Billeder uddrag by EC Edition Forlag

Billeder fra Lissabon Frank Sebastian Hansen Roman

Kapitel 6 Solen stod i zenit, og de første frokostgæster var så småt begyndt at indfinde sig på caféen, da Paula endelig fik taget sig sammen til at bede om regningen. Midt på den lille plads vogtede en flok husmødre over deres afkom, mens de vandkæmmede poder tumlede omkring på en nedslidt legeplads. Rundt omkring på de spredte bænke sad ældre mænd i mørke jakkesæt fordybet i avisernes sportssider, mens et par hjemløse tog sig en lur i støvet under et bougainvilleatræ. Til fods ville det ikke tage hende mere end tyve minutter at nå frem til den adresse, der var angivet bagerst i faderens fotoalbum. Hun lod blikket vende tilbage mod menneskemyldret på Rua Garrett, hvor strømmen af forbipasserende kroppe blev æltet sammen til en konturløs grå masse i modlyset. På den travle forretningsgade valgte hun at følge i hælene på en flok amerikanske turister, som stavrede synkront af sted i deres pastelfarvede fritidstøj og skinnende hvide løbesko. Efter få minutter fik hun øje på Praça Luis de Camões, hvor gaden spaltede sig i to. Intuitivt valgte hun at følge Calçada do Combros bratte fald ned mod, hvad der kort efter viste sig at være São Bento-kvarteret. Hun havde allerede studeret bykortet grundigt nok til at vide, at hun herfra skulle bevæge sig mod vest for at komme til det mondæne diplomatkvarter Lapa. Paula var landet i Lissabon aftenen forinden og havde taget en taxa til Pensão Londres. Et luvslidt hotel, i hvis indre en hvinende smedejernselevator fragtede gæsterne op og ned mellem bygningens fire etager. Taxaen havde sneglet

sig gennem byens abrikosfarvede gadelys, mens et virvar af modsatrettede følelser havde rumsteret i hende. Da hun en times tid senere havde taget et bad og var krøbet under det stramt foldede sengetæppe, havde det været umuligt for hende at falde i søvn. Til sidst havde hun klædt sig på og sat sig ned i foyeren, hvor hun fra en gammel computer havde tjekket adressen på Google Maps og allerede efter få klik fundet frem til den korngule bygning med de grønne træskodder, som var hendes mål. For få dage siden havde Lissabon været et tilfældigt navn i rækken af europæiske storbyer, som hun udelukkende kendte fra rejsesektionernes farvefotografier. Tilfældet ville, at der var visse byer, hun altid vendte tilbage til. London og Barcelona havde hun besøgt et hav af gange. London, da det var byen, hvor en af hendes eks-kærester i et par år havde hutlet sig igennem som trommeslager, mens han ventede på det store gennembrud, som aldrig kom, og derfor tre dage om ugen havde været tvunget til at slynge kaffe over disken i en Starbucks. Barcelona var omvendt byen, som havde leveret scenografien til en stribe veninde-weekender, dengang de alle endnu var singler og uden børn, hvilket ville sige, før veninderne valgte at droppe Easyjet og sangriabranderter til fordel for dovne sommerhusdage med familien. Havde tingene formet sig anderledes, ville Paula sandsynligvis allerede have besøgt Lissabon, dengang hun som 21-årig netop havde afsluttet sin HF-eksamen. Her var byen nemlig tegnet ind på den interrailrute, som hun og en veninde havde planlagt at følge i løbet af deres seks ugers rundrejse i Sydeuropa. Deres ambitiøse rejseplaner kuldsejlede dog allerede i Athen, hvor de i 41 graders varme sprang på den første og bedste færge væk fra den kvælende storby. En færge, som viste sig at have kurs mod pensionistparadiset Náxos, hvor de endte med at ryge pot

og grille fisk på stranden tre uger i træk. – Er De faret vild, Senhora? Fortæl mig, hvad De søger? En ældre mand med sixpence og et furet ansigt trådte pludselig frem foran Paula. Han var dukket op fra et mørkt hul i en husfacade, som ved nærmere eftersyn viste sig at være indgangen til en lille snusket bar. Paula så manden an, hvor et drenget smil syntes at have mejslet sig fast i hans ansigt. – Rua das Janelas Verdes. Kan De sige mig, hvor den ligger? Mandens pupiller trak sig sammen, som var han blevet blændet af et stærkt lys. – Rua das Janelas Verdes! De Grønne Vinduers Gade. Diplomatiets hjemmebane. Hyklernes hule! Studehandlernes labyrint! Også kendt som gaden med de mange navne. Selvfølgelig kan jeg fortælle Dem, hvor De finder den. Kan De se kirken derhenne? Dér skal De dreje til højre. Vær sød at hilse Deres venner fra mig, senhora! Hils dem endelig. José ønsker alle en god dag. Manden lettede høfligt på kasketten, hvorefter han forsvandt retur gennem hullet i væggen. Instinktivt forsøgte Paula at følge ham med blikket, men dagslyset nåede ikke langt nok ind i rummet. Det eneste, hun kunne få øje på, var et fugtigt flisegulv, hvor det flød med cigaretskodder og brugte servietter. Hun benyttede et øjebliks ophold i trafikken til at krydse gaden, mens hun havde en klar fornemmelse af, at hun blev fulgt på vej af en flok fremmede blikke inde fra barmørket. Kort efter stod hun foran den fugtskadede kirke, hvor hun fulgte mandens anvisning, og fra en husgavl fik hun øje på de kantede bogstaver, som var hugget ind i byskiltenes karakteristiske beige marmor: Rua das Janelas Verdes. Hun tændte en cigaret og lod røgen fylde sine lunger. Hun mærkede, hvordan nikotinen strømmede gennem blodet, og nød det korte øjebliks prikkende svimmelhed.

I et par lange sekunder føltes det, som om virkeligheden blev revet fra hinanden, før de forskellige dele igen fandt sammen i en mere elastisk form. Den snorlige gade var meget længere, end hun havde forestillet sig. Mondæne, velholdte bygninger i en palet af pastelfarver lå skulder mod skulder, hvor lysegul og rosa tydeligvis hørte til borgerskabets favoritter. Ud over et par hundeluftere og en flok bygningsarbejdere, som var ved at sætte et stillads op foran en husgavl, var gaden støvsuget for liv. Hist og her stod en afskallet bænk eller et kroget, lavstammet træ med svulmende, forårsramte knopper, og foran de fleste indgange holdt diskrete overvågningskameraer øje med nyankomne gæster. Efterhånden som hun nærmede sig nr.165, satte hun tempoet ned, og til sidst måtte hun koncentrere sig om hvert eneste skridt, før hun nåede frem til den grønmalede jerndør, hvor et irret messingskilt havde navnet Melo indgraveret. Med ét mærkede hun nervøsitetens koldsved hen over lænden. Hvorfor havde hun ikke ringet først? Kunne hun egentlig tillade sig at dukke op sådan ud af det blå? I Danmark havde det været nemt at træffe beslutningen om at tage af sted. Fotografierne i fotoalbummet emmede af en familiær samhørighed, som årene ikke havde kunnet udviske, og hvis blot én af personerne på familiebillederne endnu befandt sig her, måtte det vel være grund nok? Paula stod stille, mens hun tømte sit hoved for tanker, og lyttede derefter til den dybe, rungende lyd, der bredte sig et sted inde bag de tykke mure, i samme øjeblik hun trykkede dørklokkens gyldne messingknap i bund.

Kapitel 7 Knap var lyden af dørklokken døet ud, før Paula hørte hurtige skridt bag døren. Hun fornemmede, hvordan hun blev set an gennem dørspionens kolde øje, og kort efter blev den tunge lås slået fra og døren forsigtigt åbnet på klem. I den smalle sprække kom en sort kvindes ansigt til syne. – O que quer? Hvad vil De? Paula forsøgte sig med et usikkert smil. – Boa tarde. Mit navn er Paula. Træffer jeg senhor Melo? Kvinden sendte Paula et køligt blik. – Huset her tilhører senhora Melo, og hun hviler sig i øjeblikket. Kan jeg tage imod en besked? Paula overvejede, om det var nu, hun skulle vende sig om og gå sin vej, men tog sig så sammen. Det var for sent at bakke ud. – Jeg har noget vigtigt, jeg gerne vil tale med senhora Melo om. Jeg er rejst helt fra Danmark, så jeg bliver gerne og venter, til hun får tid til at tale med mig. Kvinden rystede på hovedet. – Beklager. Senhora Melo har allerede lagt planer for resten af dagen, men jeg kan fortælle hende, at … – Rita, byd kvinden indenfor. Hun kan vente på mig i spisestuen. En høj, lys kvindestemme skar igennem inde fra huset. Personen måtte have stået og lyttet til samtalen, og ordren ændrede øjeblikkelig den sorte kvindes attitude, som nu med servil venlighed skubbede hoveddøren op og gjorde tegn til, at Paula skulle træde indenfor. Den sorte kvinde var klædt i en mintgrøn kittel og et par gule plasticsandaler. Hendes kraftige hår var dækket af et hvidt tørklæde, der var

bundet med en stram knude i nakken. Hun måtte være familien Melos hushjælp. En hushjælp, som åbenbart også var udstyret med en butlers beføjelser. Det tog et øjeblik, før Paula havde vænnet sig til foyerens halvmørke, hvor det eneste lys kom fra en vestvendt glasmosaik, som forestillede Jesu korsfæstelse. Midt i bygningen førte en vindeltrappe op til husets øvrige etager. Trappen var dækket af et tyndslidt persisk tæppe, hvor årenes fodtrin havde ædt farve og tekstur. Hushjælpen bad Paula følge med, og på første sal blev hun vist ind i en lys spisestue, hvor store og små malerier dækkede væggene fra gulv til loft. Hun fik anvist en plads i en gul veloursofa, hvorefter hushjælpen forsvandt uden et ord. I den stille stue kæmpede væggenes visuelle bombardement af malerier om Paulas opmærksomhed. En del af malerierne lignede familieportrætter, hvor et tydeligvis velstillet ægtepar og deres to børn var blevet portrætteret i deres prangende hjem. Andre malerier var idylliske naturmotiver, som forestillede grønne olivenlunde eller gamle romerske borgruiner i solnedgangens orangebløde lys. Især tre malerier skilte sig ud. Malerier, som afbildede den samme mørkhårede kvinde, der lå og vred sig i obskure stillinger på et beskidt, brunt gulv. Paula rejste sig og gik hen til de tre næsten identiske billeder af kvinden på gulvet. Paula Rego, 1994 lød signaturen. – Rego er en vred kvinde. Men hun er også fuld af poesi. Den slags kvinder er der for få af. Midt i stuen stod en ældre, spinkel kvinde. Paula havde ikke hørt kvinden komme ind i rummet, men hun genkendte straks stemmen, som var den samme, der havde givet hushjælpen besked på at invitere Paula indenfor. Kvinden måtte være et sted i halvfjerdserne. Hendes mørke blik stod i skarp kontrast til det glatte, kridhvide hår, som nåede

hende til skuldrene. Hun var klædt i en beige silkekjole, og om halsen bar hun et tungt sølvsmykke. Hun lignede ikke én, der lige var vågnet fra sin siesta. – Det er efterhånden sjældent, vi får besøg her i huset. Mit navn er Silvia Melo. Hvad kan jeg gøre for Dem? Paula præsenterede sig, og hun kunne se, hvordan kvinden forsøgte at knytte Paula til en eller anden social sammenhæng. – Vi kender ikke hinanden. Jeg er rejst hertil fra Danmark, fordi der er nogle ting, jeg gerne vil tale med Dem om. Kvinden smilede, men hendes blik afslørede, at hun var på vagt. – Det må være vigtige ting, siden De er kommet helt til Lissabon. Bag kvindens spinkle krop kunne Paula ane væggenes mange portrætter, hvor de størknede ansigter syntes at stirre selvbevidst ud i stuen. – Jeg leder efter min far, Manuel Melo. Jeg håber, De måske ved, hvor jeg kan finde ham? Silvia Melo kunne ikke skjule sin overraskelse. – Deres far, siger De. Jeg tror desværre, jeg må skuffe Dem. Så vidt jeg ved, har Manuel aldrig fået børn. Det er der ingen af os, der har. Jeg er hans søster. Hans eneste søster. Jeg er tre år ældre end ham. Silvia Melo gik med forsigtige skridt hen til et chatol, hvorfra hun fandt en pakke cigaretter og en Dupont-lighter. Hun tændte cigaretten, inhalerede og lod langsomt røgen returnere gennem sine sammenpressede læber. – Ryger De? Paula nikkede, og med rystende hænder fik den gamle kvinde banket endnu en cigaret ud af pakken. Hun rakte cigaretten og lighteren frem mod Paula. – Få for dage siden fandt jeg det her fotoalbum. Måske kender De personerne på billederne?

Fra sin taske trak Paula det aflange fotoalbum op og rakte det frem mod Silvia Melo. Den gamle kvinde tøvede et øjeblik, men tog så fotoalbummet. Hun kiggede kort på Paula, inden hun åbnede det, og da hun så de fire sort-hvide billeder fra Praça do Comércio, gik der en trækning hen over hendes ansigt. Langsomt lod hun en finger løbe over de fire fotografier, som om hun ville være sikker på, at de fandtes. – De må være taget i påsken. Vi plejede altid at gå i kirke og bagefter spise på en restaurant i Baixa. På Praça do Comércio stod der altid nogle portrætfotografer, og papa lod aldrig en chance gå til spilde, hvis han kunne få foreviget familien. Silvia Melo bladrede videre og kiggede kort på de sidste tre billeder i albummet, og Paula kunne ikke bedømme, om hendes fars søster genkendte kvinden på caféen og sangerinden. Uden et ord rakte hun albummet tilbage til Paula og gik langsomt hen til stuens panoramavindue. Hendes før så ranke kropsholdning var væk, og som hun stod dér i modlyset med ryggen til Paula, lignede hun en gammel, afpillet olding, der kæmpede med at holde sig på benene. – Jeg har ikke set Manuel i over femogtredive år. Ikke siden revolutionen. Vi har heller ikke haft nogen kontakt. Gennem årene har der cirkuleret forskellige rygter om, at han skulle have opholdt sig i Stockholm, Buenos Aires og Paris – men jeg ved ikke, om det passer. Og nu viser det sig så, at han har været i Danmark. Silvia Melo satte sig på en spisestuestol og tændte en ny cigaret. Antydningen af et smil tonede frem i hendes ansigt. – Hvornår er du født? – I maj 1983. – Munden og øjnene har du fra ham. De høje kindben må du takke din mor for!

Et øjeblik forsvandt hun ind i sig selv. Trukket ned i erindringen. – Manuel har hverken skrevet eller ringet til mig igennem alle de år. Jeg forsøgte længe at bevare håbet, men til sidst kunne jeg ikke mere. En dag overbeviste jeg mig selv om, at han måtte være død. Fra da af blev alting lettere. Men jeg tog åbenbart fejl. Den gamle kvinde rejste sig og gik hen til endevæggens billedcollage. – Det er utilgiveligt at lægge folk i graven, når de stadig er i live. Også selv om det kun er i tankerne. Hun pegede på et maleri på væggen. – Sidst jeg så din far, så han sådan ud. Billedet er malet her i stuen i februar 1974. Få måneder før han forsvandt. Det er mig, der sidder over for ham. Det naturalistiske maleri forestillede en mand og en kvinde, som sad over for hinanden ved et bord. Manden havde sort, tilbagestrøget hår og var iklædt hvid skjorte, grå jakke og sort slips. Kvinden bar en kropsnær, rød kjole og en kort, sort damejakke. De to portrætterede kiggede ikke i retning af beskueren. I stedet så de direkte på hinanden, hvilket fik dem til at ligne et nyforelsket par. – Papa insisterede på, at vi skulle portrætteres af en af byens malere hvert andet år. En gang om året, som regel i begyndelsen af december, blev vi også sendt til en portrætfotograf nede i Chiado. Manuel hadede at blive fotograferet. Han gjorde det udelukkende for papas skyld. Opildnet af fortidens minder rejste Silvia Melo sig og fandt et stort, læderindbundet fotoalbum frem fra en kommode. Et album fuld af portrætfotografier af de to søskende. Mange af fotografierne var taget i et fotostudie, hvor de to var fotograferet sammen i deres stiveste puds. Alle portrætterne var stemplet med fotografens navn, Gustavo Tavares, samt et årstal. Det første billede var taget i 1952,

mens det sidste var fra december 1968, og alle var de taget i det samme fotoatelier: Estúdio Tavares. På hvert portræt smilede bror og søster pligtskyldigt til fotografen. Som årene gik, fik Silvia noget stadig mere forfinet over sig, mens Manuel Melo kæmpede en brav kamp for at tæmme sine mørke, viltre krøller med brylcreme. Selvom portrætterne tydeligvis var opstillede, fornemmede Paula, at der var et naturligt bånd mellem de to søskende, som fotografen ikke havde behøvet at prætendere. Her var ingen stivnede fotosmil eller kejtede favntag. De to søskende virkede afslappede i hinandens selskab, og Paula gættede på, at de arm i arm havde skyndt sig hen til den nærmeste café, i samme sekund fotografens stavflash havde kastet sit sidste lys. – Når jeg ser Manuel på de her fotografier, så husker jeg, hvor ubekymret han var som ung. Papa var altid fuld af bekymringer. Han frygtede fremtiden, og han var altid bange for, at han ikke havde rustet os godt nok til, hvad der måtte komme. Han var blevet alene med os, før han var fyldt fyrre, og han var rædselsslagen for at give slip på os. Mama døde af tuberkulose, da Manuel var tolv, og jeg var femten. Papa var på forretningsrejse i Brasilien, da hun døde, og det tilgav han aldrig sig selv. Han var sikker på, han havde kunnet redde hende. En håbløs tanke. Hendes lunger var ædt op. Efter mamas død holdt han helt op med at rejse. Der lød en diskret banken på døren, hvorefter hushjælpen dukkede op med en kande te og to kopper. Silvia Melo tog sig god tid til at smage på teen. – Da vi blev ældre, kom papa og Manuel tit på kant med hinanden. Hver gang papa begyndte på sine tirader om Portugals kurs mod kaos, viftede Manuel ham væk. Manuel gad ikke høre på hans sortsyn. Han frygtede ikke fremtiden, og det havde han heller ingen grund til. Han var eminent

til at udnytte de muligheder, der bød sig. Som de fleste andre unge ville han væk fra Portugal for at opleve verden, og han ville finde et sted, hvor han ikke hele tiden skulle stå til regnskab over for papa. Derfor lod han sig indrullere i hæren. De sendte ham til Angola i 1969. Han var lige fyldt 25 år. Oplevelserne dernede kom han sig aldrig over. Silvia Melo tav og løftede forsigtigt tekoppen op til læberne. Paula kunne fornemme, at erindringsbillederne blev ved med at flamme op i den gamle kvindes bevidsthed. Med sine spinkle hænder knugede hun om tekoppens porcelæn. – Hvorfor leder du efter Manuel her i Lissabon? Hendes blik var insisterende. – Jeg fandt et brev sammen med fotoalbummet, hvor min far skrev, at han ville tage til Lissabon i et stykke tid. Og bagerst i fotoalbummet var der angivet den her adresse, så jeg håbede, jeg ville finde ham her. Silvia Melo rystede på hovedet. – Manuel har altid gået sine egne veje. Men det ved du sikkert allerede ... Antydningen af et smil dukkede op i den gamle dames ansigt. – Min far fortalte mig, at han var født i Angola og siden flygtede under kolonikrigen. Men han var altså soldat dernede ... Silvia Melo nikkede tøvende. – Vær sød at vente her et øjeblik. Med langsomme skridt forsvandt hun ud af stuen for kort efter at vende tilbage med et stykke papir i hånden. – Vi skal mødes igen og tale sammen. Men du må have mig undskyldt nu. Jeg trænger til at hvile mig. Hun rakte papiret frem mod Paula. – Prøv at opsøge senhora Coelho på den her adresse. Hun var den, der i mange år var tættest på Manuel. Det er hende, der er fotograferet på caféen. Og når Rita følger

dig ud, så fortæl hende, hvilket hotel du bor på. Så vil jeg snart kontakte dig. Vi to har meget, vi skal indhente. Med en pludselig varme trådte den gamle kvinde frem mod Paula, kyssede hende på hver kind og forlod derefter stuen.

Kapitel 8 Den nedslidte elevator udstødte en enerverende metallisk hvinen, hver gang dørene gik op, og et par turister trådte ud i foyerens kolde neonlys. I hotelreceptionen sad en ranglet portier med daggamle skægstubbe og gloede på et lille tv, der viste en foldboldkamp. Han udstødte et tilkendegivende suk, men ulejligede sig ellers ikke med at flytte blikket fra skærmen, da Paula lagde nøglen til værelse 311 på skranken. Ude foran hotellet på Rua Dom Pedro V holdt et par cremefarvede taxier i tomgang. I begge biler sad chaufførerne og røg cigaretter for nedrullede vinduer, mens deres radioer knevrede om kap. Efter besøget hos Silvia Melo havde Paula været segnefærdig af træthed. Flere dages akkumuleret spænding var blevet forløst ved mødet med den ældre kvinde, og løsrevne billeder og sanseindtryk fra huset i Lapa blev ved med at dukke op i hendes bevidsthed. Ifølge Silvia Melo havde Manuel brudt med sin familie efter Nellikerevolutionen. Otte år før skæbnen og en håndfuld musikervenner tog ham med til fest på Drudsholm. Paula havde håbet, at hendes far ville befinde sig i det gule hus. I stedet viste det sig, at han ikke havde haft kontakt med sin familie siden 1974. Hvad der var sket, og hvorfor han havde løjet om sin fortid, havde hun ingen idé om. Det eneste, hun lige nu havde at gå efter, var den adresse, som Silvia havde givet hende. En adresse på den kvinde, hvis portræt hendes far havde gemt i over tredive år. Fra Silvia Melos hus i Lapa havde Paula taget en taxa direkte til hotellet, hvor hun forsøgte at ringe til sin fars

mobil, der igen gik direkte på telefonsvareren. Hun lod være at indtale en besked og lagde sig i stedet på sengen, hvor hun faldt i søvn. Da hun vågnede et par timer senere, var det med en dundrende hovedpine, og i et kort øjeblik anede hun ikke, hvor hun befandt sig. Et par panodiler og et iskoldt bad bragte hende i en lidt bedre forfatning, og i stedet for at ligge og stirre ind i hotelværelsets lyseblå vægge, mens hun spekulerede over dagens oplevelser, bestemte hun sig for at gå ud og få noget at spise. Egentlig var hun slet ikke sulten, men hun havde ikke spist noget hele dagen, og hun trængte til at fornemme andre menneskers nærvær. Foran hotellet fulgte hun Rua Dom Pedro V’s stigende kurve op mod Jardim do Príncipe Real. På en lille café i et hjørne af pladsen, hvor aftenmørket havde trukket sig sammen under de krogede cedertræer, bestilte hun en tomatsalat, en halv flaske hvidvin og dagens fisk. Hun nåede at drikke to glas vin, før det hvide stykke saltet torsk ankom i en glinsende sø af olivenolie. Hun stak lidt til fisken, spiste det meste af salaten og drak endnu et glas vin, mens hun iagttog, hvordan to hundeluftere havde et hyr med at holde deres knurrende kæledyr fra at gå i kødet på hinanden. Hun kunne mærke alkoholen flyde rundt som kviksølv i hjernen, da hun krydsede pladsen og søgte i retning mod kvarteret Bairro Alto. Hun ville finde en bar og få sig et par drinks, så nattesøvnen kunne ramme hende som et slag i baghovedet, i samme sekund hun krøb ind under sengetæppet på Pensão Londres. Hun havde endnu ikke besluttet sig for, hvor længe hun ville blive i Lissabon. Hun vidste heller ikke, om hun ville opsøge den adresse, som Silvia Melo havde givet hende. Det havde aldrig været en del af planen, at hun skulle til Lissabon for at jage fortidens spøgelser frem af deres støvede gemmer. Hvad var i det hele taget pointen med at rende

rundt hernede som en anden samspilsramt madamme iført solhat og bykort på jagt efter sin far, der selv havde valgt at vende sin døende ekskone og datter ryggen og skride ad helvede til uden at forklare hvorfor? En far, der heller ikke ligefrem kunne beskyldes for at spille med åbne kort om sin fortid. Nøgternt betragtet burde hun købe en flybillet og flyve retur til København dagen efter. På den måde kunne hun hurtigst muligt få genoptaget sit vante liv derhjemme. Ingen i hendes bekendtskabskreds havde alligevel nået at opdage, at hun var rejst til Lissabon for at agere hovedperson i sin egen teatralske version af TV-tåreperseren Sporløs. Og mon ikke hendes far selv ville give lyd fra sig på et eller andet tidspunkt? Sådan plejede det at være, når det pludselig gik op for ham, at der fandtes en virkelighed på den anden side af hans eget fotografiske scenetæppe. Havde hendes mor været i live, ville hun have beroliget Paula. Hun kendte Manuel og hans spontanitet, og hun havde altid forsvaret ham, når han ikke lod høre fra sig igennem længere tid. Hun havde accepteret, at han forsvandt ind i sine projekter og først dukkede op igen, når han havde opnået det, han ville. At han pludselig valgte at rejse til Lissabon, ville ikke have bekymret hende. Alligevel ville Paula ønske, at hun kunne fortælle sin mor om dagens oplevelser. For hvad ville hun sige til, at Manuel havde en søster? Og hvordan ville hun have reageret på nyheden om, at han var vokset op i Lissabon og siden havde været soldat i kolonikrigen? Paula fandt en bar, hvor der kun sad få mennesker ved de spredte borde. Midt i lokalet sad en sort fyr i et mørkt jakkesæt og angreb et klaver med hele kroppen. Resultatet af hans anstrengelser var nogle harmløse jazzimprovisationer, der fik hende til at længes efter stærk alkohol. I baren bestilte hun en mojito og satte sig ned bagerst

i lokalet, netop som hyggepianisten kastede sig ud i en forceret udgave af “Fly Me To The Moon”. Hun tog en stor slurk af drinken og koncentrerede sig et øjeblik om den skarpe eftersmag af mynte, der bredte sig i svælget med en prikkende fornemmelse. Fra sin taske fandt hun papiret fra Silvia Melo og læste igen navnet og adressen på den kvinde, som måske ville kunne fortælle hende noget mere om hendes far. Kvindens navn var Sonia Coelho, og hun boede i Alfama, kvarteret øst for centrum. Silvia Melo havde bevidst undgået at berøre, hvilken relation der havde været mellem hendes bror og Sonia Coelho, men noget ved hendes tonefald havde fortalt Paula, at de to kvinder ikke var hjerteveninder. Spredte stemmer blandede sig med jazzmusikken, og hun mærkede, hvordan alkoholen langsomt tog styringen over hendes tankerækker. Hun lukkede øjnene og nød det bløde, skvulpende mørke, hvor bevidstheden blev trukket gennem skarpe sving og bratte fald, og hvor pludselige indtryk og indfald ikke øjeblikkeligt blev mast til døde af fornuftens censurerende filter. Hun fangede bartenderens opmærksomhed og bestilte en gin og tonic, mens pianisten var godt i gang med at molestere “Where and When”. Endnu var hun ikke blevet så fuld, at hendes tanker druknede i sort, vatteret glemsel, når de meldte sig. Men hun var heller ikke længere så ædru, at tankerækkerne fulgte nogen form for logik. Hun elskede disse berusede øjeblikke, denne kantede balanceakt, hvor alkoholen flåede i sanserne, og hvor bevidstheden gav los for et vildt og knopskydende associationsmylder. En stemning, som kun kunne forstærkes, hvis hun blev ved med at drikke, indtil det hele kulminerede, og hun var blevet så fuld, at instinkterne tog over, og hvor hun bagefter kun ville kunne huske fragmenter af, hvad hun havde foretaget sig.

Flere gæster havde indfundet sig i baren. Hovedsagelig midaldrende mænd i mørkeblå eller grå jakkesæt og nypudsede lædersko. Mænd, der ankom i små grupper, og hvis stemmeleje steg i takt med, at de fik tanket bugen op med alkohol. Paula gættede på, at baren var stamsted for disse pengedrenge, som lignede et miks af advokater, bankansatte og revisorer. Midaldrende karrieremænd, som søgte hen til denne jazzhule for at koble af og få nogle drinks efter arbejdet, før familielivet kaldte patriarkerne hjem til byens velfriserede forstadskvarterer. Hun tømte sin drink og bestemte sig for, at hun havde fået nok af selvforelsket jazzmuzak, og med et sløret blik rettet mod det grønt lysende Saida-skilt fik hun kantet sig mellem de tætbefolkede borde i retning af udgangen. Ude på gaden tændte hun en cigaret og inhalerede grådigt, mens en kølig vind trak ned ad den smalle gade og fik det nyvaskede tøj til at blafre på tørresnorene, som var spændt ud mellem de pastelfarvede husfacader. På modsatte fortov sad en langskægget mand og sov sin brandert ud med armen omkring en sortbrun hund. En mørk plamage afslørede, at manden havde pisset i bukserne, og i stedet for sokker havde han proppet avispapir ned i sine hullede løbesko. Instinktivt søgte Paula i retning af en gruppe mennesker, som stod foran en bar længere nede ad gaden, hvor en kvindelig DJ i stramt denim fra et lille podie forsøgte at sparke liv i gadefesten. Langs husfacaderne havde folk slået sig ned med deres vin- og ølflasker, mens glødende joints cirkulerede i mørket som ildfluer. Hun genkendte straks den søde lugt, der lå som et krydret tæppe hen ad gaden. Det var flere år siden, hun havde droppet de hallucinerende stoffer. Hun havde taget det ecstasy, hun skulle, og hun havde stenet rigelig af sin tid væk i selskab med kræmmerhusformede joints. Hun kunne

lide at drikke sig fuld. Men stofferne og hashen tog hende steder hen, hvor hun mistede selvkontrollen. Et sort og klæbrigt mudderhul, som hun ikke længere havde lyst til at padle rundt i. Der var engang, hvor det havde været et mål i sig selv at krybe så tæt på kanten som muligt og give sig hen til vrangforestillingernes billedorgie. Men de dage var forbi. I hvert fald så længe stofferne var adgangsbilletten. – Vil du ryge? En fyr, som Paula netop havde set suge liv i en joint, havde rejst sig og stod nu og rakte den ulmende joint frem mod hende. Hun sendte ham et smil og rystede på hovedet. – I aften drikker jeg kun. Og ryger cigaretter! Fyren trak på skuldrene og rakte den glødende joint videre til en buttet pige, som med en mekanisk bevægelse placerede den mellem læberne. – Hvad drikker du? Han nikkede i retning af Paulas tomme hænder. – Hvad som helst. Fyren forsvandt i retning mod baren, og lidt efter kom han tilbage med to plasticglas, der indeholdt en ubestemmelig grøn væske. Han rakte Paula det ene. – Saude! Hun hævede plasticglasset og nærstuderede glassets materiegrønne bundfald, før hun tog en forsigtig slurk. Fyren lo, da han opdagede hendes skepsis. – Calma! Det er Bairro Altos bedste caipirinha. Til prisen. Paula trak på skuldrene og roterede glasset i små cirkelbevægelser for at fordele det knuste rørsukker. De stod lidt og drak i tavshed. Fyren så ikke ud til at have travlt med at indlede en samtale, og hun vidste på sin side heller ikke, hvad hun skulle spørge ham om. Hun var ikke sikker på, at hun overhovedet gad vide noget om ham. Hun var ikke kommet til byen for at finde nye venner.

Fra baren buldrede The Smashing Pumpkings’ “Tonight Tonight”. Den denimklædte DJ var åbenbart i det nostalgiske hjørne, og hun var ikke den eneste, for rundt omkring på gaden stod folk og vuggede i takt til Billy Corgans skærebrændervokal. En pige i en karrygul kjole henvendte sig til fyren, der havde sponsoreret Paulas drink. Musikken gjorde det umuligt for Paula at høre, hvad pigen sagde, hun kunne blot se, at fyren nikkede. Kort efter var der opbrud i mængden, og en større flok begyndte at bevæge sig i retning mod floden. Uden nærmere overvejelser fulgte Paula med. Hun nød kroppens elektriske lethed, mens hun som en del af flokken blev trukket gennem Bairro Altos kvadratiske net af gader uden at spekulere over, hvad endemålet var. På et tidspunkt genkendte hun den trafikerede Calçada do Combro, og hun fulgte med, da de krydsede Praça Luis de Camões, fra hvis midte en aviskiosk kastede sit orange lys i en blød cirkel hen over brostenene. Fra en tilfældig samtale fik hun opsnappet, at folk var på vej til en hiphop-koncert nede ved havnefronten, og hun spejdede forgæves efter fyren, som havde givet hende drinken, men det var umuligt at skelne folks ansigter fra hinanden i menneskemængden. I stedet forsøgte hun at holde blikket fokuseret på Tejo-floden, som lå og lyste som et sølvspejl i horisonten. Kort efter begyndte de første sømandsknejper at dukke op, og snart gjorde flokken holdt ved en forfalden bygning, hvorfra et blinkende neonskilt fortalte, at destinationen var en klub ved navn MUSICBOX. Foran indgangen fandt Paula en krøllet 10 euro-seddel frem fra sin taske og rakte den til en dørmand med hænderne fulde af falmede tatoveringer. Uden at fortrække en mine tog han imod pengene, hvorefter han skubbede en skydedør til side. Sammen med tre-fire andre trådte hun ind i en aflang, lavloftet sal, hvis eneste lys kom fra to røde

spotlights, der i mekaniske ryk fulgte et par rappere, som fra en lille scene bjæffede deres aggressive vers, mens de kastede håndtegn ud til det tætpakkede publikum. Musikken pumpede ud i salen fra to store højttalere, og Paula mærkede de tunge beats helt ind i kroppens vitale organer. Bag hende blev der ved med at strømme mennesker ind i salen, og hun blev langsomt presset længere frem mod scenen, indtil hun var opslugt af det kogende menneskehav. Et stykke tid lod hun sig føre omkring af menneskemassen, indtil presset fra alle sider blev så voldsomt, at hun havde svært ved at få vejret. Grebet af et øjebliks panik lykkedes det hende at få kæmpet sig fri af den svedende klump af mennesker. Med forskrækkelsen bankende i kroppen søgte hun hen til en bar, hvor hun bestilte en gin og tonic. Bag barens indhegnede helle stod hun lidt og overvejede, hvordan hun skulle komme helskindet tilbage til udgangen, da hun opdagede, at der bag baren var adgang til en udendørs rygezone. Hun fik kantet sig rundt om baren, og øjeblikket efter stod hun ude i den kølige aftenluft med en cigaret mellem læberne, mens rapmusikken var reduceret til et fjernt lydtapet. Rundt omkring hende stod folk og røg og småsnakkede, og det var først, da hun havde fået tændt endnu en cigaret, at hun genkendte den fyr, som tidligere på aftenen havde budt hende på en caipirinha. Hun mærkede en instinktiv lyst til at tale med ham. Alligevel blev hun stående og iagttog ham på afstand. Fyren var i færd med at fortælle en historie. Hans hænder gestikulerede ivrigt, og han flyttede skiftevis kropsvægten fra den ene fod til den anden, mens han talte. Hans øjne var mørke, næsten sorte, og hans mørke hår var stort og krøllet. Han var klædt i slidte jeans, et par udtrådte Chelsea-boots og en kort, grå læderjakke.

Fyren kunne sikkert mærke, at Paula iagttog ham, for pludselig drejede han hovedet i hendes retning, og øjeblikket efter stod han ved siden af hende. – Jeg gætter på, at du ikke er den store fan af portugisisk hiphop? – Jeg er en stor fan af overlevelse! Derinde bliver man jo mast ihjel! Fyren lo. En dyb tør latter. – Giver du en cigaret? Paula bankede en L&M ud af den krøllede pakke og rakte ham den. Hun skulle lige til at finde sin engangslighter frem fra tasken, da han trak en sølvlighter frem af læderjakkens inderlomme og tændte cigaretten med en lille, mørkeblå flamme. Ved siden af dem begyndte et par piger at diskutere, hvor byturen skulle fortsætte. En af pigerne kendte et sted i Cais do Sodré, hvor en engelsk DJ altid holdt festen kørende, indtil de sidste kokainhoveder tumlede ud i dagslyset et godt stykke op ad formiddagen. Langsomt dukkede der flere og flere mennesker op i det indhegnede rygebur, og på et tidspunkt faldt Paula i snak med en pige, som stammede fra Madeira, men som for et års tid siden var flyttet til Lissabon, hvor hun nu arbejdede på en café i Baixa. Pigen talte med en nasal stemme, hvor ordene flød uden pauser, mens hendes pupiller bevægede sig i små hurtige ryk. Hun var kunstmaler. Men hun hadede figurative malerier. Hun malede abstrakt. Der kunne hun få luft og se virkeligheden i øjnene, når hun tæskede fed oliemaling på et stort snehvidt lærred. En fyr i en grønternet skovmandsskjorte og et viltert fuldskæg gav Paula et fast håndtryk. Han betalte sin husleje ved at designe hjemmesider for portugisiske telefonselskaber, mens han om natten udviklede computerspil sammen med nogle kammerater. Skovmandskjorten var i selskab med

en bebrillet fyr, som præsenterede sig selv som guitarist. En fyr, der var mere end almindeligt dødtræt af Lissabons musikalske provinsialisme. – Fascistisk flødefado og sjælløst latinopop. Det er de eneste musikalske bidrag, den her lorteby har at byde på. Fyren havde derfor besluttet sig: Han ville flytte til Manchester. Det eneste sted en musiker burde bo. Paula måtte have lignet et spørgsmålstegn, for fyren sendte hende et arrogant blik og vendte hende ryggen, i samme øjeblik han havde vrisset, om hun mon nogensinde havde hørt om Joy Division og The Smiths? Natten igennem blev Paula introduceret for en broget mosaik af ansigter og navne, som hun hurtigt opgav at holde styr på. Bag de mange fugtige hænder, hun trykkede, og blussende kinder, hun kindkyssede, gemte sig en hob af forfattere, malere, journalister, it-ingeniører og en enkelt læspende scenograf. At hun overhovedet kunne huske noget fra nattens begivenheder, var et mindre mirakel, i betragtning af hvor meget alkohol hun havde drukket. Allerede mod slutningen af koncerten var begivenhederne begyndt at fortone sig i en dis. Paula kunne huske, at der havde været opbrud i mængden, og selvom hun havde haft planer om at tage en taxa hjem til Pensão Londres, endte hun alligevel på en bar med rødt velourtapet på væggene og en støvet discokugle hængende i loftet. Hun havde for længst mistet tidsfornemmelsen, og sammen med en mindre gruppe havde hun turneret fra bar til bar i Cais do Sodrés minefelt, hvor gaderne flød med knuste ølflasker og plasticposer. Foran barerne stod pushere og forsøgte at sælge deres similidrugs, mens en håndfuld indiske mænd med udtryksløse ansigter gik omkring og falbød deres sørgelige tingeltangel af selvlysende solbriller, batteridrevne bamser og afpillede roser. For enden af den lille gade stod en klynge prostitu-

erede og frøs under en betonbro, mens personbiler med liderlige, midaldrende mænd bag rattet tøffede langsomt forbi og sonderede udbuddet. Paula fulgte flokken, hvor den ene bar afløste den anden, og hvor kun det forskelligfarvede neonlys syntes at adskille stederne fra hinanden. Et sted dansede de til høj soulmusik. Et andet sted sad en kvinde med rådne tænder på en barstol og blev ved med at le hysterisk. Overalt blev de mødt af en indelukket stank af sved og konstante tilbud om stoffer. Kokain. Heroin. Ecstasy. Crack. Good stuff. Hun havde absolut ingen anelse om, hvad klokken var, da hun sammen med den krølhårede fyr ud på morgenen prajede en taxa og fra sin plads på bagsædet så solens orange kugle rulle hen over byens tagrygge.