“Der er ikke nogen, der skal coache

Olivia Friis havde kun gået på Haarby Efterskole et par måneder, da hun sad sammen med sin håndboldlærer i sofaen på lærerværelset og fortalte ham, at hun ikke vidste, om hun kunne holde til at blive ved med at gå på skolen.

“Jeg har virkelig svært ved at styre mit temperament nogle gange og lider også af angst, og det blev bare værre, da jeg startede på efterskolen. Jeg ville bare gerne hjem,” fortæller Olivia Friis.

Tilfældigvis sad Martin Garcia Svane også på lærerværelset den dag. Udover at være lærer er han også en af Haarby Efterskoles tre ungecoaches.

“Og så spurgte Svane, om jeg måske havde lyst til at gå til sådan nogen trivselssamtaler hos ham,” husker

Olivia Friis.

Hun havde godt hørt skolens ungecoaches fortælle om tilbuddet om at få nogle samtaler hos dem, men det havde hun overhovedet ikke lyst til.

“Jeg kommer fra en skole, hvor det er svagt at bede om hjælp. Så det var virkelig tabubelagt for mig. Jeg tænkte, der er ikke nogen, der skal coache mig.”

Olivia Friis endte dog nølende med at sige ja, og samtalen ændrede alt for hende. Temperamentet er blevet mindre voldsomt, og angsten har hun nærmest intet mærket til siden. Hendes syn på hjælp og coaching er også ændret markant.

Skrøbelighed er okay

“Her er hjælp bare noget med, at man kan snakke med nogen. Bare det, at der er en som Svane, der hører på mig og virkelig gerne vil hjælpe mig, det betyder rigtig meget. Vi taler meget om, hvor jeg gerne vil hen, og hvordan jeg kan øve mig og sætte nogle mål for at komme derhen,” fortæller Olivia Friis.

Selvom hun i begyndelsen var bange for, at andre ville stemple hende, hvis hun fortalte, hun gik til samtaler, blev den bekymring hurtigt fejet af banen. For da hun fortalte sin bedste ven på skolen om det, var hans reaktion bare: ‘Det er sgu da fedt, at du får lov til det.’

Hendes roomies sagde også til hende, at de allerede efter de første samtaler kunne mærke det på hende, at hun var blevet mere glad for at gå på skolen og hvilede mere i sig selv.

“Så jeg tænker ikke mere på det som, at jeg er svag, hvis jeg viser min skrøbelighed. Nu tænker jeg bare, det er fedt, hvis andre også hører om, at jeg går til samtaler. Der er jo også mange andre på skolen, der kunne have brug for det eller allerede går til det.”

Noget af det, Olivia Friis, har talt meget med Svane om, er, at hun ikke behøver at skamme sig over, at hun nogle gange har svært ved at styre sit temperament. At det er både okay og naturligt, når man er 16 år og ved at lære sig selv at kende. I stedet sætter de efter hver samtale mål for, hvad hun kan gøre for at stoppe med noget, før det hele ender i råben og skrigen.

“Jeg vil gerne nå et mål, hvor jeg kan sige, at jeg er tilfreds med mig selv, og det er okay, at jeg nogle gange bliver vred. Ikke så gal, at jeg får sådan nogle voldsomme udbrud, hvor folk bare ikke skal røre ved mig, men at det okay, at jeg indimellem bliver sur. Nøgleordet i vores samtaler er nok: ‘Det er ok, du er god nok’.” 0