Regnskovenes
endeligt
Tre franske tropeeksperter advarer om, at det står værre til med de tropiske skove end generelt antaget. Samtidig vil Kyoto-protokollen forværre skovenes tilstand. Af Frédéric Durand, Francis Hallé og Nicolas Hulot Fotos: Mads Fjeldsø Christensen
Som specialister i det tropiske miljø må vi nu tage bladet fra munden! Den tropiske urskovs fuldkomne nedbrydning kan ikke længere undgås. At påstå det modsatte vil bestyrke den illusion, at der hos de internationale instanser og aktører findes en reel og seriøs vilje til at beskytte disse økosystemer. Dertil kniber det med økonomiske og praktiske midler til at virkeliggøre et redningsforsøg. Både lobbyister, økonomiske interesser og endda den indflydelse, som mange internationale institutioner har, medvirker til at fremme ødelæggelsesprocessen, som nu har nået en fart på niveau med klodens tidligere store geologiske katastrofer. For det første må vi stå ved, hvor begrænset vores indsigt i tingene er. Forskerne har hidtil identificeret 1,7 millioner levende dyre- og plantearter. Men alt i alt skønnes der at findes mellem 30 og 50 millioner arter. Til
26 | GLOBAL ØKOLOGI | OKTOBER 2004
trods for, at vi undertiden føler os alvidende, har vi blot kendskab til 2-3% af verdens livsformer. Mindst halvdelen af disse arter lever i symbiose med de tropiske skove. Deraf fremgår, at hvis nedbrydningen fortsætter med nuværende hastighed, bliver der antageligt udryddet 50.100.000 arter årligt. Rent matematisk set, hvis man antager en gennemsnitlig livslængde på 75 år, kommer de børn, der fødes i dag, til at opleve, hvordan størstedelen af de afrikanske, mellemamerikanske og sydøstasiatiske urskove forsvinder. Sandsynligvis vil de sydamerikanske og centralafrikanske regnskove – på nær nogle få sværttilgængelige områder – også gennemgå samme skæbne inden næste århundredeskifte. I lyset af situationen i bl.a. Gabon, Elfenbenskysten, Liberia, Indonesien og Chile er det nu påvist, at naturreservater og nationalparker udgør utilstrækkelige løsninger, der i sidste ende og i bedste fald kun vil forsinke en fuldkommen udryddelse. Det er verdens fællesarv, som forsvinder, før dens righoldige mangfoldighed er blevet undersøgt fuldt ud. Det svarer til at brænde uvurderlige bøger af.
Landbrug og skovdrift Skovenes ødelæggelse skyldes hovedsageligt to faktorer, for det første udbygningen af landbru-
get og for det andet skovdriften. Landbruget er enten af lokal oprindelse, anlagt efter regeringens retningslinjer eller finansieret af fødevareindustrien. Mange steder er jorden så mager, at driften må opgives efter få års intensiv dyrkning. Skovdriften er en noget mere
hundredtusindvis af hektarer pga. brand (som det bl.a. har været tilfældet i Indonesien hver fjerde eller femte år siden den industrielle skovdrifts fremgang i 1970’erne). Sålænge urskovene udgør en billig trækilde, som kan anvendes til at fremstille betonkasseringer og billige møbler, er det forgæves
“Som følge af indførelsen af CO2-kvoter på de finansielle markeder er det blevet særlig fordelagtigt at fjerne urskovene”
kontroversiel sag. Ifølge FNs landbrugsorganisation, FAO (Food and Agriculture Organisation), kan skovdrift ikke – i noget som helst tilfælde – opfattes som miljøbelastende (undtagen når den er ulovlig!). Dette kan virke som en tvivlsom påstand, men ikke på grundlag af, hvordan FAOs såkaldte eksperter selv definerer begrebet “skov”, dvs. “et økosystem, hvor mindst 10% af arealet er dækket med træer på 5 meters højde, og som ikke bliver opdyrket”. Med andre ord skal der blot nogle få træer per hektar til, for at der ikke bliver tale om rovdrift, uanset at økosystemerne bliver så forstyrrede, at de ikke er i stand til at genskabe sig selv, eller så svækkede, at de under hård tørke mister
at håbe på en bedre forvaltning. Hvis bare det tropiske træ var dyrere, ville der i stedet blive benyttet andre træarter. Endvidere forsøger kun få bedrifter at blive øko-certificerede, og tit tjener det det formål at dække over ikkefornybar skovhugst. Skovene er mere end blot en opsummering af kubikmeter træ. Skovene er levende enheder som udgør grundlaget for vand, jord, miljø, vilde dyr og ikke mindst mennesker. I denne pointe skal der understreges, at skovenes befolkninger fortsat beskyldes af internationale instanser for det meste af skovenes nedbrydelse. Det er urimeligt og ubegrundet i betragtning af, at i flere lande (Thailand, Indonesien, Cambodja) findes de sidste kompakte skove netop i de områder, hvor disse folk bor. Ikke mindre alvorlige bliver ødelæggelserne, når de industrialiserede lande på godt og ondt stræber efter at eksportere den vestlige udviklingsmodel til resten af verden. Men paradoksalt nok er der nu også grund til bekymring overfor de tiltag, som har til hensigt at hæmme fænomenet. I årevis har mange såkaldte
REGNSKOVENES ENDELIGT