Global Økologi nr. 1, 12. årgang 2005 1/2

Tidsskriftet der tager pulsen på dansk og international miljøpolitik

GLOBAL ØKOLOGI

NR. 3-4 | 11. ÅRGANG | OKTOBER 2004

Tema 1 Filosofiske tanker om det grønne Tema 2 Regeringens miljøpolitik

Humanistiske værdier i naturdebatten

Hård kritik af regeringens miljøpolitik

Miljøbevægelsen har udviklet sig fra i 1960’erne og 70’erne at være domineret af græsrødder, der var drevet af “hverdagspolitiske” og “naturromantiske” værdier, til i dag i høj grad at være et forskningsområde indenfor teknologi og administration. I denne udvikling er humaniora som fagområde blevet stort set negligeret.

Siden Venstre og Konservative dannede regering for snart tre år siden, er der sket store omvæltninger på miljø- og naturområdet. Global Økologi har i dette nummer bedt en række fagfolk vurdere VK-regeringens miljøindsats indenfor otte forskellige områder.

Der har dog hele tiden været en lille gruppe indenfor filosofi og teologi, der har beskæftiget sig med miljøetik og de metafysiske aspekter i forholdet til naturen.

I denne diskurs har værdiproblematikken været central.

Hvilken værdi kan vi tillægge naturen? Har naturen egenværdi eller er en sådan kun forbeholdt mennesket?

Findes der andre værdier end dem, der kan gøres op økonomisk? Er kvantitativ vækst altid et gode? Hvad er forholdet mellem videnskab og etik? Kan videnskab være værdineutral?

Samtidig med at VK-regeringen taler om værdi- og kulturkamp, satses der med pres fra bl.a. Dansk Industri og Ingeniørforeningen ensidigt på at øge interessen for de naturvidenskabelige fag. Men hvilke værdier er det egentlig, vi taler om i et samfund, hvor troen på teknikken styret af markedskræfternes “usynlige hånd” har erstattet tidligere tiders tro på et guddommeligt ophav?

Netop værdispørgsmålet bør være helt centralt i debatten om økologi og den fremtidige udvikling. De humanistiske videnskaber må inddrages i den tværfaglige forskning, som skal være med til at sikre, at udviklingen bliver til gavn for den globale økologi; for naturen og for menneskeheden.

Det er på tide at tage imod regeringens udfordring om en værdikamp. Hvilke værdier er det vi kæmper for?

Hvilke fremtidsvisioner ønsker vi at fremme i forhold til naturen? I dette blads tema “Filosofiske tanker om det grønne” bringer vi miljøetikken og den økologiske filosofi til debat.

Af Bendt Ulrich Sørensen, Global Økologis redaktion

Resultatet er ikke for sarte miljøsjæle (se temaet side 3744). På seks af de otte områder får regeringen bedømmelsen “dårlig præstation”, mens to områder – kemikalier og trafik – skraber bunden med dommen “meget dårlig”. Ingen af kritikerne har valgt at give regeringen bedømmelsen “middel”, “god” eller “meget god”.

Analysen er hårdere end ventet. Men den afspejler, at det er lykkedes VK-regeringen med tre års målrettet indsats at underminere Danmarks miljøpolitik. Besparelserne på miljøområdet er i størrelsesordenen 5 mia. kr. årligt, bl.a. er 500 ansatte i Miljøministeriet fyret.

Der bliver flere og flere biler på vejene og mere og mere byggeri og infrastruktur i natur- og kystnære områder. Danskernes forbrug stiger uhæmmet, og begrænsningen af CO2-udslippet og landbrugets miljøbelastning er sat i bakgear. Dertil kommer, at miljø- og udviklingsbistanden er skåret med 20%.

Vi har valgt at bringe et tema om regeringens miljøpolitik i erkendelse af, at hukommelsen rækker kort. For mange mennesker – blandt presse og vælgere – er regeringens hårde kurs mod miljøet på vej mod glemslen.

Ja, det ser endda lovende ud nu, hvor Hans Chr. Schmidt (V) er blevet udskiftet med Connie Hedegaard (K), der lover, at i 2006 vil der ikke længere blive skåret på miljøbudgettet.

“Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik”, triumferede statsministeren sidste november. Er det sandt? Svært at måle. Det vil årene vise. Men her i bladet er vurderingen klar: Miljøpolitikken er skudt i sænk. Naturen vil tage skade, og visionen om et grønnere og smukkere Danmark er udskudt til bedre tider.

Af Bo Normander, redaktør Global Økologi

2 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

LEDER

Global Økologi

Global Økologi Nr. 3-4, 11. årg., oktober 2004 Redaktion | Bo Normander (ansv.), Uffe Geertsen, Claus Wilhelmsen, Bendt Ulrich Sørensen, Xenia Thorsager Trier, Poul Erik Pedersen, Kåre Press-Kristensen, Sabina Holstein Aarup, Francois Bahu, Niels Henrik Hooge

Fokus I 4 GMO-frie zoner verden over Af Bo Normander

5 Hvorfor er økologi så upopulært i Vestjylland?

Af Jens Krogh

6 International landbrugsforskning bliver kommerciel Af Devinder Sharma

Tema I

Layout | Eg&Fjord Udgiver | Det Økologiske Råd Blegdamsvej 4B 2200 København N Tlf. 3315 0977 Fax 3315 0971 info@ecocouncil.dk www.globalokologi.dk www.globalecology.dk

8 Filosofiske tanker om det grønne 9 Naturetikkens hovedopfattelser Af Claus Wilhelmsen

14 Er det rimeligt, at borgerne inddrages i miljøpolitikken?

Af Finn Arler

16 Omgivelse og ophav – naturetik i K.E. Løgstrups sansningsfilosofi Af Ole Jensen

Global Økologi er tidsskriftet der tager pulsen på dansk og international miljøpolitik. Udkommer fem gange årligt.

Global Økologi samarbejder med internationale miljøtidsskrifter, bl.a. The Ecologist og Politische Ökologie.

18 Etik i en teknologisk civilisation Af Bendt Ulrich Sørensen

20 Wolfgang Sachs og økologiens globale dimension Af Niels Henrik Hooge

23 Til forsvar for nostalgien Af Peter Mortensen

Redaktionens og Det Økologiske Råds synspunkter afspejles kun i indlæg, hvor dette er tydeligt angivet.

Fokus II

Tryk | Mediefabrikken/Arco Grafisk Papir | Reprint

29 Meget at lære for at lave god miljøbistand

Forside | Tilbage til Naturen.

Storm P. 1945. Udsnit, hele billedet vises i toppen af denne spalte

32 Grønne festivaler glemmer miljøet

Bidrag til næste nummer indsendes inden 10. november 2004.

Næste nummer udkommer december 2004.

Global Økologi modtager støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

© Global Økologi | forfatterne ISSN 0909-1912

NR

INDHOLD

. 541-618

26 Regnskovenes endeligt Af Frédéric Durand, Francis Hallé og Nicolas Hulot

Af Hans Peter Dejgaard

Af Bo Normander og Dan Boding-Jensen

34 Argentina – gæld og sojabønner Af Stella Semino

Tema II 37 Regeringens miljøpolitik Global Økologi vurderer regeringens miljøpolitik indenfor områderne: kemikalier, klima og energi, natur, trafik, landbrug, hav og fiskeri, gensplejsning og miljøbistand.

Rubrikker 45 Bognyt, kalender og jobannonce 46 Nyt fra Rådet 47 Publikationer GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 3

GMO-frie zoner verden over

Kampen for og imod gensplejsning kører i højeste gear. Fotograf: Ole Malling.

Af Bo Normander

Den 8. september godkendte EU-Kommissionen for første gang siden 1998 en gensplejset afgrøde til dyrkning i EU. Det var Monsantos såkaldte Bt-majs med indbygget insektgift, der fik det grønne lys. Presset fra USA bl.a. via en retssag ved WTO har båret frugt, men mange EUlande er stadig stærkt kritiske overfor GMO. En lang række europæiske regioner har erklæret sig GMOfrie, deriblandt 14 regioner i Frankrig, 53 ud af 54 amter i Grækenland, Toscana, Baskerlandet, Wales, Øvre Østrig, Salzburg og Schleswig-Holstein.

Senest har Algarve i Portugal og

4 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

Istria i Kroatien erklæret sig GMO-frie.

I lande som Frankrig, Grækenland og England er der udbredt GMO-modstand blandt befolkningen. Den 4. september kom det i det sydvestlige Frankrig til direkte konfrontation mellem politi og 500 demonstranter anført af anti-globalisten José Bové. Demonstranterne ville ødelægge en GMO-forsøgsmark, hvilket dog i modsætning til tidligere aktioner mislykkedes.

GMO-frie kommuner i USA Selv i USA er der blandt befolkningen en spirende modstand mod GMO. To californiske kommuner, Mendocino og Trinity har som de første i USA indført

forbud mod gensplejsede planter og dyr. Den 2. november vil fire andre kommuner i Californien stemme om forbud mod GMO. I 2003 stod USA for 63% af verdens samlede areal med GMOafgrøder efterfulgt af Argentina (21%) og Canada (6%).

kurs mod GMO. Præsident Putin udtalte i december 2003: “Det er godt Rusland ikke dyrker GMO” med slet hentydning til, at amerikanske firmaer uden held forsøger at få indført GM-afgrøder i Rusland.

Danmark GMO-frit i 2004 Verden rundt I august forlængede Thailands regering landets tre år gamle forbud mod dyrkning af GM-afgrøder. Argentina, på den anden side, har netop godkendt en gensplejset majs fra Monsanto, og Indiens regering har vedtaget et program for fremme af gensplejsede planter, der kan brødføde landets stigende befolkning.

Rusland opretholder en hård

Danmark har aldrig dyrket GMO i kommerciel skala. Og i år havde Danmark for første gang siden 1989 ikke en eneste forsøgsmark med GMO – et drastisk fald fra 39 forsøgsmarker i 1999. Der er dog ingen danske kommuner eller lokalområder, der har erklæret sig GMO-frie, sådan som det kendes fra resten af Europa.

Læs mere: www.gmofree-europe.org

GMO-FRIE ZONER VERDEN OVER

Hvorfor er økologi så upopulært i Vestjylland?

Af Jens Krogh, økologisk landmand i Vestjylland

Svaret er ikke så entydigt, som overskriften antyder, da der er mange forhold, der gør sig gældende. Men det er rigtigt, hvis man måler på, hvor meget folk køber varer, der er certificeret med det røde Ø–mærke. Og det er et paradoks. For ser vi på, hvor de økologiske fødevarer produceres, ja, så er Vestjylland godt med.

Når det gælder indkøbsvaner, er der flere forhold, der gør sig gældende. Satsning på økologi fra detailhandlens side er aldrig slået igennem hos forbrugerne i Vestjylland. Det er i sig selv selvforstærkende, så den ringe efterspørgsel skaber negativ vækst, hvilket medfører et utrolig dårligt udbud i langt de fleste butikker, hvis der overhovedet findes et udbud. Det betyder, at forbrugeren i dag ikke har et reelt valg, fordi butikken allerede har fravalgt. Ny satsning på økologi fra de forretningsdrivende er nødvendig, ligesom nye indkøbsvaner som abonnementssalg, hvor varerne bliver leveret direkte til døren, kan blive et godt alternativ. Flere nye ordninger opstår i disse år, og sker der ikke noget i de eksisterende indkøbssteder, kan der være basis for en yderligere udvidelse.

Der er mange vestjyder, der i stedet for supermarkedet køber direkte ved stalddøren – æg, mælk, kød og grøntsager – ikke altid økologiske, men friske og smagfulde varer. Jyder er vel nærmere naturen, og mange kender en, som er landmand eller har tætte relationer til landbruget – vel og mærke landbruget, som det var engang. Men efterhånden som den animalske landbrugsproduktion koncentreres på færre og færre hænder og samles i

Økologi på landsplan Andel økologisk salg i

Andel økologiske

Coop-butikkerne (%)

landbrug (%)

(Brugsen, Irma, Kvickly m.v.)

Hovedstadsregionen Vestsjællands amt Storstrøms amt Bornholms amt Fyns amt Sønderjyllands amt Ribe amt Vejle amt Ringkøbing amt Århus amt Viborg amt Nordjyllands amt

6-7 1,8 1,9 1,8 1,8 1,1 1,2 1,6 1,3 2,8 1,6 1,5

Hele landet

-

8,5 6,6 4,0 9,0 4,6 11,2 7,3 5,5 7,3 8,0 5,8 5,3 6,7

Kort nyt Farmaceutiske planter Gensplejsede planter, der kan producere medicin, såkaldte “pharmcrops” eller farmaceutiske planter, vinder frem. EU har netop givet 90 mio. kr. til et konsortium af laboratorier i 11 EU-lande, der skal forske i gensplejsede planter, der kan producere vacciner mod bl.a. diabetes og tuberkulose. Forsøgsplanterne vil blive dyrket i Sydafrika, da forskerne frygter befolkningens modstand i Europa. Kritikere advarer imod, at de medicinske egenskaber kan blive overført til almindelige fødevarer, ligesom at medicinen ligeså godt kunne produceres på anden vis. Siden 2000 har USA i alt haft ca. 100 forsøgsmarker med gensplejsede, farmaceutiske planter, men tallet faldt til seks marker sidste år. Senest har firmaet Prodigene fået forbud mod at teste farmaceutiske planter i Texas. (www.pharmcrops.org m.fl. – september 2004)

Tal for 2003. Kilde: Coop Danmark og Plantedirektoratet

Det koster EUs atomkraft større og større enheder, vil kendskab og formodet viden hos den enkelte forbruger dog blive mindre. Den koncentration, der i dag sker i landbruget, er med til at fremmedgøre det enkelte menneske overfor landbruget.

Vestjyder kigger nok også på prisen. For økologi er jo dyrere, i hvert fald her og nu og hvis man kun kigger på kiloprisen.

Det rejser spørgsmålet: hvorfor er det forbrugeren, der skal betale en merpris for, at den økologiske landmand ikke anvender gift, tager hensyn til dyrevelfærd og kæmper imod GMO? Det er og bliver et stadigt stigende paradoks. Derfor er det yderst positivt, at Kræftens Bekæmpelse m.fl. for nylig gav udtryk for, at der er brug for at kigge på, om ikke en lavere moms på sunde fødevarer kan være vejen frem.

Det vil hurtigt skabe mulighed for nye økologer – både forbrugere og producenter.

Et konkret eksempel: 40% af de konventionelle malkekøer

HVORFOR ER ØKOLOGI SÅ UPOPULÆRT I VESTJYLLAND?

er på stald hele deres liv, hvorimod de økologiske altid kommer på græs og har mulighed for naturlig adfærd i det fri. Os, der vil økologi, skal være med til at udbrede kendskab og viden om den økologiske produktion i børnehaven, på arbejdspladsen og hvor, vi eller færdes. Der er brug for mennesker igen og igen, der tør sige, at det ikke er lige meget, hvad man fylder i maven.

Et nyt positivt tiltag, hvor der satses på økologi og kvalitet, er Gårdbutikken i Holstebro, som mod alle odds ser ud til at kunne tiltrække den almindelige vestjyske forbruger. Der vil sikkert gå lang tid, inden det breder sig til hele Vestjylland, men det giver dog en pejling i en økologisk retning, så jyderne er måske på vej.

Selvom Folketinget for 19 år siden vedtog et nej til atomkraft, bidrager Danmark årligt til EUs Euratomsamarbejde, der finansierer forskning og udvikling i atomkraft. For perioden 2002-2006 er der afsat 9,1 mia. kr. til EUs finansiering af atomkraft – heraf er Danmarks bidrag ca. 30 mio. kr. årligt. NOAH mener, at pengene i stedet skal bruges på energibesparelser og vedvarende energi og ønsker en kraftig revision af Euratom-traktaten. Tyskland og Østrig kræver aftalen revideret i forbindelse med EUs kommende Forfatning, men den danske regering afviser bl.a. af hensyn til Frankrig og Finland. (www.noah.dk – juni 2004)

Månedens link Støt en god sag! Gør dit indkøb på nettet via www.engodsag.dk. Herved vil en mindre del af beløbet gå til en hjælpe- eller græsrodsorganisation, f.eks. Det Økologiske Råd, uden at varen bliver dyrere.

Varer fra 130 danske e-butikker kan findes på www.engodsag.dk.

GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 5

International landbrugsforskning bliver kommerciel Den internationale sammenslutning for landbrugsforskning – forkynderen af Den Grønne revolution, der fejede gennem Asien og Latinamerika i 1970’erne og 80’erne – er ved at gå i opløsning.

Af Devinder Sharma

I et sidste desperat forsøg på at overleve har de 16 landbrugsforskningscentre under CGIAR (Consultative Group on International Agricultural Research) påtaget sig en ny rolle; at fungere som et kommercielt landbrugsforskningsorgan for multinationale firmaer.

Det hele begyndte, da Det Internationale Risforskningsinstitut (IRRI) startede sin forskning i den ”gyldne ris” – en gensplejset ris med forøget A-vita-

Det rådgivende udvalg, Technical Advisory Committee (TAC), er blevet omdannet til Forskningsrådet – det øverste rådgivningsorgan, der giver strategiske og videnskabelige råd til CGIAR, verdens største offentligt (og nu privat) støttede landbrugsforskningsorganisation. Det ti mand store råd ledes af den tidligere generaldirektør for Det Internationale Forskningsinstitut for Fødevarepolitik (IFPRI), danskeren Per Pinstrup-Andersen, der offentligt støtter biotek-industrien. Hvis man kigger på sammensætningen i Forskningsrådet, bliver CGIARs sande motiver og videnskabelige hensigter krystalklare. Kun Virendra Lal Chopra fra Indien og Onesmo K. oleMoiYoi fra Kenya er fra udviklingslande; resten kommer fra de rige i-lande.

CGIARs tillid til den “hvide mands dominans” har længe

”CGIAR styres af folk, som ikke på nogen måde er i berøring med virkelighedens verden” minindhold. At dette internationale forskningsprojekt under CGIAR i realiteten er en kommerciel aktivitet, fremgår tydeligt, når man ser, at styringen af projektet varetages af en tidligere direktør for Monsanto.

Det er underligt, at CGIAR var nødt til at bede biotek-giganten Monsanto om assistance til projektet med den gyldne ris, når de selv har mere end 8.500 forskere og videnskabsfolk under sig.

Samtidig har CGIARs nye samarbejde med Syngenta Foundation (en fond indstiftet af biotek-virksomheden Syngenta, red.) åbnet for øget deltagelse fra den private sektor. Civilsamfundet og NGO’er har drastisk nedtonet deres forhold til CGIAR, så CGIARs strategiske alliancer begrænser sig nu til den private sektor.

6 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

været en ubestridt norm. Listen over de 16 internationale landbrugsforskningscentres bestyrelsesmedlemmer og ledelser er interessant læsning, da den afslører, at der er et overvældende flertal af hvide mænd – fra i-landene.

Det kan derfor ikke overraske, at CGIAR – efter dets oprindelige fremstød med højtydende hybridsorter af hvede og forskellige rissorter – nu fejler i at imødekomme dets egne grundlæggende mål, nemlig at begrænse fattigdommen, forbedre fødevaresikkerheden, afhjælpe sult og underernæring og lette presset på skrøbelige naturressourcer.

Der fokuseres ikke længere på grundprincipperne og den forpligtende forskning. Hvis det nye Forskningsråd bruges som indikator, så viser hele manøv-

ren, hvordan man bedst kan få CGIARs forskningscentre – med et budget på 2,5 milliarder kroner – til at tjene biotek-industriens interesser. I fremtiden vil vi se mere og mere samarbejde i forskningsregi blive skamløst ledet af tidligere medarbejdere i biotek-giganterne.

For de fattige og marginaliserede bønder i u-landene ophører CGIAR med at eksistere. Dets forskningsmandat rettes nu mod industriens interesser. Hvad enten det omhandler vand eller klimaforandringer, så vil der ikke blive fokuseret på disse spørgsmål pga. kriser i u-landene, men på baggrund af private firmaers anvisninger. Selv om CGIARs forskningsmandat taler om socioøkonomiske faktorer, der skal hjælpe bønder og lokalsamfund til at håndtere og behandle naturressourcerne, så er der ikke oprigtig sympati for dette aspekt. De økonomiske reformer, som Verdensbanken udstikker, vil sammen med genteknologien blive CGIARs hovedtema på dets nye forskningsdagsorden.

En af de største trusler mod landbruget verden over er rystende nok det støt stigende antal selvmord blandt landmænd. Hvad enten det er i USA, Canada, Europa, Japan, Indien eller Filippinerne, så vælger et stigende antal bønder denne fatale udvej for at undgå ydmygelsen, der følger med økonomisk fiasko.

I Indien har mere end 10.000 bønder begået selvmord (se Global Økologi, maj 2004, red.). I bund og grund er CGIAR medansvarlig for at have fremmet fejlagtige teknologier og dyrkningsmetoder. Alligevel har CGIAR ikke på noget tidspunkt været bare en smule interesseret i bøndernes forhold verden over.

CGIAR har aldrig lavet undersøgelser, der skulle forstå grunden til og årsagen bag disse forhold,

og forsøgt at rette op på disse.

Og der ligger en ganske åbenlys årsag bag. CGIAR styres af folk, som ikke på nogen måde er i berøring med virkelighedens verden. Hvad enten der er tale om Styringsrådet, Forskningsrådet eller CGIARs systemkontor, så er det et faktum, at de såkaldte højtærede medlemmer kun omgås med industriens repræsentanter og sjældent tilbringer tid med bønderne. Deres viden om og forståelse af bønderne i u-landene kommer fra de kulørte publikationer, som CGIAR løbende udsender. De følger kun industriens opskrift på, hvordan bæredygtighedskrisen i landbruget udbedres. De har aldrig kendt til andet.

Vi har gentagne gange hørt, at et sted mellem 230 og 340 mio. hektar jord på verdensplan er blevet “reddet” fra dyrkning pga. landbrugsteknologier udviklet igennem CGIAR. Det ville være mere interessant at finde ud af, hvor meget dyrkbart land, der er blevet ufrugtbart og ligger øde hen som konsekvens af Den Grønne Revolutions teknologier.

I hvor høj grad kommer forureningen i miljøet og i fødekæderne fra landbrugets kemiske inputs, og hvor store er de menneskelige og miljømæssige omkostninger?

Af indlysende grunde vil en sådan undersøgelse aldrig finde sted. Midtvejsrapporter er noget finansministerier udarbejder i løbet af skatteåret. Det forventes ikke, at landbrugsforskere skal lave midtvejsrapporter, og de kan derfor ikke gøres ansvarlige for de alvorlige forseelser og skader, som teknologien har påført miljøet og menneskers og dyrs helbred.

Forskningsrådet er ikke udstyret og kvalificeret til at foretage en cost-benefit analyse og efterfølgende komme med en statusopgørelse. Det har kun

INTERNATIONAL LANDBRUGSFORSKNING BLIVER KOMMERCIEL

Citater

Kort nyt

“Finansloven viderefører linien fra de foregående år og indeholder derfor ikke større overraskelser i øvrigt. Miljøministeriet skal i de kommende år effektivisere og prioritere indsatsen som de øvrige ministerier.”

Connie Hedegaard (K), nytiltrådt miljøminister om regeringens Finanslov 2005.

Forskere skal kortlægge forurening i Irak

“Siden 2001 har regeringen fjernet en milliard kroner fra Miljøministeriets budget. Dette svarer til, at for hver en krone, man har taget, betaler de nu to en halv øre tilbage. Dette er absolut ingenting og blot et forsøg på pynt inden en eventuel valgkamp.”

Torben Hansen (S) om regeringens Finanslov 2005.

“Stop chikanen og giv mig arbejdsro.”

Mariann Fischer Boel (V), kommende EU-landbrugskommissær, efter en række anklager om inhabilitet, fordi hun ejer et dansk gods. 20. september 2004.

“For kommunen er det her ikke tant og fjas. Der ligger en række alvorlige problemer bag. Luft- og støjforurening er de suverænt største miljøproblemer, vi har.”

Winnie Berndtson (S), miljøborgmester om miljøtrafikugen i København 20.-26. september 2004.

mandat til at fremme genteknologien, og til at garantere de private firmaers profit, selvfølgelig under påskud af at udrydde fattigdom og sult.

“Fødevaresikkerhed” og bæredygtige landbrugsmetoder til verdens ca. tre milliarder bønder er derfor meget belejligt blevet ofret for at sikre “profitsikkerhed” til en håndfuld private firmaer. Og dette bringer det fundamentale spørgsmål frem: Er CGIAR relevant i dag? Og hvis ikke, hvorfor kan CGIAR så ikke nedlægges (som grundlæggerne ønsker), og de 16 centre

overdrages til deres respektive regeringer? Lad værtslandene omdanne dem til hoteller eller planetarier eller forskningsinstitutter alt afhængigt af landenes behov og prioriteringer. Det vil i det mindste spare statskasserne for investeringer på flere hundrede millioner dollars i uønsket kommerciel landbrugsforskning.

Devinder Sharma er indisk forfatter og ekspert i international handel.

“Jeg ser gerne, at amerikanerne kører bil. Så I vil gerne køre en kæmpemæssig firehjulstrækker? Det er fantastisk. Det er Amerika.”

John Kerry, amerikansk præsidentkandidat under valgmøde for Demokraterne. Hver anden ny personbil, som bliver solgt i USA nu, er en firehjulstrækker. Jyllandsposten 22. august 2004.

“Myndighederne har ingen kontrol med de gensplejsede træer, for de er ikke klassificeret som afgrøder.”

Xue Dayuan fra Nanjing Miljøforskningsinstitut om de mere end en million gensplejsede poppeltræer, der er plantet i Kina. New Scientist, 20. september 2004.

Sidste års USA-ledede krig mod Irak, Golf-krigen i 1991 og mangeårig forurening fra industrien har gjort ubodelig skade på Iraks miljø, oplyser FNs miljøprogram (UNEP). Irakiske forskere vil nu forsøge at kortlægge forureningen fra bl.a. oliespild, ødelagt krigsmateriel, svovlminer og olieraffinaderier. UNEP koordinerer projektet sammen med Iraks regering som en del af et program på 30 mio. kr. støttet af Japan, Tyskland og Storbritannien. (www.unep.org – 14. september 2004)

Eksisterende teknologier kan bremse global opvarmning Forskere fra Princeton University i USA har undersøgt 15 eksisterende energiteknologier – deriblandt vind, sol og atomkraft – og konkluderer at en række forskellige kombinationer af disse vil kunne stoppe udledningen af drivhusgasser de næste 50 år, endda med økonomiske fordele til følge. ”Studiet modbeviser det udbredte argument om, at kun hvis vi udvikler en ny teknologi, kan vi få drivhusgasserne under kontrol”, siger forskerne Stephen Pacala og Robert Socolow.

(Science – 13. august 2004)

Tilpasning til fremtidens klima Den globale temperatur er steget 0,6 grader, og det seneste årti har været det varmeste nogensinde.

Den globale opvarmning betyder for Danmark, at der i fremtiden vil blive tørrere somre og vådere vintre med regn i stedet for sne.

Miljøstyrelsen har udgivet pjecen ”Tilpasning til fremtidens klima”, hvori det påpeges, at der i Danmark er behov for, at træffe beslutninger vedrørende kystbeskyttelse, skovbrug, kloakering, dræning og byggeregulativer. (www.mst.dk – 8. september 2004).

Oversættelse: Jon David Nielsen

INTERNATIONAL LANDBRUGSFORSKNING BLIVER KOMMERCIEL

GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 7

Tema:

Filosofiske tanker om det grønne

8 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

Global Økologi ser i dette tema på hvilke værdier og tanker, der ligger bag vor tids naturdebat.

Parallelt med de filosofiske artikler, viser vi nutidige billedkunstneriske værker, der refererer til tidens naturforhold.

Bendt Ulrich Sørensen: (Retoriske) spørgsmål til den herskende ideologi III, 2002. Linoleumsnit.

Naturetikkens hovedopfattelser Etikken er en filosofisk disciplin, der beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvilke mål eller værdier, handlinger skal orienteres efter.

Af Claus Wilhelmsen

Hvad mennesket bør orientere sin tilværelse efter er en gammel diskussion. Det nye indenfor de seneste 20 års miljøetik og -debat er introduktionen af begrebet “bæredygtig udvikling”, hvor ikke bare nulevende, men også fremtidige generationer bringes ind i de etiske diskussioner. Ligesom fremtidens menneskers skæbne er overladt til de nulevende menneskers nåde, er alle de øvrige arter på jorden i nogenlunde samme situation. Disse mange arter er en vanskelig gruppe at forholde sig til, idet vore sympatier åbenlyst er forskellige for hunde, katte og bjerggorillaer i forhold til fluer, edderkopper og moskitomyg. Og så er der alle de andre, der løber rundt og dræber og æder hinanden, så snart vi vender ryggen til, som påpeget af den danske filosof Finn Arler (2002).

De etiske diskussioner kan bredes længere ud til også at omfatte biodiversitet, økosystemer eller hele biosfæren. Samlende for disse delmængder anvender vi ofte begrebet natur. Men hvad er natur? Udtrykket natur stammer fra det latinske “nasci”, som betyder at blive født, opstå, at udvikle sig. En definition på begrebet natur kan være alt det i vores verden, der ikke er lavet af mennesker, men tværtimod det som hovedsageligt er opstået af sig selv og forandrer sig af sig selv (som f.eks. dyr, planter, sten, floder, bjerge og planeter). Modbegrebet til natur i denne forstand er artefakt eller kultur, som omvendt betegner det unikt menneskelige eller kunstige.

Mod denne naturdefinition indvendes ofte, at der ikke længere findes natur i denne betydning af ordet. Indvendingen er

vigtig, fordi den påstår, at den natur, der omgiver os, er menneskeligt påvirket, og ikke uberørt, oprindelig natur. Ren natur findes der i dag kun i dybhavet og på fjerne planeter. Indvendingen umuliggør imidlertid ikke definitionen, eftersom selv menneskeligt formet natur ikke er lavet af mennesker. Ren natur, som stort set ikke findes i dag, og rene artefakter eller menneskeligt skabte ting, som heller ikke findes eftersom alt, hvad mennesker producerer, er lavet af materialer fra naturen, er de yderste, modsatrettede poler på en skala, hvor det mest almindelige er forekomsten af gradualitet eller blandinger af de to.

Hovedspørgsmålene i de naturetiske diskussioner er; i hvilken udstrækning naturen bidrager til det gode menneskelige liv, til lykken (naturens værdi for mennesket), og om vi i vores etiske holdninger kun bør tage hensyn til mennesker, eller om der også bør tages hensyn til naturen selv (naturens egen etiske værdi).

Indenfor naturetikken påpeger mange, at det i menneskeartens diskussioner om etik i denne forbindelse er vigtigt at betone forskellen mellem en menneskecentreret eller antropocentrisk tilgang på den ene side og en biocentrisk (eller ikke-antropocentrisk) på den anden, der ikke umiddelbart giver mennesket en særstatus i forhold til andre arter. På spørgsmålet om naturen har en moralsk værdi, findes der groft sagt to svar: Enten har naturen ingen moralsk egenværdi og har kun værdi for mennesker (antropocentrisme) eller den har en egen moralsk værdi, og menneskene er nødt til at tage hensyn til den, når de realiserer deres ønsker (ikke-antropocentrisme). Spørgsmålet om naturens etiske værdi er derfor dobbelttydig. Med naturens etiske værdi kan der på den ene side menes en fra mennesket opstået værdi eller på den anden side en absolut værdi.

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

Antropocentrisme – det unikke menneske Ofte hedder det: eftersom det til syvende og sidst er mennesket, der beskriver naturen i sine begreber og fastsætter dens moralske værdier, eksisterer naturværdier kun i kraft af mennesket.

Indenfor en sådan antropocentrisk opfattelse kan der skelnes mellem mindst tre forskellige underkategorier.

Ifølge epistemologisk antropocentrisme betones den kends-

“Ren natur findes der i dag kun i dybhavet og på fjerne planeter” gerning, at mennesket kun kan forholde sig til verden vha. menneskelige begreber, og at det menneskelige udgangspunkt derfor udgør vores verdensbillede. Ikke mange ikke-antropocentrikere vil modsige denne påstand, men vandene skilles, når det nærmere skal specificeres, hvad konsekvenserne heraf er. Eftersom mennesket kun kan opfatte verden vha. sine egne begreber, må anvendelsen af disse begreber være knyttet til kriterier, som menneskene kan erkende, og man kan derfor argumentere for, at det er meningsløst at spekulere på, om f.eks. dyr eller planter har værdi uafhængigt af os, for værdier kan alligevel kun erkendes af mennesker.

Endnu mere kontroversiel bliver diskussionen, når det ikke kun drejer sig om beskrivelsen af fakta vha. menneskelige begreber, men om fastlæggelsen af godt eller ondt. Ifølge værdiantropocentrisme afgøres ikkemenneskelige væsners værdi udelukkende af, om de i en snæver forstand er nyttige for mennesker f.eks. som mad, trækdyr eller lægeplanter. Altså kommer værdi igen først ind i verden med mennesket: Før der var mennesker i verden, var det “ligegyldigt”, hvordan den udviklede sig. Der

var ingen god eller dårlig tilstand, fordi der ikke var nogen, den betød noget for. Det samme vil ske, når mennesket igen forsvinder ud af verden. Kun gennem eksistensen af værdifastsættende mennesker findes der en god eller dårlig tilstand for verden.

Ifølge normativ antropocentrisme har mennesket i kraft af sin fornuft og sine kommunikationsevner en særlig værdi i forhold til andre væsner. En sådan opfattelse vil de fleste igen kunne tilslutte sig; med den tilføjelse, at dette ikke betyder, at menneskets ønsker altid har forret. Denne opfattelse behøver altså ikke at være speciesistisk, dvs. på forhånd tilkende mennesket en særstilling fremfor andre arter.

Den dominerende tankegang i den europæiske tradition har dog siden kristendommens indtog været speciesistisk og antropocentrisk i denne forstand, at kun mennesket har værdi. Således fremgår det af Første Mosebog: “bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herrer over den og hersk over havets fisk og himlens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden”. En naturetik, der radikaliseres og videreføres med moderniteten og den moderne naturvidenskabs fremvækst i 1700-tallet, hvor naturen anses som et objekt, en ressource, som mennesket kan anvende efter forgodtbefindende. Mens mange kan tilslutte sig den epistemologiske antropocentrisme og få værdiantropocentrismen, så er der uenighed i forhold til den normative antropocentrisme.

Megen biocentrisk etik definerer sig især negativt i forhold til denne position.

Har mennesket alene værdi?

Mange fortalere for biocentrisme nægter at tilkende mennesket en højere værdi end andre arter, hvilket ikke behøver at være i uoverensstemmelse med den epistemologiske antropocentrisme.

En biocentriker kan dog også gå ud fra eksistensen af sådanne

GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 9

10 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

TEMA: INDIEN

TEMA: INDIEN

GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 11 They don‘t want our desires today · EU-topmøde, København 2002 · Jakob Jakobsen

værdier uafhængigt af eksistensen af værdifastsættende mennesker, hvorved den adskiller sig fra denne position. Mens alle former for antropocentrisme opfatter værdier som relationelle, dvs. som værdier for og fastsat af mennesker (og tidligere som værdier givet fra Gud til mennesket), gives der for biocentrikere absolutte (ikke-relationelle, ikkeantropogene) værdier.

Selvom mennesket i forhold til andre arter er udstyret med fornuft og gode kommunikationsevner, som ikke kan matches af andre arter, har andre arter deres sæt af specialiteter, som ikke kan matches af os. Fisk svømmer og lugter bedre, kattedyr løber bedre og planterne producerer ilt og blomster. Forsøger man derfor efter bedste evne at sætte sig ud over sin menneskelige horisont, kan man spørge sig selv, om nu fornuften og evnen til at kommunikere er så speciel og enestående, at det giver os en helt unik værdimæssig særstilling.

I stedet for at fokusere på det, der adskiller, kan man mere konstruktivt se på det, som samler, som det f.eks. er tilfældet i menneskerettighederne. En biocentrisk etik fremfører derfor typisk den opfattelse, at alle væsner eller arter har en iboende værdi, et selvstændigt slutmål. En værdi som ikke er afledt eller instrumentel i forhold til noget andet (typisk menneskets ønsker og mål).

Mennesket indtager selvfølgelig en særstilling, idet mennesket har fået en overvældende indflydelse på naturens gang, ligesom det har (i hvert fald i teorien) en mulighed for selvbegrænsning.

Det er dog et problem, hvordan arternes ligestilling skal tilgodeses, da det ikke er muligt at tilgodese alle individuelle organismer på samme måde, som det i princippet burde kunne gøres i mellemmenneskelige forhold. En løsning kunne være at overlade det til de økologiske systemer.

Dette rejser dog straks problemet med menneskeartens status, idet vi jo har kæmpet os frem til vo-

12 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

res magtfulde position i de økologiske systemer. En biocentrisk etik kunne således argumentere for menneskets ret til at råde over naturens ressourcer, idet det gælder for alle andre arter, at de først og fremmest tilgodeser egne interesser.

Til forskel fra denne opmærksomhed på andre arter og organismer adskiller den såkaldte økocentrisme sig fra denne ved at argumentere for, at det er det samlede økosystem inklusiv ikkeorganiske ting, som f.eks. landskabet i sig selv, der har krav på hensyntagen. En handling eller ting er vigtig hvis det hjælper til at bevare hele naturens integritet, stabilitet og skønhed. Gaiahypotesen, fremsat af videnskabsmanden James Lovelock, anvendes ofte som argument for dette.

Modsætningerne mellem antropocentrisk og biocentrisk etik skal derfor ses som yderpositioner, idet der – ligesom med førnævnte skelnen mellem natur og kultur – typisk er tale om blandinger.

Den gyldne middelvej?

Kritikere af biocentrisk etik påstår, at megen biocentrisk etik ikke handler om naturen “i sig selv”, men er et udtryk for en social kritik og at “de grønne” gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at indrømme dette faktum.

De gør således gældende, at epistemologisk antropocentrisme er et eksistensvilkår, idet vi altid sanser tingene fra en menneskelig synsvinkel. Biocentrisk etik definerer sig da også ofte negativt, altså i forhold til det, som den ikke er. Typisk i form af en afvisning af at betragte naturen som et objekt, en mekanisk ting, som vi kan styre, kontrollere, effektivisere og beregne efter forgodtbefindende. En naturopfattelse, som har domineret den moderne europæiske kultur siden 1700-tallet. Der er altså tale om en form for “negativ” eller kritisk etik, som vil ind og korrigere den nuværende adfærd i forhold til naturen f.eks. i for-

hold til svinefabrikker, kemikalier i naturen, pelsdyrhold osv.

Den franske sociolog Bruno Latours mener, at der er behov for en politisk økologi og miljøetik, der kan gøre op med hele den magttænkning og rationalitet, der er indlejret i det moderne projekt, og ikke kun en økologi, der hævder at handle om naturen “i sig selv”. En sådan politisk økologi må ifølge Latour ses som et alternativ til “det moderne projekt”, som den ikke kan integreres med. Denne holdning aktualiserer så spørgsmålet, om det er muligt at reformere eller fastholde det moderne projekt med dets fokus på naturbeherskelse, eller om det er nødvendigt at bryde med det moderne, som en del af fortalerne for biocentrisk etik og de økologiske bevægelser har konkluderet.

Antropocentrisme betyder ifølge ordbogen “med mennesket i centrum” og er en verdensopfattelse, som hævder, at universet er til for menneskets skyld.

Dette er altså klart en speciesistisk forestilling, som indlysende er af religiøs eller ideologisk karakter. Selvom vi ikke kan se bort fra det faktum, at vi ser verden fra en menneskelig synsvinkel, behøver denne ikke at være antropocentrisk. Modsætningen mellem menneske og natur, som ligger i antropocentrismen, er et udtryk for en toverdenstænkning, som gør det lettere at tænke men sværere at forstå. Der ses således bort fra, at mennesket selv er natur med biologiske drifter, behov osv. Indenfor samme toverdenstænkning er det ligeså forkert at påstå, at man har adgang til og udelukkende taler naturens sag, som visse biocentrikere og “grønne” påstår. Ekstremerne indenfor naturetikkens hovedpositioner tenderer til at være dogmatiske eller religiøse i deres tilgang.

Uanset ståsted er det vigtigt at indse, at der er tale om en magtkamp mellem forskellige kulturelle fraktioner eller politiske og økonomiske interesser omkring fastlæggelsen af, hvilken

naturetik og -opfattelse der er den “rigtige”. Etikken er ikke marginal men central for vores måde at handle på, om vi er os det bevidst eller ej. Hvis vi mener, at det er økonomi, der alene vha. tal og statistik bør afgøre, hvordan vi bør handle, er det fordi, vi på forhånd har lavet nogle etiske vurderinger af, at det er i orden at træffe beslutninger på denne måde. Etikken giver os retningslinier og rettigheder.

Grænserne for hvem, der er tilkendt en etisk værdi “i sig selv” er f.eks. udvidet kraftigt i det 20. århundrede. Først til ikke-jordejende mænd, så til kvinder, så (til dels) til fremtidige generationer og senest til (visse af) dyrene.

Claus Wilhelmsen er kulturgeograf.

Litteratur: Finn Arler. Miljøetik – en introduktion.

I Finn Arler (red.): Humanøkologi.

Miljø, teknologi og Samfund. Aalborg Universitetsforlag, 2002.

Andrew Dobson. Green political thought.

Routledge, 2000.

Per Ariansen. Miljøfilosofi. Oslo Universitetsforlag, 1992.

Jacob Wolf. Etikken og universet.

Forlaget Anis, 1997.

John Holten-Andersen. Artikel i temanummer om Grønne organisationer i tidsskriftet Salt, december 2000.

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

TEMA: INDIEN

Plasticmaling ud fra mælk GLOBAL ØKOLOGI lavet | OKTOBER 2004· |Info 13 Centre, London 1998 · Jakob Jakobsen

Er det rimeligt, at borgerne Borgerinddragelse har i efterhånden en del år været et centralt tema i forbindelse med planlægning og politiske beslutninger.

Af Finn Arler

Når der eksempelvis skal prioriteres mellem forskellige former for arealanvendelse, vil det være relevant at inddrage borgerne på forskellig måde i processen. I vurderingen af større projekters miljøeffekter er det ligefrem påbudt at gøre det.

Borgerinddragelse bliver i den grad opfattet som et plusord, at stort set alle i det mindste verbalt bakker op om det. Man vil ikke blive populær af at kræve borgerne holdt ude. Ikke alle mener imidlertid altid det samme, når de bakker op. Det er heller ikke ganske åbenlyst, hvad det er, der gør det påkrævet eller i det mindste rimeligt, at borgerne inddrages. Derfor er det heller ikke ganske oplagt, hvordan inddragelsen helt præcis bør foretages. Lad os se på nogle af mulighederne.

Præferencer og betalingsvilje Lad os begynde hos økonomerne, der vil sige, at det afgørende under alle omstændigheder er at registrere folks betalingsvillighed.

Det er først, når portemonnæen skal op af lommen, at man afholder sig fra uforpligtende sværmerier og bliver seriøs i sine udmeldinger.

Det offentlige gør derfor bedst i slet og ret at betragte borgerne som konsumenter, der hver for sig vil have størst personligt udbytte af de penge, de giver ud.

Hvad de mere præcist vil have, kan da også i almindelighed aflæses direkte af efterspørgslen på markedet. Det er derfor også kun i særlige tilfælde, hvor der er tale om goder, der ikke på fornuftig vis kan optræde på markedet, at de fleste økonomer vil acceptere, at det kan være nødvendigt at supplere med særlige undersøgelser af borgernes betalingsvilje.

14 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

Det koster f.eks. at holde vandet rent, og før man kaster sig ud i at gøre noget, må man undersøge, om folk nu også reelt er villige til at betale prisen.

Hvad folk har af private præferencer for rent vand eller for upåvirkede naturområder, og hvor stærke de er i forhold til andre ønsker, er ifølge økonomerne helt grundlæggende deres egen private sag og ikke et offentligt anliggende.

Idealet er således privat selvbestemmelse og autonomi: forbrugerne må betragtes som suveræne i deres individuelle valg.

Markedet er ikke skabt for at lave om på folk, men alene for at hjælpe med til, at de kan få deres præferencer tilfredsstillet. Det samme må være udgangspunktet for undersøgelser af betalingsvillighed på områder, hvor markedet ikke af sig selv kan nå ud.

Ligemæssig indflydelse En del sociologer vil overfor økonomerne indvende, at betalingsviljen i høj grad afhænger af betalingsevnen, og at en borgerind-

oprettelse af fokusgrupper, inddragelse af selvbestaltede borgergrupper, gennemførelse af fremtidsværksteder osv. – kan ikke garantere en tilstrækkelig grad af repræsentativitet, og vil blot give nogle højtråbende eller velformulerede mindretal uforholdsmæssig stor indflydelse.

En overvejelse værd Men er det i realiteten folks mere eller mindre tilfældige private præferencer, vi ønsker at få fremdraget gennem borgerinddragelsen? Og er en politisk beslutning legitim, blot fordi den svarer meget godt til et flertals private, men måske ikke specielt gennemtænkte ønsker?

Man kunne til en start stille sig selv spørgsmålet, om det ikke somme tider er sådan, at vi tror at ønske noget, som vi efter et øjebliks omtanke ånder lettet op over, at vi aldrig fik. Fordi vi ikke havde tænkt os ordentligt om, fordi vi for en stund havde glemt hvem, vi egentlig er, eller måske fordi vi ikke i første omgang kunne overskue konsekvens-

“Uanset at man måske personligt får myrekryb af biller, så kan man stadig give eller i det mindste anerkende grunde til at bevare en biologisk forskellighed” dragelse, der giver sig ud for at være demokratisk, følgelig ikke kan baseres på betalingsvilje.

Alles præferencer må i stedet tælle ligemæssigt uanset indehavernes økonomiske formåen.

Desuden kan idealet ikke være privat selvbestemmelse, når der er tale om fælles anliggender, men snarere ligemæssig medbestemmelse. Det er antallet af hoveder og ikke antallet af høveder, der skal være afgørende.

Kun kvantitativt omfattende præference-undersøgelser kan ifølge disse sociologer sikre en tilstrækkelig ligemæssig indflydelse. Andre former for borgerinddragelse – f.eks. kvalitative interviews af udvalgte personer,

erne. Og er vi i det hele taget ikke ofte usikre på, hvordan vi ønsker en sag afgjort – i det mindste på det foreliggende grundlag? Føler vi os ikke ofte temmelig meget bedre klædt på, når vi får talt med andre om en sag, og ændrer vi ikke fra tid til anden opfattelse, når vi har lyttet til argumenter fra folk, der har beskæftiget sig mere indgående med et område i længere tid?

Vi kender vel alle fornemmelsen af ikke at føle sig helt på toppen i et sagsforhold. Alle har vi prøvet ikke at se os i stand til at vurdere på en fornuftig og afvejet måde. Føler vi os da tilstrækkeligt tilgodeset ved at få registreret de foreløbige og ikke

særligt gennemtænkte valg, som vi i skyndingen melder ud?

Ville det ikke være bedre, hvis det var det, som vi efter moden overvejelse ender med at foretrække, som blev registreret?

Eller måske ligefrem det, vi håber at blive i stand til at ønske? Ville vi ikke allerhelst melde ud med det, som vi ville have valgt, hvis vi havde været fuldt informerede, afbalancerede, velovervejede om alle relevante forhold, og så måske endda en lille smule klogere end, vi egentlig er?

Hvis det er tilfældet, så vil det da være værd så vidt muligt at indrette borgerinddragelsen derefter – og det betyder frem for alt at give plads og mulighed for læring og debat. Selv- og medbestemmelse kan først kvalificeres til egentlig autonomi, når vi agerer på måder, vi vil være i stand til at forsvare over for os selv med argumenter, som vi mener, at alle burde kunne anerkende. Det er sjældent tilfældet for uovervejede præferencer.

Politikkens formål Man kan imidlertid gå et skridt videre og spørge, om politikkens eneste formål i virkeligheden er at tilfredsstille flest mulige private ønsker, uanset om de er velovervejede eller ej. Er det virkelig rigtigt, at der i sidste instans slet ikke findes noget egentligt samfund, som Margaret Thatcher engang bemærkede, men blot en samling individer? Eller handler borgerinddragelsen ikke nok så meget om netop at identificere de elementer, som vi i og som fællesskab finder det vigtigt at fremme og bevare, uanset om vi som privatpersoner har særlige lyster i den retning?

Overhovedet kan man stille spørgsmålet, om alle goder behøver være individcentrerede i den forstand, at de absolut skal give en eller anden en personlig tilfredsstillelse, og om det valg altid må betragtes som bedst, som giver flest mennesker størst personlig tilfredsstillelse. Kan det slet ikke tænkes, at man fin-

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

inddrages i miljøpolitikken? der det væsentligt, at vi netop som samfund eksempelvis bevarer levesteder for blåhvaler og orkideer – ja måske tilmed for små gråbrune biller, slimede snegle og uanselige laver, selvom det kun er ganske få mennesker, der overhovedet kender til dem, og endnu færre som ligefrem har lyst til at bruge tid og kræfter på at komme ud at se dem?

Hvis det er tilfældet, så må også borgerinddragelsen siges at have andre formål end at blot at få optegnet folks private ønskelister, velovervejede eller ej. Det afgørende vil nemlig i så fald ikke længere være, hvad den ene og den anden kan lide hver for sig, men hvilke værdier der skal vægtes af fællesskabet. Gennem en sådan vægtning kan man ikke undgå at bevæge sig ind på spørgsmål, der angår den fælles identitet. Spørgsmålet er da ikke længere så meget, hvad vi gerne vil have,

men nok så meget hvem vi egentlig er og bestræber os på at blive.

På dette territorium, har argumenter, der helt grundlæggende er ikke-private, en helt central placering. I fælles anliggender må man kunne argumentere for sin sag. Argumenter er anderledes personuafhængige end præferencer. Uanset at man måske personligt får myrekryb af biller, så kan man stadig give eller i det mindste anerkende grunde til at bevare en biologisk forskellighed.

Prioritering Men er vi så ikke blot tilbage i det sværmeri, som økonomerne advarer os imod. Er de personuafhængige argumenter ikke alt for uforpligtende sammenlignet med de personlige præferencer, ikke mindst når vi tale om betalingsvilje, og afgøres tingene ikke i sidste instans af, hvor mange penge der lægges på bordet? Et

rimeligt svar på en sådan indvending vil være at pointere, at det afgørende ikke nødvendigvis er den private og individuelle betalingsvilje, men nok så meget den fælles.

Uanset hvilket fælles anliggende, vi taler om, så må man naturligvis spørge sig selv som borger, og netop som borger, hvor stor vægt man mener, vi bør lægge på netop dette anliggende set i forhold til alle de mange andre formål, vi som samfund gerne vil opfylde – herunder også friheden til at træffe private valg. En sådan afvejning er et oplagt tema, uanset gennem hvilken form for forum, borgerne inddrages. Økonomiske afvejninger forudsætter, at goder kan værdisættes et af gangen på grundlag af enkeltindividers private præferencer, for så siden at blive sat sammen til et samlet resultat.

Derfor skal borgerne også kun spørges om deres private betalingsvillighed i forhold til fælles goder.

En anden model ville imidlertid være at spørge folk som borgere, hvor meget et område som eksempelvis naturbeskyttelse bør vægtes – hvor mange penge, der bør bruges på det – i lyset af hvor mange penge, der anvendes på andre områder som eksempelvis bistand, sundhed eller forskning. På den måde ville man tage folk alvorligt som netop borgere og ikke blot forbrugere – og som borger må man jo forventes at kunne begrunde sine afgørelser.

Finn Arler er filosof og lektor ved Aalborg Universitet (arler@plan.aau.dk).

Marianne Jørgensen

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 15

Omgivelse og ophav – naturetik i ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”, lyder Bibelens første sætning. Det er ord med enorme eftervirkninger.

De er baggrunden for, at der kunne opstå en teknisk-videnskabelig naturudnyttelse.

Af Ole Jensen

For en skabt verden er ikke guddommelig. En, der skaber, er forskellig fra det, han skaber. Så Gud er uden for verden (hinsidig).

Han var jo også “før” skabelsen.

Der er ingen guddomme eller ånder i naturen, man skal passe på ikke at krænke, sådan som i mangfoldige andre religioner og kulturer. Senere i samme tekst overdrages det mennesket at gøre sig jorden underdanig; hvad vi ikke lod os sige to gange. Vi er helt kolossalt “kristne” i vores produktionskultur.

Udviklingen tog fart i 16001700-tallet. Vi lærte os at nyttiggøre forskellen på den ydre sanseverden og den indre verden, menneskets bevidsthed. Yderverdenen kan undersøges videnskabeligt, fordi den består af objektive genstande – den, der undersøger, er det bevidste væsen, mennesket.

Med videnskab kan vi skille kendsgerninger fra fantasi. Også historien blev inddraget – og bibelhistorien! At verden skulle være skabt på seks dage, kunne så ikke passe – ifølge udviklingslæren, som opstod netop på denne tid. Det var primitiv “videnskab”, som nu blev overhalet af en mere avanceret videnskab.

Fiffige folk gjorde dog gældende, at de seks “dage” skulle forstås i overført betydning, for det hedder et andet sted i Skriften, at “for Gud er en dag som tusinde år”. Hver af dem står for “tusinde” eller tusinder eller endnu flere år. Og så passer pengene ganske godt med den rækkefølge, det skabte bliver til i i Bibelen.

16 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

Og mennesket, fra den sjette og sidste skabelses-“dag”, er jo også opstået meget sent i udviklingshistorien og har kun været her i relativt kort tid.

På den syvende “dag” hvilede Gud sig, hedder det så videre.

Hertil bemærkede nu andre kvikke hoveder, at det har han så gjort lige siden. Og det kunne han med sindsro gøre, for de første fem “dage” havde han skabt alle naturressourcerne og den sjette mennesket “i sit billede”; det “ligner ham” ved at have skaberevner som han – i form af om-skaberevner: det kan skabe samfund, kultur, velstand, værdier af de fem første “dages” råstof. Dette blev kaldt deisme eller deus otiosus-teorien. Deus betyder “Gud”, otiosus “som hviler sig”; det er tillægsord til otium. Dette er altså en teori om, at Skaberen “går på pension” og overlader det videre arbejde til mennesket, til homo faber – “smede-mennesket”, det tekniske og kulturskabende menneske.

slavegørelse under det. Som K.E. Løgstrup (1905-81) skrev: Mennesket befinder sig “på randen af universet”, “på kanten af naturen”1. Så det er ikke underligt, at det er kommet på kant med den.

Beherskelse af naturen Natur og univers er imidlertid ikke blot vor “omgivelse”, men samtidig vort “ophav”, fortsætter Løgstrup. Mennesket kan sanse og forstå. Den første egenskab deler det med dyrene. Med den anden adskiller det sig fra dyrene: det har bevidsthed – det ved, at det er til, og at andet er til, og at tiden går. Dette føder angsten og behovet for at sikre sig mod tilfældet. Og dette behov spænder forståelsesevnen for sin vogn: den objektiverende videnskabs øgede indsigt i naturens lovmæssigheder benyttes til en øget teknologisk beherskelse af naturkræfterne med en stadig øget velstand og dens relativt øgede sikkerhed som resultat.

Med forståelsesevnen gøres na-

”Der tales udelukkende beherskelsens sprog og aldrig agtelsens, det er ressourcegørelsens og instrumentaliseringens sprog alene” Få årtier senere sov pensionisten roligt ind. Det bekendtgjorde først den unge Hegel og sidst i 1800-tallet Nietsche, med ordene: “Gud er død”. Mennesket er alene i verden, og der er heller ingen eviggyldige værdier at holde sig til. Derfor blev dette kaldt både atheisme og nihilisme.

Den hinsidige skabergud var blevet stadig mere hinsidig, indtil han forsvandt ud i den blå luft. I takt med det, i en slags parallelforskydning, har mennesket hævet sig stadig mere op over – hinsides – den øvrige skabning for til slut at havne i “splendid isolation”, i kosmisk ensomhed.

Der åbner sig ikke længere et himmelsk hinsides over det, og det har mistet forbindelsen med sine medskabninger, som reduceres til midler for det i en slags

turen til “omgivelse”.

Det er også i sin orden, men kun hvis den aggressivitet, som behovet rummer, og som forståelsen er gået i tjeneste hos, holdes i ave. Den må afbalanceres af en tøven og tilbageholdenhed i naturbeherskelsen og -udnyttelsen. Men dette er netop, hvad “randeksistens”-mennesket synes at have mistet. “Nihilismen” indebærer, at intet kan have værdi i sig selv; “værdi” har kun, hvad mennesket erklærer for at have værdi – for mennesket, og kan i øvrigt aldrig være andet end foreløbig. Mennesket er homo faber og ikke andet, med Nietzsche: “vilje til magt”. Naturen er menneskets “omgivelse” og kun “omgivelse”.

Resultatet er den nuværende krise: De uønskede “bivirknin-

ger” af den i og for sig legitime naturbeherskelse og -udnyttelse har vist sig at have en fatal “verdensforvandlende magt”. Den “vestlige kultur er begyndt at antage vanvidstræk. Hvad der er at gøre ved dét, er det muligvis umulige at lade vor holdning svinge 180 grader omkring dens egen akse og gøre os det klart, at universet ikke er vor omgivelse men vort ophav.”2 Om dette er muligt, vil afhænge af svaret på følgende: “Er det eneste, der holder igen på vor udnyttelse af naturen og dens levevæsener, at vi risikerer at undergrave vor tilværelse? Kan vi i vort forhold til naturen kun gøre os skyld i dumhed, ikke i skamløshed?”3 Hvis svaret er ja, ser det sort ud. Den nøgne selvopholdelsesdrift er åbenbart ikke tilstrækkelig til, at vi formår at begrænse os. Velsagtens fordi en tilværelse, der kun består af begær og egennytte, er så tom, at det også kan være det samme. Den er ikke værd at investere indsats og afsavn i. Den kosmiske ensomhed slår ud i en kosmisk kedsomhed, som ender i en trøstesløs kosmisk tristesse.

Med hvilken ret reducerer vi – et sølle par magtfulde generationer – det mylder af unikke arter, som dækker og befolker kloden, så det, der blev til over millioner og milliarder af år, er borte for tid og evighed? Hvad er det for en stupiditet? Først, når vi kollektivt indser, hvor skammeligt og skændigt, dette er, vil vi orke den nødvendige selvbegrænsning.

Der er “tilbageholdenhed”4 i skamfølelsen. Den tilhører et andet “sprog” end beherskelsens, agtelsens sprog, kunne vi kalde det. Men agtelsens sprog, siger nu Løgstrup, henter sin impuls til tilbageholdenhed og varetagelse fra sansningen. Med forståelsen kan mennesket træde på en vis afstand af den natur, det selv er en del af, men samtidig er det som sansende væsen afstandsløst “indfældet” i natur og univers.

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

K.E. Løgstrups sansningsfilosofi Nietzsches nihilisme havde hentet inspiration i Immanuel Kants erkendelseslære, der afviser, at sansningen er en selvstændig adgangsvej til virkeligheden.

Forståelsen er kommet imellem og dækker totalt over sansningen. Den er gået under i forståelsen. Mennesket møder aldrig andet end sin egen forarbejdning af nogle ukendte impulser, spejlinger af sig selv. Alt er kultur. Alt er fabrikat, ikke blot vore produkter og værdier og vor erkendelse, men allerede sansningen af naturen.

Så absurd dette lyder, så indlysende er det, at det er Kants opfattelse, der er slået igennem i vores kultur – ikke blot i det meste af al senere filosofi, men også, og især, dér hvor der faktisk manipuleres med natur, i arbejdet og forbruget. Der tales udelukkende beherskelsens sprog og aldrig agtelsens, det er ressourcegørelsens og instrumentaliseringens sprog alene.

Løgstrup gør det vovelige at bestride det. Ganske vist kender vi faktisk aldrig sansningen, uafhængig af forståelsen. Hører vi fuglen fløjte, siger vi “solsortfløjt” eller “fuglefløjt”, fordi vi forstår, samtidig med at vi sanser.

Men hvis lyden når os i minutterne mellem søvn og opvågnen, kan det hænde, at vi vågner med en fryd i øret og sindet, før forståelsen vågner. Det skyldes, at fryden i øret og sindet ikke stammer fra forståelsen, men fra sansningen alene. “Lyden spænder høresansen”, og det “stemmer sindet”, siger Løgstrup5. Mens forståelsen skaber afstand, er sansningen afstandsløs. Sansende er vi selv univers, der afstandsløst rører andet univers – og det lader os ikke uberørt, kunne man sige. I stemtheden i sansningen er det selve det værendes væren, der er nærværende. Det oplader vort sind, det skænker den mest elementære energi til at leve. Det begrunder, at vi ikke kan lade være at anse livet for livet værd.

Og det er herfra, energien til begrænsning skal komme.

Mennesket er ikke blot homo faber, det er desuden via sansningen det værensindstemte væsen. Det lever i en før-bevidst forbløffelse over miraklet, at overhovedet noget er, og over alle de prægtige, færdige forekomster, der fylder kloden op – tænk eksempelvis bare på de tusinder af sommerfugle-arter!

Det må betyde, at impulsen til varetagelse og tilbageholdenhed ikke vil kunne udryddes, så længe der er mennesker til. Den kan alene fortrænges kulturelt, hvad der er slemt nok, men det rummer dog alligevel et håb. For hvad der kun er fortrængt, må i princippet kunne kaldes frem igen.

Sanseverdenens billeder Den selvstændige adgang til virkeligheden i sansningen, er – kunne vi kalde det – aisthætisk. Det græske ord betyder netop, så vidt jeg er orienteret, “sanselig stemthed”. Adgangen til virkeligheden i sansningen er i denne forstand “æstetisk”. Og sansningens adgang er da også i eminent forstand kunstens adgang til virkeligheden.

Et eksempel kan belyse det sagte og føre tankegangen videre. Det angår den russisk-franskjødiske maler Marc Chagall, der døde i 1985, 98 år gammel.

Et lille TV-filmklip fra kort før hans død viser en besværet olding i haven ved hans hus i Nice. Kameraet zoomer ind på hans ansigt. Kontrasten er forbavsende. Det er levende og bevæget, næsten ungdommeligt, intenst optaget af noget. Men der foregår ikke noget særligt.

Med ét indser man, at det, der bevæger ham, er alt det daglige og usensationelle, der altid er der – træerne, fuglene, skyerne, græsset, vejret, lydene, farverne og lyset. Og det går op for en, at det, Chagall har malet og malet gennem firsindstyve år, er selve livsmiraklet: at der er noget.

Han er aldrig kommet sig over det forunderlige, at verden og tilværelsen findes. Uafladeligt er han søgt ind i sanseverdenens

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

forekomster og ind i farven for at tænde den glød i den, som drager blikket ind gennem billedet til selve værens glød i stoffet.

Herved bliver han et alternativ til “randeksistensen”, der simpelthen negligerer værensspørgsmålet (hvad gør, at der er noget til?) og reducerer naturforekomsterne til råstof og ressourcer for os.

Men han bliver også et alternativ til toneangivende retninger i moderne teologi, der i forlængelse af Søren Kierkegaard har taget Kant til efterretning og har opgivet at finde en relation mellem Gud og sanseverdenen og forankret den eneste mulighed for en sådan relation i “eksistensens” usanselige inderverden.

Heroverfor er Løgstrups sansningsfilosofi en genindvinding af skabelsesteologien, der rummer en kritik af den vesterlandske kulturs reduktionistiske “udlægning” af den bibelske skabelsesmyte.

Indirekte belyses også dette af eksemplet med Chagall. Det går op for en, at han hele tiden har malet skabelsesunderet – dette: “der blive..., og der blev...” fra Bibelens første blad. Han har gjort det ved at male de mange dagligforekomster i deres forunderlighed og herlighed, skabelsesberetningens: “Og Gud så, at det var godt”. Han har malet atnoget-er-til-miraklet, idet han malede de enkelte hvordan-forunderligheder. Han har malet første “dags” (og hver følgende “dags”) der-blive-mirakel som første til femte “dags” se-det-ergodt-forunderligheder.

Sandt nok, at det skabte ikke er guddommeligt eller helligt, det betyder bare ikke, at det så kun er materiale for mennesket som homo faber. Billedligt talt: Skaberen har lagt sin sjæl i det, og det bærer det spor af. Det er skammeligt og skændigt at sidde overhørig, “hvor smuk den jord, vi bor på, er, og hvor mirakuløse de skabninger, der lever på den, er” (Thorkild Bjørnvig). Bibelsk – gammeltestamentligt – hedder

det da også med den fineste poesi, at det er “Guds fingres værk”.

Det er ikke guddommeligt eller helligt, nej, og vi må godt tage det i brug, ja, men ikke uden en varsomhed, der stammer fra, at det samtidig er forunderligt og kalder på agtelse. Vi lever af det, men ikke blot ved fyldte maver, også ved sindets konstante fornyelse.

Chagalls æstetiske blik ser i naturforekomsterne et dybere betydningslag end det, videnskaben kan få fat på. Og det er dette dybere betydningslag, vi genfinder i Bibelens skabelsesmyter.

De er også “primitiv” videnskab og som sådanne ubrugelige nu.

Men under dette lag af “primitiv” videnskab åbner der sig et lag af eviggyldig visdom med indsigter i menneskets stilling i kosmos og i dets liv med andre.

Ole Jensen er dr. theol. og forfatter (ojensen@hotmail.com).

Alle referencer er citater af K.E. Løgstrup fra: 1 Ophav og omgivelse. Betragtninger over historie og natur. Metafysik III, 1984, s. 14, 17.

2 System og symbol. Essays, 1982, s.

17, 9.

3 Metafysik III, s. 54.

4 Metafysik III, s. 48.

5 Kunst og erkendelse. Kunstfilosofiske betragtninger. Metafysik II, 1983, s. 9.

Anden relevant litteratur: Ole Jensen. I vækstens vold. Økologi og religion, 1976.

Ole Jensen. Sårbar usårlighed. Løgstrup og religionens genkomst i filosofien, 1994.

Ole Jensen. At hente rummet ind igen. I antologien Naturens sande betydning – om natursyn, etik og teologi. Red. Lars Danner Madsen og Mickey Gjerris, 2001.

GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 17

Etik i en teknologisk civilisation Af Bendt Ulrich Sørensen

Den tyske sociolog Ulrich Beck introducerede i en bog fra 1986 begrebet “risikosamfundet”.

Tesen i hans bog var, at vi i den sidste del af det 20. århundrede nåede en ny epoke i de industrialiserede samfund, som var kendetegnet ved den opståede risiko for, at den teknologiske udvikling ville resultere i menneskehedens selvdestruktion pga. uforudsete og ikke-tilsigtede konsekvenser.

De teknologisk skabte risici var i 1950’erne først og fremmest muligheden for total udslettelse i en atomkrig og dernæst i 60’erne forureningen fra kemiske stoffer

”I traditionen fra den sene Heidegger er det teknologien, der sætter rammerne for vores verdenssyn” som DDT. Men også sociale problemer i form af massearbejdsløshed i 70’erne regner Beck som en af de risici, der truer individet og er en følge af den økonomisk/ teknologiske udvikling.

Beck er i sin bog tydeligt inspireret af filosoffen Hans Jonas’ (1903-1993) beskrivelse af det moderne samfund som “den teknologiske civilisation”. Jonas var elev af den berømte tyske filosof Martin Heidegger, der er berygtet for sin tilknytning til det nazistiske regime. Hans Jonas, der som jøde flygtede fra Tyskland i 1933, bygger på mange måder sin filosofi på en kritik af Heidegger, men som hos andre af Heideggers elever, der tog i eksil f.eks. Hannah Arendt og Herbert Marcuse, kan der hos Jonas også spores en indflydelse fra læremesteren; især igennem begrebet om “teknikkens tidsalder”. Også den danske filosof Knud Ejler Løgstrup (1905-1981) var elev af Heidegger, og sammen udgør disse en eksistentialistisk og fænomenologisk retning i, hvad der kan bruges som fundament for en egentlig økologisk orienteret filosofi.

18 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

Teknikkens tidsalder Som det hos Karl Marx er begrebet om kapitalistisk økonomi, og det hos Max Weber er rationaliteten og den protestantiske etik, der er de grundlæggende begreber i beskrivelsen af det moderne samfund, er det i traditionen fra den sene Heidegger, teknologien, der sætter rammerne for vores verdenssyn. Den moderne naturvidenskab og økonomi bygger på en matematisk-rationalistisk opfattelse, hvor alt formodes at kunne beskrives i kvantitative termer. Siden den “kopernikanske revolution” i 1500-tallet har vi levet i teknikkens tidsalder, der er kendetegnet ved, at vi gennem teknikken behersker naturen. Selve “teknikkens væsen” er dog ikke noget, vi behersker, men en bestemt værensforståelse, som præger vor samtid. En værensforståelse, som kun lader det værende fremtræde for os som råmateriale, energikilde og disponibel ressource. De enkelte genstande mister deres selvstændighed og egenværd, og dermed mister vi muligheden for en mere oprindelig forståelse af os selv og alt det andet værende.

Naturvidenskabens udvikling er tæt knyttet til den filosofiske og matematiske erkendelse fra 1600-tallet, hvor især den franske filosof René Descartes (15961650) regnes for at være grundlægger af den moderne filosofi og rationalismens mest betydningsfulde fortaler. Hos Hans Jonas er Descartes eksponent for dualismen, en ontologisk opfattelse, dvs. en værensforståelse, der kan føres tilbage til den gnostiske religion, der i begyndelsen af det første århundrede forbinder Platon og den tidlige kristendom. Denne er kendetegnet ved en dualistisk opfattelse, hvor den materielle verden var af det onde og derfor skulle forsages; ånden alene skulle søge mod en ikke-jordisk frelse.

Livet har værdi Hos Descartes – der levede i en tid, hvor reformationen med af-

visningen af Paven som Guds repræsentant, og Luthers og Calvins pointering af gudsforholdet som et individuelt forhold mellem den enkelte og Gud – bliver mennesket bærer af den rationelle evne og fremstår derfor som en særlig form for væren: Et særligt ontologisk niveau mellem det materielle og det åndelige. Derfor er alt andet på jorden, inklusive de andre livsformer, de økologiske systemer og den menneskelige krop, at sammenligne med maskiner, der kan beskrives udelukkende i kvantitative termer og mekanisk /kausale (årsag/ virkning) funktioner.

Det er denne antropocentriske opfattelse, der kun regner mennesket for at have værdi i etisk forstand og dermed være det eneste, der skal tages hensyn til i etiske overvejelser, Hans Jonas gør op med i sin bog “The Phenomenon of Life” fra 1968. Med selve livet opstår ifølge Jonas et formål (telos), hvor udviklingen ikke kun styres (mekanisk) af årsager men også af mål, (hvilket grundlæggende er en anden form for virkningsforklaring). Hermed opstår der entiteter (værende genstande) i form af levende væsner, der har en vilje og dermed en mening i den evolutionære udvikling. Det betyder, at det vi forstår ved frihed, et begreb som normalt er forbeholdt mennesket, bliver indstiftet i verden, i kraft af det formål og de dermed forbundne valgmuligheder, som det er at sikre opretholdelsen af livet i sig selv.

Som følge heraf, har alt levende en iboende (intrinsisk) værdi i sig selv, dvs. at det ikke kun er mennesket, der kan tillægges en iboende værdi, og dermed er det heller ikke kun mennesket, der kan være etisk objekt. Samtidig er der dog tale om en evolutionær udvikling, hvor mennesket har en speciel status, idet det er det højeste trin i den evolutionære udvikling; og med menneskets kapacitet for abstrakt sprog er det derfor kun mennesket, der kan tilskrives værdi ud fra en abstrakt begrundelse.

Mennesket har derfor som evolutionens ypperste frembringelse et specielt ansvar for, at den hermed særlige udfoldelse af væren fortsat har eksistens.

Derfor bliver Hans Jonas’ bog “Ansvarets princip” (1979) et forsøg på at begrunde en etik, der bygger på det grundlæggende påbud, at mennesket er forpligtiget til at sikre, at der også i fremtiden vil være en menneskehed. I en økologisk sammenhæng er det derfor en samfundsforpligtigelse, at vi ikke bare tænker på tilfredsstillelse af nutidige behov men sikrer, at den verden, vi efterlader os til fremtidige generationer, er det, vi kalder økologisk bæredygtig. At en sådan etik er baseret på nogle helt grundlæggende menneskelige egenskaber henviser Jonas til ved at sammenligne med den almen menneskelige følelse af forpligtigelse i forholdet til det spæde barn: Det viser, at vi grundlæggende føler os forpligtiget i forhold til liv, der ligger ud over vores egne nutidige og egoistiske behov. Jonas’ etiske opfattelse minder på mange måder om Løgstrup og dennes begreb om “den etiske fordring”, hvor tillid spiller en central rolle som det grundlæggende i den måde, vi møder det andet menneske; det mellemmenneskelige forhold, hvormed samfundet bindes sammen. Dette gælder også i vores forhold til naturen, som Løgstrup pointerer, vi har et ansvar overfor.

Adskillelsen af det sande fra det rigtige Etikken har med den skotske filosof David Hume (1711-1776) som ophavsmand antaget det aksiome, at der ikke er en logisk forbindelse mellem, hvad der “er” (det sande) og hvad vi “bør” (det rigtige). I det 20. århundrede har fremherskende dele af etikken inden for den tradition i filosofien, der kaldes den analytiske eller anglo-amerikanske, været baseret på dogmet om “den naturalistiske fejlslutning” – at der ikke kan sluttes fra sand (objektiv) vi-

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

Marianne Jørgensen

den til etisk (subjektiv) vurdering – formuleret af den engelske filosof G. E. Moore (1873-1958).

Dermed har “sand erkendelse” i (natur)videnskaben været adskilt fra etikken, der blev henvist til det rent subjektive. Da det er den anglo-amerikanske del af verden, der er den mest indflydelsesrige, og det dermed også er herfra, vi er politisk og kulturelt domineret, har dette dogme været fremherskende inden for både moralog politisk filosofi.

Ideen om en adskillelse mellem “er” og “bør” som paradigme i den videnskabelige verden er uholdbar, hvis værdi tilskrives til livet eller naturen som helhed.

Formål og værdi er, som Hans Jonas viser, knyttet til hinanden, og dermed er også forbindelsen til en etisk begrundelse etableret, hvilket må få konsekvenser for opfattelsen af videnskaben og dermed teknologien som etisk neutral.

En ansvarlig politik Ulrich Beck har i senere skrifter

om det “refleksive moderne” gjort sig til talsmand for en overskridelse af adskillelsen mellem det rent videnskabelige og det politisk/etisk begrundede. Han efterlyser i “The Reinvention of Politics” (1994) en syntese mellem kunst og videnskab, økonomi og politik, teknologi og økologi. I det hele taget mener han, at den krise, som vi står overfor pga. følgevirkningerne fra vores økonomisk/teknologiske jagt på velstand og et uhæmmet ressourceforbrug, kun kan overvindes ved, at disse skel nedbrydes, og der sker en gensidig frugtbar indflydelse mellem disse fagområder.

Dette kræver først og fremmest, at den offentlige og politiske kontrol med den teknologiske udvikling bliver fravristet den dominans af snævre økonomiske og militære interesser, som i dag er bestemmende for udviklingen.

Den krise, som kendetegner det politiske område, hvor der er et øget misforhold mellem den politiske elite, der er mest optaget af at sikre sig stemmer ved

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

næste valg, og befolkningen, der er præget af en følelse af manglende betydning i forhold til samfundets udvikling, nødvendiggør, at der sker ændringer i forholdet mellem de videnskabelige eksperter, den politiske elite og en oplyst befolknings sans for rimelighed og retfærdighed i forhold til fordelingen af ressourcer og omgangen med den omkringliggende natur.

Det vil kræve, at vi gør op med det økonomiske, politiske og videnskabelige verdensbillede, som har været bestemmende for vores forståelse af kulturen og samfundet, og den blinde tro på, at kvantitativ vækst er den eneste vej til fremskridt. Derfor er den entydige satsning på uddannelse, der kan være produktionsforøgende i en rent kvantitativ forstand, ikke løsningen. Det er på tide at tage en værdidiskussion om, hvordan vi skaber en verden i økologisk balance og med global retfærdighed, så også fremtidige generationer kan være her.

Derfor er det ligeledes vigtigt, at

de humanistiske videnskaber og samfundsvidenskaberne prioriteres i forhold til den teknologiske udvikling.

Bendt Ulrich Sørensen er billedkunstner, cand. mag. i filosofi og medlem af Global Økologis redaktion.

Litteratur Ulrich Beck. Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet. Hans Reitzels Forlag, 1997. (Opr. tysk udgave 1986).

Ulrich Beck. The reinvention of politics: Toward a theory of reflexive modernization. I Ulrich Beck, Anthony Giddens og Scott Lash. Reflexive modernization – politics, tradition and aesthetics in the modern social order.

Polity Press, 1994.

Martin Heidegger. Spørgsmålet om teknikken – og andre skrifter. Gyldendal, 1999. (Opr. tysk udgave 1957).

Hans Jonas. Ansvarets princip. Udkast til en etik for den teknologiske civilisation. Hans Reitzels Forlag, 1999. (Opr. tysk udgave 1979).

Hans Jonas. The phenomenon of life.

New York, 1968.

GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 19

Wolfgang Sachs En forfatter, der siden halvfemserne – undertiden ved at indtage rollen som djævlens advokat – har markeret sig kraftigt med sine skarpe og ofte kontroversielle analyser af globaliseringen, bæredygtig udvikling og forholdet mellem Nord og Syd, er Wolfgang Sachs fra det tyske Wuppertal Institut.

Af Niels Henrik Hooge

Sachs sætter sig for at undersøge den vestlige opfattelse af udvikling, dens skjulte forudsætninger, teknologiske glamour og økonomiske besættelser og de aspirationer, den har om et bedre liv.

Med stor overbevisningskraft argumenterer han for, at den vestlige udviklingsmodel er i modstrid med kravene om retfærdighed for jordens folkeslag og forsøgene på at forsone mennesket med naturen. Historien påbyder os at finde en måde, hvorpå vi kan introducere andre kulturer, udvikle sofistikerede teknologier med begrænsede følgevirkninger, standse den uafbrudte væksts herredømme og lære at værdsætte andre livsstilsformationer. Bæredygtighed handler ikke i første omgang om at beskytte vådområder eller redde hvaler, men om verdensborgerskab, dvs. at udvikle civilisationer, der er i stand til at udstrække gæstfrihed til dobbelt så mange mennesker på planeten som i dag uden at ødelægge biosfæren for kommende generationer.

Udviklingstankens arkæologi Wolfgang Sachs hovedtese er, at udvikling er et begreb fyldt med tomhed, et formløst udtryk, som ikke udtrykker noget, fordi dets grænser et udviskede. Selvom det er blottet for indhold, har det imidlertid en funktion: Det retfærdiggør en hvilken som helst intervention i lyset af et højere evolutionært mål. Det antyder, at fremskridt er resultatet af velplanlagte handlinger, og

20 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

selv uden at have økonomisk vækst i tankerne, fremkalder de, der taler om udvikling, associationer om universalitet og realiserbarhed.

Forudsætningen for udviklingsbegrebet er opdagelsen af fattigdommen, der fører til sin egen form for reduktionisme: I et forsøg på at finde et objektivt og meningsfuldt kriterium ryddes grunden for et realitetskoncept, som reducerer de mange ting, som mennesker håber på og kæmper for, til et enkelt stykke data om overlevelse. I denne sammenhæng er det imidlertid nødvendigt at være opmærksom på, at fattigdom ikke nødvendigvis er fattig i sig selv.

Sachs mener, at udviklingstankens ensidighed først og fremmest skyldes dens basis i den økonomiske tænkning. Udgangspunktet for dette perspektiv er, at et samfund ikke består af andet end dets funktionelle præstationer. Resten betragtes blot som folklore eller ligger indenfor privatsfæren. De økonomiske love dominerer samfundet og ikke samfundets regler økonomien.

Udviklingsstrategerne forholder sig ikke til et samfund, der har en økonomi, men et samfund, som er en økonomi.

Et af hovedproblemerne ved den økonomiske samfundsopfattelse er den fremmedgørelse, der tildeles handlinger, ting og mennesker, når de redefineres som “ressourcer”, dvs. kun tillægges en betydning, fordi de anses for nyttige i forhold til et højere formål. De tæller ikke pga. det, de er, men for det, de kan blive. Den menneskelige opfattelsesevne er blevet opdraget til at se på skove og opfatte tømmer, se på bjerge og opfatte malm og se på landskaber og opfatte infrastruktur, byudvikling eller bebyggelse.

En økonomisk opfattelse af samfundet, der gennemskuer udgift-udbytte relationer med ekstrem klarhed men ikke kan opfatte andre dimensioner, er imidlertid mangelfuld. Ikke alt, der ligner en økonomisk aktivi-

tet, er en del af økonomien.

Overalt bliver ting produceret, distribueret og konsumeret, men kun i de moderne vestlige samfund er priser, produkter, ejerskabsbetingelser og arbejde skabt af lovene for økonomisk effektivitet. Andre steder gælder andre regler og andre modeller dominerer.

I samfund, der ikke er bygget på trangen til at akkumulere materielle goder, er økonomisk aktivitet ikke gearet til et glat, hvislende output. I stedet forstås økonomiske aktiviteter som det at vælge en beskæftigelse, opdyrke land eller udveksle varer som opførelsen af et socialt drama, i hvilket medlemmerne af samfundet ser sig selv som skuespillerne.

Dramaets fortælling definerer stort set hvad, der tilhører hvem, hvem der produceret hvad, og hvordan det bliver udvekslet.

Denne “økonomi” er tæt forbundet med livet, men udstikker ikke reglerne og rytmerne for resten af samfundet. Kun i Vesten dikterer økonomien dramaet og skuespillernes rolle.

Den tekniske globaliserings hegemoni Selvom begrebet “bæredygtig udvikling” kan betyde mange ting for mange mennesker, indeholder det for Sachs et kernebudskab: “Hold mængden af menneskelig udvinding og udledning i balance med naturens regenerative kapacitet”. Dette synes rimeligt nok, men det skjuler en konflikt, som endnu mangler at få offentlig opmærksomhed: Hvor skal cirklen for udnyttelse og regeneration placeres? På niveauet for et landsbysamfund, et land eller hele planeten? Indtil 1980’erne beskæftigede økologerne sig mest med det lokale eller nationale rum. Ideer som “økoudvikling” og “selvforsyning” tog sigte på at forøge den økonomiske og politiske uafhængighed af et bestemt sted ved at genforbinde de økologiske strømme. Når økologer viftede med et billede af Jorden taget fra det

ydre rum, var det for at minde offentligheden om dens endelighed og udbrede det budskab, at det ikke var muligt at undslippe resultatet af sine handlinger. De opfordrede mennesket til at føre sig frem med ydmyghed.

Den nye generation af økologiske udviklingsstrateger opfatter imidlertid i stigende grad bæredygtighed som en udfordring for en ny slags global managementkultur. Satellitbilleder, der scanner Klodens vegetative lag, computergrafer der kører interaktive kurver gennem tiden og grænseniveauer, der opgraderes til globale normer, er det nye sprog for den globale økologi.

Problemet er, at disse virkelighedsafspejlinger indeholder bjerge af data, men ingen mennesker.

Informationerne fortæller ikke, hvorfor tuaregerne udtømmer deres vandhuller, eller hvorfor tyskerne er så besatte af høj fart på motorvejene. De redegør ikke for, hvem der ejer det tømmer, der bliver udskibet fra Amazonas eller hvilke industrier, der florerer, fordi de får lov til at forurene havene. Kort sagt leverer de en viden, som er ansigtsløs og uden sted, fordi de ignorerer den kulturelle og politiske virkelighed og alle kvaliteter og dyder. De tilbyder data, men ingen sammenhænge, diagrammer, men ingen aktører. De leverer regnestykker, men ingen moralopfattelser, og søger stabilitet, men ikke skønhed. Forudsætningen for denne form for globalisering er udjævning af alle forskelle og blindhed overfor alle særlige lokale karakteristika.

Effektivitetens evangelium For tyve år siden var “grænser for vækst” den globale miljøbevægelses advarsel til samfundet.

I dag taler miljøeksperterne om “global forandring”. Disse budskaber er vidt forskellige: “Grænser for vækst” opfordrer homo industrialis til at genoverveje sit projekt og adlyde naturens love.

“Global forandring”, derimod, anbringer menneskeheden i fø-

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

og økologiens globale dimension rersædet og opfordrer den til at beherske naturens kompleksiteter med større selvkontrol. Mens den første formel lyder truende, har den anden en optimistisk klang: Den implicerer en genfødsel af homo faber, “smedemennesket”, og understøtter troen på, at den moderne økonomis velafprøvede midler – produktfornyelse, teknologiske fremskridt, markedsregulering og videnskabsbaseret planlægning – vil vise en vej ud af de økologiske problemer.

Kuren for alle miljøsygdomme hedder fra nu af effektivitetsrevolution. Ved hjælp af denne recept formodes økonomien at komme i form ved at holde sig til en diæt, der får overvægten af slagger og affald til at forsvinde.

Men dette effektivitetsscenario er i virkeligheden en omskrivning af cirklens kvadratur: Scenariet foreslår en radikal omvæltning ved at genanvende traditionelle metoder og give indtryk at, at den kan gennemføres gennem brug af økonomisk intelligens – nye produkter, teknologi og ledelsesteknikker. “Mere for mindre” er det nye motto for dette gamle spil.

Økologer, som udelukkende refererer til effektiv ressourceadministration, ignorerer imidlertid det faktum, at et økologisk reformprogram må gå på to ben: Man må revidere målene såvel som midlerne. Denne undladelsessynd falder tilbage på hele det økologiske projekt. Hvis ikke vækstdynamikken gøres langsommere, vil rationaliseringens positive resultater blive ædt op af den næste vækstrunde. Det, der virkeligt betyder noget, er økonomiens generelle fysiske dimensioner i forhold til naturen, ikke kun en effektiv ressourceallokation. Sachs anskueliggør denne konklusion med den følgende metafor: “Selv hvis en båds last er ligeligt fordelt, vil båden gå ned, hvis lasten er for tung – også selvom den synker på den bedst tænkelige måde.”

Opstigningen af den teknokratiske økologi Sachs hovedfortjeneste er, at han gør rede for, at effektivitet uden indbygget tilstrækkelighed er kontraproduktiv. Den sidste må definere grænserne for den første.

Eftersom den nye type teknokra-

tiske økologi ikke genovervejer konkurrence-produktivismens logik, behandler den som et teknisk problem, hvad der i virkeligheden er et civilisatorisk fejltrin – nemlig at et produktivitetsniveau, som ikke fungerer i Nord, heller ikke vil gøre det i resten af verden. Og endnu værre: Den undlader at tage stilling til, hvordan samfundet skal fungere og hvad, hvor meget og på hvilken måde, det skal producere og forbruge. Muligheden for nul-valg – dvs. det at vælge ikke at gøre noget, som er teknisk muligt – er fortsat et tabu. Følgen er, at muligheden for at belyse et bredere udvalg af ideer for fremtiden for de samfund, der begrænser deres produktion og i stedet helliger sig de idealer, der er vokset frem af deres kulturelle arv, falder væk.

Hvori ser Sachs løsningen på de komplekse problemstillinger, han beskriver? Om end svarene på de mange spørgsmål i høj grad forbliver utopiske, tager han afsæt i den konventionelle udviklingsæras afslutning og en gryende samfundsmæssig bevidsthed, der resulterer i en vilje til selvbegrænsning, manifesterende sig i

en såkaldt faktor 10. Denne model implicerer forskning i nye former for ikke-materiel rigdom.

Nøgleordet i disse undersøgelser er diversitet i forhold til tid, rum og bevægelse, fænomener, som Sachs knytter sammen med begreber som langsomhed, intelligens og simplicitet. I en tid med eksploderende valgmuligheder, er den vigtigste ingrediens i et rigere liv evnen til at fokusere på de ting, der betyder noget, hvad der først og fremmest lægger op til nej’ets suverænitet. Og meget sigende afslutter Sachs sine analyser af økologiens planetariske dialektik med et citat fra Thoreaus Walden Pond: “Et menneske er rigt i forhold til antallet af de ting, det har råd til at ignorere”.

Niels Henrik Hooge er jurist (nh_hooge@yahoo.dk).

Litteratur af Wolfgang Sachs: Global ecology: A new arena of political conflict. Hallifax and London, 1993.

Planet dialectics: Explorations in environment and development. New York, 1999.

Se også Wuppertal Instituttet: www.wupperinst.org

Marianne Jørgensen

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 21

Marianne Jørgensen

22 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

Til forsvar for nostalgien “Det er jo den rene nostalgi” hører man ofte i miljødebatten, og når det siges er det sjældent i et bifaldende tonefald.

Af Peter Mortensen

Ordet “nostalgi” består af de græske ord “nostos”, som betyder tilbagevenden, og “algia”, som betyder smerte. Nostalgien sætter ord på det moderne menneskes hjemve efter dét, som kom før det moderne. Nostalgikeren længes efter førmoderne værdier – harmoni, fællesskab, naturlighed, bæredygtighed – fordi disse opfattes som mangelvarer i et højeffektivt forbrugersamfund.

Nostalgi opstod som et medicinsk begreb, og længe tog man nostalgien yderst alvorligt, ikke mindst indenfor psykiatrien. Så sent som under 2. Verdenskrig brugtes begrebet til at diagnosticere den specielle melankoli som forfulgte mennesker – specielt professionelle soldater – der havde tilbragt for lang tid hjemmefra. Folk fra bjergrige lande som Norge og Schweiz var angiveligt specielt prædisponerede for nostalgi. Lidelsen kunne kun helbredes ved hjælp af øjeblikkelig hjemsendelse, ellers risikerede man at dø af nostalgi.

I dag er vi mere tilbøjelige til at opfatte nostalgi som en uproduktiv, barnagtig og i værste fald destruktiv følelse. Nostalgien har tillige et uheldigt ry for at alliere sig med reaktionære tendenser i tiden. Nostalgien, hedder det sig, er en form for hykleri, som fjerner fokus fra reelle problemstillinger, idet den opdigter en fortid, som aldrig har eksisteret.

Nostalgien benægter de indlysende forbedringer, som moderniteten har medført; den skaber et vrangbillede af en renskuret fortid uden krige, slaveri, klasseforskelle, kvindeundertrykkelse og tårnhøj spædbørnsdødelighed.

Disse anklager indeholder alle mere end ét gran af sandhed, og de bør absolut tages alvorligt.

Det er imidlertid bemærkelses-

værdigt, hvor ofte nostalgi-kritikken fremsættes af deltagere i miljødebatten – det være sig erhvervsledere, intellektuelle, videnskabsfolk, embedsmænd eller politikere af forskellige observanser – som ønsker at delegitimere alternative synspunkter. I polemikken om den midtjyske motorvej fra Århus til Herning eller debatten om indførslen af genmodificerede fødevarer er det f.eks. en standardmanøvre for tilhængerne at stigmatisere modstanderne som “nostalgikere”.

For usentimentale “realister” er nostalgien ikke blot et harmløst irritationsmoment men en farlig patologi, som må og skal bekæmpes. Tiden kræver fleksibilitet og omstillingsparathed, hvis vi skal kunne klare os i en stadig mere konkurrencepræget verden. Men nostalgikerne klamrer sig infantilt til noget, som de knap nok ved hvad er, og som måske aldrig rigtig har eksisteret.

Det bagudvendte blik blokerer for de strukturreformer, som skal bringe det moderne projekt tilbage på skinnerne, og forsinker således samfundets næste store spring fremad.

Korrektiv til fremskridtet Der er ingen tvivl om at nostalgien kan tjene og i visse tilfælde har tjent suspekte formål, men jeg vil alligevel i denne sammenhæng forfægte det modsatte argument. I en tid hvor den blinde udviklingstro har spillet fallit men alligevel fortsat bestemmer dagsordenen, kan nostalgien udfylde en anden funktion og ses i et betydelig mere positivt lys.

Nostalgien kan opfattes som et vigtigt og nødvendigt korrektiv til den rent mekaniske fremskridtstanke, hvis fortsatte hærgen vi kan måle og iagttage overalt i det naturlige landskab.

Nostalgikeres tanker kredser typisk om tilstande, som præges af social og økologisk ligevægt: Edens Have, Arkadien, Barndommens Lykkeland, De Gode Gamle Dage, Det Organiske Samfund. Sådanne ideal-billeder

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

er måske naive og i sidste instans urealiserbare – det ved den intelligente nostalgiker i øvrigt også godt. Man kan ikke vende tilbage til udgangspunktet, og i de fleste tilfælde ville det næppe være ønskværdigt.

Pointen er imidlertid, at nostalgiens myter ikke blot kan føre os på vildspor – de kan også inspirere vore forsøg på at forestille os en tilværelse, som byder på andet og mere end større biler, bredere motorveje, hurtigere

byggere straks burde vende tilbage til “naturtilstanden”, selv om han ofte blev læst på denne forenklede måde. Pointen var snarere at udfordre Oplysningstidens forestilling om, at fremtiden altid og på alle punkter forbedrer på fortiden. Efter Rousseau blev det vanskeligere at ignorere nostalgiens vigtigste indsigter – at fremskridtet på visse punkter skaber flere problemer end det løser, og at vores jagt på materiel velfærd har omkostninger, både

”Nostalgiens myter kan inspirere os til en tilværelse, som byder på andet og mere end større biler, bredere motorveje, hurtigere internetforbindelser og mere effektive lykkepiller” internetforbindelser og mere effektive lykkepiller. Nostalgikeren kaster grus i industrisamfundets evigt kværnende maskineri ved at forestille sig et radikalt – for ikke at sige utopisk – alternativ til det bestående. Nostalgikeren insisterer på, at ikke alle former for fremskridt er af det gode, og at livet i fortiden i hvert fald på nogle punkter tilbød mere tilfredsstillende vilkår for en menneskeværdig eksistens. Nostalgien er således ikke udelukkende fokuseret på fortiden, men peger på én gang tilbage og fremad.

Nostalgiens forsvarere Filosoffer, digtere og forfattere har været dygtige til udnytte nostalgiens kritiske potentiale. Schweizeren Jean-Jacques Rousseau chokerede Europas intellektuelle, da han i midten af det 18. århundrede fremmanede ideen om “den ædle vilde”. Den selvsamme primitive skabning, som længe havde tjent oplysningsfilosofferne som skræmmebillede på en brutal og barbarisk urtid, havde ifølge Rousseau levet et relativt idyllisk liv, fri for de mangfoldige lidelser, som plagede neurotiske moderne mennesker. Pointen med Rousseaus polemik var naturligvis ikke, at Europas ind-

for os selv og for andre.

I populære digte som “Jeg er født på Jyllands sletter” (1901) overdriver digteren Jeppe Aakjær skamløst, hvor idyllisk livet formede sig på hans barndoms midtjyske bøndergårde i tiden før det moderne gennembrud: Koen stod med reb om øret ved en frønnet vognkæp bunden, med en kat på hver sin side og med drøvets drevl af munden.

Inde var kun lavt til loftet, månen kasted lys i stuen, bedstefar i lædertrøjen stavred om ved skorstensgruen.

Mor gled ind ad frammesdøren, slæbende på malkespanden, snart har koens varme drikke fyldt hver barnekop til randen.

Aakjærs nostalgiske hjemstavnsdigtning provokerede hans fæller blandt socialdemokrater og radikale, som mente, at den indignerede stridsmand måtte være blevet blødsøden på sine gamle dage. Men Aakjærs strategi var mere kompliceret end som så. Han forklejnede ikke de negative aspekter ved det gamle agrarsamfund – snarere tværtimod, som det fremgår af digtet

GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 23

Marianne Jørgensen

om “Jens Vejmand” (1905).

Men Aakjær brugte sin digtning til at gøre opmærksom på visse kvaliteter ved gammellivet, som han mente burde bæres videre ind i den moderne tidsalder.

Rationaliseringen af landbruget og den deraf følgende affolkning af landdistrikterne var i fuld gang. Men var bevægelsen fra land til by, fra husmandssted til lejekaserne, virkelig en forbedring af levevilkårene for jævne mennesker? Aakjær havde, som alle nostalgikere, sin tvivl.

Et tredje eksempel på den kritiske nostalgi er J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre-trilogi. Der er ingen tvivl om, at Tolkien selv var nostalgiker. Instruktøren Peter Jackson har således udtalt, at Tolkien “så ringen som en metafor for maskinen. Han hadede industrien og måden, hvorpå befolkningen specielt i England var blevet slaver af fabrikkerne, da den industrielle revolution ramte landet i 1850’erne. For ham handlede ringen om at miste sin frie vilje, ligesom man gør, hvis man er fabriksarbejder.

24 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004

Maskinen gør dig til slave og forhindrer dig i at fungere og tænke selv.”

Efterkrigstidens undergangsstemning farvede utvivlsomt Tolkiens pessimistiske syn på den vestlige industricivilisation.

Under deres rejse forfærdes Sam og Frodo over Mordors forurenede luft, ødelage skove og udpinte jord. Tolkiens besked er klar. Teknologien har til formål at frigøre menneskene fra naturens tyranni, men hvis den gives ubegrænsede udfoldelsesmuligheder vil den skabe en dæmonisk kraft, som reducerer alle levende skabninger – inklusive menneskene selv – til råmateriale for produktion. Hvis fornuften dyrkes som en Gud, vil den kamme over og blive til vanvid. For meget oplysning indhylder verden i uigennemtrængeligt mørke.

Tolkien var en naturelsker, som mente at andre levende skabninger – dyr, planter og især træer – havde værdi i sig selv og burde behandles med respekt.

Hobbitternes loyalitet overfor Herredet, hvor Ringenes Herre

begynder og slutter, er ikke udelukkende en social følelse rettet mod andre hobitter. Den indbefatter også en bredere kærlighed til naturen, en naturfølelse som aldrig er abstrakt økologisk, men som altid konkretiseres i hobbitternes omsorgsfulde omgang med de ting, der omgiver dem. Tolkiens bøger inviterer læseren indenfor i en komplet førmoderne verden, der føles som et tabt hjemsted.

Nostalgi, javist, men Tolkiens nostalgi er ikke af den slags, som skaber virkelighedsflugt og får folk til at melde sig ud af samfundet. Tværtimod, det er en nostalgi af den kritiske og – tør man sige – progressive slags. Tolkien anfægter det moderne verdensbillede på forskellige måder, f.eks. når han relativerer modsætningen mellem “primitive” og “civiliserede” samfundsformer.

Hvem er til syvende og sidst mest “primitive” – de fredeligt agerdyrkende hobbitter eller Saurons gryntende, krigeriske Orker?

Hvis det moderne samfund skal gøres beboeligt og bæredyg-

tigt, må vi bl.a. søge inspiration i vores nostalgiske forestillinger om fortiden. Nostalgien fornægter ikke blot virkeligheden, for den er en langt mere kompliceret følelse, som kombinerer længsel, erindring, drøm og håb. Nostalgien er, ligesom poesien og fantasien, en vigtig ressource for moderne mennesker, for den gør os i stand til at tænke selvstændigt. Hvis fremskridtet ikke kan rumme plads til Det Gode Liv, fortjener det måske slet ikke betegnelsen fremskridt. Hvad er fremskridt overhovedet for en størrelse? Giver det mening at kalde en udvikling for fremskridt, hvis den afvikler netop de kvaliteter, som har gjort livet værd at leve?

En ægte nostalgi sætter fremskridtet til debat. Og netop derfor kan nostalgien meget vel vise sig at være den eneste fremtid, vi har.

Peter Mortensen er lektor i engelsk ved Aarhus Universitet (engpm@hum.au.dk).

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

Bendt Ulrich Sørensen: Banale Udsagn II (økonomi), 2003. Træsnit.

TEMA: FILOSOFISKE TANKER OM DET GRØNNE

GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004 | 25