Walking teaser

Ed Stafford

Walking the

Amazon 860 dage til fods langs Amazonfloden Oversat af Per H. Jacobsen

Indhold Prolog 11

Del 1: Peru og Amazonflodens udspring

13

1. En idé bliver født 2. Jagten på Amazonflodens udspring 3. Ned i verdens dybeste canyon

15 42 63

Del 2: Den røde zone

81

4. Den røde zone 5. Ashaninkaerne 6. Gadiel ’Cho’ Sanchez Rivera

83 100 116

Del 3: Den dystre vej til Colombia

135

7. “Pas på din gringo, for ellers skærer vi hovedet af ham” 8. Depression 9. Afslapning i Iquitos 10. Narkoruten mod Colombia

137 155 174 196

Del 4: Brasilien

211

11. Ind i Brasilien 12. Sult

213 233

13. “Cuando hay – hay. Cuando no hay – no hay” 14. ’Engagement’ 15. “Han siger ikke så meget, den gringo” 16. Den afsluttende spurt

252 274 288 311

Epilog 329 Udstyrsliste 331 Tak til 335

Prolog Efter at vi havde modtaget en direkte trussel over HF-radioen om, at vi ville blive slået ihjel, hvis vi besluttede os for at fortsætte vores rejse, nåede vi frem til det sted, hvor den lille ø mødte den strømmende flod. Vi befandt os ude midt i Amazonfloden.

Jeg satte min packraft ud i det lave, brune vand og løftede min tunge rygsæk over i gummibåden. ”Mira, Ed, atrás. Se, Ed. Lige bag dig,” sagde Cho roligt. Da jeg vendte mig rundt, så jeg fem udhulede træstammer i høj fart på vej hen mod os. Bådene var fyldt med indfødte indianere.

Mange af dem stod op i de smalle både; buerne var trukket, og pilene pegede mod os. De, der sad ned, padlede hårdt med de store pagajer.

Fandens. Min T-shirt klæbede til kroppen, og sveden tapløb ned over mine tindinger. Min krop var helt rolig, men mit hjerte slog hurtigere og hurtigere. Adrenalinen pumpede ind i min hjerne, så jeg kunne hurtigt analysere situationen. Min tidsopfattelse blev langsommere. De slanke træbåde skar sig elegant gennem den urolige flod. Den farlige scene, der udspillede sig foran mig, var indrammet af en grøn mur af jungle bag de indfødte.

Asheninkafolkets brune ansigter så krigeriske og barske ud, med streger af lyserød ansigtsmaling. Jeg bemærkede, at alle kvinderne var bevæbnede med en machete.

Da bådene nåede land, sprang de alle ud og løb direkte hen mod os. Mændenes ansigter udtrykte vrede, øjnene var vidtåbne, og kvinderne så ud som besatte. Cho og jeg var ubevæbnede. Vi havde ingen mulighed for at undslippe og var fanget som byttedyr på spidsen af øen. Alle vores sanser var i alarmberedskab, og vores hjerner ignorerede alt, der ikke handlede om ren overlevelse.

11

1. DEL

PERU OG AMAZONFLODENS UDSPRING

»

Luke flippede fuldstændigt ud. Jeg vidste, det ville komme, men blev alligevel forbløffet over den mængde af skældsord, der væltede ud af munden på ham. Han var rasende på mig. En del af mit hjernedøde jeg blev vækket af det voldsomme udbrud, og jeg må indrømme, at jeg med vilje skabte den situation for at komme ud af vores dødvande efter en lang række mislykkede forsøg på at nå hinanden. Det føltes befriende at opleve raseriet i ham.

Oz og æslerne så tålmodigt på, mens de overværede, hvordan de to gringoer hældte alle deres indestængte aggressioner i hovedet på hinanden.

Det var som det mest voldsomme skænderi i et dysfunktionelt ægteskab, der var kørt helt af sporet.

Havde vi befundet os i London, var vi gået fra hinanden for længst, men her på ekspeditionen var vi nødt til at udholde hinandens selskab 24 timer i døgnet, så det var nødvendigt at lette på trykket.

Kapitel 1

En idé bliver født En massiv mur af tropisk regn lukkede den vægløse bar ude fra omverdenen. De enorme mængder af vand overdøvede støjen fra de vedholdende kreol-trommer på den anden side af den mudrede gade. Den sædvanlige varme fugtighed blev pludselig afløst af en kølig og frisk aftenluft. Jeg sad sammen med en anden ekspeditionsguide, Luke Collyer, og nød naturens rensende kraft.

Mens vi sad der i de lave træstole, boblede det i vores maver af både begejstring og ængstelse. Vi havde lige givet hinanden håndslag på at gøre noget, der kunne ændre vores liv for altid.

Vi havde aftalt at forsøge at gå hele Amazonflodens strækning sammen. Mine øjne skinnede, og jeg grinte over hele fjæset. ”Fuckin’ hell, kammerat – det her bliver for sindssygt”.

Det var i januar 2007, og vi befandt os i den tidligere engelske koloni Belize i Mellemamerika, hvor jeg ledte en række ekspeditioner for en organisation, der hedder Trekforce. Jeg havde lige flyttet vores base fra Belize City ud til den noget mindre og mere latinamerikanske by San Ignacio nær grænsen til Guatemala. De fleste mennesker her er ”mestizos” – en blanding af de indfødte mayaindianere og spanske efterkommere fra kolonitiden. Men der er også en håndfuld kreolske familier, der er forholdsvis nye i byen.

Den følgende morgen slappede vi af i vores lejr iført boxershorts og spiste ”egg banjos” (sandwich med spejlæg) og drak importeret Earl Grey-te. Da snakken om turen langs Amazonfloden igen blev bragt på bane, var der overraskende nok ingen af os, der bakkede ud af gårsdagens gentlemen agreement. Vi kunne sagtens have givet alkoholen skylden for vores vilde planer, men som vi sad der og kradsede os i skægstubbene og ventede 15

på, at bruseren blev ledig, blev vi blot endnu mere opsatte på idéen, end vi havde været aftenen før.

To år tidligere var jeg blevet ansat i et engelsk selskab, der skulle forberede en videnskabelig ekspedition til Patagonien i Argentina. Jeg var begyndt at date en pige ved navn Chloë, og da vi begge var vilde med at rejse, besluttede vi at søge jobbet med at lede og forberede ekspeditionen sammen. Chloë var yngre end mig. Hun havde et vidunderligt grin, en velformet krop og en indtagende lidenskab for at gøre gode gerninger og beskytte alt, der var sårbart. Vi var meget forelskede, og friheden til at gøre lige, hvad vi havde lyst til, kombineret med muligheden for at leve en tid i dette ukendte land, var overvældende.

Argentinerne i det kolde Patagonien har en dejlig selvsikkerhed og ydmyghed, som vi begge hurtigt blev forelskede i. Vi mødte argentinske biologer, som vi samarbejdede med, og Chloë og jeg arbejdede hårdt på at få den frivillige ekspedition til at fungere.

Ekspeditionen var overordnet set en stor succes, men inderst inde havde jeg en længsel efter at komme tilbage til troperne.

En del af mig frygtede kulden, den enorme mængde af udstyr, vi var afhængige af, og den store erfaring, der er nødvendig for at kunne klare sig i bjergene. Jeg begyndte at længes efter enkelheden i det miljø, jeg kendte meget bedre – junglen. Under vores daglige otte timer lange køreture i landroveren, tillod jeg mig at drømme mig væk – hvordan ville den ultimative ekspedition, jeg kunne forestille mig, se ud?

Jeg havde aldrig været i Amazonas. Min erfaring med junglen kom hovedsageligt fra Mellemamerika og nogle korte ture til Borneo, men Amazonfloden havde utvivlsomt sin helt egen mystik. Træerne ville sandsynligvis være større, dyrelivet rigere og mere forskelligartet og menneskene ville nok være lidt vildere og isolerede fra omverdenen. Det gav mig sommerfugle i maven at tænke på at tilbringe tid i Amazonas. Men da jeg ikke kendte ret meget til områdets geografi, blev mine drømme begrænset til, hvad jeg rent faktisk vidste.

16

Der var en stor rødlig flod, der næsten krydsede hele kontinentet fra vest til øst og … det var stort set min viden. Jeg havde hørt om ekspeditioner, der havde taget turen fra udspringet til havet i kajak – en fænomenal udholdenhedsbedrift der varede mere end fem måneder. Mit største problem var, at jeg var elendig til at sejle kajak. Jeg havde forsøgt mig i kanalerne hjemme i England, og den kolde deprimerende oplevelse havde været nok til, at jeg aldrig siden havde sat mig i en kajak. For mig var det en forbandet kedelig sport, hvor man fik instrukser af overentusiastiske fjolser iført latterlige hjelme.

Til gengæld havde jeg en stor erfaring med ekspeditioner til fods.

Efter en lang tur i landroveren drønede jeg fuld af begejstring ind i vores patagonske base. Jeg var sikker på, at jeg netop havde udtænkt verdens første ’gåtur langs Amazonfloden’. Jeg googlede ordene ’udspring til havet Amazon’, ’Amazon ekspedition’.

Tiden fløj af sted.

Jeg blev ved med at skrive søgeord, og smilet på mit ansigt blev bredere og bredere. Med mindre en tur hen til Royal Geographical Society kunne bevise noget andet, så havde ingen i menneskehedens historie nogensinde gået langs Amazonfloden i hele dens længde. Jeg kunne blive den første i verden.

To år senere ankom Luke til Belize, og da han begyndte at tale om sin idé om at sejle ned ad Amazonfloden i kajak, tog jeg mit projekt op igen. Jeg havde aldrig sat mig et mål om, hvornår min drøm skulle realiseres. Men mit forhold til Chloë var gået i stykker, og det var første gang i lang tid, at jeg havde muligheden for at tænke udelukkende på mig selv uden at skulle tage hensyn til andre eller indgå kompromiser. Jeg påpegede med det samme over for Luke, at mindst fem personer havde besejlet Amazonfloden i kajak, og at en fed slovensk fyr var i gang med at svømme langs hele den laveste strækning af floden. Jeg fremlagde min idé om at blive den første i verden, der havde gået hele flodens strækning. Luke tænkte over det 17

i fem sekunder. ”Jeg er med,” smilede han. ”Lad os gøre det”.

Vi havde ingen idé om, hvor lang tid det ville tage, men vi anslog, at vi skulle bruge et år. Det var håndterbart i vores hoveder, så vi dividerede 365 op i 6437 kilometer (flodens længde ifølge Washingtons National Geographic Society) og kom til et meget plausibelt resultat på 17 kilometers gåtur om dagen. Efter at have tilbragt det meste af vores tid i junglen på veje og stier glædede Luke og jeg os over det faktum, at vi ville være hjemme igen efter blot 12 måneders vandring. Nemt og overskueligt.

Luke var 35, og jeg var 31 år. Selv om vi havde meget forskellige personligheder, så delte vi en dybtliggende og lettere dumdristig trang til at ’gøre noget vildt’. Vi ville begge gerne gøre noget, som vi senere i livet kunne se tilbage på og være stolte af.

Jeg kunne fornemme, at det var et ægte ønske for Luke at teste sig selv. Han havde aldrig meldt sig til militæret – noget, jeg var overbevist om, at han havde fortrudt – men han havde ledet adskillige ekspeditioner, efter jeg havde lært ham at kende, og han var generelt meget vellidt. Det måtte også være et slags tegn på, at vi havde drømme, der lignede hinandens, og nu havde fundet sammen. Det sammenfald tydede på, at der lå noget spændende forude og ventede på os, og vi havde let ved at blive smittet af den andens entusiasme.

Luke havde mistet begge sine forældre, da han var i begyndelsen af tyverne – hans mor og far døde hurtigt efter hinanden – så han var tvunget til at klare sig selv. Han sparede penge op og rejste til Australien for at ’finde sig selv’ efter tabet. Men mens han var bortrejst, døde den ene af hans to brødre. I Australien lærte han at jonglere med alt lige fra macheter til ildfakler og tjente penge som gadegøgler. Da han vendte hjem til England, havde han derudover uddannet sig til instruktør i en lang række udendørs aktiviteter og var blevet en ivrig klatrer. I flere år havde han arbejdet i en udendørsskole til en meget lav løn, men han elskede sit job.

På grund af sine nye evner og erfaringer blev han fra 2004 18

ekspeditionsleder. I 2007 stod han for fire ture hver af tre måneders varighed – alle til Belize – de sidste tre til nationalparken Davis Falls. Luke havde en kæreste, Katie, og hendes familie var blevet hans familie.

Mit liv havde formet sig meget anderledes. Jeg blev født i East Midlands af en enlig mor på kun 16 år og blev adopteret som spæd af Jeremy og Barbara Stafford. Bortset fra, at min far sporadisk havde dårligt helbred, vil jeg sige, at vi var lykkelige som de fleste. Den lille del af min opdragelse, der har ledt mig hen imod at blive ekspeditionsleder, er først og fremmest, at vi boede i en lille landsby, så jeg voksede op på landet. For det andet opmuntrede mine forældre mig og min søster til fra en tidlig alder at træffe selvstændige beslutninger. Og for det tredje har min far påvirket mig med sin faste overbevisning om, at hvis du siger, at du har tænkt dig at gøre noget, så er du nødt til at forsøge på at gøre det, og du skal ikke give op, før du ved, at du har gjort alt, hvad du magter. Min far fik mig ind i rugby og i spejderbevægelsen; og begge dele havde stor betydning i forhold til at forme min personlighed. Jeg var aldrig i tvivl om mine forældres kærlighed til mig, og det, at jeg var adopteret, var aldrig et tema eller et problem.

Min selvtillid voksede, da det gik op for mig, at jeg havde talent for at spille rugby. Jeg var 185 centimeter høj som 13-årig og fandt ud af, at jeg kunne tage bolden fra modstanderne og løbe direkte gennem deres forsvar. Hvilken fantastisk sport, tænkte jeg, og den nye selvtillid spredte sig til andre aspekter af mit liv. Jeg forlod min privatskole Stoneygate som præfekt og en meget stolt anfører for rugbyholdet.

Jeg trivedes også i spejderbevægelsen, hvor jeg blev introduceret for camping, vandreture og udendørsliv. Spejderne havde base i den nærliggende by Fleckney. Mine forældre gik meget op i uddannelse, og det lykkedes dem at få mig og min søster i privatskole. Det, at jeg blev så optaget af spejderlivet, gav mig ikke kun en solid jordforbindelse, men virkede også som en 19

slags uddannelse ved siden af min skolegang. Jeg var vild med at lære de nødvendige færdigheder, der skal til for at kunne være i naturen og have et godt og sundt friluftsliv. Selvom spejderne i Fleckney på nogle områder var lidt rå, så var det aldrig nørdet – vi sad aldrig i rundkreds og messede, mens vi øvede vores knob. Vi spillede rugby, byggede ting og lavede bål.

Der er ingen tvivl om, at opholdet på kostskolen Uppingham var med til at forme mit liv. Skolen, der stadig officielt var i sorg over Dronning Victorias død - skoleuniformen var helt i sort - anede intet om, hvordan drenge er skruet sammen. Jeg blev hurtigt desillusioneret og oprørsk.

Lærerne anede intet om børnepsykologi, og bortset fra nogle få bemærkelsesværdige undtagelser kedede de sig bravt i deres roller som reserveforældre og undervisere. Hvert semester varede omkring 12 uger, og jeg så sjældent min far og mor, mens jeg var på kostskolen. De ældste drenge bestemte alt og ’uddannede’ de yngre på lige nøjagtig den excentriske måde, de i deres 17-årige visdom anså, var den rigtige. Heldigvis var der ikke ret meget fysisk mobning (den tid var stort set forbi), men skolemiljøet var ikke befordrende for en sund, afbalanceret opdragelse. Det meste af det første år levede jeg og mange andre drenge i en tilstand af frygt og forvirring.

Efter næsten fire år på kostskolen, hvor jeg fik at vide, at jeg nok ville klare mig dårligt i alle de vigtige fag, blev jeg smidt ud af forskellige årsager; ikke mindst på grund af hærværk. Jeg har altid været tiltrukket af spænding og adrenalin, og det at snige sig ud om natten bevæbnet med stålsav og en industriel boltsaks og skabe kaos var min måde at få afløb for den trang på. Det var selvfølgelig helt vanvittigt, men måske forståeligt nok på en kostskole kun for drenge, hvor man havde udgangsforbud efter klokken 22 og ikke formåede at tilfredsstille mange af elevernes reelle behov.

Jeg er overbevist om, at skolen misrøgtede mig og andre drenge som mig. Jeg føler den dag i dag, at skolen, der skulle agere som erstatning for mine forældre, burde have forstået 20

min opførsel og set min eventyrlyst som et potentiale i stedet for blot at brændemærke mig som ’slem’.

Efterfølgende fik jeg fine karakterer på Broke House College, der ligger i nærheden af Market Harborough, og kom ind på universitetet i Newcastle. Der lykkedes det mig at få en bachelor i geografi, selv om jeg de første to af de tre år så verden gennem en tyk røg af pot. Jeg kunne ikke komme på universitetets rugbyhold, fordi jeg ikke havde den rigtige baggrund, og i stedet blev jeg optaget på det lokale hold Geordie i Whitley Bay, hvor jeg nød at komme væk fra studiemiljøet, når vi spillede kampe og trænede.

Jeg bestod eksamen, men da jeg var rædselsslagen ved tanken om at skulle sidde ved et skrivebord på et kontor, meldte jeg mig til den engelske hær. Det lyder måske som et sært valg for en, der havde haft de problemer på kostskolen, men jeg følte, at jeg godt kunne klare de strikse regler, fordi der var udsigt til et fysisk udfordrende liv, der mest foregik udendørs – et liv der tilgodeså mine styrker.

Jeg stod altid stejlt på, at militæret ikke skulle få lov til at ændre mig. Jeg ville suge til mig, men ønskede ikke at blive som mange af de opblæste gamle idioter, der havde gjort karriere og var endt med en høj rang. Den frygt, som mange beskriver, de har, når de første gang træder ind på en kaserne, forlod mig aldrig helt. Og selv om jeg havde nogle store oplevelser i hæren, så følte jeg aldrig helt, at jeg passede ind.

Efter fire relativt succesfulde år have jeg i 2002 opnået rang af kaptajn, men var samtidig glad for, at min kontrakt var ved at løbe ud og havde besluttet ikke at forlænge den. Jeg fortalte det til min chef ved slutningen af vores udsendelse til Nordirland. Han smilede og sagde, at det måske var det bedste for alle (hvormed han sikkert mente, at det ikke ville være noget stort tab for bataljonen), og så gik jeg i gang med at søge job i det civile.

Efter ugers forsøg på at netværke i Londons finansielle sektor, snublede jeg over en annonce, hvor man søgte ledere til en 21

ekspedition, der skulle stå for en række bevaringsprojekter i Mellemamerika. Jeg blev tilbudt en tremåneders kontrakt, som jeg sagde ja til. Det gav mig mulighed for at vente på et økonomisk opsving, så jeg havde større chance for at blive børsmægler i London. Men oplevelsen i Mellemamerika ændrede mit liv totalt. Jeg blev forelsket i eventyret, folket og livsstilen.

Her var udendørslivet mit job uden de regler og den iboende alvor, der er i militæret. Og så havde det hele oven i købet et formål, som jeg troede på – mine oplevelser som spejder betød, at jeg følte en dyb samhørighed med naturen og var opfyldt af et reelt ønske om at bevare regnskoven. Den kombination gjorde mig langt lykkeligere, end jeg nogensinde havde forestillet mig, var muligt, og mine drømme om en Porsche 911 og fancy vinbarer fyldt med smukke kvinder forsvandt som dug for solen.

Fem år efter var jeg erfaren ekspeditionsleder og direktør for Trekforce i Belize. Jeg begyndte at planlægge, hvordan Luke og jeg skulle få igangsat vores egen ekspedition langs Amazonfloden.

Vi havde lavet en liste over de forskellige ting, vi skulle have styr på. Tjeklisten herunder giver en idé om, hvor omfattende et arbejde der lå forude, før rejsen ville kunne realiseres.

• Research. Vi er nødt til at skaffe os så meget viden, at vi er sikre på, at vores tur, i hvert fald i teorien, er mulig at gennemføre.

• Formålet. Hvad er ekspeditionens formål? Er det et rent egoistisk projekt, eller er der et dybere formål med vores rejse?

• Risikovurdering. Vi er nødt til at vurdere risici, udpege de farligste områder og sikre os, at vi ikke ender med at miste livet.

• Evakueringsplan. Hvis det går helt galt, hvordan får vi så medicinsk hjælp eller beskyttelse.

• Træning. Vi skal være så dygtige, som opgaverne kræver. Er der nogle områder, vi skal fokusere på, fordi vores manglende viden kan gøre det farligt?

22

• Sprog. Alene i Peru findes der omkring 30 forskellige sprog.

Vi skal som minimum kunne kommunikere på spansk (Peru) og portugisisk (Brasilien), så vi kan forstå vores omgivelser og håndtere de situationer, vi kommer ud for.

• Økonomi. Vi er nødt til at have et overblik over de samlede omkostninger ved ekspeditionen og kunne redegøre for samtlige udgifter.

• Fundraising. Vi har brug for penge til at leve for, mens vi planlægger og organiserer i England, og vi har brug for penge til at gennemføre selve ekspeditionen. Vi må forsøge at få så mange som muligt af de enkelte udgiftsposter sponsoreret (enten i form af gaver eller prisnedsættelser), så de samlede omkostninger reduceres til et minimum.

• Forsikring. Vi er nødt til at finde en løsning, der passer til det, at vi befinder os midt i Amazonas. Den skal dække, hvis vores udstyr går i stykker, bliver stjålet eller går tabt. Og den skal indeholde lægehjælp og om nødvendigt evakuering.

• Kommunikation. Hvordan vil vi kommunikere med verden? Hvad kan fungere under junglens løvbaldakin?

Hvad nu, hvis det bryder sammen?

• Website. Det skal være vores vindue til sponsorerne, velgørende organisationer, offentligheden og alle andre. Det er den måde, de fleste vil kunne følge med i ekspeditionen på.

• Velgørende organisationer. Hvem vil vi hjælpe? Hvordan rejser vi midler? Hvordan samarbejder vi med disse velgørende organisationer?

• Tilladelser og visum. Hvor skal vi begynde, når det handler om at få tilladelser til at besøge indfødte stammer i Brasilien, som godt nok er selvstændige, men har et ministerium, der fører tilsyn med dem? Hvordan kan vi opholde os lovligt i de to vigtigste lande længere end det almindelige turistvisums tre måneder?

• Udstyr. Vi er nødt til at sikre os, at vi tager det bedste udstyr med, som vi kan finde, og som vil holde længst muligt, selv om det både bliver udsat for høj luftfugtighed og vand i 23

junglen og ekstrem kulde i bjergene. Lige fra junglestøvler til varme handsker, fra hængekøjer til petroleumsovne.

• PR. Hvordan finder folk ud af, hvad vi har gang i? Hvis ingen gør det, hvordan kan vi så nå vores mål?

• Film. Hvordan registrerer vi rejsen? Hvordan sikrer vi os, at nogen en eller anden dag vil få at se, hvad vi eventuelt har filmet? Kan vi finde ud af at tale naturligt til et kamera?

• Bog. Hvordan skaffer man sig en aftale med et forlag?

Kan vi overhovedet skrive?

• Guide. Kan vi finde nogen, der vil gå sammen med os for syv dollar om dagen, og som taler engelsk, spansk og i den første fase eksempelvis quechua?

• Foto. Hvordan får vi flotte billeder, der kan fortælle om vores ekspedition, når vi nu begge er elendige fotografer?

Langt den vigtigste opgave var at få ekspeditionen finansieret.

Når først sponsorerne var i hus, ville alt andet sandsynligvis falde på plads. Vores ’tilbage til naturen-drøm’ ville blive en realitet, så snart vi havde styr på en af den moderne verdens kedeligste bekymringer: penge.

Mens vi arbejdede med at sammensætte et projektforslag, indså vi, at ekspeditionen måtte have et højere formål – noget som var så værdifuldt, at vi ligefrem ville sætte vores liv ind på det.

Formålet skulle være at arbejde for en større bevidsthed om, at regnskoven for enhver pris skal bevares. Vi ville opbygge et website og blogge regelmæssigt under ekspeditionen, så voksne og børn kunne læse om vores eventyr i realtid.

Vi ville beskrive regnskoven fra dag til dag og fortælle om, hvordan den påvirkede os. Vi kunne engagere mennesker i skolerne og på arbejdspladserne, så de ville begynde at føle, at de havde en slags forbindelse til regnskoven. Ingen af os havde lyst til at være økokrigere. Vi vidste, at hvis det var sådan, vi brandede os, ville vi sandsynligvis komme på kant med de brasilianske myndigheder og få svært ved at få de nødvendige tilladelser.

24

Det skulle derfor ikke være en kampagne, der krævede forandringer her og nu. Vi besluttede, at vores mission skulle være at informere og øge folks bevidsthed. Da vi begyndte at diskutere den strategi, føltes det rigtigt og værd at gøre. Nu havde vi et formål, der var værd at betale for med et år af vores liv.

Hvis vores rekordforsøg skulle optages i Guinness World Records, måtte vi opstille nogle strenge krav til os selv. Vi skulle gå på vores fødder hundrede procent af rejsen. Vi måtte aldrig bruge motor eller sejl som hjælpemiddel eller lade os drive med af flodens strøm. Vi skulle selvfølgelig krydse vandmasser, og det ville vi gøre i en båd, men hver eneste meter skulle padles med håndkraft. Hver eneste centimeter af turen skulle drives af ’menneskekræfter’.

Vores ekspedition havde også gode muligheder for at skaffe penge til velgørende formål. Vores velgørende formål var at bevare regnskoven. Men vi ville lave en slags paraplyorganisation, hvor bevarelse af regnskoven var det overordnede formål. Min far var død af kræft et par år tidligere, og min søster havde (og har fortsat) ME (kronisk træthedssyndrom). Derfor var Cancer Research UK og ME Association to velgørende organisationer, som jeg også gerne ville hjælpe økonomisk.

Endelig så ville vi finde nogle organisationer, der ville gavne værtslandene. Det blev de to velgørende børneorganisationer Projekt Peru og Hjælp Til Brasiliens Børn. På den måde kunne vi give noget tilbage til de lande, vi gik igennem. Og ved ikke at støtte de organisationer, der kæmper mod skovrydning, undgik vi at provokere de respektive regeringer.

Jeg vil på ingen måde forsøge at foregive, at det var de velgørende formål og bevidstheden om regnskovens bevarelse, der var årsagerne til, at vi valgte at gå langs Amazonfloden. De velgørende organisationer var troværdige, og nogle vi troede på, men vores primære drive var langt mere selvisk: eventyret, udfordringen og anerkendelsen var kernen i vores motivation, da vi gik i gang.

Men det gode var, at eventyret var forudsætningen for, at vi 25

kunne få de andre ting sat i værk. En sikker og fredfyldt vandretur ville ikke have tiltrukket nogen form for medieinteresse, og derfor ville der ikke være et potentiale for at gøre noget godt for andre. Samtidig fandt vi også ud af, at hvis vi udelukkende gik i gang med projektet af rent egoistiske grunde, så ville det blive tomt og meningsløst. Det selviske og det ikke-selviske gik ikke blot hånd i hånd. De endte med at blive hinandens forudsætninger.

Vi blev revet med af vores egen begejstring og fandt ud af, at vores projekt kunne gå hen og blive en ret god dokumentarfilm.

Derfor kontaktede jeg Craig Langman, som var den eneste person, jeg kendte i tv-branchen. Craig er en stille fyr, der ikke gør særligt meget opmærksom på sig selv. Men når han siger noget højt, så lytter man efter. ”Det er selvfølgelig fuldstændigt vanvittigt,” sagde Craig, ”men jeg er vild med det, og det kan blive rigtig godt tv”.

Han sagde ja til at hjælpe os med at finde et produktionsselskab, som ville gå ind i at lave af en dokumentarfilm.

Næste hurdle var at få visa og diverse tilladelser. Normalt gav både Peru og Brasilien kun et tremåneders turistvisum. Jeg skrev til den sydafrikanske eventyrer Mike Horn, der havde taget turen ned ad Amazonfloden på en hydrospeed og i en traditionel kano udskåret af en træstamme, for at høre, hvad han havde gjort. Hans hustru skrev et venligt svar til mig: Kære Ed. Tak for din mail. Vi tror, det er bedst, at du ikke siger for meget om din ekspedition til konsulaterne og ambassaderne. Sørg for at få alle de nødvendige visa på almindelig vis, og sørg for at træffe de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger som GPS-tracker, satellittelefon og lignende. Myndighederne ved ikke, hvad de skal stille op med ting, der ligger ud over det normale.

Held og lykke med dit eventyr.

Venlig hilsen, Cathy

26

Det var vise ord fra Cathy, og når jeg tænker tilbage på det, så ville jeg ønske, jeg havde fulgt hendes råd til punkt og prikke.

Men på det tidspunkt stod jeg stejlt på at være helt ærlig omkring vores ekspedition, fordi vi, i modsætning til Cathys mand Mike, allerede havde fået tilsagn fra de velgørende organisationer, og jeg mente, at vi for at være på den sikre side skulle være hundrede procent på den rigtige side af loven.

Jeg kontaktede ambassader og konsulater og tog hul på en lang og indviklet rejse for at forsøge på at få udvidede kulturelle visa, der kunne dække ni måneder i Peru og yderligere ni i Brasilien.

Det gav en buffer på tidsplanen, hvis nu vores rejse tog mere end de seks måneder i hvert land, som jeg på det tidspunkt var begyndt at tænke, at den nok ville ende med at gøre.

Det var ikke nemt at overbevise virksomheder om, at de skulle donere gratis udstyr. Vi var to tyndhårede nobodies, der var i gang med at planlægge en ekspedition, som var langt større, end nogen af os havde erfaring med. Chancen for, at det pågældende firma ville se noget afkast af deres sponsorat, var minimal, så vi skrev en endeløs række af e-mails uden større effekt.

Der var én ting, som jeg havde tænkt, vi skulle have med. Jeg havde set den anvendt i Patagonien, og den ville være perfekt til at krydse vandmasserne i junglen. En oppustelig packraft er en enmandsbåd, som er designet så let, at den lige nøjagtig kan være i din oppakning.

Vi vidste, det ville blive nødvendigt at krydse mange hundred bifloder, og derfor skulle vi have en brugbar strategi klar. Alpacka rafts bliver bygget i Canada, så jeg spurgte dem, om de kunne hjælpe os. Deres svar var nogenlunde sådan her: Vi har nogle rafts, som har nogle overfladiske fejl, og dem kan I købe for 300 dollars stykket. Det betød en besparelse på 375 dollars pr. raft, og for mig lød det som en god handel – det var den første positive respons, vi havde fået.

Jeg købte tre på mit kreditkort – en til Luke, en til mig og en til en lokal guide, hvis vi fandt en sådan. Hennessy bevilgede 27

os efterfølgende to hængekøjesystemer kvit og frit, og Altberg donerede håndlavede junglestøvler. Hver gang en af de små sponsoraftaler kom i hus, gav det os en følelse af stor tilfredshed.

Vi kom langsomt tættere og tættere på at kunne realisere turen.

Men trods den beskedne succes og det udstyr, vi havde fået, så manglede vi den største hurdle af alle. Vi havde desperat brug for en økonomisk sponsor. På det tidspunkt i planlægningen befandt jeg mig i Belize, da jeg fik en mail fra organisationen Rainforest Concern: For det første vil vi gerne sikre os, at vi ikke opmuntrer jer til at gøre noget, der kan være skadeligt for jeres helbred. Vi ved, I har erfaring med ekspeditioner, men vi vil gerne mødes med jer og snakke mere om jeres projekt. I har allerede oplistet de mange farer, som vi også ville have advaret om, men samtidig er vi sikre på, at I skal regne med, at det ind imellem vil blive utroligt vanskeligt og langsomt at komme frem.

For det andet så er der det med at jage, hvad I skal spise. Fiskeri er sikkert en af de metoder, I planlægger at bruge, og det er helt fint med os. Men jagt på pattedyr og fugle er ikke noget, vi ønsker at fremme ved den her slags projekter. Det er noget, vi er nødt til at diskutere.

For det tredje, så er der spørgsmålet om din mulige kontakt til de oprindelige folk. Det må vi snakke om, da det ikke altid er positivt for dem.

Det var fornuftige pointer, og ekspeditionen begyndte at tage form, da vi lavede en aftale om ikke at drive jagt. I stedet begyndte vi at planlægge, hvordan vi kunne bære mad og skaffe nye forsyninger i de bosættelser, vi ville møde undervejs. Både Luke og jeg gik let hen over spørgsmålet om de oprindelige folk, fordi vi havde meget lidt erfaring med at omgås dem. Vi kunne kun svinge os op til at sige til hinanden: ”Vi er flinke mennesker, og vi vil behandle alle med den største respekt”.

Hvor var vi dog naive.

28