Svagpisser by EC Edition Forlag

Harald Havsteen-Mikkelsen

Svagpisser

Svagpisser Harald Havsteen-Mikkelsen

© Harald Havsteen-Mikkelsen og EC Edition 2012 Omslag: Anne-Lone Krog Møller Redaktion: Birgitte Møller Balladone Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen Bogen er sat med Giovanni Book ISBN 978-87-91392-75-7 1. udgave, 1. oplag Trykt i Danmark 2012

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Aarhus C

www.ec-edition.dk

â&#x20AC;&#x153;Denne bog er dedikeret til to kĂŚre venner, der gik bort for tidligt, Mark Eskekilde og Peter Bo Andersenâ&#x20AC;?.

Lørdag 23. februar Jeg ved ikke, om det, der skete i nat, havde noget at gøre med scorekurset. Måske udstrålede jeg en anelse mere desperation, end jeg plejede. I hvert fald havde jeg noget at bevise overfor ScoreBrian, som kaldte mig op til tavlen og bad mig nedskrive 10 åbningsreplikker, jeg havde brugt inden for det sidste halve år: 1) Hey, hva så? 2) Danser du tango? 3) Du ser glad ud. 4) Nå, hvor har du været i aften? 5) Du ligner Sidse Babett Knudsen. 6) Du ligner en, der har styr på sit liv. 7) Har du været på ferie, for du er helt vildt solbrun? 8) Den friværdi du snakker om, den skal du være glad for. 9) Har jeg ikke set dig på jobcentret? 10) Jeg synes, du ligner en, der har tjek på tilværelsen. Da Brian kiggede på min liste, sagde han, at jeg skulle overveje at tage til Thailand og møde en kvinde der ikke snakkede engelsk, allerhelst en der var døv, som måske kunne lære mig tegnsprog. “Fordelen dér”, sagde han, “ville være, at du skulle starte forfra, og det vil måske være sundt. Og Lars, når hun spørger dig hvad du laver og du svarer: “murer, mest i stål og beton”, så er den tråd lukket, du skal åbne den, være lidt mere dansende i dit sprog, åbne tråden”.

Bagefter gik jeg ud med de andre og prøvede at score, men det lykkedes ikke rigtigt, nåede så langt som til at invitere en pige ud at spise en kyllingeshawarma, men det ville hun ikke. Gik derefter i 7eleven, købte en fransk hotdog, en Snickers og en cola. Mens jeg gik og spiste, blev jeg afbrudt af en ung fyr i hvid 7

hættetrøje, der spurgte, hvad klokken var “Øh, øjeblik”. “Hvad glor du på?” “Ingenting, jeg overvejer bare lige i hvilken lomme min telefon ligger, gider du lige holde den?” Jeg rakte ham den franske hotdog og begyndte at rode i mine lommer. Fyren sprang så om bag mig, pressede sin hånd med den franske hotdog mod mit bryst og førte en kniv op mod min strube. “Lad være med at sige noget. Følg med”. Han førte mig over gaden og ind i en port. Dér ventede der en kraftig fyr i joggingtøj, jeg blev skubbet hen til ham og videre ned ad en trappe til en kælder. Den kraftige fyr sagde, jeg skulle lade være med at kigge op og give ham, hvad jeg havde i lommerne. Jeg gav ham en 200 kr. seddel, mit dankort og min mobil. “Og koden, giv mig den rigtige eller det bliver værst for dig selv”. “0606”. “Ok, du venter her sammen med min makker okay? Og du rører dig ikke, og du kigger ikke op, er du med?” “Ja, det lover jeg”. Jeg blev siddende på det kolde betongulv, kiggede ikke op. “Undskyld men jeg altså ret nervøs, mit hjerte banker helt vildt”. Fyren førte sin hånd hen til mit bryst og så overrasket ud. “Bare rolig, det er ham den anden, der er voldelige, jeg er den fredelige, jeg gør dig ikke noget. Her, tag din snickers”. “Tak”. “Bare slap af. Er du rolig nu?” “Ja, tak”. Vi sad dernede ca. en time, så fik jeg lov at gå. Var bagefter inde og melde det hos politiet. Politimanden hed Lennart og var ret venlig og tålmodig 8

Søndag 24. februar Jeg er for træt til at skrive dagbog om overfaldet i dag og har også fortalt om det til alle mulige. Helt præcist 14: 1. Damen fra PBS, da jeg meldte dankort spærret. 2. Telmore, da jeg meldte telefon spærret. 3. Politimanden Lennart. 4. Fyren som Alice sad og snakkede med på Tinsoldaten. 5. Ekspedienten i 7 eleven som jeg havde købt fransk hotdog af lige før overfaldet. 6. Taxachaufføren. 7. Mor. 8. Buschaufføren 6’eren da jeg skulle have lavet en skyldner. 9. Bageren som tøvede med at lade mig købe en brunsviger og en kakaomælk på klods. 10. Gustav. 11. Martin. 12. Telefondamen hos Odense Kommune. 13. Telefonsælgeren fra Berlingske, da han bragte emnet retspolitik frem som salgsargument. 14. Gadesælgeren Nete fra Unicef, som solgte mig et medlemskab.

Mandag 25. februar Ringede til lĂŚrernes a-kasse og sygemeldte mig.

Tirsdag 26. februar Tror noget sex kan opmuntre mig. Sendte en sms til Gustavs venindes veninde Pia: Hej Pia. Gustavs ven her, Robert! Nytårsaften! Arkaden Odense! Vi kyssede og havde hånd i buks og desværre nåede vi ikke videre end det fordi dine veninder (sms 2), var meget forhastede med at komme af sted i en taxa. Jeg har tit tænkt på hvordan det ville være (sms 3) at have sex med dig, en tanke der midlertidigt blev afbrudt da jeg hørte fra Gustav at du havde en kæreste, indtil i dag da jeg (sms 4) tænkte om du mon stadig har det. Har du det? Hvis ikke, og evt. også hvis, har du så lyst til at mødes til en øl?

Onsdag 27. februar Ringede til Odense lokalavis for at høre, hvordan det udsnit af politirapporten, som omhandler mit overfald, lød. Hun sagde, at der er en kort notits om en ung buttet fyr med lyst bølget hår, sort jakke og orange hættetrøje, som blev overfaldet og tilbageholdt af to fyre, den ene i hvidt joggingsæt. Jeg spurgte om hun ikke kunne ændre buttet til velbygget. Hun svarede, at det kunne hun ikke, da hun kunne få problemer hvis hun blandede sig i efterforskningen. Men jeg sagde til hende, at den eneste forskel, den lille ændring ville gøre, var, at den ville fjerne læserens fokus fra at tænke personen som buttet og voluminøst til at tænke personen neutralt. “Der er absolut ingen efterforskningsspor i dét,” råbte jeg.

Torsdag 28. februar Nåede ikke at falde i en dyb middagslur, idet jeg blev vækket af Rogers latterøvelser. Gik ned og bankede på. Han åbnede ikke. Jeg gik op og hentede et stykke papir og skrev en besked til ham og skubbede det ind ad brevsprækken: ”Hej Roger. Jeg er lidt småtraumatiseret og oplever din gennemtrængende latter som en forstyrrelse. Kan du ikke lave dine øvelser et andet sted i 14 dage, så jeg får ro til at komme mig? Så vil jeg være meget taknemmelig! Vh Robert”.

Fredag 29. februar Ringede til Lennart for at fortælle ham som lovet, hvor meget der var blevet hævet på mit kort: 2800, og nævnte for ham, at jeg var begyndt at skrive dagbog for at huske bedre. “Lyder godt”, sagde han, “sig til, hvis der dukker mere op, for indtil videre har vi ikke fået flere spor at gå efter i vores efterforskning”.

Lørdag 1. marts Sov dårligt i går. Blev vækket ved at nogen rumsterede uden for min dør. Fik hjertebanken, løb ud i køkkenet og tog en kniv. Sørgede for ikke at tænde lys. Stillede mig tæt op ad væggen ved siden af døren. Ventede på at den skulle blive sparket ind. Kunne høre en kradsende lyd, begyndte at se mit liv i flashback; en række fede nøgne kvinder som luntede forbi. Der blev pillet ved brevsprækken. Kunne ikke se hvad det var, men der blev smidt noget ind. Førte kniven hårdt og hurtigt imod det. Kunne høre vedkommende forsvandt. Tændte lyset, det var et stykke papir, jeg havde spiddet: ”Er ked af at høre om overfaldet, men du skal ikke køre din negativitet af på mig. Vh Roger”.

Søndag 2. marts Tog i formiddags hen forbi Sara. Ringede på hendes dørtelefon og spurgte, om jeg måtte komme ind. Hun sagde, at hun havde fået en kæreste og at det var meget bedre end vores kolde bolleforhold. Kunne høre en fyr der grinede i baggrunden. Jeg pointerede overfor hende, at vores aftale netop gik ud på, at det var okay at vi gjorde os selv sårbare og tog kontakt for at få sex, uden at risikere at blive ydmyget. Hun svarede, at hun i sin forelskelse havde glemt alt om den aftale og ønskede mig alt det bedste. “Jeg er lige blevet overfaldet, så jeg er faktisk lidt følsom lige nu”, sagde jeg. “Robert? Undskyld! Robert er du der”, kaldte Sara, mens jeg gik igen.

Mandag 3. marts Har en velbegrundet frygt for, at min paranoia er tiltagende og frygter, hvad den vil gøre min seksualitet. Er det overhovedet muligt at være maskulin samtidig med, at man er et nervevrag? Indtil videre har al min maskuline energi været brugt på at aflede opmærksomheden fra ølmaven, og spørgsmålet er, om den er vidtrækkende nok til også at camouflere min angst? Må spørge ScoreBrian til scorekurset i morgen.

Tirsdag 4. marts Er lige kommet hjem fra scorekursus, hvor ScoreBrian indledte med at hive mig frem som negativt eksempel igen. “Og tilbage til dig Robert, jeg blev lidt overrasket, da jeg lyttede til din diktafonoptagelse fra din tur på Boogies, for det var næsten den samme type samtale omkring lejligheder, som du havde sidste måned, jeg tror vi lige skal lytte til den, og venner, I må ikke grine den her gang, er det en aftale?” De andre nikkede. “Er det okay med dig Robert, at vi lytter til den?”, spurgte Brian. “Ja, jeg er allerede i knæ, bare træd på mig”. “Nåh nåh, men okay det må vi gøre noget ved, vi starter den nu”.

Mig: “Hej, har jeg ikke set dig omkring Skibhuskvarteret?” Pige: “Jo, måske”. Mig: “Måske i Kvickly, var du i Kvickly i lørdags?” Pige: “Øh, nej det tror jeg ikke”. Mig: “Hvor i Skibhuskvarteret bor du?” Pige: “Tolderlundsvej”. Mig: “Sikke et tilfælde, jeg bor på Skibhusvej, så er vi næsten naboer, parallelgade naboer. Hvad bor du i?” Pige: “Lejlighed?” Mig: “Hvad slags? Andel, ejer, lejer?” Pige: “Leje”. Mig: “Har du husket at få boligsikring?” Pige: “Øh, ja”. Mig: “Godt så, hvor meget får du?” Pige: “Er det ikke lige meget?” Mig: “Jo, men du skal bare vide, at hvis du har gæld, så kan du få ekstra boligstøtte”.

Pige: “Okay”. Mig: “Men det er noget, man skal gøre kommunen opmærksom på, det bliver ikke automatisk indberettet på samme måde som bankerne indberetter til Skat, hvor mange renteudgifter, man har”. Pige: “Okay”. Mig: Hvad laver du så når du ikke står her?” Pige: “Jeg studerer kommunikation”. Mig: “Kommunikation, det er fandeme spændende”. Pige: “Ja”. Mig: “Sker hele tiden, det vi gør nu, kommunikerer, tænker hvad tænker den anden, når man siger x”. Pige: “Ja, det ved jeg så ikke lige om det er det jeg gør lige nu”. Mig: “Nej, okay, nej det gør du måske ikke, men det gør jeg, jeg vil også gerne leve af at kommunikere”. Pige: “Hvad laver du?” Mig: “Jeg er uddannet lærer”. Pige: “Arbejder du som lærer?” Mig: “Nej, jeg er jobsøgende”. Pige: “Er det svært at få job?” Mig: “Ved det ikke, gør mine ansøgninger så dårlige som muligt, vil gerne lave børne-tv, så jeg skriver, at jeg tit tager til Belgien og besøger børnehjem, at jeg er aktiv på nettet, og at jeg holder ekstrakurser hjemme”. Pige: “Er det ikke lidt klamt?” Mig: “Jo, men det virker, jeg er kun blevet indkaldt til én samtale på et helt år, og dér mødte jeg op indrullet i cellofan under tøjet så jeg konstant svedte”. Pige: “Men tak for øllen”. Mig: “Må jeg få dit nummer?” Pige: “Nej”. Mig: “Vi ses nok”.

Brian rystede på hovedet under hele afspilningen: “Robert, jeg kender ikke nogen anden, der kan skifte på den måde i en samtale, du går fra at være den mest kedelige fyr, hun nogensinde har snakket med, til at være den mest klamme inden for tre minutter, alle andre steder end på et scorekursus ville det være en fantastisk bedrift!” “Du sagde sidst, at vi skulle være ærlige og droppe scorereplikkerne?” “Nej, jeg sagde, man ikke skulle fokusere på en enkeltstående scorereplik, men i stedet få samtalen til at have fremdrift, så både din og pigens personlighed kommer til at skinne”. Orkede ikke at fortælle om overfaldet, der fandt sted samme aften/nat. Ser det desuden som noget positivt, at jeg er i stand til at fokusere på den her slags personligheds-udviklende kurser midt i det indre kaos, jeg oplever.

Torsdag 6. marts Lige efter jeg havde sendt en sms til far, hvor jeg nævnte overfaldet og havde bedt om et lån, ringede han, var bekymret og ville høre, hvad der var sket. Han sagde, jeg skulle skrive en faktura for research på 4500 plus moms, så ville han overføre pengene og lidt til i morgen, spurgte hvorfor jeg ikke havde ringet om det før, svarede at jeg prøvede på ikke at gøre det til et issue. “Lyder fornuftigt,” sagde han.

Torsdag 13. marts Brev fra Odense kommunes beskæftigelsesafdeling. Jeg er indkaldt til et møde den 24. marts, hvor de skal lægge en plan for min tilbagevenden til arbejdsmarkedet! De vil ”tilrettelægge og gennemføre et fleksibelt opfølgningsforløb under hensyn til sygemeldtes behov og forudsætninger”. Det behøver jeg ikke et møde for at afklare, mit behov = ro til at afklare mine drømme og bearbejde mine traumer, og mine forudsætninger = absolut angst og skrøbelighed.

Lørdag 15. marts Jeg mødte Arne inde på gågaden sammen med sit barnebarn Sonny. “Robert! Kom herover”, råbte han, da jeg forsøgte at fortsætte, som havde jeg ikke set ham. Han tog hårdt fat i skulderen på mig, sagde at han ikke troede, det var realistisk, at jeg fik kolonihavehuset færdigt inden d 15. april som aftalt. Tog fat i mit øre, trak det ind til sig og hviskede: “Du har haft hele vintersæsonen til at gå og arbejde, og det kan godt være, du tror sådan en kolonihave bare er noget hyggeligt noget, men sådan spiller klaveret ikke, er du med? For du skal ikke tro, at du bare får et hus billigt og så bagefter skider alle krav, der gjorde det billigt et langt stykke, er du med? Vi er ikke idioter, bare så du ved det, nu kommer du ud og snakker med mig en af dagene, og så vil jeg have en håndfast plan, er du med? Så har du 14 dage til at gøre det færdigt, jeg gider ikke de julelege, byg det hus færdigt, eller det er ud”. Han kiggede på sit barnebarn: “Er det ikke rigtigt Sonny? Morfar ved godt, hvordan tingene hænger sammen, gør han ikke? Nå, skal vi ha en is? Vi ses Robert, hold dig munter!”

Onsdag 19. marts En af Gustavs venner, Palle Bo Tao, ringede, sagde at historien om overfaldet havde gjort et stort indtryk på ham, og at han gerne ville lave en eksperimenterende musicalkortfilm over overfaldet sammen med mig. Jeg sagde, at det lød interessant for mig, han svarede, at det tænkte han nok, for Gustav havde fortalt, at jeg gerne ville lave børne-tv. Vi aftalte at mødes.

Lørdag 22. marts Spiste frokost på Sankt Gertruds med Palle Bo. Hans ide var at lave en musicalkortfilm over mit overfalds forløb. Med hensyn til. produktionsdelen havde Palle tænkt sig at oprette et selskab, der skulle hedde PALLEBODISME FILM, og så ville han søge produktionsstøtte igennem det. Jeg fortalte ham om mit eget KINDODRAMA MEDIA, og at det her projekt måske kunne skabe en vis form for produktionsmæssigt liv i det, da jeg efterhånden havde trukket en del udgifter fra samt fået en del momsrefusion.

Jeg opremsede de ting jeg havde trukket fra: 1. Deltagelse i børnetv-seminarer i Amsterdam, London og Bruxelles sammen med Gustav: 24.000 kr. 2. Computer, Mac: 13.000 kr. 3. Videokamera: 7.500 kr. 4. Rejseomkostninger samt hotelomkostninger til filmen: ”MARTIN HANSEN I THAILANDET FITNESSWORLD. EFTERUDDANNELSESBLIK PÅ ARBEJDSSIKKERHEDEN I THAILANDSKE TRÆNINGSCENTRE”. Oprindelig opstået som afvist bidrag til Danidas verdensbilledelegat konkurrence om tilskud til produktion af øjenåbnende dokumentarfilm om livet i den tredje verden. Udgifter: 34.000 kr. 5. Researchtur til Polen til VI VIL HAVE HELSEREJSER TIL POLEN PÅ RECEPT: 12.000 kr., og i forbindelse med dette, rejseudgifter til interviews med polske Europaparlamentarikere i Bruxelles: 5000 kr. Palle Bo spurgte, hvordan jeg fik råd til alt dette, mens jeg var lærerstuderende. Jeg svarede, at jeg havde taget en del lån i lejligheden, og at jeg havde faktureret en del til min fars

produktionsselskab, som så var betaling for job af mere manuel karakter, jeg havde udført for ham. Disse blev faktureret som: 1. Speak på min fars ”DANMARKS ØER SET FRA KONGESKIBET”: 14.500 kr. (uddele kurve med vin til kunder og forretningspartnere). 2. Dramaturg på ”PORTRÆT AF KONGEFAMILIEN EN MODERNE SKILSMISSEFAMILIE”: 17.000 kr. (grave have, så græs og anlægge blomsterbed). 3. Dramaturg på ”NABOENS DØTRE SOM DE NYE PRINSESSER”: 21.000 kr. (julegave og arveforskud). 4. Colourgrading på fars ”PRINS HENRIK EN DIGTER MED TO TUNGER”: 10.000 kr. (male hans haveskur). Og derudover var der følgende indtægter: 5. Instruktionsvideo i OB: ”INTEGRATION I OBLEG, LÆRING OG KONKURRENCE”: 10 kasser Albani, 20 fribilletter til OB stadion, og 2.500 kr. (min eneste reelle produktionsindtægt). “Din måde at håndtere økonomi på er jo enestående” sagde Palle, “den her film er en Kindodrama film, jeg udskyder sgu Pallebodisme Films premiereproduktion. Det her firma lyder for fedt!”. Vi blev enige om arbejdstitlen: EN TIDLIG MORGEN. Han foreslog, vi gik videre på Tinsoldaten og fejrede vores samarbejde. Håber at dette samarbejde kan bringe mig nærmere TV2’s børne-tv afdeling

Mandag 24. marts Sidder lige nu og spiser en stor fed olieret pizza med masser af ost for at dulme nerverne efter at være blevet haglet igennem af en ung slesk slipseklædt jobkonsulent, Lars Niels Hansen. Han indledte med at gøre mig forvirret ved at gøre mig opmærksom på, at der er forskel på, om man er syg eller uarbejdsdygtig; at det at være syg ikke er nok til at få sygedagpenge. Han begyndte at tegne på et board, beskrev de forskellige muligheder for arbejdslivsoptimering for syge mennesker. “Du må undskylde, Lars, men jeg er et helt andet sted i forhold til det, du skriver der”. Jeg pegede på mit hoved og sagde dystert: “Det der foregår herinde, kan jeg ikke bearbejde ved hjælp af de punkter, du beskriver der, det er angst, det er hallucinationer”. “Nåh, ja, det var ubehageligt, men de der indre problemer, må du deale med i din fritid, så vidt jeg kan se, er der vist ikke nogen fare for, at du kan finde på at hallucinere en minitruck som en kran vel?” “Øh, nej”. “Det er dét, og som jeg indledte med at sige, er der forskel på at være syg og uarbejdsdygtig, og vi har et fint samarbejde med Odense reklame- og avisdistribution. De har mangel på arbejdskraft og er meget interesserede i at tilbyde job til folk med nedsat arbejdsevne”. “Hey, det kan jeg sgu da ikke overskue!” “I forhold til de hallucinationer, du beskriver, er det vel heller ikke det værste, der kan ske, er det? Jeg regner med, at du kan starte ude på avisdistributionen om cirka to uger?” “Skal du ikke lige konsultere en psykolog for at høre, om det er forsvarligt?” “Det er ikke nødvendigt, du virker til at være ovenpå, og det er ikke rocketscience, vi snakker om vel?” “Nej, men alligevel?” “Skal vi ikke bare sige, at vi ses om ca. 14 dage, så tager jeg med dig og nogle andre ud til en indkørselsdag”. 27

Tirsdag 25. marts Er lige kommet hjem fra gratis retshjælp på hovedbiblioteket og scoringskursus. Juristen var halv græker og hed Michel. Han sagde, at haveforeningen ikke kunne smide mig ud af kolonihavehuset, og at der skulle flere advarsler til. Afslutningsvis spurgte han, hvordan min økonomiske situation var. Jeg fortalte ham om overfaldet og sygemeldingen. “Ja, jeg kender det, jeg er også på dagpenge, det er derfor, jeg så godt kan lide det her frivillige arbejde, det holder den juridiske hjerne kørende, vi lider her i Odense af, at alle de statslige institutioner ligger i hovedstaden, jeg giver ikke meget for alle de løfter om decentralisering Venstre kom med, de har sgu skuffet mig”. “Helt sikkert” sagde jeg, “tak for hjælpen”.