Selvhelbredende uddrag

Mette Louise Holland

Dit selvhelbredende sind Introduktion til din medfødte sundhed

Interviews af Mette Brink

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Af alle mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af ​​at hjælpe med at forstå de tre principper, er Mette Louise Holland den, der har fanget dem dybest og hurtigst. Og det er ikke noget, jeg bare slynger ud, for jeg har mødt mange, der har opnået en dyb forståelse.

Jeg er ikke i tvivl om, at denne bog vil hjælpe mange læsere til at opnå deres egne indsigter, og at det kommer til at forandre og forbedre deres liv.

Hvad kan være bedre end det?

Jack Pransky Ph.D. og stifter af Center for Inside-Out Understanding Boca Raton, Florida, USA November, 2016

1 Indledning Hvad er det for en bog, du står med i hånden?

Dit selvhelbredende sind henvender sig til alle, der tør håbe på mere lethed, livsglæde, indre ro og mental frihed. Uanset hvem du er, og hvor du er i dit liv, kan din oplevelse af det, der sker for dig, blive lettere og lysere. Uanset hvor skidt du har det, kan du komme dig og vende hel og uskadt tilbage.

Og uanset hvor godt du allerede har det, kan du få det bedre.

Menneskets potentiale til at blomstre og trives, kender ingen grænser. Ingen.

Det er ikke en bog, der giver dig teknikker, øvelser og metoder til at forandre dig selv og dit liv. Jeg vil i stedet vise dig, hvorfor den form for at ’arbejde med sig selv’ er en fuldstændig unødvendig tur op ad bakke og bygger på en uskyldig misforståelse af, hvordan vi mennesker fungerer.

Og så vil jeg vise dig en helt ny, befriende retning at kigge i.

Fra denne vinkel ændrer vilkårene sig for det, vi kalder ’selvudvikling’. Vi opdager, at vi slet ikke behøver alt det hårde arbejde. Vi er ikke uudviklede væsener, der skal rettes til. Vi er fantastiske væsener, der skal opdage, at det netop er det, vi er. Og vi er ikke alene på rejsen. Vi har selve det intelligente og kraftfulde liv i ryggen. Når man indser det, og hvad det betyder for, hvordan vi oplever livet, giver det ikke længere mening at arbejde hårdt for at få det godt. Vi begynder at indse, at det, vi har ledt efter hele livet, ikke er noget, vi kan opnå uden for os selv, men noget vi allerede har. Noget vi allerede er.

I denne bog skal vi ikke kigge i retning af det personlige, men i stedet se på de upersonlige grundprincipper, alle 9

menneskers personlige oplevelse er formet igennem. Principper der gælder for os alle sammen, uden undtagelse.

Selvom jeg igennem hele bogen bruger mine egne og andres oplevelser som illustration af disse principper, er ’du’ og ’jeg’ ikke på spil i denne bog. Og det kan være virkelig befriende!

Dit Selvhelbredende sind er ikke en traditionel selvudviklingsbog. For vi skal ikke arbejde med selvet – vi skal et smut dybere ind og opdage, hvilke storslåede kræfter vi i virkeligheden består af omme bag de nogle gange lidt for fastlåste idéer om, hvem ’jeg’ er og bør være.

Jeg peger heller ikke i retning af, at vi skal udvikle os. Jeg håber snarere, du får viklet dig ud af nogle begrænsende misforståelser om, hvordan verden – dig selv inklusiv – er skruet sammen, og hvad der egentlig er muligt for den, der lytter og holder sig åben for, at menneskets potentiale er uendeligt.

Hvor kommer forståelsen fra?

Igennem denne bog vil jeg pege dig i retning af en ny og befriende forståelse af det menneskelige sind, en forståelse kaldet ’de tre principper’ eller ’Inside-Out-forståelsen’.

Begrebet ’de tre principper’ er canadieren Sydney Banks’ formulering. Han arbejdede som ufaglært svejser på en mølle i en lille canadisk by på øen Salt Spring Island, da han en dag i 1970’erne pludselig, helt ud af det blå, fik en dyb erkendelse, hvor han fuldstændig klart så, hvordan vores oplevelse bliver skabt inde i os selv af tre basale grundelementer, ’principper’. Han kaldte principperne Mind, Consciousness og Thought - på dansk kan vi kalde dem livskraft, bevidsthed og tanker.

Efter denne banebrydende indsigt blev hans oplevelse af livet fuldstændig ændret, og han tilbragte resten af sit liv 10

med at give denne viden videre – både til mennesker, der på forskellig måde led følelsesmæssigt, og til psykiatere, psykologer og andre i hjælpeprofessioner, så de ud fra denne forståelse kunne hjælpe andre til en indtil da uhørt grad af mental heling.

Sydney Banks peger med principperne på det, vi allerede er (før det, vi tænker, vi er) og ikke på noget, vi tænker, vi måske engang kan blive. Og når vi ser, hvad vi er, så er vi fri til at blive, hvad vi nu engang bliver. Så kan vi give slip og lade livet udtrykke sig igennem os, vi kan blomstre og vokse og udtrykke os uden anstrengelse og uden at holde os tilbage. Der er ikke nogen ideologi bag det, han taler om, ingen dogmer, ikke noget koncept man skal tro på og praktisere. Dogmer, ideologier, tro og koncepter er form. Sydney Banks taler om, hvad der sker før formen; hvordan den formes. Han informerer os helt basalt om de fundamentale love, der danner basis for enhver oplevelse.

Han fortæller os, hvordan ethvert menneskes oplevelse af livet bliver skabt, hvordan denne oplevelse ikke er solid, og hvordan vi altid er hele og uskadte, lige bag oplevelsen.

Denne forståelse har allerede ændret tusindvis af liv og skæbner verden over og fortsætter med at gøre det med accelererende hastighed. Der bliver holdt konferencer i USA og London om de tre principper hvert år med stadig stigende deltagertal. Der bliver undervist i amerikanske fængsler, canadiske skoler, indiske katastrofeområder, psykiatrien i England, i forretningslivet verden over, i misbrugscentre og endda i det skotske parlament. Som den første psykolog i Danmark underviser jeg nu i principperne i min psykologpraksis, og resultaterne er på alle måder anderledes end det, jeg har oplevet tidligere i min praksis som psykolog.

Ingen anden tilgang til menneskets sind, jeg er stødt på, 11

har som de tre principper kraften til at sætte menneskets potentiale fri – potentialet til at trives, løse de udfordringer man står i og komme videre. Potentialet til at leve i nærvær og livsglæde uden anstrengelse, simpelthen fordi det er vores grundlæggende natur.

Hvorfor en bog om de tre principper?

Som jeg ser det, er der ingen, der ikke vil have glæde af at få en forståelse af de tre principper. De arbejder for os dag og nat livet igennem. De former selve vores livsoplevelse – det er dem alene, der afgør, om vi i dette øjeblik føler, at livet er himmel eller helvede eller hvad som helst der imellem.

Tænk, at jeg aldrig før har kendt de simple mekanismer bag noget så afgørende!

Jeg er autoriseret psykolog og psykoterapeut og har 12 års traditionel uddannelse bag mig. Men da jeg stødte på principperne, åbnede et helt nyt univers sig for mig, og jeg så en forandring i både mig selv, min familie og mine klienter, som jeg ikke engang havde haft fantasi til at drømme om før. Ingen anden forståelse af psyken havde indtil da fremkaldt det niveau af indre ro, livsglæde og mental frihed, og ingen anden forandring var kommet på samme fuldstændig uanstrengte måde.

Det er mit håb, at du som læser af denne bog får øje på principperne indefra, og at forståelsen også vil ændre din gang på jorden til lettere og lysere, mere kreative, kærlige og livsnydende skridt. Hvad kan være en bedre motivation for at skrive en bog?

Om at læse denne bog Måske lyder det, du læser, en smule som noget, du kender i forvejen, og det kan være, du tænker: nå, det er jo mindfulness, 12

positiv psykologi, kognitiv terapi, en narrativ forståelse eller noget helt fjerde. Men det er ingen af delene.

Når du læser Dit selvhelbredende sind, vil jeg derfor foreslå, at du lægger alt, hvad du i forvejen tænker, du ved om menneskets psykologi, væk for en stund. Du kan altid tage det tilbage, når du er færdig, hvis du har lyst. Jeg er ikke ude på at bestemme, hvordan du skal se verden. Men for at opdage et nyt, ukendt land må man først forlade de kendte omgivelser. For at smage en ny ret mad, må vi først vaske tallerkenen ren for det, vi fik i går. Og det, jeg vil pege på, er nyt. En helt ny vinkel på psykologien. Jeg vil tale om noget, psykologien simpelthen ikke har fået øje på før, i hvert fald ikke i så ren en form. Det er ikke endnu en ny teori eller metode. Men en ny opdagelse. En dybere og enklere forståelse af de grundprincipper bag sindet, der hele tiden har været her.

Ikke en ny teknik til at forbedre os selv og vores liv. Men en ny erkendelse af hvor storslåede vi og livet allerede er.

Denne bog kan forandre dit liv. Det mener jeg gravalvorligt.

Det har intet med mig som forfatter at gøre. Jeg er sød og rar det meste af tiden, synes jeg selv, men helt ærligt, det er ikke specielt livsomvæltende at møde mig. Det hele handler om den forståelse, jeg deler, så godt jeg nu kan i denne bog.

Hvis du får bare et lille glimt af den forståelse, jeg peger på, vil intet længere være det samme. Som Michael Neill, en amerikansk coach, siger det om sin oplevelse, da han stødte på principperne: Intet er forandret, men alt er anderledes. *

13

Jeg vil invitere dig til at læse bogen med åbent sind og fra det udgangspunkt, at her er jeg, læseren; et helt almindeligt menneske, der dybest set blev kastet ind i virkeligheden uden at forstå den på forhånd. Og nu vil jeg lytte til et andet helt almindeligt menneske, Mette Louise, der vil fortælle om noget, hun har opdaget om den virkelighed. Noget, hun ikke anede før, men som gav så god mening, da hun stødte på det, som talte til hendes sjæl, og som ændrede hendes oplevelse af livet på et niveau, så hun ikke kunne lade være med at gå ud og fortælle det til alle, der havde lyst til at lytte.

Og når vi nu taler om at lytte, så vil jeg gerne komme med en anbefaling: Når du læser denne bog, så lad være med at lytte, som du plejer. For at høre noget nyt, må vi lytte på en ny måde, lytte et andet sted hen. Lyt ikke efter noget, du allerede ved. Lyt efter noget, du ikke ved. Lyt ikke efter ordene. Lyt bag ordene. Ordene peger bare – kig i den retning, de peger, og se, om du får øje på noget dybt i dig selv. Læs bogen uden formål, ligesom når du hører musik eller læser et digt. Åbn dit sind og se, hvad der dukker op.

Som inspiration til at lytte fra et andet sted, end du plejer, får du her en lille anvisning fra Sydney Banks selv. (Uddrag fra Sydney Banks’ bog, The Enlightened Gardener Revisited, s. 73-75). ”Andy, mener du helt alvorligt, at alle mennesker har mental sundhed i deres indre?” ”Ja, det er sådan, jeg ser det, Eric, og denne indre mentale sundhed ligger dybt i din psyke og venter på at blive fundet.

Den ligger bag den mentale aktivitet, dine personlige tanker skaber. Sommetider bliver denne sunde stemme kaldet ’visdom’.”

Janet så meget seriøs ud, da hun spurgte: ”Andy, forstår jeg dig rigtigt? Tror du, at den viden og forståelse ligger i 14

alles psyke? Hvis det er sådan, hvorfor er det så så svært for os at finde ind til den?” ”Hvorfor? Fordi den er gemt i et virvar af personlige, fejlagtige tanker. Men jeg kan forsikre jer om: ”Når visdommen findes, renser den sindets kanaler og virker som penicillin for sjælen”.

Han vendte sig imod mig og sagde: ”Hvorfor tror du, at så mange af dine venner i Indien mediterede? Forsøgte de ikke at af-komplicere deres sind og kaste alle de unødvendige tanker bort, der forurenede deres tankegang? Jeg siger bare, at en sådan forståelse eksisterer, og tricket er at indse, at du allerede ved det”. ”Jeg forstår ikke, hvad du mener”, sagde Janet. ”Præcis hvorfor er det, du siger, at vi allerede ved det?” ”Fordi I gør”. ”Er det dit svar? Fordi vi gør?” spurgte Janet vantro. ”Ja. Det er det eneste svar, I behøver – hvis du kan høre om bag de metaforiske ord, så opdager du måske noget, du helt havde glemt.

Igen, jeg foreslår, at I kigger efter enkelhed og ikke bliver fanget i en lang, indviklet forklaring, for så forvirrer I bare jer selv. Bare lyt”. ”Mener du lyt til dig?” spurgte jeg. ”Bestemt ikke. Når jeg siger, du skal lytte, mener jeg, at du skal lytte til alt og ingenting. Den form for lytning, jeg taler om, har intet at gøre med at lytte til ord. At lytte er, når dine kværnende tanker tager en pause, når du stopper med at analysere og lytter fra et klart sind.

At lytte er at høre fra det upersonlige i absolut neutralitet”. * 15

Du behøver ikke intellektuelt at forstå, hvad jeg skriver – eller hvad Sydney Banks skriver. Det er faktisk en god idé ikke at prøve. Hvis du får en rar følelse, når du læser, så er du på rette vej.

Jeg kommer til at gentage mig selv mange gange i denne bog. Det er med fuldt overlæg. På 117 forskellige måder vil jeg prøve at komme igennem med det samme simple budskab. Nogen hører det første gang, andre først den 117.

Jeg håber, at jeg på den måde får lullet dit intellekt i søvn, så budskabet kan liste lidt dybere ind til dit dybere jeg, der sidder deromme bagest i bevidstheden og allerede ved det hele. At forstå de tre principper er det modsatte af den traditionelle idé om læring som at samle viden og forstå mere og mere om et emne. Det er at indse, hvor enkelt det 16

er, og så blive ved at se det enklere og enklere.

Den sidste anbefaling, jeg vil komme med, er at læse bogen langsomt. Et kapitel eller to om dagen måske, så det, du læser, kan få tid til at trænge ind. Om bag intellektet. Hvis du har lyst, kan det også være en god idé at læse bogen igen på et senere tidspunkt. Mit ønske med denne bog er først og fremmest, at du får øje på noget nyt inde i dig selv, når du læser. Noget, der altid har været der, men som indtil nu har været usynligt for dig. Og for hver gang man læser bogen, kan man få øje på mere.

Er du klar? Nu starter turen. Læn dig tilbage og spænd sikkerhedsbæltet. God rejse tilbage til din medfødte sundhed!

Min egen historie Omkring årsskiftet 2012-13 stødte jeg på en radikalt anderledes forståelse af sindet. En forståelse som jeg aldrig før havde hørt om. Jeg var akademiker, jeg var skeptiker, jeg var usikker, og jeg var ikke særlig glad. Nå ja, og lidt tyk. Oplevelsen af dette møde var så overvældende, at det rystede mig helt ind i mit inderste væsen. Jeg blev rusket vågen, og siden da har min oplevelse af alting radikalt forandret sig. Intet er, som det var. Heldigvis.

Jeg ledte ikke efter noget nyt. Men jeg husker noget spøjst, der skete, kort tid inden jeg faldt over den viden, jeg vil dele med dig i denne bog. Jeg vil tro, det var nogle måneder før, sidst på sommeren eller i efteråret. Jeg husker et øjeblik, hvor jeg tænkte: ”Okay, univers eller Gud eller hvad du hedder – du dér magt, der styrer det her show: Hvis du findes, må du gerne tage over nu. Jeg har forsøgt at regne ud, hvordan jeg skal leve det her liv, men selvom jeg har det sådan ok, føler jeg mig stadig sårbar, udsat og på vej et sted hen, jeg ikke kan finde, fordi jeg ikke ved, hvad 17

det er, jeg leder efter. Så nu giver jeg slip. Nu må du godt bestemme, hvor jeg skal gå hen. Hvis du kan finde noget at bruge mig til, så er det ok med mig”.

Det var bare en tanke, der i et øjeblik skød igennem min bevidsthed, og så var den væk igen. Men jeg kunne mærke, at jeg virkelig mente det. Den havde en særlig ærlighed og klarhed over sig. Tanken om at slippe kontrollen havde indtil da altid føltes lidt skræmmende for mig, men i det øjeblik følte jeg mig klar. Jeg kunne ikke regne meningen med hele det her cirkus, som vi kalder livet, ud. Jeg prøvede at gøre alt det rigtige, men jeg blev ved med at føle mig så usikker, og det føltes, som om jeg aldrig kom nærmere målet. Jeg kunne ikke engang regne ud, hvad det mål mon var. Så tanken om at lade noget større overtage styringen føltes lige der som et helt fint alternativ.

Jeg glemte alt om det øjeblik straks efter, og livet gik videre.

Men for nylig dukkede det op i min hukommelse igen, og jeg er ikke i tvivl om, at det var den tanke, der åbnede for muligheden for, at mit liv kort efter foretog et radikalt skift, jeg aldrig ville have kunnet forudse. Jeg er sikker på, at den klare fornemmelse af at give slip, give op og overgive kontrollen til livet tillod mig at være åben for noget helt nyt, som jeg ellers nemt kunne have overset.

Hvordan så mit liv ud på det tidspunkt? Jeg havde lige fået mit tredje barn, min tredje dreng. Jeg var på barsel fra et job som psykolog og terapeut i en større organisation i København. Vi boede – det gør vi stadig – i Sorø i en lille, gammel villa fra 40’erne med alt for få værelser. Jeg var som de fleste, tror jeg, elskede mine børn og var meget optaget af, at de havde det godt, syntes at min mand var alt fra utrolig dejlig, sjov, hjælpsom og kærlig til en ubetænksom, umoden, doven, ubeslutsom idiot, der ikke fattede at tage sig 18

sammen. Jeg syntes, jeg havde det godt. Men … livet havde sådan en tyngde over sig, og tit orkede jeg ikke andet end at ligge på sofaen og spise chokolade, når børnene var puttet.

Tyngden afspejlede sig i min krop, som jeg kæmpede med, men som nægtede at give slip på de dér fem kg for meget, damebladene altid skriver om. Jeg følte mig begrænset af omstændighederne – at vi ikke havde så mange penge, at jeg skulle pendle til mit job, at man skal hænge så ufattelig meget vasketøj op og tørre så utrolig meget spildt mælk op i løbet af et liv. At livet er fuldt af vigtige beslutninger og afgørende valg. Andre mennesker virkede potentielt farlige – hvad hvis de ikke kan lide mig? Hvad hvis de bliver sure på mig? Hvis de sårer mig? Hvis de misforstår mig og ikke ser, at jeg bare prøver at gøre mit bedste? Jeg tænkte, at der var så meget, jeg manglede, så mange uddannelser at tage, så mange ting at forstå, så meget erfaring at samle, så mange oplevelser jeg ikke havde prøvet endnu, så mange ting og penge at skrabe sammen – før livet sådan rigtigt ville kunne føles godt.

Og så videre og så videre. En almindelig portion hverdagsbekymringer, som jeg overhovedet ikke stillede spørgsmålstegn ved – jeg var bare vant til, at de var der. Der var også en lykke, der kom og gik i mikroskopiske glimt, når jeg f.eks. sad og kiggede på mine børn, men ud over disse småglimt så den ud til altid at gemme sig bag den næste bakketop.

Når vi nu en gang får en bil ... når vi får de børn, vi skal have ... når vi får så og så meget i løn ... når jeg også får dén uddannelse ... SÅ bliver livet bedre. SÅ er den hjemme.

Men hver gang jeg besteg endnu en bakke, viste en ny sig i horisonten. Og livet føltes igen som at være en rundtosset hamster i et hjul, altid på vej uden at nå ud af stedet. Sådan er livet, tænkte jeg. For sådan havde det altid været for mig 19

i hvert fald. Jeg følte mig ensom og forkert, for jeg var ret sikker på, at andre mennesker havde det meget nemmere, var meget bedre til at leve end jeg.

Samtidig syntes jeg egentlig selv, jeg var nået langt. Jeg var blevet psykolog. Og efter mange års psykoterapi on and off, blandt andet gennem min fireårige oplevelsesorienterede terapeutuddannelse og efterfølgende tillægsuddannelser, syntes jeg, at jeg havde forstået mange ting. Jeg var ikke længere så bange for at føle stærk følelsesmæssig smerte, fordi jeg havde prøvet det så mange gange. Jeg syntes, jeg var god til at sætte grænser, være til stede, sige min mening og holde af mig selv og andre. Jeg havde lært at tage mig selv og mine tanker og følelser meget seriøst, og dengang troede jeg, at det var en god ting. Nu glædede jeg mig bare, rent fagligt, til at blive 60 og dermed en erfaren dame, for så tænkte jeg, at jeg måske ville forstå alt det, jeg stadig ikke forstod, og endelig komme til at hvile mere i mig selv. Samtidig kunne jeg godt mærke, at det ikke føltes helt rigtigt at gå og glæde sig til engang om 20 år ... Der var et eller andet, der ikke stemte, men jeg kunne ikke sætte min finger på, hvad det var.

Min mand Jacob spiller en altafgørende rolle i historien.

Cirka tre år inden denne barsel mistede han sit job under finanskrisen og kom desillusioneret og udbrændt hjem og bekendtgjorde, at han ikke længere ville arbejde i samme branche, at han ikke vidste, hvad han ville lave i stedet, og at han for første gang i sit liv ville give sig selv lov til ikke at gå i gang med noget nyt, før han var sikker på, at det var det helt rigtige. Jeg ønskede ham tillykke med hans beslutning, jeg syntes, han var sej – samtidig med at jeg krydsede fingre for, at han hurtigt ville finde ud af, hvad han ville, så vi kunne få penge i kassen igen. Men det håb 20

kunne jeg glemme alt om. Det ene år tog det andet, mens Jacob ledte efter sin mission i livet. Dag for dag gik, hvor han stadig ikke syntes at have fundet det rigtige. Jeg vekslede mellem at støtte ham, skynde på ham, skælde ham ud, sætte deadlines, foreslå ham uddannelser og karriereveje i øst og vest og til sidst at slutte nogenlunde fred med tanken om, at han måske aldrig ville finde noget, der føltes helt rigtigt.

I de år tog han forskellige uddannelser, som han på det tidspunkt følte for, men hver gang viste det sig, at det heller ikke helt ramte plet. Han tog coachingkurser. Han blev mindfulness-instruktør. Og sideløbende med dette blev han uofficiel ekspert i selvhjælpsbøger. Han læste ALT på selvhjælpshylderne. Flere gange om ugen kom posten med en ny sending fra Amazon. Han blev et omvandrende opslagsværk, hvilket var ret sjovt. Hvis jeg var i tvivl om, hvad det lige var, Byron Katie, Anthony Robins, Jon Kabat-Zinn eller Paul McKenna stod for, var en udførlig forklaring altid tilgængelig. Det var underholdende at høre Jacob fortælle om dette eller hint, han nu var i gang med; samtalerne over middagsbordet var interessante.

På et tidspunkt i foråret 2012 begyndte Jacob at nævne noget, der havde en lidt anderledes klang. Han var stødt på en eller anden forståelse, som hed ’De tre principper’. Han fortalte bare en smule hist og pist om en amerikansk coach, der hed Michael Neill, der coachede ud fra en forståelse af, at vi ikke var nødt til at sætte os en masse mål for at blive lykkelige, men at vi allerede havde alt, hvad vi havde brug for, og at resten derfra bare var noget, vi kunne gøre for sjov, hvis vi havde lyst. Om en anden amerikaner, en psykiater ved navn Bill Pettit, der udtalte, at han uden skyggen af tvivl kunne sige, at alle mennesker i verden havde en medfødt, indre sundhed. Små anekdoter og citater, der havde en lidt 21

anderledes, udefinerbar tone over sig. Noget på en gang dybere og lettere. Samtidig skete der noget med Jacob, der satte de første tre års søgen i perspektiv: For første gang begyndte han faktisk at ændre sig. Igen lidt udefinerbart, men han blev ligesom lysere, lettere, mere glad og sværere at vælte af pinden. Vores måde at leve sammen på blev påvirket af det. De standardknubs parforhold normalt giver – eller som jeg i hvert fald indtil da havde taget for givet – begyndte at tynde ud. Han var sværere at komme op at skændes med.

Han forblev ligesom glad og rolig og gik ikke bevidstløst ind i endnu en ’her ender vi altid’-diskussion. Det var, som om han ikke gad, som om han ikke behøvede det. Han gled af, men ikke på nogen afvisende måde. Han var til stede i samtalen, det var bare kun mig, der blev hidsig. Hvis to snore danner en knude, og den ene begynder at løsne sig, kan den anden snor ikke undgå også at løsnes. På samme måde ændrede hans nye attitude også oplevelsen for mig – og det begyndte langsomt at gøre mig nysgerrig.

Og så var det på et tidspunkt omkring årsskiftet 2012-13, at jeg en helt almindelig hverdag midt i en helt almindelig samtale spurgte Jacob: ”Kan du ikke lige fortælle mig, hvad de er, de der tre principper?” Jeg tænkte, at han lige kunne ridse dem op, som dét, dét og dét princip. Men han svarede noget i retning af: ”Jeg kan godt fortælle dig, hvad de hedder, men det vil du ikke få noget ud af. Men det handler om, at tanker skaber følelser”.

Dér.

Lige der ændrede mit liv sig, uden at jeg vidste det, og uden at noget kunne have forberedt mig på det. Jeg hørte Jacobs ord så dybt, dybt nede i mit væsen, at hele min måde at anskue mit liv på rykkede sig 180 grader på et splitsekund – op blev ned, og ned blev op. Samtidig anede 22

jeg intellektuelt overhovedet ikke, hvad han sagde. Det røg ud af mig: ”Ja, det ved jeg godt!” Og det var både sandt og ikke sandt. Mit intellekt anede ikke, hvad han talte om, han kunne lige så godt have sagt noget på kinesisk. Samtidig vidste jeg intuitivt, at jeg aldrig havde hørt noget mere rigtigt om menneskets psykologi – om mig og mit liv - end dette.

Det var så simpelt, at det knap var til at fatte.

Tanker skaber følelser. Og det er det eneste sted, følelser kommer fra. Hele vores oplevelse er noget, vi selv skaber øjeblik for øjeblik med den kreative kraft ’tanker’. Punktum.

Tanker skaber følelser.

Det øjeblik, jeg hørte de tre ord, markerer det mest afgørende ’før og efter’-øjeblik i mit liv. Fra da af var mit liv ikke længere det samme. Mildest talt. De følgende måneder svævede jeg fnisende og fredfyldt rundt og opdagede livet på ny. En uendelig ro bredte sig i min krop og mit sind.

Jeg forstod intuitivt, at lige meget, hvad der kunne synes at være i vejen i livet, var det kun en tanke. Jeg forstod, at jeg var tryg – ingenting kan gøre mig noget oplevelsesmæssigt, fordi jeg ikke kan opleve tingene direkte. Jeg oplever altid og kun mine tanker om det, der sker. Jeg var fri. Jeg fandt mig selv klukle stille uden grund, bare fordi jeg følte mig så levende og fyldt af boblende glæde. Jeg tænkte, at sådan måtte det føles at være Dalai Lama, når han fniser, selvom han bare bliver budt på en kop the. Jeg syntes, det var helt skørt, at vi mennesker overhovedet kunne finde på at tænke os til en oplevelse, vi ikke selv brød os om. Hvorfor gør vi dog os selv vrede? Hvorfor gør vi dog os selv kede af det?

I den tilstand, jeg var i, som om jeg lige var vågnet af en lang søvn, gav det simpelthen ikke mening. Jeg havde det, 23

som om jeg pludselig forstod og oplevede, hvad åndelig ’oplysning’ betyder. At der bliver lyst op inde i bevidstheden, så man tydeligere kan se - at der går et indre lys går op for en, så man får nye oplysninger om livet.

Imens jeg svævede rundt i min egen lille private himmel, forsøgte mit intellekt at sætte sig ind i den forståelse, der så uventet havde åbnet sig for mig. Jeg prøvede at forstå, hvad det var, jeg havde hørt. Jeg læste bøger og så interviews med verdens undervisere i ’de tre principper’ på nettet. Og især var det en stor hjælp at have min egen private in-house-mentor i form af Jacob. Hver gang jeg stødte ind i et spørgsmål, jeg ikke selv kunne finde svar på, eller når min egen forhåndsviden om psykologi kom på tværs, kunne jeg vende det med ham.

Og fordi han var næsten et år foran mig i forståelsen, havde han som regel selv tidligere stillet sig samme spørgsmål og fundet et svar gennem de utallige bøger og film, han havde læst, og gennem de indsigter, han selv havde haft.

På samme måde fik jeg gradvis mine egne indsigter om principperne bag den menneskelige oplevelse. Stykke for stykke gav denne forståelse mening, også for mit intellekt.

Og i takt med denne proces nærmede en ny erkendelse sig: Det gamle psykologiske paradigme, jeg er opdraget i, gav ikke længere mening for mig. Min gamle viden var på mange måder ubrugelig. Det føltes som at stå med alt det i hænderne, som jeg havde lært de seneste mange år af mit liv, og vide, at på et tidspunkt må jeg bare give slip og lade det falde. Og tidspunktet nærmede sig med accelererende hastighed. Mit intellekt var skræmt, men min indre, dybe fornemmelse var ikke i tvivl. Jeg kunne ikke arbejde på min gamle måde længere.

Jeg kunne heller ikke arbejde ud fra min nye forståelse endnu, da jeg i marts startede på arbejde igen efter min barsel.

24

Jeg forstod stadig ikke helt, hvad dette nye var, og hvordan det kunne deles med andre. Men tingene ordnede sig. Min daværende søde, forstående chef lyttede til min historie, og selvom han ikke rigtig forstod, hvad det hele handlede om, gav han mig plads til at være lidt på sidelinjen på arbejdet.

På den måde gav tilværelsen mig på fineste vis plads til, at jeg kunne nå at følge med, og et par måneder efter, da jeg begyndte at føle mig klar til at dele denne forståelse med andre mennesker, dukkede et nyt arbejde op, hvor jeg havde mulighed for at praktisere på præcis den måde, jeg ville.

Nu, hvor jeg var holdt op med at slås med virkeligheden og prøve at forme den efter mit eget hoved, fik virkeligheden en tendens til hen ad vejen ubesværet at forme sig præcis, som jeg havde brug for.

Aldrig mere nedtrykt?

Kom jeg så aldrig til at føle mig usikker eller nedtrykt igen?

Ork jo. Da jeg havde hængt deroppe i happy-afdelingen i et halvt års tid, dalede jeg ned og begyndte igen at mærke alle slags følelser. Men jeg tog det ikke længere så seriøst. Jeg forstod mine egne følelser på en ny måde, så jeg kan aldrig igen føle mig lige så vildfaren i dem som før. Jeg er ikke længere bange for min egen oplevelse; og det er en enorm forskel.

Det er en vigtig pointe. Selvom jeg skriver om vores ubegrænsede potentiale for indre ro, tryghed og livsglæde, er det ikke, fordi jeg mener, at vi bør gå og føle os glade hele tiden – det er der ingen, der gør. Følelser kommer og går, og hele pakken hører med til det at være menneske. Alle følelser er 100 procent okay, ligesom der heller ikke findes forkerte farver, som vi skal huske at lade være med at male med.

Alle følelser er 100 procent okay.

25

Det, jeg siger, er, at glæde, ro, frihed, tryghed, kærlighed, nærvær, klarhed – kær følelse har mange navne – er en dybere fornemmelse af vores egen natur. Det er det, vi er skabt af inderst inde. Også når vi ikke mærker det. Når vi har en anden følelse, betyder det ikke, at glæden er væk. Vi lægger bare ikke mærke til den lige der. Glæden og roen er vores havn, vores natur, det, vi altid, altid, altid har at falde tilbage til, hver gang vi har haft alle mulige andre følelser.

Glæde er det, vi ikke kan miste.

Glæden og roen er vores natur.

Det er ligesom med andre naturfænomener: Himlens natur er at være klar.

Skyerne er kun på besøg. Og de kan ikke gøre himlen noget. Ligesom du heller ikke kan tage en spand maling og male himlen sort.

Vands natur er klart.

Sand og mudder kan kun farve vandet, når det hvirvles op. Så snart vandet falder til ro, falder mudderet ned, og vandet vender tilbage til sin klare natur.

Sådan er det også i sindet. Sindets natur er klart.

Derfor får vi det aldrig bedre, så længe vi jokker rundt i mudrede, overskyede tanker.

Vi får det derimod altid bedre, hver gang vi mentalt giver slip.

Hvorfor? Fordi når vi giver slip, falder sindet tilbage til sin klare og rolige natur.

De urolige følelser, der kun var flygtigt på besøg, fordufter, 26

og det, der virkelig findes, klarheden, bliver. Dybest set har vi ikke andet end vores natur. Resten er noget, vi finder på, og som kun findes, når vi tænker det.

Tænk over det – hvor er vreden, når du ikke tænker noget vredt?

Hvor er sorgen, når du ikke tænker noget sorgfyldt?

Hvor er angsten, når du ikke tænker bange tanker?

Så for at kunne trives bedre, behøver vi ikke lære, hvordan vi slukker for de ’dårlige’ følelser og skruer op for de gode.

Det, vi har brug for, er at forstå, hvordan enhver oplevelse, inklusiv enhver følelse, er lavet. Hvad det er. Og hvad vi altid er bag den evigt skiftende oplevelse i øjeblikket. Når vi forstår vores oplevelse bedre, holder vi op med at være så bange for den.

Og når vi holder op med at være bange for den, holder vi op med at prøve at lave den om eller kæmpe imod den.

Når vi stopper med at kæmpe, falder vi til ro (se, der er den igen, kan du høre det? Vi falder tilbage til den ro, som altid findes i os, lige bag den uro vi skabte i øjeblikket).

Når vi falder til ro, bliver vi mere nærværende og kan nyde livet igen, lige der hvor det altid og udelukkende udspiller sig - i dette øjeblik.

Da en af mine klienter fik øje på denne mekanisme, udbrød hun: ”Det er jo faktisk lige som tyngdeloven – bare omvendt”.

Mine arme røg i vejret – nu vidste jeg, hun var begyndt at få færten af sindets sunde kræfter.

Sindets omvendte tyngdelov I denne bog vil jeg pege på de grundlæggende principper eller naturkræfter i sindet, som er fundamentale og dermed upersonlige – de gælder for alle og er der altid. Ligesom tyngdekraften. På dette allerdybeste niveau er vi alle ens – vi 27

kan opleve noget forskelligt, men det er ens for os alle, at vi oplever. Vi kan tænke og føle noget forskelligt, men det er ens for os alle, at vi tænker og føler. Jeg vil også pege på, hvordan alle menneskers sind grundlæggende er sundt og usårligt. Alle menneskers.

Du skal endelig ikke tro på det, fordi jeg siger det. Men hvis det vækker din nysgerrighed, påstår jeg, at du ikke vil kunne undgå før eller siden at få øje på det selv, fra din vinkel. Hvis du ellers bliver ved at kigge i den retning. Og alene det at få øje på det, kan vende alt, hvad vi troede, vi vidste om os selv og verden på hovedet, og give os et helt nyt forhold til vores egne tanker og følelser – vores egen oplevelse af verden.

Det gjorde det for mig – og jeg troede ellers, jeg vidste rimelig meget om psyken. Men denne vinkel havde jeg aldrig fået øje på før – og det viste sig, at det var der, skattekisten lå begravet. * Sindets virkelighed er på mange måder omvendt af den fysiske virkelighed. Blandt andet den måde fænomener opfører sig på, når vi giver slip på dem.

Takket være tyngdeloven falder alt, hvad vi giver slip på i den fysiske verden, nedad. Hver gang. Bum. Takket være sindets omvendte tyngdelov, falder alt, hvad vi giver slip på i den mentale verden, opad.

Når du opgiver at spekulere mere over et problem, dukker løsningen op.

Når du stopper med at prøve at lede i hukommelsen efter det, du havde glemt, dukker det pludselig op af sig selv.

Når du holder op med at vade rundt i vrede, bange eller triste tanker, bliver du glad igen.

28