Global Økologi nr. 4, 8. årgang 2001

Nr. 4, 8. årg.

Global Økologi

September 2001

Europas globale miljø ansvar EU-lederskab D u m p i n g Kemikalier Ulandene Toldmure Østudvidelse Ko nve nt io n e r USA-dominans Alliancer

Tema

Europas rolle i globaliseringen

Kyoto er ikke død - endnu !

Øko-forskning i helhedssyn

Genova - et vendepunkt ?

Protest mod olie i Ecuador

Global Økologi

Global medievold Borgerkrig i Seattles gader, stenkast og skyderi i Gøteborg, mord og brand i Genova. Vi har set billederne mange gange - alt for mange gange. Vi husker de stenkastende unge, biler i brand, politiets knippelsuppe, de flygtende demonstranter. Vi har billederne på nethinden, men de fleste af os aner ikke, hvad der egentlig blev diskuteret på disse topmøder.

Det globale mediecirkus anført af CNN og Danmarks Radio fodrer vores indre svinehund - jo mere vold desto bedre. De voldelige aktivister er på verdensturné - tæt forfulgt af verdenspressen - som var de mere interessante end Mike Tyson og Josef Stalin i forening.

Naturligvis er volden vigtig at tage alvorlig. Den kan ses som et udtryk for en stigende social ulighed i verden - mellem Nord og Syd og mellem rig og fattig indenfor landegrænser. Men volden er i høj grad antændt af mediecirkusets evige jagt på gode billeder.

Det er vigtigt ikke at lade sig styre af dette. Også

danske bevægelser bør finde en vej udenom volden.

ATTAC-Danmark stiftes i oktober, og for at bevægelsen skal kunne gro, må den - ligesom ATTAC i Sverige og Frankrig - tage afstand til volden og søge den kritiske dialog gennem fredelige demonstrationer og alternative møder.

Global Økologi tager baggrunden for de voldelige optøjer alvorligt og bringer her i bladet en kritisk artikel om begivenhederne i Genova (af Paul Kingsnorth, side 14-17). Men det centrale for os er at rette fokus mod selve de livstruende og naturødelæggende problemer, som opstår i vores stadig mere globaliserede verden.

Dette blad indeholder et særtema om Europas rolle i globaliseringen. Vores vinkel er miljøet, og fokus vil være på EUs rolle i forhold til ulandene, USA og de nye ansøgerlande i Østeuropa. Læs og bliv klogere!

Bo Normander, redaktør Global Økologi

Dansk strategi med globale hensyn Regeringen offentliggjorde i juni 2001 en dansk bæredygtighedsstrategi. Det Økologiske Råd mener ikke, at regeringens strategi er særlig visionær. Den tager ikke konsekvent udgangspunkt i naturgrundlaget og det globale perspektiv, og den opstiller ikke mål, tidsfrister og virkemidler i nært tilstrækkeligt omfang.

Det Økologiske Råd har udarbejdet et helt nyt forslag til, hvordan en mere visionær og konkret dansk strategi for bæredygtig udvikling kan se ud, hvis den omfatter de globale vinkler og hensyntagen til naturens tålegrænser. Vi ønsker med dette initiativ at inspirere regeringen til at følge den vedtagne strategi op med en handlingsplan, der tager udgangspunkt i den globale fordeling af ressourcer og i bevarelsen af naturgrundlaget som livsgrundlag for kommende generationer.

Vores udspil tager udgangspunkt i den globale situation under hensyn til det økologiske råderum. Vi beskriver drivkræfterne for øget forbrug, behovet for nedsættelse af ressourceforbruget og befolkningens inddragelse i processen. Vi beskriver virkemidler med vægt på de økonomiske styringsmidler. Endelig gen-

2

Global Økologi • September 2001

nemgås en række temaområder som klima, biodiversitet, kemikalier, sundhed, trafik og energi, industri og erhverv, landbrug og fødevarer, skovbrug og fiskeri samt uddannelse og forskning. For alle disse områder opstilles forslag til en lang række nødvendige handlinger, mål, tidsfrister og virkemidler.

MEN - vi er naturligvis ikke eksperter på alle de sammenhænge og områder, som bør medtages i en strategi for bæredygtig udvikling. Derfor vil vi i en høringsfase bede om kommentarer til vores udkast og forslag til, hvad der skal gøres bedre eller tilføjes. Kommentarer og gode forslag skal være os i hænde senest 1. november.

Når høringsfasen er slut vil vi indarbejde en række af de forhåbentlig gode forbedringsforslag i vores debatoplæg, således at en færdig alternativ dansk bæredygtighedsstrategi kan foreligge i begyndelsen af 2002.

Læs debatoplægget på vores hjemmeside, www.ecocouncil.dk. Oplægget er på 90 sider. En fotokopi kan også bestilles (for 50 kr. inkl. porto).

Søren Dyck-Madsen, temamedarbejder Det Økologiske Råd

Indhold Kyoto er ikke død, side 4

Global Økologi Nr. 4, 8. årg., september 2001

Det er ikke svært at forstå, hvorfor mange miljøforkæmpere følte sig en smule deprimerede, da de ankom til klimaforhandlingerne i Bonn i midten af juli Af Kate Hampton

Udgiver: Det Økologiske Råd Landgreven 7, 4.

1301 København K Tlf. 3315 0977 Fax 3315 0971 info@ecocouncil.dk www.GlobalØkologi.Nu Redaktion: Bo Normander (ansv.), Henning Schroll, Dorte Skovgård, Uffe Geertsen og Jeanne Lind Christiansen.

Global Økologi er et tidsskrift, der tager pulsen på dansk og international miljøpolitik.

Tidsskriftet udkommer fem gange årligt.

Det Økologiske Råds synspunkter afspejles kun i indlæg, hvor dette er tydeligt angivet. Det Økologiske Råd modtager støtte fra Den Grønne Fond. Dette særnummer har modtaget støtte fra Nævnet vedr. EU-oplysning Global Økologi samarbejder bl.a. med The Ecologist, 18 Chelsea Wharf, Lots Road, London SW 10 0QJ, England Tryk: SvendborgTryk Papir: cyclus print Forsidefoto: DV/Scanpix/BN Bidrag til næste nr. bedes indsendt senest 15. oktober 2001. © Global Økologi/forfatterne ISSA 0909-1912

På vej til en strategi ?, side 24 EUs strategi for bæredygtig udvikling er ikke en strategi - men en tidsplan Af Kim Carstensen

EU-udvidelse sætter østeuropæisk landbrug på prøve, side 27 Helhedsorienteret forskning i økologi, side 9 Hvad er - dybest set - forholdet mellem værdier og videnskab?

Af Hugo Fjelsted Alrøe

Det er demokrati, fjols !, side 14 G8-topmødet i Genova var et vendepunkt for den voksende bevægelse mod globalisering Af Paul Kingsnorth

Hvad mener de østeuropæiske lande om processen?

Af Ruta Vaiciunaite

Ulandsbistand og miljøhensyn, side 30

Er miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling en integreret del af EUs bistandspolitik?

Af Bo Normander

Olierørledning gennem unik regnskov i Ecuador, side 18

Vestlige banker og firmaer står bag Af Maria Kirstine Husum

Tema: Europas globale miljøansvar, side 20-34 Globalt lederskab ?, side 21

Ulande kræver ‘fair play’, side 31

EUs miljøpolitik har generelt udviklet sig positivt de sidste 10 år.

Men der er stadig områder, der er håbløst bagefter Af Christian Ege

EU har en udpræget dobbeltmoral, når det gælder hjælp til ulande.

Med den ene hånd giver man bistand, med den anden lukker man for adgang til EUs marked Af Aditi Sharma

Global debat, side 35

Globalt nyt, side 37

Kalender, side 36

Nyt fra Rådet, side 38

Bognyt, side 36

Publikationer, side 39

Global Økologi • September 2001

3

Klimaforhandlinger

Kyoto er ikke død Efter måneder med opvågning til overskrifter, der proklamerede Kyoto-Protokollens død, er det ikke svært at forstå, hvorfor mange klimaforhandlere og miljøforkæmpere følte sig en smule deprimerede, da de ankom til klimaforhandlingerne i Bonn i midten af juli Af Kate Hampton

Foto: Isabelle Rozenbaum/PA

På trods af den dystre start på genoptagelsen af COP6 (Sixth Conference of the Parties) i Bonn var humøret en uge senere på det nærmeste triumferende. Den politiske enighed, der blev opnået af ministrene i løbet af en søvnløs weekend svækkede så afgjort de oprindelige Kyoto-mål, men var stadig en stor sejr for global miljøregulering og et vendepunkt i forholdet mellem den unilaterale Bush-administration og resten af verden. Derfor: Kyoto er ikke død.

Men hvorfor har Bonn-aftalen en betydning?

Den oprindelige klimakonvention (UN Framework Convention on Climate Change, UNFCCC) underskrevet i Rio havde et udslipsmål.

I virkeligheden var FCCCs mål om at stabilisere de industrialiserede

4

Global Økologi • September 2001

landes udslip af drivhusgasser på 1990-niveau mere eller mindre det samme som det der er i den reviderede Kyoto-aftale, men bare med 10 års forskel. Imidlertid var der ingen muligheder for at håndhæve FCCCmålet. FCCC gav ikke landene individuelle mål som de kunne stilles til regnskab for, og ansporede dem heller ikke til at skride til handling; fremfor alt besad den ikke en mekanisme til håndhævelse. Alt hvad konventionen kunne tilvejebringe var et grundlag for videre internationalt samarbejde, hvor landene kunne se på udledningsmål som noget, man skulle efterstræbe.

I modsætning til dette er Kyotomålene mulige at håndhæve, selv i en verden som vores af surrealistisk, uhåndhævdbar international lovgivning. Hvis det ikke lykkes for et land at efterkomme dets

2008-2012 udslipsmål, vil det blive straffet i den næste bindingsperiode med 1,3 ton CO2 for hvert ton, det oprindelige mål blev overskredet med. Udfra antagelsen om, at alle vil forblive en del af systemet og at mål for den næste bindingsperiode vil blive forhandlet fra starten af den nuværende bindingsperiode, kan dette system fungere fornuftigt. Desuden vil lande, der ikke samtykker, være nødt til at fremvise en plan, der forklarer, hvordan de vil imødegå deres nye mål, og alt dette vil være under overvågning fra en såkaldt Enforcement-gruppe under Håndhævelseskomiteen. Under denne komité er også en Faciliteringsgruppe, der kan hjælpe lande med problemer inden reglerne brydes.

Det lyder måske ikke skudsikkert, men det er det bedste system til håndhævelse, der nogensinde

har været tilknyttet en multilateral miljøaftale.

Udover at skabe holdbare håndhævelsesregler blev man i Bonn også enige om, hvilke institutioner, der behøves for at sikre, at de nye internationale klimabeslutninger føres ud i livet. På trods af at instutionerne måske ikke har stået centralt i pressemeddelelser fra COP6, udgjorde de ét af de største stridsspørgsmål på konferencen. De pågældende institutioner udgøres af tre nye mekanismer: Bestyrelsen for “Clean Development Mechanism” (CDM), Ekspertgruppen for Teknologioverførsel og de to omtalte støttegrupper for Håndhævelseskomiteen.

Sammensætningen af Enforcement-gruppen er måske den mest overraskende. Vedholdende og højtråbende modstand fra Japan, Australien og deres allierede gjorde dette emne til det sidste stridspunkt, men det blev alligevel til sidst besluttet, at Håndhævelseskomiteen skulle have en lige geografisk repræsentation i stedet for en majoritet af Annex I-lande (lande med CO2-mål). For enhver fornuftig person synes det kun rimeligt, at de der kommer til at lide mest under manglende opfyldelse af målene, dvs. udviklingslandene, bør have medbestemmelse på, at udslipsreduktioner overholdes. Under international lov er dette meget vigtigt: multilaterale aftaler fungerer kun, hvor der er politisk vilje til at håndhæve dem.

Efter vedtagelsen af Bonn-aftalen kan vi nu identificere de egentlige Kyoto-mål, dvs. hvad der kan opnås med Kyoto-Protokollen under forudsætning af dens indbyggede fleksibilitet og eksistensen af bevidst forhandlede smuthuller. Selvom Bonn-aftalen mangler meget er den en klar forbedring af flere landes - inklusiv Japans - “business-as-usual” kurs.

Handling i form af klimapolitikker og -reguleringer er nu påkrævet for

at kunne imødegå Kyoto-målene, og med regler om begrænsede mængder udslip er der kommet en politisk forhandlet pris på kul i de industrialiserede lande.

Bonn-aftalen er ensbetydende med, at frivillige aftaler afvises som en legitim fremgangsmåde. På trods af bestræbelserne på at udøve pres på alle nøglelande har USA klart isoleret sig på dette emne.

178 lande enedes om, at obligatoriske mål er den eneste vej til en beskyttelse af klimaet, mens USA fortsætter med at være fortaler for en uærlig “forskning og teknologi”fremgangsmåde. Faktisk antyder Bushs budgetbeskæringer, at dette egentlig er en “forskning og ...?”-fremgangsmåde med lidet investering i eller opmuntring til anvendelse af ren teknologi. Bushs energiplan bevæger sig i den modsatte retning af klimabeskyttelse og bæredygtig udvikling, idet den er fortaler for, at over tusind nye kraftværker skal bygges, hvoraf de fleste vil være baseret på fossile brændsler og atomkraft. Bonn-aftalen forbyder brugen af atomkraft med det formål at opnå CO2-kredit, og aftalen kan være igangsætter for projekter for vedvarende energi.

Taler i ministrenes sidste forsamling fokuserede på det internationale samarbejdes sejr over unilateralismen. Talen fra USAs delegation blev mødt med stille misbilligelse fra konferencegulvet og hånlige tilråb fra balkonen.

EU under belgisk formandskab og G77- og Kina-gruppen under Iransk lederskab viste derimod den rette balance mellem stædighed og strategiske kompromiser; denne Nord-Syd koalition var en forfriskende udvikling og var klart båret oppe af politisk vilje. EUs beslutningstagere var under hårdt pres fra miljøgrupper og befolkninger op til Gøteborgtopmødet, hvor statslederne besluttede at fortsætte uden USA. Desperate efter at redde Kyoto og isolere USA-admi-

nistrationen gav miljøgrupper de europæiske ledere den nødvendige politiske plads til at give indrømmelser og indgå en aftale med Japan. Ifølge opinionsundersøgelser var den japanske offentlighed lige så besluttet på at redde Protokollen som den europæiske offentlighed var, og under forudsætning af det forestående valg i Japan bidrog dette klart til Koizumis beslutningstagen (se også faktaboks side 7).

Hvad er svaghederne ved Bonn-aftalen?

De såkaldte fleksibilitetsmekanismer (international kvotehandel, “Clean Development Mechanism” og “Joint Implementation”) blev oprindelig introduceret for at føje USA, og de er nu bredt anerkendte som legitime måder at opfylde nationale mål på uagtet de vedvarende uenigheder om i hvilken grad, deres brug er acceptabel. EU, G77 og Kina ønskede kvantitativt at begrænse brugen af disse mekanismer med et såkaldt “supplementarity” låg, der skulle få landene til at fokusere på at reducere udslip via nationale tiltag. Bonn-aftalen kom desværre ikke til at indeholde disse begrænsninger.

Den russiske regering foreslog en Grøn Investeringsplan for at kunne overføre “varm luft”-indtægter til investering i projekter til udslipsreduktion. Dette spørgsmål er ikke direkte omtalt i den endelige tekst.

Kombinationen af ubegrænset fleksibilitet, gavmilde muligheder for brugen af CO2-reservoirer (“sinks”) på basis af skov- og markarealer, og fraværet af USAs efterspørgsel på CO2-kreditter på Kyoto-markedet, vil betyde, at prisen på CO2 vil blive relativ lav.

Derved vil Bonn-aftalen nok ikke resultere i en hurtig igangsætning af investeringer i ren teknologi, idet den vil være dyrere end dens

Global Økologi • September 2001

5

FOTO 1

FOTO 2

FOTO 3

Save the Climate Treaty! Friends of the Earth stod for årets største mobilisering af miljøaktivister i forbindelse med klimaforhandlingerne i Bonn. 3.000 mennesker byggede den 21. juli en redningsbåd af mere end 2.000 planker, hvorpå forskellige budskaber var målet. Båden vejede omkring fire tons og blev slæbt gennem Bonns gader i et farvestrålende og fredeligt optog.

(Fotos: Jacob Sørensen)

6

Global Økologi • September 2001

CO2-udledende konkurrenter. Men støtten til obligatoriske forpligtigelser tilfører dog opgaven en vis fortrøstning; drivhusgasudslip vil blive holdt nede på lang sigt og prisen på CO2 vil formentlig stige over de kommende årtier. På trods af den lave startpris på CO2 kan Bonn-aftalen sagtens resultere i en forbedring af synet på vedvarende energi og energieffektivitet, og derved ændre energiinvesteringer i retning mod langsigtede, strategiske hensyn.

Medtagelsen af CO2-sinks i den første bindingsperiode er særdeles problematisk. Bonn-aftalen giver mange lande mulighed for at fratrække sinks fra deres CO2-mål.

Disse nedslag havde som formål at holde genstridige lande ved forhandlingsbordet og er ikke baseret på videnskabelige analyser eller på hensyn til bæredygtighed. Faktisk peger de fleste rapporter indenfor området på en overvældende usikkerhed mht. værdien af sinks indenfor klimabeskyttelse; vigtige emner er ikke berørt, såsom det midlertidige i CO2-lagring. Selvom der er sat låg på brugen af sinks (specifikt for hvert land for de fleste typer sinks), forbliver den samlede mængde CO2 defineret via sinks stor og udgør den største enkeltfaktor i svækkelsen af Kyotomålene. Desuden medførte tidspresset under forhandlingerne, at man kun fik nedfældet uklare og svage definitioner i den færdige tekst, og man fik ingen retningslinier for CO2regnskaber (“accounting modalities”). Definitionerne bør udvikles og revideres. Som det står nu, giver teksten et helt forkvaklet incitament til at opføre socialt og miljømæssigt destruktive monokulturplantager.

Den sidste alvorlige svaghed ved Bonn-aftalen er i forhold til den bistandspakke, der skal hjælpe ulande med at imødekomme deres behov for tilpasning, teknologioverførsel og videnop-

bygning. USA afviste at deltage, selvom denne pakke omtaler krav, der er nævnt i Klimakonventionen (som USA har ratificeret). Resultatet blev, at Nord - dvs. i det store hele de europæiske lande - kun har lovet ulandene at hjælpe med et beløb på under 5 mia. kr. årligt, og det på frivillig basis. Japan forblev tavs om at bidrage til pakken.

Så hvad behøves nu?

Til de næste klimaforhandlinger (COP7) må det internationale samfund omsætte den politiske aftale fra Bonn til et teknisk og juridisk sprog, der kan vedtages og føres ud i livet. Parallelle diskussioner om detaljerede regler for sinks og fleksibilitetsmekanismer vil fort-

sætte. Men Bonn-pakken er afgjort tilstrækkelig til, at landene nu kan ratificere Kyoto-Protokollen.

De lande, som ikke starter ratificeringsprocessen dette efterår, bliver nødt til at finde på nogle særdeles gode undskyldninger. Uden en hurtig opstart af ratificeringsprocessen vil det blive svært at overholde tidsfristen, som er Rio+10-mødet i Johannesburg næste år. Med USA ude af billedet på kort sigt vil alles øjne være rettet mod Japan og Rusland, idet begge disse lande er nødvendige for at efterleve kriteriet om, at Protokollen kun bliver til noget, hvis de ratificerende lande til sammen står for mindst 55% af udledningen (den såkaldte Annex I udledning).

Som en del af ratificerings-

processen må regeringerne tage stilling til indførsel af implementeringsmål. En vigtig opgave for NGO’erne bliver at sikre, at landene ikke (over)udnytter sinkbestemmelserne, fleksibilitetsmekanismerne og andre smuthuller i protokollen. I en konsultering af eksperter i EU, der resulterede i oprettelsen af det Europæiske Program for Klimaændringer, blev det vist, at EU formentlig kan imødekomme det dobbelte af Kyoto-målet gennem nationale tiltag og til en pris på kun omkring 200 kr. pr. ton kul. Den norske regering har allerede erklæret, at den ikke vil anvende sinks, og tilsvarende udtalelser forventes af andre europæiske lande.

Når først protokollen er trådt i

Japans rolle ved klimaforhandlingerne i Bonn Både før, under og efter klimaforhandlingerne i Bonn var Japans premierminister Junichiro Koizumis holdning den, at der stadig skal gøres forsøg på at få USA med i Protokollen. Derudover mente han, at forhandlingerne i Bonn skulle stræbe efter færdiggørelse af så mange aftaler som muligt om regler for implementering af Protokollen.

Den japanske regering prøver at bygge bro mellem EU og USAs holdning til Kyoto Protokollen, så begge parter kan gå ind for Protokollen. Lige siden COP3 i Kyoto har Japan set sin rolle i klimaforhandlingerne, som mægler mellem de stridende parter, specielt mellem EU og USA. Før COP6 i Bonn blev den japanske og canadiske premierminister enige om nødvendigheden af at finde et kompromis mellem USA og EU, så USA ville vende tilbage til Kyoto-Protokollen. USA og Japan begyndte at afholde bilaterale ministermøder om emner relateret til Kyoto-Protokollen i juli før fortsættelsen af COP6 i Bonn. Deres næste møde bliver afholdt i september i år. Fra japanernes side er møderne et forsøg på at få USA med igen.

Til COP6 i Bonn stillede Japan, Canada, Australien og Rusland et fælles forslag om, at hvert land kan forhandle sig frem til hvor mange tons kulstof de kan få godskrevet på baggrund af skovdrift og landbrug, både i eget land og ved projekter i udlandet. Japans holdning skyldes hovedsageligt, at landet er dækket af over 65% skov.

Fordi harmoni er en grundsten i japansk kultur, er det meget svært for japanerne at handle alene og i direkte konfrontation med andre. Derfor er de politiske beslutninger om klimaspørgsmål primært blevet truffet ved konsensussøgning blandt embedsmændene i de tre vigtigste ministerier. Dog er den nye regerings politikere mere selvstændige og uafhængige af embedsmændenes meninger, hvorved den japanske klimapolitik er blevet mere uforudsigelig.

Den japanske premierminister Junichiro Koizumi blev i juli valgt til endnu to år som premierminister. Hvis den japanske regering ikke ratificerer Kyoto-Protokollen bliver den upopulær hos de industrilande, der er tilhængere af Protokollen og også over for den japanske befolkning. Samtidig lytter regeringen til industriorganisationen Keidanren og Handels- og Industriministeriet, MITI, der ikke ønsker at Japan ratificerer aftalen uden USAs medvirken, da de frygter for Japans konkurrenceevne overfor USA. Den 30. juli blev det japanske Miljøministerium og andre relevante regeringsorganer instrueret i at gennemgå de nationale lovforslag til bekæmpelse af global klimaforandring. Det signalerer, at Japan er begyndt på seriøse forberedelser til ratifikation af Protokollen.

Kilde: artikler fra Daily Yomiuri udvalgt af Natasha Sachiko M. Rasmussen

Global Økologi • September 2001

7

kraft, forventes det, at regeringer vil vedtage en håndhævelsesaftale som beskrevet under Artikel 18 i Protokollen. Artiklen er ikke nødvendig for at kunne oprette institutioner, der skal håndhæve målene eller for at forhindre lande uden for Protokollen i at deltage i det globale CO2-marked. Derimod gør artiklen 1:1,3-straffen juridisk bindende. Dog mener mange juridiske eksperter, at den formelle vedtagelse af “juridisk bindende konsekvenser” i artiklen ikke rigtigt vil ændre regeringernes opførsel medmindre, der er tilstrækkelig politisk vilje til at gennemføre aftalen.

For at sikre et retfærdigt virkende CO2-marked vil et stærkt håndhævelsessystem under alle omstændigheder være påkrævet, og i Haag var USA den største tilhænger af principperne om håndhævelse og juridisk bindende konsekvenser.

Hvis det ender med, at USA på et tidspunkt kommer med i Kyoto, kan ét af landets krav blive en styrkelse af de i forvejen imponerende regler om håndhævelse. USAs deltagelse kunne være et incitament for lande som Japan og Australien til også at tilslutte sig fuldt.

Hvornår vil USA være med?

Efter konferencen i Bonn kom Bush-administrationen under svær beskydning i Washington, da Senatet var stærkt utilfreds med, at USA nu igen var havnet på sidelinien i vigtige internationale forhandlinger. Senatets Udenrigsudvalg besluttede enstemmigt en resolution om, at USA skal forsøge at komme med i forhandlingerne til COP7, dog på baggrund af forslag til ændringer af Bonn-aftalen.

Denne resolution svækker sproget i Byrd-Hagel resolutionen, som signalerede, at Senatet ikke ønsker at ratificere Kyoto-protokollen med mindre en række vidtgående krav bliver imødeset. Selvom denne opfattelse er helt forkert - Bonn-

8

Global Økologi • September 2001

aftalen er en “take it or leave it” (på nær nogle tal om sinks) - så demonstrerer udviklingen alligevel en stigende bekymring i Washington omkring unilateralisme og USAs tab af troværdighed og indflydelse som følge heraf.

De seneste presseskriverier peger heldigvis på, at Bush-administrationen højst sandsynligt ikke vil foreslå en revision af Kyoto, hvilket ellers ville kunne få nogle lande til at ryge af sporet. Kongressen og det amerikanske folk higer efter at se deres præsident demonstrere over for verden, at USA også er bekymret over klimaforandringer. Flere penge til forskning, enkelte internationale sink-projekter og en lille smule penge til ny teknologi er dog alt hvad vi kan forvente os at se fra Bush. Når man tænker på USAs antipati overfor en aftale, der ikke inkluderer ulande, er det svært at se, hvordan USA vil kunne deltage i den første bindingsperiode.

Ikke desto mindre giver Bonnaftalen mulighed for den fleksibilitet som Clinton-administrationen efterspurgte. Hvis befolkningen i USA begynder at stille større krav og hvis skiftet, der ses blandt

mange amerikanske politikere, kan lægge pres på Bush-administrationen, så kan der ske drastiske ændringer af USAs politik i dette årti. Men det er mere sandsynligt, at vi får en nølende start med vage mål om at stabilisere USAs eget CO2-udslip.

Konklusion Kyoto-Protokollen blev reddet på målstregen, og med denne de tvungne emissionsgrænser for CO2, der så arrogant blev afvist af Bush. Et regelsæt er på plads, det er slut med “business as usual” og presset for at gøre noget er stigende i USA. Men vi ved alle, at det virkelig hårde arbejde venter forude. Vi skal skære udslippene med 50%, 60%, 70% og beslutte os for, hvordan atmosfærens bæreevne kan blive ligeligt fordelt mellem verdens lande og folk. Vi skal stoppe klimaforandringen, og vi er kun kommet et skridt nærmere dette.

Kate Hampton er koordinator for miljønetværket Friends of the Earths internationale klimakampagne. Oversat af Grith Eng og BN.

FOTO 4

Et uddrag af de mange budskaber på redningsbåden.

(Foto: BN)

Videnskab og filosofi

Helhedsorienteret forskning i økologi Der stilles stadig større krav til, at forskning skal være helhedsorienteret og proaktiv udover at den selvfølgelig skal have en høj videnskabelig kvalitet. Men hvad er helhedsorienteret forskning egentlig? Hvad er - dybest set - forholdet mellem værdier og videnskab?

Af Hugo Fjelsted Alrøe Jordbruget har i det sidste halve århundrede gennemgået en hastig teknologisk og strukturel udvikling. Denne udvikling har medført en stigende kritik af de intensive produktionsformer og deres konsekvenser for jordbrugets bæredygtighed, for kvaliteten af miljø og natur, for dyrevelfærd, og for fødevaresikkerhed og menneskers sundhed. Kritikken skyldes ikke alene udviklingen i jordbruget, men også en øget viden om konsekvenserne af jordbrugsdriften, samt en stigende opmærksomhed på den usikkerhed og uvidenhed, der er om konsekvenserne. Kritikken bunder også i, at vores generelle opfattelser af natur og videnskab har ændret sig og i, at samfundets værdier og etiske rammer er under forandring.

Udviklingen i jordbrug og samfund udgør en udfordring til jordbrugsforskningen, og den har medført krav om større helhedsorientering i forskningen. Helhedsorienteret forskning er ikke et præcist og entydigt begreb, men det udtrykker en orientering mod de større helheder, eller systemer, som forskningen og forskningsobjekterne indgår i, både i forhold til samfundet og de økologiske systemer. Helhedsorientering indebærer også en refleksion over den reduktion, der sker i forskning, over forskningens fragmentering i specialiserede discipliner, og over implikationerne heraf i forhold til

“Filosoferende håndværker”, maleri af den schweiziske kunstner Ferdinand Hodler (1853-1918).

Global Økologi • September 2001

9

de tværvidenskabelige problemstillinger i forbindelse med jordbrug, miljø og velfærd.

Det betyder bl.a., at relevans ses som et væsentligt kriterium for god forskning, og at mål, intentioner og værdier derfor spiller en vigtig rolle i forskningen. Inddragelsen af værdier er imidlertid i konflikt med den konventionelle opfattelse af videnskab som værdifri, objektiv, neutral og uafhængig. Denne konflikt er særlig tydelig i forbindelse med forskning i økologisk jordbrug, hvor specielle værdier og målsætninger spiller en meget åbenbar og afgørende rolle. Et centralt spørgsmål for helhedsorienteret forskning er derfor: Hvilken rolle spiller værdier i videnskab og hvilken rolle bør de spille?

“Inddragelsen af værdier er i konflikt med den konventionelle opfattelse af videnskab som værdifri, objektiv, neutral og uafhængig” Mit svar er, at værdier spiller og skal spille en meget væsentlig rolle i videnskab. Spørgsmålet er rettere, hvor og hvordan værdier spiller ind i forskningen. Og, givet konflikten med det konventionelle objektivitetskriterie, hvilke nye kriterier for videnskabelighed, der kan opstilles for helhedsorienteret forskning. Såfremt værdier spiller en væsentlig rolle i videnskab, så bliver det vigtigt at forstå hvilke værdier, der indgår, og hvordan de hænger sammen med forskellige interesser i samfundet. Ja, eksponeringen af værdierne er faktisk afgørende for forskningens videnskabelighed. Dette svar er underbygget i form af en systemisk forskningsmetodik, der skal sikre at forskningen både bliver helhedsorienteret og videnskabelig.

10

Global Økologi • September 2001

Videnskab som en læreproces I de seneste årtier er idealbilledet af videnskaben som en uafhængig, uhildet og objektiv observatør af verden blevet brudt ned. Konturerne af et nyt videnskabssyn, der ser videnskaben som en særlig læreproces i samfundet, er ved at vise sig. Videnskaben er ikke altid kun observatør. På mange områder er videnskaben kendetegnet ved, at den påvirker det område den studerer, idet den bidrager til forandring og udvikling af området. Det gælder f.eks. for jordbrugsforskningen og miljøforskningen.

En videnskab, der påvirker det den studerer, betegnes her en systemisk videnskab. Ud fra dette perspektiv er det tydeligt, at videnskaben også er en aktør.

Den refleksive systemiske forskning er bevidst om denne rolle. De forandringer forskningen udvirker kunne være anderledes, og de er derfor værdiladede. Den genteknologiske udvikling af jordbruget bygger på et andet værdisæt end forskning i økologisk jordbrug. Det der synes fornuftigt ud fra ét værdisæt, kan synes ufornuftigt ud fra et andet. Spørgsmålet er, hvordan den systemiske forskning håndterer denne erkendelse, og hvordan værdier håndteres på en videnskabelig måde.

Den systemiske forskningsmetodik søger at belyse dette spørgsmål gennem en filosofisk undersøgelse af den læreproces, som ligger til grund for videnskabelig viden. Det er nødvendigt at skelne mellem to hovedaspekter af videnskab som en læreproces: 1) forskning som et kognitivt systems læring og 2) videnskab som et socialt, kommunikativt system. Det kognitive system er forskningsenheden, som inkluderer de redskaber, mennesker og mål, der er nødvendige for at udføre forskningen. Der er fællestræk mellem forskningsenhedens kognitive læring og f.eks.

levende organismers læring gennem interaktion med omgivelserne. Kognitive systemers læring hænger sammen med mål og hensigter.

Som et eksempel kan nævnes brugen af data overfor miljøproblemer. Data indsamles i henhold til bestemte målestørrelser eller indikatorer, der således er redskaber til at observere. Redskaber der indebærer både muligheder og begrænsninger med hensyn til at lære om forandringer i miljøet eller i miljøpåvirkningerne. Målestørrelserne kan være valgt ud fra, hvad der teknologisk, økonomisk og praktisk set kan måles, ud fra brugen i eksisterende videnskabelige modeller og ud fra mere eller mindre bevidste mål og hensigter.

Når indikatorer bevidst bruges som redskaber til forandring, vælges de i henhold til bestemte hensigter, som er forbundet med målsætninger for miljøet og opfattelser af, hvad der er problematiske forandringer.

Det andet hovedaspekt af videnskabelig læring er videnskab som et socialt, kommunikativt system.

De særlige træk her er videnskabens åbne, offentlige karakter og den kritiske tilgang i videnskabelig kommunikation. Læring sker gennem åbenhed overfor kritik ud fra den opfattelse, at konkret videnskabelig viden altid kan være fejlagtig.

Betingelsen for at den kritiske kommunikation kan fungere som en læreproces er, at den afspejler forskningens kognitive læring.

Forskningsenhedens erfaringer skal gøres objektive i den forstand, at de skal kommunikeres i en form, der i princippet kan forstås og kritiseres af enhver, der berøres (andre forskere på området, beslutningstagere og andre brugere af forskningen). Denne omformning af erfaringer til videnskabelig kommunikation forudsætter, at der tages et udefra synspunkt - ikke

alene på forskningsobjektet men også på forskningsenheden selv hvorfra erfaringernes kontekst kan beskrives og kommunikeres. Dette, at antage et udefra synspunkt er et kriterium for den videnskabelige læreproces.

Selvrefleksiv læring i systemisk forskning Den systemiske forsknings læreproces kan gengives som en selvrefleksiv cirkel (se figur 1), analogt til en persons selv-bevidste læring, der er baseret på evnen til at tage et mentalt skridt ud og se på sig selv og sine handlinger udefra, og bruge dette perspektiv i fremtidig handling. Selvrefleksionen starter med aktørens synspunkt, eller standpunkt - svarende til det kognitive systems indefra, involverede, synspunkt - og bevæger sig derfra til observatørens udefra, adskilte

synspunkt. De iagttagelser som observatøren gør, kan derpå igen have en virkning i systemet.

Systemisk forskning i komplekse socio-økologiske systemer indebærer, at forskningsenheden skal kunne håndtere disse to synspunkter, indefra og udefra. Indefra set har mål, interesser og værdier afgørende betydning, for her handles der. Udefra set er observatøren adskilt fra disse intentioner observatøren spiller ingen rolle i systemets handlinger. Men observatørens adskillelse fra systemet og de efterfølgende observationer forudsætter en række valg og afgrænsninger - og hvis observationerne skal være et led i en selvrefleksiv læreproces, så skal sammenhængen til systemets helhed og intentioner bevares. For når observationerne igen vender tilbage til systemet igennem kommunikation og beslutninger, så får

Figur 1: Den selvrefleksive læringscirkel i systemisk forskning, der bevæger sig fra et indefra aktør synspunkt, eller standpunkt, til et udefra observatør synspunkt, og tilbage.

'Observatør' 'Aktør'

System

Omverden / Omgivelser

de betydning for systemets handlinger.

Som et eksempel kan nævnes etableringen af såkaldte forskningsbedrifter i jordbruget.

Bedriften ledes af et forskerteam og er et eksperiment i stor skala med oftest nogle få forskellige driftssystemer. Når eksperimentet etableres skal der træffes en række valg om hvordan de forskellige systemer skal indrettes og på hvilke punkter de skal adskille sig. Skal det f.eks. være staldsystemer baseret på gylle eller på fast gødning, på økologisk, integreret eller konventionel drift (uden at nogen af disse er entydige), på bortsalg eller opfedning af tyrekalve eller på opfedning af stude, på jersey eller SDM, osv.

Disse strukturelle valg spiller på mange måder sammen med de hensigter og mål, der kan lægges til grund for forskningen. Efter etableringen observeres driftssystemernes udvikling, og her spiller hensigter og mål med hensyn til disse strukturelle valg ikke nogen rolle. Men når resultaterne kommer og skal anvendes, så er det vigtigt at være klar over, at hvis der f.eks. er valgt staldsystemer med fast gødning ud fra hensynet til dyrenes velfærd, så er dette valg afgørende ikke blot for de resultater, der fås med hensyn til dyrevelfærd, men også for bedriftens totale kvælstoftab, udbytterne osv. Valgene er ikke værdi-neutrale og det er forskningens resultater derfor heller ikke.

Med udgangspunkt i den her fremførte forståelse af forskning som et kognitivt systems læring, så gælder modellen af den selvrefleksive læreproces i figur 1 for al forskning. Al forskning beror i første omgang på forskningsenheden som et kognitivt system og i anden omgang på omformningen af de kognitive erfaringer til videnskabelig kommunikation.

Forskning der ser sig selv som, eller har som ideal at være, en observa-

Global Økologi • September 2001

11

tør af verden uden også at være aktør, er i dette perspektiv blind overfor dele af sin egen funktion.

I den eksperimentelle forskning er forskningsenheden aktør i konstruktionen af forsøg og eksperimenter. Og i de observationelle og historiske videnskaber er forskningsenheden aktør i valg og udvikling af redskaber til observation og i konstruktionen af sammenhængende fortællinger.

Valg og afgrænsninger må nødvendigvis foretages i forskning uanset om forskningsenheden er bevidst om samspillet med mål og værdier. Og de resultater som forskningen giver vil afhænge af de valg, der er foretaget, og dermed også af de bagvedliggende mål og værdier. Det er her spørgsmålet om forskningens relevans kommer ind. De mål og værdier som forskningen følger kan udemærket være “neutrale” videnskabelige mål såsom nysgerrighed, men sådanne mål kan også diskuteres i forhold til de ressourcer som samfundet sætter af til forskning.

I nogle tilfælde er målene givne og kendte, og de metodologiske problemer ligger alene i de valg og afgrænsninger, der skal foretages.

Det kan for eksempel være tilfældet i kommerciel forskning, eller i den ideologiske forskning ud fra

bestemte værdigrundlag. I andre tilfælde skal mål, interesser og værdier først bestemmes og afklares før forskningen kan sættes i gang, sådan som det er tilfældet i den offentlige forskning, der er rettet mod “samfundets bedste”. Dette involverer ofte en demokratisk, politisk proces, men i jordbrugsforskningen kan det også mere direkte involvere interviews og dialog med landmænd, forbrugere og andre interessenter, folkelig deltagelse i forskningen mv. Endvidere kan mål og værdier også være genstand for kritisk normativ analyse.

Refleksiv objektivitet Det konventionelle objektivitetsbegreb hænger sammen med en bestemt opfattelse af videnskab og virkelighed. Den videnskabelige metode er noget særligt, fordi videnskabelig viden ikke skyldes menneskers tro og overbevisninger men noget vedvarende udenfor mennesket, noget på hvilket vores tænkning ikke har nogen effekt.

Denne forbindelse mellem videnskabelig metode og dét, der er udenfor mennesket, findes også i det konventionelle begreb om objektivitet, der defineres som det modsatte af det subjektive, og som

Faktaboks: Kognitiv kontekst Videnskabens svar afhænger af den kognitive kontekst. Denne kontekst kan inddeles i tre niveauer: social, intentionel og observationel kontekst. Den sociale kontekst er de brugere eller det sociale system som “relevans” refererer til, som for eksempel samfundet, ulandene, markedet, de der betaler, eller videnskaben selv. Den intentionelle kontekst rummer de hensigter, mål og værdier, der er styrende for forskningen, herunder hvad der tages som et relevant problem. Den observationelle kontekst, som Bohr kalder iagttagelsesbetingelserne, inkluderer de faktiske distinktioner, reduktioner og teknologiske konstruktioner, der anvendes i forskningen. Betegnelsen “niveauer” skyldes, at en bestemt problematisk situation kan være relevant udenfor den sociale kontekst, der har været styrende for forskningen, og en bestemt forsøgsanordning kan være relevant i forhold til andre hensigter end de, der har været afgørende for forsøgets udformning.

12

Global Økologi • September 2001

forudsætter, at subjekt og objekt er adskilte og uafhængige.

Det ovenfor skitserede kognitive system forudsætter ikke, at subjekt og objekt er uafhængige, men betoner i stedet de systemiske forbindelser i forskningen. Den indebærer derfor en kritik af objektivitetsbegrebet, en kritik der også er blevet fremført indenfor én af naturvidenskabens prestigefyldte områder, atomfysikken. Med henblik på at etablere en entydig beskrivelse af de kvantefysiske erfaringer, foreslog Niels Bohr, at begrebet “fænomen” skulle anvendes udelukkende med henvisning til de observationer, der blev foretaget under specifikke omstændigheder, inklusive en redegørelse for hele forsøgsanordningen. Det betød, at Bohr måtte afvise den forudsatte skelnen mellem subjekter og objekter i atomfysikkens eksperimenter - den forsøgsanordning der bruges i eksperimenterne, indgår i den viden vi har om den kvantemekaniske virkelighed.

“Niels Bohrs fortolkning af kvantemekanikken er et skridt på vejen mod en ny opfattelse af objektivitet” Denne “Københavner-fortolkning” af kvantemekanikken blev af mange kaldt subjektivistisk. Men jeg anser den som et skridt på vejen mod en ny opfattelse af objektivitet.

Objektivitet i Bohrs forstand betyder at give en entydig beskrivelse af erfaringerne ved at inkludere forsøgsanordningen i beskrivelsen.

I den systemiske forskning opnås en fuldstændig entydighed imidlertid ikke gennem dokumentation af forsøgsanordningen alene. Der kræves også, at den bagvedliggende, værdiladede kontekst, som påvirker forskningens valg

og afgrænsninger, bestemmes og beskrives. Indarbejdelse af denne kontekst i den videnskabelige kommunikation kan være afgørende for, hvordan videnskaben fungerer som en læreproces for samfundet.

For objektivitet i denne forstand foreslås betegnelsen refleksiv objektivitet. Hvor konventionel objektivitet betoner værdifrihed og uafhængighed og dermed er i konflikt med relevanskriteriet, er den refleksive objektivitet forbundet med relevansen igennem et fælles fokus på den kognitive kontekst: relevansen stiller krav til forskningens kontekst og den refleksive objektivitet inkluderer og fremviser konteksten.

Normativ forskning Forskningens forhold til værdier er imidlertid ikke begrænset til selvrefleksivt at belyse de værdier, der er i spil. Der er mange konflikter i de visioner og værdier, der indgår i samfundets forhold til jordbrug, natur og miljø. De værdiladede begreber, der bruges i samfundsdebatten og i forskningen, såsom dyrevelfærd, naturkvalitet og bæredygtighed, bruges i forskellige betydninger i forskellige grupper og sammenhænge. Nye etiske begreber som forsigtighedsprincip og bæredygtighed er kommet til uden, at forholdet til de traditionelle etiske begreber er klart.

Der er derfor også brug for et

normativt forskningsarbejde, som udforsker den indbyrdes sammenhæng mellem værdierne med henblik på at etablere klare, sammenhængende visioner, værdisystemer og etiske teorier. Et arbejde der kan understøtte den demokratiske debat.

Hugo Fjelsted Alrøe er projektforsker ved Forskningscenter for Økologisk Jordbrug (FØJO). Han arbejder bl.a. med forskningsfilosofi, forskningsmetodik og værdispørgsmål. Artiklen bygger på hans ph.d-afhandling “Helhedsorienteret forskning i jordbruget - bidrag til systemisk metodik og etik: En undersøgelse af forholdet mellem videnskab og værdier med særlig reference til økologisk jordbrug”.

Tilbud: 1 års abonnement på Global Økologi 175 kr Ved bestilling af 1 års abonnement inden 1. november 2001 koster det 175 kr (stud., arb.løse og pens. 100 kr). Normalpris er 250 kr (125 kr).

Benyt bestillingskuponen på næstsidste side i bladet.

Tilbudet gælder kun for husstande, der ikke har modtaget Global Økologi inden for de seneste to år.

Global Økologi • September 2001

13

Global bevægelse

Det er demokrati, fjols !

Volden ved G8-topmødet i Genova var et vendepunkt for den voksende bevægelse mod globalisering. Den retning som bevægelsen tager nu vil enten gøre den ustoppelig - eller ødelægge den for en hel generation Af Paul Kingsnorth Den 23-årige italienske demonstrant Carlo Giulianis død ved juli måneds anti-G8 demonstrationer i Genova kom næsten som forventet.

Giulianis lig lå på gaden i timer efter, at han var skudt gennem hovedet af en bevæbnet politimand og derpå kørt over af en bakkende jeep. Jeg befandt mig tre gader væk, da det skete; i gang med at vaske mine øjne med citronvand for at fjerne tåregassen. Jeg så de blege ansigter på dem, der havde været der og kom strømmende forbi på flugt. Kort efter så jeg nyhedsudsendelserne og de vrede, chokerede reaktioner fra aktivisterne på gaderne. Den voksende bevægelse mod globaliseringens negative sider havde fået dens første martyr.

Eller havde den? Græsrodsbevægelser i Syd, som har kæmpet disse kampe i årevis, vil nok være uenige. Mindre end en måned før G8-topmødet blev tre studenter skudt ned af politiet i Papua New Guinea, da de deltog i en protest mod Verdensbanken. Sidste år i Cochabamba i Bolivia blev to mennesker dræbt under demonstrationer mod privatisering af vand.

Demonstrationerne tvang regeringen til at gennationalisere vandforsyningsselskabet, der havde øget priserne med 200%, så folk blev nødt til at drikke regnvand for ikke at dø af tørst. Dusinvis er omkommet i Zapatisternes lokalsamfund i Mexico, pga. deres kamp mod den “dødsstraf” der i syv år har hængt over dem som en følge af

14

Global Økologi • September 2001

den Nordamerikanske Frihandelsaftale (NAFTA). I Indien, når monsunen snart vil hæve vandspejlet bag Narmada-dæmningerne, vil vi måske se hundredvis af døde blandt Satyagrahi-folket. Dette folk har erklæret, at de hellere vil drukne i deres landsbyer end blive tvangsforflyttet til fordel for den industrielle væksts sag.

Drabet i Genova var i virkeligheden “bare” det første dødsfald blandt anti-globaliseringsbevægelsen i Vesten; den første døde hvide mand fra et “civiliseret” land. Men tragedien som følge af skyderiet er ikke det vigtigste, der skete ved G8-mødet; tragedien har blot hjulpet til at sætte fokus på svære spørgsmål om bevægelsens fremtid og det system, som bevægelsen bekæmper.

Den virkelige historie her handler om legitimitet og magt. Legitimiteten for G8-lederne og for det uretfærdige, globale økonomiske system, som de står bag.

Men også legitimiteten for den spirende bevægelse mod dette system.

Magten for dem i regeringer og kommercielle virksomheder, der er i gang med at indeslutte, privatisere og udbytte verden. Men også magten som bevægelsen nu må få, hvis den skal vokse sig stærkere og opnå folkets støtte.

Historier fra gaden Men først nogle facts. At være på gaderne i Genova under topmødet var det tætteste på at være i

en krigszone, som jeg forhåbentlig nogensinde kommer til at opleve.

Jeg deltog i protesterne mod Verdensbanken og IMF i Prag sidste september, men sammenlignet med hvad der skete i Italien, lignede Prag et finere teselskab.

Den nye højreradikale regering ledet af mediemogulen Silvio Berlusconi havde forberedt det hele i månedsvis. Berlusconi havde beordret intet mindre end en militær invasion af byens centrum, hvor de otte ledere sov på deres luksusyacht, Den Europæiske Vision, og havde kammeratlige samtaler i det flagpyntede hertugelige Pallazzo Ducale. Mellem 15.000 og 20.000 soldater og politifolk var bragt i stilling bevæbnet med skarpladte våben, gummikugler, tåregas, vandkanoner og fuldt beskyttelsesudstyr. Christopher Columbus lufthavnen - navngivet med en smertelig ironi efter faderen til “påtvungen globalisering” - var udstyret med jord-til-luft raketaffyringsramper, hvis nu et “terroristangreb” skulle bekæmpes. Dykkere fra anti-terrorkorpset patruljerede i havnen.

Byens centrum var klassificeret som “rød zone”, og kun beboere, journalister og politikere havde adgang. Et 10 km langt og fem meter højt sikkerhedshegn var sat op rundt om hele den røde zone. Indenfor samledes carabinieriet (det italienske politi) med deres maskingeværer til åbent skue. Alt dette har i følge myndighederne kostet Genova omkring 800 mio kr.

Der var simpelthen tale om en fire-dages politistat. Hvilken slags “demokratisk” styre er det, der behøver denne slags foranstaltninger for at beskytte sig selv mod 200.000 af dets eget folk? Nogle aktivister havde i ugevis sagt, at foranstaltningerne var udtryk for “fascisme”. Jeg var uenig; fascisme er ikke et ord, man bare bruger i flæng. Ikke desto mindre, da det hele var ovre, havde jeg selv brugt ordet en hel del gange.

Ny verdensopfattelse Verdens fremtid blev besluttet i Genova i den uge. Men ikke af de otte jakkesæt i Ducale paladset; de virkelige ideer som vil forme vores fremtid blev diskuteret af en bred gruppe af tænkere og handlingens mænd og kvinder i store telte opstillet ved stranden. Og de gjorde påstandene om, at bevægelsen kun handler om modstand og ikke løsninger, til skamme.

I fem dage op til G8-topmødets start havde Genovas Sociale Forum (GSF) - paraplyorganisation for 500 italienske og europæiske NGO’er og ansvarlig for planlægningen af demonstrationerne - organiseret en række workshops, taler og plenarmøder omkring alternativer til den globale økonomi. Fremtrædende tænkere og økonomer som Walden Bello, Susan George og Nicola Bullard fremlagde deres alternative økonomiske modeller. Aktivister fra den brasilianske Bevægelse af Jordløse Bønder (MST) og indiske farmere til fagforeninger m.v. diskuterede strategier for at ændre verden. Alle emner blev dækket; betydningen af demokrati, økologisk verdenssyn, folkelig opbakning, reform af den globale økonomi osv. Det var GSF - ikke G8 - der i denne uge skubbede på for en ny historisk dagsorden. Men de har en lang vej foran sig; hvad der skete herefter, viser dette med al tydelighed.

Karneval og magtanvendelse Det hele startede fredag den 20. juli; den dag topmødet begyndte.

Air Force One bragede over vores hoveder på vej mod den officielle modtagelse i Dubya lufthavn, og tusinder gav flyet fingeren; således begyndte dagen. Jeg gik med den fredelige pink- og sølvfarvede gruppe, der kaldte sig “taktisk frivolitet”, på vej mod den røde zone. Protester som disse følger det samme mønster; forskellige grupper med forskellige taktikker går ad forskellige ruter mod deres mål.

Nogle gange blandes de, andre gange ikke. Denne dag havde alle involverede grupper - der ifølge arrangørerne talte 20.000 mennesker - erklæret, at de ville trænge ind i den røde zone for at demonstrere foran Ducale paladset.

Den pink- og sølvfarvede gruppe gik ad en rute som aftalt med myndighederne. Lyserøde feer, sambaorkestre, højtråbende “cheerleaders”, en gammel mand udklædt som paven, en “fredsbil” og hundredvis af piftende og syngende aktivister dansede gennem de snoede gader. De ankom til hegnet ved den røde zone og satte sig ned og sang. En mand rakte blomster til en politimand, der dog uden at smile smed dem på jorden.

Dette var karneval, ikke krig; selv ikke de veludrustede politifolk så dem som en trussel. Men, hvis man skal fremhæve en demonstration, som viser splittelsen - og der er en splittelse - mellem de “hårde” og de “bløde” i bevægelsen, så er det denne demonstration. Nede ved Brignole stationen kunne man se hvorfor.

Sort...

Dér, gjorde den “sorte blok” deres arbejde. Lige nøjagtig hvem de er, står uklart for de fleste. Inden for blokken er der uenighed om, hvad man skal ødelægge - skal man bare

smadre storbankerne og lignende “symboler for kapitalisme”; eller alt hvad man kan? Alle er dog enige om, at de deltager i hvad de selv opfatter som krig.

Klædt helt i sort og marcherende til lyden af militærtrommer dukkede blokken på én gang frem fra sidegaderne. Først gik de efter bankerne. De smadrede vinduerne og smed computere ud på gaden. Derefter smadrede de enhver rude, der var indenfor rækkevidde. Jeg var nær selv endt på hospitalet, da en maskeret fra den sorte blok ville smadre mit kamera med en jernstang. Da de antændte skraldespande, så luften blev sort af røg, affyrede politiet tåregas imod dem.

På få minutter havde gassen gjort sit job. Da jeg igen kunne se, så jeg hvad de havde gjort.

Hver eneste benzinstation på deres rute var smadret. Biler og lastvogne brændte. Alle forretninger havde fået ødelagt facaden ikke bare de store multinationale, men også de små forretninger drevet af helt almindelige mennesker fra byen. Flere brændende skraldespande; busstoppesteder og telefonbokse, der var jævnet med jorden; udplyndrede butikker.

Ingen påstod længere, at dette var politisk. Og det gavnede ingen bortset fra G8, som nu frydefuldt kunne sætte os alle i samme sorte bås.

Det virkelige chok var dog politiets reaktion. 500 meter derfra ved Brignole stationen marcherede omkring 500 politifolk rundt i cirkler, mens de med stavene slog på deres skjolde som var de Zulukrigerne i Isandhlwana. Og hvad gjorde de så? Udover den første runde med tåregas, gjorde de lige netop ingenting. Og det blev i det øjeblik lysende klart for mig; Berlusconis opvisning af politi og militær magt var ikke for at beskytte almindelige menneskers liv mod de sortklædte proto-fascisters hærgen, men de var der for

Global Økologi • September 2001

15

at beskytte de magtfulde i Ducale paladset, langt bag hegnet.

...og hvidt Samtidig, nede ved stationen, kom “Tute Bianche” - eller de Hvide Overalls - marcherende ind fra øst med solen i deres øjne. Efter min mening var de Hvide Overalls de modigste i Genova. Femtusind af dem gik frem mod politikæderne ved Brignole. De skubbede og skubbede. Men det virkede ikke efter hensigten. Og så startede krigen.

Andre demonstranter stormede mod politiet. Tåregas blev skudt gennem luften. De fik presset politikæderne tilbage og blokerede vejen med barrikader af tømmer og skraldespande. Politiet kørte med stor hastighed gennem barrikaderne; folk spredte sig til alle sider. Det var et under, at ingen blev dræbt. Tåregassen var tyk, så jeg stort set intet kunne se.

Politiet trak sig tilbage. Demonstranter satte en efterladt politibil i brand. Politiet omorganiserede sig og angreb igen. Da gastågerne lettede så jeg en bevidstløs carabinieri blive båret tilbage i retning mod mig. Han blev lagt på asfalten med farveløst ansigt og lukkede øjne.

Og så blev der skudt. Først forsøgte politiet at forklare, at Giuliani var blevet dræbt af en brosten kastet af demonstranter. Men da billederne kom ud gik den forklaring ikke længere. Politiet forfulgte journalister hele dagen i forsøget på at undgå optagelser af hvad der skete. Men det virkede ikke.

Pressefrihed Det er svært at forestille sig, at det kunne blive værre; men det blev det. Dagen efter, blev den internationale solidaritetsmarch opløst af politiet og helikoptere, der affyrede tåregas fra luften. Så hændte hvad, der efter min mening var, det

16

Global Økologi • September 2001

værste.

Oppe på en bakke - tre km fra den røde zone - havde GSF med myndighedernes tilladelse sit hovedkvarter. I bygningen var også de alternative mediers pressecenter. På den anden side af gaden lå en skole, hvor aktivister overnattede og planlagde fredelige demonstrationer.

Ved midnat om lørdagen den 21. juli invaderede 200 politifolk bygningen. De slog journalister ned, smadrede computerne, gennembankede GSF-arrangører og raserede fuldstændig bygningen, fjernede disketter, film, harddiske og selv de knive og gafler, der blev brugt til GSFs frokoster. På samme tid foregik et rent blodbad på skolen. Folk blev gennembanket, mens de lå og sov. Vægge og gulve blev tilsmølet i blod. Der var ingen provokation; det var ren og skær blodig politibrutalitet. En engelsk journalist blev holdt nede udenfor på gaden, mens to politifolk slog ham bevidstløs med deres stave.

De efterlod ham i en blodpøl.

Folk blev båret ud af skolen på bårer. Mere end 30 mennesker blev indlagt på hospitalet, heraf én kritisk såret. Amnesty International erklærede, at de ville undersøge sagen tilbunds. Myndighederne søgte at forsvare sig selv ved at sige, at “voldelige aktioner” blev planlagt i bygningerne. Jeg var til stede hver eneste dag i en uge, og ligesom hundredvis af andre inklusiv politiet selv - ved jeg, at det var en løgn.

Samtidig, på en parkeringsplads på den anden side af byen, fik folk fra den sorte blok lov til at sove uforstyrret.

Ord, ord, ord G8-ledernes reaktioner på det forfærdende omfang af brutal magtanvendelse sagde mere om deres egen moralske fallit end alle demonstranternes slogans til

sammen. Berlusconi forsvarede midnatsrazziaen og støttede politiets løgne med nogle af sine egne. Det lykkedes for George Bush at kalde skudepisoderne for “beklagelige”. Tony Blair beskyldte demonstranterne for at ødelægge demokratiet og ikke være interesserede i dialog. Hvad G8-lederne i grunden vil lære os om demokrati, er der vist ingen, der ved. Blair blev valgt af bare 25% af befolkningen, mens Bush slet ikke blev valgt. Chirac og Berlusconi undersøges for korruption, mens Putins præsidentskab blev overrakt ham af en beruset forgænger uden, at vælgerne blev rådspurgt. Er det sådan demokrati ser ud?

Og hvad besluttede G8 bag facaderne? Jo, de vedtog en helt utilstrækkelig fond, der skal eliminere AIDS i Afrika uden, at de multinationale medicinalkoncerner røres.

De besluttede, at global opvarmning er et problem, men at - realistisk set - er der ikke meget, de kan gøre ved det. Nå ja, så blev de enige om at åbne en ny handelsrunde - den ting som de fleste aktivister frygtede mest, og som talere fra GSF havde fordømt hele ugen igennem. Men det vil styrke bevægelsen mere end noget andet; bølgen af kommerciel magtovertagelse, der vil tvinge millioner fra landet til arbejdsløshedskøerne i Vest og slumkvartererne i Syd. “Den mest effektive strategi til fattigdomsbekæmpelse”, står der i topmødets officielle slutkommunike, “er at opretholde en stærk, dynamisk, åben og voksende global økonomi. Vi lover at arbejde for dette.” Det er disse ord, der gør det klart, hvorfor bevægelsen er nødvendig; nu mere end nogensinde før.

Hvad nu?

Genova ser ud til fuldstændigt at have forvandlet holdningerne til topmøder; måske endda også til

lederskab og økonomi på globalt plan. Selv de traditionelle medier i Storbritannien - ja, selv flere politikere - stiller nu åbent spørgsmålstegn ved legitimiteten af ikke bare G8 som institution, men også af tilsvarende uigennemsigtige globale fora.

For bevægelsen er dét gode nyheder. Men svære spørgsmål følger i kølvandet. Hvad blev opnået? Hvor går vi hen nu? Og vigtigst af alt; hvad er vi til for?

Historien ændrer sig omkring os med svimlende hast. På alle kontinenter er der et stigende antal mennesker, der reagerer mod ødelæggelsen af naturen, privatiseringen af ressourcer og mod magtbegærlige koncerner. I stigende grad ser de sig selv som en del af en global kamp mod et uretfærdigt kommercielt drevet økonomisk system.

For fem år siden eksisterede denne globale bevægelse stort set ikke. Tiden nærmer sig, hvor bevægelsen må skifte gear for at kunne skabe virkelige forandringer. Hvis bevægelsen slår fejl er chancen for forandringer gået tabt for endnu en generation. Spørgsmålet er; hvordan? Og Genova har kastet nyt lys på spørgsmålet ved både at afsløre bevægelsens styrker og svagheder.

At tale om en revolution Det første spørgsmål drejer sig om vold. Det er et faktum, at intet radikalt socialt og økonomisk skifte nogensinde er opnået uden et vist niveau af vold. Arbejderbevægelsen, frihedsbevægelser, kvindebevægelser, anti-apartheidbevægelsen, ja selv Gandhis indiske befrielsesbevægelse blev alle til gennem et vist omfang af blodsudgydelse og kamp. Det er ligeledes et faktum, at de seriøse diskussioner om globalisering, som vi nu ser i selv de mest håbløse aviser, og som politikere og kommercielle virksomheder nu begyn-

der at frygte, ikke ville komme frem på baggrund af høflige plenarmøder, forhandlinger eller pressemeddelelser fra velmenende NGO’er. Det er oprøret i gaderne i Seattle, Prag og nu Genova, som har sat fokus på diskussionen.

Ikke desto mindre er der stor forskel på at vælte symbolske hegn og så kaste brosten mod politifolk; den samme moralske forskel, som der er mellem at ødelægge gensplejsede afgrøder og så sende brevbomber til forskere, der udfører dyreforsøg. Det virkelige problem i Genova var, at hovedparten af folk - der fredeligt, symbolsk og i positiv stemning væltede hegn rundt om den røde zone og indtog magtens korridorer - var omringet på begge sider af både politiets og den sorte bloks fascistiske metoder.

Og det er dette, der bringer os til det væsentligste emne; ikke volden men magten.

Kampen om magten Genova satte især fokus på splittelsen mellem de “nye” og de “gamle” i bevægelsen - en splittelse som kun vil vokse og som snart vil dele bevægelsen i to. Og sådan bør det være. For kun på den måde kan vi begynde at få en folkelig opbakning til de ændringer, som vi ønsker.

Det gamle venstre var på barrikaderne i Genova; kommunister, socialistiske arbejderpartier og mange andre. De kaldte stadig hinanden “kammerater”, snakkede stadig om “proletariatet” og krævede stadig en revolution, der ikke har folkets støtte. De snakkede om magt som om den var noget, der var koncentreret i toppen af samfundet - noget som skulle bemægtiges af dem for at kunne tjene “folkets interesse”. Som om dette nogensinde har kunnet lade sig gøre. Som om dette ikke uafvendeligt ville føre til, at de undertrykte ville blive undertrykkerne.

Sammen med de sorte blokkere på gaden udgør denne “gamle” bevægelse et problem, ikke en løsning fortiden, ikke fremtiden.

Fremtiden for bevægelsen skal findes i den voksende bevidsthed om, at magt skal opfattes på en helt ny måde; ikke som noget, der kan bruges af en elite på bekostning af alle andre; ikke som noget, der skal indsnævres men som noget, der skal fordeles til alle.

Dette har virket i århundreder i Syd - blandt landsbyboere, stammefolk, jordbrugssamfund osv. hvor magten er opløst og lokal.

Med andre ord et ægte demokrati.

Dette er fremtiden for den nye bevægelse. Indtil nu har bevægelsen ingen ledere, intet manifest.

Måske behøver den det ikke.

Bevægelsen har brug for at distancere sig fra det gamle venstre, statisme-tilhængerne, bilantænderne og stenkasterne, der påstår, at de er en del af den samme kamp. Det er de ikke. Enten tror man på folket, eller også tror man på, at folket skal kontrolleres - af bevæbnet politi, hegn eller kommerciel magt eller af overstatslig magt, militærvold og revolutionær dogmatik. Dette er hvad der adskiller fremtidens bevægelse fra fortidens efterladenskaber. Det er denne adskillelse bevægelsen må opnå nu. Hvis ikke, så vil vi alle have tabt og vore børn vil blive dem, der skal samle stumperne op.

Paul Kingsnorth er assisterende redaktør på The Ecologist, og skriver også artikler til BBCs Wildlife magasin.

Artiklen er fra The Ecologist, september 2001 (www.theecologist.org). Oversat og forkortet (i begrænset omfang) af BN. Hvis du virkelig brænder efter at se billeder fra begivenhederne i Genova, så klik f.eks. ind på Indymedias hjemmeside på www.indymedia.org.

Global Økologi • September 2001

17

Regnskov

Yu

c

u

Olierørledning gennem unik regnskov i Ecuador

Is Co

Vestlige firmaer og banker står bag en ny olierørledning gennem sårbar Amazonas regnskov. Korruption hersker og tabere er lokalbefolkning og natur Af Maria Kirstine Husum

BELIZ

Golfo de Honduras

Med penge når man længst. Det er en sandhed, der gør sig gældende i landet Ecuador, der bryster sig af sit demokrati, men som i juli i år nåede førstepladsen som Sydamerikas mest korrupte land. At bankerne indefryser opsparinger eller krakker er blevet hverdagskost og inflationen stiger fortsat på trods af, at landet for knap et år siden skiftede egen valuta ud med dollars.

I et forsøg på at løse landets økonomiske problemer har regeringen besluttet at bygge en olierørledning med større transportkapacitet fra Amazonas til kystbyen Esmeraldas. OCP-konsortiet (Oleoducto de Crudos Pesados), der er en sammenslutning af internationale selskaber, der bl.a. omfatter Alberta Energy (Canada), Occidental Petroleum (USA) og McGee (USA), skal stå for konstruktionen.

Trods voldsomme protester fra miljøforkæmpere og lokalbefolkningen blev det i juni 2001 besluttet, at olierørledningen skal gå gennem den beskyttede skov

Mindo-Nambillo. Og det selvom der findes et bedre og billigere alternativ ad en sydgående rute, hvor der allerede eksisterer en olierørledning og hvor området i forvejen er ødelagt af olieudslip (se det indsatte kort næste side). Ingen plausible forklaringer for valget er nået frem i offentligheden, og folket har hverken tillid til regeringen eller medierne. Præsidenten er skiftet så mange gange på det sidste, at folk behøver flere minutter for at huske den nuværendes navn.

Mindo I området omkring byen Mindo er man begyndt at satse på økoturisme og bæredygtigt landbrug.

Hostels med tilbud om fuglekiggeri skyder op alle vegne og turister valfarter til stedet for at se nogle af de mere end 30 endemiske fuglearter, der lever i Mindo.

Men hvordan skal lokalbefolkningen, kunne indse, at bæredygtig udvikling stadig er vejen frem, når de bliver tilbudt rede penge og arbejde. De mangler information og kan ikke overskue konsekvenserne for en olierørledning, der går

i stykker pga. vulkansk aktivitet. HONDU De tror på, at der er penge i rørledningen, men ingen har garanteret dem noget som helst.

N Jeg talte med en arbejder, der var blevet ansat til at arbejde med machete og vogte OCP’s nye store “caterpillars”. Han havde ingen kontrakt, men var blevet lovet 1 års ansættelse. Han havde fået 150$, men vidste ikke om det var lønnen.

COST Desuden ville rørledningen løbe på en strækning af tre km på hans forældres grund, men han stolede på OCP’s udtalelse om, at det var et teknisk spørgsmål, og at der ingen ulykker ville ske.

“Olie-konsortiet betaler sig vej frem og sørger samtidig for, at ingen af anden mening kan komme til orde gennem medierne” Han er én af de mange, der om to år, når rørledningen er færdig og taget i brug, vil stå uden arbejde, med en forurenet grund og sort

Den 11. april 2001 - få dage før OCPs miljørisikovurdering skulle afleveres til Ecuadors Ministerie for Energi og Minedrift - blev der afholdt en stor demonstration i hovedstaden Quito. På bannerne kunne man bl.a. læse følgende budskaber: “Vi ønsker rent vand, ikke beskidte penge!”, “Olieforurening, nej tak!” og “Stop forræderiet! Mindo er ikke til salg!”

(Foto: Accion Ecologica)

18

Global Økologi • September 2001

Long I. drikkevand. Men på kort sigt har Crooked I. han fået penge og spottet en vej ud Fakta om OCP-projektet af fattigdommen.CUBA Sådan arbejder konsortiet. De OCP-konsortiet består af Alberta Energy (Canada), Kerr McGee (USA), Occiha Gt. n n betaler sig vej frem og sørger samtidental (USA), AGIP (Italien), Perez Companc (Argentina, RepInaguaPetroleum I. el G r sla e af ozumel dig for, at ingen anden mening sol-YPF (Spanien) og Techint (Argentina) og støttes finansielt af bankerne a t kan komme til orde gennem mediCitigroup, J. P. DOMINICAN Morgan Chase Bank og Deutsche Bank. e HAITIRørledningen skal REP. erne. Derfor transportere råolie fra Ecuadors østlige regnskovsreVirgin Grand er der brug forr internaIs. Cayman I. Anguilla tional opmærksomhed. gion til Stillehavskysten. Sårbare økosystemer og dusinvis af mindre sam(Br.) (Br.) St. Senest er det kommet frem, at A fund er truet langs den planlagte 500 kmCroix lange rørledning.

Barbuda PUERTO n JAMAICA & BARBUDA en stor del af finansieringen til rute vil påvirkeRICO 11 fredede områder og ANTIGUA skære direkte igennem t Deni valgte ST. KITTS l l e s Antigua ZE AND NEVIS olierørledningen kommer fra tyske Mindo-Nambillo Regnskovsreservatet og de omkringliggende økologisk sårMontserrat (Br.) s banker. International opmærksombare skove nord for hovedstaden Quito.

Dette område Guadeloupe (Fr.) er hjemsted for mere hed vil kunne få bankerne til end 450 fuglearter - heraf 46 truet mod udrydelse - og blev udpeget som DOMINICA det første “Important Bird Area” i Sydamerika af organisationen Birdlife URAS at trække deres penge ud af Martinique foretagendet og vil kunne presse International. Rørledningen er også en trussel mod(Fr.) områdets voksende økoST. LUCIA den ecuadorianske regering til en turisme.

BARBADOS mere miljøvenlig løsning. Desuden ST. VINCENT & NICARAGUA Læs mere påAruba www.amazonwatch.org THE GRENADINES vil international opmærksomhed Curaao Bonaire GRENADA udgøre en psykologisk støtte til de få, der stadig tror på, at de - om Margarita I. Tobago TRINIDAD Tortuga I. end med små midler - kan gøre en & TOBAGO forskel.

W

ut

E

an

C

T

I

N

D

I

E

ndward Isla

S E A

S

C A R I B B E A N

Wi

nd

s

TA RICA

S

Trinidad

VENEZUELA

PANAMA

Maria Kirstine Husum er netop hjemvendt fra Ecuador, hvor hun udsendt som medlem af Nepenthes - har arbejdet som frivillig for Los Amigos de la Naturaleza i Mindo.

GUYANA

FR GUIA SURINAME

COLOMBIA

ECUADOR

Kortet ovenfor viser den planlagte olierørledning (rød), som vil gå gennem sårbare regnskovsområder omkring Mindo nord for hovedstaden Quito.

(Kilde: Amazon Watch)

B R A P E R U

Global Økologi • September 2001

19

Tema: Europas rolle i globaliseringen

Europas globale miljøansvar

Foto: DV/Scanpix/BN

Dette tema ser nærmere på Europas indflydelse på vigtige globale miljøforhold og -aftaler. Hvad er EUs rolle i forhold til ulandene, USA og de nye ansøgerlande i Central- og Østeuropa? Kan Europa påtage sig et globalt lederskab på miljøområdet?

20

Global Økologi • September 2001

Globalt lederskab ?

EU-lederskab D u m p i n g Kemikalier Ulandene Toldmure Østudvidelse Ko nve nt io n e r USA-dominans Alliancer

Tema

EUs miljøpolitik har generelt udviklet sig i en positiv retning de sidste 10 år. Men der er stadig områder, der er håbløst bagefter Af Christian Ege Man behøver næppe gentage det mere: globale miljøproblemer kræver globale løsninger. Men løsningerne kommer ikke, medmindre nogen tager initiativet og driver processen. Der er nok til at holde igen eller forsøge at trække processen baglæns. Det er kun de rige lande, der har kræfterne til at tage initiativer og drive dem fremad.

Og de eneste, som realistisk set kan gøre det, er EU-landene. USA udgør som bekendt bagtroppen, og for tiden bliver det værre og værre.

Japan, Canada og Australien placerer sig et sted imellem EU og USA, lidt forskelligt fra sag til sag, men de er sjældent drivende, i hvert fald ikke fremad! Der kan være enkelte eksempler, som Japan der er gået i spidsen med at forbyde det ultragiftige TBT (tri-butyltin) i skibsbundmalinger, men det hører til undtagelserne.

“EU har de sidste 10-12 år påtaget sig lederskabsrollen. Sådan har det ikke altid været” EU har de sidste 10-12 år påtaget sig lederskabsrollen på en række områder og prøvet at trække internationale aftaler i den rigtige retning. Sådan har det ikke altid været. I 1980’erne var EU ofte med i bagtroppen globalt set på miljøområdet. De store EU-lande kæmpede imod forbud mod bly i benzin

og krav om katalysatorer på biler, påtog sig at reducere i Kyoto, er og de søgte også at udskyde og helt utilstrækkeligt, men der var udvande Montreal-protokollen om trods alt tale om en reduktion, som udfasning af de ozonlagsnedbrydEU udtrykker en vilje til at ville ende stoffer. Men sidst i 1980’erne gennemføre, i modsætning til USA, indledtes et skift i EUs miljøpolitik Japan, Australien, Canada, Norge i mere progressiv retning. Det m.fl., som kun prøver at sabotere hang sammen med, at der i EUs og finde smuthuller i form af CO2traktat fra 1987 indførtes flertalsaflagre i skove m.v. EU har aktivt stemninger om store dele af milsøgt at vinde u-landene for en klijøpolitikken. Dermed kunne de maaftale, trods sabotage fra bl.a. langsomste ikke længere blokere.

OPEC-landene.

Samtidig fik EU-Parlamentet en vis Også for EU kniber det med indflydelse, og stærke kræfter i Pargennemførelsen i praksis. Det lamentet begyndte at tegne en mere eneste realistiske virkemiddel for grøn profil i forhold til EUs ministerråd.

Et eksempel på den nye ledende rolle ses i Kyoto-protokollen om reduktion af klimagasser, hvor EU har gjort en stor indsats for at få en aftale i stand, og for at den reelt kom til at indeholde forbedringer.

Energi- og CO2-afgifter på f.eks. den stærkt stigende biltrafik er svære De 8%, at indføre i EU, da sådanne tiltag kræver enstemmighed blandt medsom EU lemslandene.

(Foto: Isabelle Rozenbaum/PA)

Global Økologi • September 2001

21

tiden er energi- og CO2-afgifter, og her er EUs traktat svag, idet sådanne kun kan indføres ved enstemmighed. Specielt Spanien har hidtil blokeret og ser ud til fortsat at gøre det, mens England er mere til at tale med efter regeringsskiftet i 1997. Men indtil videre kan afgifter kun gennemføres på nationalt plan, og det betyder altid, at de bliver for lave, i hvert fald for erhvervslivet, af frygt for forringelse af konkurrenceevnen.

EUs relativt positive rolle i klimapolitikken skal dog samtidig ses i relation til, at hele EU som konstruktion med vægt på det indre marked med fri vareudveksling har medvirket til en stigning i transporten og dermed i CO2udslippet, så man kan roligt sige, at EU “skylder” en indsats i klimapolitikken.

EU-støtte til miljøkonventioner Også på andre felter spiller EU en ledende rolle. Det gælder Baselkonventionen, som forbyder eksport af farligt affald fra de rige til de fattige lande. Denne nægter USA fortsat at ratificere. Det gælder POPs-konventionen om udfasning af organiske miljøgifte som PCB, DDT og dioxin, som USA søgte at få udvandet, men dog nu accepterer. I både Basel og POPs har Danmark spillet en ledende rolle inden for EU i arbejdet på at få konventionerne vedtaget og give dem et reelt indhold.

I forhold til natur og biodiversitet har EU også spillet en aktiv rolle. Gennem habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiverne er man i gang med at tvinge medlemslandene til større beskyttelse af vilde dyr og planter - et pres, der også

har haft en positiv effekt i Danmark. EU er begyndt at miljøvurdere de anlægsprojekter - veje, turistfaciliteter, dæmninger m.v., som man yder tilskud til i Sydeuropa, Østeuropa og u-landene, og som potentielt kan være en trussel mod sårbar natur. Der er dog stadig lang vej igen, før sådanne miljøvurderinger bliver en fast forudsætning, og der også drages konsekvenser af dem. EU spiller ligeledes aktivt med i de internationale Ramsar- og biodiversitetskonventioner - for sidstnævntes vedkommende også imod et vrangvilligt USA.

Kemien halter Der er således sket store fremskridt med EUs miljøpolitik de sidste 10-12 år. Men det gælder ikke på alle områder. Kemikaliepolitikken halter håbløst bagefter de udfor-

De seneste otte år har EU kun fået vurderet 11 kemiske stoffer, og ingen af disse er endnu nået frem til en regulering.

(Foto: USDA)

22

Global Økologi • September 2001

Foto: USDA

dringer, som vores kemikaliserede samfund sætter, og den har næsten stået i stampe i årevis. Ikke fordi der er andre lande, der har en væsentligt mere progressiv kemikaliepolitik, men i forhold til behovet er EU ørkesløst bagefter.

Der er et sted mellem 50.000 og 100.000 kemiske stoffer på markedet, og langt de færreste er undersøgt for skadelige effekter på miljø og sundhed. For blot at nå frem til klassificering af stofferne som farlige har man hidtil afventet langvarige og kostbare dyreforsøg. Siden 1993 har EU haft et princip om, at forbud eller restriktioner på anvendelsen af farlige kemiske stoffer forudsætter, at der laves en omfattende risikovurdering. Dette er blevet en gigantisk forsinkelsesmekanisme, idet det tager adskillige år at lave en risikovurdering. På otte år er man kun nået 11 stoffer igennem, og ingen af disse er endnu nået frem til regulering.

Der er imidlertid udviklet nye computerbaserede metoder, hvor man med en vis - men ikke fuldstændig - sikkerhed kan afgøre, om et stof er farligt. Den danske Miljøstyrelse har således undersøgt 48.000 kemiske stoffer og fundet, at de 23.000 skulle klassificeres som farlige. Disse computermetoder er i dag den eneste realistiske metode

til at få vurderet de mange uvurderede stoffer på markedet. Det vil indebære en betydelig fejlprocent, men det er trods alt at foretrække frem for blot at fortsætte med at bruge stofferne, selv om deres virkning er ukendt. Hvis en virksomhed finder, at et stof fejlagtigt er blevet klassificeret som farligt, må det være op til virksomheden at fremlægge egentlige testresultater, der kan vise, at stoffet ikke har de farlige egenskaber, som computervurderingen pegede på. Dette er en praktisk udmøntning af det forsigtighedsprincip, som der i dag er bred enighed om på det principielle plan, men som udlægges forskelligt i praksis.

“EUs kemikaliepolitik halter håbløst bagefter de udfordringer, som vores kemikaliserede samfund sætter” I dag er der rejst en politisk debat om kemikalier, som er bredere end det er set før. EU-Kommissionen har efter pålæg fra Ministerrådet i februar 2001 fremlagt en hvidbog med forslag til reform af kemikaliepolitikken. Der er kommet forslag til forbedringer fra de europæiske miljø- og forbrugerorganisationer, bl.a. på initiativ fra tre danske organisationer - Forbrugerrådet, Danmarks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd. Netop nu er der også forslag til opstramning på vej fra EU-Parlamentets miljøudvalg.

Forhåbentlig vil det lykkes i løbet af nogle år at få strammet kraftigt op på EUs kemikaliepolitik. Så vil vejen være banet for også at tage initiativer på globalt plan. F.eks. er der behov for en kraftig udvidelse af den ovennævnte POPs-konvention, som i dag kun omfatter 12 stoffer. Det

samme gælder PIC-konventionen, der stiller krav til rige lande om at informere ulande ved eksport af farlige kemiske stoffer. Også PICkonventionen omfatter i dag kun ganske få stoffer.

Gode intentioner Den danske regering har opstillet strategien om “global deal”, dvs. at ilandene skal søge en aftale med ulandene, hvor disse accepterer, at der stilles krav til miljø og arbejdstagerrettigheder ved import af varer, mens ilandene til gengæld åbner deres markeder ved at fjerne generelle told- og handelsbarrierer.

Denne strategi er i foråret 2001 blevet accepteret af EU-Kommissionen. Men før det får praktiske konsekvenser, specielt på landbrugsområdet, får det næppe ulandene med på en aftale. EU tog et skridt med den såkaldte “everything but arms” aftale, hvor man åbnede EUs marked for alle varer, bortset fra våben (se Aditi Sharmas artikel på side 31). Men efter pres fra landbrugsorganisationerne undtog man også nogle landbrugsvarer, bl.a. sukker. Så de gode principper har stadig trange kår, når det kommer til den økonomiske virkelighed og de stærke interessegrupper.

Christian Ege er sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

Global Økologi • September 2001

23

På vej til en strategi ?

EU-lederskab D u m p i n g Kemikalier Ulandene Toldmure Østudvidelse Ko nve nt io n e r USA-dominans Alliancer

Tema

EUs strategi for bæredygtig udvikling er strengt taget ikke nogen strategi - men den er en udemærket tidsplan, som kan føre til en sammenhængende strategi i løbet af de kommende 10 år Af Kim Carstensen

for bæredygtig udvikling (KOM/2001/264), som blev behandlet på EU-topmødet i Gøteborg i juni.

Strategien Det var EU-topmødet i Helsinki tilbage i december 1999, der vedtog, at EU i 2001 skulle have en strategi for bæredygtig udvikling, som ville komplementere de øvrige processer, der var i gang i EUs miljøpolitik (det sjette Miljøhandlingsprogram) og i integrationen af miljøhensyn i sektorpolitikkerne (CardiffEUs strategi for bæredygtighed - går det den rigtige vej?

(Foto: Isabelle Rozenbaum/PA) processen). Bæredygtighedsstrategien skulle være Klimatopmødet i Bonn i juli viste fordi EU på en række områder et bidrag fra EU til det forestående et EU, der insisterede på globale vil være miljøbevægelsernes bedste globale topmøde om bæredygtig miljøløsninger, og som ikke veg tilbud på en politisk kraft, der på gloudvikling (Rio+10) i Johannesburg, bage fra at gå egne veje, da USA balt plan kan fremlægge og genSydafrika i september 2002. valgte at melde sig ud af det gode nemføre reelle initiativer til en Men selv om der havde været klimaselskab. Indsatsen kostede i bæredygtig udvikling. enighed på Helsinki-topmødet om, substansen, for indholdet i BonnI en tid hvor den globale miljøat der skulle udvikles en strategi, aftalerne er bestemt ikke særlig og udviklingspolitik i bedste fald skete der umiddelbart intet for godt - men vigtigere var det, at indmå siges at stå i stampe - der at føre beslutningen ud i livet. satsen betød, at det internationale er langt til den fornemmelse af Faktisk gik der et helt år, indtil klimasamarbejde stadig findes og dynamik og nye muligheder, som slutningen af år 2000, før Kommiskan udvikles. prægede tiden omkring Rio-konfesionen begyndte at arbejde med at Vi er ikke vant til at opfatte rencen om miljø og udvikling i skrive på strategien. På grund af EU som en progressiv global miljø1992 - er EU den eneste politiske det spildte år, skulle skrivningen kraft, men begivenhederne i Bonn kraft, der presser på for at komme derfor gå meget hurtigt, og der var tyder på, at vi måske skal til at videre. Der er bevægelse i EU, meget lidt tid til politiske konsullægge den opfattelse om. Ikke fordi også selv om det ofte går alt for tationer undervejs. Faktisk havde EU pludselig har en gennemført langsomt, og selv om arbejdet i Kommissionen kun fire måneder at stærk miljøpolitik - for det halter bedste fald kun er halvvejs konseskrive i, før det første udkast til tekstadig enormt mange steder - men kvent. Det gælder også den strategi sten lå klar til kommentarer i april

24

Global Økologi • September 2001

måned. Og kommentarerne var der heller ikke den store tid til, for den færdige tekst skulle publiceres allerede midt i maj for at være klar til Gøteborg-topmødet.

Det enorme tidspres, processen var ude i, satte nogle klare begrænsninger for det indhold, der kunne lægges i strategien. Det var på forhånd udelukket, at regeringerne på så kort tid kunne formås til at forpligte sig på ambitiøse mål og tidsrammer på de mange politikområder, som strategien nødvendigvis måtte omfatte.

Og der var en stor risiko for, at strategien ville rende ind i uoverkommelige politiske vanskeligheder på det ene eller det andet område, hvis den f.eks. trådte på en fransk ligtorn om landbrug, en engelsk om transportpolitikken eller en italiensk om tobakssubsidier. Det bedste man kunne håbe på, var

en beslutning om en klar politisk proces med målsætninger og milepæle på vejen frem mod en sammenhængende strategi. Hvilket var præcis hvad man fik.

Tidsplanen Strategien blev altså mere eller mindre reduceret til en tidsplan, hvilket naturligvis er en skuffelse.

For der er brug for mere, og vi har ikke tid til at vente endnu ti år på handling for en bæredygtig udvikling. Strategiens konkrete indhold er skudt til hjørnespark - og dem kommer der jo langt fra altid mål ud af. Det er altid ulig lettere at få vedtaget, at man vil tage den rigtige beslutning ved en senere lejlighed, end at gøre det med det samme.

Men den seneste udvikling i EUs globale miljøprofil giver måske

alligevel grund til optimisme. Hvis vi tager de positive briller på, er tidsplanen ganske omfattende og detaljeret, og den tegner en proces, som kan føre mange rigtige steder hen over de næste ti år. Som arbejdsplan og tematisering ser det slet ikke så tosset ud. Det forudsætter altså bare, at tidsplanen ikke får lov at forblive en hensigtserklæring, men at EU-institutionerne holdes fast på at gennemføre udviklingen af strategien over de kommende år. Det stiller krav til miljøbevægelserne i Europa, for hvis der skal komme egentlige resultater af strategien, forudsætter det, at den politiske vilje holder - og det gør den nok kun, hvis vi kan fastholde en stærk offentlig forventning til politikerne om vedvarende fremskridt i retning af bæredygtighed.

Tidsplanen - planlagte milepæle i EUs arbejde frem mod en bæredygtig udvikling: 2001 - Alle større policy-forslag skal indeholde en bæredygtighedsvurdering, der redegør for deres potentielle økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser 2002 - Der udsendes en kommunikation om EUs bidrag til en global bæredygtig udvikling - Reformen af den fælles fiskeripolitik skal passe EUs fiskeriindsats ind efter de ressourcer, der er til rådighed - Midtvejsgennemgangen af den fælles landbrugspolitik (CAP) skal understøtte sunde, højkvalitets-produkter, miljømæssigt bæredygtige produktionsmetoder, økologisk produktion og beskyttelse af den biologiske mangfoldighed - Der defineres indikatorer for bæredygtig udvikling, som lægges til grund for årlige vurderinger i Rådet af strategiens gennemførelse 2003 - Der udarbejdes nye retningslinier for de trans-europæiske netværk med henblik på at lægge langt større vægt på investeringer i offentlig transport 2004 - EUs kemikaliepolitik er på plads - og skal sikre, at kemikalier i fremtiden, inden for en generation, kun produceres og anvendes på måder, der ikke skader sundhed og miljø - Kommissionen fremsætter et rammeforslag, der skal sikre, at transportpriser afspejler de reelle omkostninger for samfundet ved transporten 2005 - Der skal være målbare og mærkbare fremskridt i opnåelsen af Kyoto-målsætningerne på klimaområdet 2010 - 22 procent af elektricitetsforbruget er dækket af energi fra vedvarende kilder - Nedgangen i biologisk mangfoldighed i EU er stoppet Fra EUs strategi for bæredygtig udvikling (KOM/2001/264)

Global Økologi • September 2001

25

Bæredygtighed i EU - eller et bæredygtigt Europa i verden?

En af de klare svagheder i strategien er, at den stort set alene forholder sig til temaer inden for grænserne af det nuværende EU. Der er ingen overvejelser om EUs rolle for den globale bæredygtige udvikling, hvor der jo ellers er nok af interessante emner at kigge på.

“I EUs strategi er der ingen overvejelser om EUs rolle for den globale bæredygtige udvikling” Hvad er f.eks. betydningen for den globale bæredygtighed, når EU eksporterer landbrugsprodukter til ulandene og dermed udkonkurrerer deres egne landbrug? Eller hvad er virkningen, når EUs landbrug skal bruge olie- og proteinholdige foderstoffer og importerer soja dyrket på ryddede regnskovsarealer i Brasilien? Eller hvad sker der, når EU indgår fiskeriaftaler om at måtte tømme de fattigste ulandes farvande for de fisk, som de selv er for fattige til at fange. I de to sidste tilfælde bliver vi og vores katte velnærede af nogle af de mest oplagte proteinkilder for de fattige landes befolkninger samtidig med, at vi er med til at ødelægge enorme naturværdier.

Strategien indeholder heller ingen overvejelser om, hvordan bæredygtighedsstrategien kan udbredes til også at omfatte kandidatlandene i Central- og Øst-

europa. Disse lande har ellers nogle muligheder for bæredygtighed, som for længst er passé i det meste af Vesteuropa. De kunne med stor fordel tage ved lære af de værste udslag af fejludviklinger i de nuværende EU-lande og springe direkte til mere bæredygtige løsninger (se også Ruta Vaiciunaites artikel næste side). Men disse muligheder nævnes stort set ikke, hverken i strategien for bæredygtig udvikling eller i det sjette Miljøhandlingsprogram. Det er stadig som om, EU-udvidelsen blot handler om, at kandidatlandene skal tilslutte sig EUs eksisterende regler - i dette tilfælde på miljøområdet. Det vil der ikke komme meget bæredygtig udvikling ud af.

følges desværre af ét tilbage, for strategien glemmer det globale.

Global bæredygtighed forudsætter en tanke på hele kloden med alle de politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige relationer, der skal virke sammen på den rigtige måde for at nå målet.

Strategien omfatter ikke disse punkter ordentligt, men senest i januar 2002 skal Kommissionen søge at råde bod på dette problem med en ny kommunikation, der skal sætte fokus på EUs rolle for global bæredygtighed - og hvor den kan forbedres. Hvis dette oplæg får en ordentlig kvalitet, kan det blive et centralt bidrag til Rio+10-topmødet i Johannesburg.

To skridt frem og ét tilbage

Bæredygtighedsstrategien er altså ikke rigtig god. Den mangler nogle helt afgørende, globale elementer, som burde have været tænkt ind fra starten, men som nu i bedste fald kan bringes ind som korrektioner undervejs. Og i det hele taget forestår der et stort stykke arbejde med at få strategiens egentlige indhold, tidsplanen, omsat i tilstrækkelig ambitiøse og sammenhængende programmer. Det bliver ikke nemt.

Men umuligt er det heller ikke.

Strategien peger langt hen ad vejen på de rigtige emner, og det betyder, at der foreligger et grundlag for et vedvarende politisk pres på EUs institutioner. Hvis vi griber chancen, kan vi definere strategien om fra at være et halvskidt resultat af en forjaget, inkonsekvent proces til at være et halvgodt startpunkt for det videre arbejde med bæredygtighed.

I stedet kigger strategien kun indad på EUs egne politikker. Det er ikke galt at kigge indad - for hvis EU ikke får orden i sit eget hus, er det jo heller ikke til at sige noget til andre. Og på sin vis er der tale om et klart skridt frem i forhold til, hvordan man tænkte bæredygtighed for ti år siden. Dengang var der en klar tendens til at sætte fokus på alle de andres problemer, f.eks. fældningen af de tropiske regnskove, uden at bruge mange tanker på egne handlinger, f.eks. den langt fra bæredygtige forvaltning af de hjemlige skove. Ved Rio-konferencen i 1992 lærte alle (med en enkelt undtagelse, nemlig USA), at man ikke kan diskutere globale problemer uden også at ville feje for egen dør.

Den lære afspejler den nye strategi også. Men de to skridt frem

Hvad er virkningen, når EUs landbrug skal bruge olie- og proteinholdige foderstoffer og importerer soja dyrket på ryddede regnskovsarealer i Brasilien?

(Foto: Amigos da Terra/Amazônia Brasileira)

26

Global Økologi • September 2001

Halvgodt eller halvskidt?

Kim Carstensen er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden

EU-lederskab D u m p i n g Kemikalier Ulandene Toldmure Østudvidelse Ko nve nt io n e r USA-dominans Alliancer

Tema

EUs udvidelse sætter østeuropæisk landbrug på prøve

EUs østudvidelse vil uomgængeligt føre til, at den Fælles Landbrugspolitik (CAP) skal reformeres. Hvad mener de østeuropæiske lande om processen? En miljøekspert fra Litauen giver her sit bud Af Ruta Vaiciunaite EU-kommissionen indledte i 1998 optagelsesprocessen for 10 centralog østeuropæiske (CØE) lande.

Tidspunktet for optagelsen – med tilsvarende overgangsbestemmelser – kan variere fra land til land, men de første CØE-lande kan blive medlemmer af EU i løbet af nogle få år.

Central- og Østeuropa kæmper med en kompleks proces med overgang til demokrati og til markedsøkonomi. Udsigten om indtræden i EU står som en garanti for CØElandenes placering i Europas finansielle udvikling. EU står foran den store udfordring at omforme en politisk forpligtelse til et praktisk

program, som vil gøre udvidelsen positiv for begge parter og ikke til gensidig skade. Imidlertid er forhandlingerne ikke nogen nem proces. Meget arbejde skal endnu gøres før de første CØE-lande bliver EU-medlemsstater, og landbrugs- og landdistriktudvikling er ét af de sværeste problemer.

Landbruget vil spille en afgørende rolle i udvidelsesprocessen på grund af landbrugets økonomiske dominans i såvel EU som de fleste ansøgerlande.

EUs repræsentanter er især bekymrede for forberedelserne til indførelse af et fælles marked og den dertil relaterede lovgivning.

FOTO 5

Foto: Fred Friberg/BAM

Dette kræver opbygning af viden i administrationen, store investeringer i produktion, forarbejdning og markedsføring af fødevarer, forbedret hygiejnekontrol osv. Beslutningstagere i Central- og Østeuropa anerkender vigtigheden af disse emner, men samtidig ser de et behov for ny beskæftigelse og højere indtjening for befolkningen i landdistrikterne og beskyttelse af mulige “ineffektive” producenter.

CØE-landmænd konkurrencedygtige?

Landbrugs- og fødevaresektorernes konkurrencedygtighed i et kommende fælles marked og evne til at efterkomme EUs standarder er centrale forudsætninger for en smertefri integration i EU. De to sektorer er den primære kilde til indtjening i de fleste landdistrikter i CØE. Mange små landbrug og virksomheder vil imidlertid ikke være i stand til at leve op til krav om miljø, hygiejne m.m. og effektive forbedringer på grund af mangel på kapital, relevant ekspertise eller et utilstrækkelig produktionsgrundlag. De har behov for at kunne sælge deres produkter på lokale markeder og/eller udvikle nye (bæredygtige) metoder for supplerende indkomst. Ordninger, der fremmer miljøhensyn, bør også være en god mulighed for at sup-

Global Økologi • September 2001

27

plere indtjeningen. Dette kræver tilstrækkelig støtte til landdistriktudvikling på alle niveauer; en støtte, der opmuntrer til nye initiativer frem for afhængighed.

Landmænd i CØE-landene frygter, at de lokale markeder vil blive oversvømmet med billige EU-varer efter EU-optagelsen, hvilket vil bringe dem og den lokale fødevareindustri til tiggerstaven. CØEregeringer prøver at finde den bedste måde at udvikle deres landbrug, landdistrikterne og den større landlige økonomi. Er det muligt at sikre en mere stabil og bæredygtig fremtid?

Fuldstændig globalisering og frihandel er især betænkelig for lande uden højt udviklede økonomier. For små lande er denne frygt derudover fyldt af faren for at miste kulturel identitet og skade naturressourcer. I forhold til dette skulle en integreret landdistriktudvikling være den rigtige vej i fremtiden. En bæredygtig landbrugspolitik, der inkluderer miljømål, støtte til mindre udviklede områder og investeringsstøtte (f.eks. nationale landdistrikt-udviklingsprogrammer), vil bidrage til at bevare kulturelle, landskabelige

og naturmæssige værdier i landdistrikterne.

Sociale og miljømæssige dimensioner Udfordringen er ikke blot at øge produktionen og udvide eksportmarkeder. Der er et underliggende behov for at bringe sociale, økonomiske og miljømæssige mål sammen i en mere integreret angrebsvinkel. De uspolerede landskaber og vigtige opholdssteder for dyreliv, som findes i så mange dele af regionen, vil i dette perspektiv blive identificeret som et værdifuldt gode.

EUs før-tiltrædelsesfonde tilbyder ikke kun finansiel støtte til ansøgerlandene, men stiller også vigtige modeller til rådighed, som har indflydelse på afgørende ændringer i den nationale udviklingspolitik.

I EU er interessen for “multifunktionelt” landbrug ny og stigende. Denne form for landbrug indbefatter en større vægt på de sociale og miljømæssige dimensioner af landbrugsdrift. Landdistriktudvikling betragtes som en “anden søjle” af den Fælles Land-

FOTO 6

Landlig idyl på en økologisk farm nær Kaunas i Litauen.

28

Global Økologi • September 2001

brugspolitik (CAP) ved siden af støtte til produktionen. Endvidere er det eneste obligatoriske mål for planerne om udvikling af landdistrikter efter år 2000 indenfor landbrugsmiljøpolitik, hvilket involverer, at bønder belønnes for forvaltning af land- og naturområder. Dette sender et stærkt budskab til ansøgerlandene i CØE om, hvilken retning EU bevæger sig i.

Miljø vil blive et afgørende element i landdistriktudviklingen.

I forbindelse med EU-optagelsen er der en klar modsætning. På den ene side er det nødvendigt at øge produktionen, idet EU vil give kvoter afhængig af produktionsniveauet de sidste tre år. Eftersom det nuværende østeuropæiske produktionsniveau er lavt, skal produktionen altså hæves inden optagelsen.

Dette er i modsætning til miljøprogrammer, som støtter ekstensiv landbrugsdrift. Men når disse lande indgår i EU, vil der være en chance for at få større støtte til miljøformål. Da vil situationen være fuldstændigt ændret. Den nuværende stilling, hvor østeuropæiske lande vil satse på intensivering, er baseret på erfaringerne fra de lande, der senest blev optaget i EU, og hvis kvoter er beregnet i forhold til det aktuelle produktionsniveau.

Men EUs Fælles Landbrugspolitik (CAP) er under forandring, og EU-udvidelsen kan ødelægge det eksisterende system og procedurer, så kvotetankegangen vil måske ikke være anvendelig ved optagelsen af de østeuropæiske lande.

Det kan blive en risikabel situation: hvis procedurerne (Foto: BN) ændres, kan CØE-

landene få tab på grund af intensiveringen. Hvis nye investeringer foretages, vil det være svært at stoppe på grund af det økonomiske pres. Det vil være fornuftigt at følge ændringerne i EUs Fælles Landbrugspolitik og bruge fremtidsplanerne her som vejledning.

Det giver ikke mening at vælge den intensive vej, hvis EU efterspørger mere ekstensive metoder.

Krav til miljøhensyn Da CØE-landene er midt i optagelsesprocessen i EU, stiger kravene til miljøbeskyttelse og miljøvenlige landbrugsprodukter. Dette skyldes, at kun økologisk “rene” produkter kan komme ind på det vesteuropæiske marked.

Landmænd i Central- og Østeuropa bruger langt mindre sprøjtegift og kunstgødning end deres kolleger i EU. Mange mindre gårde benytter stadig traditionelle landbrugsmetoder. De fleste bønder dyrker således allerede deres jord med miljøvenlige metoder, bortset fra bedrifter med store besætninger. Derfor har disse lande fordelagtige forudsætninger for at udvikle et økologisk landbrug: 1) kunstgødning og pesticider bruges ikke, da det er for dyrt, 2) bedrifterne er små og 3) der er meget arbejdskraft til rådighed i landdistrikterne.

Det vil være en stor fejltagelse, hvis CØE-landene kun stræber efter høje udbytter uden at overveje, hvad der er det potentielle marked, og hvilke krav markedet vil stille til f.eks. miljøhensyn.

Landbrugene bør desuden udvikle sig i en retning, der kræver mere arbejdskraft og er svære at »modernisere« (i økologisk jordbrug stiger behovet for arbejdskraft med 20-30%). På den måde løses problemet med arbejdsløshed i landdistrikterne delvist, der vil ikke være noget behov for at sammenlægge landbrugene så hurtigt og

de østeuropæiske lande vil have en fordel i forhold til lande med højere arbejdslønninger. En brugbar retning er økologisk landbrug.

Tænkes strategisk, er der et valg mellem to veje; enten at følge den vestlige erfaring, dvs. prøve at indhente deres produktionsniveau ved intensivering af driften, og senere vende tilbage til bæredygtighedsspørgsmål, eller at forsøge at indføre nye politikker, som er forholdsvis nye også i Vesteuropa. Den østeuropæiske stilling er bedre her, da vi ikke har så stor inerti som Vesteuropa, hvor ændringer kræver en større indsats. Landbrug i mange CØE-lande har ikke dyre, store investeringer, så hvis de vælger den miljømæssigt bæredygtige vej, vil det være billigere for dem. Hvis de investerer i intensivering af landbrugsdriften, kan de få problemer, når de skal afdrage lånene, og stadig er der ikke store chancer for at nå det vestlige produktionsniveau. En anden fordel er et forholdsvis uspoleret landskab og stadig rig biodiversitet i Østeuropa i forhold til det vesteuropæiske landbrugslandskab; så deres udgangspunkt for en miljørigtig landbrugspolitik er ret god. Dette skal dog stadig forklares for folk, som er involveret i landbruget, idet de fleste i øjeblikket går ind for højere produktionsniveauer.

Landbrugsdrift og andre landlige aktiviteter sikrer arbejde og indtjening til en ret stor del af befolkningen i CØE-landene (op til en tredjedel i nogle lande).

I betragtning af det fremtidige behov for forbedring af landbrugseffektiviteten, produktionsvækst og den uundgåelige nedgang i beskæftigelsen i landbruget bør regeringerne være mere opmærksomme på regional udvikling samt udvikling i landdistrikter, og introducere specielle programmer for oprettelse af alternativ beskæftigelse i landdistrikterne, forandring af landbrugsaktiviteterne og støtte

til økologisk landbrug på marginaljord og miljøfølsomme områder.

Der er brug for miljøprogrammer her. Strategisk tænkning er helt afgørende. Hvis CØE-landene bliver enige om, at deres fremtidige landbrug skal respektere naturens behov mere end produktionsresultater, vil alt give mening, og det vil blive nemmere at koordinere alle områder inklusiv uddannelse og oplæring.

“Hvis CØE-landene bliver enige om, at deres fremtidige landbrug skal respektere naturens behov mere end produktionsresultater, vil alt give mening, og det vil blive nemmere at koordinere alle områder inklusiv uddannelse og oplæring” En succesfuld udvidelse af EU, som inkluderer landene i Centralog Østeuropa, har stor politisk betydning. Selvom landbrug og den Fælles Landbrugspolitik er følsomme områder, kan integrationsprocessen udføres på en måde, som vil give et udvidet EU et konkurrencedygtigt landbrug med sunde og økonomisk overkommelige landdistriktpolitikker. Samtidig vil det give CØE-landene mulighed for at udvikle deres eget potentiale.

Ruta Vaiciunaite er ansat i miljøorganisationen Litauens Naturfond, der har bosæde i Vilnius. Oversat af Inger Foldager.

Global Økologi • September 2001

29

Ulandsbistand og miljøhensyn Er miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling en integreret del af EUs bistandspolitik? Det kunne være såre interessant at vide noget om Af Bo Normander Når europæiske ingeniørfirmaer fattige i ulandene, der lider og vil søgen og research i ind- og udland komme til at lide mere, må vi bryde er det endnu ikke lykkedes os bygger veje i Afrika, har man så overvejet konsekvenserne for milden onde cirkel og prøve at forstå at finde en person, der - udfra jøet? EU støtter nye og forbedrede sammenhængen mellem fattigdom og en NGO-synsvinkel - kan give en jordbrugsmetoder i ulandene, men miljøbeskyttelse. Vores udviklingspokritisk analyse af, hvorvidt EUs har man taget hensyn til sårbar litik og -bistand bør formes derefter.” bistandspenge i virkeligheden går natur? Virker EU-støttede ulands(Talen er gengivet i sin helhed til miljørigtige projekter eller ej. Og projekter til forbedring af vandkvai Environment for Europeans nr. 7, vigtigst hvad er perspektiverne for litet og -udvinding efter hensigten? maj 2001) at gøre bistanden mere bæredygDanske bistandsprojekter er af Poul Nielson er altså med på, tig? og til hvad man kalde miljørigtige. at fattigdomsproblemer kun løses Men vi har ikke givet op, og Eksempelvis har DANCED støttet under nøje hensyntagen til natur vil, fremdeles det lykkes at finde udviklingen af mere miljøvenlige og ressourcer. Men spørgsmålet er en egnet forfatter, behandle dette rejebrug i Thailand. Men hvad med om de gode intentioner føres ud i emne i et kommende nummer af EUs bistandspenge? Hvordan står livet.

Global Økologi. det til her med miljøbeskyttelsen?

Tjahh. Såre interessant, men på Den ansvarlige i EU er dansker, trods af Global Økologis ihærdige nemlig Poul Nielson, kommissær for udvikling og humanitær bistand. Han udtalte for nylig i en tale: “Det fremføres ofte, at fattige mennesker presses til en uansvarlig anvendelse af naturens ressourcer. Økonomisk vækst ville være løsningen på denne situation. På den anden side vil økonomisk vækst, hvis den baseres på ilandenes mønster for udvikling og industrialisering, afgjort være forbundet med mere miljømæssig ødelæggelse.

Miljøbistand når den er bedst? Her ses en kombineret solfanger og kogeapparat blive afprøvet i EthioFordi det er de pien.

(Foto: Samson Tolessa/Photoshare)

30

Global Økologi • September 2001

Ulande kræver ‘fair play’

EU-lederskab D u m p i n g Kemikalier Ulandene Toldmure Østudvidelse Ko nve nt io n e r USA-dominans Alliancer

Tema

EU har en udpræget dobbeltmoral, når det gælder hjælp til ulande. Med den ene hånd giver man bistand, med den anden lukker man for adgang til EUs marked Af Aditi Sharma Da G8-klubben for de rigeste lande mødtes i Genova i den sidste uge af juli for at diskutere den globale økonomi var verdens medier rettet mod protesterne og volden på gaderne. På samme tid - udenfor mediernes søgelys - mødtes delegerede fra verdens 49 fattigste lande i Zanzibar. Dette møde kan meget vel få større betydning end Genova-topmødet i forhold til de nærtstående WTO-forhandlinger i Qatar til november. De fattigste landes rolle kan blive bestemmende for resultatet i Qatar på samme vis som ulandenes opposition var afgørende for afsporingen af det sidste WTO-topmøde i Seattle i 1999.

Seattle blev en milepæl for den voksende bevægelse af regeringer og folkelige organisationer, der modsætter sig den globale “liberaliserede” handel som en løsning for flertallet af verdens lande. Mantraet om at “frihandel er godt for alle” er begyndt at lyde hult, selv for dem som plejede at tro på det.

15 år efter at de første globale handelsaftaler blev lanceret under Uruguay-runden, er det ikke noget under, at de fattige lande er havnet i en endnu dybere armod. Mens ulandene bliver tvunget til at åbne deres markeder, er Europa stadig ikke parat til at åbne sine egne på de områder, hvor ulandene har en fordel, såsom indenfor landbrug og tekstilindustri.

På et møde for nylig i Genève gentog de afrikanske lande den opnåede konsensus fra mødet i Zanzibar om, at “det multilaterale

Høst af peanuts i Kanoroba, Elfenbenskysten. (Foto: Aimee Centivany/Photoshare) handelssystem må tage emner indenfor udvikling alvorligt, og muligheden for udvikling skal være handelssystemets kerneområde.”

Så mens G8-lederne nu op til det næste WTO-topmøde forbereder de barrierer og de mure, der skal beskytte dem selv, må vi som en del af det globale civile samfund kæmpe for, at de rigeste lande ophæver hindringerne for fattigdomslettelse, forbedret fødevareforsyning og positiv udvikling for de fattigste.

Det sydlige Afrika som eksempel Beslutninger taget hver dag i Bruxelles eller Genève har en kolossal effekt på dagliglivet for mennesker, der bor i det sydlige Afrika. Det gælder f.eks. om hvorvidt en fabrik

skal lukkes så arbejdspladser går tabt, hvorvidt en bonde skal dyrke majs eller roser eller hvorvidt en familie kan tjene nok til at sende deres børn i skole. EU er stadig det sydlige Afrikas vigtigste handelspartner. Omkring en tredjedel af de sydafrikanske landes import kommer fra EU og lige under halvdelen af deres eksport går til EU. At opnå en fair aftale med Europa er helt centralt, hvis regionen vil gøre noget ved de akutte problemer med fattigdom og fødevaremangel, vil udvikle landbrug og industri og vil stoppe afhængigheden af den i øvrigt svindende tilgang af bistandspenge. Men EUs beslutningstagere tager sjældent hensyn til de effekter deres politik har udenfor Europas grænser.

Den sydafrikanske region har en effektiv landbrugsproduktion og har samtidig forsøgt at bevæge

Global Økologi • September 2001

31

sig ind på “ikke-traditionelle” landbrugsområder som blomster, grøntsager og mere forarbejdede fødevarer. Disse områder ventes at blive centrale for den fremtidige eksport. Landbruget er helt afgørende for folks levebrød og den nationale økonomi. I Zambia, Tanzania, Mozambique og Malawi er mere end 75% af arbejdsstyrken beskæftiget i landbruget - inklusiv en høj grad af kvinder. I Mozambique og Tanzania bidrager landbrugssektoren med over 50% til BNP (bruttonationalproduktet).

Skadelig præcedens Omfanget af EUs optagethed i at beskytte landbrugssektoren illustreres af de langvarige forhandlinger om handel, der har været mellem EU og Sydafrika siden 1994, hvor Nelson Mandela som ny præsident for et frit Sydafrika blev oversvømmet af lykønskninger fra europæiske ledere. Da en handelsaftale endeligt blev underskrevet i 1999 var den resultatet af hårde og intense forhandlinger, som blev

Boks 1: Hvad er CAP? EUs fælles landbrugspolitik kaldet CAP (“Comman Agricultural Policy”) er et komplekst system bestående af subsidier til europæiske landmænd og høje afgifter på importerede landbrugsprodukter. Systemet sikrer, at EU-producenter undgår konkurrence indenfor EU og samtidig kan konkurrere på verdensplan.

I 1999 brugte EU omkring 350 mia. kroner på CAP. Dette er næsten halvdelen af EUs samlede budget og mere end hele Afrikas BNP. Læs mere om CAP i artiklen “Reform af EU’s landbrugsstøtte” af Elizabeth Guttenstein m.fl. i Global Økologi nr. 2, 2001.

32

Global Økologi • September 2001

udsat igen og igen pga. smålig protektionisme fra EU-medlemslande.

EU truede med at blokere hele aftalen indtil Sydafrika gik med på at undlade at kalde deres portvin for “portvin” og deres sherry for “sherry”, selvom disse ikke var vigtige eksportprodukter og navnene har været anvendt i 200 år.

De anspændte og gang på gang udskudte forhandlinger lover ikke godt for andre ulande, når disse skal diskutere regionale frihandelsområder under den såkaldte Cotonou-partnerskabsaftale, der sidste år afløste Lomé-konventionerne om multilaterale handels- og udviklingsaftaler mellem EU og AVS-stater (lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet).

Forhindringer der skal overvindes for at få adgang til EUs marked Alle lande i det sydlige Afrika (på nær Sydafrika) er medlemmer af Cotonou-konventionen. Det betyder, at de får en “begunstiget adgang” til det europæiske marked for en stor del af deres produkter.

Men, EU-protektionisme medfører på forskellig vis, at afrikanske produkter alligevel har en meget begrænset adgang til det europæiske marked.

Første forhindring: dobbeltmoral (WTO og CAP) EU er fanget i et dilemma mellem på den ene side at advokere for frihandel gennem institutioner som WTO, Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF), og på den anden side at insistere på opretholdelsen af EUs fælles landbrugspolitik (CAP, se boks 1) - én af de mest anti-liberale handelsaftaler der findes i verden.

EU er som følge af WTO forpligtiget til at reformere flere elementer i CAP-landbrugspolitikken. EU er ved at bevæge sig fra at betale landmændene

Sukkerrør. EU-subsidier og -toldmure ødelægger ulandenes sukkereksport.

(Foto: Janice M. Tolj/Photoshare) høje priser for deres produkter til at give støtte (f.eks. subsidier/ hjælpepakker) direkte til landmændene. Dette vil gøre det muligt for EU at opfylde WTO-målet om at betale mindre til eksportører, da EU-priserne gradvist vil falde. Men det er usandsynligt, at dette vil hjælpe ulandene meget, da de nye subsidier stadig vil gøre det muligt for EU at eksportere billigt.

Anden forhindring: toldmure På trods af en “begunstiget markedsadgang” og andre nyere initiativer til fordel for de fattigste lande, så er der stadig centrale undtagelser på mange korn-, kød- og mejeriprodukter. Afrikanske eksportører mødes stadig med toldbarrierer på produkter der er dækket af særlige protokoller - ikke mindst sukker, hvor ulande kun kan eksportere begrænsede kvota.

I tilfælde hvor sydafrikanske lande ikke har været udsat for handelsbarrierer har de vist sig at være særdeles effektive og fleksible. F.eks. steg Zimbabwes salg af roser til det engelske marked med en faktor 10 fra 1990 til 1995. Andre lande i regionen inklusiv Zambia, Malawi og Tanzania udvider med stor succes deres produktion til nye hortikulturområder herunder ærter, mange-tout og courgetter.

Tredje forhindring: ikke-toldbaserede barrierer I stedet for at indføre toldregler har EU fundet på nye måder at blokere for ulandes eksport. Den mest almindelige og skadelige af disse metoder er brugen af regler om miljø og fødevaresikkerhed. I stigende grad anvendes reguleringer som en barriere mod afrikanske produkter på trods af, at der ingen videnskabelige beviser eksisterer for, at der vil være en risiko for forbrugeren ved et givent produkt (se boks 2 om Zimbabwe).

EU er i øjeblikket ved at undersøge en bred vifte af kemiske stoffer, der kan optræde i fødevarer.

Hvis standarden for disse sættes meget højt kan resultatet for afrikanske lande blive katastrofalt -

ikke mindst til skade for mindre farmere og småbønder, der ikke har råd til at bevise, at deres produkter er sikre. Alt imens disse tiltag i teorien er besluttet for at beskytte den europæiske forbruger, så frygter mange i Afrika at det vil medføre yderligere europæisk protektionisme.

ulande som en central del af international handelspolitik.

Stop dumpning af priser EU hjælper dets virksomheder med at eksportere deres varer gennem brug af eksportsubsidier. På den måde er det lykkedes for EU på bare to årtier at blive verdens andenstørste eksportør af korn samt verdens andenstørste eksportør af sukker, selvom EU har den mest ineffektive sukkerproduktion.

Overfloden af subsidierede varer fra EU trykker verdens markedspriser og tvinger sydafrikanske lande til også at sætte mure op - for at beskytte egne, langt mere konkurrencedygtige producenter. Men dette bliver sværere og sværere med strukturelle udligningsprogrammer og WTO-forpligtigelser.

Barrierer for udviklingen af det sydlige Afrika Oveni forbedret adgang til Europas markeder har sydafrikanske lande behov for en klarere politisk støtte til at udvikle deres egne landbrugsog fremstillingssystemer. Europæiske beslutningstagere må begynde at efterleve deres ofte udtalte bekymring for fattigdomsproblemer ved at integrere udvikling i

Boks 2: Eksempler på EUs manglende vilje overfor Afrika Vindruer i Namibia I de seneste år har Namibia vendt deres landbrugsproduktion mod nye områder især indenfor dyrkning af frugt. I et fælles initiativ mellem den offentlige og private sektor er der startet en produktion af vindruer langs bredderne af den Orange Flod i det sydlige Namibia. Det ventes, at denne hurtigtvoksende eksportsektor - hvorfra hovedparten af produktionen går til EU - vil medføre 4000 permanente jobs og 2600 deltidsansatte.

Men EU opretholder stadig høje afgifter overfor Namibias vindrueeksport undtagen i to måneder om året, hvor Namibia har toldfri adgang til EUs marked op til en beregnet kvote (svarende til en drue per fire EU-borgere per år).

Hvis disse restriktioner blev fjernet, kunne Namibia udvide deres produktion og på den måde skabe tusindvis af jobs i fattige landdistrikter.

Nødder i Zimbabwe I 1990’erne øgede Zimbabwe sin eksport af “ikke-traditionelle” landbrugsprodukter som nødder, tørret frugt og bønner med gennemsnitligt 20% om året. Men denne voksende eksport bliver mødt af en ny barrierre - nemlig EUs regler om fødevaresikkerhed - i særdeleshed reglerne om grænseværdier for indhold af visse kemikalier. For eksempel har EU sat en meget lavere grænseværdi end anbefalet af FN for pesticidrester som findes på nødder. Verdensbanken bedømmer at denne ene ændring vil kunne koste Afrika 1,8 mia. kroner årligt, hvilket er næsten halvdelen af Afrikas samlede handel for nødder og tørrede frugter.

Cashewnødder i Mozambique I starten af 1990’erne var mere and 9000 arbejdere ansat på fabrikker i Mozambique, der forarbejder cashewnødder. For at beskytte denne industri og sikre at forarbejdningen skete i Mozambique indførte landets regering en 20% skat på eksport af rå cashewnødder. Men i 1995 pålagde Verdensbanken og IMF, at denne skat blev udfaset for, at landet kunne få eftergivet noget af sin gæld og modtage øget bistand. Som følge heraf gik allerede i 1997 over halvdelen af Mozambiques cashewnødder til eksport til Indien, og omkring 7000 mennesker mistede deres arbejde. Efter en lang kamp indførte Mozambique i januar 2001 igen eksportrestriktioner for uforarbejdede cashewnødder.

EU - som en førende aktør i Verdensbanken og IMF - gjorde intet for at stoppe denne jobødelæggende politik, og idag giver EU bistand til bønderne i Mozambique for at få produktionen op at stå igen.

Global Økologi • September 2001

33

I øjeblikket rammes den industrielle sektor hårdest, da nationale toldregler ikke er på plads til at beskytte det sydlige Afrika mod de eksportsubsidier EU lægger på sine forarbejdede varer.

F.eks. er sukkerproduktion en meget vigtig industri i det sydlige Afrika, der beskæftiger over 130.000 mennesker. Skrøbelige økonomier som Swazilands er afhængige af sukker - 60% af Swazilands BNP kommer fra sukker. Men lokale producenter af slik, chokolade og læskedrikke finder det sværere og sværere at konkurrere med strømmen af billige, stærkt subsidierede produkter fra Europa.

Europa dumper deres produkter over Afrika muliggjort af høje subsidier og stærkt ødelæggende for Afrikas egen mulighed for at etablere produktion.

Stop indblandingen fra Verdensbanken og IMF Samtidig med at EU fortsætter med at indføre handelshindringer overfor afrikanske landbrugsvarer og fortsætter med at oversvømme deres markeder med subsidierede produkter, indskrænkes regionens mulighed for at respondere til disse trusler. Sydafrikanske lande er således under pres af de af Verdensbanken og IMF vedtagede finansielle udligningsprogrammer om at liberalisere økonomierne. For at kunne opnå gældseftergivelse er landene i regionen blevet tvunget til at stabilisere deres økonomier, skære ned på subsidier til landbruget og åbne deres markeder for udenlandsk konkurrence.

Indfør den rigtige politik Når EU tager beslutninger om handels- eller landbrugspolitik tages der meget sjældent - hvis nogensinde - hensyn til konsekvenserne for ulande, uanset hvor fatale disse end måtte være. Den fejl fører ofte til en gruopvækkende mangel på sammenhæng mellem forskellige

34

Global Økologi • September 2001

politiske områder - og til et stort spild af europæiske skatteborgeres penge.

I 1994 øgede EU - som følge af kogalskab og et dramatisk fald i efterspørgslen på kød -støtten til eksport af kød til bl.a. Sydafrika.

Dette medførte et massivt overudbud af meget billigt kød i Sydafrika. Kvægfarmere i Namibia var på det tidspunkt stærkt afhængige af det sydafrikanske marked for kød, men de blev udkonkurreret af dumpet EU-kød og mistede dette vigtige marked. Gennem hele denne periode gav EU bistand til de samme kvægfarmere i Namibia.

Dette er bare ét eksempel på hvor ringe EUs beslutningstagen hænger sammen i fht. ulande.

EU introducerede for nylig en “Everything but Arms”-aftale, der giver toldfri adgang til det europæiske marked for alle produkter - undtagen våben og ammunition - fra de mindst udviklede lande.

Aftalen er dog ikke så god som man umiddelbart skulle tro, da de mindst udviklede lande i forvejen har toldfri adgang til EU for nogle af deres vigtigste primærprodukter, og da adgangen for ris, bananer og sukker vil blive stærkt forsinket pga. omfattende lobbyisme af dele af europæisk industri.

Fattige lande, som ikke er klassificerede som mindst udviklede, nærer alvorlige bekymringer for, at aftalen vil have en negativ konsekvens for deres mulighed for at eksportere varer. Initiativet vil koste EU minimalt og er af mange blevet betegnet som, at EU “tager fra de fattige og giver til de fattigste”.

områder og er modne til at udvikle mere forarbejdede fødevarer. Men landene blokeres igen og igen af EUs protektionisme og ulige konkurrence.

For at afhjælpe disse problemer må Europa: 1) føre deres hensigt om forbedret markedsadgang ud i livet, 2) give sær- og differentieret behandling af ulande og støtte deres handelsmuligheder og 3) sikre at udviklingshensyn definerer multilaterale handelspolitikker.

Med WTO-mødet i Doha i ørkenstaten Qatar om hjørnet (november) og den industrialiserede verden i defensiven på baggrund af rækken af anti-globaliseringsprotester er tiden den rette for os i borger- og græsrodsorganisationer over hele Europa til at udbrede ulandenes budskab. For at ulandene kan komme tilbage til forhandlingsbordet, må europæiske ledere fokusere på at fjerne barrierer for lige handel og bæredygtig udvikling i stedet for at rejse mure imod det globale samfunds vilje.

Før de gør klar til det kommende WTO-topmøde, må Europas beslutningstagere se volden i gaderne i Seattle, Prag eller Genova med ulandenes befolkningers øjne.

Det er som Peter Henriot fra “Jesuit Centre for Theological Reflection” - en gruppe i Zambia der arbejder for social og økonomisk retfærdighed - siger: “Jeg tilslutter mig ikke ‘gadevold’, men ej heller accepterer jeg ‘de bonede gulves vold’ fra beslutningstagere, der fuldstændigt tilsidesætter den elendige tilstand som mange mennesker lider under som følge af uretfærdige internationale strukturer”.

Nødvendige ændringer Folk i det sydlige Afrika og resten af den 3. verden er afhængige af landbrug for deres overlevelse.

Landene i regionen er effektive producenter, der har klaret at sprede deres produktion over nye

Aditi Sharma er kampagneleder i den engelskbaserede NGO, Action for Southern Africa (www.actsa.org). Hun er ligeledes formand for European Network for Information and Action on Southern Africa (ENIASA), hvor det danske medlem er Sydafrika Kontakt (www.sydafrika.dk).

Deltag i miljødebatten - send et indlæg til GØ

Tid til bæredygtighed Af Palle Bendsen og Klaus Lindegaard, Center for Miljø og Udvikling, Aalborg Univ.

Hvor er tiden henne i Regeringens strategi for bæredygtig udvikling og i oplægget til indikatorer for bæredygtig udvikling? Hvor lang tid tager den bæredygtige udvikling, hvornår starter den, hvor lang tid varer den? Hertil kan tilføjes: var der i det hele taget tid (nok) til at diskutere og formulere strategierne og indikatorerne? Har befolkningen egentlig tid til at være med i den bæredygtige udvikling eller har ministrene egentlig tid?

Strategien for bæredygtig udvikling må indebære forandringer af den fremherskende tidsopfattelse i vores planlægnings- og beslutningsprocesser.

Indikatorer er forbundet med tid: de er pejlepunkter, vi lægger ud i fremtiden for at måle, om vi når de resultater, vi ønsker. Jo mere anderledes man forestiller sig et bæredygtigt samfund i forhold til nutidens, jo mere radikale indikatorer vil der være behov for.

Men selv de mest radikale indikatorer skal kunne bruges allerede nu, for at de kan registrere forandringerne. I den forstand skal indikatorerne kunne bygge bro.

Regeringens indikatorer er instrumentelle, kvantitative indikatorer, som kan indikere nok så vigtige ændringer i visse miljømæssige aspekter i samfundet.

Vi opfordrer Regeringen til at fremme den fortsatte debat og udvikling af såvel mål som indikatorer. Et af temaerne i de kommende års debat bør blive tidsperspektivet i forbindelse med udvikling af et bæredygtigt sam-

fund. Kan tidsperspektivet inkluderes i et indikatorsæt på en meningsfuld måde, f.eks. i sammenhæng med folkelig deltagelse?

Tiden er vigtig Hvis indikatorer skal kunne registrere veje til den bæredygtige helhedstænkning, skal de have kvantitative egenskaber, men de skal først og fremmest kunne registrere kvalitative forandringer; de skal kunne sige noget om årsager, ikke kun om symptomer. De meget instrumentelle og kvantitative indikatorer er orienteret mod ekspertviden. Indikatorer, der handler om tid, kan bidrage til at styrke den demokratiske deltagelse eftersom tid ikke er et ekspertanliggende.

Tid er demokratisk på samme måde som tyngdekraften.

Definitionen af bæredygtighed som lighed mellem generationer leder til den misopfattelse, at bæredygtighed er noget for fremtiden, ikke for vores generation. Til gengæld kan vi så diskontere fremtiden tilbage til nutiden, så den bliver nærmest værdiløs. Tror da pokker, så få bruger tiden på det.

Tiden er svær Tiden spiller afgørende ind på tilrettelæggelsen af snart sagt alle aspekter af samfundslivet fra tilrettelæggelsen af produktion og arbejde til transport, byplanlægning, jordbrug og planteforædling, privatforbrug og besparelser, familieliv samt demokrati og deltagelse.

Vi har en polarisering mellem dem der har ‘for lidt tid’ (højtuddannede med fleksibel arbejdstid og krævende job) og dem der har ‘for meget tid’. En stor del af dem, der har været drivkræfter i politiske organisationer, i miljø- og beboerorganisationer får mindre tid og overskud til det arbejde.

Det øger professionaliseringen af græsrødderne og svækker demokratiet. Desuden føler den travlere del af befolkningen sig presset til at vælge ‘tidsbesparende’, men miljømæssigt dårlige løsninger - på arbejdet såvel som i fritiden.

Samtidigt formuleres mål for bæredygtig udvikling og indikatorer til at måle fremskridt over tid, uden nærmere overvejelser omkring tiden i natur og økologiske systemer. Det uigenkaldelige i f.eks. udslettelsen af arter angiver, at der ikke er nogen tid at spilde og genrejsning af skove tager lang tid. Hvordan når vi det hele?

Brænd de bromerede hekse !

Af Mette Boye, Det Økologiske Råds sekretariat Bromerede flammehæmmere er en gruppe kemikalier, der bruges til at forhindre og forsinke brand i computere, fjernsyn, fly, tøj, byggematerialer m.v. Som brandhæmmere tjener de naturligvis et formål, men ulykkeligvis har disse kemikalier en lang række skadelige effekter på mennesker og natur. Eksempelvis ophobes de i mennesker og dyr, og en undergruppe af de bromerede flammehæmmere (PBDE - polybromerede difenylætere) er fundet i kvinders brystmælk. En svensk undersøgelse fra 1998 viser, at PBDE-koncentrationen i svenske kvinders brystmælk er 50-doblet i løbet af de sidste 25 år, hvilket samtidig vil sige, at børn der er blevet ammet i de sidste 25 år har fået en større portion bromerede flammehæmmere ind med modermælken.

Som for størstedelen af de kemi-

Global Økologi • September 2001

35

kalier vi omgiver os med i vores hverdag, har man ikke fuldstændig viden om effekterne af bromerede flammehæmmere. Men man ved dog, at de bromerede flammehæmmere ikke forbliver i de produkter de tilsættes, men afgives til luften.

Og man ved, at når konsekvenserne af denne ophobning undersøges på aber ses effekter som aborter, indlæringsvanskeligheder og ændringer i immunforsvaret. Er det alarmklokker nok?

På trods af forskeres advarsler bliver bromerede flammehæmmere stadig brugt i vidt omfang. I efteråret 2001 igangsætter Miljøstyrelsen en oplysningskampagne primært rettet mod detailhandlere og producenter af bromerede flammehæmmere, og sekundært rettet mod forbrugere. Situationen er i dag, at detailhandel, producenter

Miljøtrafikuge 17.-23. september. Spring en køretur over - det aflaster. Læs mere på www.miljoetrafik.dk.

Seminar om vandrammedirektivet 2. oktober kl. 9-16.30. DGI-byen, Kbh. Arr.: DØR. Seminaret vil informere om direktivet og perspektiverne for dets implementering i Danmark. Et netværk til udveksling af viden vil blive oprettet.. Pris: 750,- inkl. frokost (stud./ arb.løse 350,-). Tilmelding til DØR. Program: se www.ecocouncil.dk.

ATTAC stiftelsesmøde 6.-7. oktober. Kbh. Formålet er at vedtage det politiske grundlag og vedtægter for ATTAC i Danmark.

Nærmere oplysninger annonceres.

36

Global Økologi • September 2001

og forbrugere ikke kender til effekterne af kemikalierne, og ikke er opmærksomme på eksisterende alternativer på eksempelvis PCmarkedet. Som forbruger er det noget nær umuligt at få informationer om hvilke produkter, der er bedre end andre. Selv hvis man går efter miljømærkede produkter er de ikke nødvendigvis fri for bromerede flammehæmmere. Både under den europæiske ‘Blomsten’ og den nordiske ‘Svanen’ er der kun krav om, at plastkomponenter i pc’ere over 25 g skal være fri for visse bromerede flammehæmmere.

Er det godt nok?

Målet på dette område må være

forbud og udfasning af de bromerede flammehæmmere. Som et lille skridt på vejen mod et forbud har Det Økologiske Råd sammen med andre miljø- og forbrugerorganisationer taget initiativ til at lave en såkaldt 0-liste, med produkter, der ikke indeholder bromerede flammehæmmere. Vi har tænkt os at tage kontakt til eksempelvis tv- og pc-forhandlere for at få oplyst, om de har produkter uden bromerede flammehæmmere. Svarene vil vi offentliggøre på internettet og ad den vej være med til at presse producenter til at investere tid og penge i at komme af med de bromerede hekse.

Debatindlæg til næste nummer skal være redaktionen i hænde senest 15. oktober 2001. Indlæg bør ikke overstige 400 ord. Indlæg modtages helst på diskette eller e-mail, bo@ecocouncil.dk

Blomsten og svanen - virker mærkerne ?

Debathæfte om de vigtigste “livscyklusbaserede” miljømærker i Danmark. Hæftet fremhæver, at miljømærker er et godt virkemiddel, men at det ikke må træde i stedet for forbud mod miljøfarlige produkter. Af Sidsel Dyekjær i samarbejde med Christian Ege, Dorte Skovgård og Pernille Kaltoft. Det Økologiske Råd. 24 sider, 25 kr

Offentlige grønne indkøb - en selvfølge ?

Debathæfte om offentlig grøn indkøbspolitik, dvs. om at det offentlige som storindkøber går i spidsen med at stille miljøkrav til varerne, f.eks. økologiske fødevarer, energibesparende el-apparater og dieselbiler med partikelfilter. Også tjenesteydelser og byggeri omfattes. Desuden kritik af EU-reguleringen. Skrevet af Inger Foldager, Det Økologiske Råds sekretariat. 28 sider, 25 kr.

Miljønyheder fra den store vide verden

Afrikansk regnskov reddet 7/7/01 Et tysk tømmerfirma har besluttet sig for ikke at rydde et mindre, men vigtigt regnskovsområde i den Demokratiske Republik Congo. I stedet vil de 25.000 ha blive en del af den nærliggende Nouabal-Ndoki Nationalpark. Desværre bekymrer Congo sig langt mindre for et andet og meget større regnskovsområde. Se Mugabes intentioner nedenfor. (www.forests.org)

mennesker. StarLink gav sidste år grobund for den største GMOskandale i USA, da den blev fundet i en række fødevarer, selvom den kun var godkendt til brug som dyrefoder. (www.epa.gov)

i verden. Det er den Demokratiske Republik Congo, der har stillet de kæmpemæssige skovområder til rådighed til gengæld for Zimbabwes militære støtte i kampen mod oprørere i det østlige Congo. (www.forests.org)

Sri Lanka opgiver GMO-forbud 30/8/01 Desværre gav Sri Lankas overhoved Hemantha Withanage op overfor USAs pres på, at Sri Lanka ville indføre et midlertidig forbud mod gensplejsede organismer (GMO’er). Sri Lanka ønskede et forbud pga. manglende viden omkring GMO’ernes effekter på landets sårbare natur, samt på folkets sundhed. USA mener, at et forbud er imod internationale handelsregler og truer derfor med at pudse WTO på Sri Lanka. Truslen er foreløbig lykkedes, men en række miljøgrupper vil fortsat kæmpe for et forbud og overvejer en retssag. (www.foei.org)

NGO i krig mod Bayer 18/7/01 Den tyske NGO, Coordination gegen Bayer-Gefahren (CBG), har igennem 20 år forholdt sig kritisk til kemi- og medicinalkoncernen Bayer. CBG har afsløret en række skandaler, som Bayer har været involveret i. Nu slår Bayer igen og har netop fået forbudt deres hjemmeside på www.bayerwatch.org. CBG har derfor fået ny hjemmeside: www.CBGnetwork.org.

Foto: BN Foto: WMO Foto: USDA

Forbud mod amerikansk genmajs fastholdes 27/7/01 USAs miljøstyrelse (EPA) fastholder sit forbud mod, at den gensplejsede StarLink-majs kan anvendes til menneskeføde. Et ekspertpanel konkluderede, at det ikke kan udelukkes, at StarLinkmajsens Cry9C-protein (insektgiftstof) kan forårsage allergi hos

Mugabe vil fælde afrikansk regnskov 26/8/01 Zimbabwes despot, 77-årige Robert Mugabe, har netop offentliggjort planer om, at et område på 30 mio. ha afrikansk regnskov skal fældes til fordel for tømmerindustri. Det er ét af de største fældningsprojekter i Afrika nogensinde. Arealet, der er lagt ud til rydning svarer til syv gange Danmark. FN har tidligere erklæret disse skove blandt de vigtigste

El Niño i 2002 30/8/01 Forskere fra FNs Meteorologiske Organisation advarer mod, at El Niño vil vende tilbage i 2002.

El Niño er et vejrfænomen, der kan vende op og ned på de globale vejr- og klimasystemer. Den kraftigste El Niño oplevede vi i 1997-98.

Forskerne mener, at den i 2002 ikke vil blive nær så dramatisk. (www.wmo.ch)

Global Økologi • September 2001

37

Strategi bæredygtig udvikling Det Økologiske Råds modspil til regeringens strategi blev offentliggjort på www.ecocouncil.dk d. 6. september. Modspillet har form af et udkast, som vi lægger ud til debat og kommentering frem til d.

1. november. Herefter vil vi færdiggøre Rådets udspil i form af dels en publikation, dels et længere baggrundsdokument på hjemmesiden.

Begge dele offentliggøres januar 2002. På hjemmesiden kan man også finde Rådets høringssvar på såvel regeringens strategi som forslaget til indikatorsæt.

D. 14. august afholdt Rådet sammen med Øko-net og Mellemfolkeligt Samvirke en høring om forslaget til indikatorsæt. Høringen var velbesøgt med 140 deltagere og gav anledning til en livlig debat, som uden tvivl har inspireret mange i deres arbejde med at lave høringssvar, som skulle afleveres d. 17. august. Det Økologiske Råd har især fremhævet behovet for, at indikatorerne får en karakter, så de kan anvendes til opstilling af mål, hvis opfyldelse kan måles og evalueres - netop sådanne mål, som der var alt for få af i regeringens officielle strategi fra juni.

Grønne indkøb EU og grønne indkøb var emnet for et seminar, som Rådet afholdt d. 18. juni på Christiansborg med oplæg fra bl.a. Torben Lund (S), MEP, Miljøstyrelsen og Konkurrencerådet. Rådet har sammen med Danmarks Naturfredningsforening henvendt sig til de danske EUparlamentarikere (samt enkelte fra andre EU-lande) med opfordring til aktivt at følge sagen om udbudsdirektiverne, hvor Parlamentet skal stemme om sin betænkning i oktober. Det er her vigtigt, at mulighederne for grønne indkøb tilgodeses bedre end i de nuværende direktiver. Situationen er dog ikke

38

Global Økologi • September 2001

helt så sort efter, at EU-kommissionen i juli offentliggjorde deres såkaldte fortolkningsmeddelelse om de gældende udbudsdirektiver.

Her åbnes betydeligt mere op for grønne indkøb end i de fortolkninger, som Kommissionen tidligere har fremlagt. Men vi kender stadig ikke EU-domstolens tolkning, som vil være den afgørende. Der er således stadig behov for en styrkelse af miljøhensynene ved revisionen af direktiverne. Rådet har endvidere udsendt et debathæfte om emnet (se bognyt).

Partikelfiltre til dieselbiler Sidst i juni udkom en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe om partikelfiltre på dieselkøretøjer.

Det er en sag, som Det Økologiske Råd har sat fokus på siden 1997, idet de små partikler er en af de største forureningsbetingede trusler mod sundheden. Trods stor videnskabelig enighed om alvoren i partikelproblemet, er der forskellige skøn over omfanget af årlige dødsfald - fra 20 til 1000 ekstra årlige dødsfald i danske storbyer.

Dertil kommer øget sygelighed i form af astmaanfald m.v. Arbejdsgruppen antager, at det årlige antal dødsfald sandsynligvis ligger i den lave ende, hvilket stemmer dårligt overens med de hidtidige vurderinger. Samtidig lægger gruppen hidtil uset stor vægt på cost-benefit beregninger. Dvs. at omkostninger ved installation af partikelfiltre ikke må overstige “prisen” på de døde og syge - hvordan man så end fastsætter denne! Rapportens konklusioner er uklare, men de er i hvert fald i pressen blevet tolket som nærmest negative over for, at staten skal indføre økonomiske incitamenter til fremme af partikelfiltre. Det Økologiske Råd har lavet en kritik af rapporten samt skrevet til regering og Folketing og opfordret til indførelse af en støtteord-

ning til installation af partikelfiltre samt afgift på køretøjer uden filter.

Det kan passende ske i forbindelse med vedtagelse af finanslov 2002.

Kritikken af rapporten har også været omtalt i nyhedsbrevet Environment Daily (Ends).

Wilhjelm-udvalget D. 23. august offentliggjorde Wilhjelm-udvalget sin rapport om Danmarks natur. Rapporten indeholder udmærkede analyser af tilbagegangen for dansk natur, men forslagene til initiativer blev kraftigt udvandet efter et effektivt pres fra landbrugets organisationer. Det mest omtalte forslag om bufferzoner omkring sårbar natur blev indskrænket til 300 m, og der foreslås kun restriktioner på udvidelse af husdyrhold, ikke på de eksisterende, som allerede virker ødelæggende på særlige naturtyper.

Det Økologiske Råd finder, at udover etablering af bufferzoner er det afgørende at skærpe de generelle restriktioner på ammoniakfordampningen fra husdyrhold. Se Rådets udtalelse på hjemmesiden.

Pesticider i gartneri og frugtavl Det Økologiske Råd deltager i det såkaldte Kirsten Jensen udvalg om pesticider i gartneri og frugtavl, som følger op på Bichel-udvalget fra 1998 om pesticider i landbruget.

Udvalgets rapport forventes offentliggjort primo oktober.

Det Økologiske Råd Henning Schroll Hanne Steensen Christensen Anders Richelsen Anne-Marie Møldrup Kaj Jørgensen Hans Sanderson Dorte Skovgård Lise Christiansen Henrik B. Larsen Søren Gabriel Karen S. Kær Lennart Emborg Klaus Lindegaard (suppl.)

Publikationer Nedenfor ses et udpluk af Det Økologiske Råds publikationer. En fuldstændig liste fås ved henvendelse til DØR eller fra www.ecocouncil.dk. De fleste publikationer kan gratis læses eller downloades på hjemmesiden. Ved køb af klassesæt gives normalt 33% rabat. Ekspeditionsgebyr og porto tillægges prisen.

Grønne skatter og afgifter i EU og Danmark Fremtidens pris - talmagi i miljøpolitikken Bilens blinde vinkler

Om biltrafikken og dens negative påvirkning af vores dagligliv. Af Søren Dyck-Madsen, DØR, 2000. Hæfte 60 sider. 30 kr.

Dieselpartikler - en trussel mod sundheden

Af Christian Ege, DØR, 2000. Pjece. 10 sider. Gratis.

Af Søren Dyck-Madsen, DØR, 2000.

Hæfte. 70 sider. 40 kr.

Udgivet af DØR og Mellemfolkeligt Samvirke, 1999. Red.: Jeanne Lind Christiansen. Bog. 329 sider. 198 kr. (købes hos MS, tlf. 7731 0000 eller ms@ms-dan.dk)

Svanen og blomsten - virker mærkerne?

Af Sidsel Dyekjær m.fl. Udgivet af DØR. 2001. Hæfte. 24 sider, 25 kr

Kemikalier i søgelyset

Offentlige grønne indkøb - en selvfølge?

Hvad betyder EUs kemikalielovgivning for dig? Af Mette Boye. Udgivet af DØR, DN og Forbrugerrådet, 2000.

Hæfte. 19 sider. Gratis.

Om hvorfor stat og kommune bør købe grønt. Af Inger Foldager. Udgivet af

DØR. 2001. Hæfte. 28 sider, 25 kr

Bestillingskupon: Jeg ønsker at tegne 1 års prøveabonnement (5 numre) på Global Økologi for kun 175 kr. (stud./arbejdsl./pens. 100 kr.). Dette tilbud gælder kun indtil 1. november og kun for husstande, der ikke har modtaget GØ de seneste 2 år at tegne abonnement på Global Økologi. 5 numre om året koster 250 kr. (stud./arbejdsl./pens. 125 kr.) at være medlem af Det Økologiske Selskab* (priser som ovenfor, inkluderer abonnement på GØ) at bestille følgende publikationer: at støtte Rådets arbejde med: kr Jeg indbetaler beløbet via betalingsservice, PBS (du bliver kontaktet herom) på giro 897-5051 vedlagt som check

Global Økologi c/o Det Økologiske Råd Landgreven 7 +++ 2482 +++ 1045 Kbh K

Navn Adresse Postnr. og by

Tlf

* Medlemskab medfører, at man udover abonnement på GØ får adgang til selskabets generalforsamling, får mulighed for at stille op til Rådet og for at deltage i arbejdsgrupperne, samt får rabat ved arrangementer m.m.

Royal Økologi

Redaktionen ønsker det nygifte norske kronprinsepar tillykke

Global Økologi tager pulsen på dansk og international miljøpolitik Global Økologi giver læseren en tværfaglig tilgang til miljøstoffet Global Økologi udgives af Det Økologiske Råd og udkommer fem gange om året

I næste nummer Bæredygtig mad til alle Klima og sinks Skovprojekter i Costa Rica Og meget andet

www.GlobalØkologi.Nu

2001/1

2001/2

2001/3

2001/4