4 minute read

Vil give 9. klasse en chance til

På trods af faldende søgning har Balle Musik- & Idrætsefterskole besluttet at kæmpe for at bevare 9. klasse. Samtidig har skolen ifølge skoledirektør Søren Spanggård Petersen intensiveret markedsføringen.

Hvordan går det med at tiltrække elever til 9. klasse på Balle Musik- & Idrætsefterskole?

“Som de fleste andre efterskoler har vi sværere og sværere ved at få elever i 9. klasse. Vi står i en situation, hvor folkeskolen har haft succes med at skabe et sammenhængende forløb i udskolingen, og det er det, vi er oppe imod, når vi prøver at få unge til at vælge 9. klasse på efterskole. I folkeskolen, hos uddannelsesvejlederne og blandt de unge selv og deres forældre er der et billede af, at det er bedst at tage folkeskolen færdig og så først tage på efterskole i 10. klasse.”

Hvorfor har I så valgt at bevare 9. klasse?

“For at være ærlig var vi for et år siden meget tæt på at nedlægge 9. klasse. Men fordi der har været så meget debat i foreningen om, at det er vigtigt at bevare 9. klasse, har vi sammen med bestyrelsen besluttet at give det en chance til. Vi tager hellere det hårde slid frem for bare at give op.”

Hvad er status på jeres 9. klasse så nu?

“Vi har én stor 9. klasse på 36 elever ud af skolens i alt 190 elever. Vores 9. klasse er en meget blandet gruppe. Næste år mangler vi stadig seks til otte elever for at nå op på 36. Vi kunne fylde op med 10.-klasseelever i morgen, hvis det var det, vi ville, men vi har valgt ikke bare at gå efter den nemme løsning. Det ville klart være nemmere, hvis vi bare havde 10. klasse, men jeg er glad for, at vi har taget kampen op.”

Søren Spanggård Petersen tror på, at efterskoler kan nå ud til en større målgruppe, både hvad angår alder og baggrund, end dem, de når ud til i dag.

Hvem vælger 9. klasse hos jer?

“Nogle er her, fordi de har haft brug for at komme væk fra en skole eller ikke var i trivsel af en eller anden grund, men størstedelen af dem, vi får i 9. klasse, er her, fordi de bare gerne vil på efterskole og føler sig klar.”

I har valgt at skrue op for markedsføringen af jeres 9.-klassetilbud. Hvorfor?

“For os ligger der noget solidaritet i at holde fast i, at vi er et tilbud for de 14-18-årige og ikke kun for 10. klasse. Det giver politisk berettigelse at brede sig over hele den aldersgruppe. Jeg er samtidig af den opfattelse, at hver skole skal gøre det, der er bedst for den. Når det er sagt, synes jeg godt, at man som skole kan kæmpe for at blive ved med at være for de 14-18-årige. Vi har valgt at kæmpe. Jeg tror faktisk på, der er en større målgruppe, både hvad angår alder og baggrund, end dem, vi når som efterskoler i dag. Det er dem, vi håber at ramme med vores markedsføring af 9. klasse.”

Hvad gør I konkret for at markedsføre 9. klasse?

“Vi får hurtigt fyldt op i 10. klasse og på linjerne, så det behøver vi egentlig ikke at markedsføre særskilt, så vi gør i stedet meget ud af at fortælle om vores 9.-klassetilbud. Men 9. klasse er jo grundlæggende ikke så anderledes end 10. klasse på efterskole, så vi sælger egentlig bare vores efterskoletilbud. Det handler mest om, at vi f.eks. i vores markedsføring op til jul kører på, at vi stadig har enkelte pladser tilbage i 9. klasse, som de kan være heldige at nå at få. Generelt arbejder vi året rundt rigtig meget med søgeoptimering på Google og meget systematisk med vores opslag på sociale medier. Instagram er jo der, hvor især mødrene er, så der forsøger vi lige i øjeblikket i høj grad at ramme dem med opslag om vores gode efterskoletilbud, og det samme gælder børnene på TikTok. Så det handler meget om at være de rigtige steder, og så selvfølgelig bruge en del tid og penge på at komme ud til dem via annoncering på f.eks. på sociale medier.

Gør I andre ting for særligt at appellere til dem, der kunne overveje 9. klasse?

“Vi ønsker ikke at presse nogen til at tage 9. klasse, hvis det ikke er det, de vil, men vi gør meget ud af at sætte tid af til individuelle samtaler til dem, der henvender sig på baggrund af vores markedsføring og giver udtryk for, at de overvejer 9. klasse. Vi har også øget det antal gange, vi har åbent hus, og der prøver vi også at italesætte, at vi har ret god plads i 9. klasse.”

Er der stor forskel på at gå i 9. og 10. klasse på jeres efterskole?

“I indhold er det lidt det samme tilbud, uanset om man går i 9. klasse eller 10. klasse hos os. På linjerne er de to klassetrin fuldstændig ens, og de bor også blandet. Fagligt gør vi en del ud af at præsentere 9. klasse som et godt og stærkt tilbud, så de kan se, at vores faglige tilbud godt kan erstatte det, de er godt i gang med i folkeskolen. Og det, at vi har én stor klasse, gør også, at vi har ekstra bemanding på, så vi kan dele dem op i mindre niveaudelte grupper, når det giver mening. Det slår vi også på. Derudover har vi nogle ekstra tilbud i 9. klasse i form af ekskursioner og nogle spændende projekter, så de ikke får en oplevelse af, at det kun er i 10. klasse, alt det sjove foregår. Og selvom 9. klasse reelt har lidt flere timer end 10. klasse, oplever 9.-klasseeleverne faktisk heller ikke, at de har haft mere at se til, når vi evaluerer sidst på året.”

Mener du, at det generelt er vigtigt, at efterskoler bevarer 9. klasse?

“Det er ærgerligt, når vi går hen og bliver for frelste på hinandens vegne. Jeg tror på, at de enkelte skoler gør det, der er rigtigt for dem, og at der ligger en styrke i, at vi er forskellige. Så jeg vil sige det sådan, at vi på Balle gør vores for at bevare 9. klasse, og så håber jeg, at vi i foreningen sammen kan blive bedre til at italesætte, at 9. klasse på efterskole faktisk er et godt alternativ til 9. klasse i folkeskolen.” 0

This article is from: