Drengen og dæmonen by EC Edition Forlag

Drengen & dĂŚmonen Jens Ă&#x2DC;stergaard

Drengen & dæmonen Jens Østergaard

© Jens Østergaard og EC Edition 2013 www.jensostergaard.com facebook.com/jensostergaardbooks Omslag: Anne-Lone Krog Møller Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen Bogen er sat med Giovanni Book ISBN 978-87-91392-83-2 1. udgave, 1. oplag Trykt i Danmark 2013

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Aarhus C

www.ec-edition.dk

Projekt 001 Nu kan hun høre ham. Den spæde knirken fra et nyfødt barn. Hendes søn. En tyk, varm bølge af lykke vælter op gennem Eva, og hun kan ikke længere holde tårerne tilbage. Glæden og udmattelsen triller ned over hendes kinder. Hun snøfter og tørrer tårerne væk. Vil gerne se barnet, men er for udmattet til at holde hovedet hævet fra puden i mere end et ganske kort øjeblik. Må lade det dumpe tilbage med et støn. Anna holder drengen op foran sig, og Lægen sætter en klemme på navlestrengen. Klipper den over med forsigtige bevægelser, som om han masserer den fra hinanden med saksen. Lægen. Det er det, Anna kalder ham. Aldrig andet end det. Og Eva kommer til at tænke på sine bedsteforældre. Den kuede, udglattende kvinde og den tavse, viljestærke mand. Hendes bedstemor omtalte også kun sin mand ved hans profession. Direktøren. - Du skal ikke larme så meget med dine legoklodser. Direktøren skal have sin middagslur, ville hun sige, mens hun trissede rundt og ryddede op efter frokosten. Præcis som Anna altid trisser rundt og rydder op og støver af, mens Lægen er på kontoret i kælderen. Eva har aldrig været dernede. Det er forbudt område. Lægen har brug for ro til sine studier. Nogle gange forsvinder han dernede. Er væk i mange døgn, før han kommer op til overfladen igen. Svedig og mat med røde øjne. Som om hans tanker er tunge at flytte rundt på. Men lige nu er de for en gangs skyld alle sammen samlet i Evas værelse. Til den begivenhed, de alle har ventet på.

Huset har sitret af en anspændt nervøsitet de seneste par uger. Alle har været klar over, at nu var det lige op over. Eva har kunnet mærke det på Anna. Hun har ikke været lige så munter, som hun plejer. Faktisk har hun været tvær og fjern. Eva har tænkt på, om Anna måske er misundelig, fordi hun og Lægen ikke selv har fået børn. Men de har ikke snakket om det. Eva tør ikke spørge hende. Et skarpt lys strømmer ind gennem vinduet. Indrammer Anna, Lægen og Evas lille dreng. Får dem til at fremstå som sorte silhuetter på et lysende, hvidt tæppe. Som et skyggeteater. Så begynder Eva at græde igen. Smerten er forsvundet. Nej, ikke kun forsvundet. Den er glemt. Helt og aldeles. Selv hvis hun virkelig prøvede, ville hun ikke kunne genkalde sig den. Nu summer og prikker det i stedet i hendes ben, arme og bryst. Selv hendes kinder og ører snurrer lystigt med. Det er ikke til at forstå, at det kun er et halvt år siden, hun ramte bunden. At det kun er et halvt år siden, hun forsøgte at slå sig selv og sit ufødte barn ihjel med en overdosis heroin. Det var før, hun mødte Lægen. Før han reddede hende. Han betalte hendes alfons for at lade hende gå. Det var det første skridt. Og så tog han stofferne fra hende. Eva ved ikke, hvor mange penge, Lægen gav for hendes frihed, men hun er ikke i tvivl om, at det var et stort beløb. Han gav hende et nyt hjem. En ny chance. Ja, det var jo dem begge to, både Anna og Lægen, der gav hende en ny chance, men det var Lægens fortjeneste. Det var hans beslutning, at de skulle tage hende til sig. De første dage af det nye liv var hun sikker på, at hun ville dø. Hun havde tyndskid og kastede op hele tiden. Kroppen kogte af feber, så hendes lagener blev gennemblødte. Hver eneste af hendes kunder vendte tilbage til hende i drømme og tog hende en gang til. Hun gennemlevede

hele sit forbandede liv endnu engang. Men drømmesynene gik i sig selv igen efter nogen tid. Feberen faldt. Maven faldt til ro. Og i løbet af de måneder, hun har boet her, er hun ganske langsomt kommet til at ligne enhver anden ung kvinde. Hun er snart klar til at komme udenfor igen. Frygter ikke længere andre menneskers blikke. Det tynde, tjavsede hår, der før faldt af i store totter, er nu tykt og stærkt igen. Hendes hud er stadig bleg, men den er ikke længere gennemsigtig, og den har ikke længere den syge, blå tone, den havde før. Hendes muskler i armene og benene er blevet større. Skelettet, den levende døde, er igen blevet et menneske. Nu ligger hun her på briksen og føler sig lykkelig for første gang i sit voksne liv. Det er det her, de mener, når de taler om en ny begyndelse, tænker hun, og hun spørger med grødet stemme: - Må jeg se ham nu? - Han er perfekt, siger Anna. - Tak, hvisker Eva. - Tusind tak. Men så går det op for hende, at Anna slet ikke taler til hende. Hun taler til Lægen, der er gået om bag ved briksen. Hun føler sig lidt dum, sådan som hun altid gør, når hun kommer til at sige noget forkert. Eller når hun åbner munden på det forkerte tidspunkt. Så får hun lyst til at gemme ansigtet under puden og lade, som om hun ikke er her. - Godt, siger Lægen. Han lader ikke til at lægge mærke til hendes fejl. Heldigvis. Eva vil helst gøre det hele rigtigt. Det her øjeblik skal være helt perfekt. Hun vil ikke spolere det med sin gamle kejtethed. Hun er ikke længere den Eva. Hun er en ny og forbedret model. - Så lad os få det gjort færdig, mumler Lægen. Først tror Eva, at han taler om moderkagen, der stadig

mangler at komme ud. Anna og Lægen har forklaret hende, at det hele ikke er overstået, når barnet er kommet til verden. De har gennemgået fødslen for hende trin for trin, så hun er hele tiden opmærksom på, hvor langt de er nået. Hun har været tilskuer til sit eget liv i mange år, men det skal være slut nu. Hun vil vide det hele. Føle alting. Være i kontrol. Og nu gælder det moderkagen. Det er hun sikker på. Sidste trin, før fødslen er overstået. Før hun kan holde om sin søn. Men så breder en skygge sig over hendes ansigt, og i næste øjeblik kan Eva se en helt hvid pude, der synes at svæve uroligt over hende. Hun når ikke at sige noget. Når ikke at skrige. Det er Lægen, der holder fat i puden, og nu presser han den ned over hendes ansigt. Den dækker hendes næse og mund. Hænderne søger op mod hovedet for at løfte puden væk, men Lægen holder fast. Han er stærk. Lægger al sin vægt i. Hun hiver efter vejret. Ingen luft. Benene spjætter. Kroppen vrider sig. Hovedet dunker. Hvad er det, han laver? Det må være en fejl. Det må da være ... Nu bølger en ny følelse gennem Eva. En iskold rædsel, der bliver fulgt af et lige så iskoldt klarsyn: Selvfølgelig var det hele for godt til at være sandt. Hvordan kunne jeg tro, at jeg havde gjort mig fortjent til at være lykkelig? Hun kan mærke, hvordan musklerne slappes. Først i benene, der falder til ro på briksens hvide lagen. Så i armene og fingrene, som hun ikke længere kan løfte fra brystet. Kroppen bliver kold og varm på samme tid. Som havde hun feber igen. Han er sikkert også bedre tjent uden mig. Det er det sidste, hun tænker. Om den dreng, hun har båret i sit liv i ni måneder. Den dreng, hun nåede at hade og elske, uden at hun nogensinde lærte ham at kende.

Den dreng, der først var en konstant påmindelse om, hvor langt ned i lortet, hun var kommet, men siden blev til et løfte om, hvor godt hendes liv kunne blive. Den dreng, som hun nu ved, hun aldrig får at se som andet end en sort silhuet i armene på en anden kvinde.

FREDAG KLOKKEN 21.45

1. - Det skal nok gå, hvisker Susanne Aagaard frem for sig. Hun kniber øjnene sammen for bedre at kunne se, men det hjælper ikke. Regnen banker ind mod bilens forrude og slører alting til. Kun når den gamle bils vinduesviskere lige er gledet hen over ruden, kan hun se landevejen foran sig. Øjeblikket efter forsvinder alt igen bag store, tunge regndråber. Susanne Aagaard, tænker hun flygtigt. Hun har aldrig vænnet sig til det navn, og nu er hun allerede på vej til at lægge det bag sig igen. Foden ligger tungt på speederen. For tungt. Det ved hun. Bilen skyder for hurtigt frem gennem regnen. Og hun ved også, at hun burde slappe af nu. Det er længe siden, hun har set forlygterne i bakspejlet. Men hun kan ikke slappe af. Det føles, som om alle hendes muskler er gået i krampe. Som om hele hendes krop modsætter sig, at hun skal løfte foden og lette presset på speederen. Hun ser ansigtet for sig, og hårene rejser sig i hendes nakke. Som sad der nogen omme på bagsædet lige nu og pustede kold luft på hende. Det ansigt og de hænder. - Det skal nok gå. Det skal nok gå. Det skal nok gå. Hun er ikke klar over, om hun forsøger at berolige sig selv eller Emma, der sidder på bagsædet og sover på sin selepude. Blikket søger op mod bakspejlet igen. For at sikre sig, at datteren rent faktisk er der. Hun kan ikke længere se hende. Med det samme begynder hjertet at slå hårdere. Hun vender sig om i forsædet. Jo, hun er der stadig. Hendes

hoved er bare faldet til siden. Susanne trækker vejret dybt. Forsøger at tage den med ro. Men hun kan hverken få sit hjerte eller sin bil til at sætte farten ned. Nu lyder der en rumlen under hende. Bilens højre forhjul synker pludseligt. Hun vender sig igen. Ser fremad netop som vinduesviskerne gnubber regnen væk med en lyd, der minder hende om lyden fra en godt brugt gummisvaber. Hun må have drejet på rattet, da hun vendte sig for at se om på bagsædet; for i stedet for at se den regnvåde, sorte asfalt, rejser der sig nu en græsklædt høj foran hende. Hun river i rattet for at få bilen tilbage på vejen. Bilens forhjul hopper hen over det ujævne underlag. Forruden slører til. Vinduesviskerne skraber hen over ruden. Frit udsyn. Den græsklædte høj er væk. I stedet ser hun nu et træ mindre end en meter foran bilen. Hun trykker bremsepedalen i bund, men da er det allerede for sent. Kølerhjelmen krøller sammen. Forruden eksploderer. I et sort sekund går det op for hende, at hun har glemt at tage sele på. Så letter hun fra sædet.

2. Martin Dahl flår rattet mod venstre, men bilen drejer ikke. Dækkene har sluppet grebet i asfalten og skøjter hjælpeløst skrigende hen over den våde landevej. Foden rammer bremsepedalen. Bagenden skrider ud. Trækker ham med sig rundt, som sad han i tekopperne i Tivoli. Træerne i vejkanten hvirvler forbi i lyset fra forlygterne. Hænderne knuger om rattet. Nu rammer jeg, tænker han. Men så standser bilen med et ryk. Den store Ford Mondeo holder stille på tværs af vejen. Motoren dør ud. Den tunge regn hamrer mod bilens tag. Dahl sidder et øjeblik uden at bevæge sig. Trækker vejret dybt for at få kroppen til at falde bare lidt til ro. Vrister så sine hænder fri fra rattets læder. Tænder advarselsblinket og stiger ud af bilen. Skærmer for regnen med sin hånd. Et par meter foran bilen ligger en kvinde midt på vejen. Havde han reageret bare et splitsekund senere, ville han have ramt hende. - Hallo?, råber han med heftigt dunkende hjerte. Men hun rører sig ikke. Ligger helt stille på maven med den ene kind hvilende mod midterstriben. Hendes T-shirt og jeans er forrevne. Højre ben stritter lige ud fra kroppen i en halvfems graders vinkel. Hun har en sko på sin venstre fod, men ikke på den højre. Dahl sætter sig på knæ ved siden af hende. Der løber blod fra hendes hovedbund, og det blander sig med den halve centimeter regnvand, der strømmer hen over asfalten som en bred, sort flod. Det mørke hår er klistret sammen i store totter. Ansigtet er ... Satans.

Det meste af hendes ansigt er væk. Sikkert raspet af, da hun gled hen over asfalten. Kraniet er knust. Dahl læner sig fremover. Lægger øret helt ned til kvindens mund. Forsøger at lade være med at tænke på, at huden er væk. At overlæben er revet midt over. At tænderne er slået ud af munden på hende og sikkert ligger spredt ud over vejbanen. Hvis de da ikke er skyllet væk af regnen. Hun trækker vejret. Lyden er svag, men den er der. Et støn forlader den ødelagte mund. Dahl retter sig op. Kommer helt op at stå. Griber sin telefon i inderlommen. Ringer til alarmcentralen. Der går et øjeblik. Så lyder en automatiseret kvindestemme: - De har kaldt alarm et-et-to. Vent venligst. Hold forbindelsen til alarm et-et-to. Han stirrer ned på det ødelagte ansigt. På resten af kroppen. Den ene hånd bevæger sig. Ikke meget, men nok til, at han lægger mærke til det. Så løfter han blikket og ser sig omkring. Opdager en bil, der er krøllet rundt om et træ 30-40 meter længere nede ad vejen. I mørket og regnen er den næsten umulig at se. Det må være den, kvinden er fløjet ud af. Måske sidder der stadig nogen inde i den? - Jeg kommer tilbage, siger han til kvinden. Usikker på, om hun er i stand til at forstå, hvad han siger. Han småløber hen mod den ødelagte bil. Kommer igennem til alarmoperatøren. - Mit navn er Martin Dahl fra Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, siger han og forbløffes over sin egen stemmes rolighed. - Jeg har brug for en ambulance til … Han standser. Det går op for ham, at han ikke er klar over, hvor han er. Han er kørt fra Ørby for kort tid siden. Har været deroppe for at snakke med en mand, der blev overfaldet i København sidste weekend. Nu er han på vej tilbage til Politigården på Vesterbro for at aflevere tjenestebilen. Men

hvor langt er han egentlig kommet? Det kan ikke være ret langt. Han må næsten lige have sat sig ind i bilen. Det føles i hvert fald sådan. - Jeg er på Kildevej, siger han. Det ved han med sikkerhed er rigtigt. - Et sted mellem Ørby og Helsinge. Jeg har lige krydset … hvad satan er det, den vej hedder? Birkevej? Nej, Birkehøjvej. Jeg er lige kørt forbi Birkehøjvej. - Hvad er der sket? - En trafikulykke. Der er en bil her, der har ramt et træ. Der ligger en kvinde på vejen omkring 30-40 meter fra bilen. Hun har svære skader i hovedet. Hun er ikke ved bevidsthed, men hun trækker vejret. - Og det var på Kildevej, siger du? Mellem Ørby og Helsinge? - Ja. Lige syd for krydset mellem Kildevej og Birkehøjvej. Og jeg har brug for hele pakken. Ambulance, brand, patruljer. Send det hele herop. - Modtaget. Men jeg har brug for, at du hænger på, mens du venter på assistance, okay? Jeg har brug for din hjælp. - Okay. Dahl er kommet helt hen til den forulykkede bil nu. Det ser ud, som om den er vokset sammen med træet. Som om stammen er skudt op gennem bilens sammenkrøllede kølerhjelm. Taget er trykket ned i kabinen. Forruden er pulveriseret, og der er glasskår overalt. Det damper fra motoren, der trods novemberkulden og den hidsige regn stadig er varm. Ulykken må være sket for få minutter siden. - Er du alene?, spørger alarmoperatøren. Dahl ser sig over skulderen. Der er ingen andre biler at se. Hverken mod nord eller syd. Og så alligevel ... Han kniber øjnene sammen. Gennem regnen kan han

se to lygter brænde kraftigt og hvidt i det fjerne. De bliver større. Bilen kommer nærmere. - Vent lidt, siger han ned i telefonen. - Der kommer nogen. Kigger så rundt igen. Nu er lygterne væk. Måske var der slet ikke noget lys? Måske var det et synsbedrag? Det kunne være lyset fra hans egen bil, der spejlede sig i den våde asfalt. Eller i sløret af regn. - Nej, der kommer ikke nogen alligevel. Jeg er alene, fortsætter han. - Jeg er henne ved bilen nu. Der er ... fandens også. - Bliv ved med at tale, lyder det i telefonen. - Fortæl mig, hvad du ser. - Det er en pige. Der ligger en lille pige på bagsædet. Dahl tager fat i bagdørens håndtag. Døren sidder fast. - Jeg kan ikke komme ind til hende. Stemmen er skinger nu. - Bevæger hun sig? - Nej. Han hiver i håndtaget igen. Hårdere. Men døren rykker sig ikke. - Jeg lægger telefonen. Han lader den dumpe ned i inderlommen. Hans hænder famler ned over kanten af døren og finder en centimeterbred sprække mellem bagdøren og bagskærmen. Med besvær får han mast sine fingre ind i sprækken. Hiver til. Det knirker i metallet. Døren begynder at give sig. Han læner sig bagover. Bider tænderne sammen og lægger alle sine kilo i. 72,2 kilo ifølge badevægten i morges. Hvis bare Nyland havde været her, tænker han, og han ser sin chef for sig. Lederen af det efterforskningshold i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, han er en del af. 190 centimeter høj, 120 kilo tung og med både råstyrke og elegance som en traktor. Han ville have kunnet åbne

døren her så let, som havde det været en dåse bønner. Døren flyver op og dingler usikkert i sine hængsler. Dahl falder bagover og rammer asfalten med halebenet først. Et jag skyder op gennem hans lænd, men han har ikke tid til at ømme sig nu. Han rejser sig. Læner sig ind i kabinen. Pigen ligger på bagsædet ved siden af sin selepude. Hovedet er blodigt. Hun har sikkerhedssele på, men kun om livet, så hun må være blevet slynget frem mod forsædet, da bilen ramte træet. Eller også er hun blevet ramt af en genstand, der har ligget løst i kabinen, og som er blevet forvandlet til et projektil, da bilen kolliderede med træet. Dahl kravler ind til hende. Vender hende forsigtigt om. Holder vejret. Forventer at opdage endnu et ødelagt ansigt. Men nej. Der er løbet blod ned over det, men selve ansigtet ser ikke ud til at have taget skade. Han rusker let i hendes skulder. - Hallo, siger han. - Er du vågen? Ingen reaktion. Han stikker tre fingre ned under pigens kraveben og klemmer til. Hvis hun var ved bevidsthed, ville smerten få hende til at reagere, men hun bevæger sig stadig ikke. Han lægger øret mod hendes mund, og det går op for ham, at hun ikke trækker vejret. Han finder telefonen frem igen. Sætter den på medhør og lægger den på bagsædet. - Pigen trækker ikke vejret, siger han. - Jeg hiver hende ud. Der kommer ikke noget svar. Forbindelsen er afbrudt. Telefonens skærm er sort. Den er løbet tør for batteri. Lige meget, tænker han. De er allerede på vej. Hjælpen kommer lige om lidt. Forsigtigt tager han fat under ryggen på pigen og støtter hendes hoved med sin frie hånd. Løfter hende ud af bilen og lægger hende fladt på ryggen i vejkanten. Lægger hendes hoved en anelse tilbage og blæser fem gange ind i hendes

mund. Lette, lange udåndinger. Brystkassen hæver sig og falder sammen i takt med, at luften strømmer ind og ud ad hende. Han løfter hovedet og ser på hende. Stadig intet tegn på liv. Så løfter han op i hendes trøje. Lægger en flad hånd på hendes bryst. Kun én hånd. Sætter sig på knæene. Tøver. Selv om han ved, hvad han skal gøre, og selv om han genopfrisker sit førstehjælpskursus hvert eneste år, bliver han alligevel i tvivl. Et øjeblik føler han sig fuldstændigt sikker på, at hans hånd vil mase sig direkte igennem den spinkle pige. At han vil trykke med al for megen vægt. Han blinker regnvandet væk fra øjnene. Og i det splitsekund, øjnene er lukkede, ser han sommerhuset for sig. Det sortmalede sommerhus med de hvide vinduer. Præcis som det så ud den aften for syv måneder siden. Han hører Thomas Nyland give ordrer om at vente på hjælp. Og han ser resultatet af den ordre blive rullet ud på to bårer en halv time senere. Ikke tøve, tænker han. Aldrig tøve. Så dykker hånden ned i pigens brystkasse.