Erhvervsliv maj 2015

Page 1

Erhvervsliv Esbjerg Erhvervsudvikling Maj 2015

TEMA Eksport og internationalisering - muligheder der kræver vilje og arbejde Studerende fra Italien gav sydeuropæiske gæster

Viking er dansk verdensmester i eksport

Side 7

Side 9


Leder

I Esbjerg skal vi være endnu mere internationale Kære læser Med beliggenheden ved havet og vandvejene til England og kontinentet har samhandel med udlandet lige siden byens fødsel ligget i Esbjergs dna. Den internationale profil er ad flere omgange blevet fremhævet, når politikere og erhvervsfolk har lagt flerårige strategier for, hvad kommunen skulle satse på for at skabe vækst og arbejdspladser. Esbjerg Kommunes Vision 2020 og Vækststrategi 2020 i samarbejde med Esbjerg Erhvervsudvikling er ingen undtagelser. Internationalisering er et vigtigt indsatsområde, og begrebet går begge veje. Det handler både om at skabe et internationalt miljø, hvor nye nøglemedarbejdere fra udlandet føler sig godt tilpas, og om at udnytte de muligheder, der ligger uden for landets grænser. Både i vores egen region og i landet som helhed er vi for små til, at vi kan leve af at handle med hinanden. Historisk har Danmark gjort det godt på eksportmarkederne og på de syv have, men vi kan gøre det endnu bedre. Med EXPORT ESBJERG indleder Esbjerg Erhvervsudvikling en satsning, der skal ruste de mange nye virksomheder til at bryde de barrierer, der måtte være for at bevæge sig uden for landets grænser. Fremstødet gælder også de virksomheder, der i forvejen er på et nærmarked eller to, men behøver hjælp af specialister med bred erfaring om alle aspekter af eksport for at komme videre. To modulopbyggede eksportforløb i samarbejde med en stærk partner, Erhvervsakademi SydVest, og med Eksportrådet under Udenrigsministeriet til rådighed er det mest synlige tilbud til de virksomheder i Esbjerg-området, som vil videre og skabe ny vækst i deres virksomhed ad eksportens ofte krævende vej. EXPORT ESBJERG er på ingen måde lukket land for erhvervslivet i vore nabokommuner, der gennem

deres erhvervsorganisation kan få mere viden om vores eksportsatsning. I denne udgave af Erhvervsliv kan du læse om de nye initiativer, og du kan også læse om virksomheder og organisationers oplevelser med internationaliseringen og de muligheder, den repræsenterer. Jeg har hørt flere erhvervsledere tale om tre vigtige faser i virksomhedens første år. Først etableringen, så ansættelsen af den første medarbejder og dernæst den første eksportordre. At klare springet til et andet land med et andet sprog, en anden kultur, andre konkurrenceforhold og så videre. Det er i begyndelsen ukendt land – men det kan indtages. I Esbjerg gør vi nu forsøget på at vinde nyt land.

Tom L. Nielsen Direktør Esbjerg Erhvervsudvikling

Viking Life-Saving Equipment blev i marts måned kåret til Årets Medlem af Ekportforeningen.

Ansvarshavende redaktør:

Layout: Reese Grafisk

Esbjerg Erhvervsudvikling

Direktør Tom L. Nielsen

Tryk: Rosendahls

Niels Bohrs Vej 6, 6700 Esbjerg

Tekster: Journalist Frede Madsen

Oplag: 1500

Tlf. 75 12 37 44

Fotograf: Medvind Foto

info@eeu.dk www.eeu.dk

2 Erhvervsliv maj 2015 · Esbjerg Erhvervsudvikling


TEMA

Eksport og internationalisering

ESBJERG

To nye Exportuddannelser hos Esbjerg Erhvervsudvikling I samarbejde med Erhvervsakademi Sydvest tilbyder Esbjerg Erhvervsudvikling to undervisningsforløb, som klæder virksomhederne grundigt på til eksport. For yderligere kontakt og information, kontakt erhvervskonsulent Gitte Sydbøge, gsy@eeu.dk.

EXPORTPARATHED Er et grundforløb, hvis mål er at styrke deltagernes grundviden om eksport og dets muligheder. Undervisningen tager udgangspunkt i faglig viden om eksport og giver samtidigt deltagerne redskaber til at implementere den nye viden i virksomhederne. Lokale virksomheder vil komme og præsentere deres erfaringer med de første skridt ud på eksportmarkederne. Det samlede program består af fire moduler. Her er dato og overskrifter for alle moduler: Modul 1:

Onsdag d. 2/9 2015 Er din virksomhed klar til eksport?

Modul 2:

Onsdag d. 16/9 2015 Salg: Valg af distributionskanaler

Modul 3:

Onsdag d. 30/9 2015 Salg: Eksportsalgets planlægning og opfølgning

Modul 4:

Onsdag d. 7/10 2015 Markedsføring og forretningskultur

Eksportforløbet henvender sig til virksomheder, der gerne vil starte med at eksportere eller virksomheder, der har sporadisk eksport.

INTERNATIONALISERING OG FORRETNINGSKULTUR Leverer redskaber til på en strategisk måde at udvikle og øge virksomhedens eksportaktiviteter. Derudover styrkes deltagernes evne til at tilrettelægge og gennemføre eksportsalg på taktisk og operationelt niveau. Det samlede program består af seks moduler. Her er dato og overskrifter for alle moduler: Modul 1:

Tirsdag d. 27/10-2015 Go to market

Modul 2:

Tirsdag d. 10/11-2015 Supply Chain Management

Modul 3:

Tirsdag d. 24/11-2015 Salg

Modul 4:

Tirsdag d. 8/12-2015 Markedsføring

Modul 5:

Tirsdag d. 26/1 2016 Kultur og kulturelle værdier

Modul 6:

Tirsdag d. 2/2 2016 Interkulturel kommunikation

Forløbet henvender sig til virksomheder, der eksporterer til enkelte markeder, og som ønsker at udvikle og øge denne eksport.

Erhvervsliv maj 2015 · Esbjerg Erhvervsudvikling 3


TEMA

Eksport og internationalisering

Eksport koster – men du har ikke andet valg Siden Gitte Sydbøge i december 2013 kom til Esbjerg Erhvervsudvikling som erhvervskonsulent, har hun beskæftiget sig med at vejlede og inspirere de lokale virksomheder til at øge deres eksport og skabe vækst. Eksporten er både i praksis og teorien hendes hjemmebane. Hun kom fra en stilling som account manager hos Bosch Holger Christiansen i Esbjerg, hvor hun beskæftigede sig med eksport i fem år. Hun har tillige læst bachelor i International Management i Cambridge i England, og hun har boet og studeret i Kuala Lumpur i Malaysia. Nu er hun i spidsen for Esbjerg Erhvervsudviklings store eksportsatsning, EXPORT ESBJERG, der skal øge eksporten i kommunens virksomheder. Som tavlen bag hende viser, kræver det overblik at koordinere samarbejdet med partnere og holde styr på arrangementer og detaljer i projektet. Men det er indsatsen værd. - De lokale virksomheder udnytter ikke deres fulde potentiale på eksportmarkederne, særligt i Tyskland og Skandinavien. Når det gælder Tyskland, når mange ikke længere end til Hamborg, og købedygtige delstater syd for er uopdyrkede. Med EXPORT ESBJERG vil vi gerne yde vores bidrag til at gøre eksport til et fokusområde i virksomhederne og hjælpe dem med at strukturere afsætningen. Eksport er dyr, men der er ikke noget alternativ, for vi kan ikke nøjes med at være på hjemmemarkedet, hvis vi skal skabe vækst, siger Gitte Sydbøge.

Erhvervsakademiet er klar Esbjerg Erhvervsudvikling har allieret sig med erfarne partnere inden for uddannelse og eksport for at

sammensætte den mest slagkraftige pakke til de lokale virksomheder. En af dem er Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg, som gennemfører de to modulopbyggede uddannelsesforløb for nye og nuværende eksportvirksomheder. Det første indledes 2. september og det andet 27. oktober. - Vi ser meget frem til at komme i dialog med de lokale virksomheder,

” De lokale virksomheder udnytter ikke deres fulde potentiale på eksportmarkederne.” som vi er sat i verden for at betjene. De to uddannelsesforløb henvender sig til to målgrupper med forskellige behov. For den første målgruppe er det helt basale spørgsmål som, om produktet er egnet til eksport, barrierer for eksport, organisering af eksporten med importør, agent eller direkte salg, prisstrategi og meget andet. For den anden målgruppe, der typisk er i gang på nærmarkeder, melder emner som risikostyring og forhandling på tværs af kulturer sig, siger lederen af Erhvervsakademiets Center for Efteruddannelsen, Jørgen Clement.

Eksportvante undervisere Jørgen Clement har selv 15 år haft ledende stillinger i eksporterende virksomheder, HS Kedler i Tarm og Morsø Jernstøberi. Den gennemgående underviser på eksportforløbene, Dan Meinertz Petersen,

4 Erhvervsliv maj 2015 · Esbjerg Erhvervsudvikling

har ikke mindre erfaring fra ledelse i internationalt orienterede virksomheder. Inden Dan Meinertz Petersen i fjor tog springet til Erhvervsakademiet, havde han i årtier ledende poster i danske og udenlandske virksomheder. I sin tid i møbelbranchen var han i 1993-1999 ansat hos Denka Møbler A/S, hvor han sluttede som adm. direktør. Siden bevægede han sig over i branchen for madrasser og sengeløsninger med ansættelse i Scandi Sleep A/S, BalticSofa og UniSleep A/S.

Spirebakken er klar til Norden Blandt kandidaterne til det første forløb for nye eksportører er Esbjergfirmaet Spirebakken ApS drevet af Ole Klemmensen. Han har en fortid som selvstændig i 15 år og er nu bagermester i SuperBrugsen i Oksbøl. I fritiden har han udviklet en enkel måde at dyrke sine egne bønnespirer på, som Coop-butikkerne det seneste år har solgt over 30.000 bakker af. - Produktet vil være velegnet at eksportere til Sverige og Norge, hvor grøntsagerne er dyre. Metoden kræver kun frisk vand og dagslys, så har du bønnespirer til maden i løbet af tre dage. Men jeg mangler viden om lovgivning, distribution, regler for mærkning og andre forhold ved eksport. Jeg har været på et godt grundlæggende salgskursus, og salg er nok ikke meget anderledes i det øvrige Norden. Nu har jeg behov for at vide noget mere om eksport på det nye uddannelsesforløb, siger Ole Klemmensen.


Erhvervskonsulent Gitte Sydbøge glæder sig til at modtage virksomheder på de to eksportmoduler og i øvrigt vejlede dem til vækst via eksport.

Erhvervsliv maj 2015 · Esbjerg Erhvervsudvikling 5


TEMA

Eksport og internationalisering

Blue Water ekspanderer med omtanke Tre år efter stiftelsen i 1972 etablerede Blue Water Shipping sit første uden­ landske kontor i engelske Manchester. Når speditions- og shippingvirksom­ heden i de følgende mange år erobrede

Adm. direktør i Blue Water Shipping, Kim Hede­ gaard Sørensen: Vi kan ikke slå branchens store spillere på deres banehalvdel. Derfor har vi i Norden fokus på små og mellem­store virksomheder og internationalt på nicher i markedet.

nyt land, foregik det nærmest pr. instinkt. Når nye forretningsmuligheder dukkede op på markederne, var der ikke langt fra tanke til handling. Tempoet i de internationale etableringer er ikke sænket, siden Kim Hedegaard Sørensen kom til som administrerende direktør i december 2012, men belært af dyrekøbte erfaringer, også i hans tid som chef, foregår de nu mere velovervejede. - Vi har lavet lidt flere fejl, end vi bryder os om. Jeg – og forhåbentlig også andre i organisationen – har lært lige at sove på de spændende og fascinerende muligheder, der dukker op, før vi handler. Hvordan passer et nyt kontor ind i den overordnede strategi, og kan det bære? Lakmusprøven er hver gang, om vi kan gøre en forskel, hvad enten det er i Stavanger eller Lissabon, siger Kim Hedegaard Sørensen.

Norden er hjemmebanen Blue Waters internationale ekspansion foregår ud fra to kriterier: Geografiske og branche-/kundeorienterede.

Med 750-800 medarbejdere på 18 kontorer i Danmark har Blue Water en unik platform på hjemmemarkedet, og virksomheden stiler efter at opnå samme position i de øvrige nordiske lande. Ud over at være store handelspartnere ligger de kulturelt tæt på danskerne og kan give synergier ude i verden. I olie- og gasindustrien er Blue Water en global spiller og er til stede på nøglelokationer, hvor man etablerer kontorer ud fra enten kunde- eller branchebehov. Stavanger-kontoret blev åbnet uden aktuelle kunder, men under ledelse af en lokal leder, der skulle oparbejde kundegrundlaget. Åbningen af kontor i Marseille var derimod baseret på en eksisterende kunde, som Blue Water valgte at flytte sig i forhold til. - Det sidste er udtryk for en opportunistisk tilgang, og det kombinerer vi med en strategisk vurdering af, om kunden er vigtig. I de første to år har vi brugt alt, hvad vi tjente i Marseille, til at opdyrke nye kunder, og nu er der snart 10 medarbejdere, siger Kim Hedegaard Sørensen.

Blue Water i tal 1.400 medarbejder på 65 kontorer i 28 lande. Den anslåede omsætning var i 2014 ca. fem mia. kr. Her transport af vindmøller foran hovedkontoret på havnen i Esbjerg.

6 Erhvervsliv maj 2015 · Esbjerg Erhvervsudvikling


TEMA

Eksport og internationalisering

” - Når vi snakker om, hvad vi laver i vores studiejob, kan jeg godt se, at jeg har været heldig i forhold til dem. Og har prøvet at starte med en lille idé, der ender med et stort resultat.”

Valentina Dagostin

Studerende fra Italien gav sydeuropæiske gæster Lidt ud for Ribe ligger Storkesøen, der på trods af navnet består af tre fiskesøer med hytter, campingplads og en lille butik med dagligvarer og fiskegrej. Storkesøen drives af to familier, der i dagligdagen har rigeligt med arbejdsopgaver. Så hvad gør man egentlig, når man vil udvide sit kundegrundlag og gerne fange flere sydeuropæiske turister? Lise Agger, medejer af Storkesøen, havde kontakt med erhvervskonsulent Randi Høxbro fra Esbjerg Erhvervsudvikling, og herfra var forslaget klart: Ansæt en studerende! Efter nogen tids overvejelser og kontakt med SDU Erhverv blev det et ja til en studerende. Valget faldt på Valentina Dagostin, 23-årig studine fra Italien, som læser turisme ved Syddansk Universitet i Kolding – altså præcis de kompetencer, som Storkesøen havde brug for i det nye projekt. - Vi håbede, at Valentina kunne hjælpe os med at komme ind på det sydeuropæiske marked. Oversætte hjemmesidetekst, foldere og sådan. Men

vi fik langt mere, end vi håbede på, smiler Lise Agger.

Forberedt til fingerspidserne Valentina Dagostin mødte velforberedt og fyldt med ideer. - Jeg havde fundet ud af, at det var begrænset, hvor meget Storkesøen brugte internettet. Der var en lille smule på Facebook, men overraskende nok slet ikke noget på Tripadvisor. Så på min første arbejdsdag havde jeg en plan med for, hvad vi skulle gøre. Og for hvordan jeg skulle hjælpe Lise i gang, så hun selv kan stå for opdateringer, siger Valentina. Nu har Storkesøen en aktiv Facebookprofil, hvor gæster og Storkesøen selv lægger billeder og historier op. Og søger man på Tripadvisor, kan man se, at Storkesøen er temmelig populær og har anmeldelser på flere sprog.

Godt for både virksomhed og studerende Storkesøen har mærket effekten af Valentinas arbejde.

- Vi har langt flere reservationer og gæster end nogensinde før. Og rigtig mange af gæsterne er fra Sydeuropa, så Valentinas arbejde har helt sikkert hjulpet. Faktisk så meget, at vi har besluttet at udvide campingpladsen, siger Lise Agger. Valentina indrømmer gerne, at Storkesøen ikke ligefrem er den arbejdsplads, der står højest på prestigelisten hos studerende. - Storkesøen er et lille sted. Og mange af mine studiekammerater har job hos Danfoss, Lego eller Mærsk. Steder, som ser godt ud på et CV, siger Valentina. Oplevelsen og erfaringen fra Storkesøen har dog været rigtig god, og Valentina fortsætter: - Når vi snakker om, hvad vi laver i vores studiejob, kan jeg godt se, at jeg har været heldig i forhold til dem. Jeg har hands-on erfaring med så mange forskellige ting. Og har prøvet at starte med en lille idé, der ender med et stort resultat. Så jeg er meget glad for, at jeg fandt Storkesøen, og at de ville have mig med.

Erhvervsliv maj 2015 · Esbjerg Erhvervsudvikling 7


TEMA

Eksport og internationalisering

Nye internationale borgere i Esbjerg mødes til netværksarrangementer arrangeret af kommunens Tilflytterservice.

Esbjerg siger yes til nye borgere Da Søren Abildtrup for godt et år siden forlod posten som kommunaldirektør gennem ni år i landets mindste kommune, Læsø med 1.800 indbyggere, og kom til Danmarks femtestørste by, Esbjerg, tårnede kontrasterne sig op. - Jeg kom til en kommune, der i erhvervslivet var præget af et godt sammenhold og en god organisering omkring Esbjerg Erhvervsudvikling med imponerende 1.000 medlems­ virksomheder. I forhold til det øsamfund, jeg kom fra, har det været fantastisk at opleve, at man kan stå sammen, og at man vil offshore-sektoren og aktiviteterne på Esbjerg Havn. Oven i har jeg mødt en by med alle tilbud i fritids- og kulturlivet – rene storbykvaliteter, siger Søren Abildtrup. Han tiltrådte 1. maj i fjor som sekretariatschef med ansvar for byråds­ sekretariatet. Foruden at have ansvaret for det personale, der servicerer byrådet, samt kommunikationsafdelingen og eventsekretariatet har han fået overdraget ansvaret for udrulningen af et af de otte indsatsområder i Vækststrategi 2020: Internationalisering.

Sproget er dansk og engelsk Esbjerg er en by med udsyn, og det internationale aspekt skal gennemsyre miljøet lige fra børnehavealderen, op gennem skolesystemet og videre i

arbejdslivet. Uddannelsesinstitutionerne skal integrere sprog og kulturforståelse, de studerende skal kigge ud over landegrænserne, og internationale borgere skal have lige adgang til kommunens tilbud – på engelsk. - Vores fokus er på at udvikle rammerne og understøtte byens internationale miljø. Vi har en velfungerende Esbjerg Tilflytterservice, hvis opgave er at tage godt imod både danske og internationale tilflyttere og bringe mange nationaliteter sammen, blandt andet ved International Day. Vi er ved at udvikle en Esbjerg-app, der skal synliggøre kultur- og fritidstilbud i hele kommunen og give nye borgere et overblik over, hvad der foregår i det foreningsliv, der i Danmark er en god vej til at blive integreret. Og så er engelsk vores andet sprog i Esbjerg, siger Søren Abildtrup.

organisation med ca. 10.000 ansatte kan sættes i bevægelse, og udmøntningen af kommunens bidrag til den fortsatte internationalisering finder sin form. Han forventer, at konkrete indsatser vil blive indledt efter sommerferien. Han tør dog godt love, at medlem­ skabet af World Energy Cities Partnership (WECP), der tæller 22 af verdens førende energibyer, vil blive et vigtigt omdrejningspunkt for Esbjergs ageren på den internationale scene. Samarbejdet med strategisk vigtige byer i Nordsøområdet, blandt andre WECPbyerne Stavanger og Aberdeen, vil blive intensiveret. Esbjerg har endvidere netop fornyet en partnerskabsaftale med Stettin i Polen, hvis økonomiske vækst er langt over EU-gennemsnittet. Og så har vi ikke nævnt Kina.

Verdens energibyer et vigtigt forum Den cand.scient.adm.-uddannede embedsmand, der også har boet en årrække i hovedstadsområdet, dumpede ned i slutningen af Esbjergs strategiproces. Derfor har han skullet danne sig et overblik over, hvilke projekter der fandtes i forvejen, og hvordan de kan spille sammen med Vækststrategi 2020. Søren Abildtrup er derfor nødt til at træde vande, indtil den store kommunale

8 Erhvervsliv maj 2015 · Esbjerg Erhvervsudvikling

Søren Abildtrup er chef for Byrådssekretariatet og har fået ansvaret for den del af Vækststrategi 2020, som handler om internationalisering.


TEMA

Eksport og internationalisering

VIKING Life-Saving Equipment er en mester i eksport Eksportforeningen uddelte ved et festligt arrangement for alle medarbejdere i hovedsædet i Esbjerg prisen som Årets Medlem 2014 til VIKING Life-Saving Equipment A/S. Prisen får virksomheden blandt andet for sit målrettede arbejde med at udvikle forretningskonceptet ud fra stort kendskab og nærhed til kunderne. VIKING offentliggjorde for nylig sit regnskab for 2014, og for 12. år i træk præsterede virksomheden vækst i omsætning og indtjening. Eksportandelen er på over 95 procent, og virksomheden er stærkt til stede internationalt med 70 kontorer og 270 servicestationer verden over. - Vi er først og fremmest fokuseret på at sikre VIKINGs langsigtede markedsposition gennem konstant udvikling og forbedring. Det er naturligvis meget glædeligt og yderst motiverende, når andre mener, at vi har gjort det så godt, at vi fortjener en pris, siger adm. direktør Henrik Uhd Christensen, VIKING Life-Saving Equipment. Virksomheden er en af verdens førende leverandører af maritimt sikkerhedsudstyr og har globalt omkring 2.000 medarbejdere. - Hele byen er stolt af at have en virksomhed som VIKING. Det er

Ulrik Dahl fra Eksportforeningen (tv) overrækker prisen som Årets Medlem til adm. direktør i VIKING, Henrik Uhd Christensen (th).

virksomheder som jer, vi samler på. I er fornemme ambassadører for Esbjerg. Tak skal I have, sagde borgmester Johnny Søtrup henvendt til ledelse og flere hundrede medarbejdere i hal 4.

Eksportevne i topklasse For at få hæderen skal virksomheden have opnået stærke eksportresultater over en årrække. - Vores medlemmer er blandt

Danmarks bedste inden for eksport. Derfor betyder prisen som Årets Medlem, at VIKING Life-Saving Equipment kan noget helt særligt, når det kommer til at eksportere og begå sig på det globale marked. Virksomheden er blandt andet helt i front, når det kommer til at lytte til markedet og udvikle forretningskonceptet, så det imødekommer kundernes behov, siger Ulrik Dahl, Eksportforeningen.

Esbjerg netværker med andre førende energibyer i Rio Esbjerg er med i det eksklusive selskab af verdens 22 førende energibyer, World Energy Cities Partnerskab (WECP), og stiller med et stærkt hold til den årlige konference til oktober i Rio de Janeiro i Brasilien. Foruden borgmester Johnny Søtrup og administrative topfolk fra Esbjerg Kommune, Esbjerg Erhvervsudvikling og OffshoreEnergy.dk forbereder byen at samle en erhvervsdelegation til WECPkonferencen, der overlapper med en af verdens største teknologimesser for olieog gasindustrien, OTC Brazil. Torsdag den 21. maj mødes en kreds af virksomheder hos Esbjerg Erhvervsudvikling til et informationsmøde

om delegationsturen i dagene 25.-28. oktober. - For Esbjerg og byens energivirksomheder er dette en mulighed for at udbygge kendskabet til den brasilianske olie- og gasindustri og dens nøgleaktører. Desuden får de mulighed for at dyrke netværket af topfolk fra de øvrige energibyer i WECP, siger erhvervskonsulent Uffe Lundgaard. Topfolk fra olieselskaber, leverandører og energibyer samt investorer og medier vil deltage i det tætpakkede program med seminarer, virksomhedsbesøg, besøg i udviklingsparker og netværksarrangementer.

Erhvervsliv maj 2015 · Esbjerg Erhvervsudvikling 9


TEMA

Eksport og internationalisering

Iværksætterkursus i international klasse Fra det tidlige efterår får internationale borgere i Esbjerg Kommune mulighed for at komme på iværksætterkursus. I sin opbygning svarer kurset stort set til det danske, der foregår fire gange om året – det er blot på engelsk.

” Vi får stadig flere

Det nye iværksætterkursus på engelsk vil få mellem 10 og 20 deltagere, og det vil foregå over seks gange tre timer i dagtiden. Kurset foregår hos Esbjerg Erhvervsudvikling for at holde egenbetalingen på et fornuftigt niveau. Kurset omhandler de emner, som også danske iværksættere bliver præsenteret for: En række praktiske forhold, herunder

a-kasse og virksomhedsdannelse, salg, markedsføring og forretningsplan. Kursisterne vil møde undervisere fra revisionshuse, pengeinstitutter, advokatfirmaer og SKAT, som ligeledes vil give gode råd om, hvad de særligt skal være opmærksomme på. Kurset er for både EU-borgere og tilflyttere fra tredjelande.

henvendelser fra borgere med en international baggrund.” - Esbjerg er en international by, hvis virksomheder tiltrækker mange specialister fra udlandet, og ofte følger en ægtefælle med gode kvalifikationer med. Vi får stadig flere henvendelser fra borgere med en international baggrund, som er interesserede i at etablere egen virksomhed. Deres behov vil vi gerne imødekomme, siger ansvarlig for Esbjerg Erhvervsudviklings iværksætteraktiviteter, erhvervskonsulent Stephen Bihl.

Iværksætterkonsulent Stephen Bihl igangsætter nu det populære iværksætterkursus på engelsk.

Prøv dine ideer af ude i Europa Små og mellemstore virksomheder (SMV’er) har ofte ideer om nye produkter og eksportmuligheder, som de må lade ligge, fordi driften optager al deres tid. Tilhører du den gruppe, får du nu gennem det syddanske EU-kontor helt nye muligheder. Det syddanske EU-kontor er blevet medlem af verdens største erhvervsnetværk, Enterprise Europe Network (EEN), med flere end 600 partnerorganisationer i over 50 lande. EEN bistår SMV’er og vidensinstitutioner med at finde nye samarbejdspartnere i udlandet – både i forhold til eksport, projektsamarbejde og teknologisk samarbejde. - Det syddanske medlemskab af EEN giver lokale virksomheder helt nye muligheder for samarbejde og rådgivning

inden for de nævnte områder. I praksis foregår det ved at rette henvendelse til os, hvorefter vi formidler kontakten til de to medarbejdere, der sidder på EU-kontoret i Odense. Hidtil har det syddanske kontor primært hjulpet lokale virksomheder med at søge støtte til projekter, og den indsats fortsætter uforandret, siger erhvervskonsulent Randi Høxbro, Esbjerg Erhvervsudvikling. Hun og eksportkonsulent Gitte Sydbøge kan kontaktes på henholdsvis rah@eeu. dk og gsy@eeu.dk.

10 Erhvervsliv maj 2015 · Esbjerg Erhvervsudvikling

Med EEN kan din virksomhed: l Finde udenlandske samarbejds­part­nere (leverandører, agenter, forhandlere, distributører, under­ leverandører mv.). l Finde nye teknologier i udlandet. l Tilbyde deres teknologi og produkter til udenlandske samarbejdspartnere. l Finde projektpartnere til (EU)projekter. l Få information og vejledning om tilskudsmuligheder. l Få information om udenlandske markeder og muligheder, CE-mærkning og EU-udbud. l Få svar op EU-regler og –lovgivning. l Få et talerør til EU f.eks. i forhold til uhensigtsmæssige regler og lovgivning.


TEMA

Eksport og internationalisering

” Der er simpelt hen så meget at byde på fra Blåvandshuk til Tønder. Kultur- og naturoplevelserne er helt unikke”

Vadehavskysten bejler til skandinaviske seniorer Med Vadehavets placering på UNESCO’s verdensarvsliste er der alle muligheder for at gøre Vadehavskysten til et trækplaster blandt internationale turister. Et nyetableret samarbejde skal i første omgang gøre den interessant for danskere, svenskere og nordmænd over 50 år. Et initiativ fra turismeerhvervet langs Vadehavet skal skabe vækst i antallet af overnatninger og besøg. Turistaktørerne ønsker at samle hele to millioner kroner til fælles markedsføring med afsæt i Vadehavskysten og mener, at de rammer et hul i markedet. Peter Petersen, direktør Hjerting Badehotel har været en af initiativtagerne: - Der er simpelt hen så meget at byde på fra Blåvandshuk til Tønder. Kultur- og naturoplevelserne er helt unikke, og vi kommunikerer med Vadehavskysten et entydigt budskab rettet mod 50+ markedet, siger Peter Petersen. Turistchef Henrik Vej Kastrupsen supplerer: - Begrebet Vadehavskysten kender vi fra vejrudsigten på både DR og TV 2. Også i radioen nævnes navnet

dagligt, og det hjælper alt sammen, når Vadehavskysten skal forankres hos danskerne. Man skal huske på, at Vadehavet strækker sig helt op til Blåvand Fyr. Hvidbjergs sydvendte strande er altså også en del af Vadehavet, og herefter står oplevelserne i kø. Fra Skallingen, over Fanø, til Esbjerg mod Ribe, hen over Mandø til Rømø og slutteligt til Danmarks ældste købstad, Tønder. Så smider vi lige et ’verdensarvkrydderi’ oveni, og så er det altså oplevelser i verdensklasse, vi kan byde på, siger Henrik Vej Kastrupsen. Lars Grambo er direktør for Enjoy Resorts Rømø: - Jeg er helt med på, at vores primære attraktion på Rømø er Vesterhavet og sommergæsterne. Men jeg tænker, at vi bliver nødt til at arbejde på flere kommunikationsplatforme, og at vi også har et forår og et efterår, som vi gerne vil have fyldt op. Jeg forventer mig rigtig meget af samarbejdet, siger Lars Grambo. Også Søren Christensen, projekt- og formidlingskoordinator i Nationalpark Vadehavet, ser store muligheder i at markedsføre Vadehavet i fællesskab:

- Vi har alle sammen begrænsede midler, men i fællesskab kan vi flytte noget og øge kendskabet til Vadehavet, siger Søren Christensen.

l Målet er at samle to millioner kroner til fælles markedsføring af Vadehavskysten fra Blåvand i nord til Tønder i syd. l V adehavskysten bliver en erhvervsdrivende forening med en generalforsamlingsvalgt bestyrelse bestående af erhvervsdrivende langs Vadehavet. l D en midlertidige styregruppe består af Peter Petersen, direktør, Hjerting Badehotel, Lars Grambo, direktør, Enjoy Rømø, Søren Christensen, projekt- og formidlingschef Nationalpark Vadehavet, Flemming Just, direktør Sydvestjyske Museer, Dorte Kiilerich, konsulent og tidligere direktør for VisitDenmark samt en repræsentant fra Center for Kyst- og Naturturisme (udpeges senere). Turistorganisationerne fungerer som sekretariat. l Følg med på www.vadehavskysten.dk og på Facebook.

Erhvervsliv maj 2015 · Esbjerg Erhvervsudvikling 11


Vi står klar til at hjælpe Vi arbejder for at give dig de bedste kort på hånden til at udvikle din virksomhed. Kontakt os i dag på 75 12 37 44 eller find direkte kontaktoplysninger på: eeu.dk/medarbejdere

reesegrafisk.dk

Læs mere på eeu.dk Esbjerg Erhvervsudvling Niels Bohrs Vej 6, 6700 Esbjerg Tlf. 75 12 37 44 info@eeu.dk


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.