gerne og fylde

Lisbeth Ryom støtter elever med særlige udfordringer på Sejergaardens Musikefterskole. I år er der seks elever med autisme. Ikke fordi det som sådan er en del af skolens profil at have elever med særlige udfordringer som f.eks. autisme og ADHD. Men fordi skolen har en gruppe støttelærere, heriblandt Lisbeth Ryom, som kan og vil noget særligt med unge, der kæmper lidt mere end flertallet.

Historien om Lisbeth Ryoms vej til at blive støttelærer kan ikke fortælles uden at fortælle om en helt særlig dreng på bare 740 gram, som kom til verden på Rigshospitalet for 24 år siden. Mærket af og for livet af sin alt for tidlige fødsel; Lisbeth Ryoms første og eneste søn, Thor Ryom.

En dreng, som snublede gennem livet de første mange år, indtil det blev opdaget, at han har den sjældne øjensygdom Kjers, som gør ham næsten blind. Også en dreng, der stammede voldsomt, legede ved siden af de andre børn, fik angstanfald om natten, bankede sit hoved ind i væggen, havde svært ved øjenkontakt, blev drillet og isoleret i skolen. En dreng, som gennem sin skoletid stort set aldrig oplevede, at en lærer spurgte: ‘Hvad har du brug for’, eller ‘har du forstået opgaven?’. En dreng, som havde svært ved at forstå andre mennesker og sig selv. Indtil der en dag langt oppe i hans teenageår var en lærer, som pludselig spurgte: ‘Er du sikker på, du ikke har autisme?’.

Blå bog

• Lisbeth Ryom, 58 år

• Lærer på Sejergaardens Musikefterskole, hvor hun bl.a. underviser i tysk og Modig10

• Støttelærer for skolens autister

• Er uddannet lærer og har taget moduler på diplomuddannelsen i pædagogik og psykologi

Det var Thor Ryom sikker på, han ikke havde. Men gennem livet har han lært af sin mor, at når han har det skidt, skal han råbe op frem for at putte sig, og er han i tvivl om noget, skal han undersøge det. Og da læreren på Instituttet for Blinde og Svagtseende (IBOS) remsede op, hvorfor hun mente, han godt kunne have autisme, begyndte nogle livsbrikker at falde på plads for ham. Med sin mors hjælp fik han tid hos en psykiater, som var helt sikker i sin sag: Thor Ryom fik diagnosen autisme.

Diagnose åbnede for hjælp

Det blev et vendepunkt i Thors Ryoms liv. Og i hans mors.

“Alt gav pludselig mening. Mistanken om autisme var der allerede, da han var helt lille, men var blevet glemt bag alt det andet, vi kæmpede med. Efter at vi fik at vide, at Thor var autist, blev livet meget lettere. Indtil da havde alt i hans liv været en kamp. Nu kunne vi endelig få den hjælp, Thor havde brug for,” fortæller Lisbeth Ryom.

Trægulvet i fællessalen knirker under hendes læderstøvler, mens hun flytter vægten fra det ene ben til det andet. Ellers er der helt stille blandt skolens elever, som er samlet i den store fællessal på Sejergaardens Musikefterskole. Det har der været i over en time nu, mens Lisbeth og hendes søn har holdt foredrag om Thors vej til og gennem livet.

Under hele foredraget glider ordet umærkeligt fra mor til søn.

“Når I går herfra i dag, vil vi gerne have, at I tager med jer, at når man har usynlige handicap og udfordringer, er man nødt til at sige det højt,” siger Thor Ryom og kigger ud over salen bag de orangetonede briller, som beskytter hans øjne mod det skarpe lys, som strømmer ind fra ovenlysvinduerne.

Thor og Lisbeth Ryom har gennem tre år holdt deres fælles foredrag ‘Et godt liv på trods’ på

Blå bog

• Thor Ryom, 24 år

• Går på Musikalsk Grundkursus i Slagelse og har planer om at søge ind på musikkonservatoriet til næste år

• Arbejder som frivillig for Dansk Blindesamfunds hovedbestyrelse

Thor og Lisbeth Ryom holder deres foredrag ‘Et godt liv på trods’ for elever på efterskoler og for fagpersoner, som arbejder med unge med særlige udfordringer.

Sejergaardens Musikefterskole, men også på andre efterskoler og for fagpersoner rundt omkring, som arbejder med unge med særlige udfordringer.

Hver gang er en af deres vigtigste pointer, at der er brug for mere åbenhed om usynlige handicap for at skabe mere forståelse og respekt for de mennesker, der har dem.

“Jeg er taknemmelig for, at jeg har den mor, jeg har, som har lært mig at sige det højt. Jeg er heldig, at jeg som 18-årig endelig mødte en lærer, som så mig, og hjalp mig. Og jeg er stolt af, at jeg har taget fat i de mennesker, jeg har, og er det sunde og velfungerende menneske, jeg er i dag. Det bliver vi kun, os med usynlige handicap, hvis vi har respekt for de udfordringer, vi har, og tør tale åbent om dem,” siger Thor Ryom.

Han er 24 år og har længe haft en drøm om at leve af musik. Det har aldrig været hans drøm at leve med handicap, men det gør han. Og med årene har han lært at respektere sine handicap og tro på sine muligheder. Nu er han godt på vej til at åbne en dør ind til chancen for at leve af musik.

Thor Ryom går i dag på Musikalsk Grundkursus i Slagelse. Siden han var helt lille, har han gået til kor, og musik har været et fast holdepunkt i livet. Ifølge både ham og hans mor, er det hans spidskompetence og det spor, han kan og vil følge i livet. På grund af sit svage syn har han altid haft svært ved at læse noder og tekster, til gengæld kan han huske stort set alle sange i hovedet, og i dag både skriver han sange og producerer selv musik. Om et år søger han ind på musikkonservatoriet.

Både han og hans mor håber, de kan hjælpe andre unge på vej til med deres foredrag og med det arbejde, Lisbeth Ryom hver dag lægger i at være støttelærer for elever med særlige udfordringer.

“Lad være med at være så hårde ved jer selv. Når jeg ser på unge, som har autisme eller ADHD, er I ofte hårde ved jer selv. Du kan ikke blive alt, hvad du vil. Det er der mange, der ikke kan, men autister kan slet ikke.

Luk af for de tusind valgmuligheder og gå med det, I kan. Find jeres spor, og følg det. Det får I det så meget bedre af,” siger Lisbeth Ryom.

Stadig tabubelagt

Foredraget er ved at være slut. En pige rækker hånden op: “Som autist ved jeg selv, hvordan det er at leve med usynlige handicap, så jeg kan virkelig genkende meget af det, I siger. Mine forældre har ikke stået op for mig og lært mig at sige det højt, men jeg har lært at kæmpe for mig selv,” siger hun.

Som afslutning på foredraget sætter Thor Ryom sig til klaveret og spiller sangen ‘Du ser mig ikke’, som han selv har skrevet. Der er helt stille i salen imens.

Thor og Lisbeth Ryoms store håb er, at deres foredrag kan gøre tilhørerne mindre berøringsangste omkring usynlige handicap.

Bagefter stimler en lille flok elever sammen om deres lærer og hendes søn. Og så kommer de spørgsmål væltende, som kan være lidt svære at stille i den store forsamling. Sådan er det altid, siger Lisbeth Ryom og forudser, at hun får flere på tomandshånd i dagene, der kommer.

For udfordringer og usynlige handicap er stadig svære at tale om for de fleste. Både dem, der har dem, dem der måske tror, de har dem, og alle dem der ikke ved så meget om dem, men som foredraget har åbnet en ny verden af viden for.

Når Lisbeth og Thor Ryom gang på gang holder deres foredrag, er det med det klare ønske at gøre deres for, at vi alle bliver bedre til at droppe vores berøringsangst og tale med hinanden om, hvad der skal til for at leve et godt liv med usynlige handicap. Det fortæller de om i et roligt lokale væk fra eleverne, der er strømmet ud af salen og ud til det, der er tilbage af denne vinterdag på efterskolen. Mor og søn håber på, at nogle af dem er går derud med lidt rankere ryg end før.

“Mange tør ikke sige, at de f.eks. har autisme eller synshandicap, jeg har selv haft lyst til bare at gemme det væk.

Da Thor Ryom sætter sig til klaveret og spiller sin egen sang, ‘Du ser mig ikke’, er der helt stille i salen.

Men det er vigtigt at sige, at du har brug for en blindestok eller brug for at forstå, hvad det vil sige at analysere en tekst i dansk, både for din egen skyld og for samfundets skyld. Fold dig ud; du må gerne fylde”, siger Thor Ryom.

Ligesom Lisbeth Ryom har lært sin søn, at han har ret til at fylde, sætter hun en ære i også at give den tilgang videre til de elever, hun er støttelærer for. Og til de andre i elevflokken, som kæmper med noget, som de ikke selv har opdaget eller lært at sætte ord på endnu.

“Jeg går til hver enkelt elev med respekt for lige netop den elevs udfordringer og forsøger altid at være nysgerrig over for elevens situation. Som jeg tog ansvaret for at føre min søn ud i den virkelige verden som et selvstændigt menneske og hjælpe ham med at finde lige præcis det, han er god til, tager jeg ansvaret for, at andre unge med handicap kan få et godt liv på trods.” 0

Bagom autisme

• 1,67 procent af alle mellem 0 og 17 år i Danmark har ifølge tal fra Socialstyrelsen en officielt udredt autismediagnose. Det skønnes dog, at op mod 2,8 procent af befolkningen har autisme, selvom mange ikke har en diagnose.

• Det ser ud til, at autisme oftest forekommer hos drenge, men det kan skyldes, at diagnosekriterierne i sin tid blev lavet ud fra observationer på drenge.

• Autisme er en medfødt anderledeshed i hjernens udvikling, der påvirker opfattelsen af omgivelserne, og måden man interagerer med andre på. Alle mennesker med autisme kan lære nye ting og udvikle sig, men ofte har autister det bedst med en høj grad af forudsigelighed og struktur i deres liv.

KILDE Autismeforening.dk