Jesper Brandt Andersen
THOMAS BARTHOLIN Lægen & anatomen Fra enhjørninger til lymfekar
FADL’S FORLAG
Jesper Brandt Andersen
THOMAS BARTHOLIN Lægen og anatomen Fra enhjørninger til lymfekar
FADL’s Forlag 3
__NY-FADL-Bartholin.indd 3
10-08-2017 10:01:24
Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
1 Caspar Bartholin den ældre . . . . . . . . . . . . . . 13 2 Studierejse i Europa . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 3 Professor i København . . . . . . . . . . . . . . . . . 142 4 Opdagelsen af brystgangen og lymfekarrene . . . . 170 5 Den skrivende Bartholin . . . . . . . . . . . . . . . . 246 6 Thomas Bartholins eftermæle og betydning for samtid og eftertid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 348 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 355 Tillæg 1 • Tidstavle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 396 Tillæg 2 • Thomas Bartholins værker . . . . . . . . . . . 398 Tillæg 3 • Udvalgt litteratur om Thomas Bartholin . . . . 403 Tillæg 4 • Bartholin versus Rudbeck . . . . . . . . . . . . 405
Personregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 412
__NY-FADL-Bartholin.indd 5
10-08-2017 10:01:24
Forord Da jeg for nogle år siden havde overvejelser om at skrive en bog om børnelægefagets (pædiatriens) historie, stødte jeg i en engelsk bog om dette emne på en omtale af den danske læge og anatom Thomas Bartholins afhandling fra 1646 om en difteriepidemi blandt børn i Syditalien. Jeg blev snart klar over, at dette måtte være den første videnskabelige afhandling skrevet af en dansker om et pædiatrisk emne. Videre granskning i Thomas Bartholin åbnede hurtigt mine øjne for en utrolig spændende og bredtfavnende naturvidenskabsmand fra en lige så spændende tid præget af en rivende udvikling inden for naturvidenskaberne, ikke mindst lægevidenskaben. En udvikling, hvor Danmark og Københavns Universitet – netop i kraft af Thomas Bartholins særlige evner og indsats – kom til at spille en hovedrolle. Thomas Bartholin er en dynamisk og farverig repræsentant for en tid, hvor man bevægede sig fra tro, overtro og overleveret lærdom i retning af selvobserverede naturvidenskabelige kendsgerninger. I det ene øjeblik skriver han en bog om enhjørninger, og i det næste udfører han genial lægevidenskabelig forskning, som fører til opdagelsen af lymfekarrene, og gør sig tanker om læge- og naturvidenskabelige spørgsmål på et niveau, der rækker langt ud i fremtiden. Jeg blev hurtigt revet med ind i Bartholins inspirerende og dragende univers og ændrede derfor mine planer til denne biografi om ham. Det var min oprindelige intention at have bogen færdig i 2016 – 400-året for Bartholins fødsel – men jo længere, jeg kom ind i stoffet, desto mere greb det om sig. Hele Bartholins kæmpe litterære produktion er forfattet på latin, og kun få af hans værker er oversat til levende sprog, herunder dansk. Læsning af Bartholins værker kræver ikke alene et indgående kendskab til latin, men også et særligt kendskab til netop den version af latin, som Bartholin og andre naturvidenskabsfolk skrev i 1600-tallet. Under arbejdet med bogen har jeg derfor været helt afhængig af seniorforsker, cand.phil. Niels W. Bruuns enestående hjælp til oversættelse fra latin til 7
__NY-FADL-Bartholin.indd 7
10-08-2017 10:01:24
dansk, både når det har drejet sig om forståelse af forskellige passager i Bar tholins værker og oversættelse af latinske værktitler. Ligeledes har Niels bidraget med adskillige nyoversættelser af udvalgte tekster fra Bartholins værker, som ikke tidligere har været oversat til dansk eller andre sprog. Niels har i mange år arbejdet på en udgivelse af Bartholins breve på engelsk og gavmildt givet mig adgang til læsning af udvalgte oversatte breve. Ydermere har Niels bidraget med mange af bogens illustrationer og under hele forløbet beriget mig med sin omfattende viden om Bartholin og hans tid. Uden Niels’ store og aldrig svigtende hjælp ville bogen ikke have set dagens lys. En kæmpe tak skal lyde til Niels. Af afgørende betydning for bogens realisering har det også været at kunne trække på teologen Axel Garboes fremragende biografi om Thomas Bartholin fra 1949-1950, filologen H.D. Schepelerns oversættelse af Ole Worms breve og lægen G. Trydes oversættelse af Bartholins værker om udforskningen af lymfekarsystemet. Fra Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA, ubva.dk) skal lyde en stor tak til adjungeret professor, lic.jur. Jørgen Blomqvist for vurdering og afgørelse af prioritesstriden imellem Thomas Bartholin og svenskeren Olof Rudbeck om opdagelsen af lymfekarrene (tillæg 4), til UBVA’s formand professor, ph.d. Morten Rosenmeier for sin interesse for sagen og muliggørelsen af UBVA’s udtalelse og til medlem af UBVA professor, dr.med. Mogens Holst Nissen for indbringelse af spørgsmålet for UBVA. Personalet på Læsesal Vest og Fotografisk Atelier på Det Kongelige Bibliotek takkes for stor hjælpsomhed og eksemplarisk service i forbindelse med fremskaffelse af bøger og reproduktion af illustrationer, og til alle øvrige bidragydere til bogens illustrationer skal ligeledes lyde stor tak. En særlig tak skal lyde til Hagestedgårds ejer, kammerherre Anders Hvass, for interesse og gæstfrihed. Også stor tak til de fonde, som gennem deres økonomiske støtte har gjort bogens udgivelse mulig. Det drejer sig om Cand. Pharm. Povl M. Assens Fond og Landsdommer V. Gieses Legat. Endelig skal lyde en tak til min hustru og mine 5 døtre for deres interesse, tålmodighed og overbærenhed under mit arbejde med bogen. I håb om, at bogen må skabe fornyet interesse for Thomas Bartholin og hans enestående indsats og betydning for dansk og international natur- og lægevidenskab i historisk perspektiv. Vordingborg, august 2017 Jesper Brandt Andersen 8
__NY-FADL-Bartholin.indd 8
10-08-2017 10:01:24
Indledning Lægen og anatomen Thomas Bartholins (1616-1680) århundrede, 1600-tallet, repræsenterede inden for videnskabernes verden en overgangsperiode imellem renæssancen med dens dyrkelse af antikken og oplysningstiden med dens fokus på fornuft og videnskab. 1600-tallet var præget af en række naturvidenskabelige gennembrud, og det var netop disse gennembrud, der dannede grundlaget for oplysningstiden. Lægevidenskaben var et af de videnskabsområder, som bød på de største gennembrud. I renæssancen havde bogtrykkerkunsten i første halvdel af 1500-tallet banet vejen for nye udgivelser på græsk og latin af de antikke læger Hippokrates’ (460-370 f.Kr.) og Galens (ca. 130 – ca. 200 e.Kr.) medicinske værker og sat nyt fokus på deres medicinske opfattelser, som i forvejen havde været gældende overalt på Europas universiteter. Men i midten af 1500-tallet skete der noget, som fik afgørende indflydelse på 1600-tal-
Andreas Vesalius (1514-1564) 28 år gammel i færd med dissektion af en arm. Træsnit af Jan Stephan van Calcar (1499-1546) i Andreas Vesalius: De humani corporis fabrica, Basel 1543. Det Kongelige Bibliotek. Gennem sit opgør med de antikke græske læger Hippokrates og Galens doktriner og sin opfordring til at gøre selvstændige studier af menneskekroppen revolutionerede Vesalius den anatomiske forskning og skabte grundlaget for den moderne lægevidenskab. Han blev en stor inspirationskilde for 1600-tallets læger.
9
__NY-FADL-Bartholin.indd 9
10-08-2017 10:01:24
William Harvey (1578-1657) ca. 1627. Tilskrevet Daniel Mytens (1590-1647). Olie på lærred, 72,4 x 61,0 cm. National Portrait Gallery, London. Harvey forudså – med rette skulle det vise sig – stor modstand i lægeverdenen imod sin opdagelse af blodkredsløbet. Thomas Bar tholin var en af hans tidligste støtter.
lets lægevidenskab. Med den flamske anatom Andreas Vesalius (1514-1564) som førerskikkelse begyndte man at sætte spørgsmålstegn ved de gamle græske autoriteters doktriner. Ved selv at udføre dissektioner på mennesker blev Vesalius opmærksom på, at de antikke lægers anatomiske beskrivelser slet ikke passede på mennesker, men var baseret på dissektioner af døde dyr, hvis de da overhovedet var baseret på dissektioner. De antikke lægers teorier om menneskets anatomi var med andre ord netop kun teorier og gætværk, men ikke bevist ved praktiske forsøg og observationer. Vesalius’ mod til at sætte sig op imod de gamle autoriteter og hans opfordring til andre om selv at dissekere og gøre egne observationer skabte en ny lægevidenskabelig kultur, som først rigtigt fik fodfæste i begyndelsen af 1600-tallet. Dissektioner af levende dyr, såkaldte vivisektioner, med mulighed for at gøre direkte observationer af organernes funktioner, var en del af denne udvikling. To af 1600-tallets største lægevidenskabelige opdagelser fandt sted på omtrent samme tidspunkt i begyndelsen af 1620’erne. Den ene var englænderen William Harveys (1578-1657) opdagelse af, at hjertet pumper blodet rundt i kroppen i et kredsløb. Denne opdagelse gjorde op med tidligere tiders opfattelse af, at blodet hele tiden bliver dannet og nedbrudt i store mængder i leveren, som man anså for kroppens bloddannende organ – en opfattelse, som vedblev
10
__NY-FADL-Bartholin.indd 10
10-08-2017 10:01:26
Gaspare Aselli (1581-1626), mælkevenernes opdager. Kobberstik fra 1627 af Cesare Bassano (1584-1648). 19,5 x 13 cm. I rammen står: “Gaspar Asellius, borger i Cremona, anatom i Ticinum [Pavia] år 1627”. Harvey Cushing/John Hay Whitney Medical Library.
at være fremherskende, indtil man i sidste halvdel af 1800-tallet fandt ud af, at det bloddannende organ er den røde knoglemarv. Den anden af 1600-tallets store lægevidenskabelige opdagelser var italieneren Gaspare Asellis (1581-1626) opdagelse af en ny type kar, nemlig mælkevenerne. Ved dissektion af en levende hund kort efter, at den havde spist, observerede Aselli i tarmkrøset nogle tynde, hvide kar, som ved overskæring afgav en mælkehvid væske. Han opfattede dem som en fjerde type kar – efter arterier (pulsårer), vener (blodårer) og nerver (der dengang også blev opfattet som kar – en slags vener) – og kaldte dem mælkevener. Aselli mente, at mælkevenerne endte deres forløb i leveren, og at den mælkehvide, næringsrige væske, som de indeholdt, og som stammede fra føden i mavesækken og tarmen, blev transporteret direkte til leveren for at indgå i bloddannelsen. Disse to store opdagelser gav anledning til voldsomme diskussioner og uenigheder blandt læger og andre lærde med interesse for naturvidenskab til langt henover midten af 1600-tallet, men blev netop derfor også fokusområder for den lægevidenskabelige forskning i samme periode. En af dem, der tog livligt del i og markerede sig afgørende i denne debat og forskning til stedse fordel for den nye viden, og som i det hele taget fik en dominerende rolle i 1600-tallets lægevidenskabelige udvikling, både i Danmark og i udlandet, var denne bogs hovedperson, Thomas Bartholin. Med en morfar, en far og en onkel, der alle var indflydelsesrige læger ved Kø11
__NY-FADL-Bartholin.indd 11
10-08-2017 10:01:26
benhavns Universitet, havde han de bedste forudsætninger for at gøre karriere inden for dette fag. Hans egne evner, umættelige videbegær og næsten umenneskelige arbejdsevne var yderligere faktorer, som medvirkede til at bane vejen for hans status som en af danmarkshistoriens mest berømte og indflydelsesrige læger. Efter et indledende kapitel om Thomas Bartholins vigtigste inspirationskilde, hans far, lægen og anatomen Caspar Bartholin den ældre (1585-1629), følger denne bog hans næsten 10 år lange faglige dannelsesrejse til Europas førende universiteter inden for lægevidenskaben, hans tid som anatomiprofessor i København, hans udforskning af lymfekarsystemet og opdagelse og navngivning af lymfekarrene og hans mange år som skrivende professor med en gennemgang af hans væsentligste værker. Bogen afsluttes med et kapitel om hans betydning for samtid og eftertid. Bagerst i bogen findes en tidstavle over de væsentligste begivenheder i Thomas Bartholins liv (tillæg 1), en bibliografi over hans værker (tillæg 2), en liste med litteratur om ham (tillæg 3), og afgørelse fra Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) i striden imellem Thomas Bartholin og svenskeren Olof Rudbeck om prioriteten til opdagelsen af lymfekarrene (tillæg 4).
12
__NY-FADL-Bartholin.indd 12
10-08-2017 10:01:26
1 Caspar Bartholin den ældre Vi tror ikke mere, end hvad vi kan tage og føle på med hæn“ derne og se med vore øjne ” 1
Den bartholinske lærebog i anatomi I 1611 udkom i Wittenberg en lærebog i menneskets anatomi. Dens format var lille, og på trods af sine 604 sider var den ret uanselig. Bemærkelsesværdigt for en anatomibog havde den – bortset fra titelbladets janushoved, der skulle symbolisere, at den omhandlede begge køns anatomi – ikke en eneste illustration. Ved siden af 1500-tallets rigt illustrerede anatomibøger, ikke mindst den flamske anatom Andreas Vesalius’ (1514-1564) visuelt imponerende pragtværk De humani corporis fabrica (Om menneskekroppens opbygning) fra 1543, blegnede den.
Titelbladet til Caspar Bartholins anatomibog Anatomicæ Institutiones Corporis Humani (Den menneskelige krops anatomiske indretning), Wittenberg 1611. Det Kongelige Bibliotek. Janushovedet, som er bogens eneste illustration, symboliserer, at den omhandler begge køns anatomi. Bogen blev en af Europas mest anvendte lærebøger i anatomi i 1600-tallet.
13
__NY-FADL-Bartholin.indd 13
10-08-2017 10:01:27
Titelkobberet til Andreas Vesalius’ anatomibog De humani corporis fabrica (Om menneskekroppens opbygning), Basel 1543. Det Kongelige Bibliotek. Teksten i øverste titelfelt lyder: “Andreas Vesalius fra Bruxelles, professor ved den medicinske skole i Padova, om menneskekroppens opbygning i syv bøger”. I nederste titelfelt står: “Med den kejserlige majestæts, den franske konges samt det venetianske byråds nåde og privilegium, således som det siges i deres diplomer”. I midten ses Vesalius selv med blikket rettet mod læseren, højre hånd i bughulen af liget fra en ung kvinde og venstre hånds pegefinger løftet som symbol på hans nye lære, der opfordrede til at gøre egne iagttagelser gennem dissektion af menneskelig. Skelettet med lansen i højre hånd anvendte Vesalius som model under sine forelæsninger. Foroven ses Vesaliusfamiliens våbenskjold med 3 væsler, som symboliserer den tyske by Wesel, hvorfra familien stammede.
14
__NY-FADL-Bartholin.indd 14
10-08-2017 10:01:28
Caspar Bartholin den ældre (1585-1629) 40 år gammel. Kobberstik fra 1625 af Simon de Pas (1595-1647). 11 x 7 cm. Titelkobber til Caspar Bartholin: Systema Physicum, København 1628. Det Kongelige Bibliotek. (Westergaard 1930, 1, nr. 617, s. 88). I rammen står: “Doktor Caspar Bartholin, offentlig professor i teologi, medicin og filosofi ved Det Kongelige Københavnske Akademi [Københavns Universitet]”. Teksten under portrættet underskrevet af lægen Johann Stephan Strobelberger (1593-1630) lyder: “Dette er den Bartholin, som Apollo lod komme til verden som filosof, læge og from teo log. Kobberstikkeren gjorde hvad han kunne, men det er alene en skygge af hans legeme og bare uden ord; en afbildning af hans ånd mangler. Ønsker du at se den? Så læs hans mange bøger, hvori den lod sig aftegne med hans pen, til gavn for dig, du som studerer!”. Selvom Thomas Bartholin kun var 12 år gammel, da hans far døde, vedblev faderen at være en stor inspirationskilde for ham livet igennem.
Også papirkvaliteten og typografien hørte til i den tarvelige ende. Nye epokegørende faglige budskaber bød den heller ikke på. Det skulle da lige være, at det var den første lærebog i anatomi, som tildelte lugtenerven, nervus olfactorius, pladsen som 1. hjernenerve2. Men ellers indeholdt bogen udelukkende gengivelser af allerede kendt viden. Selv sproget var der ikke noget nyt ved. Det var latin, tidens videnskabssprog. Det, der gjorde bogen til noget særligt, var dens høje pædagogiske værdi. Alt unødvendigt stof var skåret væk, fremstillingen var klar og let forståelig, og frem for alt var inddelingen logisk og overskuelig. Bogen startede med den traditionelle inddeling af kroppen i 4 afdelinger med en topografisk gennemgang af henholdsvis bughulen (og kønsorganerne), brysthulen (og halsen), hovedet og ekstremiteterne. Herefter fulgte som noget nyt 4 mindre afdelinger om henholdsvis vener, arterier, nerver og knogler/brusk/ledbånd. Desuden indeholdt bogen henvisninger til alle de for tiden relevante anatomiske værker samt omtale af deres individuelle fortrinligheder og forfattere. Dens titel var Anatomicae Institutiones Corporis Humani (Den menneskelige krops anatomiske indretning), og den var skrevet af den blot 26-årige Caspar Bartholin3, Thomas Bartholins far. Bogen blev en af dansk videnskabslitteraturs største succeser nogensinde. Den fik hurtigt udbredelse over hele Europa, hvor den blev en af de mest an15
__NY-FADL-Bartholin.indd 15
10-08-2017 10:01:30
vendte lærebøger i anatomi i 1600-tallet. Den udkom i yderligere 5 optryk i perioden 1622-1633, men når hertil lægges alle versionerne af Thomas Bartholins 4 reviderede, illustrerede udgaver, udkom bogen frem til 1688 i sammenlagt 33 udgaver/optryk, inklusive oversættelser til fransk, tysk, engelsk, hollandsk og italiensk. Ved bogens første udgivelse i 1611 var Danmark i europæisk sammenhæng nærmest et uland, hvad angik anatomi og lægevidenskab. Studerende ved Københavns Universitet var henvist til studieophold ved andre europæiske universiteter, først og fremmest i Leiden, Basel, Paris, Montpellier og Padova. Men bogen markerede startskuddet på en udvikling, der i løbet af 1600-tallet gav Danmark og Københavns Universitet førende international status inden for anatomi og lægevidenskab.Thomas Bartholin personificerede mere end nogen anden denne udvikling. Da hans fjerde og sidste reviderede udgave af bogen udkom i 1673, var Københavns Universitet for længst blevet en attraktiv uddannelsesinstitution. Dets status var ændret fra et universitet, som de danske lægestuderende søgte bort fra, til et, som de udenlandske lægestuderende søgte hen til. Med Thomas Bartholins død i 1680 sluttede denne storhedstid for det lægevidenskabelige fakultet. Da Caspar Bartholin på mange områder havde betydelig indflydelse på sin søn Thomas, er det værd at dvæle lidt ved Caspar først.
Påvirkningen fra Caspar Bartholin den ældre Caspar Bartholin den ældre (15891629), som han ofte kaldes for at skelne ham fra sønnesønnen, lægen og anatomen Caspar Bartholin den
Epitafium (mindetavle) for Thomas Bar tholins farfar, slots- og sognepræst Bertel Jespersen (1555-1613), og farmor, Ane Rasmusdatter Tinckel, i Sankt Petri Kirke i Malmø. Olie på træ. Tilskrevet Peiter Hartmann og dateret 1617. Foto: Anne Ruponen.
16
__NY-FADL-Bartholin.indd 16
10-08-2017 10:01:30
yngre (1655-1738), blev født den 12. februar 1585 i Frederik 2.’s Malmø. Han var søn af slots- og sognepræst Bertel Jespersen (1555-1613), der findes afbildet på et epitafium for ham og hustruen, Ane Rasmusdatter Tinckel, i Sankt Petri Kirke i Malmø, hvorunder der også findes en mindetavle med omtale af Caspar Bartholin. Farfaderen Jesper Pallesen var bonde i Bigum i Jylland, hvorfra familien stammede4. Caspar Bartholins drengenavn var Jesper Bertelsen, men som ung mand latiniserede han det, og herved blev Bartholin slægtens nye navn. Caspar Bartholin påbegyndte som 18-årig i 1603 studier på Københavns Universitet, men allerede et års tid senere drog han afsted på en 7 år lang studie- og dannelsesrejse i Europa. Da hans økonomiske midler i al væsentlig-
Mindetavle i Sankt Petri Kirke i Malmø for Thomas Bartholins farfar Bertel Jespersen, farmor Ane Rasmusdatter Tinckel og far “Caspar Bartholin, offentlig professor i medicin og filosofi ved Det Kongelige Københavnske akademi [Københavns Universitet]”. Foto: Jesper Brandt Andersen.
Jesper Pallesen bonde i Bigum Bertel Jespersen (1555-1613) præst
Ane Tinckel
Caspar Bartholin (Jesper Bertelsen) (1585-1629) læge, teolog Anna (1613-1682) 1. ægteskab Magdalene Rhode (1622-1708) 2. ægteskab Anne Margrethe Margrethe (1650-1652) (1652-1711)
Bertel (1614-1690) filolog
Caspar (1618-1670) jurist, kancelliråd
Thomas (1616-1680) læge, anatom
Caspar Christopher (1655-1738) (1657-1714) læge, landsdommer generalprokurør
Albert (1620-1663) rektor
Anna Fincke (1594-1677)
Jacob (1623-1653) magister
Rasmus (1625-1698) matematiker, fysiker, læge
Else Christophersdatter Hansen (1634-1675) 1. ægteskab Thomas (1659-1690) historiker
Anna Margrethe Else Cathrine (1660-1698) (1662-1721)
Hans (1665-1738) teolog
Albert (1668-1703) kancellisekretær
Slægtstavle over Thomas Bartholins familie.
17
__NY-FADL-Bartholin.indd 17
10-08-2017 10:01:31
hed begrænsede sig til 60 daler om året i 3 år fra Lunds Domkapitel, foregik rejsen til fods. Blandt de lande, han besøgte, var Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, England, Schweiz og Italien. Han nåede så langt sydpå som Sicilien. Hans første lange ophold var i Wittenberg, hvor han i 3 år studerede filosofi og teologi og i 1605 tog magistergraden. For at tjene til opholdet og spare op til sin videre rejse underviste han i filosofi. Efter besøg i Belgien, Frankrig og England nåede han til Leiden i Holland, hvor et ophold på det fremstående medicinske fakultet inspirerede ham til at vælge medicin som sit hovedstudium. Efter korte besøg i hjemmet og Wittenberg rejste han derfor i 1607 til Basel, hvis universitet med sine to berømte professorer, lægen og anatomen Felix Plater (1536-1614) og hans elev, lægen, anatomen og botanikeren Caspar Bauhin (1560-1624), ligeledes var førende inden for medicinen. Caspar Bartholin underviste også her i filosofi, og han udarbejdede i den forbindelse en række filosofiske håndbøger i logik, retorik, etik, fysik og metafysik, som vandt stor popularitet og udbredelse og gjorde hans navn kendt ved mange af Europas universiteter5. Første udgivelse var Enchiridon logicum ex Aristotele (Håndbog i logik efter Aristoteles), Strasbourg 1608. Ud over besøg i 1609 i Rom, hvor han ledsagede pavens livlæge på sygebesøg, og i Napoli, hvor han fik tilbudt et professorat i anatomi, som han afslog, havde Bartholin i årene 1608-1610 tre ophold ved universitetet i Padova, en tredje af Europas medicinske højborge. Ved dette universitet havde man udført dissektioner på mennesker siden begyndelsen af 1300-tallet, fortrinsvis på ligene af henrettede forbrydere, som blev stillet til lægernes rådighed af domstolene og magthaverne. Her havde den flamske anatom Andreas Vesalius fungeret som lærer i anatomi og kirurgi fra 1537 til 1543 og foretaget de dissektioner, som dannede baggrund og forlæg for teksten og illustrationerne til hans nævnte storværk. Vesalius gjorde på epokegørende måde op med de antikke læger Hippokrates’ og Galens gennem århundreder nærmest lovfæstede, men i vid udstrækning fejlagtige forestillinger om menneskekroppens anatomi, fysiologi og sygdomslære. Sammen med den polske astronom og læge Nikolaus Kopernikus’ (1473-1543) hovedværk fra 1543, De revolutionibus orbium coelestium (Om himmellegemernes kredsbevægelser), der fastslår, at solen er universets midtpunkt, hvorom planeterne (inklusive Jorden) drejer, regnes Vesalius’ De humani corporis fabrica fra samme år for begyndelsen på renæssancens videnskabelige revolution. Gennem sine egne dissektioner og demonstrationer på døde mennesker 18
__NY-FADL-Bartholin.indd 18
10-08-2017 10:01:31
Universitetet i Padova. Kobberstik i Giacomo Filippo Tomasini: Gymnasium Patavinum, Utini 1654. Det Kongelige Bibliotek.
Træsnit med muskelmand på side 218 i Vesalius’ De humani corporis fabrica, Basel 1543. Det Kongelige Bibliotek. Til udførelsen af bogens illustrationer brugte Vesalius nogle af tidens førende kunstnere, især den tyskfødte italienske maler Jan Stephan van Calcar, som var elev af Tizian (1490-1576). Van Calcar fremstiller de dissekerede menneskemodeller i kunstfærdige allegoriske opsætninger af nærmest galgenhumoristisk karakter med italienske landskaber i baggrunden.
19
__NY-FADL-Bartholin.indd 19
10-08-2017 10:01:31
og levende og døde dyr kunne Vesalius bevise, at de antikke lægers observationer udelukkende byggede på dissektion af dyr, hvilket var en del af forklaringen på deres mangfoldige fejlslutninger vedrørende menneskekroppen. Da Vesalius begyndte sine medicinske studier, foregik dissektioner ved, at lægen eller professoren sad ophøjet i en stol i baggrunden, læste op fra en af de antikke lægers bøger og udpegede de i bogen nævnte strukturer for en knivførende, ulærd bartskærer, der så fridissekerede de nævnte strukturer, hvorefter en tredje person, en demonstrator, udpegede dem for publikum. Vesalius fandt denne fremgangsmåde absurd: “Denne vederstyggelige procedure, ved hvilken en eller anden foretager dissektionen af det menneskelige legeme, og andre leverer en beretning om dets dele, siddende som alliker højt til vejrs i deres høje stole, kvækkende løs med topmålt arrogance om ting, de aldrig selv har udforsket, men kun lært udenad fra bøger af andre. De første er så udannede, at de ikke forstår de anatomiske bøger, men sønderflænger kadaveret i stedet for at dissekere det kunstfærdigt, og forkludrer, hvad de burde vise ifølge instruktionen fra lægen, som selv aldrig har brugt hænderne til dissektionen af et lig. Hele undervisningen er forkvaklet, og dage spildes med latterlige sager i en sådan forvirring, at der demonstreres mindre for tilhørerne, end en slagter kan vise i sin bod”6. Hvis lægevidenskaben skulle videre, måtte lægerne selv føre skalpellen og gøre deres egne observationer, det vil sige skaffe sig den nødvendige viden gennem praktisk erfaring, frem for at skaffe sig den ved overlevering fra andre. Med dette nye metodesyn dannede Vesalius en ny skole, som banede vejen for 1600-tallets rivende udvikling inden for lægevidenskaben. Et problem ved metoden var, at det i renæssancen ikke var nogen let sag at skaffe menneskelig til dissektion, ikke så meget på grund af modstand fra de kirkelige og administrative instanser, som blot stillede krav om, at dissektionerne blev varetaget af kyndige læger under ordnede forhold og blev efterfulgt af en passende begravelse, men mere på grund af modstand i den almindelige befolkning, der havde begrænset forståelse for det videnskabelige formål. Et uddrag af et brev fra den ældre Vesalius til en af hans venner giver et indtryk af besværlighederne:
“I dag ville jeg ikke have spor lyst til at gå i mange timer og gennemrode knoglerne på kirkegårdene i Paris, hvor jeg engang var i fare blandt 20
__NY-FADL-Bartholin.indd 20
10-08-2017 10:01:31
Til venstre: Titelbladet til Anatomia Mundini, 1493. Det Kongelige Bibliotek. Ophøjet i baggrunden sidder professoren på en stol og læser op af en anatomitekst fra et klassisk skrift, mens han udpeger de kropsdele, som assistenten, en ulærd bartskærer, dissekerer frem på liget. Ofte kunne det være en tredje person, der udpegede strukturerne. Vesalius var stærkt kritisk over for denne undervisningsform, som han kaldte “forkvaklet”. Til højre: Det stadig eksisterende anatomiske teater i Padova, grundlagt af Caspar Bartholins lærer Fabricius ab Aquapendente (1537-1619) i 1594. Kobberstik i Giacomo Filippo Tomasini: Gymnasium Patavinum, Utini 1654, s. 74. Det Kongelige Bibliotek.
vilde hunde. Jeg ville heller ikke færdes alene ude for på retterstedet ved Louvain at hente knogler ned fra galgen for at lave et skelet. Ej heller ville jeg mere besvære dommerne med at bede dem om at lade folk ombringe ved den ene eller anden straf, eller at udsætte henrettelsen til en tid, der var belejlig til dissektion, og ikke opfordre studenterne til at holde øje med begravelser eller minde dem om at notere sig sygdom hos deres læreres patienter, så de senere kunne sikre sig deres lig. Jeg vil heller ikke mere i flere uger opbevare lig i mit soveværelse, bragt mig fra begravelse eller givet mig efter offentlig henrettelse, og ikke lade mig plage af vrantne tegnere, som gjorde mig mere elendig end de lig, jeg 21
__NY-FADL-Bartholin.indd 21
10-08-2017 10:01:32
Titelbladet til Julius Casserius’ smukt illustrerede værk i folio om sanseorganerne, Pentæstheseion, Venedig 1609 og Frankfurt 1610. Det Kongelige Bibliotek. Thomas Bartholin brugte flere af illustrationerne fra dette værk i de forskellige udgaver af sin anatomibog.
22
__NY-FADL-Bartholin.indd 22
10-08-2017 10:01:34
dissekerede. Alle disse ting, som jeg i min unge alder med let sind udholdt i ønsket om at lære og at fremme vore fælles studier”7. Vesalius havde i Padova udført sine offentlige dissektioner i midlertidige anatomiteatre, som blev opført i træ om vinteren, hvor ligene kunne holde sig længere uden at gå i forrådnelse. I 1594 fik den daværende anatomiprofessor i Padova, Hieronymus Fabricius ab Aquapendente (it. Girolamo Fabrizi d’Acquapendente, 1537-1619), for egne midler opført et permanent anatomiteater, som stadig eksisterer og er verdens ældste bevarede. Fabricius og hans elev, Julius Casserius (it. Giulio Casserio, 1552-1616) havde sanseorganerne som deres særlige forskningsområde. Fabricius havde udgivet værket De visione, voce et auditu (Om synet, stemmen og hørelsen), Venedig 1600, mens Casserius havde udgivet De vocis auditusque organis historia anatomica (Anatomisk beskrivelse af stemmens og hørelsens organer), Ferrara 1600. På tidspunktet for Caspar Bartholins ankomst til Padova sammen med sin kommende svoger Ole Worm (1588-1654) i vinteren 1608-1609 arbejdede Casserius på et stort illustreret værk om sanseorganerne, Pentæstheseion, Venedig 1609 og Frankfurt 16108. Caspar Bartholin, der hurtigt må være blevet oplært i dissektionsteknik af Plater og Bauhin i Basel og Fabricius og Casserius i Padova, hjalp ifølge Thomas Bartholin Casserius med udgivelsen ved at udføre et stort antal dissektioner, som dannede forlæg for de tegnere, der skulle udføre værkets illustrationer: “Mens han var hos Casserio i Padova, dissekerede han et stort antal lig, da han i hans navn sørgede for illustrationerne til Pentæstheseion. Han var også fast tilskuer til de anatomiske demonstrationer, som blev foretaget af Aquapendente, Bauhin, Plater og de øvrige, der er anført i hans fortale, og han lånte dem ikke blot sine lærde øjne, men også sin skalpel”9. Som et bevis på samarbejdet afslutter Casserius forordet til Pentæstheseion med et digt af Caspar Bartholin10: Den, der ikke fornemmer, at denne bog af Casserius er skrevet med stor dømmekraft og skarpsindighed, han må selv være uden sanser. 23
__NY-FADL-Bartholin.indd 23
10-08-2017 10:01:34
Den, der ikke mærker Casserius’ mesterhånd og skarpsind, og som kan høre, føle, lugte, smage og se, han må være døv og følelsesløs, hans næse sløv, hans tunge lam, og berøvet synet på begge øjne. Caspar Bartholin, dansker Det fremgår af forordet til Caspar Bartholins anatomibog, at han på trods af sin unge alder underviste studerende i anatomi på universitetet i Padova, og han begrunder bogens udgivelse med, at den skal fungere som et supplement til hans forelæsninger. Han betegner bogen som et oversigtsværk, der ikke gør krav på fuldstændighed. Den bygger dels på, hvad han har læst og lært, dels på hans egne observationer fra dissektioner. I 1610 fik Caspar Bartholin efterretning fra Københavns Universitet om, at man ønskede ham tilbage til Danmark. Han forlod derfor samme år Padova for at rejse hjemad. På vejen gjorde han på ny ophold i Basel, hvor han tog den medicinske doktorgrad, og i Wittenberg, hvor han udgav sin lærebog i anatomi i 1611. Han var hjemme i slutningen af september samme år og tiltrådte i december en stilling ved Københavns Universitet som pædagogus secundus (pædagogisk andenprofessor), den laveste professorrang. I 1612 giftede han sig med Anna Thomasdatter Fincke (1594-1677), datter af universitetets indflydelsesrige medicinske førsteprofessor (medicus primus) i perioden 1603-1656 og femfoldige rektor, Thomas Fincke (1561-1656), det såkaldte Fincke-dynastis patriark. Som professor ved Københavns Universitet gennem 66 år tilhørte Fincke universitetets magtelite og sørgede omsorgsfuldt for sine familiemedlemmers karriereforløb. Med ham som svigerfar var det ikke vanskeligt for Caspar Bar tholin at avancere til først grammaticus og siden i 1613 til medicinsk andenprofessor (medicus secundus) efter astronomen Tycho Brahes (1546-1601) tidligere assistent på Hven, Gellius Sascerides (1562-1612)11. I denne stilling var Bartholin i 1618-1619 universitetets rektor. Da universitetets teologiske andenprofessor (teologus secundus), Cort Aslaksen (1564-1624), en anden af Tycho Brahes tidligere assistenter på Hven, døde i 1624, overtog Bartholin – muligvis mere af nød end af lyst – dette professorat, mens hans eget blev overdraget til Ole Worm12. Bartholin fortsatte i sit teologiske professorat til sin død 44 år gammel på en rejse til Sorø den 13. juli 1629; året, hvor han for anden gang var universitetets rektor13. På bare 18 år nåede Caspar Bartholin at beklæde ikke mindre end 4 professorater inden for 3 forskellige fakulteter. På trods af sin korte levetid efterlod han sig 24
__NY-FADL-Bartholin.indd 24
10-08-2017 10:01:34
Det Wormske familiebillede. Olie på lærred, 1647. Kunstner ukendt. Nationalmuseet. Foto: Lennart Larsen. På billedet ses Ole Worm til venstre i billedet iført sort præstekjole (borgerdragt) med Kristus siddende på sin højre side og sine 3 hustruer og 2 ældste døtre stående på sin venstre side. Forrest ses børn og børnebørn. De 4 “apostle” på Worms højre side er hans professorkolleger, hvoraf nr. 3 fra venstre er Worms svigerfar og Thomas Bartholins morfar, Thomas Fincke (1561-1656). De 2 herrer bag kvinderækken er de 2 ældste døtres ægtefæller. Den største dreng midt i billedet er sønnen Willum Worm (1633-1704). Dokumentet til venstre i billedet er et digt af Thomas Bartholin, som lyder: “Frugtbart formælet blev WORM med mangefold afgrøde signet: Klogskabens afkom du ser, verden, på billedet her” (Schepelern 1968, 3, s. IV).
et omfangsrigt og emnemæssigt vidtfavnede forfatterskab, og han anføres med sine ca. 50 bøger, som næsten alle udkom i adskillige udgaver, at være den mest skrivende professor ved Københavns Universitet i 1600-tallets første del og sin samtids mest læste danske videnskabelige forfatter i samme periode – ikke mindst i udlandet14. Desuden var han som medicinsk professor så populær blandt universitetets studenter, at det gav anledning til misundelse hos kollegerne15. Foruden de allerede nævnte pædagogiske skrifter og skifter om lægevidenskabelige og teologiske emner omfatter forfatterskabet også bøger om for eksempel filosofi, astrologi, alkymi og enhjørninger16. Som de forskellige professorater og forfatterskabets bredde afspejler, var 25
__NY-FADL-Bartholin.indd 25
10-08-2017 10:01:35
Caspar Bartholin et fremtrædende eksempel på en tidstypisk polyhistor, eller med et andet udtryk: et renæssancemenneske. Det vil sige en videnskabsmand, som dygtiggjorde sig inden for en bred vifte af videnskabelige fag. Måske netop fordi Bartholin både på den ene side var ortodoks lutheraner og teolog og på den anden side læge, så han intet modsætningsforhold imellem religion og videnskab, men havde tværtimod den filosofi, at disse to områder hang nøje sammen17. Den gode læge måtte også være en god filosof som udtrykt med Bartholins egne ord i Ole Worms stambog i Basel i 1608: “Den læge, der er filosof, er guders ligemand”18, og en god teolog måtte have et vist kendskab til Guds skaberværk, naturen. Det var lægens pligt at vende hver en sten og tilegne sig viden inden for alle videnskabens områder, når han blot hele tiden holdt sig for øje, at uanset hvad fornuften og erfaringen viste ham frem til, så var det hele et produkt af, hvad Gud havde skabt. Naturvidenskaben kunne bruges som et redskab til at vise alverden, hvor mægtigt Guds skaberværk var. Selvom Caspar Bartholin som læge og naturvidenskabsmand var funderet i Aristoteles’’ (384-322 f.Kr.), Hippokrates’’ og Galens lære og som underviser ved Københavns Universitet forpligtet til at tage udgangspunkt heri i henhold til den gældende fundats fra 1539, bevirkede hans polyhistoriske grundfilosofi en åbenhed over for teorier, som man ellers ikke ville tiltro hverken en teolog eller en læge at være åben over for. Det gjaldt for eksempel astrologiske teorier om betydningen af himmellegemernes indbyrdes placering på menneskets sygdom og sundhed, ædelstenes helbredende kræfter (som oven i købet kunne øges ved indgraveringer af stjernetegn)19, eksistensen af enhjørninger og deres horns helbredende virkninger samt den schweiziske læge og alkymist Paracelsus’ (egl. Theophrastus Bombastus von Hohenheim, 1493-1541) og hans danske tilhænger, Frederik 2.’s og Christian 4.’s livlæge og Tycho Brahes ven, Peder Sørensens (lat. Petrus Severinus, 1542-1602) omstridte teorier og tanker om værdien af alkymi og iatrokemi. I nogle tilfælde var der tale om, at Bartholin tilsluttede sig eller i hvert fald stiltiende accepterede tanker, som, hvis de havde været fremsat af almindelige mennesker, kunne have medført straf for kætteri. Som anerkendt videnskabsmand undgik Bartholin denne risiko, og det blev ikke værre af, at Christian 4. udviste interesse for alkymi og paracelsisme, og at Bartholin kunne henvise til ham som en fremtrædende alkymist20. Bartholin forsøgte forgæves at behandle sin egen nyrestenslidelse med forskellige arter af nefritisstenen, som han havde fået “hidbragt med ikke ringe bekostning” fra Venedig, Nürnberg og Holland, og han forklarede den manglende virkning med, at nefritisstenen måske kun uddriver nyregrus og 26
__NY-FADL-Bartholin.indd 26
10-08-2017 10:01:35
sten, som er løse og bløde af konsistens, hvor hans nyresten var usædvanligt store og hårde som flint21. Uagtet at Caspar Bartholin som læge tog udgangspunkt i og langt hen ad vejen var loyal over for Galens lære og teorier, havde tiden i Padova og Basel trukket ham i retning af den vesaliske anatomilære og åbnet hans øjne for Galens fejltagelser samt behovet for at gøre sig sine egne iagttagelser og erfaringer gennem dissektioner og eksperimenter. Ud fra denne betragtning er det måske ikke så underligt, at Bartholin udviste åbenhed over for Paracelsus og Peder Sørensen og i visse sammenhænge direkte hyldede sidstnævnte. Paracelsus og Peder Sørensen var begge tilhængere af erfaring gennem eksperimenter (den paracelsiske experimentia), dog med den krølle, at den viden, som man derved tilegner sig, ikke opnås alene gennem erfaring og fornufttænkning, men kræver indlevelse og indadskuen. Samtidig var de modstandere af død boglærdom og gamle autoriteter. I sit berømte filosofiske hovedværk Idea Medicinae Philosophicae (Den filosofiske medicins idé) fra 1571 formulerer Peder Sørensen det således: “Retten til at bruge sin dømmekraft, naturens lys, evnen til at skelne og vurdere, den bør menneskene ikke fratage hinanden. Grækernes eneherredømme er forbi. Det vil være skammeligt at bruge andres forskerflid, anstrengelser og resultater som et dække for egen sløvhed og dovenskab”22. En yderligere indikation på, at Caspar Bartholins skifte fra medicinsk til teologisk professorat muligvis ikke var hans eget ønske, er, at han som teologisk professor vedblev at beskæftige sig med natur- og lægevidenskab. I 1628 udgav han således, foruden den monstrøse fysikbog Systema physicum (Det fysiske system) på knapt 1300 sider, også en studievejledning De Studio Medico (Om det medicinske studium) forfattet i 1626 til lægestuderende, som var tilegnet og dedikeret slægtningen Peder Charisius (1608-1685), et barnebarn af Peder Sørensen, samt Bartholins 6 sønner: Bertel (1614-1690), Thomas (16161680), Caspar (1618-1670), Albert (1620-1663), Jacob (1623-1653) og Rasmus (1625-1698)23. Det lå således i luften, at Caspar Bartholin ønskede, at en eller flere af hans sønner skulle uddanne sig til læger, og to af dem, Thomas og Rasmus, fulgte hans ønske. At vejledningen har gjort indtryk på Thomas og vel meget sandsynligt været medvirkende til hans karrierevalg, indikeres af, at han genudgav den som en del af sit eget værk Cista Medica Hafniensis (Det medicin27
__NY-FADL-Bartholin.indd 27
10-08-2017 10:01:35
ske fakultets brevkiste) i 166224. Vejledningens titel lyder: “Caspar Bartholins kortfattede og improviserede anvisning angående forløbet af det medicinske studium til brug for den omhyggelige kommende læge, som hæver sig over massen”. Det fremgår, at Bartholins erfaringsgrundlag også omfatter lægegerning for “endog kongelige personer, fyrster, grever og baroner samt et umådeligt antal fornemme borgere og almindelige mennesker”. Som den gode lutheraner opfordrer han først og fremmest til fromhed, uangribelig livsførelse, daglige bønner og kærlighed til Guds ord. Enhver, der studerer medicin, bør læse et kapitel eller to i Bibelen efter bønnen hver morgen og helst komme igennem den hele hvert år. Dernæst bør den studerende lære græsk og latin, lægekunstens sprog. Med sætningen: “Hvorledes vil du vurdere, hvad der er godt eller skidt hos Hippokrates og Galen, hvis du ikke kan græsk?”, afslører Bartholin, at han bekender sig til den nye vesaliske skole, som ser på de gamle grækere med et kritisk og nuanceret syn, og han opfordrer vejledningens læsere til at gøre det samme. Herefter gennemgår Bartholin en række discipliner, som lægen bør have kendskab til, nogle vigtigere end andre, og han henviser til relevante forfattere og deres litteratur, herunder sin egen (retorik, logik, metafysik, fysik og alkymi)25. Blandt de øvrige danske forfattere, han henviser til, er Christen Sørensen Longomontanus (1562-1647, aritmetik og astronomi), Tycho Brahe (astronomi og alkymi), Christoffer Dybvad (1577-1622, geometri), Peder Sørensen (alkymi og paracelsisk teori) og Christian 4. (alkymi). Han henviser selvsagt også til sine egne lærere Plater, Bauhin, Fabricius og Casserius. Foruden de oplagte lægefag som “selve lægekunsten”, medicinske stridsspørgsmål og disputationer, anatomi, kirurgi, diætetik, diagnostik, “speciel terapi” og farmakologi henregner han logik (“fornuftens kunstfærdige hjælper”), fysik (herunder astronomi, lyslære og astrologi), matematik (herunder aritmetik og geometri), mineralogi, metallurgi, botanik, zoologi og kemi (herunder alkymi og paracelsisk teori) til de vigtige fag, mens retorik, praktisk filosofi og metafysik nævnes som mindre vigtige. For flere fags vedkommende opfordrer han til praktisk feltarbejde. I anatomi, hvor den første forfatter, han nævner, er Andreas Vesalius, som han også fremhæver for sine illustrationer, opfordrer han til “hyppigt at arrangere især private dissektioner over dyr og deres legemsdele, og så ofte det er muligt at overvære de offentlige dissektioner af menneskelig. I kirurgi, hvor Vesalius også fremhæves, skal man “ikke holde sig for god til selv at praktisere håndværket i Italien og Frankrig, hvor man har Europas bedste kirurger, og i den daglige øvelse bemærke sig de væsentlige ting, som ikke enhver fusker eller bartskærer 28
__NY-FADL-Bartholin.indd 28
10-08-2017 10:01:35
kender til”. I farmakologi bør man “ofte undersøge endog krukker og små rum hos apotekerne, for at lægen ikke skal være uvidende om noget, som apotekermedhjælperne kender til. I botanik opfordrer han til “egenhændigt at indsamle planter og anlægge herbarier”, “frem for omfattende læsning af botanikbøger”, og for alkymiens vedkommende lyder følgende opfordring: “I bør altid dyrke alkymien med dens trækul og glaskolber”. Om denne omstridte videnskab erklærer Bartholin desuden: “Jeg er personlig ikke uvidende om, at nogle foragter den slags arkana og ikke bryder sig særlig meget om dem, men nøjes med en medicinsk kur. Men det ene skal gøres, det andet ikke forsømmes: Ikke sjældent kan man i et fortvivlet tilfælde savne et eller andet fornemt middel. Ja, man skal end ikke undse sig for at udfritte gamle kællinger og barberer om deres husråd, når blot de er probate og ofte er blevet anvendt med held”. Caspar Bartholin afslutter sin vejledning med en opfordring til studierejser i udlandet26: “På baggrund af disse ganske få eksempler vil enhver – med undtagelse af tåben og tossen – forstå, hvilken betydning udenlandsrejser har for den vordende medicinske doktor”. Hermed var scenen sat for sønnen Thomas’ lægekarriere.
29
__NY-FADL-Bartholin.indd 29
10-08-2017 10:01:35