3 minute read
Investeringsejendom i Roskildecentrum
Alsidig investeringsejendom i Roskilde centrum til salg for knap 70 mio. kr.
En investeringsejendom midt på gågaden i Roskilde med aktivt byliv og stor menneskestrøm rummer både detail, kontor og beboelse er netop sat til salg. Den samlede pris er knap 70 mio. kr., som indbefatter to beboelsesenheder, 12 erhvervsenheder samt kælder og tagetage med et samlet etageareal på 5.145 m². EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde skal formidle salget af den alsidige investeringsejendom på vegne af Velliv, der er en af Danmarks største pensionsselskaber.
Den spændende investeringsejendom i gågaden i Roskilde på Skomagergade 15 er opført i 1877 og 1966, og er senere ombygget i 1999. Den består af to store bygninger, som foruden detail, kontor og bolig, rummer et kælderareal og en uudnyttet tagetage. Sælger af ejendommen er pensionsselskabet Velliv, der har godt 420.000 kunder og som ejer nogle af Danmarks største erhvervsejendomme.
Rasmus Ruhnau, Investment Manager, Velliv Ejendomme, siger: ”Vi ønsker først og fremmest at sælge ejendommen, da vi ikke er særligt aktive på detailmarkedet, og fordi ejendommen er mindre end de ejendomme vi ønsker at have i vores ejendomsportefølje.”
”Når det er sagt, har vi været glade for ejendommen. Den består af solide lejere, og rummer alt fra store kæder som H&M og Colosseum Tandlægerne til små lokale forretninger, bl.a. en lægeklinik, fysioterapeut og en frisør. Samtidig har den en yderst attraktiv placering, da detaillejemålene er placeret med direkte indgang fra gågaden og fra passagen, der løber fra Skomagergade til Schmeltz plads, hvor der er en stor gennemstrømning af mennesker hver dag.”
Etableret ejendom med udviklingspotentiale
Ejendommen er veletableret og har i mange år været en central del af Roskildes handelsliv. Flemming Buhl, Head of Capital Markets og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger: ”Erhvervslejemålene er moderne og veludnyttede og bruges til både detail og kontor. Der er lidt udviklingspotentiale i udlejning af tomgang, kælder samt udvikling af huslejer. En del af kontorarealet kunne med fordel udvikles til boliger, hvis der kan opnås tilladelse hertil – dog kan friareal og p-pladser være en udfordring til dette. Herudover kan de to beboelsesenheder med fordel opdeles. Hvis kommende køber får tilladelse, er der også mulighed for at omdanne kontorarealerne til boliger, og beboelsesenhederne kan opdeles i ejerlejligheder.”
John Borrisholt, direktør, EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, supplerer: ”Vi oplever en befolkningstilvækst i Roskilde, og en lejlighed midt i det kulturelle centrum vil have en naturlig efterspørgsel. Detaillejemålene nyder godt af deres placering, da området har et rigt erhvervsliv og en livlig atmosfære med både boliger, butikker og restauranter. Samtidig er det attraktivt at være erhvervsdrivende i Roskilde, der er i rivende udvikling. Alt i alt er det en alsidig og spændende investeringsejendom midt i centrum af Roskilde, hvor vi udover Skomagergade 15 i øvrigt lige har solgt naboejendommen Skomagergade 11-13 til købmandsfonden KFI til en pris på knap 60 mio. kr.”
Mere information
John Borrisholt, Direktør og partner
EDC Erhverv Poul Erik Bech Sjælland, Tlf.: 5858 8395 • jsb@edc.dk
Flemming Buhl, Head of Capital Markets og partner,
Tlf.: 5858 8572 • flb@edc.dk