Nyhedsbrev #8 2009

Nyhedsbrev No. 2/2009 Disneyfilm eller jagtfortællinger?

Dette efterår har Dansk Zoologisk Selskab kastet sig ud i noget helt nyt! I samarbejde med Nordisk Film er vi med til at præsentere storfilmen, ”Earth”, der har premiere i Nordisk Film biografer landet over fra d. 25. oktober. De fantastiske billeder er leveret af BBC, produktionen står Disney for.

Walt Disney er ellers ikke noget, man normalt forbinder med naturvidenskabelig saglighed. Hvis jeg prøver at tænke på Disney og natur i samme sætning, genererer min hjernen udelukkende sekvenser af utroligt nuttede, tegnede dyreunger, der taler og føler og tænker som menneske(børn) og onde mennesker, der som regel er jægere eller pelshandlere. Det leder tankerne hen på vores overordnede syn på naturen og vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til vores omgang med naturen.

På baggrund af den hastighed, hvormed arter forsvinder og økosystemer ødelægges som følge af menneskelig aktivitet (deriblandt klimaforandringer), har det aldrig været vigtigere at overveje, hvordan vi bedst handler for at værne om vores truede natur.

I naturbevarelseskredse tales der i dag i stigende grad om bæredygtighed og bæredygtig udnyttelse af naturens ressourcer. Jagt er et eksempel på udnyttelse af naturen. En form for udnyttelse, der strækker sig langt tilbage i den menneskelige historie. Men kan jagt være bæredygtig? Kan man godt elske og bekymre sig om naturen - og gå på jagt? Er der arter, som vi ikke under nogen omstændigheder bør jage, enten fordi de er truede, eller fordi deres intelligens placerer dem i en kategori, hvor jagt bliver ”etisk uforsvarligt”? Eller kan jagt måske ligefrem være et ”værktøj” i arbejdet

Foto: Rich Keen

for at bevare en levende og diversificeret natur?

I dette nummer af vores nyhedsbrev, har vi valgt at sætte fokus på jagt. Lars Dinesen ser på jagten i et historisk perspektiv og på de konsekvenser, jagt har haft for de ”store og glubske” dyrearter i Danmark og i resten af verden. Niels Kanstrup fra Dansk Jagtakademi giver sit syn på bæredygtigheden i jagt, og Ove Wolff Madsen kommer blandt andet med en opsang til de danske jægere.

Herefter har nogle af selskabets medlemmer været ude på eventyr. Undertegnede har været i Kenya og sydlige Afrika og har set på jagt og bæredygtig udnyttelse fra to meget forskellige vinkler. Claudia Sick rapporterer fra Namibia, hvor hun efter knapt et halvt år er begyndt at få et – nogle gange lidt for! – personligt forhold til bavianerne. Samtidig har hun haft stort held med brugen af Dansk Zoologisk Selskabs fotofælder, der endelig har kunnet bevise tilstedeværelsen af – blandt meget andet – leoparder i lejren! Chris Knowles har opholdt sig tre måneder i den brasilianske regnskov og deler her sin fortælling om ensomhed, skønhed og dyr, der er så spændende, at det kribler – bogstaveligt talt! Traditionen tro ser vi også lidt på nogle af de naturvidenskabelige opdagelser og begivenheder, der har præget medierne siden sidst. Nat-nyt handler denne gang om alt fra missing links, homoseksuelle flamingoer og slanger med to hoveder til blæksprutter, der begår selvmord, og indvandrerdebat i dyreriget.

God Læselyst!

Nyhedsbrev

DZS anmelder...

EARTH Filmanmeldelse af Ditte Dahl Lisbjerg Filmen “Earth”, som er produceret af The Walt Disney Company, er baseret på den fantastiske BBC serie, “Planet Earth”. ”Planet Earth” var resultatet af et filmholds imponerende indsats for at følge livet på jorden over en femårig periode med optagelser på 200 lokaliteter.

Filmen er en glidende panorering i tid og rum hen over planeten, fra pol til pol, som viser, hvordan livet og livsbetingelserne ændrer sig i takt med solens tiltagende magt, jo tættere man kommer ækvator. Fra den golde arktiske vinter til balletdansende paradisfugle i Ny Guineas regnskove.

At BBC forstår at skabe fantastiske billeder, er ingen nyhed. Denne anmelder frygtede dog på forhånd, at samarbejdet med Disney kunne resultere i en sentimental og forvreden historiefortælling. Her tænker jeg på de scener, hvor man lægger et narrativt filter hen over de flotte billeder.

Man aner da også undervejs skygger af Disney på denne konto. For eksempel kan man undre sig over, om den stakkels isbjørn, der kæmper sig gennem de våde ismasser, virkelig er far til de søde små pelsbolde, der stikker hovedet op og ser solens lys for første gang i filmens begyndelse.

Heldigvis tager historierne ikke overhånd, og ikke alle dramatiske højdepunkter ender

Foto: Earth, BBC/Disney

lykkeligt. Heller ikke de underlæggende budskaber om klimaforandringer og menneskets massive ødelæggelser af habitater overspilles. Man skånes for de trivielle apokalyptiske budskaber, der ellers vanligvis indlægges til sidst i naturfilm.

I stedet afsluttes med et helt konkret og konstruktivt budskab - som jeg her ikke vil afsløre.

Filmen bæres først og fremmest af de sublime billeder og dernæst af den overvældende lyd, som gør oplevelsen endnu mere nærværende. Elefanternes dybe kontaktlyde går simpelthen direkte i knoglerne, og tordenvejret over savannen giver gåsehud. Magien opstår, idet man forsvinder i illusionen om at være tæt på nogle af de fantastiske dyr, som denne verden endnu rummer.

Det er uundgåeligt på ny at fascineres over den flotte, farverige og komplekse natur, vi deler jorden med, - og at få fornyet lyst til at sikre dens bevarelse i fremtiden.

Holdet bag filmen er opmærksomme på, at oplevelserne på lærredet (og, med tiden, i hjemmebiografen), må og skal forankres i den virkelige verden og blive til handling dér.

Det er filmens egentlige berettigelse.

God fornøjelse!

Nyhedsbrev

Tema: Jagt & Naturbevarelse Jagten og dens bæredygtighed Niels Kanstrup, Dansk Jagtakademi Ligeså enige vi er om, at alting skal være bæredygtigt, ligeså stor usikkerhed er der om, hvad begrebet egentlig indebærer. Bæredygtighed er blevet en floskel, vi strør om os med, når der skal pyntes på de store begreber i samfundsudviklingen, herunder ikke mindst naturforvaltning. Begrebet bæredygtighed fik for alvor luft under vingerne i forbindelse med den såkaldte Brundtlandrapport fra 1987.

Her refererer udtrykket til en samfundsudvikling og udnyttelse af naturen, som tilgodeser nuværende generationer uden at ødelægge mulighederne for fremtidige generationer. I denne forståelse ligger en tilskyndelse til brug af naturen som et aktiv for mennesker fremfor en fredningsorienteret ”ikkerøre”-baseret udvikling. Dette har affødt uendelige diskussioner om, hvorvidt naturen er til for menneskets skyld, eller den er sin egen. De fleste anerkender, at mennesket er en del af naturen. Vi har ret til at bruge den og pligt til at passe på den. I manges øjne er denne sammenkobling af ret og pligt den sikreste konstruktion til bevarelse. Det, man kan bruge og få udbytte af, passer man på, er filosofien. ”If it pays it stays”, lyder sloganet på engelsk.

Netop denne tilgang er stærkt forankret i jægerkredse verden over. Jægerne repræsenterer en naturudnyttelse, som er meget direkte. I takt med, at jagten i store dele af verden har mistet sin oprindelige betydning som fødeforsyning og i dag alene er en fritidsbeskæftigelse, er den blevet genstand for kritik og stigende regulering. Vil man finde en ny platform, kan en styrkelse af jagten måske være et bolværk mod den naturforarmning, der ses i alle verdensdele som følge af øgede krav fra ekspanderende befolkninger. Med andre ord: Kan jagten gøres til en egentlig naturbevarende faktor?

Der er aldrig foretaget komplette, objektive sammenskrivninger af jagtens betydning for naturbevarelsen. Uomtvisteligt er det, at jagt igennem tiderne har været direkte årsag til arters udryddelse globalt og lokalt. Mekanismer og motiver har varieret.

I nogle tilfælde har mennesker bevidst udryddet rovdyr og konkurrerende arter, i andre har udnyttelsen af byttedyr været så omfattende, at arten er gået tilbage og i mange tilfælde forsvundet. Eksem-

pler fra vore egne himmelstrøg er de store drøvtyggere, bæver, vildsvin, ulv, los og bjørn. Omvendt er det også åbenlyst, at jagtinteressen i nogle tilfælde har været den faktor, der har sikret arter og deres levesteder. Et sikkert eksempel herhjemme fra er de tidligere kongers, Frederik III og Christian V, etablering af Jægersborg Dyrehave. Havde disse herrer ikke interesseret sig næsten sygeligt for jagt, ville der næppe have ligget en sådan perle, som vi i dag kender Dyrehaven som, midt i København. Da en senere konge, Christian VII, i 1770 beordrede alt kronvildt på fri vildtbane nedskudt, var godsejerne på Djursland ulydige. Dermed sikrede man en bestand af det oprindelige danske kronvildt i et område, hvor det i dag ekspanderer. Motivet var ikke et ønske om naturbevarelse. Det var jagt. I udlandet findes tilsvarende, talrige eksempler på, at interessen for jagt og den økonomi, der ligger i jagt, udligner og overdøver de faktorer, der truer naturen. Hvor de fleste formentlig per intuition vil vurdere, at tigeren er truet på grund af jagt, er virkeligheden, at arten fortsat findes, fordi der har været en meget stærk jagtinteresse tilknyttet den, og at der dermed har været sat ind med magtfulde programmer til dyrets bevarelse. Tilsvarende eksempler findes i Afrika, hvor der, navnlig i den sydlige del, igennem de seneste 10-20 år er sket en ganske omfattende konvertering fra naturødelæggende kvægavl til satsning på vildtproduktion båret af jagtinteresser med væsentlige gevinster for både natur og lokalbefolkning.

Foto: Martin Pettit

Nyhedsbrev

www.zoologiskselskab.dk Det er normalt at anskue bæredygtighed ud fra tre dimensioner: en økologisk, en økonomisk og en sociologisk. Der kan være en vis logik i at slå de to sidstnævnte sammen i en ”politisk” dimension, så begrebet anskues i spændet mellem det, der kan accepteres ud fra en bestands- og habitatmæssig synsvinkel og det, som kræver en bredere opbakning i samfundet. Det første er relativt simpelt og kan som oftest vurderes på grundlag af naturvidenskab alene. Den politiske bæredygtighed er derimod mere abstrakt og foranderlig i både tid og rum. De to har naturligvis et overlap, idet der i den politiske vurdering indgår hensyn til den økologiske bæredygtighed. Men derudover rummer den en række yderligere præmisser. Etik er en af dem, hvilket i jagtens verden kommer til udtryk bl.a. i de anvendte jagtmetoder. Her ligger der i den moderne forståelse, og i lovgivningen, at jagten skal indeholde et element af udfordring og sport, hvor det jagede dyr skal have en chance. Samfundslagene spiller også en central rolle i jagtens politiske evaluering. Således er indgrebene i den britiske rævejagt, som ikke foregår med skydevåben, men fra hesteryg og med hunde, ikke en respons på jagtformens betydning for rævebestanden, men på spændinger imellem de herskende klasser og den overklasse, som rævejagten identificeres med. Tilsvarende har danske politikere i ønsket om at forbyde jagt på udsat vildt defineret denne type jagt med det negativt ladede begreb ”slotsjagter”. Ikke fordi der foreligger væsentlige beviser for jagtformens biologiske ubæredygtighed, men fordi den forbindes med overklassen.

Naturbevarelsen står i dag overfor større udfordringer end nogensinde. Det gælder i vores eget lille land og i store dele af verden, hvor befolkningerne er i vækst, naturressourcerne er under stigende pres, og regimerne er usikre og konfliktprægede. Samtidig udviskes grænserne, og vi deler problemer og muligheder. Her kan jagt spille en positiv rolle i både naturbevarelsen og i stabilisering af lokale samfund, men det kræver en helt ny tankegang hos jægerne, myndighederne og ikke mindst den store meningsdannende befolkningsgruppe, der gradvist fremmedgøres og stiller sig i opposition til jagt, fordi det indebærer “drab af dyr”. Skal jagten blive en konstruktiv platform, skal jægerne være garanter for dens forsvarlighed. De skal være indstillede på forandring og på selv at rydde op i forældede metoder, og de skal frem for alt være i stand til at vise og doku-

mentere jagten og dens positive sider langt bedre og mere objektivt, end der er tradition for. Tilsvarende skal myndighederne og de internationale institutioner, der skaber rammer for naturbevarelsen, sikre det fornødne rum til en udnyttelsesbaseret naturforvaltning. Og den store gruppe af ikke-jagende, og i mange tilfælde stærkt naturfremmedgjorte del af befolkningen, må involveres langt bedre.

Det siger sig selv, at en sådan proces ikke kommer af sig selv. Udviklingen går på mange områder i den forkerte retning. Jægerne fremmedgøres og er ofte blot statister i en forvaltning, der ikke nødvendigvis sikrer naturen. Lovgivningen, nationalt såvel som internationalt, strammes op og bliver dag for dag mere fredningsbetonet. Og forståelsen for paradokset, at man kan bevare dyr ved at gå på jagt efter dem, aftager formentlig ligeledes i takt med, at vi rykker fra land til by og baserer vores fødeforsyning på en mere og mere sofistikeret landbrugsproduktion. I Frankrig har landbrugsprogrammet AMAP vundet stor popularitet. Det har til formål at sikre fødevareproduktion i lokalområder og med maksimal inddragelse af lokalbefolkningen og dermed forståelsen for landbruget. Noget tilsvarende kunne med sikkerhed etableres for jagten og jagtens produkter i form af såvel fødevarer som natur. Men det kræver et initiativ, og der synes kun at være en part, der kan sikre jagtens bæredygtighed på denne eller andre måder – jægerne selv!

Kom i godt selskab Meld din ind og faa en flot magnet!

Nyhedsbrev

Tema: Jagt & Naturbevarelse Efterstræbelse af de “store” og ”glubske” dyr Af Lars Dinesen Jorden gennemgår netop nu en udryddelseskrise. Den hastighed, hvormed Jordens arter forsvinder, vurderes af forskere til at være ca. tusinde gange højere, end den ville have været uden menneskelig aktivitet (baggrundsraten). Udryddelsen er først og fremmest forårsaget af forringelse af leveområder såsom skove og koralrev, der huser mange specialiserede dyrearter.

Jagt er af sekundær betydning i forhold til udryddelsen af den brede biologiske mangfoldighed, men der er grupper af dyr, der har været – og er - særligt udsatte i den henseende. Det er dyr, vi kan referere til som ”de store” og ”de glubske”. For denne ”gruppe” er jagt er en nøglefaktor, der i mange tilfælde har ført til arters udryddelse eller nær-udryddelse, og for hvem presset på ekstante arter stadig øges. Som eksempler kan nævnes tigre, næsehorn og menneskeaber samt en række okser. I det følgende vil jeg sætte efterstræbelsen af store, karismatiske dyrearter i perspektiv ved at kigge tilbage i historien og se, hvad den kan fortælle os.

De ”glubske” dyrs undergang i Danmark I den danske dyreverden er en stribe pattedyr forsvundet siden deres indvandring efter den sidste istid.

Det er ca. 200 år siden, den sidste ulv blev skudt. Årtier forinden forsvandt vildsvinet, og før dem mistede vi vildkat, urokse, bæver, europæisk bison, bjørn, elg, vildhest og los. Før dem forsvandt kæmpehjort, mammut, uldhåret næsehorn og steppebison fra datidens Europa såvel som globalt. Hvorfor? Årsagssammenhængene er ikke entydige. Dokumentation baseres på udgravninger, hulemalerier eller skriftlige kilder m.m. og varierer for de enkelte arter, men én sikker konklusion er, at direkte efterstræbelse var af afgørende betydning for deres udryddelse. Eller sagt på en anden måde; uanset klimaændringer eller ændring af livsvilkår i øvrigt, er min påstand, at vi i dag stadig ville have f.eks. urokse, kæmpehjort og mammut på kloden såvel som en række øvrige arter på dansk grund, hvis ikke de var blevet jagtet og efterstræbt af os mennesker.

Oplysningerne om de sidst forsvundne arter er de mest pålidelige. Ulven forsvandt fra Jylland i løbet af 1600 tallet, og den – så vidt vides - sidste omstrejfende danske ulv blev skudt i 1813 på den jyske hede udenfor Skive. Dengang var der skydepræmie på ulv. Skytten

tog ulven med til Holstebro og fik sin skydepræmie udbetalt. Det var betaling for fem nætters venten ved kadaveret af et føl. På øerne var ulven blevet udryddet flere århundreder forinden. Med den sidste ulv var 14.000 års ophold i Danmark – længere end noget andet større pattedyr – effektivt tilendebragt. I dag skal vi dog bare til f.eks. Rusland for stadig at finde skydepræmie på ulv – en drægtig hun indbringer mest.

Vildsvinet blev udryddet i sidste halvdel af 1700-tallet, men krondyrene klarede skærene, selvom vi var tæt på at miste dem også. I 1799 blev der udstedt et dekret om udryddelse af krondyr, der godt nok ikke regnedes for ”glubske”, men derimod ansås som skadedyr for landbrug og skovbrug. Det syn gør sig stadig gældende i forskellige egne af landet. Det lykkedes efter blot et halvt århundrede – i 1854 – effektivt at udrydde krondyr på Sjælland og i 1872 på Fyn. I Jylland overlevede en lille bestand, der udgør grundlaget for de fritlevende krondyr i Jylland i dag. Bestanden er dog siden blevet ”blandet op” med importerede skotske og tyske dyr fra Dyrehaven ved København.

Direkte efterstræbelse var også af afgørende betydning for udryddelsen af de øvrige glubske arter i Danmark, heriblandt vildkat, bjørn og los. Uroksen blev ikke henregnet som glubsk, men blev alligevel jaget til udryddelse i Danmark allerede omkring år 0 (og flere tusinde år tidligere på Øerne). Den sidste urokse blev antagelig dræbt i en skov i Polen i 1627, og dermed var stamformen til vort tamkvæg udryddet. Urokseknogler er fundet i danske køkkenmøddinger, og bl.a. de to berømte mosefund fra Vig og Prejlerup fra for henholdsvis ca. 10.500 år og 9.500 før vor tidsregning vidner – igennem mærker i knoglerne - om jagt ved brug af flintespidser. Der er næppe tvivl om, at jagt og forfølgelse var årsagen til uroksens endeligt. Andre oksearter overlevede med nød og næppe. For blot nogle tusinde år siden fandtes europæisk bison over hele Europa - også i Danmark. Den sidste europæiske bison blev dræbt i 1927 i Kaukasus. Heldigvis overlevede nogle bisoner i fangenskab, og siden 1950erne er den europæiske bison genudsat, og i dag findes der nogle tusinde dyr fra Polen og Rusland til Rumænien og Ukraine alle efterkommere af bare et dusin dyr.

Læs hele artiklen på www.zoologiskselskab.dk

Nyhedsbrev

Tema: Jagt & Naturbevarelse Er Jagt og Naturbevarelse forenelige størrelser?

Af Ove Wolff Madsen Jeg er flasket op med et jagt- og naturinstinkt fra barnsben. Jagttegnet blev erhvervet ved den obligatoriske aldersgrænse, og jagt har lige siden været min foretrukne hobby og fritidsinteresse.

I september 2008 gjorde jeg med udgivelsen af min bog ”Med Spredehagl eller trangboring” personligt op med det meget relevante spørgsmål, der ligger i overskriften. I kapitlerne ”En Jægers trosbekendelser” og ”Notater om store dage fra en jægers journal” har jeg allerede sat langt de fleste af mine holdninger til dette emne på tryk. Det er ikke hverdagskost, at en jæger forholder sig så kritisk til den overvejende del af jægerstanden, som tilfældet har været her. Udvalgte citater fra kapitlerne bringes her efterfulgt af nogle korte kommentarer, der ikke nåede at blive inkluderet i bogen.

Jeg har som 60-årig gået mere på jagt og sikkert skudt mere end de fleste jægere, hvorfor jeg tillader mig at hævde, at jeg ved, hvad jeg taler om.

Herhjemme har vi en ekstrem skævvridning i vore bestande af hjortevildt med en udpræget mangel på handyr, særligt de gamle. Dette forhold forsinker efter alt at dømme den årlige brunst og efterfølgende det tidspunkt, hvor kalve og lam sættes i verden. Er det så god jægermoral, når man hvert år d. 1. oktober går ud og skyder moderdyr bort af vore fire hjortearter? Mange af dem går med sent fødte kalve/ lam, som på dette tidspunkt næppe kan tage vare på sig selv, hvorfor en del sikkert dør på kummerlig vis. Ænder, i rigtig mange tilfælde opdrættede, som vi går ud og skyder den 1. september, kan næppe heller forsvares. Ænderne er grønne. De kan i mange

Foto: Ove Wolff Madsen

tilfælde dårligt flyve, og ikke mindst er de pikkede og ikke udviklede, hvorfor de langtfra er attraktive til gryden. Måske er det mere end rygter, det man hører i september om nedgravede, nyskudte ænder.

Den 1. oktober går man ud og skyder fasaner, som for langt de flestes vedkommende er opdrættede og i mange tilfælde er heller ikke de færdigudviklede til jagt på dette tidspunkt.

Kan man som jæger have det godt med d. 16. maj om morgenen at gå ud og skyde den lille endnu ikke affejede spidsbuk, der ca. et år tidligere var et lille, nyfødt lam? Det forhold, at spidsbukken måske blot få timer før jægerens ankomst er blevet jaget på porten af moderen (gammelråen), gør den til et usædvanlig let bytte. Moderen har beskyttet den lige til nu, hvor tiden er kommen for en familieforøgelse.

For mig er det at sidestille med sprogbruget: ”Lige så let som at stjæle bolsjer fra børn”, når det forholder sig, som næsten enhver riffeljæger før eller siden må have oplevet, at den etårige spidsbuk kommer gående næsten helt hen til en med et udtryk i ansigt og øjne, der lader til at spørge: ”Kan du ikke tage dig af mig, for jeg ved ikke hvor jeg må være?” Når man så yderligere hører tal, der fortæller, at 75 – 80 % af de bukke, der skydes i Danmark om året, kun er 1 år gamle, rystes jeg i min grundvold. Jeg har efterhånden en meget kraftig formodning om, at skævvridningen i bestanden visse steder er så stor, at der næppe kommer en buk forbi til alle råerne i brunsten.

Næsten det samme gør sig gældende for kronvildtet i september. Jeg tænker her på de endnu ufejede 1-

Nyhedsbrev

www.zoologiskselskab.dk årige spidshjorte, der ofte har slået sig sammen to eller flere samtidig med, at de ”med hovedet under armen” bevæger sig rundt i det åbne land og tilhørende skovparceller. Brunsten nærmer sig, og hormonerne værker i deres kroppe. Jægere i disse områder, der venter utålmodigt på en større og ældre hjort, nøjes dog ofte med at skyde en af de unge hjorte. Helt suverænt bliver det først, hvis en jæger kan nå at skyde dem begge to eller flere, når de, som det ofte forholder sig, bliver stående og ser på den første, der faldt.

Vi skal ikke langt tilbage i tiden, før et sådant scenarie kunne rydde spalteplads i bladet JÆGER under overskriften ”Fantastisk dygtig og heldig riffeljæger.”

Jeg synes yderligere, det er forkasteligt, at vi næsten som det eneste land i Europa har lov til og tradition for at skyde råvildt med hagl. Ved et haglskud - ofte på lidt for lang afstand til et dyr, der i langt de fleste tilfælde løber videre efter træfningen - er sandsynligheden for, at det mister blod, langt mindre end ved et riffelskud. Sandsynligheden for en vellykket eftersøgning er derfor også minimal. Har det noget med sikkerhed at gøre for de deltagende jægerne, kan man blot stramme op på udannelseskravene til at kunne få lov til at gå på jagt med riffel.

Ovenstående ændrer dog ikke ved min personlige konklusion; at Jagt og Naturbevarelse er forenelige størrelser. Det forudsætter bare nogle klare målsætninger på området, udarbejdet og vedtaget i samarbejde mellem alle de relevante organisationer og implicerede parter. En ny rapport, der netop nu er på gaden, og som i øvrigt tager udgangspunkt i den største samling af viden om værdien af friluftsliv og naturbrug i Europa nogensinde, konkluderer da også at vilkårene for jagt er bedst, når jægerne arbejder sammen med andre organisationer.

Yderligere burde det forholde sig sådan, at kun de mennesker, der ønsker at blive jægere af alle de rigtige grunde med den højest opnåelige fællesnævner for uddannelse, jagtetik og skydefærdighed, får muligheden.

I min verden burde det i sværhedsgrad næsten svare til at blive optaget i Jæger- eller Frømandskorpset eller til at blive certificeret luftkaptajn på en jumbojet.

Jagt skal for mig helst relatere til selektivt udvalgte dyr, som jeg kender til, og som jeg møder jævnligt på mine ture udenfor jagtsæsonen på arealer, hvor jeg har færdedes over en lang årrække. Det er min mening, at jægeren skal være ”dus med dyrene” for at der er tale om jagt og ikke bare sportsskydning, kombineret med kammerateri, god mad og rigelige mængder spiritus.

Min holdning til emnet ”jagt og naturbev-

arelse” kan ikke udtrykkes bedre, end en professionel jæger i Afrika (naturligvis en kvinde) ved navn Natasha Illum Berg gør det, og her citerer jeg hende fra en artikel i bladet TROFÆ: ”Den eneste måde, hvorpå jagten har en chance fremover, er ved, at den bliver til det, der passer i en ny verden, nemlig en oplyst naturoplevelse, et fantastisk eventyr i skoven eller bushen under ansvar og sand lyst til at få den til at stå for det, vi påstår, at den står for – naturbevaring. Og det bliver oplevelsen ikke mindre af, tvært imod.

Når jægere engang imellem stikker næbbet frem, er det sjældent for at klargøre og forklare, hvad der foregår i deres sjæl, når de gør, hvad de gør, men for det meste for at øse indebrændthed og blind aggressivitet ud overfor ”de, der ikke forstår”. Det er ikke ligefrem en genistreg i en verden, hvor byerne vokser og færre og færre egentlig sådan helt har opfattet, at den saft der løber ud af deres bøf er BLOD. Det er skuffende, at det ikke er jægerne selv, der er lykkedes med at påtage sig det ansvar, det er at være jæger i den moderne verden. Alle jægere uden undtagelse burde være parate til at give en dyreart pleje med ligeså stor overbevisning som de jager en anden. I stedet skulle det komme fra andre. Enhver jæger, om så professionel, kunde eller forvalter i sin egen skov, bærer et ansvar for jagtens fremtid som helhed, ingen undskyldninger holder.” æ Ove Wolff Madsen har i lang tid beskæftiget sig med kobberforurening i Danmark.

Læs artiklen “Forurenes den danske natur af kobber?” på www.zoologiskselskab.dk/artikler/ovewolffmad sen Her finder du også Ove Wolff Madsen’s forslag til uddannelse af fremtidens jægere i Danmark

Nyhedsbrev

Tema: Jagt & Naturbevarelse Bushmeat – Barbarisk eller Bæredygtigt?

Af Kathrine Skeie

Engang var Kenya storvildtjægernes paradis (tænk bare på Bror Blixen og Denys Finch-Hatton i Mit Afrika). Det var indtil jagt og handel med produkter fra vilde dyr blev forbudt i 1977. Siden da er bestandene af de fleste store pattedyrsarter faldet voldsomt. Generelt taler man om en nedgang for mange af de store pattedyr på omkring 70 % i løbet af de sidste 30 år. Nedgangen for de fleste arter er langt højere, end hvad der kunne forventes som resultat af tørke og konvertering af habitater til landbrugsjord. Et intensiveret jagt-pres er blevet identificeret som en vigtig, negativ faktor.

Debatten om ”bush-meat” (dvs. kød fra vilde dyr) i Kenya kan opsummeres som en kamp imellem fortalerne for bæredygtig udnyttelse af naturressourcer på den ene side og dyrevelfærdsorganisationer, der ønsker at fortsætte med ”total beskyttelse”, på den anden. På spil står de to tredjedele af Kenyas samlede vilde dyreliv, der lever udenfor parker og reservater.

I dag er det illegale forbrug af bushmeat en økonomisk og social aktivitet, der forekommer i mange habitater og etnisk diverse områder i Kenya. Bushmeat er en ressource, der af mange anses for at være af afgørende betydning for opretholdelsen af samfundenes stabilitetsgrundlag, fødevaresikkerhed og adgang til næringsholdig mad. De voksende urbane markeder har ydermere resulteret i, at bushmeat nu også ofte anses som en betydelig økonomisk ressource, som mange små husholdninger nyder godt af. Ikke desto mindre, er den illegale udnyttelse af vilde dyr, som den foregår nu, ikke bæredygtig, og overudnyttelsen udgør en alvorlig trussel imod bestandene af vilde dyr,

Syncerus kaffer Foto: Kathrine Skeie

såvel som de samfund, der ernærer sig ved dem.

Men hvordan kan det dog være, at jagt er så stort et problem, når det er blevet forbudt? Jo, meget tyder på, at netop illegaliseringen af brugen af vilde dyr og deres produkter, får problemet til at vokse. I og med, at de vilde dyr ikke tilskrives nogen formel værdi, så er der heller ikke noget incitament til at bevare dem og til at arbejde for en bæredygtig udnyttelsesstrategi. Så er det langt bedre at tage, hvad man kan få, imens man kan, og før andre gør det samme! En undersøgelse af ranch-ejeres forhold til vilde dyr i Kenya viste for nylig, at omkostninger ved at tillade vilde dyr på f.eks. en kvæg-ranch i gennemsnit betyder en nedgang i indtægterne på hele 40 %. Det resulterer i, at mange ranch-ejere opfatter vilde dyr som en pest og indgår hemmelige aftaler med krybskytter, der kan skaffe dem af med denne dyre gene.

I det sydlige Afrika ser man noget anderledes på tingene. Det er blandt andet stadig tilladt at gå på storvildtjagt mange steder. Storvildtjagt er en aktivitet, der principielt kan generere utroligt mange penge – meget mere end konventionel foto-safari og med et mindre relativt pres på naturen. Hvis disse penge genereres tilbage til lokalbefolkningen i det pågældende område, så genvinder naturen pludselig sin værdi. Det er selvfølgelig utrolig meget lettere sagt end gjort(!), men det er vigtigt at huske på, at værdi ikke er det samme for alle, for rig og for fattig.

Jeg håber, du føler dig beriget, når BBC eller Earth minder dig om vores klodes mange naturskatte, men husk lige samtidig at glæde dig over din fulde mave og det faktum, at du sandsynligvis ikke skal op i nat for at jage elefanter ud af køkkenhaven.

Nyhedsbrev

DZS oplever...

Brasiliens Atlantiske Regnskov Af Chris Knowles Den Atlantiske Regnskov i Brasilien er blandt de mest truede øko-regioner i verden. Mere end 96 % af det område, den oprindelig dækkede, er blevet ryddet, og alene på de mest utilgængelige tinder står skoven endnu uberørt.

Jeg arbejder i Shepreth Wildlife Park (Cambridgeshire, U.K.), som har doneret £6000 til et BIAZAfinansieret reservat i den Atlantiske Regnskov. The World Land Trust er den organisation, som hjælper med tilegnelsen af biodiversitets-hotspots rundt om i verden, og REGUA er navnet på det fantastiske naturbevarelsesprojekt, som var baggrunden for min lange biodiversitetsundersøgelse i regnskoven.

På trods af, at jeg var selv-finansieret, lykkedes det mig at medbringe 5 kamerafælder, video, kamera og endoskop. Jeg var forberedt og på udkig efter hvad som helst, hvor som helst! Øverst på min liste stod kattearter og farlige slanger, men mere end noget andet ønskede jeg at se en ny art. Jeg vandrede opad i adskillige timer for at nå til toppen af det bjerg,

Toko Toucan Foto: Chris Knowles

som skulle være mit hjem de næste 30 dage og nætter. Mine første indtryk af skoven på vej op var præget af en ufattelig skønhed – og en meget stejl stigning! Overalt, hvor jeg så, var der epifytter og vandfald, og stedet virkede virkelig ganske specielt.

Det lykkedes mig at se og fotografere mange arter.

Faktisk havde jeg nogle gange for mange emner til mine billeder. Kamerafælderne skaffede billeder og film af mange forskellige pattedyr, men desværre viste kattene sig at være for sky, og det tætteste jeg kom på dem var poteaftrykket fra en puma, placeret ved siden af mit fodaftryk, idet jeg fulgte mit eget spor tilbage til base camp en nat. Possums, crabeating fox, paca og red-rumped aguti gik alle ofte i kamerafælderne, men white-lined broad-nosed bats og nine-banded armadillos blev også set. Reptilerne viste sig at være mangetallige, farvestrålende og ofte farlige. Fer-de-lance-arterne Bothrops jararaca og Bothrops jararacasu var særdeles almindelige.

En enkelt hun målte lige over 120 cm og ville have været i stand til at dræbe en voksen mand - gentagne

Nyhedsbrev

Tiger Rat Snake Foto: Chris Knowles

gange. Koral-slangen, Micrurus corallinus, blev observeret spisende en Leposternon microcephalum (en amphibaenian). Begge er reptiler, som ikke tidligere er blevet observeret på REGUA projektet.

Invertebraterne var også fantastiske. Kæmpenatsværmere med en diameter på 30 cm., gyldne taranteller og en meget skræmmende katydid er nogle af de mest mindeværdige. Fuglelivet i den Atlantiske Regnskov er spektakulært med høj diversitet og mange endemiske arter. Jeg så en toco toucan stjæle æg fra en rede, og jeg kan nu sige, at jeg endelig ser hummingbirds som de gale små væsner, de er!

REGUA var en fantastisk oplevelse. At se projektet i aktion var betryggende, da det både er ambitiøst og succesfuldt. 10-20.000 stiklinger plantes om året, og habitat restoreres med imponerende hast.

I alle de naturbevarelsesprojekter, jeg har arbejdet med - eller bare set – har jeg aldrig været så begejstret for resultatet. Skoven studeres for bedre

Clown Reed Frog Foto: Chris Knowles

at forstå, hvilke arter, der først vender tilbage, når skov restaureres. Guider og turister højt oppe i bjergene ser fra tid til anden den sjældne uldhårede edderkopabe, Brachyteles arachnoids, et meget positivt tegn på, at regenerering foregår. Indikator-arter såsom frøer og diverse biller og sommerfugle var til stede i sunde mængder, og det hårde arbejde og den passion, som alle på projektet lagde for dagen, gav mig håb for sikkerheden for den ubeskrivelige skønhed, jeg havde set der. De arter, der er forsvundet i løbet af de sidste få hundrede år, er borte for altid, og vi må sikre os, at de overlevende arter har habitater af stigende størrelse og diversitet til deres rådighed. At minimere menneskers indtrængen på og ødelæggelse af regnskoven er en nødvendighed, hvis regnskoven skal overleve, og som langt den overvejende del af verdens regnskove, har den brug for mere beskyttelse, eftersom REGUA blot udgør et lille, beskyttet udsnit af de stadig svindende 4 % af den Atlantiske Regnskov, der er tilbage.

Katydid sp.

Foto: Chris Knowles

Nyhedsbrev

DZS oplever...

En bavians dagbog AfClaudiaSick Jeg opholder mig i skrivende stund i det centrale Namibia, hvor jeg siden juni måned har indsamlet data til min kandidatopgave i biologi på Københavns Universitet. Projektet, som jeg gennemfører i samarbejde med Zoological Society of London, går ud på at undersøge ”grooming”s indflydelse på fødeindsamlingsmønstre hos Chacma bavianer (Papio ursinus). Med mig har jeg også nogle af Dansk Zoologisk Selskab’s kamerafælder, som jeg bruger til at undersøge forekomsten af større pattedyr i området.

Feltarbejdet foregår i et smukt semi-ørkenmiljø med masser af klippefyldte bakker, der omkranser den flodseng, hvori Swakop floden bor, når den er hjemme. Selvom her er tørt, er dyrelivet rigt. Naar vi arbejder i felten, ser vi ofte bjergzebra, klippspringer, kudu, oryx – og naturligvis bavianer! Andre pattedyr, der findes her, er øreræv, sortrygget sjakal, honninggrævling, desmerdyr, småplettet genette, afrikansk vildkat, caracal, jordsvin, klippegrævling, stenbuk og almindelig dykkerantilope (duiker). Geparder forekommer muligvis i området, og så er der leoparder.. men dem vender vi tilbage til!

Feltarbejdet Hvordan er det så at leve blandt bavianer og foelge dem hver eneste dag? Jo, morgenerne er helt klart det værste. Jeg står op kl. 04:30, og p.t. er det tem-

Papio ursinus Foto: Claudia Sick

melig køligt på det tidspunkt, nogle gange helt ned til 3 grader, og så er det svært at overbevise sig selv om at stå ud af sin varme sovepose i buldermørke.

Heldigvis er det en vanesag, og så snart solen slipper sine første stråler, er det hele godt igen. De stejle, klipperige bakker er heller ikke længere så hårde at komme over. Hvor meget man går, varierer meget fra dag til dag, men som tommelfingerregel giver bavianerne den rigelig gas, hvis de dagen før har haft en doven dag med timevis af grooming.

Det er ret tilfredsstillende at opleve, hvor god, man kan blive til at kende forskel på 60 individer på 4 måneder. I starten var det svært, men nu kan jeg kende mange af dem på ansigtstrækkene, og deres opførsel afslører også en del – nogle er fuldstændig ligeglade med ens tilstedeværelse, andre er nysgerrige og nogle bliver lidt nervøse, hvis man kigger for længe på dem. Men det er fedt at kende deres individuelle personligheder og interne relationer, hvilket betyder, at interaktionerne – grooming, angreb osv. - nu som regel giver mening frem for at virke tilfældige. Dataindsamlingen er også blevet nemmere, efterhånden som jeg har lært at kende individerne uden at gøre brug af deres øremærkningskombination. Det er især praktisk, idet vi typisk følger et enkelt individ i en time ad gangen, hvor vi kontinuerligt registrerer, hvilket andet in-

Nyhedsbrev

www.zoologiskselskab.dk

divid, der er tættest på vores ”focal animal”. Især de unge bavianer er gerne energiske og løber rundt blandt mange forskellige, så man skal være hurtig med kikkerten for at identificere nærmeste nabo.

Angreb!

I går havde jeg mit mest skræmmende møde med en sur bavian.

Det hele begyndte med, at Pneumonia’s (den grimmeste, dummeste og meste skaldede bavian af dem alle!) lille, sorte unge, nysgerrigt kom imod mig, som ungerne ofte gør. Nu er Pneumonia utroligt nervøs og sur generelt, så hun begyndte at gø af mig, som hun ofte goer. Men denne gang blev hun ved og fik et par andre hunner (heriblandt Kate, som ofte er med til at forsvare andre) og et par unge hanner med på den. Så de gøede, imens jeg lod som ingenting og kiggede ud i luften, som man skal i den situation. Så faldt de til ro igen, og jeg begyndte at følge Kate. Et kvarter efter alarmerede de af et eller andet, som vi ikke kunne se (ofte er det nok af ingenting, men de er utroligt gode til at få hinanden op at køre – når først én alarmerer, så alarmere alle i blinde), og de løb lidt væk. Jeg fandt Kate igen, og de var nok lidt nervøse der, men det er nu ikke unormalt. Kates unge var ved siden af og græd og græd, som den altid gør, jeg sad ca. 3-4 meter fra dem og indsamlede data. Pludselig skriger ungen, måske af mig, måske af noget andet, og i et splitsekund vendte Kate sig og var på mig. Kate er ellers normalt en rigtig sød og afslappet hun, men denne gang angreb mig på bavian-manér. Det var temmelig skræm-

Papio ursinus Foto: Claudia Sick

mende, mest fordi hun turde tage ordentlig fat. Hun er én af de bavianer, der er vokset op med mennesker omkring sig, så hun er klar over at vi ikke gør modstand, og derfor er hun modig nok til at vise de andre, at hun kan forsvare sig. Heldigvis havde jeg ikke foldet mine bukser op, som jeg ellers altid gør, så hun tog fat i det ene bukseben og ruskede det, alt imens flere og flere af tropmedlemmerne begyndte at skrige ad mig, og Gland (billede), troppens store alfa-han, kom løbende imod mig bagfra med sit skræmmende ”Wa-hu”-kald, som bruges af bavianer, når de vil skræmme nogen væk, f.eks. geder (dem kan de virkelig ikke lide) eller en anden trop. Han stoppede heldigvis et par meter fra mig, og tingene faldt til ro igen, så i sidste ende skete der ikke noget.

Men så er der også de søde historier, som når lille Alopecia (billede) kommer hen og slikker mig på benet og kigger med store øjne op på mig (tro det eller ej, men hun er Pneumonia’s datter). Hun er så kær. Eller når de helt små unger nysgerrigt kommer hen til min meget spændende taske og næsten tør at røre ved den, før de tonser væk. En dag havde jeg i en pause taget sko og sokker af og lå i græsset. Så kom først Tick, så Alopecia, Gnit og Cholera hen, én efter én, og snusede til mine tæer. Cholera er ellers en ballade-mager, en større ung han, som altid er med, når nogen sloges, og han angriber ofte gravide Malaria, uden grund. Jeg tror, han øver sig i at blive alfa – indtil videre er Gland er nok mest alfa-han, fordi han ingen konkurrenter har. Gland er meget doven og går helst uden om de store bakker.

Nyhedsbrev

www.zoologiskselskab.dk

Lyde i natten Det går super godt med kamerafælderne, og nu er min lykke gjort efter at en aarvark (jordsvin) og hele to leoparder er gået i fælden! Det er ret vildt, og vi skreg af glæde, da vi så billedet, og løb rundt i huset.

Vi har set mange poteaftryk fra leoparder rundt omkring og har nogle gange kunnet lugte kat, men intet viser selvfølgelig mere end et billede. Der er aldrig blevet taget billeder af dem her før, så det er helt fantastisk at kunne vise, at de med sikkerhed lever her og dermed også udgør en trussel for bavianerne.

Det er dog lige før, man kan blive lidt nervøs, når man går rundt i bælgravende mørke – af og til alene – for at finde tilbage til bilen. En nat var jeg overbevist om, at der stod en leopard meget tæt på mit telt.

Jeg har aldrig hørt en leopard, men jeg har fået dens kald beskrevet som noget, der minder om lyden af en sav – og dét hørte jeg helt sikkert! Jeg skyndte mig ud for at lyne den yderste teltdug og lå så ellers helt vågen i et godt stykke tid (rigtig ærgerligt, når man skal meget tidligt op!). Dagen efter blev det dog klart, at det ikke var en leopard, men derimod

indbrudstyve, der havde brudt ind i hovedhuset. Der blev stjålet et par våben (det er en ”game-farm”, så de får af og til ”gæster” forbi til en gang trofæjagt) og ellers ikke så meget andet. Så næste gang jeg hører en ”leopard”, bliver jeg helt sikkert i mit telt – jeg skal ikke nyde noget af at møde et par røvere med skydere! Episoden har resulteret i, at husets ejere har fået installeret en alarm, der går af i tide og utide (mest det sidste). Og det ironiske er, at hvis der virkelig er indbrud her og alarmen går af, så er der ikke så mange der kan høre den ud over os – vi er trods alt 1 times kørsel fra nærmeste by. Ja ja….

De vildeste hilsener, Claudia

Nat-Nyt...

Nyhedsbrev

Kloge sprutter Blæksprutter kan åbne øl og cola og finde vej igennem labyrinter. Men når de keder sig, bliver deres intelligens nogle gange også deres endeligt. Forskere på KU prøver at finde ud af, hvorfor blæksprutten Olsen er så begavet. (Sept. 2009) http://videnskab.dk/content/dk/miljo_natur/blakspruttens_intelligens_sattes_pa_prove Drukmus Det er faktisk ikke en nyhed, men da vi ikke før har nævnt den lille Malaysiske træspidsmus, der hver aften besøger sin lokale ølpalme og drikker, hvad der svarer til ni genstande – så gør vi det nu! (Aug 2008) http://videnskab.dk/content/dk/miljo_natur/drukmus_opdaget Flere drukmus..

Måske havde man det på fornemmelsen, men nu har forskere testet teorien på mus. Efter en ordentlig brandert var dyrene mere sårbare overfor smitsomme sygdomme, og det samme gælder for mennesker.

(Okt. 2009) http://videnskab.dk/composite-3010.htm Top 10 over nye arter Hvorfor skal vi altid snakke om arter, der er forsvundet? Svenske forskere har lavet en top 10-liste over nye arter. Der er blandt andet en minisøhest, en selvdestruktiv palme og en spøgelsessnegl. (Juni 2009) http://videnskab.dk/content/dk/naturvidenskab/top_ 10_over_nye_arter Verdens ældste dyr med fjer er fundet Ingen tvivl er længere mulig, siger kinesiske videnskabsmænd: Dinosaurerne var fuglenes forfædre.

(Sept. 2009) http://politiken.dk/videnskab/article796735.ece Se sandfisken!

Den lille øgle har fundet sin egen måde at komme frem i det bløde ørkensand på. Den springer ud i det og svømmer sin vej. Se den på video! (Sept. 2009) http://videnskab.dk/composite-2797.htm

Foto: Arne Redsted Rasmussen

Dansker finder giftig havslange med to hoveder En dansk slange-ekspert i har opdaget en slange, der svømmer rundt og lader som om, den har to hoveder.

Og så er den tilmed dødeligt giftig. (Aug. 2009) http://videnskab.dk/composite-2725.htm Naturvidenskab vs. humaniora Engang var videnskaben tværfaglig og bred. Nu er den delt imellem naturvidenskab og humaniora, og aldrig har de to haft sværere ved at snakke sammen.

(Aug. 2009) http://videnskab.dk/composite-2817.htm Drivhusgassen der reddede verden Drivhusgasser kan godt være gode. Ny kemiforskning forklarer, hvorfor den unge jordklode ikke var bundfrossen, og forskeren siger, at resultatet bør få os til at overveje, hvilke drivhusgasser vi sender ud i atmosfæren. Det lyder bekendt!? (Aug. 2009) http://videnskab.dk/content/dk/naturvidenskab/ drivhusgassen_der_reddede_verden Det missing link, som ikke var Så var der endelig nogen, der fandt “The Missing Link”. Troede vi! Den lille 47 millioner år gamle abe kaldet Ida var en verdenssensation, og kedeligt, det var det ikke.. Hør programmet! (Juni 2009) http://www.dr.dk/P1/Videnskabensverden/Udsendelser/2009/08/31110614_1_1_1_1_1_1_1.htm Hvor skal vi hen, du?

Nu har vi snakket om Darwin hele året, og så får vi selvfølgelig også lyst til at se på os selv – igen. Nye genetiske studier afslører, at vi stadig udvikler os, men… til hvad?? (Marts 2009)

www.zoologiskselskab.dk

Nyhedsbrev

http://videnskab.dk/content/dk/temaer/tema_i_ abens_fodspor/fremtiden_udvikler_vi_os_stadig Hvornår er det nu, det er? Eller var!

Hvis du ikke har fødselsdag i april eller maj, så er du muligvis ligeglad, men da jeg ofte har diskuteret, hvornår bøgen springer ud, så synes jeg, det er vigtigt! På grund af klimaforandringerne, springer bøgen nu ud en uge tidligere, end for 40 år siden.

Hvis du vil vide hvornår, så læs her! (April 2009) http://videnskab.dk/composite-2162.htm Rød eller gul? Bjergene bestemmer!

Vores træer bliver mest gule om efteråret. I USA bliver de mest røde. Forskere har fundet ud af, at vi det har noget at gøre med bjerge.. (Sept. 2009) http://videnskab.dk/content/dk/miljo_natur/bjerge_ gav_europa_gult_efterar Plante bider mus!

Det er en dramatisk verden! Verdens største kødædende plante er blevet opdaget på Filippinerne, og den er blevet opkaldt efter BBC-legenden Sir David Attenborough. (Sept. 2009) http://videnskab.dk/composite-2902.htm Slut med sælskindsluffer Paul McCartney, dyrevenner og forbud imod handel med sælprodukter. Forfatteren til “Noget om at slå dyr ihjel” synes, forbuddet er hyklerisk – og et symptom på vores stigende fremmedgørelse overfor naturen. (Aug. 2009) http://politiken.dk/debat/kroniker/article766341.ece “Jeg ta’r bare en lille bid!”

Palæontologer har undersøgt skelettet af en rovdinosaur, som lignede den kæmpemæssige Tyrannosaurus rex til forveksling. Men Raptorex var meget mindre. (Sept. 2009) http://videnskab.dk/composite-2981.htm Av, sagde fisken!

Tænk på guldfiskene i blenderen! De viser sig nu, at fisk, der har fået morfin reagerer anderledes på visse stimuli. Fisk kan (nok) føle smerte. (Aug. 2009)

http://videnskab.dk/composite-2654.htm Eksotiske delfiner søger permanent opholdstilladelse i Danmark Havene bliver varmere, og det får eksotiske delfiner fra havene omkring ækvator til at søge mod Danmark. Nu frygter biologerne, at de eksotiske delfiner vil fortrænge de danske væk fra deres leveområder.

(Aug. 2009) http://videnskab.dk/content/dk/miljo_natur/eksotiske_delfiner_soger_permanent_opholdstilladelse_ i_danmark Lad de fredelige indvandrere være i fred!

Kritik af hetz mod fremmede arter Vi ved for lidt om den oprindelige natur til at skelne mellem indfødte og fremmede arter. Derfor skal vi lade fredelige indvandrere som den sorte svane være i fred, mener miljøhistoriker. Mere naturvidenskab i politik, tak! (Aug. 2009) http://videnskab.dk/content/dk/miljo_natur/historiker_kritiserer_hetz_mod_fremmede_arter Og nu vi er ved delfiner…

Forskere i Bangladesh har gjort et stort og sensationelt fund - 6000 sjældne delfiner. Men dyrene er allerede truede af udryddelse.. (Sept. 2009) http://politiken.dk/udland/article682207.ece Forbruget af sprøjtegifte løber løbsk Det er heller ikke rigtig en nyhed, men vi tager den lige endnu engang, fordi vi synes, det er noget griseri! (Sept. 2009) http://politiken.dk/indland/article797528.ece Ny kæmpeedderkop fundet i Afrika Forskere har beskrevet den hidtil største edderkop i gruppen hjulspindere. Den nye edderkop er den første nyopdagelse i sin familie siden 1879. (Okt. 2009) http://videnskab.dk/content/dk/miljo_natur/ny_kampeedderkop_fundet_i_afrika

Nyhedsbrev

Tak for godt selskab - på gensyn!

Det var, hvad vi havde valgt at bringe i denne udgave af Zoologisk Selskabs nyhedsbrev.

Vi håber at indlæggene giver et godt billede af, hvad det er, vi som Selskab, arbejder for. Har du lyst til at være med til at forme Selskabet er du velkommen til at kontakte DZS og deltage i vores møder. Vi modtager meget gerne tilbagemeldinger, positive som negative.

Husk at hjemmesiden, www.zoologiskselskab.dk, løbende opdateres med nyheder, baggrundshistorier og arrangementer.

Send også gerne din historie om dyr og naturoplevelser, så kan den komme på hjemmesiden eller i et nyhedsbrev.

Det var, vi havde valgt at bringe i denne udgave af Vi håber, at du fortsat vil hvad støtte vores arbejde gennem medlemskab og udbredelse af kendskabet Zoologisk Selskab’s nyhedsbrev. til Dansk Zoologisk Selskab’s arbejde med at beskytteVi verdens dyr og deresgiver et godt billede af, hvad det håber,truede at indlæggene levesteder. er, vi som Selskab, arbejder for. Har du lyst til at være med Er du ikke allerede medlem, så skynd dig at til at forme Selskabet, er du velkommen til at kontakte komme i godt Selskab deltage - det koster kunDZS 100,- og kr om året i vores møder. Vi modtager meget gerne Konto i DDB Regnr.

3123 Konto. 3123241312 tilbagemeldinger, positive som negative.

Med Vild Hilsen, Bestyrelsen

Husk at hjemmesiden, www.zoologiskselskab.dk, løbende opdateres med nyheder, baggrundshistorier og arrangementer. Send også gerne din historie om dyr og naturoplevelser, så kan den komme på hjemmesiden eller i et nyhedsbrev.

Vi håber, at du fortsat vil støtte vores arbejde gennem medlemskab og udbredelse af kendskabet til Dansk Zoologisk Selskab’s arbejde for at beskytte verdens truede dyr og deres levesteder.

Er du ikke allerede medlem, så skynd dig at komme i godt Selskab!

- det koster kun 100,- kr om året Konto i DDB Regnr. 3123 Konto. 3123241312 Med Vild Hilsen, Bestyrelsen NB. Alle artikler er som udgangspunkt udtryk for forfatterens holdning, ikke Selskabets.

Redaktør: Kathrine Skeie

Foto: Claudia Sick