UDDRAG FRA ELSK DIN EKS

Page 1


ANNA PRIP

Elsk din eks EN KÆRLIG MÅDE AT VÆRE SKILT PÅ

Fadl´s Forlag


Elsk din eks – en kærlig måde at være skilt på Anna Prip 1. udgave, 1. oplag © 2018, FADL’s Forlag, København ISBN: 978-87-7749-949-4 Forlagsredaktion og projektledelse: Thomas Bo Thomsen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Camilla Severinsen Forsidefoto: Dott Ovesen Tryk: Printservice Printed in Lithuania 2018 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med Copydan, skal ved ønske om kopiering henvende sig til FADL’s Forlag. FADL’s Forlag Amagertorv 29B, 3. sal 1160 København K www.fadlforlag.dk redaktion@fadlsforlag.dk


FORORD – AF RENÉE TOFT SIMONSEN

8

INDLEDNING

14

KAPITEL 1: SKILSMISSEN

22

KAPITEL 2: KÆRLIGHEDEN

36

KAPITEL 3: BRUDDET

64

KAPITEL 4: SAMARBEJDET

82

KAPITEL 5: KOMMUNIKATIONEN

102

KAPITEL 6: FØLELSERNE

124

KAPITEL 7: KROPPEN

138

KAPITEL 8: LIVSVIDNET

152

KAPITEL 9: KONFLIKTEN

189

EFTERORD

194

LITTERATUR

Bruddets hårde bank på døren

En kærlig måde at være skilt på

Den store forandring

At være forældre sammen efter bruddet

Bedre kommunikation efter skilsmissen

Følelseshåndtering og empati

Find ro til at klare skilsmissen

Din eks som livsvidne

Kærlighedens grænser: konflikter, vrede og vold

INDHOLD

4


7 FORORD


INDLEDNING Elsk din eks! Ja, det kan lyde svært, jeg ved det godt. Og hvorfor skal jeg så det, spørger du måske med rette dig selv? Kan det ikke være lige så godt bare at glemme alt om min eks og så komme videre? Det kan føles næsten umuligt overhovedet at koble kærlighed til sin eks, når vreden og følelsen af svigt trænger sig på. Men jeg lover dig, at hvis du tillader kærligheden at være toneangivende i din relation til din eks, så vil det være langt den bedste løsning. Især for de implicerede børn. Og netop børnene spiller en hovedrolle i denne bog og er den grundlæggende årsag til, at jeg har skrevet den. Med ordet ”elske” i bogens titel mener jeg ikke at elske lidenskabeligt, men derimod at elske på en mere venlig måde, så bruddet og alle implicerede parter får det bedst muligt i forløbet omkring skilsmissen. Jeg uddyber dette kærlighedsbegreb i kapitel 2. Jeg vil i denne bog hjælpe dig med al den erfaring, jeg har, til at gøre livet under og efter bruddet så godt som muligt. Bogen er primært skrevet til dig, der har børn med din eks, men par uden børn er velkomne til også at lade sig inspirere og drage nytte af bogens indhold. Når vi bryder med en person, som vi ikke har børn med, så glider vi måske ud af hinandens liv og har det fint med det. Men hvis der er børn involveret, så har vi som forældre en særlig forpligtelse til at være medskabere af så godt et familieliv som

8 ELSK DIN EKS


muligt for børnene på trods af omstændighederne. Det handler om at (gen)oprette harmonien efter skilsmissen og sikre børnenes trivsel. For at du kan få det bedste ud af bogen, må du være parat til et skifte i din bevidsthed. Du må være klar til at tænke nyt og åbne for nogle nye ideer omkring, hvordan du kan være sammen med din eks. Og du må være klar på, at det ikke nødvendigvis er en ændring, der sker fra den ene dag til den anden. Det kan kræve tid og tålmodighed at lære at omgås din eks på en ny og kærlig måde. Vi mangler generelt som samfund betragtet at mestre evnen til at tage fysisk afsked med en person og samtidig bevare en venlig eller kærlig kontakt. Vi har simpelthen ikke lært, hvordan man gør, og tror fejlagtigt, at det at sige farvel og samtidig bevare en kærlig kontakt er i modstrid med hinanden. Men det er faktisk noget af det, børn er gode til, for de ved instinktivt, at selvom de efter skilsmissen ikke længere bor sammen med både mor og far, så bor de begge i barnets hjerte. Elsk din eks er en bog, jeg ville ønske, havde været til rådighed for mig, da jeg selv blev skilt. En bog, du kan lade dig inspirere af, uanset hvor svært det indimellem kan se ud. En bog, som kan hjælpe skilte forældre med at vende situationen på hovedet og skabe mulighed for en positiv forandring. Jeg benytter mig i bogen af metoder, modeller og øvelser, som jeg selv har prøvet og kender effekten af, enten personligt eller i mit familieterapeutiske arbejde. Bogen inkluderer derudover eksempler på skilsmissesituationer fra det virkelige liv, der kaster lys over forskellige måder at være skilt på. Nogle er

9 INDLEDNING


almindelige, andre mere voldsomme. For dem alle gælder det, at det at kunne elske sin eks på en ny måde efter bruddet har gjort det lettere for de implicerede parter, herunder børnene. Intentionen med bogen er ikke at få jer til at flytte sammen igen. Det at elske sin eks indebærer heller ikke at acceptere alt, hvad han eller hun byder dig. Der er grænser. For eksempel kan man med en vis ret sige, at det nok ikke kan lade sig gøre at elske en eks, der har været voldelig over for dig eller børnene. Men i langt de fleste tilfælde, hvor skilsmissen foregår inden for mere almindelige rammer, er det muligt at lære at elske sin eks. Du får i bogen eksempler på, hvordan det faktisk er lykkedes at gå fra ”krig” til kærlighed, og jeg guider dig gennem forskellige metoder, du kan bruge for at opnå en kærlig tilgang til din eks. Denne bogs budskab om en kærlig tilgang til din eks rummer en anden måde at være skilt på, som skaber mulighed for en dyb fred hos både dig selv, din eks og – især – jeres fælles børn. Jeg håber, du vil give den en chance. Uanset hvordan omstændighederne omkring jeres skilsmisse har været, så ønsker jeg at inspirere dig til at vælge en vej med fred. Der er dog ikke nogen nem vej til en hurtig løsning af et konfliktfyldt forhold og til et nyt, hvor du aldrig mere oplever svære følelser koblet til din eks. Det er heller ikke sådan, at når du først har beskæftiget dig med bogens indhold én gang, så behøver du aldrig mere at forholde dig til problemstillingerne igen. Relationer er dynamiske og kræver vores fortsatte nærvær og opmærksomhed.

10 ELSK DIN EKS


Jeg håber, du vil have tillid til processen og give bogen her en chance. Også selvom du måske ikke lige nu tror på, det er muligt. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har selv gået vejen. Og jeg ved, det kan lade sig gøre, for jeg har også set det ske hos så mange andre. Fred begynder med et forsøg ind i kærligheden. Anna

11 INDLEDNING


MIN EGEN INDGANG TIL SKILSMISSEPROBLEMATIKKEN Da jeg voksede op på Djursland, kendte jeg ikke mange delebørn. Der boede en pige længere oppe ad vejen, hvis forældre var skilt, og hun levede et for mig eksotisk liv, hvor hun hver anden weekend fløj til København for at besøge sin far. Min første kæreste var deleteenager, og hans forældre, som var skilt, var flyttet dertil fra Sjælland og levede et helt anderledes liv, end jeg var vant til. En pige, der blev passet hos os i en periode, og som jeg betragter som min lillesøster, havde slet ikke kontakt med sin far gennem det meste af sin barndom. Hun kom til at bo med sin mor, der altid gik med makeup og neglelak, i en herskabslejlighed i Aarhus. Jeg husker, hvor fascineret jeg var af det liv, som var så anderledes end det, jeg levede med mine to ældre søskende, mor og far i en lille landsby, hvor alt var, som det plejede at være. Langsomt erfarede jeg dog, at skilsmisser kunne udforme sig på mange måder – ikke mindst da jeg selv blev forælder og oplevede mit første brud, mens jeg læste humaniora på Aarhus Universitet og kom til at bo alene med min søn i en betonlejlighed på SU. Det var langtfra så glamourøst og eksotisk, som jeg havde drømt om, og mit syn på livet i en skilsmissefamilie blev herfra betydeligt nuanceret. Efter bruddet begyndte jeg at interessere mig for en mere praktisk vinkel på livet med fokus på at kunne mestre de udfordringer, det bringer, og blev uddannet pædagog med speciale i børn og sorg. Sideløbende hermed arbejdede jeg som frivillig gennem en årrække i en sorggruppe for børn, der dannede basis for min opstart af egen praksis. Herefter blev jeg certificeret

12 ELSK DIN EKS


coach, projektleder, traumebehandler og meditationslærer, og jeg tog også en 5-årig psykoterapeutisk og familieterapeutisk uddannelse. Jeg har deltaget i flere projekter om delebørn og deres familiesituation og er blandt andet en del af en referencegruppe på et projekt med samtalegrupper for skilte forældre og deres førskolebørn. Derudover har jeg siddet i Netværket på P1 i Danmarks Radio gennem 4 år, jeg har været rådgiver for skilte forældre gennem 10 år online for delebarn.dk, og jeg har afholdt et utal af børne- og familiesamtaler, holdt foredrag og skrevet to bøger til henholdsvis delebarnet og deleteenageren sammen med psykolog Renée Toft Simonsen – blandt mange andre ting. Denne bog er mit faglige bud på 12 års grundig specialisering inden for dette felt.

13 INDLEDNING



KAPITEL 1

SKILSMISSEN


BRUDDETS HÅRDE BANK PÅ DØREN I Danmarks Statistik fremgår det, at 47 % af alle indgåede ægteskaber ender med en skilsmisse (2017-tal). Der er størst sandsynlighed for, at ægtefællerne går fra hinanden i det 4. år, man er gift. Frekvensen stiger desværre, hvis man sammen får et barn med udviklingsforstyrrelser, eller hvis den ene partner får en alvorlig sygdom. En skilsmisse kan antage mange former. Det kan være en højspændt og dramatisk proces, der i yderste tilfælde ender i retten. Eller det kan være et mere roligt og gensidigt forløb, hvor begge er enige om, at forholdet må ophøre. Men selv den rolige proces sætter sig dybe følelsesmæssige spor. Hvad enten du har oplevet en voldsom og hård skilsmisse eller en mere fredelig skilsmisse, hvor du og din eks måske endda har bevaret et naturligt venskabeligt bånd, vil jeg i denne bog præsentere dig for indsigter og redskaber, der kan hjælpe dig bedre gennem netop din skilsmisse.

EN NY ÅBENHED Med så stor en andel af skilsmisser i Danmark er der mere end nogensinde behov for, at vi taler om emnet, er åbne omkring det og reflekterer over det. Når det er så stor en del af rigtig mange danskeres liv, er det vigtigt, at vi får et sprog og nogle redskaber, der hjælper med at forstå skilsmissens mange aspekter. Med denne bog giver jeg mit bidrag til en ny åbenhed omkring, hvordan vi bedst forholder os til vores eks, når der er et barn i midten.

16 ELSK DIN EKS


Det er meget sjældent nemt at gå fra hinanden – især hvis der er børn involveret. Det skaber et brud i hele ens tilværelse, hvor mange ting må redefineres. Både forholdet til én selv, forholdet til ens barn samt forholdet til venner og familie ændrer sig. Derudover bliver der rusket op i gamle vaner, som må gentænkes: Hvordan skal jeg holde ferie, når vi ikke længere rejser sammen som familie? Hvordan skal jeg bo, når vi ikke længere skal bo sammen? Skal børnene bo hos mig eller dig, eller en blanding? Og hvordan får jeg det hele til at løbe rundt med en mindre økonomi end før? Dette er bare nogle af de forhold, der må gentænkes og sættes ind i nye rammer, når skilsmissen banker på døren.

DEN FORANDRENDE MEDDELELSE ” Vi er ikke en rigtig familie mere, efter mor og far er blevet skilt.” Pige, 12 år

Selve meddelelsen fra ens ægtefælle om, at vedkommende vil skilles, kan komme som et pludseligt chok. Og ændringerne fremadrettet er ikke nogen nem proces. Det kan være et forløb præget af en masse forskellige følelser, placering af skyld og selvbebrejdelser. Og midt i det hele skal man så også tage sig af sit barn, der er mindst lige så påvirket. Den partner, som meddeler, at vedkommende vil skilles, kan også være i et kaotisk følelsesmiks. Der kan være tale om skam, skyld, sorg eller lettelse samt selvbebrejdelser over at gøre et

17 SKILSMISSEN


andet menneske ondt. Og tanker om, hvad det, man gør, vil betyde for ens barn, er heller ikke rare. Selvom halvdelen af alle parforhold efterhånden ender i brud, så kan man som skilsmisseforælder føle sig forkert i et samfund, hvor det anses for at være ”bedst”, hvis mor, far og børn bor under samme tag. Både børn og voksne kan føle sig amputeret efter skilsmissen, men en vej til ”heling” er at forsøge at (gen)skabe en kærlig kontakt på tværs af skilsmissen.

ÅRSAGER TIL SKILSMISSE Familielivet er ikke altid rosenrødt. Der kan være mange årsager til, at man som par vokser fra hinanden, eller romantikken dør. Det kan være, at det at få børn ikke svarede til den idylliske forestilling, man havde inden. Hvis ideen om solbeskinnede dage med leg og latter i haven ender i hverdagens skænderier om, hvilke sko dit barn have på. Eller hvis din ægtefælle efter din mening prioriterer sit job højere end familien. Eller en af de 1.000 andre grunde, der kan være til, at familielivet ikke lige er, som du havde forestillet dig. Så er der pludselig måske ikke så langt til et sidespring, som for nogle kan være det første trin i bruddet. Der kan også ligge alvorligere omstændigheder til grund. Et tab af et nært familiemedlem eller livstruende sygdom hos dig eller din ægtefælle kan udløse uforudsete reaktioner, som kan ende med, at forholdet opløses.

18 ELSK DIN EKS


SELVOM HALVDELEN AF ALLE PARFORHOLD EFTERHÅNDEN ENDER I BRUD, SÅ KAN MAN SOM SKILSMISSEFORÆLDER FØLE SIG FORKERT I ET SAMFUND, HVOR DET ANSES FOR AT VÆRE 'BEDST', HVIS MOR, FAR OG BØRN BOR UNDER SAMME TAG.

19 SKILSMISSEN


ELSK DIN EKS Lige meget, hvilken type skilsmisse du har været eller er udsat for, og lige meget, hvad grunden eller grundene til skilsmissen har været, så vil du med denne bogs indsigter i og redskaber til, hvordan du kommer på bedre fod med din eks, hjælpe dig i kriseforløbet og livet efter skilsmissen. En kærlig tilgang til din eks vil samtidig være en kærlig tilgang til jeres fælles barn, og den tilgang vil spare dig for mange konflikter, nederlag og frustrationer. Hvis du gør alt, hvad du kan for at få et bedre forhold til din eks, vil det betyde en verden til forskel for dig og dit barn.

20 ELSK DIN EKS


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.