Eric Norby
Samlede Lieder (1963–2003)
Collected Lieder
SCORE
With support from the Danish Composers’ Society and Koda’s fund for Social and Cultural Purposes Støttet af Dansk Komponist Forening og Koda’s nationale midler
Eric Norby Samlede Lieder (1963–2003)
Erik Norby er født i 1936. Han fik sin musikalske grunduddannelse på Københavns Drengekors Skole under Mogens Wøldikes kyndige ledelse, fortsatte sine musikstudier på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, København (1960–65) og afsluttede med diplomeksamen i komposition, Århus (1966). I det følgende tiår var han ansat som docent i musikteori ved Nordjysk Musikkonservatorium, Aalborg, hvorefter han indtil 1994 underviste i samme fag på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Erik Norbys lied-kompositioner, der til dato tæller mere end 40 værker, går som en rød tråd igennem hans kompositoriske virke, og med sine karakterfulde sange indtager han en central position i nutidig dansk solistisk vokalmusik. At hans lieder er genstand for stadig større interesse i både ind- og udland skyldes først og fremmest deres sangbarhed og akkompagnementernes farvelægning.
Erik Norby er melodiker af karat, og samtidig med den sprognære linieføring gestaltes en fortættet, farverig harmonisk atmosfære, der taler til sangerens fantasi. Som samtidsmusik ejer hans kunstsange trods det nutidige tonesprog et betryggende “Schein des Bekannten”, der stimulerer til kreativ fortolkning. Sangene lever af et fintfølende poetisk udtryk, der sammensmelter melodik og akkompagnement til en psykologisk fortolkning af digtenes indre verden.
I sit valg af tekster har Erik Norby med sikker sans for de poetiske kvaliteter holdt sig til en lille håndfuld digtere, der tilfredsstillede hans æstetiske krav. William Shakespeare, Rainer Maria Rilke, Edith Södergran og Paul la Cour er hans foretrukne digtere, og man aner måske endda et åndeligt slægtskab mellem komponisten og sidst nævnte lyriker, hvis universelle, stærkt opdæmmede poetiske udtryk fascinerer: “Anelsesfulde, hemmelige Hvisken fra et Dyb i mig, dybere end jeg, gammel som Smerten og Modet”.
De to tidlige Rilke-lieder fra 1963 (Grabmal eines jungen Madchens og Lied vom Meer fra samlingen Neue Gedichte 1907) er endnu præget af Wienerskolen og senromantikkens centraleuropæiske rødder; men allerede i de 3 Des Knaben Wunderhorn-Iieder, 1973 (Die Welt geht im Springen; Nachtmusikanten og Steile Liebe) fornemmer man Norbys helt personlige tone, der især udspringer af hans udprægede sans for sangstemmens virkemidler kombineret med hans umiddelbare melodiske begavelse.
I Wunderhorn-liederne, hvoraf den herlige burlesk-musikantiske Nachtmusikanten bør fremhæves, og i de seks Shakespeare-sonetter fra 1981 (Thou blind fool, Love; The little love-god; My mistress’ eyes; How oft, when you my music; Your love and pity og Music to hear) befinder vi os endnu genremæssigt inden for klaver-liedens område, med tilsvarende lyriske stemmemæssige grundkrav.
Det versmæssige grundlag for Shakespeare-sonetterne er den kompakte 14-linede sonetform, der har været benyttet lige siden Petrarca som model for kærligheds- og elskovsdigtning af en særlig type: grundtonen er buffonisk med sværmeri og skælmeri, letsind og overmod, skindsyge og jalousi. Elskeren er tilbedende, forsmået og fuld af lokkende hyldest til den attråede. Hun derimod er knibsk, stolt, nådeløst upåvirkelig. Digtene er for det meste udadvendte, galante mere end lidenskabelige, dialektisk vittige mere end inderligt følte. Komponistens fortolkning lever helt op til den nødvendige teatralske dimension med en prægnant næsten skuespillermæssig slagfærdighed, der veksler med mere inderlige tonefald. “Det galante, evige Spils” emnekreds, der er en særdeles velkendt størrelse i sangkunstens historie (f.eks. de elisabethanske kærlighedssange – og frem til Hugo Wolfs Das Italienische Liederbuch) er med disse “giocose” Norby-sange genoplivet i nutidig dansk solosang.
Fem af de seks Herbst-lieder fra 1981 (Abend-Lied; Ende des Herbstes; Abend; Herbst og Ernste Stunde) henter teksterne fra Rilkes Das Buch der Bilder (1902); mens Die Laute stammer fra samlingen Der neuen Gedichte anderer Teil (1908). Rilke – den største tyske lyriker siden Goethes og Hölderlins dage – er med Thorkild Bjørnvigs ord en angstens digter, som “på en uventet og hemmelighedsfuld måde udsiger det moderne menneskes problemstilling”. Erik Norby spejler i sine sange – i et nærmest neoimpressionistisk tonesprog – denne for digtene tilgrund liggende sjælstilstand. Musikken klinger med smuk sørgmodighed fra hver linie i dette intime kammermusikværk – og udtrykker i inderligt, meditativt tonefald en livsmelankoli, der holdes i balance af en religiøs følelse, som den eksempelvis kommer til udtryk i slutningen af den femte sang Herbst. Som stærk livgivende kontrast her til står i samlingens midte Die Laute. Digtet, der er meget anderledes i sin stil end de øvrige fem, bærer med sit karakterfulde, symbolistiske sprog præg af Rilkes givende møde og mangeårige “samarbejde” med billedhuggeren Auguste Rodin, til hvem Neue Gedichte som helhed i øvrigt er dediceret. Sangen er i modsætning til de øvrige strofiske sange gennemkomponeret og træder i pagt med digtets væsen frem i en klart profileret, sanselig og håndgribelig form.
Centralt i Erik Norbys værkliste står de otte Södergranlieder fra 1992-94 (Höstens dagar; Nocturne; Stjarnenat ten; Nordisk vår; Sången om oceanen; På Himalayas trappor; Forvandling og Skönhetens stod) hvoraf et udvalg på fem er orkestrerede. De har navn efter den finske forfatterinde Edith Södergran. Hun blev med sin sansestærke, ekstatiske lyrik i frie vers banebrydende for den moderne poesi i det finsk-svenske sprogområde. Tidligt
mærket af tuberkulose fandt hun i et visionært, farverigt billedsprog gribende udtryk for sin ukuelige livstro, i de sidste år med varm, resigneret undertone og afklaret ro i sit forhold til livets afslutning. Digtene i de 8 Södergranlieder er udvalgt fra forskellige af hendes digtsamlinger mellem 1916 og hendes alt for tidlige død i 1923. Komponisten har sammenstillet dem således, at de med deres vekslende sjælstilstande danner en afrundet helhed. I de første sanges stille, udtryksmættede billeder, fulde af velvære, skildrer Norby i en langsomt glidende, stærkt ekspressiv musik en dyb lykkefølelse og glæde over at leve og være i stand til at sanse naturens skønhed. De tre efterfølgende sange afspejler i deres bevægende lyrik en indre sjælelig dialog af mere blødende og kæmpende karakter kulminerende i den femte sangs dramatiske konturer. Samlingens sidste tre sange beherskes af forholdet til liv og død. Drøm om evighed og resignerende taknemmelighed gennemgløder de melodiske frasers rige, harmoniske liv indtil slutningens afklarede sidste spørgsmål: Hvomår skal jeg vægtløs hente den rose, som aldrig dør?
De 5 Paul la Cour-lieder (Jeg har sagt dig det; Sove med Månen; Deres altid rene Øjne; En Time med dig og For tryllede Dage) er et bestillingsværk komponeret til Det Jyske Musikkonservatoriums sanggruppe i 1996. Teksterne er udvalgt fra digtsamlingen Levende Vande (1946). De bærer tydeligt præg af at være konciperede under og lige efter Anden Verdenskrig. Digtsamlingens generelt truende, sindsskælvende grundstemning mildnes dog i en række af dens kærlighedsdigte, hvorfra Erik Norby har foretaget sit udvalg. Digtene er med deres livsfylde og rige sansninger – parret med dybsindig tankepoesi – noget af det smukkeste i nyere dansk poesi. I samlingens sidste sang udtrykkes en moden elskov, en universel kærlighed, der rækker ud over den individuelle lykke, og som er stærke re end den eksistentielle angst; ikke tilfældigt kadencerer sangen i smertelige bitonale akkorder.
Op mod årtusindskiftet møder vi nye digtere hos komponisten. Af den jødisk-rumænske Paul Celans rige digteriske produktion komponerer Erik Norby 3 Paul Celan-lieder i 1997 for mezzosopran og klaver fra samlingen Mohn und Gedächtnis (Kristall; Nachts og Schlaf und Speise). Den enkeltstående lied, Eros for mezzosopran og klaver, er komponeret 1991 til et digt fra Frans Lassans digtsamling Tragisk Himmel
Efter årtusindskiftet vender Erik Norby i sine tekstvalg tilbage til sine yndlingsforfattere. Endnu et digt af Rainer
Maria Rilke, Du musst das Leben nicht verstehen for baryton og klaver, bliver sat i musik i 2001. Og i 2003 ser denne udgaves sidste værk lyset: et smukt kærlighedsdigt for sopran og klaver, der bærer titlen Morgen, og som igen er fra Paul la Cours digtsamling Levende Vande
Centralt står dog atter Edith Södergran i Lieder fra “Septemberlyran” (Gudarnas Lyra; Guds moders ros; Månens hemlighet; Landskap i solnedgång; Feens slott) komponeret
2001. Visan från molnet, der er komponeret et par år senere, i 2003, er fra samme digtsamling. Samlingen er skrevet, da Edith Södergran var 26 år gammel, og det musikalske, billedrige sprog synes i de af Norby valgte tekster at have større målrettethed mod det guddommeligt trøsterige end de tidligere valgte Södergran-digte. Undtagelsen er dog den fjerde sang, Landskap i solnedgång, der står alene med en stærkt dramatisk, næsten sangvinsk ekspressionistisk udtryksfarve både hos komponist og i tekstforlæg.
De øvrige sange er alle enklere og strammere formmæssigt end de tidlige Södergran-lieder fra begyndelsen af 1990’erne. I den første sang, Gudarnas lyra, råder en trøsterig, optimistisk stemning, der hjælper den “som kämper med kvaltungt bröst”. Den anden sang, Guds moders ros, er en sand perle af enkel inderlighed, der bringer tanken hen på Carl Jonas Love Almquists berømte Songes skrevet først i 1800-tallet, eksempelvis Hjärtats Blomma, der er en dialog mellem sjælen og Jesus.
Den tredje sang, Månens hemlighet, er et stærkt stemningsbillede, hvor komponisten med meget enkle midler skaber en blanding af makaber skønhed og sælsom ro.
I samlingens slutsang, Feens slott, gribes vi igen af et digt, der med sin rigdom af metaforer bringer mange tekstlige associationer bl.a. til Maurice Carême-digtet La Reine de Cœur fra Francis Poulencs sidste sangopus. Den evig unge Fe rører med sin tryllestav – og dødelig træthed forvandles til himmelsk salighed. Også i denne sidste sang opererer komponisten i satsens begyndelse og slutning med meget diskrete billedskabende virkemidler, mens midtersatsen folder sig ud både tempomæssigt og vokalt båret af en altereret lykkerus.
Sideløbende med sine instrumentale kompositioner –blandt andet Corps Celeste (symfonisk digtning, 1970), Regnbueslangen (symfonisk digtning, skrevet til Danmarks Radios Symfoniorkesters 50-års jubilæum, 1975), Illuminations (capriccio for fløjte og orkester, 1978), Capriccio (for trompet og orkester, 1978) og Edvard Munch Trilogi (kor og orkester, 1979) – har Erik Norby arbejdet med sangstemmens udtryksmuligheder såvel i orkestersammenhæng som i kammermusikalsk sammenhæng, og har instrumenteret fem af de otte Södergran-lieder fra 1992-94 for mezzosopran og orkester og de 3 Des Knaben Wunderhorn-lieder fra 1973 for mezzosopran og kammerensemble.
Peer Birch, Januar 2005
Eric Norby: Collected Lieder (1963–2003)
Erik Norby was born in 1936. He did his basic musical training at the Copenhagen Boys' Choir School under the expert guidance of Mogens Wøldike, continued his music studies at the Royal Danish Academy of Music in Copenhagen (1960–65) and graduated with a diploma in composition in Århus (1966). For the next decade he was employed as a lecturer in music theory at the Academy of Music in Aalborg, then until 1994 taught the same subject at the Royal Danish Academy of Music in Copenhagen.
Erik Norby's Lied compositions, which so far count more than 40 works, run as a constant strand through his composing activities, and with his characterful songs he enjoys a central position in contemporary Danish solo vocal music. If his Lied compositions are attracting increasing interest both in Denmark and abroad it is first and foremost because of their singability and the colouring of the accompaniments. Norby is a melodist of the first water, and alongside the text-close melodic line he builds up a dense, colourful harmonic atmosphere that speaks to the imagination of the singer. As contemporary music his art songs, despite the modern tonal idiom, have the reassuring Schein des Bekannten that stimulates creative interpretation. The songs thrive on a sensitive poetic idiom that fuses melody and accompaniment into a psychological interpretation of the inner world of the poems.
In his choice of texts Erik Norby has stuck, with a sure feeling for poetic qualities, to a small handful of poets who meet his aesthetic criteria. William Shakespeare, Rainer Maria Rilke, Edith Södergran and Paul la Cour are his preferred poets, and one perhaps senses a spiritual affinity between the composer and the last of these poets, whose universal, highly charged poetic idiom fascinates: “shadowy inklings and darkly mysterious whispers from depths within me, deeper than I, old as pain and courage.”
The two early Rilke Lieder from 1963 (Grabmal eines jungen Mädchens and Lied vom Meer from the collection Neue Gedichte, 1907) are still influenced by the Vienna School and the Central European roots of Late Romanticism; but as early as the Three Lieder from Des Knaben Wunderhorn, 1973 (Die Welt geht im Springen, Nacht musikanten and Steile Liebe) one senses Norby's quite personal tone, which stems primarily from his strong feeling for the resources of the singing voice combined with his spontaneous melodic gift.
In the Wunderhorn songs, among which the wonderfully burlesque, joyously minstrelish Nachtmusikanten should be singled out, and in the six Shakespeare sonnets from 1981 (Thou blind fool, Love; The little love-god; My mistress' eyes; How oft, when you my music; Your love andpity and Music to hear) we are still within the bounds of the piano
Lied genre, with the corresponding, basically lyrical demands on the voice.
The metrical basis of the Shakespeare pieces is the compact, fourteen-line sonnet form that has been used ever since Petrarch as a model for poems of love and dalliance of a particular type: the fundamental tone is jocose, with elements of infatuation, archness, wantonness, conceit and jealousy. The lover worships, is rejected, is full of coaxing tributes to the object of his desire. She for her part is coy, proud, mercilessly indifferent. The poems are for the most part extrovert, gallant rather than passionate, dialectically witty rather than deeply felt. The composer's interpretation fully lives up to the required theatrical dimension with a pithy, almost actorish repartee alternating with a more inward tone. The motifs of the eternal game of dalliance that is so familiar from the history of the art song (for example from the Elizabethan love songs to Hugo Wolf's Das ltalienische Liederbuch) have been revived in these playful Norby settings as contemporary Danish solo song.
Five of the six Herbst Lieder from 1981 (Abend-Lied, Ende des Herbstes, Abend, Herbst and Ernste Stunde) take their texts from Rilke's Das Buch der Bilder (1902), while Die Laute comes from the collection Der neuen Gedichte anderer Teil (1908). Rilke – the greatest German lyric poet since the days of Goethe and Hölderlin – is in Thorkild Bjørnvig's words a poet of Angst who “in unexpected and mysterious ways formulates the problematic status of modern man”. In his songs – in an almost neo-Impressionist musical language – Erik Norby reflects this state of the soul that is so fundamental to the poems. The music sounds with beautiful sadness from every line in this intimate chamber music work, and in an inward, meditative tone expresses a life-melancholy held in balance by religious feeling as expressed for example at the end of the fifth song, Herbst. As a starkly vital contrast to this wehave Die Laute in the middle of the collection. The poem, very different in style from the other five, is coloured, with its characterful Symbolist language, by Rilke's fruitful and long-term ‘collaboration’ with the sculptor Auguste Rodin, to whom Neue Gedichte as a whole is in fact dedicated. Unlike the other strophic songs, it is through-composed, and in accordance with the nature of the poem is manifested in a clearly profiled, sensual and tangible form.
Central to Erik Norby’s oeuvre are the eight Södergran Lieder from 1992-94 (Höstens dagar, Nocturne, Stjärnenatten, Nordisk vår, Sången om oceanen, På Himalayas trappor, Förvandling and Skönhetens stod) of which a selection of five are orchestrated. They take their name from the Finnish authoress Edith Södergran. With her highly sensual, ecstatic poetry in free verse she was a pioneer of modern poetry in the Finnish-Swedish linguistic area.
Afflicted at an early age by tuberculosis, she found moving expression for her indomitable will to live in visionary, colourful imagery, in her last years with a warm, resigned undertone and serenity in her attitude to the end of life. The poems of the eight Södergran Lieder were selected from several of her poetry collections from between 1916 and her far too early death in 1923. The composer has juxtaposed them so that their varying states of mind form a rounded whole. In the quiet, meaning packed images of the first songs, full of a sense of well being, Norby’s slowly progressing, highly expressive music evokes a profound feeling of happiness and the joy of living and being able to sense the beauty of nature. With their moving lyricism the next three songs reflect an internal psychological dialogue of a more bleeding, struggling character – culminating in the dramatic contours of the fifth song. The last three songs of the collection are dominated by the attitude to life and death. The dream of eternity and resigned gratitude suffuse the rich, harmonic life of the melodic phrases until the serene final question: “When shall I weightless pluck the rose that never dies?”
The Five Paul la Cour Lieder (Jeg har sagt dig det, Sove med månen, Deres altid rene Øjne, En Time med dig and Fortryllede Dage) are a commissioned work composed for the singing group of the Royal Danish Academy of Music in Århus in 1996. The texts have been selected from the poetry collection Levende Vande (‘Living Waters’) (1946). They show clear marks of having been conceived during and just after World War II. The generally ominous, apprehensive tone of the poetry collection is alleviated however in a number of its love poems, from which Erik Norby has made his selection. The poems, with their vital, rich senseimpressions – coupled with profound poetic thought – are among the most beautiful in recent Danish poetry. The last song of the collection expresses a mature universal love that transcends individual happiness and that is stronger then existential Angst; but it is no accident that the song cadences in painful bitonal chords.
Towards the turn of the millennium we find new poets in the composer’s work. From the rich poetic output of the Jewish-Romanian poet Paul Celan Erik Norby composed Three Paul Celan Lieder in 1997 for mezzo-soprano and piano, from the collection Mohn und Gedächtnis (Kristall, Nachts and Schlaf und Speise). The independent Lied Eros for mezzo-soprano and piano was composed in 1991 to a poem from Frans Lasson’s collection Tragisk Himmel
After the turn of the new millennium Erik Norby has returned in his choice of texts to his favourite authors. Another poem by Rainer Maria Rilke, Du musst das Leben nicht verstehen for baritone and piano was set to music in 2001. And in 2003 the last work of this edition saw the light of day; a beautiful love poem for soprano and piano, bearing the title Morgen, again from Paul la Cour’s poetry collection Levende Vande
Central once more, though, is Edith Södergran in Lieder from Septemberlyran (Gudarnas Lyra, Guds moders ros, Månens hemlighet, Landskap i solnedgang, Feens slott) composed in 2001. Visan från molnet, composed a couple of years later in 2003, is from the same poetry collection, written when Edith Södergran was 26 years old, and the musical, image-rich language seems, in the texts chosen by Norby, more strongly oriented towards the divinely comforting than the previously-chosen Södergran poems.
The exception, though, is the fourth song, Landskap i solnedgång, which stands alone with a highly dramatic, almost sanguine expressionistic colouring in both the composer’s music and the text.
The other songs are all simpler and tighter in form than the early Södergran Lieder from the beginning of the 1990s. In the first song, Gudarnas lyra, a comforting, optimistic mood prevails, succouring the soul “who struggles with suffering breast”. The second song, Guds moders ros, is a true jewel of simple inwardness that recalls Carl Jonas Love Almquist’s famous Songes, written in the early nineteenth century, for example Hjärtats Blomma, which is a dialogue between the soul and Jesus.
The third song, Månens hemlighet, is a strongly evocative picture where the composer, with very simple means, creates a mixture of macabre beauty and strange calm.
In the final song of the selection, Feens slott, we are again moved by a poem which, with its wealth of metaphors, evokes many textual associations, for example with the Maurice Carême poem La Reine de Cœur from Francis Poulenc’s last song opus. The eternally young Fairy touches one with her wand – and deathly fatigue is transformed into heavenly bliss. In this last song, too, the composer operates at the beginning and end of the piece with very discreet evocative resources, while the middle section is borne up, in both tempo and vocally, by an exalted rush of happiness.
Alongside his instrumental compositions – among others Corps Celeste (symphonic poem, 1970), Regnbueslangen (symphonic poem, written for the fiftieth anniversary of the Danish National Symphony Orchestra/DR in 1975), Illuminations (capriccio for flute and orchestra, 1978), Capriccio (for trumpet and orchestra, 1978) and the Edvard Munch Trilogy (choir and orchestra, 1979) – Erik Norby has worked with the expressive potential of the singing voice in both the orchestral and chamber-music contexts, and has set five of the eight Södergran Lieder from 1992-94 for mezzo-soprano and orchestra and the three Des Knaben Wunderhorn Lieder from 1973 for mezzo-soprano and chamber ensemble.
Peer Birch, January 2005
Translation: James Manley
Eric Norby
Samlede Lieder (1963–2003)
Indhold:
Sopran og klaver
Fra “Des Knaben Wunderhorn” (1806-08) 1.
Sopran og klaver
Fra Edith Södergran: “Dikter” (1916) og “Rosenaltret” (1919)
Fra
la Cour: “Levende Vande” (1946)
Baryton og klaver [transponeret udgave s. 193]
Sonetter af William Shakespeare
nr. 137, 154, 130, 128, 112 og 8 (1609) 1.
Sopran, fløjte og guitar
Fra Rainer Maria Rilke: “Das Buch der Bilder” (1902-06) og “Der neuen Gedichte anderer Teil” (1908) © Engström & Södrings Musiktorlag Aps. Trykt med tilladelse
Årstal efter digtsamlinger angiver originaludgavens udgivelsesår. Rækkefølgen er fastlagt af komponisten.
Fra Rainer Maria Rilke: “Neue Gedichte” (1907)
3 Des Knaben Wunderhorn-lieder findes også i en udgave for sopran og kammerensemble. Kontakt venligstforlaget (www.edition-s.dk)
5 af de 8 Södergran-lieder findes også i en udgave for mezzosopran og orkester på Engstrøm & Sødrings Musikforlag Aps.