SMAK

SMAK

Max Ulrich Klinker

SMAK Noveller

SMAK Noveller af Max Ulrich Klinker © Dansk udgave 2011 ~ EC Edition og Max Ulrich Klinker Redaktion: Birgitte Møller Balladone og Gitte Jæger Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen Omslag: Anne-Lone Krog Møller Forside: Le funambule, oliemaleri af Dan Frøjlund, 2005 Portrætfoto: Bruce Thomas ISBN 978-87-91392-58-0 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Ecograf i Danmark 2011

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3.

8000 Århus C

www.ec-edition.dk

Til Marilli - agabi mou

«Quand le sage montre la lune, l´imbécile regarde le doigt»

SMAK (oftest stavet �smack�) er et fransk dagligdagsudtryk for et kys. Det er mere end et kindkys, men mindre end et langt kys. Men det er dog et kys ...

Indholdsfortegnelse

Elegi for en bombepilot

side 11

En nekrolog

side 51

DĂŠmon de Midi

side 85

Frieriet

side 113

Et middagsselskab i Rungsted

side 143

Hoveddøren

side 181

Flugten

side 197

Momenta

side 223

Noget af en drøm

side 277

Elegi for en bombepilot

I hotellets lobby havde jeg længe stået foran den store fotostat. Et sort og hvidt aftryk. På størrelse med et større maleri var der ophængt et luftfoto af byen i en smal sølvfarvet ramme og med tysk undertekst. Der stod: ”Dresden centrum, 16. februar 1945. Set fra vest mod øst”.

Frygteligt at se. En by jævnet med jorden. I ordets egentlige forstand. Kun enkelte bygninger over to etager høje stod med nøgne mure. Alt andet var jævnet fladt. Alt var ødelagt. Som om det havde været et gyldent punkt i et maleri, havde fotografen taget udgangspunkt i resterne af den store Frauenkirche. Den, som havde været byens vartegn gennem flere århundreder, og som havde kunnet ses på lang afstand af rejsende, hvad enten de kom via Elben eller ad landeveje. På billedet var der næsten ingenting tilbage af Dresden.

Verden går trods alt videre. Uden for hotellet på Neumarkt var der begyndt et ambitiøst projekt: Genopførelsen af Frauenkirche. I flere europæiske aviser var der skrevet om dette forehavende. Fonde og organisationer – ikke kun i Tyskland, men også i Storbritannien og i USA – havde meldt sig. Endnu var der ikke meget at se, havde jeg tænkt, da taxaen her til morgen kørte forbi byggepladsen. Endnu var det fortsat en tarvelig ruin, der i de sidste 50 år har stået som et vidnesbyrd over krigens gru og vanvid.

Det bliver en kæmpeopgave at genopføre Frauenkirche.

Jeg var ankommet til Dresden tidligt samme morgen med vores natfragtfly fra Frankfurt. Egentlig var jeg < 11 >

træt. Sammen med den øvrige besætning var det tid til at hvile sig efter en lang nats flyvninger.

Jeg stod foran fotostaten i min uniform. Det var en blå flyverdragt. Praktisk når man som natflyver ofte måtte kravle rundt mellem fragten eller sammen med mekanikeren bistå tankning og tjek af flyet. Jeg havde fået en værelsesnøgle og skulle op og sove for at erstatte nattens arbejdstimer med dagssøvn, inden det atter i aften ville være afgang. Tilbage til Frankfurt og videre et eller andet sted hen, som stod nærmere at læse i schedulen. De to andre fra besætningen var allerede gået op. Jeg havde været på vej, men indtrykkene fra den store fotostat fastholdt mig.

Som jeg stod dér, bemærkede jeg først ikke den person, der stillede sig tavst ved siden af mig. Ikke før han samtidig med at iagttage billedet lavmælt sagde på engelsk. ”Det var ikke et rart sted at være natten mellem den 13. og 14. februar”.

Jeg drejede hovedet og fik øje på en ældre herre med kort, gråt tilbagestrøget hår og en lille moustache. Han var iført grå flannelsbukser, slips samt blå blazer. På jakkebrystet var der påsyet et klubmærke eller lignende.

Han var ikke så høj, men pæn af bygning og i det hele taget en pæn mand af sin alder. Hans milde øjne husker jeg stadigvæk, selvom vores møde fandt sted så langt tilbage som i 1993. De var blå med en hvid ring yderst i iris. Øjnene bar den visdom, som kun et levet liv indeholder.

Inden jeg nåede at svare, fortsatte han samtidig, mens han nikkede for sig selv. ”Jeg var her dengang. Men jeg landede ikke. Gudskelov for det. Jeg glemmer aldrig den nat. Aldrig,” gentog han. Der var en bestemt klarhed i hans stemme, og det sidste ord var endnu mere bestemt. ”Se godt på billedet her, knægt. Alt er ødelagt. Med en < 12 >

præcision uden lige. Det, vi overså, tog yankee’erne på dagturen bagefter. Jeg burde være stolt. For militært set er det et flot stykke arbejde”. Han pegede på et hjørne af billedet. ”Se her: Bydelen Johannstadt. Man må have kunnet se lige gennem gaderne dengang. Der var ingen bygninger, ingen mure, ingenting tilbage. Da folk kom ud af beskyttelsesrummene, hvis de vel at mærke havde overlevet iltmanglen og brandstormene, så kom de op til ingenting. Deres lejligheder, deres hjem, deres ting.

Væk”. Han gjorde en bevægelse med den ene hånd og holdt en lille pause.

Hans milde øjne iagttog mig. ”Undskyld, at jeg trænger mig på. Jeg kan se, at De selv er pilot. Jeg spottede Dem henne fra sofaen dér”. Han vendte sig og nikkede i retningen. ”Min kone og jeg læser morgenaviserne.

Hun sidder dér”. Han pegede, men på en diskret måde, i retning af en dame. ”Det har taget mig næsten 50 år at komme tilbage. Ja, noget af tiden skyldes også de forbandede socialister. Men nu hvor Østtyskland og Dresden er blevet fri igen, måtte jeg komme tilbage. Hele dagen i går har jeg ladet mig interviewe til byarkivet. En venlig ung tysker der talte engelsk. Ja, det gør alle jo i dag. Han griflede ned. Alt hvad jeg sagde”. Han smilede på en lidt koket måde, samtidig med at han efterlignede omstændelige skrivebevægelser. ”I dag skal min kone og jeg hilse på borgmesteren. Til frokost, endda”. Han studerede kort mit ansigtsudtryk og fortsatte. ”Det er ikke noget, som jeg har fundet på. Det har veteranerne. Da de hørte, at jeg ville til Dresden, arrangerede Eskadrille 617 alt det her. Så jo, vi er her et par dage”. Han stoppede kort og studerede igen mit ansigt. Denne gang på en mere direkte måde. ”Hør, er det mig, der tager fejl? Jeg så Dem stå længe ved billedet her. Så jeg tænkte, at De måtte være historisk interesseret?” Det slog mig, at jeg < 13 >

slet ikke havde sagt noget, siden den ældre herre havde stillet sig hen ved siden af mig. ”Jeg håber ikke, at jeg er uhøflig,” svarede jeg. ”Historien om bombardementet af Dresden interesserer mig.

Når jeg ikke siger så meget, skyldes det udelukkende, at jeg har fløjet hele natten. Jeg startede klokken ti i går aftes i Bergamo og har været via München og Frankfurt, inden vi landede her i Dresden til morgen. Trætheden melder sig. Det er såmænd det hele”.

Han nikkede forstående og sagde. ”Ja, man kan ikke sammenligne flyvning med noget som helst andet. Hvilken type flyver De?” Jeg svarede, at jeg tjenestegjorde på en gammel Fokker F-27. Allerede dengang i 1993 var det et ældre fly.

Til forveksling kunne cockpittet med kun en mindre overdrivelse ligne et fly fra Anden Verdenskrig med sine mange blinkende lamper og store håndtag. Der var ikke så mange af dem tilbage i Europa. De fleste var udtjente og fløj nu i Afrika. Men Fokkeren var en arbejdshest. Pålidelig og stærk. Vi kunne flytte rundt på op til fem tons fragt ad gangen, hvis selskabet da ikke lige fløj med passagerer. For så kunne der være 44 gæster ombord. Sommetider fløj flyet med fragt om natten og med passagerer om dagen, og derved kunne indtjeningen maksimeres.

Samtidig med, at jeg endnu en gang understregede, at det blot drejede sig om træthed fra min side, fortalte jeg ham kort om mit luftfartsselskab, mit fly og typen af operationer, vi udførte.

Han brød ud i latter. ”Luftfart forandrer sig ikke.

Den eneste måde, man kan tjene en mindre formue på i luftfart, er at begynde med en stor. Luftfart er og bliver en svær business”.

Han tog mig i ærmet. ”Nu skal De høre. Der er intet < 14 >

som en god kop te, når man er træt. Sæt Dem over til min kone og jeg. Jeg synes om Dem. Jeg tror, at jeg har noget at kunne fortælle Dem. Noget at berige Dem med”.

Jeg prøvede at være høflig og undskyldte mig med ikke at ville være påtrængende. Men det blev han bare mere ihærdig af og forsikrede mig om, at jeg ikke var det ringeste til besvær.

Jeg mener at huske, at jeg ikke helt var klar over, hvad jeg ville. På den ene side var han jo vældig skikkelig, og hans historie kunne være spændende. På den anden side var jeg træt og husker, at jeg var bekymret for, om han var en af disse her ældre snakkesalige herrer, der ikke kan leve uden flyvning efter pensionsalderen og derfor ikke spilder et øjeblik på at fortælle om deres tabte paradis.

De milde øjne gjorde udfaldet.

Han førte mig over til bordet, hvor hans kone sad. Jeg blev introduceret, og vi udvekslede høfligheder. Hun spurgte til Danmark på den særlige måde, som kun briter kan spørge: ”So, how is Copenhagen these days?” Ægteparret var bosat i Kensington i London. De var pensionister begge to. Beklageligvis husker jeg overhovedet ikke deres rigtige navne. Det skyldes muligvis, at jeg var træt. Hans fornavn må dog have været William, siger det mig. For hans øgenavn fra krigens tid var Billy the Bash. Men hans rigtige navn kan jeg desværre ikke komme i tanke om. Og der var ikke tale om et tabt paradis, skulle det vise sig.

Hans kone sagde i øvrigt ikke så meget. Ikke før senere i samtalen. Men det skal jeg komme tilbage til.

Inden jeg vidste af det, var der bestilt te til mig. ”De skal smage en sort te, som denne her,” sagde han og skænkede op. ”Den vil gøre Dem godt. Det er en stærk Kenya-te. Gunpowder, kalder vi den på engelsk”.

Jeg nikkede og tog mine cigaretter frem. ”Camel, ser < 15 >

jeg. Uden filter. Det er næsten som i gamle dage. Er der stadigvæk folk, der ryger dem?” Selvom jeg bød ham, afslog han bestemt. ”Da jeg fyldte 60, holdt jeg op med at ryge. I dag er jeg 71 år og har det bedre end nogensinde.

Men tak alligevel”. Han satte sig frem i stolen og foldede hænderne foran sig. Han så ned et kort øjeblik.

Det undrede jeg mig over, husker jeg. Da han atter så op, plirede han med øjnene på samme måde, som man ser hos folk, der døjer med anfald af epilepsi. Men det lignede ikke et anfald, selvom hans kone lagde sin arm på hans og trykkede den let. ”Er det nødvendigt?,” spurgte hun og fortsatte. ”Du skal jo i forvejen tale hele dagen, og du kan jo se, at den unge mand er træt?” Han nikkede ihærdigt og plirede lidt mindre med øjnene. ”Ja, det er. Jeg vil gerne, at denne unge mand hører min historie. Han er en ung pilot. Han må have samme alder som mig dengang i 1945. Han er en del af et andet og nyere Europa. Et Europa, som skal finde sammen. Til det er begge sider af historien vigtig”.

Han tog en dyb indånding, inden han fortsatte. ”Hvis man ikke kender fortiden, kan man ikke forstå nutiden og heller ikke gøre sig tanker om fremtiden. Det har jeg altid sagt”. ”Men han er ikke tysk, den unge mand her!,” fortsatte hans kone og trykkede ham endnu en gang på armen. Øjnene sluttede nu ikke helt med at flakke, mens han næsten stirrede på mig. ”Ikke? Er De ikke tysk? Det troede jeg bestemt, at De var”. Han tog sig undrende til kæben. ”De har da en tysk accent?”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Det var første gang, nogen påstod, at mit engelske bar præg af en tysk accent. Ikke fordi det betød noget. Europæer og dansker er man vel. Men jeg er nu ikke tysker. Heller ikke brite eller noget tredje. ”Han er fra Danmark,” sagde hans kone langsomt. < 16 >

Her valgte jeg at bryde ind for at sige, at jeg gerne ville høre hans historie. Jeg gentog min interesse for historien som helhed og tilføjede, at jeg egentlig ikke kendte så meget til Dresden.

Byen forsvandt jo efter Anden Verdenskrig i et Østtyskland, som det ikke var så nemt at komme til at besøge. Og selvom jeg husker fra mine bedsteforældre, der talte begejstret om det, de kaldte for Elbens Firenze, og hvor man dengang før krigen promenerede på Brühls Terrasse, henslængte sig i byens parker og pladser, ja, så havde jeg ikke opholdt mig noget videre ved Dresden og dens historie. Byen var heller ikke en del af den historieundervisning, vi fik i skolen. Sammen med Leipzig og Chemnitz, der for sidstnævntes vedkommende endda var blevet tvunget til et navneskifte i Østtyskland, var det for mig byer, som netop blot var byer. De kunne lige så godt have ligget langt inde i Rusland. For i Vesteuropa glemte vi alt om perler som Prag, Budapest og Dresden.

Disse byer dukkede først op i min bevidsthed, da jeg som helt ung lærte at flyve. Når man den gang fløj i Østblokken, skulle man være særligt omhyggelig med sin navigation. Gled man bare få sømil væk fra airwayen mellem radiofyrene, varede det ikke længe, før de østeuropæiske flyveledere råbte efter en på radioen, og kludrede man fortsat i navigationen, kunne man let få et bevæbnet jagerfly op på siden. Det var en alvorlig sag at krænke luftkorridorerne i Østeuropa. Sådanne aggressive forhold så man aldrig i Vesten.

Måske var det min insisteren, der fik ham i gang. For pludselig sagde den ældre herre, Billy the Bash, med et skævt lille smil. ”Nuvel, han er da i hvert fald fra kontinentet, den unge mand. Han skal høre min beretning!”. Jeg blev mere nysgerrig.

Teen gjorde mig godt, kunne jeg mærke, og jeg fik < 17 >

snart efter ild på cigaretten. Jeg turde ikke sætte mig for mageligt tilbage i stolen. For sæt nu, at jeg alligevel faldt i søvn. Således valgte jeg at sidde let foroverbøjet.

På samme måde som ham.

Hans kone gjorde sig det derimod bekvemt. Tilbagelænet og bag avisen trådte hun ud af samtalen.

Vi kiggede på hinanden ham og jeg. Blikket var nu roligt, men samtidigt stift. Som om han ikke så mig, selvom han kiggede på mig.

Billy the Bash begyndte at tale med en lavmælt stemme.

Den var rolig og på en gang meget nærværende. ”Kender De Eskadrille 617?”

Det gjorde jeg nu ikke. Men inden jeg nåede at svare, fortsatte han af sig selv. ”Det er nok den bedste eskadrille i hele Royal Air Force. Det er min eskadrille. Vi var både dambusters, og vi sænkede Tirpitz. Dambusterne var før min tid, men jeg var kommet til eskadrillen, da man sænkede Bismarcks søsterskib oppe i Nordnorge. Dengang var jeg lige tjekket ud som pilot og Commanding Officer på Lancasteren, selvom jeg bare var ung-officer og kun 22 år gammel”.

Han stoppede kort. Som for at se om jeg var med. ”Hvor gammel er De?” spurgte han konverserende, troede jeg. Jeg nævnte min alder. Han nøjedes med at nikke og valgte hurtigt at tale videre. ”Avro Lancaster var flyet. Den bedste bombemaskine, der nogen sinde er blevet bygget. Den fløj som en drøm. Som en majestæt gennem lufthavet med sine letknurrende Merlin-motorer”.

Igen stoppede han op.

En ny indskydelse var på vej. ”Jeg er nødt til at indrømme, at jeg faktisk somme tider kører op til museet i Lincolnshire, hvor den sidste Lancaster står. Tænk Dem, vi byggede tusindvis af Lancastere, og nu er der næsten ingen tilbage. Om lørdagen bruger de at starte motorerne < 18 >

på den gamle dame. Den dag i dag. Jeg kan falde i staver over dens fantastiske lyd”.

Jeg smilede anerkendende. Piloter har det med at falde i svime over lyden fra flymotorer. En sikker flyvning afhænger da også af motorernes stabilitet. De fleste piloter lytter altid bevidst som ubevidst efter unormaliteter i motorgangen samtidigt med, at de glæder sig over dens rolige spinden. Sådan vil det nok altid være.

Billy the Bash fortsatte. ”Den oprindelige aftale med Bomber Command var, at vi unge skulle flyve 30 missioner over fjendeland. Så var man fri. Så havde man aftjent sin pligt. Så var man ikke længere forpligtet til aktiv krigstjeneste”. Han fastholdt mine øjne med sine.

På en intens måde. ”Det er muligt, at De i Deres tid ikke synes, at 30 flyvninger er meget? Men dengang var det kun 25 ud af 100 besætninger, der overlevede. Statistisk set blev 75 for hver 100 dræbt eller forsvandt. Så hit-raten for at overleve var ikke ligefrem udsigtsrig”.

Han rømmede sig kort. ”Man kunne selvfølgelig håbe på at redde sig ud med faldskærm. Hvis den ellers ville åbne sig. For der var jo ingen garanti for, at faldskærmen ville folde sig ud. Selvom Lancasteren var stærk og godt dimensioneret med front-, agter- og midterskytter, så var der intet forsvar i bugen. Angreb en Messerschmitt nedefra, var vi næsten et tag-selv-bord. Vist var vi mange, der anskaffede os en lille ekstra jernplade til at sidde på.

Men gik der ild i damen, var det ikke sikkert, at man kunne nå hen til udgangen. Slet ikke hvis flyet tumlede gennem luften som følge af en voldsom træfning”.

Billy the Bash smilede. ”Som De nok kan se, fatter Deres generation slet ikke, hvordan det var”. Jeg ville sige noget, men han rystede afværgende på hovedet. ”Det værste, De kan opleve, er nok en engine failure in take-off! Tungtlastet selvfølgelig. For os var det piece of < 19 >

cake! Næ, fjendeland omgivet af Luftwaffe var noget, der fik pulsen op!”

Igen ville jeg sige noget, men han fortsatte uden ophold. ”Det var derfor forfærdeligt nedslående, da BomberHarris meddelte os, at de 30 missioner nu var forlænget til 40, før vi kunne være færdige med aktiv tjeneste. Jeg kan huske klart fra dengang, Wing Commanderen orienterede os piloter om forlængelsen, og hvordan min besætning efterfølgende tog det. Flere af dem mente, at det var en reel dødsdom. De havde ikke en gang turdet håbe på at tælle til 30. Og da forlængelsen kom, havde vi næsten opfyldt kvoten. Vi havde holdt os i live. Nu ventede der os pludselig en byge på 10 mere. Det var tungt at bære.

Svært var det for mig at være en god kaptajn og holde stemningen oppe. Vi hang alle med hovederne. Til sidst vidste jeg ikke andet end at forbyde besætningen at tale om forlængelse, om timer, om risiko og slet ikke at tale om statistik! Jeg sluttede min ordre af med den sædvanlige krølle om, at vi trods alt fløj natture. Amerikanerne stod jo for dagbombningen. Vi kunne bedre gemme os i natten for Luftwaffe. Jeg vil ikke sige, at mit forbud hjalp på lang sigt. Men drengene sagde: Okay, skipper, og så klappede de i”.

En kort tænkepause. ”Gode folk var det. Vi mennesker er jo nogle pudsige nogle. Vi har det med at vænne os til mangt og meget.

Når standarderne fra det kendte rykkes til nye rammer, så indretter vi os. Vi mennesker kan åbenbart acceptere meget og stadigvæk leve. Alligevel var drengene i Eskadrille 617 gjort af et særligt stof. De gav ikke op. De ville leve, men skulle de dø, skulle det være på en værdig måde. Ikke som en pivskid”.

Han afbrød sig selv med en dyb indånding og så så bestemt på mig. ”Spørg ikke, om jeg var bange. For De får < 20 >

ikke et svar”. Piloter vil ikke være bange. Det er nok en fælles reference for alle piloter. Og hvis de alligevel er det, selvom de ikke vil være det, så taler de aldrig om det. Det er en del af det at være pilot. Det er en del af værdigheden.

Det sure med det søde. ”Spørg aldrig ...” gentog han.

Jeg nikkede smilende. Min erfaring som ung pilot bød mig ikke at være lige så bastant. Vi var ikke jævnbyrdige.

Så udbrød jeg. ”Jeg forstod på Dem, at De var med over Dresden?” ”Ja,” sagde han og støttede i næste nu hænderne på sine knæ. Han fortsatte. ”Vores togt nummer 37 gik til Dresden den 13. februar 1945. Det blev mit sidste. Jeg kom ikke til at flyve mere i krigen”.

Billy the Bash skulle til at sige noget mere, men gik så pludselig i stå. Endda med ansats til tårer i øjnene. Han så væk. Hans kone sænkede avisen og kiggede over på ham.

Men hun sagde ikke noget. Han så ned og nu væk igen.

Endelig gemte han sit hoved i hænderne.

Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg prøvede at sige, at han ikke måtte føle sig forpligtet til at fortælle sin historie. ”Jeg vil!” hørte jeg højt fra ham. Han så ikke op. Jeg følte mig forlegen, men jeg ville være uhæderlig, hvis jeg ikke indrømmer, at jeg inderst inde håbede på, at han ville fortsætte.

Beretningen krævede nok meget af ham. Jo, jeg var også træt, men nysgerrig efter at høre. Det hørte ikke til hverdagskost at møde piloter fra Anden Verdenskrig. I næste nu så han op.

Tårerne var væk nu. Lige så pludseligt som de var kommet. Om noget var de blå øjne klarere, og med den hvide irisring kunne de næsten ligne et krigsflys kokarder. Billy the Bash strakte begge arme frem. Som om han ville tage imod mig. Men han blev siddende, og jeg < 21 >

forstod denne bevægelse som en dramatisk beskrivelse af beretningens rammer. ”Dagen forinden var vi rykket ned fra Skotland. Vi var ankommet til en base ikke forfærdeligt langt nord for London. Der var noget stort i gære, kunne jeg mærke.

Det kunne vi alle sammen. For det mildest talt væltede ind med bombefly fra andre nordlige baser”. Hænderne kom igen på plads i skødet, og han indrettede sig hurtigt mageligere i stolen. ”Messen kunne slet ikke følge med til alle de mennesker. De ved, at i Royal Air Force skulle alle officerer have serveret te syv gange dagligt”.

Han rystede på hovedet med et muntert smil. ”Jeg tror ikke, at officerer i dag kan vente sig mere end te højst tre gange om dagen. Og det er endda inklusive morgenmaden. Men alright, det er jo heller ikke krigstid nu”.

Han smilede og så ud, som om han havde overvundet sig selv. ”Den dag kom det ene bombefly efter det andet.

Der landede et fly næsten hvert minut. Vi blev stuvet tæt sammen og holdt tæt parkeret. Vinge til vinge. Messen var fuld. Der var folk over alt. Og aktivitet over alt. Lastningen af de særlige høj-eksplosive, men også de almindelige brandbomber, begyndte så snart, fueling af flyene var overstået. Hvis Luftwaffe havde lavet et luftangreb og ramt os, så ville vi have forårsaget et kæmpe hul, ja nok først et jordskælv, som kunne efterlade plads til en ny sø!” Han lo for at understrege sin vittighed. ”Det var mange, mange tons bomber, der blev hængt op i bugen.

Heldigvis var fakta dog, at vi jo ikke længere så meget til Luftwaffe på disse kanter. Royal Air Force havde dygtigt kastet hunnerne tilbage allerede i 1940. Men altså, man turde hænge bomberne på os med det samme”.

Han stoppede op og plirede med øjnene på en måde, som åbenbart var typisk for ham. Så sagde han. ”Jeg ved < 22 >

ikke, hvor mange fly der var på basen den dag. Men da vi startede sent næste eftermiddag, tog i alt 769 tungtlastede Lancaster-fly af sted fra hele England. Det var den største mission, jeg nogensinde har deltaget i. Hører De? 769 fly. Selv ikke luftstøtten i Normandiet i 1944 havde tilnærmelsesvis en lige så stor luftstyrke. Vi var mange, der skulle samles i formation inden kystlinjen. Og så var der selvfølgelig de små Mosquitoer. De skulle forrest og kaste deres flare-lys for at lyse natmålet op. Så små 800 fly var vi den eftermiddag, der startede fra de forskellige baser i Storbritannien”.

Han rakte ud efter sin tekop, tog en hurtig slurk og fortsatte. ”Det var en speciel oplevelse. En meget speciel oplevelse. Jeg husker, hvordan vi tungtlastet taxiede ud til grønsværen og så ellers bare ventede og ventede. Med motorerne kørende”. ”Det tager nogen tid at varme oliesumpen op en kold februardag. Det er vigtigt. For vi skal nødigt smadre en cylinder i take-off. Omsider er temperaturen i det rigtige felt. Vi er klar, men vi venter. Og vi venter. Vi læser tjeklister. Igen og igen, om og om. Noget skal der jo ske i ventetiden. For adrenalinen pumper jo altid inden afgang på en mission. Stemningen er spændt ombord.

Folk retter på seletøj. Skubber på jernpladen for den er jo ubehagelig at sidde på. Kontrollerer om ilten er klar, men uden at åbne for iltflaskerne endnu. Sådan holder man der, klar til afgang. Og så er der selvfølgelig altid en, der skal tisse. Vil han kunne nå tilbage til sin plads inden afgang og sådan noget”. ”Egentlig var det amerikanerne, der skulle have haft opgaven. Men Dresden havde været dækket af skyer hele formiddagen. Så de sad nok i messen og hyggede sig, tænkte vi. Man småsnakkede i ventetiden. Vi var blevet sendt om bord i god tid. Operation Thunder Clap < 23 >

skulle jo koordineres tæt med de andre baser. Og så.

Pludselig ...”

Billy the Bash lod, som om han skød med en imaginær pistol op i luften. ”Baf!” sagde han og morede sig over sig selv, mens han så op i loftet og rundt på hotellets vægge. Som for at følge projektilets bane.

Han så atter på mig og skiftede endnu en gang fortælletid. Det virkede, som om han ville berette samtidig med, at han ind imellem selv var til stede i datiden. ”Så endelig bliver den grønne lyskugle skudt af. Tegnet for ‘cleared for take-off’. To ad gangen. Vinker til flyet ved siden af. Med en blandet følelse af ærbødighed og kækhed. Man ved jo ikke, om man ser hinanden igen, forstår De. Skubber power levers langsomt frem. Alle fire på en gang. Her mærker man virkelig, hvor tungt lastet sådan et bombefly er. Det er som at løbe en parasolsten op i fart. Vi bumler hen over græsset med de mange jordhuller, som nogle steder er repareret skyndsomt.

Omsidder løfter halen sig. Halehjulet kommer fri og kort efter; et let træk i roret. Næsen løfter sig. Forvandlingen fra en klodset skrammelkasse på jorden til en flyvende majestæt er sket. Airborne, som vi kalder det”.

For at understrege sin hengivenhed til begrebet airborne gjorde han en pause og holdt samtidig en hånd bedyrende foran mig.

Ikke sige noget.

Sådan sad vi lidt, indtil han rakte ud efter tekanden og skænkede. Han ville også skænke for mig, men jeg havde endnu i min kop. ”Drik Deres te. Den vil gøre dem godt”. Han talte distinkt, som om han var Commanding Officer også i dag, og jeg drak al min te.

Jeg kunne mærke, at han fulgte mig med øjnene, og først da jeg satte koppen fra mig, fortsatte han. < 24 >