Global Økologi nr. 3, 10. årgang 2003

Tidsskriftet der tager pulsen på dansk og international miljøpolitik

GLOBAL ØKOLOGI

NR. 3 | 10. ÅRGANG | JUNI 2003

Tema:

Vand til alle Vand har en global og social dimension: Så rigelig hos os og så knap hos verdens fattige. Hvordan sikrer vi rent vand til alle mennesker på jorden?

Unge og økologi At bygge med ler Økologi – regeringens fjende nr. 1?

Engagerede unge?

Brug forsigtighedsprincippet

Nutidens unge er ikke interesserede i politik lyder det ofte.

Senest i Politiken, hvor cand.mag. Morten Albæk, selv ung, revser sin egen generation: ”Jeg er repræsentant for en uddøende race: engagerede samfundsborgere. For ungdommen er en generation af egoister – uden tanke for fællesskabets interesser og forpligtelser. Det eneste ’generation fucked up’ forpligter sig på, er den enkelte selv” (10. maj 2003).

For ti år siden foreslog en økologisk konsulent mig at bruge Roundup til at bekæmpe skvalderkålen i min have – det var jo bevist at stoffet var fuldstændig nedbrudt efter 4-5 døgn. For fem år siden hed det sig, at der egentlig er rent vand nok – også i Københavnsområdet. Det var ikke dér, jeg som kommunal Agenda 21 medarbejder skulle lægge min indsats.

Den holdning vil Rasmus Hylleberg, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, ikke finde sig i: ”Tanken om generation fucked up er aldeles fucked up. Jeg har også troet, at ungdommen var problemet. Men jeg er blevet klogere.

Unge gider bare ikke moraliserende fællesskaber. Den stigende individualisering udspringer ikke i egoisme. Vi nyder bare valgmulighederne.”

Men nye data fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) viser, at grundvandsressourcen er næsten halveret i forhold til den seneste landsdækkende opgørelse for ti år siden. En væsentlig årsag er, at det øvre grundvand i stort omfang er forurenet med pesticider og kvælstof, og derved er det fremtidige drikkevand truet.

Hylleberg mener, at de eksisterende politiske fællesskaber svigter de unge; ikke omvendt. Samme holdning har Birthe Nobel Øby, der i dette nummer af Global Økologi (side 19-21) skriver om unges (begrænsede) engagement for miljø og økologi: ”Hvis vi unge skal med, skal der snakkes vores sprog. Der skal fokuseres på de aspekter ved økologien, vi unge kan forholde os til såsom sundhed, global ansvarlighed og livskvalitet.”

Glyphosat (aktivstoffet i Roundup) og AMPA (nedbrydningsprodukt fra glyphosat) er nu fundet i drænvand på vej ned i de øvre grundvandsmagasiner. Disse fund viser, at stort set alle stoffer kan udvaskes, hvis betingelserne er til stede. Naturen er så mangfoldig, at det er meget svært at forudsige, hvordan et stof vil opføre sig under forskellige betingelser. Det bør være et argument for at bruge forsigtighedsprincippet og lade tvivlen komme miljøet til gode i langt højere grad.

Men hvem har ret? Det lettere pragmatiske svar er: begge parter. For på den ene side gælder det for de politiske organisationer om at forny sig. Hvem gider længere at skrive høringssvar om udvidelsen af Borup Kemis produktion? Eller deltage i en politisk høring om Vandmiljøplan III? Ikke fordi det er uvæsentligt, men de kommende generationers interesser skal tænkes ind i arbejdet.

Samtidig gælder det for de unge selv at gøre noget. Enhver generation søger at mele sin egen kage. Hvordan kan de unge så tro, at de ældre vil rulle den røde løber ud og automatisk indrette det politiske arbejde efter de unges krav? Sådan vil det aldrig blive. Ungdomsoprøret for 30 år siden opstod i trods og protest mod de ældres magtmonopol. I dag vil en stor del af de unge ikke protestere men ”nurses”, men det får de ikke indflydelse af.

At få de unge mere engageret i politik kræver flere forandringer. Organisationer og partier skal forny sig – organisatorisk og i udbuddet af aktiviteter. De unge skal finde ind til nogle værdier, der også dækker fællesskabet og det, der ligger udenfor deres nærmeste – at være politisk bevidst forbruger er ikke nok. Og de unge må tage sagen i egen hånd og selv gøre en forskel ved f.eks. at blive frivillig for en sag eller arbejde politisk for nogle idealer. Ved at opgive tanken om de medfølende ældre generationer, kan de unge præge debatten dér, hvor det er vigtigst for de unge selv.

EU’s landbrugspolitik står overfor en større revision, hvor der er en chance for at være fremsynet. Den danske miljøregulering af landbruget er også under revision med både en ny vandmiljø- og pesticidhandlingsplan undervejs.

Hovedparten af det danske landbrugsareal dyrkes intensivt med systematisk anvendelse af sprøjtegifte. De fleste af grundvandsressourcerne findes under disse arealer.

Hvis vi vil sikre vores grundvand – og det vil vi vel? – må vi insistere på, at EU’s landbrugspolitik såvel som den danske regulering tager forsigtighedsprincippet alvorligt.

En logisk konsekvens vil være at satse massivt på udvikling og udbredelse af økologiske landbrugsmetoder, der ikke anvender sprøjtegifte.

Samtidig er det afgørende, at vi gør en indsats for at spare på vandet både i industrien og i boligerne. Med en overkommelig indsats i form af vandsparebrusere, lavtskyllende toiletter, regnvandsopsamling og en bevidst adfærd kan privatforbruget halveres – uden at det går mærkbart ud over komforten. Også her bør forsigtighedsprincippet anvendes, da vi reelt ikke ved hvilke vandressourcer, vi har i fremtiden.

Af Jette Hagensen, medlem af Det Økologiske Råds bestyrelse

Af Bo Normander, redaktør Global Økologi

2 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

LEDER

Global Økologi

Global Økologi Nr. 3, 10. årg., juni 2003 Redaktion | Bo Normander (ansv.), Uffe Geertsen, Claus Wilhelmsen, Bendt Ulrich Sørensen, Xenia Thorsager Trier, Poul Erik Pedersen, Kåre Press-Kristensen, Sabina Holstein Aarup, Francois Bahu Layout | Åse Eg Jørgensen /Eg&Fjord Udgiver | Det Økologiske Råd Blegdamsvej 4B 2200 København N Tlf. 3315 0977 Fax 3315 0971 info@ecocouncil.dk www.globalokologi.dk www.globalecology.dk

Fokus I 4 Frie frø Af Chris Russell

6 Kloden til salg: WTO-topmøde i Cancun Af Simon Retallack

7 ‘Sandheden’ om hormonforstyrrende stoffer Af Sidsel Dyekjær

Tema 8 Vand til alle 9 Uden vand ingen mad Af Erwin Northoff

12 Privatiseret eller offentligt drikkevand?

Af David Hall

15 Flaskevand: Sprudlende gevinst Af Fritz Brugger

Global Økologi er tidsskriftet der tager pulsen på dansk og international miljøpolitik. Udkommer fem gange årligt.

17 Vand som årsag til konflikter

Global Økologi samarbejder med internationale miljøtidsskrifter, bl.a. The Ecologist (www.theecologist.org)

19 Unge og økologi

Redaktionens og Det Økologiske Råds synspunkter afspejles kun i indlæg, hvor dette er tydeligt angivet.

Tryk | SvendborgTryk Papir | Reprint Forside | Foto af Torben Reitzel Bidrag til næste nummer indsendes inden 11. august 2003.

Næste nummer udkommer i september.

Af Jens Jørgen Hansen

Fokus II Af Birthe Nobel Øby

22 At bygge med ler – inspriration fra Marokko Af Sabina Holstein Aarup

g?

24 Økologi – regeringens fjende nummer 1?

Af Bendt Ulrich Sørensen og Bo Normander

Rubrikker 26 28 29 30 31

Debat Bognyt Kalender Nyt fra Rådet Publikationer

Global Økologi modtager støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

© Global Økologi | forfatterne ISSN 0909-1912

INDHOLD

GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 3

Kort nyt

Frie frø

Dansk atomberedskab i modvind I slutningen af maj kom det mangelfulde danske atomberedskab omsider på dagsordenen i den danske offentlighed. At det skete, skyldtes især to artikler i gratisavisen MetroXpress, der tog udgangspunkt i Global Økologis tema om atomkraft fra februar 2003. Pernille Blach Hansen (S) kalder det danske beredskab ”helt utilstrækkeligt”. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal nu besvare en stribe kritiske spørgsmål om sagen. (ifølge Barsebäckoffensiven)

”Øøøø...?” – ny dansk øko-kampagne Fødevareministeriet startede den 31. maj en ny kampagne for økologi. De fleste danskere (94%) kender Ø-mærket, men mange svarer også “Øøøø…”, når de bliver spurgt, hvad mærket egentlig står for. (Se mere på hjemmesiden www.øøøø.nu)

Max Havelaar får nyt mærke Max Havelaar-mærket med den lille elefant blev først kendt fra supermarkedernes kaffeposer. Så kom teen og bananerne, efterfulgt af kakao, chokolade og rørsukker. Nu introducerer Max Havelaar et nyt mærke, som er et fælles internationalt mærke, der også vil blive anvendt i mange andre europæiske lande samt Japan, Canada og USA. Det nye mærke kan også findes på to nye produkter: appelsinjuice og ris.

Max Havelaar-ordningen garanterer bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande en fair pris og bedre mulighed for at afsætte deres varer. (www.maxhavelaar.dk)

4 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

Af Chris Russell, Barritskov

EUs lovgivning indenfor plantefrø er særdeles restriktiv; den favoriserer de store frøfirmaer og det konventionelle, intensive mega-landbrug, og udelukker samtidig markedsføring og avl af bæredygtige frø.

For at få lov til at sælge grøntsagsfrø i EU skal sorten (eller varieteten) være optaget på EUs ”Fælles Sortsliste Over Grøntsagsarter”. Ønsker man en sort på listen, kræves det, at denne undergår en såkaldt DUS-test.

Dette tager et år og koster op mod 10.000 kr. Herefter betaler man en årlig afgift på 2.000 kr.

DUS står for Distinctness, Uniformity og Stability (dvs. særegenhed, ensartethed og stabilitet).

Men kravene i en DUS-test udelukker på forhånd lokale sorter (“land varieties” og ”heirlooms”, frø der går i arv fra ge-

neration til generation), idet disse pr. definition er en blanding af forskellige sorter tilpasset lokale/ regionale forhold. Disse blandinger har gartnere, bønder og avlere udvalgt og fremavlet gennem generationer. De lokale sorters ”uniformity” er ikke ensartet nok til at bestå testen, men denne u-ensartethed indeholder værdifulde egenskaber – uudnyttede gener. Sorterne er måske ikke så ”stabile” som deres konventionelle hybrid-modstykker, men det er netop heri potentialet ligger. Den genetiske variation og uudnyttede gener i lokale sorter kan være kilden til tilpasning til skiftende eller ekstreme klimatiske forhold og til resistens overfor sygdomme.

De egenskaber, som er ønskværdige i bæredygtigt jordbrug, er ofte meget anderledes end de, man fremavler til konventionelt brug. I et bæredygtigt jordbrug ønsker man f.eks. muligheden for at gemme egen såsæd. Ved at gøre dette år efter år tilpasser

planterne sig efterhånden til de lokale forhold. Således er frø blevet udvalgt og forbedret i årtusinder.

Men DUS-testen udelukker simpelthen markedsføring af bæredygtige frø. De egenskaber, som sørger for, at planterne kan tilpasse sig, er de samme som forhindrer dem i at leve op til DUS-testens krav om stabilitet.

Ensartethed Når fødevarer masseproduceres er det nødvendigt, at alt, hvad der kommer ind og går ud er ”distinct”, ”uniform” og ”stable”.

En grøntsagsavler, som vil sælge til en supermarkedskæde, ved, at han er nødt til at kunne levere en konstant, ensartet kvalitet.

For et moderne supermarked er det vigtigt, at grøntsagerne har samme vægt, samme størrelse, samme farve og samme modenhed. Da supermarkederne køber deres varepartier i kasser eller paller, skal grøntsagerne passe til disse med et fastsat antal, og de

FRIE FRØ

Kort nyt Gensplejsning – et spil om sult Friends of the Earth International (FoEI) har netop udgivet rapporten ”Playing with hunger” om, hvordan USA forsøger at bruge sult i den tredje verden som et argument for at udbrede gensplejsede afgrøder. Samtidig med at USA i maj vedtog en lov, der binder USAs nødhjælp sammen med modtagerlandets accept af GMO, har USA lagt sag an ved WTO mod EUs midlertidige stop (moratorium) for gensplejsede produkter. FoEI beskriver med mange facts, hvordan USA forsøger at få resten af verden til at tage imod GMO. (23. maj 2003 – www.foei.org)

Globalt CO2-udslip fordobles i 2030

Seeds of Change er et amerikansk frøfirma, der sælger og udvikler økologiske frø. Seeds of Change har butik og demonstrationshave på Barritskov ved Vejle Fjord (samme sted som Aarstiderne). Her sælges frø af blomster og krydderurter, men ingen grøntsagsfrø pga. EUs sortsregler. ”Til vores haver må vi gerne importere grønsagsfrø, dyrke og endda sælge afgrøderne, men vi må ikke sælge frøene,” oplyser Chris Russell (cr@barritskov.com), projektmedarbejder ved Seeds of Change. På billederne ses thai basilikum i blomst, tjekkisk sort chili og kinesisk suyo long agurk fra forsøgsdyrkning på Barritskov. (Fotos: Bo Normander)

skal kunne klare lang transport uden at ødelægges eller få knubs.

For at opnå denne ensartethed må avleren sortere og vurdere høsten, og alt, der ikke imødekommer supermarkedets krav, går til spilde og koster ham penge. For at undgå dette spild, dyrker han sorter, som producerer med stor ensartethed. DUS-testen sikrer ensartetheden!

Lovgivningen skal ændres EU har muligheden for at ændre lovgivningen, så den tillader udviklingen af sorter, der er egnet til bæredygtigt jordbrug.

Danmark kunne gå i spidsen.

Inspirationen kan f.eks. hentes fra The Elm Farm Research Centre i England, der har udformet et forslag til en parallel liste, hvor bæredygtige sorter kan opFRIE FRØ

tages på og til hvilke, der stilles andre krav end med DUS-testen.

En sådan liste vil afhjælpe de begrænsninger, som EU-lovgivningen pålægger jordbruget.

Den vil gøre det muligt at bevare den genetiske mangfoldighed og gamle sorter, hvis egenskaber ellers vil gå tabt for evigt.

Mindre end en uge efter, at EU’s Miljøagentur kom med nye tal, der viser stigende udslip af drivhusgasser for andet år i træk i EU, udtaler EU-Kommissionen, at det bliver meget værre i 2030.

Verdens udslip af CO2 vil være næsten det dobbelte af 1990niveauet, hedder det i rapporten “World Energy, Technology and Climate Policy Outlooks.” Verdens energiforbrug vil stige 1,8% hvert år frem til 2030, udslippene af CO2 vil stige 2,1% årligt, og de samlede udslip vil i 2030 være steget til 44 mia. tons CO2 mod ca. 25 mia. tons i dag.

Ifølge rapporten vil EU’s udslip af CO2 være steget 18% i forhold til 1990-niveauet og USA’s 50%.

Og mens udviklingslandene stod for 30% af udslippene i 1990, vil de i 2030 stå for mere end halvdelen. På globalt plan vil industrien efterspørge 35% af energien, transportsektoren 25% og husholdninger og servicesektoren 40% i 2030. (13. maj 2003 – www.ing.dk)

GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 5

Citater om verdenshandel ”Den preussiske militærteoretiker Karl von Clausewitz skrev en gang, at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. På samme måde er frihandel en fortsættelse af kolonialisme med andre midler” Derrick Jensen, forfatter i The Ecologist (juni 2003) ”Den eneste organisation, der styrer verdenshandlen er WTO. Vi ønsker, at miljømæssige kriterier skal tages med i overvejelser og beslutninger på samme måde” Roselyn Bachelot, fransk miljøminister i forbindelse med Tysklands og Frankrigs forslag til en ny Global Miljøorganisation (28. april 2003) “Vi må kræve, at de varer, u-landene kommer til at eksportere til os, er produceret under samme regler, som gælder i EU. Danske landmænd har ekstra omkostninger på grund af miljøkrav, energiafgifter, veterinærstandarder osv. Når vi beskytter landbruget i EU, er det bl.a. en beskyttelse af den form, vi producerer under” Peter Gæmelke, der i øvrigt medgiver, at der i en kommende WTO-aftale tages særlige hensyn til u-landene (Jyllands-Posten, 23. oktober 2002) ”Cancun handler om at presse erhvervslivets aktiviteter ind i endnu flere områder af vores liv – uanset om vi ønsker det eller ej” Paul Kingsnorth, forfatter i The Ecologist (juni 2003) ”Tyrannisering og afpresning er – som vi så det alt for tydeligt på Doha-mødet – blevet en integreret del af, hvordan WTO fungerer. Igen og igen blev udviklingslandene tvunget til at opgive deres forhandlingsgrundlag, efter at deres delegerede var blevet udsat for økonomiske, politiske og endda personlige trusler. Forestillingen om, at WTO udgør et lige og demokratisk forhandlingsforum, mistede sin troværdighed for længe siden” John Hilary, politisk rådgiver for Save the Children til The Ecologist (juni 2003)

6 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

Kloden til salg: WTO-topmøde i Cancun Af Simon Retallack, The Ecologist

Verdenshandelsorganisationen WTO beskæftiger sig med alt fra global handel med f.eks. bananer, bomuld og stål til investeringsplaner, patentlove og udbud af serviceydelser indenfor sundhed og uddannelse. Modsat nationale regeringer er WTO ikke valgt, WTOs indflydelse rækker globalt, og WTO er udelukkende styret af og til fordel for multinationale virksomheder.

Ved WTOs fjerde ministerkonference i Doha i november 2001 fik de multinationale selskaber og de industrialiserede landes regeringer gennemtrumfet, at en ny handelsrunde sættes i gang. Som et næste skridt afholder WTO den 10.-14. september sit femte topmøde; denne gang i Cancun, Mexico.

Nye aftaler Op til Cancun-mødet foreslår EU – med USAs stiltiende støtte – fire nye aftaler, der alle er designet til at hjælpe verdens største virksomheder. Det drejer sig om nye aftaler om investeringer, offentlige indkøb, konkurrence og handelslettelse.

Den førstnævnte vil give virksomheder ret til at investere i ethvert WTO-medlemsland og vil forbyde regeringer at indføre nationale regler for udenlandske investeringer i forhold til f.eks. krav om lokal arbejdskraft og respekt for miljølove. Lokale virksomheder må ikke tilkendes fortrinsret i forhold til udenlandske, der også skal have mulighed for at retsforfølge regeringer, hvis en WTO-aftale brydes. Hvis denne aftale vedtages i Cancun, vil enkeltstaternes indflydelse på udenlandske investeringer og firmaer svækkes markant.

Med aftalen om offentlige indkøb (procurement) skal alle virksomheder – såvel nationale

Mange græsrodsorganisationer og NGO’er vil tage til Cancun for at forsøge at hindre, at Big Business overtager magten i verden. (Foto: Friends of the Earth Tyskland)

som multinationale – kunne byde ind på offentlige udliciteringer.

Dvs. et land kan ikke favorisere egne virksomheder.

Den nye konkurrenceaftale skal sikre, at alle virksomheder konkurrerer på lige vilkår på ethvert lokalt marked. Lokale virksomheder må ikke gives bedre konkurrencevilkår, f.eks. fortrinsret til transport- eller telefonnet, end udenlandske.

Endelig foreslås en aftale om handelslettelse (trade facilitation), der skal sørge for, at det hele kører som smurt. Det indebærer at fjerne fysiske hindringer for international handel, f.eks. at lempe kontrollen med varer i tolden.

Allerede til forhandling På tre hovedområder – udover de ovenfor nævnte – er forhandlingerne allerede i gang; handel med serviceydelser (GATS), markedsadgang for ikke-landbrugsprodukter og miljø.

Med den første presses udviklingslandene (og andre lande) til at åbne deres servicesektor for

private/udenlandske virksomheder. Vandforsyning, energiproduktion, kollektiv transport og endda sundhedsydelser og uddannelse skal kunne komme på private hænder. Men privatiseringer kan fordyre disse essentielle ydelser, så folk ikke har råd til dem, og samtidig svækkes regeringernes kontrol med ydelserne.

USA, New Zealand m.fl. ønsker at fjerne toldbarrierer for ikke-landbrugsprodukter. Men det kan føre til, at hjemlig industri kollapser og arbejdsløsheden stiger i den tredje verden.

På miljøområdet kommer FNs multilaterale miljøaftaler såsom Kyoto- og Cartagena-protokollerne til at støde frontalt sammen med WTO’s handelsregler.

Det frygtes, at WTO-aftaler om ”fri” handel vil få fortrinsret i forhold til FNs miljøaftaler.

Handling påkrævet I Doha lovede i-landene at hjælpe u-landene ved at reducere landbrugsstøtten (dette blokeres af EUs landbrugsorganisationer), lempe patentregler (TRIPS) så livsvigtig medicin kan sælges langt billigere (bekæmpes af især USA og medicinalindustrien) og tillade u-landene at beskytte egen industri og landbrug (differentieret ansvar). Men hidtil er intet sket.

I Cancun vil u-landene – desperate efter at få vedtaget de få aftaler, der vil være til fordel for dem – meget vel give efter for nogle af den industrialiserede verdens krav om at åbne deres markeder. Men intet er endnu afgjort. Folkelige protester og offentlig debat kan gøre det svært at nå til enighed i og efter Cancun.

Uddrag af artikel fra The Ecologist, juni 2003, hvor der er et stort tema om verdenshandel og ’fair trade’ (www.theecologist.org). Oversat og bearbejdet af Bo Normander.

KLODEN TIL SALG: WTO-TOPMØDE I CANCUN

‘Sandheden’ om hormonforstyrrende stoffer Af Sidsel Dyekjær, Det Økologiske Råds sekretariat

De danske myndigheder udgav i december sidste år en pjece om hormonforstyrrende stoffer, der giver læseren indtryk af, at der er styr på problemet med disse skadelige stoffer, som findes i mange dagligdagsprodukter som kosmetik, legetøj, regntøj og computere. Men det er ikke et reelt billede af virkeligheden, mener Det Økologiske Råd, Forbrugerrådet og Danmarks Naturfredningsforening. Derfor har de tre organisationer lavet en alternativ pjece med en mere “nuanceret” beskrivelse af, hvor vi står i dag.

Pjecen er bevidst udformet, så den ligner myndighedernes pjece, som er udgivet af Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Fødevaredirektoratet i fællesskab, men selv om emnet er det samme, er indholdet et ganske andet. Der er f.eks. stor forskel på beskrivelsen af, hvordan det går med reguleringen af stofferne:

I myndighedernes pjece står der: “Indsatsen over for de hormonforstyrrende stoffer er højt prio-

riteret både i Danmark og EU. Der er allerede forbud eller særlige regler for de fleste af de kendte og mange af de mistænkte hormonforstyrrende stoffer.”

I organisationernes pjece står der: “De hormonforstyrrende stoffer er i dag prioriteret lavt fra politisk side, og den europæiske kemikalieindustri kæmper indædt imod ændringer af reglerne.”

Myndighederne skriver også, at de “forbyder eller begrænser anvendelsen af hormonforstyrrende stoffer, i mange tilfælde blot der er mistanke om, at de skader mennesker”. De tre organisationer skriver derimod, at “hverken Danmark eller EU har valgt at følge forsigtighedsprincippet. Det vil sige at man som regel hverken forbyder eller begrænser anvendelsen af hormonforstyrrende stoffer, før der er sikre videnskabelige beviser for, hvor skadelige de er.”

Myndighedernes pjece indeholder nogle generelle råd til forbrugeren, men bortset fra en opfordring til at købe miljømærkede varer er rådene ikke brugbare i forhold til, hvordan stofferne kan undgås i dagligdagen. For-

De to pjecer fra henholdsvis Miljøstyrelsen (tv.) og tre grønne organisationer (th.) ligner til forveksling hinanden, men indholdet er vidt forskelligt.

brugeren bliver bl.a. rådet til at: • Fyre med rent træ i brændeovnen • Undgå produkter mærket sundhedsskadelig (Xn) • Sørge for udluftning og rengøring Det synes de tre organisationer ikke er godt nok. Vi anbefaler, at man er kritisk, når man køber ind og bl.a.: • Køber økologiske fødevarer • Undgår PVC i legetøj, husholdningsfilm, regntøj, voksduge mv.

• Køber kosmetik og creme uden skadelige stoffer • Køber solcreme med fysisk solfilter • Køber pc’er og anden elektronik uden bromerede flammehæmmere • Læser om hvilke varer, man kan vælge på www.miljoeog sundhed.dk

Kort nyt Flyindustrien på støtten Støtten til flyindustrien udgør 20% af dens omsætning bl.a. via skattefrit brændstof og momsfri billetter. Det viser en rapport fra de tyske miljømyndigheder, Umweltbundesamt (UBA). Oveni kommer direkte støtte til lufthavne og til Europas flagskib Airbus-fabrikkerne, der over 30 år har modtaget 300 mia. kr. i støtte. Concorde-flyene, der har kostet franske og britiske skatteydere milliarder, skal nu skrottes, da de trods støtten er for dyre i drift. Sverige og Schweiz er de eneste lande, som har emmissionsrelaterede afgifter på fly.

Sverige leder arbejdet indenfor det europæiske flysamarbejde for at få indført miljøafgifter på fly.

Der tænkes på en afgiftsskala, der følger flyets udslip af kvælstofoxider og hydrokarboner.

Andreas Troge, chef for UBA, ønsker, at flyets skader på miljøet skal forebygges: ”Skattefordelene på brændstoffet må ophøre, og landingsafgifter som baseres på støj og udslip må indføres. Det er beklageligt, at den sektor, der forårsager størst skade, får de største bidrag.” (Miljöaktuelt – 14. maj 2003)

Bechtel skal genopbygge Irak Entreprenørgiganten Bechtel, der er notorisk kendt for privatiseringsaktiviteter i den tredje verden – f.eks. af drikkevandet i Cochabamba i Bolivia, der dog mislykkedes – har vundet en kontrakt på 4,3 mia. kr. udbudt af USAID til genopbygning af veje, skoler, rensningsanlæg og hospitaler i Irak. Bechtel er kendt for at have tætte forbindelser til Bush-administrationen og har doneret omkring 100 mio. kr. til politiske kandidater de seneste tre år. (The Ecologist – juni 2003)

Pjecerne kan bestilles eller downloades henholdsvis via www.mst.dk og www.ecocouncil.dk.

‘SANDHEDEN’ OM HORMONFORSTYRRENDE STOFFER

GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 7

Tema:

Vand til alle Ferskvand bliver det 21. århundredes råolie. På globalt plan er vand på vej til at blive en knap ressource.

Prognoserne viser større forbrug og mere forurening af vandet, men udviklingen kan vendes. Nogle peger på tekniske løsninger så f.eks. vandspild i landbrugets kunstvanding undgås.

Andre mener vandet skal gøres til en handelsvare, så der sættes pris på dets betydning. Det får igen andre til at korse sig; vand er et fælles gode.

Kampen om klodens ferskvand er begyndt. Global Økologi sætter i dette tema fokus på problematikken: Hvordan sikrer vi rent vand til alle mennesker på jorden?

Grafik: Bendt Ulrich Sørensen 8 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

TEMA: VAND TIL ALLE

Uden vand ingen mad Af Erwin Northoff

FN har udnævnt 2003 som vandets år (www.wateryear2003.org).

Kofi Annan, generalsekretær for FN, kalder jordens ferskvandsressourcer for ”vores livline til overlevelse” og advarer imod ”alvorlige konsekvenser”, hvis ikke

Landbruget er vandforbruger nummer et på verdensplan. De kunstvandede arealer fortsætter med at vokse, da behovet for fødevarer stiger. Derfor er det desto vigtigere, at mindske spild og ødselhed og at udnytte vandet bedre.

Betragtet udefra ligner Jorden en vandplanet. Men faktisk er ferskvand en knap ressource, hvor mennesket har mindre end en procent af vandet til rådighed som ferskvand. Uden vand kan der ikke produceres mad. I mange lande viser billedet imidlertid, at de kostbare ferskvandsreserver bliver mindre og mindre.

Menneskeheden står over for en mægtig udfordring: Verdens befolkning vil vokse fra ca. 6 mia. nu til 8 mia. i år 2030. Ganske vist vil befolkningstallet vokse langsommere end hidtil, men der skal alligevel produceres omkring 60% mere mad. Årsagerne til denne stigning er: Flere mennesker skal brødfødes, flere mennesker ønsker bedre ernæring og kødforbruget vokser. Vand er en af de vigtigste ressourcer, når der skal fremstilles flere fødevarer.

Der kan kun brødfødes flere mennesker, hvis det lykkes landbruget at udnytte vandet mere sparsommeligt og mere effektivt; først og fremmest de steder, hvor der er knaphed på vand.

Lige nu er omkring 800 mio. mennesker i udviklingslandene kronisk underernærede. Omkring 40% af fødevarerne produceres på kunstvandede landbrugsarealer. Disse udgør knap 20% af u-landenes samlede landbrugsareal. Betydningen af landbrug med kunstvanding vil fortsat stige ifølge vurderingen fra FN’s Landbrugs- og Fødevareorganisation (FAO). Arealerne med kunstvanding i u-landene vil vokse fra TEMA: VAND TIL ALLE

Jordens vandressourcer Atmosfæren 0,001% Søer og floder 0,007% Fersk grundvand 0,76% Gletschere og permanent sne/is 1,74% Hav, saltvandssøer m.v. 97,5%

202 mio. hektar (1997-99) til 242 mio. hektar i år 2030, især i Syd- og Østasien, det nære Østen og Nordafrika. Disse regioner er nødt til at intensivere deres landbrug for at producere flere fødevarer. Men er der tilstrækkelige arealer til kunstig vanding?

Kunstvandingspotentialet i udviklingslandene er groft vurderet til i alt 400 mio. hektar. Da arealerne under kunstvanding på verdensplan vil forøges med ca.

40 mio. hektar er der altså endnu tilstrækkeligt spillerum. Men situationen er unægtelig kritisk i de regioner, som allerede i dag lider under vandmangel.

Vandmangel og vandknaphed

Kilde: UNESCO 2003

Globalt set er der ingen vandmangel, men i nogle regioner og lande i Den Tredje Verden er vand blevet en yderst knap ressource.

Disse lande skal undersøges hver for sig for at finde de mulige årsager til vandmangel og vandspild og så finde frem til, hvorledes vandproblemerne kan gribes an.

Situationen er især kritisk, hvis mere end 40% af de fornybare vandreserver i et land bliver benyttet til markvanding. I tidsrummet 1997-99 overskred ti lande denne 40%-tærskel. Yderligere otte lande var over 20%tærsklen.

I 2030 vil der være vandproblemer i hvert femte udviklingsland, vurderer FAO. De vil formodentlig ikke have nok vand til at dyrke tilstrækkeligt med fødevarer. Libyen og SaudiArabien pumper allerede mere

FNs Milleniummål – at halvere antallet af mennesker uden adgang til rent drikkevand inden 2015 – opfyldes. I 2030 vil der være vandproblemer i hvert femte udviklingsland, vurderer FAO. (Foto: Todd Shapera, JHU/CCP)

ferskvand op fra deres vandforekomster end, der tilføres fra det naturlige vandkredsløb. De overudnytter deres fornybare vandreserver og er derfor afhængige af fossilt grundvand. Der sker tilsvarende i flere lande i Mellemøsten, Nordafrika og i Syd- og Østasien.

I store områder af Indien og Kina falder grundvandsspejlet mellem en og tre meter årligt. Når kostbare vandreserver overudnyttes, kan det desuden i forstærket grad føre til miljøskader, f.eks. når grundvandsspejlet sænkes og jordoverfladen udtørrer. Landbruget er på verdensplan den største vandforbruger med omkring 70%. Industrien bruger omkring 20% og den private husholdning tegner sig for 10%.

Industri og privat husholdning vil kræve mere vand i fremtiden, især i byområder. Kampen om det kostbare ferskvand bliver skærpet.

Mere høst for hver vanddråbe Landbruget i udviklingslandene vil fremover være tvunget til at klare sig med mindre vand og skal samtidig producere flere fødevarer. Det kan kun lade sig gøre ved, at vandet udnyttes mere sparsommeligt og effektivt (”more crop per drop”). I mange vandingsanlæg siver stadig mere end 60% af vandet bort.

Det er der forskellige grunde til: Anlæggene bliver administreret dårligt, der er serviceproblemer, ofte har bønderne ingen medbeGLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 9

Verdens ferskvandsressourcer

<500

Dette kort viser landenes tilgængelige mængde fornybar rent ferskvand målt pr. indbygger pr. år. Ifølge FNs definitioner er der vandmangel, hvis der er mindre end 1.000 m3 ferskvand tilgængeligt pr. person pr. år og vandknaphed, hvis tallet er mindre end 1.700 m3. Det ses, at Nordafrika, de arabiske lande og Mellemøsten er de fattigste områder målt på vandtilgængelighed. Kuwait er helt i bund med kun 10 m3 ferskvand pr. person pr. år. Til sammenligning bruger hver dansker årligt 47 m3 ferskvand (svarer til 128 liter om dagen).

Landene længst mod nord, Sydamerika og Oceanien har de største mængder tilgængeligt drikkevand. (Kilde: World Water Development Report, UNESCO 2003, se anmeldelse side 28).

10 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

stemmelsesret og de bureaukratiske forhindringer vanskeliggør effektivitet og fleksibilitet.

Selv om man ikke kan undgå et vist vandtab, bortsiver eller fordamper der stadig alt for meget kostbart ferskvand i landbruget. Her er der enorme sparemuligheder. Vand er et økonomisk og socialt gode. Bønderne i udviklingslandene må regne med højere vandudgifter i fremtiden.

Vandrettigheder og markedet vil i højere og højere grad afspejle den virkelige pris på ferskvand.

Vandprisen kan her være en tilskyndelse til at omgås mere sparsommeligt med vand. De fattige må absolut sikres en afmålt adgang til ferskvand. Fattige bønder bør ikke betale den fulde pris, og samtidig bør vand ikke fordeles formålsløst.

Mange lande vil være nødt til at reformere deres vandingslandbrug fra grunden. Det er nødvendigt at anvende ny teknologi, og infrastrukturen skal mange steder moderniseres. I den sammenhæng bør vandforbrugernes behov stå i forgrunden, og de

500

1.000

1.700

4.000

bør have større medbestemmelsesret ved planlægningen og driften af anlæggene. Det bør ikke være myndighederne, som skal stå for ledelsen af vandingsanlæggene, men i stedet skal de ansvarlige være private organisationer og sammenslutninger af vandforbrugere; de offentlige institutioner skal udelukkende fungere som tilsynsmyndighed.

Private og offentlige investeringer er nødvendige for at udvikle vandbesparende teknologier.

Enkle vandbesparende teknologier Med relativt enkle og tilpassede metoder kan bønderne i vandingslandbruget spare vand ved at tilpasse vandingen til jordkvaliteten og planternes nøjagtige vandbehov. Frugt og grøntsager kan vandes præcist ved hjælp af drypvanding, hvorved man kan undgå store vandtab. Små trædepumper – udviklet i Asien og eksempelvis indført i Zambia af FAO – har desuden vist sig at have stor succes. De er relativt enkle at fremstille og kan repareres lokalt.

10.000 (m3 ferskvand pr. indbygger pr. år)

Det gælder alt i alt om, at vandbesparende teknologier skal være tilpasset lokalt og til at betale. Man kan med enkle teknologier, f.eks. med små opsamlingsbassiner og diger, opsamle dyrebart vand og anvende det målrettet. Med forbedrede sorter og dyrkningsmetoder, som virker skånsomt på jordstrukturen og som ikke ødelægger jordoverfladen (”conservation agriculture”), vil mere af fugten blive i jorden, så der kan spares vand samtidig med at udbyttet forøges. En tilsvarende forøgelse håber mange også på kan opnås ved afsaltning af havvand. Men denne teknologi vil kun komme til at spille en rolle i enkelte rige kystnære regioner, da afsaltning koster op til to dollar pr. kubikmeter.

Nytænkning påkrævet Vandproblemet kan ikke løses alene ved brug af ny teknologi.

Det er også nødvendigt for bønderne at have sikre og fleksible brugsrettigheder til vand og land.

Adgangen til gunstige lånemuligheder med langfristet tilbagebeTEMA: VAND TIL ALLE

taling er ligeså afgørende.

At udnytte vandet bedre er et hovedanliggende under FAO’s særprogram for fødevaresikkerhed, som 71 lande deltager i.

Sammen med bønder, især kvinder, arbejder FAO for vandbesparende og tilpassede teknologier.

Træningskurserne (”Farmers Field Schools”) har været succesrige. Her har bønder og eksperter drøftet, hvordan kunstvandingen i deres region kan forbedres.

Udviklingslandene kan kun takle vandproblemet i fremtiden gennem dybtgående strukturreformer. Hvert land er nødt til at beslutte, hvordan det vil udnytte sine dyrebare vandressourcer på den økonomisk mest hensigtsmæssige måde. Økonomisk set kan det eksempelvis være mere fornuftigt at koncentrere sig om dyrkning af eksportprodukter som afskårne blomster og grøntsager eller at fremme sektorer som turisme, som giver større udbytte, end dyrkning af basisfødevarer, som vil kunne importeres billigere.

Forudsætningen er ganske vist, at man fjerner handelshindringerne på det internationale landbrugsmarked og giver u-landene bedre muligheder for at komme ind på verdensmarkedet.

For mange af de fattigste lande vil en sådan eksportorienteret strategi kun i mindre grad komme på tale. Kun via kraftig støtte til landområderne, hvor de fleste sultende og fattige lever, vil det lykkes at forbedre situationen for millioner af mennesker.

I mange lande vil det være nødvendigt med en radikal nytænkning til fordel for landbruget for at mobilisere de hidtil uudnyttede udviklingspotentialer. Landene er nødt til at gøre sig større anstrengelser for at producere flere fødevarer og skaffe arbejde og indkomster i landområderne. Foreløbig er de TEMA: VAND TIL ALLE

afhængige af understøttelse fra det internationale samfund.

Erwin Northoff (erwin.northoff@fao.org) er pressetalsmand for FAO i Rom. Forfatterens meninger afspejler ikke nødvendigvis FAO’s standpunkt.

Artiklen er fra det tyske tidsskrift Politische Ökologie nr. 80, januar 2003. Bearbejdet af red.

Litteratur fra FAO: ”Crops and drops – making the best use of water for agriculture”, FAO, 2002 (www.fao.org/ag/agl/aglw/) ”World agriculture: towards 2015/30 – summary report”, FAO, 2002 (www.fao.org/docrep/004/y3557e/ y3557e00.htm) ”The state of food insecurity in the World 2002”, FAO, 2002 (www.fao.org /docrep/005/y7352e/y7352e00.htm)

I landsbyen Asmara, Eritrea anvendes spildevand fra husholdninger til at overrisle marker med grøntsager.

Globalt set står landbruget for 70% af vandforbruget. (Foto: D. Hinrichsen, JHU/CCP)

Oversættelse: Bent Kristensen

Dansk grundvand er ikke længere så rent Mængden af dansk grundvand, der kan drikkes, er kun halvt så stor som tidligere antaget. Det viser nye tal fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) offentliggjort den 8. maj 2003. I 1992 antog geologerne, at der var 1,8 mia. m3 vand til rådighed om året. I dag er tallet kun 1 mia. m3.

At danskerne ikke har så store mængder drikkevand til rådighed, angiver UNESCO også i deres Water Development rapport 2003, hvor

Danmark placeres som nummer 151 ud af 180 lande. Målt på vandkvalitet indtager Danmark en 29. plads. Årsagen til den ringe danske vandstatus er især, at det øvre grundvand er forurenet af sprøjtegifte og kvælstof fra landbruget. I den øverste del af grundvandet overskrides grænseværdien for både nitrat og pesticider i hver femte boring.

Undersøgelsen fra GEUS viser også, at der bliver pumpet for store

mængder grundvand op ved København, Odense og Århus. Alene i København og i Nordsjælland bliver grundvandet overudnyttet med 80 mio. m3 om året.

Inden sommer skal Folketingets partier blive enige om Pesticidhandlingsplan III, som skal mindske sprøjtegiftenes skader på naturen.

Til efteråret indledes forhandlingerne om Vandmiljøplan III, der skal mindske kvælstofudslippet.

Af Bo Normander

GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 11

Privatiseret eller offentligt drikkevand?

Global dominans

Af David Hall

Vand er en uundværlig offentlig ydelse, og samtidig udgør vand et naturligt monopol. Ved privatisering vil den private sektor gå efter størst mulig profit, og befolkningen kan komme til at betale prisen.

De fleste empiriske sammenligninger af driften i offentlige og private selskaber viser, at der ikke er den store forskel. For nylig konkluderede den finske økonom, Johan Willner, at politisk kontrol gennem offentligt eje kan føre til bedre økonomiske resultater især inden for områder, hvor der er ”naturlige monopoler”. Netop drikkevandsforsyningen udgør af geografiske og forsyningsmæssige grunde et oplagt monopol.

Det viser sig, at den offentlige sektor kan levere drikkevand mindst lige så effektivt som den private sektor. Offentlige selskaber i Holland, Japan og USA er mere effektive end de private selskaber i Frankrig og England. I São Paulo i Brasilien har det offentlige vandforsyningsselskab SABESP i løbet af bare fire år skaffet drikkevand til en million ekstra hjem og kloakering til 750,000, hvilket er en stigning på 25% i begge tilfælde. I samme periode fik de økonomien på ret kurs igen, mens de fastholdt beskæftigelsen. I selv de fattigste dele af Afrika og Centralamerika har den offentlige sektor vist, at de kan yde en tilfredsstillende service. Vandmyndighederne i Lilongwe i Malawi formindskede vandspildet til 17% i løbet af 1990’erne – et resultat der er bedre end, hvad det private selskab Thames Water kunne fremvise i Storbritannien i 2001.

12 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

Foto: Torben Reitzel

Den største fordel ved privatisering skulle være konkurrencen, men den er nærmest fraværende i drikkevandssektoren. Sektoren domineres af Frankrigs to største multinationale selskaber, Suez og Vivendi, som i fællesskab ejer ca. 70% af alle privatiserede vandforsyningsselskaber i verden. Langt bagefter finder vi det næste par, som består af et andet fransk firma, SAUR og det engelskbaserede Thames Water, som nu er en del af den enorme tyske energikoncern RWE. Derudover er der enkelte små internationale operatører (se figur side 13).

Hvorfor er der kun så få operatører? De franske selskaber opnåede deres dominans gennem en række studehandler med de kommunale myndigheder, hvoraf enkelte involverede bestikkelse, og derefter opkøbte de alle privatejede spanske vandforsyningsselskaber. I begge lande nød de godt af lange koncessioner uden konkurrence – i Valencia i Spanien blev en 99 års koncession fra 1902 fornyet med 50 år, uden et eneste andet seriøst bud kom på bordet. Frankrig var det eneste land i verden med store privatejede vandforsyningsselskaber, indtil Margaret Thatcher privatiserede de engelske vandforsyningsselskaber i 1989 – og sørgede således for, at ingen privatejede engelske selskaber nogensinde skulle konkurrere for deres monopol.

For yderligere at formindske konkurrencen har Suez og Vivendi dannet et indbyrdes konsortium i Frankrig og i udlandet; selv deres nærmeste konkurrenter har indgået partnerskaber med de to store. Da den nu krakkede energikoncern Enron prøvede at komme ind på vandforsyningsområdet for fem år siden, blev de ”chokerede” over de metoder som Suez og TEMA: VAND TIL ALLE

Verdens dominerende private vandforsyningsselskaber Salg af vand, 2001 (mia. kr.)

110 100 90 80 70 60 50 40 30 20 10 0 e dr An

L te IW ech

al

(B

sc

Ca

n ia gl An

UR SA

l)

TEMA: VAND TIL ALLE

es am ) Th WE (R

Væksten inden for private vandforsyningsselskaber er en form for globalisering, idet privatiseret drikkevand altid er ensbetydende med multinationalt drikkevand. Selskaberne kan løbe fra deres fejl, og forlade byen hvis de ikke tjener penge nok – det kan befolkningen ikke. I

i nd

Ansvarsforflygtigelse

Indonesiens hovedstad Jakarta er vandforsyningen i dag kontrolleret af to multinationale selskaber, Suez og Thames Water (RWE), som kræver store prisstigninger – ellers går de deres vej og forlader drikkevandssystemet i kaos samtidig med, at de vil kræve kompensation for mistede indtægter. I Malaysia kom et Thames Water projekt i offentligt eje igen efter at regeringen opdagede, at selskabet ikke brugte penge på nye investeringer.

Det kostede dyrt. Da England i 1995 blev ramt af tørke, var der intet vand i hanerne i Yorkshires større byer i flere måneder – vandforsyningsselskabet havde øget sit overskud ved at undlade at investere i nye vandreservoirer.

En by med privatiseret vandforsyning står overfor det samme dilemma som i den gamle indiske legende om drengen, der rider på en tiger – han tør ikke stå af af frygt for at blive spist.

ve

Vivendi brugte for at udelukke konkurrenterne. Hvis Enrons top kunne chokeres, bør det give stof til eftertanke for alle andre.

De samme selskaber dominerer også andre områder varetaget af den offentlige sektor.

Suez og Vivendi er f.eks. også de to største selskaber inden for affaldshåndtering (uden for USA), og RWE Europas tredjestørste.

Suez og RWE er to af de største energikoncerner i Europa og i verden; og Vivendi er verdens største operatør inden for transportsektoren.

Vi

ez

Su

Ved vandtopmødet, World Water Forum III i Kyoto, Japan, 16.-23. marts 2003 var der flere demonstrationer mod privatisering af vand.

Men ifølge arrangørerne blev man på topmødet enige om mere end 100 nye mål for at sikre den globale vandforsyning. Mødet havde 24.000 deltagere fra 182 lande, og alene antallet af deltagere viser, at ferskvand er blevet et centralt emne på den internationale dagsorden.

Læs mere på www.world.water-forum3.com (Foto: ASEED Japan).

Suez og Vivendi står for ca. 70% af den private vandforsyning i verden.

Ifølge Verdensbanken er omkring 5% af den globale vandforsyning i dag på private hænder. Resten er offentligt ejet. I 1990 fik omkring 51 mio. mennesker vand fra private selskaber. I 2002 var tallet steget til mere end 300 mio. (Data indsamlet fra firmaernes årsregnskaber).

Privat drift Hvorfor har andelen af privatiseret drikkevand vokset så hastigt inden for de seneste 10 år?

Svaret ligger til dels i de betingelser, som de internationale finansielle institutioner, såsom Valutafonden IMF og Verdensbanken, stiller. Da IMF udstak et økonomisk reformprogram for Mozambique, et af verdens fattigste lande, insisterede IMF, at landet skulle privatisere deres drikkevandsforsyning. Verdensbanken stiller Ghana et lån til rådighed for investeringer i drikkevandssektoren – men kun hvis de privatiserer vandforsyningen i hovedstaden Accra. Den Europæiske Bank for Økonomisk Genopbygning og Udvikling, EBRD, gik et skridt videre og stillede millioner af Euro til rådighed for østeuropæiske lande på vej mod markedsøkonomi.

Pengene skulle bruges til investeringer i vandforsyningen, dog på

den betingelse at arbejdet gik til Suez.

GATS Drikkevandforsyningerne i udviklingslandene trues fra en ny kant. WTOs bestemmelser i GATS (General Agreement on Trade in Services) er blevet udvidet til også at omhandle drikkevand – og EU kræver, at 72 lande åbner op for en privatisering af drikkevandssektoren, også lande hvor drikkevandsforsyningen fungerer effektivt, som f.eks.

Brasilien, Tunesien og Botswana.

Hvis disse bestemmelser bliver indført, vil det betyde, at drikkevandsforsyningen skal omstruktureres, således at de multinationale virksomheder kan byde på de områder inden for sektoren, de ønsker. I stedet for at udvikle driften i den offentlige sektors drikkevandsforsyning på samme måde som i de fleste europæiske lande, ville man blive nødsaget

GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 13

menter med retningslinjer for, hvordan man kan åbne op for en privatisering af drikkevandsforsyningerne i EU – hvor den offentlige sektor leverer drikkevand til 75% af befolkningen.

Der er allerede udgivet en EUguide i tiltrædelseslandene omhandlende de såkaldte PPPs (offentlige/private partnerskaber) inden for drikkevands- og transportområdet.

Hvis man er bekymret over, at privatiseringen af drikkevandet foregår for profittens skyld, burde man tilslutte sig politiske kampagner rettet mod de internationale finansielle institutioners betingelser, GATS-bestemmelserne omhandlende drikkevandet, og liberaliseringen af drikkevandsydelserne i Europa.

Hvis man ikke gør noget, kan denne udvikling ikke stoppes.

Litteratur om vand Water justice for all, hæfte fra Friends of the Earth International, 2003 (www.foei.org/publications /link/water.pdf) Miljøsk 32 med tema om vand, juli 2003 (www.noah.dk) Water in public hands og andre rapporter af David Hall (www.psiru.org) WTO and water og andre rapporter om vandprivatisering fra Corporate Europe Observatory (www.corporate europe.org/ water/infobriefs.htm) Wasser – Grundrecht oder großes Geschäft? Politische Ökologie 80, januar 2003 FNs hjemmeside om vand (www.wateryear2003.org) Se også anmeldelser side 28-29

David Hall (d.j.hall@gre.ac.uk) er en af Europas førende vandeksperter. Han er direktør for Public Services International Research Unit (PSIRU) ved Greenwich Universitet i England.

Artiklen er bearbejdet af red.

Vandpumpe i Kenya. (Foto: Edward Reilly, Lutheran World Relief)

Oversættelse: Jon David Nielsen

”En by med privatiseret vandforsyning står overfor det samme dilemma som i den gamle indiske legende om drengen, der rider på en tiger – han tør ikke stå af af frygt for at blive spist” til at imødekomme internationale kommercielle interesser.

Faresignaler i Europa EU prøver nu ad politisk vej at åbne op for en privatisering af drikkevandet på andre måder.

For det første er der blevet oprettet et såkaldt ”EU Water Initiative”, der har til formål at 14 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

føre 7,5 mia. kr. i bistand over til drikkevandsprojekter i udviklingslandene – men initiativets hovedformål er at omstrukturere drikkevandssystemerne, så de passer til private koncessioner, og at sikre de private investorer mod valutauro og politisk usikkerhed. For det andet har EUkommissionen udsendt dokuTEMA: VAND TIL ALLE

Flaskevand: Sprudlende gevinst Af Fritz Brugger

markedet i Asien og Afrika, hvor forbruget i dag ligger på mellem en halv og en hel liter pr. person pr. år, forventes markedet at vokse med 12% om året (nogen regner sågar med 22%). På det mere mættede europæiske marked (forbruget i Schweiz: 98 liter pr. person om året, Italien 155, Europa 84) er en årlig vækst på 3% realistisk.

Flere og flere store varemærker trænger sig ind på det internationale marked for drikkevand.

Mens markedet kun vokser langsomt i Europa, ser Nestlé, Danone, Coca Cola og co. kæmpemæssige vækstmuligheder i Den Tredje Verden.

Jo bedre postevand, desto mere vand bliver der drukket af flaske.

Jo mere forurenet og usikkert postevandet er, desto mindre har folk et alternativ. Føde- og drikkevaregiganten Nestlé har deri set en god chance for at udvide sit marked og begyndte i 1999 at markedsføre kildevand på flaske i Pakistan. Flaskerne fik det meningsfulde navn PureLife. To måneder før dét skete, blev der ved hjælp af seminarer arrangeret af Nestlé udbredt informationer om den offentlige vandforsynings dårlige kvalitet og mange problemer. Pressen viderebragte ivrigt disse oplysninger, og seks måneder efter introduktionen dækkede PureLife halvdelen af det pakistanke marked.

Selskabets forhåbninger gik i opfyldelse; salgskurven gik stejlt opad.

PureLife sælges i dag i tolv tærskel- og udviklingslande, men for gennemsnitspakistaneren er vandet ikke tilgængeligt; hans løn vil lige kunne række til at købe fem liter PureLife dagligt.

Omregnet til dansk købekraft koster en liter PureLife ved en gennemsnitslig månedsløn på 30.000 kr. omkring 200 kr.

Selvom kun en mindre, velhavende del af befolkningen har råd til PureLife og lignende produkter, hersker der alligevel guldgraverstemning i de store internationale koncerner: Salget kan fordobles over de næste ti år. På TEMA: VAND TIL ALLE

Nestlé og Danone dominerer verdensmarkedet

Flaskevand på hylderne i et dansk supermarked. (Foto: Torben Reitzel)

Globale tal om flaskevand 1,1 milliarder antal mennesker uden adgang til rent drikkevand 300 milliarder kr. værdien af det globale marked for flaskevand 0 det beløb, som virksomheder normalt betaler for at udvinde drikkevand 10.000 antal gange flaskevand kan være dyrere end postevand (NRDC 1999) 40 procentdel af flaskevand, der i virkeligheden er postevand (NRDC 1999) 33 procentvis chance for, at flaskevand indeholder spor af forurening herunder bakterier som E. coli 10 kr. gennemsnitsprisen for 300 ml Evian 10 kr. prisen for at levere 4000 liter postevand til et privat hjem (American Water Works Association) 1 milliard liter flaskevand solgt i 1970 89 milliarder liter flaskevand solgt i 2001

Nummer et på det 300 milliarder kroner store globale marked for flaskevand er Nestlé med en andel på 16% af den samlede volumen og en omsætning på 37 mia. kr. Nestlés succes hviler på: • Verdensomspændende, traditionsrige mærker i højprissegmentet: Perrier, Vittel, Contrex og San Pellegrino, • 66 lokale markeder, som udgør 75% af den samlede salgsvolumen, samt • PureLife, siden 1999 Nestlés vand til Den Tredje Verden, og Aquarel, siden 2000 vandet til Europas forbrugere.

Tæt efter Nestlé ligger den franske fødevarekoncern Danone. 12% af Danones omsætning udgøres af mineralvand (Evian, Volvic), og hvad angår kildevand er koncernen ledende i verden. Med tydelig afstand følger Pepsi (Aquafina) med 3,4% og Coca-Cola (Dasani, Kinsley) med en markedsandel på 2,8%.

Grums i det klare vand Miljø- og udviklingsorganisationer forholder sig særdeles skeptisk til dette flaskevandsboom.

Fem problemområder trænger sig på: • De fattigste har ikke råd til disse produkter: For størstedelen af befolkningen i udviklingslandene vil flaskevand som PureLife forblive umuligt at betale. Hundreder af små GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 15

Pige henter vand ved flygtningelejren Shalman Camp i Khyber-passet, Pakistan. (Foto: Jonathan Frerichs, Lutheran World Relief)

lokale virksomheder vil derpå forsøge at profitere af den dårlige vandsituation. Deres vand er ganske vist billigere end PureLife og skaber lokale arbejdspladser, men kun en brøkdel af dem er registrerede og bliver underkastet kvalitetskontrol, hvad en aktuel rapport fra Nigeria viser1. Den kvindelige nigerianske læge Kome Oseghale siger om kommercialiseringen af drikkevandet: ”Mange producenter af det såkaldte ”pure water” tapper vandet under uhygiejniske betingelser. Fra andre producenter ved vi, at de afsætter 16 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

forurenet vand på markedet”.

• Vanrøgt af postevandet: Den omstændighed, at flaskevand i stigende grad vil være til rådighed, kan føre til, at u-landenes regeringer i endnu højere grad vanrøgter den i forvejen dårlige vandforsyning. Kvalitetsstandarden for den offentlige vandforsyning kan blive forringet, og drikkevand og vand til madlavning vil fremover komme på flaske; et ødelæggende scenario for udviklingslandenes brede befolkning.

• Grundvandssænkning: Ofte overudnytter aftapningsanlæggene vandressourcerne, hvad der fører til en sænkning af vandspejlet. Det er den lokale befolkning, der bliver snydt, fordi den skal bære konsekvenserne af den ”competitive deepening”, der foregår mellem vandaftapperne, industrien, storlandbrugerne og så de små landmænd, hvis brønde først tørrer ud, så de må hente vand kilometer væk2. Prabhakaran Nair fra Humboldt-Stiftelsen sammenfatter det på følgende måde: ”De multinationale selskaber pumper med officiel tilladelse vand op i aftapningsan-

”Omregnet til dansk købekraft koster en liter PureLife drikkevand fra Nestlé omkring 200 kr.” læggene fra stor dybde og sænker derigennem grundvandsspejlet betydeligt. Man skal bruge 1.000 liter vand til at producere et kilo ris. Herved tjener bonden 13 rupier på markedet, mens den samme mængde vand aftappet på flasker indbringer producenten 14.000 rupier.”3 • Miljøbelastning: Flaskevand belaster miljøet mere end postevand pga. energiforbruget til transport (i særdeleshed på det

globaliserede marked) og pga. miljøbelastningen ved fremstilling og oprydning/genbrug af flaskerne. I tærskel- og udviklingslande mangler ofte infrastruktur til genanvendelse af affaldet4.

• Vandrettigheder: Retsgrundlaget for udnyttelsen af vandressourcerne er ofte utilstrækkeligt; i særdeleshed hvad angår grundvand. Magtfulde personer eller foretagender kan i realiteten ”privatisere” grundvandsforekomster. Licensomkostningerne er ofte af symbolsk karakter: Eksempelvis betaler Coca Cola blot 50 dollars for 2,5 mio. liter vand i Nemam i Indien, hvad der indbyder til ødselhed; mindre end 30% af vandet ender på flaske.

At købet af kilder er muligt, og at vand dermed er gået fra at være et offentligt gode til et privat, er ikke foreneligt med vandets karakter af et universelt livsgrundlag.

Fritz Brugger (fritz.brugger@brugger partner.ch) har læst teologi med særlig vægt på erhvervs- og socialetik.

Fra 1996 til 2002 generalsekretær for den schweiziske udviklingsorganisation Helvetas. Han har specialiseret sig i udviklingspolitiske spørgsmål i forbindelse med administration af globale vandressourcer. Artiklen her er uddrag af en artikel i Politische Ökologie nr. 80, januar 2003.

Oversættelse: Niels Henrik Hooge Referencer: 1 www.newswatchngr.com/editorial/ allaccess/2002/30092002/biz10929 124044.htm 2 www.corpwatchindia.org/issues/ PID.jsp?articleid=1603 3 Prabhakaran Nair; in.biz.yahoo.com/ 020919/17/1veo1.html 4 Catherine Ferrie, “Bottled water understanding a social phenomenon”, 2001 TEMA: VAND TIL ALLE

Vand som årsag til konflikter Af Jens Jørgen Hansen

har ikke altid været enige om retten til Meuse- og Scheldtfloderne. Cambodia, Laos, Thailand og Vietnam har rivaliseret om Mekong-floden, og endelig har Israel, Jordan og Syrien kæmpet om retten til vandet fra Jordan-floden.

Vand kender ingen statsgrænser. Behovet for rent vand stiger, og det kan føre til konflikter. For hvordan deler man en flod?

Olie har længe været betragtet som den mest almindelige årsag til konflikt i Mellemøsten. Lige siden den første oliekilde blev taget i brug i Bahrain i 1932, har regionens lande strides om grænserne i håbet om, at besiddelsen af endnu et lille stykke ørken ville give dem tilgang til nye rigdomme. Men i takt med at manglen på frisk ferskvand bliver stadig mere akut, vil vand og ikke olie blive den mest efterspurgte ressource i Mellemøsten og derved udgøre den mest sandsynlige årsag til konflikter.1 Da den daværende ægyptiske præsident Anwar Sadat underskrev fredsaftalen med Israel i 1979, sagde han, at Egypten aldrig ville gå i krig igen, med mindre det var for at beskytte sine vandressourcer. Kong Hussein af Jordan har sagt, at den eneste grund til at gå i krig med Israel, ville være, hvis tvisten drejede sig om vand. Endelig har Boutros Boutros-Ghali, den daværende egyptiske udenrigsminister og senere FN’s generalsekretær, flere gange påstået, at den næste krig i Mellemøsten ville handle om vand.2 Rationalet bag disse påstande er naturligvis, at vand er en absolut forudsætning for menneskets eksistens, og manglen herpå vil således hurtigt blive en kilde til konflikt.

Vand har altid været en knap ressource i Mellemøsten pga. de store tørre ørkenområder, hvor nedbørsniveauet er ekstremt lavt.

Afsaltning af havvand er en bekostelig affære, og de ikke-olierige arabiske lande har knap råd til at finansiere den afsaltning, TEMA: VAND TIL ALLE

Vand i geografisk perspektiv I dag udgør det 360 kilometer lange Jordan-flodbasin den største kilde til konflikt om vand i Mellemøsten. Under Seksdageskrigen i juni 1967 sikrede Israel sig en række livsnødvendige kilder til Jordan-flodbassinet og områdets største vandreservoir, Genezareth-søen. Hertil kommer den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza, der dækker nogle af områdets mest vitale vandbærende jordlag. Efter Seksdageskrigen var Israels ferskvandsbehov stort set dækket, mens palæstinenserne modsat havde mistet kontrollen med deØverst: Nilen. (Foto: Janice M. Tolj, JHU/CCP) Nederst: Ødelagt bro, Biafra. (Foto: James F. Phillips, International Røde Kors Komité, JHU/CCP)

Vand i historisk perspektiv “Israel-PalæstinaKonkurrence om de knappe konflikten vil næppe vandressourcer er ikke noget nyt kunne afsluttes, med fænomen, men har været årsagen til flere konflikter op genmindre de stridende nem historien. De første vandparter også når til konflikter kan spores helt tilbage enighed om de spartil omkring 3000 år før Kristi somme vandressourcer” fødsel, hvor uoverensstemmelsom kræves for at skabe den nødvendige vækst i landbrugsproduktionen til at kunne brødføde de senere års kraftige befolkningsforøgelse i regionen. En nærmest eksplosiv befolkningstilvækst har resulteret i en akut mangel på vand i stort set hele regionen til bl.a. kunstvanding.

serne gjaldt retten til vand fra flodbassinerne i Tigris-Euphratdalen. I nyere tid har vand også været kilde til konflikt. USA har haft uoverensstemmelser med Mexico om retten til vandet fra Rio Grande og Colorado-floden, Indien og Pakistan har skændtes over vandet fra Indus-floden.

Belgien, Holland og Frankrig

res ferskvand.3 Det er et vigtigt element i Israel-Palæstina-konflikten, som næppe vil kunne afsluttes med mindre, at de stridende parter også når til enighed om de sparsomme vandressourcer.

Et andet flodbassin som har været kilde til konflikt i Mellemøsten er Tigris-Euphrat. Problemet er etableringen af de to tyrkiske dæmningskomplekser, Keban og Ataturk, der kan bringe syrerne og irakerne i en vanskelig situation, fordi Tyrkiet efter forgodtbefindende kan regulere mængden af ferskvand, der flyder ind i de to lande. Det var bl.a. derfor, at de tre lande var på randen af krig, da KebanGLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 17

Militær planlægningsmodel

Styrker i felten (militær, politi) Befokning (mennesker) Infrastruktur (veje, jernbaner, lufthavne, industrikomplekser) Essentielle ressourcer (mad, vand, energi) Ledelse (statsoverhoved)

Modellen, der består af fem koncentriske cirkler, blev kendt, da oberst John Warden lancerede den i forbindelse med luftkampagnerne under den første Golfkrig i 1991. Den er i dag et udbredt anvendt “analyseværktøj”, når militære planlæggere skal foretage en strategisk og/eller operativ analyse af en potentiel modstander. Modellen anskuer modstanderen som et strategisk system. Alle systemer udgøres af de samme fem elementer (cirkler). Jo tættere på cirklernes centrum, man kommer, jo alvorligere konsekvenser får det for modstanderen, såfremt målet slås ud. Vand indgår som anden ring fra midten og er derfor et vigtigt strategisk militært mål i enhver militær kampagne.

dæmningen blev taget i brug i starten af 1970’erne.4 Tilsvarende problematik ses i forholdet mellem Egypten og Sudan. Egypternes behov for vand er ved at overstige det, Nilen kan levere. Sudan og de øvre Nil-lande længere oppe af floden har mulighed for at tappe så meget af Nilen, at egypterne ikke vil kunne fylde deres største vandreservoir, Aswan-søen.

Spørgsmålet førte i 1958 til krig, hvor Egypterne uden held forsøgte at tilbageerobre tidligere tiders tabte territorium. I dag har man oprettet en fælles kommission, der skal regulere og fordele vandet. Uden denne ville alternativet formentlig igen være væbnet konflikt.

18 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

Vand i militært perspektiv For den moderne militære planlægger gælder det om at være sig bevidst, at vand visse steder i verden kan blive den vigtigste årsag

medføre uforholdsmæssig stor skade på det civile samfund i form af oversvømmelser og lignende. Ikke desto mindre er der visse situationer, hvor angreb mod disse mål alligevel kan accepteres, f.eks. hvis det kan bevises, at de udelukkende anvendes til militære formål eller hvis det klart kan godtgøres, at man vil kunne tilføre tilstrækkelig nødhjælp til civilbefolkningen.

Vand i fremtidigt perspektiv Vand er en knap ressource her på jorden. Der er næppe tvivl om, at de, der efterspørger vand, er villige til at gribe til våben.

Vandet er for den enkelte arabiske bonde og den jødiske bosætter ligesom for den enkelte stat forskellen på liv og død. Det gør også vandet værd at skændes om og slås for indtil den dag, hvor f.eks. afsaltningen er blevet økonomisk rentabel. Det gælder simpelthen om at få kontrol med vandressourcerne for derved at sikre sig en permanent vandforsyning.

Selvom vand i dag udgør et alvorligt sikkerhedspolitisk problem flere steder på kloden, så behøver udviklingen ikke nødvendigvis kun at blive anskuet i et dystert perspektiv. Man kan

“Der er næppe tvivl om, at de, der efterspørger vand, er villige til at gribe til våben” til væbnede konflikter. Vand indgår typisk som en del af planlægningen af en militær kampagne, når den militære planlægger skal analysere modstanderens styrker og svagheder og vælge, hvilke mål man skal angribe (se figur).

Protokol I til Genevekonventionerne af 1949 begrænser som udgangspunkt væbnede angreb mod mål som dæmninger, diger og vandreservoirer, eftersom ødelæggelse af denne type mål vil

se udviklingen i et mere positivt lys forstået på den måde, at behovet for at administrere de fælles vandressourcer i regionen også kan være en enestående mulighed for at bevæge sig mod højere grad af samarbejde og tillid.

Problemet med vandkonflikter i Mellemøsten opfattes som tilstrækkeligt vigtigt til at figurere på dagsordenen i både multilaterale og bilaterale fredsforhandlinger blandt regionens lan-

de. Det er f.eks. sket på de særlige “Mellemøst-vandtopmøder”, som er blevet afholdt med jævne mellemrum siden 1991. Det vil man formentlig også se i den kommende tid, hvor amerikanernes indflydelse i Mellemøsten er for opadgående. Med amerikanernes stærkt øgede engagement i mellemøstlige forhold synes mulighederne for at forebygge disse vandkonflikter tilsvarende at være blevet forbedret.

Derudover kunne en øget international kontrol og styring af det “transnationale vand” være en styringsmulighed og en forpligtelse for de berørte lande.

Det kunne være noget i stil med det tredje “World Water Forum”, der blev afholdt i Kyoto tidligere på året, blot på regionalt niveau.

Udviklingen i Mellemøsten behøver således ikke at gå i retning af, at uenighederne om vandet vil føre til egentlige væbnede konflikter mellem stater og/eller befolkningsgrupper i regionen.

Jens Jørgen Hansen (ifs05@fak.dk) er major og underviser i militær strategi og krigsteori på Forsvarsakademiet.

Udover den traditionelle militære officersuddannelse har han taget en toårig videreuddannelse på Försvarshögskolan i Stockholm med speciale i militær strategi.

Referencer: 1 Malin Falkenmark, “Middle East hydropolitics: Water scarcity and conflicts in the Middle East,” Ambio, vol. 18, nr. 6, 1989, side 350.

2 Sandra Postel, “The Politics of Water,” World Watch, vol. 6, nr. 4, 1993, side 25.

3 Thomas Naff og Ruth C. Matson, “Water in the Middle East,” Westview Press, 1984, side 44.

4 Ewan Anderson, “Water conflict in the Middle East – a new initiative,” Jane’s Intelligence Review, 1992, side 227.

TEMA: VAND TIL ALLE

Unge og Af Birthe Nobel Øby Fotos: Mia Grenaa Melkjorsen og Birthe Nobel Øby

Vi unge er fremtidens forbrugere. Det er os, der kommer til at sætte dagsordenen fremover blandt andet ved at handle miljøvenligt. Men gør vi det?

Der er ingen tvivl om, at mange unge prioriterer økologi og hensyntagen til miljøet højt. Men når vi står i supermarkedet, er det så økologiske varer, der ryger ned i kurven? Det er tankevækkende, at mange undersøgelser peger på, at unge på 15-25 år ikke køber lige så mange økologiske varer som den ældre generation. Det er os unge, der skal “bære” verdenen ind i fremtiden, og vi ved jo godt, hvad eksempelvis det røde Ø-mærke står for. Hvad er det, der gør, at vi ikke i højere grad er konsekvente, når det kommer til økologi, og hvordan kan vi blive det? Økologi og miljøvenlig tankegang handler om mere end bare at købe en økologisk mælk, når vi er ude og handle. Det handler også om at tænke på naturen og miljøet i forhold til vores affald, brug af drikkevand, rengøringsmidler osv. Men jeg tror ikke, at det er særlig mange unge, der går og spekulerer på de her ting. Det er andre emner, der præger mediebilledet og vores hverdag. Denne tendens kan også spores i nedgangen af unge medlemmer i miljøorganisationerne.

Undersøgelsen “Elev 2002” udarbejdet af Lis Husmer for CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) viser, at unge, der går i niende klasse, mener, at det først og fremmest er miljøorganisationernes ansvar, at de bliver oplyst om miljø og økologi.

Som nummer to kommer det offentlige/myndighederne.

UNGE OG ØKOLOGI

økologi

Derudover har eleverne en meget lille viden om og interesse i “miljøbevægelsen”.

Både miljøorganisationerne og politikerne burde fokusere mere på de unge, og på hvordan de kan fange deres interesse. Der er brug for mere oplysning og debat i det offentlige rum. Jeg husker, at der for cirka 10 år siden var en stor debat om økologi. Det er som om luften er gået af ballonen. Da økologi ikke er et emne i offentligheden, er det heller ikke noget, de unge bekymrer sig om.

Hvis man som ung er interesseret i miljøet og derfor har lyst til at engagere sig, går man måske på nettet for at søge oplysninger. Desværre er hovedparten af miljøorganisationernes hjemmesider ikke appellerende men leder tankerne hen på spejderbevægelsen eller biologi-

undervisning. Det er som om, der mangler en gnist til at tænde de unge – det skal være informativt men også inspirerende.

at købe en så grundlæggende ting som den økologiske idé?

Et firma, der bruger nogle af de virkemidler, der skal til, er

”Hovedparten af miljøorganisationernes hjemmesider er ikke appellerende men leder tankerne hen på spejderbevægelsen eller biologiundervisning” Det kræver noget både fra miljøorganisationernes, politikernes og mediernes side at få de unge med på vognen. Unge i dag stiller store krav til måden ting præsenteres på måske skulle miljøorganisationerne satse på nogle af de interessante virkemidler, der bliver brugt i f.eks. reklamer og film henvendt til unge. Vi unge skal forarges og forundres. Unge kan lokkes til at købe alt – hvor svært kan det så være at få os til

Aarstiderne, der leverer økologiske fødevarer til faste abonnenter over hele landet. Måden de markedsfører sig selv på, forbinder man ikke umiddelbart med en økologisk butik såsom små helsebutikker eller økologiske gårdudsalg. De har f.eks. en “Fast Good”-kasse med opskrifter og varer til hurtige lækre måltider. Aaarstiderne er et godt eksempel på, hvordan det kan gøres i tidens ånd. Vi unge forbinder økologi med et “tilbage til rødderne” tema, men det kan sagtens præsenteres på en måde, der er mere ung og synlig.

Lidt under halvdelen af eleverne i niende klasse mener ifølge “Elev 2002”, at omfanget af undervisningen indenfor miljø og økologi er for lille. Generelt har eleverne dog et godt kendskab til økologisk produktion, og 81% er enige eller delvist enige i, at økologiske varer er sundere end almindelige varer. Vi mangler derimod nogle redskaber og motivation til at få indarbejdet den økologiske idé i vores eget liv.

Netop sundheden er et aspekt ved økologien, der appellerer til de unge. Hvis man fokuserede mere på den individuelle velvære ved at handle økologisk, tror jeg, at mange unge ville tænke sig om en ekstra gang. Vi skal også forstå, at det er for vores egen skyld – det giver det en ekstra dimension.

GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 19

Irak-krig og økologi

Livsstil og mærkevarer

Hvad er den største trussel i verden, hvis man spørger os unge?

Niende-klasserne mener ifølge ”Elev 2002”, at det er fattigdom og sult, efterfulgt af krig. Hvis man spørger dem om, hvad det største problem i Danmark er, ser det dog noget anderledes ud.

Forurening og miljøproblemer er det største problem herhjemme, mener eleverne. Dvs. vi kan godt se problemet lige foran næsen på os, men vi vælger alligevel at beskæftige os med ting, der foregår ude i verden, og som ikke direkte har noget med miljøet at gøre.

Det er mere tankevækkende at se en lille, hårdt såret pige blive båret væk af sin bedstefar end et naturprogram, der viser et træ, der bliver fældet. Det er lettere for os unge at forholde os til det, der sker lige nu, frem for at skulle engagere os i noget, der er

Når man første gang flytter hjemmefra og måske ud i den store verden, er det for mange svært at få økologien til at passe ind i hverdagen. Det kan være et problem, selvom man kommer fra en familie, hvor økologi er en selvfølge. En af de væsentlige faktorer, der gør, at unge vælger andre produkter frem for økologiske, er prisen. Hvis du lige er flyttet hjemmefra og økonomien er stram, er der mange der i en periode vælger at fraprioritere økologien og miljøhensynet. Det drejer sig om unge, der har en positiv holdning til økologi og det at handle miljømæssigt forsvarligt.

Det kan også skyldes den livsstil, som størstedelen af vi unge har. I vores del af verden er unge meget fokuserede på den ydre fremtræden. Dyre mærkevarer, cafébesøg og i det hele taget luksus er noget unge bruger flere penge på end før. Det er en måde at leve på, som naturligvis sker på bekostning af andre ting.

Den ydre fremtræden er mere vigtig end, hvad vi fodrer vores krop og verden med. Det er individualismen, der sejrer og her taber miljøet. Vi vil hellere købe et par nye bukser her og nu end økologisk mælk hver gang vi handler i et år.

Der burde være mere støtte til økologien f.eks. ved at nedsætte momsen på økologiske varer og ved at give mere støtte til miljøorganisationerne, så de kunne få de unge med. Prisen betyder meget for niende-klasseseleverne. Ifølge ”Elev 2002”undersøgelsen er prisen den anden største grund til, at de fravælger økologiske/miljømærkede produkter. Den største faktor er, at de ikke har sat sig ind i hvilke varer, der er økologiske/ miljømærkede. Hvis priserne konkur-

”Vi vil hellere købe et par nye bukser her og nu end økologisk mælk hver gang vi handler i et år”

et fælles langvarigt projekt.

Dette viste sig tydeligt, da Irakkrigen brød ud. Der var mange tusinde unge, der demonstrerede mod krigen og gav deres mening til kende. Kunne man forestille sig en lignende demonstration for nedsætning af moms på økologiske varer?

Forleden dag læste jeg en gratis-avis og bed mærke i en lille underoverskrift ude i marginen. Der stod, at der kun var halvt så meget drikkevand i Danmarks undergrund i forhold til, hvad man hidtil har antaget.

Miljøministeren udtalte, at det var meget, meget alvorligt. Hvorfor er det ikke en af overskrifterne? Fordi vi ved det godt. Vi vil bare helst ikke blive mindet om det. Grundvandet er alles ansvar og en gammel nyhed i modsætning til f.eks. krigen i Irak.

20 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

UNGE OG ØKOLOGI

rerede, er jeg sikker på, at de unge forbrugere ville tænke sig om en ekstra gang.

Birthe Nobel Øby (billedet til venstre) er 21 år og afsluttede sidste år HF fra Falkonergårdens gymnasium. Arbejder pt. som piccoline på Novo Nordisk.

Hendes fremtidsdrøm er at blive journalist. Hun kan kontaktes på bino@novonordisk.com

Mere miljø i folkeskolen Det er vigtigt at få fat på de kommende unge allerede i folkeskolen. Der skal mere vægt på økologi, miljø og natur i undervisningen. Undervisningen skal gøres spændende og levende, så børnene får en chance for selv at danne sig en mening. Der skal tages fat i os unge inden, vi forlader folkeskolen. Det er perioden i de næste år frem, at vi bliver forbrugere på lige fod med andre, og det skal vi være rustede til. Tidssvarende undervisningsmateriale er vigtigt, for tit er bøger fra halvfjerdserne ikke opdaterede og beskriver emnerne på en måde, der ikke fanger eleverne.

Børn og unge skal have et forhold til naturen og se nogle forskellige former for landbrug, når de vokser op. På den måde har børnene, der snart bliver de unge, mulighed for at tage stilling og handle derefter. Landbrugspraktik og forskellige initiativer i samarbejde med landmænd og miljøorganisationer kunne være muligheder. Dette vil give børnene en chance for selv at danne sig et billede af, hvordan økologiske varer bliver produceret.

Kantinerne på de forskellige uddannelsessteder både folkeskoler, gymnasier og universiteter er også et oplagt sted at sprede det økologiske budskab. Et spændende projekt kunne være, hvis miljøorganisationerne tog initiativ til et landsdækkende ungdomsblad, der behandler emner som miljø, økologi og sundhed. Man kunne give de unge muligheden for at være med til at lave et blad med reportager fra hele landet skrevet og fotograferet af de unge selv.

UNGE OG ØKOLOGI

”Hvis vi unge skal med, skal der snakkes vores sprog”

Bladet skulle i layout være appellerende til de unge ligesom andre gratis magasiner, der ligger i skolernes kantiner. Økologi er et spørgsmål om at ville gøre en forskel. Vi skal få lysten til at tænke og handle miljømæssigt forsvarligt. Hvis vi unge skal med, skal der snakkes vores sprog. Der skal fokuseres på de aspekter ved økologien, vi unge kan forholde os til såsom sundhed, global ansvarlighed og livskvalitet. Økologi skal af med sit “frelste” image og tilsættes lidt krydderi på de unges præmisser.

GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 21

At

bygge med ler – inspiration fra

Marokko

Af Sabina Holstein Aarup Fotos: John Andersen

Det er 10.000 år siden, mennesker samlede sig i de første byer, og ligeså længe har ubrændt ler været en af de primære byggematerialer. Jericho (Palæstina), Harappa og Mohenjo-daro (Pakistan) og Babylon (Irak) var alle udelukkende lerbyer.

I dag bor en tredjedel af jordens befolkning i lerhuse, og man finder traditionen vedligeholdt i lande som Marokko, Mali, Yemen, Nigeria og Algeriet. Selv i lande med mere nedbør findes der en del eksempler på lerbyggeri f.eks. i England, Danmark, Sverige og Tyskland. I Frankrig

Kasbah-by i Marokko. Herunder tv.: Leret forberedes. Th: Muren pudses.

var at studere de såkaldte kasbahbyer, deres arkitektur og byggeteknik (kasbah er et mellemøstligt fænomen, der kort fortalt betyder en by i byen, red.).

Tætte, høje byer

er ca. 15 % af husene i provinsen lavet af ler og mange er velbevarede.

Ubrændt lerbyggeri er ikke en romantisk og nostalgisk higen efter tidligere tiders byggeskik, men kan derimod være en fornuftig og bæredygtig løsning på boligproblemer både i de industrialiserede lande og i udviklingslandene. Ler er prisbilligt, miljøvenligt, nemt at forarbejde og kan tilpasses lokale arkitektoniske udtryk.

Det anslås, at 25% af Vestens energiforbrug skyldes opførelse, drift og bortskaffelse af bygninger. At brænde mursten 22 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

kræver mellem 900 og 1100 grader Celsius. De miljømæssige fordele ved ubrændt ler er mange. Ler og jord findes lokalt de allerfleste steder, og da lersten ikke kræver komplicerede produktionsfaciliteter, minimeres transportbehovet. Indeklimaet i et lerhus er behageligt pga. lerets fugtoptagende og -bevarende egenskaber. Desuden har den relativt tykkere ubrændte lervæg en fortrinlig isoleringsevne og en høj varmekapacitet, som medvirker til at holde en konstant og behagelig indetemperatur både i varme og kolde klimaer.

Man kan drage inspiration

fra de tidlige lerbyer, og ved at studere dem, kan man forstå hvilke principper, der med fordel kan anvendes i moderne byggeri. ”Husene er bygget af de forhåndenværende materialer. Vejr, vind og livsvilkår kan aflæses direkte i de arkitektoniske principper, og det hele er forenet af den sunde fornuft”, siger arkitekt og lektor ved Arkitektskolen i København, John Andersen, som i mange år har interesseret sig for lerbyer i Nordafrika, Sahara og på den Arabiske Halvø. Sammen med John Andersen har jeg været på en rejse til Marokko, hvor formålet

Bag Atlasbjergene i Marokko, på grænsen til Sahara, ligger kasbah-byerne. Byerne falder smukt ind i landskabet, da de altid er bygget af det omkringliggende landskabs materialer: ler, sten, halm og palmestammer.

De er placeret ved frugtbare oaser, som leverer alle betingelserne for indbyggernes overlevelse.

Udadtil danner byen en fæstning mod det golde landskab, og byens indre rejser sig i flere etagers højde som sammenbyggede enkelthuse med smalle labyrintiske gyder imellem. Tætheden er bl.a. et udtryk for ressourceoptimering, for den frugtbare jord er dyrebar.

De enkelte huse varierer i størrelse men består af små intime rum, intern trappe og en tagterrasse, hvorfra der tit er åbent ned til nogle værelser af hensyn AT BYGGE MED LER

Fremstilling af lersten

til ventilation. Tagterrassen, hvorfra der er udsigt til de naturskønne omgivelser, danner samtidig forbindelse til de andre huse. Disse forbindelser fra tag til tag i flere niveauer havde oprindeligt en forsvarsmæssig funktion.

Konstruktionen Kasbaherne er konstrueret med indsigt i materialernes egenskaber og er udformet i forhold til klima, funktion og omgivelser med en plasticitet og elegance, der vidner om, at mennesket har bygget med ler i årtusinder. Når et hus skal opføres, foregår det med hjælp fra familie og venner, og derved kan det stå færdigt allerede efter en måned.

Vægge bygges op således, at de er bredere for neden, og smallere som huset vokser. I gennemsnit er en væg 50 cm tyk og hviler på en stensokkel. Der er eksempler i Yemen på lerhuse i otte etagers højde. Konstruktionsteknikken er raffineret.

Væggen bygges op i segmenter på ca. en kvadratmeter. Man støber på stedet med en træforskalning, der fyldes med en blanding af ler, halm og vand, hvorefter blandingen stampes godt sammen. Så flyttes forskalningen til siden, og næste segment forberedes. Efter en tørringstid på ca. en uge kan man lægge et nyt skifte ovenpå. Som man rykker op i højden, efterlades huller i væggen dér, hvor gennemgående træstænger har AT BYGGE MED LER

holdt forskalningen på plads. De fyldes med ler, og til sidst pudses væggen også med ler, der beskytter mod regn.

Etageadskillelser er båret af vægge og palmestammer, hvorpå der lægges bjælker af palmestammer. På palmestammerne lægges grene, palmeblade og til sidst 10 cm ler. Trapper konstrueres med soltørrede lersten.

Vinduesåbningerne udsmykkes med filigran i flet eller jern.

Filigran-fletværket har den fordel, at man ikke kan se ind udefra men har næsten uhindret udsyn fra rummet. Indefra ser man, at de dybe vinduesnicher giver et blødt reflekteret lys i rummet. Disse åbninger suppleres med mindre ventilationshuller ud til trapperummet og skaber derved en behagelig luftcirkulation i huset.

Indvendigt er huset også pudset og derefter hvidkalket eller farvet i pastel nuancer. Indretningen er enkel og indbydende; langs væggene er der puder, og gulvene er dækket af tæpper, som kvinderne væver af silke og kameluld.

Selvforsyning og separationstoiletter En kasbah-by er tilnærmelsesvis selvforsynende. Man lever side om side med sit livsgrundlag, hvorfor incitamentet til at være ressourcebesparende er stort. Alt mad dyrkes i den tilhørende oase, hvor terrasser og kanaler møjsommeligt passes. Husdyr

bliver fodret med køkkenaffald og ukrudt. Dyrenes afføring bruges til gødning, og man holder geder, høns og køer, som bidrager med mælk, æg og kød. Vand bæres hjem fra brønde og opbevares i lerkrukker.

Visse steder f.eks. i Yemen har man toiletter, der adskiller fækalier fra urin. Det falder ned gennem separate lodrette kanaler, hvorefter faststoffet bruges som brændsel og urinen som gødning. Urin bruges også til indfarvning af tekstil, idet det frigør farvestoffet i visse planter.

Firhjulstrækkere og biler bliver mere og mere udbredte i ørkenområderne og reducerer det traditionelle transportmiddel, kamelerne, til at være turistattraktioner. I de terrasserede klippeområder for foden af Atlasbjergene og ved floddalene er det sværere at køre i biler. Derfor foregår transport hyppigst på muldyr, da de er istand til at bevæge sig op og ned af meget stejle trapper og skrænter.

Holder det herhjemme?

Det interessante er naturligvis at kigge på hvad, der skal til for at bygge med ler i Danmark.

Grundlæggende skal man sørge for, at huset bliver udstyret med ”en ordentlig hat og nogle gode sko”. Her menes, at tagudhænget bør være stort og soklen høj for at beskytte mod nedbør.

Herefter bør muren overfladebehandles med lerpuds, cementpuds, murmaling eller mørtel, da

det forlænger væggens levetid.

I Danmark er moræneler et overskudsprodukt fra udgravninger, der kan nyttiggøres ved lerbyggeri. Man kan trykstøbe moræneler maskinelt. Store mængder energi spares ved, at ler ikke skal brændes men i stedet trykkes i en form under ca.

150 bar. Ved produktion og transport i Danmark er energiforbruget til lersten ca. en syvendedel af det, der bruges på traditionelle, brændte mursten (ifølge Egen Vinding & Datter).

Da ler kun tåler begrænsede tryk, kan det være en løsning at støbe søjler og bjælker i beton eller træ og fylde murfladerne op med ler i princippet som bindingsværk. Dette ses også i kasbah-huse, hvor man visse steder vælger at forstærke lerhusene med cement. Når huset skal rives ned, indgår leret som en del af omgivelserne uden yderligere komplikationer.

Den væsentlige faktor i lerbyggeriets udbredelse i Danmark er i hvilket omfang, man kan få opført flere smukke, arkitekttegnede huse bygget af dette materiale. Disse kan stå som referencer og inspirationskilder og dermed være med til at udbrede brugen af dette vidunderlige materiale.

Sabina Holstein Aarup (sabina@aarup.net) er arkitektstuderende og medlem af Global Økologis redaktion.

GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 23

Økologi – regeringens

fjende nummer 1?

Af Bendt Ulrich Sørensen og Bo Normander

Siden Venstre og Konservative dannede regering i november 2001, er der skåret drastisk ned på det offentliges udgifter til natur og miljø. Har VK startet et ideologisk korstog mod den økologiske bevægelse? Eller er det blot en ny måde at forvalte området på, så danskerne får ”mest miljø for pengene”?

Miljøministeriets budget er siden 2001 skåret med omkring en tredjedel, støtten til en række grønne fonde, råd og nævn er fjernet og miljøbistanden til Østeuropa og udviklingslande er skåret drastisk. Ifølge Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) blev statens samlede udgifter til miljøområdet skåret med 4,2 mia. kr. med finansloven 2002. Dertil kommer besparelser på omkring 1,5 mia. til indirekte miljøtilskud til bl.a. byfornyelse, 24 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

FN, Verdensbanken, dyrevelfærd og DSB. Med finanslovene 2003 og 2004 skæres yderligere nogle få millioner kr. på miljøområdet.

Miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) mener dog, at besparelserne i alt kun var omkring 650 mio. kr. og påpeger, at miljøet er en vigtig sag for regeringen. Det gælder bare om at komme af med Auken-æraens magtbureaukrati: “Miljøpolitikken har i en årrække været præget af meget bureaukrati. Det søger regeringen nu at gøre op med. Grøn markedsøkonomi introducerer en kursændring, der på sigt kan give os mere miljø for pengene. Vi kan få større omkostningseffektivitet, større spillerum for det frie initiativ og større ansvar til forbrugerne og erhvervslivet” sagde Hans Chr. Schmidt i april i år efter, at regeringen havde udsendt en rapport om Grøn markedsøkonomi. En rapport der i øvrigt er blevet stærkt kritiseret af bl.a. Det Økologiske Råd for at mangle konkret indhold.

Et spørgsmål om ideologi Regeringen siger altså, at de – på trods af milliardnedskæringer – vil miljøet det godt. Men hvis pengene fjernes, hvordan kan det så gå godt? Hvad er det for en tankegang eller ideologi, der ligger bag?

Liberalismen har som den dominerende ideologi i de sidste par århundreder været en afgørende drivkraft i det moderne samfund med den materielle velfærd og politiske frihed, som vi i dag kun kan være taknemmelige for. Liberalismens grundlæggende tænker, englænderen John Locke (1632-1704), formulerede en naturret, hvor det enkelte menneske har en umistelig ret til sin egen krop og gennem arbejdet også til de produkter og de områder af naturen, som mennesket underlægger sig.

Naturen i sin oprindelige tilstand – dvs. før mennesket bemægtigede sig den – ansås som værende fælleseje og i princippet uendelig med hensyn til udstrækning og ressourcer. Historisk fal-

Gurre Sø. (Foto: Ole Malling)

der dette sammen med udbredelsen af de europæiske imperier, hvor især de amerikanske kontinenter ikke blev anset som nogens men et område, hvor den driftige kunne erobre naturen og gøre den til sin ejendom.

John Locke bruger selv det eksempel, at uanset hvor meget han drikker af floden, vil der være nok til alle. Yderligere forsvarer han den spirende kapitalisme, idet han mener, at ikke kun de naturressourcer, som man gennem personligt arbejde inddrager men også dem, man erhverver gennem at betale andre for at udføre det fysiske arbejde, har man en naturgiven ret til. Locke var inspireret af landsmanden Thomas Hobbes (15881679), der anså naturtilstanden som en ”alles kamp mod alle” og derfor Staten som resultatet af en samfundskontrakt, der om nødvendigt kunne sikre den enkeltes ejendom.

ØKOLOGI – REGERINGENS FJENDE NUMMER 1?

Den moderne liberalisme – eller neoliberalismen – bygger videre på Lockes og Hobbes’ ideer, idet man tilstræber en statens neutralitet, hvor det alene er de enkelte individers ønsker udtrykt på det frie marked, der skal være afgørende for samfundets udvikling. Samtidig afviser neoliberalismen tanken om et fælles gode, som staten skal forvalte. I stedet er enhver ”sin egen lykkes smed”, der har ret til at opnå sin del af goderne.

Denne neoliberalisme har fået stor ideologisk udbredelse i Danmark såvel som i andre vestlige lande i de seneste årtier. Tanken om en overordnet målsætning for samfundet – det fælles gode, som ”eksperter og smagsdommere” søger at formulere og staten realisere – ses som et udtryk for formynderi.

En særlig højre-liberalistisk variant af den moderne liberalistiske doktrin om statens neutralitet er formuleret af den amerikanske filosof og nyliberalist Robert Nozick i 1974. Han opfatter dét at beskatte borgerne som en grundlæggende uretfærdig handling og definerer som den første ”minimalstaten” som det eneste acceptable.

Vores pointe, der vil blive uddybet i det følgende, er, at Anders Fogh Rasmussen og hans generation har gjort denne statsopfattelse til Venstres ideologiske grundlag. Det er en neoliberal genopdagelse af den gamle liberalistiske idé om ”natvægterstaten”, hvor statens rolle indadtil udelukkende er at sikre den private ejendomsret og udadtil sikre nationens interesser gennem nationalstatens militær.

Objektivitet Det er kendetegnende for VKregeringens politiske grundopfattelse, at den ikke ser sig selv som en ideologi, men snarere

som en nærmest objektiv eller værdifri opfattelse af, hvad der er den mest rationelle måde at forvalte samfundet på.

Det paradoksale ved regeringen er, at den ikke ser sin egen ideologiske forankring i en bestemt sandhed og i en nærmest religiøs tro på markedets fuldkommenhed som regulator af menneskets adfærd. Man formulerer sig efter et naturvidenskabeligt ideal, som postuleres at være helt igennem objektivt.

Det er i dette perspektiv, at balladen om Bjørn Lomborgs videnskabelige uredelighed skal ses. Regeringen har gerne villet opbygge et billede af miljøbevægelsen og -forskningen som værende drevet af irrationelle følelser stillet overfor markedets og dermed industriens brug af teknologien som rationel og værdifri. Med Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredeligheds afgørelse blev rollerne pludselig byttet om; udnævnelsen af Lomborg afsløredes som det den er, nemlig et ideologisk betinget, værdiladet forsøg på at styre miljøforskningen.

Økologi contra liberalisme Den afgørende nye situation hele menneskeheden befinder sig i i dag – takket være de økonomiske og tekniske fremskridt – er den magt, som vi har til totalt at ændre på det globale miljø, bl.a. illustreret ved atombomben og den kemiske og bioteknologiske industris talrige produkter.

Den økologiske opfattelse kommer i modsætning til liberalismen, dels ved at se naturen, samfundet eller verden, som et sammenhængende økologisk system, hvorfra det enkelte individs forvaltning af sin ejendom ikke kan isoleres. Og dels ved at hævde, at der er et fælles gode, som samfundet bl.a. gennem statslige tiltag, bør fremme.

ØKOLOGI – REGERINGENS FJENDE NUMMER 1?

Regeringens grønne fjer ”Hvordan kan regeringen så let slippe af sted med det?” spørges der ofte blandt miljøfolk og grønne NGO’er. Det undrer, at regeringen gang på gang kan få positiv omtale af deres såkaldte miljøtiltag, når virkeligheden er en helt anden.

Samtlige danske medier har f.eks. rost pilotprojektet med nationalparker til skyerne. Regeringen har foreløbig kastet 20 mio. kr. i prestigeprojektet – håndører sammenlignet med de milliardbesparelser, den offentlige administration af selvsamme natur har gennemgået.

Regeringen fik også positiv omtale ved at oprette Center for Miljø og Sundhed. Virkeligheden var, at Grøn

Den demokrati-opfattelse, der kommer til udtryk hos regeringen, er præget af en markedstænkning, hvor samfundet består af enkeltstående individer – eventuelt organiseret i interesseorganisationer – overfor staten og med markedet som regulator.

Politik ses på linje med salg af varer. Derfor er det også markedet, der bestemmer, hvor økologien bør placeres og i hvilket omfang. Dvs. økologien afhænger af efterspørgslen – både i forhold til salget af økologiske varer i supermarkedet og udbuddet af økologiske holdninger under valgkampe og des lige.

Men faktisk viser undersøgelser som f.eks. i bogen ”Naturens værdi” fra DMU (se anmeldelse side 28), at et flertal af den danske befolkning er bekymrede for naturens tilstand. Regeringen ønsker at tilfredsstille disse behov for derved at kunne sælge sin vare og blive ved magten, men på den anden side ønsker man ikke at krænke ejendomsretten ved at stille for mange

Information skiftede navn, bestyrelsen blev invaderet af erhvervslivet og bevillingen blev skåret fra 4 til 2,5 mio. kr. om året.

Når regeringen helt åbenlyst gennemfører miljøskadelige tiltag, som f.eks. klimastrategiens køb af ”varm luft” i Rusland, beskyttelse af svinelandbruget og lempelse af brug af sprøjtegifte og kemikalier, så slipper den af sted med ingen eller sporadisk kritik i medierne.

Spørgsmålet er, om dansk TV og danske aviser lader sig styre af regeringens spindoktorer, eller om oppositionen og græsrødderne er for svage til at råbe vagt i gevær.

Svaret lader vi svæve i vinden.

krav til industri og landbrug, og i endnu mindre grad ønsker regeringen at støtte produktion, der er fremmende for økologi og miljø.

Udnævnelsen af områder til nationalparker uden at stille krav til ejerne af de berørte landområder om forvaltningen af disse, samt opfyldelse af CO2kvoter ved at købe ”varm luft” i lande, der ikke forurener så meget, som de har ”lov til”, er på denne måde populistiske tiltag, der skal sælge regeringen som værende interesseret i ”mere miljø for pengene” samtidig med, at der for miljøets tilstand ikke er nogen reel gevinst, men derimod en negativ, idet man samtidig nedskærer støtten til f.eks. vindmølle-industrien og Den Grønne Fond, der har støttet økologiske tiltag.

Markedet bestemmer Regeringens opfattelse af det civile samfund som et marked kommer endvidere til udtryk i den åbenlyse mistillid til tiltag, GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 25

Debat hvor man gennem oplysning om og ”opdragelse” forsøger at ændre befolkningens adfærd i en mere miljøvenlig retning, og hvor netop eksperter og smagsdommere kan gøre en indsats.

Det er en logisk konsekvens af den ideologiske opfattelse, at staten ikke skal fremme en bestemt udvikling, heller ikke én, der gennem anstændig omgang med naturens ressourcer, sikrer vore efterkommere og på længere sigt menneskets overlevelse, hvilket i den liberalistiske politiske filosofi bliver betegnet som perfektionistisk og paternalistisk, dvs. formynderisk.

VK-regeringen er således præget af en Nozicksk ultra-liberalisme, hvor staten ikke bør bestemme, hvordan natur og miljø skal forvaltes. Ikke fordi regeringen er specielt modstandere af økologi, men det er markedet, der – på i regeringens øjne demokratisk vis – skal bestemme økologiens udbredelse.

En anden opfattelse af demokratiet kunne være at fremme forståelsen for det ansvar, vi har for fremtiden, og dermed anerkende fælles målsætninger, og at eksperter – selv om de indbyrdes kan være uenige – er indehavere af en viden, som har en kvalitativ værdi, der kan sikre en global udvikling muliggjort gennem en åben og demokratisk debat, hvor markedets og dermed liberalismens begrænsninger erkendes.

Bendt Ulrich Sørensen (duch@post. tele.dk) er billedkunstner, cand. mag. i filosofi og medlem af Global Økologis redaktion. Bo Normander (bo@eco council.dk) er civilingeniør, ph.d. og redaktør for Global Økologi.

Debatindlæg til næste nr. skal være redaktionen i hænde senest 11. august 2003.

Indlæg bør ikke overskride 400 ord og modtages helst på diskette eller e-mail, bo@ecocouncil.dk

Kommentarer til sidste nummers tema om Bæredygtigt byggeri I Jeg har med stor interesse læst hele det spændende temanummer. Der peges generelt på fire generationer af det økologiske byggeri: Græsrødder med ca. 30 års erfaring, ingeniører med ca.

15 års erfaring, arkitekter med ca. 10 års erfaring samt den nye tværfaglige, som bakkes op.

Men hvorfor har I kun givet spalteplads for synspunkter fremført af repræsentanter for den tredje generation, arkitekterne, den generation med de færreste erfaringer? Her var jo netop en mulighed for at skabe den tværfaglige dialog, forfatterne efterlyser.

På side 18-19 er der opstillet er række gode råd til boligen. I afsnittet om maling er fire af de otte udsagn desværre forkerte.

De rigtige er: Plastmaling kan regnes som diffusionsåben, dvs. materialet kan ånde (PAM-værdi typisk 5), og alkydoliemaling kan regnes som diffusionstæt (PAM-værdi typisk 30). Al maling, der ikke er tørt, “snavser til”. Tør maling, herunder linolie, er smudsafvisende og vaskbart. Træs naturlige holdbarhed er ikke nødvendigvis afhængig af hårdheden. En række bløde og lette træsorter regnes blandt de holdbare f.eks. lærk, douglas, tuja, ceder og fyr-kærne. Blandt de holdbare hårde sorter er robinie, eg og teak.

En score på 50% svarer meget godt til standarden blandt danske “byggeøkologiske konsulenter” eller hvad, vi nu kalder os. Her ser jeg en væsentlig barriere – måske den væsentligste.

Hans Dollerup, formand Landsforeningen Økologisk Byggeri

26 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

Meningen med temaet var netop at udbrede øko-byggeriet til et bredere publikum end blot de ”sædvanlige” økologi-idealister. Derfor valgte vi bevidst forfattere og artikler udfra æstetiske og (høj)teknologiske interesser.

Vi har stor respekt for den første generation – som i øvrigt også omtales f.eks. i artiklen om Pionererne i Hjortshøj – men vi mener, at nu må de næste generationer herunder arkitekter og almindelige, ”korthårede” danskere på banen. Det er opskriften til at få flere bæredygtige boliger.

Tak for dine ”korrektioner” vedr. maling. Oversigten på side 18-19 har været diskuteret intenst, og enigheden er ikke altid så stor. Se også nedenfor. | Redaktionen

II Jeg har med stor interesse læst jeres temanummer. Vi er glade for, at I også har nævnt Dansk Center for Byøkologi men er kede af, at det på listen over links side 19 ser ud som om, vi “kun” er en database – og databasens navn er ovenikøbet skrevet forkert. Det rigtige er www.danskbyokologi.dk.

Birgitte Skjøtt, Dansk Center for Byøkologi Redaktionen vil gerne nævne, at udover at Dansk Center for Byøkologi har en omfattende database, gennemfører det også projekter, indsamler viden og rådgiver byøkologiens aktører.

Den adresse som vi anvendte, www.byokologi.dk, virker dog også. | Redaktionen

III I artiklen ”Byggeri for nye generationer” står, at oprensning af jord ved hjælp af planter, også kaldet fytoremediering, kan gennemføres i løbet af en kort årrække. Dette er forkert. Jeg har arbejdet med fytoremediering i et par år, og hovedproblemet er netop den meget lange oprensningshorisont. Det er bl.a. derfor DEBAT

ideen er så svær at sælge til kommunerne.

Der står i artiklen ”Bæredygtigt high-tech”, at der kan spares energi ved at lagre varmt vand 300 m nede i jorden, men der kan ikke spares energi på denne måde. Det nye geotermiske anlæg i København har f.eks. et højt el-forbrug grundet pumper. Det bygges primært for at fungere som et supplement til vindmøller, og er således ikke i sig selv en stor miljø-forbedring.

Det lyder i ”Pionererne i Hjortshøj” som om, at et pilerenseanlæg bare kan klare spildevandsproblemerne, men pileanlæg kan kun opføres, hvor der er lempelige krav til udledningen, da anlæggene kun renser effektivt halvdelen af året.

I artiklen ”Hvad kan du selv gøre?” er der flere ting, jeg ikke er helt enig i: 1) At anvende massivt træ i stedet for laminat er naturligvis bedre for folkene i huset, men bestemt ikke for naturen. Det ville nemlig øge behovet for træ (= skov) enormt, hvis folk gjorde dette. 2) Rent energimæssigt er mørtel ikke et godt alternativ til plast- og skumprodukter, da disse isolerer meget bedre. 3) Mineraluld holder sandsynligvis lige så længe som huset, mens papirfyld kun holder til det bliver gennemfugtet.

4) Der opfordres til at skylle i toilettet med bl.a. gråt spildevand uden foregående rensning.

Men urenset gråt spildevand indeholder så mange næringsstoffer, at flyderen i cisternen omgående vil gro fast, og rørene til toilettet vil klokke til pga. bakteriel vækst. Samtidig vil det komme til at stinke af HT! 5) Brændeovne er ikke godt for miljøet med mindre man snakker CO2.

Partikler, CO, HC’er, NOx, SO2 osv. vælter ud af skorstenen.

Miljøstyrelsen lavede vist engang en analyse, der viste, at det DEBAT

eneste fornuftige var at forbyde alle pejse, brændeovne m.m.

Man droppede imidlertid dette, da man vidste, at befolkningen ville reagere meget voldsomt på et forbud. Det er rigtigt, at masseovne udnytter energien bedre, men de tager til gengæld længere tid at varme op og frigiver meget energi om natten, når man er gået i seng. 6) Det vil være næsten umuligt at få tilladelse til at bygge et multtoilet i byzonen og endnu sværere at få tilladelse til at anvende urinen. Det står i artiklen som om, det bare er noget, man kan anskaffe sig. Det kræver tilladelse fra kommune, amt, embedslægen og kredsdyrlægen (jeg har været igennem hele proceduren). Det er meget besværligt. 7) Man kan heller ikke bare lave sit eget siv- eller pilerenseanlæg. Anlæggene skal udføres af autoriserede entreprenører og kloakmestre, og hvor skal afløbet ledes hen? Og er det forsvarligt at have et renseanlæg, der primært virker i sommerhalvåret?

Kåre Press-Kristensen, formand Europas Miljø, medlem af GØs redaktion Det er altid dejligt, når dét, man er med til at skrive, bliver nærlæst. Her kommer mine kommentarer til Kåres kritik af ”Hvad kan du selv gøre?”

Generelt kan man sige, at der er en konflikt mellem energiforbrug og kemisk belastning/levetid i forhold til hvad, der er mest “bæredygtigt”.

Mange af eksemplerne afspejler et overordnet valg af produkter med lang levetid (og dermed mindre energiforbrug til fremstilling/transport/afskaffelse). F.eks. mørtel (lang levetid, uden kemiske problemer for indeklimaet) fremfor skumprodukter (kort levetid, kemisk problematisk ifht. indeklima og afbrænding, samt når skummen bliver gammel suger den vand og kommer derved til at varmelede værre end mørtel).

Træ: Samlet set er det måske ef-

ter nærmere eftertanke bedre ikke at bruge massivt træ, da biodiversitet og rovdrift på skove sammen med energiforbrug ved transporten nok tæller højere end indeklimaet og afskaffelse af limet træ. Levetiden er endvidere nogenlunde ens (slid ned til fer’en).

Mineraluld: Udover at være særdeles ubehageligt arbejdsmiljømæssigt og stadig være under mistanke for at have sundhedsskadelige effekter, så er problemet, at fibrene er mikrokapillarer, der suger vand uden at kunne afgive det igen. Er mineralulden (klasse A isolering) først blevet våd/fugtig, f.eks. ved at dampspæren er gennemhullet af elektriske installationer, så virker den i stedet varmeledende. I modsætning hertil kan papiruld (klasse B) og vulkanske sten (klasse A) optage og afgive fugt, dvs. de holder ikke fast på fugten, som mineralulden gør. Gråt spildevand: Det er netop blevet lovligt at skylle toilettet med gråt spildevand, jvf. www.sbi.dk, der også diskuterer den faktiske installation. Under alle omstændigheder er de nævnte problemer af teknisk karakter og til at løse, f.eks. ved at opsamle det grå spildevand i en tank og lade “snasket” sedimentere, ligesom man gør med kloakvand i septik-tanke.

Brændeovne: Masseovne brænder 8595% rent, og opnår samme temperatur (900-1000°C) som i Vestforbrændingen. De holder en konstant temperatur i boligen, og man fyrer typisk en gang om dagen. At de tager længere tid at opvarme er jo ideen!

Varmen sætter sig i stenene og afgives langsomt. Brændeovne udnytter 30-80% af brændets værdi – mange nyere typer har et røgforgasningskammer og brænder derfor noget renere.

Hvad angår multtoiletter og pilerensningsanlæg, så nej, man kan ikke bare bygge dem. Men det er jo ikke anderledes end med at bygge et hus, en garage, en udestue – alt skal der søges om og være tekniske tegninger på, så kommunen kan registrere ændringer samt sikre, at nettet af kloakker, vandledninger, fjernvarmerør, telefon og el-net ikke beskadiges.

Dernæst er der nok ikke så stort et kendskab til denne slags byggeteknikker, så der kan være en god portion skepsis, der skal bearbejdes før, der gives lov til at bygge. MEN, det er vel det, vi skriver vores blad for! For at der er nogle, der får lyst og mod på at være bannerførerne til at ændre vaner i en mere bæredygtig retning. | Xenia Thorsager Trier, kemiker, medl. af GØs redaktion og medredaktør for temaet.

GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 27

Bognyt

Naturens værdi Anmeldt af Bendt Ulrich Sørensen, redaktionen

Denne antologi er på flere måder en væsentlig udgivelse. Bogen behandler forholdet mellem mennesket og naturen, idet ”eksperter” inden for de filosofiske, antropologiske og sociologiske områder søger at afdække de værdier, der ikke rummes i ”cost-benefit” og ”mere miljø for pengene” holdningen.

Artiklerne spænder fra kvantitative undersøgelser, der viser, at miljøspørgsmål og menneskets ødelæggende forhold til naturen ligger størstedelen af befolkningen så meget på sinde, at de anser dette spørgsmål for at være det vigtigste samfundsproblem, over kvalitative undersøgelser omkring forskellige enkeltpersoner og samfundsgruppers forhold til naturoplevelsen, til undersøgelser af selve naturbegrebet, den historiske udvikling af naturforholdet og spørgsmålet om demokrati og natur.

Finn Arler påviser i sin artikel om natur og demokrati, hvad der er den bagvedliggende holdning i regeringens angreb på ”smagsdommere” og ”eksperter” inden for miljøområdet, idet han opridser to positioner: neutralis28 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

me og perfektionisme. Neutralister mener, at staten skal forholde sig neutral til en overordnet målsætning for samfundet, idet markedskræfterne, de politiske magtforhold og de enkelte individers præferencer alene skal være afgørende. Her overfor stilles perfektionister, der mener, at der er kriterier for at træffe mere eller mindre kvalificerede beslutninger om fælles anliggender som f.eks. naturen, og at demokratiske beslutninger på forskellige niveauer i samfundet bedst kan tages på grundlag af forskellige eksperters viden og vejledning.

Hans Fink behandler selve naturbegrebet og opstiller syv forskellige definitioner, der til sammen betegner de forskellige måder, vi bruger begrebet på. Disse går fra det mest eksklusive, det uberørte, hvilket stort set ikke længere eksisterer på denne klode, over det vilde, det landlige, det grønne, det fysiske og det jordiske, til det mest inklusive: det hele.

Kun den første definition udelukker helt menneskene, hvilket medfører, at vi selv er en del af naturen, og at en af grundene til, at vi er havnet i den nuværende situation er, at vi af forskellige historiske årsager har opfattet naturen som noget, vi skulle besejre i stedet for at leve i respekt med.

Dette fører til min indvending mod påstanden i bogens indledning (som også fremhæves på bagsideteksten): at ”naturen er ligeglad”; at naturens værdi kun eksisterer som værdi for os. Denne påstand modsiges af flere af bogens artikler: naturen er en uadskillelig del af os, og vi er en del af naturen. Ligesom mennesket har en værdi i sig selv, er naturen også en værdi i sig selv, selv om det kun er os beskåret at abstrahere og dermed formulere denne værdi.

Bogen er illustreret med en række malerier af Poul Anker

Bech, hvilket er en god måde at inddrage en visuel æstetisk dimension i bogen. Desværre får disse billeder ikke lov til at stå i kraft af sig selv men er blevet hakket op i et ikke så heldigt lay-out.

Naturens værdi – vinkler på danskernes forhold til naturen. Red. af Peder Agger, Anette Reenberg, Jeppe Læssøe og Hans Peter Hansen. 295 sider. 279 kr. Gads Forlag, 2003.

Water for people – Water for life Anmeldt af Bo Normander, red.

FN har udgivet en mastodont rapport om vand: 576 sider spækket med information om ferskvand i forhold til ressourcer, sundhed, kvalitet, bæredygtig anvendelse, fattigdom, landbrug, industri, uddannelse, regeringsførelse, case studies m.v.

Det er tankevækkende men også frustrerende læsning.

Banen kridtes op i første kapitel: ”Stigningen i vandudvindingen vil føre til signifikant forøgelse af vandproblemer i 60% af verden, herunder store dele af Afrika, Asien og Sydamerika. Vil dette føre til hyppigere og mere alvorlige vandkriser? Ja, hvis vi vælger ’business as usual’”.

Rapportens hovedbudskab er, at

1,1 mia. mennesker ikke har adgang til rent vand, og at dette tal ifølge FNs Millenium-erklæring skal halveres inden 2015.

Rapporten er guld værd for vandeksperter og personer interesserede i udviklingsspørgsmål.

Den kan også bruges af lægmand (som undertegnede) som opslagsværk, idet man let lader sig oplyse og inspirere af grafer og verdenskort, og så kan læse lidt i teksten, hvor man finder det interessant.

Rapporten kritiseres dog af flere vandeksperter for at være fejlbehæftet. Eksempelvis stemmer et verdenskort over vandressourcer i de forskellige lande på side 11 (gengivet her i bladet på side 10) ikke overens med tabellen på side 70-74. Danmark, Argentina, Belgien og en del andre lande er forskelligt angivet.

Der står ikke, hvordan tallene er indhentet, hvad der er målt (f.eks. grundvand hhv. overfladevand) eller hvordan beregningerne er lavet.

Rangeringen af lande efter vandkvalitet (side 140) virker også mystisk. Claus Vangsgård, biolog hos Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) mener, det skyldes, at landene selv har opgivet tallene udfra forskellige antagelser om, hvad vandkvalitet er: ”Det må være en fejl, at f.eks. Storbritannien ligger nummer fire over lande med bedste vandmiljø. Landet burde snarere ligge i bunden pga. forurening fra industri og landbrug”. Finland ligger nummer 1, Danmark 29 og Indien, Marokko og Belgien sidst på denne liste.

Torkil Jønch-Clausen, der er udviklingsdirektør ved DHI – Institut for Vand og Miljø og har bidraget til rapporten, mener også, der er problemer med nogle af opgørelserne: ”De kvantitative undersøgelser er BOGNYT

dødbesværlige. Men rapporten tjener et vigtigt formål og giver nyttig overordnet kortlægningsinformation, som vi har manglet længe,” siger han til Global Økologi.

I rapportens sidste kapitel forsøger man at samle brikkerne. Hvordan går det med at opfylde de vedtagne mål om vand til flere mennesker, fattigdomsbekæmpelse, sænkning af børnedødeligheden osv.? Generelt ikke særlig godt, selvom tabellerne viser fremskridt i flere regioner og lande. Hvad skal der så til for at nå målene? Det tager rapporten meget behændigt ikke stilling til.

Det er ærgerligt. Rapporten oplyser, men den vejleder ikke.

Som Jønch-Clausen udtrykker det: ”Rapporten er god til at stille diagnosen, men den anviser desværre ikke kuren.”

The United Nations World Water Development Report. UNESCO 2003.

576 sider. 49,95 euro, fås via www.unesco.org. Redaktionen har en ekstra kopi, der kan afhentes gratis efter først-til-mølle-princippet.

Vandbaronerne Anmeldt af Jan Dahlmann, journalist ved Ingeniøren BOGNYT/KALENDER

Hvad sker der, når vand bliver en vare og vandforsyningen overtages af multinationale megakoncerner, der fastsætter priserne? Og hvor udbredt er det? Nytter det noget? Og i hvilken grad er privat drift af vandforsyning et bud på, hvordan man skal drive vandforsyninger i det 21. århundrede?

Svarene på de spørgsmål skal man søge de steder, hvor vandforsyningerne er blevet privatiseret, og det er det, som den netop udkomne bog The Water Barons gør. Hovedrollerne i den globale vandprivatisering, der er skyllet ind over vandforsyninger i 44 nye lande siden begyndelsen af halvfemserne, spilles af to franske og et tysk-engelsk selskab: Suèz, Vivendi Environment og Thames Water. Det er deres gøren og laden siden 1990 på markedet for at overtage og drive offentlige vandforsyninger i storbyer, der skildres ved en lang række eksempler på privatiseringer af vandforsyninger indhentet fra hele kloden.

Stoffet er samlet og skrevet af journalister fra en snes lande i Europa, Asien, Australien, Afrika og Nord- og Sydamerika, der har arbejdet sammen i to år.

Det er grundig journalistik.

Kilderne er de mest centrale og på topniveau, teksten er velredigeret og velskrevet med masser af fakta og oplysninger og få overflødige ord.

I bogen oprulles halvfemsernes privatiseringer af vandforsyningerne i byer som Manilla, Atlanta, Buenos Aires, Bogota, Jakarta og Sydney. Hvad skete der egentlig? Hvem sagde hvad, hvordan gik det med priserne og profitterne – og forsyningen til de fattige?

Det er stadig kun 5% af verdens vandforsyning, der er privatiseret, resten er offentlig. I 1990 modtog 51 mio. mennesker

verden over vand fra private selskaber, i 2002 var det 300 mio.

Selskabernes vækst har været støttet af Verdensbanken, der har spillet med de finansielle muskler og overtalt regeringer til at lade de nedslidte offentlige vandforsyninger privatisere.

Der er masser af eksempler på mennesker, der har fået standset forsyningerne af vand, når de ikke betalte deres regning og masser af tvivlsomme hændelser og langvarige retssager. Selskabernes pålidelighed er faldet, og i Hamilton, Canada, ”varede det flere år, før et privat selskab anerkendte bøderne, efter at mange millioner liter kloakvand havde oversvømmet gader og kældre”.

Men i bogens skoleeksempel på et tilfælde, hvor privatisering med succes blev afvist af de kommunale værker, nemlig i Bogota i Columbia, kan man læse, at også her steg priserne for de fattigste med næsten 500% (de faktiske tal er ikke opgivet).

Dette er en overordnet og helt speciel problematik: Er vand en menneskeret og en ressource, som alle, også de fattigste af de fattige, har gratis ret til? Og hvad er konsekvensen af det standpunkt? ”Folk, der ikke betaler for vand, betragter det ikke som en værdifuld ressource. Men selvfølgelig er det det”, siger en direktør i bogen. Og et andet sted slås det fast, at fordi vand er så nødvendig en ressource for alle mennesker, er folk faktisk parat til at betale næsten hvad som helst for vand.

I den virkelige verden er mange vandforsyninger verden over nedslidte, dårligt drevne, og vandspildet er mange steder rystende stort. Det kan privatiseringer undertiden rette op på, mener nogle, og bogen leverer også eksempler på ting, der er lykkedes i større eller mindre grad.

The Water Barons er kritisk uden at være propagandistisk.

Den fremlægger mange fakta og lader begivenhederne tale i et letflydende sprog, der ikke kræver tårnhøjt engelskniveau.

The Water Barons – How a few companies are privatizing your water. 143 sider. 14 dollars, fås ved henvendelse til The Center For Public Integrity.

Anmeldelsen er et uddrag fra en anmeldelse i Ingeniøren 2. maj 2003.

Kalender Klods Hans Karavanen 12.-26. juli. Karavanen består af folk fra alle samfundslag og i alle aldre, der vandrer ud i det danske land hver sommer og besøger mennesker og projekter, der arbejder med økologi, bæredygtighed, et grønnere og sjovere liv. I år går turen til Sønderjylland og Grænselandet. Dagsvandringerne er på 15-20 km. Det koster 100 kr. pr. deltager pr. dag. (www.klodshanskaravanen.dk)

Seminar: Beskyttelse af den danske flora 25. august, kl. 9.30-16.30. Geografisk Institut, Øster Voldgade 10, Kbh. Dansk Botanisk Forening og ALMA (Amternes Landskabsmedarbejdere) afholder et seminar om naturtyper og -beskyttelse og hvilken indsats der skal gøres for at beskytte den danske flora. Oplæg ved bl.a. DBF, Københavns Universitet, WWF og Ribe, Fyns og Frederiksborg amter. Entré. (www.botaniskforening.dk) Har du miljøbegivenheder, der skal med på næste kalender, så send en mail til bo@ecocouncil.dk GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003 | 29

Nyt fra Rådet Det Økologiske Råd flytter

Fire hæfter om miljø

Pr. 17. juni flytter vi til Blegdamsvej 4, hvor vi fremover vil bo sammen med bl.a. Københavns Miljø- og Energikontor. Vi ser frem til samarbejde og godt samvær med dem fremover.

I juni udkommer et nyt hæfte om perspektiverne i økologisk jordbrug. Hæftet gennemgår status for økologisk jordbrug i Danmark, dets bidrag til miljøforbedringer, samt hvad der kan gøres for at fremme økologisk jordbrug, herunder øget omlægning af offentlige køkkener til økologi samt bedre formidling til forbrugerne af, hvad de får for den merpris, de betaler.

I juni udkommer desuden et undervisningshæfte om miljø og sundhed. Her gennemgås fire cases med følgende kemikalier: POP (sværtnedbrydelige organiske miljøgifte), MTBE (benzin-tilsætningsstof), Rentolin (træbeskyttelsesmiddel) og DEHP (blødgører i PVC-plast).

Endvidere udsendes et debathæfte om energi- og klimapolitik.

Hæftet opridser EU’s politik på området ud fra Grønbogen om Energiforsyningssikkerhed i EU. I denne udpeges energibesparelser og vedvarende energi, som de to væsentligste virkemidler. Dette har hidtil også været Danmarks politik, men regeringens forslag til klimastrategi ændrer det drastisk til det værre.

Endelig udsender vores europæiske paraplyorganisation EEB sidst i juni et hæfte ”Environmental Fiscal Reforms – perspectives for progress in the EU”, som er skrevet af Christian Ege.

Støtte til projekt om EU-Konventet Det Økologiske Råd og Europas Miljø har modtaget 192.000 kr. fra Nævnet vedr. EU-oplysning til et projekt om EU-Konventet og miljøet. Som led i projektet holdt vi den 26. maj et offentlig møde. Mødet lagde bl.a. op til et Folkemøde om konventet, som afholdes i Århus den 14. juni af Forfatningsinitiativet (se www.future-of-europe.org), hvor der også vil være en arbejdsgruppe om miljø, som Christian Ege fra Det Økologiske Råd vil lede. Senere vil vi udgive et hæfte, hvor Konventets og den kommende EU-traktats betydning for miljøet bliver belyst.

Københavns Miljøfestival Den 22.-25. maj holdt Københavns kommune sin årlige miljøfestival. Det Økologiske Råd deltog med en bod samt vores nye plancheudstilling om byøkologi i København. Udstillingen blev også vist ved åbningen af Miljøkontrollens (Københavns) nye lokaler den 30. april – og udlånes i øvrigt til biblioteker m.v.

Projekt om EU’s kemikaliereform Vi har fået tilsagn om støtte på 350.000 kr. fra Nordisk Ministerråd til et nordisk projekt om EU-Kommissionens netop fremsatte forslag til kemikaliereform. Projektet går ud på at fremhæve, hvorledes den nye reform er til fordel for erhvervslivet. Projektet udføres af Det Økologiske Råd i samarbejde med NGO’er i de andre nordiske lande samt det danske Forbrugerråd. Vi har desuden fået et foreløbigt tilsagn om en medfinansiering fra Miljøministeriet på 130.000 kr.

Det Økologiske Råd Niels Ørum-Nielsen, Jette Rank, Kåre Press-Kristensen, Michael Kvetny, Lene Christiansen, Lise Christiansen, Søren Gabriel, Ole Busck, Susanne Krawack, Marie Louise Olsson, Kenneth Karlsson, Christian Ege, Lennart Emborg (suppl.), Jette Hagensen (suppl.)

Tema i Global Økologi om kemikalier og grundvand Vi har fået tilsagn om 46.000 kr. i støtte fra ATV-Jord-og-Grundvand til at lave to særtemaer om kemikalier og grundvand i hhv. september- og november-nummeret af Global Økologi.

30 | GLOBAL ØKOLOGI | JUNI 2003

NYT FRA RÅDET

Publikationer Her på siden ses et udpluk af Det Økologiske Råds publikationer. En fuldstændig liste fås ved henvendelse til Det Økologiske Råd eller fra www.eco council.dk. De fleste publikationer kan gratis læses eller downloades på hjemmesiden. Ved køb af klassesæt gives normalt 33% rabat.

Ekspeditionsgebyr og porto tillægges prisen.

EU’s miljøpolitik Med fokus på miljøkrav til produkter.

Et debatoplæg i diskussionen om EU’s fremtidige rolle på miljøområdet.

Af Mette Boye og Christian Ege, DØR, 2001. 132 sider. 50 kr.

Globale miljøproblemer – kan løses med økonomiske virkemidler. Om grønne skattereformer.

Af Søren Dyck-Madsen, DØR, 2003.

48 sider. Gratis.

Verden i morgen – skabes i dag Det Økologiske Råds strategi for en bæredygtig udvikling med globale hensyn. Af Søren Dyck-Madsen og Christian Ege, DØR, 2003. 50 sider. 35 kr.

Byøkologi og bæredygtighed NY

Betal skat på en bedre måde

Debat om hvad bæredygtige løsninger i byggeriet indebærer. Plancheudstilling kan lånes. Af Søren Dyck-Madsen, DØR, 2003. 28 sider. Gratis.

Lev bæredygtigt og spar i skat. Pjece af Søren Dyck-Madsen, DØR, 2002. Gratis.

Stof til eftertanke NY

Munksøgård Erfaringer fra øko-byggeri.

Af Inger Foldager og Søren DyckMadsen, DØR, 2002. 80 sider. 65 kr.

Pjece om hormonforstyrrende stoffer – et modspil til Miljøstyrelsens mere forsigtige pjece. Udgivet af Danmarks Naturfredningsforening, Forbrugerrådet og Det Økologiske Råd, 2003. 8 sider.

Gratis.

Bestillingskupon

Frankeres som brev

Jeg ønsker at tegne abonnement på Global Økologi (5 numre om året 250 kr., efter 1. juli 295 kr.)

Jeg er studerende/pensionist (125 kr. årligt, efter 1. juli 175 kr.)

Jeg ønsker at være støttemedlem af Det Økologiske Råd* (priser som ovenfor) Jeg ønsker at være medlem af Europas Miljø (90 kr. om året, stud./arb.løs/pens. dog 45 kr.)

Jeg ønsker at give et gavebidrag til Det Økologiske Råd på: kr.

Jeg ønsker at bestille følgende publikationer:

Beløbet indbetales: på giro 897-5051 vedlagt som check via betalingsservice, PBS (du bliver kontaktet herom)

Global Økologi

Navn

c/o Det Økologiske Råd Blegdamsvej 4B 2200 København N

Adresse Postnr. og by

Tlf.

*Alle støttemedlemmer får Global Økologi 5 gange årligt, får adgang til foreningens generalforsamling, mulighed for at stille op til Det Økologiske Råd og for at deltage i arbejdsgrupperne, samt får rabat ved arrangementer m.m.

NB. Kuponen kan også sendes som fotokopi eller faxes på 3315 0971.

Juni 2002

Oktober 2002

December 2002

Februar 2003

April 2003

Læs i næste nummer om Grøn markedsøkonomi Det danske grundvand har det skidt Miljøbevægelsen i Den Tredje Verden Udkommer september 2003

Global Økologi tager pulsen på dansk og international miljøpolitik Global Økologi giver læseren en tværfaglig tilgang til miljøstoffet Global Økologi udgives af Det Økologiske Råd og udkommer fem gange om året

www.globalokologi.dk