UDDRAG FRA HUMAN

424

425

HUMAN

HUMAN På sporet af det menneskelige Thomas Thaulov Raab Illustrationer: Lea Letén

FADL’s Forlag

Human. På sporet af det menneskelige.

1. udgave, 1. oplag Thomas Thaulov Raab © FADL’s Forlag, København ISBN 978-87-93590-12-0 Forlagsredaktion og projektledelse: Carl-Albert Demidoff Redaktionsassistent: Sofie Korenko Jensen Omslag: Julie Panton Sats: Graphorama.dk Illustrationer: Lea Letén Tryk: Opolgraf Printed in Poland 2018 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med Copydan, skal ved ønske om kopiering henvende sig til FADL’s Forlag.

FADL’s Forlag Amagertorv 29B, 3. sal 1160 København K www.fadlforlag.dk redaktion@fadlsforlag.dk

INDHOLD

INDLEDNING 7 FØRSTE DEL: MENNESKETS VERDEN 19 1 Velkommen til verden 21 2 Menneskemasser i menneskekasser 43 3 Det forlorne paradis 67 4 Et barn af fremtiden 91 ANDEN DEL: DET MENNESKELIGE UNIVERS 115 5 En prik i universet 117 6 Drømmen om den perfekte rationalitet I: Socialfysik 145 7 Drømmen om den perfekte rationalitet II: Det økonomiske menneske 187 8 En naturlig balance 217 9 Det menneskelige univers 249 TREDJE DEL: HUMANITAS 285 10 På sporet af det menneskelige 287 11 Det moralske dyr 307 12 Menneskets tidsalder 351 13 Mellem himmel og jord 377 EFTERORD 397 REFERENCER 399 REGISTER 414

INDLEDNING

Hvad er et menneske?

Det kan virke banalt at spørge. Vi genkender trods alt let andre mennesker. I løbet af få brøkdele af et sekund er vi i stand til at identificere menneskelige ansigter, stemmer og bevægelsesmønstre såvel som hele den menneskelige kropsform. Det er derfor kun naturligt, hvis man føler, at det er et spørgsmål, man intuitivt kender svaret på. Det er først, når man begynder at formulere svaret, at problemerne melder sig.

MENNESKEDYRET

Et menneske kan defineres som et medlem af dyrearten Homo sapiens. Ved første øjekast kan det virke som et tilfredsstillende svar på vores spørgsmål. Ved et nærmere eftersyn bliver det snarere en anledning til fortvivlelse: Dyrearter afgrænses normalt fra hinanden som særskilte grupper af individer, som kun kan få frugtbart afkom med individer fra samme gruppe. Men det er kun en teoretisk definition. Der er ingen, som systematisk har prøvet at krydsparre alle Jordens dyrearter med hinanden. I praksis skelner man i stedet mellem forskellige dyrearter på baggrund af særtræk, der adskiller nært beslægtede arter fra hinanden. Vil vi vide, hvad der udmærker dyrearten menneske, må vi derfor spørge: Hvad er egentlig menneskets særlige kendetegn?

Det rationelle dyr Den videnskabelige betegnelse for dyrearten menneske, Homo sapiens, blev indført i 1758 af botanikeren Carl Linnæus, som var ophavsmand til det klassifikationssystem, der stadig anvendes inden for biologien i dag. Det oversættes på dansk traditionelt som det tænkende menneske. Forestillingen om, at det er tankekraften, der adskiller mennesker fra dyr, har rødder tilbage til antikken. Men først med middelalderens logik, som i vidt omfang bestod i en systematisering af tanker udtænkt af antikke filosoffer som Platon og Aristoteles, blev dette syn på mennesket for alvor slået fast.

Filosoffen Porfyrios definerede i værket Isagoge fra 200-tallet mennesket som det dyr, der er kendetegnet ved sin rationalitet. Denne forestilling kom til at præge opfattelsen af mennesket de følgende mange hundrede år, op gennem hele middelalderen, hvor Porfyrios’ værk udøvede direkte indflydelse, og den er stadig central for den almene, såvel som den videnskabelige, opfattelse af mennesket. Hvad denne påståede rationalitet nærmere består i, og om vi vitterligt er så rationelle, som vi gerne gør os til, vendes der tilbage til senere i denne bog.

7

Mellem himmel og jord Porfyrios’ værk var (som titlen antyder) ment som en introduktion til Aristoteles’ værk om kategorierne, dvs. hvilke kategorier man kan inddele verden i. Hans definition af mennesket passer dertil som fod i hose til den neoplatoniske lære om naturens stige (lat. scala naturae): en rangstige, som placerer mennesket over dyrene, men lige under englene, med hvilke vi ifølge Porfyrios deler den grundlæggende egenskab at være rationelle.

Rationalitet er i dette lys en del af menneskets guddommelige natur. Hvor forestillingen om tænkning og rationalitet afspejles i andet led af vores biologiske betegnelse, sapiens, er den oprindelige betydning af det latinske ord homo mere jordnær. Det betyder nemlig oprindeligt ”jord” og er beslægtet med det mere almindelige latinske ord for jord, humus. I dette lys er mennesket dermed først og fremmest et jordisk væsen. En lignende forestilling kommer til udtryk i det hebraiske navn for det første menneske i Bibelen, Adam, som også er beslægtet med ordet for ”jord”.

Den biologiske betegnelse for mennesket afspejler dermed en klassisk religiøs opfattelse af mennesket: et væsen, som på den ene side er bosiddende på Jorden, men på den anden side i kraft af sin evne til at tænke stræber mod himmelen og det guddommelige. I de tidligste forestillinger om mennesket kendetegnes vi dermed af en splint af guddommelighed, som adskiller os fra dyrene. I senere forestillinger er det primært kulturen, som sættes over for naturen og som en anden Atlas må bære det åg at hæve os op fra det dyriske.

Den tredje chimpanse Den biologiske beskrivelse af en bestemt dyreart fokuserer på de særegenheder, som adskiller denne dyreart fra sine nærmeste slægtninge. En række biologisk funderede forsøg på at beskrive mennesket tager derfor udgangspunkt i de fysiske træk, som adskiller os fra vores nærmeste slægtninge, de to chimpansearter bonoboen og den almindelige chimpanse. Det kan være den oprejste gang, talens brug eller det faktum, at vi sammenlignet med andre aber har en Homo som i homonym relativt sparsom hårvækst. Resultatet bliDet latinske ord homo (”menneske”) har ver en beskrivelse af mennesket som en intet at gøre med den græske forstavel”tredje chimpanse”, som på baggrund af se, som indgår i ord som homogen eller disse særlige kendetegn også kan beteghomoseksuel og betyder ”ens” eller ”af nes som den ”talende” eller ”nøgne” abe. samme slags”. Selv om de skrives og Træk som disse kan nok tjene til at udtales ens på dansk, er de latinske og adskille mennesket fra de to øvrige chimgræske ord ikke beslægtede med hinpansearter, hvis man skulle have svært anden. De er i stedet homonymer (med ved at kende forskel. Men det er alligevel, græsk forstavelse), dvs. enslydende ord som om det ligesom ikke rigtigt opsummed forskellig betydning. merer det særligt menneskelige, at vi er 8

Det artstypiske menneske I den biologiske klassifikation arbejder man traditionelt med et særligt typeeksem­ plar, der bruges som udgangspunkt for klas­sificering af de øvrige medlemmer af arten. Dette eksemplar er typisk et særligt be­tyd­ningsfuldt fossil, ofte det første eller bedst beskrevne eksemplar af arten.

For en af vores tidligste opretgående forfædre, Australopithecus africanus (”den afrikanske sydabe”), er typeeksemplaret Taungbarnet, som blev fundet i Sydafri­ ka i 1924. Det blev først beskrevet af den australske antropolog Raymond Dart og er i dag primært kendt for at være det fossil, som bekræftede Darwins formodning om, at menneskehedens vugge skulle søges på det afrikanske kontinent.

Et lignende typeeksemplar er det ske­ let, som blev fundet i Feldhofergrotten i Neandertal nær Düsseldorf af nogle kalk­ minearbejdere i 1856 og overgivet til gym­ nasielæreren Johann Carl Fuhlrott, der sammen med anatomen og antropologen

Hermann Schaaff­hausen beskrev fundet og dets betydning. Fundstedet kom til at give navn til den underart af mennesket, vi i dag kender som neandertaleren.

Typeeksemplaret på det moderne menneske, Homo sapiens, er derimod en helt bestemt historisk person, nemlig ingen anden end Carl Linnæus selv. Den primæ­ re årsag hertil er, at det eneste menneske, han med sikkerhed vides at have taget ud­ gangspunkt i, da han i sin tid foretog sin første beskrivelse af mennesket, var sig selv.

Med al ære og respekt for den berømte botaniker kan det begrænsede perspektiv på mennesket, som den blege mand med den pudrede paryk videreformidler, dog næppe siges at give et hverken tilstræk­ keligt eller særligt typisk billede af men­ nesket i al sin mangfoldighed. Det tror jeg faktisk, selv hans svenske landsmænd vil give mig ret i.

Det artstypiske menneske, Carl Linnæus (1707-1778), i 1761 adlet til Carl von Linné.

Maleri af Alexander Roslin. National­ museum, Stockholm.

9

snakkesalige og har relativt få hårsække på kroppen. Særligt beskrivelsen af mennesket som ”den nøgne abe”, som blev populariseret af adfærdsforskeren Desmond Morris, kan virke sær. Ret beset ville det være mere korrekt at betegne det moderne menneske som ”den påklædte abe”, da vi jo generelt bærer tøj, hvorimod de går rundt i deres adamskostume. Morris brugte selv masser af spalteplads på at beskrive vores brug af beklædningsgenstande som signaler, særligt til det modsatte køn.

Mens det er helt legitimt at forsøge at understrege ligheden mellem menneske og chimpanse (og de andre menneskeaber), bidrager denne form for beskrivelse af mennesket ikke væsentligt til vores selvforståelse. Ovenstående kriterier opfylder muligvis deres biologiske formål at skelne mellem nært beslægtede arter. Men de indfanger ikke rigtig, hvad vi føler er det særlige ved mennesket.

Kært barn har mange navne Det menneskelige paradoks er, at vi nok er et dyr, men samtidig så meget mere. Selv om de fleste af os i dag anerkender menneskets slægtskab med den øvrige dyreverden, tager forsøg på at definere mennesket oftest udgangspunkt i, hvad der menes at adskille menneskedyret fra resten af planetens dyreliv. Det har givet anledning til en lang række mere eller mindre vellykkede forsøg på at definere mennesket sådan, at denne særegenhed kommer bedre til udtryk. Dette afspejles ikke mindst af de mange forskellige Homo-betegnelser, som gennem tiderne har været foreslået for det moderne menneske (se tabel 1).

De fleste Homo-betegnelser tager udgangspunkt i, hvad der fremstilles som en objektiv forskel mellem dyr og menneske. Det kan f.eks. være vores evne til at tale og bruge symboler eller vores tendens til at tilbede fjerne guder. Begge dele synes ikke at være endegyldigt påvist hos andre dyr – og er under alle omstændigheder ikke udbredt i resten af dyreriget i nogen væsentlig grad.

En række af betegnelserne sigter på menneskets dobbelte natur: at vi på den ene side er et dyr og en del af naturen, men på den anden side i kraft af ovenstående kvaliteter også står ud fra denne natur. Det er en tilbagevendende betragtning, at mennesket i vidt omfang mangler den instinktnatur, som andre dyr har del i, og at vi derfor ligefrem kan virke hjælpeløse i naturen.

Udover de angivne eksempler findes der en række nyere betegnelser, som tager udgangspunkt i en enkelt kvalitet, der sættes særligt højt blandt mennesker, dvs. som er særligt ”menneskelig” eller ”human”. Til disse tæller eksempler som: Homo amans (”det elskende menneske”, Humberto Maturana 2008), Homo generosus (”det generøse menneske”, Tor Nørretranders 2002), Homo reciprocans (”det gengældende menneske”, Samuel Bowles et al. 1997) og Homo ecologicus (”det økologiske menneske”).

Fælles for disse er, at der mere synes at være tale om forhåbninger om, hvordan mennesket burde være, end en egentlig beskrivelse af mennesket. Det fremgår særligt af den sidstnævnte betegnelse, idet det jo netop er mennesket, som ved sine handlinger og 10

Tabel 1. Forskellige betegnelser for mennesket (udvalg).

Betegnelse Oversættelse

Kilde

Homo sapiens

Det vise menneske

Carl Linnæus 1758

Homo duplex

Det dobbelte menneske

G.-L. Leclerc de Buffon 1754

Homo inermis

Det hjælpeløse menneske

J. F. Blumenbach 1779

Homo ludens

Det legende menneske

Fr. Schiller 1795

Homo loquens

Det talende menneske

J. G. Herder 1772

Homo loquax

Det snakkesalige menneske

Henri Bergson 1941

Homo grammaticus

Det grammatiske menneske

F. Palmer 1971

Homo faber

Det fremstillende menneske

Max Frisch 1911

Homo symbolicus

Det symbolske menneske

Ernst Cassirer 1944

Homo religiosus

Det religiøse menneske

Mircea Eliade 1956

Homo socius

Det sociale menneske

P. L. Berger & T. Luckmann 1966

Homo imitans

Det imiterende menneske

A.N. Meltzoff 1988

gennem udnyttelse af Jordens ressourcer overhovedet har skabt behovet for at tænke økologisk.

Af alle utopiske forestillinger om mennesket er den, som historisk har haft den største betydning, dog uden sammenligning Homo economicus, det økonomiske menneske, der udelukkende er fokuseret på at maksimere sin egen gevinst i enhver situation. Hvorfra denne forestilling stammer, hvordan den har bidt sig fast, og hvorfor den har været genstand for omfattende kritik, vender vi tilbage til i kapitel 7.

Det tænkende menneske De mange forsøg på at definere det særegne ved mennesket har, som det fremgår af ovenstående, ikke ført til større klarhed. De har tværtimod ført til endnu flere forskelligartede forslag til, hvad der gør os til mennesker. Vi er dermed fanget i det, man kan kalde ”mangfoldighedens klemme”: at mennesket synes alt for facetteret, alsidigt og varieret til at kunne indfanges i en simpel definition eller et enkelt karaktertræk. Vi må derfor vende tilbage til vores udgangspunkt.

Den videnskabelige betegnelse for mennesket er som sagt Homo sapiens. Det oversættes gerne som ”det tænkende menneske”, selv om en mere korrekt oversættelse ville være ”det vise menneske”, idet det latinske verbum sapio primært betegner evnen til at skelne og forstå og dermed i højere grad henviser til resultatet af tænkning eller klogskab end til selve tankeprocessen. Hvad der gør mennesket særligt, er dog ikke, at vi nødvendigvis er klogere eller visere end andre dyr. Det ville kræve en målestok for, hvad der er klogt eller hensigtsmæssigt, hvilket (som vi skal se senere) slet ikke er så ligetil. Det er derimod, at vi i modsætning til andre dyr uundgåeligt tænker og reflekterer over det, vi gør. Det er i sig selv sigende, at selv om flere dyr udviser noget, man kunne opfatte 11

som udtryk for en form for tænkning, er det kun mennesket, der har sat sig for at kategorisere dyreriget. Det betyder også, at fortællingen om dyrene og naturen altid vil tage udgangspunkt i mennesket. Fordi det er os, der fortæller den slags historier. Eller som min gode ven Peter Lund Madsen har udtrykt det i forbindelse med sin egen beskrivelse af menneskehjernens udviklingshistorie: Lad mennesket fortælle menneskehjernens udviklingshistorie, så kan kamelen selv fortælle kamelhjernens! At filosoffen René Descartes (1596-1650) med sin berømte sætning ”Jeg tænker, derfor er jeg” (je pense, donc je suis) valgte tænkningen som omdrejningspunkt for sit forsøg på at skabe et sikkert, uomtvisteligt grundlag for vores viden, var derfor ret beset lige i øjet. Han skulle blot have tilføjet: ”derfor er jeg et menneske.”

Homo cogitans Descartes er med tiden blevet skudt meget i skoene. Herunder at han satte for meget fokus på tænkning, når det mest grundlæggende af alt er vores blotte oplevelse af at være til stede i verden. Læser man hans eksempler, er det dog tydeligt, at det faktisk var det, han mente. Argumentet om at det eneste sikre er, at der findes én, der tænker tanken om, at der er nogen, der tænker, er i bund og grund en gentagelse af den mere end 1.000 år ældre tese, fremført af kirkefaderen Augustin, at det eneste man ikke kan tvivle om, er tilstedeværelsen af tvivlen selv.

Hvad der til gengæld er værd at bemærke, er, at Descartes udtrykkeligt opfatter tænkningen som en modsætning til den klassiske forestilling om mennesket som det ”rationelle dyr”. For hvad er egentlig rationalitet? For Descartes indebærer det, at vi skulle være i stand til at opnå en særlig form for indsigt. Dette er dog langt fra sikkert. Det eneste sikre er, at vi gør forsøget. At vi tænker. Selv om han oprindeligt udtrykte sig på fransk, kender vi i dag bedst Descartes’ citat i sin latinske form cogito ergo sum. Modsat sapio betegner cogito netop processen, dvs. selve det at tænke, frem for resultatet af denne tankeproces.

Mennesket burde derfor måske rettelig kaldes Homo cogitans, og ikke Homo sapiens.

Tanker om mennesket Uanset i hvilket omfang de adskiller os fra andre dyr, er menneskets vigtigste kendetegn hverken vores manglende pels, den oprejste gang eller for den sags skyld vores hager.

Det er og bliver vores evne til at tænke.

I dag, hvor vi kender flere eksempler på andre dyr, som udviser flere af de træk, som er kendetegnende også for menneskets tænkning, har tænkningen imidlertid ikke længere den alt eller intet-status, som den er blevet tillagt af traditionen. Vores menneskelige tænkning har dybe evolutionære rødder. Det er derfor påtrængende at besvare spørgsmålet, hvad der er kendetegnende for den menneskelige måde at tænke på. Hvad betyder vores tænkning for vores måde at opfatte verden på? Hvad betyder den for vores måde at opfatte os selv på? Og ikke mindst for vores måde at opfatte andre?

12

VIDENSKABEN OM MENNESKET Den videnskabelige beskrivelse af mennesket tilfalder traditionelt antropologien, som passende kan oversættes som ”læren om mennesket”. Her skelner man mellem to hovedstrømninger: 1) biologisk eller fysisk antropologi 2) kultur- eller socialantropologi.

Den biologiske antropologi fokuserer primært på menneskekroppens fysiske udformning, herunder dens udviklingshistorie. På baggrund af denne, såvel som af andre fysiske spor såsom redskaber, møddinger og knuste knogler, kan man tillige gøre sig forestillinger om menneskets mentale udviklingshistorie, der dog altid vil være afledt af disse fysiske spor. Kulturantropologiens omdrejningspunkt er studiet af mennesket i sin kulturelle sammenhæng, f.eks. i form af samfundsformer og -normer. Denne bestræbelse udfoldes tillige i etnografien (”folkebeskrivelse”), som udgør et helhedsorienteret studie af forskellige folkeslags liv og kultur.

Opdelingen i disse to hovedstrømninger er naturligvis en generalisering. Selv om man som udgangspunkt fokuserer på forskellige aspekter af det at være menneske, findes der under hver hovedstrømning et utal af afskygninger, som til tider overlapper hinanden. Som helhed studerer antropologien mennesket i alle sine forskellige former og udformninger, biologisk såvel som kulturelt.

Natur og forskellighed

Det paradoksale ved ovenstående opdeling, som delvist afspejler den klassiske diskussion om forholdet mellem natur og kultur og deres betydning for mennesket, er imidlertid, at selv om kulturantropologien som udgangspunkt sigter på en loyal beskrivelse af hver enkelt kultur, peger de mange ligheder, man trods alt kan påpege mellem menneskelige kulturer verden over, i sig selv tilbage på et fælles udgangspunkt, som må søges i menneskets grundlæggende natur.

Det store fokus på at påvise selv de mindste fysiske forskelle mellem forskellige befolkningsgrupper, det være sig uddøde menneskearter og underarter eller nulevende grupper med forskellig herkomst, kan på samme måde dække for, hvor meget vi mennesker grundlæggende har til fælles. Og endog deler med mange af vores menneskelige eller abemenneskelige forfædre.

Et overdrevet fokus på forskelle frem for ligheder, uanset om vi snakker fysiske eller kulturelle forskelle, risikerer tillige at levere skyts til en opdeling af mennesket i kvalitativt forskellige grupper i stil med den, som tidligere var fremherskende, og som antropologien desværre også har bidraget til.

Kultur og individ Forestillingen om at mennesker kan beskrives som medlemmer af en bestemt befolk13

ningsgruppe eller kultur, risikerer at føre til et overdrevet fokus på kulturelle forskelle frem for den individuelle variation, som findes internt i enhver menneskelig kultur. Der er en åbenlys risiko for, at dette tegner et billede af mennesket som et produkt af enten sin biologiske natur eller sin kultur på bekostning af en forståelse af den proces, hvorigennem natur og kultur forenes i hvert individuelle menneske.

Selv om der ingen grund er til hverken at benægte eller forklejne forskelle mellem forskellige folkeslag, samfund eller sågar samfundslag, slører et overdrevet fokus på disse forskelle paradoksalt nok ikke kun de mange ligheder, som eksisterer på tværs af disse skel, men også de mange individuelle træk, som gør os til andet og mere end blot et eksemplar af en bestemt gruppe. Individuelle træk, som ikke blot adskiller os fra mængden, men som samtidig ofte forener os med andre på tværs af de kategorier eller grupper, som vi – typisk på en noget tilfældig basis – har det med at inddele hinanden i. Hvis vi vil forstå mennesket, er vi også nødt til at forstå, hvordan disse individuelle træk opstår.

Hvordan hvert enkelt menneske udvikler sig og formes, dels som et medlem af dyrearten Homo sapiens, dels som et medlem af en bestemt kultur og dels som et selvstændigt

Antropologiens skeletter Antropologiens forsøg på at beskrive men­ nesket videnskabeligt har i vidt omfang været medvirkende til at åbne øjnene for menneskets både biologiske og kulturelle mangfoldighed. Denne erkendelse har dog historisk set været langt fra uproblematisk.

Hvor studiet af forskellige kulturer og fysi­ ske forskelle mellem mennesker forskellige steder på Jorden i dag så vidt muligt fore­ går værdineutralt, har studiet af forskellige folkeslag tidligere været tæt koblet med en forestilling om, at forskellige menneskegrup­ per også udviser forskellige grader af men­ neskelighed.

Studiet af mennesket i al sin mangfol­ dighed har således tidligere været tæt kob­ let til den nu ikke længere velsete racelære, som opdelte menneskeheden i forskellige, adskilte grupper. Bag denne opdeling lå en slet skjult agenda om, at medlemmerne

14

af visse grupper (typisk dem som selv stod for opdelingen) var andre mentalt overleg­ ne. Gennemgående var forestillingen om, at visse grupper var mindre menneskeli­ ge og dermed mere dyriske end andre og måtte behandles derefter. Eller for at sige det mere polemisk: Man fremstillede andre mennesker som umennesker for at kunne gøre det umenneskelige ved dem.

Selv om disse forestillinger allerede var vidt udbredte inden den videnskabelige antropologis opkomst, bidrog denne gen­ nem flere årtier aktivt til at opretholde og legitimere fortsættelsen af et sådant syn på mennesker. I forsøg på at distancere sig fra denne fortid er der i den nyere antropologi omvendt til tider en udbredt berøringsangst over for overhovedet at omtale eller forhol­ de sig til fysiske forskelle mellem forskellige grupper af mennesker.

Østrigsk tavle fra begyndelsen af det 18. århundrede med en oversigt over egenskaber, man mente at kunne knytte til forskellige folkeslag. Det fremgår bl.a., at franskmanden er venlig og snakkesalig, men bedragerisk; italieneren er opportunistisk og elsker guld; svenskeren er grusom; og russeren er blottet for forstand.

Volkskundemuseum Wien, Østrig. Foto: Birgit & Peter Kainz, faksimile digital.

individ med sin egen livshistorie, personlige præferencer og særlige bånd til verden og andre mennesker.

Humanvidenskaben Mens antropologien har forsøgt at positionere sig som det videnskabelige studie af selve mennesket, er de humanistiske videnskaber, også kaldet kultur- eller åndsvidenskaberne, primært et studie af menneskelige frembringelser i alle deres mulige og umulige former. Humanvidenskaberne kan dermed siges tillige at være et studie af mennesket, som i endnu højere grad end antropologien udforsker menneskets forskellighed i dets konkrete kulturelle, historiske og politiske sammenhæng. Tilsammen tegner de et uhyre facetteret billede af den mangfoldighed af former og udtryk, som er samlet under betegnelsen ”menneske”.

15

Selv er jeg uddannet inden for, hvad jeg ubeskedent betragter som humanvidenskabernes kongedisciplin, litteraturvidenskaben. Dette kan ikke blot begrundes med, at litteraturvidenskaben som sit emnefelt har alle former for skriftlige udtryk og dermed alle de væsentligste frembringelser, som har formet den menneskelige kultur. Den omfavner også alt det, som rækker ud over vores snævre virkelighed her og nu: vores drømme, vores frygt og forhåbninger samt den ofte forgæves kamp for at realisere disse visioner i det aktuelle liv, vi lever.

Mens litteraturens evne til at gribe direkte ind i de mest essentielle dele af menneskets livsforståelse er ubetvivlelig, kan man til gengæld nok tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved, om litteraturvidenskaben som videnskab nogensinde har opnået et tilstrækkeligt solidt teoretisk fundament til at beskrive, forstå og fortolke den mangfoldighed, som kommer til udtryk i litteraturen. At jeg fremhæver litteraturvidenskaben, sker ikke for at forklejne de øvrige humanistiske fagområder. Det er for at vise, hvordan humanvidenskabernes virkefelt i sidste ende omfavner alle former for menneskelig aktivitet. Opfattet på denne måde bliver de humanistiske videnskaber altomfattende og er ikke fremmed for noget menneskeligt forehavende eller nogen menneskelig bestræbelse. Selv naturvidenskaben falder i et sådant lys ind under humanvidenskaben, da videnskab om noget er et menneskeligt forehavende.

Hvad det er, vi forsøger at opnå ved at studere naturen, kan ikke besvares af naturvidenskaben selv, men kræver, at den videnskabelige bestræbelse sættes ind i en større sammenhæng, sådan som det delvist vil ske i denne bog.

På sporet af det menneskelige Vil man inspireres til et reelt billede af, hvad det vil sige at være et individuelt menneske, og vil man gerne have indblik i verden fra et andet individs perspektiv, kan det anbefales at søge i verdenslitteraturen. Her får man ikke blot en fiktiv gengivelse af den menneskelige verden, men indlemmes samtidig i forfatterens forestillinger og oplever en flig af dennes virkelighed. Den verden, vi oplever de fiktive hovedpersoners liv og tanker igennem.

Måske er den mangfoldige rigdom af beskrivelser og synsvinkler, som kommer til udtryk i steder som litteraturen, den eneste måde, hvorpå vi kan skabe en bare nogenlunde fyldestgørende beskrivelse af mennesket i alle sine facetter. Det giver os dog kun i meget ringe grad noget kort og konkret svar på det centrale spørgsmål: Hvad er et menneske?

Hvad er det, der gør os menneskelige? Og er det overhovedet muligt at fremhæve enkelte karakteristika, som er fælles for mennesket på tværs af kulturer og historiske, sociale eller etniske tilhørsforhold? Hvis svaret er ja, bliver spørgsmålet blot så meget desto mere påtrængende: Hvad er det, vi alle deler, uanset hvordan det kommer til udtryk? Hvad er så vigtig en del af det at være menneske, at det ikke kan undværes?

“Hvad er et menneske?” – nok en gang Vi indledte nærværende kapitel med spørgsmålet: ”Hvad er et menneske?” Et spørgs16

mål, som var ledsaget af en bekymring for, om det var for banalt eller let at besvare.

En gennemgang af nogle af de utallige forsøg på at definere mennesket afslørede, at vi tværtimod skal være påpasselige med at gøre os for store forhåbninger om at finde noget enkelt eller entydigt svar på dette afgørende spørgsmål. Det ville være fristende at besvare vores bestræbelse på at definere mennesket med en benægtelse af, at noget sådant overhovedet lader sig gøre. En benægtelse af, at der overhovedet findes nogen entydig måde at beskrive, hvad der adskiller mennesker fra andre dyr. Men det ville også være at snyde os selv.

Vi vil i denne bog anvende en anden strategi. I stedet for at lede efter endegyldige svar på, hvad eller hvordan mennesker er, vil vi se nærmere på, hvordan det tænkende menneske faktisk tænker, og ikke mindst hvordan denne måde at tænke på har betydning for, hvordan vi opfatter andre mennesker. Vi skal se nærmere på, hvordan vi opfatter verden og hinanden. Vi skal kigge videnskaben i kortene og forsøge at forstå, hvordan det videnskabelige verdensbillede har påvirket den måde, vi opfatter mennesket på.

Ikke mindst skal vi se nærmere på, hvad der gør os til mennesker – dvs. hvori det, som vi med en diffus betegnelse omtaler som vores ”menneskelighed”, egentlig består.

Det er en bog om mennesket og om vores menneskelighed.

Men det er først og fremmest en bog om menneskesyn.

17

18

MENNESKETS VERDEN

19

20

1 VELKOMMEN TIL VERDEN

Se dig omkring.

Du befinder dig formodentlig i velkendte omgivelser, hvad enten disse består af møbler som reol, stol og bord, du kan se fra din plads i sofaen, af de træer, buske og blomster, du kan se fra din havestol, eller af de medrejsende, som forstyrrer din læsning med deres evige uro og stadige kommen og gåen.

Uanset hvor du befinder dig, og uanset hvem du er, kommer verden dig i møde som et velkendt og trygt sted. Man kunne nemt forledes til at tro, at det bare er sådan, verden er.

Sandheden er imidlertid, at den virkelighed, vi er vant til at opfatte som helt selvindlysende, til en vis grad er en illusion. Ikke sådan at forstå, at der slet ikke er nogen verden omkring os, vi kan forholde os til, og som kommer os i møde i vores sanseoplevelser. Men sådan at forstå, at den måde, vi opfatter verden på, er formet af den måde, hvorpå vi er udstyret til at skabe mening ud af vores omgivelser. Formet både af medfødte, nedarvede tendenser og af de vaner og erfaringer, vi tillægger os gennem vores individuelle, men i vidt omfang også sociale liv.

Vi vil i denne bog springe forholdsvis let hen over det faktum, at den verden, vi oplever, mestendels er en konstruktion, som vores hjerne laver på baggrund af de relativt få, men afgørende indtryk, den modtager gennem sanserne.

Hvordan dette foregår, og hvordan hjernen ud fra kun få brudstykker af information udefra er i stand til at skabe en troværdig og pålidelig gengivelse af denne verden, har jeg allerede beskrevet i min tidligere bog, Den foranderlige hjerne og den forunderlige bevidsthed, som også behandler de mere filosofiske konsekvenser af denne afgørende forståelse for hjernens rolle i dannelsen af vores virkelighedsopfattelse.

Intet af dette er derfor det egentlige tema for denne bog.

At jeg ikke desto mindre har valgt at begynde her, skyldes, at hjernens medfødte og tillærte måder at skabe mening på også har en direkte betydning for, hvordan vi forholder os til verden på et mere overordnet plan. Vil vi forstå, hvordan vi tænker om andre mennesker, er det oplagte sted at starte derfor med en kort introduktion til, hvordan vi i det hele taget opfatter verden omkring os. Hvordan hjernen skaber mening og sammenhæng ud af vores oplevelser, og hvordan vi bruger denne meningsfulde sammenhæng til at skabe forestillinger om vores egen og andres roller her i livet.

Kort sagt: Velkommen til verden!

21

Et ansigt i mængden Når et menneske fødes ind i denne verden, er det ikke med et færdigt og parat billede af vores fælles virkelighed i sin bevidsthed. Evnen til at skabe et sådant billede, en samlet fortolkning af verden, skal først udvikles. Hvordan dette præcis foregår, ved vi stadig uhyre lidt om. Men vi kan få nogle ledetråde ved at kaste et blik på nogle af de trin i denne udvikling, vi trods alt kender til.

Noget af det første, vi bemærker, når vi kigger os omkring, er ansigter. Ansigter tiltrækker sig automatisk vores opmærksomhed. Allerede når vi åbner vores øjne for allerførste gang, søger vi instinktivt efter mønstre, som tilkendegiver, at der er et ansigt til stede. De første ansigter, vi ser, er forhåbentlig vores forældres, glade og smilende. Senere leger vi gladeligt med på legen titte-bøh, hvor ansigter synes at dukke op som ud af det blå, blot for at forsvinde igen kort efter.

Når det kan virke helt overflødigt at spørge, hvad et menneske er, skyldes det, at vi så godt som alle er i stand til hurtigt og effektivt at genkende de mennesker, vi møder, som de mennesker, de er. Vi genkender ikke blot instinktivt menneskelige ansigter, men også menneskelige stemmer, menneskelige bevægelser såvel som hele den menneskelige kropsform. Disse evner er hos voksne endda så veludviklede, at vi typisk er i stand til at bedømme en persons køn, alder og fysiske størrelse – ja, endda ofte også deres seksuelle orientering – alene ud fra stemmen eller deres måde at bevæge sig på.

Dette er en medfødt evne. Vi søger ganske enkelt automatisk efter træk, som kan tilkendegive, at det er et menneske, vi står overfor. Selv om den bevidste erkendelse af, at verden er befolket af personer, der taler, tænker og føler som os, opstår senere i vores mentale udvikling, er vi fra de tidligste stunder af vores liv parat til både at søge og finde menneskelige træk i vores omgivelser. I den voksne hjerne kan man tilmed udpege særlige områder, som er ansvarlige herfor.

Et venligt automobil Vores trang til at finde menneskelige træk er så udpræget, at vi er i stand til at finde dem ikke kun hos mennesker, men i snart sagt hvad som helst. Det tydeligste eksempel på dette er vores evne til at genkende ansigtstræk. Alt, hvad der har en form bestående af et rundt hoved med øjne, næse og mund, har en nærmest magisk tiltrækningskraft på os. Dette er en yderst hensigtsmæssig egenskab, som sikrer, at vi som spæde automatisk retter vores opmærksomhed mod de voksne individer i vores nærhed, hvis hjælp vi har så afgørende brug for.

Ansigtstrækkenes magiske tiltrækningskraft hører imidlertid ikke op med barndommen, selv om vi med tiden får lært at skelne relativt tydeligt mellem menneskelige og ikke-menneskelige ansigter. Selv som voksne er vi stadig tilbøjelige til at finde ansigtstræk i alt fra Månen, skydækket på himlen og klippeformationer på Mars over fødevarer som kartofler, peberfrugter og pandekager til husfacader og fronten på personbiler.

Sidstnævnte endda i en sådan grad, at vi automatisk tillægger forskellige biler forskellige karaktertræk alt efter størrelsen og bredden på kølergitteret, lygternes placering osv.

22

Biler med stor afstand mellem lygterne og stort kølergitter og luftindtag bliver automatisk opfattet som ældre og mere maskuline end biler med tætsiddende lygter, ligesom store forruder opfattes som mere feminine end små. Et bredt, opadvendt kølergitter virker tilsvarende mere venligt, mens smalle, hældende lygter virker mere aggressive, antageligt på grund af ligheden med henholdsvis en smilende mund og sammenknebne øjne. Biler med kendetegn, som svarer til den østrigske adfærdsforsker Konrad Lorenz’ legendariske barneskema, dvs. rund hovedform, store øjne, lille næse og hvælvet pande, hvilket på biler svarer til bløde linjer, store forlygter, smalt kølergitter og stor forrude, bliver også automatisk opfattet som mere ”nuttede” end andre.

Hvad denne tendens til at opfatte runde hoveder, store øjne og små næser og munde som søde og nuttede betyder for vores trang til at dele billeder af kattekillinger og små selskabshunde på de sociale medier, er det forhåbentligt ikke nødvendigt at forklare.

Jesu ristede åsyn Ovenstående tendens er ikke begrænset til evnen til at genkende ansigter generelt, men gælder også for evnen til at genkende ansigter, som tilhører bestemte personer. Dette kommer tydeligst til udtryk ved de ansigter, vi alle kender, dvs. ansigter af kendte personer, som vi også har en tendens til at finde overalt.

Det kan være John F. Kennedys profil i et landskabsbillede fra Hawaii, Hitlers an23

sigtstræk i et hus i Swansea i Wales, eller – som om Hitler ikke var slem nok – synet af den onde selv i et foto af røgen, der stiger fra de to tvillingetårne efter terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Blandt de mest udbredte eksempler er religiøse skikkelser som Jesus og Jomfru Maria, der efterhånden er blevet genkendt i alskens materialer, fra glasfacader til bjergformationer.

Oftest er der tale om forskellige former for fødevarer; af uransagelige årsager synes ristet toastbrød at være en favorit. Nu til dags kan man ligefrem købe brødristere, som er designet til at fremkalde disse ansigtstræk, så man kan riste sit daglige brød med Frelserens ikoniske billede. Tilsyneladende er den religiøse variant dog ikke lige så populær som brødristere, der i stedet rister de karakteristiske, varemærkeregistrerede træk, som vi forbinder med et mere nutidigt ikon, Mickey Mouse.

Mickey, Nuser og de andre verdensberømte tegneserie- eller tegnefilmsfigurer udnytter med deres stærkt karikerede træk netop vores medfødte evne til hurtigt og effektivt at identificere ansigter og ansigtsudtryk ud fra selv relativt få former. Ja, hele tegneeller animationsfilmsindustrien kan faktisk hævdes at være bygget op omkring vores medfødte trang til at tillægge figurer menneskelige træk, blot de opfylder nogle relativt simple kriterier.

At vi har denne tendens til at genkende ansigter og andre menneskelige træk selv i døde ting eller fiktive karakterer, kan kun skyldes, at det har været af afgørende betydning hurtigt at kunne spotte mennesker i det kaos, som verden omkring os til tider kan udgøre. Omvendt er det åbenbart ikke forbundet med nogen synderlig fare, at vi et kort øjeblik forveksler et landskab, en bil eller et stykke toastbrød med en person, så længe vi generelt er i stand til at erkende forskellen mellem de to og i øvrigt ikke drager forkerte konklusioner ud af denne lighed, som f.eks. at der må have levet mennesker på Mars, eller at Frelseren har materialiseret sig i vores morgenmad.

EN VERDEN AF FORMER Verden består naturligvis af andet end blot ansigter. Et utal af forskellige former, farver, figurer, flader og teksturer mv. udgør tilsammen en oplevelse af et udstrakt rum fyldt med genstande og individer. Selv om evnen til at erkende denne virkelighed kræver andet og mere end blot genkendelsen af enkelte træk, som signalerer tilstedeværelsen af et ansigt, kan princippet bag dannelsen af hele vores opfattelse af verden med fordel sammenlignes med vores genkendelse af ansigter. Ud fra relativt enkle former og mønstre skabes et overordnet billede, som efterfølgende finjusteres ved at fokusere på de enkelte detaljer i sanseindtrykket. Som et generelt ansigt forvandler sig til et kendt ansigt, bliver den overordnede fortolkning af, hvilken situation vi befinder os i, fyldt op med mere præcise enkeltdetaljer: Vi er i et rum, en stue, men hvilken farve har tapetet? Hvilke møbler er der? Hvilken træsort er de lavet af? Hvor langt vi går ned i detaljen, afhænger af vores interesse og opmærksomhedsniveau i den aktuelle situation.

Dette er en forenklet fremstilling af hjerneforskningens seneste og mest udbredte 24

teoriers bud på, hvordan hjernen former vores opfattelse af verden. Vi skal ikke gå i detaljer her, blot påpege det generelle princip: at hjernen hurtigt skaber en overordnet forestilling om, hvilken situation vi befinder os i (hvis den ikke allerede har en sådan forestilling), og fylder de enkelte detaljer ud, efterhånden som vi får brug for viden om vores omgivelser i større detaljerigdom for vores forehavender.

Verden gestalter sig Vil man skaffe sig en idé om, hvordan denne proces foregår, uden at tage livtag med de komplicerede teorier, som dominerer hjerneforskningen i dag, kan man med fordel kaste blikket på en mere traditionel beskrivelse af, hvordan vi opfatter verden, som på mange punkter stemmer overens med ovenstående forklaring. Den beskrivelse finder vi inden for gestaltpsykologien.

Kernen i gestaltpsykologien er, at de enkelte sansesignaler altid fortolkes i lyset af en samlet helhedsopfattelse af den situation, vi befinder os i. Sanseprocessen foregår ikke ved, at der først opfanges en masse enkeltstående sanseindtryk som f.eks. små prikker a la de pixels, vi kender fra vores skærme, som dernæst bindes sammen til en helhed.

Helheden eksisterer derimod fra starten, dels i form af en helt overordnet fortolkning af den aktuelle situation, vi befinder os i, dels i form af på forhånd eksisterende mønstre og former, som hjernen løbende forsøger at fortolke de aktuelle sanseindtryk ind i; de gestal­ ter, som har givet teorien sin navn.

Grundlaget for gestaltpsykologien blev lagt i 1912 med Max Wertheimers beskrivelse af, hvordan stationære figurer såsom linjer eller prikker, der blinker kortvarigt Phi-fænomenet efter hinanden, under særlige omstænEt af de bedste eksempler på, hvordan vi digheder skaber oplevelsen af, at man ser kan se bevægelse, selv om der reelt ikke bevægelse, selv om der ingen bevægelse foregår nogen bevægelse, er phi-fænoforegår. Denne opdagelse var så banemenet. Det består i, at to prikker blinker brydende, fordi den viste, at vi kan opleve kortvarigt efter hinanden. Med det rette noget, som ikke er en direkte gengivelse tidsinterval mellem de to blink opfatter af det, vi sanser. Wertheimer kaldte detman det som én og samme prik, der bete for ”ren bevægelse”, da oplevelsen af væger sig. Hvis de to forskellige prikker bevægelse ikke er udløst af nogen ydre har hver sin farve, vil den prik, man opbevægelse, men ene og alene er et resullever bevæge sig fra det ene sted til det andet, tilmed skifte farve undervejs. tat af hjernens fortolkning af det sansede.

Den kommer med andre ord indefra og Hvad der vises Hvad man ser ikke udefra. Vores opfattelse af verden er kort sagt ikke blot en gengivelse af det, vi sanser. Det er hjernens bud på, hvilke former og mønstre disse sansesignaler kan Tid Tid passes ind i.

25

På sporet af den gode gestalt Evnen til at forme en sammenhængende oplevelse ud fra de fragmenterede sansesignaler, vi modtager fra sanseapparatet, beror ifølge gestaltpsykologien på gestaltprincip­ perne: en række principper, som hver især beskriver kriterier for, hvornår vi opfatter de forskellige dele af vores sanseindtryk som hørende til én og samme figur.

De klassiske gestaltprincipper er: nærhed, lighed, fælles skæbne, god fortsættelse og lukkethed: Nærhed – betegner, at elementer, der ligger tættere på hinanden, opfattes som hørende sammen.

Lighed – betegner, at elementer, der ligner hinanden (f.eks. har samme farve, form, størrelse eller vender i samme retning), opfattes som hørende til samme figur.

Fælles skæbne – henviser til, at elementer, der bevæger sig sammen, eller som dukker op og forsvinder på samme tidspunkt, opfattes som en del af den samme genstand.

God fortsættelse – henviser til, at vi er tilbøjelige til at inddele verden i former, som kan tegnes med bløde kurver og fortløbende konturer frem for med abrupte og afbrudte linjer.

Lukkethed – henviser til, at elementer lettere opfattes som en helhed, hvis de tilsammen danner en lukket figur som f.eks. en trekant, en firkant eller et hvilket som helst mere ujævnt omkranset område.

Disse kriterier kan sammenfattes i princippet om “den gode gestalt”: at de enkelte elementer i vores sanseopfattelse opfattes som en helhed, hvis de sammen udgør dele af en velordnet figur, som udgør en tydelig enhed, er afbalanceret, sammenhængende, symmetrisk osv. Eller sagt mere firkantet: Hvad angår udformningen af vores opfattelse af verden omkring os, gælder det gamle prøjsiske princip: Ordnung muss sein! Der skal være orden i tingene.

Gestalterne udviskes Gestaltpsykologien havde sin storhedstid i første halvdel af 1900-tallet, nærmere betegnet fra 1920’erne og fremefter. At den hverken var dominerende inden for psykologi eller hjerneforskning i sidste halvdel af 1900-tallet, skyldes en række kritikpunkter, som gik kraftigt ud over dens popularitet. Et væsentligt kritikpunkt var, at gestaltteorien på én gang forklarer for meget og for lidt. Ikke mindst den løse forestilling om ”den gode gestalt” bestående af en ikke nærmere defineret blanding af de forskellige gestaltprincipper kan jo bruges til at forklare fortolkningen af snart sagt enhver figur, man måtte ønske, og giver kun anledning til meget vage forudsigelser af, hvilken figur der i en bestemt sammenhæng vil være den mest fremtrædende – eller (for nu at tale gestaltpsykologiens eget sprog) ”have størst prægnans”.

Gestaltpsykologien led samtidig under, at det trods ihærdige forsøg aldrig lykkedes at koble teorien sammen med en beskrivelse af, hvordan genkendelsen af gestalter kunne 26

Figur og baggrund En af de vigtigste konsekvenser af gestalt­ principperne er, at de lader os skelne relativt tydeligt mellem de dele af sanseindtrykket, som hører til særskilte objekter, og de dele, som udgør en mere diffus baggrund i vores sanseoplevelse.

Forskellen mellem figur og baggrund kan illustreres med billeder, som kan fortol­ kes på to forskellige måder, alt afhængigt af, hvad man opfatter som forgrundsfiguren, og hvad man opfatter som baggrunden. Det mest berømte eksempel er psykologen Ed­ gar Rubins legendariske vase, der også kan

opfattes som to ansigter, der er vendt mod hinanden. Rubins vase kan dog dårligt be­ tragtes som Rubins egen opfindelse, idet der findes en lang række historiske forløbere, hvoraf to er gengivet nedenfor.

tænkes at foregå i hjernen. Den foretrukne teori blandt gestaltpsykologerne selv, den elektriske feltteori, blev tilbagevist i en række opsigtsvækkende eksperimenter udført af de to navnkundige hjerneforskere Karl Lashley og Roger Sperry i midten 1950’erne.

Disse forsøg gik ud på at indoperere strimler af guldfolie, guldnåle, metaltråde og isolerende silikatplader i hjernen hos aber og katte for at afbryde eller forstyrre de elektriske felter, som ifølge gestaltpsykologerne var afgørende for opfattelsen af gestalter. Forsøgene viste samstemmende, at dyrene trods disse omfattende indgreb stadig var i stand til at skelne mellem forskellige visuelle mønstre og figurer, som ifølge teorien krævede en evne til at opfatte gestalter.

At gestaltbegrebet samtidig blev taget i anvendelse i forbindelse med holistiske behandlingsformer som f.eks. gestaltterapi, hvis metoder – på trods af at være delvist inspireret af gestaltpsykologien – højst kan siges at have en overfladisk lighed med gestaltpsykologiens mere stringente principper, gør naturligvis heller ikke sagen bedre.

Hjernen er atter i form Det seneste godt og vel halvandet årti er interessen for gestaltpsykologiens principper imidlertid blomstret op igen. Den væsentligste årsag hertil er hjerneforskningens stigende fokus på synkrone fyringsmønstre i menneskehjernens hjernebark, som menes at være koblet til genkendelse af former, mønstre og figurer og være medansvarlige for at binde de forskellige elementer af vores sanseoplevelse sammen til en helhed. Hjerneaktiviteten under sanseoplevelsen afslører desuden, hvordan indflydelse fra de øverste områder i hjernens hierarki er ansvarlig for at binde de enkelte elementer af vores sanseindtryk sammen til helheder. I en nutidig forståelse af hjernen er det således hjernens 27

egne forventninger til, hvad vi monstro sanser i den aktuelle situation, der er afgørende for, hvordan de enkelte dele af sanseindtrykket fortolkes.

Det, som Lashley og Sperry tilbageviste med deres forsøg, var primært den specifikke måde, hvorpå gestaltpsykologerne havde forestillet sig, at deres principper var nedlejret i hjernen, og ikke det generelle princip, som lå bagved. Ja, noget tyder endda på, at mange af forestillingerne bag den elektriske feltteori slet ikke var så tossede endda, men at den elektriske aktivitet i hjernen, som er ansvarlig for at binde vores sanseoplevelse sammen til en helhed, blot er lokaliseret dybere i hjernen, end både gestaltpsykologerne og deres kritikere formodede.

Når hjerner slår i takt Den fornyede interesse for gestaltpsykologien har ikke blot genoplivet de oprindelige gestaltprincipper. Den har tillige resulteret i, at listen over principper er blevet udvidet; bl.a. med princippet om, at elementer, der optræder i et fælles område af vores synsfelt eller er forbundet gennem andre elementer, opfattes som hørende til en og samme figur.

Det samme gælder for symmetriske former.

Blandt de mere interessante principper er, at elementer i synsfeltet, der blinker i takt eller på anden måde udviser en synkron aktivitet, opfattes som dele af én og samme helhed, også selv om de befinder sig adskilt fra hinanden. Når dette er interessant, skyldes det, at vi kun sjældent oplever sådanne sanseindtryk under naturlige forhold. Det eneste eksempel, der umiddelbart falder én ind, er, når genskinnet fra en lyskilde spejler sig i en vandoverflade som f.eks. en skovsø. Det er derfor svært at se, hvordan denne tendens til at opfatte lysblink som sammenhængende skulle være opstået ad naturlig vej som hjælp til at genkende sammenhængende genstande i vores omverden.

Forklaringen på dette mysterium er muligvis, at dette princip er en konsekvens af den måde, hjernen generelt binder de forskellige elementer sammen til en enhed ved hjælp af synkrone fyringsmønstre. To særskilte sansepåvirkninger, der udløser synkron aktivitet i hjernen, idet hjerneaktiviteten synkroniseres med den takt, hvormed lyskilderne blinker, bliver dermed automatisk opfattet som dele af en helhed. Er denne fortolkning korrekt, betyder det, at det at opfatte sådanne blink som hørende sammen hverken er en medfødt eller tillært måde at fortolke verden på, men en afsløring af selve de hjerneprocesser, der ligger bag alle gestaltprincipperne.

En massiv, parallel hjerne Udgangspunktet for den oprindelige gestaltpsykologi var et opgør med forestillingen om sanseprocessen som en proces, hvor enkeltdele langsomt, men sikkert bindes sammen til en helhed. Gestaltpsykologien vendte denne forestilling på hovedet og beskrev i stedet, hvordan helheden opleves først og bagefter fyldes ud med enkeltdetaljer. Selv om gestaltpsykologien i den forstand stemmer fint overens med de nyeste teorier om sanseprocessens forløb, må en mere nutidig beskrivelse af, hvordan hjernen 28

danner vores sanseopfattelse, tage sit udgangspunkt i et kompromis mellem disse to forestillinger.

I stedet for et enstrenget forløb fra simpelt til komplekst forløber de enkelte dele af sanseprocessen i høj grad parallelt. I stedet for en hierarkisk proces, hvor hjernens sanseområder modtager signaler fra sanserne og kun genkender simple indtryk som f.eks. farver, former eller kanter, og inddelingen i større enheder først begynder, efterhånden som signalerne spreder sig opad i hjernen, synes det hele at foregå samtidig overalt i hjernens sanseområder. En af verdens førende eksperter i synssansen, Semir Zeki, har således beskrevet hjernebarkens synsområder som en ”massiv, parallel hjerne”.

Der sker kort sagt en genkendelse af de enkelte elementer i figuren samtidig med en genkendelse af de overordnede former. Ikke blot forskellige former, men også de forskellige dele af synsindtrykket såsom farve, form og bevægelse genkendes parallelt i forskellige dele af synsbarken. Det foregår tilmed i forskellige hastigheder: Farver genkendes relativt hurtigt, mens former tager noget længere tid at identificere.

Umiddelbart bindes disse elementer imidlertid ikke sammen til en samlet opfattelse i hjernen. Når man f.eks. genkender noget som et ansigt eller et hus, sker der ikke en opbygning af det visuelle indtryk af ansigtet eller huset, som dernæst genkendes af en central enhed. Denne genkendelse foregår tværtimod samtidig i de områder af hjernen, som er kendt for at være aktive, når vi genkender noget som ansigter eller huse. Den overordnede fortolkning af hele situationen optræder således samtidig med den aktivitet i hjernens primære synsområder, som menes at repræsentere synet af de enkelte detaljer.

Forsøg har f.eks. vist, at hjernen kan genkende en form som den diamantformede rombe, vi kender fra kortspil som ruder, uafhængigt af en præcis genkendelse af de linjer, den er opbygget af, idet de to dele af sanseprocessen varetages af parallelle systemer.

Denne opsplitning af synsindtrykket i forskellige dele af forskellig detaljegrad gælder ikke blot for de forskellige synskvaliteter, men også inden for hver synskvalitet. For eksempel genkendes forskellige former for eller retninger af bevægelse i forskellige hastigheder og i forskellige delområder af hjernens visuelle bevægelsesområde, som på hjerneforskersprog hedder V5. Ifølge Zeki kan dette bevægelsescentrum derfor opfattes som ”et mikrokosmos af hele den visuelle hjerne.”

En helhed i mange dele Hvorvidt de forskellige dele overhovedet bindes sammen, synes at afhænge af vores opmærksomhed og af, hvorvidt de bidrager til den opgave, vi aktuelt er ved at udføre.

Det kan naturligvis virke mærkværdigt, at vores oplevelse af verden skulle være brudt ned i bidder, som kun flikkes sammen i det omfang, vi har brug for det. Vi oplever jo netop ikke verden som opdelt i bidder. Hvordan kan det være, at vi ikke oplever, hvordan vores oplevelse af verden flikkes sammen, når vi har brug for det – og at vi f.eks. kan genkende et ansigt, allerede inden vi ser de elementer, det er bygget op af?

Det er der flere forklaringer på: 1) Dels når de enkelte elementer først vores bevidst29

hed, når de sættes i relation til helheden, 2) dels oplever vi på et givet tidspunkt faktisk et mindre udpluk af verden, mens resten blot holdes præsent, sådan at vi kan vende vores opmærksomhed mod det, hvis det er påkrævet, og 3) dels befinder vi os jo altid i en situation, vi allerede har en forestilling om. Sanseindtrykkene sendes ikke blot løbende og ukritisk ind i vores bevidsthed som signalet på en tv-skærm, men filtreres og prioriteres alt efter den overordnede fortolkning af situationen.

Den nutidige beskrivelse af sanseprocessen giver dermed gestaltpsykologien delvist ret. Ikke så langt, at helheden altid opleves inden enkeltdetaljerne, for processerne forløber som sagt parallelt, hvor det, der genkendes lettest, genkendes først. Men i den forstand, at detaljerne typisk først fyldes ind, efter at vi har dannet os en forestilling om den overordnede situation, som de passes ind i og afstemmes efter. Eller sagt på en anden måde: Den oplevelse, vi har af verden omkring os, er hverken en gengivelse af den påvirkning, som rammer sanserne, og ej heller er den blot opbygget af enkeltdele, der til sidst bindes sammen til en helhed. Den føjes sammen, i takt med at vi aktivt bruger den til at omgås verden.

Hvor kommer formerne fra?

Et af gestaltpsykologiens ubesvarede spørgsmål er, hvorfra de former og principper, som hjernen fortolker vores sanseindtryk ind i, stammer. Gestaltpsykologerne selv havde en klar tendens til at opfatte dem som medfødte og fastlåste kategorier, som lå forud for erfaringen, selv om der i visse tilfælde var mulighed for en vis individuel tilpasning eller tillæring.

Nyere studier af gestaltprincipperne har vist, at de typisk skaber et retvisende billede af, hvad der reelt foregår omkring os under naturlige forhold. Det betyder, at der intet er i vejen for, at gestaltprincipperne kunne være et resultat af en evolutionær tilpasning, som sørger for, at vi ud fra et begrænset sanseinput er i stand til at skabe en retvisende opfattelse af verden omkring os. Omvendt åbner det også muligheden for, at principperne netop ikke er medfødte, men derimod afledt af vores individuelle erfaringer med verden omkring os, sådan som Egon Brunswik og Joe Kamiya slog til lyd for allerede i 1953.

Som altid i spørgsmål om arv eller miljø er der formodentlig tale om et både-og frem for et enten-eller. De grundlæggende måder, vi fortolker verden på, kan være afstemt med vores omgivelser ad to veje: 1) gennem en naturlig udvælgelsesproces, hvor de individer, som er født med evnen til den mest retvisende fortolkning af verden, har overlevet frem for andre mindre heldigt stillede, eller 2) gennem vores omgang med og afprøvning af verden i vores individuelle liv, hvorigennem vi lærer, hvordan verden arter sig, alt efter hvilke handlinger eller bevægelser vi udfører. Begge disse metoder kan sammen eller hver for sig sikre, at vores opfattelse af verden i det mindste er så korrekt, at den kan føre til en hensigtsmæssig omgang med verden omkring os.

30

DE IBOENDE KVALITETER Gestaltprincipperne er ikke blot en illustration af, hvordan hjernen skaber sammenhæng i de forskellige dele af vores sanseindtryk. Eller for den sags skyld på, hvordan vores sanseproces er drevet indefra, dvs. af hjernens forventninger til, hvad der er årsag til de sansepåvirkninger, vi modtager. Gestaltprincipperne understreger tillige noget essentielt ved hele den måde, vi oplever verden på: at vi netop ikke oplever verden i særskilte former, farver og figurer, men derimod som særskilte genstande og individer spredt i verden omkring os. Disse genstande og individer udgør ikke blot grundkernen i vores bevidsthedsoplevelse, men er grundlaget for hele vores overordnede forståelse af verden omkring os.

Hvordan verden reelt er opbygget, kan vi skabe os en idé om, hvis vi undersøger den med videnskabelige metoder. Det billede, der tegner sig, når vi gør dette, er ganske anderledes end det, vi umiddelbart oplever i vores bevidsthed. Selv om naturvidenskaben begyndte med en beskrivelse af, hvordan genstandene omkring os opfører sig, har vores forståelse af mekanismerne bagved for længst tegnet et billede af verden, der ligger langt fra vores intuitive oplevelse af den.

Vi lever med andre ord i en virkelighed, som hjernen skaber på baggrund af signaler, den modtager fra vores omverden. Men denne virkelighed selv er langtfra blot en simpel afspejling af den verden, vi lever i. Det er en virkelighed, som er formet efter vores menneskelige behov for at forstå verden på en bestemt måde, nemlig som et udstrakt rum fyldt med genstande, planter, dyr og andre mennesker. Dette er menneskets hjem, vores genstandsverden. Og hvordan denne verden er formet, har afgørende betydning for, hvordan vi tænker om os selv og hinanden.

Genstande for tanken De processer, vi har beskrevet ovenfor, tjener primært til at binde de indtryk, vi modtager gennem sanserne, sammen til en samlet opfattelse af verden omkring os. Det grundlæggende princip – at verden opfattes som særskilte genstande med særlige egenskaber – kan imidlertid genkendes også i den videre proces med at forstå og fortolke verden. Hvor de simple sanseprocesser består i genkendelse af genstande som genstande, fortsætter processen med, at disse genstande genkendes som særlige elementer i vores virkelighed. Vi genkender ikke blot, at stoleben, stolesæde og stoleryg hører sammen, men genkender det også som en stol, vi kan sidde på.

For enkelte elementer sker dette efter alt at dømme gennem en medfødt genkendelse af særlige former. For de mere overordnede dele af vores virkeligheds vedkommende kan disse former imidlertid varieres nærmest uendeligt og er en del af vores tillærte oplevelse af verden. Vi hører et ord og lærer både hurtigt og sikkert at forbinde ord og begreber med dele af den sanseoplevelse, som kommer i stand gennem de processer, som er beskrevet ovenfor. At der ikke er tale om en medfødt genkendelse, understreges af, at mange af de genstande og objekter, vi genkender, er relativt nye opfindelser. Ikke 31

Personer og dyr, genstande og red­ skaber Evnen til at genkende betydningsfulde ele­ menter i vores omverden og inddele dem i hensigtsmæssige kategorier kan spores i hjernen. Særligt den nederste del af tin­ dingelapperne er involveret i genkendelse af både ansigter, personer, dyr og genstan­ de. Der er en glidende overgang mellem de områder, som er involveret i genkendelse af de forskellige elementer, med ansigterne ba­ gest og genstandene forrest.

Denne evne til at inddele de enkelte ele­

menter af vores sanseopfattelse i forskellige kategorier, er ikke blot en forudsætning for at begå sig i verden her og nu. Det er også en væsentlig forudsætning for at tænke, planlægge og forholde sig til verden på et mere overordnet plan. For at blive noget, vi kan tænke med, skal vores opfattelse af verden kort sagt inddeles i forskellige en­ heder, forskellige kategorier. En stor del af den filosofiske spekulation om, hvordan vo­ res tænkning foregår, har netop omhandlet, hvordan denne opdeling eller klassifikation foregår.

blot borde og stole, men i særdeleshed også biler, computere og fjernsyn er relativt nye opfindelser, som hjernen ikke har kunnet udvikle sig til at erkende på forhånd.

En spade er en spade Hvad angår genstande, opfattes de ikke blot som særskilte enheder, som tilhører en bestemt kategori. De kan også opfattes som forskellige redskaber, som vi kan tage i anvendelse på forskellig vis. En saks og en fodbold adskiller sig f.eks. ved, at den ene betjenes med hånden, og den anden med foden. Det afspejler sig i en øget aktivitet i de dele af hjernen, som er ansvarlige for bevægelse i disse to forskellige dele af kroppen, når vi betragter den ene genstand frem for den anden. Et signal om at hjernen allerede har gjort sig parat til at tage den pågældende genstand i brug. Det er i vidt omfang sådan, at vi skelner mellem de forskellige kategorier af genstande som redskaber. Det er sådan, vi f.eks. forvisser os om, at en spade er en spade.

De tidligste kategorier, der etableres, synes at være overordnede kategorier som f.eks. hund eller kat, fugl eller fisk. Efterhånden som vi indsamler flere erfaringer, suppleres denne grovsortering med en stadig mere finkornet model af verden. Vi lærer f.eks., at en spade ikke blot er et redskab til at grave med, men at den er særligt velegnet til at grave i relativt hård jord, mens en skovl er mere velegnet til at opsamle og flytte jord med.

Den intuitive Newton Vores oplevelse af verden er naturligvis ikke statisk. De genstande og i særdeleshed de individer (det være sig dyr eller mennesker), som omgiver os, bevæger sig efter bestemte mønstre og udfører handlinger eller udsættes selv for andres handlinger. Videnskabens historie kan fortælles som én lang bestræbelse på at forstå, hvordan tingene omkring os 32

påvirker hinanden og opfører sig under gensidig indflydelse: Når jeg kaster en bold op i luften eller taber den fra det skæve tårn i Pisa, hvad sker der så? Sådanne spørgsmål var udgangspunktet for den klassiske mekanik, som traditionen – med rette eller urette – tilskriver Galileo Galileis ubændige forskertrang og Isaac Newtons urolige og utrolige geni.

Selv om det tog adskillige hundreder af år at nå fra de indledende øvelser til forståelsen af de grundlæggende regler for legemers bevægelse, tyder alt på, at vi faktisk har en intuitiv forståelse for, hvordan genstande generelt opfører sig. Man har længe troet, at vores intuitive forståelse for legemers bevægelse var fejlbehæftet, i og med at man jo netop skulle opdage lovene bagved gennem sindrige eksperimenter og teorier. Ser man nærmere på sagen, viser det sig, at det mest af alt var forsøget på at beskrive det, man observerede, inden for den forståelse af verden, man allerede havde, som satte sig i vejen.

Vi ved, at hvad vi kaster op i luften, falder ned igen. Vi ved, at ting ikke blot ændrer deres hastighed uden at blive påvirket udefra, og vi forventer, at de dukker op igen, hvis de et kort øjeblik forsvinder bag en skærm eller en anden genstand. Vi ved, at genstande sjældent spontant formerer sig eller opstår ud af det blå – og hvis de lader til at være forsvundet i den blå luft, vil vi begynde at lede efter dem. Er man i stand til at skabe illusionen af, at en genstand forsvinder for vores øjne, kan man ligefrem underholde ved børnefødselsdage som tryllekunstner.

Selv om det er de færreste af os, der på stedet kan gengive Newtons love for legemers bevægelse og opførsel, når de støder sammen, har de fleste af os en klar forventning om, hvad der vil ske, når billardkuglerne på den lokale bodega rammer hinanden. Problemet er at overføre denne forventning til praksis, når vi støder med køen (og det bliver kun sværere efter et par øl).

Hvor det tidligere blev antaget, at vores intuitive forståelse for legemers bevægelse var baseret på simple tommelfingerregler, som ikke afspejler det, der reelt foregår, er forskernes øjne gennem de senere år i stigende grad blevet åbnet for, at vi faktisk har en intuitiv forståelse for mekaniske love. Når det gælder om at beskrive dem, og når det gælder om at overføre denne viden til mere komplekse praktiske situationer, mangler vi blot den tilstrækkelige viden om alle de involverede parametre. Vi forfalder primært til primitive tommelfingerregler, når vi ikke besidder tilstrækkeligt med information eller sanseerfaringer til at forudsige, hvad der virkelig vil komme til at ske.

EN VERDEN I KASSER For at forstå hvordan verden opfører sig, er det nødvendigt at inddele den i kategorier.

Newtons love gælder for alle legemer uanset udseende, størrelse eller køn. Men i vores dagligdag findes der et hav af genstande, som vi skal forholde os forskelligt til, og som vi bør have forskellige forventninger til. Ja, faktisk kan man hævde, at det er en af hjernens vigtigste opgaver at sørge for at opbygge en forståelse af forskellige genstande, dyr og mennesker, som vi kan bruge til at forudsige verdens gang med.

Hvor vi som voksne nok kan indse, at verden primært består af individer, og nok 33

også, at hver enkelt genstand er en individuel genstand, ser det delvist anderledes ud for børn. Meget tyder på, at vi indlærer kategorier, inden vi lærer at forholde os til individer som individer, dvs. som særskilte enheder med separate egenskaber, der adskiller sig fra de øvrige medlemmer af samme kategori.

Hvis vi lader mennesket ligge for en kort stund, vil dette f.eks. afspejle sig i, at barnet generelt lærer, hvordan en ”hund” eller en ”fugl” ser ud, inden det lærer at skelne tydeligt mellem de mere fine detaljer. Nok kan de sagtens genkende Fido (selv om de kan have en tendens til at kalde ham ”hund” eller måske endda ”vovhund”), men det vigtigste er at forbinde den kategori, Fido tilhører, med bestemte egenskaber. I det omfang naboens hund, Psycho, opfattes som en hund ligesom Fido, forventer de også, at den er sød og kærlig og ikke angriber eller bider, når man går hen for at klappe den på hovedet.

På et lidt mindre animalsk plan gælder det også genstande: Børn husker bedre de egenskaber, som er generelle for en hel kategori af ting, end de individuelle forskelle: En saks er en saks, og en spade er en skovl. Eller rettere: Både en spade og en skovl er et graveredskab. Og måske mere romantisk: Et menneske er et menneske, uanset hudfarve eller køn.

Som eksemplerne tydeligt illustrerer, har dette både positive og negative konsekvenser, som tilmed kan ændre sig fra situation til situation: Den manglende evne eller trang til at skelne individuelle træk kan placere vidt forskellige genstande og dyr i én og samme kasse, ligesom når børn lærer at putte træklodser af samme form i samme hul, uanset farve. Det kan resultere i, at en situation opfattes forkert, og at de måske ikke ser ellers tydelige tegn på fare, som f.eks. når en fremmed mand tilbyder dem slik for at sætte sig ind i hans bil. Omvendt kan det forhindre den diskrimination på baggrund af overfladiske forskelle, som desværre kan være en af bivirkningerne ved en mere veludviklet evne til at skelne og opdele verden (som vi skal se i næste kapitel).

Opdelingen i overordnede kategorier tillader, at barnet hurtigt og effektivt kan lære, hvordan verden er indrettet og fungerer: at ænder lægger æg, og at storke kommer med børnene som postbuddet med pakkerne, og julemanden med gaverne. At der findes forskellige postbude og julemænd – og sågar storke – er til gengæld ikke så vigtigt, så længe de opfører sig ens.

En verden af årsager At børn typisk sætter kategorier over individer, kan ses på flere måder, som f.eks. i hvilke egenskaber de husker bedst. Det er netop de egenskaber, som er fælles for medlemmerne af en bestemt kategori, frem for de særegne træk ved hvert enkelt individ. Når det øjensynligt er så vigtigt at opdele verden i disse kategorier, at kategorierne ofte trumfer de mere individuelle indtryk, hænger det sammen med, at det er disse fællestræk, som er afgørende for at kunne bruge sin viden og sine (endnu ganske sparsomme) erfaringer til at forudsige, hvordan de forskellige elementer i ens omgivelser, det være sig døde genstande og levende væsener, vil opføre sig.

34

Man kan med fordel sammenligne denne tendens med den måde, vores voksne hukommelse også ændrer detaljerne i vores minder, så de bliver mere generelle. Det sker, for at de lettere kan bruges i en fremtidig situation, som måske ligner den forrige, men aldrig er helt identisk med denne. Til gengæld går det ud over, hvor godt vi husker de enkelte detaljer, og det er således forklaringen på, hvorfor vi generelt sjældent kan stole på vores hukommelse. Det vigtige er ikke at huske detaljerne, men derimod at skabe en overordnet forståelse af, hvordan verden og alle dens elementer opfører sig.

Som beskrevet er hjernens primære opgave, når den sanser verden, ikke at gengive de sansepåvirkninger, som modtages af sanseapparatet, men derimod at slutte sig til, hvilke elementer i vores omgivelser der har forårsaget disse påvirkninger. Dette medfødte system er så opsat på at finde årsager, at vi f.eks. typisk vil opfatte to genstande, der ikke rammer hinanden, men hvor den ene pludselig stopper, netop som den anden sætter i gang, som kausalt forbundne, dvs. at den ene genstands bevægelse forårsagede den andens.

Verden i sin inderste essens Når det gælder levende væsner, er årsagerne til deres adfærd oftest ikke direkte synlige.

For de fleste genstande gælder det, at man trods alt kan slutte sig nogenlunde til, hvordan de vil reagere, blot man kan se, hvad der påvirker dem, hvilket materiale de består af, og nogenlunde ved, hvordan dette materiale plejer at opføre sig. Alt dette sørger vores ”medfødte Newton” for, som vi beskrev ovenfor. Genstandes adfærd er resultatet af de påvirkninger, de udsættes for. Deres natur dikterer blot, hvordan de reagerer på disse påvirkninger.

Når vi ikke kan se de bevæggrunde, som styrer levende væsners adfærd (om det er vores venners eller nabohundens, er her underordnet), må vi i stedet tilskrive dem en indre natur for at have noget at hænge vores forestillinger om, hvad de monstro vil gøre i en endnu ukendt fremtidig situation, op på. Resultatet er en opfattelse af levende væsner som besiddende en bestemt essens: Ænder er på en bestemt måde, hunde på en anden – og det gælder alle de individer, som falder ind under samme kategori.

Fra kasse til beholder I takt med at forståelsen for, at hvert individ udgør en særlig enhed, som opfører sig anderledes end de andre medlemmer af kategorien, vokser, kan der ske noget med denne opfattelse af essens. For nu er det ikke blot det overordnede tilhørsforhold, som kan forklare, hvordan tingene opfører sig. Der skal mere til. Når naboens hund, Psycho, opfører sig truende, er det ikke, fordi han er hund, men fordi han er en aggressiv hund, en skidt køter. Årsagen er ikke længere den overordnede kategori, men stadig en essens, som nu præger, hvordan hvert enkelt individ opfører sig. Når vi intuitivt opfatter individer på denne måde, er det formodentlig, fordi det giver en hensigtsmæssig måde at forudsige 35

andre individers opførsel på: Psycho er aggressiv – lad mig komme væk! I fagsproget kaldes dette entitetsteori (eng. entity theory): en forestilling om, at et bestemt karaktertræk eller en bestemt kvalitet er en selvstændig, uforanderlig egenskab, som man blot har mere eller mindre af. En sådan holdning kommer til udtryk, når som helst vi omtaler noget, som skyldes en observation af et bestemt individ eller for den sags skyld organisations adfærd, som udtryk for en iboende kvalitet, hvad enten det er en bestemt persons intelligens eller en virksomheds produktivitet. Ingen af disse begreber betegner nogen reel fysisk genstand eller egenskab, men er udelukkende en genvej for os til at forstå og kategorisere et komplekst mønster i personens adfærd eller ved virksomhedens pro­ duktion.

Springer vi mellemregningerne over, som der unægtelig er mange af, tegner der sig nu et nyt billede: Genstande, dyr og mennesker er ikke, som de er, blot fordi de er det, de 36

Og nobelprisen går til … Aristoteles!

Forestillingen om en indre essens kan dår­ ligt nævnes uden at komme ind på den rolle, vores genetiske arvemateriale, dna’et, spiller for vores adfærd og vores personlig­ hed. Biofysikeren Max Delbrück, som i 1969 modtog nobelprisen for sit arbejde med at belyse de genetiske replikationsmekanis­ mer, så ligefrem en direkte lighed mellem Aristoteles’ forestillinger om en indre es­ sens og den rolle, dna’et spiller i udviklingen af den enkelte organisme. Delbrück mente

derfor, at Aristoteles fortjente en nobelpris for sin beskrivelse af, hvordan hvert indi­ vid indeholder en essentiel indre natur, som han så som en direkte parallel til den måde, dna’et former og skaber individet, men selv er helt upåvirket af ydre påvirkninger. Del­ brück gik endda så vidt som til at sammen­ ligne dna’et med Aristoteles’ ”ubevægede bevæger”, dvs. den (delvist guddommelige) kraft, som i det aristoteliske verdensbillede holder verdens hjul i gang.

er – genstande, dyr og mennesker af en særlig slags. De er, som de er, fordi de indeholder nogle særlige kvaliteter, og det er kombinationen af disse kvaliteter eller egenskaber, der bestemmer, hvordan de er, og hvad vi skal forvente af dem.

Forståelse af individet er opstået, som vi er vokset til. Men det er sket på en bekostning: At det nu er egenskaberne selv, der kan opdeles i særskilte kategorier, som man kan indeholde i forskellig grad. I stedet for at være en kopi af den generelle kategori er man nu blevet en samling af særskilte egenskaber. Man er ikke blot et menneske. Man er et dumt, sødt, nærigt, venligt, aggressivt eller uærligt menneske, alt efter éns opførsel. Årsagen til dette er, i denne tidligste, naive forståelse af menneskers individualitet, hvor meget dumhed, sødme, nærighed, venlighed, aggression eller løgnagtighed der er indeholdt i éns særlige menneskelige container.

Hvor bor de iboende egenskaber?

Forekommer ovenstående redegørelse for, hvordan vi opfatter og kategoriserer verden, en kende abstrakt, er der en meget enkel måde at gøre det mere konkret på: at tale sammen eller skrive en tekst. Vores sprog, denne særegne menneskelige måde at kommunikere på, er bygget op omkring vores genstandsverden og hele vores måde intuitivt at opfatte verden som et rum fyldt med genstande og individer, der handler eller handles med.

Den grundlæggende sætningsopbygning består af en hovedaktør (subjektet), som udfører en handling (verbet) med en genstand (objektet). Det hele kan være placeret i rummet ved hjælp af forholdsord, der tilkendegiver en placering såsom ovenpå, foran, bagved eller under, og have forskellige tidslige forløb som er tilkendegivet i verbets bøjninger: nutid, fortid, fremtid eller de mere ubestemte eller fiktive former som bydeform eller ønskeform.

Alle sprog er bygget op på denne måde, selv om de udtrykker de forskellige roller 37

forskelligt. I sprog som dansk og engelsk sker det primært gennem ordstillingen, på andre sprog sker det gennem bøjningsformer eller særlige artikler, der angiver ordenes rolle i sætningen. I nogle sprog er rollerne endda underforståede og følger en fast struktur (”<menneske> bruger <genstand> mod <dyr>”), medmindre andet er angivet. Der findes endda sprog uden logisk subjekt, dvs. hvor handlingen ikke udføres af, men ved eller gennem en person. Men resultatet er og bliver det samme.

Den grundlæggende struktur, som kan skelnes bag de overfladiske forskelle mellem verdens sprog, har givet anledning til en forestilling om, at menneskets evne til at bruge sprog skyldes en form for medfødt grammatik, som alle mennesker besidder. I de senere årtier har denne forestilling dog i stadig stigende grad veget pladsen for teorier om, hvordan sprogets struktur afspejler vores måde at opfatte og opleve verden på, og at dette er årsagen til de mange ligheder, man finder mellem verdens sprog. Mens det ville føre alt for vidt at gennemgå disse teorier her, vil vi blot nøjes med at konstatere, at sproget afspejler væsentlige træk ved vores måde at opdele verden på. Dette gælder ikke mindst, når det handler om, hvordan vi tillægger forskellige genstande og individer forskellige egenskaber.

At lægge egenskaber til At knytte forskellige egenskaber til de genstande og individer, som omgiver os, er en naturlig del af vores måde at opfatte og omtale verden på. Når vi taler om en blå ballon, en rund tallerken, en venlig mand eller en smuk kvinde, knytter vi med tillægsordene (”blå”, ”rund”, ”venlig” og ”smuk”) automatisk forskellige egenskaber til de ting eller personer, vi taler om. Grammatisk er tillægsord ord, der knytter sig til et navneord, hvis bøjning de typisk følger i køn, tal og kasus. På et ordstillingssprog som dansk begrænser dette sig til, om der skal tilføjes et -t for intetkøn eller et -e for flertal (”et rødt hus” vs. ”de røde heste”).

Til gengæld placeres tillægsordet konsekvent foran det navneord, det knytter sig til. ”Et simpelt eksempel” er i sig selv et simpelt eksempel på dette. Tillægsord er den sproglige pendant til vores tendens til at tillægge elementer i vores omverden særlige, iboende egenskaber.

Går man lidt dybere ned end det overfladiske sproglige niveau, opstår der imidlertid nogle uklarheder. For hvor stammer disse egenskaber, vi tilskriver verden omkring os, egentlig fra? Udgør de reelle egenskaber ved de ting, vi sanser og oplever? Er de blot et udslag af vores måde at organisere og fortolke verden på? Eller er svaret et helt tredje?

Realisme Den simpleste forklaring er, at de egenskaber, vi knytter til de forskellige elementer i vores opfattelse af verden, ganske enkelt er reelle egenskaber ved disse elementer. At det er egenskaber, som er indeholdt i det, vi opfatter som de fysiske ting, der omgiver os.

Dette er den realistiske opfattelse. Det er intuitivt tiltalende at opfatte tingene sådan. Det er jo trods alt netop sådan, vi ureflekteret opfatter verden omkring os til daglig, og sådan 38

vi taler om den: som et rum indeholdende en række forskellige genstande og individer, hver især med forskellige egenskaber.

Men selv om det er en intuitivt tiltalende løsning, er den ikke problemfri. Mens det forekommer relativt uproblematisk at hævde, at en bestemt genstand har en bestemt form, størrelse eller et bestemt udseende, så bliver det hurtigt svært at skelne mellem, hvad der er en del af genstanden selv, og hvad der skyldes den måde, den betragtes på. Et oplagt eksempel er farve. Hvis æblet er rødt, er det så en egenskab ved æblet? Der er i hvert fald nogle fysiske egenskaber i æblets overflade, der gør, at en modent æble reflekterer lys, som for os vil opfattes som rød. Men selv om der dermed er en fysisk pendant til den røde farve, vil den kun virke rød, fordi vi (i modsætning til andre pattedyr) har udviklet evnen til at skelne rød og grøn. Der skal dermed en observatør til, for at genstanden får den egenskab, som vi intuitivt tillægger den. Mens farve er det mest oplagte eksempel, gælder det samme i virkeligheden for langt de fleste egenskaber, som vi kritikløst tillægger genstandene selv. En skarp kniv er skarp, fordi den er i stand til at skære i noget. Vi kalder sommerdage varme, fordi vi har kolde vinterdage at sammenligne dem med, selv om disse selv er meget varmere end det omgivende kolde, tomme verdensrum. En overflade, som føles nubret, når vi mærker den mod huden, vil opfattes som jævn og plan at køre sin bil henover.

De særskilte egenskaber Når vi ser et rødt æble og senere en rød bold, opstår en forestilling om, at der findes en generel egenskab, ”rødhed”, som vi også kan tale om uafhængigt af det røde æble, den røde bold og alle andre røde genstande i øvrigt. I praksis må dette naturligvis tænkes at foregå ubevidst, efterhånden som hjernen skaber en forestilling om noget fælles bag de individuelle oplevelser af røde genstande, og ikke ved en bevidst tankerække, sådan som man let kunne få indtryk af fra det foregående. Begrebet ”rød” er dermed noget, som abstraheres ud af de forskellige individuelle røde genstande, og som bagefter projiceres tilbage til dem, når vi hævder, at de besidder denne fælles egenskab. Rødheden opstår med andre ord, når vi fjerner alle de individuelle særtræk, som adskiller f.eks. æblet fra bolden, og når vi kun fokuserer på det fælles – at de begge er røde. Det er med andre ord en forudsætning for, at vi kan tale om sådanne egenskaber, at vi ser bort fra, at de altid vil være tilknyttet forskellige, individuelle genstande i vores opfattelse af verden.

Når vi har dannet denne forestilling om egenskabernes selvstændighed, står vi med et problem: For hvor findes disse egenskaber? Findes de udelukkende i vores egne abstraktioner over det, vi oplever? Det er udgangspunktet for den såkaldte nominalisme, som mestendels dækker over, at egenskaber blot er (tomme) ord, vi bruger til at dække vores egne og vores fælles abstraktioner, mens virkeligheden udelukkende består af individuelle genstande med særegne egenskaber. Den anden mulighed er, at egenskaberne faktisk er virkelige – og at de betegner noget fælles, som hvert enkelt individ har del i. Dette stiller naturligvis spørgsmålet, hvor disse egenskaber egentlig lever eller bor. Og 39

svaret er traditionelt noget utilfredsstillende, at der må findes en særlig idéverden, bestående af disse egenskaber i deres rene, klare form, den såkaldte idealisme. En idé, som særligt Platon slog til lyd for, og som har præget store dele af den europæiske idéhistorie.

Køber man ikke disse filosofiske teorier, er sagen mere prosaisk, at der rigtignok findes egenskaber ved tingene, som påvirker, hvad vi sanser og oplever. Det, vi sanser og oplever, er dog ikke disse egenskaber selv, f.eks. hvilke bølgelængder af lys en genstand tilbagekaster, men derimod nogle generaliseringer, som hjernen skaber ud af disse informationer (rødhed, rundhed osv.), og som vi kan kommunikere til hinanden, i det omfang vi er enige om, hvordan de defineres.

Vores opfattelse af verden er dermed det, man kalder moderat realistisk.

Alle disse spørgsmål – og nok så mange til – har man diskuteret til hudløshed inden for filosofien, ikke mindst i middelalderens længerevarende universaliestrid, hvis omdrejningspunkt netop var, hvor de fælles egenskaber, vi anskuer, egentlig hører hjemme. Når jeg tager problemet op her, er det, fordi det stiller nogle væsentlige spørgsmål til sammenhængen mellem individer og deres egenskaber. Hvordan hænger egenskaberne sammen med hver enkelt genstand eller individ? Er det en væsentlig del af, hvem de er? Eller er de en særskilt ting, som disse egenskaber blot er ”hæftet på”? Er de en del af vores ”essens”, som Aristoteles mente? Eller er de blot egenskaber, som kobles til vores individualitet? Findes der overhovedet nogen kerne – eller er vi blot summen af de egenskaber, vi udgør?

Lommefilosofi til hverdagsbrug For nogle vil overvejelser som de foregående kunne virke som ubetydelige filosofiske spekulationer, der ikke har nogen relevans for vores dagligdags liv. Men de har faktisk en direkte betydning for, hvordan vi opfatter andre mennesker og deres egenskaber. Det gør vitterligt en forskel, om vi opfatter egenskaberne som en del af andre menneskers grundlæggende, måske endda fastlagte og uforanderlige, natur, eller om vi opfatter dem som foranderlige og mere flydende. Om der findes en kerne, der udgør det enkelte menneske, eller om vi blot er et tilfældigt miks af egenskaber eller gener.

Er vores egenskaber og fastlagte og forudbestemte – eller dynamiske og under konstant forvandling? Og måske mere afgørende: Hvordan skal vi forstå den rette balance mellem de to muligheder?

Vores mentale egenskaber har f.eks. et fysisk korrelat i form af størrelse, udformning og struktur af forskellige dele af hjernen. Betyder det, at vores mentale egenskaber har en fysisk parallel i hjernen, at de er biologiske, nedarvede og fastlagte? Eller betyder det, at de netop er plastiske og fleksible og ændrer sig, i takt med at hjernen undergår forandringer i interaktionen med den omgivende verden?

De indre og ydre omstændigheder Vores grundlæggende trang til at tillægge genstande og individer iboende egenskab­ 40

er kan virke uskyldig, men har nogle afgørende konsekvenser. En af dem er det, man kalder den fundamentale attributionsfejl. Bag den tekniske betegnelse ligger det for så vidt simple fænomen, at mens vi har en udbredt tendens til at opfatte andres handlinger som forårsaget af en særlig indre natur, deres personlighed, opfatter vi oftere vores egne handlinger som forårsaget af de ydre omstændigheder, vi udførte dem under.

Det kan f.eks. være, at vi har glemt at aflevere en bog på biblioteket, eller kommer for sent til vores aftale hos tandlægen: Mens vi kender årsagen til, at vi ikke selv fik det gjort (”vi havde så travlt den uge”, ”broen var oppe” osv.), så skyldes den samme adfærd hos andre, at de enten er sløsede eller glemsomme.

At jeg kalder dette fænomen ”simpelt”, skyldes, at det kan opfattes som en simpel konsekvens af, at vi jo indefra kan se alle de forhindringer eller årsager, som kan gøre, at vi måske ikke selv fik gjort præcis, som vi havde bestemt. Men vi har ikke samme evne til at se ind i andres sind og har oftest kun handlingen selv at bedømme dem på. I mangel af andre forklaringer falder hjernen tilbage på den forklaring, som falder os intuitivt ind: at den observerede handling skyldes den anden persons indre natur.

På denne måde er der en grundlæggende asymmetri mellem den måde, vi bedømmer os selv (og måske også vores nærmeste, som kan dele disse erfaringer og grunde med os) og andre. Vil man undgå, at andre bedømmer én på denne måde, er det derfor altid en god idé at forklare, hvorfor man måske ikke fik gjort, som man ville, så de i det mindste har muligheden for at kende de ydre faktorer, som var årsagen til, at det gik, som det gjorde.

Om det altid vil hjælpe, kan man dog ikke garantere.

Vi har med andre ord to forskellige måder at anskue verden på: 1) indefra, hvor vi både tager højde for intentionen og de forhindringer, der evt. måtte gøre, at den ikke bliver udført; og 2) udefra, hvor personers handlinger oftere bliver set som et udtryk for deres natur.

Kastebolde eller stenstøtter Tendensen til at opfatte andres handlinger som styret af deres natur, men vores egne som formet af ydre omstændigheder kan ses både på det individuelle plan, hvor vi bedømmer enkelte handlinger, og på det overordnede plan, når vi forholder os til samfundsforhold.

Hvis vi selv kommer i uføre, skyldes det typisk, at der var en årsag udefra, som gjorde det umuligt for os at undgå nedturen. Når andre er fattige eller socialt dårligt stillede, har vi en større tendens til at opfatte dette som et mere eller mindre uundgåeligt resultat af den måde, de er på.

Man kan ligefrem se disse to forskellige måder at opfatte verden på afspejlet i politiske ideologier: Den typiske højreorienterede opfattelse er, at vores handlinger udspringer af vores indre natur, mens den venstreorienterede typisk har været, at de skyldes omstændighederne. Hvad der i det førstnævnte perspektiv skyldes en skidt karakter, når en person f.eks. begår en forbrydelse, skyldes i det andet i stedet primært de sociale omstændigheder.

41

Man skal her ikke være bleg for, at en stor del af denne forskel afhænger af, hvad formålet med at placere et ansvar og uddele straf egentligt er: Tager man udgangspunkt i den, som har overtrådt loven, og hvad der skal til for at få vedkommende på ret køl igen?

Eller tænker man udelukkende på, hvordan man sikrer sit eget liv og sin egen ejendom uden hensyntagen til de konsekvenser, det kan have for andre?

Foreløbig må vi nøjes med at påpege, at sandheden skal søges et sted imellem de to yderpositioner: at vi hverken er ubeskrevne vokstavler eller forprogrammerede kødrobotter. Vores iboende egenskaber er ikke uforanderlige, men udvikler sig og formes både af de indre såvel som af de ydre omstændigheder. Vi er med andre ord hverken simple kastebolde for tilfældige sociale kastevinde eller upåvirkelige stenstøtter.

Tingene i sig selv – og tingene for os Hvis du fulgte opfordringen til at se dig omkring i begyndelsen af dette kapitel – eller blot har levet et normalt menneskeliv uden et for voldsomt indtag af psykedeliske stoffer (som påvirker de processer i hjernen, som er ansvarlige for dannelsen af vores genstandsverden) – vil det, at vi opfatter verden som et rum fyldt med genstande og individer, næppe komme som en overraskelse. Det vil tværtimod forekomme så banalt og selvindlysende, at der ikke kan ligge nogen dybere mening eller betydning i det. Om det så er en retvisende opfattelse af verden, er et både filosofisk og videnskabeligt spørgsmål, som vi vil tillade os at springe let henover her. Hvad vi vil nøjes med at konstatere er, at den opfattelse, vi intuitivt har af verden, på mange måder adskiller sig – til tider endog ganske radikalt – fra den beskrivelse, som vi har fået opbygget af verdens indretning ved hjælp af videnskaben.

Uanset hvor meget eller hvor lidt vores genstandsverden stemmer overens med verdens grundlæggende natur, udgør den et formålstjenligt billede af verden. Den gør os i stand til at håndtere og manipulere verden i en grad, som er særegen for mennesket og ukendt for de fleste andre dyr. Denne evne har været en af de mest afgørende faktorer for menneskeartens succes og udbredelse.

Tildelingen af egenskaber til de enkelte elementer af denne verden – genstande, dyr og mennesker – er i denne sammenhæng af særlig betydning, idet det giver mulighed for at forudsige, hvordan de forskellige dele af vores virkelighed vil reagere under forskellige forhold. Det er en uundværlig egenskab og en væsentlig del af de seneste teorier om hjernens måde at virke på.

Vores genstandsverden giver os en yderst hensigtsmæssig måde at omgås verden på. Når det handler om, hvordan vi opfatter og omgås andre mennesker, er det imidlertid en helt anden sag.

42