Jens Soelberg
LÆGEMIDDELPLANTER Katalog over medicinplanter i Danmark 1619-2023
FADL’S FORLAG
LÆGEMIDDELPLANTER – Katalog over medicinplanter i Danmark 1619-2023 Jens Soelberg 1. udgave, 1. oplag © FADL’s Forlag A/S, København 2023 ISBN: 978-87-94207-98-0 Projektledelse og forlagsredaktion: Joachim Sømark & Julie Nøjgaard Petersen Omslag: Julie Panton Grafisk opsætning: Anne-Mette Thomsen, Grafiliokus Tryk: Tryknet Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt ifølge overenskomst mellem Børne- og Undervisningsministeriet og Copydan Tekst & Node. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.
FADL’S Forlag A/S Blegdamsvej 26 2200 København N www.fadlforlag.dk Forlaget takker for økonomisk støtte til bogens udgivelse: Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Dansk Medicinsk-historisk Selskab Cand.pharm. Povl M. Assens Fond kl mikro_bog.indb 694
29.06.2021 12.17
PROLOG Der eksisterer et dybt samspil mellem mennesker og planter. For det enkelte menneske kan samspillet få eksistentiel karakter: når man indtager planters kemi som livsvigtigt lægemiddel. Mere end halvdelen af moderne lægemidler har deres oprindelse i naturen, og mindst 134 globalt anvendte lægemidler stammer fra medicinplanter. At bruge planter til medicin, med alt hvad dertil hører af viden, tro, håb, lidelse, liv og død, er nok den mest intime måde, man kan interagere med naturen på. Plantemedicin rækker langt tilbage i forhistorien og endda før-menneskelig tid. Fra et udspring i naturtætte, mundtligt overførte medicintraditioner, som stadig findes overalt i verden, står vi i dag et helt andet systematiseret og institutionaliseret, lægemiddelvidenskabeligt sted. I én langstrakt proces – fra videnskabernes antikke opståen, over oplysningstidens ordning af naturen, forståelsen af naturstofkemi og molekyler, udvikling af teknikker til at kopiere og ny-sammensætte biologisk aktive molekyler og ikke mindst bruge dem i standardiserede lægemidler bestående af ”rene”, isolerede stoffer – har vi mistet blikket for et fundamentalt kontaktpunkt med naturen. Sådan føles det i hvert fald. For mange ser ikke planterne og naturstofferne i medicinen – og tænker måske endda på natur og lægemidler som modsætninger. For mange, som slår op i nærværende bog, vil det måske være en overraskelse, hvor overvældende mange plantearter, både vilde og kultiverede, hjemmehørende og eksotiske, som har været med os som lægemiddelmaterialer de sidste 400 år. Mere end 700 plantearter eller artsgrupper har gennem tiden bidraget med droger (=medicinsk anvendte plantedele). Nogle gør det endnu. Og nye kommer til. Planter har stadig en vigtig plads i lægemiddelvidenskaben: som naturstofkemisk ophav og inspiration til fremtidens lægemiddelstoffer, som kilde til fremstilling af vigtige, kendte lægemiddelstoffer og som drogemateriale i naturlægemidler. Måske mindre overraskende er det, at mange af historiens lægemiddelplanter er forsvundet ud af vores medicinsystem. Nogle er blevet erstattet af det selvsamme, men ”rene” lægemiddelstof, som i sin tid gjorde planten anvendelig. Nogle er blevet erstattet af andre, måske bedre lægemidler. Og nogle er givetvis forsvundet, fordi man med tiden fandt deres bivirkninger, måske endda giftvirkninger, uacceptable. Men tankevækkende mange planter forsvandt som lægemidler ”tidligt” i lægemiddelhistorien, og inden kemiske og farmakologiske indsigter i 1800- og 1900-tallet for alvor gav mulighed for at vurdere deres medicinske potentiale. Måske gemmer nogle af fremtidens vigtige lægemidler sig i vores rige historie med plantemedicin. Begrebet lægemiddelplante står ikke i den danske ordbog. Det dækker her over plantearter, som er ophav til droger optaget i danske medicintakster og farmakopéer. Disse begreber står i ordbogen, men er også beskrevet mere detaljeret herunder. Lægemiddelplanter adskiller sig fra lægeplanter, medicinplanter, naturmedicin og andre lidt løse begreber for terapeutisk anvendte planter. Dette er de udvalgte, statsanerkendte, videnskabeligt definerede lægemiddelplanter.
KATALOG OVER LÆGEMIDDELPLANTER Lægemiddelplanter er et forsøg på et komplet opslagsværk over alle plantearter (=blomsterplanter, nøgenfrøede planter, bregner, mosser, ulvefødder, lav og alger), som har været officielt anerkendt som anvendelige til lægemidler i Danmark – siden renæssancen og frem til i dag. Resultatet er et omfattende katalog med 723 planter (arter eller artsgrupper) og 980 fotos, alle beskrevet med danske og videnskabelige navne, geografisk udbredelse, medicinsk anvendte dele (droger) og evt. gældende drogenavne. De enkelte lægemiddelplanters identitet (=videnskabelige navn) er uddraget fra en lang række danske lægemiddelopgørelser – apotekertakster og farmakopéer – som fra 1619 og fremefter er lovdokumenter for de statsanerkendte lægemiddelmaterialer i Danmark. Systematiseret botanisk navngivning stammer fra midten af 1700-tallet, og fra 1772 og frem er lægemiddelplanternes artsnavn taget direkte fra farmakopéen, så vidt muligt. Ved de tidligere kilder (taksterne fra 1619 og 1672) er arten udledt fra ”uvidenskabelige” latinske, græske, danske og tyske navne. Identiteten for de ældste lægemiddelplanter beror for en del på fortolkning og vurdering. Til bestemmelse og vurdering af de historiske lægemiddelplanter er brugt en del botanisk og farmakognostisk litteratur, hvoraf noget er tilgængeligt på nettet. Særligt skal nævnes Theoretisk og praktisk Anviisning til Apothekerkunsten (Tychsen, 1804), Anviisning til at indsamle, tørre og conservere de i Dannemark og Norge vildvoxende og dyrkede medicinske Planter og Plantedele (Wendt, 1812) og Medicinsk Plantelære for studerende Læger og Pharmaceutiker (Schumacher, 1825-26). Mindst lige så vigtigt har været adgangen til Farmakognostisk Samling, én af verdens største videnskabelige samlinger af droger, medicinplanter og nytteplanter. Samlingen blev grundlagt af navn i 1892, men mange af de mere end 7.000 genstande er ældre. Det gælder bl.a. for samlingens historiske kerne: apoteker og lægemiddelfabrikant Alfred Benzons (1823-1884) personlige drogesamling. Samtlige fotos af droger i Lægemiddelplanter stammer fra Farmakognostisk Samling, som i dag hører til Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet.
3
Arten og artsnavnet er den primære funktionelle enhed indenfor biologi og naturhistorie. Lægemiddelplanter er ligeledes ordnet og opbygget efter art. I de medicintakster og farmakopéer, som er katalogets primærkilder, er den funktionelle enhed imidlertid drogen, den medicinske plantedel. Det har givet en del udfordringer. I nogle tilfælde har det været tjenstligt eller nødvendigt at gruppere to eller flere enkelte kendte arter eller at lade lægemiddelplanten være ”flere ubestemte arter indenfor slægten” (spp.) eller ”en ubestemt art inden for slægten” (sp.). Katalogets formål er at give oversigt over dansk lægemiddelhistories planter: deres identitet, anvendte dele, geografiske og tidsmæssige tilhørsforhold. Der er således ikke inkluderet beskrivelser af planterne, identifikationsnøgler, særlige kendetegn for planter og droger, indsamlings- eller høsttidspunkter, sammendrag af kulturhistorie, kendt kemi og farmakologisk virkemåde, bivirkninger, toksicitet og meget andet, som ellers nok kunne være relevant for medicinplanter. At Lægemiddelplanter ikke indeholder beskrivelse af planternes medicinske anvendelser, er nok skuffende for mange, som søger viden om medicinplanter. Men det er et voldsomt omfattende arbejde, og ofte komplekst og sammenhængsafhængigt, både i fortid og nutid. Forhåbentligt kan kataloget virke som indgangsportal for brugeren til at søge viden i den omfattende litteratur, som findes. En litteraturliste til floraer, lærebøger og lægebøger ville være meget omfattende. Men det bør nævnes, at der for mange af de nutidige lægemiddelplanter (dvs. droger i den Europæiske Farmakopé, Ph. Eur.) findes monografier på det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside (ema.europa.eu), som sammenfatter grundlaget for drogernes moderne anvendelse som lægemiddelmaterialer. Det er vigtigt at bemærke, at Lægemiddelplanter altså ikke er en praktisk guide til hverken indsamling og terapeutisk anvendelse af medicinplanter. En del af planterne, både historiske og nutidige lægemiddelplanter, er potente og potentielt farlige giftplanter. Nogle er desuden fx fredede eller rødlistede i Danmark. Det må kraftigt anbefales, at medicinsk anvendelse af planter sker på et grundigt oplyst grundlag. At en plante er en nuværende eller historisk anvendt lægemiddelplante, er ikke i sig selv et tegn på, at den er ufarlig eller uskadelig – nærmere tværtimod.
DROGER Droger – ordet er beslægtet med det engelske drugs – er ubehandlede, friske eller oftest tørrede, hele eller groft delte plantematerialer, anvendt til fremstilling af lægemidler. Der skelnes i dag mellem droger og drogetilberedninger, fx ekstrakter, særligt findelte droger, olier og æteriske olier. Men for den historisk sammenhængs skyld er de fleste moderne ”drogetilberedninger” medtaget i Lægemiddelplanter som droger. I lægemiddelvidenskab anvendes særlige latinske betegnelser for de enkelte drogetyper. De latinske drogekategorier definerer den anvendte plantedel og indikerer samtidig, at her er tale om et lægemiddelmateriale. Følgende er drogerne i danske lægemiddelhistorie, fra de hyppigste til sjældnest forekommende: Herba – urt. Den hyppigst forekommende droge. Herba stemmer ikke overens med hverken den gængse eller botaniske opfattelse af en ”urt”, men omfatter i princippet alle overjordiske dele af en plante, inklusiv fx stængel, blade, blomst samt mere eller mindre modne frugter. De fleste herba-droger stammer fra ”urte-agtige” planter, men de kan også komme fra skud af buske og træer. Som tommelfingerregel høstes herba umiddelbart inden eller under blomstring. Radix – rod samt rhizoma – rhizom (også kaldet jordstængel). Disse to kategorier betegner underjordiske plantedele. Ofte er der overensstemmelse mellem den botaniske opfattelse af en hhv. rod og rhizom (som er en underjordisk plantestængel, evt. med knopper, sideskud og endda blade), men der er masser af eksempler på, at rhizomer er blevet kategoriseret som rødder. Desuden består en del rhizoma-droger praktisk set af en blanding af rødder og jordstængler. Som tommelfingerregel høstes rødder og rhizomer enten tidligt eller sent på sæsonen, i hvert fald i tempererede egne. Høst af rødder er forresten en relativt destruktiv form for drogehøst, som planten sjældent overlever. Bulbus – løg og tuber – knold er også underjordiske droger, som ikke er rødder, men heller ikke er meget forekommende. Semen – frø. Frø er planters formerings- og spredningsorgan og dannes hos blomsterplanterne inde i en frugt. Hos en del planter, særligt i græsfamilien, kurvblomstfamilien og skærmplantefamilien, er frugten enkeltfrøet og ”frø-agtigt”, hvorfor der er en del historiske (og nutidige!) eksempler på, at droger, som botanisk set er frugter, er blevet kategoriseret som semen. Nucleus – kerne er en ikke særligt hyppigt forekommende drogekategori for frøkerner eller frøhvide. Fructus – frugt. Frugter kan fra naturens side spænde fra saftige til tørre og indeholde mange, få eller et enkelt frø. Som nævnt er en del ”botaniske” frugter ofte blevet betragtet som frø. Som regel er det underforstået, at frugt-droger indeholder frø, men i enkelte tilfælde er drogen befriet for disse. I ældre litteratur forekommer frugt-droger benævnt som baccus – bær og nuces – nød. Drogen (eller drogetilberedningen) succus – saft er ofte (men ikke altid) en udpresning eller udkogning af frugt. Til tider udspecificeres frugt-drogen i epicarpium – frugtskal og mesocarpium – frugtkød. Flos – blomst. Denne droge består af knapt udsprungne eller udsprungne blomster, med hvad dertil hører af forplantningsorganer, kronblade, bægerblade, frugtanlæg og måske blomsterstilke. Flos-droger kan bestå af enkelte, ”løse” blomster eller blomsterstande. Af andre, ikke
4