Forfatterdrømme

Danny Rødgaard

Forfatterdrømme Roman

Forfatterdrømme Af Danny Rødgaard © Dansk udgave 2012 ~ EC Edition og Danny Rødgaard Redaktion: Birgitte Møller Balladone Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen Bogen er sat med Giovanni Book Omslag: Anne-Lone Krog Møller ISBN 978-87-91392-54-2 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Ecograf 2012

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3.

8000 Århus C

www.ec-edition.dk

Til Jane

Kapitel 1

Klik.

Så er den sendt. Hvad mon han siger, hvad mon Damkjær siger? Er den for patetisk denne gang? Har jeg gjort lovlig meget ud af at beskrive, hvordan de to brødre ligner skræmte genfærd i den mørke, ildelugtende tobaksfabrik; udmalet deres dunkle skæbner i klæg og sentimental pap. Den er sendt. Artiklen er sendt, der er ikke mere, jeg kan gøre. Jeg kan ikke trække den tilbage. Det er journalistik, for fanden. Ikke en roman. Jeg rejser mig fra det lille bord. Knapper den anden og tredje øverste skjorteknap op, sparker skoene af. Hiver også strømperne af og kyler dem hen på sengen. Tiranas milde aprilbrise smyger sig ind ad den åbne altandør, det orange gardin blafrer let. Jeg træder ud på cementgulvet i bare tæer og lader albuerne hvile på rækværket, stirrer skråt ned på den pompøse boulevard; tæt og larmende aftentrafik. Gennem udsprungne trækroner skimter jeg de evige sælgere på deres små skamler, faldbydende ubrugeligt nips: tyggegummi, barbergrej, pirat-cd’er, hårspænder, østeuropæiske udgaver af Mars og Snickers. De sidder der fra morgen til aften, har jeg bemærket. Fra daggry til skumring og stirrer ind i natten. Og hvad så, jeg har jo kun tanke for hende. Andet er der ikke plads til lige nu, det siger sig selv. Hun stod i lobbyen tidligt i morges, jeg nåede ikke morgenmaden, nåede ikke at tage et bad. Jeg næsten væltede ned ad de brede marmortrapper med en jagende fornemmelse i kroppen. Hun var den eneste, der stod der, da jeg kom ned, på nær natportieren, der endnu ikke var blevet afløst. Hun < 7 >

kiggede på mig, som så hun noget genkendeligt; nej gud, er det dig, én, hun ikke havde set i mange år. ”Det er dig, der er Mads?”

Jeg nikkede og gav hende hånden.

Vi gik ret så tjept ud til hendes bil, småløb vel nærmest, satte os ind og kørte af sted. Nordpå kørte vi, op til grænsen i en lille ramponeret Skoda ad en bjergrig vanvidsrute. Svetlana kørte vovet, for ikke at sige råddent, og talte i ét væk. Hendes ene hånd var skødesløst placeret på rattet, den anden hang slapt ud af det åbne vindue med en cigaret klemt mellem lange, tynde fingre.

Efter en times kørsel holdt hendes ordstrøm pludselig inde.

Havde jeg sagt noget forkert? Hun rodede febrilsk efter noget i dørens sidelomme, der var proppet med cigaretæsker. ”For fanden da også,” udbrød hun, ”kan du ikke kigge i handskerummet?” ”Hvad, cigaretter?” spurgte jeg og åbnede.

Det flød med tyggegummipakker, informationsfoldere, små linjerede blokke og kuglepenne. Ingen cigaretter.

Jeg overbragte hende den bedrøvelige nyhed. ”Fuck!” stønnede hun og slog ud mod rattet med sin ene hånd. ”Har du cigaretter?”

Mine skuldre skød op til ørene. ”Nej, jeg ryger ikke.”

Kom til at føle mig hellig. ”Åh, fuck, fuck, fuck! Nå, hvad vil du vide, hvor meget død kan du klare?”

Hun kom fra Sarajevo. Hun var fløjet ind hertil som tolk, fordi OECD havde brug for så mange engelsk-sprogede ’lokale’ som muligt. Det var en god tjans for hende, gode penge. Jeg havde spurgt til hendes fortid. Var nysgerrig efter at vide, hvad < 8 >

hun lavede de år, hendes by var belejret. Vi kørte gennem en støvsky, en stor modkørende lastbil havde netop passeret os med et tudende horn i bund. Hun rullede vinduet op, så støvet ikke kom ind i bilen. Så begyndte hun at fortælle om krigen, som havde den været et kosmisk fænomen; hendes storebrors hjerne, der pludselig blev til et sort hul. Forstod jeg det?

Kuglen gik igennem ruden ind til stuen, hvor han stod bøjet over spisebordet i færd med at udvælge sig et æble i lerfadet, sagde hun. Der var to æbler at vælge imellem, og for Svetlana var det en gåde, hvorfor han ikke bare tog det første det bedste.

Hun forestillede sig, at det kun kunne være derfor, han var død. Hans tøven ved æble-fadet. Snigskyttens rigelige tid til at tage sigte og trykke på aftrækkeren, mens hendes bror stod og overvejede: Skal det være det ene eller det andet æble? Fadet stod yderligt, af en eller anden grund; næsten ude ved kanten af bordet. Én eller anden måtte have puffet til det, normalt stod det midt på bordet, men ikke den dag. Svetlanas bror havde efterladt bidemærker i det ene af æblerne. Kuglen havde ramt ham i samme øjeblik, han havde udvalgt sig æblet og sat tænderne i det. Der var ingen andre i lejligheden end ham, så hvordan kunne Svetlana have så detaljeret et kendskab til, hvad der var sket? Hvorfra vidste hun, at hendes bror havde tøvet ved æblefadet og, sådan fik hun det til at lyde, næsten selvforskyldt ventede på kuglen, at den skulle splintre vinduesglasset og bore sig gennem hans hoved? ”Kender du ikke det?” spurgte hun og så overrasket på mig. ”Hvad?” spurgte jeg, komplet forvirret. ”At få dødsøjeblikket inde i ens hoved til at ligne et brudstykke af en film.”

Hun tog en dyb indånding, pustede langsomt ud. ”Jeg er nødt til,” sagde hun, ”jeg er nødt til at have vished < 9 >

for, hvordan det gik til. Så i min fantasi døde min bror sådan.

Det er det eneste, jeg ved.”

Vi kørte noget tid, uden at nogen af os sagde noget. Jeg var bange for at have revet et sår op, men posen med fortid var åbnet, og det var for sent at lukke den igen. ”Bare rolig, der er meget mere, nysgerrige fyr. På Balkan stopper tragedierne ikke så let; der er ikke nogen byrde, der er tung nok til én, der er ikke nogen øvre grænse for, hvor mange modbydeligheder skæbnen vil være bekendt at overdynge én med. Skæbnen, ser du, har den frækhed konstant at være taktløs, endnu har jeg ikke grebet den i at have dårlig samvittighed.

Den opfører sig fuldstændig som de serbiske snigskytter.”

Svetlana slog en hård, mekanisk latter op og rullede vinduet ned. Et sandtæppe af støv lagde sig over sæder og instrumentbræt, små korn gned sig ind i vores hårbund. Så talte hun videre om den dumme krig. Hun var blandingsbarn, hendes serbiske mor blev af de bosniske serbere betragtet som en byld, en horetøs, en forræder. Gennem deres nabo, der var højt placeret i det bosniske militær, selv muslim, humanist til døden kaldte han sig, fik de nys om, at en bande sendt direkte fra Pale, den bosniskserbiske højborg under krigen, var ude efter både Svetlana og hendes mor.

Hendes far boede ikke længere hos dem. Han var mange år tidligere emigreret til USA til den amerikanske østkyst og en yngre, amerikansk forskningsassistent, han havde mødt til en konference i midten af firserne i Beograd. Hun havde angiveligt drejet hans hoved ad led og gjort hans brune lektorbukser våde alene ved sit blik. Samvittighedskvalerne, hvis det var det, det var, dukkede op et halvt år senere i form af breve, hvis indhold < 10 >

aldrig blev kendt, fordi Svetlanas mor aldrig åbnede dem. Hun smed dem direkte ind i den lille brændeovn i stuen og fyrede op. Noget tid senere blev brevene adresseret til børnene. Men hverken Svetlana eller hendes fire år yngre bror skrev tilbage.

Broren kunne ikke skrive endnu, og Svetlana fandt sin fars svigt så grusomt, at hun ikke længere havde følelser for ham.

Så hellere skrive til en morder i et fængsel, havde hun dengang sagt til sin mor med sin pubertære teenagerøst. Hun huskede stadig morens ansigtsudtryk. Det havde været ved at krakelere af bristefærdig stolthed.

En kold vinternat flygtede de ud af Sarajevo. Deres nabo kørte dem til Serbiens grænse, mens de lå på bagsædet med tæpper over sig. De levede i Beograd frem til krigens slutning i et usselt flygtningecenter med hundeæde, fyldt med syge børn og nedbrudte kvinder. Ingen mænd. Ingen, der anede, hvad der var blevet af dem. Svetlana havde tårer i øjnene. Vi var næsten fremme ved grænsen, da hun så på mig. ”Har du hørt nok?”

Jeg følte mig som en, der havde tappet hendes hals for blod.

Jeg kunne lade være med at have spurgt, men jeg havde haft lyst til det, og nu havde jeg lyst til at vide mere. Jeg kunne ikke få nok, men i samme øjeblik kørte vi ind i Kukes. Himlen var grå som en hæslig krig. Vi tav begge, indtil vi var fremme, og Svetlana parkerede bilen. Selv da vi steg ud, tav vi lidt endnu.

Vi kom hen til et stort gitterhegn, i hundredvis af flygtninge gik rundt derinde. De vandrede ludende omkring i helt almindeligt tøj, joggingbukser, jeans, vindjakker, så for det meste ned i mudderet eller tomt op mod den regntunge himmel. Der var kø ved et Røde Kors-proviantbord. Fra store cylinderformede < 11 >

metalbeholdere blev der skænket en dampende, suppelignende væske ned i små plastikskåle. Der var små dunke med vand.

Chokoladebarer og frugt. Bag menneskemassen lå en stor forfalden industribygning. Mere end lukket så den ud, beregnet til at rive ned, intet andet, tænkte jeg. ”Hvad er det her?” ”En tidligere tobaksfabrik,” sagde Svetlana. ”I dag ryger vi Marlboro på Balkan, vi har ikke brug for det gamle lort længere!”

Røg Enver Hoxa cigaretter, der kom derfra, ville jeg vide.

Svetlana vidste kun, at Tito røg, men afslørede ikke hans cigaretmærke. Endelig kom en vagt hen og lukkede os ind i lejren. Han førte os ind gennem de sammenstuvede flygtninge, dette forsagte kaos af sorg og afmagt. Vagten pegede hen mod en stor, rusten dør. Nu måtte vi klare os selv. Svetlana åbnede døren langsomt, den var tung og knirkende. Som et sultent dyr halede jeg min blok frem. Svage lysstråler fra bittesmå vinduer foroven skråede ned mod en hård og kold jord. Der var næsten totalt mørkt, som en kold og klam stald fra Middelalderen, tænkte jeg. Tyste skikkelser hvilede sig direkte på jorden eller på feltlignende træsenge uden madras. Jeg skævede til Svetlana. Hendes nøddebrune øjne gik næsten i et med mørket. Hun havde sikkert set det hele før, tænkte jeg, dette ophør af liv, uden at døden endnu havde erstattet det. Hun måtte gøre noget nu. Skabe en kontakt. Som læst ud af mine tanker trak hun mig hen til to mindreårige drenge, der sad for sig selv på et tæppe op ad en væg. Svetlana knælede ned til dem, søsterligt. Jeg satte mig på hug ved siden af hende. De var brødre. Deres forældre var blevet væk for dem, moren havde dog været med i flugten gennem det østlige Kosova. De havde vandret gennem golde bjerge og frodige dale og nedbrændte < 12 >

landsbyer helt over grænsen til Albanien. I virvaret ved grænsen havde de mistet kontakten til moren. Faren var slet ikke med.

Sidst de så ham, for flere uger siden, sad de og så tv sammen i stuen, da serbiske paramilitære med elefanthuer trængte ind i deres hjem. De beordrede de to brødre og moren til at forlade huset. Faren blev tilbageholdt i sofaen med to geværløb pegende mod panden. Han havde drejet hovedet en anelse og spejdet efter sin lille familie, idet de blev ført ud af brovtende, alkohollugtende mænd. Brødrene huskede endnu deres fars på en gang fattede og rædselsvækkende blik, og de ville formentlig komme til at huske det til deres dages ende. ”Det var, som om han sagde: Tag af sted. Vi ses i en anden verden,” sagde den ældste af brødrene.

Vi havde ligget i hinandens arme og snakket til ud på aftenen.

Vi var to unge europæere, der havde elsket til tonerne af en krig i et udåndende århundrede. Jeg fortalte om mit fjerlette liv, fik dårlig samvittighed og gjorde mig tanker om en byttehandel: Hvis jeg kunne prøve hendes, så ville hun få mit.

Svetlana sukkede efter at leve et andet sted. Ønskede, det var hende, der var født i marcipanlandet Danmark. Jamen godt!

Jeg for min part syntes jo, det var svært at føle sig som et rigtig udklækket menneske der. Men hvordan, tænkte jeg, kunne man formulere noget sådant over for én som hende? ”I mit land er der ingen forbindelse til historien,” sagde jeg så temmelig svulstigt, ”ingen fornemmelse af at være en del af en historisk ånd. Vi tænker alt for lidt på de døde. De døde er bare døde, borte, væk. Som om de aldrig har eksisteret.”

Svetlana satte sig meget abrupt op i sengen, rynkede brynene og så på mig: < 13 >

”Hvis vi vil os selv og hinanden det bedste,” sagde hun, ”hvilket vi med al tydelighed ikke vil, så skulle vi tage og skære netop alle forbindelser til den skide historie over!”

Hun havde strakt sin håndflade ud, så det skulle forestille en machete måske, et dødbringende våben i hvert fald, og i et hurtigt ryk fingeret en halsoverskæring.

Nogle dage senere kørte hun mig til lufthavnen. Vores lille konflikt havde ikke ødelagt noget, det fornemmede jeg i hvert fald ikke. Vemodet hang i den lune forårsluft, og jeg fantaserede kort om at rejse med Svetlana tilbage til Sarajevo. Men det var for svært at forestille sig holdbarheden i det. Jeg skulle hjem og gøre min uddannelse færdig, fornuften fik det sidste ord at skulle have sagt, jeg ville komme ned til hende senere. Vent på mig, sagde jeg og hørte, hvor hult det lød. Og hun smilede usikkert, da vores læber mødtes en sidste gang. Hun sendte mig et kys med hånden, da jeg vendte mig om i paskontrollen og vidste, at dér sluttede det tyvende århundrede.

< 14 >

Kapitel 2

En nytårsaften mange år senere, mens de andre var nede på vejen og fyre raketter af, sneg jeg mig op på mit lille kontor sammen med en flaske champagne. Udenfor faldt sneen tæt, mens himlen pulveriseredes i farvestrålende og knaldende brag. Der blev trampet rundt som i et cirkus ovenpå, musikken var høj og kom alle vegne fra. Det enogtyvende århundrede dunkede bedrøveligt i min puls, jeg åbnede computeren og min mailbox og begyndte at skrive. Hun var for længst holdt op med at besvare mine mails, men det havde ikke hindret mig i at håbe, at hun en dag ville gøre det. Selvom vi kun var sammen i fire dage, kunne jeg ikke få hende ud af mit hoved, heller ikke, da jeg fik en kæreste herhjemme. Jeg skrev som en nyforelsket dreng, der udforskede ordene om den store forbudte kærlighed: Hvorfor er du ikke hér, eller endnu bedre, tusind gange bedre, hvorfor er jeg ikke i Sarajevo sammen med dig?

Hvorfor er jeg stadig i dødssyge Danmark? Leg med på mine tanker, Svetlana, sig ikke, at du ikke bare én gang har tænkt det samme. Jeg sad med min pegefinger vågende over musen og drak champagne af flasken, da fnisende stemmer fyldte entréen. Irene råbte mit navn, mens hun slog hårdt på døren.

Det var nu ikke fordi, den var låst. Hun kunne bare åbne. Jeg havde én finger på museknappen og én klar til at slukke for computeren. Endelig gik den op. Hun næsten væltede forover i sin sorte pelsjakke, idet jeg trykkede send og i samme nu slukkede for hovedafbryderen. Sort skærm. Hendes krøllede hår

< 15 >

var fyldt med hvide snefnug, øjnene svømmede i vodkalage, da hun godt snalret råbte: ”Sig mig, du sidder vel ikke og gokker den af til porno!”

Der blev skreget af grin bag hende. Meterlange nytårshatte stak op, terpentiner fløj gennem luften. En pjattet festmaske til lejlighedsbrug gled ned over mit ansigt, idet jeg gav igen fuldt bekræftende: ”Selvfølgelig, hvad ellers!”

Heller ikke den famøse nytårsmail førte noget svar med sig.

Dage og måneder gik, det blev atter nytår. Til sidst eksisterede Svetlana kun som en sval skygge under erindringens parasol.

I stedet for en dragende bosnier fra Sarajevo var Irene blevet kvinden i mit liv. Jeg var lige blevet færdig som journalist og flyttet tilbage til København, da jeg mødte hende til en Love Shop-koncert på Vega i baren under et af ekstranumrene.

Hun var i gang med sit speciale på dramaturgistudiet; noget Shakespeare som jeg ikke fik fat på. Sammen gik vi hjem i en fugtig og stjernefyldt sommernat, min pik var øm af utålmodig indespærring. Da vi vågnede i hendes seng op ad formiddagen, og jeg gned søvnen ud af mine øjne, så jeg, hvor smuk hun i virkeligheden var. Jeg betragtede hende med hånden hvilende under hagen. Det var, som om hun havde været her før, i verden, i en anden tid. Det var en ung Faye Dunnaways ansigt, det var Marilyn Monroes bryster, det var Marlene Dietrichts ben.

Præsentationsrunden af Irene, i tiden der fulgte, forløb ikke helt uden knas. Først var det mine forældre, hun skulle vises frem

< 16 >

for, og uden at kalde det første møde mellem hende og dem for kikset er jeg sikker på, at det kunne have forløbet bedre.

Idet min mor åbnede døren til min fars og hendes store hvide herskabsvilla ved Silkeborgsøerne og så både rødøjet og træt ud, udbrød Irene halvt muntert, halvt provokerende: ”Hold kæft, hvor der lugter af sprut i det her hus!”

Og det gjorde der virkelig, og min mor stirrede på hende uden at sige noget. Jeg lagde mærke til, hvordan hendes kinder tog farve, og at hun begyndte at bide sig selv i underlæben. Jo, det var vel et kikset første møde, førstehåndsindtrykket var ikke det bedste for nogen af dem, men siden gik det nu okay. Mine forældre havde festet igennem aftenen og natten forinden, det vidste jeg. Jeg havde endda fortalt det til Irene på vej i toget. Hun burde have været forberedt. Sådan levede de nu engang deres liv. Som om de kunne dø, hvad øjeblik det skulle være; der skulle festes igennem, til døden fik skovlen under dem. Selv var jeg lige fyldt 31 og følte mig ældre end dem. Mit liv var blevet småborgerligt på ingen tid og til min egen store undren. Jeg følte en vedvarende fortabthed over at have ladet det ske for øjnene af mig, måske fordi jeg på samme tid fornemmede, at det var noget uundgåeligt. At det alligevel ikke nyttede at kæmpe imod.

Trods den altså akavede start blev Irenes forhold til mine forældre nogenlunde gnidningsfrit i modsætning til hendes forhold til nogle af mine venner. Ikke mindst Thorbjørn. Hun påstod, at hun kunne se på folk, om hun ville komme til at bryde sig om dem eller ej. Hun behøvede ikke vente på, at der også kom noget ud af munden på dem. Jeg himlede med øjnene over det, hun kaldte for sin selektive intuition, som nådesløst sorterede mennesker fra på ingen tid.

“Du er alt for large, Mads”, sagde hun altid, når jeg mente,

< 17 >

at den og den da var en interessant person eller en hyggelig fætter. “Du ser ikke, hvem folk virkelig er, fordi du ikke tør være ærlig!”

Måske havde hun ret, men jeg indrømmede det under ingen omstændigheder. Jeg afviste bare alt hendes pis.

Thorbjørns problem var, i Irenes øjne, at han var for glat.

Han var med sin strømlinede facade dømt til frasortering. Jeg vidste, at han også indeholdt andet, eller det bildte jeg mig ind, at han gjorde, men det spillede ikke nogen rolle for Irene; hun spildte ikke mange høflighedsfraser på ham. Hun begyndte hurtigt at bagatellisere hans konsulentjob hos McKinsey og gøre nar af det, hun bagefter over for mig kaldte hans selvhøjtidelige charme. Til at begynde med lod han sig ikke mærke af hendes fjendtlighed, i hvert fald ikke så man mærkede noget på ham, men senere lod han mig vide, at han ikke var komplet ligeglad. Thorbjørn var eftertragtet blandt kvinderne. For det meste var han ungkarl, en kussetyv med antennerne eller pikken konstant ude. Kunne hende her bruges? Eller hende?

Så det må have skuffet ham, at Irene ikke per automatik, som alle andre kvinder faldt for hans skæve smil, hans Trinity-blå øjne, kløften i hagen og den tykke sorte Al Pacino-manke.

Selvfølgelig måtte han have følt det som noget naturstridigt, at hun ikke gengældte hans smil og sleske komplimenter med andet end kølig distance og en tvær mund. Og det var nok også den egentlige grund til, at han på et tidspunkt fik nok og måtte ud med sit syn på min nye kæreste. For en dag ringede han og nedgjorde alt ved hende på nær hendes udseende og advarede mig i stærke vendinger mod at flytte sammen med sådan et forskruet kvindemenneske, som han kaldte hende. Men det var ikke desto mindre, hvad vi gjorde. Vi flyttede sammen, Irene og jeg. Men måske havde han haft ret, for som årene gik, < 18 >

havde et vokseværk af problemer tårnet sig alt for højt op over os. Det begyndte at slå gnister i Irene, hver gang det gik op for hende, hvem jeg i virkeligheden var. Hun havde udvalgt sig den forkerte mand, så jeg mig efterhånden nødsaget til at tænke for kort efter at fortrænge min sørgelige viden. Beskyldningerne mod mig tog til. Til sidst var alle mennesker nogle røvhuller, og hvorfor skulle jeg være en undtagelse?

“Du tænker kun på dig selv”, sagde hun. “Du elsker dig selv mere, end du elsker mig”.

Jeg kunne ikke engang overbevise mig selv om, at det var usandt på det tidspunkt, hun sagde det. Men jeg svarede på hele mit køns vegne, fordi jeg havde en stærk mistanke om, at det virkelig var sandt: “Sådan er alle mænd sgu da!”

Måske var det hverken min eller hendes skyld, at det gik, som det gjorde. Måske var det samfundets skyld. Både Irene og jeg levede i flere år på dagpenge, kunne ikke få ret meget mere end en lilletå klemt indenfor på den største af vores lands teaterscener: Arbejdsmarkedet. Jeg havde lidt freelanceopgaver hist og her, men det talte ikke rigtigt. Irene lavede en overgang noget frivilligt arbejde for Dansk Flygtningehjælp, en lektiehjælpercafé på Valby Bibliotek, med den halve bagtanke, at det ville pynte på cv’et. Ellers gik vi mest derhjemme og ventede.

Et telefonopkald, der ville ændre alt. Et dødsfald eller måske vores egen pludselige død. Det var ikke så urealistisk, at den ville indtræffe, før vores udmattede drømme ved et usandsynligt tilfælde blev virkeliggjort. Men egentlig havde jeg det ok. Jeg læste en masse bøger, jeg ville i virkeligheden noget andet end at være journalist. Jeg ville være forfatter. Jeg havde brug for < 19 >

en masse tid for at udruge den rette idé, få skrevet den første sætning. Irene ville bare have et arbejde, der svarede til hendes kvalifikationer. Men da det ikke gik i opfyldelse, og ikke blot månederne, men også årstider og hele år gik, forvandlede hun sig til en tikkende bombe. Hun forandrede sig, jeg forandrede mig, vores forhold forandredes, og Irenes angreb på mig skiftede karakter, blev mere og mere surrealistiske. Nu var jeg ikke kun en selvglad og distræt NAR, men også overfladisk og borgerlig. Det føg gennem luften med eksotiske beskyldninger af denne art, og jeg vidste ikke, hvor hun ville hen med det, hvad det skulle til for. Hvor det kom fra. Til gengæld var hun ved at brække sig over at høre mig fable om kærligheden i mine nytteløse forsøg på at lade som ingenting, gøre det hele godt igen. At kærligheden forfulgte os langt ind i evigheden, som jeg sagde til hende en sen formiddag, hvor jeg havde ligget i sofaen fra morgenstunden og læst ’Den unge Werders lidelser’.

“Tænk på alle de bøger, du kan læse, hvis du har lyst, fordi du har tiden til det. Al den sex vi kan dyrke, hvis vi vil, al den vin vi kan drikke, mens alle slaverne pisker sig selv til blods”, sagde jeg og vidste, at jeg med garanti måtte have lydt som en idiotisk selvhjælpsguru eller bare en indbildsk taber, der nægtede at se sin egen skæbne i øjnene.

Og jeg ville faktisk have tilføjet: “Tænk på mig, dit livs kærlighed!” men nåede heldigvis at bremse mig selv, for jeg vidste kun alt for godt, at det ville gøre ondt meget værre.

Senere den dag forlod hun lejligheden uden at sige, hvor hun tog hen. Hun så ikke engang på mig, da hun gik.

Det var midt i denne parforholdsmøgbunke, at telefonen nogle timer senere samme dag ringede og havde en uventet stemme < 20 >

i den anden ende af røret. ”Mads? Det er Damkjær, din gamle redaktør fra Politiken.

Nå, du lever endnu. Hvad siger du til at komme herind i dag klokken 14?”

Uden en tanke i hovedet, som en mand der går gennem livet i en tåge, som et dyr der skal ud og finde sig noget føde i skoven, tog jeg ind på Rådhuspladsen.

En time senere var jeg avisens nye velfærdsreporter.

Jeg vendte tilbage til lejligheden med denne forbavsende nyhed på tungen. Troede, at Irene var kommet tilbage, og gjorde mig for første gang længe klar til at se min depressive kæreste klare op i et slags forløsende smil. Men jeg kunne tydeligt mærke, at jeg ikke var glad. At jeg ikke engang selv havde lyst til at smile. Det var, som om jeg til jobsamtalen havde været en anden. Havde lånt et engagement ude i byen, fordi jeg tilfældigvis havde glemt mit eget derhjemme, hvis jeg da ellers stadig havde et. Bagefter, ude på gangen, var jeg blevet overmandet af en følelse af at have løjet dem og mig selv direkte op i ansigtet. Som når man af ren skyldfølelse siger ja til at danse med en kvinde, man egentlig ikke har lyst til at danse med. Fordi hun er grim eller kedelig, men man kan ikke få sig selv til at såre hende med sin ærlige afvisning.

Irene var ikke kommet hjem, så jeg ringede til hendes mobil.

Hun tog den ikke. Resten af den dag var jeg alene i lejligheden fyldt med uro i kroppen. Jeg drak to en halv flaske vin og forestillede mig de vildeste forklaringer på hendes fravær: Færdselsuheld, voldtægt; skulle jeg mon ringe til politiet? I stedet slog det mig, at jeg jo kunne ringe til hendes mor i Vestjylland. Men heller ikke hun vidste, hvor Irene var. Hun < 21 >

var ofte hos sin mor. Tog på forlængede weekender derover, mens jeg blev tilbage med mine bøger og mine dvælende forfatterambitioner. Hendes far var død af en aggressiv udgave af sclerose, da Irene var 9. Hun havde ingen søskende, og hun og hendes mor havde levet i et nærmest symbiotisk forhold, indtil hun flyttede hjemmefra som 20-årig.

To dage gik, så dukkede hun op. ”Hvor har du været?” spurgte jeg med ængstelse i stemmen. ”Tyskland,” svarede hun køligt og forklarede ligeså køligt og i samme åndedrag, at en polsk langturschauffør havde forgrebet sig på hende lidt uden for Bremen. ”Hvad? Hvad fanden er det, du siger?” råbte jeg. ”Slap af,” sagde hun og bad mig sætte mig ned.

Hun var kommet op at køre med denne polak, og da de på et tidspunkt skulle ind for at tanke benzin, var han begyndt at rage på hende. Irene gjorde straks indsigelser, men polakken blev ved. Det siger de alle sammen, de gør altid lidt modstand i starten, havde han sagt med et svedigt grin, hvorefter han flyttede sin hånd fra Irenes lår og op til det ene af hendes velformede bryster.

Irene reagerede ved at knytte sin ene næve og plante den i polakkens underliv. Som hun genfortalte historien til mig, krummede chaufføren sig angiveligt sammen som et andet pindsvin og skreg som en tortureret sælunge. Herefter åbnede hun døren, sprang ned på asfalten og begyndte at løbe væk fra tankstationen ud på motorvejen. Hvorfor netop derud vidste hun ikke. Hun vidste, at de næsten var i Bremen, og hun ville ind til Bremen. Civilisationen. Hun så sig ikke tilbage. Ingen < 22 >

biler standsede, ingen stoppede for at komme hende til undsætning, selvom der måtte have mødt bilisterne et ejendommeligt syn: En forholdsvis nydelig klædt yngre kvinde spænende langs den tyske motorvej i bare tæer med en rød ballerinasko i hver hånd. Hun nåede sit mål og satte sig lettet på et tog tilbage til Danmark. Det eneste, Irene ville sige om sin tur til Tyskland, var, at hun trængte til at komme væk. Bare væk. Instinktivt forstod jeg hende godt. Jeg vidste, hvordan hun led i den tomme, anerkendelsesløse hverdag, men jeg følte mig også foruroliget over, at hun bare var skredet uden at sige noget.

Jeg tænkte vel dengang, at det var et varsel, at det kunne ske igen, og at hun næste gang måske ikke ville komme tilbage. Jeg tænkte over, hvordan modgang kan få mennesker til at flygte, virkelig flygte, som om der havde været en krig at undslippe.

Så fortalte jeg hende om mit nye job, forsøgte at pumpe lidt forloren glæde ind i min egen stemme. Jeg afventede hendes reaktion med nervøs forventning. Da hun endnu ikke havde sagt noget, prøvede jeg at vinde hendes sympati eller bare vinde fred og ro imellem os ved at love hende halvdelen af min månedsløn. Det eneste, hun havde at sige til det, var et fnysende opstød, og jeg forstod, at det, der for mange andre par ville have været en dejlig nyhed, for os blot var endnu et slukøret suk i vores agterudsejlede samliv. ’Godt nyt’ var ikke en kategori, der var os forundt.

Jeg havde lyst til at lukke øjnene og aldrig mere åbne dem, da hun endelig sagde: ”Hvad så med romanen? Hvordan har du tænkt dig at bære dig ad med at skrive den nu?”

< 23 >

Kapitel 3

Politiken havde ansat den forkerte mand. Jeg vidste det allerede på min første arbejdsdag, vidste hvor det bar hen, og dog prøvede jeg at stramme mig an, holde ud, se om ikke tingene ændrede sig til det bedre. Det gjorde de ikke. Som månederne gik, blev mit eget asociale selskab min eneste vejrtrækningskanal. Med hamrende hjerte og varme ører sneg jeg mig gennem de snævre, labyrintiske gange mellem kontorerne i håb om, at ingen bemærkede min eksistens. Kun med den allerstørste af alle anstrengelser lykkedes det mig at komme igennem de obligatoriske redaktionsmøder, hvor der altid syntes at være alt for mange journalister og redaktører til stede. Der sad jeg blandt ambitiøse og ofte selvhævdende kolleger uden at mæle et ord, og under store pinsler ventede jeg på, at mødet ville slutte, og at alt, hvad der var blevet sagt og særligt ikke sagt for mit vedkommende, ville gå i glemmebogen. Jeg vred mig for de blikke, der hver gang blev rettet mod mig, spørgende: Og dig, Mads? Hvad har du så til i dag? Ideløs og venneløs prøvede jeg at finde en vej ud af mine dagdrømme, mine stædige romanforfatterfantasier, der hindrede mig i at koncentrere mig om mit arbejde. Selve ideen om at skrive en bog uagtet dens indhold kværnede løs i mig fra morgen til aften. Men mine tanker var ustrukturerede og dybt melankolske, handlede alt for ofte om livets korthed. Jeg så for mig menneskene forsvinde ned i historiens sorte hul, uafbrudt, hurtigt, hurtigt, jeg så et piskende møllehjul for mig: Knapt var vi ankommet til verden, før vi blev ført tilbage til, hvor vi kom fra. Hvor vi måske < 24 >

hørte allermest hjemme, i evighedens lyksalige hvile. Uanset hvad vi nåede at udrette i dette krævende, ultrakorte liv, skulle vi tilintetgøres når som helst, og det var denne lurepassende forgængelighed, der rasede i min plagede sjæl, alt imens jeg ’spildte min tid’ på en flygtig karriere som journalist. Mine kolleger forventede handlekraft af mig. Konkrete idéer til nye artikler om samfundets udsatte. Og hver gang de kiggede hen på mig, forventede de, at jeg som avisens nye medarbejder havde så meget at bevise, at jeg ville sprudle af virkelyst og strømme over med originale indfald. For hvorfor var jeg ellers blevet ansat på en avis som Politiken? Politiken tog netop kun de bedste fra hver generation. Men jeg var ikke den, de troede, jeg var. Alligevel blev jeg nødt til at sige noget, jeg kunne ikke bare sidde der og holde min kæft som en anden betuttet praktikant.

Bare et eller andet måtte jeg sige, om det så var sønderslidte klicheer eller usikre standardbemærkninger. Så jeg bed al skam i mig og sagde, at jeg kunne tage det, der nu var: Pressemeddelelser! Eller, hvis der var nogen, der havde nogle idéer, så var jeg åben, selvfølgelig, de kunne bare komme ind på mit kontor. Min dør var altid åben, de skulle bare kigge forbi med deres gode idéer, sagde jeg med et løgnagtigt smil.

Ud på foråret kom den længe ventede indkaldelse fra chefredaktøren. Mit hjerte sprang op i ganen, da jeg læste hans mail, og det bankede så højt, at hele redaktionen måtte kunne høre det på min lange, skyldplagede vandring gennem huset ned til hjørnekontoret. ”Tag plads,” sagde han, da jeg kom ind.

Han granskede mit ansigt og spurgte, hvilke tanker, jeg havde gjort mig om min situation. Stemningen, indledningsspørgsmålet, det hele emmede af krisemøde. Om der var noget < 25 >

andet, eventuelt en anden rolle, jeg kunne tænke mig? Der var jo højt til loftet i dette hus, mindede han mig om, og så kom det ellers, det jeg havde frygtet og ventet, en lille opsang der foruden den konstante hjertebanken nu også fik mit ansigt til at blusse af forlegenhed. ”For du virker, for nu at sige det meget diplomatisk, ikke særligt deltagende, Mads Lauritzen,” sagde chef-redaktøren med sin velkendte skarpe diktion.

Jeg mener at huske, at jeg mumlede noget, der ikke var i overensstemmelse med sandheden, som var, at jeg mest var der for pengenes skyld eller for min egen fejheds skyld. Jeg mumlede noget om bøvl på hjemmefronten. Ikke at dette svar var særlig unøjagtigt eller fjernt fra en anden af mit livs mange ukomfortable sandheder, men det var næppe den egentlige årsag til min bemærkelsesværdige slappe indsats på avisen.

Så lænede han sig ind over sit skrivebord, kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at det altså krævede noget af én at skrive for dette blad.

“DETTE BLAD”, gentog han med hævet stemme, Hørups og Brandes’ og Carsten Jensens, sagde han højtideligt, og jeg skulle lige til at sige noget nedladende om Carsten Jensen, da han affærdigede mig og sagde, at jeg skulle betragte det her som en advarsel. “Den er ved at komme ud af skred, din tilstand, ja, det er den, lad mig bare sig det rent ud”, sagde han, “det er din tilstand, jeg er nødt til at forholde mig til. Vil du høre?” spurgte han og gjorde store øjne, og jeg følte pludselig, at jeg sad til en konsultation hos lægen eller psykologen, at min hjerne var blevet undersøgt grundigt, og nu forelå resultatet, det var klar til at blive præsenteret for mig. Men jeg havde ikke lyst til at høre det. Jeg ville ikke vide af min hjernes indhold, min gennemanalyserede sjæl, og jeg rejste mig bare i samme < 26 >

nu, han skulle til at forelægge mig en eller anden ubehagelig sandhed. Jeg strøg simpelthen direkte ud ad hans dør uden at høre mere. Gik bare min vej.

Det var i denne på alle planer kritiske fase af mit liv, at Lars viste sig umulig at få fat på. Jeg havde forsøgt i månedsvis, men han tog ikke sin telefon, og de gange, jeg opsøgte ham på hans adresse, var der ingen hjemme. Jeg vidste, han selv var i noget af en krise, og jeg tænkte tit for mig selv, for at gøre mit liv mere tåleligt, måske mere succesfuldt ligefrem, at hans krise var langt værre end min, og hvem var jeg i det hele taget at kalde mit liv for en krise, når man sammenlignede med ham.

Lars levede det liv, jeg inderst inde altid havde drømt om.

Han var forfatter. Han var en succes. Vi havde gået på journalisthøjskolen sammen i halvfemserne, men han var hurtig til at springe fra, han følte sig malplaceret på studiet, litteraturen kalder, sagde han, som havde nogen indtelefoneret en ordre til ham.

Da hans debutroman ’Spøgelser i nutiden’ udkom godt seks år senere, i begyndelsen af en solrig september 2003, gik vi om eftermiddagen rundt sammen nede i byen og standsede foran en boghandel. ”Tjek så lige,” sagde han og klappede mig på ryggen, idet han nikkede ind mod sin roman, der stod forrest i vinduet og gned sig blæret op af nye værker fra Klaus Rifbjerg og Lars Frost.

Jeg burde have været glad på hans vegne og ikke andet end dét. Men jeg følte mig mest af alt beklemt. Lars havde overhalet mig, det var det eneste, jeg kunne tænke på. Og det pinte mig, at jeg gik mere op i, at jeg ikke selv var begyndt at skrive, når nu jeg følte, at det var dét, jeg skulle, og derfor takkede jeg < 27 >

også nej til hans tilbud om senere samme dag at tage med ind på forlaget, hvor der ville være en lille reception. Det ville ikke være ægte deltagelse fra min side. Og jeg kunne desuden ikke klare at skulle konfronteres med hans nye liv. Stå i baggrunden som en ydmyg kammertjener og blive introduceret for hans nye forfattervenner og måske oven i købet høre om kontrakten for den næste bog.

I stedet begyndte jeg at holde afstand. Når han ringede, og jeg kunne se på displayet, at det var ham, kunne jeg finde på ikke at tage telefonen. Også senere, da krisen i hans liv tog til i styrke, var jeg der heller ikke for ham. Vi talte sammen en sjælden gang imellem, men det blev aldrig det samme igen, vores samtaler var endt som høflige mindesmærker over et svundet venskab, der lå og udåndede på den kolde jord en frostklar nat i slutningen af november. For at placere en skyld, finde en forklaring på hvordan det var endt sådan, tænkte jeg, at det var min frustration over ikke at være forfatter, der var ’skurken’. Det var denne ufordøjede drøm, der fik mig til kun at gøre tingene halvt, leve livet halvt. Gjorde mig til et 50 procents menneske med en halvslumrende fornemmelse af, hvad der var det vigtige her i livet. Alle de telefoner, jeg bare lod ringe uden den mindste dårlige samvittighed. Al den lede, jeg ikke kunne ryste af mig; over at skulle tjene penge, have en karriere, ’følge med’, så jeg ikke røg bag om dansen, tabte ansigt. Jeg var ligeglad og alligevel ikke ligeglad. Det meste af tiden forsøgte jeg, ikke særlig tappert, at føle mig hævet over det, men det var aldrig nogen succes. Det var der intet, der var i mit liv. Jeg havde jo ikke noget at sætte i stedet for den journalistkarriere, jeg udadtil lod som om, jeg jagtede. Ingen gyldig fritagelsesattest; en roman signeret i mit navn. Hvis ikke jeg fulgte den slagne vej, tydede alt på, at jeg var det, jeg selv < 28 >

havde frygtet: Et ubetydeligt gennemsnitsmenneske, der lod sig nøje med at drømme.

Jeg hørte ikke en lyd fra avisen i dagene efter min udvandring fra chefredaktørens kontor. Jeg vidste ikke, om jeg var fyret. Jeg prøvede at tænke på noget andet, forsøgte at læse avisen og glemme det liv, der var mit, og som hele tiden syntes at gå til spilde. Mens jeg spiste morgenmad om onsdagen, faldt jeg over en annonce i avisen. Det var et debatarrangement om Balkan samme dags eftermiddag i Politikens foredragssal. Selvom jeg sikkert ikke var den mest velkomne person for tiden, var jeg nødt til at tage derind. Minderne fra dengang i 1999 svirrede pludselig med voldsom kraft i min bevidsthed, kastede al min opmærksomhed ind i et muligt andet liv, hvis konturer jeg for længst havde mistet af syne: Svetlana, de to fortabte drenge i tobaksfabrikken, søjlerne af røg der steg over bjergkammene i horisonten.

Et liv fjernt fra Danmark, hvor det var så svært at trække vejret.

< 29 >