aldrig til noget. Ingen af os havde erfaring med det, og kapaciteten dengang var begrænset. Men vi har excel-ark med indsamlingsdata og henvisning til billednumre, så dokumentationen for arternes forekomst eksisterer.

Desuden har vi kunnet præsentere delresultater ved internationale konferencer.

 Lille muslingeskraber til ”blood cockles” med bifangst

RELATEREDE PROJEKTER Fiskeridepartementet i Cambodia var også involveret i andre projekter, som vores projekt blev mere eller mindre involveret i. Fx arrangerede Verdensnaturfonden (WWF) et træningskursus om havskildpadder. I den forbindelse blev en satellit-sender monteret på en havskildpadde under stor opmærksomhed fra alle deltagere.

Parallelt med vores projekt gennemførtes et stort, regionalt projekt, populært kaldet South China Sea projektet, støttet af UNEP. Formålet var at samle viden om miljøproblemer og nedbrydning af sårbare økosystemer samt fiskeri i Det Sydkinesiske Hav og Thailand Bugten. Fiskeridepartementet deltog i flere arbejdsgrupper for forskellige delprojekter, og der blev skrevet nationale rapporter. Disse rapporter udgør basisinforma

Habitat 55

UDGAVE 16 / 2017

”

Hvor der er vand, er der fisk” siger et oldgammelt ordsprog i Cambodia, og fisk og fiskere pryder murene på det over 1000 år gamle Angkor Wat tempel.  Satellit-sender på havskildpadde aktiveres

56 Habitat

 7.

UDGAVE 16 / 2017

Referencesamlingen i Sihanoukville i januar 2005, efter rengøring.

tion om udbredelse af koralrev, havgræsområder, mangroveskove osv. Vi fik penge fra dette projekt til at udgive en felthåndbog med vores billeder og korte tekster på engelsk og Khmer-sproget.

Desværre blev den trykt i alt for få eksemplarer, og det har ikke efterfølgende været muligt at genoptrykke den.

Southeast Asian Fisheries Development Center (SEAFDEC) er en regional organisation, der understøtter en række fiskerirelaterede projekter. I 2004 støttede de en undersøgelse af hajfiskeri, og jeg var med til at skrive en artikel til deres tidsskrift, Fish for the People. I 2013 skrev vi en artikel om internationale konventioner og lignende, som har betydning for fiskeriet i Cambodia.

AFSLUTNING I forbindelse med udarbejdelsen af en artikel om en lille porcelænskrabbe regnede jeg ud, at vi havde samlet materiale i 21 dage mellem 2000 og 2006, gennemsøgt ca. 1600 kg skidtfisk, iden-

tificeret godt 200 arter fisk, ca. 220 arter bløddyr (snegle, muslinger, blæksprutter), ca. 80 arter krebsdyr, 25 arter pighuder, 20 arter polypdyr (minus koraller), 3 arter dolkhaler, 9 arter havgræsser og 15 arter makroalger.

I 2005 fik jeg en lille bevilling fra Carlsbergfondet, så jeg atter kunne besøge Cambodia. Vi måtte konstatere, at bygningen der husede vores referencesamling, var hårdt medtaget af råd og muligvis også termitter og rotter. Vi fik erstattet ødelagte glas, skrevet nye etiketter, og så blev spritten fornyet på referencesamlingen. Vi talte op, at samlingen indeholdt mere end 500 glas med i alt ca. 2000 arter fordelt på 3000 eksemplarer. På det tidspunkt besluttede jeg, at referencesamlingens fremtid var så usikker, at jeg tog en del af de mere bemærkelsesværdige arter med til Danmark. De står nu på mit kontor på Zoologisk Museum i København; men jeg har stadig et håb om, at de kan vende tilbage når forholdene er blevet mere sikre og stabile i Cambodias kystzone.

UDGAVE 16 / 2017

ďƒĄ Plakat med fisk overdrages ved afslutningen af konference i 2001

Habitat 57 

58 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 59

UDGAVE 16 / 2017

LITTERATUR BASERET PÅ PROJEKTET Ing Try, Jensen, K.R., Sereywath, P. & Longdy, V. 2004.

Shark and ray fisheries in Cambodia: A review of national management activities. Fish for the People (SEAFDEC) 2(1): 24-31.

Ing Try, Jensen, K.R. & Longdy, V. 2006.

Field Guide to the Marine Living Resources in Cambodia.

Published by the Fisheries Administration of the Ministry of Agriculture, Forestry and Fisheries in collaboration with the UNEP/GEF South China Sea Project ”Reversing Environmental Degradation Trends in the South China Sea and Gulf of Thailand”, 89pp.

Jensen, K.R. 2001.

På bæredygtig krabbejagt i Cambodja - Kvinfo Forum (http://www.kvinfo.dk/side/560/article/358) Jensen, K.R., Ing, T. & Va, L. 2011.

First record of the rare porcellanid crab Pseudoporcellanella manoliensis Sankarankutty, 1961 (Crustacea: Anomura) in the coastal waters of Cambodia. Cambodian Journal of Natural History 2011(2): 81-85.

Jensen, K.R. & Ing Try 2014.

Guest editorial: Lots of information collected about marine living resources, but where is it? And can it be trusted?

Cambodian Journal of Natural History 2014(1): 1-3.

Nao Thuok, Ing Try & Jensen, K.R. 2013.

Relevant international and regional instruments for sustainable development of small-scale marine fisheries: Significance to Cambodia. Fish for the People 11(2): 24-31.

LINKS TIL HJEMMESIDER UNEP projektets hjemmeside, hvorfra samtlige rapporter kan hentes: http://www.unepscs.org/ SEAFDEC (Southeast Asian Fisheries Development Center), hvorfra artiklerne i Fish for the People kan hentes: http://www.seafdec.org/ downloads/special-publication-fish-for-the-people/ Cambodian Journal of Natural History kan hentes på: http://www. fauna-flora.org/publications/cambodian-journal-of-natural-history/

60 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

EN “VILD” HISTORIE TIL HABITAT? FÅ DIN ARTIKEL MED I NÆSTE NUMMER

Kunne du tænke dig, at skrive en artikel til det næste nummer af Habitat?

Magasinet Habitat har eksisteret siden 2009 og formidler verdens natur ud til danskerne.

Så kunne du tænke dig at skrive et indslag eller har du andet på hjerte, så må du endelig kontakte vores redaktør på jt@dzs.dk

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 61 

62 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

DYKNING UD FOR HURGHADA HAR DET HELE:

SKIBSVRAG FRA 2. VERDENSKRIG, SMUKKE REVDYK OG FANTASTISK DYRELIV Af Anne-Sophie Delbanco

Den egyptiske by Hurghada ligger lige ud til Det Røde Hav, og giver flaskedykkere såvel som snorklere mulighed for at opnå noget af verdens smukkeste dykning fuld af historie - kun 5 timers flyvetur fra Danmark. Artsrigdommen i Det Røde Hav er nemlig ikke kun rigtig høj, men også unik, samtidig med at koralrevene er godt bevarede, og der er masser af skibsvrag.

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 63

 En skildpadde svømmer elegant over revet. Foto: Anne-Sophie Delbanco

64 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

Her er ikke meget plads, og jeg har allerede stødt på loftet flere gange med min flaske.

Hver gang bliver jeg lige overrasket over, hvor høj lyd er under vand.

Jeg er på dykkerferie – en liveaboard – i Det Røde Hav, og er på vej ind i et af dykkernes mest berømte skibsvrag.

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 65

 En dragefisk ligger helt stille i vandet over et rev.

Foto: Anne-Sophie Delbanco  En blåplettet rokke under en koral. Foto: Anne-Sophie Delbanco  En nøgensnegl på et dæk. Foto: Anne-Sophie Delbanco

66 Habitat

 Lastbil med fisk. Foto: Anne-Sophie Delbanco

 Her er nogle af motorcyklerne, som var om bord på S.S. Thistlegorm. Foto: Anne-Sophie Delbanco

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 67

UDGAVE 16 / 2017

HELT TÆT PÅ 2. VERDENSKRIGSHISTORIE S.S. Thistlegorm var et engelsk fragtskib, der blev sænket af tyskerne i 1941 under 2. Verdenskrig.

Skibet transporterede bl.a. motorcykler, lastbiler og rifler, der skulle bruges i krigen mod tyskerne.

Der er ganske vist erosionshuller i lastbilerne og motorcyklerne, og ufine dykkere har fjernet dele fra lasten. Men med gummidæk på næsten 80 år, der ikke har en skramme, og kun ganske sparsom algevækst, forventer jeg nærmest hvert øjeblik, at motorcyklerne kan startes.

Tænk hvis jeg kunne slutte af med at drøne gennem ørkenen på en Norton 16H motorcykel?

Det er lige præcis sådanne tanker, som dykning gør ved mig. Min fantasi og lysten til at udforske verden – komme tættere på dens mangfoldighed og ikke mindst passe på den gennem min adfærd – kommer plaskende, hver gang jeg hopper i min dykkerdragt.

Når det endelig skal være, får den tragiske historie om S.S. Thistlegorm nogle af de smukkeste omgivelser at ligge i i evigt hvile omgivet af fortryllende koraller, farvestrålende organismer og frygtindgydende krokodillefisk.

AT HAVE TILLID TIL GUIDE OG BESÆTNING Jeg har intet kendskab til at sejle og havnavigation. Jeg tror dog, at selv den mest garvede sejler fra Danmark ville se sin kæbe falde til dækket, ved synet af kaptajnen Saids navigationsudstyr – eller mangel på samme. Midt ude i hvad der for mig ligner ingenting, med hverken land eller andre pejlemærker i sigte i nogen af verdenshjørnerne, kommer vores båd, New Francesca, frem til de rigtige steder hver gang.

Nogle gange tager vi al vores dykkerudstyr på, og går ombord på bådens zodiac – en gummibåd – og bliver sejlet ud til et rev. Oftest er det en sejlads på ganske få minutter. Alligevel er det tungt og ikke særlig bekvemt. Især ikke den ene dag hvor der er 3 meter høje bølger. Skræmmende, men alligevel fedt. Og det er sådan, det er med dykning: Skræmmende, men ubeskriveligt fedt!

Ali kender hvert dykkersted bedre end sin egen dykkerlomme, og kan med en eksperts præcision finde frem til netop de sprækker og mindre huler, hvor der gemmer sig dødeligt giftige stenfisk, dragefiskene, der ligner væsner fra rummet, de multifarvede papegøjefisk, der spiser af korallerne, klovnfiskene der er som taget ud af filmen ”Find Nemo” og bor i søanemoner

”

Min fantasi og lysten til at udforske verden – komme tættere på dens mangfoldighed og ikke mindst passe på den gennem min adfærd – kommer plaskende, hver gang jeg hopper i min dykkerdragt.

68 Habitat

eller muræner, der er tykkere end dækkene på en lastvogn og lige så lange som mig. Og han spotter rokker, store tunlignende fisk og kæmpe stimer af alverdens forunderlige fisk ude i dybet ved siden af revet eller over os.

Og ja, når dykket er færdigt venter zodiaccen over os. Og så er det ellers bare om at række vores udstyr til Ahmed, så vi let, men mindre elegant, kan hoppe op.

SKILDPADDER OG FORUNDERLIGE NAPOLEONSFISK En af dagene får jeg en anden vild oplevelse.

Vi svømmer over et rev og pludselig får jeg øje på en skildpadde! En ca. 80 cm havskildpadde svømmer lige så stille og fredeligt lige over revet. Ind imellem napper den lidt til korallerne og kigger på mig, men ellers ænser den mig ikke.

Jeg svømmer over den i behørig afstand i flere minutter, indtil den kigger på mig en sidste gang og fortsætter ud i dybet. Yes, man!

Skildpadden er en oplevelse, der virkelig vil indprente sig i min hukommelse.

Mødet med en enorm napoleonsfisk på turen er på samme måde et minde, der vil være boret fast i mig for evigt. Med dens helt utroligt store forvoksede knop i panden – deraf referencen til Napoleons hat – dens lidt fjogede udtryk i øjnene og med dens hængende mund vil napolensfisken næppe vinde miss Waterworld. Men fascinerende er den.

LIVET SOM ’LIVEABOARDER’ En typisk dag består af muligheden for fire dyk, hvor det sidste er efter, at det er blevet mørkt.

Sidstnævnte fortjener et par ord med på vejen, da mange finder tanken om ”natdyk” skræmmende.

Ud over at man kan se de samme fisk og dyr som om dagen – nogle af dem måske mindre aktive – så er der også mange, man ikke ser på et dagdyk.

 Napoleonsfisk med dykker i baggrunden for størrelsesforhold. Foto: Anne-Sophie Delbanco

UDGAVE 16 / 2017

UDGAVE 16 / 2017

”

Habitat 69

...og det er så skønt, at plaske rundt i helt turkisblåt vand, kun med vand, vand, vand – evt. nogle koralatoller hist og her - så langt øjet rækker.

70 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

Frygten for at komme væk fra sin dykkermakker eller fare vild er det, der oftest afholder folk fra natdyk. Men netop fordi man altid skal have kraftige lommelygter med på natdyk, er risikoen for at blive væk fra hinanden faktisk meget mindre end på et dagdyk. Lyset kan nemlig ses på mange, mange meter.

Natdyk er meget mere intense, farverne er ubeskriveligt smukke, og man får bedre fornemmelsen af, at man svømmer rundt i et økosystem, der er præget af et komplekst fødenet. Om dagen ser man kun sjældent, at en fisk fanger en anden.

Men om natten ser man både flokke af store tunlignende fisk komme jagende forbi i høj fart, dragefisk æde glasfisk, som de suger op fra sandbunden og de store, tykke muræner ligger ikke bare og daser under en sten – nej, de svømmer graciøst og slalomagtigt gennem vandet. Jeg elsker natdyk!

Bliver der sendt en lille drone hen over båden mellem dykkene, vil der nok ikke se ud til at være meget liv. En flok ret slatne dykkere soler, læser eller sover.

udstyr. Vandet er nemlig min. 220C hele året – og det er så skønt, at plaske rundt i helt turkisblåt vand, kun med vand, vand, vand – evt. nogle koralatoller hist og her - så langt øjet rækker.

Så nej, man keder sig aldrig om bord på båden, og jeg glemmer fuldstændig tiden. Den flyver afsted.

AT SE EN DELFIN I ØJNENE Jeg har af flere omgange været utrolig heldig også at have en anden slags ”tidsfordriv”.

Nemlig at se delfiner. Delfiner helt tæt på skibet, der springer rundt og leger. Det er helt sikkert, at de er glade og legesyge, og morer sig helt vildt ved at ride på bovbølgen foran skibet.

I sådanne situationer er det bare om at hoppe i vandet som man er, udstyret med snorkel og maske. På et splitsekund kan et søvndrukkent og helt stille skib blive fyldt med ellevilde dykkere.

”

En af delfinerne får jeg øjenkontakt med.

Det rører mig helt ind i sjælen.

For de få vågne er der altid rig mulighed for at iagttage besætningen fiske. Faktisk kommer der også ofte, ud af det blå, en lille fiskerbåd til syne.

Besætningen er en flok af egyptiske mænd, der har været på havet på i dagevise, måske ugevis. Fiskerbåden er i en sådan stand, at der er utrolig langt til de topmoderne fiskekuttere, der sejler ved Vesterhavet. Selv om jeg ikke forstår arabisk, er det tydeligt at de veksler fisk med vand eller benzin fra os.

Til trods for at besætningen kan ses fiske i ny og næ, skal man ikke frygte, at man på en liveaboard skal spise mere eller mindre ubestemmelige fisk morgen, middag og aften. Jeg er faktisk imponeret over, hvad kokken kan lave af hjemmelavet, varieret og meget velsmagende mad i den lillebitte kabys.

Derudover har vi fri adgang til drikkevand, og et stort udvalg af sodavand og øl - hvor sidstnævnte naturligvis først må indtages efter hver dags sidste dyk.

Endelig kan man også bruge tiden mellem dykkene på en lækker badetur uden våddragter og

Delfinerne danser og laver kunster lige foran os. Gør sig rigtig til og nyder uden tvivl dels vores tilstedeværelse, dels vores fascination af dem.

De kommer nede fra og slynger sig forbi os, og når de har været oppe at trække vejret, slynger de sig ligeledes forbi os.

En af delfinerne får jeg øjenkontakt med. Det rører mig helt ind i sjælen. Efter sådan en oplevelse giver det helt mening for mig, når folk siger, at det er som om, at delfiner kan læse mennesker.

Jeg kan stadig genkalde følelsen af en form for gensidighed og kammeratskab - som om delfinen lige dér kan mærke mine inderste tanker og hemmeligheder.

Vi er helt ekstatiske.

Morgenen efter, hvor vi hopper i sammen med den smukke solopgang, får vi samme vilde oplevelse under vand. Lige pludselig kommer to delfiner nysgerrige forbi os. Jeg kan se, hvordan alle dykkere jubler under vand, hopper op og ned i vandsøjlen med armene over hovedet. Og Ali bevæger sig på samme måde som delfinerne så de bliver ved os i mere end fem minutter.

Det Røde Hav er og bliver enhver dykkers våde drøm!

UDGAVE 16 / 2017

Habitat 71

 Delfinerne kommer helt tæt på os. Foto: Anne-Sophie Delbanco

72 Habitat

UDGAVE 16 / 2017

KAN DU IKKE VENTE TIL NÆSTE NUMMER...

Læs mere på www.dzs.dk

Habitat 73 

UDGAVE 16 / 2017

www.dzs.dk

74 Habitat

UDGAVE 16 / 2017