Kvinden teaser by EC Edition Forlag

Kvinden i det rĂ¸de mudder Louis Klostergaard

I Jeg satte mig på hug ved siden af hendes krop. Hendes lange ben endte ved de velformede hofter, der havde pæne små smilehuller. Hun havde stærke ben. Musklerne var velproportionerede, og det var umuligt ikke at følge benene op til de yndigste blonde trusser. Hendes mave var flad, og en svag sixpack kunne anes. Hendes bryster var unge og spidse. Hun havde en slank hals. Hendes ansigt var det, man kalder langskallet. Det vil sige, at det var ovalt uden dog at ende i en spids hage, der kunne spidde alt og alle. Hendes læber var naturligt fyldige, som de skal være nu om dage. De var provokerende kysbare. Det var ikke bare to flade, snerpede streger, som kunne skære gennem en metalplade. De stod halvt åbne med et smil, som appellerede til alt for gamle narrestreger. Jeg ved ikke, hvorfor hun havde dette drilske smil. Hun havde en lige næse, og hendes lange sorte hår var på besynderlig vis pænt arrangeret rundt om hende. Hendes store blå øjne så direkte gennem mig og ud i evigheden. Jeg var for sent på den. Alle og enhver ville altid have været for sent på den for hende. Hun lå i det røde mudder på hjørnet af Lotlegi Gade og Moshoete Gade i Soweto. Det havde haglet usædvanligt meget fra morgenstunden. Det hele var mudret, og det røde mudder klistrede sig til alt og alle. På trods af det var hun overhovedet ikke mudret til, men lå som en skrøbelig porcelænsdukke. Hvad der var sket, siden hun var endt her, vidste jeg ikke. Jeg kunne kun gætte. Jeg kunne intet gøre for hende, det havde jeg aldrig kunnet. Jeg vidste kun, at jeg nu var nødt til at tilkalde politiet.

II Mit navn er Pieter Martins. Jeg er privatdetektiv. Hvorfor, jeg var endt her i denne profession, kræver en længere forklaringer end disen fra æoner. Jeg havde en gang arbejdet ved politietaten. Det var en anden verden, en anden tid. Kort fortalt havde jeg brugt for meget tid på at se for meget. I år har jeg kontor i en slidt bygning på Fife Avenue i Hillbrow, Joburg. Man kan ikke kravle igennem bydelen for slidte bygninger og slidte mennesker. Det kunne lyde som en kliché. Men det er det ikke. Det er virkelige bygninger og virkelige mennesker, der lever det såkaldte liv. Det vil være en hån at kalde dem for klichéer. Mit kontor er på tredje sal og har tre små rum, som selv mus ville have svært ved at gemme sig i. Der hører også et lille toilet til, som man kan bakke ind i. Der er en medfølgende vaskekumme, der ikke er større end en serviet. I det tredje kontor sidder fru Coetzee og ordner mit papirarbejde. Der er et venteværelse mellem vores kontorer, hvor man kan sidde på en af to plastikstole. Her er også et lille bord med nogle blade, man kan bladre i, hvis motorblade, der viser den nyeste model af Vauxhall Cavalier, har interesse. På gulvene er der et gulvtæppe af ubestemmelig karat. Formentlig var tæppet blevet købt i kilometermål til en billig penge. Det samme slags gulvtæppe er der nemlig i alle de rum i bygningen, som jeg har været inde i. Væggene er malet i en eller anden hvid nuance. Jeg kender ikke til farven, hvis der overhovedet er nogen, der gør. Sidste år kom en ung fyr og malede væggene, mens han bzzz’d og psst’d et eller andet rapnummer, som jeg heller ikke kendte.

Hvad er der dog blevet af Maskanda? Dine fødder bliver urolige, du skal ud og danse, og før du ved det, har du et lækkert skår i dine arme. Det er musik. Lyt og lær. I mit kontor er der et kontorbord og to stole. Den ene af stolene er som regel optaget af undertegnede. Det er en af disse kontorstole, som nogen kalder direktørstole, med høj ryg og armlæn. Stolen kan vippes så langt tilbage, at man nærmest ligger ned. Jeg havde selv engang i tidernes morgen købt den brugt. Den knirker en del. Men den er behagelig at sidde i. Den anden stol er en ukomfortabel stol lavet af formspændt træ, designet af en eller anden toparkitekt fra Europa. For mig ser den ud som en bøjet negl, og sådan er den også at sidde i. Jeg har mange gange set på, hvorledes klienter har siddet og vredet sig i stolen for at finde en komfortabel position. Det er endnu ikke lykkedes for nogen, men én gang må blive den første. Jeg har arvet stolen fra den tidligere lejer: en psykolog med egen praksis. Jeg ved ikke, hvorfor hun havde haft en sådan stol. Måske var stolen et torturinstrument. Når patienterne havde siddet i den i tilstrækkelig lang tid og vredet og drejet sig, ville de fortælle alle hemmeligheder i verden bare for at komme ud af den. På mit skrivebord står ud over gammeldags ting som skriveunderlag, blyant, papir og fastnettelefon et monstrum af en PC. Den har passeret sidste salgsdato. Men den er tilstrækkelig gammel til at være uinteressant for eventuelle tyve. For dem er der et par stykker af i kvarteret. Telefonen er noget støvet, for jeg bruger den sjældent. Men den er der. Indimellem brummer den. Hvad kan jeg ellers fortælle? Jeg er 64 år. Jeg er 185 cm høj. Jeg vejer 95 kilo. Det er ti kilo for meget. Det har det været i mange år. Jeg er i nogenlunde form. Min økonomi er nogenlunde. Nogenlunde som i nogenlunde. Heldigvis har jeg en god pension - i hvert fald god nok til at holde

sulten fra døren. Og så god at det ikke er nødvendigt at tage alle slags opgaver. Det var sommer, og det havde regnet, eller haglet er vel det rette ord. Ret usædvanligt på denne årstid. Den normale regntid er om vinteren. Men om sommeren kan det ske, at vi får nogle tordenskyller, sommetider med hagl på størrelse med en knytnæve. Jeg sad som sædvanlig i min direktørstol og brugte tiden på at trække vejret ud og ind. Fru Coetzee var holdt med at arbejde for den dag. Hvad hun havde arbejdet med eller på, ved jeg ikke. Det var ikke på grund af det arbejde, jeg havde givet hende. Hun tjente nok noget ved siden af. Måske skrev hun på en roman. Der blev ringet på døren, og en eller anden gik ind i venterummet. Hvad fanden, jeg lod vedkommende vente et stykke tid. Det er vel et venterum. Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg have ladet hende vente for evigt. Måske ville hun være forsvundet. Men det var kun et måske. Efter en stund gik jeg ind for at hente hende. Hun var virkelig en sag. Hun sad i en af plastikstolene og bladrede ligegyldigt gennem et af bladene. Hun så op. ”Åh, jeg ved ikke, hvad er ældst, dig eller bladene ...” ”Her er det mig, der fortæller vittighederne. Kom med ind på kontoret og fortæl, hvad De har på hjerte.” Jeg åbnede døren og viste hende ind. Hun passerede mig med en duft af Tresor. Det var ikke ubehageligt. Hun havde en kakifarvet spadseredragt på, som ikke har passet nogen bedre. Jeg kunne ikke andet end lægge mærke til hendes bagdel. Den var velformet og rund uden at hænge fladt ned, som den gør ved de udsultede, moderne modeltyper. Hvorfor det er moderne at ligne noget, der kommer fra en fangelejr, må guderne vide. Hun var brunette med blå øjne. Ikke blå som i udvandet blå. Men blå som i næsten lilla-blå. Hun havde pæne kindben og en god mund. Hun havde et par rækker pæne

tænder, uden at hun viftede med gummerne. Hun så sig omkring. Jeg trak torturstolen frem til hende og gik om på den anden side af kontorbordet. Jeg så på, hvorledes hun sad og vred sig for at finde en behagelig stilling. Hun opgav som alle andre og satte sig på kanten af stolen. Hun så over på mig. Hun så fantastisk ud, og det gør hun vel stadig. “Jeg ventede, at …” ”Hvad ventede De?” ”En, en …” ”En hvid?” “Nej, en yngre. Er De ikke for gammel til at kravle rundt på stiger og fotografere mennesker, der ikke gør andet end at hygge sig?” ”Som jeg har sagt: Her er det undertegnede, der kommer med vittighederne. Men for en god ordens skyld tager jeg ikke den slags sager.” ”Hvilke slags sager?” ”Den slags sager, hvor man står på stiger og fotograferer mennesker, der hygger sig. Og da det åbenlyst ikke er grunden til, at De kommer, kan De da fortælle mig, hvad det er, ud over at gøre Dem til gode med undertegnede?” “De blev mig anbefalet. Franz van der Merwe talte godt om Dem.” Det vil være en underdrivelse at sige, at Franz og jeg er enige om noget som helst på denne planet. Jeg er sikker på, at vi hader hinanden af et godt hjerte. Men det ville jeg ikke fortælle hende. Jeg respekterede overhovedet ikke Franz. Det stammer tilbage fra det, nogle typer i Sydafrika tænker på som de gode gamle apartheiddage. I mine øjne var det eneste akkreditiv, Franz havde og har, den gang det betød noget, at være hvid. Han var af den type, der fængslede en tilfældig person bare for at være til stede, og imens denne person var varetægtsfængslet, viste det sig, at vedkommende var terrorist.

Personen tilstod alle forbrydelser, der var i kartoteket. Franz havde rekorden i tilståelser. En del af disse såkaldte terrorister angrede så dybt, at de begik selvmord i fængslet ved at hænge sig i en radiator. Eller ved at hoppe ud fra fjerde sal, selvom der var gitter for vinduerne. Den rekord havde Franz også. Tilståelser og tiltalte, der aldrig nåede retten. I 1994 blev han hældt ud af politiet. Han blev for stor en belastning for etaten, specielt under forsoningsdagene. Han fik amnesti, og så røg han under radaren. Han forsvandt ud af mit liv. Så da hun sagde, at det var ham, der havde anbefalet mig, strittede nakkehårene på mig. ”Hvad er der sket med gode gamle Franz?”, fik jeg fremmumlet. ”Jeg er ikke sikker på, han var eller er så god. Det er min mand, der kender ham. Når han besøger os, plejer jeg at skulle et eller andet,” svarede hun mig hastigt. Det gav hende et par point på Pieter-skalaen. ”Hvem er Deres mand?”, spurgte jeg hende. Min mistanke var stadig oppe i det røde felt. ”Mit navn er …”, begyndte hun, inden jeg afbrød hende. ”Uden at være uhøflig ved jeg ved godt, hvem De er.” Hendes ansigt var alle vegne. Hvem kender ikke ankerkvinden Andrea Barrett på SABC’s nyheder? Hun havde dog formået at holde sit privatliv helt privat. Det er vel derfor, det hedder privatliv. Hvordan hun gjorde det, ved jeg ikke. Jeg kendte hverken til hendes mand eller barn eller børn eller hund eller kat eller små potteplanter. Men nu læser man heller ikke om den slags sladder i gamle motorblade. ”Det er Deres mand, jeg ikke kender.” “Åh,” hun virkede genuint forbavset, ”min mand er Geert Oostenhuis.” Jeg havde aldrig hørt om ham, “men Deres navn er ikke Oostenhuis, det er Barrett.”

”Hvem er det nu, der har fordomme?”, spurgte hun med et begyndende smil om læberne. “Okay, okay. Men hvad er det egentlig, De vil have mig til at gøre for Dem? Det er sandsynligvis ikke noget med at finde Deres kat. Det må være meget alvorligt, siden Franz refererer til undertegnede.” “Det er min datter,” svarede hun, som om det sagde alt. “Åh.” Jeg vidste, som sagt, ikke, at hun havde en datter. “Hvad mener De med ‘åh’? Kender De hende?” “Overhovedet ikke. Jeg mente ingenting. Det var bare et ‘åh’ som i ’fortsæt’.” ”Som jeg sagde, drejer det sig om … vores datter. Hun har været forsvundet siden sidste lørdag.“ Jeg lagde mærke til, at hun tøvede, da hun omtalte datteren. Jeg vidste ikke, om jeg skulle lægge noget i det. Jeg spurgte forsigtigt, ”er det første gang, hun har været forsvundet?” “Ja, det vil sige nej. Men sidste gang var ikke noget. Hun var blevet gal på sin far. De havde haft et skænderi, og så løb hun væk. Jeg ved ikke, hvad skænderiet drejede sig om. De fortalte mig ikke noget. Sandsynligvis var det om hendes finanser. Hun har aldrig været god til det med penge. Penge er kun til for at blive brugt. Og hendes ligegyldighed med hensyn til penge provokerede åbenbart Geert. Men hun kom hjem dagen efter. Hun var taget hen til … hmn … min søster og havde overnattet der.” “Er De sikker på, at skænderiet omhandlede penge?” “Ja, jeg er helt sikker på, at det var det, skænderiet drejede sig om, hvorfor? Hvad skulle det ellers være?” “Det ved jeg ikke. Jeg kender ikke Deres familie. For undertegnede synes det mærkeligt, at hvis de før har haft den slags finansielle skænderier, hvorfor skulle hun denne gang løbe sin vej og blive væk? Var det specielt alvorligt denne gang?”

“Nej, egentlig ikke, det var deres sædvanlige diskussion. Sådan lød det.” “Før deres skænderi eller deres diskussion, som De kalder det, observerede De en eller anden ændring i Deres datters adfærd? Har der været en usædvanlig begivenhed i Deres eller Deres datters liv? Har Deres datter for eksempel låst sig inde på sit værelse mere end sædvanligt? Har der været nye kærester? Har hun skulket mere end sædvanligt, og så videre?” “Hun er 24 år og er en uafhængig person. Hun studerer antropologi på Wits. Hun bor hjemme, fordi det er det billigste for hende og for os. Studieafgifterne er temmelig dyre. Men det er op til hende at færdiggøre sin uddannelse. Jeg tror, hun gerne vil skrive en ph.d.” “Hvis hun er sådan en uafhængig person, hvorfor har hun så disse skænderier eller diskussioner med sin far?” ”Jeg ved det ikke … spørg hendes far. Jeg synes også, de er fjollede.” Igen denne tøven med hensyn til datteren og så denne formulering ’hendes far’. Det lød kunstigt. Jeg gjorde ikke mere ud af det. “Jeg spørger Dem. Hvis jeg skal have den mindste chance for at finde hende, må jeg vide noget om hendes gøremål, hvordan hun er som person og hendes relationer, herunder skænderierne med hendes far. Eller også kan det være, at jeg misser en eller anden detalje, der for nuværende synes uden betydning, men som viser sig at være af største betydning for mine videre undersøgelser. Ved Deres mand for eksempel, at De er her?” “Ja, det var gennem ham, at Franz van der Merwe fortalte om Dem. Og jeg håber da så sandelig, at jeg har Deres fortrolighed. De er trods alt privatdetektiv. Det må da betyde noget?” “Det gør det også. Det betyder, at jeg arbejder under største diskretion. At jeg underlægger mig en tavshedspligt, og jeg

gør alt for at beskytte min klient. Det er trods alt derfor, klienterne kommer til mig og ikke går direkte til politiet …” ”Hvem siger, at jeg ikke har været ved politiet?” ”Har De måske det?” ”Nej, min mand mente, at det ikke var noget at bebyrde vores politi med. Og da jeg er en kendt person, vil det blive til en celeber sag, som alle vil snage i. Politiet er jo notorisk kendt for deres mangel på diskretion.” ”Mener De dermed, at vores politi er til fals?” ”De ved udmærket, hvad jeg mener. De har trods alt været ansat ved etaten.” ”Okay, men for at vende tilbage til spørgsmålet angående min diskretion. Jeg prøver så vidt muligt at holde mig inden for lovens rammer. Når jeg siger ‘så vidt muligt’, skyldes det, at jeg skal leve i morgen og også helst stå mig på god fod med politietaten. Jeg vil ikke gøre noget, der vil mishage dem for meget. Men jeg vil efter bedste evne prøve at varetage klientens interesser. Og jeg kan til en vis grad over for etaten påberåbe mig klientfortroligheden.” “Det håber jeg så sandelig også. Og jeg vil da heller ikke opfordre Dem til at begå ulovligheder.” “Men tilbage til spørgsmålet. Hvorfor har hun disse skænderier eller diskussioner med sin far, hvis hun er en uafhængig 24-årig studerende?” “Jeg har ingen anelse. Jeg har aldrig forstået deres relation. Da hun var yngre, kom de aldeles fint ud af det med hinanden. De var nærmest bedste venner. De kunne sidde og tale sammen hele aftenen og natten med. Da hun blev 14-15 år, skete der et eller andet. Jeg ved ikke hvad. De begyndte at diskutere alt. I begyndelsen tænkte jeg, at det hele havde noget at gøre med at have en teenager i huset. At hun var under omstrukturering. At det var normalt. De kan være ganske næbbede og ganske ofte utålelige. Har de nogen børn? Så kender De måske til det.”

“Joh, det har jeg skam. Men jeg ser dem ikke så tit - eller snarere nærmest aldrig.” “Hvorfor dog ikke?” “Det har ikke altid været let at være barn af en politibetjent eller for den sags skyld kone til en. Specielt ikke under apartheiddagene. Vi var ikke velansete hos hverken sorte eller farvede eller for den sags skyld hvide. Og det var os ikke tilladt at bo i de områder, der var forbeholdt hvide, så … Det var hårdt for min kone. Enden blev, at vi blev skilt. Det var det bedste for dem. Og som tiden gik, så jeg mindre og mindre til dem, og til sidst slet ikke. Jeg ved ikke. De var nok flove over at have en politibetjent som far … hm. Men det var ikke mig, vi skulle tale om.” ”Jeg vidste ikke, at det forholdt sig sådan.” Hun så faktisk ud til at undre sig. ”Vidste ikke, hvad forholdt sig?”, spurgte jeg nysgerrigt. Hvordan havde hun mon tænkt, tingene hang sammen? Ind imellem blev sorte betjente myrdet alene på grund af, at de var betjente. Jeg selv har været truet og stukket ned, mine børn mobbet, min kone forulempet. Ind imellem måtte man undre sig over den naive tilgang til virkeligheden, som medlemmer af vores samfund udviser. Det var, som levede vi i to vidt forskellige verdener, der kunne ligge i forskellige verdensdele eller for den sags skyld forskellige universer. ”Ja, hvor svært De må have haft det som sort politibetjent. At De blev forfulgt af Deres egne,” svarede hun ærligt. ”Hvad havde De egentlig forestillet Dem? Vi blev betragtet som systemets forlængede arm. Hvilket sagt mellem os damer på toilettet ikke var forkert. De handlinger, som systemet havde defineret som kriminelle, skulle vi efterforske og helst følge helt til dørs. Og kriminelle handlinger kunne af systemet være defineret som noget så uskyldigt som at aflevere post i en postkasse, der en gang i 60’erne var blevet brugt af et ANC-medlem.”

”Undskyld, det var ikke min mening at virke nysgerrig. Det er interessant. Det er et område, jeg aldrig har kendt til. Og jeg er trods alt journalist.” ”Det er helt i orden. Jeg havde ikke forventet andet. Men lad os komme tilbage til Deres sag. Det er vel derfor, De er kommet.” ”Hvor kom vi fra? Jo, De spurgte, om jeg for nyligt havde bemærket noget usædvanligt ved min datters adfærd. Jeg kan kun svare, det har jeg ikke. Jeg synes ikke, hun har muret sig inde mere end sædvanligt. Hun har passet sine studier. For hun har bestået de eksamener, hun skulle. Hun har heller ikke fået en ny kæreste. Der er heller ikke sket noget udsædvanligt i vores liv, min mands og mit. Så …” Jeg kunne ikke lide den måde, hun svarede på mine først stillede spørgsmål. Det var i den rigtige rækkefølge på en afmålt måde. Normalt ville man, hvis man talte frit fra leveren, lade det hele komme ud hulter til bulter, og for øvrigt ville man glemme et eller to af spørgsmålene. I den situation, hun stod i, hvor hun søgte efter hjælp på grund af en forsvunden datter, ville man ikke svare så præcist. Det var for skarpt. Men for nu lod jeg min mistænksomhed hænge til tørre. ”Har De et billede af hende, som jeg kan få?” ”Ja selvfølgelig.” Hun begyndte at rode i sin håndtaske. Den så stor og tung ud. Jeg prøvede at få et blik ned i den. Jeg har aldrig forstået, hvorfor kvinder bærer rundt på så store såkaldte håndtasker. De ville få sveden til at springe frem på enhver jord- og betonarbejder. Men hun fandt da frem til den skuffe eller lomme, hvor hun åbenbart gemte familiealbummerne. Lommen var stor nok til det. Hun hev et billede frem fra en konvolut. Hun gav det til mig. Inden jeg så på billedet, så jeg på Andrea Barrett, mens hun gav det til mig. Hun blinkede ikke en eneste gang. Hun så ikke en eneste gang på billedet. Hun gav det kun, som gav hun mig en regning på udført arbejde. Jeg undrede

mig. Først denne tøven vedrørende ’vores datter’ og så denne forretningsmæssige måde, hvorpå hun behandlede et billede af datteren. Den lod jeg også hænge. Hvor godt et forhold, hun har eller har haft til sin datter, vedkom ikke mig. Det ville kun vedkomme mig i det øjeblik, det betød noget for mine undersøgelser. Jeg begyndte at studere billedet nøjere. Det var et billede af en kernesund pige. Et af de billeder, man ofte ser i skolealbums. Hun så ud til at være en yngre udgave af sin mor, blot pænere. Men det er ikke til at vide med de unge piger. De kan ligne hvem som helst. Hun havde lidt fyldigere læber end moderen og en pæn lige næse. På billedet havde hun langt kulsort hår. Og store blå øjne, der kunne smelte alt. Mit hjerte kunne ikke lade være med at hamre hurtigere. ”Ja, hun er smuk, ikke?”, hørte jeg en stemme sige. Jeg ved ikke, hvad der havde afsløret mig. Jeg havde ellers taget den mest professionelle maske på. Det var måske det, der afslørede mig. ”Ja, det er hun. Virkelig smuk.” En tanke begyndte at tage form i min hjerne. Var Andrea Barrett jaloux på sin egen datter? Nogle kvinder, og for den sags skyld også mænd, kan ikke tåle, at deres børn overhaler dem inden om. Det var endnu en af de strøtanker, jeg kunne tage frem til bedre tider, skulle det blive nødvendigt. Jeg så op på Andrea Barrett: ”Kan De slet ikke komme på én eneste grund til, at deres datter er forsvundet?” Hun så tilbage på mig. ”Ikke en eneste,” svarede hun kort. Vores samtale gik i stå. Hun sad og stirrede på mig. ”Har De slet ingen oplysninger, der kan hjælpe mig i mine videre undersøgelser?” ”Hvis jeg havde, ville jeg nok ikke prøve at hyre Dem. Jeg kommer, fordi jeg netop ikke har nogen anelse om, hvorfor min datter er forsvundet. Og hvor hun er forsvundet hen.” Hun blev ved med at stirre på mig. Besynderligt nok

gjorde det ikke noget. Hun måtte gerne blive ved med at se på mig. Jeg ved ikke hvorfor. Normalt ville man blive utilpas. Men ikke med hende. Ikke hende. Så jeg gjorde ikke andet end at stirre igen. ”Okay, jeg er med. Men inden vi går videre, må jeg nok hellere informere Dem om betingelserne og min tarif. Og kan De godtage det, vil min sekretær udforme en kontrakt, som De enten kan komme og underskrive, eller alternativt sender vi den til Deres adresse. Er det i orden?” ”Helt i orden. Jeg havde ikke forventet andet. Betyder det, at De vil tage sagen?” Egentlig havde jeg ikke lyst. Jeg havde intet at gå ud fra ud over et billede, som enhver kunne få fra et hvilket som helst skolealbum. Hendes mor var meddelsom som en stum eunuk. Og så var der van der Merwe. Alle advarselslamper var tændte. Men alligevel var der et eller andet, der pirrede mig. Det var nok på grund af, at jeg længe ikke havde haft nogen sager. Jeg hørte mig selv sige, ”ja, jeg tager sagen. Min tarif er 1500 rand om dagen plus løbende omkostninger. Jeg ved ikke, om det afskrækker Dem? Men først og fremmest, hvad er Deres datters navn?” ”Det er vel tariffen. Svarer det ikke nogenlunde til en politibetjents løn? Min datters navn er Bloeme Barrett.” Igen disse nøjeregnende svar på mine spørgsmål. Præcise og lige så korte som hun ønskede det. Normalt ville man da svare med at opgive sin datters navn. Det var måske hendes facon. Hun var nok vaccineret med en faglig kanyle. ”Det er tariffen. Deres datter har Deres efternavn?” ”Men hvad med de løbende omkostninger? Hvad indeholder de?” ”Omkostninger til benzin, mad og kørsel og hvad der ellers måtte komme.” ”Hvad er dette ’hvad der ellers måtte komme’? Hvad er det for type omkostninger?”

”Det kan være, jeg får nogle omkostninger med hensyn til at indsamle informationer.” ”Hvad kan det dække over?” Jeg skal da godt nok love for, hun var påholdende. Det var ikke fra hende, hendes datter havde arvet et skørlevned. Hvis det var det, Bloeme Barretts far havde harceleret over. ”Det kan være alt muligt …” ”Så som?” ”Ind imellem skal der betales for oplysninger, der ikke umiddelbart kan hentes ud fra offentlige tilgængelige databaser.” ”Vil det i fald ikke være ulovligheder, De ville opfordre til?” ”Nu sagde jeg ikke, at jeg ville være 100 procent lovlydig. Kun at jeg ville holde mig inden for rimelighedens grænser. Jeg vil ikke foretage mig noget, der vil intimidere min klient. Hvis det var det, De tænkte på?” ”Blandt andet. Jeg vil ikke tilskynde Dem til ulovligheder. Og hvis De er nødt til at begå ulovligheder i forbindelse med Deres efterforskning, vil jeg ikke høre om dem. Har De forstået?” ”Helt forstået. Det kunne heller aldrig falde mig ind. Som sagt, så ville jeg på alle måder være færdig i branchen. Ingen klient ville turde hyre mig. Og jeg ville have politiet på nakken. Jeg foretager kun noget, som min moral tilsiger mig.” ”Hm.” Den lod hun hænge. Jeg kunne se på hende, at hun tænkte sit. ”Jeg får min sekretær til at udfylde vores standardkontrakt, og den vil så ligge til underskrivning i morgen middag. Hvilken adresse må den stiles til? De kan i mellemtiden tænke over, om der skulle være et eller andet, der vil kunne hjælpe mig i min efterforskning. Og de har stadig ikke kommenteret, at Deres datter har Deres efternavn.” ”De kan stile kontrakten til Andrea Barrett, Clova Vej i

Sandton. Jeg kommer i morgen for at skrive den under. Og med hensyn til Bloemes efternavn er der såmænd ikke noget at kommentere. Det var bare det, vi besluttede i sin tid. Ikke andet.” ”Okay, det var heller ikke for noget.” Jeg begyndte at rejse mig op for at indikere, at samtalen var forbi. Jeg stak hånden frem for at slutte vores aftale. Men hun blev siddende et stykke tid uden at sige noget. Endelig rejste hun sig og gav mig sin hånd. Hun så mig i øjnene. Det gjorde heller ikke noget denne gang. ”De har at finde hende - hører De?” ”Jeg vil prøve. Men jeg kan ikke love noget. Og jeg har jo ikke meget at gå efter.” Hun gik ud ad døren med sin Tresor. Den hang i luften længe efter, at hun var forsvundet.