100% Copenhagen - magazine

KØN KØN

GENDER GENDER

FAMILIESTATUS FAMILIESTATUS FAMILY STATUS FAMILY STATUS

51% WOMEN 49% MEN

41% SINGLES WITHOUT CHILDREN 22% COUPLES WITHOUT CHILDREN 17% CHILDREN UNDER 18 YEARS OLD 16% COUPLES WITH CHILDREN 4% SINGLES WITH CHILDREN

ALDER AGE

8% 0-5 YEARS OLD 8% 6-15 YEARS OLD 14% 16-24 YEARS OLD 39% 25-44 YEARS OLD 20% 45-64 YEARS OLD 10% 65+ YEARS OLD

SOCIOØKONOMISK STATUS SOCIO-ECONOMIC STATUS

39% EMPLOYED 16% CHILDREN UNDER 16 YEARS OLD 15% STUDENTS 9% PENSIONERS 8% UNEMPLOYED 4% EARLY PENSIONERS 3% SELF-EMPLOYED

BOPÆL

RESIDENCE

ETNICITET ETHNICITY

9% INNER CITY 14% NØRREBRO 13% ØSTERBRO 11% VESTERBRO/KGS. ENGHAVE 11% EAST AMAGER 9% WEST AMAGER 9% VALBY 9% BISPEBJERG 8% BRØNSHØJ/HUSUM 7% VANLØSE

77% DANES 54% BORN IN COPENHAGEN 23% BORN OUTSIDE OF COPENHAGEN 23% NON-DANES 7% EUROPE 6% MIDDLE EAST 5% ASIA 2% NORDIC COUNTRIES 2% AFRICA 1% AMERICA & OCEANIA

Jeg tog en HIV test efter en rejse til sydamerika, hvor min læge ville vide om jeg havde haft sex med en stiknarkoman, en prostitueret eller en sydamerikaner. Jeg havde haft en colombiansk kæreste og var derfor i risikogruppe.

I ugen hvor jeg ventede på testresultatet, drømte jeg om at være HIV positiv, så jeg kunne rejse verden rundt, leve på kanten, dykke ned i min angst og skrive noget vigtigt om menneskets møde med liv og død.

Når man er så ung som jeg, har man typisk ikke oplevet noget, der er værd for andre at læse om. Jeg vil gerne have et interessant liv og en stærk historie at give videre. Hvis jeg dør ung, kommer der måske en historie ud af det, der er vigtigere end min væren i verden. Men jeg vil aldrig fremprovokere en tidlig død for historiens skyld. Jeg forsøger at forholde mig åbent og lyttende til verden, og formidle de historier jeg bliver en del af.

Amalie Middelboe

22 / kvinde / dansk / par uden børn / Vesterbro/Kgs. Enghave / studerer medicin 22 / woman / Danish / couple without children / Vesterbro/Kgs. Enghave / studies medicine

I took a HIV test following a relationship with a Columbian in South America as my doctor informed me that I was in a high risk category. In the week up to my test, I dreamt that I was HIV positive and decided to travel, living on the edge and confronting my personal fears and hopes.

I really want to have an interesting life and a strong story to hand on. If I die young, perhaps the story to emerge could be even more important than my life itself. Whatever, I do try to be open to the world.

I try to keep our traditions and celebrate public holidays and don’t like facebook and all this narcissistic culture we now have. Why should we tell everyone about our daily banalities. I’ve had a computer since the mid 1980’s and today, this is necessary to function in society. But in this digitization process, we have lost too many, particularly elderly people and mentally handicapped.

Jeg går op i traditioner og mærkedage og bryder mig bestemt ikke om facebook og hele selviscenesættelseskulturen.

Jeg forstår ikke behovet for at indvige hele verden i de banaliteter, der finder sted i ens hverdag, bare fordi man kan.

Jeg har selv brugt computer siden midt 1980’erne på arbejde og haft computer derhjemme siden 1990. I dag er det jo en nødvendighed for at fungere i samfundet.

Jeg synes det offentlige har været for hurtigt ude i forhold til at forlange, at alle skal digitaliseres. Overgangfasen burde havde været længere, fordi for mange mennesker hægtes af i processen. Især mange ældre og psykisk sårbare personer har fået det svært og er afhængige af deres netværk for at få betalt deres regninger og følge med i årsopgørelser, lønsedler og så videre.

72 / kvinde / Dansk / enlig uden børn / Amager Vest / pensionist 72 / woman / Danish / single without children / west Amager / pensioner

Evy Carstens

Jeg er homoseksuel, queer og socialkonstruktionistisk i min tankegang.

For tiden er jeg meget interesseret i normkritik og spørgsmål om identitet, køn, etnicitet og ligestilling. Hvem har definitionsretten, og hvilke stemmer bliver hørt i den offentlige og kulturelle debat?

Der sker en minoritetsdyrkelse i øjeblikket, som jeg aldrig har oplevet magen til før, og som jeg grundliggende tror er sund,

hvor den brede befolkning pludselig er enig om at støtte op om homoseksuelles rettigheder, holde med den skæggede dame i Melodi Grand Prix, og hvor en ung digter af anden etniske herkomst, Yahya Hassan, sælger over 100.000 digtsamlinger.

Samtidig er det som om, man har gjort spørgsmål om køn, etnicitet og identitet til en slags spydspids i en værdikamp, som andre ”ikkevestlige”, og mindre neoliberale lande pludselig reagerer meget voldsomt imod. Eksempelvis når de indfører nogle forfærdelige love i Uganda og Nigeria, hvor homoseksuelle kan straffes med døden, eller når Rusland på samme måde indfører en skrap homolovgivning og sætter Pussy Riot i fængsel i meget lang tid som straf for deres kunstneriske ytringer. Jeg kan godt blive bange for at accept af en marginaliseret gruppe i samfundet sker for at opretholde et fjendebillede af andre samfundsformer og marginaliserede grupper i verden.

I am homosexual, queer and have a social constructionist perspective on life. Right now I’m interested in questions of norms and identity, gender, ethnicity and equal rights. With the bearded lady winning the Eurovision Song Contest and Yahya Hassan (young Danish author) selling more than 100,000 copies of his poetry collection, there is a surge of interest in the rights of minorities that is quite unique at the moment.

At the same time, gender, ethnicity and identity have become key factors in our value systems.

In fact, in other “non-western” and more neo liberal countries, there are reactions to this and the reverse is in fact happening e.g. in Nigeria, Uganda and Russia, with the Pussy Riot case as an example. However, we risk re-enforcing our own stereotype image of these places as we want to support marginalized groups in the world.

Erik Pold

42 / mand / dansk / par uden børn / Amager Vest / Instruktør og performer 42 / man / danish / couple without children / west Amager / Instructor and performer

Jeg skal læse mellemøststudier på Københavns Universitet efter sommer. Mine forældre kom til Danmark på grund af krigen i Irak inden jeg blev født. Jeg føler mig mest dansk, men er fremmed i begge kulturer, fordi jeg hverken er det ene eller det andet. Jeg har én humor, når jeg er sammen med mine danske venner og en anden sammen med mine indvandrervenner. Mine indvandrevenner og jeg bruger også flere slangord, og synes ikke den danske humor er sjov.

Når jeg er i Irak forventer folk der, jeg taler flydende irakisk. De tror samtidig jeg føler mig bedre end dem, så jeg er holdt op med at sige, jeg er fra Danmark.

Herhjemme bliver jeg tit afvist på klubber på grund af min hudfarve.

Jeg har lavet rapmusik i 5 år, og kan ikke lide irakisk musik, så jeg har aldrig lært at spille på min fars oud (et pæreformet strengeinstrument, der er udbredt i det meste af Mellemøsten). Jeg rapper på dansk om forskellige typer i samfundet og vandt Rapkings finalen i DGI byen i 2011.

After the summer, I will start studying Middle East Studies at the University of Copenhagen. My parents came to Denmark due to the Iraq war before I was born. Although I feel most Danish I am really foreign to both cultures – I am neither nor. I have one sense of humour with my Danish friends and one sence of humour with my friends that are immigrants. Actually, in Iraq I’ve now stopped telling them I come from Denmark, as they think I look down on them. Here though, I’m often refused entrance to clubs. I make rap music – in Danish – and don’t like Iraqi music.

19 / mand / irakisk / enlig uden børn / Amager Vest / arbejdsløs Diar Ali Abdul Wahid Muhammad 19 / man / iraqi / single without children / west Amager / unemployed

I always try to put myself in others’ situations.

Although we are all integrated to some extent in our neighbourhoods, organisations and so on, it happens in a different tempo. If we’re not integrated properly from the start, it becomes really difficult. If we want to move mental barriers and alter perceptions we must be prepared to take risks and put ourselves on the line. Every time you speak to someone, you hold part of their destiny in your hand.

Jeg forsøger altid at sætte mig selv i andres sted, og har arbejdet med at få andre til at gøre det samme.

Da jeg boede på Grønland blev jeg næsten grønlænder.

Gennem mit arbejde som skolelærer gav jeg nogle af mine elever forskellige identitetskasser, så de kunne tage en anden etnisk identitet på sig for en dag.

Det handlede om at blive formidlere af andres kultur ved ikke bare at læse om den, men ved at sætte sig i de andres sted, tage deres tøj på, servere deres te og så videre. Vi er alle sammen integreret i forskellige tempi, organisationer, kvarterer med mere. Omfanget af integration vokser med alderen, men hvis ikke man bliver integreret ordentligt tidligt i livet, bliver det virkeligt svært senere hen.

Da jeg var en del af kvindebevægelsen, rullede vi gennem byen i kørestol til Nørreport for at gøre bystyret opmærksom på, at kørestolsbrugere ikke havde adgang til stationen. Hvis man vil rykke mentale barriere og forståelsesrammer bliver man nødt til at risikere noget, sætte sig selv i spil og søge ind til kernen i stedet for at springe over, hvor gærdet er lavest og zappe videre. Hver gang du taler med et menneske, holder du noget af dette menneskes skæbne i din hånd.

Ellen Widding 78 / kvinde / dansk / enlig uden børn / Vesterbro / pensionist 78 / woman / danish / single without children / vesterbro / pensioner

Jeg forstår ikke at nogen synes, det er i orden at komme i cowboybukser til en festlig begivenhed.

Det er manglende respekt overfor værten, som har brugt både tid og penge på at lave en dejlig fest, ikke at klæde sig på til lejligheden.

Jeg har rejst på storbyferier med mit barnebarn, under den forudsætning, at hun skulle klæde om, når vi skulle ud og spise om aftenen, så det gjorde hun. Hun var en dejlig rejsekammerat.

Jeg holder meget af at rejse, og forsøger altid at tilpasse mig de steder jeg kommer hen. Mit syn på indvandrene her i landet er, at de burde være lidt mere ydmyge og taknemmelige. De er rejst eller flygtet herop til friheden fra krig og uro, men fortsætter med at leve som om de stadig boede i deres hjemland. De vil ikke integreres i vores samfund, men vi skal lave alt om for deres skyld. Vi har gjort den store fejl, at give dem i pose og sæk uden at forlange noget til gengæld og give dem ansvar for deres eget liv. Jeg er ikke racist, men realist.

I don’t respect people who come to a social event in jeans.

It’s disrespectful towards the host. I think it is important to dress properly when invited. I love travelling and always try to fit where I am. I think that immigrants ought to be more humble when they settle here and we must not change everything just for their sake. I would say that I am not a racist but a realist.

63 / kvinde / dansk / enlig uden børn / Østerbro / kontorfunktionær og receptionist 63 / WOman / danish / SINGLE without children / ØSTERBRO / OFFICE ASSISTANT AND RECEPTIONIST

Anna Marie Hammerbak

Jeg synes, at vi er for fastlåste i kønsrollerne i Danmark på alle fronter, især i forhold til vores jobvalg. Vi har taget et par skridt tilbage siden 1970’erne og start 1980’erne, hvor Danmark var et af de lande, der gik forrest i forhold til ligestilling.

I think gender codes in Denmark are too rigid in every context, particularly regarding the job market. Since the 1970s, gender equality in Denmark has regressed. The Prime Minister, Helle Thorning-Schmidt, always wears high heels. Social democrat and Equality List politicians are all stylized now.

I know many men like women in high heels and dresses. People are always telling me I ought to dress more feminine, and friends have given me make overs, but despite this I keep to my normal dress code, which I think suites me.

Christina Rath

51 / kvinde / dansk / enlig uden børn / Valby / erhvervsvejleder 51 / woman / danish / single without children / Valby / career counselor

Det er tankevækkende at Helle Thorning-Schmidt altid har høje hæle på, og selv Enhedslisten, der var klasseeksemplet på et parti, hvor de fleste gik med unisex påklædning, er blevet stylede.

Det er lidt ærgeligt, at man skal have sådan en uniform på for at være politiker.På arbejdet er vi heldigvis afslappet påklædt og meget forskellige. Der er ikke ingen krav til dresskode.

Jeg ved godt mange fyre ikke tænder på det, men kjoler, høje hæle og lyserøde flæser er ikke mig. Jeg har været i kjoletræning og folk har udfordret mig til at tage kjole på, når jeg skulle ud. Nogle af mine kollegaer har brugt en hel dag på at lave en makeover på mig, men de vendte tilbage til min normale påklædning med en bemærkning om, at det passede bedst til mig. Jeg har heller ikke finmotorik til at få lagt makeup, og slet ikke om morgenen.

I have had so many job applications refused, that I could wallpaper a whole wall with them. I don’t have any education and my unemployment benefit is soon running out. I spend time cycling round the city, looking for disused buildings to squat and try link to people who are in a similar situation. I’m also member of the network “Stop Poverty now” which has gathered people who share the fate of poverty. I am in reality preparing for the time I will become homeless, I feel quite marginalized.

Jeg har fået så mange afslag på jobansøgninger, at jeg kan tapetsere en hel væg med dem. Jeg har en del erhvervserfaring, men ingen uddannelse, så jeg oplever nu hvor svært det er at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Min dagpengeperiode udløber om kort tid, så jeg risikerer, at jeg bliver at tælle blandt de hjemløse, hvilket jeg er begyndt at acceptere og forberede mig på.

Indimellem tager jeg en cykeltur rundt i København og kigger ind af vinduerne på tomme bygninger, der kan bruges til at squatte. Jeg prøver at møde folk som bor alternativt og ønsker at danne netværk med dem. Jeg deltager også i græsrodsorganisationen “Stop Fattigdom Nu”. Organisationen har samlet mange udsatte borgere, der er ramt af regeringens meningsløse og kyniske kontanthjælpsreform. Det gælder de marginaliserede såvel som de velfungerende borgere, der er blevet ramt af langtidssygdom.

45 / kvinde / dansk / par uden børn / Nørrebro / arbejdsløs

45 / WOman / danish / COUPLE without children / NØRREBRO / UNEMPLOYED

Ann-Lisette Schacht

I think that drugs are one’s own business and I have tried several, but not any more. I’ve had a very problematic youth. People who think we can stop gang wars by outlawing drugs don’t understand how things really are.

There’s a growing tendency to point fingers at the least sign of any social behavior, which differs from the usual. We move to the city in order to be closer to each other, but in fact there has never been greater distance between us.

Jeg mener at stoffer er ens egen sag: Jeg har selv prøvet forskellige varianter, men gør det ikke længere.

Jeg har haft en problematisk ungdom, hvor jeg skar mig selv, tog stoffer og var usikker på min plads i samfundet og mig selv. Dem, der tror vi løser bandekrigen ved at lade tjald være illegalt, har ikke forstået hvad det handler om.

Folk blander sig i det hele taget for meget i, hvad der er rigtigt og forkert for andre. Der er en tendens i tiden til at pege fingre af den mindste afvigelse fra normaliteten.

Engang da jeg stod og ventede ved et busstoppested, oplevede jeg at blive verbalt overfaldet på grund af en smøg. Jeg var gået lidt væk for ikke at chikanere andre med min rygning, men en lettere overvægtig mand fulgte efter mig, mens han kritiserede mig for at koste ham dyrt i skattekroner for den lungekræft, jeg som alle rygere selvfølgelig ville udvikle! Jeg fortalte ham på en pæn måde, at det er mig, der betaler hans gammelmandssukkersygemedicin, og bad ham om at tage sit legetøj fra Happy Meal ud af munden, før han fik det galt i halsen. Vi flytter til byerne for at være tættere på hinanden, men der har aldrig været større afstand imellem os.

Christopher Storgaard-Larsen

21 / mand / dansk / enlig uden børn / Indre by / pædagogstuderende 21 / man / danish / SINGLE without children / INNER CITY / studies

Hovedpine og nakkespændinger er en del af min hverdag efter en hjernerystelse i 2010. Det er en usynlig, tilbagevendende lidelse, ikke meget anderledes fra de maniske anfald, der drev min far ud i alkoholisme. Ligesom en alkoholiker stadig er afhængig, når personen er ædru, er lidelsen nu en del af mig.

Headaches and neck pains are part of my daily life, after suffering a concussion in 2010 due to a traffic accident which kept me in chained to the bed for one year. It was terrible, laying and thinking that all my dreams could not be fulfilled. Just like an alcoholic is still dependent on alcohol when he is sober, pain is always present in my life. It was a long existential fight to retain myself respect.

Looking back however, I now see this period as the ultimative success story and realize that my friends and family stuck by me because of my will and drive to survive.

However, the most difficult is now to accept the banalities of everyday life.

Jeg var lænket til min seng i lidt under et år efter en trafikulykke, og det var et helvede at tro, at alle mine drømme og lyster måske aldrig kunne blive til noget.

Det blev en langtrukken eksistentiel øvelse i at finde motivation og selvværd, når mulighederne for at gøre de ting, jeg var god til og elskede, med ét var væk, og ikke lod til at komme tilbage.

I dag opfatter jeg den tid som den ultimative succesoplevelse. Jeg opdagede, at mine venner, familie og daværende kæreste holdt af mig, ikke for mine evner og kunnen, men for min vilje og drift imod at få det bedste ud af tilværelsen. Det sværeste ved at komme tilbage fra et år i et afgrundsløst, livsfilosofisk hul, var at acceptere, at hverdagens banaliteter på godt og ondt nu engang udgør den gave, der er livet.

26 / mand / dansk / par uden børn / Nørrebro / studerer matematik

26 / man / danish / COUPLE without children / NØRREBRO / studies mathematics

Anders Wolfsberg

Jeg er i gang med en proces, hvor jeg renser mit hjem for ting. Hjemmet er en matrix for hvem du er som person. En beholder man lægger noget i, som former en fuldstændigt. Et hjem ophober vaner og minder, og ikke mindst ideen om, hvem vi gerne vil være. Det er tit et selvbillede, der kommer af, at vi forsøger at behage omverdenen, så vi ender med at glemme vores sande jeg bag lag på lag af Ikea puder.

Hvis man vil have et liv der gør en selv glad, skal man være villig til at give slip på de identiteter, der er blevet påført én udefra, så man ikke behager en ydre form.

Jeg stræber mod tomhed i mit hjem, fordi man kan skabe og bevæge sig i tomhed. Jeg er ved at skille mig af med mit klaver, som jeg har følt mig forpligtet til at have, fordi det er et vigtigt arvestykke. Det var en forlovelsesgave fra min morfar til min mormor i sin tid. Jeg har siden arvet det fra min mor, og når jeg nu sender det op til min kusine på Island, er det tredje gang det skal på skibsrejse mellem Danmark og Island for at blive i familiens skød. Det er befriende at give slip på ideen om, at jeg nogensinde kommer til at spille klaver, så musikken kan være det den er for mig, og ikke en forpligtelse overfor mine forældre.

I am in a process of cleansing my home of things. The home is a matrix for whom we are. A container we can put things into and which forms us completely, with memories and habits. We often create our own image in an attempt to please others and actually surpress our true identity behind a layer of Ikea cushions. If one wants a life of one’s own, one must be willing to give up identities pushed onto us from the outside. I am making space in order to have space to create and move on. At the moment, I am just returning the family piano, which I have inherited from my grandmother, back to Iceland to a cousin. It will be liberating to be free of my parents expectancy to play the piano.

Lóa Stefánsdóttir 42 / kvinde / islandsk / enlig uden børn / Amager Vest / selvstændig 42 / woman / icelandic / SINGLE without children / west amager / self-EMPLOYED

Jeg samler på drinkpinde og har en velvoksen samling. De er samlet på mine mange rejser, også før det blev moderne at drikke cocktails. Det startede på en bar i Amsterdam for 15 år siden, og er siden blevet et tilfældigt tilvalg, der har hobet sig op. Det handler om at give opmærksomhed til noget, der ikke er vigtigt for andre, og være uhøjtidelig omkring mine mange rejser i stedet for at slæbe tunge souvenirs med hjem.

Jeg rejser og spiser tit ude alene. For mig er rejsen et frirum, hvor jeg er fri for den byttepsykologi, der er fremherskende i min hverdag, hvor jeg hele tiden skal have meninger om ting, være i aktivt samspil med andre og leve op til diverse forventninger.

Det er ikke et aktivt fravalg, at jeg i dag lever alene. Jeg har aldrig haft en presserende trang til at få børn og familieliv, men mere tænkt, at hvis det skete, så skete det.

Mit liv har bragt mig i en anden retning. I dag har jeg ingen familie ud over min mor på 82. Som den sidste i vores slægt har jeg overvejet at skifte efternavn som en symbolsk handling, for at få lukket ned og begynde på ny.

I collect drink pins and have quite a collection, from my travels. Also from before it became fashionable to drink cocktails. It started in a bar in Amsterdam, and now I have something others don’t have. I travel alone and often eat out alone. It’s a break from my daily life where I am expected to have a meaning about everything and live up to expectations. It wasn’t a conscious decision to live alone, but I have never felt any urge to have kids and now my only relative is my 82 year old mother. As I am the last living member of our family, I am considering changing our family name.

54 / kvinde / Dansk / Enlig uden børn / Brønshøj/Husum / jobkonsulent 54 / woman / danish / single without children / Brønshøj/Husum / job Counselor

Ninna Jespersen

Jeg har en latent dødstrang. I år 2000 fik jeg en meget slem depression og angst. Jeg tænkte ofte på at begå selvmord, men forsøgte det aldrig aktivt. Dengang lå selvmordet lige for i hverdagen. Alle hverdagsritualer var potentielle selvmordssituationer. Lige fra at gå over en vej, til at skrælle et æble med en kniv.

Jeg følte mig ofte fremmedgjort i mit eget hjem, og skabte nye hverdagsritualer, som at sove på gulvet, eller krybe ind i hjørnerne af lejligheden.

Jeg er frivillig hos SIND og ved at der er stor ulighed kønnene imellem, når det handler om at begå selvmord.

Selvmordsforskning viser, at kvinder ofte bruger et selvmordsforsøg til at signalere, at de har brug for hjælp, mens mænd benytter selvmordet, som en løsning på et konkret problem.

I forhold til ligestillingsdebatten, der i disse dage handler mest om, at kvinder skal sidde på flere bestyrelsesposter, og have lige tid på barsel, er der alt for lidt fokus på den store gruppe af mænd, der går alene med deres kriser. En artikel om en kvinde, der har det skidt, kan man godt have i et dameblad, men man kan ikke have et mandeblad, hvor den slags offerhistorier fremgår. Mænd gider ikke læse om andre mænd, der har ondt af sig selv. Det er socialt stigmatiserende for mænd at tage offerrollen på sig.

Finn Ankerstjerne

53 / mand / dansk / enlig uden børn / Østerbro / førtidspensionist 53 / man / danish / single without children / østerbro / early pensioner

I have a latent death wish. In 2000 I had an acute depression and thought a lot about suicide. Every daily situation became a potential suicide situation, such as crossing the street and peeling an apple. I felt alienated in my own flat and created new daily rituals such as sleeping on the floor, or creeping into the corner. In our gender debate, we ignore a large group of men who are alone with their crises. Men don’t have magazines or programmes for that kind of thing, and men don’t want to know about other men in crisis. It’s socially stigmatised to be a male victim.

I am a member of the home guard and I have a M75 FN rifle, as most members are offered – the same the Americans used in Vietman. I am prepared to kill in order to defend my city. My grandparents fled from the cosasks’ jew hunts in 1908. My grandmother survived Theresienstadt, but 39 other family members couldn’t be traced after the war. My mother fled from the Nazis in 1944 and from Glistrup (Danish right wing politician) in 1973. I am not fleeing and would use force to prevent it. Anti semitism is rife in the world and also in Denmark. At the same time, I am a pacifist and member of the Communist Party, but they accept my standpoint.

Jeg er medlem af hjemmeværnet og har en M75 FN riffel, som de fleste medlemmer af Hjemmeværnet får tilbudt - den riffel amerikanerne brugte i Vietnam. Kravet til at opbevare et våben i hjemmet er, at det skal være adskilt fysisk fra bundstykket og låst inde i et våbenskab, som er boltet til væggen. Så jeg har ikke riflen hjemme, men nøjes med mit luftgevær.

Jeg vil slå ihjel for at forsvare min by, i den forstand at jeg ikke vil flygte fra en invaderende overmagt. Mine bedsteforældre flygtede fra kosakkernes jødepogromer i 1908. Min mormor og morfar var i Theresienstadt sammen med de andre danske jøder. Min mormor overlevede, men 39 andre familiemedlemmer kunne ikke spores efter krigen.

Min mor flygtede fra nazisterne i 1944 og fra Glistrup i 1973. Jeg flygter ikke og er villig til at bruge vold for at forhindre det.

Antisemitismen lever i bedste velgående på verdensplan og i Danmark, hvor National Front er begyndt at demonstrere foran Christinsborg. Vi lægger os ikke ned en gang til.

Samtidig er jeg pacifist, aktivt medlem af Kommunistisk Parti og dyrker persille i vindueskarmen. Det kom bag på mange kammerater, at jeg er med i hjemmeværnet, men de accepterer det som en personsag. Partiet forholder sig kritisk til forsvaret, som er en del af Nato, og tager skarp afstand fra venstrefløjsterroisme.

62 / mand / dansk/ enlig uden børn / Østerbro / redaktør og journalist 62 / man / danish / single without children / østerbro / Editor and journalist

Gert Poder

Jeg har tilbudt Tivoli at genopstarte deres loppecirkus. Tivoli har lukket de tre vigtigste forlystelser ned: loppecirkuset, Spejlkabinettet og Hurlumhejhuset. I forhold til hvor mange dyr, der bliver mishandlet hver dag, har jeg besluttet, at jeg godt kan gøre en loppe fortræd, hvis den ofres i magiens navn.

Loppecirkuset stoppede på grund af mangel på artister. Man skal bruge menneske-lopper, fordi de er stærkere end dyrelopper. Vi har næsten udryddet dem herhjemme, så de skal importeres fra Mexico.

Man tager deres naturlige instinkter fra dem ved at lukke dem inde i et bur og sænke taget lidt hver dag, så de ikke hopper. Når de er færdigudlærte som artister, bruger man stadig beskidte tricks for at få dem til at makke ret i manegen. Når de spiller fodbold, sparker de kun til bolden, fordi der er gift på.

Jeg er dybt konservativ, når det handler om at holde gamle ting i live. Når samfundet føler sig presset på tid og økonomi ofres magien på effektivitetens alter, og vi glemmer, at det at holde et loppecirkus i live er lige så vigtigt som at kunne gå til lægen.

Nina Estrup Willumsen

33 / kvinde / Dansk / Enlig med barn / indre by / kulturproducent 33 / WOman / danish / SINGLE with children / inner city / cultural producer

I offered Tivoli to restart their flea circus. Considering how many animals are mistreated every day, I think I can stand harming a flea once in a while.

Flea circuses faded out due to lack of artists. One must use human fleas. One has to take their natural instincts away and use dirty tricks to get them to perform, and they only play football as there is poison on the ball.

I am deeply conservative when it comes to keeping traditions alive. When socity is pressed in time and economy, we sacrifice the magic for effectivity.

I live in Christiania without hot water, bath or toilet. The other day, whilst peeing in the woods, I realised that I could live like this in the countryside, but I have chosen to live somewhere where I am public. All the houses along the ramparts and two thirds of the houses in the green area must be torn down within seven years unless we are allowed to buy the land. I want to live here despite this conflict and feel that it is worthwhile the struggle to have a free and autonomous life. I had an abortion due to the fact that I do not want to be dependent on another person.

Jeg bor på volden på Christiania og har ikke noget varmt vand, bad eller toilet. Det slog mig her den anden dag, at jeg stadig som plus tredive sidder og tisser i skoven, når fædrene kommer gående forbi med deres børn til skole.

Jeg kunne også vælge at bo sådan her på landet, men jeg har valgt at være et sted, hvor jeg er offentlig.

Jeg synes det er godt, at folk kan komme og se en alternativ måde at leve på, og vælger aktivt at sætte mig selv til skue og tage mine tæv.

Alle husene på volden og to tredjedele af husene i de grønne områder på Christiania skal rives ned om syv år, med mindre vi får lov til at købe området. Kommunen vil føre stedet tilbage til Kong Christians tid, med friserede parkanlæg, så man kan se, hvor hundene lægger deres hundelort. Men jeg insisterer på at leve sådan her, selvom der er meget modstand i det. Mine bofæller får børn og flytter væk, og jeg står og skal til at finde en ny sambo igen. Men et liv som autonom og fri er det hele værd for mig. Jeg har fået en abort, fordi jeg meget aktivt vælger ikke at være hængt op på et andet menneske, og har det bedst med at kunne lukke folk ind og ud af mit liv som det passer mig.

32 / kvinde / dansk / enlig uden børn / Indre By / arbejdsløs 32 / woman / danish / single without children / inner city / unemployed

Majya Kruse

Jeg havde anorexi som 16-17 årig og snakkede ikke rigtigt med min familie om det. Det handlede om, at jeg havde lyst til at forsvinde og afvikle mig selv fuldstændigt på grund af lavt selvværd. Jeg ville være tyndere end jeg allerede var, fordi jeg troede det ville gøre mig gladere. Jeg forstod først, der var noget rigtig galt, da kantinedamen på mit gymnasium tilbød mig et stykke gratis kage, hvis jeg lovede at komme hver dag. Jeg er opdraget til at være meget selvstændig og kom ud af det igen ved egen hjælp. I dag ville jeg ønske, jeg havde turdet bede om hjælp, men det er noget af det sværeste i verden.

Efterfølgende har jeg så vidt muligt forsøgt at hjælpe andre, når jeg har stødt på symptomer til spiseforstyrrelse.

Jeg genkender, når nogle er gode til at undgå at spise i andres selskab, træner overdrevent uden at svede, er meget tynde og så videre

I dag kan jeg stadigvæk ikke altid mærke, når jeg er sulten, så mit pejlemærke er, at jeg skal spise, når alle andre spiser.

Men jeg har det godt, for jeg ved, at det ikke handler om, hvordan man ser ud, men om hvordan man har det.

Derfor har jeg i mange år ikke vidst hvad jeg vejer og ejer ikke en vægt, men bliver mere og mere glad for mig selv og mit udseende

I had anorexia as a 16-17 year old and I didn’t speak to my family about it. I wanted to disappear due to low self esteem. I thought that if I was thinner I would be happier.

I am brought up to be independent and I managed to recover by myself, but I now wish I had dared to ask for help – a really difficult thing to do.

Since then, I have always tried to help others with the same symptoms, as I notice them immediately. Even today, I can’t always feel that I am hungry, so I force myself to eat when others eat. But I feel fine, as I know it’s not about how one looks, but how one feels. I have not owned a weight for years, and actually I don’t know how much I weigh. I’m gradually becoming happier with myself and the way I look.

Marie-Louise Nielsen

28 / kvinde / dansk / enlig uden børn / Amager øst / danser

28 / woman / danish / SINGLE without children / east amager / dancer

Jeg har været hvid dragqueen siden 1999, og føler nu også trang til at være sort indimellem.

Da jeg første gang farvede min hud brun, føltes det så rigtigt og gjorde mig helt euforisk. Lidt ligesom dengang jeg transede ud for første gang.

Så ligesom jeg rummer en indre kvinde der bare ville ud, rummer jeg nu også en sort. Det kan for mange virke så underligt, at de tager dyb afstand fra det og ikke kan tro, jeg mener det seriøst. Mange konservativt tænkende, autonome og andre politisk korrekte, kedelige eksistenser føler sig stødte over at jeg drag-ger op som sort, fordi det i deres øjne kan opfattes som racistisk. Til det kan jeg kun sige, at jeg gør det fordi jeg har lyst, og fordi jeg netop nu finder inspiration i billedserien Amerikanske Billeder af Jacob Holdt. Jeg opdagede sorte Ramona for en måned siden, og hun er helt klart kommet for at blive. Også selvom det sviner lidt.

I have been a white drag queen since 1999 and now I feel the need to be black once in a while. The first time I coloured my skin brown I was completely eurphoric. Just as I have an inner woman who wants to break out, I also now have a coloured person inside. For many people, this is strange. They completely reject the notion, and don’t believe that I mean it seriously. Many conservative thinking, left wing radicals and politically correct people feel antagonized when I dress up as a black drag queen, as though it is racist. But I only do it because I want to and because I found inspiration in Jacob Holdt’s American Pictures (Danish photographer ), I found the black Ramona a month ago and she is here to stay.

46 / Høn / Dansk / Enlig uden børn / Nørrebro / projektarbejder 46 / she-male / danish / single without children / nørrebro / project worker

Bo Hagen Clausen

Jeg har altid haft svært ved at gøre det rigtige, og nu er jeg holdt op med at forsøge. Det er ikke noget jeg er stolt af, men jeg har aldrig haft det bedre, end siden jeg begyndte at give op.

Man skal tage en uddannelse, leve sundt og spare op.

Det ville jeg også helst, men det lykkedes ikke, og mens jeg går og venter på konsekvenserne, bliver jeg mere og mere lykkelig.

Jeg er vild med regler og principper, men kun hvis jeg står og er løbet tør for kræfter og ikke har overskud til andet.

Vi skal tro på os selv og hinanden, synes jeg. Vi skal bruge vores dømmekraft når vi har chancen. Normalt er jeg en gentleman, men jeg bliver hidsig når nogen løber fra ansvaret og praler med det, fordi de følger reglerne. Det skal være omvendt.

Jeg elsker mit job. Min chef vil se store resultater, men giver mig frihed til at nå dem på min egen neurotiske måde.

Mine handicaps er blevet til spidskompetencer. Det er ikke bare en ingeniørting. Kreativiteten eksploderer, hvis vi skruer op for kravene og ned for reguleringen, det ved jeg.

Dengang jeg spurgte min gode ven om vi skulle bygge et rensdyr af bølgepap i 1:1, sagde han ikke “Hvorfor?” men “Hvordan?”

I have always had a problem doing the right thing and now I have finally stopped trying. And I’ve never felt better.

One should get an education, live healthy and save up!

And I would like to do that but it doesn’t happen. Whilst I wait for the consequences I just become more and more happy.

I think we have to believe in ourselves and in each other using our own sense of judgment. I get annoyed when people don’t take their responsibility seriously.

I love my job. My boss allows me to get results in my own neurotic way. My handicaps have become my core competence. It’s not plain engineering. Creativity explodes if we turn up for the expectations and turn down for the controls.

Claus Hasling Pedersen

32 / mand / dansk / enlig uden børn / Indre By / læser til ingeniør 32 / man / danish / SINGLE without children / inner city / studies engineering

Jeg har en lille revolutionær djævel indeni, som aldrig helt er blevet lukket ud. Da jeg var 13 år, så jeg Leila Khaled i fjernsynet, som kaprede et fly i protest mod Israels hærgen i Palæstina. Der var ikke andre i den lille jyske flække, jeg kommer fra, der syntes det var særligt eksemplarisk. Men jeg blev helt forelsket i hende - endelig én der slog igen mod tyranniet.

Min matematiklærer i folkeskolen kaldte mig Moses Olsen, fordi han var venstreorienteret, og en af de første, der talte for Grønlands uafhængighed af Danmark. Jeg har altid holdt med de svage og er med i Stemmer på Kanten, som arbejder for at socialt udsatte skal tro mere på sig selv, og spille en større rolle politisk.

Jeg vil ønske jeg havde været med i Rebild Bakker 4. juli 1976, da Solvognen kom ridende ned over bakkerne, udklædt som indianere, grønlændere og sorte amerikanere under fejringen af 200 årsdagen for USA uafhængighed.

Det var en meget effektiv måde at gøre opmærksom på, at landets vej til uafhængighed gik gennem undertrykkelse af det oprindelige naturfolk og drage paralleller til os selv.

There is a little revolutionary devil inside me, which has never quite been allowed to come out. When I was 13 I fell in love with the revolutionary Leila Khalad, who hijacked an airplane in protest against Israel´s occupation of Palestine. I have always taken the side of the poor and weak.I so wish I could have been part of Rebild Hills in 1976, when Solvognen (political theatre ensemble) dressed up as Indians, Inuits and Blacks, as a comment on USA’s 200 years anniversary celebration.

56 / mand / dansk / par uden børn / Bispebjerg / gartner 56 / man / danish / couple without children / bispebjerg / gardner

Claus Frandsen

I grew up with three brothers, practice karate and play computer games two hours a day – just like them. There are only a few other girls in my class who play just as much as I do. I am a bit of a tomboy and use less makeup than the other girls. Although I love to varnish my nails in different colours.

Jeg er vokset op med tre brødre og går til karate og spiller computer cirka to timer om dagen ligesom dem. Der er kun få piger fra min klasse, der spiller lige så meget som mig. Jeg tror Minecraft er et af de spil, mange piger også kan lide at spille. Det er lidt ligesom Lego, hvor man kan bygge sin egen verden op, så man kan lave dét man selv vil.

Jeg er lidt af en drengepige og bruger mindre makeup og hårprodukter end de andre piger fra klassen.

Dog elsker jeg at male mine negle i forskellige mønstre med forskellige farver neglelak.

Mollie Fjeldsø Eggertsen

13 / kvinde / dansk / Barn under 18 / Valby / folkeskoleelev 13 / WOman / danish / children under 18 / valby / primary school student

Jeg stabler min opvask, fordi jeg ikke altid har overskud til at tage den med det samme, så jeg får bedre samvittighed, når den er stablet og sat i orden. Jeg vil også helst have, at min kæreste stabler den, da vi bor ret klemt.

I make piles of my dishwash, and I try to get my boyfriend to do the same, as we live in a tiny place. We’re good to share household chores. We are very careful about tidiness, orderliness and cleanliness. Generally, I love calmness and order in my daily life. I don’t like talking on the phone, as it loses its naturalness and after a few days without calls, I become calmer. However, I do get a bad conscience, if I don’t answer calls or get back to people.

Vi er gode til at dele rengøring af hjemmet lige i forhold til mange andre par, hvor det ofte er indforstået, at det er kvinden der tager sig af det.

Jeg er i det hele taget stor tilhænger af ro og orden. Når der går nogle dage uden opkald og sms’er bliver jeg rolig, så jeg skal ikke opgradere til en smartphone lige foreløbig. Jeg kan ikke lide at snakke i telefon, fordi de naturlige pauser, der kan være i en samtale falder bort, og så kommer man til at snakke i munden på hinanden. Samtidig får jeg meget dårlig samvittighed, hvis jeg har undgået at svare folk for længe.

21 / kvinde / dansk / par uden børn / Valby / studerer antropologi 21 / woman / danish / couple without children / valby / studies anthropology

Eva Rolnæs

Min ekskone er alkoholiker. Vi boede sammen i 16 år og fik tre børn, før jeg til sidst valgte at gå fra hende. Hendes misbrug var styrende for vores liv, og alle omkring hende tilpassede sig det i et eller andet omfang. I dag har det ene af mine børn afbrudt kontakten til sin mor og besluttet, at hun ikke skal se sine børnebørn.

Det var frustrerende, at ingen i vores omgangskreds talte åbent med os om det og tilbød hjælp og støtte.

I København har folk en meget tolerant attitude overfor store mængder af alkoholindtag, så der skal meget til, før man italesætter det som et problem.

Hjælp fra det offentlige tilbydes primært alkoholikere, der selv har indset deres problem, og børn af alkoholikere, der siger fra, men i meget begrænset omfang til kærester og ægtefæller til misbrugerne.

Baseret på mine egne erfaringer arbejder jeg på at oprette en platform på nettet, hvor kærester og ægtefæller til alkoholikere kan få hjælp til at erkende deres medafhængighed og finde handlemuligheder, der kan hjælpe dem og især deres børn. Jeg tror anonymiteten på nettet vil gøre det lettere at søge hjælp. Det gælder ikke mindst for mændene, fordi de derved slipper for offentligt at blive stigmatiseret i offerrollen.

Steen Blendstrup 54 / mand / dansk / enlig med barn / Brønshøj/Husum / journalist

54 / man / danish / SINGLE with children / Brønshøj/Husum / journalist

My ex-wife is an alcoholic. We lived together for 16 years and had three children together, before I decided to leave her. Her addiction controlled our lives completely and everyone made allowances for her. As a result, one of our children has broken all contact with her.

No one mentioned it. Copenhageners are extremely tolerant towards heavy drinking, and it’s often not seen as a problem until it’s too late. It’s only when the alcoholic personally asks for help, that the condition is recognized.

Based on my own experiences, I have set up a net based platform for the partners of alcoholics where I try to help them to address the problem. I think the fact that this is anonymous will encourage people to speak out.

Particularly for men, as they avoid being stigmatised as victims.

I think I will live for ever and that it’s just a question of time before we can choose if we want to extend our lives.

According to the biologist Aubrey de Gray, we already have the means to radically extend people’s lives. If this is true, I think it ought to be up to the individual to be able to have treatment to live until one is 400 or 1000.

Jeg tror jeg vil leve evigt, og det blot er et spørgsmål om tid, inden vi begynder at få valget om, hvor længe vi gerne vil forlænge vores liv.

I følge teoretiker og biolog Aubrey de Grey har vi i dag midlerne til at forlænge menneskers liv radikalt længere end vi gør i dag. Hvis det er rigtigt, synes jeg det skal være op til den enkelte at vælge, om man gerne vil modtage en behandling, så man kan leve til man bliver eksempeltvist 400 eller 1000 år.

28 / mand / svensk / par med børn / Amager Vest / førtidspensionist 28 / man / swedish / couple with children / west amager / early pensioner

Henrik Grimbäck

Jeg tager kampen op imod etablerede usandheder, så som at uddannelse er den eneste vej frem. Jeg var udset til at være den første i min familie, der skulle færdiggøre en gymnasiel uddannelse, men siden er fulgt tre mislykkede uddannelsesforløb på grund af manglende motivation og deraf depression.

Det er ekstremt tabuiseret at stoppe på en uddannelse, og jeg følte hver gang, jeg skulle kæmpe for at komme tilbage for min families skyld.

De insisterede på, at gymnasiet er den gyldne port til en magisk fremtid, selvom jeg grundlæggende ikke kunne koncentrere mig om det.

Jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at jeg aldrig ville få brug for hovedparten af det, vi lærte. For eksempel er det fint at vide, hvordan man får en dej til at hæve, men jeg føler ikke jeg skal bruge den kemiske formel til noget i mit liv. Jeg vil ønske man kunne specialisere sig tidligere, så læring spiller mere direkte sammen med ens passion og hurtigere omsættes i praksis.

Ifølge min tidligere psykolog, skyldes depressioner blandt unge mænd ofte at de presses til at tage en uddannelse.

I dag har jeg i stedet erkendt, at jeg skal en helt anden vej. Jeg har lavet et musikstudie i en af de 140 bunkere Københavns Kommune lejer ud. Her giver det mening for mig at arbejde hårdt og dedikeret, fordi jeg laver det jeg elsker.

I want to challenge untrue truisms, like education is the only way forward in life. I was the first in our family to go to high school and this was followed by three failed attempts to get a professional education. I felt estranged from my family and society each time. They insisted on me going to high school – the golden gate to a magical future. According to my psychologist, depression among young men is often caused by the pressure to get an education. I finally realised that my future is in another direction. I have made a music studio in one of the 140 bunkers in the city. Now, I work hard and am dedicated to doing what I love to do.

Kasper Lee Jensen

22 / mand / dansk / par uden børn / Valby / assistent ved håndværkerfirma

22 / man / danish / couple without children / valby / craftsman assistant

Both my parents come from Cambodia, as you can clearly see from our home. The only thing I have taken from that culture is that I wear socks in my flip flops. In Denmark, one is called a silly tourist if one wears socks in ones H2O beach sandals, but this is a tradition in Cambodia. It’s also more comfortable. I also wear sun glasses all year round, both inside and outside, as it’s cool and makes me anonymous.

Begge mine forældre er fra Cambodja, som man tydeligt kan se på vores hjem. Det eneste jeg har taget med mig fra den kultur er, at jeg har sokkerne inden i flipflopperne. Det er koldt i Danmark, så jeg kan bruge dem længere tid på året på den måde.

I Danmark bliver man stemplet som en kikset turist, hvis man har strømperne inden i sine H2O badesandaler, men i Cambodja er det en traditionel måde at klæde fødderne på.

Det er også mere komfortabelt, fordi de sidder bedre fast, og man undgår at de gnaver. Jeg går også med solbriller hele året rundt, både inde og ude, fordi det er et cool look der giver mig lov til at være anonym.

16 / mand / cambodjansk / barn under 18 / amager vest / gymnasieelev 16 / man / cambodian / children under 18 / west amager / high school student

Richard Torres Mollerup Sørensen

Jeg har levet under jorden i Indien, hvor jeg sov et nyt sted hver nat, af frygt for at blive fundet af det ekstremistiske, politiske parti Shiv Sena. Jeg blev forfulgt af dem, fordi jeg havde lavet en udstilling, som partiet fejlagtigt påstod indeholdt et billede med indiske guder og nøgne kvinder på samme lærred. Udstillingen åbnede som en kæmpe velgørenhedsevent, dækket af international presse, til fordel for et krisecenter med 470 kvinder og børn.

Aftenen efter premieren marcherede 16 fodsoldater pludselig ind og lavede en razzia for at lede efter mig.

Heldigvis reagerede de, der stod tæt på mig med det samme, så jeg nåede at gemme mig under barens dug, og arrangøren fortalte dem, at jeg ikke befandt mig i landet længere.

Partiets medlemmer er kendt for at være meget voldelige, krænke deres ofre, bombe og ødelægge, så det var den mest angstprovokerende oplevelse i mit liv. Bagefter fandt jeg ud af, at 550 mennesker havde skrevet under på, at udstillingen skulle lukke. Medlemmer fra partiet slog ejeren af udstillingsstedet ned dagen efter åbningen, så jeg blev meget isoleret og forsøgte at forlade landet hurtigst muligt. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at Shiv Sena havde folk på immigrationskontorerne og i lufthavnen. Så jeg tog i stedet til Hyderabad og Mumbai og ventede med at rejse til deres interesse for mig var drevet over.

BENAZIR BRAAE

34 / KVINDE / DANSK / ENLIG MED BARN / NØRREBRO / KUNST OG PR 34 / woman / Danish / single with children / nørrebro / art and pr

I have been forced to live underground in India, sleeping in a new place every night to avoid being caught by the extremist political party Shiv Sena.

I was persecuted by them after I made an exhibition as part of a major charity event for a crisis centre with 470 women and children. They wrongly accused me of portraying naked women and Indian gods together. After the premiere, 16 soldiers were sent to find me and I only escaped with help from guests at the opening. The party is known for its brutal attacks on its political opponents, so this was the most terrifying event in my life. As Shiv Sena had members at all immigration offices and borders, I was forced to hide in Mumbai and Hyderbad until their interest in me had passed.

I am a ballet maniac and a mega consumer of art and culture. For many people ballet is abstract, but for me it is a universal human language. I find it unbelievable that not more people are fascinated by ballet as an ultimate result of human precision and talent.

Jeg er balletoman og storforbruger af kultur. Jeg planlægger min uge, så jeg mindst har to-tre ting, jeg skal se. Ballet er for mange en svært tilgængelig kunstform, men for mig kan det aldrig blive abstrakt, fordi det kropslige sprog er fuldstændigt rodfæstet i balletten, og det er mennesker, der udfører det.

Før vi havde et talt sprog, kommunikerede vi med kroppen, og jeg tror, det er det, jeg genkalder og identificerer mig med, når jeg ser ballet.

Det er et universelt sprog, som på én gang er urgammelt og meget kultiveret. Når man først har fået øjnene op for den værdi, kan man få de største oplevelser ud af den kunstart. Ballet er et forbillede og et nærmest uopnåeligt drømmebillede på menneskelig præcision og talent. Det er både synd og uforståeligt, at flere ikke finder vej til denne form for afhængighed.

62 / MAND / DANSK / ENLIG UDEN BØRN / NØRREBRO / ARBEJDSLØS 62 / man / Danish / single without children / NØRREBRO / UNEMPLOYED

CHRISTIAN SKAURUP JENSEN

Jeg er feminist. Jeg synes, det er ærgerligt, at det stadig er et tabu for mænd og stigmatiserende for kvinder at være feminist. Fordommen om, at feminisme handler om, at vi alle sammen skal være ens, hersker stadig i bedste velgående.

Jeg er vild med tyl og store festkjoler og mener langt fra, at det moderne feministiske projekt handler om, at alle kvinder behøver at smide bh’en og stiletterne, men om at samfundet stadig har en opgave i forhold til at gøre alle rum lige tilgængelige for begge køn.

Samfundet har favoriseret hvide mænd i århundreder, og vi er langt fra færdige med at ændre strukturerne, så kvinder og etniske minoriteter får lige adgang til f.eks. magt og kultur. Jeg vil gerne have mere kvotering i Danmark i en overgangsperiode, så arbejdsmarkedet afspejler befolkningssammensætningen, lige som jeg er tilhænger af tvungen barsel til mænd.

I am a feminist. I think it’s regrettable that it’s still taboo for most men and still stigmatising for women to be a feminist. This prejudice is based on the notion that we should all be the same and this is still prevalent today. But I love both tulle and party dresses and don’t think that feminism is about taking off your bra and high heels, but about ensuring equal opportunities for both sexes in every aspect of society. I do think we need to accept quotas as necessary in this period of transition to ensure equal access to both power and culture.

CAROLINE JACOBSEN

52 / KVINDE / DANSK / ENLIG MED BØRN / BRØNSHØJ-HUSUM / UNDERVISER PÅ PRODUKTIONSHØJSKOLE 52 / woman / danish / single with children / BRØNSHØJ-HUSUM / TEACHER at technical college

Jeg har valgt at blive gravid med et donorbarn. Jeg har ikke fundet den mand, jeg vil have børn med, og er nu 38 år, så for mig handler det om at stoppe op og tage aktivt stilling til, hvordan jeg realiserer mine drømme og om at komme væk fra idéen om den slagne vej. Jeg kan blive ved med at forsøge at finde kærligheden, men jeg kan ikke altid få børn. Så i stedet for at sætte begrænsninger for mig selv, fordi jeg ikke lige har en mand, har jeg fundet en omvej hen til min drøm.

Førhen skulle man selv betale for at blive insemineret, men det var en af de første ting, den nye regering lavede om, så nu har man ret til et donorbarn ved en anonym donor, inden man bliver 40. Man kan selv vælge donorens nationalitet, øjenfarve, hårfarve, højde og vægt, og der er strenge krav til hans helbred, så man ved, at man får en ordentlig vare. Jeg har valgt en anonym donor, hvilket betyder, at donors identitet forbliver ukendt for mig og mit barn modsat en åben donor, hvor barnet typisk har mulighed for at opsøge donoren, efter det er fyldt 18 år.

Jeg synes, det er vigtigt ikke at introducere idéen om en far, der ikke findes andet end biologisk, da det potentielt kun giver problemer og stiller mit barn over for et svært valg.

I decided to become pregnant with a donor child. I haven’t, found the man with whom I want to start a family and I am 38 years old. So instead of limiting myself I found a detour to realise my dreams.

One has the right to one donor child, and the costs are now covered by the Health Service. One can choose the donor’s sex, colour of hair, skin and eyes, height and weight! There are strict criteria for donors. I’ve opted for a “closed” donor as opposed to an “open donor” where the child has the right to contact the donor when they are 18. I think the notion that the donor is a father is wrong. Today’s family is many things – yours, mine, our….

For mig er det forkert at tænke på donoren som en far. Han er snarere en person, som faciliterer, at vi får en familie på to. Min største bekymring i forhold til ikke at have en far at sparre med er, at barnet kun bliver til gennem mine inputs. Men i dag er familie mange ting. Dine, mine, vores…

38 / KVINDE / DANSK / ENLIG MED BØRN / AMAGER ØST / BUTIKSCHEF I PART TWO 38 / woman / danish / single with children / east Amager / store manager at part two

LOTTE MIDTGAARD

I dedicated myself to the opposition against Saddam Hussein after he executed four of my friends in1980. For eleven years I had no civil life as I was a member of the rebel forces, in the mountains in Kurdistan. I also suffered from Saddam’s chemical weapons and was temporarily blinded. The culmination of his terror was the promise of amnesty for the rebels in 1998 resulting in the massacre of 182,000 family members.

Three years later, my Kurdish wife and I applied for asylum in Denmark en route to Yugoslavia at Copenhagen airport. We could stay in transit for 24 hours. Luckily, my wife gave birth while we were waiting and the support given to us confirmed that we had landed in the right place. Since, I have been chairman of the Integration Council, member of a local council and a columist to an Iraki weekly newspaper. I’m convinced that within a few years, we will be talking about participation rather than integration.

Saddam Hussein henrettede fire af mine bedste venner lige efter, at han kom til magten. Han mistænkte dem for oppositionelle, politiske aktiviteter, selvom de havde skrevet under på, at de ville forholde sig apolitisk under hans regering.

Jeg gik derefter ind i oprørsbevægelsen mod Saddam Hussein og havde ikke noget civilt liv fra 1980 til 1991.

Vi organiserede oprøret fra bjergene i Kurdistan, hvor det var fuldstændigt tilfældigt, om man overlevede eller døde.

Til sidst begyndte Saddam at brugte kemiske våben. Jeg blev ramt 5. juli 1987 og var blind flere uger efter. Et år senere lovede Saddam oprørerne, at de måtte komme tilbage til en sikker tilværelse i Irak, hvorefter de sendte deres familier hjem, og Saddam dræbte 182.000 af oprørernes familiemedlemmer.

Min kurdiske kone og jeg søgte asyl i Danmark tre år senere da vi var i transit i København på vej til Jugoslavien. Min kone fødte, mens vi ventede på svar, og den oplevelse bekræftede mig i, at vi var stået af i det rigtige land. Vi fik vores egen stue, jeg måtte være med til fødslen, og bagefter fik vi tilbudt mad og øl. Siden hen blev jeg formand for integrationsrådet, medlem af Lokaludvalget, kulturog sundhedsformidler, fik en miljøpris og har en klumme, der giver positive billeder af dagligdagen i Danmark i en irakisk avis. Jeg tror ikke, der går mange år, før vi taler om deltagelse i stedet for integration.

HIKMAT HUSSEIN 58 / mand / irakisk / Enlig uden børn / Amager Øst / Sundhedsformidler 58 / man / iraqi / single without children / east amager / health advisor

I’m 70 years old and I still have my own hair salon. As long as my health allows, I don’t intend stopping something which has formed my life for many years. However, I have closed my solarium as I began to have moral qualms about “selling sun”. I actually started cutting hair when I was 17 when I cut the hair of all the girls at the Church Association of the Inner Mission’s Boarding School. My decision to be independent and to open my own salon and be my own boss has been the most important decision in my life. I have kept my dream of having no one above and no one under me. I’ve always wanted to be independent. This is probably due to my strict Christian upbringing – work hard, save up and always pay cash.

Jeg er 70 år og har min egen frisørsalon i byen, som jeg stadig holder åben tre dage om ugen. Så længe mit helbred ikke fejler noget, vil jeg ikke lægge en del af mit liv bag mig, der har været så formende og givende. Før i tiden havde jeg også solcenter, men det lukkede jeg ned for seks år siden, da jeg begyndte at få moralske skrupler ved at sælge sol. Min første salon startede jeg i sommeren 1960 som 17-årig, da jeg var elev på en indremissionsk ungdomsskole. Jeg klippede næsten alle pigerne på skolen og fandt ud af, at jeg var god til det. Derefter kom jeg i huset hos kgl. kapelmester, John Frandsen, hvis kone hjalp mig med at søge en læreplads som frisør.

Jeg har haft egen salon både hjemme og i byen fra jeg var 34 år.

Den beslutning, der har været mest banebrydende i mit liv, var at blive min egen chef. Det giver en utrolig styrke og tro på sig selv.

Jeg har holdt fast i drømmen om aldrig at have nogen over eller under mig, og har haft det flittige gen, der skulle til for ikke at være afhængig af andre. Det ligger nok i min “kristne” opdragelse at arbejde hårdt, spare op og betale kontant.

70 / KVINDE / DANSK / PAR UDEN BØRN / INDRE BY / PENSIONIST GURI SOMMERLUND

70 / WOman / danish / couple without children / inner city / pensioner

I am tired of the political correctness dominating our society, and which dictates how we eat, how much we train and what we say in public. It’s as though we are obsessed by the notion of the ideal person whom we all try to copy. Alcohol, prostitution, fatty foods and drugs are all deemed as suspect. I refuse to feel that I’m a criminal, just because I smoke a joint, eat mayonnaise, or visit a massage clinic. We must ensure and respect individual life style choices but also guard against the misuse of power.

We cannot solve such problems by simply criminalizing behavior.

Jeg er træt af den politiske korrekthed, der kendetegner vores tid, hvor det er blevet accepteret at kommentere højlydt på, hvad ens kollegaer og venner spiser, og hvor tit man motionerer. Jeg får hele tiden kommentarer som “Der var ikke meget salat på” eller “Hvad med at tage trapperne i stedet for”.

Det hele er begyndt at handle om et idealbillede af mennesket, som vi alle sammen prøver at presse os selv og hinanden ned i. Vi skammer os i højere grad over de ting, der tilfredsstiller vores fundamentale behov som mennesker, og som er kommet for at blive, så som fedtholdig mad, rusmidler, alkohol og prostitution.

Som et frit, voksent menneske vil jeg ikke være eller føle mig kriminel, fordi jeg ryger en joint, besøger en massageklinik eller spiser mayonnaise.

Vi skal muliggøre og respektere hinandens frie valg, men modvirke at nogen tager magten over andre. Lyst er en stærkere motivation end forbud, så jeg mener, det er langt vigtigere at bruge ressourcerne på at holde folk ude af misbrug og stoppe trafficking i stedet for at kriminalisere sig ud af problemet.

JAN VILLUM HANSEN

51 / MAND / DANSK / ENLIG UDEN BØRN / KGS. ENGHAVE/VESTERBRO / SELVSTÆNDIG IT-KONSULENT 51 / man / danish / SINGLE without children / KGS. ENGHAVE/VESTERBRO / it consultant

I have exam phobia and next time I have exams, I’ve decided to take courses to help me through - in particular with verbal tests. I can’t cope when I’m the centre of attention. I become hyper aware of my own movements and my voice which is trying to be clever. I have mental blackouts.

I don’t understand why we have exams like this, as the situation is so unreal and not at all the way we use our knowledge and skills in the real world. Fright builds up as a distressing sense of uncertainty long before the exam, which is more about coping with this state than an opportunity to present ones knowledge. I think that group exams function far better and create a far more secure situation where there is a shared focus and the chance to use each other’s knowledge.

Jeg har eksamensangst og skal tage kurser for at modvirke det, inden jeg går op til eksamen næste gang. Jeg kan ikke lide, når al opmærksomheden i et rum er koncentreret om mig, og hvert ord pludselig tæller. Jeg bliver for overbevidst om min stemme og mine bevægelser og får klaustrofobi af at høre mig selv forsøge at lyde klog og sige de rigtige ting. Så jeg går helt i sort med det samme, jeg laver en fejl. Jeg synes, vores eksamensform er en underligt afkoblet form for test, som er ekstremt opstillet og kunstig i forhold til, hvordan man normalt er sammen med mennesker og formidler sin viden. Jeg forstår ikke, at man skal sidde i en så presset situation, som man sikkert aldrig kommer til igen efter sin skoletid.

Angsten opstår som en ubehagelig uvished lang tid før, at man kommer ind til eksamen og har på det tidspunkt nået at bygge sig op, så testen består mere i at dulme nerverne end i at fremlægge, hvad man ved om et felt.

Jeg vil gerne have flere prøveeksamener og synes, at gruppeeksamener fungerer langt bedre, da de fordeler opmærksomheden, og man kan spille op til nogle andre.

16 / KVINDE / DANSK / BARN UNDER 18 / VANLØSE / GYMNASIEELEV

16 / woman / danish / child under 18 / vanløse / high school student

MATHILDE MORTENSEN

Jeg er den eneste danske ven, som mange af de udenlandske studerende, jeg har læst sammen med, har fået, mens de har boet i København. Vi dyrker meget tosomheden i Danmark. Vi kan godt have venner nok, hvor der i Sydeuropa ikke er noget, der hedder, at ens omgangskreds er færdig eller fin, som den er. Jeg kan bedre lide den sociale omgangsmåde, der består i at lave ting i grupper, og hvor der altid er plads til en til. Det muliggør en konstant udvidelse af ens horisont og verdenssyn.

Det ligger dybt i vores kultur, at en gæst er en, der kommer og går samme dag, også hvis det er en ven, som mangler et sted at sove i nogle uger.

Vi kan ikke overskue at have venner boende længere end to dage, før vi længes mod bare at være os selv igen. Jeg har selv boet meget i Sydeuropa, fordi jeg er tiltrukket af den måde, man prioriterer de sociale fællesskaber og familien på dernede.

I have been the only Danish friend for many of the international students I have been studying with while they stay in Copenhagen. We cultivate twosomeness in Denmark and we like to have a well defined circle of friends, whereas in Southern Europe ones circle of friends and acquaintances is not so limited. I prefer to have open social interaction, where one’s horizon is always widening.

In our culture, a guest is someone who comes and goes the same day. We long to be ourselves again. Having lived a lot in southern Europe, I far prefer the way they organize their family and social relations.

MARIA HARRESTRUP 31 / KVINDE / DANSK / ENLIG UDEN BØRN / AMAGER ØST / PH.D.-STUDERENDE I ENERGIRENOVERING 31 / woman / danish / SINGLE without children / east amager / PH.D.-STUDEnt in energy renovation

I found out by chance that I have type 2 diabetes, so I’m one of the 200,000 Danes who are not aware that they have a serious illness. I meet a lot of prejudice. Some people think I could just pull myself together. Contrary to what most people think, I can take a small amount of sugar, but I have to be extremely careful. If I don’t I could loose the feelings in my limbs and around 1,1% of all diabetics have to amputate their toes or fingers. Blindness is another risk, and as I am almost blind in one eye, this is quite traumatic for me.

Jeg fandt ud af, at jeg har type 2-diabetes i efteråret 2012.

Jeg var til lægen for at få tjekket op på noget andet og fandt i stedet ud af, at jeg er diabetiker, så jeg var indtil for nyligt blandt de 200.000 danskere, som ikke ved, at de har sygdommen. Den fordom, jeg møder mest, er, at man bare kan tage sig sammen – en holdning, jeg i nogen grad selv har haft, men det er det samme som at bebrejde folk, at de ikke havde cykelhjelm på, da de blev kørt ned, og sige, at deres mén derfor er deres egen skyld. Jeg har altid prioriteret det gode liv og vil gøre det fortsat, bare på en lidt anden måde.

Mange tror, at jeg slet ikke må spise sukker, hvilket er en misforståelse, men jeg bliver nødt til at tænke mig mere om. En tommelfingerregel er, at jeg ikke skal have mere end, hvad der svarer til en knyttet næve af brød, pasta, kartofler og stivelse generelt og mindre kage og fede produkter.

En risiko ved ikke at respektere en sundere kost er, at man kan miste følelsen i sine yderste led. 1,1 procent får amputeret deres tæer, og min mormors bror fik amputeret det ene ben på grund af diabetes.

Blindhed er også en risiko, og eftersom mit højre øje allerede er næsten blindt, er det en angst, der ligger dybt i mig.

47 / KVINDE / DANSK / ENLIG UDEN BØRN / VESTERBRO/KGS. ENGHAVE / SEKRETARIATSLEDER VALBY LOKALUDVALG 47 / woman / danish / single without children / VESTERBRO/KGS. ENGHAVE / head of secretariat at valby neighbourhood council

DORTHE EREN

I am an artist and child model. I have an Indian father and Danish mother. Last year I exhibited my art work in Gallery Underwaerk with other kids and this year I’ll exhibit at Amalienborg. My mother takes me to everything and sometimes people get annoyed but I ‘m well behaved and adaptable, so I can charm most people. Two years ago, we had a fire at home which started in my room and we lost everything we owned and had to start again from scratch.

Jeg er kunstner og børnemodel og har en indisk far og en dansk mor.

Sidste år udstillede jeg mine billeder på Galleri Underwaerk sammen med en lille håndfuld andre børn.

I år skal jeg udstille på Amalienborg.

Jeg har rejst meget og græder ikke, når jeg skal flyve. Min mor tager mig med til alt og nogle gange bliver folk sure over, at jeg er der, men jeg er meget velopdragen og omstillingsparat, så jeg charmer mig hurtigt ind på folk. For to år siden overlevede jeg en ildebrand, der startede på mit værelse, hvor vi mistede stort set alt og måtte starte helt forfra.

ARTHUR BRAAE MATHEW

2 / DRENG / DANSK OG INDISK / BARN UNDER 18 / NØRREBRO / BARN UNDER 16 2 / boy / danish and indian / child under 18 / nørrebro / child under 16

I don’t remove my body hair and I think that many young people’s relation to their own body is somewhat distorted.

It’s distressing that young women want silicone breasts as a Christmas present. I’m not a feminist, but I believe that one’s body has its own life and ought to be accepted as it is. I think it is healthy to regard the body as holy as modern individuals are completely obsessed with controlling and designing their lives. By manipulating our body mass, we’re only exposing our fundamental uncertainty. The current Botox trend is only a frightening glorification of Barbie Doll, where the body is seen as a machine – to be repaired.

Covering up our fears and neuroses with silicone and fat extraction is a massive downer.

Jeg fjerner ikke min kropsbehåring og synes, at mange unges forhold til kroppens naturlige udseende er fuldstændigt forvrænget. Det er ærgerligt, at unge kvinder har fået et så unaturligt forhold til deres krop og ønsker sig silikonebryster i julegave. Jeg er ikke feminist, men jeg mener, at kroppen er ens tempel og en af de få ting i tilværelsen, som skal have lov til at leve sit eget liv.

Som moderne mennesker har vi ekstremt travlt med at styre og kontrollere alting og designe vores tilværelse til fingerspidserne, så jeg tror, der er noget eksistentielt sundt i at holde kroppen hellig.

Det at manipulere med ens biologiske grundmasse gør kun folk mere skrøbelige, fordi de udstiller deres usikkerhed på den måde.

Jeg kan kun opfatte botox-bølgen som en skræmmende glorificering af barbiedukken, der gør kroppen til en maskine, som skal repareres løbende, og hvor naturlig aldring er et tegn på kontroltab og misvedligeholdelse.

Det er et kæmpe antiklimaks, at vi forsøger at skjule vores angst og neuroser ved hjælp af silikonebryster og fedtsugninger.

40 / KVINDE / DANSK / PAR MED BØRN / VANLØSE / INDEHAVER AF KREATIVT KONTORFÆLLESSKAB RIKKE SVENDSEN 40 / woman / danish / couple with children / vanløse / owner of creative office hotel

Jeg kan bedre lide dyr end mennesker, fordi de ikke dømmer. Mennesker handler ondskabsfuldt, selv om de har et valg. Dyr handler kun på deres instinkter. Jeg snakker med mine dyr og opfatter dem som små personligheder, der ikke kan svare. Jeg hører til de få københavnere, der kan malke en ko, og som har traktorkørekort. Jeg er indfødt Nørrebroer, men vil gerne have et økologisk landbrug og være en del af den selvforsynende økologibølge.

I mit private forbrug afskærer jeg alle virksomheder, der står for en uetisk dyrevelfærdslinje. Jeg kommer ikke i Tivoli igen, før de stopper samarbejdet med Copenhagen Fur, eller køber makeup fra firmaer, der tester på dyr.

For nyligt foreslog Venstre, at danske landmænd skal have lov til at producere flere svin for at bevare vores slagteriarbejdspladser. Forslaget bygger på, at arealet per dyreenhed mindskes, så svinene får endnu mindre plads end i de absurd små båse, de står i nu.

Jeg synes, det er forkasteligt, at vi som et lille, ressourcestærkt land ikke går forrest, når det gælder dyrevelfærd for dyr til fødevareindustrien.

Udviklingen går stærkt i retning af en mere og mere effektiv og kynisk fødevareindustri, så hvis ikke Danmark lægger en etisk forsvarlig bundlinje nu og går forrest, er der ingen, der gør det.

I actually prefer animals to people, as they are not judgmental. People often act viscously, even if they have a choice, whilst animals only have instincts. I talk to animals as though they have personalities. I’m born and bred in Nørrebro, but I can milk a cow and I have a tractor license and I’d love to be part of an ecological farm. In my everyday life, I’m careful to avoid companies who have unethical practice with animals, such as Tivoli and Copenhagen Fur. I think it’s terrible that Parliament is actually debating limiting the space for pigs even more - just in order to increase productivity. Denmark is a rich country and we ought to lead on standards of animal welfare and ethical food production.

NATASJA DAHL BRANDI HANSEN

20 / KVINDE / DANSK / ENLIG UDEN BØRN / BISPEBJERG / STUDERER TIL TEGNSPROGSTOLK

20 / woman / danish / SINGLE without children / bispebjerg / studies sign language

Jeg kom til København for at udleve min drøm og blive digter, og jeg har netop udgivet en digtsamling gennem Copenhagen Storytellers. Jeg er ret sikker på, at jeg dør ung, fordi jeg ikke kan ikke se mig selv i en ældre udgave. Der skal for radikale ændringer til i forhold til livsstil, udseende og planlægning generelt. Jeg er vokset op i Kolding uden en far og med en mor, der gjorde, hvad hun kunne. Så jeg har længe skullet arbejde med at definere mig selv, da der ikke var så mange andre om buddet.

Jeg identificerer mig med skaden, som grundlæggende er en ond fugl, fordi den ikke ved bedre. Den stjæler og spiser de andre fugles unger.

Det gør jeg ikke, men jeg skriver om og dyrker det grimme i storbyen. Folk gider sjældent snakke om det grimme, selvom det ofte er der, man kan finde ind til et bundærligt, upoleret udtryk, som er langt mere interessant end det velfriserede, gennemtænkte, tillærte, forudsigelige, som det smukke tit repræsenterer. Det bliver hurtigt en parodi. Jeg synes, at Mændenes Hjem er et af de smukkeste steder i København og er tiltrukket af de svage eksistenser, fordi de ikke spiller skuespil eller føler, at de har noget at skjule.

I came to Copenhagen to live out my dream of becoming a poet and I have just published my poetry collection. I ‘m convinced that I am going to die early as I cannot imagine myself in an older version. It would be too radical to alter myself and I’m used to defining myself, having grown up without a father and with a mother who did what she could. I see myself as a magpie [a bird], who steals from other nests - stealing stories and situations from the city.

People seldom talk about the ugly, sordid and real aspects of life and instead focus on beauty and harmony. This quickly turns into a parody. I think that the Men’s Home [a shelter for homeless men in Istedgade] is one of the most beautiful places in Copenhagen with weak and fragile men who do not pretend or hide their feelings.

23 / KVINDE / DANSK / ENLIG UDEN BØRN / BISPEBJERG / ARBEJDSLØS 23 / woman / danish / single without children / bispebjerg / unemployed

MAJA PETREA FOX

I’d describe myself as a nerd who philosophises about fundamental issues. I’ve developed a new numerical system and new induction formulas which can help statiticians with their mathematics. But just as most adults do not change old habits, my proposals were not welcomed. At work, l’ve often solved problems too fast.

My boss was actually more comfortable if it took longer, as she felt taunted if I worked too fast. I’ve been fired about twenty times in my life due to my untraditional way of thinking, but I’ve always managed to find a new job. In former times heretics were burned: today we’re fired.

Jeg vil betegne mig selv som en nørd, der filosoferer over elementære ting.

Jeg har lavet et nyttigt nyt talbegreb og en induktionsformel, der skal hjælpe statistikerne med at regne rigtigt.

Det er induktion, når vi, ud fra den del af verden som vi har set, udtaler os om hele verden. Vi kan ikke vide det helt præcist, men vi kan helt præcist vide, hvor statistisk upræcist, vi kan vide det. I modsætning hertil er det deduktion, når vi, ud fra vores viden om helheden, udtaler os om delen. Induktion er for eksempel at udtale sig om valgresultatet ud fra en opinionsundersøgelse. Man regner galt, fordi statistikerne ikke kender induktionsformlen. Men da voksne mennesker sjældent aflærer sig gamle vaner, blev mit bidrag ikke værdsat.

I mit arbejdsliv har jeg har løst nogle af mine opgaver for hurtigt. Chefer foretrækker, at opgaver bliver løst langsomt, for de føler sig forhånet, hvis det går for stærkt. Jeg er blevet fyret en snes gange for min utraditionelle tankegang, men det lykkedes mig altid at få ansættelse igen, indtil jeg gik på pension. Førhen blev vi kættere brændt; i dag bliver vi fyret.

BO JACOBY

67 / MAND / DANSK / ENLIG UDEN BØRN / ØSTERBRO / PENSIONIST 67 / man / danish / single without children / østerbro / pensioner

Jeg tror ikke, jeg vil være i live om tre år. Jeg har fået konstateret KOL for fem år siden, og lægerne siger, jeg ikke har lang tid igen. Jeg er en af de få, der ikke har fået sygdommen, fordi jeg ryger.

I do not expect to be alive three years from now. I have been diagnosed with KOL and doctors say I do not have long to live. I live in my parents old flat on Jagtvej and I am sure that this is slowly killing me, as air pollution here is the highest in the country. I want to move, but do not have the means to do it. I have a room of 9 m2, as I have to rent the rest of the flat out. Instead of helping me to find another flat, doctors have tried 34 different drugs on me.

When I was first hospitalized, a priest came to my bed wishing to offer me the last rites without previous notification.. This was certainly a wake up call! Since then I have felt a great need to not just accept the doctors’ death sentence. I have joined a research program along with 300 other Danes in order to lose 12 kilos over three years following a strict diet of slimming powder, cucumber and tomatoes four times a day and lots of heavy training.

My son Mac is who gives me the strength to keep fighting to get better.

Jeg bor ud til Jagtvej i mine forældres gamle lejlighed og er sikker på, at det er mit barndomshjem, der er ved at slå mig ihjel, fordi bilosen er den højeste i landet her.

Jeg vil gerne finde et andet sted, men det er ikke til at betale, så jeg føler mig fanget i mit hjem. Jeg bor selv på ni kvadratmeter og lejer resten af værelserne ud. Når jeg bringer problemet op på hospitalet, vil de hellere sætte mig op i medicin, end de vil hjælpe med at finde en anden bolig. De har prøvet 34 forskellige behandlingsformer, hvor kun den sidste er begyndt at virke.

Da jeg var indlagt første gang, kom der en præst ind på min stue allerede efter en uge, og ville give mig den sidste salve, uden jeg var blevet varslet om det. Det var totalt grænseoverskridende. Siden da har jeg følt et stort behov for ikke bare at acceptere dødsdommen og forholde mig passivt. Jeg har meldt mig til et forskningsprogram, hvor 300 danskere skal tabe sig 12 kilo over otte uger, ved at spise pulver, agurk og tomat fire gange om dagen og træne meget over et treårigt forløb. Det er min søn Marc, der har givet mig kræfter til at blive ved med at kæmpe for at få det bedre.

57 / MAND / DANSK / ENLIG UDEN BØRN / ØSTERBRO / SELVSTÆNDIG EVENTMANAGER 57 / man / danish / SINGLE without children / ØSTERBRO / EVENT MANAGER

JAN DUE

Jeg føler mig som en andenklasses borger i Danmark, fordi omsorgen for ældre bliver ringere og ringere. Vi omtaler ikke længere de ældre som ældrebyrden, men det føles stadigvæk som om, vi er det. Jeg opdagede, hvor dårlig plejen er, da min eksmand blev indlagt. Han ville gerne have været på hospice eller i det mindste på enestue, men nåede ingen af delene, fordi det udgående team var lukket op til weekenden. Jeg måtte selv ud og købe varme sokker og et tæppe til ham og madrassen, der skulle forhindre, at han fik liggesår, kom først samme dag, som han døde.

Som sygeplejerske gennem mange år, blandt andet i hjemmeplejen, på plejehjem, på hospice og som sygeplejelærer, kan jeg med nogen vægt sige, at der hersker ulandsagtige tilstande inden for plejesektoren.

Det værste ved at blive gammel er ikke rynkerne, gangbesværet eller smerterne. Det værste er totalt at blive overset af samfundet.

For det første skal man tigge og bede om at komme på plejehjem og få lov til at dø på hospice. For det andet har man kun ringe indflydelse på, hvilket plejehjem man placeres på uden garanti for forflytning. Og for det tredje er man uden indflydelse på, hvilke mennesker man skal dele fællesfaciliteterne med. Jeg synes, at vi skylder os selv at prioritere ældreplejen frem for indvandring og kulturen og ikke spare på vores egne syge først.

I feel like a second class citizen in Denmark, as care for the elderly is getting worse all the time. I saw this when my former husband was hospitalized, There was no room at the hospice and we had to fight to get a special blanket and warm socks for him. As a relative and as a former nurse working in nursing homes, hospices, prisons and in the military, I can conclude that the state of our health care is like a developing country, The worst about becoming old is becoming invisible in society. Perhaps we ought to focus on these second class citizens before the immigrants.

GUNHILD LEGAARD

70 / KVINDE / DANSK / ENLIG MED BØRN / INDRE BY / PENSIONIST 70 / woman / danish / SINGLE with children / inner city / pensioner

Jeg havde været lægesekretær gennem mange år, da jeg som 43årig besluttede at tage en organistuddannelse. Jeg fornemmede, at jeg ville få noget nyt til at blomstre inden i mig, hvis jeg selv kunne frembringe musikken i stedet for bare at lytte til den. At få min organisteksamen blev et fantastisk vendepunkt. Men bagsiden af medaljen var den voksende erkendelse af, hvordan mange menighedsråd fungerer, og de magtspil, som foregår her.

I tidens løb fik jeg kendskab til flere kollegaer, som gik ned med stress og depression, inklusiv mig selv, pga. kontinuerlige ondskabsfuldheder og sladder fra uheldigt valgte menighedsrådsformænd og menighedsråd bestående af en flok fagligt dårligt funderede personer med påfaldende uforstand.

Næstekærlighed var ikke umiddelbart iøjnefaldende!

Det er et problem, at menighedsråd har så stor magt, og at de er et tilløbsstykke for mennesker i de små samfund, som har behov for at besidde en vigtig lokal position og varetage egne interesser. Jeg mener, at kirkernes administration bør centraliseres. Den skal varetages af kompetente, begavede folk, som også har en uddannelse i kommunikation. Det vil bidrage til et bedre psykisk arbejdsmiljø inden for den danske folkekirke.

After being a medical secretary for many years, I decided to become an organist at the age of 43. It was a huge turning point when I qualified and my hobby became my work. The downside was the realisation that many church councils are malfunctioning and a number of my colleagues were actually laid off due to stress, including my self. Brotherly love was not very evident. It’s a problem, that these church councils have so much power and attract people who have a need to promote themselves rather than people who are actually qualified. I believe that the church ought to be more centralized and that it ought to be run by more competent people.

71 / kvinde / dansk / enlig uden børn / indre by / pensionist 71 / woman / danish / single without children / inner city / pensioner

ingrid prytz

I wish I was better at lying. My daughter gets far more involved than she ought to in many adult issues as I cannot lie to her. In many situations it would be far better to allow myself a white lie just to keep the peace and maintain relations. I have rather outspoken views, mainly based on my intuition and sometimes, this has consequences. I often think that I would be far better off if I didn’t say anything at all.

Many people in the 100% performance answered questions the same even though they were so different in their perspective. For example, I was the only person who stated that they were willing to kill for their city.

In my opinion this is the obvious and the right answer.

However, many of my acquaintances misinterpreted it as an aggressive and militant stand point. So perhaps, apparently deviant behaviour can just be due to different contexts.

Jeg ville ønske, jeg var bedre til at lyve. Jeg kan aldrig lyve for min datter, så hun bliver generelt involveret i lidt for mange voksenbeslutninger, som hun ikke er moden nok til at håndtere. I mange situationer er det i det hele taget strategisk dumt ikke at kunne udstikke en hvid løgn, da vores sociale relationer afhænger af det, hvis de skal fungere optimalt. Jeg forholder mig altid meget intuitivt og ærligt til de spørgsmål jeg får, også når jeg ikke har haft tid til at tænke mine argumenter igennem.

Det forventes desværre ofte, at hvis man lægger en markant holdning frem offentligt, er det fordi man har en lang argumentationsrække klar til at bakke den op.

Jeg synes det er ærgerligt at man ikke kan lufte en kontroversiel holdning baseret på ens intuitive fornemmelse. Det får mig ofte til at tænke, at det var lettere, hvis jeg ikke havde sagt noget.

Mange af spørgsmålene i forestillingen 100% København kunne forstås på mange forskellige måder, og det forhold, at umiddelbart meget forskellige mennesker mente de samme ting, kan lige så godt være et udtryk for, at de forstod spørgsmålene ud fra forskellige perspektiver og forståelsesrammer. Det undrede mig eksempelvis, at jeg var meget alene om, at ville slå ihjel for at forsvare min by. Fra mit perspektiv er det en naturlig reaktion på en invasion eller et terrorangreb at gøre modstand, hvis man får muligheden, - især hvis man redder de mange på de fås bekostning. Men i stedet for at se det som en rationel vurdering, er der flere i min omgangskreds, der har undret sig over, at jeg åbenbart er en “militant type”. I forhold til at nedbryde fordomme, tror jeg det er vigtigt at huske på det banale faktum, at fordomme om folk ofte generes, når man ikke forstår konteksten for spørgsmålene ens.

LOUISE LIND

35 / KVINDE / DANSK / ENLIG MED BØRN / AMAGER ØST / PROJEKTLEDER VALBY LOKALUDVALG 35 / woman / danish / SINGLE with children / east amager / project manager at valby neighbourhood council

MICK I think Danes should be more proud of their national identity, show their national symbols and celebrate their national affinity more.

Nationalism is only negative if one believes one is superior to other nationalities / people. It will not help integration to erase or ignore our national symbols and traditions. On the contrary, it’s important to include immigrants and tourists in these.

I work with sport and culture as tools for integration and my experience tells me that it is difficult to integrate into a society which does not have a clear identity to relate to. In Scotland, immigrants play bagpipes, dress in kilts and support the national football team.

This wouldn’t happen here.

KENYA I speak three languages and I have both a Venuzualan and British passport. My father is Scottish, my mother Venuzualan and I’ve lived most of my life in Denmark. I put my national dress and kilt on when I am in Scotland for special occasions. In Denmark, it’s my hair colour which people notice.

MICK Jeg synes, danskerne bør synliggøre deres traditioner og nationale identitet meget mere, end de gør. Det er vigtigt at skelne mellem positiv og negativ nationalisme og ikke være bange for at have danske flag stående i hjemmet eller på kontoret. Nationalisme bliver først negativ, når man hævder, at man er bedre end alle andre.

Jeg tror, man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis man tror, at det gør danskerne mere imødekommende og inkluderende ikke at vise danske traditioner og nationale symboler frem.

Tværtimod ligger der et stærkt identitetsskabende projekt i at dyrke sin historie og inkludere indvandrere og turister i de ting, der skiller Danmark ud fra resten af verden.

Jeg arbejder med sport og kultur som redskaber for integration og er overbevist om, at det, der mangler, er, at nydanskerne føler, at de er en del af det nationale projekt. Det bliver svært at vide, hvad man skal integrere sig ind i, hvis der ikke er nogle synlige, konkrete symboler og traditioner at forholde sig til. I Skotland trækker indvandrerne også i kilt, spiller sækkepibe og hepper på det skotske fodboldlandshold. Herhjemme er der ikke mange indvandrere, der stiller sig op og hepper på det danske landshold.

KENYA Jeg taler tre sprog og har både et britisk og et venezuelansk statsborgerskab. Min far er skotte, og min mor er venezuelaner, men jeg har boet det meste af mit liv i Danmark.

Jeg har min skotskternede kjole eller nationaldragt på til lokale fester, bryllupper og begravelser, når jeg er i Skotland.

I Danmark skiller jeg mig ud på min hårfarve. Der er kun to andre på mit klassebillede med mørkt hår.

41 / MAND / SKOTSK / ENLIG MED BØRN / VALBY / PROJEKTLEDER 3B BOLIGFORENING

MICK COLLINS

41 / man / scottish / single with children / valby / project manager 3B builDinG association

7 / pige / venezuelansk og britisk / barn under 18 / valby / barn under 16

7 / girl / venezuelan and british / child under 18 / valby / child under 16

kenya naomi collins

Jeg spilder stort set ikke mad og skralder engang imellem.

I Danmark spilder fødevaresektoren og husholdningerne tilsammen 549.000 ton mad om året, hvilket svarer til 8,4 milliarder kroner.

Jeg prøver at opretholde mig selv for få midler, og tror man smider mindre ud, hvis man selv har lavet maden fra bunden. Det er vildt så mange tilsætningsstoffer, vi accepterer i maden i dag og ret absurd, at virksomhederne ikke behøver at skrive, hvor ingredienserne kommer fra, men kun hvor produktet kommer fra. Vi har efterhånden et ret afkoblet forhold til, hvad vi putter i mundet, og de fleste ved ikke, hvordan grøntsager ser ud, mens de stadig er i jorden.

Jeg var den eneste dreng, der havde hjemkundskab i folkeskolen og er en af de få mænd, der har en hæveskål til dej og laver min egen nutella. Nutella er lidt blevet stemplet som sådan et klamt grænsehandelsprodukt, der kommer fra Tyskland i store bøtter, men det er oprindeligt fra Milano og faktisk ikke så usundt.

I really try not to waste food. In Denmark, around 549,000 tons of food are wasted annually by the food industry and domestic consumption, equivalent to 8.4 billion kroner. I try to survive on a low cost budget and I think we waste less if we make and prepare our own food. It’s depressing to see how many additives we accept in our food and it’s absurd that companies don’t have to inform where the ingredients in our food come from. We are alienated from what we put in our mouths and most people don’t know what vegetables look like whilst they are growing.

karsten nielsen

34 /mand / DANSK / ENLIG uden BØRN / amager øst / Arbejdsløs 34 / man / danish / single without children / east amager / unemployed

Vi fik tvillinger for halvandet år siden, og har valgt at passe vores børn hjemme de første to år, og dele orloven lige imellem os. Vi kan få lidt mindre end hvad der svarer til dagpenge, når vi har to børn, og bliver konfronteret med, at vi ikke bor stort nok. Men det er et prioriteringsspørgsmål. Et stort hus med lidt tid til børnene er ikke den rigtige rækkefølge for os.

Vores forældres generation havde kun 14 ugers barsel, hvilket de nærmest betragter som svigt i dag, og hvem ved om det har medvirket til, at vores generation ikke er så god til at knytte langvarige relationer.

Vi synes ikke, vi skal gå tilbage i tiden, men tage aktivt stilling til hvad der er vigtigt, og ikke bare lade os diktere af institutionssamfundet og den slagne vej. Overfor vores vennekreds forsøger vi at gå lidt stille med dørene, da det hurtigt opfattes som en personlig kritik af andre forældres valg, at vi har valgt at være hjemmegående. Det er lidt et tabu, når en højtuddannet kvinde pludselig får lyst til at gå hjemme, når man har fået børn. Og fordommen om, at dét at være hjemmegående, er lig med ekstrem dyrkelse af kvindelighed, babyer og spelt lever stadig i bedste velgående. Som mand kan det være sværere at opnå accept på arbejdspladsen, og vi risikerer, at Mikkel bliver fyret, fordi han vil tage et års orlov. Men for os er det et fælles projekt at have fået børn, og vi er enige om at være nærværende, men samtidig se dem som små mennesker, der ikke skal tages ekstraordinære hensyn til. Så vi prøver at tage dem med til alt: ferier, middage og festivaler med høreværn på.

We have had twins one and a half years ago and have decided to take care of them in our home for the first two years of their lives. Our parents generation had only 14 weeks maternity, which today is regarded as almost negligent. So we believe that we mustn’t let our children’s lives be dictated by our institutional society. And that it is important to prioritize time with the children over wealth and living space. Therefore we have decided to take a years maternity leave each of us to spend time caring for the childen at home. We keep this to ourselves somewhat, as it might be seen as a comment on the choice of many of our friends. It is still somewhat taboo for a highly educated woman to stay home with her children instead of prioritizing work and career. And for males it is even more difficult. Mikkel risks getting fired because of it. For us though, this is a common project. We try to take them to everything and we accept that we have a really tight budget.

36 / KVINDE / DANSK / par MED BØRN / Østerbro / International koordinator Scenekunstskolen 36 / woman / danish / couple with children / Østerbro / International Coordinator at Performing Arts School

AMANDA MØLLER LÜTzHØFT

41 / mand / DANSK / par MED BØRN / Østerbro / projektkonsulent 41 / man / danish / couple with children / østerbro / project consultant

MIKKEL HALBYE MINDEGAARD

1 / piger / DANSK / BØRN under 18 / Østerbro / børn under 16 1 / girls / DANish / children under 18 / Østerbro / children under 16

SOLVEIG OG NELLY LÜTzHØFT MINDEGAARD

Jeg er enægget tvilling. Det er lidt ligesom, at være i et livslangt ægteskab med sin egen dobbeltgænger. Man kan ikke se, hvem der er hvem på vores DNA, hvilket er lidt specielt. Vi har det begge sådan, at når den ene kan løse en opgave, så kan den anden også. Det har udvidet vores horisont meget, og jeg har overtaget to jobs fra min bror på den bekostning. Vi har kontakt hver dag, og deler mange af de samme interesser, kan ofte lide den samme type kvinder, elsker begge paratviden, biler og ure. Ruben har været med i Jepardy og jeg står på venteliste nu.

Det kræver en ekstra indsats at finde sin egen identitet, når vi altid bare har været ”drengene” og er blevet set som en enhed.

Jeg både skiller mig ud og anonymiseres som enægget tvilling, og er meget bevidst om ikke at smelte helt sammen med min bror.

Vi er begge to singler, så indtil videre fylder vi meget vores fritid ud med hinanden, men vi har ikke lyst til at ende som de ældre enæggede tvillingepar, man ser, som ikke blev gift, og kun har hinanden.

ANDERS OLRIK

44 / mand / DANSK / ENLIG uden BøRN / indre by / Sproglærer 44 / man / Danish / single without children / inner city / Language teacher

I am a one egged twin. It’s like being in a life long marriage with ones own double. One cannot see who is who from our DNA! We can often solve the same problems and I have actually taken over jobs from my brother. We still maintain daily contact. We typically like the same type of women and our interests are very similar. However, as we have always been called “the boys” it requires something extra to find oneself. So, in fact, I am both very special but also in some way anonymous, and I’m extremely conscious not to merge totally with my brother.

As a family we are exceptionally tall. Our kids are regularly monitored by a specialized Clinic for Growth and Reproduction in order that we can “intervene” in their growth rate if necessary. Quite fantastic one can do this in fact. Our”height” limit is within the 185-210cm., the current predictions for our two girls and boy. I hope we manage this without artificial intervention. We experience many funny situations of course and it is a good opportunity to meet people and particularly when we travel they all ask “the great danes” if we play basket or where we buy our clothes or even, if it is not actually handicap. I often reply by asking if they play mini golf or practice sumo wrestling and these are always good ice breakers.

Som familie er vi er ekseptionelt høje.

Vi bliver løbende rådgivet af Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion for eventuelt at kunne sætte ind over for vores børns vækst.

Vi vil ikke så gerne have, at de bliver meget højere end os selv, men det er også noget rod at ændre på naturens gang. Vores højde-smerte-grænse for vores to piger og ene dreng er et sted mellem 185 cm og 210 cm. Det er fantastisk, at man har den mulighed herhjemme, men forhåbentligt klarer vi os uden kunstige indgreb.

Vi oplever mange sjove situationer, fordi folk har behov for at kommentere på og spørge ind til vores højde. Det er en god mulighed for at møde nye mennesker, uden at vi selv behøver at gøre så meget. Især når vi rejser, er det hyggeligt at folk kommer og spørger, om vi spiller basketball, hvor vi køber stort nok tøj, hvor høje vi egentlig er, hvilken størrelse sko, vi bruger, og om det ikke også er lidt af et handicap at være så høj. Når jeg bliver spurgt, om jeg spiller basketball, spørger jeg altid spøgefuldt tilbage om vedkommende selv spiller minigolf, eller når jeg er i drillehumør, om de dyrker sumo-brydning. Selvom det oftest bidrager med en positiv kontakt til omverdenen at være høj, var det også godt at komme hjem til min farmor i hendes store hus, og blive kaldt for lille Frederik, indtil den dag hun tog herfra som 103 årig - ikke meget over 160 cm høj.

45 / MAND / DANSK / par med BØRN / vanløse / Chefkonsulent i DJØF 45 / man / Danish / couple with children / vanløse / senior consultant at djøf

FREDERIK TREScHOW IUEL

7 / dreng / DANSK / BaRN under 18 / vanløse / barn under 16 7 / boy / Danish / children under 18 / vanløse / children under 16

jAcOB VAScO IUEL

13 / pige / DANSK / BaRN under 18 / vanløse / barn under 16 13 / girl / Danish / children under 18 / vanløse / children under 16

KAMMA jOHANNE IUEL

Last time I was in South Africa, we celebrated New Year with Sibusiso Zuma from FCK who played for South Africa (held in June/July) and even though we didn’t see the matches live during the World Cup, I was inspired by the atmosphere in Johannesburg. My cousin made a football of plastic bags, which I tried for the first time.

Later, I found out that everyone did this and even though they break easily, one can always play football.

After this visit, I’ve started to play for B1908 in Amager.

Sidst jeg var i Sydafrika holdt vi nytår med Sibusiso Zuma fra FCK, som spillede på det sydafrikanske landshold. Det var under VM, og selvom vi ikke så det live, blev jeg inspireret af stemningen i Johannesburg.

Min fætter havde lavet en bold af plasticposer bundet rundt om hinanden, som jeg prøvede at spille med for første gang.

Senere opdagede jeg, at alle børnene spillede med lignende bolde. De går lettere i stykker, end de tunge læderbolde, men det er samtidig en garanti for, at man kan spille fodbold, når som helst. Efter mit besøg begyndte jeg selv til fodbold i B1908 på Amager.

EMIL MPHO jÜTTE 11 / dreng / dansk of sydafrikansk / barn under 18 / Amager Øst / barn under 16 11 / boy / danish and south african / children under 18 / east amager / children under 16

Jeg blaffer ofte, når jeg skal rejse langt.

For mig er det eksistentielt vigtigt at blive ved med at prøve at se verden med andre øjne, for ikke at gro fast i min egen lille cyklus.

Der er noget befriende i at lade det uforpligtende møde og tilfældigheden råde og derigennem møde folk, der er vidt forskellige fra mig. Det er en enestående øvelse at skulle holde en samtale kørende og udfordre sig selv på at kunne snakke med alle slags mennesker. Sidst blaffede jeg til Sydtyskland, og fik et meget længere lift end først aftalt, fordi hende jeg kørte med gerne ville snakke lidt mere.

Det handler også om at insistere på, at verden ikke er farlig og på at skulle gøre brug af forskellige sider af sig selv. De fleste kvinder vil ikke blaffe alene, af frygt for overgreb, men jeg bliver nødt til at tro på, at verden først og fremmest reagerer på de signaler, man sender ud, og at chancen for, at det går galt alligevel, er så minimal, at man ikke skal navigere efter den.

At blaffe er vel det tætteste moderne mennesker kan komme på at afprøve deres egne overlevelsesevner uden at tage til Afrika og forsvinde i junglen.

I often hitchhike when I travel far. For me, it’s important for me, existentially, to try to understand the world through the eyes of others to avoid becoming stuck in my own little patch. It’s so liberating to allow casual meetings and randomness to take over and, in that process, meet people who are very different from myself. It’s a unique chance to try to keep a conversation alive and to challenge oneself to be able to speak to all kinds of people. It’s also about insisting that the world is not a dangerous place and being able to manage different situations. The majority of women won’t hike alone as they are afraid of being abused, but one must rely on one’s own judgement and send the right signals, instead of limiting oneself because of the minimal chance that something might happen. Hitchhiking is as close as one can get to test one’s own survival gene without going off into the African jungle.

25 / kvinde / dansk / enlig uden børn / Vesterbro/Kgs. Enghave / Underviser i kommunikation og kultur 25 / woman / danish / single without children / Vesterbro/Kgs. Enghave / Lecturer in Communication and Culture

Liv Vesterskov

I was mugged badly by four strangers outside a bar and the doorman did nothing. It ended when two doorman from another bar intervened. I’m not traumatized but it sticks with you and the pointlessness is not easy to get rid of. It’s completely surreal to wake up the next day and carry on as if nothing has happened without any explanation for ones disfigured face. It’s a sad fact that this kind of hate crime is increasing in Copenhagen. Its absurd that one can get a longer sentence for robbery than for violence and that it’s so easy to get away with it, as people don’t intervene and it is difficult to identify the attackers afterwards. I think it can only be solved by citizens engaging, for example by filming such violent episodes on their mobile.

Jeg er blevet overfaldet og har fået rigtig mange tæsk af fire, fremmede personer, udenfor en bar, uden at dørmanden reagerede. Det endte med, at de blev stoppet af to dørmænd fra et andet diskotek, der kørte forbi. Jeg er ikke blevet traumatiseret efterfølgende, men det sætter sig i kroppen, og meningsløsheden er svær at ryste af sig den første tid.

Det er vildt surrealistisk at vågne op næste dag, fortsætte som man plejer, og ikke kunne koble en logisk forklaring på sit forslåede ansigt.

Jeg har set det ske rigtig mange gange. En af mine kammeraters venner blev stukket ned ved Kongens Nytorv og døde. Det er en trist tendens, at hadforbrydelser og voldsepisoder med våben er stigende i København og fuldstændigt absurd, at man kan få en længere dom for røveri, end for at slå nogen ned på gaden. Som det er nu, er det alt for nemt at slippe afsted med, fordi ingen tør intervenere, og man ikke kan identificere voldsmændene efterfølgende. Jeg tror, at den eneste måde at komme det til livs på er, at københavnerne får opbygget en kollektiv bevidsthed, så det første, de gør, er at tage deres mobiltelefon frem og begynde at filme overfaldene. Hvis alle rundt om gjorde det, ville man ikke risikere selv at blive slået, og politiet ville stå tilbage med et anvendeligt bevismateriale. .

GARFUR zUMBERE

32 / MAND / DANSK og makedonsk / par UDEN BØRN / nørrebro / Pædagog 32 / man / danish and macedonian / couple without children / nørrebro / pedagogue

I grew up on a farm in Vendsyssel, where words were few and far between, so my vocabulary was first developed when I worked as house help in Birkerød. Sentences such as “I love you” didn’t exist before. I was beaten as a child and my father only spoke to me when he scolded me.

Today, the technological development worries me, as it is now unnecessary to speak to one another: young people look constantly at their mobile phones and don’t see the world around them. I do have a computer but find it difficult to use, so it is not turned on every day. Despite my technical problems, I have a good life in Christianshavn.

I have good neighbours and I tend our common garden and my son and my second family are near.

Jeg fik klø som barn og min far talte stort set kun til mig, når han skældte ud og holdt mig til regnskab, hvis mine søskende lavede ballade. Jeg voksede op på en gård i Vendsyssel, hvor der generelt ikke blev sat så mange ord på ting, så det var først, da jeg kom til Birkerød, som 18-årig for at tjene i huset, jeg fik et fuldt udbygget ordforråd.

Sætninger som ”jeg holder af dig”, og ”jeg elsker dig” eksisterede ikke før da, og først som 17-årig opdagede jeg, at jeg hed Ane med et n, da jeg så min dåbsattest.

En ting, der bekymrer mig i dag, er den teknologiske udvikling, da den ligeså stille gør det unødvendigt at tale sammen, fordi alt kan ordnes gennem computeren. De unge mennesker kigger konstant ned i deres mobiltelefon og ser ikke verden omkring sig. Jeg har en computer, men har svært ved indlæring, så den er ikke tændt hver dag. Trods problemer med teknikken, har jeg et godt liv på Christianshavn. Jeg har gode naboer og passer en fælleshave, har ikke langt til min søn og er blevet bonusbedste til min nieces datter.

74 / KVINDE / DANSK / enlig uden børn / indre by / pensionist

74 / woman / danish / single without children / inner city / pensioner

ANE MARIE BOLVIG

Pertunia Vi har en lang tradition i min familie for at klæde os pænt.

Når jeg har min mors kjole på, minder den mig om den værdighed og stolthed de sorte demonstrerede gennem deres påklædning under apartheid i Sydafrika. De hvide kunne fjerne alle deres rettigheder, men ikke retten til at se godt ud, så det havde en stor symbolværdi.

Som moderne, sort kvinde bosiddende i København, mangler jeg fuldstændigt at kunne spejle mig i det omkringliggende samfund.

Københavnerne taler om byen som en vellykket, multikulturel storby, men jeg kan ikke finde en butik, der sælger cowboybukser tilpasset min kropsform, eller et magasin, der bringer historier om professionelle med anden etnisk baggrund, som min datter kan spejle sig i. De store dameblade som Costume og Eurowoman har aldrig sorte modeller på forsiden, og kun nogle ganske få af de store kosmetikmærker sælger makeupcremer i flere end en mørk nuance. Mange afrikanske hårsaloner i byen har tilpasset sig, og tilbyder et stort udvalg af hudafblegningscremer, som stadig sælges flittigt.

khaya Jeg er halvt dansk og halvt sydafrikansk og får flettet mit hår en gang om ugen. Jeg bruger ikke relaxing cream, og synes det er mærkeligt at mange af de afrikanske hårsaloner i København, ikke kan behandle mit hår, med mindre det er udglattet.

Jeg lytter meget til Willow Smith’s hit ”Whip my hair” for tiden, som handler om at være stolt af sit mørke hår.

pertunia In my family, we have a long tradition for dressing well.

When I have my mother’s dress on, it reminds me of the dignity and pride shown by black people during apartheid in South Africa. Their civil rights could be taken, but no one could take their right to look good, so dressing up was highly symbolic. As a modern black woman living in Copenhagen, it’s hard to find any social context, which I can relate to. Copenhageners speak about their successful multicultural city, but I cannot find a shop selling jeans to fit my body type nor a magazine with stories about professionals with non-Danish ethnic background.

Fashion magazines such as Costume and Eurowoman never have black women on the front page and only very few cosmetic brands sell more than one makeup cream for dark skin. Many African hair salons have adopted to this reality and, instead, offer a large selection of skin bleaching lotion!

khaya I am half Danish and half African and I have my hair fletted once a week. I don’t use hair relaxing cream and I think it’s strange that many of the African hair salons in Copenhagen cannot treat my hair unless it has been straightened. I listen a lot to Willow Smiths hit “Whip my hair” which is about being proud of ones black hair.

PERTUNIA NTOKAzI MPOSULA jÜTTE

36 / KVINDE / sydafrikansk / par med BØRN / AMAGER ØST / Folkeskolelærer engelsk og idræt 36 / woman / south african / couple with children / east amager / English and physical education teacher

KHAYA cHRISTINA MPOSULA jÜTTE

6 / pige / dansk og sydafrikansk / BaRN under 18 / AMAGER ØST / barn under 16 6 / girl / danish and south african / children under 18 / east amager / children under 16

Jeg er blevet udsat for hverdagssexisme på arbejdspladsen, og er træt af at den objektificering mange kvinder stadig oplever aldrig italesættes for ikke at ødelægge den gode stemning. Jeg er altid smilende og imødekommende, og det er ofte nok til, at mandlige kollegaer har svært ved at holde en professionel tone. De joker med, at mit udseende er grunden til, at jeg lykkedes med mine opgaver, frem for min faglighed. Jeg vil også gerne kunne bevæge mig i det offentlige rum, uden at fremmede mennesker fortæller mig, jeg er lækker, hvis jeg har klædt mig fint på. En kæreste skal helst synes, jeg er smuk; mine veninder må gerne synes, jeg er lækker, og mine arbejdskollegaer skal slet ikke synes noget.

Jeg har selv et naturligt forhold til min krop, og arbejder som croquismodel, men omverdenen har tydeligvis ikke fået det endnu. Når jeg er nøgen, er der aldrig nogen seksuelle spændinger, men når jeg har tøj på, er det helt ok at stirre eller prøve at røre ved mig.

I’ve experienced sexism in my job and I am fed up with the objectification that many women experience is never addressed, just in order not to ruin the good atmosphere.

I’m always smiling and accommodating and just this makes it difficult for male colleagues to keep a professional tone. They joke that it is due to my appearance that I manage to succeed, rather than my qualifications. I relate naturally to my body and I work as a croquis model. When I’m naked, there is never any sexual tension, but when I have clothes on, people stare or try to touch me. It’s easier to be a croquis model than a young woman in today’s society, as no one questions what you must be prepared to accept. The rules are clear regarding the role of the model.

Det er nemmere at navigere som croquismodel end som ung kvinde i samfundet i dag, fordi ingen stiller spørgsmålstegn ved, hvad du skal finde dig i.

Der er et meget stærkt kodeks, og det er tydeligt, når reglerne bliver overtrådt.

25 / kvinde / DANSK / ENLIG UDEN BØRN / valby / Projektmedarbejder Copenhagen Fab Lab 25 / woman / danish / SINGLE without children / valby / project assistant Copenhagen Fab Lab

jOHANNE HELENE HAV HERMANSEN

Jeg har været initiativtager til det lokale, selvforsynende vaskeri i Folehaven. Her bliver regnvandet genbrugt til at vaske tøj og forsyner de mange akvarier i vaskeriet med vand. Vaskeriet fungerer som et lille økosystem. Hvis det regner en hel dag, og der falder 40 kubikmeter vand, så har 2000 mennesker vaskemuligheder i ti dage. Vores elektricitet kommer fra solceller, og samlet set sparer vi en million kroner om året, så vaskeriet er huslejenedsættende.

Jeg har boet her siden 1983, hvor jeg flyttede fra et villakvarter og en ekskone som drak. Dengang var Folehaven kendt for at huse en del nynazister, men gennem initiativer som vaskeriet, og den lokale festival har beboerdemokratiet fået bugt med dem. Vi er dog stadig ikke placeret så godt på tryghedsområdet. De mest kriminelle kommer sjovt nok ikke fra blokkene, men fra de nærliggende villakvarterer. På trods af de mange netværkskontorer, og den forbedrede dialog, har vi desværre en del unge mænd i området, som ryger i fængsel. Det er helt afgørende, at man fortsætter dialogen, også selvom folk har været i fængsel.

Jeg synes, det er meget problematisk, at så mange danskere går ind for længere straffe.

Vores erfaring er helt klart, at jo længere straffe man afsoner, jo værre en forbryder bliver man.

VILLY SØRENSEN

68 / mand / DANSK / par uden BARN / valby / pensionist 68 / man / Danish / couple without children / valby / pensioner

I initiated our self-sufficient laundry in Folehaven. Rainwater is reused to wash clothes and if it rains a whole day, the 40 cubic meters of water can supply water for the 2000 residents laundering for ten days. Our electricity comes from solar cells and the million kroner we save annually, reduces our rent.

Traditionally, Folehaven was associated with neo-nazis who lived here, but since I moved here in 1983 we have done a lot to change the image of the place via initiatives as the laundry. On the whole, we’ve succeeded, although there are still a number of youths from the area, who end up in jail.

However, it’s important to maintain a dialogue with them, despite this. I think it’s extremely problematic that so many Danes support longer and tougher jail sentencing. Experience clearly shows that the longer the sentence, the more hardened a criminal one becomes.

I often feel that people think I am a little stupid, because I have no education and live year round in an allotment garden association in Sydhavn. Unfortunately, people with no documented qualifications are increasingly marginalized in society. Academics dominate all our political parties. At the same time, it is tabu to talk about a class society and we live with the illusion that we have eradicated social differentiation, whilst, culturally, there is increasing difference in our self esteem, our use of language, our cultural habits and status.

Where I live, we’ve decided to set house prices on the basis of the quality of the house itself and not on market prices, so everyone can afford them. So we have a neighbourhood with people from every social layer. Today, many housing associations in Copenhagen have given up this principle and are driven by market forces.

Jeg føler ofte, at folk tror jeg er lidt dum, fordi jeg er ufaglært og bor i Sydhavnen i en helårsbeboet haveforening. Det er en uheldig tendens, at folk, der ikke har papir på det, de kan, i højere grad bliver talt ned til end førhen. Akademikerne fylder godt op i de politiske partier i dag, og selv Enhedslisten er præget af, at det er viden på papiret og ikke erfaring, der tæller. Samtidig er det et kæmpe tabu at tale om, at vi stadig lever i et klassesamfund.

Vi lever med en illusion om, at vi er kommet sociale uligheder til livs, mens der på det kulturelle område stadig er meget store forskelle i forhold til selvopfattelsen, vores sprogbrug, kulturvaner, og status som for eksempel ejere eller lejere.

Herude har vi valgt ikke at lade markedskræfterne bestemme husenes værdi. I stedet har vi et udvalg, der vurderer husene ud fra bygningskvaliteterne og materialernes reelle værdi. Det betyder, at det ikke har nogen indflydelse om naboen er rocker, eller om der er havudsigt. Resultatet er en pris, hvor alle kan være med og et boligområde med folk fra alle samfundslag med en uvurderlig social sammenhængskraft. I dag er det ikke til at få en billig andel i København, fordi mange foreninger har givet køb på andelsprincippet. Selv herude bliver der lagt pres på for at sætte prisen efter efterspørgslen. Det absurde er, at det er børn af de første indflyttere, der nu vil ”normalisere” for egen vindings skyld.

59 / mand / dansk / par uden børn / vesterbro/kgs. enghave / Handy- og tillidsmand Karensminde Kulturhus 59 / man / danish / couple without children / vesterbro/kgs. enghave / handyman and steward at Karensminde Cultural Centre

KAj jESSEN

I was born in Denmark but when I was six, my father kidnapped my sisters and me and took us to Iran. It took my mother 18 months to get us back to Denmark. I have lived in Sjælør most of my life and was a member of the socalled Sjælør Gang. On a scale of 1 to 10, our level of criminal activity was 9. I decided to get myself out of criminality when I was 17, and through boxing I managed to develop enough self discipline to begin studying. I therefore became a role model for youngsters in the neighborhood which also gave me an incentment to stay out of trouble. Many people regard the fact that young Muslims are practicing their religion as a threat but in fact it keeps them away from the streets, and they start to reflect on many things and focus on the future.

Jeg er født i Danmark.

Som seksårig blev jeg kidnappet af min far, som tog mig og mine to søskende med til Iran.

Vi nåede at bo der i halvandet år, før det lykkedes min mor at hente os tilbage til Danmark. Her har jeg boet i Sjælør det meste af mit liv og været en del af Sjælørbanden. Da bandekrigen første gang var på sit højeste, var jeg på vej til at blive fuldblodsmedlem. På en skala fra et til ti lå vores kriminelle aktiviteter på omkring ni. Som 17-årig besluttede jeg mig for at komme ud af kriminalitet og gøre noget for at komme i gymnasiet. Jeg begyndte til boksning og fik ad den vej motivation og selvdisciplin til at studere. Samtidigt blev jeg rollemodel for de unge i kvarteret, så der var noget jeg skulle leve op til.

Jeg ser ikke bandekrigen komme nær så hårdt tilbage i mit område, da det ikke er naturligt for de unge at blive rekrutteret mere. Mange mennesker ser det som en trussel, at unge muslimer i højere grad er begyndt at praktisere deres religion. Men for mig at se, får det kun de unge væk fra gaderne, de bliver mere veltalende, fordi de begynder at bruge hovedet og samtidig at tænke på deres fremtid.

HUSAM AL NOURI

21 / mand / irakisk / enlig uden børn / valby / Studerer erhvervsøkonomi 21 / man / iraqi / single without children / valby / Studying economics

Min kone og jeg skal adoptere et barn, så vi skal være gravide i tre år. Det er lang tid, når man ikke ved, hvad der sker inde i maven imens. Jeg har brugt meget tid på at overveje, om adoption er noget for mig, og grubler stadig over den egoistiske handling, jeg derved gennemfører. Jeg forestiller mig ikke, at jeg redder et barn, men snarere at jeg overtager et ansvar, som jeg ville ønske, der ikke var behov for, at jeg tog på mig.

My wife and I are going to adopt, so we are going to be “pregnant” for three years whilst waiting. I’ve been considering whether adoption is the solution for me. I don’t think I’m saving a child but rather that I am taking over a responsibility. I am also against supporting an adoption system which I question and I don’t agree with adoption fees. I actually wish I could meet the biological parents and look into their eyes and take over from that point.

So we are adopting from Thailand which supports open adoptions. However, I actually wish that the child would look like me so that no one would ask “where do you come from?” or “who are your real parents?”. As a parent we want to protect our children against everything, which is impossible. But I promise to do my best.

Jeg frygter ikke at kende til barnets fortid, frygter det er handlet og ærger mig over at holde liv i en branche, som jeg selv stiller spørgsmålstegn ved.

Jeg bryder mig af princip ikke om, at adoption koster penge. Alle børn er små mennesker, og jeg er stor modstander af al menneskehandel. Derfor håber jeg virkelig at kunne møde en biologisk forælder, som jeg kan kigge i øjnene og sige: nu overtager jeg. Vi har valgt at adoptere fra Thailand, fordi der netop er størst chance for en åben adoption. Men dybt inde ville jeg ønske, at barnet lignede mig, ikke for min skyld, men så barnet slap for alle spørgsmålene: Hvor kommer du fra? Hvem er din mor? Som forældre vil man gerne beskytte sine børn mod alting. Det ved jeg godt er umuligt, men jeg lover at gøre mit bedste. Jeg er selv skilsmissebarn og har skiftet folkeskole fire gange, så jeg ved godt, hvordan det er hele tiden at forsøge at passe ind.

37 / MAND / DANSK / par UDEN BØRN / nørrebro / grafisk designer

37 / man / danish / couple without children / nørrebro / graphic designer

RUNE KRISTOFFER DREWSEN

Jeg har medfødt grå stær, og er heldig at leve i en tid, hvor man kan få skiftet sin hornhinde ud med et implant tidligt, ellers ville jeg være blind i dag. Før operationen havde jeg mistet evnen til at kontrollere mit miljø og var begyndt at lyve og performe rask, fordi jeg ikke ville fremstå som et offer. I dag ved jeg altid hvor nord er, og det har sat sig i kroppen, at ens omgivelser kan være farlige, hvis man ikke har kontrol over dem.

Min far var leder for en institution for handicappede børn og voksne i Paris, så jeg har gennem brugerne oplevet på tæt hold, hvad det vil sige at have en fysisk funktionsnedsættelse hele livet. En af de største udfordringer er at fungere på arbejdsmarkedet.

Offentlige såvel som private virksomheder i Frankrig skal ansætte 6 % med handicap.

I Danmark er der ingen kvoteordninger for handicappede, fordi man ikke er sikker på, at det skaber større inklusion og forståelse at pådutte virksomhederne en bestemt form for ansatte. Til gengæld er København meget mere handicapvenlig end Paris, hvor eksempelvis metroen er helt umulig for handicappede.

I am born with grey cateract and fortunately, I live in an age where one can change ones cornea with an implant.

Otherwise, I would have been blind today. Before my operation, I lost control of my daily life and I began to lie and pretend that I was healthy and not a victim. Today, I always know where North is! My father was manager of a handicap institution for children and adults, so I know all about what functional disability means to people. One of the greatest challenges is to keep ones job. In France, the public sector and the private sector are compelled by law to employ a minimum of 6% of their staff from people with a handicap. There are no such quotas in Denmark, as one cannot be sure that forcing companies in this way generates more inclusion and sympathy.

ONDINE DESRUELLES

31 / KVINDE / fransk / par UDEN BØRN / amager øst / Kommunikationsmedarbejder UNGP 31 / woman / french / couple without children / east amager / Communication assistant UNGP

Jeg stresser aldrig. Jeg havde et meget højt temperament som lille, og besluttede allerede i teenageårene, at jeg ikke kunne lide mig selv, når jeg havde for travlt. For mig er det stressniveau, vi udsætter os selv for som moderne bymennesker helt absurd.

Vi fokuserer kun på, at vi skal fra a til b og reducerer tiden ind imellem til et pinagtigt egotrip, hvor det almindelige sociale kodeks er sat ud af spil.

Vi maser os ind i toget og metroen, selvom andre skal ud, og hvis nogen falder på cykel foran os, stopper vi ikke op, når vi først er kørt forbi personen. Den høflige, positive kontakt, der før i tiden var forbundet med at færdes i byen, er i dag erstattet med følelsen af at være en forhindring for andres fremfærd.

Jeg mener ikke, vi kan undskylde vores mangel på høflighed i det offentlige rum med, at vi har travlt. I en by som Tokyo, hvor der bor langt flere indbyggere på færre kvadratmeter, lykkedes de med at give hinanden rum, og folk stopper ofte op og tilbyder deres hjælp uopfordret. Jeg er meget tiltrukket af japanernes livssyn og tror, at det kunne afhjælpe københavnernes stressproblemer, hvis vi fokuserede mere på omverdenen og mindre på os selv.

I never stress. I decided as a teenager that I didn’t like myself when I was too busy. I think that the stress we put ourselves under as modern urban dwellers is ridiculous. We are focused on getting from a to b and to reduce the time to such an extent that we ignore any social codex and it becomes a painful ego trip. The cordial, positive contact that was previously part of city life is replaced by the feeling that we are hindering other peoples’ behavior. This lack of respect is, however, not due to being busy. In Tokyo, where there are far more people per square kilometer, they manage to give each other space and they often stop to help each other. I think the Japanese life style could definitely help the stressful Copenhageners.

30 / mand / DANSK / par uden BØRN / vesterbro / Medicinstuderende 30 / man / danish / couple without children / vesterbro / studies medicine

FREj ELVEKjÆR KLÆBEL

Jeg kan godt lide at lave ansigter og kommunikere gennem mit kropssprog.

Jeg er ved at lære dansk for tiden, så i mellemtiden er det en effektiv måde at skabe kontakt til andre mennesker og få dem til at grine. Jeg vil gerne være skuespiller eller danser, når jeg bliver stor.

Ariana-Emanuela Marasu

7 / pige / rumænsk / barn under 18 / brønshøj/husum / barn under 16 7 / girl / romanian / child under 18 / brønshøj/husum / child under 16

I like to make different faces and communicate through my body language.

It is an effective way to get in contact with others and to make them laugh while I am learning Danish. I would like to be an actor or a dancer when I grow up.

Jeg har otte søskende og min mand har tolv, så vores forældre havde ikke råd til at give os en videregående uddannelse. Vi besluttede at flytte fra Rumænien til København for at give vores datter muligheden for at bryde den sociale arv.

Den eneste forhindring for at kunne fungere godt som familie i København har været at finde et sted at bo. Vi har forsøgt i et år nu og er ved at blive desperate.Vi bor nemlig i en treværelses lejlighed med min brors familie, og både min brors kone og jeg er gravide.

Kommunen siger, vi skal vente fem år for at få en plads i et socialt boligbyggeri, og de lejligheder, vi selv kan finde, ligger mellem 10-12.000 kroner i husleje om måneden. Vi kan heller ikke låne penge i banken til et depositum, fordi vi skal have 10 % af lånet på bankbogen først.

I have eight siblings and my husband has twelve, so our parents could not afford to give us a higher education. If you have money in Romania you can pay someone to make you a fake diploma or to give you a better job. Wages are very low and we can only get small jobs now and then. Therefore, we decided to move to Copenhagen and give our daughter the chance to climb the social ladder.

We both found jobs in Copenhagen quickly, but it is still a struggle to find an affordable place to live. We have been trying for a year and we are getting a little desperate.

We live in a three bedroom apartment with my brother’s family and his wife and I are both pregnant. When we ask the municipality for help they say we have to wait five years for social housing in Copenhagen.

When we try ourselves, we can only find apartments that cost more than 10.000 kroner a month, which is too much. The bank will not loan us money for a deposit unless we have 10 % of the money in the bank already. So this is a real beginner’s problem for a small income family.

We could try to move further away from Copenhagen, but it is much easier for us to get small jobs in the capital and to keep our daughter in pre-school.

32 / kvinde / rumænsk / par med børn / brønshøj/husum / Rengøringsdame 32 / woman / romanian / couple with children / brønshøj/husum / cleaning lady

Maria-Dorina Marasu

Da jeg var gravid med min datter, blev jeg fejlagtigt udvist af Danmark og frataget alle mine rettigheder fra den ene dag til den anden. Staten havde oprettet to profiler på mig. Men da mit personnummer blev ved med at henvise til den gamle sag, hvor der stod, at min au-pair-kontrakt var udløbet, og hvor det ikke fremgik, at jeg var godkendt til familiesammenføring, blev jeg pludselig udvist.

Man er meget opmærksom på, at au-pair-ordningen ikke bruges som en gratis adgangsbillet for kvinder fra lande udenfor EU. Formålet er kulturel udveksling for unge mennesker, der gerne vil opleve en anden kultur, så reglerne er, at man ikke må være fyldt 30 år, have børn eller blive gravid under opholdet, og at man kun må have en uddannelse, der svarer til bachelorniveau.

Op til udvisningen blev vi ved med at fortælle Udlændingeservice, at jeg havde to sager, men de troede ikke på os og valgte at klippe passet.

Fem minutter senere fandt de ud af, at vi havde ret, men da Udlændingeservices beslutning ikke kan omstødes med det samme, henviste de os til Justitsministeriet. Som gravid kunne jeg ikke vente flere måneder på at komme til lægen igen, så jeg tog tilbage til Filippinerne og fødte der. Vi har tit tænkt på, hvor mange andre der har været udsat for samme procedure. I Udlændingeservice siger de selv, at det er et stort problem, men det skal varetages i Justitsministeriet, så det er svært at få gjort noget ved det.

While I was pregnant, I was wrongly deported out of the country. Apparently, the state had two different records on me. One with my previous status as a temporary au pair in Denmark, and one with my new status with full citizenship due to legal family repatriation. They did not take notice of the second, so suddenly I was to be deported. The rights for au pairs are extremely restricted to avoid possible misuse by women from non-EU member states. The Immigration Service would not listen and referred us to the Ministry of Justice. Because I was pregnant and needed to see an obstetrician, I decided to travel back to the Philippines to give birth. We often wonder how many are caught in the same situation. The Immigration Service admitted their mistake and says it happens a lot, but the Ministry of Justice does not seem to take any responsibility for this problem.

Jane Hartvig

Mikaela Jane Pagador Hartvig

32 / kvinde / filippinsk / Par med børn / Vesterbro/Kgs. Enghave / assistent i vekselbureau og internetbutiksejer 32 / woman / filipino / couple with children / Vesterbro/Kgs. Enghave / assistant in bureau de change and internet shop owner 2 / pige / Dansk og filippinsk / Barn under 18 / Vesterbro/Kgs. Enghave / Barn under 16 2 / girl / danish and filipino / child under 18 / Vesterbro/Kgs. Enghave / child under 16

Jeg fik mit ansigt ødelagt for to år siden. Lægerne lavede et godt stykke arbejde, men det fik mig stadig til at genoverveje min identitet, som jeg har gjort så ofte før. Jeg er opvokset mellem to kulturer og har gennemgået immigrationsprocessen to gange. Først i Montreal og senere i København.

Den største udfordring ved at leve mellem forskellige kulturer er, at folk altid beder mig om at vælge side.

Det svarer næsten til at bede et barn om at vælge mellem sin mor og far.

Hvis man vil have en god immigrationsproces, må man acceptere den pågældende kultur, som den er, uden at dømme, og man må konstant udfordre sine værdier og idealer. Det at befinde sig i en identitetsgråzone kan faktisk være en fordel i vores globaliserede verden, hvor det er vigtigt at kunne bære f orskellige hatte og tilpasse sig hurtigt.

I had my face broken two years ago. The doctors did a good job, but it still got me to reconsider my identity once again.

Reconsidering who I am is something I have had to do my entire life. I was born in Algeria from a Kabyle father and an Arabic mother, so I had to relate to two different cultures from the beginning. When I was nine, I had to adapt to a third one when I moved to Canada with my family. And moving to Denmark four years ago meant I had to go through the immigration process for the second time. The main struggle of living between different cultures is that I am always asked to take sides, which to me is like asking a kid to choose between mum and dad.

Being an immigrant means that you constantly have to challenge your values, your ideals, and ultimately who you are. I think that the key to succeed in the immigration process is to accept each culture as it is, without being judgmental. By doing so, you will get the best of both worlds, but you will also end up with the feeling of not belonging anywhere. However, I think being in an identity “grey-zone” is in fact an advantage.

Living in today’s globalised world, it is important to be able to wear the appropriate hat; in other words to adapt quickly.

Therefore, I feel that letting go of labels and finding a new balance as to who we truly are, is the basis of success as an immigrant and in general. “Qui a bonne tête ne manque pas de chapeaux” as we say French.

26 / mand / canadisk / enlig uden BØRN / Nørrebro / ph.d. studerende I neurovidenskab 26 / man / canadian / single without children / Nørrebro / ph.d. student in neuroscience

Hocine Slimani

chabaphrai I lived in Thailand with my parents until I met my hu­sband at 28 and moved to Copenhagen. I now work as a social and health care assistant. I am really surprised how seldom the elderly are visited by their families in Copenhagen.

Even elderly who are losing their sight receive almost no help from their families. So although I am happy to live here, I would rather grow old in Thailand where caring for the family is top priority. Another thing that was challenging in the beginning was the fact that health care services are not gender based. That means I have to help elderly men with their hygiene. Many find this difficult and even degrading. chonthicha I came to Copenhagen after my mum had lived here for two and a half years. In Thailand, I visited the temple several times a week, but here life is so scheduled that I only have time for two or three visits a month. There are two Buddhist temples on Sjælland and we are always well dressed when we visit them. The most important aspects of Buddhism are to always give people a second chance and not to kill any living creature. My mum and I are vegetarians one month each year.

chabaphrai I Thailand boede jeg sammen med mine forældre indtil, jeg mødte min mand og flyttede til København som 28årig. Jeg arbejder nu som social- og sundhedshjælper og undrer mig over, hvor sjældent de ældre får besøg af deres familier i København.

Selv ældre, der næsten har mistet synet, får ingen ekstra hjælp fra familien.

Så selvom jeg er glad for at bo her nu, vil jeg hellere blive gammel i Thailand, hvor omsorg for familien altid kommer i første række.

En anden ting, der var grænseoverskridende i starten, var, at man ikke kønsopdeler plejen i Danmark. Det betyder jeg også skal hjælpe gamle mænd med deres hygiejne.

Jeg tror, mange synes, det er svært og måske endda nedværdigende at blive plejet af en fra det modsatte køn.

chonthicha Jeg kom til København efter, min mor havde boet her i to et halvt år. I Thailand besøgte vi et Buddhistisk tempel flere gange om ugen, men her er hverdagen blevet mere skemalagt, så nu bliver det kun til tre gange om måneden.

På Sjælland er der to templer, et i Stenløse og et i Dragør.

Vi klæder os altid fint på, når vi skal af sted. Jeg synes, et af de vigtigste budskaber i buddhismen er, at man altid skal give folk en chance til og ikke slå levende væsner ihjel.

Min mor og jeg er vegetarer en måned om året.

Chabaphrai Kanchuang

33 / kvinde / thai / par med BØRN / Bispebjerg / SOSU-hjælper 33 / woman / thai / couple with children / Bispebjerg / Social and health helper

Chonthicha Kanchuang

14 / kvinde / thai / barn under 18 / Bispebjerg / barn under 16 14 / woman / thai / child under 18 / Bispebjerg / child under 16

I have been a vegetarian for a year. Only 3 % of Danes are vegetarians compared with, for example, 10 % of Germans. In supermarkets and restaurants, you can sense that there are no real vegetarian alternative to meat and people are still surprised when I tell them that I am a vegetarian. It was a long process for me and I regard it as an entirely positive experience. So I find it quite absurd when people do not react encouragingly. It is somewhat like not drinking, which is also socially marginalising in Denmark, even though it is the healthy choice. Since I have become a vegetarian, I do not miss meat, but I do find it in the strangest of products e.g. in gelatin, ice cream, sweets and even in some wine and beer.

Jeg har været vegetar i et år nu. I Danmark er cirka 3 % af befolkningen vegetarer mod eksempelvis 10 % i Tyskland.

Man kan godt mærke, at restauranter og supermarkeder ikke føler, der er et marked for det, og folk reagerer ofte overraskede og skeptiske, når jeg fortæller, jeg er vegetar.

Det er som om, der mangler noget, hvis ikke der er kød på menuen, og mange tror ikke, man kan få proteiner på andre måder.

Det har været længe undervejs for mig, og jeg ser det selv som en entydig positiv beslutning at blive vegetar både for mig selv og for min omverden. Derfor føles det lidt absurd, at folks reaktioner ikke udelukkende er positive.

Det er lidt det samme som, at det kan være socialt ekskluderende ikke at drikke alkohol i Danmark, selvom det er det sunde valg. Efter jeg er blevet vegetar, savner jeg ikke kød, men finder i stedet kød de mærkeligste steder for eksempel i gelatine, softice, slik og i nogle vine og øl.

32 / mand / italiensk / par uden børn / Amager Øst / arbejdssøgende 32 / man / italian / couple without children / east Amager / jobseeker

Giorgio Stillitano

I am a blood donor and have given permission for all my organs to be used for transplantation or research when I die. I think it’s strange that few people have decided what happens to their organs when they die as there is so much focus on the subject. People should act morally responsible and make the choice. It’s one thing to cheat on your taxes, but this is a matter of life and death. Many of us would benefit from knowing our bodies and its possibilities and limitations. For example, people should learn how to swim well. We are surrounded by water in Denmark and people often think they can swim further than they actually can. It’s important to give people joy of life through physical exercise. Particularly young boys should be encouraged and motivated to use their bodies.

Jeg er bloddoner og har givet fuld tilladelse til, at alle mine organer må transplanteres eller bruges videnskabeligt, når jeg er død. Når der er så meget fokus på det, synes jeg det er underligt, at folk ikke tager ansvar. Det svarer til, at man har en forsikring uden at betale til den. Eller til at modtage sociale ydelser uden at betale skat. Det er én ting at snyde i skat, men det her handler om liv og død. Fordi jeg donerer blod, fandt jeg ud af, at jeg har en genfejl, som gjorde mig træt, ukoncentreret og deprimeret.

Behandlingen består af regelmæssige tapninger, og hjælper mig af med mine symptomer.

Jeg tror i det hele taget, mange kunne få det bedre ved at gøre sig kroppens muligheder og begrænsninger bevidst.

Kroppen er et værktøj til at begå sig i verden, men mange af os har en rigid opvækst, hvor vi skal lære en masse grafer, og hvor kroppen forbliver et uudnyttet potentiale.

Jeg synes eksempelvis, alle burde lære at svømme ordentligt. Vi er omgivet af vand i Danmark, og folk tror ofte, de kan svømme meget længere, end de egentlig kan. Det handler om at give plads til den livsglæde, der er i at vide præcist, hvad man kan holde til, og omsætte sin energi fysisk. Især hos unge drenge risikerer man at fjerne motivationen ved at sige, de skal sidde stille. De skal have afløb for deres energi, så de ikke skaber uro i klasselokalet.

Magnus Saabye Bøgelund

27 / mand / dansk / par uden børn / Nørrebro / studere idræt 27 / man / danish / couple without children / Nørrebro / studies sports

Jeg er født med et nordisk regnbuesyn og tror på farvernes magi. Vi burde vende tilbage til den gamle debat om at blande billedkunst og arkitektur, som Asger Jorn startede i 1957. Vi bliver nemlig ved med at producere farveløse, funktionalistiske glaspaladser og ‘osteklokker’ uden liv, hvor krop og sjæl bliver fremmedgjorte.

Hvis vi for alvor fandt tilbage til de ideer, vi nu har sat over styr i byggeriet, ville vi opdage, at det først er i det øjeblik, arkitekturen får farve, at den bliver magisk.

Ligesom man har opdaget, at de hvide, antikke marmorskulpturer havde farver i deres samtid, hvilket gjorde dem langt mere levende og nærværende.

Mon ikke vi har brug for at genopfriske vores urgamle fortælletraditioner i Norden ved at fylde vores rum med kunsthåndværk, menneskehensyn og ‘fingertouch’, så de bliver eksistentielt meningsfyldte igen?! Vi skal finde balancen mellem Apollon og Dionysos, hvor Apollon er fornuften, det rationelle, og Dionysos er det naturlige, det kunstnerisk skabende, det sanselige. Grunden til, at vi stadig drages af kirkerummet, er, at det fungerer som en oase fyldt med årtusinders menneskehistorie. I kirken får lyset farve gennem glasmosaikker og skaber en fortælling, hvor folk selv kan digte med. Jeg ville ønske flere arkitekter ville åbne op for et tværfagligt samarbejde, så kunstnere igen kan få lov til at bidrage med lignende oaser midt i vores moderne kontorlandskaber.

I am born with a Nordic rainbow outlook and I believe in the magic of colours. We need to return to the concept of blending visual art and architecture, which was initiated by Asger Jorn in 1957. Otherwise we continue to produce colourless and lifeless functionalistic buildings that alienate both body and soul. We need to revive our ancient Nordic storytelling and craft traditions and change our perspective of life. We need to find a balance between Apollo, the rational, and Dionysus, the artistic and creative. The reason we are still attracted to churches is that they are like oases filled with thousands of years of human history. I wish architects would invite more artists to create similar kinds of oases in the middle of our office landscapes.

62 / kvinde / dansk / enlig uden børn / Bispebjerg / billedkunstner 62 / woman / danish / single without children / Bispebjerg / artist

Marianne Lykkeberg

My biological mother gave me away to her best friend just after giving birth. I did not hear anything about my birth mother until I was eleven when my adoptive mother told me that she was dead. I moved to Denmark with my adoptive mother when I was seven, but my father who is Danish stayed in Brazil. My mother could not manage me, so she returned to Brazil and I grew up in an institution in Copenhagen. The most difficult thing being alone in Copenhagen was to find a group to belong to, particularly at school. Understated racism has now become a part of my daily life. It is the smallest things like when people pull their bags closer to their bodies or stand up in the bus instead of sitting down next to me. I do not go out in the evening anymore to avoid harassment. My friend and I are having T-shirts made that say “I won’t take your bag.”

Min biologiske mor gav mig væk til sin bedste veninde lige efter fødslen. Siden da hørte jeg intet til hende, før min mor elleve år senere fortalte mig, hun var død. Min far er dansk, men valgte at blive i Brasilien, da jeg som syvårig flyttede med min mor til Danmark. Mine forældre mente, at jeg kunne få en bedre uddannelse her. Men min mor kunne ikke tage sig ordentligt af mig, så hun tog tilbage til Brasilien, mens jeg blev i København og voksede op på en ungdomsinstitution.

Det sværeste ved at være alene i København som brasiliansk nydansker var at finde en gruppe at høre til.

Især i skolen fordi jeg ikke kunne tilslutte mig kliken af arabiske nydanskere, og danskerne samtidig troede, jeg ikke spiste svinekød. Det er absurd at opleve, hvordan billedet “nydansker” er så unuanceret for de fleste. Som voksen er underspillet racisme en del af min hverdag.

Den eksisterer i de små ting, som når folk trækker deres tasker tættere ind mod kroppen og foretrækker at stå op i stedet for at sidde ved siden af mig i bussen.

Jeg er også holdt op med at gå i byen for at undgå at blive vurderet og mistænkeliggjort. Sidste gang jeg var af sted, var der en pige, der blev ved med at insistere på, jeg havde taget hendes telefon. En af mine venner og jeg er ved at få lavet en T-shirt, hvor der står: ”Jeg tager ikke din taske”.

Richard Torres Mollerup Sørensen

23 / mand / Dansk og brasiliansk / par uden børn / vesterbro / arbejdssøgende 23 / man / danish and brazilian / couple without children / vesterbro / jobseeker

Jeg har arbejdet på Københavns Statistiske Kontor i over 40 år, og jeg har fået en medalje af dronningen for tro tjeneste.

Statistik er som kabale. Nogle gange bliver man nødt til at skifte nogle kort ud for at få den til at gå op. Jeg har tit undret mig over, hvorfor man aldrig spørger, hvem der har lavet undersøgelserne, og hvad formålet med dem er? Churchill sagde, at han ikke troede på en statistik, han ikke selv havde forfalsket. Mange af de tal, vi behandler, er registerbaserede; de bygger på køn, alder, højde, nationalitet, indkomst og bopæl. Anden statistik som eksempelvis arbejdsmarkedsstatistik beror på fortolkninger, og hvis grundlaget for statistikken ændres, ændrer resultatet sig også. I den aktuelle dagpengedebat råber enhedslisten op om, at der er 40.000, der er røget ud af dagpengesystemet, men det betyder jo ikke, at 40.000 er uden forsørgelse.

I worked in the Copenhagen Statistical Office for over 40 years and have a medal for long service from the Queen. Statistics are like solitaire. Sometimes you have to change cards to win. I often wonder why people are not curious about who compiled the statistics or for what purpose? Some statistics are simply taken from registers such as age, nationality, and income. Others are based on interpretations such as the current debate on unemployment benefits. You must be careful with statistics that are based on averages because the diversity is much greater than these statistics tell you. We began to collect data on ethnicity in the 1990’s. Prior to that, it was not deemed relevant. Until 1916 we collected statistics on religion - in 1885 there was only one muslim in Copenhagen.

Man skal desuden passe på med gennemsnitsberegninger, fordi mangfoldigheden altid er væsentligt større, end det statistikken viser.

Statistik bliver først produceret og udvidet, når en sag har almen interesse. Et godt eksempel er statistikken over statsborgerskab, som vi altid har lavet, men som først blev udvidet i 1990’erne med statistik over efterkommere. Indtil 1916 lavede vi også statistik over trosretninger. I 1885 var der eksempelvis kun en muslim i København.

70 / mand / DANSK / ENLIG UDEN BØRN / Stenlille, født i København / pensionist 70 / man / danish / SINGLE without children / Stenlille, born in copenhagen / pensioner

Karl Alex Lundberg

Jeg er født på Kultorvet nr. 2 og har altid boet i København. I 1958 åbnede jeg en cykelforretning i Gothersgade 157, og jeg har drevet den lige siden. Min filosofi har altid været, at jeg skulle leve samtidig med, at jeg arbejdede. Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke snart bliver voksen. Svaret er, at det når jeg nok ikke i dette liv, da jeg er meget optaget af at lege. Musik er min foretrukne leg, fordi jeg har opdaget, at mit lille kendskab og ditto talent har kunnet glæde mange mennesker. Og ikke uvæsentligt kan man lege musik lige til, man dør. At lege julemand kan jeg også svært anbefale. Den ultimative udstråling fra et lille barn til en beboer på et plejehjem, når de oplever julemanden på nært hold, er hjerteføde af den varmeste slags.

Mit yndlingsordsprog er: Husk at leve med hjertet, thi øjnene ser ikke det væsentligste.

Det handler om at give hinanden nogle gode oplevelser, hvilket også er blevet bekræftet gennem mange år i min cykelforretning. Det er ikke prisen på varen, som kunderne husker, men den oplevelse de fik ved købet.

Ole Axel Jensen

78 / mand / DANSK /enlig uden BARN / indre by / Ejer af cykelforretning 78 / man / Danish / single without children / inner city / owner of bicycle shop

I was born and raised in Copenhagen. In 1958, I opened a bicycle shop in Gothersgade 157 and it is still there. My philosophy has always been to live life while I work. People often ask me: “when will you grow up?” and I reply, “Perhaps never,” as I am still obsessed with playing. Music is my favourite game because I can make people happy with my limited talent. Playing Santa Claus is also something I can recommend. Seeing the eyes of young children light up when they see me as Santa Claus really warms my heart.

My favourite saying is: “Remember to live by your heart as the eyes cannot see everything”.

I am one of the first women with an immigrant background to be elected to the Danish Parliament and I will always defend women’s right to wear head scarves.

However, it is important for me that these women understand that they have a right to wear head scarves because someone fights for everyone’s right to wear what they choose.

Nørrebro should not become a hub for one ethnic or religious group. The neighbourhood is a really good example of how openness and diversity can thrive alongside each other. So we need to fight for the short skirt as well as the long dress. I have just been given a small, golden sofa from a socially vulnerable neighbour, whom many people would try to avoid in the street. She had bought the sofa for her dog, but now my daughter uses it regularly and it has become a fantastic aesthetic and human addition to our life.

Jeg er en af de første kvinder med nydansk baggrund, der blev valgt til folketinget, og jeg forsvarer til hver en tid kvinders ret til at gå med tørklæde.

Det er dog vigtigt for mig, at de kvinder, der gerne vil udøve retten til at bære tørklæde, forstår, at den er betinget af, at nogen kæmper for alles ret til at klæde og udtrykke sig, som de vil.

Nørrebro skal ikke være et etnisk, religiøst sted for én bestemt gruppe.

Det er dobbeltmoralsk. Kvarteret er et godt mikroeksempel på, hvordan rummelighed og diversitet kan trives side om side. Det er derfor fortsat vigtigt at kæmpe for både den lange og den korte kjole og den værdi, der ligger i, at forskellighed er selve kernen i områdets identitet. Gennem diversiteten kan man opdage ting og mennesker, man ikke selv havde fundet frem til. Jeg har lige fået en lille fin guldsofa af en sårbar nabo, som mange vil gå udenom på gaden, og som jeg ikke var faldet i snak med, hvis ikke jeg boede i en andel med en blandet beboersammensætning. Hun havde købt sofaen til sin hund, men nu bruger min datter den flittigt. Den er hurtigt blevet en fantastisk æstetisk og menneskelig tilføjelse til vores liv.

41 / kvinde / Tyrkisk-kurdisk / par med børn / Nørrebro / folketingspolitiker, Socialdemokratiet 41 / woman / Turkish-Kurdish / couple with children / Nørrebro / parliamentary politician, Social Democrats

Yildiz Akdogan

I have studied for six years out of pure personal interest.

Two years after graduating, I do not use much of this knowledge. I understand the policy of reducing the number of university seats for the humanities as there are simply not enough jobs available. But the real issue that needs tending, is that some studies are disconnected from the labour market. The universities bear a large part of the responsibility for knowledge that is simply not usable or applicable. However, it is also a problem that many people of my generation think that they can get by and that it is their right to study subjects they are personally interested in. We do not consider the needs of the rest of the world.

Jeg har studeret i seks år af ren og skær interesse. Det er ikke meget af den konkrete viden, jeg bruger længere her to år senere. Jeg forstår godt, at man skærer ned på pladserne på humaniora ud fra den logik, at der ikke er arbejde nok. Vi kan ikke alle sammen blive uddannet til fortsat at undervise hinanden inden for murene. Men det gør jo ikke de resterende studiepladser bedre.

Det egentlige problem er, at uddannelserne ikke er tilpasset arbejdsmarkedet længere, men i stedet for at lave gennemgribende ændringer af indholdet udsulter man og fjerner det visne.

Universiteterne har også selv et stort ansvar. Man brænder inde med en masse viden, fordi man ikke lærer at formidle – du er enten heldig at have flair for det allerede, eller også ved du intet om formidling. Og når humanister ikke kan dele deres viden med resten af samfundet, kan jeg godt forstå, at andre betragter humaniora som en hobby.

Til sidst er det selvfølgelig også vores eget problem. I min generation tror mange, at man bare kan gå ud og arbejde med sin hobby, og at det er en rettighed og andres skyld, hvis det ikke flasker sig. Så snart tingene ikke er medrivende nok, begynder vi at kigge ind og mærke efter i os selv i stedet for at se på resten af verden. Arbejde er arbejde for at få det, vi gerne vil have – arbejde er ikke allerede det, vi gerne vil have. Det er virkelig de få forundt.

Sophie Sales Carlsen

28 / kvinde / dansk / par uden børn / Nørrebro / kommunikationsmedarbejder Hotel- og Restaurantskolen 28 / woman / danish / couple without children / Nørrebro / Communications assistant hotel and restaurant College

I think we ought to abolish the State Educational Grant system and unemployment benefits. This system takes away students’ responsibility for their own education. Many just start without thinking their education and careers through – primarily because it is free. A symbolic semester fee of say 15.000 kroner would force students to consider whether their education leads to a job. I think it is socially unfair to receive money from the state if you are not truly needy. Students are privileged to study what they want, but I do not understand why society has to pay for them if they go straight from education to unemployment. I am sure they could manage without grants. Students ought to accept responsibility and either study something relevant with employment possibilities or just accept the minimal social benefits.

Jeg synes, vi skal afskaffe SU’en og dagpengene. SU’en fratager de studerende ansvaret for deres egen uddannelse. Som det er nu, er der mange, der starter på en uddannelse uden at sætte sig ind i tingene, fordi det alligevel er gratis. Og så falder de fra senere. Hvis man indførte en brugerinvestering på et symbolsk beløb på eksempelvis 15.000 kroner per semester, så ville folk tage ansvar for deres valg og sætte sig ind i, hvad jobmulighederne er efterfølgende. Det ender med et lån alle kan betale af, så jeg forstår ikke, at andre skal betale for det.

Jeg synes grundlæggende, det er socialt uretfærdigt, at man modtager penge fra det offentlige, hvis ikke man tilhører en udsat gruppe. Det er de fleste studerende og arbejdsløse ikke.

De studerende er det bedste sted, de kan være i deres liv. De har masser af tid og kan stort set vælge at blive, hvad de vil. Og fordi du ikke kan få job efter din uddannelse eller bliver ledig et halv år, betyder det ikke, at det er nødvendigt andre betaler for dig. Nogen har en opsparing, andre en partner eller en familie, der kan hjælpe, og hvis ikke må man igen tage et lån. Lige nu giver vi ydelser til alle i stedet for kun at give til dem, der virkelig har brug for det. Som humanist bør man eksempelvis tage en kandidat, der er relevant og erhvervsrettet. Ellers må man tage ansvar for sit valg og fortsætte de år, der skal til efter studiet på kontanthjælp, hvilket jo ikke engang er en forringelse i forhold til SU’en.

22 / mand / dansk / enlig uden børn / Østerbro / studerer Statskundskab 22 / man / danish / single without children / Østerbro / studies Political Science

Andreas Weidinger

Jeg har en svaghed for japansk keramik. Gennem en blanding af simplicitet og irregularitet i form og glasur opnår den en kompleksitet i betydning og æstetisk skønhed, der afspejler 500 års zen-kultur.

Nogle af de smukkeste raku-værker sælges for over 500.000 kroner, hvilket jeg gladeligt ville betale, hvis jeg havde pengene.

I mit eget hjem bruger jeg meget tid på at placere mine ting. Den mindste forskydning af en raku-vase eller en glasskulptur har en kæmpe indvirkning på dens struktur, fordi lyset rammer den forskelligt alt efter, hvor den står i rummet. Relationer mellem ting interesserer mig meget, og selv i mit bibliotek tænker jeg over, hvilke bøger jeg skal stille ved siden af hinanden. Hvordan føles Flauberts Madame Bovary ved siden af Prousts Swann?

Ron Kupers

53 / mand / Belgisk / par med BARN / Nørrebro / Professor i neurovidenskab 53 / man / belgian / couple with children / Nørrebro / professor in neuroscience

I have a weakness for Japanese pottery and in particular for Chawans, which are large tea bowls used for tea ceremonies. Through their simplicity and irregularity in shape and glaze they gain a complexity in meaning and aesthetic beauty that breathes 500 years of craftsmanship and zen culture.

Some of the most beautiful raku pieces sell for more than 500.000 kroner. An amount I would gladly pay if I had the money. I recently visited a famous potter in Tokyo. He told me that out of the 100 pieces he makes he only keeps the two that correspond to his aesthetic standard. I strongly recognise myself in this. For instance when I write a text, prepare a meal, or arrange a room.

In my home, I spend a lot of time positioning different objects. The smallest change in the placement of a raku vase or a glass sculpture can have a tremendous effect because of the way the light hits the object. The interrelatedness of objects is something that occupies me a lot. Not only with respect to colour, shape, or texture, but also with respect to their spirit and the artists who made them. Even in my library I think about which books to place beside each other. How would Flaubert’s Madame Bovary feel next to Proust’s Swann? And which author can you place next to Shakespeare?