Egmont 1878-2003: 125 år

Omslag_Egmont-125

16/06/03

14:59

Side 1

forsats

10/06/03

9:11

Side 2

forsats

10/06/03

9:11

Side 3

forsats

10/06/03

9:12

Side 4

bagsats-01-08

26/05/03

15:41

Side 5

bagsats-01-08

26/05/03

15:41

Side 6

bagsats-01-08

26/05/03

15:41

Side 7

bagsats-01-08

10/06/03

15:09

Side 8

EGMONT 1878-2003 Jubilæumsbog udgivet i anledning af Egmonts 125-års jubilæum 15. maj 2003 af Jes Dorph-Petersen og Søren Kaster © 2003 Aschehoug Dansk Forlag A/S – et Egmont forlag Omslag, layout, illustrationer og collager: Kenneth Heiberg, Paloma Blanca Sats: ABK-SATS ApS Forlagsredaktion: Lisbeth Andersen Skov Billedredaktion: Inger Østergård, Kenneth Heiberg og Lisbeth Andersen Skov Illustrationer: Egmonts historiske arkiv, familien Egmont-Petersen, Nordisk Films arkiv, Det Danske Filminstitut, DR Arkiv Repro: Highlight Grafisk A/S Tryk: Nørhaven Book Indbinding: D. L. Cléments Eftf. A/S ISBN 87-11-16678-9 www.egmont.com Gengivelse eller reproduktion af indholdet er ikke tilladt, medmindre der foreligger skriftlig tilladelse fra Aschehoug Dansk Forlag A/S Der er brugt forskellige skrifter til bogens kapitler, både skrifter fra Egmont H. Petersens egen skriftprøvebog og moderne skrifter.

Illustrationer til omslag og indledende sider: Forsiden: I centrum Egmont H. Petersen fotograferet i 1913. Forneden til højre ses hans lykkeskilling, 25-øren, billedmanipuleret i anledning af 125-års jubilæet.

Forsats: Bygningerne i Vognmagergade, set fra Landemærket. I baggrunden de håndskrevne noder til Gutenberghus-marchen, som Dan Folke skrev i anledning af 75-års jubilæet i 1953.

Side 3: Egmonts underskrift, stempel og visitkort.

Side 5: Rammen om forordet er fra Egmonts egen tryksag til 25-års jubilæet i 1903.

Side 8: Sætteriet i Vognmagergade som det så ud i 1929.

Side 207: Foto af Egmont Harald Petersen fremstillet af små fotografier af medarbejderne.

Bagsats: Opslag fra telefonbogen 1913, som Egmont H. Petersen havde trykordren på.

bagsats-01-08

19/06/03

9:25

Side 9

Forord Historien om Egmont Harald Petersen og den virksomhed, han grundlagde, tager sin begyndelse om morgenen den 15. maj 1878, hvor Egmont finder sin lykkeskilling.

Jes Dorph-Petersen og Søren Kaster fortæller i denne bog om de mange spændende personligheder og begivenheder, der har præget virksomheden gennem 125 år.

Det er ikke et historisk værk – hensigten har været en farverig fortælling om den mediekoncern, Egmont Harald Petersen lagde grundstenen til i moderens køkken i 1878.

Steffen Kragh 2003

bagsats-01-08

26/05/03

15:43

Side 10

Forord af Steffen Kragh 5

Egmont H. Petersen – grundlæggeren 9

Milepæle i trykkerihistorien 29

I. C. Petersen – handelsmanden 33

Bygningerne i Vognmagergade 43

Dan Folke – den kreative 53

Ugebladene 69

Disney – et eventyr 97

bagsats-01-08

19/06/03

9:09

Side 11

115 Bøger, bøger og atter bøger

127 Levende billeder på skærm og lærred

149 Resten af verden

159 Egmont Fondens donationer

179 Adm. dir., bestyrelsesformænd og -medlemmer

187 Nøgleårstal 1878-2003

203 Nutiden har rødder til grundlæggeren

205 Kilder

bagsats-01-08

19/06/03

9:09

Side 12

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:06

Side 9

EGMONT GRUNDLÆGGEREN

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:06

Side 10

Egmont omkring den tid, da han blev færdig som typograf.

‘‘FLID, AKURATESSE & UDHOLDENHED’’ E G M O N T

Lykkeskilling! 25-øren med huller i har jeg fundet den morgen, jeg gik ind for at hente de første inventargenstande til trykkeriet (15. maj 1878).

Det var om morgenen den 15. maj 1878. Den 17årige nyudlærte typograf Egmont Harald Petersen gik forventningsfuld gennem Københavns gader for at hente sin første trykmaskine, da han pludselig fik øje på noget, der glimtede mellem de toppede brosten. Egmont bøjede sig ned og fandt en sølv 25-øre, som han straks puttede i lommen.

At finde sådan en mønt lige på denne dag, hvor han skulle starte sit eget trykkeri, det måtte betyde lykke!

Da Egmont døde i 1914, efterlod han sig en virksomhed med en årlig omsætning på 800.000 kr. (svarende til ca. 38 mio. kr. i dag) og 115 ansatte.

I dag har Egmont koncernen en omsætning på over 9 mia. kr. og 3.700 ansatte. Men 25øren har stadig sin helt egen værdi.

Nok kaldte Egmont den en lykkeskilling, men han forlod sig ingenlunde på overtro. Egmonts filosofi var tværtimod, at held kun kommer af “flid, akkuratesse og udholdenhed”. Det var til gengæld også tre egenskaber, Egmont besad til fulde.

125 år senere ligger den lille mønt med den store betydning i Egmont koncernens hovedkvarter i Vognmagergade i København – helt nøjagtigt i pengeskabet på koncerndirektør Steffen Kraghs kontor. Mønten ligger i en lille æske med en seddel, hvor Egmont selv har beseglet historien:

EGMONT

Ingen Egmont uden Petrine Egmont Harald Petersen blev født den 3. oktober 1860 på fødselsstiftelsen i Amaliegade i København. Hans mor, Karen Petrine Petersen,

10

125 ÅR

26/05/03

9:06

Side 11

var ugift og bare 21 år. Faderen var, som det hed dengang, “ukendt”. Petrine døbte sønnen med det sjældne navn efter hans far. Senere skrev hun i et brev: “Jeg kan ikke skaffe ham hans fars efternavn, men hans fornavn – det kan jeg da i hvert tilfælde give ham.”

Den formodede far var Egmont von Kauffmann, sekundløjtnant i 1. jægerkorps, som Petrine efter overleveringen mødte i nytåret 1859-60 på en herregård, hvor hun gjorde tjeneste, og hvor han kom som gæst.

Petrine var altså enlig mor og forsørger, og det var i 1860 en endnu sværere situation end i dag. Hun kunne ikke få økonomisk hjælp, og som enlig mor risikerede hun hele tiden at blive udsat for fordømmelse fra både borgerskabets og samfundets side.

Men Petrine klarede sig. Hun var en stærk kvinde, der tjente sine penge ved at have folk på kost og ved at sy. Hun boede i Korsgade i det nybyggede område på Nørrebro uden for voldene, men hun ville gøre det bedste for Egmont og sendte ham på landet. Han boede derfor nogle år hos Petrines søster Stine og dennes mand i landsbyen Vinstrup på Holbæk-egnen, hvor Petrine også selv havde boet i sin barndom. Her fik Egmont en tryg og harmonisk opvækst, og selvom Petrine boede i København, havde hun og Egmont tæt kontakt.

Typograf som 17-årig Efter skolen og endnu inden Egmont blev konfirmeret, kom han som 13-årig i lære som sætter hos bogtrykker Christiansen på Vandkunsten i København. Egmont var nu flyttet tilbage til byen og boede hos sin mor i lejligheden på Nørrebro. Der findes kun sparsomme oplysninger om Egmonts læretid – eller hvorfor han valgte typograffaget. Men med de sproglige og kunstneriske evner, han viste, var det et rigtigt valg.

Egmont som barn.

EGMONT

11

125 ÅR

E G M O N T

09_28_Egmont_kap1 Doc

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:07

Side 12

I 1870’erne var der ikke faste regler for læretidens længde, men for Egmonts vedkommende har den varet omkring fire år, og i forårsmånederne 1878 kunne han som 17-årig kalde sig typograf.

E G M O N T

Trykkerierne var i det gamle København som oftest mørke og kolde arbejdspladser. Lærlingene blev i starten sat til at klippe de brugte valser itu og smelte valsemassen om, hvilket var både et beskidt og hårdt arbejde, men det vigtigste for typograflærlingene var dog at lære at sætte de løse bogstaver og lægge satsen af, når den havde været brugt. Og ville man være en god typograf, skulle man også lære at slutte linierne ordentligt ud og levere korrektur uden alt for mange fejl.

Iværksætter anno 1878 I København var hver 10. typograf arbejdsløs, og udsigterne til at få job var ikke gode – heller ikke for Egmont. Alternativet var at starte sin egen virksomhed, men Egmont havde både sin alder og samtiden imod sig. Flere havde forsøgt sig med små, nystartede trykkerier, og det var ikke velset af hverken de etablerede bogtrykkere eller de organiserede typografer, som mente, at disse trykkerier – som de i øvrigt med foragt kaldte “trædemølletrykkerier” – udførte trykkearbejde til for lave priser og underbetalte de ansatte.

I de store bogtrykkerier blev der som regel ikke brugt ret meget tid på at lære de unge lærlinge at udføre det mere kreative accidensarbejde (mindre tryksager som visitkort, sange, brevpapir, kuverter, reklametryksager m.m.), men heldigvis for Egmont var det anderledes hos bogtrykker Christiansen. Han lærte Egmont accidenssætningens teknik, og det har Egmont uden tvivl været dybt taknemmelig over, for det var netop på dette område, Egmont udviklede sig til at være specialist med kunsthåndværker-status.

Men Egmont ville ikke gå ledig, så mod alle odds besluttede han at starte for sig selv. Petrine var uden tvivl med til at tage beslutningen. Hendes opbakning var nødvendig, fordi Egmont stadig kun var 17 år og derfor ikke myndig. Men Petrines støtte skulle hurtigt vise sig at være meget mere end en formalitet. Hun satsede alt, hvad hun ejede, på, at Egmont kunne komme i gang, og hendes opbakning og tro på Egmonts evner var i det hele taget enestående. Det var således Petrine, der løste borgerbrev for at få tilladelse til at drive trykkeriet, og derfor fik virksomheden også navnet “P. Petersens Bogtrykkeri” – et navn, som Egmont beholdt næsten helt frem til sin død i 1914.

Hverken Egmont eller Petrine havde de penge, der skulle til for at starte selv et beskedent

Petrine den yngre – og i baggrunden den ældre.

EGMONT

12

125 ÅR

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:07

Side 13

E G M O N T

trykkeri. Han skulle først og fremmest bruge en lille trykpresse, men også skrifttyper og andet udstyr. I stedet fik de en ‘lejeaftale’ – svarende til en afbetalingsordning, som vi kender den i dag – i stand med Thorvald Hamann & Co., der solgte grafiske maskiner og udstyr. Egmont skulle bruge udstyr for i alt 1.400 kr., hvoraf der skulle falde 200 kr. i udbetaling og derefter 100 kr. om måneden i de følgende 12 måneder. Hvis alle afdrag blev betalt til tiden, kunne Egmont overtage udstyret for 1 krone efter et år – eller rettere: Petrine kunne, for det var hende, der skrev under på aftalen med Thorvald Hamann. Aftalen er i øvrigt et rørende dokument, hvoraf det fremgår, at Petrine som sikkerhed stillede alt, hvad hun ejede af løsøre i lejligheden på Nørrebro – møbler, bestik, malerier, kasseroller, håndklæder osv. – alt blev skrevet på listen, selv symaskinen, der var hendes indtægtskilde.

Aftalen med Hamann blev underskrevet den 2. maj 1878, og den 15. maj var “P. Petersens Bogtrykkeri” en realitet. Det var denne morgen, Egmont fandt lykkemønten.

Trykstart Egmonts første trykmaskine var en håndpresse – en såkaldt fluesmækker – som blev stillet op i Petrines køkken, hvilket var endnu et bevis på hendes opbakning, for køkkenet var også hendes arbejdsplads. Hun levede jo blandt andet af at have folk på kost. Der gik derfor heller ikke så lang tid, før “P. Petersens Bogtrykkeri” flyttede første gang – om end det kun var fra køkkenet og ind i et pigeværelse. For adressen var stadig

EGMONT

Øverst fluesmækkeren, som Egmont købte med hjælp fra Petrine.

Nederst et af mange beviser på Egmonts færdigheder fra tiden i Griffenfeldtsgade.

13

125 ÅR

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:07

Side 14

Til venstre et udsnit af Borgerbrevet, som Egmont fik på dispensation i 1882, 22 år gammel.

På modsatte side ses en af de flotte tryksager, Egmont lavede i Frederiksborggade.

E G M O N T

sælge. Han gik rundt til små virksomheder og butikker både på Nørrebro og inde i selve byen.

Blandt hans første kunder var flere af hans egne leverandører af papir og bogstavtyper, hvor Egmont i stedet for kontant afregning lavede tryksager til dem. Egmont handlede i øvrigt med sådanne modydelser helt frem til sin død – også ved større ordrer.

Senere fortalte Egmont sine børn om denne første tid og om, hvordan kunderne reagerede, når han kom med de færdige tryksager. Ofte hørte han folk sige: “Der er et bud fra Petersens Bogtrykkeri”, for der var ingen, der forestillede sig, at det var mester selv, der kom med varerne. Nogen opmærksomhed har den unge Egmont dog vakt, for i Typograftidende blev hans trykkeri nedsættende omtalt på linie med tre andre nystartede “trædemølle-trykkerier”: Der er endda startet et på Nørrebro af et 19-årigt menneske (han var stadig kun 17), men det kan være temmelig ligegyldigt at berette, for det vil ikke få nogen betydning.

Korsgade 37, 1. sal. Petrine fortalte om udviklingen til sin søster Stine i et brev: Ja, nu er det altså sket. Som jeg meddelte dig i mit sidste brev, ville jeg løse borgerskab. Egmont er da også begyndt. Han går ud hver dag og taler med folk, for på den måde at få noget at bestille. Han har jo fået en maskine til at trykke på. Han gør arbejdet færdigt om aftenen og bringer det den næste dag. Men der går meget papir til, kan du tro, for han er så pillen med alt. Det skal være så akkurat, alt hvad han foretager sig, men det ved du jo, det har han altid været...

Fluesmækkeren havde sine begrænsninger, og det var derfor de små tryksager – visitkort, brevpapir, kuverter, fakturaer, køreplaner osv. – i små oplag, som Egmont gjorde sig i. Men så fik hver tryksag til gengæld også sit eget præg. Og når han ikke stod ved maskinen hjemme i køkkenet, var han ude for at

EGMONT

14

125 ÅR

26/05/03

9:07

Side 15

også farvetryk. I 1882 fik Egmont nye gennembrud med køb af et par endnu større maskiner, der gjorde ham i stand til at klare store trykopgaver, og snart fik han bl.a. De danske Sukkerfabrikker og det københavnske modehus Magasin du Nord på kundelisten.

Efter 12 måneders punktlig betaling af afdragene kunne Petrine og Egmont købe maskine og sats for 1 krone, og den 15. maj 1879 blev de således de lykkelige ejere af et lille trykkeri.

Ekspansionen En måneds tid senere flyttede Egmont for første gang trykkeriet til egne lokaler i Griffenfeldtsgade 28 (i dag Griffenfeldsgade uden t) – kun få gader fra Petrines lejlighed, og nu begyndte Egmont for alvor at gøre sig gældende som accidensbogtrykker og lægge afstand til de ringeagtede “trædemølle-trykkerier”. Samtidig skrev og trykte han fine salgsbreve. I et af dem hed det:

Egmont var stadig ikke myndig (det blev man først som 25-årig), så Petrine skulle fortsat skrive under på alle papirer. Det var besværligt for dem begge, og derfor søgte og fik Egmont som 22-årig i november 1882 kongelig fuldmyndighedsbevilling. Kort tid efter overdrog Petrine firmaet til Egmont, og Petrine fortsatte – som hun i øvrigt hele tiden havde gjort – med at sy og have folk på kost. I øvrigt giftede hun sig senere og fik endnu en søn.

Jeg tager mig den ærbødige frihed at anbefale mit bogtrykkeri til Deres behagelige velvilje og samtidig henlede opmærksomheden på, at jeg har forøget mit materiale med forskellige nye og de mest moderne skrifter.

I 1883 voksede Egmont ud af lokalerne i Griffenfeldtsgade, og han flyttede inden for voldene til større kælderlokaler i Gothersgade 131 – i en flot patricierejendom lige over for Botanisk Have.

Men “P. Petersens Bog- og Kunsttrykkeri” fortsatte med at vokse, og to år senere flyttede det til Frederiksborggade 34. Det holdt i fire år til 1889, hvor Egmont indtog de meget velegnede lokaler i et tre etager højt baghus i St. Pederstræde 45 (i dag Sankt Peders Stræde). Her var der ud-

Allerede omkring 1880 udvidede Egmont med et par nye maskiner, havde tre ansatte og kaldte sig “P. Petersens Bog- og Kunsttrykkeri” – sandsynligvis for derigennem at markedsføre sine særlige evner til at jonglere med skrifter, linier og indfatninger. Samtidig påtog han sig større trykopgaver – af blandt andet blade og bøger – og snart fulgte

EGMONT

15

125 ÅR

E G M O N T

09_28_Egmont_kap1 Doc

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:08

Side 16

E G M O N T

foldelsesmuligheder, og det var i denne periode, Egmont fik tilnavnet “KunstPetersen” for sit fine arbejde og i det hele taget høstede megen anerkendelse i branchen. Omsætningsmæssigt gik det også fremad. Alene fra 1889 til 1890 voksede hans omsætning med 42%, men han var stadig ikke en rig mand. Overskuddet blev spist af udgifter til bl.a. flere medarbejdere og investeringer i nye maskiner, og i 1890 steg også hans ellers uhyre sparsomme privatforbrug, for da blev Egmont nemlig gift.

Lokalerne i St. Pederstræde var gode nok i de efterfølgende seks år, men så måtte Egmont igen på udkig efter et større sted at være. Valget faldt på en nybygning på Frederiksborggade 1, tårnbygningen på hjørnet af Kultorvet, hvor han kom så meget med i byggeplanerne, at han fik lov til at bestemme store dele af indretningen. Blandt andet indrettede han et særligt forfatterrum i tårnværelset, hvor der var fred og ro og en masse opslagsbøger – beregnet som opholdsrum til forfattere, der skulle læse korrektur på deres bøger.

Hvem der gjorde brug af det, ved vi ikke, men det er sandsynligt, at mange kendte forfattere har opholdt sig her, for i de efterfølgende år trykte Egmont bøger af mange af dem – blandt andre Johs. V. Jensen, Herman Bang, Holger Drachmann, Georg Brandes og Henrik Ibsen.

En almindelig faktura blev næsten forvandlet til kunst i hænderne på Egmont.

Her er nogle eksempler.

EGMONT

Antallet af medarbejdere voksede hastigt.

Fra de 10-12 medarbejdere, som han havde i St. Pederstræde, til 23 ansatte ved udgangen af 1895, og Egmont fortalte i endnu en reklametryksag for sig selv, at virksomheden var 50-doblet i sin størrelse siden den spæde start i 1878.

16

125 ÅR

26/05/03

9:08

Side 17

Tårnværelset i Frederiksborggade, hvor forfatterne sad og læste korrektur på deres bøger.

Egmont var hele tiden på forkant med udviklingen inden for trykmaskiner. Her en såkaldt hurtigpresse.

også påtog sig flere og flere store trykopgaver med store oplag, blev likviditeten flere gange presset alvorligt. Allerede i 1885 blev han nødt til at stille hele trykkeriet som sikkerhed for at få et lån i banken, og flere gange senere måtte han ud i økonomiske redningsaktioner i form af hjælp fra kautionister, særlige aftaler med bankerne og rykkere til kunderne for hurtigere betaling. Men Egmont havde is i maven. På intet tidspunkt mistede han tilsyneladende hverken mod eller ambitioner på trykkeriets vegne – og lod sig derfor heller ikke bremse i den udvikling, han nu havde sat sig for. I øvrigt i stadig kontrast til hans privatforbrug. Egmonts forretning var alle år personligt ejet, og derfor fremgik hans privatforbrug også af årsregnskaberne. Det var yderst beskedent – især de første 25 år!

Egmont regnede selv med, at han med flytningen til Kultorvet havde fået styr på “vokseværket”.

Men han undervurderede endnu engang sin egen succes, for kun otte år senere – i 1911 – købte han grunden, hvor Gutenberghus skulle opføres.

Kvalitet koster penge Egmont hentede løbende inspiration fra udlandet.

I begyndelsen læste han de tyske fagblade, og senere rejste han ofte til Tyskland, Østrig og Schweiz, der var førende inden for trykkeriindustrien. På den måde holdt Egmont sig ajour med den nye teknik, og han var hele tiden banebrydende med nye trykmetoder i Danmark – et forspring, han holdt helt til sin død. I 1892 var han f. eks. den første i Danmark, der trykte et billede i farvetoner, og i 1895 var han den første, der trykte en kopi af en tegning i farvepastel ved brug af kun tre komplementærfarver, som det sker i al dybtryk i dag.

På trods af investeringer og problemer med likviditeten blev flytningen til Kultorvet nu alligevel begyndelsen til økonomisk succes for Egmont.

Hans evne til stadig at levere kvalitet og være foran konkurrenterne blev for alvor kapitaliseret, da han kunne forene sine evner og fremsynethed med den store kapacitet på Kultorvet. Samtidig var han hele tiden opmærksom på at udvide

Men Egmont måtte naturligvis også betale for at være med helt fremme hele tiden. Han købte nye maskiner og nyt udstyr i en lind strøm, og han ansatte løbende nye medarbejdere. Og da han

EGMONT

17

125 ÅR

E G M O N T

09_28_Egmont_kap1 Doc

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:08

Side 18

E G M O N T

Egmont var fra 1900 også begyndt at lave tryk i farver, og det udnyttede han til gratis at uddele reproduktioner af kendte maleres værker, f. eks.

Michael Ancher, som en årsgave til Hjemmets abonnenter. Et årsabonnement på Hjemmet kostede 5 kr., men skulle man købe en tilsvarende reproduktion i en boglade, kostede den alene 10-15 kr. Det udnyttede mange – og dermed kunne Egmont også tage æren for, at mange jævne, danske familier nu fik kunst på væggen, hvilket dengang var helt usædvanligt for især de mindre velstående.

forretningen, og den bedste enkeltstående handel, Egmont gjorde, var uomtvisteligt, da han overtog Damernes Blad i 1901.

Bladudgiver Egmont trykte i forvejen Damernes Blad, men det gik ikke særlig godt med oplaget, der kun var på 2.000 eksemplarer, da Egmont som kreditor overtog det fra boghandler Ferdinand Kamla, der var gået fallit med det. Egmont ændrede bladet fra at være et dameblad til at være et familieugeblad, og så ansatte han den stærke kvinde Valborg Andersen som redaktør i 1902. På 21/2 år steg oplaget til 12.000, og da Egmont og Valborg i 1904 gav bladet nyt format og layout og ændrede navnet til Hjemmet, fordoblede de yderligere oplaget til 24.000. På en ferie til Bornholm mødte han den unge og senere så navnkundige madskribent Frk. Jensen, der blev hyret til at lave “Spiseseddel for 6 Personer” til Damernes Blad/Hjemmet.

EGMONT

Tre vigtige ansættelser En anden af Egmonts kvaliteter var hans evne til at ansætte de rigtige folk på de rigtige poster og på det rigtige tidspunkt. Ud over Valborg Andersen ansatte han i 1908 to personer, som også efter Egmonts død fik stor betydning for virksomheden.

“P. Petersens Bogtrykkeri”, som det igen hed –

18

125 ÅR

26/05/03

9:08

Side 19

altså uden “kunst”, selv om man stadig lavede kunsttryk – var et attraktivt sted at arbejde, hvilket blandt andet viste sig, da han i 1908 søgte en driftschef, for der kom 70 ansøgninger, og Egmont bad sin forretningsforbindelse I. C. Petersen hjælpe sig med at finde den rigtige mand. Det blev Hans Emborg, der dog måtte finde sig i at gå 25 kr. ned i løn – til 200 kr. om måneden, for Egmont ville ikke give ham mere. Han tog alligevel jobbet i håb om at få højere løn senere, og det fik han efter et års ansættelse. Emborg havde på egen hånd lavet en ny, flot tryksag til et sølvvarefirma, og Egmont blev så imponeret, at han omgående forhøjede lønnen med 100 kr. om måneden.

Driftschef Hans Emborg.

Nordmanden Ole Sundø, der var redaktør af ugebladet Land og Folk (ikke at forveksle med den senere kommunistiske avis) var også blevet opmærksom på Egmonts succes. En dag i 1908 opsøgte han virksomheden for at tale med Egmont, som imidlertid var på en uges ferie på Tåsinge. Sundø plagede Emborg til at udlevere ferieadressen og tog sig den frihed at tage direkte til Tåsinge for at finde chefen. Men Egmont faldt tilsyneladende for ham, for han købte Land og Folk, inkl. Ole Sundø, der blev forretningsfører for Hjemmet – og senere i øvrigt en dygtig bladdirektør i virksomheden. Sundø stod for Hjemmets introduktion i Norge, og det var også ham, der i 1912 startede Skandinavisk Reklamebureau, der senere blev til Gutenberghus Reklamebureau.

Både Emborg og Sundø blev i selskabet til 1948.

I det hele taget var 1908 et år, der “rykkede” for Egmont. Takket være især Hjemmet steg omsætningen kraftigt, og Egmont var nu en rig mand.

EGMONT

Bladdirektør Ole Sundø.

19

125 ÅR

E G M O N T

09_28_Egmont_kap1 Doc

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:09

Side 20

Forhandlinger, strejker og lockouts

I begyndelsen af århundredet var der røre inden for de grafiske fag. Fagforeningerne havde vokset sig stærke og stillede krav om højere lønninger og lavere arbejdstid.

Typograf-Forbundet forhandlede sig frem til betydelige lønstigninger og arbejdstidsnedsættelse, og i København opnåede typograferne i 1905 som de første i Europa en almindelig daglig arbejdstid på 8 timer. I 1908 krævede litograferne samme lave arbejdstid foruden lønstigninger og en uges sommerferie med løn, men arbejdsgiverne sagde nej, hvilket førte til omfattende strejker, sympatistrejker og lockout. Konflikten resulterede 1910 i en udvidelse af arbejdsmarkedets grundlov, der skulle forebygge strejker og lockouter.

I kamp med typograferne

E G M O N T

Emborg ikke var medlem af typografforbundet og derfor frit stillet. Bladet måtte betale en bod til hver af dem på 250 kr. I øvrigt truede konflikten med at ende i generalstrejke, hvorfor regeringen greb ind efter 7 dage og stoppede den.

Efter flere års medlemskab af bestyrelsen blev Egmont i 1908 formand for Københavns Bogtrykkerforening – et krævende tillidshverv i en periode, hvor de stærke typografer og den løbende tekniske udvikling gjorde bogtrykkerfaget til en turbulent branche. Men forhandling var ikke Egmonts stærke side; han ville hellere med det samme spille ud med det, han ville tilbyde, og så få det hurtigt overstået. Problemet var også, at Egmont ofte var villig til (og havde råd til) at give typograferne mere end de andre bogtrykkere – et typisk udtryk for hans generelt storsindede personalepolitik.

Guld til Egmont Selvom Egmont havde fået økonomisk succes, ville han også gerne anerkendes som en mester i faget – og det blev han i adskillige tilfælde med flotte medaljer. Ikke mindst, da han fik guldmedalje for sit trykarbejde på verdensudstillingen i Stockholm i 1897. Egmont måtte dog skrive til aviserne for at få hæderen omtalt. Kronen på værket – i bogstaveligste forstand – kom med posten den 21. marts 1914, hvor han fik brev fra Amalienborg. Nu kunne han kalde sig “Kgl. Hofbogtrykker”.

Selv betragtede Egmont ordren på trykningen af Verdensudgaven af H.C. Andersens eventyr, der udkom med illustrationer af professor Hans Tegner og forord af Georg Brandes, som en af sine største anerkendelser. Det var i 1900, og ordren kom fra forlægger Ernst Bojesen, Det nordiske Forlag. Bojesen, der er blevet kaldt den mest idérige forlægger, som Norden har haft, var i de efterfølgende år en både spændende og god kunde for Egmont. Bojesen udgav bl.a. Blæksprutten og julehæftet Juleroser,

I 1908 var der strejke blandt litograferne.

Konflikt eller ej – Egmont ville have Hjemmet på gaden, og så måtte han selv sammen med faktor Kroll og driftschef Emborg passe trykmaskinerne – ligesom så mange andre trykkeriejere gjorde i den situation. Redaktør Valborg Andersen og hele familien Egmont Petersen stod for hæftning og falsning. Hjemmet blev alligevel forsinket, fordi budene ikke ville bringe det ud, og Kroll og Emborg blev hængt ud i Social-Demokraten for skruebrækkeri. Men firmaets advokat lagde sag an mod bladet og vandt den, fordi Kroll og

EGMONT

20

125 ÅR

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:09

Side 21

H.C. Andersen, illustreret af Hans Tegner, trykt hos Egmont.

Også trykning af julemærker var i Egmonts ordrebog.

E G M O N T

der var en succesfuld udgivelse i en hel menneskealder. Egmonts samarbejde med Bojesen begyndte i 1896, men først i 1899 fik han lov til at trykke de prestigefyldte illustrationer til Juleroser. Samarbejdet fortsatte til 1903, hvor Gyldendal og Det nordiske Forlag blev slået sammen og selv oprettede et trykkeri. Det var en bet for Egmont, der mistede store ordrer, og først nogle år senere blev Gyldendal igen en god kunde for ham.

Men Egmont havde andre gode og prestigefyldte trykopgaver omkring begyndelsen af det nye århundrede. Politikens søndagstillæg i farver, Julemærket, KTAS’ telefonbog, etiketterne til Niels Juels tændstikæsker og ikke mindst værdipapirer, herunder statsobligationer, hvor Egmont havde sikret sig de danske rettigheder til en særligt sikker trykmetode.

Flid og akkuratesse Egmont kom ikke sovende til sin succes, bortset fra at han nogle gange på sine lange 12-timers arbejdsdage tog en “nøglesøvn” (han holdt et nøgleknippe i hånden og vågnede, når det faldt på gulvet) på kontoret. Han undte sig kun en halv times pause – i modsætning til personalet, der havde 2 timers middagspause, så de kunne nå hjem og spise varm mad – og hans frokost blev i øvrigt i en årrække serveret af hans kone, Elisa-

EGMONT

KTAS’ telefonbog var et kompliceret sættearbejde (se også bagsatsen).

En af de prestigefyldte illustrationer til julehæftet “Juleroser”. Denne er fra 1898.

21

125 ÅR

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:09

Side 22

E G M O N T

Egmonts pris. Egmont var både vred og ærgerlig – han tog til Paris uden at opnå noget resultat, og derefter bad han sin advokat opsøge Grøn for at få den erstatning, der var aftalt, hvis trykopgaven blev givet til andre. Men det lykkedes først ti år senere og kun delvist, da de to indgik et forlig, hvor Egmont fik 10.000 af de 40.000 kr., Grøn skyldte ham.

Grøn af ærgrelse På trods af al succesen blev Egmont ikke helt sparet for skuffelser undervejs. Han fik et turbulent samarbejde med rigmandssønnen og levemanden George C. Grøn, der købte sig ind i forlagsbranchen og bl.a. stod bag bladet Hver 14. dag, som Egmont fik trykordren på i 1895. Det blev i 1897 til Hver 8. dag, og oplaget var så stort, at det i nogle år udgjorde 2025 % af Egmonts omsætning. Men pludselig i 1900 solgte Grøn og forsvandt til Paris for at leve i sus og dus – og rendte fra den langtidsaftale, han havde lavet med Egmont, der af samme grund havde investeret i fire nye maskiner for at trykke bladet. Den nye ejer, Odin Drewes, ville have trykprisen ned uden at slække på kvaliteten, og det sagde Egmont nej til. Så flyttede Drewes opgaven til et andet trykkeri, der lå 40% under

Grøn, der i København blev kaldt “Byens sidste laps”, var med sin ekstravagante levevis den diametrale modsætning til Egmont, men i deres korrespondance skinnede alligevel en gensidig respekt igennem.

Og da Egmont døde fire år efter forliget, skrev Grøn i en nekrolog: Han var i besiddelse af den bedste drivkraft af alle – en brændende kærlighed til sit arbejde. Allerede

som ung stod det ham klart, at hvis man vil frem, gælder det kun om at gøre sit arbejde bedre end konkurrenterne. Det lidt, han i begyndelsen tjente, anvendte han ikke på sig selv til livets behageligheder, men til at udvide og forbedre sin forretning.

Og han havde den velgørende egenskab, at man fuldt kunne stole på ham.

Det var også Georg C. Grøn, der indrammede Egmonts liv med ordene: Han var et lysende eksempel på, hvor langt en mand kan nå med jernflid, utrættelig energi og ubestridelig hæderlighed.

Illustrationer fra Johannes Van Dewalls føljetonroman “Falsk spil” (1896) i George C. Grøns tidsskrift “Hver 14. dag”.

Tegneren er ukendt.

EGMONT

22

125 ÅR

26/05/03

9:10

Side 23

for deres uddannelse og for især de unge lærlinges opdragelse. En af dem er den fattige skomagersøn Emil Hesse, der blev ansat som halvdagsbud i 1895 med en løn på 2 kr. om ugen, og som endte med at fejre 65-års jubilæum. Han karakteriserede i øvrigt Egmont på denne måde: Mester var et retfærdigt, men bestemt menneske.

Arbejdsmæssigt var han altid fagligt krævende.

Dog også elskelig og betænksom.

beth, der bragte en gryde med varm mad i barnevognen. Egmont kunne lide sit arbejde, og han elskede sit fag, men igen og igen udtrykte han over for familie og medarbejdere, at kun “flid, akkuratesse og udholdenhed bringer held”.

Som arbejdsgiver i den ellers turbulente branche var han også vellidt, selvom han ofte er beskrevet som stille – sommetider ligefrem mut. Selv er han flere gange citeret for at sige: Jeg er ikke en mand af mange ord, men hvis der er noget, jeg er utilfreds med, skal jeg nok sige til.

Der poseres for fotografen før afleveringen af den fine sølvfluesmækker, som Egmont fik forærende af personalet i anledning af firmaets 35-års jubilæum i 1913. Fra venstre ses: Dagmar Nielsen (Hjemmets snitmønsterafdeling), E. Kroll (faktor og Egmonts første trykkerlærling), Emil Hesse (pakkemester), Charles Auener (Egmonts første sætterlærling), Valborg Andersen (Hjemmets chefredaktør), Hans Emborg (driftschef).

Egmont var vitterlig meget interesseret i sine medarbejderes ve og vel. Der er mange tidligere medarbejdere, der har berettet om hans interesse

Chefen ved sit eget, specielle arbejdsbord, som stadig findes og i dag står i et kontor i Vognmagergade.

EGMONT

23

125 ÅR

E G M O N T

09_28_Egmont_kap1 Doc

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:10

Side 24

Der var enorm respekt omkring Egmont – eller “Mester”, som medarbejderne kaldte ham.

E G M O N T

Egmont kunne dog godt komme med en sarkastisk bemærkning. En trykker stod en dag og var ved at sætte sin maskine op, da Egmont kom forbi.

– Kommer De meget til begravelser? spurgte Egmont.

– Nej, det gør jeg ikke, svarede trykkeren.

– Det skulle man ellers tro, så langsomt som De kører.

Tage Berggrensson var meget glad for Egmont og fremhævede Mesters evne til at sætte pris på medarbejdernes indsats. Berggrensson stod ved maskinen, der i december 1912 “ramte” Hjemmets rekordoplag på 100.000. Han var blevet bedt om at standse, når han nåede dette oplag, og hente Mester. Egmont samlede medarbejderne i trykkeriet og serverede champagne og kransekage. Der var sågar også en cigar med “mavebælte” til alle.

Egmont holdt en tale, hvor han synligt stolt og glad over succesen takkede for indsatsen og tilbød medarbejderne en opsparingsordning, hvortil han gav 2% oven i lønnen, hvis de også selv gav 2% – altså en fremsynet model a la nutidens pensionsordninger. Medarbejderne var rørte over denne gave.

Meget tyder på, at Egmont i det hele taget med årene fik et mindre “arbejdsivrigt” syn på livet.

Ved 35-års jubilæet i 1913, hvor medarbejderne i øvrigt gav ham en sølvmodel af Fluesmækkeren, blev han så rørt, at han omgående tilbød dem en stor fest. Efter de ansattes ønske blev det senere ændret til en uges ekstra ferie til alle. Det var

Egmont var ikke blot en dristig iværksætter og en dygtig håndværker, han var også en flot mand; og man kan heller ikke klandre ham for at mangle stil.

EGMONT

24

125 ÅR

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:10

Side 25

også i denne periode, at Egmont anvendte et andet motto “leben und leben lassen”. Der skulle også være et liv ved siden af arbejdet. Egmont havde ikke glemt sin egen opvækst.

Vokseværk – også i privatlivet

E G M O N T

Egmont var en flot og eftertragtet ungkarl, men indtil 1890 var det kærligheden til arbejdet, der dominerede hans liv. Det ændrede sig, da han omsider friede til Anna Elisabeth Abel, som han havde kendt i mange år. Hun var datter af Petrines kusine og en meget smuk og attraktiv pige, der havde mange andre bejlere. Elisabeth sagde til de andre bejleres store misundelse ja til Egmont, og de blev gift i Vor Frelser kirke den 18. september 1890. Bryllupsfesten holdt Elisabeths forældre – nagelsmed Fritz Abel og hustru. Brudeparret flyttede straks ind i en lejlighed på Frederiksberg, men bryllupsrejse var der ikke råd til. De næste ti år voksede familien næsten lige så hurtigt som virksomheden.

Egmont og Elisabeth fik fem børn. To sønner, Axel og Holger, og døtrene Dagmar, Inger og Karen.

Selvom familien nu bestemt ikke manglede noget, var Elisabeth og Egmont fortsat beskedne mennesker, som havde mere berøring med deres børn end de fleste forældre i lignende kår. Der var ganske vist husassistenter i hjemmet, men forældrene ville gerne for en stor del selv tage sig af børnene.

Elisabeth stod for eksempel op hver morgen for at lave morgenmad og smøre madpakker til alle børn og sende dem i skole. Hun smurte i øvrigt ofte madkurve til de fattige i kvarteret.

EGMONT

Familien voksede stille og roligt. Nederst ses Egmont med alle fem børn, fra venstre Inger, Dagmar og Karen, i midten Holger og til højre Axel.

25

125 ÅR

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:10

Side 26

– især i Kultorvets dage, hvor Egmont elskede at opdatere sin familie mht. de nye trykmaskiner.

Men ferier langt fra arbejdet blev det også til – Bornholm, Tåsinge og Gardasøen var blandt familien Egmont Petersens rejsemål.

E G M O N T

Børnene har senere betegnet deres barndom som overordentlig harmonisk, og det til trods for, at familien flyttede næsten lige så ofte som trykkeriet.

Til gengæld endte de i luksusvillaen på Engskiftevej 1 i Ryvangen, som Egmont lod bygge i 1912, og hvor familien blev boende efter hans død.

Ved rejsegildet tog han familien med ned i kælderen og bad til Gud om, at han måtte velsigne denne bolig – bemærkelsesværdigt for den ikke særligt religiøse Egmont. Villaen blev tegnet af samme arkitekt, Bernhard Ingemann, som kort tid efter gik i gang med byggeriet af Gutenberghus. På Engskiftevej var der både chaufførbolig, hestestald og tennisbane, og huset havde som noget helt særligt indbygget central støvsuger i kælderen. Egmont var virkelig glad for tekniske detaljer – og på sine udlandsrejser købte han foruden nye trykmaskiner også “ny teknik” med til hjemmet.

Egmont nød livet, når han var på skøjtebanen med familien.

Egmont var en både opmærksom og kærlig far.

Når børnene sov, gik han ofte en runde for at se, om alle trak vejret, men i dagens og ugens løb var han selvfølgelig en travl mand, der sjældent var hjemme hos familien før ved 7-8-tiden om aftenen. Søndag formiddag var han ofte i Håndværkerforeningen for at bedømme svendeprøver, men derefter gav han familien førsteprioritet, og de tog gerne på udflugt sammen – om sommeren f.eks. til Frederiksberg Have, hvor far gav sodavand hos Josty, eller helt til Marienlyst i Helsingør. Om vinteren løb hele familien på skøjter på søerne.

Egmonts datter Dagmar har fortalt: Vi var medlemmer af Københavns skøjteløberforening, og når vi alle syv – mor, far og vi fem søskende – havde skøjter på, var far rigtig lykkelig. Både Egmont selv og alle de andre var habile skøjteløbere.

Datteren Inger blev nummer 1 blandt damerne et år. Ofte gik søndagsturen nu også forbi trykkeriet

EGMONT

Huset var ikke bare stort, flot og moderne. Det var også hyggeligt og dannede rammen om mange middage, selskaber og kortaftener – både for familie og Egmonts forretningsforbindelser. Og Egmont udmærkede sig ved altid selv at åbne hoveddøren, når der kom gæster, selvom han havde tjenestefolk til den slags. Det blev der lagt mærke til dengang.

Egmont havde også humor, og det ses blandt andet af et officielt “Gavebrev”, han skrev til

26

125 ÅR

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:10

Side 27

Gutenberghus-bygningen, som Egmont aldrig selv nåede at se færdig. Han døde måneden før byggeriet var afsluttet i september 1914.

E G M O N T

Elisabeth juleaftensdag 1908. I brevet overdrager han hende sin halvdel af en fonograf, der stod i hjemmet, og som hun helt givet har været meget glad for i forvejen. Han forbeholder sig dog ret til at røre lidt ved mekanikken og til at opholde sig i hjemmet, når hun spiller på den. Den ældste datter har skrevet brevet, og tre af børnene har skrevet under på gavebrevet som vidner.

Et liv smukt som et eventyr I efteråret 1913 blev Egmont syg, og i påsken året efter måtte han søge læge. Han fortalte selv om det i et brev til sønnen Axel: Jeg har haft det skidt, men doktoren har undersøgt mig på alle leder og kanter og fundet alt i orden, så nu håber jeg på fremgang.

Måneden efter blev han indlagt og opereret på Kommunehospitalet, formentlig for mavekræft.

Måske var han klar over, hvor det bar hen, for i maj 1914 nogle få dage før indlæggelsen skrev han testamente. Han var jo blevet en formuende mand. Alene i 1913, som blev forretningens bedste år i Egmonts tid, var der et nettooverskud på 237.000 kr. efter familiens eget forbrug (hvilket svarer til over 12 mio. kr. i dag).

Både Dagmar og Axel havde hjulpet til i forretningen, men ingen af de fem børn var myndige – og Elisabeth vidste meget lidt om forretningen. Så Egmont kunne ikke bare give sit livsværk videre til familien, selvom det gik godt, og han havde fremragende medarbejdere. Han ønskede, at hans virksomhed fortsatte samlet – og at den skulle

EGMONT

27

125 ÅR

09_28_Egmont_kap1 Doc

26/05/03

9:10

Side 28

syg i lang tid, var både familie og ansatte chokerede. Virksomheden lukkede hele dagen, da Egmont nogle dage senere blev begravet – og alle medarbejderne var med, da kisten blev sænket på Vestre Kirkegård. Et smerteligt øjeblik for mange – og ubærligt for Elisabeth, der besvimede.

give afkast til både familie og til filantropiske formål. Her lagde han kimen til den senere fond.

Som eksekutorer udnævnte han sin mangeårige forretningsforbindelse I. C. Petersen og sin sagfører, Frederik Wolff.

E G M O N T

Efter operationen troede Egmont og familien, at han klarede skærene, men kun et par uger senere måtte han indlægges og opereres igen. Fra sygesengen fulgte han dog aktivt med i opførelsen af den nye bygning i Vognmagergade, som efter driftschef Emborgs forslag kom til at hedde Gutenberghus efter opfinderen af bogtrykkunsten.

Trykkeriet kom til at koste 1 mio. kr. – et næsten vanvittigt stort beløb dengang. Egmont dirigerede længe byggeriet efter tegninger og fotografier, der blev bragt til sygesengen, men han fik det værre – og til sidst blev han sendt hjem for at dø i hjemmet på Engskiftevej. Her kaldte han i et klart øjeblik familien sammen og fortalte om sit testamente – og takkede “fordi de ikke havde voldt ham nogen sorg”.

Egmont nåede aldrig at se Gutenberghusbygningen færdig. Men han nåede meget mere end de fleste – og det var i høj grad måden, han gjorde det på, der har imponeret og inspireret eftertiden. Valborg Andersen sammenfattede det i sin nekrolog i Hjemmet således: Egmont H. Petersens liv blev som et smukt eventyr – eventyret om den fattige dreng, der gennem arbejde, dygtighed og uangribelig hæderlighed nåede frem i rækken af sit lands bedste mænd.

Det er den historie, 25-øren fortæller.

Egmont elskede sin familie, men når det gjaldt virksomhedens fremtid, blev der ikke taget særlige hensyn til den. Tværtimod var hans testamente en indskrænkning af familiens arveret set i forhold til loven. For Egmont var det et udtryk for det, Dagmar i en helt anden sammenhæng har udtrykt på denne måde: Far var et udpræget familiemenneske og gjorde meget for os børn, men han glemte aldrig, at der også var andre, som skulle hjælpes…

Egmont døde den 5. august 1914 – to dage efter 1. verdenskrig brød ud. Selvom han havde været Den store og flotte villa på Engskiftevej, som Egmont lod bygge i 1912.

EGMONT

28

125 ÅR

Ty s k e ren Johann Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten i 1400-tallet. Egmont H. Petersen voksede op godt 400 år senere – i anden halvdel af det århundrede, hvor den teknologiske udvikling inden for trykkeri gik allerstærkest.

Egmont begyndte med sin lille håndpresse, og han blev hurtigt den bedste til sit fag. Her er et rids over nogle af milepælene i den branche, der skabte grobunden for virksomheden:

FLUESMÆKKEREN

For Egmont H. Petersen havde fluesmækkeren en stor værdi. Han beholdt den i alle årene, og den fulgte med i trykkeriets seks flytninger mellem 18791914.

Den berømte maskine, Egmont købte på afbetaling i 1878. Maskine er måske så meget sagt, for reelt er den et stort, mekanisk stempel, som skal betjenes med muskel- og håndkraft. Fluesmækkeren kunne trykke brevpapir, blanketter, følgesedler, visitkort osv. Den kan kun trykke ét ark papir ad gangen, og kun med én farve ad gangen. Så når Egmont stod i moderens køkken, måtte han lægge et stykke papir i, trække én gang i det store håndtag og derefter fjerne det færdigtrykte papir igen – og begynde forfra med næste kopi. Fluesmækkeren laver fine tryk, når den sats (trykform), sætteren har lavet til den, er god. Egmont havde sit eget håndsætteri ved siden af til fremstilling af de trykforme, der blev lagt i fluesmækkeren.

S ATSEN Satsen var i den første tid nøglen til succes. Enhver typograf kunne købe en fluesmækker, men det at lave en god sats adskilte dygtige fra ikke dygtige typografer. Den enkleste sats er bogstaver på linie som i en bog. Mere kompliceret er satsen til et skema eller en køreplan, men den mest komplicerede sats var, når man ønskede at opbygge et billedligt udtryk, som var meget efterspurgt i slutningen af 1800-tallet. Sætteren måtte først tegne et layout og derefter bygge billedet op af de linier, cirkler, krusseduller, blomsterfigurer, mellemrum m.m., som han også havde i sine sættekasser. Ofte skulle det endelige resultat have flere farver, og så måtte sætteren bygge en trykform op for hver farve. Det stillede naturligvis store krav til nøjagtighed, for papiret måtte trykkes én gang for hver farve, og der måtte ikke være mispasning. Der var således brug for et dygtigt kunstnerisk udtryk, et righoldigt sortiment af forskellige skrifter, linier og figurer i sættekassen, og endelig var der brug for en sætter med godt håndelag. Egmont besad både det første og det sidste, og man kan forstå, hvorfor han gennem hele sin karriere investerede meget i sortimentet af skrifter.

I håndsætteriet lå hvert enkelt bogstav og tegn som små blyklodser i de enkelte rum i sætteriets trækasser. Sætterne bandt til sidst de færdige kolumner sammen i et “skib”.

CYLINDERPRESSEN Blev også kaldt hurtigtrykspressen og var en stor landvinding for branchen, fordi den med sin konstruktion gjorde trykprocessen meget hurtigere og samtidig nøjagtigere. Trykkeren fik nu mere kontrol over processen, og det var der brug for, navnlig når man ønskede at trykke i farver, den ene oven på den anden, hvor mispasning kunne blive et problem. Papirarkene fødes ét for ét, idet papiret lægges på den vandretliggende cylinder, som drejer det med rundt, så undersiden trykkes mod trykformen, som kører frem og tilbage. Nøjagtigheden fik man ved, at denne maskine var mindre afhængig af trykkerens manuelle tilpasning, når han først havde sat den rigtigt op. Egmont købte sin første cylinderpresse i 1882, og dermed kunne han kaste sig ud i at tilbyde større oplag og mere komplicerede opgaver.

De første modeller var hånddrevne, men siden blev de indrettet til remtræk eller til elektromotor.

Det var med denne maskine, at Egmont H. Petersen lagde grunden til sit kælenavn “KunstPetersen”. Den kom til at trykke farvereproduktioner, så man næsten ikke kunne se forskel fra originalen.

KLICHEEN Et tryk, som beskrevet under omtalen af satsen, kunne ikke afbilde f. eks. et maleri eller et fotografi, hvor farverne har glidende nuancer, og tonerne løber gradvist over i hinanden. Løsningen på dette problem kom, da böhmeren Karl Klic i 1879 opfandt en fototeknisk metode til at opdele et billede i punkter og i fire farver og kopiere det ind på fire zink- eller kobberplader, der kunne bruges som trykforme. På det trykte papir er billedet også opdelt i punkter, men de er så små, at øjet ikke opfanger dem, men kun får et helhedsindtryk. Der hvor de røde punkter Den første farvereproduktion f. eks. er større, vil øjet opfatte en stærkere i Danmark, trykt i P. Petersens rød nuance. Et kemisk firma i Wien lærte Bogtrykkeri. efter nogle år at lave sådanne klichéer, hvor de anvendte det af amerikaneren Max Levy nyopfundne stregraster til opdeling af billedet i punkter. Fra dette firma købte Egmont klicheer, således at han 13 år senere (1892) kunne trykke den første danske reproduktion af et maleri i farver med nuancer og udsende den til dagspressen. Allerede i 1895 kom næste landvinding, idet Egmont i Berlin havde set, hvordan man kunne lave en farvereproduktion blot ved anvendelsen af de tre komplementærfarver gul, blå og rød, der – når de sættes sammen i rette forhold – kunne frembringe synsindtrykket af alle farver. Han fremstillede i dette år den første farvereproduktion i Danmark baseret på dette princip, et princip som stadig i dag er det almindelige ved trykning af magasiner og kataloger. Denne teknologi førte efterhånden til dybtrykteknikken, som i dag er vidt anvendt.

SÆTTEMASKINEN 1894 får Københavns Bogtrykkerforening forevist de første sættemaskiner. Specielt aviserne er hurtige til at købe, fordi de har megen tekst. Egmont køber i 1896.

Sættemaskinen betød en mindre revolution i trykkeribranchen. Hidtil havde man sat hver linie med blybogstaver og tegn, hvilket som nævnt var et langsommeligt og nøjagtigt arbejde. Men sættemaskinen kunne ved hjælp af et tastatur fremstille færdige satslinier, som maskinen selv støbte i flydende bly. Fordelene ved den larmende, mekaniske maskine var store, når man som Egmont efterhånden fremstillede større kataloger og bøger med masser af tekst.

Sættemaskinen, som sparede både masser af tid og arbejdskraft.

R O TAT I O N S M A S K I N E N Hvor de hidtidige trykmaskiner skulle fodres med papirarkene ét for ét, og hvor de bagefter måtte skæres til, betød rotationsmaskinen en kæmpe forøgelse af trykhastigheden.

Den kan trykke mange sider på én gang på de store valser og samtidig i flere farver. Og den kan fodres med papir i lange baner, fordi det kommer direkte ind i maskinen fra store ruller. Endelig kan rotationspressen aflevere kataloger og magasiner færdigfoldede og hæftede. De første rotationsmaskiner kom omkring århundredeskiftet, og de var af kolossal betydning for Egmont, der nu gik i gang med at trykke ugebladet Hjemmet i 24 sider – og i to farver. Rotationsprincippet bruges i høj grad stadig i dag specielt til aviser, ugeblade og kataloger. Egmont anskaffede sin første rotationsmaskine i 1908. Den blev opstillet i 1909.

Udviklingen af fotosats er den seneste revolution inden for sætteriet. Reelt er alle fysiske led mellem sats og tryk nu forsvundet.

Denne kæmpemaskine har trykt millioner af eksemplarer af ugebladet “Hjemmet”. Den er 15 meter lang og 8 meter høj – Egmonts første rotationsmaskiner var meget mindre, men princippet er det samme.

FOTO S ATS Et kvantespring for forlag og trykkerier. Fotosatsen, der er rent elektronisk, blev udbredt i 1970’erne og har siden fuldstændig overtaget arbejdet fra sættemaskinerne, fordi den mangedobler hastigheden ved fremstilling af sats. Her var Gutenberghus helt i front i Europa som det første, store trykkeri til at indføre disse teknikker. Projektet blev internt kaldt EMROC, en forkortelse for EDB-Mæssig Reproduktion Og Cylinderfremstilling. Teksten, der skal trykkes, bearbejdes i en fotosættemaskine ved hjælp af elektroniske impulser til færdig sats. I dag er fotosatsen erstattet af computere og suppleret med programmer til ombrydning og scanning, så man kan skrive og layoute sine sider direkte på skærmen. Metoden har betydet en stor mandskabs- og tidsbesparelse, som har sænket produktionsprisen på tryksager væsentligt.

33_42_Egmont IC Peters_kap3 Doc

26/05/03

11:15

Side 33

I . C. P E T E R S E N I . C . P E T E R S E N

HANDELSMANDEN

34

33_42_Egmont IC Peters_kap3 Doc

26/05/03

11:15

Side 34

FIRMAETS TARV... i Pressens Radioavis samme dag og aften – og næste morgen var det forsidehistorie i Berlingske Tidende, Nationaltidende og Politiken.

Egmont H. Petersen efterlod en virksomhed i stormende medvind, og den udviklede sig med en efter datidens forhold næsten overmodig hastighed.

I . C . P E T E R S E N

Endnu engang døde Gutenberghus’ rorgænger – midt under en verdenskrig.

Men Egmont var på alle måder en fremsynet mand, og meget tyder på, at han selv valgte sin efterfølger. Egmont H. Petersen indsatte kort før sin død forretningsforbindelsen Jens Christian Petersen som eksekutor for sit dødsbo og placerede ham dermed reelt direkte i ledelsen, hvorfra han året efter avancerede til administrerende direktør.

IC i boghandlerlære Jens Christian kom til verden den 7. juni 1873 – altså samtidig med at Egmont kom i lære som typograf. De to drenge havde flere sociale lighedspunkter: Begge var af fattig familie, og begge født af ugifte mødre. IC blev døbt i Alsønderup kirke på Sjælland den 13. juli, og på dåbsattesten ud for kolonnen “forældrenes fulde navn og stilling” står der: “Ugifte Kirsten Pedersdatter”.

Historien om Jens Christian Petersen – der altid kaldte sig I. C. Petersen – er historien om en forretningsmand, der besad samme dristighed og fremsyn som Gutenberghus’ grundlægger, men som på andre måder var ganske forskellig fra Egmont. Hvor grundlæggeren stod for virksomhedens fundament og kvalitet, skal I. C. Petersen huskes og æres for at være manden, der fortsatte de store moderniseringer og udvidelser – både i volumen og arbejdsområde.

Han voksede op under meget beskedne kår og gik kun få år i skole. Som ung kom han i boghandlerlære i Næstved. Kort før århundredeskiftet rejste han til København, hvor han blev oplært i papirbranchen – han fik arbejde hos bogtrykker Thomsen i Vestergade, siden som sælger både i Danmark og udlandet, før han blev grosserer og medindehaver af firmaet Adolph Wulff, som forhandlede grafiske trykmaskiner. IC blev hurtigt kendt som en fremragende sælger af firmaets maskiner, og det var i den egenskab, han mødte Egmont H. Petersen – de to gange Petersen havde samme arbejdsmæssige interesse.

I. C. Petersen (IC) sad ved roret i Vognmagergade i 29 år, før han døde den 1. januar 1944 midt under oplæsningen af sin nytårstale til de 800 medarbejdere i Gutenberghus. At det var en respekteret samfundsborger, der gik bort, fremgår tydeligt af presseomtalen dengang: Dødsfaldet blev omtalt med en fyldig nekrolog

EGMONT

34

125 ÅR

33_42_Egmont IC Peters_kap3 Doc

26/05/03

11:15

Side 35

utvivlsomt fortalt Egmont. Enten under deres mange ture til udlandet, hvor de kiggede på nye trykmaskiner – eller når de mødtes privat, hvad de gjorde jævnligt – især i Egmonts hjem, hvor IC blev en fast gæst og gaveleverandør til børnene.

IC beundrede som alle andre den unge Egmont, der havde skabt sit blomstrende firma på en enestående faglig viden og fremsyn – men IC var som sælger alligevel lidt anderledes opdraget. I en bunke efterladte notater, som IC selv kaldte “Optegnelser og tanker”, beskrev han Egmont som “en driftig håndværker, i hvem der brændte en evig fremdriftsflamme”. Men IC noterede sig også, at Egmont var en dygtigere tekniker end sælger. Eller med andre ord: Egmont havde opført et unikt, moderne trykkeri, som kunne konkurrere alle andre af banen, når det gjaldt det rent tryktekniske – men Egmonts salgsteknik var ifølge IC ikke så højt prioriteret.

Egmont skrev i sit testamente, at hans kone Elisabeth og eksekutorerne (I. C. Petersen og overretssagfører Frederik Wollf) sammen måtte blive enige om, hvordan Gutenberghus skulle føres videre. Men der stod intet i testamentet om, hvem der skulle afløse Egmont.

Der forelå heller ingen direktiver om de to sønners fremtid i Gutenberghus – Axel og Holger var ved faderens død henholdsvis 22 og 14 år gamle. Egmont krævede kun, at hans hustru og børn skulle have halvdelen af nettoudbyttet, mens den anden halvdel skulle gå til filantropiske og godgørende formål. Men opgørelsen af boet blev et vanskeligt arbejde, ikke mindst fordi 1. verdenskrig rasede. Og selvom familien – specielt Egmonts enke Elisabeth – og advokaterne hurtigt enedes om at udnævne I. C. Petersen til ny administrerende direktør, blev han først formelt ud-

Gutenberghus havde i de første år ganske få, men til gengæld meget store kunder. IC’s mere købmandsorienterede opdragelse sagde ham, at man burde have flere, også mindre kunder. Det var hans definition på en virksomheds soliditet, fordi man dermed ikke var så afhængig af at miste en enkelt ordre eller to. Han mente derfor, at man skulle reorganisere Gutenberghus, og det har han

EGMONT

35

125 ÅR

I . C . P E T E R S E N

Den store rotationsmaskine, der blev indkøbt til trykkeriet i 1920’erne, og som blev flittigt brugt til produktion af bl.a. reklametryksager.

33_42_Egmont IC Peters_kap3 Doc

26/05/03

11:15

Side 36

I . C . P E T E R S E N

lerede Egmont H. Petersens Fond. Derefter gik det mod nye, gyldne tider. Den nye leder måtte dog i sin første tid løse et par problemer, som viste, at IC havde den nødvendige handlekraft. Egmont havde nemlig gennemført en personlig drøm i det nye Tekniske Hus i Vognmagergade: Han ønskede, at huset skulle være selvforsynende med strøm til drivkraft af belysning og maskiner, og derfor havde han sagt nej til at få strøm fra de kommunale el-værker. Han havde i stedet ladet bygge et stort flot diesel-motoranlæg og tre kedler til varmeforsyningen i huset. Men der opstod i 1914 et uforudset problem: 1. verdenskrig betød mangel på brændselsolie, og hvis ikke IC havde handlet hurtigt, var maskinerne gået i stå. Den nye leder forudså heldigvis oliekrisen og fik solgt diesel-motoranlægget til en god pris. Og få dage før der blev lukket for tilgang til elektricitetskablerne i gaderne, fik han en kontrakt på plads med Belysningsvæsenet om at levere strøm til det Tekniske Hus. Var det ikke lykkedes, havde følgerne været katastrofale for virksomheden.

Firmaets motto var også I. C. Petersens forretningsfilosofi.

I denne tidlige udgave står der et ‘ikke’ i hver sætning, som senere blev strøget for at forenkle budskabet.

Men meningen er den samme.

nævnt pr. 1. august 1915 – og boet først afsluttet fire år senere.

Problemerne var mange. Gutenberghus var blevet et stort firma – både økonomisk og udviklingsmæssigt – og da grundlæggeren døde, var der mange vanskeligheder med den endelige formulering af hans ønsker for familien og virksomheden. I. C. Petersen beskrev selv arbejdet i bobestyrelsen således: Man indså her vanskeligheden ved at holde styr på filantropien, hvis familien alene sad med det driftsmæssige og økonomiske ansvar og dertil havde store, filantropiske forpligtelser hvilende på deres skuldre. Man standsede derfor, efter moden overvejelse, ved “den selvejende institution” – en fond.

IC tager over Mistroen til IC var dog stor i begyndelsen – ved hans tiltræden som administrerende direktør skrev fagbladet De Grafiske Fag en omtale af den nye Gutenberghus-chef og hans fortid som leverandør af trykmaskiner – og sluttede artiklen sådan her: Men Bogtrykker, det er De ikke, hr.

Grosserer.

Efter krigens slutning, i efteråret 1919, havde man endeligt afsluttet boet. Enken og de fem børn overdrog virksomheden til den nyetab-

EGMONT

36

36 125 ÅR

26/05/03

11:15

Side 37

IC satsede altså på de små – og han satsede bogstaveligt talt i mange farver. Fremtiden var kulørte tryksager, mente han – og Gutenberghus investerede derfor som det første trykkeri i Danmark i offset-maskiner. Han etablerede desuden i 1919 det første papirlager i Gutenberghus – så firmaet nu selv indkøbte papir direkte hos producenterne og dermed var selvforsynende. Hidtil havde man købt papir hos grossister til hver trykopgave, men IC mente, at det både var billigere at have sit eget lager, og at kvaliteten blev bedre

De næste knap 30 år beviste han, at det ikke var helt forkert. Sarkasmen i sammenligningen viste sig bare at blive Gutenberghus’ store held. I. C. Petersen var nemlig en kontant forretningsmand, der kort efter verdenskrigens afslutning gik i gang med at trimme virksomheden til de nye tider. Der skulle satses på flere, men mindre kunder – og det satte IC sig for at indpode sine medarbejdere. Og i en lille pjece til både kolleger og kunder sammenfattede han firmaets filosofi i de berømte ord, som siden kom til at pryde receptionen i Vognmagergade:

Her ses et udsnit af Gutenberghus’ mange kunder – lige fra de store som for eksempel General Motors og Chevrolet til Falck og en af de helt små,Wivels konditori. Det var vigtigt for IC også at have mange mindre kunder, så firmaet ikke var så sårbart over for forandringer.

og mere ensartet. Gutenberghus fik dermed sit eget papir-mærke – de fineste kvaliteter fik endda indføjet et vandmærke med firmaets navn: “Gutenberghus Papirlager”.

Intet Arbejde er for simpelt til at udføres smukt.

Ingen Kunde er for lille til at behandles vel. (Et motto, der i en munter parentes først forsvandt, da det i en nytårsrevy i huset blev lagt i munden på to letlevende kvinder fra området som symbol på deres kundebetjening – derefter blev det malet over….)

EGMONT

Ganske vist var IC knap så interesseret i bladvirksomheden som sin forgænger – men

37

125 ÅR

I . C . P E T E R S E N

33_42_Egmont IC Peters_kap3 Doc

33_42_Egmont IC Peters_kap3 Doc

26/05/03

11:16

Side 38

I . C . P E T E R S E N

han kunne godt se, at der var fremtid i magasinerne. I 1921 udgav han det første nummer af Hjemmet i Sverige under navnet Hemmets Journal, og hermed var Gutenberghus etableret i både Danmark, Norge og Sverige.

IC’s styrke lå dog ikke i magasinernes indhold og redaktionelle udvikling. Det overlod han helt og holdent til husets bladdirektør, Ole Sundø. Frants Dragsted, der senere blev formand for Fonden, skriver i sine erindringer om I. C. Petersen: De ugeblade, vi udgav, bedømte han udelukkende ud fra forretningsmæssige synspunkter som salgsvarer.

Men kunstneriske kvaliteter i maleri, skulptur, litteratur, musik og teater havde han ingen sans eller behov for. Hans smag var folkeligt jævnmål.

Grossereren havde i sandhed afløst trykkeren – medarbejdere fra dengang husker ham som en hård chef, der ikke var så kreativ som Egmont, og IC krævede orden i rækkerne. Og at han holdt et vågent øje med de ansatte, fremgår af opslag, han placerede forskellige steder på arbejdspladsen.

Men hans sans for kvalitet i arbejdet var lige så udpræget som Egmonts. I. C. Petersen sørgede for, at Gutenberghus blev ved med at være bedst. Han gik aldrig på kompromis med opgaverne og sparede ikke på pengene, når det gjaldt om at erhverve det bedste og nyeste udstyr til sin trykkerivirksomhed. Og med de mange modige udbygninger skabte han et stort produktionsapparat, som kunne trykke billigere og flottere end konkurrenterne – og dermed klarede Gutenberghus sig succesrigt gennem de svære år mellem de to verdenskrige. Men at I. C. Petersen ikke ville tjene penge for enhver pris, forklarer han selv råt for usødet i dette svarbrev til General Motors, der i 1930 inviterede

Mennesket I. C. Petersen Men I. C. Petersen var på ingen måde jævn, når det gjaldt husets udvikling og ikke mindst udbygning. Det var ham, der var hjernen bag de store, men også økonomisk risikable udbygninger i centrum af København. Og med dem fulgte mulighederne for at realisere de enorme udvidelser af virksomheden, som IC stod bag.

EGMONT

38 34

125 ÅR

33_42_Egmont IC Peters_kap3 Doc

26/05/03

11:16

Side 39

I anledning af Deres behagelige forespørgsel angående et Oldsmobile Katalog er vi hermed så fri at meddele, at det ikke vil have vores interesse at deltage i konkurrencen om Deres ærede firmas reklametryksager, for så vidt det hidtidige krav til kvalitetsarbejde er frafaldet i så vid udstrækning, som de middelmådige kvaliteter, der i den senere tid er udsendt fra General Motors International, bærer vidnesbyrd om, idet det på forhånd vil være ugørligt at komme ned på de priser, som disse simple arbejder måtte berettige.

De vil venligst forstå, at vi ikke kan være tjent med at blive slået i hartkorn med de leverandører, der på afgørende måde forringer værdien af deres leveringer og indirekte gør det pågældende reklamemateriale dyrt for køberen. Ærbødigst.

I. C. P.

Et af de få fotografier, der blev taget af I. C. Petersen – en streng, men retfærdig mand.

IC var også budgetternes mand. Han barberede tæt på mandskabssiden. Til gengæld fik alle medarbejdere en anstændig løn, gode ferieordninger og sikkerhed i jobbet. Man kan umiddelbart få den opfattelse, at IC var et kontant menneske uden interesse for andet end sit arbejde. Men det er ikke helt rigtigt. Godt nok var han en slider, der selv sagde, at der kun var to ting i hans tilværelse: Familien og Gutenberghus. Og godt nok levede han op til chef-klicheen om at være den første, der møder, og den sidste, der går fra kontoret. Men han havde også andre knap så kendte sider.

Brevet vidner om IC’s selvsikkerhed og professionalisme – egenskaber, der også altid havde præget Egmont. IC var modig med at investere virksomhedens penge, og han tog sjældent fejl. Det var ham, der var idémand bag flere udvidelser i udlandet – ham, der stod bag overtagelsen af Dansk Reklamebureau – og IC fandt også på at oprette handelsselskabet EHAPA, som solgte møbler og småmaskiner til kontorer. I årevis var det en glimrende forretning, som havde sit eget udsalg i stueetagen i Vognmagergade.

EGMONT

Hans efterladte korrespondance fra hjemmet viser, at han som privatmand også var interesseret i samfundsmæssige forhold. I 1943 skriver IC således til den københavnske pastor

39

125 ÅR

I . C . P E T E R S E N

Gutenberghus til at byde på trykningen af et bilkatalog:

33_42_Egmont IC Peters_kap3 Doc

26/05/03

11:16

Side 40

I . C . P E T E R S E N

Oluf Rothe, der dagen før havde haft en kronik i avisen Politiken: Jeg har ved gentagen gennemlæsning virkelig fået fastere grund under fødderne i vigtige livsspørgsmål ..... Antageligt er De ligesom jeg skuffet over, at de to store kristne religioner har meldt fuldstændig pas over for de fantastiske verdensbegivenheders udbrud.

Og så kunne han også være morsom – på en helt speciel tør og ironisk måde. Et talent, han ofte brugte i sine mange hilsner til husets medarbejdere. Således skriver IC i et brev til overfaktor Valdemar Ejlund fra Vanløse, der i 1940 tog sin afsked fra Gutenberghus på grund af et svigtende helbred: Altid var De midt i brændpunktet som den nidkære, flittige, interesserede og dygtige medarbejder, som kun havde eet for øje: Husets vel. En fejl er dog måske begået: At De ikke fik Deres seng bygget ind i en rotationspresse.

IC var dog også et “privat” menneske – han nægtede at modtage nogen form for ordner eller titler – og sagde også nej tak til at blive optaget i Den blå Bog. Måske kom denne ydmyghed tydeligst til udtryk i 1936, da han holdt talen i anledning af, at det storstilede byggeri i Vognmagergade var færdigt – Danmarks dengang mest moderne kontorbyggeri.

Direktøren sagde ved åbningen: Forfængelighed er en farlig drivkraft. De mennesker, som den besætter, er oftest dem, for hvem det gælder om at synes – ikke om at være. Forfængelighed stiler mod alt det udvendige, mod titler, rang og stand. Indtil jeg kom

Papir- og kartonprøverne fra Gutenberghus Papirlager var ofte indbundet i eksotiske og farvestrålende omslag, der ledte tanken hen på fjerne lande.

EGMONT

40

40 125 ÅR

30/05/03

13:52

Side 41

Gutenberghus Reklamebureau udgav i perioden 1924-27 et månedsblad, som indeholdt relevante artikler om “moderne avertering i teori og praksis”.

han ansatte med problemer penge, uden at de vidste, hvor hjælpen kom fra. IC fortalte nemlig ikke, at pengene kom fra ham, men brugte sine sagførere som “mellemmænd”.

De skrev breve til de udvalgte, hvori der stod, at “der tilfalder Dem renter af et legat, som er til afhentning på mit kontor”. I sit senere testamente oprettede han desuden “I. C. Petersens legat”, der siden har givet legater til “ubemidlede børns og unge menneskers opdragelse og uddannelse”.

her i huset, har jeg aldrig haft nogen titel. Når nogen spurgte mig, hvad de måtte kalde mig, svarede jeg: “I. C. Petersen” – og hermed har jeg nærmest arbejdet på at afskaffe alle sådanne titler, som ikke var nødvendige eller ønskelige af hensyn til firmaets tarv.

Sagde altså manden, der i øvrigt rejste ud af landet de dage i 1940, hvor alle medarbejderne ville fejre hans 25 succesfulde år som leder af Gutenberghus. Men på en anden måde viste IC – uden dog at reklamere for det – sin omsorg (som han havde til fælles med grundlæggeren) for samfundets svageste: Han var i alle årene med til at ansætte piccoloer og lærlinge i Gutenberghus – og valgte næsten hver gang de såkaldte “skorper” fra opfostringshuset i Randersgade. På sit skrivebord havde han fotografier af drengene – og han fulgte nøje deres karriere og hjalp dem ofte videre som typografeller kontorelever i huset. IC fulgte også nøje sine medarbejdere i dagligdagen og hjalp dem økonomisk. Adskillige gange skænkede

EGMONT

Alt i alt ændrede I. C. Petersen Gutenberghus fra en mindre, men ekstremt velrenommeret specialforretning til et stort alsidigt forretningsimperium med masser af kvalitet på hylderne. I hans tid voksede medarbejderstaben fra cirka 100 til over 1.000 – og maskinparken fra 27 til over 200 trykmaskiner.

Han betragtede sig selv som en forretningsmand, men også som den ubestridte leder – måske bedst udtrykt i disse, hans egne ord fra 1933: Det er evident, at forretningsman-

41

125 ÅR

I . C . P E T E R S E N

33_42_Egmont IC Peters_kap3 Doc

33_42_Egmont IC Peters_kap3 Doc

26/05/03

11:16

Side 42

I . C . P E T E R S E N

dens fornemste opgave er at tage initiativ, at skabe, at organisere, at tilrettelægge, at have overblik. Ved siden af at skaffe passende balance mellem indtægt og udgift er det hans opgave at bane vej for en rimelig udvikling af den virksomhed, han tjener. Han skal følge konjunkturer og søge at bedømme dem så rigtigt som muligt. Han skal være virksomhedens livgivende element, han skal lede dens udvikling og ikke selv lade sig lede af den. Ikke er det orkestret, der leder dirigenten.

Der blev holdt øje med virksomheden og medarbejderne helt ned i detaljerne. Her er en note fra direktøren til budene vedrørende private ærinder.

I baggrunden ses Berlingske Tidendes omtale af I. C. Petersens død

Afslutningen Jens Christian Petersen sagde altid, at han ønskede at dø i Gutenberghus. Det ønske fik han opfyldt. Siden efteråret 1943 havde han lidt af store hjerteproblemer, og hen under vinteren måtte han sygemelde sig i flere perioder. Direktøren var tilsyneladende alvorligt syg. Tre dage før sin død, den 28. december 1943, skriver han i sit nytårsbrev til Fondens formand, Frants Dragsted: Selvom mine fysiske kræfter for længst har passeret middagshøjden, kan de åndelige, hvis de da er i behold, jo udmærket trives – selv i en rullestol. Og jeg tvivler ikke på, at der nok skal blive brug for dem, når uvejret har raset ud.

IC holdt en stærkt personlig tale til sine medarbejdere – om verdenskrigen og besættelsen, hvor Gutenberghus med hans ord “sejlede med slukkede lanterner i et farligt farvand”; en krig, som han bad til måtte slutte snart, og om ånden i Gutenberghus, som ikke var grådighed, men hjælpsomhed og medmenneskelighed.

Da IC var ved at afslutte sin tale, var han tydeligt bevæget. Han citerede sin barndoms præst – og var midt i en sætning, da han faldt om. Han blev bragt med ambulance til kommunehospitalet og kort efter erklæret død.

Den 1. januar 1944 mødte I. C. Petersen – som han havde gjort i alle sine 29 år som leder – hele personalet i Gutenberghus til den traditionelle frokost-sammenkomst for at fejre det nye år – og også for at foretage den årlige statusoptælling på lagrene. Dengang gik man på arbejde dagen efter nytår.

EGMONT

I. C. Petersen blev 70 år.

42

125 ÅR

43_52 Bygningerne_kap4 Doc

26/05/03

11:24

Side 43

43_52 Bygningerne_kap4 Doc

26/05/03

11:25

Side 44

BYGHERREN EGMONT I 1911 købte den velhavende Egmont H. Petersen en hel byggegrund midt i København for at opføre et trykkeriog bladhus helt fra grunden. Så nu blev trykkeriets mester også bygherre.

Hans selvtillid og pengepung var så stor, at han turde investere 1 mio. kr. i projektet.

Det vakte stor opsigt, og mange i branchen rystede på hovedet. De mente, at Egmont havde forkøbt sig – og at hans sunde forsigtighed var blevet overhalet lige lovlig meget af hans dristighed og fremsynethed.

Egmont H. Petersen flyttede næsten ligeså ofte, som han købte nye maskiner. Og selvom han var en ganske fremsynet mand, troede han altid, at nu havde han endelig plads nok. Dette er historien om den lille køkken-virksomhed, der gik så godt, at grundlæggeren byggede et efter tidens forhold enestående kontor- og trykkerihus: Gutenberghus i hovedstadens hjerte. Det skulle blive starten på et byggeri, der som resten af koncernen siden bare voksede og voksede.

Den første Gutenberghus-bygning stod færdig i september 1914.

En bydel ryddes Men Egmont troede på projektet, fordi han var sikker på, at blad- og bogvirksomheden var fremtiden. Og det krævede plads.

Han bad den 42-årige arkitekt Bernhard Ingemann tegne det nye hus. Men først skulle en hel bydel saneres for at gøre plads til det moderne byggeri.

Hvis der havde været slumstormere dengang, ville de dog næppe have protesteret over, at Københavns kommune gik i gang med at sanere det berygtede Brøndstrædekvarter mellem Vognmagergade, Landemærket, Møntergade og Gothersgade. Det var nemlig et område med forfaldne, fugtige og faldefærdige huse. De sanitære forhold var elendige – også efter datidens målestok – og kvarteret var mest kendt for sin stank

EGMONT

44

125 ÅR

43_52 Bygningerne_kap4 Doc

26/05/03

Landemærket set mod Kongens Have.

11:25

Side 45

En af kvarterets typiske beboere – sikkert en af grundene til, at kommunen gerne ville sanere området.

Bygningen var en af de første i Danmark, der blev opført i jernbeton, som giver huset det meget rustikke udtryk. Omvendt fremstår det også lyst og åbent, fordi Ingemann valgte at forsyne facaderne med meget store glaspartier, der skyder frem fra huset som karnapper. På gadehjørnerne blev facaderne skåret af – det krævede kommunens byggeregler – men arkitekten løste op på de mange gavl-vinkler ved at rejse to betonsøjler med imiteret sandsten på hvert hjørne og i øvrigt afslutte huset i 4. sals højde med små, nydelige altaner.

af rotter, affald, urin samt øl og brændevin fra de mange beværtninger. Området var plaget af tyfus-epidemier i de smalle, mørke gader, hvor kun de færreste turde vise sig efter mørkets frembrud. Brøndstrædekvarteret blev simpelthen revet ned i årene 1909 og 1910 – og udlagt til tre huskarreer.

Den ene, den nærmest Landemærket, købte Egmont H. Petersen.

I 1912 var Ingemanns tegninger klar – til det hus, der blev kaldt en både arkitektonisk og byggeteknisk sensation, da det stod færdigt tre år efter. Bernhard Ingemann lod sig inspirere af den nye arkitekturbølge – en blanding af romantik, jugendstil og den funktionalisme, der blev endnu mere udpræget i de senere Gutenberghus-bygninger. Det var i øvrigt bogtrykkeriets driftsleder, Hans Emborg, der foreslog navnet Gutenberghus, som ikke kun blev husets navn – men senere også hele virksomhedens.

EGMONT

Skænkestuen »Det lille Apotek« i Lille Brøndstræde, som i dag ville have gennemskåret Filmhuset.

Også indenfor er det første Gutenberghus et meget spændende byggeri. Hvor betonen og glasset dækker huset udefra, er det træet, der præger gangene og kontorerne. Hver etage bestod dengang af et stort rum med flere fritstående søjler. Det smarte var, at man derved undgik at skulle bygge stationære, bærende vægge, men kunne nøjes med løse skillevægge, som kunne flyttes

45

125 ÅR

43_52 Bygningerne_kap4 Doc

30/05/03

13:56

Side 46

Postkort tegnet af Paul Fischer.

Det store hus bliver for småt

eller fjernes efter behov. Og for at undgå de store rystelser fra trykkerimaskinerne i stueetagen, blev gulvet dernede båret af et separat sæt søjler, der stod på egne fundamenter. Gulvet i stuen stødte op til ydervæggene med en blød fuge af filt – og det fungerede nærmest som støddæmperne i en bil.

Gutenberghus var ikke kun Danmarks dyreste erhvervsbyggeri, men også et af de største, da det åbnede i september 1914 – en måned efter Egmonts død. Egmont døde i begyndelsen af august, efter at han i fire måneder havde forsøgt at dirigere byggeriet og maskininstallationerne fra sygesengen.

Det var faktisk så stort, at man for første gang i virksomhedens historie havde for meget plads. Derfor blev en del af kontorerne lejet ud. Men kun i et par år. På trods af verdenskrigen voksede Gutenberghus, og den nye leder I. C. Petersen kunne allerede i 1918 se, at det evige problem ville vende tilbage: Mangel på kvadratmeter. Han satte flere indre ombygninger i gang for at udnytte lokalerne mere hensigtsmæssigt, men det var ikke nok.

Huset fik fra starten al sin elektricitet fra to dynamoer, der blev drevet af store og driftsikre B&W dieselmotorer, som Egmont selv kaldte nogle af virksomhedens nye stoltheder. Men frygten for mangel på olie under 1. verdenskrig førte til, at der i stedet blev lagt strøm ind fra Københavns Belysningsvæsen.

Grundlæggeren var tydeligt stolt af kort forinden at være udnævnt til kongelig hofbogtrykker. Over hovedindgangen i Vognmagergade 10 fik han skåret “KGL. HOFBOGTRYKKERI” i betonen. Og i hvælvingen rundt om døren står hans navn hugget ind i stenene.

EGMONT

Og i 1920 skrev bestyrelsen i årsberetningen: Vi lider på visse tider af året under betydelig pladsmangel. Og trods de mange

46

125 ÅR

43_52 Bygningerne_kap4 Doc

26/05/03

11:25

Side 47

Da det andet byggeri stod færdigt i 1928, optog huset hele karreen inden for firkanten Gothersgade, Lønporten, Vognmagergade og Landemærket.

Lønporten, Vognmagergade og Landemærket. Og der skulle selvfølgelig bygges videre i samme stil. Men arkitekt Bernhard Ingemann var død, så man måtte finde en ny.

omflytninger og ombygninger vil det herefter være umuligt at foretage driftsudvidelser af væsentlig betydning inden for Gutenberghus’ rammer. Seks år efter åbningen af det hus, kritikerne kaldte alt for stort, var det altså allerede blevet for småt! Men her lige efter krigen var der naturligvis ikke penge til at betale for et nyt byggeri. Det blev kun til lappeløsninger.

Frederik Wolff var meget interesseret i sin by – han sad blandt andet i Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, hvor arkitekt Alf Cock-Clausen var formand. Så det var sandsynligvis Wolff, der anbefalede, at Cock-Clausen blev den nye hus-arkitekt.

Han tegnede et hus i samme højde og med samme facade-opdeling som det første Gutenberghus. Men ikke helt magen til alligevel. Stilen er mere nyklassicistisk med et noget roligere og mere moderne udtryk uden de mange karnapper og gesimser – og det var dermed også billigere.

Men snart kom byggeplanerne på bordet igen. I 1920 var Fonden blevet oprettet, og I.C. Petersen og bestyrelsesformand Frederik Wolff besluttede endnu engang at bygge stort. De ville fordoble husets grundareal og lægge nybygningen i forlængelse af den gamle – altså bygge videre ned mod Gothersgade, så huset herefter optog hele karreen inden for firkanten Gothersgade,

EGMONT

47

125 ÅR

43_52 Bygningerne_kap4 Doc

26/05/03

11:26

Side 48

Det andet Gutenberghus

gangen fra Vognmagergade. Og netop maskinerne var årsag til, at historien gentog sig kun otte år efter: Gutenberghus skulle udvide for tredje gang.

Arbejdet gik i gang i 1926 – med opførelsen af et bygningsværk, der stadig betegnes som en lækkerbisken for arkitektur-interesserede. Men det var det også for arkæologerne, for under gravearbejdet fandt man masser af historiske minder i jorden – potteskår, armbrøster og andre efterladenskaber fra Københavns gamle voldanlæg, som havde ligget netop, hvor Gutenberghus nu byggede ud.

I begyndelsen af 1930’erne havde Gutenberghus over 600 medarbejdere – seks gange så mange, som da Egmont H. Petersen døde 20 år tidligere. Og antallet af trykmaskiner var også mangedoblet. Men selvom omsætningen i de år nåede det svimlende beløb af 12 mio. kr., var fortjenesten ikke stor. Direktør I. C. Petersen kunne have valgt den konservative løsning at skrue ned for udvidelserne og dermed sænke omkostningerne. Men han gjorde det modsatte: Han mente nemlig, at hvis Gutenberghus fortsat skulle være nummer ét i branchen, krævede det, at man havde de bedste og mest moderne rammer. Han sagde dengang: Nu vil vi ikke længere bo på en ø.

Der var kun to muligheder, hvis denne dristige ekspansionsplan skulle udføres: Enten at flytte hele virksomheden ud af byen eller at skaffe et kæmpe areal nær ved det eksisterende hus. I. C. Petersen fik mulighed for det sidste, igen fordi Københavns kommune ville rydde op i den gamle boligmasse inde i centrum – på den anden side af Vognmagergade.

Allerede to år efter stod huset færdigt – og i 1928 blev huset præmieret af Københavns kommune som et eksempel på et smukt og moderne byggeri. Cock-Clausen havde lært af fejlene fra Ingemanns hus, hvor man siden 1914 havde haft problemer med de store vinduer, som konstant duggede til på grund af kondensvand. Ruderne var nemlig ikke isolerede, så det nye Gutenberghus fik – som det første byggeri i Danmark – installeret termoruder. Under vinduerne pryder de klassiske à la grecque-mønstrede ornamenter, mens Cock-Clausen valgte at droppe de dominerende karnapper, som præger Ingemanns bygning. Hovedindgangen i Gothersgade er forsynet med en stor, bronzeklædt dør. Den ledte ind til en smuk trappe, der deler sig i tre retninger. Trappen og døren kom dog først til deres ret mange år efter, nemlig i 1980’erne, da Gutenberghus flyttede trykkeriet væk fra huset. I 1928 stod de store maskiner helt ud til gaden, så medarbejderne måtte bruge ind-

EGMONT

I. C. Petersen køber en bydel I september 1931 forelagde IC bestyrelsen sin nye og ganske opsigtsvækkende plan – at købe et helt bykvarter på to tønder land

48

125 ÅR

Kvarteret hvor fase tre blev bygget – før og under nedrivningen i 1933.

meter, som Gutenberghus kunne købe for 3,6 mio. kr. Pengene skulle dog betales over en længere årrække, og aftalen med kommunen blev underskrevet i 1933.

59 gamle boligkarreer skulle rives ned, og 2.000 mennesker flyttes ud. Planen betød også, at den dengang kun 10 meter brede Vognmagergade blev seks meter bredere.

Det vakte stor begejstring, fordi gaden nu endelig var stor nok til at kunne klare de mange biler, der kom gennem bydelen.

– cirka 10 gange større end det areal, Gutenberghus havde i forvejen.

Direktøren argumenterede for købet i en tale, der var en præsident-valgkamp værdig: Det er enhver købmands pligt at udvise et stort fremsyn og i tide træffe dispositioner til sin virksomheds uhindrede udvikling, når den fornødne sunde basis er til stede.

Spørgsmålet står nu for vort vedkommende på, om det er muligt at sikre Fondens virksomheder deres forbliven så nær det sted som muligt, hvor den store udvikling fandt sted, og, i beja’ende fald, om man skal gribe en foreliggende chance eller lade fem være lige og overlade fremtiden at bestemme vore dispositioner.

Byggeriet blev noget af en folkeforlystelse – og selvom der blev bygget et højt stakit rundt om arbejdspladsen, sørgede Gutenberghus for kighuller i træværket. Hele København fulgte nedrivningen af et af byens usleste kvarterer – og faktisk betød det, at Egmont H. Petersens Fond for alvor blev kendt ude i befolkningen. I aviserne debatterede man livligt, hvorvidt Fonden, som et blad udtrykte det: havde slået større brød op, end man kunne bage. En anden avis skrev dog om de nye storstadsplaner: Fart og fremdrift… vilje og styrke og en

I. C. Petersen fik bestyrelsens godkendelse til det projekt, der vakte endnu mere offentlig interesse end det første centrumbyggeri fra 1914. Kommunen ville af med byens måske allerværste slumkvarter – området fra Vognmagergade og næsten helt ind til Rundetårn. I alt 10.500 kvadrat-

EGMONT

49

125 ÅR

Her ses de fire elementer på facaden af den tredje Gutenberghus-bygning fra 1936: Ild, jord, luft og vand– symboliseret ved faklen, firbenet, fuglen og fisken.

indsats på trods af al den modvind, der blæser, en modig og sund villen-frem gennem krise og usikkerhed. Socialdemokraten hævdede endda, at man i forbindelse med byggeriet ville bygge tunneler ned til Gyldendal i Klareboderne og til papirleverandøren L. Levison, hvilket Fondens formand, Frederik Wolff, naturligvis benægtede.

Det nye hus og grunden kostede i alt næsten 4,5 mio. kr. Trods dristigheden med den store investering viste Gutenberghus dog også et vist mådehold med byggeplanerne – ikke mindst fordi Danmark og resten af verden var ramt af den økonomiske depression, der seks år efter endte med 2. verdenskrig. Man byggede kun på en mindre del af den store grund.

I 1936 stod første del af det tredje Gutenberghus færdigt, Vognmagergade 9-11.

Et år efter var næste byggedel, nummer 7, færdig og i 1938 en trykkeribygning i gården. Nummer 7 var en randbebyggelse med front mod Vognmagergade, altså lige over for det andet hus. Men det nye var højere, nemlig seks etager, hvor kontorerne var placeret ud mod gaden og de tekniske afdelinger bagved – med indkørsel fra Pilestræde.

Arkitekten var igen Alf Cock-Clausen, der bevarede det ny-klassicistiske præg fra sit første Gutenberghus-byggeri, men nu kombinerede han det med den endnu enklere og renere linje – funktionalismen. Bemær-

EGMONT

50

125 ÅR

43_52 Bygningerne_kap4 Doc

26/05/03

11:26

Side 51

Foldeskabet blev kørt i kølerummet, når det om morgenen var fyldt op af medarbejdernes madpakker. Til højre den fashionable kantine.

Samtlige vinduer mod gaden fik indbygget et lille, elektrisk armatur foroven. Hver aften de første år blev de tændt, og det gav virkelig det flotte hus karakter. Lyset i vinduerne kunne naturligvis ikke tændes, da der var mørklægning under 2. verdenskrig, og i årene bagefter skulle Gutenberghus spare på el-regningen – siden er alle armaturer taget ned igen.

kelsesværdige er de sorte stensøjler ved indgangspartierne og den smukke, italienske Travertiner-marmor på facaderne, og mellem 1. og 2. sal ud til Vognmagergade reliefferne, der forestiller de fire elementer: Luft, vand, ild og jord – symboliseret ved fuglen, fisken, faklen og firbenet.

Igen byggede Cock-Clausen i stål og jernbeton og igen med de store bærende søjler indvendig, så alle vægge kan flyttes. Overalt er det træ, der præger gange og kontorer – en speciel, rødlig fyrretræssort, der hedder oregonpine, og døre og elevatorer var beklædt med lakeret cubamahogni, som sad fast i sorte stålkarme.

I stueetagen blev der indrettet forretninger – de fleste af dem blev lejet ud, men ikke alle. Gutenberghus’ nye handelsselskab EHAPA åbnede en forretning og et stort udstillingslokale med kontormøbler og maskiner.

Kantinen øverst på 6. sal var virkelig en nyhed – den slags udsalg af varm mad og smørrebrød var ikke noget, ret mange arbejdspladser havde. Og tilmed kunne medarbejderne tage maden med ud på tagterrassen og kigge ud over hele København.

Dengang – som nu – var der mange virksomheder, som havde lysreklamer for at vise sig i gadebilledet om aftenen. Men Alf Cock-Clausen fandt en noget mere diskret, men til gengæld meget mere stilfuld måde at markere Gutenberghus’ nybyggeri på.

EGMONT

51

125 ÅR

43_52 Bygningerne_kap4 Doc

26/05/03

11:26

Side 52

Den fantastiske gangbro

ler, der indrammer glasset – i øvrigt oprindeligt planlagt som helt klart glas, men det blev ændret til matte ruder af hensyn til folk, der lider af svimmelhed eller højdeskræk. Og også for at undgå ulykker, fordi man frygtede, at folk nede på gaden ville kigge opad i stedet for at holde øje med trafikken. Broens gulv var endda i 1936 bygget i matteret glas – senere er det dog blevet belagt med linoleum.

Det første og det tredje Gutenberghus stod nu og kiggede på hinanden – kun adskilt af Vognmagergade. Og det var upraktisk, fordi medarbejderne i det gamle trykkeri- og sætterihus og det nye kontorhus ikke kunne betragte hinanden, medmindre de ville vandre ned i stuen og krydse gaden. Men man fandt en meget smartere løsning: I. C. Petersen bad simpelthen arkitekten om at Det store, blå funkis-ur midt på glasfacaden bygge en bro hen over gaden. En vanskelig er dog gangbroens perle. Rustikt, enkelt og opgave, især fordi kommunen ikke umiddelsmukt – og et perfekt bart ville godsymbol på en arbejdskende den plads, hvor man følger slags fritmed tiden. svævende konstruktioner. Hvis Efter 1938 Gutenberghus skulle have Gutenberghus havde tilladelse til nu en moderne, rumen gangbro i melig og også virkelig 2. og 3. sals præsentabel ramme Det smukke ur og glas-gangbroen fra 1936. højde, skulle om sin virksomhed. På den være få år var husets gulvsynsmæssigt areal blevet fireså let som overhovedet muligt. Altså lavet af doblet, og man havde endda stadig masser af glas. ledig plads ned mod Pilestræde til at bygge videre på. Planerne var der, men der gik Alf Cock-Clausen allierede sig med civil11 år, før man kom videre. Siden er grunden ingeniør Johannes Møllmann om at konetapevis – i 1947, 1962-65 og 1970-74 – struere den bro, der i dag står som virksomblevet fyldt ud med bygninger hele vejen hedens måske kendteste vartegn, bortset fra rundt mod Møntergade, Pilestræde og Anders And og grundlæggeren selv. Elegant Landemærket, så Egmont i dag i dette med sit firkantede spind af tynde stålprofiområde råder over 70.000 m2 gulvareal.

EGMONT

52

125 ÅR

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

26/05/03

14:30

Side 53

DAN FOLKE D E N K R E AT I V E

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

26/05/03

14:30

Side 54

MUSISK NYTÆNKER D A N F O L K E

rekordrække i bladverdenen: På 15 år i Gutenberghus startede han 12 nye blade, deriblandt Anders And og Alt for damerne.

Og så nåede han også at skrive nogle af dansk musikhistories allerstørste schlagere og at åbne de første selvbetjeningsvaskerier i Danmark.

11. januar 1944, kun 10 dage efter I. C. Petersens død, udnævntes Egmont H. Petersens ældste søn, Axel Egmont-Petersen, til administrerende direktør efter I. C. Petersen. Han begyndte i 1910 som lærling i sætteriet, og efter at have arbejdet i forskellige afdelinger, blev han i 1928 trykkeridirektør. Den ansvarsfulde stilling som øverste leder hvilede ofte tungt på Axel Egmont-Petersen, der tog sit arbejde og sine pligter meget alvorligt, da det var vigtigt for ham at videreføre virksomheden i faderens ånd. For dette samvittighedsfulde arbejde nød han stor respekt, samtidig med at hans menneskelige egenskaber og naturlige beskedenhed gjorde ham meget afholdt hos de ansatte. Axel Egmont-Petersen var administrerende direktør frem til sin død i 1954, i øvrigt samme år som også Dan Folke døde.

Først musikken Frederiksberg-drengen Dan Folke blev født i 1906 – i et pænt hjem med klaver, som lille Dan da også tidligt lærte at spille på. Faderen var brandchef, og under en af sine inspektioner for at tjekke brandsikkerheden i den lokale biograf fik gamle Folke et mindre chok.

Han så nemlig sin egen søn sidde og spille klaver i orkestergraven som akkompagnatør til aftenens stumfilm. Dan fortalte senere, at han tog jobbet i biografen, fordi han ikke syntes, han fik lommepenge nok. Men forældrene måtte ikke vide det – det var ikke fint, at børn skulle arbejde sig til penge dengang.

Dan Folke blev ansat i Gutenberghus i 1939, og hans initiativer skulle blive skelsættende for virksomheden. Bag sig fik han en utrolig

EGMONT

54

125 ÅR

14:30

Side 55

sammen med brødrene Børge og Arvid Müller teksten til Kai Normann Andersens to vidunderlige Glemmer du…? og Gå med i lunden, som Liva Weel sang i filmen Odds 777. Hans mangesidede talent – eller i hvert fald lysten til at afprøve det – viste sig også, da Dan Folke i 1931 efter en USA-rejse for forlaget skrev bogen Uden Særligt Ansvar.

En samling muntre og lette historier om mennesker og pudsigheder i 30’ernes USA. Bogen blev dog aldrig nogen succes – og den har heller ikke fået plads i de litterære historiebøger.

Allerede da han blev student i 1924 fra Frederiksberg Gymnasium, havde han skrevet flere melodier til de københavnske revyer – Scala, Co-optimisterne og Apolloteatret. En af de mere kendte er Mor kan ikke sove, før far han kommer hjem, som han komponerede i en alder af 21 år til Tivolirevyen i 1927.

Dan Folke var udadvendt, charmerende og fantastisk underholdende – og ikke mindst var han et utålmodigt menneske. Han gik kun et år på Københavns Universitet i 1925, før han som 19-årig kom i boghandlerlære hos C.A. Reitzels forlag i hovedstaden. Han blev udlært i 1928.

Liva Weel på forsiden af nodebladet til “Odds 777”.

Dan Folke havde skrevet teksten til nogle af filmens mest populære sange.

I alle læreårene fortsatte han med at lave musik – og den nu uddannede boghandler fik arbejde i branchen – nemlig på Wilhelm Hansens musikforlag.

Sidst i 20’erne vandt tonefilmene frem, og der var fra starten bud efter den unge Dan Folke.

De følgende år skrev han musik og tekster til en lang række film. Som 26-årig skrev han

EGMONT

Men det gik ham godt – og i 1932 blev Dan gift med den 19årige Elise. De blev sammen resten af livet og fik to sønner.

Den folkelige forretningsmand Som 30-årig havde Dan Folke etableret sig, og ikke kun som en ferm og folkelig komponist og tekst-forfatter. Han var også blevet en kendt og professionel forretningsmand i

55

125 ÅR

F O L K E

26/05/03

D A N

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

26/05/03

14:31

Side 56

D A N

branchen og en del af det københavnske jetset. Dan underholdt dengang med, at han ikke kun havde skrevet tekster og musik – han havde også udformet kontrakterne til, hvordan de skulle honoreres. Der er ingen tvivl om, at Dan Folkes populære sange gjorde ham til en ganske velhavende mand. Og nu tog han fat på sin første store, forretningsmæssige udfordring og bestemt ikke den mindste. Dan Folke ville lave sin egen revy. I nye og smukke omgivelser.

F O L K E

Han fik den berømte arkitekt Arne Jacobsen overtalt til at tegne et teater i forbindelse med funkis-byggeriet Bellevue i Klampenborg nord for København. En pragtfuld bygning kun 75 meter fra Øresund – tegnet til sommerteater med et tag, der kunne skydes tilbage,

“Uden Særligt Ansvar”, Dan Folkes bog fra 1931, som han skrev efter en rejse i Staterne. Desværre var der næsten ingen, der købte den.

når vejret var til det. Dan Folke satte hele sin formue i projektet. Som 30-årig – i 1936 – var han blevet sin egen revydirektør, og han kunne præsentere tidens store navne på scenen: Liva Weel, Johannes Meyer, Ellen Gottschalck og Victor Borge (der dengang brugte sit fødenavn Børge Rosenbaum). Han skrev selv flere af melodierne – men selvom kvaliteten var høj, og anmelderne roste revyerne, blev især den sidste i 1937 en stor fiasko. Sæderne var tomme.

Dan Folke mistede alle sine penge, men ikke sit gode humør. Han gav et elendigt sommervejr og det faktum, at Bellevue lå for langt fra byen, skylden. En aften efter en usædvanlig tyndt besat forestilling mødtes han med sin kone. Under armen havde han et papir med opstillingen over aftenens underskud.

Stemningen var elendig, indtil Dan sagde til Elise: “Kom, nu går vi over på restauranten og spiser underskuddet op”.

Arne Jacobsens første håndskitse fra 1934 til Bellevueteatret, som han blev overtalt af Dan Folke til at tegne.

EGMONT

56

125 ÅR

14:31

Side 57

De tre første numre af “Uge-Revyen” fra 1943, datidens blanding af Romanbladet og Billed Bladet.

Kaj Dorph-Petersen, udtrykker det: Dan Folke var den store kaptajn, der havde det princip, at man bare skulle sætte en masse skibe i søen – så kom de nok hjem – fulde af værdifuld last.

Første januar 1942 blev Dan Folke udnævnt til underdirektør, og i 1947 overtog han formelt ledelsen af Gutenberghus-bladene efter den legendariske Ole Sundø, der med succes havde ledet bladdriften i 27 år. Men reelt havde han allerede styret organisationen i flere år – og ofte gjort opmærksom på, at Sundø efter hans mening var blevet for gammel. Dan Folke ville selv tage over.

Han havde masser af skibe at sætte i søen.

Hans første i bladverdenen kom midt under 2. verdenskrig.

Efter det kommercielle flop på Bellevue kom Dan Folke tilbage til en direktør-stilling på Reitzels forlag. Men kun i kort tid. Året efter kaldte Gutenberghus. Den daværende bladdirektør Ole Sundø var i 1939 blevet 65 år – og huset var på udkig efter en afløser. Valget faldt på den 33-årige Dan Folke, der i første omgang blev ansat som prokurist på det største af de gutenbergske blade: Hjemmet. At det kun var en venteposition til noget større, fremgår af den kontrakt, Dan Folke underskrev.

Her står nemlig: “Ugebladet Hjemmet ansætter herved Dan Folke til fra 15. juni 1939 at overtage Hvervet som nærmeste Medarbejder og Stedfortræder for Direktør Sundø.” Lønnen var efter datidens forhold høj: Dan Folke fik 15.000 kr. om året.

Bladchefen flygter fra Danmark De næste 15 år viste han, at han havde udviklet en unik evne til at kombinere kvalitet med folkelighed – sammen med frækheden til at satse på noget nyt. Som den senere chefredaktør på både Hjemmet og Alt for damerne,

EGMONT

I 1943 opfandt Dan Folke Uge-Revyen, som blev lanceret til en billig pris: kun 25 øre mod Hjemmets daværende pris på 40 øre. Det nye blad, der var mindre og tyndere, rummede

57

125 ÅR

F O L K E

26/05/03

D A N

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

26/05/03

14:31

Side 58

gik han i gang med at skaffe sig udgivelsesretten til at sende dem på gaden i Danmark: Disneys Anders And og Readers Digest Det Bedste – hhv. en tegneserie med en samling menneskeliggjorte dyr og et helt specielt voksen-magasin, som genfortalte videnskab, hverdagsdramaer og litteratur i kort, letlæselig form uden sværtfordøjelige mellemregninger.

Det Bedste udkom allerede i Sverige i enorme oplag på 300.000 – Dan Folkes drøm var at overtage rettighederne fra det svenske forlag Bonnier og derefter udgive bladet i både Danmark, Norge og Sverige – og netop Sverige blev også hans platform for de næste forhandlinger med amerikanerne.

primært kærlighedsromaner og billedreportager. Ideen med et både lille og billigt blad var dobbelt genial: Dels var der ikke mange varer under krigen, dels var der papirrationering i landet. Og Dan Folkes første projekt blev straks en succes med et oplag på 75.000, der steg støt de næste år. Uge-Revyen udkom de næste 13 år, før det gik ind i 1956.

D A N

Folke var en ufatteligt flittig mand, som så uanede muligheder i bladbranchen. Og han kiggede også ud over landegrænsen. Meget tyder i øvrigt på, at han allerede under sine rejser for musikforlaget i 20’erne har interesseret sig for de to største bladsucceser i USA. Og nu, hvor Dan Folke sad i Gutenberghus,

F O L K E Eksempler på nogle typiske annoncer for “Det Bedste”.

EGMONT

58

125 ÅR

18/04/07

10:58

Side 59

F O L K E

Dan Folke måtte nemlig i sommeren 1944 flygte til den anden side af Øresund, fordi han var aktiv i kampen mod tyskerne. Han var medlem af en modstandsgruppe, der også talte andre Gutenberghusfolk, og en nat i juni flygtede han via Bornholm i en fiskerbåd til Sverige. Han havde hørt, at tyskerne var ved at optrævle gruppen, så hans liv var i fare.

Han forlod ledelsen af Gutenberghus og opholdt sig indtil kort før befrielsen i 1945 sammen med 2. bataljon af den danske brigade i det tidligere tuberkulose-hjem Sätra Bruun nord for Stockholm, hvor han telefonisk via København genoptog forhandlingerne med USA. Og de fortsatte i krigens sidste fase, hvor frihedskæmperne skjulte sig i en kælder under Obels tobaksfabrikker i Ålborg. Dan Folke var for længst blevet et populært medlem af modstandsbevægelsen, og en af hans brigadekammerater fortæller:

Dan Folke måtte flygte til Sverige under krigen, fordi han sammen med andre Gutenberghus-folk var aktivt medlem af en modstandsgruppe. Billedet viser Dan Folke (th.) sammen med en modstandskammerat.

rykkede ham for at komme til København og fortsætte forhandlingerne om de amerikanske kontrakter. Historien er interessant, for – som kammeraten fortsætter: Det var for så vidt ligegyldigt, om han kom på vagt eller ej – der var masser, der kunne træde ind i stedet for.

Men den moralske betydning af, at han var solidarisk med de unge og de svage i kompagniet, kan ikke overvurderes. Ellers kunne brigaden ligeså stille gå i opløsning.

En formiddag på vores lille kompagnikontor tog jeg telefonen. En meget bydende stemme forlangte, at jeg omgående skulle skaffe Dan Folke. Han var lige ved siden af, fik røret og sagde: “Nej, frøken Berthelsen, det kan jeg ikke. Jamen, frøken Berthelsen, jeg skal på vagt klokken 4!!”. Frøken Carla Berthelsen var Dan Folkes sekretær, som nærmest panisk

EGMONT

59

125 ÅR

D A N

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

26/05/03

14:31

Side 60

krig. Han var nok ikke den eneste med de planer på forlagsmarkedet, men han var alene om at tro på, at det skulle være nu – i 1946, på trods af, at der stadig var rationering af papir. Så han samlede en gruppe, der bag lukkede døre planlagde Alt for damerne (en titel, Dan Folke siden forklarede kom til ham i en drøm midt om natten) – og det første nummer på 32 sider var på gaden i oktober 1946.

D A N

Siden hjalp Dan Folke i øvrigt kollegaen til et job i Gutenberghus. Og et par måneder efter krigen – i juni 1945 – var Folke igen på plads som direktionsmedlem til Fondens bestyrelsesmøder. Kort efter rejste han igen til USA, og her fik han aftalen med Readers Digest med hjem i kufferten. Den betød, at Det Bedste udkom i Norge og for første gang i Danmark fra 1946 – oplaget lå fra starten på 150.000 eksemplarer. En dundrende succes for folkelige Folke.

F O L K E

Alt for damerne blev trykt i et oplag på 75.000. Stykpris 40 øre, og de blev solgt alle sammen. Folke havde ganske enkelt ramt plet med et magasin, der opfyldte et nyt behov, og som adskilte sig fra de mange traditionelle familieblade, der allerede var på markedet.

Kunststykket bestod i at tage de bedste ting fra Hjemmet og så tilføre det nye blad alle de

Alt for damerne Men Dan Folke havde ikke kun de udenlandske magasiner i tankerne. Han ville opfinde flere af sine egne: Et moderne dameblad, som koncentrerede sig om at hjælpe og inspirere husmoderen i de magre år efter 2. verdens-

“Alt for damerne” var Dan Folkes værk hele vejen igennem. Fra 1946 til i dag er det udkommet uden afbrydelser, til stadighed følgende tidens modetrends.

EGMONT

60

125 ÅR

14:31

Side 61

talent – fornemmelsen for, hvad andre gerne ville høre og læse. Han forstod, at man skal kende sit publikum, før man tilrettelægger sine blade. Og Dan Folkes publikum – det var ikke kun danskerne. Hans drøm var, at Gutenberghus ikke alene skulle være Danmarks største, men det mægtigste mediehus i hele Norden. Det gik også den vej de næste år.

emner, som også de lidt yngre kvinder gerne ville læse om – især flere opskrifter, både på mad og tøj.

Dan Folke havde med Alt for damerne skabt fundamentet for sin succes og status i Gutenberghus. Og han havde frem for alt vist, at han stadig turde tage endog meget store chancer. Faktisk satte han hele sin karriere på spil i 1946. Han startede nemlig bladet uden at informere den øvrige direktion. Man skal huske, at han “kun” var bladdirektør og havde derfor både en administrerende direktør og en bestyrelse over sig. Men han har sandsynligvis vurderet, at Alt for damerne ikke kunne komme så hurtigt på gaden, hvis han først skulle gå kommandovejen. Både derfor – og som nævnt også for at undgå, at konkurrenterne svarede igen – blev Alt for damerne planlagt i dyb hemmelighed. Redaktionen arbejdede indtil ugen før første nummer kom på gaden nærmest som en efterretningstjeneste i et fremmed land.

Dan Folke var ikke kun en dygtig igangsætter.

Han blandede sig kraftigt i den daglige drift af bladene. Eller rettere: Han styrede den med hård hånd. Således var han – trods succesen – fra første nummer af Alt for damerne utilfreds med redaktøren. Så selvom han selv havde ansat hende, var hun væk fra chefstolen allerede i nummer 9 og afløst af Willy Jacobsen. Lunten var kort hos Dan Folke, der ganske vist var en munter og livsglad mand, men også en chef, der selv ville bestemme det meste.

Når han kom ind på Hjemmet og Alt for damerne, rejste alle sig op. Både fordi respekten for direktøren var enorm, men også fordi han ikke var den type leder, man diskuterede med. Når Dan Folke sagde noget, var det ikke en meningstilkendegivelse. Det var en ordre.

Alligevel nød han stor popularitet i firmaet.

Han var også manden, der efter krigsårenes stilstand på bladfronten igen havde sat skub i Gutenberghus.

Og der er nok ingen tvivl om, at Dan Folke risikerede at blive afskediget, hvis Alt for damerne var blevet en fiasko.

Respekt for chefen Dan Folkes styrke som bladmand skal sammenlignes med hans evner til at lave en god melodi. Han var ikke uddannet i medieverdenen, men han kunne overføre sine musiske evner til journalistisk kreativitet. Han havde det ubesværede menneskes medfødte

EGMONT

Han var den lysende stjerne. Vi tilbad ham, fordi han var så dygtig til at udvikle bladformater. Og fordi han kunne fange os, når han samlede os og tog ordet. Folke var en

61

125 ÅR

F O L K E

26/05/03

D A N

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

26/05/03

14:32

Side 62

direktøren fra København fik kontakt med de mægtige brødre Walt og Roy Disney. Alt tyder dog på, at Folkes fortid ved musikken havde en helt afgørende betydning.

F O L K E

Allerede i 1930’erne rejste Dan Folkes gode ven, den danske sanger Carl Brisson, til USA for at forsøge at skabe sig en karriere derovre. Det lykkedes – Brisson blev et stort navn på den amerikanske musik- og cabaretscene og lærte brødrene Disney at kende. Det var sandsynligvis Brisson, der bragte Dan Folke sammen med de to brødre.

Anders And kommer til Danmark

Dan Folke besøgte Disney-koncernen i foråret 1948 på en rejse, hvor han i De fleste anser tegneøvrigt også fik de seriebladet Anders And Første nummer af Anders And fra marts 1949, sidste Det Bedstesom Dan Folkes allerbegyndelsen på et tegneserie-eventyr. kontrakter på plads. største bedrift. Det var i Han har helt sikkert måttet kæmpe hårdt for hvert fald den sværeste kontrakt at hive hjem også at få rettighederne til Anders And, for til Danmark. Det havde i mange år været forlag fra hele Europa var på jagt efter den hans drøm at få rettighederne til at udgive amerikanske tegneserie-succes. Men Walt og det, der senere blev en af Gutenberghus’ store Roy troede mest på den lille dansker med de bladsucceser, men arkiverne fortæller ingenstore ambitioner og mange ideer. Dan Folke, ting om, præcis hvornår og hvordan blad© Disney

D A N

favnende mand og en fantastisk taler – sjov, skarp og med en unik evne til at få alle til at tro på sine ideer, siger Kaj Dorph-Petersen, der dog også selv oplevede Folkes egenrådighed: I 1950 var jeg redaktionssekretær på Hjemmet, som havde meget fine oplagstal.

Og jeg syntes faktisk selv, jeg var god til mit arbejde. Så jeg gik ind til Dan Folke på hans store kontor og bad om en lønforhøjelse. Han lyttede et kort øjeblik til mig, og sagde så: “Det kan der overhovedet ikke være tale om. Det er noget, jeg entydigt bestemmer”.

Dorph-Petersen fik ikke hævet sin løn….

EGMONT

62

125 ÅR

26/05/03

14:32

Side 63

Pengene rullede ind næsten med samme hastighed, som trykpresserne arbejdede. De mange nye blade betød, at maskinerne kørte i højeste gear, og derfor var der i øvrigt en for Dan Folke uhørt lang pause i lancering af nye bladprojekter: Næsten 4 år. Men Gutenberghus var nu en gigant i den danske medie-verden, og Dan Folke arbejdede videre med at fylde mere guld i de skibe, han havde sat i søen. Han stod bag etableringen af flere nye udenlandske forlag og en norsk version af Alt for damerne.

der aldrig viste hverken frygt eller underdanighed selv over for de allermest magtfulde, overbeviste Disneybrødrene med sin store viden om bladudgivelser.

D A N

Og han undlod heller ikke at reklamere for sine mange gode melodier, som han gerne ville have udgivet i USA. Om han, som rygterne siger, har sat sig til flyglet foran Walt og Roy og fremført et par revy-sange, er aldrig bekræftet. Men det ville have lignet ham at gøre det. Han vendte i hvert fald hjem med kontrakten til at udgive Anders And i Danmark, Norge og Sverige. Dan Folke udviklede også et venskab med de to brødre Disney, som blandt andet førte til, at Roy Disney i 1950 besøgte København.

Der var stadig mangel på papir i Danmark i 1948, så der gik et år, før det første nummer af Anders And blev trykt i København. Det kom på gaden som et månedsblad i marts 1949, mens den svenske udgave, der fik navnet Kalle Anka, var den allerførste i Europa. “Verdens sjoveste ugeblad” udkom allerede i september 1948. Måneden efter var det nordmændenes tur, og i løbet af de næste år lancerede Dan Folke og Gutenberghus tegneserien i bl.a. Tyskland og Finland. I alle lande gav de overskud lige fra det første “RAP” i taleboblen.

EGMONT

F O L K E

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

63

125 ÅR

På det tyske forlag EHAPA udkom “Hobby” fra 1953, det år hvor Gutenberghus fyldte 75 år.

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

26/05/03

14:32

Side 64

D A N

Dan Folkes næste nye blad var ikke tiltænkt danskerne. I 1951 åbnede Gutenberghus et forlag i Stuttgart, EHAPA Verlag G.m.b.H., som skulle udgive Anders And i Tyskland og Holland. Men Folke ville gerne have flere opgaver til forlaget, så året efter begyndte han at planlægge et hobby- og teknikblad i Tyskland – for, som han sagde til fondsbestyrelsen: EHAPA Verlag står og falder med Micky Maus (i Tyskland var det musen, og ikke anden, der var hovedpersonen).

Husumtryk blev indrettet efter alle kunstens regler med det mest moderne udstyr på markedet.

F O L K E

I maj 1953 (hvor Gutenberghus fyldte 75 år) udkom Hobby for første gang. Umiddelbart lignede det en sjælden håndværkerfejl fra Dan Folke, for selvom bladet blev trykt i 220.000 eksemplarer, købte tyskerne færre end 50.000.

Underskuddet var det første år så stort, at det åd fortjenesten fra Disney-bladene. Folke blev ovenfra rådet til at lukke Hobby igen, men han holdt fast på sin idé, og allerede i 1954 stabiliserede oplaget sig på 240.000. Og frem for alt betød det, at EHAPA i Stuttgart med flere blade blev en bedre forretning.

Men historien viser, at Dan Folke var et menneske med flere profiler: Han var musikeren, der fik medie-maskinen til at swinge, men han var også en forretningsmand, der ville bestemme det hele.

Utålmodig, diktatorisk, ironisk og festlig.

Han var manden, der smuglede snaps ned i julegløggen for at få mere gang i den firmafest, hvor han selv satte sig til klaveret. Han skamroste sine medarbejdere efter en succes og skrev Gutenberghus-marchen – og samtidig var Dan Folke lederen, der krævede total tillid og disciplin fra alle og undsagde dem, han ikke syntes, var dygtige nok. Men vigtigst af det hele: Han skabte en fantastisk arbejdsglad atmosfære i huset, fordi alle troede på ham og forgudede ham. Folke lagde ikke skjul på, at han var lederen. Han tog æren, når det gik godt – og han tog skraldet de få gange, det gik skidt.

En egenrådig, men populær leder Dan Folke var stadig ikke øverst i Vognmagergade. Men reelt var han blevet kongen af Gutenberghus. Efter 12 år havde han skabt et fuldt dusin nye blade, som var hele fundamentet for koncernen. Langt mere end den daværende trykkekapacitet kunne klare. Derfor måtte man udvide, og i 1952 åbnede det store Husumtryk, som var fællesejet med Berlingske officin.

EGMONT

64

125 ÅR

14:32

Side 65

projekt var fortsat. For allerede i september 1954 døde Gutenberghus’ karismatiske bladdirektør – i øvrigt kort efter at han på eget initiativ havde oprettet feriehjemmet “Marina“ i Ålsgårde i Nordsjælland for virksomhedens pensionister og medarbejdernes børn.

Quick VASK Og ideerne sprang helt til det sidste ud af ham som propperne fra nytårschampagne.

Folke opfandt projekter også langt uden for bladverdenen, og på sine mange rejser i udlandet havde han set noget, man slet ikke kendte til i Danmark: Briterne og amerikanerne gik i tusindvis på selvbetjeningsvaskerier for at vaske deres tøj her et par årtier, før vaskemaskinen rykkede ind i de fleste husstande. I 1953 gav fondsbestyrelsen bladdirektøren grønt lys til at investere firmaets penge i en række moderne selvbetjeningsvaskerier i København i lyse og venlige lokaler, hvor man for et par kroner kunne få vasket og tumblet sin snavsetøjsbunke. “Quick VASK” åbnede i april 1954 tre steder, og der var fra starten kø ved maskinerne. De næste år åbnede yderligere 22 vaskerier – også et i Malmø.

På det tidspunkt vidste Dan Folke, at han sandsynligvis snart skulle dø. I 1953 gennemgik han en hjerneoperation i Stockholm. Og han blev aldrig rask igen. Dan Folke var ofte sygemeldt, han blev ramt af flere små hjerneblødninger, som gjorde ham delvis lam og ramte hans taleevner. Hver gang måtte han genoptræne kroppen, og smerterne var uudholdelige.

Farvel til Dan Folke Fredag den 10. september 1954 læste hele Danmark i aviserne, at Dan Folke var forsvundet. Dagen før var direktøren taget hjem til sit hus på Gardes Alle i Hellerup nord for København. Ved 21.30-tiden sagde Folke til sin hustru, at han ville trække lidt frisk luft.

Han tømte sine lommer for tegnebog og fyldepen og kom ikke hjem igen, så ved midnatstid ringede fru Folke til politiet.

Familiens hus lå med bådebro lige ud til Øresund, så derfor var det nærliggende at tro, at han var faldet i vandet. Hele fredagen gennemsøgte politiet stranden samt alle parker og skovområder i nærheden.

Dan Folkes venner og familie hjalp også til og ledte efter ham både i Hellerup og resten af

Men Gutenberghus lukkede de 25 vaskerier igen i 1959, dels fordi de gik dårligt, men også af juridiske årsager: De små, selvstændige vaskerier svarede igen ved at tilbyde både vask og tørring udført af personale. Det kunne Quick Vask ikke levere, fordi Gutenberghus ikke havde næringsbrev til at drive vaskeri-forretning. Man kan kun gætte på, om Dan Folke ville have fundet en løsning med juristerne – et smuthul – i paragrafferne, så hans vaskeri-

EGMONT

F O L K E

26/05/03

65

125 ÅR

D A N

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

18/04/07

10:59

Side 66

D A N F O L K E

det nordlige København. Samme aften gik 300 gardere fra hæren i gang med at lede.

Næste morgen samledes medarbejderne i Gutenberghus. Alle ville hjælpe med at lede efter deres bladdirektør. Nogle kørte til politistationen i Gentofte for at stille sig til rådighed for eftersøgningen. Andre søgte omkring Folkes landejendom i Nordsjælland. Man håbede, at han var i live og måske havde mistet bevidstheden eller flakkede hjælpeløst om efter en hjerneblødning. Teorien fik næring, da en bagermester kontaktede politiet og fortalte, at han havde set Dan Folke.

Bagermesteren havde læst om den forsvundne bladdirektør i avisen og genkendte ham som den mand, der fredag aften med et fjernt blik gik ned ad gaden i Hellebæk lidt uden for Helsingør. Et andet vidne – en sommerhusejer – meldte til politiet, at han havde set Dan Folke stå af bussen i Ålsgårde tæt ved Hellebæk. Og, sagde vidnet, han gik ind i haven til feriehjemmet “Marina” for derefter

EGMONT

at fortsætte til fods ad Strandvejen mod Helsingør.

Derfor bredte eftersøgningen sig nu til Sjællands nordkyst. Hjemmets salgschef Erik Boesen, der var pilot, overfløj hele området op langs Øresund og rundt om Kronborgs pynt – og i mellemtiden var Gutenberghus’ salgschef Carsten Jacobsen flyttet ind på politigården i Gentofte og havde overtaget styringen af den gigantiske eftersøgning. I løbet af de første døgn gennemsøgte kriminalpolitiet samtlige hoteller i Storkøbenhavn, og på Vestre Kirkegård holdt man vagt ved den grav, hvor Dan Folkes far lå begravet.

Eftersøgningen voksede hen over weekenden.

Adskillige militærlejre stillede frivilligt deres soldater til rådighed, og flere hundrede Gutenberghus-ansatte deltog døgnet rundt.

Næste tip fra offentligheden kom fra en tjener på Øresunds-færgen, som mente at have set Folke på båden til Sverige. Derfor blev svensk

66

125 ÅR

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

26/05/03

14:33

Side 67

Inde i Vognmagergade håbede medarbejderne stadig, men håbet blev mindre og mindre, for nu vidste alle kollegerne, hvor syg Dan Folke var, da han forsvandt. Og rygtet om, at han stod foran sin anden store hjerneoperation, bredte sig. En arkivar, der arbejdede på 7. og øverste etage i Gutenberghus, fortalte, at Dan Folke, dagen før han blev efterlyst, kørte op til tagetagen og bad arkivaren låse døren til ter-

EGMONT

Dan Folke tog sit eget liv Siden Dan Folkes død i 1954 har de fleste ment, at han begik selvmord, mens andre i

67

125 ÅR

D A N

rassen op. Han havde derefter stået helt alene i lang tid og kigget ud over koncernens bygninger og Københavns tårne og tage. Derefter var direktøren kørt ned igen med elevatoren.

Da eftersøgningen havde stået på i en uge, vidste de fleste, at Dan Folke måtte være død.

Den 16. september blev hans lig fundet – få hundrede meter fra det sted, hvor han forsvandt. Den verdensberømte sejlsportsmand Paul Elvstrøm var ude at sejle i Svanemøllebugten midt på dagen, da han opdagede liget i vandet. Elvstrøm sejlede ind og ringede til politiet, og et par timer efter blev Alt for damernes chefredaktør Willy Jacobsen kaldt ind til Retsmedicinsk Institut, hvor han kunne identificere Dan Folke.

politi inddraget, og en gruppe fra Gutenberghus tog til Malmø og Helsingborg for at lede efter deres chef på de to byers hoteller. Efter 3 dages forgæves arbejde blev eftersøgningen dog indstillet både i Nordsjælland og i Sverige. I stedet ledte man nu efter Folke i Utterslev mose, som ligger tæt ved det dengang nybyggede Gutenberghus-trykkeri Husumtryk. Et vidne så nemlig en mand køre gennem moseområdet på cykel – manden lignede Dan Folke.

F O L K E

Dan Folke nyder en kop kaffe ved indvielsen af “Marina” 18. maj 1953 sammen med driftschef Hans Emborg.

53_68_Dan Folke_kap5 Doc

30/05/03

14:37

Side 68

Dybtryk i Gutenberghus Gutenberghus stadig formoder, at han fik et ildebefindende og derfor faldt i vandet og druknede, da han stod på bådebroen ved sit hjem. Men den 9. september skrev Dan Folke et afskedsbrev til familien – og her forklarede han, at han var uhelbredeligt syg, og at han godt vidste, at den næste operation i hjernen ikke ville hjælpe. Kræften havde sejret, og han kunne ikke udholde tanken om flere stærke smerter.

D A N

Egmont H. Petersen var den første i Danmark, der forudså de store besparelser, der lå i at trykke store oplag i dybtryk, og han købte et anlæg i 1913, som imidlertid blev solgt i 1918. Den næste, der indførte dybtryk i Danmark, var Ole Schou, der var med til at etablere Berlingske Dybtryk. Da han i 1936 blev ansat i Gutenberghus som direktør for trykkerivirksomheden, sørgede han da også straks for, at Gutenberghus købte et farvedybtrykanlæg. Imidlertid bevirkede succesen for de blade, Dan Folke havde sat igang, at trykkekapaciteten snart blev for lille, så i 1952 udvidede man trykkerivirksomheden med Husumtryk i samarbejde med Berlingske. Efter Axel Egmont-Petersens død i 1954 blev Ole Schou administrerende direktør, og sammen med den nye trykkeridirektør, Arne Byskov, stod han bag det store dybtrykanlæg i Skovlunde, der stod færdig i 1964.

Som administrerende direktør udbyggede Ole Schou organisationen og planlagde nye tekniske anlæg, så virksomheden hele tiden var på forkant med udviklingen - en opgave, som hans efterfølger, Arne Byskov, også mestrede.

Den 17. september 1954 – dagen efter Dan Folke blev fundet død – holdt Egmont Fondens formand Frants Dragsted en mindetale, hvor han blandt andet sagde:

F O L K E

Et lyst og lykkeligt livsløb har fået en dybt tragisk afslutning. Fondens ledelse har lidt et tab, der synes uerstatteligt. Intet tidsafsnit i virksomhedens historie kan fremvise en udvikling så rivende og omfattende som årene fra 1945 til nu. Nye ideer og planer er myldret frem og har givet sig udslag i rig foretagsomhed, der er mærket på alle områder. Om Dan Folkes minde her i huset vil der altid stå en særlig stråleglans af liv og varme.

Dan Folke underholder ved klaveret under firmaets julefest 1950.

EGMONT

68

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:38

Side 69

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:38

Side 70

– Århundredets største bladeventyr draget annonceindtægterne endte det med, at Egmont i sommeren 1901 sammen med en kreds af andre kreditorer overtog Damernes Blad. Egmont fik lavet en meget fin kontrakt med de andre kreditorer, som gjorde ham til eneste ansvarlige indehaver af det nye selskab.

Egmont havde også mulighed for at købe de andre ud, hvis han indfriede deres gæld på i alt 7.000 kr., hvilket var mange penge dengang.

Men han gjorde først brug af den mulighed i forbindelse med kontraktens udløb i 1910.

Den 4. januar 1901 satte Egmont H. Petersen sig til skrivebordet og skrev det brev, der skulle vise sig at blive begyndelsen til “århundredets største bladeventyr”, som fagbladet Journalisten senere kaldte det.

Brevet var til boghandler Ferdinand Kamla, der et år tidligere havde købt det lille Damernes Blad. Oplaget var kun på 2.000, annoncesalget gik dårligt, og bladets økonomi var derfor elendig. Endvidere var Kamla utilfreds med sit trykkeri. Alt det havde Egmont fået et tip om, og nu skrev han så til Kamla, at han gerne ville overtage trykningen mod at få sikkerhed i selve bladet og dets annonceindtægter.

Og sådan blev det. Allerede søndag den 3. februar trykte Egmonts maskiner for første gang Damernes Blad. Om Egmont allerede på dette tidspunkt havde planer om at blive bladudgiver, ved vi ikke, men det skulle hurtigt vise sig, at han blev det, og at han havde store evner for det.

Ferdinand Kamla sagde til Egmont: Det blad kan De få, så har De mad til Deres trykkeri.

Men Egmont havde større visioner med bladet.

Han troede på, at det kunne udvikle sig til en god forretning, og det fik han ret i. Egmont var selv med til at skaffe nye abonnenter, og sideløbende fik han et korps af kolportører, der blev betalt 60 øre for hvert abonnement, de solgte. Samtidigt udliciterede han “annonceafdelingen” til en professionel annonceagent.

Men også på indholdssiden udviklede Egmont.

Han lavede et tillæg til bladet, som han kaldte Damernes bibliotek – et hæfte på 16 sider

Ferdinand Kamla kunne nemlig ikke betale Egmont, og efter i en periode at have ind-

EGMONT

70

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:38

Side 71

På side 69 har en kiosk foran Domkirken i Århus en flot udstilling af Gutenberghus’ ugeblade.

Disse to udgaver viser, hvordan man løste overgangen, da “Damernes blad” skiftede navn til “Hjemmet”.

lige debat, hvilket blev understreget, da Damernes Blad stod i spidsen for en soiré sidst i 1901 til fordel for oprettelsen af et herberg for hjemløse kvinder. Selveste kronprinsen – senere Frederik den 8. – var til stede, og blandt andre Betty Nansen underholdt. Det gav bladet megen positiv omtale og anerkendelse i de “rigtige kredse”.

med udlandets bedste romanlitteratur, som Egmont påpegede var “mange gange værdi for pengene sammenlignet med almindelig bogpris”. Endnu inden 1901 var gået, havde Egmont også introduceret en anden nyskabelse sammen med bladet. Abonnenterne kunne vælge mellem fire kunstbilleder – reproduktioner trykt i Egmonts nye kobbertrykkeri.

Igen gjorde Egmont opmærksom på den store besparelse i forhold til almindelig handel.

Alt i alt førte de nye initiativer til, at Egmont kunne fejre nytår med en oplagsstigning på 75%, fra 2.000 til 3.500.

Med bladet havde Egmont også overtaget redaktør Mimi Carstensen, der var meget optaget af tidens politiske og sociale spørgsmål.

Det afspejlede sig bl.a. i mange kvindepolitiske artikler – herunder om kvinders stemmeret (som vi først fik i 1915) og kvinders rolle på arbejdsmarkedet. På trods af sin størrelse spillede bladet på den måde en rolle i den offent-

EGMONT

Valborg Andersen I begyndelsen af 1902 skiftede Egmont chefredaktør. Mimi Carstensen blev afløst af den 33-årige operasanger og skribent Valborg Andersen. Her valgte Egmont igen

71

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:38

Side 72

Året efter meddelte Valborg pludselig, at hun stoppede karrieren på de skrå brædder af “private årsager”. Hun skulle være mor for anden gang – og for anden gang uden for ægteskab. Faderen til sønnen, der blev født i 1898, var journalisten Henrik Cavling, der måske inspirerede hende til at gå journalistikkens vej.

Egmont læste Valborgs artikler i Nationaltidende og så muligheden i, med hende som redaktør for Damernes Blad, at nå ud til den brede befolkning, hvor Mimi Carstensen trods sit store, sociale engagement holdt sig til de finere kredse.

Valborg Andersen sagde ja tak til jobbet, selvom hun syntes, at Damernes Blad var en frygtelig titel. Hun foreslog i stedet Hjemmet, og sådan blev det, men først et par år senere.

I samtalerne med Egmont drøftede de bladets fremtidige indhold. Det var mest Valborg, der førte ordet, men Egmont samtykkede. Han stolede på hende og gav hende vide rammer.

helt rigtigt, for Valborg Andersen var en fantastisk kvinde – og ikke kun i “rollen” som chefredaktør, en stilling hun beholdt helt frem til 1928.

Valborg Andersen blev født i et fattigt hjem på Christianshavn og blev plejebarn, inden hun som 14-årig måtte klare sig selv. Hun lærte husgerning på Bornholm, havde kontorarbejde i København og var sygeplejeelev på kommunehospitalet, inden hun fik en uddannelse som operasanger på det kongelige Teater.

I 1896 var der bud fra Amerika efter en dansk operasanger, som ville rejse rundt og synge for dansk-amerikanerne. Valborg sprang straks til, og rejsen til Amerika blev en af hendes livs største oplevelser. Hjemme igen fik Valborg tilbudt rollen som den ene af drengene i De små landstrygere på teatret Casino.

Hun sagde ja tak og spillede med stor succes 85 aftener i træk!

EGMONT

Da det første blad med Valborg Andersen som redaktør kom på gaden søndag den 2. marts 1902, skrev Valborg, at dansk presse savnede et blad, der især henvendte sig til kvinden, der var “dronning i sit eget hjem”. Opgaven, skrev hun, bliver at skabe et blad, der er midt imellem “den krasse kvinde” – emancipationspressen – og “den vamle chokoladepresse”.

Valborg arbejdede i begyndelsen hjemme i kvistlejligheden på Holmens Kanal – og ofte til kl. 3 om natten, hvor hun selv sad og læste

72

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:38

Side 73

korrektur på alle bladets artikler. Lønnen var 100 kr. om måneden, men så skulle hun også selv betale telefon og aviser.

I juli havde Valborg øget oplaget til 4.000, og kun et halvt år senere var det helt oppe på 8.000. Den nye redaktør havde blandt andet fornyet bladet med gode artikler om menneskeskæbner, men også med rubrikker for håndarbejde og madlavning. Blandt skribenterne var Kristine Marie Jensen, bedre kendt som Frk. Jensen, der leverede en ugentlig “Spiseseddel for 6 Personer”.

Frk. Jensen leverede hver uge opskrifter til det nye blad.

Det er et navn med klang i. Et navn, hvori der ligger et ansvar og store løfter. Der skal være alvor i vort arbejde; vort ledende princip skal være kamp for det gode, det skønne og det humane, det som stræber opad til gavn for hjemmet og samfundet.

Valborg Andersen og Egmont så også en mission i at vedlægge reproduktioner med bladet, da det gav almindelige danskere mulighed for at få kunst på væggen. Den samme målsætning – at tjene til at højne den gode smag i hjemmene – havde bladet også med de håndarbejdstegninger, der fulgte med bladet flere gange hvert kvartal. Og fra nytåret 1903 kom bladet med en virkelig nyskabelse – tilskårne snitmønstre til børne- og dametøj.

Stilen var en videreudvikling af det, der skete i 1903 – mere underholdende stof, men ikke på bekostning af de mere socialt prægede artikler, som var blevet en mærkevare for Valborg Andersen. I det nye Hjemmet var rubrikkerne udvidet. Foruden Mad, børnepleje og skræddersyning kom nu også Huslægen, som blev redigeret af en læge, og Opdragelse i hjemmet, redigeret af skoleinspektør Sophus Bagger.

Oveni fik læserne flere snitmønstre og flere håndarbejdstegninger.

Den 20. december 1903 lovede Valborg Andersen sine læsere en “kæmpeudvidelse” i det nye år – herunder med lige så meget stof som to andre ugeblade tilsammen. Hvad hun ikke fortalte sine læsere var, at bladet kom i et helt nyt layout – og med et nyt navn: Hjemmet.

Egmont havde besluttet sig for at holde bladet, der stadig var i sort-hvid, på prisen 10 øre på trods af den store udvidelse.

Og strategien lykkedes helt igennem.

Allerede fra det første nummer steg oplaget til det dobbelte: 24.000.

Hjemmets første nummer Hjemmet kom på gaden første gang den 3. januar 1904. Valborg Andersen skrev:

EGMONT

73

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

18/04/07

11:00

Side 74

voksende trykkerivirksomhed, der skulle passes, og derfor ansatte han i 1908 den norske forretningsmand Ole Sundø som forretningsfører for Hjemmet. Egmont kendte Ole Sundø dels som forlægger for Bog- og Kunstforlaget Norden og dels som redaktør for ugebladet Land og Folk, som Egmont samtidig overtog.

Egmont havde nu ikke tænkt sig at fortsætte udgivelsen af Land og Folk. Han smeltede det i stedet sammen med Hjemmet på den måde, at bladets abonnenter fik to udgaver af Hjemmet med Land og Folks forside, inden bladet blev helt opslugt af Hjemmet. I den sidste udgave af Land og Folk indrykkede Egmont en stor annonce, hvor han fortalte om alle Hjemmets fortræffeligheder, og operationen lykkedes. Land og Folks abonnenter bed på, Hjemmets oplag steg, og ved udgangen af 1911 var det tæt på 100.000 – helt enestående.

Valborg Andersen fik Bjørnstjerne Bjørnson til at skrive om det tiltagende drikkeri.

Egmont arbejdede sideløbende med Valborgs store redaktionelle indsats på salgs- og reklamesiden. I begyndelsen af 1904 arrangerede han en stor læserkonkurrence med gevinster for 1.200 kr. Præmierne var sølvtøj, kunstgenstande, en “Hamlet-cykel” og en “Singer-symaskine”.

Egmont lejede et udstillingsvindue på Vimmelskaftet (Strøget), hvor alle kunne se de fine præmier. For at være med i konkurrencen skulle man både være abonnent og skaffe en ny.

Sundø og Norden Ole Sundø var flyttet fra Norge til København i 1899 og blev annoncesælger på Illustreret Familieblad, inden han selv kastede sig ud i projektet med Land og Folk og forlaget.

At det ikke var nogen økonomisk succes for Sundø, spillede en mindre rolle for Egmont.

Dels havde han selv kæmpet med svære økonomiske betingelser, dels så han i Sundø nogle åbenbare kvaliteter, som han kunne bruge – ikke alene som en driftig bladmand, men også til at gennemføre Hjemmets norske “invasion”.

I foråret 1906 indgik Egmont en aftale med skuespilleren Oskar Nielsen, der rejste land og rige rundt for at underholde og holde foredrag. Oskar Nielsen skulle indflette en reklame for Hjemmet i disse foredrag – og som honorar for det fik han hver gang 1 krone. Egmont bad Nielsen rapportere en gang om ugen, hvor og til hvem han indflettede denne reklame.

Endnu et initiativ fra Egmont, men Egmont havde andre dele af sin efterhånden stærkt

EGMONT

74

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:39

Side 75

Bladhovedet fra det første nummer af “Hjemmet” med Valborg Andersen som redaktør.

Allerede med den danske udgave var Hjemmet i Norge nået over 25.000 i oplag, men med den norske udgave blev tallet mere end fordoblet – og i det hele taget blev det en kæmpesucces. I 1914 var oplaget 70.000, og A/S Hjemmet blev brohoved for Egmonts indtog i Norge.

Hjemmet udkom i Norge i den danske udgave allerede i 1905 i ca. 1.300 eksemplarer – langt de fleste i Kristiania, som Oslo hed på det tidspunkt. Det danske og norske sprog var meget ens, så der var egentligt ingen sprogproblemer, men de norske bladudgivere var selvfølgelig ikke glade for konkurrencen fra Danmark – og de kunne i markedsføringen bruge det argument, at Hjemmet ikke var rigtigt norsk. Men det blev det i 1911, da Ole Sundø oprettede A/S Hjemmet i Kristiania, og Hjemmet fik sin egen norske udgave.

Som i Danmark var den første chef en kvinde – Signe Dannevig, hvilket langt fra var almindeligt på den tid – 1911 var også det år, hvor den første kvinde fik plads i Stortinget. Signe Dannevig blev dog ikke på posten ret længe, men blev afløst af endnu en kvinde – Hildur Bull Michelsen, der til gengæld var chef for Hjemmet i hele 35 år. Det gik glimrende – og i bedste Egmont-ånd donerede hun store dele af det stærkt stigende overskud til kulturelle og sociale formål. Hildur Bull Michelsen gik også ind i forlagsbranchen og begyndte at udgive bøger – den første var Damernes Håndbog i 1918.

EGMONT

Den første udgave af “Hjemmet” i Norge.

75

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

18/04/07

11:00

Side 76

Egmonts satsning med “Hjemmet” lykkedes fuldt ud.

Omkring 1911 var oplaget steget til 100.000, og landsbybudet havde nok at se til.

tidspunkt 1.800 drenge og piger – senere under navnet “Gutenberghus Landagenter”, der i de bedste dage stod for 10% af Hjemmets salg. De cyklede eller gik fra hus til hus – og blev med tiden også sælgere af Gutenberghus’ andre blade.

Valborg Andersen og Ole Sundø kørte parløb omkring Hjemmet i mange år. De store oplagstal blev suppleret med anerkendelse i både journalistiske og kulturelle kredse, men samarbejdet mellem chefredaktør og direktør var efter de mange år efterhånden lidt “slidt” – og det sluttede med udgangen af 1927, da Valborg Andersen stoppede.

Opmuntret af succesen i Norge kom turen i 1921 til Sverige, hvor Sundø startede Hemmets Journal AB, og udgav Hjemmet på svensk.

Også der blev – og er – bladet en stor succes.

Sundø var også aktiv på hjemmefronten og startede i 1912 Skandinavisk Reklamebureau, der senere blev til Gutenberghus Reklamebureau, og han var pioner på reklameområdet.

Og selvom Sundø var Egmont H. Petersens mand, fortsatte hans karriere efter Egmonts død. I 1920 blev han således udnævnt til direktør for reklame- og bladvirksomhederne.

En stilling, som Sundø havde helt frem til 1947, hvor Dan Folke blev ny bladdirektør.

“Hjemmets unge repræsentanter” bestod i mere end 50 år og talte på et tidspunkt mere end 1.800 drenge og piger.

I 1924 oprettede Hjemmet en salgsorganisation, som bestod af børn, der skulle sælge bladet i landdistrikterne:“Hjemmets unge repræsentanter”, der blev en stor succes.

Den bestod i mere end 50 år og talte på et

EGMONT

76

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:39

Side 77

Roger Nielsen

1940 og med kun 24 sider dårligere papir kostede 40 øre i 1945, holdt læserne fast.

Hjemmet var et lyspunkt i en mørk tid, hvor der heller ikke var den store konkurrence om forbrugsgoderne – hverken med hensyn til dagligvarer eller luksusvarer.

Ole Sundø ansatte Valborg Andersens efterfølger. Valget faldt på Roger Nielsen, der tre år tidligere var vendt hjem fra USA, hvor han først var redaktør for emigrantbladet Den Danske Pioneer (et ganske stort blad på det tidspunkt – med 20-30.000 abonnenter) og siden presseattaché ved det danske gesandtskab i New York. Roger Nielsen var så velanskrevet en journalist i de etablerede dagbladskredse, at mange undrede sig over, hvad han ville på “et ugeblad som Hjemmet”. Men Roger Nielsen havde svaret: Det er ikke bladets art, det kommer an på. Det er, hvad der står i det!

Hjemmet var altså en succes – også i 1945, men Roger Nielsen var langt fra tilfreds med sit blad. Bortset fra omslaget, som var flot, syntes han, at bladet havde fået et antikveret udseende, og han var træt af, at der var deadline fem uger, før bladet udkom. Hjemmet var efter hans mening kommet bagud rent teknisk.

Samtidig var det tydeligt, at forholdet mellem Dan Folke og Roger Nielsen ikke var optimalt.

Roger Nielsen hyrede en række meget dygtige forfattere og skribenter – blandt andre Johannes V. Jensen, der i øvrigt blev hans gode ven, samt Hans Kirk og Hartvig Frisch. Han gav Hjemmet en profil som et ugeblad med en høj litterær og kulturhistorisk kvalitet, men uden at forsømme de stofområder, som havde gjort Hjemmet så populært. Roger Nielsen gjorde det bare endnu mere populært. Da han trådte tilbage i 1946, var oplaget omkring 368.000, og det var klart det største ugeblad – og Roger Nielsen selv mistede ingenlunde respekt i journalistkredse – eftersom han senere blev formand for dagbladet Informations bestyrelse.

Roger Nielsen tegnet af Hans Bendix i 1958.

Roger Nielsen styrede også Hjemmet gennem de svære krigsår, hvor bladet ganske vist måtte gå ned i sidetal på grund af papirrationeringen, men alligevel klarede sig flot.Til trods for at Hjemmet med 44 sider kostede 35 øre i

EGMONT

77

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:39

Side 78

Skiftende tegnere leverede illustrationer til “Hjemmets” forsider. Her et udvalg fra 40’erne og 50’erne.

ansvarlige indkaldt til et “møde” med tyskerne, men han valgte klogeligt at gå under jorden.

Og da det gik op for Roger Nielsen, at Dan Folke i 1946 agtede at starte et helt nyt blad – Alt for damerne – blev det for meget for ham.

Han tog et opgør med direktion og bestyrelse – og tabte.Trods den dramatiske slutning, som han selv senere kaldte “lidt private skærmydsler inden for Gutenberghus’ vægge”, var hans eftermæle – fortjent – flot.

Det lykkedes også Hjemmet at forpurre et tysk forsøg på at beslaglægge Hjemmets trykkeri til at trykke det tyske propagandatidsskrift Signal. Da tyskerne skulle inspicere trykkeriet, fungerede de ellers så fejlfri maskiner ikke.

En lille sejr til de ansatte, som midt i den seje besættelsestid med mangel på fødevarer fik lidt opmuntring fra Gutenberghus i Danmark.

Her fik Ole Sundø nemlig via den dansknorske venskabsforening organiseret “madpakker” til medarbejderne.

Hjælp til trængte nordmænd I Norge gik det ikke så godt under krigen.

Vareknapheden var større end i Danmark – og også medierne var stærkt generet af besættelsesmagten, som mere eller mindre skjult infiltrerede nazister eller norske sympatisører på redaktionerne, herunder også på Hjemmet.

Det lykkedes det meste af tiden at bevare Hjemmet som et norsk blad, selvom tyskerne fik anbragt en propagandahistorie i ny og næ.

Det var dog tæt på at gå galt, da en roman i Hjemmet havde en tysker i den store skurkerolle.Tyskerne indfandt sig på Hjemmets redaktion og gjorde højlydt opmærksom på, at de havde læst romanen. Senere blev den

EGMONT

Krigen og knapheden på snart sagt alle varer betød også, at der ikke var mange, der havde lyst til at annoncere – og annonceindtægterne fald drastisk, hvilket gav Hjemmet alvorlige økonomiske problemer. Det lykkedes imidlertid at holde de fleste ansatte på fuld tid, selvom der ikke altid var arbejde nok til dem.

Men for netop at kunne beskæftige flere og i håb om ekstra indtægter startede Hjemmet et nyt blad, som trods papirmanglen kom på

78

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:39

Side 79

marionetdukke), kom stærkt tilbage og overhalede Hjemmet i oplagstal. Samtidigt skruede Aller op for indsatsen i Norge, og det gjorde Hjemmets problemer endnu større.

gaden under krigen. Bladet hed Bragd og handlede om succeser på de fleste af livets områder. Bladet blev en succes under ledelse af den tidligere norske OL-bronzevinder Jørgen Juve, men alligevel blev Hjemmet tvunget til at lukke det igen efter 20 numre, da “hirden” – norske nazisympatisører – begyndte at distribuere Bragd, som om det var deres blad.

Ligesom i Danmark fik Dan Folke sat gang i forretningen i Norge efter krigen. Han fik rettighederne til udgivelsen af Det Bedste og ikke mindst til Donald Duck & Co. I modsætning til i Danmark og Sverige valgte man i Norge at beholde det amerikanske navn for at ride med på den store pro-amerikanske bølge, der var efter 2. verdenskrig. Donald Duck udkom første gang i 1948 med Guldbrand Øverbye som redaktør. Senere overtog han også direktørstolen i Hjemmet, da Hildur Bull Michelsen døde i 1953.

Efterkrigstiden Da tyskerne endelig overgav sig i 1945, gik Bull Michelsen og Ole Sundø rundt til de ansatte og gav dem hver 1.000 kr., hvad der svarede til 2-3 måneders løn, som tak for indsatsen under de ekstremt vanskelige forhold. Medarbejderne havde i mange tilfælde måttet bidrage ud over det sædvanlige for at få Hjemmet på gaden. Nu var tyskerne væk og dermed også den tyske censur. Journalisterne kunne atter skrive frit, men der kom til at gå mange år, før produktionen igen var normal – ikke mindst på grund af den fortsatte mangel på papir. Der blev indført rationering på papiret, og det begrænsede i en årrække sidetallet og dermed naturligvis også indholdet. Bedre for de norske læsere blev det ikke af, at de danske ejere havde bestemt, at 60 pct. af stoffet skulle være fælles i de to landes udgaver af Hjemmet – hvilket i realiteten betød, at meget store dele af bladet var skrevet på dansk og med historier, der tog udgangspunkt i Danmark. Den manglende service over for de norske læsere forblev heller ikke ustraffet, idet Norsk Ukeblad, der havde ligget helt stille under krigen (tyskerne lukkede bladet efter en forsidetegning af Hitler med en Quisling som

EGMONT

Det Bedste og Donald Duck kompenserede for nogle svære år for Hjemmet, der var nede på et oplag på 100.000. I 1953 forsøgte Dan Folke at lancere Alt for damerne i Norge. Det var gået fantastisk i Danmark, og det gik egentligt også fint i Norge, men det endte alligevel med, at bladet blev slået sammen med Hjemmet, der på det tidspunkt havde haft underskud i 13 år. Sammenlægningen blev en succes. En meget stor del af Alt for damernes læsere fulgte med og gav ny luft til Hjemmet.

Det blev starten på nogle gode år, der kulminerede i 1960 med en omsætning på næsten 10 mio. kr. Men så gik det atter ned ad bakke.

Oplaget faldt, annoncepriserne ligeså, og nu blev det seriøst overvejet at lukke Hjemmet i Norge og alene satse på Disney.

Det skete heldigvis ikke.

79

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

18/04/07

11:01

Side 80

Også artikler om fremmede lande var populært læsestof.

førende familieugeblad i Norge med et oplag på ca. 240.000.

I Danmark blev det en af Roger Nielsens folk, der satte sig i chefredaktørstolen i 1946 – hans medredaktør Arne Melgaard. Men i modsætning til Valborg Andersen og Roger Nielsen var han ikke forandringernes mand. Hans forbillede var netop Roger Nielsen – og da han blev interviewet til personalebladet ved sin tiltræden og spurgt, om han havde planlagt forandringer i Hjemmets linie, sagde han: Nej, i hvert fald ikke foreløbig. Den er fastlagt på bedste måde af Roger Nielsen, hvad bladets oplag jo tydeligt viser.

Melgaards periode var ikke så nem som forgængernes. Rekordoplaget fra 1946 på over 360.000 kunne han ikke holde, men det var først i begyndelsen af 60’erne, at det for alvor gik ned ad bakke, og i den periode var det ikke kun Hjemmet, der havde det svært.

Arne Melgaard stoppede som chefredaktør i 1967, men fortsatte som rådgiver for direktionen, indtil han døde i 1968.

Leiv Fure var kommet til som ny administrerende direktør i 1964 efter en række år som souschef for Øverbye, og det skulle blive ham, der fik genrejst Hjemmet. Konceptet blev strammet op efter omfattende læserundersøgelser, og der blev lavet helt ny strategi for markedsføring og annoncesalg. Endelig steg oplaget igen.

De urolige år

Og det blev ved. Hjemmet overhalede alle de store konkurrenter: I 1975 blev Aller indhentet, og i 1977 gik Hjemmet forbi Norsk Ukeblad og blev igen det største ugeblad ikke alene i Norge, men i hele Skandinavien.

I Hjemmets første 63 år – indtil 1967 – havde der kun været tre redaktører, og det havde selvfølgelig givet stor stabilitet i Hjemmets rækker. Men det var slut nu. I de følgende 13 år fik bladet nemlig hele fem forskellige chefer. Fra 1960 til 1967 faldt oplaget med over 60.000 eksemplarer til et ugentligt salg på 260.000. Ganske vist var det også gået tilbage for Familie Journalen, men ikke så

I 1981 satte Hjemmet nordisk rekord med et gennemsnit på 386.000 i ugentligt oplag. Rekorden blev senere slået – af Hjemmet selv, da man i påsken 1986 trykte 543.000 eksemplarer. Og i 2003 er Hjemmet stadig det

EGMONT

80

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

30/05/03

Mange smukke kvinder har prydet “Hjemmets” forsider gennem årene.

14:00

Side 81

Gutenberghus’ blade blev flot eksponeret i kioskerne – her på Hovedbanegården I København.

meget, og konkurrenten fra Aller “førte” nu med næsten 80.000.

dagen før sin tiltrædelse gav et stort interview til Information:

I det hele taget købte danskerne ikke så mange ugeblade som tidligere. Det skyldtes stigende konkurrence fra radio og TV, men også at danskerne i løbet af 60’erne blev mere veluddannede og tjente flere penge – og dermed flyttede sig fra ugebladenes typiske målgruppe, som var “den jævne dansker”.

I Gutenberghus mente man derfor, at tiden var inde til at prøve noget helt nyt. Og under stor mediebevågenhed blev redaktøren af SøndagsPolitiken, den 40-årige Paul Hammerich, ansat som ny chefredaktør på Hjemmet. Paul Hammerich kendte meget lidt til ugebladsmarkedet og markerede tydeligt en helt ny stil, da han

Jeg har fået frie hænder og laver ikke mig selv om. Den linie, jeg har kørt på SøndagsPolitiken, vil jeg gerne køre videre på Hjemmet. Ugeblade kan udmærket være meningsdannende.

EGMONT

Paul Hammerich ville have folk som Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og Benny Andersen til at skrive i Hjemmet. Og det lykkedes for ham.

Dels var kulturelitens snobberi ham inderligt imod, dels havde han set, at der var opbrydninger hos datidens fine forfattere. Rifbjerg skrev en musical, og Panduro en TV-krimi. Så hvorfor ikke også skrive i ugebladene?

81

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

18/04/07

11:02

Side 82

Paul Hammerich begyndte på Hjemmet i september 1967, men skulle først tiltræde som chefredaktør den 1. marts 1968. Det gjorde han – og det kunne ses. Han fik lavet et meget flot blad. Ny layout med store, hvide flader mellem teksten. De naturalistiske tegnere blev afløst af den moderne kunst, og i bladet skrev folk som Rifbjerg, Anders Bodelsen og Lise Nørgaard. Men oplaget faldt. Den traditionelle målgruppe var ikke interesseret i den nye, modernistiske og litterære linie – og de, der traditionelt gerne ville læse Klaus Rifbjerg, købte ikke Hjemmet, mens der var stor interesse for en række artikler med Helle Virkner Krags erindringer. Så da Palle Fogtdal i sensommeren 1969 tilbød Paul Hammerich at starte det nye blad NB, slog han til. Han sagde derfor op og forlod Hjemmet den 15. oktober.

På en af sine første dage på Hjemmet underskrev Victor Andreasen en halv snes opsigelser – af bl.a. Klaus Rifbjerg, Knud Poulsen og Anders Bodelsen. For som han sagde: De hører mere hjemme i et ugeblad, der henvender sig til det snævrere, københavnske, akademiske småburgøjseri i Hellerup og omegn og ikke i et landsdækkende ugeblad som Hjemmet.

Samtidigt var der det problem, at de norske og svenske udgaver af Hjemmet ikke syntes om de kendte danskeres litterære artikler. Deres navne havde ikke den samme effekt i nabolandene, og alt i alt endte det med, at Victor Andreasen skrottede indkøbt stof for en kvart mio. kr. – uden at spørge nogen.

Opsigelserne af de kendte forfattere, som var blevet ansat af Paul Hammerich, gav naturligvis stor presseomtale, men den var Victor Andreasen kun glad for. Det var jo reklame for bladet.

Også selvom man kunne læse i bl.a. B.T., at den ny chefredaktør ikke havde orienteret sit personale, så Rifbjerg selv måtte fortælle om sin fyring til den kontordame, der rykkede for stof til næste nummer.

I bestræbelserne på at finde Hammerichs afløser inviterede Gutenberghus’ bladdirektør, Peter Hammertoft, Victor Andreasen, tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, til et møde, der blev holdt i dybeste hemmelighed på Gutenberghus Reklamebureau.

Tiåret med Hammerich, Victor Andreasen og deres efterfølgere var en turbulent tid – ikke kun på grund af de store personligheder, men også fordi der var et reelt kultursammenstød mellem de nye chefer og medarbejderne med journalistisk baggrund og det dengang mere regelrette og funktionærprægede Gutenberghus. Hammerich måtte flere gange afvise krav fra husets ledelse om, at journalisterne skulle møde kl. 8.30 om morgenen. Journalister har

Hammertoft var virkelig i bekneb for at finde den ny chefredaktør, og det udnyttede Victor Andreasen til både at få en betragtelig lønforhøjelse og ét års uopsigelighed, hvilket senere skulle vise sig at være ret heldigt for ham. Han fik – eller rettere – tog altså jobbet, og det blev indledningen til, hvad Victor Andreasen senere kaldte en fadæse og en dumhed fra hans side.

Peter Hammertoft ville sikkert sige det samme.

EGMONT

82

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:40

Side 83

Typisk illustration til en af novellerne i “Hjemmet”.

flekstid og skal ikke bruge tid på at sidde på deres plads, sagde han. Og både Hammerich, Andreasen og Lise Nørgaard, som Andreasen gjorde til medredaktør, gjorde oprør, da de så, at lys og varme blev slukket kl. fem om eftermiddagen, og vinduespudserne og rengøringspersonalet rykkede ind midt i, hvad journalisterne betragtede som værende arbejdstiden.

En af de sidste dage i juni 1970 gad Victor Andreasen ikke mere. Han havde et stående tilbud om at komme tilbage til Berlingske Tidende, og det benyttede han sig af.

Opsigelsen var lige så utraditionel som stort set alt andet, Victor Andreasen foretog sig.

Med hans egne ord “en uforskammethed”.

Han skrev et brev til samtlige medarbejdere og meddelte, at han stoppede – og så fik Hammertoft og den administrerende direktør, Arne Byskov, en kopi. Victor Andreasen viste sig ikke mere i Vognmagergade. Han tog direkte på en selvbestaltet, lang sommerferie.

Ni stormfulde måneder var slut – og Gutenberghus-ledelsen åndede lettet op.

Afløseren blev hentet internt. Det blev Mogens Fønss, der siden 1969 havde været redaktionschef på bladet. Han var uddannet på kunstakademiet som maler og grafiker og var kommet ind på journalistikkens vej via en række illustrationer til bl.a. Politiken, men havde senere også været korrespondent i London for bl.a. Information og Kristeligt Dagblad.

Mogens Fønss var det sikre kort. Han skulle forsøge at samle trådene på Hjemmet efter et

EGMONT

83

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

18/04/07

11:02

Side 84

par turbulente år, og det gjorde han. Oplaget steg fra 200.000 i 1970 til 215.000 i 1973, inden det faldt igen til 182.000 i 1975.

I mellemtiden var der kommet ny bladdirektør i Gutenberghus – en af dansk presses unge løver, Erik Rasmussen, der havde haft succes med at modernisere dagbladet Børsen. Han gjorde i 1975 Fønss til leder af en ny fiktionsafdeling, og så skulle Hjemmet igen have ny redaktør.

I modsætning til sin forgænger følte Lise Nørgaard sig godt behandlet af Gutenberghus, men hun fandt husets regelsæt og omgangstone lige så oldnordisk som Hammerich og Andreasen gjorde – og hun kæmpede for at få det lavet om på sin helt egen måde og med større held.

Hun fik bl.a. ligestillet kvindernes pensionsalder med mændenes. Dengang var den i Gutenberghus henholdsvis 62 og 67 år, men Lise Nørgaards protester kom i første omgang kun journalisterne til gode, indtil et EF-direktiv fire år senere ligestillede de kvindelige funktionærer.

Medarbejderne med tillidsmanden Inge Hammerich i spidsen pressede på for, at det skulle blive Lise Nørgaard. Hun fik tilbuddet og sagde ja, hvad hun selv i sine erindringer har betegnet som “et af mit livs dumheder”. Lise Nørgaard var en fremragende journalist og var godt i gang med at skrive til TV og radio ved siden af de faste rubrikker i Hjemmet – en ugentlig kommentar og en brevkasse, som hun i øvrigt fortsatte med i cheftiden, idet undersøgelser havde vist, at de var de mest læste.

Da Hammerich ansatte Lise Nørgaard, var det på særligt gode vilkår, og derfor var hun også berettiget til en parkeringsplads i kælderen – i øvrigt som den første kvinde i huset. Det fik en bogholders mavesår til at bryde op. Han havde ventet at få pladsen, så han ikke længere skulle ud i regnen for at hente bilen, og nu blev han overhalet af en kvindelig journalist!

Han sygemeldte sig på ubestemt tid. Personalechefen gik til Paul Hammerich, og Hammerich gik til Lise Nørgaard, der forbarmede sig og gav afkald på parkeringspladsen.

Men Lise Nørgaards chefperiode blev ikke lykkelig. I sine erindringer De sendte en dame har Lise Nørgaard fortalt, hvordan hun på dette tidspunkt af sit liv, da hun mere end nogensinde havde lyst til bare at skrive, pludselig skulle bruge masser af tid på nogle medarbejdere, der ikke passede deres arbejde. Lise Nørgaard selv satte en ære i at skrive mere end det, hun var kontraktligt forpligtet til – som en anerkendelse af, at Gutenberghus gav hende lov til sideløbende at arbejde med radio- og TVmanuskripter. Hun skrev blandt andet de første seks afsnit af Matador i den periode.

EGMONT

Det tog Lise Nørgaard – med hendes egne ord – halvandet år at erkende sin afmagt. Hun bad om at blive flyttet tilbage som almindelig, skrivende medarbejder. Det blev til i alt 12 år på Hjemmet. Det var både den værste og den mest underholdende tid i mit liv, siger Lise Nørgaard i dag.

Hun blev afløst som chefredaktør af Inge Hammerich den 1. oktober 1977. Hun fik den

84

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:40

Side 85

keligt. Konceptet var som Kaj Dorph-Petersen siger det:“En stor, glad fanfare”.

utaknemmelige opgave at få styr på Hjemmets tropper efter endnu en turbulent periode, men det gik ikke, og hendes chefperiode sluttede med udgangen af 1979.

Det blev ført ud i livet med nr. 17 fra april 1980 under titlen Stor Hjemmet, og det blev en formidabel succes. Ikke alene fik Hjemmet alle Dansk Familieblads læsere, men oplaget blev endnu større. Allerede fra første nummer var det på 272.000 – mere end en fordobling.

De kommende uger var nogle af de mest spændende i Hjemmets historie. Ville oplaget holde eller var den genvundne succes kun en døgnflue?

Men så – som Lise Nørgaard skriver i sine erindringer – anskaffede Gutenberghus-ledelsen omsider den kost, der var i stand til at feje rent i lokalerne.

Ro i lejren Det var Kaj Dorph-Petersen, der i mange år havde stået i spidsen for Alt for damerne, som nu vendte tilbage til Gutenberghus. Kaj DorphPetersen skulle samtidig sammenlægge Hjemmet og Dansk Familieblad, som Gutenberghus havde købt sammen med Flittige Hænder (i dag Hendes Verden) i 1963.

Oplaget stabiliserede sig på ca. 240.000, og i det hele taget blev Dorph-Petersens periode en god periode for Hjemmet. Bladet blev flottere og større – og journalister og andre skribenter blev løbende holdt til ilden af chefredaktørens sang om målgruppen.

Sammen med reklamemanden Jens Veino, der senere blev kendt som direktør i rejsebranchen, gik Kaj Dorph-Petersen i gang med at genrejse Hjemmet.

Dels fremstillede han et billede af den typiske læser, som medarbejderne skulle have på deres bord; dels indførte han en særlig straf, når nogen trådte ved siden af: Jeg arrangerede en læserrejse til London og som tak fik jeg en rædsel af en lampe. Den gjorde jeg til en “vandrepokal”. Hver gang en medarbejder skrev en artikel, der var uden for målgruppen, fik de lampen anbragt på deres skrivebord i 14 dage. Og det hjalp.

De definerede den typiske læser som en kvinde på 35-40 år, der boede i hovedstaden eller i en af de større provinsbyer (landområderne overlod man til Familie Journalen) og omlagde artikelstoffet, så der kun blev fortalt om gode skæbner. Historierne skulle ende lyk-

EGMONT

85

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:40

Side 86

Bladet holder til i det store nye hus på 4.200 kvadratmeter på Hellerupvej nord for København, hvor Egmont Magasiner flyttede til fra Vognmagergade i 1995.

Og produktet Hjemmet er en nordisk kæmpesucces. Samler man oplagstallene fra Danmark, Norge og Sverige, sælger Hjemmet hver uge omkring 700.000 eksemplarer.

ALT for damerne – en dejlig dame bliver født Den 15. oktober 1946 handler overskrifterne i avisen om 11 naziledere med Göring og Ribbentrop i spidsen, der vil blive hængt i Nürnberg inden for det næste døgn, om valget i Sydslesvig og rationering på kul. I Korsør indledes retssagen mod en 23-årig kvinde, der er byens mest forhadte, fordi hun var stikker under krigen. Også hun kræves idømt dødsstraf. Danmark er med andre ord stadig præget af krigen.

Lise Nørgaard var en af “Hjemmets” dygtige journalister og blev senere chefredaktør.

I dag Ugebladet Hjemmet ligner i dag sig selv. For som chefredaktør Bjarne Ravnsted udtrykker det:

På grund af fortsat mangel og rationering på mange varer er dagliglivet langt fra normalt, selvom det snart er halvandet år siden, at Danmark blev befriet, og danskernes tålmodighed er ved at slippe op. En mand har endda begået et mord for at skaffe sig cigaretter. Men på side 3 i dagens avis er der et lyspunkt: En annonce, der fortæller om et nyt blad, der kommer på gaden første gang. Bladet hedder Alt for damerne og kan bl.a. lokke med en roman om den moderne kvindes problemer, madopskrifter med farvebilleder, gode råd om boligindret-

Hjemmet er jo ikke en trendsetter.Vi flytter os sammen med læserne, og de vil ikke have de store forandringer i deres blad, selvom vi naturligvis følger de nye signaler og i dag har mere om slankekure og mere af det populære spirituelle stof. Og selvom Hjemmet har tabt oplag på grund af den hårde konkurrence ikke mindst fra de mange tvstationer, så er vores blad stadig en glimrende forretning. 2002 var faktisk et af de bedste år økonomisk for os nogensinde.

EGMONT

86

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:40

Side 87

ning,“fikse modetegninger af egne modeller med praktiske snitmønstre” og fru Ninis brevkasse om “livskunst og etikette”.

I Gutenberghus i København blev den 15. oktober fulgt med særlig spænding. Udgivelsen af Alt for damerne var en stor satsning for huset og for bladdirektør Dan Folke, der næsten egenrådigt havde besluttet, at det ny blad skulle på gaden. Der var papirrationering, så alene derfor var beslutningen om at udgive et nyt blad næsten en provokation. Sådan opfattede nogle af konkurrenterne det i hvert fald.

Også inden for huset var der skepsis.

på Fyn, fordi isvinteren havde lukket Storebælt. Erik Boesen tog af sted i firmaflyet og landede lige uden for fabrikken, hvor papiret blev omlastet fra godsvogne til lastbiler og kørt til Århus, hvorfra det stadig var muligt at bryde isen til Kalundborg. Alt for damerne kom på gaden til tiden denne gang. Men papirproblemerne fortsatte, så bladet i en periode kun udkom hver 14. dag, og da det igen blev ugeblad, var det kun på 24 sider – 12 sider mindre end det første nummer.

Ved middagstid indløb der deprimerende rapporter fra salgschefen, Erik Boesen, der var taget til Ålborg for at følge salgets gang “direkte”. Der var kun solgt ganske få blade, og kioskejerne troede ikke på ideen. Nervøsiteten steg. Men så kom Aalborg Stiftstidende på gaden med den store annonce om det nye blad – og så rykkede de nordjyske kvinder ud.

Inden dagen var omme, var alle eksemplarer solgt, og sådan var det over hele landet. Alle 75.000 eksemplarer af Alt for damernes første nummer til 40 øre pr. stk. blev revet væk, og der blev selvfølgelig jublet i Gutenberghus.

Gutenberghusfolkene klarede papirproblemerne og besejrede isvinteren, men mod typograferne kunne de ikke stille noget op. I marts 1947 brød en fire måneder lang typografstrejke ud – en katastrofe for et kun halvt år gammelt blad. De fire måneder var som en evighed for os – en ubehagelig og usikker ventetid, men heldigvis viste det sig, at læserne havde ventet lige så utålmodigt som vi på, at bladet skulle udkomme igen, fortalte daværende chefredaktør Willy Jacobsen senere.

Også i de følgende uger gik det strålende med salget, men alligevel blev det en meget besværlig periode for det nye blad. Papirrationeringen fortsatte, og Gutenberghus måtte skaffe papir fra nummer til nummer. En enkelt uge i vinteren 1946-47 var det ved at gå helt galt, da en ladning papir fra Dalum Papirfabrik strandede

EGMONT

87

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:40

Side 88

Første nummer af “Alt for damerne” fra 1946.

strikning og håndarbejde også havde oplysende artikler om alle spørgsmål i tiden.

Ikke blot film og teater, men også om sociale forhold, politik, lægevidenskab, undervisning og så videre. Det var nyt i et dameblad dengang.Vi var meget spændte. Havde vi fundet frem til den rette blanding af indholdet og ramt den rette tone? Men det havde vi. Selvfølgelig var vore læsere ligeså interesseret i gode og velskrevne artikler som i opskrifter på sparkedragter.

Alt for damerne skrev også danmarkshistorie, da det som det første blad indførte ny retskrivning med små begyndelsesbogstaver i navneord. I kommentaren i det første blad hed det: Vi har ikke fundet nogen grund til i et nyt blad at hænge fast i en germansk skik med store bogstaver.

Det første nummer efter strejken havde den nye dronning Ingrid på forsiden, og det var med til at give bladet et flot “comeback”.

Vi var lidt stolte af det, men også spændte på læsernes reaktion, men der kom overhovedet ingen protester. Man noterede tværtimod holdningen som et udtryk for “spindesidens djærve beslutsomhed”, fortalte Willy Jacobsen. Den nye retskrivningsregel blev først officielt indført i april 1948.

Først i 1949 var der igen papir nok i Danmark – og først da kunne Alt for damerne for alvor udvide bladet og trykke større oplag – selvom den store læserinteresse havde berettiget til det allerede fra starten. Det gav straks resultat i form af stigende salg, og ved årsskiftet 194950 var oplaget tæt på 200.000.

Willy Jacobsen blev i begyndelsen af 1950’erne udnævnt til prokurist i Gutenberghus og overtog i 1955 posten som direktør for alle blade efter Dan Folke. Mogens Sabroe blev ny chefredaktør for Alt for damerne og fik i 1956 en medredaktør, der kom til at spille en meget stor rolle i Gutenberghus’ bladhistorie.

Han hed Kaj Dorph-Petersen.

Willy Jacobsen var med i bladprojektet helt fra starten og blev chefredaktør efter nogle måneder. Ved 25-års jubilæet i 1971 fortalte han: Vort sigte med Alt for damerne var at lave et blad, der foruden underholdning og alt det praktiske stof med opskrifter på mad,

EGMONT

88

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:41

Side 89

Erik Boesen ved firmaflyet, da “Alt for damerne” manglede papir i vinteren 1946-47. Samme vinter skulle “Hjemmet” også transporteres over det tilfrosne bælt. Det foregik pr. isbåd (lille billede).

Kaj Dorph-Petersen

passeret 200.000, og deromkring blev det i mange år. Kaj Dorph-Petersen blev i sine redaktørår storkunde hos De danske Spritfabrikker. Han havde nemlig lovet medarbejderne på Alt for damerne Gammel Dansk hver gang oplaget passerede 200.000. Og det gjorde det ofte – i hvert fald indtil midten af 60’erne, hvor det gradvist faldt – om end der stadig var blade, især ved juletid, der kom godt over 200.000. I løbet af 60’erne satte konkurrencen fra fjernsynet for alvor ind. Et af modtrækkene var læserkonkurrencer med mange store og flotte præmier.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at skolegang på Herlufsholm og en teologisk embedseksamen ville føre til en karriere på Alt for damerne. Men den karismatiske Kaj DorphPetersen havde det som en fisk i vandet i ugebladsverdenen. Han elskede sit arbejde og levede sig ind i det på mere end én måde. Som redaktør for et dameblad og chef for en række kvindelige håndarbejdseksperter måtte han gøre noget ekstra, så Dorph-Petersen lærte sig at strikke – og det tog selvfølgelig kegler hos medarbejderne.

I 70’erne begyndte kvinderne at røre på sig ude i samfundet. Der blev talt kvindekamp og seksualitet, prævention og skilsmisser – emner,

Det gik godt med oplaget på Alt for damerne.

Allerede få år efter starten i 1946 havde det

EGMONT

89

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:41

Side 90

kunne ringe ind. Og telefonerne glødede – især efter sommer- og juleferien, hvor mange kvinder gerne ville skilles! Andre steder i bladet betød udviklingen, at man kunne læse artikler af Suzanne Brøgger og Dan Turèll. Omstillingen til 70’erne var i fuld gang, men de kvindelige journalister ville gerne gå endnu længere.

Kaj Dorph-Petersen, der både var chefredaktør for “Hjemmet” og “Alt for damerne” – dog ikke på samme tid. Han var begge steder en både dygtig og afholdt chef.

der endnu ikke for alvor havde fundet vej til Alt for damernes spalter. Men Dorph-Petersen var klar over, at der var noget i gang, man ikke kunne sidde overhørig. Han afskaffede den mangeårige brevkasse “Betro dem til fru Nini”, hvor den kongelige klaverlærer Else Printz gav læserne gode råd – og med den røde tråd, at kvinderne altid fik besked på at bakke op om deres mænd og sørge for, at han, manden, havde en god ballast i hjemmet. Og da hun rådede en kvinde, der altid blev helt rød i hovedet, når hun drak blot et enkelt glas vin, til at holde sig fra alkoholens uvæsen og kun drikke sodavand, mente Dorph-Petersen, at det var tid til at slutte samarbejdet. I stedet kom brevkassen “Spørg os om alt”, hvor blandt andre Tine Bryld svarede – og nu var den røde tråd:“Det skal du ikke finde dig i”.“Spørg os om alt” blev i øvrigt også til en telefonlinie, hvor læserne

EGMONT

Journalisterne og jeg enedes så om at lave en undersøgelse, hvor vi spurgte læserne, hvad de opfattede som tidens mest markante nyhed med speciel interesse for kvinder.

Vi troede svaret ville blive “p-piller” eller noget i den retning. Men det blev “sammenkogte retter”. Så der var grænser for, hvor meget vi skulle lave om på bladet, fortæller Kaj DorphPetersen.

Kaj Dorph-Petersen sammensatte i den periode et hold af dygtige og meget bevidste kvindelige journalister, der i høj grad var med til at bestemme bladets indhold. Journalisternes artikler tog ofte udgangspunkt i deres eget liv og problemer – og for dem var grænsen mellem privatliv og arbejde næsten udvisket.

Det betød på den ene side et voldsomt engagement i bladet, men også, at der var dage, hvor produktionen til bladet kom i anden række.

Brydningstider I 1977 forlod Kaj Dorph-Petersen Alt for damerne efter en kontrovers om bladets budgetter med den nye bladdirektør Erik Rasmussen. De kvindelige journalister pressede nu på for at få formaliseret den stærke indflydelse, de

90

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:41

Side 91

allerede havde på bladets udformning. Og de fik deres vilje.

Den nye ledelse blev et triumvirat bestående af Ebba Eilertzen, Edel Hildebrandt og Libbie Fjelstrup. Edel Hildebrandt stak linien ud i en artikel, der hed “Skal vi sylte eller slås?” – svaret var:“Begge dele”. Alt for damerne blev nu i endnu højere grad et kvindeblad med stort K med fokus på den moderne, bevidste kvindes problemer – uden tabuer.

Nogle læsere faldt fra, men der kom andre til – en gruppe kvinder, der ellers aldrig ville have købt ugeblade. Som Ebba Eilertzen senere udtrykte det: Når den bevidste kvinde kom hjem efter dagens møder under mottoet “frihed, lighed og broderskab” og havde smidt den lilla ble, slappede hun af med Alt for damerne, det progressive kvindeblad, der bekræftede hende i hendes livsholdning.

At det så var side om side med modereportager og gode råd om skønhedspleje og make-up, fandt hun helt i orden.

En typisk forside – med et eksempel på tidens hotteste mode.

det på den stærke journalistgruppe, der tilmed havde den fjer i hatten, at de var indstillet til journalisternes fornemste udmærkelse,“Cavling-prisen”. De protesterede, og da Edel Hildebrandt i 1983 blev frataget hvervet som artikelredaktør, tog begivenhederne fart. Hun sagde op kort tid efter, og Libbie Fjelstrup blev fyret. Andre sagde op i protest, og andre igen blev fyret. I løbet af et år var 12 journalister, en fotograf og fire layout-folk fyret eller selv gået. Blandt de fyrede var Barbara Gram: Efter Dorph blev der i tidens ånd dannet en kollektiv, kvindelig ledelse, og i begyndelsen gik det forrygende.Vi skrev om alt det, der også optog os selv – at klare både mænd,

Oplaget steg i det første års tid, men så begyndte det at falde. Og faldet fortsatte, alt imens konkurrenten Femina øgede oplaget.

Ledelsen var ikke i tvivl om, at det redaktionelle ror på Alt for damerne skulle drejes. Der blev lavet undersøgelser – og meldingen til journalisterne var klar: Der var for mange problemer og for få løsninger – for meget kvindekamp og for lidt underholdning. Ledelsen nedsatte en artikelgruppe, der skulle “hjælpe journalisterne på vej”. Det var en rød klud i hove-

EGMONT

91

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:41

Side 92

Trods al balladen var perioden i høj grad med til at styrke Alt for damernes position som det mest progressive kvindeblad – og den livsstilsjournalistik, som bladet stod for, har dannet skole for både dagblade, ugeblade og TV. Triumviratet blev afløst på chefredaktørposten af Hanne Lise Clausen, der indtil da havde været håndarbejdsredaktør. Det varede dog ikke længe, før Ebba Eilertzen kom tilbage – denne gang alene – for at tage endnu et par år i chefredaktørstolen. I 1988 blev hun afløst af TVjournalisten Lone Kühlmann, der i de efterfølgende to år igen lagde vægt på at styrke bladets journalistiske kvalitet. En linie, der er fortsat under den nuværende redaktør, Hanne Høiberg, der har været chef siden 1990 og altså er den, der har siddet længst på posten efter Kaj Dorph-Petersen.

Der var mange kreative kræfter samlet på ugebladenes redaktioner, hvilket ses af denne invitation til personalefest 1959.

børn og job, sex, fødsler, stedbørn, utroskab – og så lige lidt lækker mad til lørdagens fest og en skøn kjole, du selv kan sy. Det kunne man ikke læse om andre steder på det tidspunkt – på vores måde, i hvert fald. Men uden en stærk redaktionel ledelse stod vi magtesløse, da oplaget begyndte at vige.

Direktionen opfattede os som rødstrømper, som tiden var løbet fra.Vores desperate kamp for at forklare os havde næsten den modsatte effekt. F.eks. var det sjovt, men næppe hensigtsmæssigt, da vi til et seminar satte os med blomsterkranse og sang til lejligheden forfattede protestsange.Vi var lidt barnlige – og de var ikke for kloge. Det var en skam. Der var SÅ megen dynamik, så meget talent og kreativitet, der i løbet af ganske kort tid blev sat over styr.

EGMONT

I dag er Alt for damernes oplag på lidt over 90.000, og bladet har bevaret positionen som det trendsættende kvindeugeblad – og målgruppen er klart defineret. Den læser, journalisterne på redaktionen på Hellerupvej ved København skriver til, er den moderne, bevidste 20-40-årige kvinde, der er veluddannet og tjener godt – og som bor i hovedstadsområdet eller en af de større provinsbyer. Så selvom bladet ved 125-års jubilæet fylder 57 år, så er den typiske læser ikke blevet ældre – snarere tværtimod.

Alt for damerne har i dag det, man i reklamebranchen kalder et stærkt “brand”. Af samme årsag og på grund af den veldefinerede og attraktive målgruppe er der rift om at få annon-

92

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:41

Side 93

Bladet i anledning af Prins Joachim og Alexandras bryllup, der blev forløberen for HER & NU.

cer i bladet. Annoncerne udgør da også mellem 25 og 30% af Alt for damernes indtjening. Med til at styrke dette brand er Alt for damernes forskellige arrangementer og events: Kvindeprisen, som er uddelt siden 1983, kvindeløbet, der i jubilæumsåret holdes for 23. gang og så udstillingen Alt for damerne live i Forum, der i februar 2003 blev holdt for 5. gang med et besøgstal på omkring 25.000.

Alle kender Alt for damerne. Også alle mænd.

Cirka 90.000 danskere køber bladet hver uge, men over 400.000 læser det – og en fjerdedel af dem er mænd. Vi ved, de er der, og de er velkomne, men vi betragter mændene som lækkert tilbehør.Vi skriver ikke til dem, siger Hanne Høiberg.

Ugebladet Sirene for unge kvinder så dagens lys i 2002, og sidst, men ikke mindst, er der HER & NU – Egmonts første egentlige billedblad, der har taget konkurrencen op med SE og HØR og Billed-Bladet.Tilblivelsen af HER & NU er en spændingsroman i sig selv.

Det er der til gengæld andre blade under Egmont Magasiner, der gør.

DE NYE BLADE To millioner danskere læser hver uge i et af bladene fra Egmont Magasiner. De omfatter foruden Alt for damerne og Hjemmet også Hendes Verden (tidligere Flittige Hænder), som Egmont har udgivet siden 1963.

HER & NU Helt nøjagtigt begyndte det med bekendtgørelsen af en forlovelse – nemlig den dag, Prins Joachim og Miss Alexandra Manley offentliggjorde deres kærlighed – den 31. maj 1995. Nyheden kom som en bombe på landets redaktioner – og ikke mindst på billedbladene SE og HØR og Billed-Bladet. De var på den ene side irriterede over ikke at have opsnuset

I de senere år er der under direktør Kjeld Lucas’ ledelse kommet mange nye udgivelser til. Det helt nye Slank fra 2003, Gravid siden 1997, Vi forældre siden 1999 og PC Planet fra 2000 – samme år som Egmont Magasiner overtog de to højt profilerede livsstilsmagasiner Euroman og Eurowoman.

EGMONT

93

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:41

Side 94

sælge 200.000 eksemplarer, inden Allers to ugeblade kom på gaden.

det mindste om historien på forhånd. Og på den anden side begejstrede, for sådanne begivenheder sælger flere billedblade end nogen andre.

Succesen bekræftede endnu engang, at begivenhederne i Kongehuset er guld værd for ugebladene. Og med det nye par og en stadig ugift kronprins var der flere historier i vente.

Egmont ville gerne have sin andel af dette guld, og opmuntret af succesen med Årets Bryllup begyndte Bjarne Ravnsted og Kjeld Lucas at tale om for alvor at tage kampen op med Aller – om at lave et billedblad, der kunne tage noget af væksten fra konkurrenten. Men beslutningen var langt fra ligetil.

På Egmont begrænsede glæden sig til at være på de to forlovedes vegne. Der var egentligt ikke noget at juble over rent forretningsmæssigt, for Egmont havde godt nok masser af blade, men ikke noget billedblad med kort produktionstid, der kunne dyrke historien på samme måde som de to konkurrenter fra Aller.

Kjeld Lucas, direktør for Egmont Magasiner, gik i tænkeboks. I forvejen havde konkurrencen på ugebladsmarkedet udviklet sig til fordel for billedbladene, som tegnede sig for den største vækst i forhold til kvindeblade og familieblade, der generelt var stagnerende i oplag. Prinsebrylluppet kunne kun forstærke denne udvikling, og det ærgrede Kjeld Lucas.

I begyndelsen af 1996 begyndte Lucas og Ravnsted at konkretisere planerne, men i dybeste hemmelighed. Længe var det kun de to, der kendte noget til projektet. Det var helt afgørende, at der ikke sivede oplysninger ud til konkurrenten i Valby. De fik lavet meget grundige undersøgelser – dels af de eksisterende blade, dels af det nye blads muligheder for at positionere sig på markedet.

I første omgang besluttede Lucas at lave et blad, der kun skulle udkomme én gang – nemlig mandag den 20. november 1995 – to dage efter Prins Joachim og Alexandra Manleys bryllup. Hjemmets chefredaktør, Bjarne Ravnsted, der havde en fortid som medredaktør på Billed-Bladet, skulle stå for bladet, og det var også Hjemmets journalister, der skulle skrive det. Og nok så vigtigt: Det skulle foregå i dybeste hemmelighed for at undgå, at Aller skulle få noget at vide og komme med modtræk. Projektet lykkedes. Aller hørte først om bladet dagen før brylluppet og kunne ikke nå at reagere. Egmonts blad med titlen Årets Bryllup udkom den 20. november og nåede at

EGMONT

Billed-Bladet og SE og HØR havde uden konkurrence kunnet hæve prisen på bladene, og derfor blev den bærende idé i hele projektet, at det nye blad skulle være meget billigere.

De regnede sig frem til en pris på 10 kr. mod konkurrenternes 19,75 – og prisen kunne holdes nede ved at lave færre sider og have langt færre medarbejdere. Men kvaliteten måtte ikke fejle noget. Målgruppen skulle være storforbrugerne af ugeblade – det vil sige kvinder over 25 år, og de skulle nås ved at lægge

94

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

19/06/03

9:11

Side 95

vægten på positive historier om de kendte og især de kongelige.

Selvom bladet skulle være billigt, var hele projektet det langt fra. Der skulle ikke mindst laves massiv markedsføring på bl.a. busser og i TV – og alt i alt var der omkring 25 mio. kr. på spil. Af samme årsag var det naturligvis en beslutning, der skulle godkendes af både koncerndirektionen og fondsbestyrelsen, som er Egmonts øverste ledelse. Det blev den i efteråret 1996 – stadig i dybeste hemmelighed. De få mennesker i huset, der havde hørt om noget, troede, at der var tale om et nyt tillæg til Hjemmet.

Hele projektet foregik nemlig i Hjemmets navn – også da Lucas og Ravnsted begyndte at søge efter medarbejdere til det ny blad. Selv under jobsamtalerne fik de at vide, at de skulle arbejde på Hjemmet. Først efter ansættelsen fik de nye medarbejdere – under tavshedsløfte – at vide, at de skulle arbejde på et nyt blad, der kom til at hedde HER & NU.

HER & NU blev en succes helt fra starten.

Bladet solgte omkring 140.000 eksemplarer om ugen – og en del af læserne købte bladet i stedet for de dyrere blade fra Aller. Så konkurrenten i Valby blev efter nogle måneder nødt til at tage konkurrencen op. I juni 1997 sendte Aller Kig Ind på gaden. Bladet var efter nøjagtigt samme koncept som HER & NU og blev også en pæn succes, men for Egmont var det nok så interessant, at bladet ikke stjal læsere fra HER & NU, men derimod fra Allers egne billedblade. Dertil kom, at HER & NU’s forspring dengang som nu kan læses i de månedlige oplagstal, hvor HER & NU “fører” med ca.

30.000.

Norsk og svensk succes Egmont kopierede selv konceptet til Norge og udgav i 2001 HER & NÅ i regi af forlaget Hjemmet Mortensen, som Egmont ejer i fællesskab med Orkla-koncernen. Også i Norge blev billigbladet populært hos læserne. Det har et oplag på næsten 160.000 og stod for en historisk stigning i oplagstallet i 2002 på hele 57%.

Den hemmeligtstemplede operation HER & NU lykkedes perfekt – så godt, at Lucas og Ravnsted selv var overraskede over det. Så det var en stolt direktør, der på et morgenmøde onsdag den 19. januar 1997 – dagen før bladet lå i alle landets kiosker – endelig kunne løfte sløret for medarbejderne i Egmont Magasiner.

Effekten af at kunne give de intetanende medarbejdere det første nummer af det helt nye blad i hånden og fortælle, at det var lavet af en gruppe af deres egne kolleger, var overvæl-

EGMONT

dende. Medarbejderne klappede spontant – og selvom der selvfølgelig også var nogle, der blev fornærmede over ikke at være blandt de indviede, var der stor forståelse for, at det var en forudsætning for projektet, at det blev holdt hemmeligt.

Forlaget Hjemmet Mortensen AS blev en kendsgerning i 1992, da Egmont fusionerede

95

125 ÅR

69_96_EgmontUgebladene_kap6 Doc

26/05/03

12:41

Side 96

En bred vifte af Egmonts nyeste bladudgivelser.

sen købte i 2001, bidrager til den gode udvikling.

med konkurrenten Ernst G. Mortensen, der blandt andet stod bag Norsk Ukeblad. I dag er Hjemmet Mortensen AS Norges største udgiver af ugeblade og magasiner – med næsten 50 forskellige titler. Administrerende direktør for de over 700 medarbejdere er Erik Amlie, der fra 1988 var direktør i AS Hjemmet, og som har siddet i spidsen for den ny fusion fra begyndelsen. Han kan glæde sig over, at Hjemmet Mortensen i 2002 har haft sit bedste år nogensinde. Og HER & NÅ’s store fremgang er en del af forklaringen. Men også den svenske bladkoncern Medströms, som udgiver 19 blade i Sverige og Finland, og som Hjemmet Morten-

Hemmets Journal – Hjemmets svenske udgave – som er det mest læste ugeblad i Sverige, udgives af Egmont AB, der også står bag det trendy kvindeblad Hennes. Derudover står Egmont Kärnan AB bag en lang række blade og magasiner.

Det begyndte med Egmont Harald Petersens opkøb af Damernes Blad i 1901 – og 102 år senere læser fem millioner skandinaver hver uge et blad fra Egmont!

Der er fokus på de kongelige – ikke kun i Danmark, men også i Sverige og Norge.

EGMONT

96

125 ÅR

097_114_Disney

28/05/03

8:59

Side 1

DISNEY – et eventyr

© DISNEY

19/06/03

9:15

Side 2

Skandinavernes yndling D IS N E Y

Anders And fra forsiden af det første blad i Danmark i marts 1949.

©

097_114_Disney

Dette er historien om en af klodens mest uheldige og farverige individer.

En utrolig historie. For den handler om en person, der blev født ved en pludselig indskydelse og siden med sikker forudsigelighed er gået fra nederlag til nederlag. Alligevel er han mindst lige så kendt som sin landsmand Elvis Presley, men har i Skandinavien haft en større indflydelse på tre, måske fire generationer. Og det på trods af, at hans skaber, Walt Disney, aldrig har betragtet ham som sin yndlingsfigur – men det gør alle vi andre til gengæld.

Og derfor er Anders And stadig hovedperson i verdens sjoveste ugeblad – og derfor er han verdens største tegneseriesucces.

EGMONT

Anders And som nazist I Danmark kunne man læse om Donald Duck i en tegneserie allerede i 1934, samme år som han optrådte på tegnefilm for første gang. Dengang havde han fået navnet Rasmus And. De fleste lærte ham nok at kende gennem de mange tegnefilm, som blev vist i 30’erne og 40’erne samt i avis- og magasinstriberne i samme periode. Men det var især én film, der blev husket. Det var danskernes første ulovlige møde med Anders And. Under 2. verdenskrig smuglede modstandsfolk nemlig kopier af tegnefilmen Der Fuehrer’s Face – på dansk Anders And som nazist – ind i biograferne. Den amerikansk-tegnede

98

1 25 ÅR

097_114_Disney

19/06/03

9:15

Side 3

© DISNEY

Eksempler på amerikanske udgaver af “Walt Disney’s Comics and Stories”.

karikatur på Hitlers Tyskland blev vist, ved at modstandsfolkene afbrød den ordinære forestilling og satte filmen med Anders’ mareridt som arbejder i Hitlers våbensmedje iklædt armbind med hagekors på fremviseren. Historien kulminerer ved, at Anders ser sig selv som Adolf Hitler, inklusive overskæg. Da han omsider vågner, skal han til at gøre nazihilsen, men så får han øje på modellen af Frihedsstatuen som står i vindueskarmen. Hadet til nazister var stort, og dermed blev Anders And en populær (m)and i Danmark – og da det første tegneserieblad udkom her i landet i 1949, var Anders meget naturligt hovedperson.

Men i sit fødeland USA var han dengang

EGMONT

kun sidestillet med den klogere, men også kedeligere mus, Mickey Mouse.

Begge to optrådte i den store, amerikanske bladsucces Walt Disney’s Comics and Stories, som direktør Dan Folke fra Gutenberghus havde opdaget på sine rejser i USA. Han fik som nævnt rettighederne for hele Skandinavien i hus i 1948, og i de næste to år udkom tegneserien med stor succes som månedsblad i både Norge, Sverige og Danmark. I dag er det intet mindre end verdens største tegnede succes. Det havde hans opfinder Walt Disney ellers ikke regnet med, da Anders And blev født som en voksen and i 1934.

99

1 25 ÅR

097_114_Disney

28/05/03

9:00

Side 4

Tegning fra “Spil op, Mickey” fra 1935, hvor Anders And stjæler billedet fra Mickey. ©D ISN EY

Disney fik ideen, mens han hørte radiomanden Clarence Nash synge børnerimet Mary had a little lamb. Da han nåede omkvædet med en and, sang han med en sær, kvækkende og skræppende stemme.

Inde i Disney’s hoved tegnede der sig en ny figur – så han tog kontakt til Nash, og sammen formede de Anders And: En vred, temperamentsfuld og uheldig and i matrostrøje. Anders And debuterede i tegnefilmen Den kloge lille høne fra 1934, hvor Clarence Nash naturligvis indtalte Anders Ands mange lyde og hans næsten uforståelige berømte første replik: Who? Me? Oh, no, I’ve got a bellyache!. I filmen er Anders en doven and, som sammen med sin ven Peter Gris ikke gider

EGMONT

arbejde og foregiver at have mavepine.

Men den kloge høne, som har bedt om hjælp til at så og at høste, giver dem bare amerikansk olie, da hun omsider skal nyde kagen sammen med sine børn. Anders And var et modstykke til Disney’s egen favorit Mickey Mouse, som altid gjorde det rigtige og derfor var et moralsk forbillede for amerikanerne.

I øvrigt var det altid Walt Disney selv, der lagde stemme til Mickey Mouse.

Det store gennembrud kom i den fjerde film, Anders deltog i, Spil op, Mickey, fra 1935. I den overtog han hovedrollen, selvom det ikke var Disney’s oprindelige plan. Han havde imidlertid lagt mærke

100

1 25 ÅR

097_114_Disney

28/05/03

9:00

Side 5

til andens voksende popularitet og bestemte, at hans rolle skulle udvides.

Dirigenten Mickey Mouse skal styre en promenadekoncert og forsøger at få orkestret til at spille ouverturen til Wilhelm Tell. Men hver gang han får kontrol over fremførelsen, starter den fløjtespillende and med sin version af Turkey in the Straw, og musikerne følger ham i stedet. Anders spillede bogstavelig talt Mickey af banen, og publikum skreg af grin over den ubehøvlede and, som fuldstændigt overskyggede filmens egentlige hovedperson, den pæne og regelrette mus. Walt Disney måtte overgive sig, og Donald fik sin egen filmserie.

Han var en figur, der ganske enkelt ikke kunne holdes nede, sagde Disney senere. Hans tårnhøje raseri, hans magtesløshed over for hindringer, hans protester mod det, han opfatter som uretfærdigt – selvom det er skæbnesvangert for ham – det er det, der har gjort ham til publikumsfavorit.

Walt Disney lagde aldrig skjul på, at han bedre kunne lide Mickey end Donald.

Men, som han sagde: Mickey er, som en amerikaner gerne vil være – Anders, som en amerikaner er i virkeligheden.

optog Walt Disney meget. Allerede længe før han i 1928 havde etableret sit filmstudie, der debuterede med den sensationelle Steamboat Willie, hvor Mickey Mouse er den første tegnefilmfigur, hvor bevægelse og tale er nøjagtigt synkroniseret, havde Walt brugt al sin tid på de levende billeder. Tegneserierne overlod han til sin bror, Roy Disney, der kunne se de økonomiske muligheder i dem.

Roy var Disney-studiernes forretningsmæssige strateg, og det var også med ham, Dan Folke traf de endelige aftaler i 1948.

Men da havde Anders And også ændret afgørende karakter og udseende siden sin første optræden i 1934. Næbbet blev kortere, ansigtet mere menneskeligt – og personen Anders forandrede sig fra at være et frustreret brokkehoved med et letantændeligt og destruktivt temperament med et næsten uforståeligt sprog udtrykt i korte sætninger, til at blive et mere fornuftigt, socialt og efterhånden også ansvarsfuldt væsen, i stand til at samtale og samarbejde med andre.

Dette skyldtes ikke mindst tegneren Carl Barks, der begyndte som serietegner i 1942, og som forvandlede anden til at blive sådan, som vi kender ham igennem bladene.

Carl Barks – den gode historiefortæller Anders And blev altså filmstjerne efter nogle få film, og netop tegnefilmene

EGMONT © DISNEY

Carl Barks havde tegnet serier og film hele sit liv. I 1935 fik han job i de store Disney-studier i Burbank.

101

1 25 ÅR

097_114_Disney

28/05/03

9:00

Side 6

© DISNEY

Til venstre en tidlig skitse af Anders; nedenunder ses en senere version; i midten den unge Carl Barks og til højre huset i Jacinto, hvor størstedelen af historierne blev tænkt og tegnet.

Han arbejdede de næste år som såkaldt “inbetweener”, hvilket betyder “mellemtegner” – et job, der bestod i at lave skitser til de tusindvis af enkelttegninger, der udgjorde en færdig tegnefilm i tiden, før computerne overtog meget af arbejdet. Barks befandt sig ikke specielt godt som kladdetegner. Han morede sig kun, når han afleverede forslag til gags og pointer til de mange tegnefilm.

Men så fik Barks en idé, der reddede en film, hvor Anders skulle på opfindermuseum. Manuskriptforfatterne kunne ikke få den til at blive rigtig morsom.

De manglede en ordentlig afslutning, men så foreslog Barks at lade Anders And havne i en elektrisk barberstol, hvor alt gik galt: Donald sidder i stolen med hovedet nedad og får klippet

EGMONT

midterskilning på sin andenumse, der derefter bliver smurt ind i hårvand.

Filmen blev lavet færdig, og barbersekvensen hører stadig til klassikerne.

Carl Barks fik gjort opmærksom på sig selv, og han fik en bonus på 50 dollars af Walt Disney, der var så begejstret, at han tilbød Barks et job som manuskriptforfatter. Nu fik Carl Barks endelig chancen for at lave det, han var bedst til: At både opfinde og udføre historierne, at være “storyman”. De næste år skrev han utallige manuskripter til tegnefilm, som han selv tegnede storyboards til – nogle af de allerbedste i samarbejde med Jack Hannah, en anden af branchens allerstørste navne.

102

1 25 ÅR

097_114_Disney

28/05/03

9:00

Side 7

Men i begyndelsen af 1940’erne følte Barks, som var blevet Disney-studiernes store Anders And-specialist, at det var vanskeligt at motivere sig til omlægningen i retning af militære oplysnings- og instruktionsfilm. Samtidig generede en stadigt dårligere hørelse Carl Barks, og han følte sig ofte utilpas i de store tegnestuer, ikke mindst efter gentagne alvorlige problemer med bihulerne, hvilket skyldtes air-condition systemet i lokalerne. I november 1942 sagde Barks sit arbejde op efter næsten 7 års ansættelse.

Nu stod han – som 42-årig – uden arbejde og med dårlig hørelse, men til gengæld med masser af erfaring fra verdens største tegnefilmsproducent. Han slog sig ned som hønsefarmer i San Jacinto langt ude på landet, men kort efter kaldte Disney-studierne på ham igen. Eller rettere: Forlaget Western Publishing, som lavede tegneserierne. De manglede nemlig tegnere. Barks sendte en ansøgning og fik snart efter en råskitse til en tegneserie, som han gik i gang med.

Barks former Anders And Hans første serie blev en kæmpesucces, og Carl Barks havde endelig fundet sit

© DISNEY

Modelark med instruktioner til andre tegnere.

EGMONT

103

1 25 ÅR

097_114_Disney

28/05/03

9:00

Side 8

© DISNEY

Ungerne, som vi kender dem, og til højre hele familiens fotoalbum, udgivet i 50’erne.

ideelle arbejde. Den første serie havde han tegnet ud fra et færdigt manuskript, men nu overtog han også jobbet som forfatter. Han sad hjemme på farmen og skrev og tegnede – og kvaliteten var så fremragende, at Disney-folkene så gennem fingre med, at Carl Barks støt og sikkert ændrede Anders Ands udseende og personlighed. Western Publishing bad ham levere en 10-siders historie til Walt Disney’s Comics and Stories hver måned, og nu førte Barks sin opfattelse af Anders And fuldstændigt ned på papiret – nemlig som en figur, der ligner alle andre: Han er bare et stykke blødt ler, der kan formes til den tilstand, man ønsker. En hvilken som helst figur. Han kan være ond, han kan være en naiv, dum fyr, eller bare en klovn, som Barks selv udtrykte det.

EGMONT

Carl Barks har utvivlsomt ladet sig inspirere af sine egne op- og nedture, da han fuldbragte verdens mest populære tegneseriefigur: Der er ikke en eneste person i Amerika, der ikke kan identificere sig med ham. Han er alt, han er alle.

Han begår alle de samme fejl som os.

Den danske tegneserieekspert Jakob Stegelmann beskriver Anders And sådan: Han er dybest set en tragisk figur. Et menneske – og et menneske, det er han!

– der gennemlever en stadig strøm af fiaskoer, som han nægter at se i øjnene.

Han afviser med håbløs optimisme de realiteter, der ligger for svømmefødderne af ham, og han kaster sig gang på gang ud i nye nærkampe med skæbnen. Han ændrer ofte humør, og også hans evner

104

1 25 ÅR

097_114_Disney

18/04/07

11:03

Side 9

kan svinge fra uduelighed til genialitet – men alt, hvad han oplever, er så flygtigt, som små krusninger på vejen mod noget større, han aldrig når. Hans motiver er ikke ædle, hans konkurrencelyst og magtsyge stor, men han tager alligevel ikke ansvaret for sit eget liv. Verden er hans fjende, og han vil erobre den, koste hvad det vil.

Carl Barks havde ændret tegnefilmens hysteriske and til en tragikomisk antihelt, som vi alle siden både har haft ondt af, været sure på og frem for alt: grinet ad. Barks fortsatte fra hjemmet i San Jacinto med at skrive og tegne Anders And-historier – og han opfandt mange af de nye figurer: Blandt dem den stenrige og ekstremt nærige Onkel Joakim (Uncle $crooge), der på alle måder er Anders’ modsætning, og den fønbølgede Fætter Højben (Gladstone Gander), som lever på alt det held, Anders aldrig får. Barks grundlagde efterhånden også byen Andeby (Duckburg), der samlede alle de nye figurer og som siden har vært rammen om ugebladet. Her huserer også BjørneBanden (The Beagle Boys) – en gruppe skurke, der kan karakteriseres som en kloning af Olsen Banden og Daltonbrødrene. Rip, Rap og Rup (Huey, Dewey and Louie) blev opfundet af en tidligere tegner, men Carl Barks forandrede dem fra ekstremt uopdragne børnevandaler til små, uforfærdede profes-

EGMONT

Carl Barks under sit besøg hos Egmont i København i 1994, 93 år gammel. Det var første gang, han var uden for USA.

sorer, der oftest vandt over deres onkel, fordi de var kvikkere. Rip, Rap og Rup blev børnenes talerør og helte i serien – dem, der overtrumfede alle de voksne – selvom de allerhelst ville køre på trehjulet cykel eller lege med en brandbil.

Barks tegnede videre helt frem til 1966, hvor han var blevet 65 år gammel. Efter at have tegnet over 6.000 sider med Anders And valgte han selv at gå på pension, fordi han følte sig gammel og træt og var løbet tom for ideer og historier. Barks fortsatte dog som maler – og lavede senere mange, meget smukke malerier af sine figurer fra Andeby. Han blev først sent anerkendt i USA som skaberen af den “rigtige” Anders And,

105

1 25 ÅR

097_114_Disney

28/05/03

9:00

Side 10

Et par eksempler på Sonja Rindoms fantasifulde sproghåndtering.

men det passede den både generte og beskedne mand ganske godt. Han nød sit otium sammen med sin hustru, Garé, som døde i 1993, og rejste kun én gang ud i verden som Anders Andambassadør – Carl Barks sagde nemlig ja tak, da Egmont i 1994 inviterede ham til København. Den 93 år gamle mand blev modtaget som en helt af hundredvis af jublende børn og voksne – for Andebys rigtige far var i byen.

6 år senere døde han.

Sonja Rindom, Anders Ands sprogligt opfindsomme oversætter.

EGMONT

Anders og Danmark I Danmark fik Anders And som nævnt fra begyndelsen hovedrollen i Egmonts Disney-univers. Både på grund af den heltestatus, Anders And fik under krigen, og fordi bladets første redaktør, Harald Toksvig, vurderede, at Anders And ville blive den mest populære figur.

Det første nummer af tegneserien udkom 1. marts 1949 og blev naturligvis indledt med en Barks-serie om Anders And – efterfulgt af historier med Mickey, Pluto og andre figurer fra Andeby.

Selvom bladet fra første nummer blev en bragende succes, var det tydeligt, at Gutenberghus led af en vis nervøsitet for at give sig ud på tegneseriemarkedet.

Plakaterne, der reklamerede for det første nummer, var forsynet med en beroligende tekst, hvor der stod: “I kan roligt bede jeres mor om pengene, for det er sund og god læsning, og hun vil sikkert synes ligeså godt om det, som I vil.”

Anders Ands første oversætter, Sonja Rindom, har – sammen med Carl Barks – om nogen æren for bladets succes i Danmark. Sonja Rindom opfandt hele

106

1 25 ÅR

© DISNEY

097_114_Disney

28/05/03

9:01

Side 11

Man kan ikke beskylde reklamefolkene for at underdrive tegneseriens betydning og popularitet.

NEY

© DISNEY

den unikke sproglige verden, som stadig i dag præger taleboblerne i Anders And. Det er Rindom, der står bag udtryk som for eksempel “Langtbortistan” (ja, der er t i – det er bare “slidt væk” i daglig tale) – hun opfandt de berømte navneforkortelser som “S. L. Agter” for Andebys slagter, og hvem er i tvivl om, hvad Onkel Joakim fejler, når Rindom giver ham diagnosen “overanstrengulose”?

Hun var en virtuos til at oversætte navne fra amerikansk. For eksempel da Anders And i en gammel Carl Barksserie har fået job som skønhedsekspert og møder den ikke særligt kønne, ældre kvinde J. Crowsfoot Dryskin of Turkeyneck – et fantastisk navn, der kalder billeder frem hos læseren. Sonja Rindom fordanskede hende såmænd til fru Rynke Strithår-Vortesen, hvilket jo også giver visse associationer – både hos voksne og børn. Og i det hele taget valgte Rindom at skrive taleboblerne i et sprog, der tit var dobbelttydigt og derfor også underholdt de voksne læsere.

Toksvig og Rindom kørte nærmest solo-

EGMONT

løb med Anders And de første mange år – og de havde nok at vælge imellem.

Bunken af materiale fra USA var stor, og de kunne hver måned plukke mellem de bedste historier.

Månedsbladet Anders And & Co. blev fra starten en massiv succes. Opskriften var enkel nok: Redaktionen i Vognmagergade oversatte de amerikanske serier og udgav dem på dansk. I 1956 fordoblede man antallet og udkom nu hver 14. dag – og i 1959 blev Anders And lanceret i Danmark som “Verdens sjoveste ugeblad” – der herefter udkom hver uge. Ideen var på alle måder rigtig, for markedet var stadig nærmest umætteligt, og oplaget lå i 1960 på 140.000 blade hver uge. Men der opstod et problem: Med et interval på kun syv dage ville man inden længe løbe tør for historier fra USA, hvor Disney-bladet stadig kun udkom en gang om måneden. Og det kunne kun løses på én måde: Gutenberghus måtte starte sin egen produktion af Anders And-historier.

107

1 25 ÅR

097_114_Disney

30/05/03

14:08

Side 12

I løbet af de næste år afprøvede man adskillige nye tegnere, før den første ikke-amerikanske serie blev trykt i Danmark i 1963. Og selvom Barks’ serier stadig var de bærende i ugebladet, dukkede der flere og flere helt nye tegnere op. GPS, Gutenberghus Publishing Service, som var det produktionsselskab, Anders And hørte under, var ved at gøre sig selvforsynende med serier. Og historien viser, at det var en nødvendig udvikling, for der kom for få serier fra USA, og i løbet af 1970’erne kom serierne fra USA for første gang i mindretal i det danske blad. Nu var der flere fra resten af verden – især fra tegnere i Italien og Spanien, der arbejdede freelance for Gutenberghus.

Men de hundredtusindvis af danske læsere kunne ikke se forskellen, og det var også meningen. Bladet lignede stadig sig selv: Først med en 10-siders historie, hvor Anders And var hovedpersonen, så en serie med en af de andre Disney-figurer, oftest Mickey Mouse, derefter 2-3 meget korte historier, og til sidst en del af en længere serie, der fortsatte i næste nummer.

Historierne er længere, mere avancerede og lidt mere uhyggelige – og så er figurerne tegnet i italiensk stil, meget forskellig fra den Barks-inspirerede stil, man forbinder med det traditionelle Anders And-blad. Langt de fleste Jumbo-historier er tegnet af italienske tegnere, men også af den internationalt berømte dansker Flemming Andersen.

Anders’ 50-års fødselsdag

De små, men populære Jumbobøger Anders And var blevet en gedigen succes for Gutenberghus. Udgivelsesfrekvensen var øget fra månedlig til hver 14. dag – til udgivelse hver uge fra 1959. Men

EGMONT

ikke kun udgivelsesfrekvensen var øget, salget af hver udgave blev mere end fordoblet – fra 94.000 i starten til over 200.000 i slutningen af 60’erne. Ønsket om at læse om Anders And og hans venner var nærmest umætteligt blandt danske børn. Forlagets viden om børnenes ønsker førte til, at Gutenberghus udviklede endnu et Disney-produkt – med længere historier til lidt ældre børn.

På den måde blev Jumbobogen til, og den første, Onkel Joakims trillioner, udkom i 1968. I april 2003 var der udkommet 269 danske Jumbobøger.

Donald blev jo født i USA i 1934 – og fyldte altså 50 i 1984. Elsket af så mange børn i alle aldre var det helt naturligt at fejre hans runde dag. 50årsdagen skulle markeres, som var Anders konge af Danmark, besluttede Per Grubert, direktør for Serieforlaget, som udgav Anders And. Der blev brugt måneder på forberedelserne, og ikke

108

1 25 ÅR

©

EY SN DI

097_114_Disney

28/05/03

9:01

Side 13

© DISNEY

mindst medierne blev inviteret og serviceret. I juni 1984 startede festlighederne: Anders And, Fedtmule og Mickey Mouse tog offentligt afsked i Disneyland med den danske ambassadør Henning Kristiansen – og de tre elskede figurer blev foreviget i både dansk og amerikansk TV, da de vinkede farvel til USA for at rejse til fødselsdag i Danmark. Billederne afstedkom i øvrigt en seerstorm til flere amerikanske fjernsynsstationer – fra børn, der var ulykkelige over, at deres tegneseriehelte emigrerede fra hjemlandet.

Mickey, Fedtmule og Anders landede i Kastrup den 8. juni og blev modtaget af både et hornorkester fra SAS og tusindvis af flagviftende danskere. Interessen for fødselsdagen var så stor, at dagbladet B.T. næste dag placerede historien hen over hele forsiden – på trods af at fodboldlandsholdet havde spillet landskamp i Parken. Nu fik omtalen også et ekstra pift, fordi den daværende trafikminister, Arne Melchior, stod allerforrest i lufthavnen og lod sig fotografere, mens han omfavnede de kendte Disney-figurer. Det vakte en del kritik i de pænere og mere intellektuelle kredse – og skabte debat i de samme aviser, som udkom med jubeltillæg i anledning af Anders Ands fødselsdag. Ekstra Bladet gik så vidt som at erklære Arne Melchior for “andsvag”. Med til historien hører, at statsminister Poul Schlüter var i luft-

EY

Jumbobogen udkom første gang i Danmark i 1968. Den blev uhyre populær, og siden er der udkommet flere hundrede titler, også i andre lande.

EGMONT

109

1 25 ÅR

097_114_Disney

28/05/03

9:01

Side 14

Det var forsidestof på formiddagsbladene, da Anders fyldte 50.

havnen på samme tid. Men han stod få hundrede meter fra Melchior og masserne og tog imod en af verdens mægtigste mænd – Kinas ministerpræsident, Zhao Ziyang, der var på statsbesøg i Danmark – uden at ret mange opdagede det, fordi alle linser var rettet mod Arne og Anders. Det vidste Zhao Ziyang bare ikke, og da kineseren så virvaret længere henne ad landingsbanen, spurgte han: “Hvem er dog det, der får sådan en modtagelse?”

Trafikministeren kom i øvrigt med et berømt udbrud, da han midt i tumulten kiggede ned på Anders Ands strømpebuksebeklædte ben: “ Sikke nogle pæne ben. Jeg tror, Anders er en pige!” Og selvom tegneserieheltes identitet normalt skal bevares hemmelig, kan vi godt – her 19 år efter – afsløre, at Arne Melchior havde ret. Oppe i SAS-flyet fra USA havde Anders And nemlig skiftet indmad. I Kastrup blev dragten båret af den ganske unge Lotte Reimar – datter af Johnny Reimar, som dengang var direktør for Egmont-selskabet Select Video. De næste tre uger blev Anders, Mickey og Fedtmule fragtet rundt i Danmark i en gammel, rød brandbil fra Falck – for at markere, at Anders var brandmand i den allerførste historie, der blev trykt i Danmark i 1949.

Og overalt blev de mødt – ikke kun af unge og gamle fans – men også af en hær af journalister og fotografer.

EGMONT

110

1 25 ÅR

097_114_Disney

28/05/03

9:01

Side 15

Anders And – stadig den samme, men i konstant fornyelse Egmont er i dag verdens største producent af Disney-tegneserier. Fra den centrale redaktion i København kommer hvert år flere tusind tegneseriesider.

Disse laves af freelancere over hele verden og bliver til blade og bøger efter bearbejdelse af Egmont i København.

Ovre i USA er Anders And-bladet for længst lukket – fordi amerikanerne stort set er holdt op med at læse andet end superhelt-tegneserier. Men netop i USA sidder nogle af de tegnere, som måske har bidraget mest til at forny og videreføre traditionerne fra Barks. Don Rosa begyndte at arbejde for Gutenberghus i 1990, og det er lykkedes ham at opnå en helt speciel status blandt læsere og samlere, som står i lange køer for at få deres album eller blade signeret af tegneren, når han er på en af sine hyppige ture til Europa. Don Rosa er som Barks en af de få, som både skriver og tegner sine historier. Hans popularitet skyldes ikke mindst, at han er en stor epiker, som magter at lave krævende, bredt anlagte fortællinger, som alligevel appellerer til de yngre ved en humoristisk detaljerigdom, som giver lyst til at gå på eventyr i selve tegningerne. Ofte tager han udgangspunkt i Barks’ historier og digter videre på fortællinger, de fleste kender fra tidligere,

EGMONT

Arne Melchior i Kastrup lufthavn 1984 for at modtage Anders på hans 50-års fødselsdag.

og hvor alle har spekuleret over, hvordan det gik bagefter. Derfor har vi set den gyldne hjelm blive fisket op af havet, Onkel Joakim, Anders og nevøerne på genvisit hos folket med de firkantede æg, og vi har set, hvordan Onkel Joakim fik sine penge igen, da gulvet i pengetanken gav efter og sendte indholdet ned i dybet. Han har også givet os arkitekttegningerne til pengetanken (Don Rosa er bygningsingeniør og solgte sit firma, da han fik mulighed for at tegne ænder på heltid). Hans omfattende krønike i tolv afsnit, Joakim von And – Her er dit liv, der blev samlet i bogform i 1997, er blevet en klassiker.

I øvrigt er det kun i nogle få europæiske lande, inklusive de fem nordiske, at Anders And lægger navn til bladet og er hovedfigur. I samtlige andre lande i verden er Mickey Mouse øverst på forsiden.

Det er påfaldende, at vi i Norden (og Holland) også skiller os ud ved at betragte ugebladet som et familieblad,

111

1 25 ÅR

097_114_Disney

18/04/07

11:04

Side 16

mens bladet i de fleste andre lande henvender sig til børn som specifik målgruppe. I Norge viser tal, at over 50% af ugebladets 1 million læsere er over 15 år. Det betyder, at bladene skal passe på med at blive opfattet som barnlige, som ren børnelekture, både sprogligt og indholdsmæssigt.

I løbet af sine 55 år er bladet blevet en institution, en fælles referanceramme for de tre efterkrigsgenerationer og som sådan en væsentlig del af vor kulturarv.

At denne generationseffekt er af stor betydning, kan man se af salgstallene på faksimile-udgaven af de komplette årgange. Noget pompøst kan man hævde, at historierne fra Andeby har indtaget den position, som folkeeventyrene havde tidligere. Man har hørt de fleste før, men man hører dem gerne igen, og det er altid

EGMONT

i orden at lave nye. Andeby-universet er en moderne mytologi med et persongalleri, der er så velkendt, at massemedier kan bruge navne som Onkel Joakim, Anders And, Fætter Højben og Georg Gearløs i deres overskrifter som den naturligste ting i verden.

I det Anders And-blad vi laver i dag, har op til 70 år gamle klassikere deres plads, og det er tvivlsomt, om nogen betragter det gamle materiale som et fremmedelement. Historien om de firkantede æg, en Barks-historie fra 1947, der er 56 år i år, blev for nylig kåret som den allerbedste Anders And-historie i en omfattende afstemning i ugebladene i Norge, Sverige og Danmark.

En typisk Barks-historie begynder gerne med, at Anders sidder i lænestolen og

112

1 25 ÅR

097_114_Disney

28/05/03

9:01

Side 17

læser en bog eller en avis, mens ungerne leger på gulvet eller ser på TV i nærheden. Det er en dag som alle andre dage, en almindelig hverdag. Borte er minderne og sporene efter dagen i går, borte er sporene efter kampen mod naboen, raseriet mod ungerne og katastrofen på samlebåndet på margarinefabrikken. Ny dag, nye muligheder, og det varer ikke længe, før Anders for 117. gang bliver viklet ind i nye, håbløse situationer. Bevidstheden om alle hans selvforskyldte uheld og mislykkede satsninger ligger ikke hos ham, men hos os læsere.

“Han lærer jo aldrig!”, “At nogen kan være så dum!”, “At han tør!”

ingenting får konsekvenser. Dybdemåleren i Onkel Joakims pengetank står på 99 fod, som om ingenting er hændt.

Dette er en af grundene til, at vi elsker disse historier, og at vi har så let ved at forholde os til Andeby-universet. I modsætning til Donald ved vi, at noget kommer til at gå galt igen, vi ved bare ikke hvad. Der er ikke grænser for, hvad der er muligt, og historiernes antal er uendelig, den samme gamle historie om igen, men altid forskellig, altid forudsigelig (vi ved det må gå galt), altid uforudsigelig (vi ved ikke, hvad han vil finde på denne gang). Anders lærer aldrig.

Som selvudnævnt verdensmester stiller han stadig op i samtlige øvelser.

I Andeby lærer ingen af sine fejl, alt bliver nulstillet efter forrige historie,

Bladets udgivelse i 26 lande styres fra København.

Egmont er i dag verdens største udgiver af tegneserien.

© DIS NEY

EGMONT

113

1 25 ÅR

097_114_Disney

12/06/03

10:44

Side 18

Uden erfaring fra tidligere episoder eksisterer tiden ikke i Andeby.

Personerne udvikler sig ikke, men har evigt liv. Ungerne bliver aldrig færdige med skolen, de går i en evig tredje klasse. Og Anders er den evige optimist. Den depressive tilstand, han ville have været i, hvis han havde taget hensyn til alle sine nederlag og ydmygelser, indtræffer aldrig.

Anders And – uden for Danmark Egmont er i dag en af verdens største udgiver af tegneserier – og Anders And er verdens mest læste tegneserieblad.

Tegnet forskellige steder i verden og sat sammen af Egmont i København – for så at blive udgivet af Egmont-selskaber over hele verden. I Norden købes ca.

700.000 Anders And-blade hver uge – i Kina ca. 350.000 hver 14. dag. Faktisk er de historier, man læser i Anders And i Danmark, de samme, som man kan læse i 26 andre lande (når vi ser bort fra sproget). Der findes i dag Egmontselskaber i de fleste lande i både Øst- og Vesteuropa, samt i Rusland og i Kina.

“Knold og Tot” og W.I.T.C.H. Den første og den seneste succes.

samlet i divisionen Kids & Teens. Som navnet siger, er det her, man har fokus på, hvad børn og ungdom ønsker sig inden for medier. Dette fokus fører til en konstant produktudvikling – noget også mangfoldigheden af produkter viser med klar tydelighed. Fra tegneserier til livsstilsblade – fra puslespil til brætspil for hele familien – til helt nye medier som internet og mobile tjenester.

Egmont i dag – mere end Anders And De seneste år har Egmont været meget aktiv på seriemarkedet og skaffet så mange rettigheder, at man i dag udgiver godt og vel 80% af de tegneseriehefter, som sælges i Norden. Tegneserierne er

EGMONT

Det er både spændende og udfordrende at udvikle gode historier og produkter til børn og unge, siger divisionsdirektør Tommy Melle – fordi deres krav til kvalitet er stort, og deres behov er stadigt skiftende.

114

1 25 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

26/05/03

12:49

Side 1

115_126_Boeger_kap8 Doc

26/05/03

12:49

Side 2

Egmont er i dag storleverandør af viden, oplevelser og underholdning – også når det gælder verdens ældste massemedie: BOGEN. Egmont er Europas største udgiver af børnebøger og det næststørste forlag i Skandinavien. Egmont udgiver bøger på 30 forskellige sprog, og i hovedområdet – Skandinavien – kommer hver syvende solgte bog fra et af Egmonts 4 forlag, som i alt beskæftiger over 400 medarbejdere. Danskerne, svenskerne og nordmændene køber hvert år bøger fra Egmont for over 1,5 mia. kr.

Det er store tal, og koncernens plan er endda at blive endnu større på bogmarkedet de kommende år. Men at det skulle gå sådan, var bestemt ikke forudset for 40 år siden. For da det daværende Gutenberghus overtog sit første forlag i Danmark, købte man det kun for ikke selv at miste penge!

Det begyndte i Norge Aschehoug Dansk Forlag har eksisteret i 89 år, siden 1. juli 1914. Men det havde det ikke fået lov til uden hjælp fra Gutenberghus. Egmont H. Petersens Fond havde aldrig vist den store interesse for selv at udgive

EGMONT

bøger – kun for at trykke dem. Gutenberghus ejede ganske vist det lille svenske forlag Richters, som blev stiftet i 1941, men bøger var ikke noget kerneområde, da Aschehoug kom ud i en dyb økonomisk krise på grund af en række mislykkede og kostbare leksikon-udgivelser. Derfor måtte Gutenberghus som største kreditor i 1961 overtage samtlige aktier for at redde forlaget. Og dermed overlevede ikke kun det forlag, der i dag er et af Danmarks største, men også den fortsatte udvikling af det, der såmænd blev skabt af to fætre i Norge for 131 år siden.

I 1872 åbnede Hieronymus og Halvard Aschehoug en boghandel med tilhørende forlag i Kristiania – det nuværende Oslo. Forretningen gik rigtig fint de næste år, men siden med nye ejere, for i 1880 døde Halvard Aschehoug – og otte år efter var helbredet hos Hieronymus så dårligt, at han solgte det hele til Thorstein Lambrechts og forlæggeren William Nygaard, der kom til at præge virksomheden de næste mange år. Og det var Nygaard, der skabte kontakten til Danmark. I 1889 indgik han en samarbejdsaftale med det danske forlag Hagerup om gensidigt at udgive hinandens bøger i hjemlan-

116

125 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

26/05/03

12:49

Side 3

Herman Larsens berømte skrivesystem, der lanceredes i 1920, udkom i mange udgaver i de næste 70 år.

dene. En oplagt idé til at fordoble markedsstørrelsen, fordi norsk og dansk skriftsprog stadig dengang stort set var det samme. Hagerup og Aschehoug indledte få år efter et samarbejde om at lave et fælles leksikon – en meget tidlig begyndelse på den tværnationale samproduktion, der i dag er ganske normal, når det gælder udgivelse af illustrerede værker. Og i 1914 åbnede Nygaard sin egen forlagsvirksomhed med udgivelser i København.

Samme år forlod Aschehoug de lejede lokaler hos samarbejdspartneren Hagerup og flyttede ind på hjørnet af Krystalgade og Fiolstræde.

De første udgivelser i Danmark var skolebøger – både bearbejdede udgaver af norske bøger og helt nye danske. Blandt dem Herman Larsens berømte skrivesystem, som blev på lagerlisten de næste 70 år.

Men William Nygaard ville meget mere i Danmark. Og det handlede om selve den norske stolthed. Nygaard brød sig nemlig ikke om, at Norges store forfattere som Ibsen, Bjørnson, Kielland og Lie dengang udgav deres værker hos danskejede Gyldendals

EGMONT

117

norske forlag. Det var ydmygende for de meget nationalbevidste nordmænd, der stadig var præget af først det danske overherredømme indtil 1814 og siden unionen med Sverige frem til 1905. Så Nygaard blev frontfigur for en norsk folkebevægelse, der endte med, at man efter en landsdækkende aktietegning havde penge nok til at købe nationens store forfattere hjem til Norge og omdanne Gyldendal Norsk Forlag til et rent norskejet forlag i 1925. I Danmark voksede William Nygaards forlag sig stort i 1920’erne. Forfatteren Martin Andersen Nexø kom i Nygaards stald, og Aschehoug udgav i årene 1917-21 de fem bind af Ditte Menneskebarn.

De blev en kæmpesucces, der for alvor etablerede det norskejede forlag i Danmark.

Men så trak Nygaard sig pludselig ud af landet igen.

Nygaard sælger til Danmark Efter “hjemskaffelsen” af den norske del af Gyldendal mente Nygaard, at trafikken også skulle gå den anden vej. For når det norske

125 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

26/05/03

12:50

Side 4

var blevet norsk, skulle det danske også være dansk. Han solgte simpelthen hele Aschehougs danske afdeling til tre københavnere: Den daglige leder siden 1913, Martin Creutz, Hagerups leksikon-redaktør Erling Rørdam og den unge vekselerer G. M. Steffensen. De tre omdøbte forlaget til “H. Aschehoug og Co. Dansk Forlag”. I Norge lever forlaget H. Aschehoug og Co. i øvrigt i bedste velgående den dag i dag – under ledelse af en administrerende direktør William Nygaard, barnebarn af stifteren.

De nye danske ejere fortsatte op gennem 30’erne og 40’erne med mange skolebøger og både dansk og norsk litteratur, og det gik især strygende under 2. verdenskrig, hvor danskerne købte masser af bøger til de lange aftener med udgangsforbud og mørklægningsgardiner.

Aschehoug satsede hårdt i årene efter krigen på at udgive leksika i mange, tykke bind – blandt dem Meyers Vareleksikon, Weilbachs Kunstnerleksikon og det 24 bind store Vor Tids leksikon. Men de solgte ikke særlig godt, og derfor strammede det for alvor til i begyndelsen af 1950’erne, hvor Gutenberghus først måtte tage rorpinden og siden helt overtage forlaget, der i mellemtiden selv havde overtaget både J. Fr. Clausens lille håndbogsforlag og Hagerups forlag, som derfor også kom på Gutenberghus’ hænder.

Dengang hed afdelingslederen hos Clausens forlag Erik Ipsen, og han fik en afgørende

EGMONT

I slutningen af 40’erne satsede Aschehoug på værker, bl.a. “Meyers Vareleksikon”og “Vor Tids Leksikon”, men det gik ikke efter forventning og bevirkede indirekte, at forlaget senere blev overtaget af Gutenberghus.

rolle hos Aschehoug, der de næste årtier voksede sig til en god og sund forretning.

Ipsen steg i graderne efter overtagelsen – først til forlagschef, og senere til administrerende direktør for Aschehoug.

Da Gutenberghus reddede os i 1961, var der kun få, der var lidt nervøse for, hvad det ville betyde. Om de også ville overtage styringen af udgivelserne. Men jeg var nærmest glad, for vi havde allerede i årene før haft et glimrende samarbejde, siger Erik Ipsen, der gik på pension i 1989, samtidig med at Aschehoug fyldte 75 år.

118

125 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

26/05/03

12:50

Side 5

Han stod i spidsen for et forlag, der ganske vist udgav bøger under flere navne, men reelt var én samlet arbejdsplads, som holdt til i Landemærket 11 midt i København. I øvrigt skråt over for den adresse i samme gade, hvor Aschehoug holder til i dag.

Vi var en meget engageret flok, der alle følte, at vi arbejdede for et selvstændigt forlag, men samtidig havde en stor loyalitet over for Gutenberghus. Vi følte os mere animerede til arbejdet, for vi fik jo en økonomisk sund arbejdsgiver, der gav os mulighed for at være kreative, fortæller Erik Ipsen, der ikke kan erindre en eneste situation, hvor forlagets ejer omstødte en beslutning, der var

truffet hos Aschehoug. De blandede sig faktisk aldrig i vores udgiver-grundlag. Vi fortalte bare dem i toppen, hvad vi var i gang med, siger Ipsen, der i alle sine år i Aschehoug satsede hårdest på skolebøgerne. Med stor succes. Forlaget stod bag mange store skolebogs-serier: Blandt dem læsesystemet Læs og Forstå og regne- og matematikbøgerne Tal og Mængde, som hundredtusindvis af danske børn har haft glæde af i skolen.

Danmarks ældste bogklub Ledelsen i Gutenberghus var nu for alvor ved at se fordelene i forlagene, og i 1977 satsede man på et helt andet marked af læsende danskere: De voksne læseheste. Man købte Wangels forlag, som drev Danmarks ældste

Undervisning i virkeligheden Forlaget Alinea blev etableret i 1996 som en sammenlægning af Grafisk forlag, Gjellerup/ Gad og Munksgaards folkeskoleredaktion. Alinea ejes i dag af Egmont og G.E.C. Gads Forlag i fællesskab og fortsætter således på fornemste vis en lang tradition for undervisningsbøger i Egmont koncernen. Alinea har som målsætning at udvikle og producere et bredt udvalg af fagligt og pædagogisk gennemtænkte kvalitetsudgivelser og er Danmarks største folkeskoleforlag.

Mange af os har lært at læse med Søren og Mette, der blev udgivet første gang i 1954, og som stadig har et stor salg. Af nye store undervisningsmaterialer kan bl.a. nævnes Matematik-Tak, Tid til dansk og Dansk i Midten.

Alinea har gennem årene fået tildelt en del priser for bedste undervisningsmaterialer, bl.a.

Undervisningsministeriets læremiddelpris 4 gange. Prisen blev uddelt første gang i 1995.

I Norge står Egmont også stærkt på undervisningsudgivelserne. Damm er med sin undervisningsafdeling, der består af det tidligere Universitetsforlagets grundskoleafdeling, NKS forlaget og Tingleff, et af Norges største folkeskoleforlag med specialer inden for norsk og matematik. De kendteste udgivelser er norsk-systemet Pegasus og det markedsledende matematiksystem Plus.

EGMONT

119

125 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

18/04/07

11:04

Side 6

Med erhvervelsen af Grafisk Forlag kom børnebogs-succeserne “Jan”-, “Susy”- og “De 5”-bøgerne på udgivelsesprogrammet.

bogklub, Danske Bogsamleres Klub. Bogsamleren startede i 1946 og var hurtigt blevet en kæmpesucces. Danskerne meldte sig ind i titusindvis, og recepten var enkel og effektiv: Medlemmerne betalte et beskedent kontingent for hver måned at modtage et tilbudshæfte med billige bøger – især “Månedens Bog” til slagpris gik som varmt brød. Bogsamleren var en af Danmarks største bogklubber, og det var den, der gjorde underholdningsromanen til et begreb i Danmark.

Vokser til det dobbelte I 1983 blev Aschehoug nærmest med ét dobbelt så stort. Forretningen gik godt, og da det hæderkronede Grafisk Forlag blev sat til salg, slog man til, og det blev en handel, der ændrede forlaget fundamentalt. Nu flyttede man nemlig fra Københavns centrum og ud i Grafisk Forlags store hus i Emdrup nord for byen – og sammenlægningen betød også flere typer bøger.

EGMONT

Nu stod Gutenberghus for en masse godt sælgende sprogbøger, bl.a. Easy Readerserien samt børnebogs-succeser som Jan-, Susy- og De 5-bøgerne. Og samtidig fik Clausens Forlag virkelig fat på håndbogsmarkedet i den periode, hvor danskerne fik mere fritid og derfor gerne ville læse om haver, stuefugle, akvariefisk, modeljernbaner og andre hobbyer.

Det gik kort sagt strygende for de Gutenbergske forlag. I 1986 købte man også det lille, men stærkt sælgende Winthers Forlag, som udgav såkaldte pocket-bøger og romanhæfter om cowboys, krig og kærlighed – samt ikke mindst de verdensberømte Barbara Cartland-romaner.

Lademann ind i folden Et af den danske bogbranches mest markante navne gennem tiderne er Jørgen Lademann. Mange husker ham ligefrem som

120

125 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

26/05/03

12:50

Side 7

“bogbranchens Simon Spies”. Han etablerede i 1954 et af landets mest dristige og nytænkende forlag – Lademanns Forlag.

Jørgen Lademann var en levemand og en ualmindelig arbejdsgiver, der sprudlede med planer og projekter – som dengang han startede sin bogklub. Han lå inde med et stort parti bøger, han ikke kunne få solgt, og en morgen under brusebadet fik han den idé, der siden skaffede både ham selv og senere Egmont millioner: Lademann fandt på at pakke bøgerne ind i postpakker sammen med et girokort og et lille brev, hvor han uopfordret tilbød folk at købe bogen billigt, hvis de betalte girokortet og samtidig meldte sig ind i bogklubben. Modtagerne fandt han simpelthen ved at skrive navne og adresser ud fra telefonbogen. Bogklubben Union var skabt. Jørgen Lademanns personlige hjertebarn var det store 30-binds leksikon, Lade-

EGMONT

manns leksikon, der samlet er solgt i mere end 500.000 eksemplarer. Han startede sidst i 1970’erne de to små forlag Sesam og Komma, som specialiserede sig i hhv. børnebøger og håndbøger, og senere købte han Holkenfeldts forlag.

Men i 1986 blev Jørgen Lademann syg, og den 15. januar 1987 samlede han forlagets inderkreds i sit hjem i Klampenborg.

Han fortalte os, at han snart skulle dø, og at hans børn ikke ville overtage forlaget.

Derfor måtte vi enten sælge det eller fusionere, fortæller Georg Vejen, der var direktør på Sesam dengang. Vi tog kontakt til flere forskellige udenlandske forlag, men vi fandt hurtigt ud af, at de bedste muligheder Lademanns leksikon så dagens lys i 1970, og siden er der kommet en CD ROM-udgave, et to-binds leksikon og en internet-udgave.

121

125 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

30/05/03

14:11

Side 8

lå hos danske Gutenberghus, der jo havde erfaringer med bogklubber, siger Georg Vejen.

Jørgen Lademann døde i sommeren 1987, og i 1988 overtog Gutenberghus hans livsværk.

Med succes, erindrer Georg Vejen: Der var mange fordele ved at være tilknyttet den velfungerende organisation. Der var en god personalepolitik, og Gutenberghus lod stadigvæk de tilknyttede satellit-forlag køre deres egen udgivelsespolitik med det ansvar og de fordele, det havde. Derfor blev fusionen en succes.

Med tiden kom der flere fusioner. I 1991 samledes forlagene Komma & Clausen, Sesam, Holkenfeldt og Aschehoug i det store Aschehoug, vi kender i dag.

Forlagene ekspanderer Sammenlægningen af forlagene var en afgørende del af den strategiplan, som Gutenberghus i 1991 satte i gang på bogområdet i Danmark. Selvom forlagene solgte pænt, gav de fleste underskud. Måske så økonomerne i huset dengang gerne, at forlagene blev solgt fra igen. Men bøgerne var til gengæld en vigtig del af den synlighed, man samtidig med et navneskift til Egmont i 1992 gerne ville øge, og planen var – ganske enkelt – at gøre

EGMONT

Bogklubben Union blev startet af Jørgen Lademann og er en af forlagsbranchens succeshistorier. Bogklubben eksisterer i dag i bedste velgående under navnet Egmonts bogklubber.

bøgerne væsentligt mere lønsomme. Strategien medførte store forandringer, både i Danmark og udlandet.

Ulrik Bülow blev ansat i 1991 som ny direktør for hele bogområdet, der skulle nå op på at have forlag i 17 lande. Han kom til at stå bag en rigtig forlagssucces: Omsætningen i bogdivisionen blev næsten fordoblet de næste fire år.

Bülow var også manden, der fandt den nye direktør for Aschehoug, nemlig Stig Andersen, som tog over i 1991. Stig Andersen, der kom fra Gyldendals Bogklub, ændrede udgivelsesprofilen markant og satsede kraftigt

122

125 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

26/05/03

12:51

Side 9

på biografier skrevet af kendte danskere: Uffe Ellemann Jensen, Helle Virkner og Prins Henriks memoirer. Bøgerne markerede sig i pressen og solgte godt, og Aschehougs udgivelser var pludselig noget, man talte om.

Der skete også ting og sager i udlandet.

Egmont var i fuld gang med at blive en næsten globalt favnende virksomhed. Også på bogområdet – og specielt med børnebøger var opfattelsen, at Disney-figurerne kunne udnyttes langt bredere. Anders And og de andre Disney-figurer var så god en vare, at de skulle danne forpost for Egmonts satsninger uden for Skandinavien, i det nordlige

Europa, det tidligere kommunistiske Europa og i Asien.

Tanken var at sætte alle vores børneudgivelser i system på tværs af landegrænser ved at sælge dem i mange lande. Det gav en enorm rationel gevinst, fordi det var det samme produkt vi solgte. Bøgerne skulle bare oversættes, fortæller Ulrik Bülow. Og det virkede.

Salget af børnebøger steg fra 5 mio. om året til 30 mio. bøger om året og gjorde Egmont til en af Europas største børnebogsudgivere.

Norge og Sverige Og mens Egmont altså satsede internationalt på børnebøger, udvidede man også lige om hjørnet – i de to skandinaviske broderlande og allermest i Norge.

I Oslo havde Hjemmets Bokforlag haft stor succes, siden det i 1969 åbnede med en serie Disney-bøger og Hjemmets kogekortklub efter samme mønster som den danske.

Ligesom i Danmark blev især madkortklubben en enorm succes. Den havde på et tidspunkt 340.000 medlemmer. I 1977 blev Hjemmets Bokklubb (senere Bokklubben Boksamleren) etableret – den har i dag Aschehougs 100.000 medlemmer. udgiverprofil blev i 90’erne udvidet med biografier, bl.a. Helle Virkners erindringer.

EGMONT

I 1984 købte Norsk Egmont forlaget N. W. Damm & Søn, som faktisk var stiftet af en dansker. Damms historie startede i 1836, da en ung dansk bogbindersvend kom til Kristiania. Niels Wilhelm Damm var kun 20 år,

123

125 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

26/05/03

12:51

Side 10

Succesbogen der aldrig udkom Aschehoug kom i 1996 ikke bare på Danmarkskortet, men også på verdenskortet med en bog, der aldrig udkom. Det var i Stig Andersens direktør-dage. Han ville satse hårdere på biografier fra kendte danskere og fik i 1995 en aftale med den socialdemokratiske toppolitiker Ritt Bjerregaard, der netop var blevet udnævnt til EUkommissær. Hun skulle skrive dagbog fra sine første seks måneder i Bruxelles – og Aschehoug skulle udgive den i bogform. Jeg troede, det ville blive en hyggelig lille bog, hvor Ritt berettede om sine personlige oplevelser i EU, fortæller Stig Andersen i dag – men han tog fejl! Kommissærens dagbog endte som en medieskandale og var tæt ved at koste Ritt Bjerregaard hendes politiske liv.

Denne bog eksisterer ikke, for den udkom aldrig. Den nåede ikke engang at blive bundet ind, før hele oplaget blev brændt.

Aschehoug sendte i slutningen af 1995 en række fortryk til anmeldelse hos flere danske aviser, og så startede lavinen. Ritt Bjerregaard havde nemlig skrevet mindre pænt om flere af sine kolleger i Bruxelles – blandt andet havde hun stillet spørgsmålstegn ved kommissionsformand Jaques Santers poli-

da han begyndte sin karriere som svend hos bogbinder Fredriksen. I 1843 åbnede han sin egen virksomhed som bogbinder og boghandler. De første vaklende skridt som bogforlægger tog Niels Wilhelm Damm kort efter ved at udgive en bog med den usædvanligt lange titel: Røveren, Smugleren, Falskmyntneren Louis Mandarin og hans Kameraters Mærkelige Eventyr og Skrekkelige Forbrytelser. Den kom i stift bind og kostede 12 norske skilling.

EGMONT

tiske evner. Sagen optog hele Danmark i månedsvis og endte med, at Ritt Bjerregaard trak bogen tilbage. Men avisen Politiken valgte at udgive dagbogen som en særsektion, og de måtte siden betale Aschehoug og Ritt Bjerregaard en erstatning på 1 mio. kr.

Det var en ganske hysterisk tid, husker Stig Andersen. Alle medier – selv CNN – ville have fat i bogen. Medierne belejrede trykkeriet i Viborg, og bogen var så sprængfarlig, at vi til sidst valgte at brænde samtlige 5-6.000 eksemplarer. De måtte nærmest smugles ud af trykkeriet i en forseglet container, som kørte rundt på en lastbil på Fyn og Jylland i flere dage, før det endelig lykkedes os at finde et forbrændingsanlæg, der ville sætte ild til bøgerne. Sagen var så betændt, at ingen turde tage opgaven, fortæller Stig Andersen. Nok var det ubehageligt, men sagen bragte forlaget på landkortet – det var faktisk en bog, der aldrig udkom, som gjorde Aschehoug rigtig kendt i hele Danmark.

I 1930 overtog hans barnebarn, major Arne Damm, ledelsen af forlaget efter sin far Hans Christian Damm. Under Arne Damms ledelse gennemgik forlaget en rivende udvikling. Udgivelseslisterne fra dengang genspejler på mange måder norsk børnelitteraturs rødder med forfattere som Finn Havrevold, Aimee Sommerfeldt og mange andre. I 1946 udkom den første bog om verdens stærkeste pige Pippi Langstrømpe på N.W. Damm & Søn. Bogen indledte et livslangt venskab

124

125 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

26/05/03

12:51

Side 11

Tom Harald Jenssen sammen med Astrid Lindgren, som blev en nær ven af familien. I 1946 udkom den første bog om Pippi Langstrømpe på Damms forlag i Norge, og Astrid Lindgren udkommer den dag i dag på samme forlag.

mellem Astrid Lindgren og familien Damm.

Astrid Lindgrens forfatterskab har præget forlaget helt op til i dag.

I 1984 blev Arne Damms sønner, Nils Wilhelm og Arne, enige med Egmont om at sælge virksomheden – efter 4 generationer i familiens eje. Dermed var ringen sluttet og Norges næstældste forlag igen på danske hænder.

Næste skridt i Egmonts forlags-saga i Norge tages fire år efter. I 1988 køber Egmont Tek-

nologisk Forlag AS af Tom Harald Jenssen og hans far Rudolf Jenssen. Forlaget blev grundlagt af Rudolf Jenssen i 1958. Tom Harald havde arbejdet for familievirksomheden hele sit yngre og voksne liv – de første penge tjente han som 12-årig ved at lægge 5.000 regnestokke ind i et oplag af Regneboken.

Tom Harald havde været administrerende direktør i Teknologisk Forlag siden 1984.

Efter at N.W. Damm & Søn og Teknologisk

Egmont Richters Forlaget Egmont Richters, der blev stiftet i 1941, var det daværende Gutenberghus’ første forlag. Forlaget ligger i Malmø og beskæftiger sig primært med bogklubber for børn og voksne, men har i de senere år også markeret sig i detailhandelen. Forlaget fik således i foråret 2003 den svenske Guldpocket-pris, der gives for bedst sælgende pocketbog.

Bogen, der vandt, er skrevet af tibetanernes åndelige og verdslige leder, Dalai Lama, og har den enkle, men appellerende titel Lycka.

Bogen havde på daværende tidspunkt solgt 200.000 eksemplarer.

EGMONT

125

125 ÅR

115_126_Boeger_kap8 Doc

26/05/03

12:51

Side 12

Forlag blev fusioneret i 1990, fik han ansvaret for udgivelser, som spændte fra børnebøger til større opslagsbøger om hobby og fritid.

I dag – efter seks nye forlagserhvervelser og to interne fusioner (først Egmont Hjemmets Bokforlag og derefter Egmont Bøker Fredhøi) – er N.W. Damm & Søn fortsat under ledelse af Tom Harald Jenssen et af Norges fire største forlag med en omsætning på over 500 mio. kroner. Damm fremstår i dag som et vidtfavnende forlag med udgivelser inden for alle genrer – og med god eksponering af forlagets bøger i egne bogklubber, gennem boghandlerne og på massemarkedet.

Bøgerne i fremtiden Anette Wad, administrerende direktør på Aschehoug, giver et godt bud på, hvordan bogen vil klare sig ind i det nye årtusinde: Bogen lever, og folk læser. Interessen for historie- og skønlitteratur – ikke mindst den skandinaviske – er enorm. Og så har Harry Potter skabt store muligheder for børne- og ungdomsbøger, fordi de unge har genopdaget bogen.

Tom Harald Jenssen ser også lyst på bøgernes fremtid i Egmont: Bogens død har jo været spået mange gange. Men den lever og har det rigtig godt. Det var ganske enkelt en genial ting, ham Gutenberg opfandt.

I efteråret 2002 udgav Aschehoug bestsellerbiografien Møllehave – et liv har fem akter om præsten og forfatteren Johannes Møllehave. Møllehaves mange læsere får her et unikt indblik i Møllehaves eget liv via samtaler med journalisten Jakob Kvist.

Om hvorfor vi skal læse bøger, siger Johannes Møllehave: Jamen, bogen kan jo noget, ingen andre ting kan. Vi kan være samtidige med mennesker, der levede for 2000 år siden. Det er næsten, som havde vi et lille frø fra Faraos grav, og så er vi samtidige med det i stuen i dag. Derfor skal vi læse bøger.

EGMONT

126

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:54

Side 1

127_148_Nordisk

04/06/03

8:54

Side 2

Egmonts første 100 år tager udgangspunkt i trykte medier, suppleret med f.eks. reklamefilm, som man er blandt de første til at introducere. Men efter 100-års milepælen er passeret, udvikler Gutenberghus sig på få år til en ledende nordisk aktør i de levende billeders verden.

Op gennem 1980’erne, hvor millioner af forbrugere i Norden får deres første videobåndoptager, er Gutenberghus med i videofilmudviklingen og investerer desuden i rettigheder til biograffilm. Større og større skridt ind på filmmarkedet følger og kulminerer i 1992, da koncernen med få måneders mellemrum både fusionerer med Nordisk Film og er medstifter, da Norges nye reklamefinansierede TVstation, TV2, går i luften som alternativ til NRK. Det er i øvrigt samme år, Gutenberghus skifter navn til Egmont, og et samarbejde med Orkla styrker positionen på det norske magasinmarked.

Grundlæggernes oprindelige trykkerivirksomhed er samme år, som Danmark vinder EM i fodbold, både blevet væsentlig større og en synlig spiller på verdens-

EGMONT

markedet for film og TV. Men modsat landsholdspillerne kræver det dog flere år på banen, før alle de sammenbragte mennesker og virksomheder mestrer optimalt samspil.

I dag favner Nordisk Film alle Egmont koncernens aktiviteter inden for levende billeder og beskæftiger ca. 1.200 medarbejdere. Isbjørnen (Nordisk Films logo) er med overalt, hvor forbrugerne ser levende billeder, og dækker med sine selskaber hele vejen fra første manuskriptidé, over teknik, biografer og TV til slagtilbuddet på salgshylden med film og spil. Nordisk Film står i dag for produktion og distribution af TV, biograffilm, reklamefilm og video, biografdrift og udlejning af teknik og studiefaciliteter – foruden den nye, digitale underholdning med udvikling af computerspil samt distribution og markedsføring af Sony PlayStation i Norden.

128

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:54

Side 3

Nordisk Film Nordisk Film, verdens ældste eksisterende filmselskab, blev skabt af Ole Olsen i de samme år, som Egmont Harald Petersen for alvor accelererede sin bogtrykker- og udgivervirksomhed. Nordisk Film blev grundlagt i 1906 og er således 28 år yngre end Egmont, men de to virksomheder var pionerer på hver deres felt i medieverdenen i de samme år.

Der findes ingen oplysninger om, at de to grundlæggere har mødt hinanden, men de har utvivlsomt kendt til hinandens tilstedeværelse og aktiviteter.

Med Nordisk Film blev ikke alene en stor virksomhed inden for film og TV en del af Egmont i 1992. Også en væsentlig del af danskernes film- og TV-historie indgik nu i koncernen – Olsen Banden, Matador, Huset på Christianshavn, Eleva2ren og Lykkehjulet for nu bare at nævne nogle få kendinge fra perioden op til 1992.

Det er ikke muligt i dette kapitel at favne alle mennesker og milepæle med betydning for den verdenskendte Valby-virksomhed, og forfatterne har derfor valgt at koncentrere sig om grundlæggeren Ole Olsen, som opererede samtidig med Egmont Harald Pedersen, og har kun kort beskrevet mellemperioden frem til, at Weekend-TV og video ændrede medieverdenen. Den fulde fortælling rulles ud, når Nordisk Film i oktober 2006 fylder

EGMONT

100 år, og heldigvis har Nordisk Films historie været brændstoffet bag levende fortællinger i utallige bøger, TV-programmer og artikler. Dertil kommer – ikke mindst – de beretninger, der stadig lever hos hundredvis af mennesker, som gennem årene i skabende, sælgende eller administrerende job har gjort Nordisk Films isbjørn til et af Danmarks absolut bedst kendte symboler.

Ole Olsen blev født til et liv i fattigdom i 1863 i landsbyen Stareklint i Odsherred på Sjælland, men brød både med den sociale arv, tidens normer og publikums vaner.

Vejen til etableringen af Nordisk Film i 1906 gik via et væld af erhverv Ole Olsen, grundog innovative ideer. læggeren af En af dem opstod, Nordisk Film. da en ung typograf i oktober 1885 forsøgte at myrde konseilspræsident Estrup.

I Illustreret Familie Journal var der

129

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:55

Side 4

en tegning af det dramatiske attentatforsøg. Ole Olsen lejede en kukkasse – en bærbar panoramakasse med flere kighuller med store linser, der forstørrede billederne inde i kassen, og som der blev kastet elektrisk lys på. Olsen tog kassen med attentattegningen med på marked i Næstved, hvor betalende tilskuere strømmede til.

Nogle år senere sluttede han sig igen til gøglerfolket. Ole Olsen skabte en karavane med “ægte afrikanske negere”. Via en agent i Hamborg skaffede han en gruppe sorte søfolk fra Elfenbenskysten og købte våben, trommer og masker fra Congo. Han sørgede for at skabe masser af omtale om karavanens ankomst i de lokale aviser på forhånd – og det gik strygende med op til fjorten mand i karavanen og en forretningsfører til at styre gruppen. Olsen tjente så mange penge, at han kunne tage hjem til Odsherred og købe sin mor fri af fattiggården.

EGMONT

Han lavede små, korte film med aktuelle begivenheder, naturbilleder, og små, dramatiske og komiske episoder. Filmene varede kun cirka 10 minutter og var hurtigt produceret. En af filmene var Løve-

130

125 ÅR

Foto: Nordisk Film/fotograf ubekendt Venligst udlånt af DFI/Billed- & Plakatarkivet

Gøglerforretningen førte Ole Olsen til Malmø, hvor han blev manden, der åbnede en ny tivolipark i byen. Efter fire

gode år i Sverige, hvor Olsen tjente masser af penge, kunne han og familien drage tilbage til Danmark. Den 23. april 1905 åbnede han en biograf på Vimmelskaftet 47, der blev byens flotteste. Det var imidlertid ikke nemt at skaffe gode film, hvorfor Ole Olsen selv gik i gang med at producere film. Den første handlede om duer og måger, den næste om Kong Håkons rejse til København, men det var den tredje film, der fik Ole Olsen til at tro på, at han havde fundet sig en ny levevej: Kong Christian 9. døde i januar 1906, og Ole Olsen sikrede sig eneret til at filme begravelsen også inden for afspærringen i Roskilde Domkirke. Ole Olsens reportagefilm blev et tilløbsstykke, hvor folk stod i lange køer på Vimmelskaftet for at komme i biografen og se den historiske begivenhed. Nu vidste han, at han skulle være filmproducent, og Nordisk Films Kompagni blev dannet.

127_148_Nordisk

04/06/03

8:56

Side 5

jagten fra 1907, og den vakte i sandhed opsigt. Ole Olsen havde købt to halvgamle løver, som skulle lade livet i filmen. En hest og et gedekid skulle være de to løvers bytte. Debatten blussede op, allerede inden optagelserne var færdige, og justitsminister Alberti forbød Olsens planlagte nedskydning af løverne. Men Ole Olsen var ligeglad. Han gennemførte optagelserne på den lille ø Elleore i Roskilde Fjord – og kom på forsiden af alle landets aviser. De fleste beskyldte ham for dyrplageri, hvad han i øvrigt senere blev frikendt for. Til gengæld mistede Ole Olsen bevillingen til Biografteatret på Vimmelskaftet, og han fik aldrig senere bevilling til at drive biograf.

Men heller ikke det slog Ole Olsen ud.

Al omtalen af Løvejagten betød, at filmen blev solgt i 259 kopier og vist over hele verden – selv i Afrika, hvor den skulle

forestille at være optaget. Og i det hele taget gik det strålende med Olsens filmproduktion. Han havde sat produktionen i system – og købte blandt andet kolonihavearealet på Mosedalvej i Valby, hvor han ville bygge filmstudier.

Verdens største filmselskab I begyndelsen foregik det hele udendørs, men i 1908 stod Scene 1, Danmarks første filmstudie, klar på Mosedalvej. Året efter fulgte Scene 2, og op til 1. verdenskrig udbyggedes studierne med yderligere 3 scener, værksteder, kostume- og regiafdeling og garderober til skuespillerne. Alle scenerne blev opført i glas, da man dengang udnyttede sollyset som lyskilde. Da tonefilmen blev indført i 192930, blev glasvæggene malet og isoleret, men ved Nordisk Films 75-års jubilæum Ole Olsens biograf på Vimmelskaftet, som han mistede bevillingen til.

“Løvejagten” fra 1907 vakte opsigt og blev vist i hele verden.

Foto: Nordisk Film/fotograf ubekendt Venligst udlånt af DFI/Billed- & Plakatarkivet

Foto: Nordisk Film/fotograf ubekendt

EGMONT

131

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:56

Side 6

blev den gamle Scene 2 ført tilbage til sin oprindelige form, og den kan nu ses, som den i sin tid blev brugt ved indspilningerne af de gamle stumfilm. Studierne findes og er stadigvæk i brug i dag, dog blev Scene 5 revet ned i februar i år for at give plads til den nye administrationsbygning, der skal gøre det muligt at samle flertallet af Nordisk Films danske afdelinger i Valby.

I 1908 ved den 1. Internationale Filmudstilling i Hamburg fik Nordisk Film både guldmedalje og ærespris som nr. 1 blandt filmselskaber i hele verden.

Danmark skabte i disse år også verdens to første filmstjerner – Asta Nielsen og Valdemar Psilander. Året efter var Nordisk Film helt enkelt verdens største filmselskab. Nordisk Film havde i sin guldalder 1.700 ansatte fordelt på kontorer i New York, Skt. Petersborg, Berlin, Wien, Zürich, London, Paris, Prag – og København naturligvis. 98,5% af de film, der blev indspillet i Valby og fabrikeret i Frihavnen, hvor Nordisk Films filmfabrik var oppe på 60.000 meter film om dagen, blev eksporteret til udlandet.

I Tyskland ejede Nordisk Film op til 1. verdenskrig på et tidspunkt 60 biografer, et produktionsselskab og var medejer af fem andre selskaber inden for filmindustrien, men tyskerne nationaliserede det hele med et pennestrøg og en symbolsk erstatning i 1917. 1. verdenskrig betød

EGMONT

Forneden ses Nordisk Films studier på Mosedalvej i Valby.

også, at kontoret i New York måtte lukke – alt imens filmindustrien i Hollywood skød frem, også godt hjulpet af flere solskinstimer og dermed optagedage end i Danmark. Værre var, at Nordisk Film i disse år ikke helt kunne holde kvaliteten. I 1918 var der for første gang ikke udbytte til aktionærerne, og på et tidspunkt var der ikke engang penge til lønninger. Aktionærerne blev utilfredse, og det endte med, at Ole Olsen trak sig helt ud i 1924.

I de næste 50 år, efter at Ole Olsen forlod Nordisk Film, fulgte en stor og bred produktion, hvor mange flere var engageret, end de følgende sider yder retfærdighed for.

Ny direktør blev vekselerer Carl Bauder.

Efter en økonomisk krise lykkedes det i 1929 Bauder at genrejse selskabet. I de

132

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:57

Side 7

Beboerne fra “Huset på Christianshavn” hygger sig i Rottehullet.

med Ove Sevel, der efter forskellige instruktør- og direktørjob blev Nordisk Films administrerende direktør fra 1964 efter Holger Brøndum, som siden 1936 havde været direktør for Nordisk Film A/S. Sevel og Balling førte Nordisk Film ind i en ny gylden periode, som især i 1970’erne tog fart.

samme år kom talefilmen til, og det udspillede definitivt Nordisk Films rolle på verdensmarkedet – Danmark og det danske sprog var for småt. Men Nordisk Film var ikke slået ud. I 1931 kom den første danske tonefilm, Præsten i Vejlby, og i de følgende årtier stod Nordisk Film bag de første af en alenlang række af klassikere. En perlerække af skuespillere bidrog til at placere den danske lystspiltradition i danskernes hjerter. Film efter film lagde strimler til fortællinger, replikker og sange, der i dag er gledet ind i den fælles kulturarv. Sange som Titte til hinanden... og Glemmer du, så husker jeg det ord for ord, betog biografpublikummet.

En af periodens komponister var i øvrigt Dan Folke.

Hos Nordisk Film fandt Erik Balling sammen med Henning Bahs. De supplerede hinanden perfekt og udviklede et enestående samarbejde og venskab.

Nordisk Films Olsen Banden-serie udviklede sig til en formidabel succes, der også var med til endelig at give virksomheden indtægter på filmproduktionen.

Efter den tredje film i serien, Olsen Banden i Jylland i 1971, kom indtægterne for alvor til Valby.

Erik Balling sammen med sin kollega og gode ven Henning Bahs.

Foto: Rolf Konow Venligst udlånt af DRt

Aktiviteterne i Valby, på laboratoriet i Frihavnen og i biograferne tiltrak unge talenter af enhver slags til Nordisk Film.

En af de nyansatte medarbejdere, der i januar 1946 trådte ind ad porten på Mosedalvej, kom til at præge Nordisk Film markant gennem flere årtier: Erik Balling. Han dannede dynamisk parløb

EGMONT

133

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:57

Side 8

ISBJØRNEN Få kender Nordisk Films historie bedre end Hanne Krebs. Hun har over flere omgange arbejdet i Valbys kontorer og studier i mere end 30 år og i ledige stunder sikret billeder, breve og begivenheder for eftertiden.

Blandt hendes flittigst fortalte historier er isbjørnelogoets fødsel: Nordisk Films berømte isbjørn på en globus blev indregistreret som varemærke for A/S Nordisk Films Kompagni i 1909, og den gik sin sejrsgang over hele verden – fra Sibirien til New York. Isbjørnen blev symbol på underholdning af høj kunstnerisk kvalitet. Ideen med at vælge en isbjørn var højst sandsynligt inspireret af en af firmaets største succeser, nemlig filmen En isbjørnejagt fra 1907, og det var sandsynligvis Ole Olsens bogholderske frøken Gundestrup, der fik den idé at anbringe bjørnen oven på

EGMONT

en globus, hvilket skulle symbolisere den verdensomspændende virksomhed. Der var ikke noget, der hed copyright i filmens første tid. Det var muligt for enhver at kopiere andres film. Men producenterne forsøgte at gardere sig mod den slags tyveri på forskellige måder, for eksempel lod Ole Olsen sit varemærke – isbjørnen – trykke på filmkopierne, og i mange tilfælde var varemærket malet ind på kulisserne, så det ikke kunne slettes, eller der forekom forskellige effekter med en isbjørn på i dekorationerne, for eksempel askebægre, opsatser, billedrammer eller lignende. Ole Olsen fik allerede i 1909 den idé at lade en levende isbjørn oven på en globus danne optakten til alle film fra Nordisk Film – en idé, der senere blev kopieret af det amerikanske MGMselskab med den brølende løve.

134

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:57

Side 9

Til venstre: Palads vakte opsigt, da bygningen blev koloreret af Poul Gernes.

Herunder: Biografsalen i Imperial er Nordeuropas største med plads til 1.102 mennesker.

Nordisk Film var i 1970’erne og 1980’erne uhyre produktiv. Sideløbende med Olsen Banden kom Danmarks første TV-serie Huset på Christianshavn 1970-1977 og i årene 1978-1981 Matador, som siden er genudsendt gang på gang i mange lande.

Nordisk Film producerede Olsen Banden om sommeren og TV-serier om efteråret.

En stab af faste medarbejdere skabte en professionel, men også familiær atmosfære, som gjorde det både unikt og effektivt at skabe film og TV i Valby.

Ballings sidste store opgave var – endnu engang sammen med Henning Bahs – at skrive synopsis til TV-dramaserien Bryggeren, som var en kæmpeopgave for Nordisk Film.

Erik Balling trak sig helt tilbage i 2000. I 2002 døde hans mangeårige ven og samarbejdspartner Henning Bahs.

EGMONT

Biografer Biografens mørke er stedet, mange danskere i årtier har forbundet med Nordisk Films isbjørnelogo. I dag ses det af flere gæster end nogen sinde før hos Nordisk Film Biografer, som står bag ca. 45% af biografomsætningen i Danmark. Selskabet har 15 biografcentre i ti danske byer med i alt 95 sale og 15.022 sæder samt et biografcenter i Norge.

Flagskibet blandt biograferne er Imperial i København, som er Nordeuropas største med 1.102 pladser. Mange københavnere vælger biografen for at få den ultimative filmoplevelse på det store lærred og den perfekte lyd. Imperial står derfor bag store filmpremierer – og der er ofte besøg af internationale filmstjerner.

Imperial havde 1.521 pladser ved åbningen i 1961. Da TV’s popularitet skabte

135

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:57

Side 10

“Olsen Banden”, Egon, Benny og Kjeld, i de karakteristiske silhuetter.

biografkrise i 1970’erne, overvejede de daværende ejere Henrik og Anders Sandberg flere gange at bygge den om til mindre sale, men det blev heldigvis ikke til noget. Nordisk Film købte den i 1983 sammen med Sandbergs andre biografer, Cinema 1-6 og ABCinema. Med købet af Imperial kunne Nordisk Film nu bedre fordele premierefilmene i København, og Imperial begyndte at få flere af de store film alene – eksempelvis Den sidste kejser og Mit Afrika. De spillede begge for fulde huse.

Imperial er flagskibet, men Palads er mastodonten blandt Nordisk Films biografer – og biografer i København i det hele taget. Palads Teatret, som i dag sælger ca. hver tiende biografbillet i hele Danmark, blev indviet i 1918, hvor den tidligere banegård lå. Palads var en flot, hvid bygning med en stor teatersal, en stilfuld restaurant og pompøse selskabslokaler for enden af den store marmortrappe i midten. I slutningen af 1930’erne overtog Nordisk Film med Carl Bauder i spidsen Palads. Biografen var dengang større, end Imperial er i dag, med 1.519 pladser – og var filmens svar på Det kongelige Teater. I en årrække var det den, der dannede rammen om store, danske filmpremierer, bl.a. Olsen Banden.

Men biografkrisen ramte også her, og i 1976 besluttede Nordisk Film at bygge tre mindre biografer på Vesterbrogade med navnet Tivoli Bio. De kunne så erstatte

EGMONT

Palads, der blev lukket og ombygget.

Da den åbnede igen i 1978, var Palads i særklasse Danmarks største biografcenter med 12 biografer (der året efter blev udvidet med yderligere fem), spillehal, bistro, burgerrestaurant samt sliksupermarked og med plads til 2.282 gæster.

Det ny Palads vakte opsigt, men det var ikke noget imod den udadtil meget synlige forandring, der skete i 1988-89, da kunstneren Poul Gernes blev bedt om at udsmykke facaden. Det gjorde han i sin egen meget karakteristiske stil med masser af farver. Der var mange og delte meninger om kunstværket. Mange havde dengang svært ved at acceptere de overvældende farver – ikke mindst Københavns kommune. Men som årene er gået, har den store, farvestrålende bygning fået plads i københavnernes hjerter – og turisternes.

Reklamefilm Egmonts erfaringer med levende billeder begyndte længe før fusionen med Nordisk Film – nemlig med reklamefilmen. Bladdirektør Ole Sundø startede i 1912 Skandinavisk Reklamebureau, som få år senere blev til Gutenberghus Reklamebureau. Det var i mange år Danmarks største og førende reklamebureau, og da Gutenberghus Reklamebureau i 1933 overtog Dansk Reklame Bureau, hvis speciale var film- og teater-

136

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:57

Side 11

reklame, var vejen banet for en ny virksomhed inden for biografreklame.

Det egentlige Gutenberghus Reklame Film blev dog først etableret lige efter 2. verdenskrig – i 1946.

Lad det boble, boble, boble – som blev en landeplage og i øvrigt var skrevet af Gutenberghus’ bladdirektør, Dan Folke.

I selve reklamefilmen medvirkede Osvald Helmuth og Ludvig Brandstrup.

Overtagelsen af Dansk Reklame Bureau var i første omgang lidt af et mareridt for Gutenberghus, som havde overtaget bureauet vederlagsfrit mod til gengæld at ansætte de to direktører Poul Kryger og E. Ferniss som forretningsførere på en uopsigelig kontrakt. Specielt Ferniss praktiserede forretningsmetoder, som Gutenberghus ikke kunne acceptere, og de blev begge fyret uden varsel i 1943. Under stor mediebevågenhed anlagde Ferniss og Kryger sag mod Gutenberghus og krævede 200.000 kr. i erstatning plus retten til at få Dansk Reklame Bureau tilbage. Det sidste fik de ikke, men de fik hver en erstatning på 75.000 kr. Kryger og Ferniss ankede sagen til Højesteret, der stadfæstede – en del af dommerne ville endda nedsætte erstatningen betydeligt – og efter lang tids uro fik selskabet endelig arbejdsro.

Reklamefilmene blev instrueret af spillefilmsinstruktører, der lavede fine ting med vægt på humor, og mange gange var selve reklamen helt uden sammenhæng med produktet eller den trykte reklame. Det var omkring denne sammenhæng, Gutenberghus Reklamebureau skabte et nyt koncept under 2. verdenskrig – og som udmøntede sig i dannelsen af Gutenberghus Reklame Film i 1946.

De første danske reklamefilm fandt vej til biografteatrene i begyndelsen af 1930’erne. Og margarineproducenten OMA var formentligt den første, der fik lavet en sådan biografreklame.

Legendarisk er filmen Koteletter og Kærlighed fra 1935, hvor Liva Weel sang

EGMONT

KONTAKTERNE KNYTTES Før fusionen i 1992 mellem Gutenberghus og Nordisk Film har de to virksomheder ved flere lejligheder lært hinanden at kende. Både som samarbejdspartnere og konkurrenter.

Gutenberghus og Nordisk Film mødtes i 1985 på reklamefilmområdet, da de dannede Dansk Reklame Film A/S, der stod for salg og distribution af reklamefilm til biograferne. Nordisk Film og Gutenberghus ejede hver 50%. I 2000 blev ejerkredsen udvidet med Sandrew Metronome og RMB International, og selskabet hed nu RMB Dansk Reklame Film.

137

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:58

Side 12

Foto: Rolf Konow

Inden for film, TV og video er tilløbet til samarbejdet mellem Gutenberghus og Nordisk Film længere. I 1980’erne konstaterede medievirksomheder kloden rundt, at videomarkedet var i vækst. Filmproducenterne fik en ekstra indtjeningsmulighed, efter at biografpublikummet havde mistet interessen. Distributørerne øjnede et nyt, frugtbart marked. Gutenberghus, der var startet relativt stille på markedet, satte i 1988 stort ind på at erobre sin del. I 1991 var tre videokoncerner opkøbt, og Gutenberghus havde distribution i seks lande – først og fremmest de nordiske. Året bød på et pænt overskud, som især kunne tilskrives filmen Danser med Ulve, der både i biografen og senere på videomarkedet blev en stor succes. Andre film slog mindre heldigt an i en periode i filmhistorien, hvor prisen på rettigheder og distributionsselskaber steg hurtigt.

Bille Augusts “Pelle Erobreren”, der fik en Oscar i 1989.

ning var desuden på tre år vokset op på Nordisk Films niveau, så det var principielt ligeværdige parter, der fandt sammen i et perfekt bryllup.

Ole Timm, der i årene op til fusionen var leder af Gutenberghus’ audiovisuelle sektor, som blev lagt ind i Nordisk Film, reagerede positivt, da han hørte om fusionsplanerne:

Også inden for filmproduktion opbyggede Egmont en platform i månederne inden fusionen. I 1991 blev Per Holst Film en del af Egmont. Selskabet stod blandt andet bag Bille Augusts Pelle Erobreren, der i 1989 havde høstet både Oscar, Gyldne Palmer i Cannes og en lang række andre priser. Egmont arbejdede desuden selv med enkelte filmprojekter og især udvikling af rettigheder og havde blandt andre hentet filmproducenten og tidligere leder af DR International, Tivi Magnusson, ind til opgaven:

Egmont havde en nordisk organisation og evnen til markedsføring, men som udgangspunkt i de år slet ikke Nordisk Films rutine som professionel filmindkøber. Nordisk Film manglede derimod selskaber uden for Danmark. Fusionen var derfor en fin ide. Sektorens omsæt-

Bortset fra få tværgående tegnefilmprojekter rettet mod børn, bl.a. baseret på et Egmont-pigeblad om heste, Wendy, var udfordringen dengang ikke at fortælle historier, men at sikre rettigheder. Og de var amerikanske. Dansk film var lysår fra den position, man har opnået hos pub-

EGMONT

138

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:58

Side 13

Hovedpersonen i “Matador”, Mads Skjern, ankommer med sin søn til Korsbæk.

likum i dag. Så vi fokuserede på indkøb og de rigtige sortimenter – i konkurrence med Nordisk Film.

Også i Valby var filmproduktionen i starten af 1990’erne nede i en bølgedal. Årsagen var ikke kunstnerisk krise, for Nordisk Film høstede mange priser og pæne salgstal i biograferne trods et publikum med internationale ønsker. Men i flere år havde filmbyen summet af liv af en helt anden årsag: TV-produktion. Det danske TV2, der gik i luften 1988, havde fra starten haft Nordisk Film som hovedleverandør og bragte dagligt isbjørnen ind i næsten alle danske hjem.

TV rykker ind i Valby Nordisk Film trådte ind i TV-branchen allerede lillejuleaften 1984, længe før TV2’s første program. Det var da Weekend-TV gik i luften til seerne i København og omegn. Weekend-TV var et samarbejde mellem Nordisk Film, Gutenberghus, Aller og de tre dagblade, Politiken, Berlingske Tidende og Børsen.

EGMONT

139

Foto: Rolf Konow Venligst udlånt af DR

De seks samarbejdspartnere investerede tilsammen 60 mio. kr. i den lokale TV-station, der levede på den forsøgsordning, som kulturministeriet havde etableret med lokale radio- og TV-stationer.

Weekend-TV brugte den sendetilladelse, som Kanal 2 også havde, men sendte altså kun i weekenden – deraf navnet.

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:58

Side 14

Weekend-TV var fra starten et ambitiøst projekt – og der blev ikke lagt skjul på, at målet var at bryde Danmarks Radios monopol på landsdækkende TV og at lægge sig i stilling til en central rolle i et kommende TV2.

En lang række dygtige og erfarne TV-folk kom til Weekend-TV og lagde blandt andet grunden til Nordisk Films solide ekspertise i underholdningsprogrammer.

Et af dem var Så er det fredag, der i høj grad var medvirkende til, at Weekend-TV i december 1985 kunne prale af at have næsten 500.000 seere på en fredag – ud af 600.000 mulige.

Der var bare et alvorligt problem. Der var ingen indtægter, men masser af udgifter.

Og da politikerne stadig ikke havde besluttet sig for et TV2, var tålmodig-

heden sluppet op i ejerkredsen. I december 1985 var kun Gutenberghus og Nordisk Film tilbage. Isbjørnen stod snart alene med projektet. Nøglemedarbejderne fortsatte dog i Valby og kørte Nordisk Film i stilling til den dag, hvor DR’s monopol blev brudt. De 20 mænd og kvinder på Nordisk Film Broadcast havde i over to år ikke nogen TV-station at producere programmer til, men havde travlt med at se på TV i udlandet og udvikle masser af programkoncepter. Da TV2 omsider gik i luften 1. oktober 1988, gav planerne bonus. Nordisk Film fik en rammeaftale på plads og skulle producere programmer de næste tre år. Bortset fra nyheder og sport var TV2 i starten næsten lig med Nordisk Film. TV2’s allerførste program var Nordisk Films Danmarksfilm – og helt fra starten producerede Nordisk Film Lykkehjulet, som blev et af

Lykkehjulet var et af de længstlevende programmer i dansk TV-historie.

Foto: Steen Brogaard

EGMONT

140

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:58

Side 15

de længstlevende programmer i dansk TV-historie. Det lukkede først nytårsaften 2000 efter 3.604 programmer. Endnu mere karakteristisk for perioden var Nordisk Films Eleva2ren, som i virkeligheden var en videreførelse af WeekendTV’s Så er det fredag. Det program levede i 9 år – og var stort set alle årene blandt de mest populære programmer i dansk TV.

Bahs en nøglefigur. Rent fysisk boede vi på hver sin side af Mosedalvej, og man skulle tro, at det var de nye, der opsøgte de gamle for at lære af dem, men sådan var det ikke. Henning Bahs kom til os og viste stor interesse for os og det, vi lavede, og det var i det hele taget hans fortjeneste, at det lykkedes at forene de gamle filmhåndværkere og de nye TVfolk, siger Ole Stephensen.

Pionerånden prægede Nordisk Film, hvor årtiers helt specielle virksomhedskultur med rødder i spillefilm voksede sig endnu stærkere. To af skiltene, der hang på væggene i huset på Mosedalvej, siger næsten alt om jargonen: Det ene kundgjorde, at “Det er sjovt at lave TV!”. Det andet, et indrammet korsstingsbroderi syet med sirlige, gotiske bogstaver, citerede en hyppigt anvendt bemærkning i de travle timer: “Find selv ud af det!”.

Nye tider for TV

Det var en periode i Nordisk Films historie, som alle medarbejdere taler varmt om. Der var et helt særligt kreativt og dynamisk miljø. Og når TV-folkene trivedes så godt, skyldtes det ifølge Ole Stephensen, en af periodens mest populære studieværter, i høj grad filmmanden Henning Bahs.

Nordisk Film var jo filmbyen par excellence, og da vi TV-folk rykkede ind, skulle man prøve at få filmmiljø og TV-miljø til at smelte sammen. Og der var Henning

EGMONT

1992 kommer overraskelsen: Egmont og Nordisk Film fusionerer. En lille kreds af topledere har længe og meget diskret forhandlet fusionsaftalen på plads, som virkelig bliver en nyhed ved offentliggørelsen. Internt som eksternt. Nordens største medievirksomhed på film og TV-området er en realitet. Arkitekterne bag mediefusionen er især daværende koncernchef Jan O. Frøshaug og Jens Jordan, der fra 1982 stod i spidsen for Nordisk Film. Advokaten og forretningsmanden Jens Jordan kroner med fusionen et markant ti-år for Nordisk Film, som ikke blot på TV-området har udviklet sig kolossalt. Egenkapital og omsætning mangedobles frem til fusionen. Dertil kommer væsentlige internationale og strategiske erfaringer og kontakter, høstet via alliancer med udenlandske medievirksomheder, som i perioden investerer i Nordisk Film, men ved fusionen er ude af ejerkredsen igen.

141

125 ÅR

127_148_Nordisk

11/06/03

11:18

Side 16

Strisseren på Samsø sammen med sin datter.

Foto: Henrik Ploug C.

Da året 1992 rinder ud, er medarbejderstab og aktiviteter efter fusionen vokset markant. Antallet af selskaber er oppe på 32 i Nordisk Film.

af alle landets aviser, og samtidig accelererede udviklingen mod, at TV-stationerne fik flere leverandører at vælge imellem.

I 1995 opstår en krise, der ender med at reducere Nordisk Films andel af TV-markedet: En ny strategiplan i Egmont falder ikke i god jord hos ledelsen i Nordisk Film. En gruppe chefer foreslår i et brev en ordning med delejerskab og på længere sigt en delvis løsrivelse fra Egmont igen. Jens Jordan, Nordisk Films arbejdende bestyrelsesformand, underskriver også brevet og sender det til koncernledelsen i Egmont. Brevet skaber en konflikt, hvor Nordisk Film-direktør Henrik Slipsager og Jens Jordan afskediges.

Kort efter siger medunderskriverne, en række chefer og kendte studieværter, selv op. Nogle af dem danner det konkurrerende selskab Skandinavisk Film Kompagni, samtidig med, at andre TVkonkurrenter også vinder fodfæste på markedet. Det var en stærkt følelsesladet konflikt, der i ugevis var på forsiden

Gennem årtierne har Nordisk Film overlevet mange kriser og den i 1995 blev ingen undtagelse. Strømmen af TV-programmer og film fortsatte ufortrødent fra Valby.

EGMONT

Det stod i fusionsaftalen mellem Egmont og Nordisk Film, at Nordisk Film skulle have repræsentanter i den fælles fondsbestyrelse – og en af dem blev Jens Jordan, som stadig i dag sidder i Egmonts bestyrelse.

I 1996 deltes Nordisk Films forretningsområder i to. Filmdistributionen, biograferne og de elektroniske spil blev samlet i Egmont Entertainment med hovedkvarter på Halmtorvet under ledelse af Ole Timm, hvorefter Nordisk Film favnede film-, TV- og reklame-producerende selskaber.

Ny direktør blev Danmarks Radios TV-

142

125 ÅR

127_148_Nordisk

11/06/03

11:19

Side 17

TV-dramaet “Bryggeren” blev produceret for DR.

direktør Søren E. Jakobsen – og han fik ikke nogen let start i Valby. Ikke alene var en del chefstillinger ubesatte, men TV2 opsagde også den rammeaftale, der havde lagt grunden til Nordisk Films succes, og placerede mange ordrer hos konkurrenterne. Alligevel klarede man skærene.

Da jeg kom til Valby, havde virksomheden i et halvt år ikke haft en ledelse. Alligevel havde man ikke misset en eneste produktion. Virksomhedskulturen er blandt medarbejderne en blanding af total egoisme over for egne projekter og en utrolig loyalitet over for isbjørnen og kollegerne.

Her har vi et af Nordisk Films væsentligste aktiver, som selv i dag, mange år efter fusionen, stadig er intakt og garant for en omstillingsvillig og spændende arbejdsplads. Nordisk Film var og er en fantastisk virksomhed, som man kommer til at holde af, siger Søren E. Jakobsen.

På TV-området, som trods meget medieomtale blot udgjorde en brøkdel af Nordisk Films aktiviteter, var modtrækket til den mistede rammeaftale at ekspandere Nordisk Film i Norden og på den måde kompensere for de nedsatte aktiviteter i Danmark. Og det lykkedes. Nordisk Film havde allerede et lille selskab i Norge, som nu blev boostet, og som i dag har udviklet sig til Norges største uafhængige produktionsselskab med en årlig omsætning på ca. 100 mio. kr. Også i Finland

EGMONT

og Sverige tog TV-produktionen fart.

Dertil kom vækst og investeringer på andre områder som teknik, udstyrsudlejning, tegnefilm og filmproduktion.

Nordisk Film fordoblede på seks år sin omsætning.

Nordisk Film arbejdede ikke længere med en omfattende rammeaftale med TV2 og øgede nu samarbejdet med de øvrige TV-stationer – DR, TV3 og TvDanmark – sideløbende med leverancer til Kvægtorvet. Nordisk Film TV dækkede alle genrer og markerede sig ikke blot på underholdning og børneprogrammer.

113 dokumentarprogrammer gennem ti år overraskede gang på gang offentligheden med nye afsløringer. F.eks. om lægesjusk, hemmelige agenter, pædofili eller svigtende politikere.

I dag har Nordisk Film TV på trods af den stærkt øgede konkurrence stadig et godt fodfæste på det danske marked. Selskabet, der de seneste år har fået samme fleksible struktur som konkurrenterne med færre fastansatte og flere freelancere, der ansættes i takt med aktivitetsniveauet, har stor succes med programmer som Go’ Aften Danmark og Snurre Snups søndagsklub. I 2003 markerer Nordisk Film sig desuden blandt andet med to meget store TV-projekter – seks programmer om den kongelige familie på DR, og en ny dramaserie, Forsvar, for TV2. Dertil kommer meget populære programmer i

143

125 ÅR

127_148_Nordisk

11/06/03

11:19

Side 18

Norge, Sverige og Finland. Nordisk Film TV kan desuden notere sig en pæn succes med eksport af programformater til TV-stationer og produktionsselskaber i hele verden.

Den satsning er en styrke i dag, hvor ideer og arbejdskraft ikke kun er i spil i Danmark, men også i de øvrige nordiske lande, siger Lars Mandal, direktør for Nordisk Film TV i Danmark.

På TV-siden er den største udfordring at fastholde vores førende position i Danmark som udvikler af nye programmer og TV-formater og at fastholde kvaliteten i de programmer, vi laver.

Det kommer ikke bag på mig, hvis mange i Egmont gennem årene har undret sig over, hvorfor vi er på det turbulente TVmarked. Men vi har hele vejen fået opbakning til at udvikle egne ting frem for at oversætte og tilpasse udenlandske.

Filmen tilbage til Valby

“Jungledyret Hugo” var en stor succes, der blev set af 150.000 den første måned.

EGMONT

Fra 1980’erne og frem til årtusindeskiftet var det navnlig TV-medarbejdere, som dannede omverdenens indtryk af Nordisk Film. Men den oprindelige kerneaktivitet, filmproduktion, fyldte mere og mere i divisionens aktiviteter. Titler som Skønheden og Udyret, Midt om Natten, Dansen med Regitze og Hamsun kender de fleste danskere. I Sverige gik f.eks. den prisbelønnede Lærerinden, Beckkriminalfilmene og børnefilmen Tsatsiki forrygende. Spillefilmproduktionen suppleres med TV-drama, hvor Bryggeren, produceret for DR med Skandinaviens hidtil højeste budget, var et af højdepunkterne. Strisser på Samsø nåede i 1997 seertal på ca. 2 mio. hos TV2.

1993 indvarslede et lille, smilende dyr med god sangstemme, at Nordisk Film er gået ind på endnu et forretningsområde: Tegnefilm. Jungledyret Hugo blev den første måned set af 150.000 i biograferne.

Endnu en Hugo-film i 1996 blev også en succes. Stregerne til begge film blev tegnet af A. Film, som Nordisk Film 1995 blev medejer af. Selskabet, som senere skabte Skandinaviens dyreste biograf-

144

125 ÅR

127_148_Nordisk

12/06/03

10:53

Side 19

tegnefilm Hjælp! Jeg er en Fisk, er i dag internationalt anerkendt og involveret i mange projekter.

For eksempel fulgte i foråret 2003 en stor ordre, efter at skaberen af Asterix, Uderzo, havde anbefalet A. Film. På filmfestivalen i Cannes offentliggjorde den franske TV-station M6, at danske A. Film skal instruere og producere den næste Asterix-tegnefilm til verdensmarkedet.

M6’ budget er på 22 mio. euro.

I dag er filmen i fremgang i Nordisk Film.

Kunstnerisk går selskabet nye veje med bl.a. konceptet “Director’s Cut”, hvor første film, komedien Lykkevej, slog godt an. Publikumsmæssigt præsterede den norske udgave af Olsen Banden Junior at overmande selveste James Bond efter premieren. Pladsmæssigt fylder filmen også mere.

dramaer, hvor man nok kan sige, at Nordisk Film generelt set mest har stået for de store udstyrsstykker, siger Kenneth D. Plummer, direktør for Egmont Entertainment siden 2000 og for hele Nordisk Film fra 2002, hvor de to søsterdivisioner igen blev lagt sammen. Som på Ole Olsens tid favner isbjørnen nu alle led i filmens liv, hvorfor de fleste film tjener sig hjem. Nordisk Film står for selve produktionen, distribuerer til biograferne, har selv biografer og sælger og distribuerer videoudgaven af de samme film.

Dertil kommer distribution af andre selskabers film, som er et andet væsentligt forretningsområde i Nordisk Film.

PlayStation 2 kan også bruges som DVD- og musikafspiller.

Ud over Nordisk Films egne medarbejdere har filmfolk fra eksterne selskaber lejet sig ind i Valby, der nærmer sig en filmby igen.

I 2003 bliver det til hele 7 nye biografpremierer på Nordisk Films egne produktioner, fordelt på tre i Norge, tre i Danmark og en i Sverige.

Målet er igen at komme op over ti nye spillefilm om året i Norden. Samtidig vil vi gerne gøre det lidt mere i hverdags-

EGMONT

145

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:59

Side 20

“Spiderman” fås både på video, DVD og som spil til PlayStation 2.

Det gælder både Hollywood-produktioner og danske, norske, svenske og finske filmselskaber som Zentropa, Nimbus m.fl.

Nordisk Film lægger i disse år stor energi i at bringe nationale film ind på markedet. Både i biograferne, til TV-stationerne og som købe- eller lejefilm.

Når det gælder salg og distribution af videofilm og DVD, har Nordisk Film igennem tiderne haft mange gedigne succeser, men ingen slår Titanic, der i 1998 solgte over 1 mio. eksemplarer alene på video. I de kommende år venter Nordisk Film sig meget af markedet for købefilm, fordi udskiftningen af de gamle VHSmaskiner til de nye DVD-afspillere for alvor slår igennem.

Den digitale underholdning Nordisk Film har en lang og flot tradition inden for film- og TV-produktion, men i de seneste 10 år er den største udvikling i Nordisk Film sket inden for den interaktive og digitale underholdning. Især to alliancer har sat skub i dette nye forretningsområde – aftalen med Sony om forhandling og markedsføring af PlayStation i Norden og udviklingen af computerspil i virksomheden IO Interactive, som Egmont ejer sammen med RetoMoto og medarbejderne.

I virkeligheden har Nordisk Film altid være med helt fremme inden for den elektroni-

EGMONT

146

125 ÅR

127_148_Nordisk

04/06/03

8:59

Side 21

ske underholdning, så det er en helt naturlig del af vores forretningsområde. Lige nu er det her, at vækstpotentialet er allerstørst, så også derfor er det naturligvis et meget interessant område for os. Vores aftale med Sony har udviklet sig til en milliardforretning, og IO Interactive har fået sit helt store gennembrud på verdensmarkedet i det sidste års tid, siger Nordisk Films direktør, Kenneth D. Plummer.

PlayStation Da Sony i 1995 skulle lancere den første spillekonsol – PlayStation 1 – på det skandinaviske marked, valgte man Nordisk Film som samarbejdspartner, og lige siden har Nordisk Film og altså dermed Egmont haft eneret på forhandlingen af Sony PlayStation i Skandinavien – og fra 2001 også Finland.

EGMONT

Sonys valg af Nordisk film som samarbejdspartner var naturligt nok, selvom vi på daværende tidspunkt ikke gjorde os i hverken spillekonsoller eller computerspil. Sony betragtede nemlig PlayStation mere som en software-forretning end hardware i form af selve konsollen. Det store marked ligger nemlig i distributionen og salget af spil, og da vi i forvejen havde stået for distributionen af videofilm til den samme type butikker, så havde vi erfaringen og logistikken på plads, siger Kenneth D. Plummer.

Både PlayStation 1 og 2 er blevet en enorm succes. Der var i begyndelsen af 2003 solgt 1,7 mio. af PlayStation 1 og godt 800.000 af PlayStation 2, som også kan afspille film på DVD, og salget fortsætter. Alene i december 2002 blev der solgt 80.000 PS2-konsoller. I dag har hver

147

125 ÅR

127_148_Nordisk

18/04/07

11:05

Side 22

fjerde husstand i Norden en PlayStation.

Nordisk Film står ikke alene for distributionen, men også for markedsføringen – og Nordisk Film har fået adskillige priser for denne del af aftalen.

Foruden konsollerne står Nordisk Film Interactive for 55% af spillene til PlayStation. Ud over Sony repræsenterer Nordisk Film en række andre store spiludgivere på det nordiske marked.

“Hitman” blev en verdenssucces, og 2’eren har solgt flere end 1’eren.

IO Interactive bag verdenssucces Men Nordisk Film nøjes ikke med at distribuere spil. Gennem flere år har man investeret i udvikling af spil. Mest succesfuldt via medejerskabet af IO Interactive, som har udviklet sig til et spændende og internationalt forretningseventyr.

Nordisk Film, hvis daværende direktør Søren E. Jakobsen så store muligheder i selskabet, trådte til som aktiv medejer, da fem unge danskere i 1997 vendte hjem efter fire år i USA, hvor de arbejdede for nogle af verdens største spiludviklingsfirmaer. Med i bagagen var deres helt egen “software-engine” – et unikt program, der kan drive elektroniske spil i høj kvalitet. Drømmen var at starte et dansk selskab inden for spiludvikling, men de manglede en samarbejdspartner.

Gennembruddet kom i 1998, da udgiverselskabet Eidos støttede en præproduktion af Hitman. På baggrund af den aftale

EGMONT

dannede selskabet RetoMoto, stiftet af de fem samt to tidligere Nordisk Filmmedarbejdere, sammen med Egmont spiludviklingsfirmaet IO Interactive, som Egmont ejer 41% af.

Hitman – Codename 47 blev sendt på markedet i 2000 og blev en international succes. Efterfølgeren Hitman 2 – Silent Assassin er med mere end 2 mio. solgte spil slået endnu bedre an. I dag er der ca. 100 medarbejdere i IO Interactive, der har hovedkvarter i Farvergade midt i København, og tallet er hastigt stigende. I 2003 etablerer IO Interactive også kontor i Ungarn, der er fyldt med dygtige spiludviklere. Og flere nye spil er på vej fra IO Interactive.

148

125 ÅR

149_158_Udland

10/06/03

13:07

Side 1

149_158_Udland

11/06/03

11:45

Side 2

Da et fragtskib i 1905 anløber havnen i Norges hovedstad Kristiania, det senere Oslo, er de første eksemplarer af Hjemmet med ombord.

Mens trosserne fæstnes på kajen og havnearbejderne gør sig klar, begynder et nyt kapitel i Egmonts historie: Egmont H. Petersens virksomhed er nu blevet flernational, og oplagskurven i Norge stiger støt. Få år senere oprettes eget selskab i Norge, og i 1921 følger etableringen af en magasinvirksomhed i Sverige, som beskrevet i kapitlet “Ugebladene”.

At drive forretning uden for Danmarks grænser har i snart hundrede år været en del af Egmonts virke. Men først i årene efter 2. verdenskrig går man ud over de skandinaviske sprog. Store dele af Europa er stadig sønderskudt, og overalt er rationeringen snærende, men tiden præges også af Marshall-hjælp og gryende optimisme. Verden åbner sig igen.

Det er i denne situation, at Egmont tidligt søger at udnytte mulighederne i de tysktalende lande, der er under genopbygning,

EGMONT

samtidig med, at forretningen hjemme i de skandinaviske lande fortsat udvikles.

Stuttgart bliver i 1951 udgangspunktet for udgivelser i Tyskland, Østrig og Schweiz, hvor aktiviteterne de følgende årtier ekspanderer markant.

I de tidlige 1980’ere tager Egmont desuden flere skridt ind på andre markeder – navnlig i Storbritannien, men også i en lang række andre lande. Da systemomvæltninger, glasnost og perestrojka glider ind blandt sprogets hverdagsord hos både øst- og vesteuropæiske forbrugere, har Egmont allerede solgt millioner af blade og bøger i de tidligere østlande bag jerntæppet. Nærmest som en kopi af situationen efter 2. verdenskrig står Egmont klar, langt før de politiske rammebetingelser er på plads.

Samtidig med at Egmont-navnet for første gang bliver udtalt på mange slaviske sprog og trykt med kyrilliske bogstaver, ekspanderer koncernen i Tyskland, Storbritannien og Asien.

150

125 ÅR

149_158_Udland

11/06/03

11:45

Side 3

Også på det nordiske hjemmemarked ændrer koncernen sig markant, efter Jan O. Frøshaug i 1987 tiltræder som koncernchef. På 14 år tredobles omsætningen, og Egmont omstilles til en medievirksomhed, gearet til skandinavisk og international ekspansion.

Gennem 1990’erne følger en snes nye lande efter Egmonts første skridt ind i Ungarn, Tjekkoslovakiet og det daværende Sovjetunionen. I dag – adskillige år, valutakriser og markedsomvæltninger senere – er de stærkeste selskaber stadig en del af koncernen.

Egmont strømlines Visionen var at udvikle Egmont til et World Class Entertainment Media House inden for både trykte og elektroniske medier. I Jan O. Frøshaugs første år som koncernchef strømlines koncernen derfor. En lang række aktiviteter, der ligger uden for kerneforretningen bliver frasolgt eller lukket. Også nøglevirksomheder som det Kgl. Hof-Bogtrykkeri, der var den oprindelige modervirksomhed, frasælges. Efter at det arbejde er fuldført, satses på medier.

Ideen om østeuropæiske medier fødes længe før natlige demonstrationer i Leipzig får jerntæppet til at blafre i Østeuropa. To år før muren falder, vurderer Egmont, at det blot er et spørgsmål om tid, før markedet åbner sig i det daværende USSR. De første kontrakter og udgivelser i Ungarn og Rusland kommer hurtigt på plads, og derefter kører toget – ujævnt, men hurtigt – til land efter land også uden for Øst-

EGMONT

europa. Ekspansionen udvikler Egmonts redaktionelle og markedsføringsmæssige erfaring.

Den styrker også væsentligt forholdet til Disney.

Egmont bliver Europas suverænt største Disney-licenstager med en 10-årig aftale. Flere lande følger, men man fravælger også en række markeder. Eksempelvis forbliver Sydamerika på listen over mulige lande, der overvejes.

Jan O. Frøshaug udvikler også virksomheden på mange andre områder. Det er ham, der står i spidsen, da Gutenberghus bliver til Egmont i 1992, og da virksomheden bliver delt i sektorer, da Egmont går ind i TV2 Norge, fusionerer med Nordisk Film og styrker satsningen på de elektroniske medier. Ved etableringen af TV2 Norge, hvor Egmont ejer en tredjedel af aktierne, kan koncernen trække på erfaringer fra opstarten af det danske TV2. Kanalens økonomidirektør, Erik D. Jensen, kommer i 1989 til Egmont. Han danner i 12 år parløb med Jan O. Frøshaug i udviklingen af Egmonts mange forskellige aktiviteter, hvor indtjening og udviklingsinitiativer balanceres til lønsom vækst på et omskifteligt marked.

Ud over spredningen på flere medier byder perioden ikke mindst på udvidelser med en lang række nye selskaber i udlandet. Målt på evnen til at indtage nye markeder med gode historier og effektiv markedsføring er Egmont internationalt unik i denne periode.

151

125 ÅR

149_158_Udland

26/04/07

8:59

Side 4

VGS Forlag i Tyskland har specialiseret sig i såkaldte TV-tie-ins. Bogudgivelser, der følger populære TV-serier.

TI ÅRS ETABLERINGER I NYE MARKEDER

1988

Ungarn

1990

Distribution i DDR, Tjekkoslovakiet, Polen, Sovjetunionen / FIZ

1991

Bulgarien, Rumænien

1992

De baltiske lande, Rusland, Hviderusland

1993

Slovenien, Italien, Kina, Frankrig

1994

Kroatien, Australien

1995

Tyrkiet, Ukraine

1996

Hong Kong

1997

Indien, Israel, Japan

1998

Taiwan, Thailand

Ud over tegneserier knyttede Egmont-navnet sig efterhånden til mange andre udgivelser.

Eksempelvis købte 20 mio. tyske husmødre madopskrifter udgivet af Ehapas Direct Marketing-afdeling, som i 1978 blev til Egmont Horizont Verlag.

Efterkrigstidens Tyskland: Egmont bliver markedsledende Disney-rettighederne i de tysktalende lande grundlagde en udvikling, der de næste mange årtier gjorde Egmont til en ledende udgiver af underholdning for børn og unge.

Egmont åbnede i 1951 i Stuttgart EHAPA Verlag G.m.b.H. Navnet EHAPA var taget fra det kontormøbelfirma, som I. C. Petersen startede i 1936, og er en forkortelse af Egmont Harald Petersen. Micky Maus, som det tyske Anders And-blad kom til at hedde, blev en succes og fik de følgende årtier selskab af en række andre karakterer, eksempelvis Asterix og Lucky Luke.

EGMONT

Børn og unge var – og er – dog den absolut vigtigste målgruppe i Tyskland. Navnlig viften af bøger er de seneste 20 år blevet meget større og bredere. I 1985 overtog Egmont et af Tysklands største og bedst kendte børnebogsforlag, Franz Schneider, som især henvender sig til læsere mellem 7 og 16 år.

I 1998 fulgte et af Tysklands ældste børnebogsforlag, Pestalozzi, etableret i 1844, og året efter fulgte forlaget VGS. Bladporteføljen omfatter nu ungdomsblade, japansk inspirerede manga med mere, og inden for tegneserier favner Egmont 80-90% af det store marked i de tysktalende lande. Viften omfatter blandt andet en meget original ide – udgivelse af Asterix oversat dels til latin, dels til tyske dialekter. Asterix udkom i 1995 på “schwäbisch”, som tales omkring Stuttgart, og blev en kolossal succes. Senere fulgte yderligere 50 album på 28 forskellige dialekter.

152

125 ÅR

149_158_Udland

26/04/07

9:00

Side 5

Egmont Books i England har med kreativ markedsføring af Lemony Snicketbøgerne skabt et bestseller-brand.

space. Desværre bød internettet ikke på tilfredsstillende muligheder for at opkræve betaling.

Størst i Storbritannien Egmont er i dag Englands største børnebogsforlægger. Tilløbet til den position strækker sig over mere end 20 år.

På hjemmemarkedet gennemgik Egmont store forandringer – navnlig under Ebbe J. B. Christensen, koncernchef 1973 til 1987, som dannede koncernledelse med Jørgen Worning og Kenneth Petersen. De strukturerede Egmont som en koncern efter internationalt mønster. Bevægelsen fra dansk baseret trykkerivirksomhed til internationalt forgrenet mediekoncern accelererede i disse år. Ebbe J. B. Christensen supplerede især de nordiske og tyske aktiviteter med nye initiativer på den anden side af Nordsøen. I Storbritannien satsedes vedholdende både på organisk vækst og opkøb af virksomheder. Egmonts engelske virksomheder stod kontinuerligt bag en bred vifte af forskellige blade, bøger og tegneserier.

Men mens markedsandelen voksede, ændrede læsevanerne sig efter år 2000 i hele Tyskland. Fødselstallene faldt samtidig med, at de unge læsere fik smag for nye oplevelser, som Egmont i vid udstrækning også stod bag.

Micky Maus-bladet noterede sig vigende oplag, mens helt nye karakterer og medier tiltrak sig mere opmærksomhed – navnlig elektroniske spil og internettet.

Egmont omstillede sig til de nye tider med en lang række nye lanceringer af redaktionelle blade og elektroniske satsninger: Tysklands mest populære mødested for børn og unge på internettet gennem flere år, FunOnline, blev en realitet i 1998, da Egmont-medarbejdere overførte kompetencer fra trykte medier til cyber-

EGMONT

I 1998 fulgte et stort skridt ind på markedet i Storbritannien, der på afgørende vis styrkede markedsandelen og kataloget af rettigheder.

Den internationale mediekoncern Reed Elsevier ønskede at koncentrere sig om voksne forbrugere og havde sat sit børnebogsforlag til salg. Mange købere meldte sig, men det blev Egmont, som sikrede sig selskabet. Efter købet dækkede Egmont en væsentlig del af

153

125 ÅR

149_158_Udland

10/06/03

13:08

Side 6

© MATTEL

markedet for børnebøger og havde fået 87 nye medarbejdere på forlaget, som blev døbt Egmont Children’s Books – i dag Egmont Books. Med handlen fulgte rettigheder til en lang række karakterer, velkendte af de mindste TV-seere og læsere. Eksempelvis den klassiske Peter Plys.

Opkøbet og tættere samarbejde mellem selskaberne har i dag gjort Egmont til et kendt og respekteret navn i branchen. Østeuropa: Verden åbner sig Skandinaviske børn delte i årene efter 2. verdenskrig en ganske særlig oplevelse, som stadig sidder dybt i mange: Synet, smagen og duften af den første banan eller det nye tyggegummi, som varslede nye og bedre tider og sendte fantasien på rejse. I Østeuropa deler millioner en tilsvarende oplevelse: Mange østeuropæiske børn og unges første håndgribelige bevis på, at verden var ved at åbne sig ud over jerntæppet, blev bøger og tegneserier baseret på Disney’s univers. Udgiveren var danske Egmont.

Opmærksomheden var stor, når Egmont med levende figurer fra Disneyland markerede, at bladet kom på gaden i et nyt land. I hovedstad efter hovedstad fyldte titusinder af mennesker de vigtigste pladser til sidste flise,

EGMONT

154

125 ÅR

149_158_Udland

10/06/03

13:08

Side 7

opnåede erfaringer om selskabsdrift og forlagsvirksomhed på østeuropæiske markeder.

når Mickey Mouse og Anders And kom på besøg. I Prag, Warszawa og mange andre byer gentog billedet sig. I Rumænien kyssede præsident Illiescou Mickey Mouse foran tusinder af skolebørn ved præsidentpaladset.

Euforien bredte sig til politiske kredse og erhvervslivets top, hvor dørene ind til ministerier og offentlige styrelser hurtigt åbnede sig for Egmont.

Bag kulisserne kæmpede Egmonts lokale og danske medarbejdere de første år en brav kamp for at få bladene på gaden til tiden og for at dække den kolossale efterspørgsel.

I nogle lande blev de første udgivelser nærmest værdipapirer. En lastbil, der skulle bringe blade fra Moskva til Skt. Petersborg, forsvandt således på halvvejen. Senere fandt man desværre chaufføren dræbt og lastbilen tømt.

Trods trængslerne i markedsøkonomiens første år stod Egmont stærkere end andre medievirksomheder på de nye markeder. Årsagen var, at Egmont havde sikret sig et forspring, 11 måneder før muren væltede i Berlin og forandrede hele Østeuropa. På den internationale bogmesse i Frankfurt i 1988 dannede Egmont sammen med et lokalt filmselskab og statsligt handelsselskab, Generalimpex, en fælles virksomhed i Ungarn, der blev Egmonts tiende land. Samtidig indledte Egmont forhandlinger med en samarbejdspartner i det daværende Sovjetunionen.

Timingen var perfekt, fordi Egmont – år før andre vestlige virksomheder fik etableret sig –

EGMONT

Alt var anderledes de første år i Østeuropa, men problemerne var til at løse. De første meddirektører i joint venture-selskaberne var indsat af staten. Under planøkonomien afgjorde produktionen, hvad der kunne sælges på markedet. Nu kom vi og talte om markedsføring. Termer som driftskalkule og dækningsbidrag var helt nye. Men da vi havde fundet den fælles forståelse – også fra deres udgangspunkt – gik det meget lettere, mindes Johs. Vilsøe, daværende direktør for Egmonts sektor for serieblade.

I 1990 tog udviklingen fart. Efter forhandlinger siden 1988 med sovjetforlaget Fizkultura I Sport dannedes 29. juni 1990 det fælles selskab Egmont-Fiz med adresse i Moskva.

Tidligt i 1990 sikredes butikseksponering og distribution i DDR af de blade, som tidligere var forbudte at tage med hjem fra udlandsrejser.

Polen og Tjekkoslovakiet kom også i gang.

Jesper Christiansen var som 26-årig med til at starte det nye polske selskab. Trods skyhøj inflation fandt tusinder af forbrugere alligevel plads i budgettet til et Anders And-blad, Kaczor Donald.

Vi solgte ikke kun blade – vi solgte vestlighed.

Starten i Polen var eksplosiv. 50.000 eksemplarer af første udgave blev straks solgt.

Næste blad rundede 75.000. Julenummeret blev forsinket af en strejke og nåede først ud

155

125 ÅR

149_158_Udland

26/04/07

9:01

Side 8

Mariusz Czapnik og Henrik Kristensen med en af de ti postsække. Succesen var hjemme.

løfte oplaget på det tysksprogede Micky Maus fra 275.000 i 1989 til 800.000 – flere gange rundede man millionen.

Efter bladene fulgte bøgernes indtog på markederne. Både i løssalg og via det bogklubkoncept, Egmont i årtier havde haft succes med i Skandinavien og i 1993 introducerede i Østeuropa. Første land blev Polen, hvor Henrik Kristensen, der i dag er direktør for Egmont Lademann, blev udstationeret.

17. januar, hvor de fleste juletræer vel havde tabt nålene. Men oplaget rundede alligevel 217.000.

Tilsvarende blev alle 200.000 udgaver af det første russiske Anders And-blad udsolgt på 47 minutter i Moskva, oplyser Anders Høiris, der var direktør med ansvar for Østeuropa: I starten havde vi dog problemer i Rusland med distributionen, men vi fandt på en original løsning. De første numre blev distribueret uden for Moskva med den transsibiriske jernbane. Vi fyldte simpelthen to kupeer til randen med blade, som blev solgt ud ad vinduerne på stationerne. Responsen var fantastisk.

Flere lande og oplagsrekorder fulgte i lyntempo. I 1992 rundede Egmont 20 sprog.

Samme år bidrog den tyske genforening til at

EGMONT

Bogklubber og direct marketing var totalt ukendte størrelser i de lande på den tid, så det var et rigtigt pionerarbejde, vi udførte.

Konceptet var som i Skandinavien, men infrastrukturen var en helt anden, lærte vi. De første fire bøger blev hver trykt i forsigtige oplag på 3.000 eksemplarer. Bogklubben blev markedsført i Anders And-bladet, men efter en uge havde vi ikke fået en eneste bogbestilling.

Vi var derfor meget bekymrede, indtil en postbil pludselig en dag rullede op foran kontoret og læssede ti sække af. 15.000 kunder var en realitet efter blot en annonce – ti gange så mange som tilsvarende markedsføring i Skandinavien ville have skabt. Vi havde kort og godt glemt, at Polen er et stort land, hvor det tager tid at få bladene ud og svarene hjem.

Efter flere dages pakkearbejde af bøgerne i farvestrålende emballage kom næste overraskelse: Pakker skulle emballeres i brunt papir og ombindes med en særlig sejlgarnssnor.

Sådan var Postvæsenets regler. Alle problemer blev dog løst med godt humør, og seks måneder senere var den polske bogklub Egmonts

156

125 ÅR

149_158_Udland

10/06/03

13:09

Side 9

Daværende udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen var på besøg i Bulgarien, da Gutenberghus lancerede nye blade.

næststørste. Året efter havde vi også etableret bogklubber i Tjekkiet, Ungarn og Rusland, siger Henrik Kristensen.

Egmont fortsat markedsledende Midt i 1990’erne dalede nyhedens interesse på de østeuropæiske markeder. Samtidig blev omstillingen til markedsøkonomi i flere lande så økonomisk krævende for forbrugerne, at omsætningen faldt. Egmont fastholdt sin position som markedsleder i flertallet af landene.

I dag er de stærkeste østeuropæiske selskaber stadig en del af koncernen.

Nu er det lokale medarbejdere, som fører Egmonts forlæggertradition videre. De danskere, der blev udsendt for at løbe selskaberne i gang, fokuserede fra starten på at ansætte de bedste, lokale folk. I lande uden tradition for markedsøkonomi bød de første år på bl.a. ansættelse af medarbejdere med baggrund som folkeskolelærere, journalister, trykkerimedarbejdere og en enkelt tandlæge.

EGMONT

Man kan sige det på den måde, at vi i begyndelsen var ren McDonalds. Men i dag er vi mere en italiensk restaurant med meget mere på menukortet.

Beskrivelsen kommer fra Egmonts chef i Østeuropa, Jacek Beldowski. I dag udgiver Egmont i Østeuropa snesevis af magasiner og hvert år hundredvis af børnebogstitler. Dertil kommer en lang række bogklubber. Egmont er førende i hvert enkelt land i Østeuropa inden for udgivelser til børn.

Egmont indtager Asien 1980’erne bød på præsentation af Egmontnavnet med kyrilliske bogstaver, i 1990’erne fulgte hindi, kinesiske og japanske skrifttegn sammen med etableringer i Indien, Taiwan, Japan og Tyrkiet. Egmonts erfaringer fra Østeuropa kom i brug i det nye investeringsområde Asien med Kina som det første land.

Egmont kom til Kina i begyndelsen af 1990’erne for at rekognoscere på det enorme kinesiske marked. Egmont etablerede sig i 1994 i

157

125 ÅR

© DISNEY

Gejsten var vigtigere end uddannelsen. Og resultaterne udeblev ikke. Egmonts position som førende medievirksomhed på børnemarkedet i Østeuropa blev grundlagt i disse år. Dertil kommer, at Disney’s univers, der oprindelig var murbrækker, nu ledsages af en lang række lokale udgivelser. Både tegneserier og bøger. Den strategi er populær og har ikke mindst i Polen og Rusland givet Egmont stor anerkendelse og mange priser.

149_158_Udland

10/06/03

13:09

Side 10

© DISNEY

landsdækkende kinesisk TV-kanal. Her fik de vindende børn overrakt deres præmie – og Egmonts koncerndirektør, Steffen Kragh, blev interviewet for øjnene af mange millioner kinesiske TV-seere.

Sideløbende med arbejdet på skolerne har Egmont også sat yderligere gang i salgs- og marketingarbejdet, blandt andet med TVreklamer. Nye tider i Kina har gjort det muligt også at bruge almindelige moderne, vestlige distributionskanaler – f.eks. kiosker. Foruden bladet sælger Egmont via selskabet i Kina også en række andre blade og bøger til børn og unge i Kina.

et joint venture med People’s Post and Telecommunication Publishing House, som er et forlag under ministeriet af samme navn.

Selskabet udgav den kinesiske udgave af Anders And & Co. – Mi Lao Shu, som er kinesisk for Mickey Mouse – i de større byer.

Målet var i begyndelsen af 2000 fastlagt til at nå ca. 1 million abonnenter i 2005 – og det vil i sig selv være et uhørt højt tal. Egmont har allerede succes som udgiver af Mi Lao Shu og har passeret et oplag på 350.000 blade. De sælges også via skolerne, som får en del af indtægterne fra bladsalget. Skolerne har deres egen fond, som enten støtter godgørende formål eller forbedringer af skolen. Egmont sponsorerer samtidig en stor, halvårlig konkurrence, hvor elever i små grupper påtager sig projekter, der har sociale og velgørende formål.

I slutningen af 2002 kulminerede samarbejdet foreløbig med et stort direkte show på en

EGMONT

158

125 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:00

Side 1

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:01

Side 2

Millioner til danskerne tropiske rødder i grundlæggeren Egmont H. Petersens ønske om at yde støtte til de svageste i samfundet, har meget ændret sig, siden den første fundats blev nedskrevet den 31. marts 1920.

1.500 mio. nudanske kr. er et enormt beløb. Men ikke desto mindre er det den nette sum, Egmont Fonden i sine første 83 leveår har givet væk til velgørende formål. Og det placerer Egmont i top 10-gruppen blandt de største og mest ydende fonde i Danmark.

Det afgørende for Egmont-ånden er, at vi bruger kræfterne og pengene på at hjælpe andre. Det skal være ganske tydeligt, at Fonden er til, fordi den har et formål ude i samfundet. At vi kan støtte projekter og mennesker. Det tror jeg også, alle medarbejdere i koncernen føler. Nemlig at deres arbejde skaffer et overskud, som kommer andre til gode, siger Bente Groth, direktør for støtte- og bevillingsadministrationen, der hvert år fordeler og uddeler cirka 30 mio. kr.

I dag bliver de fleste penge givet til store, sociale projekter, der hjælper børn og unge, til forskning i sygdomme og til støtte for dansk kultur og kunst. Og selvom Fonden naturligvis stadig har sine filan-

EGMONT

Som omtalt i kapitlet om direktør I. C. Petersen havde Egmont H. Petersens Fond en helt klart defineret modtagergruppe: Danmarks fattige mennesker – alle dem, der levede lige så beskedent, som Egmont H. selv havde gjort hjemme hos Petrine, indtil hans forretning begyndte at give penge. Egmont havde selv flere gange sagt, at man efter hans død skulle bruge en del af overskuddet fra hans virksomhed til “ulykkeligt stillede kvinder”.

Derfor stod der også følgende i den første fundats-tekst: De formål, hvortil Fondens disponible midler anvendes, er: 1. Hjælp til trængende, enligtstillede mødre med børn, der er undergivet deres forsorg.

160

125 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:01

Side 3

2. Uddeling af mad, brændsel og klæder til fattige, særligt om vinteren.

3. Hjælp til trængende i sygdomstilfælde.

4. Støtte, derunder gennem ydelse af rentefri lån, til ubemidlede børns og unge menneskers opdragelse og uddannelse.

En kasse i forhallen Dengang bestod Fondens bestyrelse af 5 personer. For bordenden sad overretssagfører Frederik Wolff som formand – manden, der seks år tidligere var blevet eksekutor i boet efter Egmont H. Petersens død. Wolff havde været grundlæggerens personlige advokat siden slutningen af 1800-tallet. Også Egmonts sønner, Axel og Holger, der begge blev direktører i Gutenberghus, fik sæde i bestyrelsen.

Wolff fik titel af meddirektør og stod dermed reelt i spidsen for hele organisationen sammen med I. C. Petersen, der som administrerende direktør også sad i fondsbestyrelsen. Det var de to, der havde designet den nye firmakonstruktion, som betød, at Fonden fra 1920 overtog ejerskabet af Egmont H. Petersens erhvervsvirksomhed. Wolff og Petersen havde brugt Carlsbergfondet fra 1876 som forbillede – en konstruktion, der på godt dansk betød, at Fondens bestyrelse nu – efter at have afholdt de nedfældede udgifter til familien og de

EGMONT

nødvendige henlæggelser til konsolidering – rådede over overskuddet fra bladene og trykkeriet til reinvestering og almennyttige formål.

I 1921 uddelte Fonden 36.000 kr. til 167 ansøgere blandt Københavns mange syge og fattige. Det svarer til godt 600.000 kr. med dagens forbrugerpristal. Systemet var enkelt: Fonden satte en annonce, en såkaldt bekendtgørelse, i aviserne, hvor man fortalte om Fondens formål og hvem der kunne søge. Folk kunne så aflevere deres skriftlige ansøgninger i en kasse i forhallen til Gutenberghus eller sende den med posten.

Derefter behandlede bestyrelsen på et årligt møde ansøgningerne og valgte de mest værdigt trængende ud.

Og sådan fortsatte det de følgende år, hvor Fonden naturligvis blev mere kendt og derfor modtog flere og flere ansøgninger fra fattige danskere: I 1921 indkom 350, 1926 rundede antallet 1.000, i 1933 nåede det op over 2.000 for i 1938 at toppe med 3.240 ansøgninger.

Men i 1932 skete der noget, som fik afgørende betydning for Fondens udvikling: Frederik Wolff døde, og pladsen blev overtaget af hans bestyrelsessuppleant, den 43-årige overretssagfører Frants Dragsted. Han havde siden 1916 arbejdet på Wolffs advokatkontor og havde hjulpet til med at lave fondskonstruktionen efter Egmont H. Petersens død.

161

1 25 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:01

Side 4

Socialreformen af 1933 I 1933 var socialdemokraten K. K. Steincke socialminister i Thorvald Staunings regering, og han stod bag den berømte socialreform. Den betød enorme ændringer og forbedringer for de fattigste danskere, som indtil da kun kunne få små almisser i form af fattighjælp fra det offentlige. Men nu overtog staten reelt den støttefunktion, de private fonde hidtil havde haft. Det var her, den meget samfundsinteresserede og initiativrige Frants Dragsted fik en nøglerolle. Han beskrev det selv på denne måde i et skrift, der blev udgivet i anledning af hans 95-års fødselsdag i 1985: Spørgsmålet var herefter (i 1933, red.) for Fonden, om der overhovedet var noget spillerum for den private velgørenhed, når lovgivningen nu indeholdt så udførlige regler om socialhjælpen. For Fondens uddelingsvirksomhed blev opgaven en helt anden end hidtil. Det gjaldt nu om at finde områder, hvor det offentlige ikke ydede hjælp, eller hvor hjælpen var utilstrækkelig. Opgaven for os blev at supplere den offentlige hjælp og ikke overlappe den.

Frants Dragsted tog fat på en modernisering af organisationen, nemlig at etablere en egentlig ansvarlig fondsbestyrelse – ikke mindst på grund af den store, økonomiske skandale med Landmandsbanken,

EGMONT

der krakkede i 1923. Krakket medførte nemlig senere en ny lov om større, direkte ansvar for virksomhedernes bestyrelser. Loven betød, at Egmont Fondens bestyrelse ikke længere kunne sidde isoleret og kun beskæftige sig med legaterne. Nu havde den også indflydelse og ansvar for hele erhvervsvirksomheden.

Opgaven var svær, for Dragsted skulle ikke kun finde mere professionelle erhvervsfolk til sin bestyrelse. Han ville også ændre den måde, pengene blev uddelt på.

Selv blev han ansat af bestyrelsen som tilforordnet, og Dragsted flyttede sit advokatkontor ind i Vognmagergade.

I Fondens første 14 leveår var langt de fleste penge givet på baggrund af de tusindvis af ansøgninger fra dårligt bemidlede danskere. Men det duede ikke mere, fortalte Dragsted: Mit arbejde med ansøgningsskemaerne havde givet mig den opfattelse, at denne form for uddeling af Fondens midler i allerhøjeste grad var utilfredsstillende.

En uddeling på basis af disse skematiske oplysninger – uden undersøgelse af oplysningerne – var i den grad præget af tilfældigheder og usikkerhed, at man med lige så god effekt kunne spare sig ulejligheden og fordele pengene ved lodtrækning blandt ansøgerne.

Dragsted og resten af bestyrelsen havde simpelthen ikke længere ressourcer til at

162

125 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:01

Side 5

behandle ansøgningerne grundigt nok.

Der kom over 3.000 hvert år, og tiden var løbet fra et gammeldags system, hvor formanden én gang om året behandlede og valgte et par hundrede modtagere ud, som han så forelagde for resten af bestyrelsen. Dragsted ville vende hele systemet om, så den almennyttige fond selv gik ud og fandt de gode formål, man ville støtte.

Hjælp til de unge

Resten af Fondens penge skulle fordeles på en helt ny måde. Bestyrelsen begyndte selv at vælge, hvem der skulle støttes, og det kom i første række ungdommen til gode. Det hang i høj grad også sammen med socialreformen, der som nævnt hjalp mange fattige, men ikke de unge studerende. De måtte dengang selv klare sig under uddannelsen uden en krone fra det offentlige. I 1934 indledte Fonden et formelt samarbejde med universiteterne i København og Århus, som herefter selv behandlede legatansøgninger fra deres studerende og indstillede de bedst egnede/værdigst trængende til Fonden. Hermed havde Dragsted fået sin ønskede kontrolfunktion – og systemet bredte sig de næste år til flere andre uddannelsesinstitutioner i Danmark.

Samtidig voksede overskuddet i virksomheden år for år. Dragsted gennemførte nu et loft over det samlede legatbeløb på 200.000 kr., der fortsat var øremærket til enlige, fattige mødre, unge og syge.

Egmont H. Petersens Fond og Mødrehjælpen indledte i 1943 et formaliseret samarbejde efter samme model, som man havde etableret med universiteterne. Den offentlige Mødrehjælpsorgani-

Jeg blev derfor klar over, at jeg måtte prøve at komme frem til en bedre ordning ved at søge samarbejde med sådanne institutioner, som havde direkte kontakt med vore ansøgere og kendskab til deres personlige egenskaber og økonomiske situation, skrev Frants Dragsted, der også fandt det utilfredsstillende, at Fonden hidtil aldrig havde kunnet hverken fornemme eller måle, om dens legatportioner egentlig virkede efter hensigterne. Man havde givet masser af penge ud – primært til enlige mødre, men uden at kunne spore om, som han udtrykte det, der blev opnået noget af betydning for det samfund, vi gerne skulle gavne med vor virksomhed.

EGMONT

163

1 25 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:01

Side 6

sation udvalgte selv de enlige mødre, der virkelig behøvede hjælp – og ud fra Mødrehjælpens indstilling valgte Fonden sine legatmodtagere.

På det tidspunkt var Frants Dragsted allerede langt fremme i forberedelserne med en idé, der både kunne hjælpe hundredvis af unge studerende og samtidig profilere Fonden markant i offentligheden: Nemlig det første store byggeprojekt, finansieret af Egmont H. Petersens fond. I 1938 læste Dragsted en række aviskronikker skrevet af den daværende universitetssekretær Povel Fønss, der fortalte om de danske studerendes elendige boligforhold. Dengang var der kun ganske få kollegier, og derfor var boligmanglen for de unge enorm.

Dragsted puslede nu med ideen om ikke kun at yde unge legater og rentefrie lån, men også at give dem et sted at bo. Han ville opføre et stort, nyt kollegium i København. Året efter luftede han første gang tanken i fondsbestyrelsen.

Jeg havde fornemmelsen af, at bestyrelsen nærmest anså forslaget som en grille hos formanden, og at ideen ikke kunne gennemføres før engang ud i en fjern fremtid. Men selve tanken om at spare penge op til senere anvendelse var

EGMONT

dem dog sympatisk, og planen blev accepteret, fortalte Dragsted sidenhen.

Sandheden er nemlig, at formandens kollegie-idé ikke mødte den store begejstring i bestyrelsen. Omvendt blev den heller ikke modtaget med direkte modvilje, måske fordi man ikke troede, den nogensinde ville blive til noget. Men de næste måneder arbejdede Dragsted i al stilhed videre med planen. Og efterhånden fik han den allervigtigste mand til også at tro på den: Nemlig direktør I. C. Petersen, der i slutningen af 1938 åbent gav kollegiet sin tilslutning i bestyrelsen. Og med støtte fra formanden og direktøren var vejen banet.

På grund af 2. verdenskrig og et stort antal skrankepaver gik der dog 14 år, før byggeriet gik i gang – men allerede i slutningen af krigen var aftalen med Københavns Universitet på plads.

Kollegium og hotel Dragsted brugte Fondens 25-års jubilæumsdag 31. marts 1945 til officielt at overrække gaven ved en højtidelighed i Gutenberghus: En halv mio. kr. i startkapital til et kollegium midt i København med plads til 500 studerende. Fonden gav samtidig et tilsagn om at betale hele

164

125 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:01

Side 7

opførelsen og forære det færdigbyggede kollegium til Københavns Universitet. Prisen blev udregnet til rundt regnet 4 mio. kr., men det blev over tre gange dyrere, da 3. etape stod færdigt i 1957.

Dragsted havde dog sørget for, at finansieringen var i orden. Økonomien blev yderligere forstærket af, at kollegiet i sommerferien skulle bruges som hotel ved at leje alle værelser ud til turister. Det gav et dækningsbidrag, som bragte prisen betydeligt ned og var i øvrigt en idé, der kom fra en ung mand, Esben Dragsted, som senere skulle få en endog meget stor betydning for Gutenberghus – ham vender vi tilbage til senere i kapitlet.

Viljen og pengene var der altså allerede i 1945, men projektet var alligevel tæt på at blive opgivet. De næste 4 år kæmpede universitetet og Fonden en hård kamp med det offentlige, før man i efteråret 1952 kunne begynde udgravningen på den 8.250 kvadratmeter store byggegrund på Nørre Allé, og i sommeren 1954 flyttede de første turister ind.

Studenterne overtog deres nye værelser ved studiestart 1. september samme år.

Men arbejdet med bygning 2 var allerede i fuld gang – og den stod klar efter planen præcis et år efter. Kun den tredje og sidste del af kollegiet blev forsinket, fordi arkitekterne havde problemer med at udforme de store fælleslokaler, der om sommeren skulle bruges til bar og

EGMONT

restaurant for hotellet – og resten af året til festsal og såkaldt slyngelstue for de studerende.

16. maj 1957 var Frants Dragsteds drøm en realitet. Og det var en lykkelig formand, der trykkede rektor Erik Warburg i hånden og gav ham det formelle gavetilsagn ved den pompøse overdragelses-fest. Kollegiet var nu universitetets, for Fonden betalte samtlige lån i byggeriet ud. Og ud over at aflevere et fuldstændigt gældfrit studenterhus, lovede Fonden at fortsætte støtten ved at videregive alle rentefordele fra de billige statslån til kollegiet. Det kom de studerende til gode – pengene gik til at sænke huslejen.

Og den blev billig: 65 kr. om måneden for et værelse og 150 kr. for de 16 lidt større lejligheder, som blev bygget til ægtepar med børn – endda inklusiv varme, lys, rengøring og vask af sengetøj og håndklæder – lidt hotel-service skulle de unge også have – og Dragsted, der blandede sig i alle detaljer omkring opførelsen, ville ikke gå på kompromis med ret meget: Kollegiet skulle være moderne, bygget af gode materialer – og så skulle de studerende have bedre sanitære forhold, end de fleste var vant til på den tid: Hvor normale kollegier kun havde et fælles toilet og baderum på hver etage, fik Egmont Kollegiet et brusebad og et toiletrum til deling mellem 2 værelser.

165

1 25 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:01

Side 8

Problemer med fundatsen Rektor Bach fra Århus Universitet havde naturligvis hørt om kollegiet i København og tog over for at besøge Frants Dragsted. Bach bad om penge til at støtte opførelsen af en ny kollegiefløj i Århus, som man allerede havde samlet 300.000 kr. ind til. Men Frants Dragsted sagde nej.

Det var i strid med Egmont Fondens ånd at – som han udtrykte det – deltage i et sammenskudsforetagende som dette.

Gik vi ind i et institutionsbyggeri, ville vi gøre det alene. Dragsted sagde dog til Bach, at det ikke var udelukket, at Fonden ville skænke universitetet i Århus et

EGMONT

helt nyt kollegium. Og sådan blev det. 14 dage efter havde Dragsted fået bestyrelsens godkendelse til at opføre næste monument i Jylland. Egmont Studentergård i Risskov med 104 værelser stod færdigbygget i 1964.

Og i 1959 påbegyndte Fonden et kollektivhus for enlige mødre og deres børn, Egmontgården i København, som blev administreret af Mødrehjælpen. Samme år betalte Fonden for byggeriet af handicaphøjskolen Egmont Højskolen i Hou, men så løb Fonden ind i problemer med juraen. Eller rettere: Det statslige tilsyn med, hvad fonde bruger deres penge til i Danmark.

166

125 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:02

Side 9

Justitsministeriet klagede nemlig nu over, at Egmont H. Petersens Fond ikke umiddelbart overholdt sine egne bestemmelser: Ifølge fundatsens § 8 skulle støtten som nævnt tidligere fortrinsvis gå til enlige mødre og deres børn. Men efter de to store kollegie-byggerier var det åbenbart, at de fleste penge blev ydet til ungdommen. Fonden forsøgte derfor at få ændret sit eget grundlag – eller i hvert fald få det blødt op. Men ministeriet gav sig ikke i sin grundlæggende fortolkning og sendte et afslag på at ophæve fundatsbestemmelsen, der – som det anførtes – “på grund af ændrede samfundsforhold ikke helt har mistet sin praktiske betydning”. Man skal her forstå, at fonde i Danmark altid har været underlagt en streng kontrol og ganske snævre rammer fra politikerne.

Fonden fik dog en lidt mere lempelig aftale med ministeriet, så ordet “fortrinsvis” blev tolket sådan, at de enlige mødre og deres børn over en fem-årig periode skulle have mere, end der tilsammen blev ydet til de øvrige grupper, der var nævnt i fundatsen. Men det betød under alle omstændigheder, at man måtte rette ind efter tilsynsmyndigheden. De næste knap 20 år sørgede bestyrelsen derfor for, at pengene blev fordelt, så de overholdt ministeriets krav.

Endnu et kollektivhus for mødre og deres børn i Viby fik penge i 1965, og tre år

EGMONT

efter støttede Fonden Egmontgården i Godthåb efter samme mønster (byggeriet i Grønland er dog i dag omdannet til kollegium). I 1969 blev der givet penge til Egmont Plejehjem i Odense, og i 1974 til Familiehøjskolen i Herning til enlige mødre.

Ungdommen fik dog stadig støtte – Fonden byggede i 1967 både en elevbygning på Herlufsholm Skole og Sofieskolen i Bagsværd til psykotiske børn. Unge med psykotisk handicap fik nogle år efter deres egne boliger i Rønnebærgården i Charlottenlund.

Unge Dragsted tager over Det var stadig en Dragsted, der sad i bestyrelsens formandsstol – men ikke længere Frants. Han blev i 1967 afløst af sin søn Esben, der fik mindst lige så meget indflydelse på den velgørende fond, som faderen havde haft.

Esben Dragsted var også jurist, og han fik faktisk allerede i 1940’erne Fondens arbejde tæt ind på livet i forældrenes hjem – og det var i øvrigt ham, der knap 25 år tidligere som allerede omtalt fik en del indflydelse på kollegiebyggeriet i København. Esben studerede og boede efter sin embedseksamen i 1948-49 på Berkeley universitetet i USA netop på det tidspunkt, hvor hans far Frants var formand for bygge-

167

1 25 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:02

Side 10

udvalget. Esben havde derfor mulighed for at rapportere hjem om, hvordan amerikanske studerende boede, og herfra kom planerne om butik, rengøring, vaskeri og lommepenge-arbejde på kollegierne. Og mens unge Esben sad og arbejdede på sin rapport, fik han ideen med også at lave hotel i sommerperioden. Næsten alle hans forslag blev ført ud i livet.

Esben Dragsted blev på ingen måde født ind i Gutenberghus-toppen, selvom det udefra kunne se ud, som om han arvede stolen efter sin far. Sandheden er, at Esben Dragsted siden sin start som advokat var juridisk konsulent for Fonden, hvor han derfor i 1960 meget naturligt også blev suppleant qua sit kendskab til virksomheden. Dengang var det helt almindeligt, at en advokats yngre partner efterfulgte sin ældre kollega som virksomhedsadvokat og også – hvis kvalifikationerne bedømtes som gode nok – i hvervet som formand for virksomhedens bestyrelse.

Dragsted blev valgt til aflønnet bestyrelsesformand, og dermed fik han reelt en stilling med direktøropgaver. Legatuddelingen blev sat på vågeblus – så meget, at man endda satte antallet af legater ned i en årrække, hvor der heller ikke blev sat et eneste nyt byggeri i gang.

Gutenberghus var nemlig sidst i 60’erne i en ugunstig situation: Både bladoplagene og husets overskud dalede, så Esben

EGMONT

Dragsted gik sammen med den administrerende direktør Arne Byskov i gang med at gennemføre væsentlige ændringer i virksomheden.

Huset var simpelthen blevet for stort til, at alle beslutninger kunne ligge hos en blad- og trykkeridirektion i København.

Vi måtte lægge flere ledelsesopgaver ud hos de enkelte virksomheder – derfor gik vi i gang med at lave en koncern-struktur, fortæller Esben Dragsted, der i dag er 81 år gammel.

I 1971 mente Dragsted, at hans særlige funktion som bestyrelsens delegerede burde ophøre, så han gik i gang med at finde manden, der skulle styre Gutenberghus gennem forandringerne. Det blev Ebbe J. B. Christensen, siden kaldt “Big Chief”, der fik jobbet som administrerende direktør. Hermed kunne Esben Dragsted beskæftige sig noget mere med Fondens almennyttige virksomhed.

Jeg ville have en professionel administration til at drive det velgørende arbejde.

Vi måtte væk fra det gamle mæcenpræg, hvor man bare uddelte penge.

Fonden skulle synliggøres – samarbejde meget mere med det offentlige – og frem for alt definere sine egne mål og præferencer, siger Esben Dragsted. Økonomien var igen god i Gutenberghus sidst i 70’erne, hvor Dragsted stadig ar-

168

125 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:02

Side 11

bejdede med at få ændret fundatsen.

I alle årene havde han forhandlet med justitsministeriet om, hvordan man kunne modernisere Fondens økonomiske muligheder. Hidtil havde den velgørende fond kun rådet over en fastlagt del af overskuddet fra Gutenberghus – nærmest som en cigarkasse med rede penge fra købmandens omsætning. Forhandlingerne gik ud på at finde en aftale om, hvor stor en del af erhvervsvirksomhedens overskud, Fonden kunne afsætte til uddeling, og hvor meget den kunne beholde til konsolidering. Nu etablerede man Dispositionsfonden, der kunne operere og investere uafhængigt af, hvor mange penge der blev tjent i Gutenberghus. Og endelig fik man lov til at liberalisere fundatsen til en mere tidssvarende model, hvor legaterne kunne gives til langt flere og bredere almennyttige formål.

Samtidig med de store ændringer i 1979 skiftede Fonden navn: Fra Egmont H. Petersens Fond til bare at hedde Egmont Fonden (selve erhvervsvirksomheden ændrede dog først navn fra Gutenberghus til Egmont i 1992).

Langt om længe kunne vi faktisk selv bestemme, hvad vi ville støtte. Fonden var afgørende moderniseret, siger Esben Dragsted, der ansatte Ole Dahl som administrationschef for støtte- og bevillingsadministrationen.

EGMONT

Esben Dragsted, tegnet af Mette Dreyer.

Dragsted sad i hele sin aktive karriere i mange bestyrelser, og selvom juraen gav ham grundlaget for arbejdet, var det ikke paragrafferne, der interesserede ham allermest. Jeg er mere fornyer. Jeg kan lide at udvikle, forandre og se ideerne blive til virkelighed, siger manden, mange kærligt kalder en grå eminence, men som nok snarere skal huskes for at føre Fonden ind i nutiden – og ikke mindst føre nogle helt fantastiske projekter ud i virkeligheden.

169

1 25 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:02

Side 12

Nyt Nationalmuseum Fondens bestyrelse lavede en strategiplan for den almennyttige virksomhed.

Et af punkterne var at gennemføre projekter, der kom samfundet til gode, og som også markerede Fonden tydeligere i hele Danmark. Det største projekt var den gennemgribende modernisering og ombygning af en af Danmarks vigtigste kulturelle og historiske institutioner, Nationalmuseet, der har været statens hovedmuseum, siden Kong Frederik 3. grundlagde det i 1650. Indtil Fonden tog fat, var det et gammeldags og halvtrist museum, og det var lige præcis, hvad der generede ham.

Det var kedeligt og ufolkeligt. Man stod bare og kiggede på nogle små ting, der lå inde i en stor glasmontre.

I udlandet havde jeg til gengæld set, hvor flot og moderne museer kan indrettes, siger Dragsted, der som fondsformand i 1981 gik i samarbejde med rigsantikvar Olaf Olsen, ikke kun om at modernisere udstillingerne, men også om at opdatere de gamle registreringsarkiver på EDB og ændre de helt uforsvarlige opbevaringsforhold, hvor hundredvis af klenodier lå i magasiner og tog skade. Samarbejdet var historisk, fordi det offentlige dengang normalt ikke gik i partnerskab med det private erhvervsliv.

EGMONT

Vi måtte bløde fronterne op – nogle meningsløse fronter i øvrigt. Og jeg tror, vi var med til at gøre det offentlige venligere stemt over for os fra erhvervslivet – vi var ikke længere bare de fæle kapitalister, som Dragsted udtrykker det.

I 1982 betalte Egmont Fonden igangsættelsen af et omfattende studie, som Nationalmuseet udførte. Det hed “Nationalmuseet og fremtiden”. Rigsantikvar Olaf Olsen blev formand for en styregruppe med folk både fra museet og Gutenberghus. Den skulle udarbejde et egentligt program for moderniseringen.

To år efter lå beregningerne klar: Det ville koste 300 mio. kr. at renovere Nationalmuseet og omdanne det til et aktivt museum, hvor også de unge gad at komme forbi og lære og opleve noget.

Naturligvis var finansieringen det største problem. Egmont Fonden havde stillet i udsigt at ville bevilge 100 mio. kr. – altså en tredjedel af ombygningen, så styregruppens formand kontaktede daværende erhvervsminister Mimi Jakobsen. Missionen lykkedes: Ministeren fik i 1985 flertal i Folketinget for, at staten ville yde de nødvendige 200 mio. kr., hvis resten kunne findes andre steder. De penge ydede Egmont Fonden – og flere til, for den samlede bevilling fra Fonden blev til sidst på 145 mio. kr., da den totale ombygning stod færdig i juni 1992.

170

125 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:02

Side 13

Experimentarium Nationalmuseet er til dato Egmont Fondens største og dyreste projekt – og danskerne blev i høj grad gjort opmærksom på Fonden. Men det gjorde de måske i endnu højere grad året før, nemlig da det store Experimentarium åbnede i Hellerup nord for København. Både Dronning Margrethe og Prins Henrik var med til åbningen af et af de mest besøgte museer i Danmark i dag. Det populærvidenskabelige Experimentarium er berømt over hele Europa for sine spændende og pædagogiske udstillinger af naturvidenskab, hvor gæsterne selv kan lege med og røre ved fænomenerne – og for sine mange særudstillinger, blandt andet om dinosaurernes historie.

Experimentarium har sat helt nye standarder herhjemme for, hvordan man gør folk interesserede i biologi, fysik, kemi, geografi, teknik og historie. Og det har især trukket mange børn ind, hvor de tidligere aldrig eller kun nødtvungent kom: På museum.

Inspirationen kom fra de såkaldte “Science Center” – udstillinger, hvor man på meget pædagogisk vis inddrager publikum. Gæsterne på disse centre kan selv løse opgaver, røre ved genstandene og gå mere aktivt på opdagelse i emnerne.

EGMONT

Sammen med Thrige-fonden og Augustinus Fonden dannede man i 1986 “Fonden for formidling af Naturvidenskab og Moderne teknologi”. Navnet til selve centret fandt man også allerede dengang: Det blev “Eksperimentarium”, der dog siden fik en lille stavemæssig ændring til “Experimentarium.”

Viljen var stor – både i erhvervslivet og hos daværende undervisningsminister Bertel Haarder, men der var tre store spørgsmål, der først skulle besvares: Det første var, at man ikke havde nogen erfaring i Danmark med at oprette den slags udstillingshuse. Derfor besluttede det planlagte centers bestyrelse at lave en pilotudstilling i en nedlagt sporvognsremise på Trianglen i København. Den åbnede i april 1988 – og kørte i de næste tre måneder med stort held: Udstillingen “Menneske – her er din krop” blev besøgt af næsten 72.000 mennesker.

Andet problem: Hvor fandt man en bygning til det endelige projekt? Dragsted og centerbestyrelsens meget dynamiske formand, Jannik Johansen, indledte en flere måneder lang jagt blandt kommuner og industrivirksomheder for at finde den helt rigtige byggegrund eller bygning. Da kom der et tilbud fra en noget uventet kant, nemlig fra Danmarks største bryggeri, Carlsberg, hvis direktør Poul Svanholm spillede tennis med Niels-Jørgen Kaiser,

171

1 25 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:02

Side 14

som sad i Experimentariums bestyrelse.

Carlsberg tilbød gratis at udlåne en nedlagt tappehal i Hellerup de næste 20 år.

Både beliggenhed og bygning var ideel, bortset fra, at der forestod et enormt håndværkerarbejde med at renovere den gamle hal. Den havde været fyldt op med gamle rør og store maskiner.

Det tredje og største problem var naturligvis økonomien. Experimentariums bestyrelse udregnede den samlede pris for et færdigt Experimentarium til 56 mio. kr. Undervisningsminister Bertel Haarder havde lovet en bevilling på 10 mio. kr., og hovedbidragyderen Egmont Fonden ville give 25 mio. kr. til driftsikringskapital. I tiden efter Fund-raising-mødet kom pengene langsomt, men sikkert ind fra diverse fonde og private gaver. I løbet af 1987 havde Experimentariums bestyrelse 53 mio. kr., og derfor turde man nu give det endelige grønne lys til projektet.

Ombygningen og fremstilling af alle

EGMONT

opstillingerne og inventar stod på i 3 år, og Experimentarium blev åbnet den 9. januar 1991 – som nævnt med kongeligt besøg. Experimentarium fik en flyvende start, og allerede det første år blev det besøgt af over en halv million mennesker.

Samlet er stedet ved udgangen af 2002 blevet besøgt af næsten lige så mange mennesker som hele Danmarks befolkning, nemlig 41/2 million. Siden er det – også med Fondens hjælp – blevet bygget yderligere ud med blandt andet filmsal og foredragslokaler.

Center for Hjerneskade Experimentarium og ombygningen af Nationalmuseet er stadig nogle af Fondens kendteste projekter – men Esben Dragsted er mindst lige så glad for et helt tredje, nemlig Center for Hjerneskade. Centret har virket de seneste 17 år og givet hundredvis af mennesker et bedre liv. Projektet blev startet af Egmont

172

125 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:02

Side 15

Fonden i 1984 som det første af sin art i Europa, og baggrunden var et bekendtskab fra 1950’erne mellem Dragsted og Egmonts barnebarn, Niels Egmont Christensen, og dennes kone, cand. psych. Anne-Lise Christensen.

Hun fortalte levende og engageret om de resultater, man havde haft på behandlingscentrene i USA. Og i 1984, da jeg var på rejse derovre, mødte jeg Anne-Lise i New York, og hun tog mig med på besøg på centret på New York University. Det gjorde et dybt indtryk, fortæller Esben Dragsted.

Hjemme i København gik han og Ole Dahl i gang med at planlægge et dansk center. De dannede en fond med blandt andre Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og Gutenberghus-direktør Ebbe J. B. Christensen som bestyrelsesmedlemmer. Hertil bevilgede Egmont Fonden lidt over 5 mio. kr., men fik alligevel et lodret nej fra Rigshospitalet, hvis læger ikke troede på psykologisk behandling af hjerneskader. Det lykkedes imidlertid at blive en del af faget psykologi på Københavns Universitet på Amager og finde lokaler der. Anne-Lise Christensen blev direktør og videnskabelig chef, og centret åbnede i 1985.

EGMONT

Problemerne var store – amter, kommuner og forsikringsselskaberne var skeptiske over for projektet. De troede i de første mange år ikke rigtigt på, at patienterne kunne hjælpes så meget, at de kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet eller lære at klare sig selv uden at ende på plejehjem.

Men som årene er gået og resultaterne kommet, har det vist sig, at rehabilitering kan betale sig, både menneskeligt og økonomisk. Center for Hjerneskade har dannet forbillede i Danmark og resten af verden – både for flere nye centre og for hospitaler, som anvender behandlingsformen.

Esben trækker sig tilbage Esben Dragsted trak sig tilbage som formand i 1992 efter 25 år. Han fik med de to store museums-projekter og Center for Hjerneskade opfyldt flere af sine store ønsker: At skabe samarbejde mellem det offentlige og det private Danmark – at gøre Fonden mere kendt – og at bevise, at den selv kan sætte sin dagsorden for det filantropiske arbejde. Og sætte gang i store projekter.

173

1 25 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:03

Side 16

I hans tid gik Fonden også væsentligt mere ind i forskning, forsøg og udvikling – mere videns- og fremtidsorienterede samfundsprojekter, som stadig præger arbejdet i dag. Hans linie blev videreført af afløseren som bestyrelsesformand, Olav Grue, der sad i stolen fra 1992 til 1999. Grue sad endvidere i en årrække som næstformand, hvor han var meget aktiv i styregruppen forud for Nationalmuseets ombygning og modernisering.

Fonden i dag De seneste 10 år har Fondens arbejde været præget af de meget fremadrettede projekter, som man selv har taget initiativ til. Efter endnu en ændring af fundatsen i 1992 er det børn og unge, der prioriteres allerhøjest. Listen er meget længere end de ovenfor nævnte projekter. Fonden har for eksempel støttet et musisk behandlingsprogram, specielt komponeret til at stimulere og hjælpe meget syge hospitalspatienter. Fonden har hjulpet autister, indvandrerbørn, børn med taleproblemer og med læbe-gane-spalte.

Og Egmont har stået bag et kæmpe forsøgsprojekt for familier med for tidligt fødte børn. Fælles for alle Fondens satsninger er, at de skal ramme de nicher, hvor der kan gøres mere, og hvor pengene kan række længere og skaffe flere resultater og forbedringer, end det offentlige system kan eller vil magte økonomisk.

EGMONT

Af markante projekter, som Fonden har sat i gang inden for social- og sundhedssektoren i de senere år, kan nævnes: Vil:kan-projektet, der hjælper børn, som kommer ud for den måske største sorg af alle: At miste deres forældre eller søskende. Alene i det første af projektets 3 år fik 245 danske børn psykologisk rådgivning, og 231 børn kom i terapi for at få bearbejdet sorgen – et område, hvor det offentlige ikke markerer sig særlig stærkt, men hvor Egmont har vist vejen til at gøre en bedre indsats.

Projektet, som startede i 1999, rettede sig også til børn med forældre, der vidste, de snart skulle dø.

Børnecenter for Hjerneskade – også et 3-årigt projekt fra 1999, der naturligvis opstod som følge af Center for Hjerneskade, som Fonden støttede i 1985.

Projektet støtter og optræner børn, der lider af en ikke-medfødt hjerneskade.

Projektet arbejder til forskel fra de traditionelle, mere fysiske træningsprogrammer for børnene med neuro-psykologi – altså at optræne de sociale færdigheder eller populært sagt at optræne hjernen, så barnet får nemmere ved at udtrykke sig. Projektet inddrager også barnets nærmeste netværk – skole, institutioner og forældre – og erfaringerne viser, at langt de fleste børn har fået et bedre liv.

Igen er opgaven for Fonden at få det offentlige til at fortsætte projektet perma-

174

125 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:03

Side 17

tiøs satsning, der gik ud på at få et helt by-kvarters 7-12-årige børn til at opleve noget mere – at få udvidet deres hverdag til at omfatte mere end hjemmet, fjernsynet og skolen.

nent efter de 3 center-år. Bente Groth siger: Udfordringen til os som en moderne fond i en velfærdsstat er, at vi ikke bare skal stoppe huller. Vi skal udvikle nye metoder og modeller, der hjælper mennesker – især børnene – og så skal vi eksperimentere. Og mange af de ting, vi satser på i dag, er en naturlig forlængelse af den proces, der blev sat i gang med Experimentarium og Nationalmuseet i 1990’erne.

Fonden markerer sig også stærkt på det børne-kulturelle område. I 1995 støttede man således en helt speciel afdeling på Statens Museum for Kunst i København.

Det udprægede voksenmuseum fik en helt ny afdeling – kun for børn. Det blev til i et samarbejde mellem bestyrelsesformand Olav Grue og Statens Museum for Kunst. Fonden betalte 7,4 mio. kr. for “Børnenes kunstmuseum”, hvor man viser kunstværkerne frem på en måde, så børn både gider at se dem og får mulighed for at forstå dem. Der er specielle temaer og værkstedsrum til børnene, som både kan komme forbi med familien eller – hvad der er blevet ekstremt populært – komme på kunstmuseum sammen med skoleklassen.

Projektet blev sat i gang i Valby, Gladsaxe og Ølby, hvor der statistisk er mange børn, som ikke bruger de organiserede fritidstilbud og, med en gammel kliché: hænger lidt rigeligt på gadehjørnerne.

Det kan nærmest sammenlignes med en klub, hvor de fik noget at vide om natur, kultur og kunst. Børnene blev inviteret gennem deres skoler, sportsklubber og biblioteker – og kunne så komme hver torsdag eftermiddag i et lokale i nabolaget. Og hver weekend var der så en længere tur, hvor børnene på forhånd ikke vidste, om de skulle på museum, en tur i skoven, i cirkus eller noget helt fjerde.

Vi ville give børnene en helt speciel oplevelse, nemlig at møde engagerede voksne, der havde noget at fortælle.

Målet var at lære børnene, at de har masser af muligheder for at gøre noget selv – og at vise dem, at der er mange tilbud lige om hjørnet, hvor man kan lære og opleve en hel masse, fortæller Bente Groth.

Forvandlingskugle-hulen I 1990’erne havde Egmont Fonden også stor succes med det såkaldte “Forvandlingskugle-hule-projekt”. En ganske ambi-

EGMONT

Forvandlingskugle-hulerne kørte med stor succes fra 1994-2001 og gav Fonden smag på noget mere og større af samme type. Derfor lavede man senere “Egmont

175

1 25 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:03

Side 18

Passet”, hvor over 200 børn deltog i projekt “Det legende menneske”. Et samarbejde med Experimentarium, Nationalmuseet, Thorvaldsens Museum og mange flere, der også handlede om at udvide børnenes horisont. Og Egmont-tanken om at give Danmarks unge lidt mere smukt og nyt til både øjne og hjerne lever stadig.

Sidste år, i 2002, tog man hul på “Projekt Samtidskunst”, hvor unge i gymnasiet får muligheden for at lære en helt ny kunstform at kende. Samtidskunsten er svær at definere, men den adskiller sig afgørende fra “normale” værker ved at være sammensat af flere ting, der danner en helhed. Det kan være både lyd, lys, lugt, film og bevægelse – altså hele scenarier.

Projektet i Litauen Men Fonden er også stadig med i deciderede byggeprojekter: Senest Mediemuseet i Odense, som skal vise både pressens historie i samfundet og den tekniske udvikling fra dengang Egmont H. Petersen levede.

Egmont Fonden er mest for danskere, men der er en enkelt (og meget succesfuld) undtagelse: Børne- og pædagogprogrammet i det baltiske land Litauen, som blev indledt i 1992 og stadig er i gang. Egmont Fonden støtter efteruddannelse af pædagogerne i hver tiende børnehave i Litauen – i alt knap 100 institutioner.

EGMONT

Under et seminar for europæiske fonde i 1991 fik Esben Dragsted en henvendelse fra en litauisk afdeling af en international fond, som støttede udviklingen i de fattige, østeuropæiske lande efter Berlinmurens og Sovjetunionens fald. Man ville gerne have dansk hjælp og ekspertise til at ændre undervisningen og opdragelsen af personale og børn i de historisk kommunistiskstyrede børnehaver for at få sat skub i en demokratisering af den baltiske befolkning.

Dragsted havde længe ønsket at brede Egmont Fondens støtte ud over landegrænserne, fordi pengene ville gøre endnu mere nytte i de fattige østlande.

Og kort efter tog Bente Groth af sted på en bustur til de baltiske lande, arrangeret af European Foundation Center. Hun fik efter turen Fondens bestyrelse med på projektet i Litauen, og det gik i gang i 1992.

Problemet blev måske allerbedst formuleret af en litauer: Børnene i vore institutioner opfører sig lidt ligesom små soldater – og pædagogerne ville gerne være med, det krævede bare hjælp fra Danmark.

En gruppe pædagogiske “ambassadører” rejste til Litauen og deltog i dagligdagen i børnehaverne. Her blev kontakten mellem de to verdener skabt. Året efter kom de første litauiske pædagoger på studiebesøg i Danmark. Senere har Egmont Fonden sammen med Jydsk Pædagog-Seminarium

176

125 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:03

Side 19

udviklet et egentligt uddannelses-projekt, og i dag arbejder man tæt sammen med undervisningsministeriet i Vilnius om et landsdækkende undervisningsprogram for alle litauiske pædagoger.

Børnene i Litauen er blevet gladere, og det bliver mange danske børn helt sikkert også, når de besøger det nye medieværksted, Film-X, der åbnede i 2002 hos Det danske Filminstitut i København – betalt med 5 mio. kr. fra Egmont Fonden.

Her kan børn og unge lege frit med alle mediets virkemidler og lære at lave deres egne film, som de derefter kan brænde på en disc og tage med hjem.

Film-X er i øvrigt støttet i samarbejde med Nordisk Film Fonden, som blev lagt sammen med Egmont Fonden i 1992, da Egmont og Nordisk Film fusionerede.

Nordisk Film Fonden har dog en noget smallere målgruppe, idet den udelukkende beskæftiger sig med film og TV. Beløbene er også noget mindre – i størrelsesordenen 2 mio. kr. om året. Pengene gives typisk til projekter, der fremmer dansk TV og film, for eksempel filmfestivaler, filmstudie-støtte, work-shops og den årlige Nordisk Film Pris.

30 millioner om året I dag hedder bestyrelsesformanden i Egmont Fonden Ivar Samrén – og han har siddet i formandsstolen siden 1999.

EGMONT

Fondens næstformand er grundlæggerens sønnesøn Hans EgmontPetersen, som har været medlem af fondsbestyrelsen i over 25 år.

Fonden administrerer en samlet pulje til støtte og bevillinger på cirka 30 mio. kr. hvert år. Af dem går halvdelen til sociale og sundhedsmæssige projekter, især til børn og unge. Og den anden halvdel gives til projekter, der kommer danskernes uddannelse og fritid til gode. Og så giver Fonden fortsat lidt over 1,5 mio. kr. til den alment sociale støtteordning – altså legaterne. De penge tilfalder dog efterhånden udelukkende enlige mødre og fædre med små eller mindreårige børn.

Det allervigtigste for den almennyttige del i dag er, at vores projekter gør en forskel, siger Ivar Samrén. Og netop det faktum, at vi satser på børn og unge, er jo grundlæggerens ønske. Det var dem, Egmont H. Petersen tænkte på i sit testamente, som tydeligvis er baseret på erfaringerne fra hans egen hårde barndom.

Og som moderen Petrines indsats skal det være både mærkbart og målbart, understreger bestyrelsesformanden.

Det er jo ingen kunst at sidde og dele penge ud – kunsten består i, at hjælpen

177

1 25 ÅR

159_178_Fonden Doc

12/06/03

11:03

Side 20

får en spredningseffekt. At pengene virker som ringene, der breder sig i vandet.

Og så er det helt afgørende, at Egmont Fonden selv tager initiativer – selv skaber sine projekter, som vi derefter følger op på – ikke mindst ved at forsøge at forankre dem sammen med myndighederne.

Men det er desværre stadig ofte svært at få det offentlige til at tage over, når vi

EGMONT

har sat noget nyt i gang. Det skal vi arbejde hårdt for at forbedre.

Og som Ivar Samrén udtrykker det: Der er tusind områder i vort samfund, hvor vi kan hjælpe. Det handler om at finde dem, hvor vi kan hjælpe allermest.

178

125 ÅR

179_186_Bestyrelsen

19/06/03

9:33

Side 179

179_186_Bestyrelsen

19/06/03

9:34

Side 180

A D M I N I S T R E R E N D E

Egmont H. Petersen, kongelig hofbogtrykker. Grundlagde virksomheden i 1878 og ledede den indtil sin død i 1914.

I. C. Petersen, administrerende direktør fra 1915 til 1944.

Axel Egmont-Petersen, administrerende direktør fra 1944 til 1954.

Ole Schou, administrerende direktør fra 1954 til 1967.

179_186_Bestyrelsen

D

19/06/03

I

9:34

R

Side 181

E

K

T

Ø

R

E

Arne Byskov, administrerende direktør fra 1967 til 1973.

Ebbe J. B. Christensen, administrerende direktør fra 1973 til 1987.

Jan O. Frøshaug, administrerende direktør fra 1987 til 2001.

Steffen Kragh, administrerende direktør fra 2001.

R

179_186_Bestyrelsen

19/06/03

9:34

Side 182

B E S T Y R E L S E S F O R M Æ N D

Frederik Wolff, bestyrelsesformand fra 1920 til 1932.

Frants Dragsted, bestyrelsesformand fra 1932 til 1967.

Esben Dragsted, bestyrelsesformand fra 1967-1992.

Olav Grue, bestyrelsesformand fra 1992 til 1999.

Ivar SamrĂŠn, bestyrelsesformand fra 1999.

179_186_Bestyrelsen

19/06/03

9:34

Side 183

B E S T Y R E L S E S M E D L E M M E R Bestyrelsesmedlem

Stilling ved valget til bestyrelsen

Periode i bestyrelsen

Wolff, Frederik 1859-1932

Overretssagfører, eksekutor i boet efter Egmont H. Petersen

1920-1932 formand

Reyn, Peter 1867-1932

Direktør for Privatbanken

1920-1932 næstformand

Egmont-Petersen, Anna Elisabeth 1869-1953

Grundlæggerens hustru

1920-1934

Petersen, I.C. 1873-1944

Virksomhedens administrerende direktør 1915-1944

1920-1944

Egmont-Petersen, Axel 1892-1954

Grundlæggerens ældste søn.

Cand.phil., virksomhedens administrerende direktør 1944-1954

1920-1954

Egmont-Petersen, Holger 1889-1969

Grundlæggerens yngste søn.

Direktør i Gutenberghus Reklamebureau 1934-1938

1924-1969

Dragsted, Frants 1890-1987

Overretssagfører

1932-1967 formand

Thorsteinsson, Thorstein 1889- 1972

Højesteretssagfører, direktør i Østifternes Kreditforening

1934-1968 næstformand fra 1944

Jerichow, Herbert 1889-1967

Cand.jur., administrerende direktør for Tuborgs Bryggerier 1937-1959

1944-1967

Dreyer, Peter 1893-1965

Direktør i firmaet Riis & Dreyer, vinimport

1954-1965

Crone, Thomas 1912-1971

Direktør i Skandinavisk Tobakskompagni

1965-1971 næstformand fra 1968

179_186_Bestyrelsen

18/04/07

11:06

Side 184

Dragsted, Esben 1921-

Landsretssagfører

1967-1994 formand 1967-1992

Mc-Kinney Møller, Mærsk 1913-

Skibsreder

1967-1971

Rasmussen, Ejler 1909-1986

Grosserer, direktør i eget firma med handel i huder og skind

1968-1982

Egmont Christensen, Niels 1927-1980

Grundlæggerens barnebarn, søn af Dagmar. Docent, dr.phil. i filosofi ved Århus Universitet

1969-1980

Harttung, Mogens 1915-1984

Civilingeniør, direktør i eget firma

1971-1984

Fogh, Bjarne 1927-1986

Landsretssagfører, direktør hos A.P. Møller

1971-1986 næstformand

Petersen, Johannes 1925-1990

Administrerende direktør for Nordisk Fjer 1969-1990

1978

Egmont-Petersen, Hans 1935-

Grundlæggerens barnebarn, søn af Holger. HD, underdirektør i DISA 1974-1983, administrerende direktør for Dantec Electronic A/S 1983-93, tillige for Dantec Metallic A/S 1992-1993

1978-2006 næstformand fra 2002

Andreassen, Poul 1928-

Ingeniør, administrerende direktør for ISS 1972-1995

1978-1990

Grue, Olav 1928-

Cand.polit., direktør for FIH, Finansieringsinstitut for Industri og Håndværk

1980-1999 næstformand 1986-1992 formand fra 1992

Thorsen, Niels 1922-

Cand.polyt., direktør i Monberg & Thorsen 1965-1983

1982-1991

Jerl Jensen, Jørgen 1926-1987

Civilingeniør, administrerende direktør for F. L. Schmidt

1986-1987

179_186_Bestyrelsen

19/06/03

9:35

Side 185

Øvlisen, Mads 1940-

Cand.jur., MBA, administrerende direktør for Novo Nordisk A/S 1981-2000

1987-1990

Samrén, Ivar 1938-

Civiløkonom, koncernchef for SAS Service Partner A/S 19841994, medlem af SAS-gruppens koncernledelse 1989-1994

1991næstformand 1992-1998 formand fra 1999

Kaiser, Niels-Jørgen 1930-2000

Administrerende direktør for Tivoli

1991-2000

Norup, Poul 1925-

Cand.jur., Ordførende direktør i Jyske Bank 1967-1989

1992-1994

Balling, Erik 1924-

Filminstruktør

1992-1994

Olufsen, Mikael O. 1943-

Forstkand., administrerende direktør for Toms Fabrikker A/S 1991-1999

1993næstformand 1999-2002

Magid, Per 1943-

Advokat

1994-1996

Jordan, Jens 1939-

Advokat, administrerende direktør for Nordisk Film Fonden indtil fusionen med Egmont.

1995-

Fisch-Thomsen, Niels 1939-

Advokat

1997-

Riisgaard, Steen 1951-

Cand.scient., administrerende direktør for Novozymes A/S

2002-

179_186_Bestyrelsen

24/04/07

12:14

Side 186

Medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer Lone Eckersberg Bentzen

Annoncechef

1987-1995

Mogens Munk

Typograf

1987-1991

Kaj Dorph-Petersen

Chefredaktør

1987-1991

Ulla B. Malmmose

Redaktionschef

1991-1995

Ove C. Rasmussen

Typograf

1991-2003

Michael Meyerheim

Studievært

1995-1996

Ole Stephensen

Journalist

1995-1996

Lars Sørensen

Økonomichef

1995-1999

Anna Lerche-Lerchenborg

Journalist

1996-

Birthe Aabye

Regnskabschef

1996-2003

Jesper Beck Holm

Biografoperatør

1999-2000

Lisbeth Hansen/Schrøder

Marketingchef

2000-

Jan Bybjerg Jensen

Billetsælger

2003-

Ved Fondens oprettelse bestod bestyrelsen af 5 medlemmer.

Ved fundatsændringen i 1978 blev antallet udvidet til 7, hvorefter Poul Andreassen og Johannes Petersen indtrådte.

Ved fundatsændring blev antallet af bestyrelsesmedlemmer reduceret fra syv til seks efter Mogens Harttungs død den 2. sept. 1984.

Bestyrelsen blev udvidet med medarbejderrepræsentanter i april 1987.

Bestyrelsen blev udvidet midlertidigt med 2 medlemmer i 1992 pga. fusion med Nordisk Film.

187_202_Noegletal

19/06/03

9:40

Side 187

187_202_Noegletal

18/04/07

11:11

Side 188

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1878

Egmont H. Petersen starter den 15. maj eget trykkeri under navnet P. Petersens Bogtrykkeri i sin mors køkken i Korsgade 37.

Den første telefoncentral åbnes.

KFUM stiftes.

Sorte slaver gør oprør på St. Croix i Dansk Vestindien.

1879

Trykkeriet flytter til Griffenfeldtsgade 28.

Skrivemaskiner kommer i brug.

Thomas Edison får patent på glødelampen.

Saccarin opfindes.

1881

Første farvetryk fra Egmonts hånd.

Sætterlærling I.C. Nielsen, der bliver Egmonts første 25-års jubilar, ansættes.

Det samlede personale inkl. mester selv er på 4 personer.

Den første telefonstation for publikumssamtaler.

Den første elektriske buelampe.

Det første centralvarmeanlæg.

De første bicykler.

Prinsesse Dagmar af Danmark bliver kejserinde af Rusland.

1882

Egmont får borgerbrev og bliver derved fuldmyndig som 22-årig.

Petrine overdrager trykkeriet til Egmont.

Det første andelsmejeri oprettes.

Brygger Carl Jacobsen opretter Ny Carlsberg Glyptotek.

Den første vuggestue oprettes.

Den 15 km lange Skt. Gotthard tunnel åbnes efter 10 års arbejde.

Tyskeren Robert Koch opdager bakterien, der forårsager tuberkulose.

1883

Trykkeriet flytter til Gothersgade 131.

Wessel og Vett bliver kunde første gang.

1884

Egmont udsender reklametryksag til bogtrykkolleger, hvor han tilbyder at udføre komplicerede farvetrykarbejder.

Edvard Brandes og Viggo Hørup begynder udgivelsen af Politiken.

Christiansborg slot brænder.

Linotype maskinen, der sætter satsen i hele linier, opfindes i USA.

1885

Trykkeriet flytter til Frederiksborggade 34.

En typograf affyrer to skud mod Estrup.

Jernindustrien danner en arbejdsgiverorganisation som modvægt mod den tiltagende organisering af arbejderne.

Frihedsgudinden i New York rejses.

Tuborg lancerer Grøn Tuborg.

England legaliserer professionel fodbold.

Første vellykkede blindtarmoperation gennemføres i Iowa, USA.

1886

Egmont udstiller sine arbejder i London og optages i “The Printers International Specimen Exchange”.

De samvirkende fagforeninger dannes.

Carl Benz får patent på verdens første benzindrevne bil.

Frankrig skænker Frédéric Bartholi’s kolossalstatue af Frihedsgudinden til USA, opstilles 1885.

Standard tid introduceres ved international traktat, der opdeler jorden i 24 tidszoner.

EGMONT

188

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:40

Side 189

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1887

Trykningen for det senere “Møllen” starter. Samarbejdet varer til 1940.

Det første elektriske tørelement fremstilles i København.

Amerikaneren Lanston fremstiller en sættemaskine, der selv støber typerne og afleverer dem i færdigt udsluttede linjer.

Tyskeren Berliner opfinder i USA grammofonen.

1888

Egmont modtager bronzemedalje på den Store Nordiske Industri- og Landbrugsmesse.

Optages i Foreningen af danske Bogtrykkere.

Niels Brocks Handelshøjskole oprettes.

Tyskeren Hertz påviser elektromagnetiske bølger – radiobølger.

1889

Trykkeriet flytter til Sankt Peders Stræde 45.

Københavns kommune bevilger penge til den første legeplads for børn.

2. Internationale stiftes, og 1. maj bliver international arbejderfestdag.

Storstrejke i Ruhr medfører, at arbejderne opnår højere lønninger og kortere arbejdstid.

Eiffeltårnet bygges i Paris.

1890

Egmont gifter sig med Anna Elisabeth Abel.

Kunstindustrimuseet grundlægges.

Der demonstreres første gang 1. maj for 8 timers arbejdsdag.

Første el-drevne undergrundsbane åbner i London.

1892

Egmont udfører Danmarks første farvebillede i fire farver bogtryk.

Kjøbenhavns Telefon Selskab (KTAS) bliver kunde hos Egmont.

Dansk Ingeniørforening stiftes.

En sygekasselov vedtages.

Københavns første elværk.

Cantor påviser flere former for uendelighed.

Baseball spilles første gang.

Den rullende trappe opfindes.

1893

Egmont udstiller på Verdensudstillingen i Chicago og modtager bronzemedalje.

Danmark indfører mellemeuropæisk tid ved lov.

Thomas Edison åbner første filmstudie til fremstilling af film til forevisningsapparatet.

1895

Trykkeriet flytter til tårnbygningen på Kultorvet, Frederiksborggade 1.

Første tryk af farvebillede ved brug af komplementærfarverne blå, rød og gul.

Første udenlandske bil, en Daimler, kommer til Danmark.

Brødrene Louis og Auguste Lumiere præsenterer med deres Cinématographe-projektor de første filmoptagelser på Grand Café i Paris.

1896

Egmont køber første Monoline sættemaskine i Danmark.

Dansk Arbejdsmandsforbund dannes.

Lynlåsen patenteres.

1. moderne olympiske lege åbner i Athen.

EGMONT

189

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:40

Side 190

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1897

Verdensudstilling i Stockholm, hvor Egmont får Guldmedalje.

Egmont lancerer begrebet “usynligt tryk til værdipapirer”.

ØK stiftes.

Tilstedeværelsen af virus dokumenteres.

Tate Galery i London åbnes.

Polarforsker S. A. André forulykker under sin ballonfærd mod Nordpolen.

1898

Egmont opnår dansk enerepræsentation for fotogravure behandlede kobberplader.

Egmont køber de første 7 elektromotorer, der skulle monteres på de hånddrevne maskiner.

De samvirkende fagforbund dannes på fællesnordisk initiativ.

Arbejdsgiverne slutter sig sammen i Dansk arbejdsgiver- og mesterforening.

Valdemar Poulsen opfinder telegrafonen.

Marie og Pierre Curie opdager Radium. Émile Zola griber ind i Dreyfus sagen med brevet, J’accuse.

1899

Egmont etablerer bogbinderi for falsning, hæftning, nummerering, perforering mm. ved bogtrykkeriet bl.a. for at spare transport.

Arbejdsgiverforeningen erklærer storlockout. “September-forliget”, arbejdsmarkedets grundlov.

Loven om arbejdernes ulykkesforsikring træder i kraft.

Den første feriekoloni for skolebørn oprettes.

Lov om 7 års alm. undervisningspligt vedtages.

International domstol grundlægges i Haag.

Aspirin patenteres.

1900

Egmont får kontrakten på trykning af Verdensudgaven af H. C. Andersens eventyr illustreret af professor Hans Tegner.

Permanent voldgiftsret indføres.

De første grammofoner.

Lov om barberers pligt til kirurgisk bistand ophæves.

Ferdinand v. Zeppeliner gennemfører sit første togt med styrbart luftskib.

Olympiske lege nr. 2 åbner i Paris.

Den parisiske Metro åbner.

Max Planck fremsætter kvanteteorien.

Blodtyperne A, B og O identificeres.

Det britiske Labour stiftes.

Gammastrålernes eksistens konstateres.

1901

Egmont H. Petersen køber Damernes Blad.

Systemskifte i dansk politik (regering udpeges fremover af Folketinget mod tidligere Landstinget). Første Venstreregering dannes.

Nobels fredspris uddeles for første gang.

Englands Dronning Victoria dør.

Walter E. Disney fødes.

1902

Valborg Andersen starter som redaktør for Damernes Blad.

Det første trådløse telegram.

Ny Carlsberg fondet, senere forbillede for Egmont Fonden, oprettes af Carl og hustru Ottilia Jacobsen.

Trotski og Lenin mødes første gang i eksil.

Ionosfæren opdages.

Portugal erklærer sig bankerot.

EGMONT

190

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:40

Side 191

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1903

Egmont fejrer sit 25-års jubilæum.

Ordningen med menighedsråd indføres ved lov.

Ellehammer konstruerer verdens første stjernemotor.

Henry Ford grundlægger sin bilfabrik.

Brdr. Wright gennemfører verdens første flyvning.

1904

Damernes Blad ændrer navn til Hjemmet.

Egmont opretter “Hjemmets Forlag”, der udgiver udenlandske romaner i dansk oversættelse samt bøger med populært indhold.

Julemærket udkommer for første gang.

Danmarks første faste biograf, Cosmorama, åbnes i København.

De første støvsugere kommer på markedet.

Den første børnehjælpsdag afholdes.

Den russisk-japanske krig indledes med japanernes belejring af Port Arthur.

Anlægget af Panamakanalen indledes.

3. olympiske sommerlege i St. Louis, USA. Teorien om radioaktivitet opstilles.

1905

Ole Olsen, stifteren af Nordisk Films Kompagni, åbner “Biografteatret” i Vimmelskaftet 47. Det var en af de allerførste biografer i Danmark.

Det dansksprogede Hjemmet udsendes i Norge fra kontor i Kristiania (Oslo).

Det radikale venstre stiftes.

J.C. Christensen danner ny Venstreregering.

Norge opløser unionen med Sverige efter folkeafstemning med 368.208 stemmer for og184 stemmer imod.

Norsk Hydro oprettes med henblik på fremstilling af Norgessalpeter.

1906

Regler for tillidsmænd indføres i ny tarif mellem Københavns Bogtrykkerforening og Typografforbundet.

Nordisk Films Kompagni A/S stiftes af Ole Olsen.

Christian 9. dør, og Frederik 8. bliver konge.

Den første flyvning i Europa foretages i Danmark af J. C. Ellehammer.

San Francisco ødelægges af jordskælv.

Kellogg’s stifter sin corn flakes fabrik.

Wilbur Wright tager patent på sin flyvemaskine.

Dreyfus får fuld oprejsning.

Buick og Oldsmobile sluttes sammen i General Motors.

Ole Olsen optager Løvejagten på Elleore.

Lov om anerkendte arbejdsløshedskasser vedtages.

Lov om indførelse af metersystemet vedtages (i kraft 1912).

Strindbergs Et Drømmespil har premiere.

New Zealand får selvstyre.

Nordisk Film får guldmedalje og ærespris ved den Internationale Filmudstilling i Hamburg.

Nordisk Film indvier Scene 1.

J.C. Christensens regering fældes af Alberti-skandalen.

Litografstrejke standser de københavnske blade undtagen SocialDemokraten.

Kraks blå bog udkommer første gang.

Landflygtige jøder grundlægger den første zionist-koloni i Palæstina.

Fords første “Model T” lanceres.

Geiger og Rutherford opfinder Geigertælleren.

Nordisk Films logo, Isbjørnen, registreres.

Industrirådet dannes.

Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet oprettes.

Det første helsyntetiske formstof, fenolplasten Bakelit, opfindes.

1907

1908

1909

EGMONT

191

125 ÅR

187_202_Noegletal

ÅR

18/04/07

11:28

Side 192

EGMONT

DANMARK

1909

UDLAND

Første kvindelige overretssagfører får bestalling.

1911

Egmont H. Petersen køber grundene mellem Gothersgade, Landemærket, Vognmagergade og den senere Lønporten.

Første norsksprogede udgivelse af Hjemmet i Norge af A/S Hjemmet.

Den første kvinde docerer på Københavns Universitet.

Ernest Rutherford opdager atomkernen.

1912

Skandinavisk Reklamebureau, senere Gutenberghus Reklamebureau, etableres.

Hjemmet runder et oplag på 100.000 eksemplarer.

Egmont vinder udbudsrunde om trykning af Statsobligationer.

Ole Sundø introducerer den første konkurrence i Hjemmet i samarbejde med annoncørerne.

Frederik 8. dør og Christian 10. bliver konge.

Metersystemet indføres.

Verdens første søgående motorskib, Selandia, søsættes fra B&W. Militæret åbner flyveskole.

Politikens Hus på Rådhuspladsen indvies.

Luksusdamperen Titanic forliser efter sammenstød med et isbjerg.

Den kinesiske kejser, Pu-Ji abdicerer.

Wegener fremsætter sin teori om kontinentalforskydning og superkontinentet Pangæa’s eksistens i fjern fortid.

1913

Egmont har 35 års jubilæum og medarbejderne får en uges ferie.

Anders W. Sandberg tilknyttes Nordisk Film.

Lov om enkeforsørgelse og arbejderbeskyttelse.

Den lille havfrue opstilles.

Niels Bohr fremsætter sine to såkaldte Bohrs postulater.

Norge indfører kvindelig stemmeret.

Kriselove vedtages pga. 1. verdenskrigs udbrud.

Statens filmcensur oprettes.

Det store juletræ på Rådhuspladsen tændes for første gang.

“Skuddene i Sarajevo” udløser 1. verdenskrig.

Den lige og almindelige valgret gennemføres for begge ting. 25 år til Folketing, 35 år til Landsting. Kvinder og tyende får valgret.

Tyske Zeppelinere bomber engelske mål første gang.

1914 Egmont H. Petersen bliver udnævnt til Kongelig Hofbogtrykker.

Virksomheden ændrer navn til Gutenberghus.

Egmont H. Petersen dør 5. august.

1. etape af Gutenberghus, på hjørnet af Vognmagergade og Landemærket, er færdigt i september.

1915

I. C. Petersen udnævnes til adm. dir.

Gutenberghus trykker ugentligt tillæg, Ude og Hjemme, i 8 sider fotogravure for Berlingske Tidende.

EGMONT

192

125 ÅR

187_202_Noegletal

ÅR

19/06/03

9:40

Side 193

EGMONT

DANMARK

1915

UDLAND

Det konservative Folkeparti stiftes.

1916

Frants Dragsted starter som fuldmægtig på overretssagfører Wolffs kontor.

Første folkeafstemning, om salget af de vestindiske øer, gennemføres i Danmark.

Einstein fremsætter den almindelige relativitetsteori.

1917

Illustreret Familieblad overtages af Hjemmet.

Nordisk Films tyske selskabsinteresser nationaliseres.

Dansk Vestindien sælges til USA. Socialdemokratisk flertal ved kommunalvalget i København.

Oktoberrevolutionen i Rusland fører til Sovjetunionens fødsel.

1918

Paladsteatret indvies.

KTAS’ første automatiske central.

Island anerkendes som selvstændig stat under den danske konge.

1. verdenskrig slutter.

Danmark anerkender Finland som selvstændig stat.

1919

Landemærket 49 erhverves.

8-timers arbejdsdag indføres.

Tyskland underskriver fredstraktaten i spejlsalen i Versailles.

1920

Egmont H. Petersens bo afsluttes.

Egmont H. Petersens Fond stiftes.

Gutenberghus indfører offset metoden i trykkeriet.

Förlagsaktiebolaget Hemmet etableres i Göteborg.

Afstemning i Sønderjylland, og Genforeningen med Nordslesvig er en realitet.

Postgirosystemet indføres.

Versailletraktaten underskrives.

Folkenes Forbund afholder første møde i Geneve.

USA indfører spiritusforbud.

De første elektriske skrivemaskiner.

1921

Hemmets Journal udgives i Sverige.

Kvinder får ligeberettiget adgang til alle erhverv undtaget militære og gejstlige stillinger.

Sygekasselov, invaliderentelov og lærlingelov vedtages.

Verdenskrise med stærkt faldende priser pga. krigens ødelæggelser.

1922

Trykkeriet udgiver bogen “Skriftmateriel” indeholdende 786 forskellige skrifter .

Fuldmyndighedsalderen sættes ned fra 25 til 21.

Landmandsbanken krakker.

Niels Bohr får Nobelprisen i fysik.

Første radioudsendelse i Danmark.

Den mellemfolkelige domstol i Haag træder sammen første gang.

BBC oprettes officielt.

Mussolini udpeges til regeringschef med ekstraordinær myndighed.

Sovjetunionen dannes.

1923

Dansk talefilm præsenteres i Palads Teatret.

Første færdselslov vedtages.

Hitlers såkaldte “ølstuekup” mislykkes.

1924

Hjemmet køber en tegnefilm af Hilmar

Folkeregistre indføres.

De første vinterlege indledes i Chamonix.

EGMONT

193

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:40

Side 194

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1924

Clausen. Den er tegnet af Robert Storm Petersen, og vil blive vist i sommersæsonen 1924 på Tivoli sommerteater hver aften i første og anden mellemakt.

Ole Olsen trækker sig tilbage fra Nordisk Film.

Stauning danner første danske socialdemokratiske regering.

Nina Bang er første kvinde i en dansk regering.

Amerikanske indianere opnår statsborgerskab i USA.

1925

Den to timer lange Danmarksfilmen produceres af Nordisk Film for Udenrigsministeriet.

Nordisk Film foreviger København fra luften.

Storlockout omfatter 95.000 arbejdere.

Kvinder får adgang til visse danske præsteembeder.

Lufthavnen i Kastrup åbnes for trafik.

Ved det tyske valg om rigspræsident tager Hindenburg radioen til brug i propagandaøjemed.

1926

Carl Bauder overtager aktiemajoriteten i Nordisk Film.

Kriseplan fra regeringen pga. kronens stigning.

Færdigblandet beton anvendes for første gang ved byggeri.

Radiotelefonforbindelse London – New Tork etableres.

1927

Valborg Andersen fratræder som leder af Hjemmet.

Første lange talefilm The Jazz Singer får premiere i USA.

1928

Axel Egmont-Petersen udnævnes til trykkeri-direktør.

Virksomheden fejrer 50-års jubilæum.

2. etape af Gutenberghus, ud mod Gothersgade, er færdig, og byggeriet modtager præmie for smukt byggeri af Københavns Kommune.

Charles Lindbergh flyver over Atlanten.

På en radioudstilling i Berlin demonstreres trådløst overført fjernsyn.

Tegnefilmfiguren Mickey Mouse præsenteres for første gang i Colony Theatre biografen, New York.

Stalin kommer til magten i Sovjetunionen.

1929

Carl Bauder genrejser Nordisk Film.

Venstres landsorganisation stiftes Staunings anden regering dannes med det Radikale Venstre.

Det store børskrak i USA. Sir Alexander Fleming anvender penicillin første gang.

1930

Chr. X’s 60 års fødselsdag optages af Nordisk Film på slotspladsen som fuld tonefilm.

Oslokonventionen om toldpolitiske forhold mellem Danmark, Norge, Sverige og BeNeLux indgås.

Dødsstraf afskaffes i borgerlige sager.

Dybfrosne fødevarer kommer i detailhandelen første gang.

1931

Fonden køber en grund på 10.350 m2, omkranset af Vognmagergade, Møntergade, Pilestræde og Landemærket.

Den første helaften-talefilm vises.

Empire-State Building i New York indvies.

EGMONT

194

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:40

Side 195

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1931

Første danske talefilm, Præsten i Vejlby, indspilles.

1932

Frants Dragsted bliver formand for Fonden efter Frederik Wolffs død.

Valutacentralen oprettes.

Fjernsyn demonstreres offentligt.

Vitamin C opdages.

Elektronmikroskopet opdages.

1933

Gutenberghus Reklamebureau overtager Dansk Reklame Bureau, der senere bliver til Gutenberghus Reklame Film.

Kanslergadeforliget, hvor bl.a. strejker og lockouter forbydes.

Hitler og nazisterne overtager magten i Tyskland.

1936

Handelsselskabet EHAPA oprettes.

3. etape af Gutenberghus, med glasbroen og kontorhuset i Vognmagergade 9-11, indvies.

Storlockout omfatter 130.000 arbejdere.

Den spanske borgerkrig bryder ud.

1938

Pearyland ekspeditionen til Østgrønland filmes af Nordisk Film.

Funktionærloven og Lov om ferie med løn vedtages.

Den tjekkiske regering godkender Sudeterlands afståelse til Tyskland Den tyske Volkswagen lanceres.

Grundlovsforslag afvises ved folkeafstemning.

Danmark og Tyskland indgår ikkeangrebspagt.

Pristalsregulering indføres i overenskomsterne.

Den spanske borgerkrig afsluttes.

1. september invaderer tyske tropper Polen og udløser 2. verdenskrig.

17. september invaderer sovjetiske tropper Polen.

1939

1940

Bjarne Henning-Jensen ansættes på Nordisk Film.

Tyskland besætter Danmark.

Churchill danner regering.

1941

Astrid Henning-Jensen tilknyttes Bjarne Henning-Jensen som assistent.

Som krigstidsforanstaltning indføres kødløs dag.

Japan angriber Pearl Harbour.

Bismarck sænker Hood.

Bismarck sænkes.

Sovjet angriber Finland.

1943

Bjarne Henning-Jensens første film, Når man er ung, har premiere.

Prisstigninger, inflation, arbejdsløshed og knaphed på varer som følge af krigen.

Biokemikeren Henrik Dam får Nobelprisen for rendyrkning af K-vitaminet.

Tysk sammenbrud ved Stalingrad.

1944

I. C. Petersen dør. Axel Egmont-Petersen bliver adm. dir.

Niels Bohr fremsætter sit memorandum om fuld åbenhed om atombombeprojektet.

Med D-day indledes invasionen i Normandiet.

EGMONT

195

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:40

Side 196

ÅR

EGMONT

1944

Valby-studierne og Kinopalæet sprænges.

1945

DANMARK

UDLAND

Tyskerne kapitulerer og forlader Danmark 5. maj.

Danmark optages i FN.

Hitler begår selvmord, og 2. verdenskrig afsluttes.

FN dannes.

Amerikanerne kaster den første atombombe over Hiroshima.

1946

Første nummer af Alt for damerne udkommer.

Månedsbladet Det Bedste udkommer.

Gutenberghus Reklame Film etableres.

Erik Balling og Ole Sevel tilknyttes Nordisk Film.

Mange strejker, bl.a. typografstrejke.

Dom i Nürnberg over de tyske krigsforbrydere.

1947

Nyt teknisk hus opføres som tilbygning til kontorhuset i Vognmagergade.

Typografstrejke i 4 måneder.

Christian 10. dør og Frederik 9. bliver konge.

USA’s regering foreslår “Marshallhjælpen”.

1948

Det første Anders And-blad udkommer i Sverige og Norge.

Retskrivningsreformen gennemføres: bl.a. indskrænkning af store bogstaver og indførelse af bolle-å.

Danmark medlem af OEEC.

Marshall-planen sættes i værk.

Israel proklameres som selvstændig stat.

Kommunistisk statskup i Tjekkoslovakiet.

1949

Det første Anders And & Co. udkommer som månedsblad i Danmark.

Statsradiofonien indleder sine tvforsøgsudsendelser.

Mao opretter den Kinesiske Folkerepublik.

Forsvarsalliancen NATO indgås.

1950

Koreakrigen bryder ud.

1951

EHAPA-Verlag i Tyskland stiftes med henblik på at udgive Disney-tegneserier.

Bellevue Studio etableres.

Valuta- og inflationsproblemer.

Genevekonventionen om flygtninge vedtages.

1952

Gutenberghus og Berlingske Tidende opfører sammen et dybtrykkeri, Husumtryk.

Samarbejdet med Sanoma om udgivelse af et finsk Aku Ankka etableres.

Henning Bahs ansættes på Nordisk Film.

Nordisk Råd stiftes.

Selman A. Waksman modtager Nobelprisen i medicin for opdagelsen af streptomycin, det første antibiotikum mod tuberkulose.

EGMONT

196

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:40

Side 197

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1953

Virksomheden fejrer 75-års jubilæum.

Den nye grundlov vedtages: bl.a. bliver den fulde beskæftigelse en samfundsopgave, folkeafstemning indføres og ombudsmandsinstitutionen dannes.

20th Century Fox producerer den første CinemaScope-film Men jeg så ham dø.

Stalin dør.

1954

Quick-vask, en række selvbetjeningsvaskerier, lanceres.

Bladdirektør Dan Folke dør.

Adm. dir. Axel Egmont-Petersen dør.

Ole Schou udnævnes til adm. dir.

Den økonomiske situation er fortsat kritisk, især valutasituationen.

Ernest Hemmingway modtager Nobelprisen i litteratur for sine mesterlige fortællinger, senest Den gamle Mand og Havet.

1955

Kispus, den første danske farvefilm optages på Nordisk Film.

Jens Olsens verdensur på Københavns Rådhus sættes i gang.

Stefan Hurwitz udnævnes til Danmarks første ombudsmand.

Nikita Khrusjtjov kommer til magten i Sovjetunionen.

Forlystelsesparken Disneyland åbner nær Anaheim i Californien.

1956

Qivitoq, en Nordisk Film produktion fra Grønland har premiere.

Omfattende arbejdsmarkedskamp med strejker og lockouter.

Romtraktaten om det Europæiske Fællesmarked træder i kraft.

1958

Qivitoq nomineres til en Oscar.

Arbejdsmarkedets parter slutter overenskomster, bl.a. nedsættes arbejdstiden til 45 timer om ugen.

Præsident Gamal Nasser bekendtgør dannelsen af Den Forenede Arabiske Republik omfattende Ægypten og Syrien.

1959

Quick-vask afvikles.

Grønlandsskibet Hans Hedtoft støder på et isbjerg.

De første civile jet-fly, Caravellen, kommer til Danmark.

Folketinget vedtager Danmarks tilslutning til EFTA.

Castro kommer til magten på Cuba.

Den 14. Dalai Lama flygter fra Tibet til Indien efter kinesisk invasion.

Alec Issigoni’s Mini præsenteres i Storbritannien.

1961

Fonden køber grund på 120.000 m2 i Skovlunde til opførelse af eget dybtrykkeri.

Aschehoug Dansk Forlag købes.

1962

EHAPA handelsselskab afvikles.

Den sovjetiske kosmonaut Juri Gagarin gennemfører den første rumflyvning omkring jorden.

Berlinmuren mellem øst- og vest-Berlin opføres.

Amnesty International stiftes.

Syrien forlader Den Forenede Arabiske Republik.

Omsætningsafgift indføres – oms.

A.P. Møller tildeles koncession til udvinding af olie og gas i den

EGMONT

197

125 ÅR

Cuba-krisen.

Beatles optræder første gang i Star Club i Hamburg.

187_202_Noegletal

ÅR

19/06/03

9:40

Side 198

EGMONT

DANMARK

1962

UDLAND

danske undergrund til 2012.

Danmarks Journalisthøjskole i Århus indvies.

1963

Forlagshuset, der udgiver Flittige Hænder og Dansk Familieblad, købes.

Danmarks første musikbibliotek indvies i Lyngby.

Grethe og Jørgen Ingmann vinder Grand Prix med Dansevise.

John F. Kennedy myrdes i Dallas, Texas.

De Gaulle trækker de franske flådestyrker ud af NATO. Frankrig nedlægger veto mod Storbritannniens optagelse i EF.

1964

Dybtrykkeriet i Skovlunde tages i brug.

Samarbejdet med Berlingske Tidende om Husumtryk ophører.

Ove Sevel bliver adm. dir. for Nordisk Film.

Den lille havfrue mister hovedet.

I København erstattes mælkeflasker med kartoner.

Khrusjtjov må træde tilbage.

1965

4. etape af Gutenberghus, byggeriet i Møntergade, afsluttes.

Gutenberghus’ første EDB anlæg installeres.

Forløberen for Olsen Banden, Slå Først Frede, har premiere.

TV-byen i Gladsaxe indvies.

Loven om udlevering af de islandske håndskrifter vedtages.

TV-avisen udsendes første gang.

Traktat om fælles ministerråd og kommission for EF vedtages.

1966

Gutenberghusbladene og Aller går sammen om Ugebladsdistributionen I/S.

I en ny skattereform indgår omsens afløsning i form af en meromsætningsafgift – moms.

Kulturrevolution i Kina.

1967

Ole Schou går på pension. Ny adm. dir. er Arne Byskov.

Frants Dragsted afløses på formandsposten af sin søn, Esben Dragsted.

Danmarks Radio viser farve-TV første gang.

Poul Henningsen dør.

“Seksdageskrigen” mellem Israel og de arabiske lande.

Christian Barnard gennemfører den første vellykkede hjertetransplantation.

1968

Første Astérix udkommer i Danmark og Tyskland.

Nordisk Film lancerer Olsen Banden nr. 1.

Vietnam-demonstrationer i København udarter sig til slagsmål mellem politi og demonstranter.

Martin Luther King myrdes.

Tjekkoslovakiets “fløjlsrevolution” slås brutalt ned af tropper fra Warszawapagten.

1969

Direct mail afdeling etableres på Gutenberghus Bladene Hjemmets Bokforlag, Oslo, etableres til udgivelse af Donald Ducks Bokklub og Hjemmets spisekortklub.

Hilmar Baunsgaard danner VKR regeringen.

Neil Armstrong betræder som det første menneske månens overflade.

“Ungdomsoprøret” i Paris.

EGMONT

198

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:41

Side 199

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1970

De første af 84 episoder af Huset på Christianshavn vises på TV.

Skolegang om lørdagen indstilles.

Forhandlinger om Danmarks optagelse i EF indledes.

Første Boeing 747 flyvning over Atlanten.

1972

Gutenberghus Reklame Film lancerer salget af videogrammer.

Frederik d. 9. dør, og Margrethe d. 2. udråbes som Dronning af Danmark.

Danmark bliver medlem af EF.

Under de olympiske lege i München bortfører og dræber arabiske terrorister 11 israelske sportsfolk.

1973

Adm. dir. Arne Byskov afløses af E. J. B. Christensen.

Danmark forlader EFTA og bliver medlem af EF. Jordskredsvalget d. 4. november bliver en katastrofe for de gamle partier – fem nye partier kommer til.

Første bilfrie søndag.

Fri abort indføres.

Våbenhvileaftale for Vietnam indgås.

1974

5. etape af Gutenberghus, byggeriet i Pilestræde, er færdigt. Byggeriet af Gutenberghus-komplekset på 70.000 m2 er dermed afsluttet.

EHPs trykkeri rekonstrueres med store personalereduktioner til følge.

Poul Schlüter vælges til formand for Det konservative Folkeparti.

Richard M. Nixon går af efter Watergate-skandalen.

1975

Fotosats indføres.

Uro på arbejdsmarkedet fører bl.a. til omfattende busstrejker.

Nordvietnamesiske styrker indtager Saigon, omdøber den til Ho Chi Minh City.

Første USA-Sovjet sammenkobling i rummet.

1976

Egmont Publishing Ltd. i London (London Editions) stiftes med henblik på at udgive tegneserier.

Bogforlaget London Editions Limited købes.

Egmont køber Poul Rützou & Co. A/S, som ejer 25% af aktierne i Irma Fabrikkerne A/S.

Berlingske og BT rammes af strejke i 141 dage.

Loven om lige løn for samme arbejde vedtages.

USA trækker sine sidste tropper ud af Vietnam, og Nord- og Sydvietnam samles under et kommunistisk styre.

Bresjnev kommer til magten i Sovjetunionen.

Mao dør.

1977

Wangels Forlag og Danske Bogsamleres Klub købes.

Jyske Bryggerier dannes af Ceres, Århus, Thor, Randers og Urban, Aalborg.

En fire måneder lang arbejdskonflikt på Berlingske Tidende forliges.

Første demokratiske valg i Spanien siden 1936 afholdes.

Compact discs præsenteres første gang.

1978

Horizont Verlag i Stuttgart oprettes til

Anker Jørgensen danner SV regeringen.

Israels premierminister Begin og

EGMONT

199

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:41

Side 200

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1978

direct mail salg.

Virksomheden fejrer 100-års jubilæum.

Erik Ballings Matador indledes på DR-TV.

Menneskelig insulin fremstilles første gang baseret på genteknologi.

Egyptens præsident Sadat får Nobels fredspris.

1979

Fonden får ny og mere tidssvarende fundats.

Grønland får hjemmestyre.

Første direkte valg til EF-parlamentet afholdes.

Margaret Thatcher vælges som Englands første kvindelige premierminister.

1980

Hjemmet slås sammen med Dansk Familieblad til Stor Hjemmet.

1981

Select Video A/S oprettes på grundlag af Starbox A/S, som blev købt i 1980.

Den 13. og foreløbig sidste Olsen Banden vises.

Kaspar Rostrups Jeppe på Bjerget modtager 3 Bodil-priser.

Politiet anvender for første gang tåregas mod demonstranter.

Anwar Sadat dræbes ved attentat.

Israel annekterer Golan-højderne, der blev erobret under seksdageskrigen i 1967.

IBM lancerer sin første PC.

1982

Serieforlaget A/S etableres. Udgiver tegneserier.

FDB køber butikskæden Irma.

Jens Jordan afløser Ove Sevel som adm. dir. for Nordisk Film.

København afholder sit første pinsekarneval.

Firkløverregeringen dannes af Poul Schlüter.

Falklandskrigen mellem England og Argentina.

1983

Grafisk Forlag overtages af Aschehoug.

Børnebogsforlaget World International Publishing Ltd. i Manchester erhverves.

Palle Fogtdal sælger sit forlag til Bonnier.

Cd’en, der kan lagre musik digitalt, kommer på markedet.

Bettino Craxi vælges som Italiens første socialistiske ministerpræsident.

1984

Select Video reorganiseres.

N. W. Damm & Søn i Oslo erhverves af Norsk Egmont.

Weekend-TV etableres sammen med Nordisk Film, Aller Press og De Københavnske Dagblades TV. Gutenberghus Reklame Film A/S fusioneres med Dansk Biografreklame A/S til Dansk Reklame Film A/S.

Uffe Ellemann-Jensen vælges til formand for Venstre efter Henning Christophersen.

Det danske naturgasnet indvies.

Immunologen Niels K. Jerne tildeles Nobel-prisen i fysiologi og medicin.

De olympiske lege i Los Angeles boykottes af sovjetiske sportsfolk.

Traktaten mellem Kina og Storbritannien vedr. Hongkongs overdragelse i 1997 indgås.

Der fremstilles medicin mod spedalskhed.

Den tidligere filmskuespiller Ronald Reagan vælges som præsident i USA. Amerikanske sportsfolk boykotter de Olympiske Lege i Moskva.

Sygdommen AIDS konstateres første gang i USA.

EGMONT

200

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:41

Side 201

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1985

Børnebogsforlaget Franz Schneider Verlag i München købes.

A/S Forlaget Litas, der udgiver børnebøger og forhandler legetøj, købes.

Offsetrotationen afvikles.

Danmark lammes af storkonflikt.

Mikhail Gorbatjov kommer til magten i Sovjetunionen, og introducerer begreberne glasnost og perestrojka.

1986

Bellevue Studio A/S opdeles i Facility House og Gutenberghus Film og TV Produktion.

Winthers Forlag ApS købes.

Egmont etablerer sig i USA.

1987

Jan O. Frøshaug bliver ny adm. dir.

Berlingske sælger sine ugeblade til Aller.

Mikhail Gorbatjov bebuder demokratisering i Sovjet.

1988

Ny organisationsstruktur med opdeling i sektorer.

Lademann forlagskoncern købes, inkl. forlagene Sesam, Komma og Holkenfeldt.

Joint venture etableres i Ungarn.

Gabriel Axel modtager en Oscar for Babettes Gæstebud.

Det reklamefinansierede TV2 går i luften.

SR indgår i Geneve traktat om tilbagetrækning fra Afghanistan.

1989

EHP offsettrykkeri afhændes til J. H. Schultz Holding.

Audiovisuel sektor reorganiseres.

Bille August modtager en Oscar for Pelle Erobreren.

Pastor Eilif Krogager sælger Tjæreborg til Spies koncernen.

De danske Sukkerfabrikker, De danske Spritfabrikker og Danisco fusioneres under navnet Danisco.

Berlin-muren falder.

Første frie valg i Sovjet, Polen, Ungarn, Tjekkoslovakiet og Rumænien.

Forfatteren og systemkritikeren Vaclav Havel bliver udnævnt til præsident i Tjekkoslovakiet.

1990

Forlagsvirksomheder etableres i Polen, Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen.

Kasper Rostrups film Dansen med Regitze opnår alle årets fem Bodilpriser.

Aftale mellem Danmark og Sverige om etablering af en Øresundsbro inden år 2000 indgås.

Første danske hjertetransplantation gennemføres på Rigshospitalet.

Sovjetunionen opløses i selvstændige republikker begyndende med Estland, Letland og Litauen, og Boris Jeltsin bliver Ruslands præsident.

Den irakiske hær invaderer Kuwait.

1991

Sesam, Komma, Clausen og Holkenfeldt samles til ét forlag under navnet Aschehoug.

Per Holst Film erhverves.

Folketinget vedtager at hæve momsen fra 22 til 25% fra 1. januar 1992.

Under amerikansk ledelse befrier en hær bestående af enheder fra 37 lande under FN Kuwait (1. Golfkrig).

Maastricht-traktaten om dannelse af den europæiske union underskrives.

Den svenske statsminister Olof Palme myrdes i Stockholm.

Tjernobyl atomkraftværket nedsmelter.

EGMONT

201

125 ÅR

187_202_Noegletal

19/06/03

9:41

Side 202

ÅR

EGMONT

DANMARK

UDLAND

1992

Gutenberghus skifter navn til Egmont.

Olav Grue afløser Esben Dragsted som formand for bestyrelsen.

Fusion af Nordisk Film Fonden med Egmont Fonden som den fortsættende fond.

Fonden får som følge af fusionen ny fundats og skifter navn fra Egmont H. Petersens Fond til Egmont Fonden.

Joint Venture i Norge med Orkla om Hjemmet Mortensen.

Danmark forkaster Maastricht-traktaten ved en folkeafstemning.

Poul Nyrup Rasmussen erstatter Svend Auken som Socialdemokratiets formand.

Hafnia Holding standser betalingerne.

Danmark vinder EM i fodbold efter en sejr på 2-0 over Tyskland.

Maastricht-traktaten om Økonomiske Monetære Union (ØMU) træder i kraft.

Første demokratiske valg i Albanien.

Clinton og Gore vinder præsidentvalget i USA.

1993

Jungledyret Hugo lanceres og ses af 150.000 biografgængere.

Danmark godkender ved endnu en folkeafstemning Edinburgh-aftalen (“det nationale kompromis”).

Tjekkoslovakiet opdeles i Tjekkiet og Slovakiet.

1994

Carl Barks besøger Egmont.

Løsgængeren Jacob Haugaard indvælges i Folketinget.

Steven Spielberg tildeles 7 Oscars for Schindlers List og 3 Oscars for Jurassic Park.

Eurotunnelen under Kanalen indvies.

1996

Bryggeren vises første gang på DR-TV.

DR udvides med DR2.

Bjarne Riis vinder Tour de France.

Sydafrika får demokratisk forfatning.

Clinton genvinder præsidentposten.

1997

Semic serie-forlagene erhverves fra Bonnier.

Strisser på Samsø ses af 2 mio. seere på TV2.

Jens Chr. Skou modtager Nobelprisen i kemi.

Det danske kvindelandshold i håndbold vinder VM

Tony Blair bliver leder af den første engelske Labour-regering i 18 år.

1999

Ivar Samrén bliver formand for bestyrelsen.

2000

Egmont Magasiner køber Euroman/Eurowoman.

2001

Steffen Kragh afløser Jan O. Frøshaug som adm. dir.

2002

Sammenlægning af divisionerne Nordisk Film og Egmont Entertainment.

2003

Virksomheden fejrer 125-års jubilæum.

Den europæiske møntunion, ØMU’en, træder i kraft.

Broforbindelsen over Øresund åbner.

George W. Bush vinder en kneben sejr ved det amerikanske præsidentvalg.

Terrorangreb på New Yorks “Twin Towers” og efterfølgende “krig mod terror”.

EU-topmøde i København.

EGMONT

EU beslutter udvidelse med 10 lande.

2. Golfkrig.

202

125 ÅR

203_204_Nutiden

19/06/03

9:29

Side 203

125 år efter Egmont Harald Petersen en tidlig morgen samlede sin lykkeskilling op fra brolægningen, har den virksomhed, han startede, udviklet sig til Danmarks største mediekoncern, som er blandt verdens halvtreds største medievirksomheder. Udgangspunktet i 1878 var trykkerivirksomhed, men i dag spænder Egmont fra print til plasmaskærm, fra underholdning til undervisning, fra finkultur til folkelighed.

Siden august 2001 har Steffen Kragh været koncernchef i Egmont. Han trækker linier tilbage til virksomhedens grundlægger: Egmont er som på grundlæggerens tid en solid virksomhed, der ønsker at bidrage positivt til det samfund, Egmont er en del af. Som arbejdsplads, som kulturformidler og gennem donationer.

Når Steffen Kragh trækker linier tilbage til Egmont Harald Petersen, så fremhæver han, at en række af de dyder, der prægede virksomheden for mere end hundrede år siden – som faglig kunnen, konstant udvikling af processer og produkter samt at have gode medarbejdere, også er nøglen til succes i dag.

I det hele taget synes virksomhedens historie og grundlæggeren at blive brugt langt mere end tidligere.

Sammensmeltningen af historie og nutid fremgår tydeligt af jubilæumslogo, -plakater og invitationerne, hvor nuværende medarbejderes billeder samlet danner Egmont Harald Petersens kontrafej.

Det var også grundlæggeren, der i sit testamente lagde kimen til den velgørende aktivitet, men Steffen Kragh har et klart kommercielt sigte: Det betyder, at vi er et mediehus også med socialt sigte. Vores overskud skal vi enten reinvestere i medievirksomhed eller donere til godgørende formål. Det er selvfølgelig en tilfredsstillelse både at arbejde med en spændende og udfordrende medieudvikling og samtidig for et godt formål. Men vi er en kommerciel virksomhed. Vi er her for at skabe resultater på bundlinien og vil være med til at sætte dagsordenen. Målsætningen er, at medarbejdere og samarbejdspartnere skal opleve Egmont som den mest attraktive mediekoncern i Norden – stærk på hjemmemarkedet og i udvalgte markeder uden for Norden.

EGMONT

203

1 25 ÅR

203_204_Nutiden

19/06/03

9:29

Side 204

Egmont spænder i dag over magasiner, ugeblade, tegneserier, bøger, film, TV-produktion, interaktive spil og beslægtede medier. Kernen i Egmont formulerer Steffen Kragh sådan: Vi er katalysator for fortællingen i alle dens former. Vores virksomhed kan formidle alverdens fortællinger i alle tænkelige medier. Denne rummelighed favner også åbenhed over for alt nyt og plads til mange forskellige kulturer og personligheder. Et af vores væsentlige aktiver er mennesker. Talent, der brænder for fortællinger. For at skabe og formidle dem bedst muligt til flest mulige. Denne passion er omdrejningspunkt for alt, hvad vi gør.

Egmont når millioner af mennesker hver dag. De mange produktvaremærker – brands – er en af virksomhedens styrker i et stadig mere konkurrencepræget mediemarked. Med en forbedret indtjeningsevne skal Egmont stå stærkere, når virksomheden i de kommende år skal styrke sin position i især Norden. Vækst og udvikling på længere sigt er som på Egmonts tid i fokus.

Egmont har i 2001 og 2002 fokuseret sin forretning. Satsninger i Japan, Taiwan, Israel er nedlukket, fordi man havde en for lille omsætning og for store udfordringer, så det var bedre at investere penge andre steder. Tilsvarende har en effektiviseringskur skullet medvirke til at øge lønsomheden.

Men Steffen Kragh fremhæver: At ingen virksomhed har “bremset sig til succes”, og i sidste ende skaber kreativitet, gode produkter og produktioner det bedste fundament for succes i fremtiden.

Steffen Kragh og medarbejderne har et vågent øje på det mediemarked, der er i stadig vækst.

Formanden Fondsbestyrelsens formand, Ivar Samrén, har været aktiv i bestyrelsen siden 1991, de seneste fire år som formand. Egmont har stor betydning for ham, og Samrén er tydeligt stolt af at lede koncernen hen over dens 125-års jubilæum.

Igennem 125 år har Egmont stået for ekspertise, kvalitet, kontinuitet og udvikling. Det er en arv vi er stolte af – men det er også en forpligtelse, som Egmonts medarbejdere forsøger at leve op til hver dag. Ånden er fantastisk og unik. Egmont er et levende miljø, hvor det er individer og deres kreativitet, der skaber succeser – mennesker hele vejen igennem, siger Samrén.

Når Ivar Samrén gør status i dag, gør han det med god samvittighed og et meget positivt syn på fremtiden: Vi har et fantastisk sundt fundament i en fornuftig virksomhed med en stor historie.

Grundstenene i Egmont er netop vores erfaring og professionalisme. Det er det, vi skal værne om.

EGMONT

204

125 ÅR

205-206_Kilder

04/06/03

9:40

Side 1

K I L D E R Bogen om direktør E. J. B. Christensen – fortalt af hans medarbejdere.

Gutenberghus 1987 Central 1925 …med omstilling til samtlige afdelinger. Gutenberghus 1953 Damernes Blad 1898-1903, af Johan Severin, utrykt manuskript 1993 De sendte en dame, af Lise Nørgaard. Gyldendal 1993 Den gode tegner: om Carl Barks og Anders And, af Jakob Stegelmann. Aschehoug 1995 Egmont – en tidsbog – en krønike – om en mand og hans virke 1860-1914, (6 bind) af Johan Severin, utrykt manuskript 1993 Egmont H. Petersen – tidspunkter & hændelser af betydning i hans liv og gerning, indsamlet og udvalgt af Hans Egmont-Petersen, utrykt manuskript 2003 Egmont H. Petersen. Kernekompetencer og værdier, af Hans Egmont-Petersen, utrykt manuskript 2003 Erik Balling: manden med de største succeser i dansk film, af Karen Thisted.

Møntergården 1996 Et hus der voksede – historien om Gutenberghus-kvarteret fortalt i tekst og billeder, af Søren Cock-Clausen og Johan Severin. Gutenberghus 1986 Et langt liv med mange minder – 60 års virke for Egmont H. Petersens Fond, af Frants Dragsted 1985 Filmens eventyr og mit eget, af Ole Olsen. Jespersen og Pio 1940 Fondes virksomhed og Mission, af Esben Dragsted. Egmont Fonden 1983

EGMONT

205

1 25 ÅR

205-206_Kilder

04/06/03

9:40

Side 2

Gøgler og generaldirektør : Ole Olsen, grundlæggeren af Nordisk Film, af Poul Malmkjær. Gyldendal 1997 Hjemmet 1904-1914, af Johan Severin, utrykt manuskript 1993 Kære Lise, red. Peter Rosendahl. Møntergården 1997 Med den initiativrige Dan Folke som rorgænger og publisher efter 2. verdenskrig, af Johan Severin, utrykt manuskript 1991 Nordisk Film 1906-1981. Nordisk Films Kompagni 1981 Nordisk Film: historien. Nordisk Film1990 Røtter – Egmont i Norge, af Nils Schjander. Egmont Norge 1992 Sådan skabtes Danmarks store virksomheder. Erhvervs-Bladets forlag 1988 Udviklingen i Gutenberghus 1915-1940. Egmont H. Petersens Kgl. Hof-Bogtrykkeri 1940 Desuden diverse artikler i: Børsens Nyhedsmagasin, Berlingske Tidende, Politiken

EGMONT

206

125 ÅR

207_egmont

11/06/03

12:39

Side 207

bagsats-01-08

21/05/03

10:07

Side 2

bagsats-01-08

21/05/03

10:07

Side 3

Omslag_Egmont-125

16/06/03

14:59

Side 1