Det er fugtigkoldt, og det regner, himlen er grå og spærrer al adgang for solen, sneen ligger stadig i hvide klatter langs vejene, og da han står ud af taxien foran Berth Umaøs anonyme rækkehus og får øje på omridset af en høj mand bag dobbeltskydedøren ind til stuen i rækkehuset, er han ved at glide i snesjappet på fortovet. Jon bevæger sig hen til gavlen med indgangsdøren og når ikke at berøre dørklokken, før Berth har åbnet døren og med en lille bevægelse med hovedet ud imod vejen, siger: - Man skal passe på sine skridt i det vejr! Han nikker, smiler lidt, siger sit navn, giver Berth hånden og får et fast håndtryk tilbage. - Kom dog ind, siger Berth, træder et skridt tilbage og lukker døren bag ham ud til regnen. De står et øjeblik og betragter hinanden i entréen, han i sin våde cottoncoat, Berth i sin sorte striktrøje over en blå nystrøget skjorte. Berths ansigt er furet og solbrændt og stikker af i forhold til entréens hvide vægge. Der er noget underligt barnligt i blikket, som ikke hænger sammen med ansigtets maskuline træk og den dybe, nærmest ru stemme. Han registrerer det, som han er vant til fra et utal andre lignende situationer, hvor det første indtryk bliver hængende i baghovedet, trækker sin cottoncoat af og hæmger den på en bøjle på den tomme knagerække. Stuen med dens lille køkkenafdeling og trægulv er påfaldende ren og med dens Ikea-møbler, tv-skærm og nogle indrammede filmplakater fra gamle Hollywood-film - han genkender Robert Mitchums skyggeagtige kontrafej i rollen som Max Cady i ”Cape Fear” - uden atmosfære, nærmest som en tilfældig opholdstue for en mand på gennemtræk. Han sætter sig i en lænestol foran et lille bord med to tomme kopper, og mens Berth med tunge skridt, der knager
141