Silva uddrag

Lorenzo Silva

Den fremmede kvinde Oversat fra spansk af Ole AlkĂŚrsig

1

Jeg vil vogte over dig

- Du bliver nødt til at gå.

Det var hverken et spørgsmål eller en bebrejdelse. Ej heller en gisning. Hendes ord havde på ingen måde til hensigt at gribe ind i begivenhedernes gang, ligesom sådan én som mig har for vane. Jeg er for det meste beskæftiget med at undersøge og forholde mig kritisk til livets tildragelser eller forsøge at komme dem i forkøbet. Hun sagde det snarere som en nøgtern konstatering af noget uheldssvangert, som hun var nødt til at affinde sig med, hvorefter hun trådte et skridt tilbage.

Men for en gangs skyld tog hun fejl. Og det gjorde godt at kunne sige til hende: - Nej mor, vi bliver her. Al den mad, du har lavet, skal ikke gå til spilde. Det er en af de gode ting ved de døde: i modsætning til de levende kan de vente, så længe det skal være.

Ingen vidste bedre end jeg, at det ikke altid var tilfældet. Det skyldtes ikke afdøde, men snarere nogle chefer, der levede i bedste velgående og havde vilje og magt til at kommandere rundt med os, der havde været så uforsigtige at gøre den ubehagelige granskning af døden til vores daglige brød. Da jeg så navnet på min overordnede blinke på mobildisplayet den søndag formiddag, var min første tanke faktisk den samme, som min mor lige havde sat ord på, næsten inden jeg havde lagt på.

Den besked, jeg fik af den altid korrekte major Rebollo, min teamleder og forfatter til min kalender, bekræftede mine værste forudanelser. Han var en opmærksom chef og ejede overhovedet ikke skyggen af den magtbrynde, som i mørkere tider havde fået de stakler, der var iklædt den uniform, der hang i mit klædeskab, til at fremstå som livegne trælle og slaver. I 9

stedet for at svinge pisken startede han med at spørge ind til, hvad jeg foretog mig.

- Jeg beklager, at jeg forstyrrer på en søndag, undskyldte han sig. Jeg håber ikke, jeg fanger dig på et alt for ubelejligt tidspunkt. Kan vi snakke?

- De fanger mig i Salamanca, major. Hvor jeg forsøger at ære min mor, som skrevet står. Hun fylder år, og vi er samlet i familien for at fejre dagen. Men jo, vi kan godt snakke.

Rebollo rømmede sig diskret.

- Ønsk hende tillykke fra mig og overbring mine undskyldninger. Som du sikkert kan forestille dig, står vi i en nødsituation. En eller anden har nedlagt et stort bytte, og der er optræk til ballade i horisonten. En kvindelig borgmester er blevet fundet død.

- Det måtte jo ske før eller senere, sagde jeg og fortrød næsten øjeblikkeligt mit spontane og respektløse udbrud.

- Jeg sætter min lid til, at du er i stand til at lægge låg på din tilfredshed, sagde han bebrejdende, for du bliver meget snart nødt til at lade som om, det ligger dig på sinde, at den skyldige får sin straf. Vores herre og mester har bedt om, at korpset får overdraget sagen og har været så flink at overlade det til vores enhed at opklare den. Min eneste opgave i den forbindelse er at afgøre, hvem der skal have chancen for at få hængt en medalje om halsen, og så kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at tænke på min yndlingsoversergent.

- Jeg kan næsten ikke holde tårerne tilbage, major.

- Æres den, som æres bør. Jeg havde faktisk ikke noget valg, for oberst Pereira kræver jo altid, at hans egen lille kæledægge får de store sager. Jeg får nok først lov til selv at bestemme, når han engang bliver forfremmet til general og ryger videre i systemet.

- Det sker nok snart, major. Inden længe får De lov til at sparke folk opad i systemet, der er kvikkere i pæren end mig, og så kan jeg endelig få tid til at kaste mig over alle de sudokuer, jeg har liggende. Må jeg lige spørge, i hvilken by den afdøde kvinde var borgmester, og hvor det var, hendes karriere så brat blev afbrudt?

10

Han gav mig navnet på en mindre by på den spanske østkyst, som ikke lød helt ubekendt. Jeg havde været der et par gange og huskede svagt strandpromenaden. Faktisk var jeg efter tyve år som kriminalefterforsker efterhånden nået dertil, at selv den mindste flække fik en klokke til at ringe. Som årene går, sker der også det, at man roder lokaliteterne sammen og skaber sin helt egen personlige og vilkårlige geografi, hvor gader og veje hænger sammen i et uklart erindringslandskab inde i hovedet.

- Det er der, hun var borgmester, og byen hører egentlig under politiets kompetenceområde, forklarede han. Men liget dukkede op på grænsen til nabokommunen, som er en lille landsby og derfor hører under vores myndighed. Så den lokale undersøgelsesdommer kommer til at nyde godt af vores korps’ legendariske omhu og skarpsindighed, og det har du bare at leve op til.

- Jeg vil kaste mig over sagen med den ihærdighed, den fortjener, lovede jeg.

- Det er jeg ikke i tvivl om, sagde han, og det virkede endda, som om han mente det. Jeg ved ikke så meget om selve omstændighederne, måske kan jeg fortælle dig lidt mere i løbet af dagen. Det, jeg har fået at vide, er, at nogle udenlandske turister fandt hende i morges på en strand, hvor der endnu ikke er blevet bygget. En af de få, der er tilbage. Den bliver brugt af en del af nudister, fordi den ligger langt fra alfarvej.

- Det er snart på tide, der bliver lavet om på kompetencefordelingen mellem os og politiet. Det der med, at vi skal stå for retshåndhævelsen, derude hvor kragerne vender, betyder, at alle møgsagerne ender på vores bord, og desuden giver det os mere at lave.

- Sådan er det bare, Vila, du skulle være blevet almindelig strømer, så ville du også have været i fagforening og kunne være gået med i en demonstration uden at blive arresteret.

Med hensyn til liget, så har jeg fået at vide, at det var nøgent fra bæltestedet og nedefter. Tja, hvad ved jeg - så passede det da i det mindste ind i omgivelserne. På den øverste del af kroppen var hun kun iført busteholder. Hvis altså du mener, at det betyder noget.

11

- De er godt nok gammeldags, major.

- Hvordan det?

- Jeg fik engang skældud af min kvindelige sergent, Chamorro, for at bruge det ord. Ifølge hende ville enhver kvinde sige bh.

- Nå, men så bh, hvis sergenten forlanger det. For resten så var der kun et enkelt tegn på vold, kvælningsmærker på halsen, som, indtil der er foretaget en obduktion, er den formodede dødsårsag. Det vil nok også interessere dig at vide, at den afdødes mand havde meldt sin kone savnet tidligt på morgenen, og at der allerede var en eftersøgning i gang, da man modtog opkaldet fra turisterne. Det er alt for nu.

- Ikke dårligt. Rigeligt til at spolere min søndag.

- Nu kommer den behagelige del. Obersten bad mig ringe til dig, men han sagde også, at der ikke var nogen grund til at lægge beslag på din weekend. Tilsyneladende har der været noget tovtrækkeri med obersten fra den lokale enhed, som ville have, at hans egne kriminalfolk skulle stå for efterforskningen. Aftalen blev, at de tager sig af alt, hvad der skal gøres lige nu og her - faktisk har de allerede fjernet liget og er i gang med at finkæmme gerningsstedet – hvorefter vi ankommer i morgen og overtager sagen med opbakning fra dem. Jeg er blevet pålagt at ringe til majoren derude for at aftale, hvordan de konkret skal bakke os op og hvor meget, de skal deltage i arbejdet. Det skal jeg nok have på plads, til når du lander.

- Det ville jeg være meget taknemmelig for. I min alder og med min beskedne rang af underofficer har jeg ikke specielt meget lyst til at kæmpe om territoriet med en fremadstormende ung major med rundsave på albuerne, som gerne vil fremstå som flokkens alfahan over for sine underordnede.

- Lige det behøver du ikke bekymre dig om. Majoren er en kvinde.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at hæve øjenbrynene. Selv om der på det seneste var blevet optaget flere kvinder på civilgardens officersskole, var der ikke mange, der havde opnået så høj en rang. Hun måtte faktisk være en af de første. Hvilket jeg ikke rigtig vidste, om jeg skulle tolke som noget positivt eller som en meget tung skæbne. Som altid 12

kom det an på vedkommendes personlighed og indstilling.

- Det er lige meget. Men sørg nu for at komme overens med hende.

- Bare rolig. I tager afsted i morgen tidlig. Jeg har allerede sørget for alt det praktiske, og der står en bil klar til jer. Jeg har også bestemt, at du tager Chamorro og Arnau med, inden du selv beder mig om det. Sagen er noget rod, og egentlig har du jo ret til at udtage dit eget hold. Så kan du jo kalde mig et dumt svin.

- Det ville jeg ikke en gang kunne finde på i beruset tilstand, major.

- Nå, men det er alt for nu. Vi ses i morgen. Sig til din mor, at jeg er ked af at have forstyrret hendes fødselsdag.

- Det skal De ikke bekymre Dem om. De ved jo godt, hvad det er for et blåøjet fjols, hun har sat i verden.

- Se det fra den positive side, Vila. Det her lugter af mere metal på brystet. Du kommer sandsynligvis til at gnubbe skuldre med dem, der er højt på strå.

- Jep, jeg er født under en heldig stjerne.

Jeg havde på godt og ondt for længst passeret den alder, hvor man anser det for en hæder at få pyntet reversen med sildesalat på årsdagen for korpsets skytshelgeninde (som i lang tid havde været den eneste dag, hvor folk som mig iklæder sig uniformen bare for at opdage, at man har spist for meget eller rørt sig for lidt siden sidste år). Som en ældre underofficer, jeg havde haft fornøjelsen af at arbejde sammen med, sagde, har de militære udmærkelser det med at blive uddelt med rund hånd, når der ikke er specielt meget at bryste sig af, og i mindre grad, når der er nogen, der for alvor har sat noget på spil.

Noget helt andet og mere personligt er så, at der kommer et tidspunkt, hvor man lidt bittert begynder at se et ubesmykket uniformsbryst som det største privilegium og den fineste udmærkelse – misundelig over indehavernes ungdom, og de år, de stadig har foran sig, inden de bliver fordærvede af souvenirer og billigt isenkram.

Det blik, der dukkede op i min mors brune og gennemsigtige øjne af frygt for, at familiemiddagen skulle ødelægges på 13

grund af mit arbejde, gjorde mig trist til mode. Da jeg havde beroliget hende, skyndte jeg mig at få lagt låg på min melankoli, den eneste fornuftige måde at håndtere en så usund sindstilstand på. Mens hun vendte tilbage til køkkenet for at fortsætte madlavningen, kiggede jeg på uret: halv et. Det var på tide at flå dynerne af min retmæssige arving, som aftenen inden havde malet byen rød sammen med sine fætre og kusiner. Nogle gange spurgte jeg mig selv, om hans lyst til at tage med mig ud at besøge sin bedstemor – selv om der godt nok var længere imellem, end jeg som hendes søn havde det godt med – mest af alt skyldtes hans kærlighed til hende og så muligheden for at udforske det livlige natteliv i den ærværdige, gamle universitetsby i selskab med en flok sande kendere: børnene til min eneste kusine.

På den ene side syntes jeg, det var helt fint, at min tyveårige søn havde lyst til at more sig og feste og på den måde – som i parentes bemærket har vist sig at være den mest effektive – var med til at holde familiebåndene i live. Det havde jeg selv på skammeligste vis forsømt at gøre, især når man tager i betragtning, hvor få nærtbeslægtede vi kan tælle til. På den anden side gav hans natlige udflugter mig en diffus uro i kroppen. Jeg huskede mine egne ungdomseventyr i samme by, ofte i selskab med moren til hans svirebrødre. Blandt hendes venner var jeg kendt som den excentriske fætter fra Madrid, halvt uruguayer, halvt spanier, som oven i købet ikke kendte sin far. Mere end en tidlig morgen havde jeg følt mig som den ensomme ulv i flokken i skæret fra byens ældgamle kalksten: den selvopfattelse var noget dybt rodfæstet og har aldrig siden forladt mig, det at føle sig som en slags alien mellem dem, jeg færdes iblandt. Til alt held for Andrés virkede han til at være mere i samklang med verden end jeg, men det fik ikke min uro til at forsvinde, når jeg så ham forsvinde mod solnedgangen. Takket være mit job har jeg haft rig lejlighed til at konstatere, hvordan natten kan være et skalkeskjul for galninge og en kilde til menneskelig dårskab.

Jeg ledte efter en passende sang på min topmoderne mobil, den ene af de to små udskejelser, der gjorde, at jeg selv med 14

min beskedne indkomst som fraskilt funktionær og med en karriere sat på vågeblus, kunne leve et liv, der mindede en lille smule om de celebrities, der styrer verden og tjener som fyrtårn og ledestjerne for de opvoksende generationer. Jeg åbnede døren til løvehulen, hvor min søn lå og snorkede trygt, men bortset fra det fungerede som et normalt værelse. Jeg placerede telefonen der, hvor jeg regnede med, at hans hoved befandt sig og trykkede på play.

Lyden af blide og lette klokker strømmede ud i rummet, derefter en varm kvindestemme, der sang kor til afdæmpede trommerytmer, der bebudede solistens entré på scenen. Han begyndte at synge afdæmpet, næsten som om han anstrengte sig for ikke at irritere sit publikum.

Det var den lille stjerne, jeg en nat fik øje på, der gjorde mine drømme til virkelighed, forvandlede mine pjalter til den fineste hør og stillede mig en smuk og dyrebar opgave.

Når du overvældes af tvivl eller er på nippet til at give efter for en fristelse, fløjt efter mig, og jeg vil vogte over dig.

Derefter hørte man et klaver, der ikke længere var helt så diskret, ledsaget af en synthesizer, som faktisk var ret irriterende at høre på. I samme øjeblik holdt snorkelydene op, og kroppen under dynen begyndte at bevæge sig. Derefter lød det skingert nede fra dybet: - Far, du er totalt forstokket.

- Du skal ikke beklage dig, min lille soldat. Du skal være glad for, at jeg er en reaktionær stodder, jeg kunne have valgt noget med Iron Maiden for eksempel.

- Ok, jeg er dig evigt taknemmelig, brummede han. Men hvad fanden er det der for noget?

- Germán Coppini, Pepito, el grillo. En sang, du burde stifte bekendtskab med, hvis du aldrig har hørt den. Og læg godt mærke til teksten – den er der ingen rappere, der kommer op 15

på siden af. Det er noget helt andet end de der ordgyderier, som I kalder sange nu til dags.

Min søn løftede sit søvnige hoved.

- For det første er du stadig for ung til at lyde så forstokket.

For det andet hader jeg rap. For det tredje er jeg helt smadret.

Må jeg ikke boble lidt længere?

- Nej, det må du ikke.

- Hvorfor ikke det?

- Din bedstemor er ved at lave mad til dig. Det ser ikke godt ud, at du sover, indtil maden bliver stillet på bordet, hvorefter du kyler den ned og skrider. Sørg for at komme til at se lidt anstændig ud og snak lidt med hende inden maden, hvis det ikke er for meget forlangt.

- Og hvad med dig?

- Jeg er nødt til at ringe til nogen.

- Dødsfald?

- En kvinde.

- Langt væk?

- Fem timer herfra. Lidt over tre fra Madrid.

- Skal du hurtigt ud af vagten?

- Nej, for en gangs skyld kan vi blive siddende ved bordet og hygge os lidt efter maden. Kom nu, få den værste stank af død hund væk og gå ud til din bedstemor.

- Skal ske, hr. oversergent. For helvede da, jeg har kun sovet fire timer.

- Ikke for at tage modet fra dig, min lille jægersoldat, men når du kommer ud i det virkelige liv, bliver du ikke så sjældent nødt til at klare dig med mindre.

- Ok, ok, stop massakren. Jeg skal nok stå op.

Jeg overlod ham til hans toilette og gik ind i dagligstuen. Det slørede februarlys sivede igennem fortræksgardinerne som et svagt varsel om forårets komme. På den anden side af ruderne anede man det varme skær fra Salamancas sandsten, som selv i den her falmede belysning fremviste deres smukke glød. Der havde min mors familie levet i mange årtier – faktisk siden fyrrerne i sidste århundrede, da min bedstefar, som havde for16

ladt sin landsby ved borgerkrigens afslutning, havde fundet den lejelejlighed, som min mor havde tænkt sig at tilbringe sine sidste år i. Der, i den søvnige spanske provinsby, hvor de studerende sørgede for lidt liv i gaden, havde jeg mine rødder.

Det var det, der gjorde mig til castilianer, et underligt tobenet og fjerløst væsen karakteriseret ved en blanding af æresfølelse og rodløshed. Disse egenskaber havde gjort os i stand til at udføre store bedrifter, mod eller med kongen, lige fra den på forhånd dødsdømte Comuneros-opstand mod Karl den Femte til erobringen af den halve verden efter at have betvunget maurernes Al-Ándalus, uden på nogen måde at bruge det til noget konstruktivt, tværtimod havde vi overladt byttet til den første den bedste udspekulerede kræmmersjæl, der tilfældigvis kom forbi. Med tiden havde jeg efterhånden opdaget, at netop de her karaktertræk, der var nedlagt i mine gener, var temmelig vigtige, hvis jeg skulle forklare min egen historie, hvor det ikke skortede på anstrengelser, mens det kneb med at høste frugterne. Jeg havde forsøgt mig med flere forskellige veje i livet, og det var måske derfor, at jeg i mine unge dage havde besluttet mig for at studere psykologi. En usikker, men tilsyneladende lukrativ karrierevej, når man tænker på, hvor mentalt forstyrrede størstedelen af nutidens mænd og kvinder er. Men jeg valgte et dårligt tidspunkt, for i slutningen af firserne spyttede alle universitetsfakulteter i Spanien, også psykologi, langt flere kandidater ud, end landet havde brug for. Jeg har altid ment, at min ansøgning om at blive optaget i Civilgarden var lidt af en tilfældighed, det første nogenlunde realistiske, der faldt mig ind, og at jeg fra det tidspunkt simpelt hen bare var flydt med strømmen. Nu, hvor jeg var tæt på at runde et halvt århundrede, begyndte jeg at fornemme, at jeg ubevidst havde ladet mig styre af min natur. Den havde ført mig derhen, hvor jeg passede ind, til trods for min naturlige tilbøjelighed til at betragte mig selv som en, der ikke trives nogen steder.

Når alt kommer til alt kunne man vel ikke forestille sig et bedre sted for sådan en som mig end den institution, der var blevet opfundet af en anden social outsider, hvis blod – ligesom 17

mit – indeholdt både et stænk af det umaterialistiske castilianske æresbegreb og noget lidt mere eksotisk arvegods. Francisco Javier Girón, bedre kendt som hertugen af Ahumada, var ikke grundlægger af Civilgarden, men snarere den, der havde organiseret korpset. På den ene side nedstammede han fra en stormester i den ældgamle castilianske Calatravaorden, og på den anden fra den aztekiske kejser Moctezuma. Måske krævede det en person af den kaliber for at kunne udtænke et militærkorps, der var aparte nok til at tiltrække sådan en som jeg, frugten af et fejlslagent møde mellem en helstøbt castiliansk kvinde som min mor og en ustabil uruguayer, som efter alt at dømme, herunder minderne fra de syv år, vi boede sammen med ham i Montevideo, måtte eller burde være min far, hvor han så end befandt sig henne.

Endnu en gang jog jeg et af de der billeder væk fra min indre skærm, som årene havde lært mig ikke at lade blive stående i mere end en brøkdel af et sekund, og tastede skyndsomt nummeret på sergent Chamorro, min trofaste følgesvend gennem masser af hårdt slid, fiaskoer og lejlighedsvis oplevelse af vind i sejlene. Ringetonen lød usædvanlig mange gange, inden hun svarede – faktisk så mange, at jeg frygtede, at forbindelsen var blevet afbrudt. Det var den sikkert på nippet til, da jeg fik hendes bløde stemme i øret.

- Hallo?

- Hej Virgi. Sov du?

- Nej, nej, det er fordi ... Ok, det gjorde jeg faktisk.

Det overraskede mig. Chamorro var morgenmenneske, og det var sjældent, hun udviste tegn på tøven eller usikkerhed.

Hun var født i Cádiz, men havde også castilianske gener – Burgos for hendes vedkommende – som gav hende noget urokkeligt og beslutsomt. Faktisk var det her sandsynligvis første gang, at hun havde prøvet at fylde mig med en lille løgn.

- Hvis det er ubelejligt, kan jeg ringe lidt senere, tilbød jeg.

- Det er helt fint. Det er heller ikke fordi ... ok, jeg har bare ikke sovet ret godt i nat. Hvad sker der? Det jeg forestiller mig?

- Hvad tror du, kunne få mig til at forstyrre din søndagsfred? Som noget nyt er vi denne gang blevet tildelt lidt tid 18

til at gøre os klar. Vi tager af sted i morgen tidlig. Pereira har givet den lokale oberst æren af at rydde scenen og feje krummerne sammen.

- Langt væk?

- Comunitat Valenciana. Det gode er, at byen ligger ved havet, så vi kan komme til stranden.

- Det var også min første tanke.

- Hør, har du det godt?

- Ja, ja, bare rolig, jeg fejler ikke noget, som et skud ibuprofen ikke kan klare.

Det beroligede mig lidt, at hun nævnte det medikament.

Det kunne være, at Chamorro bare havde en af de der dage, selv om jeg nu aldrig havde oplevet hende lette på speederen af den grund. Normalt blev hun højst en smule gnaven.

Måske havde jeg fanget hende med paraderne nede, fordi det var søndag. Jeg talte videre om sagen.

- Bare så du ved det, er det noget særligt den her gang. Jeg er bange for, at vi skal på storvildtsjagt. Den afdøde er en kvindelig borgmester. Fra nabobyen til den landsby, hvor liget blev fundet. Halvnøgent og liggende i sandet for at være mere præcis.

- Halvnøgent?

- Kun iført bh.

- Voldtaget?

- Liget er ikke blevet obduceret. Så det ved vi ikke med sikkerhed.

Chamorro nøs i den anden ende af linjen. Så rømmede hun sig, og da hun havde fået stemmen tilbage, affandt hun sig med sin skæbne, nu hvor der ikke var andet at gøre: - Det er i orden. Hvornår i morgen?

- Nu skal vi ikke overdrive. Det har jeg ikke fået noget at vide om. Kom klokken otte som sædvanlig, og klokken ni rykker vi ud. Så er der også tid til, at sagen falder lidt på plads, og ikke mindst til at vores chefer får afpisset deres respektive territorier. Med lidt held har vores kolleger fra Valencia allerede opklaret sagen, når vi ankommer. Eller også har ham, der scorede borgmesteren om lørdagen, meldt sig, og det var så det.

- Så let går det nok ikke.

19

- Nå, men du har i hvert fald næsten tyve timer til at vænne dig til tanken.

- Dem vil jeg for en gangs skyld bruge til at få pakket en ordentlig kuffert, sukkede hun. Og købe lidt ind, hvis sagen skulle trække i langdrag. Godt at der er søndagsåbent.

- De små handlende er ikke enige. Undtagen kineserne.

- Det ved jeg godt. Jeg beklager min manglende solidaritet.

For mig er det bare bekvemt.

- Du er tilgivet. En anden ting for resten. Du ringer til fodfolket. Rebollo har givet os lov til at tage Arnau med. Jeg foretrækker, at du overbringer ham nyheden om, at han godt kan glemme alt om de planer, han har lagt for ugen.

- Mange tak.

- Man må svede for sine distinktioner, sergent. Er du sikker på, at du er helt ok?

- Ja, vi ses i morgen.

Og hun lagde på, næsten abrupt. Den pludselige stilhed på linjen gav mig bange anelser, næsten værre end dem, jeg havde fået ved helt uhørt at have taget Chamorro i at sove til over middag. I de seneste par uger havde jeg bemærket, at hun havde virket lidt åndsfraværende, hvilket hun normalt overhovedet ikke var. Jeg havde ikke tillagt det den store betydning: det er de ting, der sker, når folk, ligegyldigt hvor ærekære og handlekraftige de anstrenger sig for at være, begynder at nærme sig livets fjerde skarpe hjørne, hvilket for hendes vedkommende kun var et år væk. Men hendes tone og reaktioner i løbet af vores korte telefonsamtale var noget mere brysk end vanligt, hvilket fik mine alarmklokker til at ringe. Der var noget, der ikke var, som det skulle være, og med Chamorros reserverede væsen in mente samt den forestående intense mordefterforskning ville jeg ikke være særlig godt klædt på til at finde ud af, hvad det var, og tilbyde hende min hjælp, hvis hun havde brug for den.

Med hensyn til sagen håbede jeg bare, at mordet ikke havde noget at gøre med borgmesterens embedsførelse. Selv om min chef nok ikke ville tro mig, følte jeg ikke den mindste tilfreds20

stillelse ved, at en politiker havde lidt en voldelig død, og jeg havde heller ikke nogen som helst interesse i at vade rundt i det minefelt, der i så fald lå forude. Så meget kunne det heller ikke pirre min retfærdighedssans, at spanierne de senere år havde følt en forståelig modvilje mod de politiske ledere og administratorer, der havde kørt landet i sænk efter, at mange af dem først havde skaffet fede lunser til sig selv og deres børn, ægtefæller, kærester, elskerinder og studiekammerater. Jeg var også ret ligeglad med, at den hyppigste indbyrdes relation mellem borgmestre og civilgardister i de her år bestod i, at de førstnævnte blev ført bort i håndjern af de sidstnævnte. Hvilket i parentes bemærket genopfriskede gamle hædersbedrifter fra korpsets tidlige år, dengang omkring 1845, hvor de første civilgardister anholdt borgmestre, der stod i ledtog med eller holdt hånden over bander af landevejsrøvere. Det skete blandt andet i byerne Malcocinado og Pina, i henholdsvis Badajozog Castellónprovinsen.

Nej, det var bestemt ikke bekvemt for folk med mit job at skulle konfrontere dem, der var højt på strå, for nu at genbruge det udtryk, som min nærmeste overordnede havde benyttet sig af. Når arbejdet førte dig ind på det her territorium – hvilket var noget, jeg havde en del erfaring med – var der for sådan en som mig større sandsynlighed for at ende med håret i postkassen end at høste de udmærkelser, som majoren spøgte med, så længe opklaringen af sagen bestod i at afsløre noget af alt det svineri, vennetjenester eller dobbeltspil, som mændene og kvinderne i offentlighedens tjeneste havde brugt til at smøre deres karrierer med. Og det var ikke usandsynligt, at man kom til at krydse klinger med folk, der tog sig den slags friheder. Jeg deltog ellers ikke i den almindelige konsensus, om at politikere er uærlige, til andet er bevist, for takket være min profession havde jeg fået for vane kun at fremsætte anklager, hvis jeg var i stand til at bevise dem, og samtidig var jeg efterhånden blevet overbevist om menneskets næsten uendelige mangfoldighed. Men jeg kendte en del til det terræn, jeg nu skulle navigere i, og havde fået for mange grå hår på hovedet til at falde for hvilken som helst røverhistorie.

21

Familiemiddagen og den tilhørende palaver var en udmærket anledning til at få alle de her dystre tanker ud af mit hoved.

Min kusines mand bidrog med sin uendelige ordflom til underholdningen. Han var ellers en flink nok tinglysningsregistrator, som - udover at give min kusine mulighed for en levestandard, der fik hende til at virke mere og mere fjern med hendes Loewe-tasker og den åbne Mini Cooper, hun bevægede sig rundt i Salamanca i - havde en mening om alt og alle og gerne delte den med langt flere ord end strengt nødvendigt, ligesom alle andre, der beskæftiger sig med love og paragraffer. Mens jeg hørte ham docere om det menneskelige og det guddommelige og udbrede sig om den almindelige inkompetence hos alle, bortset fra ham selv, og ikke mindst hos en af hans kolleger, som på det tidspunkt i øvrigt var regeringsleder, hengav jeg mig til den supervin til tres euro, som de havde taget med i dagens anledning, og som det under normale omstændigheder ikke var mig forundt at indtage. Det drejede sig om en potent druesaft fra Toro, som jeg uden rødmen nedsvælgede over en halv flaske af, nu hvor de andre gæster var så tilbageholdne. Hverken min mor, der var mådeholden af natur, min tante, som havde været asket, siden hun var blevet enke, min kusine, som var bekymret for sin figur, hendes to børn eller min egen søn, der holdt sig til Coca-Cola for at komme til hægterne efter nattens udskejelser, bød ind, og tinglysningsregistratoren snakkede for meget til, at jeg behøvede at frygte nogen konkurrence fra hans side. Så jeg lod ham ordne verdenssituationen, nikkede ja til det hele, og da han efter en bemærkning fra min mor spurgte ind til borgmesterens død, som var topnyheden i tv-avisen, nøjedes jeg med at sige: - Jeg ved ikke noget. Jeg vil lade mig overraske, når jeg kommer derud i morgen. Det er det bedste.

Ud fra det ansigt, han stillede op, blev jeg nervøs for at have virket som en tørvetriller. Jeg fornemmede, at han ville give mig chancen for at brillere for derefter selv at kunne føre sig frem, næste gang han var til middag, med at kloge sig om drabet på borgemesteren på baggrund af førstehåndsinformationer fra sin kones civilgarde-fætter. Heldigvis sørgede vinen 22

for, at jeg var hævet over at føle mig forlegen.

Mens jeg hjalp min mor med at rydde op i køkkenet (i stuen zappede tinglysningsregistratoren løs med fjernbetjeningen, min kusine og tante fandt sig i det, og de tre unge, ført an af min kusines datter, der var som snydt ud af næsen på sin far, så videoer på en iPad), havde vi sammen et af de her fortrolige mor-søn-øjeblikke, som med årene er blevet sjældnere, men samtidig mere dybtfølte.

- Hvordan har du det? spurgte hun mig.

- Jeg? Godt som altid. Nå ja, en lille smule ældre.

- Virkelig. Jeg er lidt urolig for dig.

- Hvad er det, der bekymrer dig?

- Hvor længe du har tænkt dig at leve på den her måde. Du rakker altid rundt, er hele tiden hjemmefra, spiser sikkert dårligt og du er helt alene.

- Jeg er ikke alene. Jeg har dig, Andrés. Og min tante. Og ham det oratoriske geni, vi har fået ind i familien, som sørger for, at vi aldrig kommer til at kede os.

- Du ved godt, hvad jeg mener.

- Jeg har allerede givet dig et barnebarn, som egentlig er en ret sød og fornuftig ung mand, når man tænker på, hvad man ellers ser rundt omkring. Og det er faktisk muligt at bo alene.

Du er selv et udmærket forbillede for mig.

- Lige med hensyn til det ville jeg ønske, at du ikke fulgte mit eksempel. Nogle gange tænker jeg, at jeg har taget fejl på det punkt. Men på den anden side har jeg ikke mødt nogen, der ...

- Jeg har det på samme måde. Jeg har ikke tænkt mig at komme slæbende her med den første den bedste gås, som kigger lidt til min side. Og hvad ville tinglysningsregistratoren ikke tænke.

Hun grinede. Og i det sekund følte jeg, at livet var værd at leve.

- Der er ikke nogen som dig, min søn. Er du sikker på, du har det godt?

Jeg smilede, mens jeg tænkte grundigt over mine argumenter. Jeg var nødt til at virke overbevisende.

- Jeg har det vidunderligt, mor. Jeg har arbejde og bliver endda betalt for det. En dejlig søn. Og en lejlighed – godt nok 23

lille, men den er min, og der er ikke nogen, der kan smide mig ud af den.

- Det er i orden. Jeg skal nok lade som om, jeg tror dig.

- Tro mig, og så beskæftiger jeg mig oven i købet med at beskytte mine medborgere. Kan man forestille sig større ære end at være nyttig for sine medmennesker?

Mens jeg betragtede min mor, kom jeg nærmest per automatik i tanke om noget af teksten til Pepito, el grillo: Fløjt efter mig, og jeg vil vogte over dig. I samme øjeblik ringede min mobil til lyden af netop den sang. Eller sagt på en anden måde: min høje chef, oberst Pereira meldte sin ankomst. Hvilket sjældent var et godt varsel.

24