3 minute read
ESG bæredygtighed
Bæredygtighed breder sig som ringe i vandet i kontordanmark
ESG og bæredygtighed står højt på dagsordenen hos de største investorer, banker og virksomheder og får gradvis øget betydning i hele ejendomsbranchen, ikke mindst for kontorlokaler. Det vurderer flere eksperter i EDC Erhverv Poul Erik Bech og giver råd til, hvordan investorer og virksomheder kan håndtere bæredygtighed.
”ESG og bæredygtighed fylder allerede meget hos de største investorer og virksomheder, og bæredygtighed får øget betydning for hele ejendomsbranchen. For fem-syv år siden talte nærmest ingen om bæredygtighed, så det er allerede gået stærkt.”
Sådan siger Helle Nielsen Ziersen, Head of EDC International Poul Erik Bech. Hun er veteran i ejendomsbranchen og fra sin post i virksomheden – og fra den løbende dialog med den internationale samarbejdspartner JLL, en af verdens største ejendomsmæglervirksomheder – kan hun tydeligt se, hvor stor betydning bæredygtighed har. Det gælder især for kontorer, men vil gradvis brede sig til andre dele af ejendomsmarkedet. Vi må gerne være mere ambitiøse i vores klimamål, men skal også sideløbende have lovgivningen og praktikken til at fungere.
”Når de internationale virksomheder og investorer overvejer at leje eller investere her, lægger de stor vægt på, at ejendommene er certificerede, fx med DGNB, som er det mest udbredte i Danmark, mens LEED eller BREEAM er det mest udbredte i andre EU-lande,” fortæller Helle Nielsen Ziersen, der for nylig afsluttede en mini-MBA-uddannelse som Sustainable Manager.
Skærpede krav fra EU
Når bæredygtighed vinder hastigt frem, hænger det sammen med den grønne omstilling, ikke mindst på EU-niveau. Bygninger står for en meget stor del af CO2-udledninger og energiforbrug – herhjemme lægger de beslag på ca. 40% af det samlede energiforbrug. Derfor stiller EU en række krav om bæredygtighed og energieffektivitet ved bl.a. nybyggeri og for eksisterende bygninger – den såkaldte taksonomi.
Kravene skærpes gradvist, og det gælder også for store investorer, banker og populært sagt skal de rapportere om, hvor grønt de investerer og låner penge ud.
I endnu bredere forstand skal stadigt flere virksomheder i alle brancher rapportere om, hvor meget de belaster omverdenen – og hvad de gør for at blive mere bæredygtige, fx når de lejer nye lokaler. Rapporteringen sker som led i regler om ESG – på engelsk environment, social and governance, på dansk miljø/klima, sociale forhold og virksomhedsadfærd eller mere overordnet: Samfundsansvar.
Fra sorte til grønne mursten
Sådan kan eksisterende kontorejendomme blive mere bæredygtige:
Skift fra gas/oliefyr til fjernvarme/ varmepumpe
Etablering af solceller
Facadeisolering og/eller udskiftning af klimaskærm og tag
Udskiftning af døre og vinduer
Skift til LED-belysning
Optimering af lys, varme, køling og el – med sensorer/rumfølere, klimastyring, termostater og solafskærmning
Lavere vandforbrug med fx sensorer ved håndvaske
Fleksible lokaler, hvor virksomheder kan op- eller nedjustere efter behov, så virksomheden præcist har det antal m², som passer til antal medarbejdere
Indretning, der understøtter mindre arealbehov og hjemmearbejde, fx flerbrugerhuse, fælles faciliteter og fleksibel lokaleinddeling
Optimering af affaldssystemer – det skal være let at sortere
Gode forhold for cyklister, fx overdækket/overvåget parkering og adgang til bad
Nemt at komme til og fra arbejdspladsen med offentlig transport