1 minute read

Indianernes ørnereservat

Naturfolk har et ganske særligt forhold til Ørnereservatet.

De store rovfugle repræsenterer nemlig styrke og glæde i deres tro.

Advertisement

Ørnereservatet har oplevet besøg af indianerstammer, som slår deres telte op og luller Frank og familien i søvn med trommespil i det fjerne. Det er et fantastisk skue, når de – nærmest uanset årstid – spiller og synger i skæret fra månen. Frank er blandt andet fascineret af deres hårdførhed.

- Det har undret mig, de ikke bliver syge, men det er jo naturfolk, der lever sundt og spiser fra naturen. Specielt hyldebær skulle give et stærkt helbred på grund af deres indhold af C-vitamin, fortæller Frank.

Indianernes pilgrimsfærd

Men indianerne kommer også i et religiøst ærinde. De ønsker at være tæt på ørnene, som de tilskriver stor magi. Frank har dyb respekt for indianerne og deres samhørighed med naturen, men møder den åndelige del med en sund skepsis.

- Jeg er ikke troende på den måde, men anser det som en smuk livsførelse. Det er rørende at se, hvordan de kommer rejsende fra blandt andet Peru for at hente en ørnefjer, som de pakker ind i et rødt silkeklæde og udviser endeløs omsorg. De anser den som en helligdom, siger han.

Frank nævner desuden, at de dun, der sidder tættest på ørnens krop, udgiver en helt speciel varme, der virker magisk.

- Ja, det er altså et faktum. Og så kan man lægge dét i det, man vil, fortæller Frank. Kongeørnefjer, der skulle have stor healende kraft.

Velsignet ørnefjer

Ørnefjer er et meget vigtigt element ved indianske ceremonier. Frank har således sendt en fjer ned til Grosvinter-stammen i Montana, der skulle navngive og bortgifte en pige. Fjeren blev kommenteret som specielt livgivende af høvdingen. Han mente, den udstrålede megen glæde og styrke. Fjeren blev først brugt til et svedehytte-ritual, hvor den kommende brud fik det gamle indianernavn: Ghost Calf Woman og herefter blev gift. Fjeren blev brugt til at velsigne pigen og det ægteskab, hun indgik i.

- Vi fik tilsendt et billede af brudeparret, der stod med fjeren på en slette i Montana. Det var rigtig sjovt at se, fortæller Frank.

Healingsritual for konsulens datter

En anden gang, hvor en af Franks ørnefjer blev brugt rituelt, var under mere tragiske omstændigheder, hvor den skulle jage sygdom og ondskab bort.

- Det var en amerikansk konsuls datter, der led af muskelsvind. Høvding Bear Heart lavede et healingsritual med hende på farens opfordring. Bagefter var høvdingen helt opløst. Han havde simpelthen brugt al sin mentale og fysiske styrke, fortæller Frank, der desværre ikke ved, om datteren kom i bedring.

Indianere blandt publikum

Når du besøger Ørnereservatet kan der meget vel være indianere blandt gæsterne.

Du kan se fotografier af Bear Heart på Ørnereservatets udstilling. Ørnefjerene indsamles og gives væk til en kvinde, der laver drømmefangere efter traditionel amerikansk skik.

This article is from: