1 minute read

Ungecoaches giver bedre trivsel

Tre lærere på Haarby Efterskole er blevet uddannet til ungecoaches for at hjælpe det voksende antal elever, som har det svært. Det er vigtigt, at efterskoler styrker trivselsarbejdet, mener skolens forstander.

Mange unge trives, men adskillige undersøgelser har de senere år vist, at et stigende mindretal af de unge har fået det sværere. En af de seneste, en rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – slår fast, at der fra 2009 til 2021 er blevet flere 15-19-årige, som mistrives.

Den udvikling mærker de ifølge forstander på Haarby Efterskole, Steen Fuglsang, også til.

“Hvis du spørger kontaktlærere over en bred kam, er jeg overbevist om, at de vil svare, at der er flere samtaler med elever om mistrivsel end for fem til ti år siden, som kræver, at vi er dygtigere til at hjælpe dem,” siger han.

Skolen har i flere år haft en psykoterapeut fast tilknyttet og sender typisk en håndfuld elever til hende i løbet af et skoleår, men ifølge Steen Fuglsang er det en anden form for hjælp, der er brug for til den voksende gruppe af elever, som har det svært.

Det drejer sig om elever, der ikke nødvendigvis har store psykiske problemer, men som kæmper med alt fra lavt selvværd til pres, bekymringstendenser og utryghed ved at begå sig i sociale sammenhænge.

“Vi har uden tvivl flere elever, som bøvler med noget, men jeg oplevede pludselig også, at vi sendte elever til psykoterapeuten, hvor jeg mere så det som udfordringer, som vi med efteruddannelse af nogle af vores egne lærere måtte kunne klare,” fortæller han.

Derfor sendte skolen sidste skoleår tre af lærerne på en ungecoachuddannelse. Et forløb over et halvt år hos Hverdagens Helte, der underviser fagpersoner og privatpersoner, så de med coachingmetoder kan støtte og hjælpe unge mennesker.

Lærerne, der nu kan kalde sig for ungecoaches, er Claudia Ruthenberg, Martin Garcia Svane, og Annette Christensen. Ifølge dem har det en betydning, at de alle tre er kendte ansigter på skolen.

Mere struktureret tilgang til samtaler

“Eleverne ser det som mere ufarligt at tale med os end med en psykoterapeut eller en psykolog, og det er klart en styrke, at de kender os i forvejen og er trygge ved os,” siger Claudia Ruthenberg.

Ligesom deres forstander oplever de tre ungecoaches, at der er brug for deres nye ekspertise.

This article is from: