Vores liv er sat på pause, men vores ungdom er ikke

Af Sara Engelbæk, IB1

Vi synes alle, at Corona er nederen! Lange skoledage med Zoom-møder og minimal social kontakt. Der er sket en total omvæltning af vores hverdag, siden den første Corona-lockdown ændrede vores liv i marts 2020. Alle mennesker har oplevet at sætte ting på pause og gå glip af begivenheder, som man havde glædet sig til. Men er vi gymnasieelever ikke nogle af dem, der betaler den største pris i denne tid?

Når voksne snakker om deres ungdom, bliver det beskrevet som en af de bedste tider i deres liv. Ungdommen er den periode i menneskelivet, hvor man går fra at være barn til at være voksen. I disse år er man selvstændig nok til at kunne en masse ting selv og ikke have nogle til at bestemme over én (næsten, i hvert fald), men man er samtidig ikke alt for overvældet af ansvar. De fleste går igennem forskellige faser i deres ungdom, og overordnet er det her, menneskets identitet færdiggøres. At sidde på sit værelse hele dagen, hele ugen, hele måneden, i flere måneder nu, tilføjer ikke ligefrem til vores identitetsdannelse.

Som vores hverdag ser ud nu, er vi isoleret i hver vores boble. Vi kommer ikke ud, ser ikke andre mennesker og vi elsker ikke livet. Det er ikke sådan, det skal være. I vores ungdomsår skal vi rejse ud, se verden og opleve ting, vi altid har drømt om. Vi skal feste med vores venner og veninder til den lyse morgen. Vi skal gå til koncerter og danse, til vi ikke kan mærke vores fødder. Vi skal forelske os i vores medmennesker og opleve kærligheden blomstre i os og i andre. Men det, der alt i alt fylder mest (eller i hvert fald burde for gymnasieelever), er, at vi skal uddanne os. Vi skal udforske den viden, verdenen har samlet til os, og oprette kontakter til lærere og elever, som vi kan bruge i fremtiden. Igennem denne pandemi har samfundet opfordret til angst og skam over den smitsomme sygdom. Selvfølgelig skal vi passe på de sårbare, men vi skal ikke blive bange for at leve. Vores

ungdom er det, der skal forme resten af vores liv. Her finder vi ud af, hvilke mennesker vi gerne vil omgås, hvilke ting vi gerne vil prioritere, og hvad vi gerne vil med vores liv. Vores liv skal ikke være formet af angst og undertrykkelse af en sygdom, der ramler hele vores hverdag. I fremtiden vil vi kigge tilbage på denne periode, som en historisk katastrofe for ungdommen.

De sidste par måneder er vi unge blevet beskyldt for at være ”smittesprederne”. Samfundets syn på de unge er nærmest gået hen og blevet antiungdom. Selvom de fleste af os overholder restriktionerne og gør alt, hvad vi kan for ikke at være en del af problemet, bliver vi beskyldt for at være uansvarlige og ubetænksomme. Alt pga. nogle enkelte individer, der har dummet sig. Og det er selvom, vi nok er nogle af dem, der ofrer os mest i denne tid. De fleste ældre mennesker har ikke det store imod ikke at må ses med mange og at blive hjemme. Det gør de alligevel, og generationen med små børn siger ikke nej til noget ekstra kvalitetstid med ungerne. Men vi ofrer alt det sjove i vores hverdag for at passe på vores medmennesker. Det er ikke fair at det er os, der får skylden og de skarpe blikke, når alle generationer er fælles om ansvaret.

Selvfølgelig skal vi se hele situationen i et større perspektiv, og vi ved godt at restriktionerne er nødvendige, for at det bliver godt igen. Men for os er det bare vigtigt, at vi bliver værdsat for den pris, vi betaler, og alt det vi ofrer af vores ungdomsliv, som vi aldrig kan få tilbage. Vi skal passe på de sårbare, men vi skal også passe på os unge. Vi skal ikke ende med at blive motivationstomme zombier med ingen livsglæde eller lyst på fællesskab uden håndsprit og afstand til alt og alle. Det skal snart være vores tid, og når vi engang er vaccineret for Corona, skal vi ud og nyde livet i fulde drag!