Bengt Holst: Naturens stemme

174 mm

23 mm

174 mm

A F C H R I S T I N A B. K J E L D S E N

Sådan begynder beretningen om en ekspedition til Grønland, hvor Bengt Holst skulle indfange moskusokser til avlsprogrammet i de europæiske zoologiske haver. Moskusoksens utrolige tilpasning til det arktiske, hvor naturen er barsk, og livet er knapt, gør den til et enestående eksempel på naturens fascinationskraft.

For Bengt Holst er det drivkraften i hans virke og inderste væsen: fascinationen af naturen og dyrene på deres egne præmisser. At naturen har en værIntet hvad Holst gør, er tilfældigt, når det kommer til dyrenes ve og vel og forvaltningen naturen omkring os – hvad enten det handler om elefanterne på savannen, tudserne i de sydfynske vandhuller eller en meget berømt giraf. I denne bog kommer vi helt tæt på en mand, der om nogen taler med naturens stemme. Vi følger Holst og hans spirende interesse for naturen, fra han var dreng og tog på vandretur til det nordlige Sverige, og til i dag, hvor han kæmper for naturens og dyrenes ret til en stemme i alle de sammenhænge, der vedkommer dem.

BENGT HOLST er videnskabelig direktør i Zoologisk Have, København, formand for Det Dyreetiske Råd og med i en række nationale og internationale ­organisationer, der har fokus på naturbevarelse og dyrevelfærd. Endvidere har han skrevet en række bøger om dyr.

236 mm

di i sig selv, at vi skal forstå den og bruge den, men med måde og respekt.

Bengt Holst Naturens stemme

Når moskusoksetyre udkæmper deres tvekampe i brunstsæ­sonen, løber de panderne mod hinanden med en fart på op til 50 km i timen. Smældet fra dyrenes tykke pandebrask, der banker mod hinanden, er så højt, at man kan høre det på flere kilometers afstand. Lyden runger over den grønlandske tundra og bliver kastet tilbage mod væggen af indlandsisen, der rejser sig i baggrunden.

Bag en klippe i landskabet ligger Bengt og betragter en græssende flok moskusokser sammen med Zoologisk Haves to dyrlæger.

Bengt Ho l s t

Naturens stemme

ISBN 978-87-7749-960-9

FADL’S FORLAG

Naturens_stemme_TRYK_NY_rentegning_18082017.indd 1

9

788777

499609

FA D L’ S F O R L AG

18/08/2017 10.36

BENGT HOLST

Naturens stemme AF CHRISTINA B. KJELDSEN

FADL’S FORLAG

Naturens stemme 17x23.indd 1

28-08-2017 14:24:42

Bengt Holst Naturens stemme 1. udgave, 1. oplag © 2017, FADL’s Forlag, København ISBN: 978-87-7749-960-9 Forfatter: Christina B. Kjeldsen Fotos: Bengt Holst og København Zoo Forlagsredaktion og projektledelse: Thomas Bo Thomsen Omslag: Lene Nørgaard Grafisk tilrettelæggelse: Gitte Thorsted Tryk: Opolgraf Printed in Poland 2017 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med Copydan, skal ved ønske om kopiering henvende sig til FADL’s Forlag.

FADL’s Forlag Amagertorv 29B, 3. sal 1160 København K www.fadlforlag.dk redaktion@fadlsforlag.dk

Naturens stemme 17x23.indd 2

28-08-2017 14:24:42

Indhold Rejs med ud i naturen – et forord. . . . . . . . . . . . . . 4 1

Ammarnäs, Nordsverige . . . . . . . . . . . . . . . . 6

2

København Zoo, Frederiksberg. . . . . . . . . . . . 21

3

Mere natur(lighed) på Valby Bakke. . . . . . . . . . 43

4

Regnormens liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64

5

Sdr. Strømfjord, Grønland . . . . . . . . . . . . . . . 81

6

Balladen om en giraf. . . . . . . . . . . . . . . . . 102

7

Noas ark. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124

8

Dyrenes indsatsstyrke . . . . . . . . . . . . . . . . 144

9 Skaberaktapiren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153 10 Alle dyr har en historie at fortælle . . . . . . . . . . 186 11 Dyrenes stemme. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 12 Pilanesberg Nationalpark, Sydafrika . . . . . . . . . 211 13 Hvad skal vi med Zoo?. . . . . . . . . . . . . . . . 251 14 Naturterapi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 263 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 284 Appendiks: Oversigt over organisationer nævnt i bogen. 286

Naturens stemme 17x23.indd 3

28-08-2017 14:24:42

Rejs med ud i naturen – ET FORORD Da jeg skulle mødes med Bengt til vores allerførste interview i Zoo, en efterårsdag i 2016, sad han selv på et fly på vej til en konference i Mexico. Rejseplanerne havde ændret sig, siden vi havde lavet vores aftale, og han havde glemt mig, der nu stod klar i administrationsbygningen på Søndre Fasanvej. Til stor overraskelse for Bengt selv og endnu større for hans receptionist og rejsearrangør gennem 25 år, der vantro bladrede hans kalender igennem for at finde årsagen til misforståelsen. Så dukkede endnu en medarbejder op, en af zoologerne i den videnskabelige afdeling, Bengt står i spidsen for, og gentog hele seancen og den febrilske gennemgang af kalenderen. At glemme en aftale på den her måde var i den grad ukarakteristisk for ham, i hvert fald for dem, der kender Bengt godt. Da det første chok havde lagt sig, kom forbløffelsen over, at Bengt i det hele taget var gået med til, at der blev skrevet en bog om ham. Det er nemlig også en uvant gestus for en mand, der som Bengt sjældent har det store behov for at fremhæve sig eller stille sig i rampelyset. Medmindre han altså har noget vigtigt at bidrage med. Det har han ofte. Derfor ender han også ofte i rampelyset, og Bengt er de senere år blevet mediernes ”go-toguy”, når det gælder dyrerelateret viden, problemstillinger og spørgsmål, der knytter sig til alt fra frøerne i de fynske vandløb til næsehornene i Sydafrika og klimaet på Arktis. I løbet af det mere end halve år, Bengt og jeg har haft vores jævnlige samtaler, har han været i dansk tv, radio og dagspresse mange gange, et filmhold har fulgt ham til Sydafrika, og det anerkendte amerikanske nyhedsprogram ”60 minutes” har været på besøg hos ham i København.

Jeg har set ham begejstre en hel hal fuld af folkeskolelærere og naturfagsfolk i Odense med sit foredrag – og jeg har oplevet, hvordan både danske og udenlandske Zoo-gæster genkender ham og spidser ører, når vi er gået igennem Haven. Man lytter, når Bengt fortæller, og dyrenes verden, i naturen og i Zoo, vækker følelser, fascinerer os og griber ind i vores egen på mange måder. Mange flere end man ofte tror.

Rejs med ud i naturen 4

Naturens stemme 17x23.indd 4

28-08-2017 14:24:42

Det her er ikke en bog om København Zoo, selv om stedet i sig selv rummer nok fortællinger til flere hyldemeter litteratur – hvad der i øvrigt også findes.

Det kræver bare en tur på biblioteket, hvor du kan finde både nye og gamle værker med alt fra direktør-erindringer til historiske gennemgange, fortællinger om dyr og arkitekturen i den zoologiske have på Valby Bakke.

Det her er derimod historien om Bengt Holst og hans rejse hen mod det natursyn, som gennemsyrer hele hans person og alt, hvad han foretager sig. Et natursyn, som driver ham i naturbevarelsesprojekter over hele verden, og som har givet ham en plads i formandsstolen i Det Dyreetiske Råd. Blandt andet.

Det er en rejse, der begynder med en fugleinteresseret dreng, en naturnørd, som Bengt selv kalder det, hvis verden fik nye dimensioner, da han knækkede koden til at skelne fuglenes sang fra hinanden. Derfor er det også dér, vi begynder, ved fuglene, og vi fortsætter hele vejen gennem hans første tid i Zoo og videre gennem de projekter, hvor lærepengene har været størst, og som har bragt flest erkendelser med sig. Det handler om møder med mennesker og dyr i den natur, Bengt værdsætter så højt, men også om nørdede overvejelser og komplicerede dilemmaer i et moderne zoo-liv, der favner over både et publikum, 233 forskellige dyrarter og en vifte af større og mindre projekter ude i verden. Men mest af alt handler det om værdien af den natur, som er omkring os overalt. Bengt har et par budskaber, som presser sig på – og de er værd at bide mærke i.

Tak til Bengt Holst for at dele så gavmildt ud af sin tid, viden og holdninger i vores samtaler, som har gjort mit eget syn på dyrene og naturen omkring mig meget mere nuanceret. Tak til Henrik Salomonsen, Ruth Holst, Eva og Lise Holst, Bent Jørgensen, Jon Fjeldså, Jim Dietz, Kristin Leus, Carl Træholt, Mikkel Stelvig og de øvrige folk i og omkring København Zoo, som har hjulpet med information, erfaringer og indtryk fra deres venskaber, liv og samarbejder med Bengt Holst. Tak til både Købehavn Zoo og Bengt for at stille fotografier til rådighed, som kan illustrere en række af bogens fortællinger. Tak til FADL’s Forlag og redaktør Thomas Bo Thomsen for at betro opgaven med denne bog til mig. Tak til min egen lille familie, som har lagt øre til de mange overvejelser og den spredte fægtning af dyreinfo, jeg har delt ud af undervejs i arbejdet – og tak til min mor og far, som gav mig skrivero i den stille svenske skov.

Christina B. Kjeldsen

Forord 5

Naturens stemme 17x23.indd 5

28-08-2017 14:24:42

1

Ammarnäs, Nordsverige JULI 1970 På et højtliggende fjeldplateau i Lapland sidder 18-årige Bengt Holst og hans jævnaldrende gymnasiekammerat Henrik og kigger ud over det arktiske landskab. Mellem dem står primussen og snurrer med kildevand fra elven, klar til at væde den frysetørrede blåbærsuppe, der er drengenes favorit. Varm og sød.

En rar luksus i den kolde sommer, de er vandret ud i på deres knap fem uger lange pilgrimsrejse i Sveriges nordligste natur. Det er sommeren mellem 2. og 3.g, og de to venner er på jagt efter fugle, de endnu aldrig har set, men som de ved, de kan finde her. Nordsangeren og laplandsuglen. Blandt andet. Livet i de arktiske områder findes ikke i overflod, og man skal lede efter det. Men det er der. Lige nu sidder drengene og lader øjnene glide hen over landskabet, hvor mospuder klæder klipperne på i grønne tæpper, og træerne ikke står højere end til hoftehøjde. Større og mindre elve gennemstrømmer området som kolde årer med smeltevand fra sneen højere oppe, og over for dem rejser bjergkammen sig. Storheden og stilheden glider dem i møde. Lige indtil bjergskråningen bliver levende. En rensdyrflok dukker op i det fjerne og trækker sig græssende igennem området, som Bengt og Henrik hviler øjnene på, og tusinder af dyr myldrer langsomt forbi. Titusinder, så vidt de kan regne sig frem til. Vandringen tager flere timer, indtil dyrene forsvinder over næste bakkekam, og drengene betragter det hele i indforstået stilhed – det er nemlig det, de kan, de to unge rejsekammerater. ”Når vi fandt et højdedrag, satte vi os ofte ned og bare kiggede ud over landskabet og den her storhed, der ruller ind over dig som et brusende hav. Hvad er det for et liv, der foregår her? Fjernt fra byerne, fra alle problemerne, ikke forstyrret af tog eller biler eller noget som helst. Dyrene lever heroppe i en balance, formet og reguleret gennem tusinder af år. Jeg tænker tilbage på rejsen til Lapland som en af de største naturoplevelser, jeg har haft. Det var første gang, jeg for alvor blev konfronteret med den storslåede natur, sådan som Ammarnäs, Nordsverige 6

Naturens stemme 17x23.indd 6

28-08-2017 14:24:42

den virkelig er, og jeg sugede alt til mig, som jeg har gjort, siden jeg var barn.

Jeg tog mit drømmevæsen med mig.”

Synet af rensdyrene er blot en af de oplevelser, der har sat sit aftryk i et ungt, naturinteresseret menneske. Og rejsen til Nordsverige den sommer er et godt sted at begynde i fortællingen om Bengt Holst og hans natursyn. Om et liv, hvor naturen og de væsener, der lever i den, har næret den fascination, begejstring og det sæt af værdier, der har fulgt ham, lige siden han var en dreng på eventyr i skovene bag barndomshjemmet i Virum.

Det var fuglene, der var målet for rejsen til den arktiske tundra – en interesse, der har fulgt Bengt gennem store dele af hans private og professionelle liv. Fuglene var også det, som for alvor bragte Bengt og hans rejsekammerat Henrik sammen, da de mødtes i 1. real på Virum Statsskole, hvor kommunens ”bedst egnede” elever blev samlet forud for gymnasiet. Indtil da havde Bengts naturinteresse manifesteret sig i en almen glæde og god observationsevne, når han begav sig ud i naturen omkring sit hjem og bedsteforældrenes sommerhus i Lumsås. Henrik var allerede en erfaren fuglenørd, og den interesse smittede af på Bengt, der hidtil havde brugt meget af sin fritid som aktiv (og dygtig) sportsdanser. Sammen udforskede drengene gerne naturområderne i Nordsjælland, men også længere væk på vandringer og udflugter med Dansk Ornitologisk Forening, som Bengt også blev medlem af. Som 15-årige pakkede de ofte rygsækkene, spændte teltet bag på cyklen og tog færgen fra Tuborg Havn med kurs mod Skåne. Her cyklede de af sted og overnattede i de skove, der var målet for deres fuglejagt. For Bengt blev fuglene et fokus, der samlede hans medfødte og naturlige glæde ved at opholde sig i naturen med det opdagelses-gen og den dedikerede nysgerrighed, man mærker, stadig præger hans natur. ”For mig var det hele den stemning, der var omkring fuglene, der var så stor.

Når man stod tidligt op om morgenen i foråret og sommeren og kunne høre fuglene vågne. Og der åbnede sig en helt ny dimension for mig, da jeg lærte fuglestemmerne at kende. I stedet for blot at være et ’fuglekvidder’, blev det til løvsanger, gransanger, gærdesmutte, sangdrossel og mange flere. Det var enormt spændende, og jeg var altid nysgerrig efter mere. Hvorfor sidder den i den busk og ikke nede i mosen? Jeg ville gerne tæt på og se, hvad de lavede, og hvor de tog hen. Det vækkede drengen, der havde elsket at lege cowboys og indianere i skoven, i mig. Jeg fik et sus, der er svært at beskrive – en ren fascination af alle de små dele af den store natur.”

Kapitel 1 7

Naturens stemme 17x23.indd 7

28-08-2017 14:24:42

Sportsdanseren Bengt med et godt greb om sin partner. Systematikken og reglerne i dansetrinene appellerede til Bengts analytiske vĂŚsen, og han var en fremragende danser pĂĽ konkurrenceniveau, frem til han begyndte i 1. real pĂĽ Virum Statsskole. Privatfoto.

Ammarnäs, Nordsverige 8

Naturens stemme 17x23.indd 8

28-08-2017 14:24:44

Bengt havde allerede som barn brugt timer med familiens atlasser og populærhistoriske værker, ligesom han en overgang også gerne fortrak til sit værelse for at lytte til en LP med fuglestemmer. Systematikken var dragende – linjerne i kortene, tonerne i fuglenes sang – men også eventyret og tanken om alt det, der var derude, lokkede. Drengen Bengt elskede udklædning og engageret leg inden for de vidt forgrenede interesser for historie, natur, håndværk og alt derimellem, som han også brugte sin tid på. Drømmen var at blive opdagelsesrejsende, drage ud i verden og finde nyt land og nye områder – og måske nyt liv. ”Kun fantasien satte grænser. Jeg var fascineret af det ukendte og blev da også meget skuffet, da det gik op for mig, at alt var opdaget – troede jeg. Men heldigvis kan man være opdagelsesrejsende på to måder, enten ligesom Columbus, der opdagede Amerika, eller man kan være opdagelsesrejsende inden for et emne, som jeg blev det. For der er stadig en hel masse at opdage, også inden for det geografiske. Når jeg tog fat om en interesse, så gik jeg op i den med liv og sjæl. Jeg tror, at nysgerrigheden er en stor del af det. Nysgerrigheden efter at finde ud af, hvad der er på den anden side. Det har altid draget mig, og allerede på et tidligt tidspunkt ville jeg gerne være noget med at undersøge. Jeg kunne godt lide at agere professionel med det, der interesserede mig. Jeg har for eksempel siddet og tegnet elektriske kredsløb og huse på fint millimeterpapir, ganske simple ting, som jeg kunne sætte i system. Tilsvarende gjorde jeg det med fugle, da jeg begyndte at interessere mig for dem. Når du går ud i naturen for at undersøge et eller andet, lægger du mærke til langt mere, end du ville gøre, hvis du bare gik en tur. Om det er bøgeskov, birkeskov, granskov eller mose. Hvorfor er den fugl mon derovre, og ikke et andet sted? Du begynder at sætte tingene i system i forhold til hinanden. Det har jeg altid haft en tendens til.”

Bengt tog af og til sin tegneblok med i skoven bag ved familiens hus og satte sig og tegnede træer med fugle i eller bare fugle, selv om han indimellem snød lidt ved at kigge i fuglebogen. De naturlige interesser blev, hvis ikke opfordret, så imødekommet og accepteret i den tryghed og frihed, som Bengt husker, strømmede ham i møde fra familien. Med samtaler omkring middagsbordet uden formaninger og med masser af tillid. Her var der heller ikke noget hverken mærkeligt eller frygtsomt over, at et par helt unge drenge som Bengt og Henrik tog alene på eventyr over sundet. Der herskede en naturlig tiltro til, at de problemer, de eventuelt måtte møde, dem kunne de selv løse.

Kapitel 1 9

Naturens stemme 17x23.indd 9

28-08-2017 14:24:44

”Der har ikke været nogen snærende bånd omkring mig, og mine forældre har altid syntes, at det var spændende og godt, at jeg havde de interesser, jeg havde. Hvis de har haft nogen nervøsitet om dem, så har de ikke ladet sig mærke med det. Hvis jeg ville gå ned og kigge på fugle i tre timer på stranden ved mine bedsteforældres sommerhus, så gjorde jeg det. Og ville jeg til Sverige med min kammerater på cykel, så gjorde jeg det. Måske lå det bare i tiden, at børnene agerede i en højere grad af frihed. Men den tryghed har i virkeligheden haft stor betydning for mig og mit verdenssyn. Jeg har et lyst sind, og det har aldrig været bekymringerne, der har tynget mig. Hvis de kommer, så kommer de, og så må jeg takle dem derfra. Dermed ikke sagt, at jeg går med hovedet under armen, men det har aldrig begrænset mig. Vi havde en tur til Falsterbo i efteråret, hvor Henrik og jeg cyklede af sted og overnattede i telt.

Vi har nok været omkring 15 år gamle. På turen hjem knækkede min kæde på cyklen allerede kort tid efter, vi havde forladt Falsterbo, så vi havde mange kilometer til færgen, og jeg så ingen anden udvej end at stå på cyklen som et løbehjul resten af turen. Det tog selvfølgelig længere tid, og da vi nåede til Tuborg Havn, ringede jeg hjem, hvorefter min far kom og hentede os. Men der var ingen panik. Min styrke har altid været at suge til mig af oplevelser og indtryk uden bekymring for, hvad der kunne gå galt. Gør du ikke det, så bliver det, du oplever, langt mindre, fordi du bruger masser af kræfter på alt det, du skal tage højde for. Hvis nu ...”

Tilbage til den store rejse til Nordsverige, til det første møde med den arktiske flora og fauna, som siden har haft en særlig plads hos Bengt. Den unge gymnasiedreng planlagde turen med samme grad af frihed, åbent sind og snert af barnlig naivitet, som han navigerede efter i alt andet, han foretog sig på den tid. Rejsen krævede nyt feltudstyr og togbilletter, alt sammen noget Bengt og hans kammerat Henrik selv anskaffede sig og finansierede.

Blandt andet med den avisrute, de delte og på skift begav sig ud på hver dag klokken halv fire om morgenen. En tjans, hvis til tider sure sider blev opvejet af det nye mål, de to kammerater havde sat for sig selv. Første investering bestod af detaljerede kort over det område, der var målet for deres lille ekspedition. ”Der var en boghandel inde på Strøget dengang, som havde en hel afdeling med kort for enden af en kringlet trappe til kælderen. Her fandt vi kort på 1:50.000, der er rimeligt nøjagtige, og hvor man kan få godt indtryk af landskabet, både i højden og bredden. Jeg har altid været fascineret af kort og synes, det er så spændende at læse dem. Et kort fortæller en masse historier Ammarnäs, Nordsverige 10

Naturens stemme 17x23.indd 10

28-08-2017 14:24:44

om byers afhængighed af landskabet, om tidligere markskels indvirkning på vejene, og på fjeldkortene om mulighederne for at udforske de store vidder.

Der sad vi så i forretningen og kiggede på kort og købte dem af nærområderne. Vi kunne se, at der var masser af muligheder for gode ture ind i fjeldene, og resten måtte vi finde ud af, når vi kom derop. Alt efter vejret, og hvordan sneen lå – nogen stor, forkromet plan lagde vi ikke – ud over planen om at finde en håndfuld fugle, vi aldrig havde set før.”

Udstyret var herudover en udvidelse af det grej, drengene i forvejen brugte til deres fugleture. Langskaftede gummistøvler, praktisk tøj, talkum til fødderne, myggenet, køkkengrej, liggeunderlag, soveposer og frysetørret mad som kalvefrikasse og blåbærsuppe. Teltet, de skulle overnatte i, lånte de af Bengts storebror Steffen – et klassisk tomandstelt i lærred med metalstænger, der vejede godt til på rygsækken. Det mærkede Bengt allerede på gåturen op til Virum station den lune Sankt Hans-aften, hvor de to kammerater skulle vinke farvel til familierne. ”Det var min første rigtige rygsækrejse, og den rygsæk vejede simpelthen så meget, at det var helt åndssvagt. Men jeg havde aldrig prøvet noget andet, så jeg tænkte, at det sikkert var sådan, det skulle være. Vi var nok hverken særligt realistiske eller sikre i det, vi gjorde. Vi havde et mål, en togbillet og nogle svenske penge. Vi vidste heller ikke, hvornår vi ville være hjemme igen, men havde udstukket et cirkatidspunkt, som var fleksibelt, i forhold til hvornår skolen startede, og pengene var sluppet op. Jeg kan huske, at jeg sagde farvel til familien der på stationen med en småklemt følelse over at skulle være væk hjemmefra i så lang tid, men samtidig fuld af glæde og forventning over alt det spændende, der ventede foran os.”

På Københavns Hovedbanegård skiftede Bengt og Henrik til det tog, der skulle føre dem over sundet og videre ad de spor, som over de næste to døgn og med flere indlagte togskift skulle sende dem de knap 1.600 km op til det nordsvenske fjeldområde, de havde udset sig. Og som de milde, sydsvenske egne gled forbi med pyntede midsommerstænger og blomsterkranse, gjorde drengene sig det behageligt med deres medbragte proviant. ”Jeg husker bedst alle de forskellige landskaber, vi passerede. Jeg havde aldrig kørt den vej før og kendte kun den sydlige del af Sverige. Sverige er et smukt land, hvor du kører igennem det ene stykke fantastiske natur efter det andet.

Det var, ligesom H.C. Andersen skrev i fortællingen om togturen og om ’at Kapitel 1 11

Naturens stemme 17x23.indd 11

28-08-2017 14:24:44

rejse er at leve’. Han beskriver også det sus, der går igennem dig, når landskaberne passerer forbi. Det spændende ved at køre fra syd til nord i Sverige er, at man virkelig kører på tværs af naturgrænserne og ser, hvordan det skifter fra frodige Skåne, over det mere stenede Småland og så videre op nord for Stockholm, hvor det bliver mere og mere stenet, med lavere bevoksning og masser af smukke birketræer. Henrik og jeg sad og hyggesnakkede og bladrede i de feltbøger, vi havde med. Kiggede ud af vinduerne for at se, om vi kunne få øje på nogle fugle fra toget. Vi vendte alt muligt undervejs, men talte meget om, hvad vi skulle op og opleve, om vi nu kunne gå så langt, som vi ville. Vi havde opdaget, at den der oppakning var lidt tungere, end vi havde regnet med. Men vi tog det ikke så tungt, for rygsækkene kørte endnu så fint med i toget. Jeg husker hele den rejse som en stor oplevelse i sig selv. På den lille lokalbane fra Östersund og videre nordpå kom de på en af de små stationer og spurgte ind af vinduerne, om man ville bestille kaffe. Vi bestilte kaffe og brød, og så kørte toget videre. På næste station, et kvarter længere fremme på ruten, stod de klar på perronen med bakker fulde af vores bestillinger på det fineste småblomstrede porcelænsservice, som de rakte ind til os. Så sad vi der med hver vores anretning, mens toget kørte igen. Ved den næste station stod der folk parat til at tage imod det tomme service og bakker. Det var skønt og den eneste luksus, vi oplevede på den tur.”

Den sidste del af togrejsen gik gennem et let og klippefyldt landskab, fuldt af slanke birkestammer og sparsom vegetation, karakteristisk for området på grænsen til Lapland og en mild forsmag på den natur, Bengt og hans bedste ven var på vej ud i. På et tidspunkt standsede toget med hvinende bremser midt ude i ingenting. Drengene trak vinduet ved deres pladser i bund og strakte sig så langt, de kunne, ud af vognen for at se, hvad der skete længere forude. Her stod den forreste del af en rensdyrflok på skinnerne og betragtede nervøst toget. Efter lidt tøven passerede dyrene, og da størsteparten var ovre, satte toget i gang og rullede stille frem, langsomt, meter for meter, for at skynde på resten af flokken. ”Men så snart toget satte i gang, stillede rensdyrbukken sig op på skinnerne foran, rettede sit store gevir mod toget og holdt det stangen. Tog eller ikke tog, det skulle i hvert fald ikke true hans flok. Det var et dybt fascinerende syn at se, som vi hang der fra vinduet. Der tænkte jeg: Nu er du ude i vildmarken! Var turen slut der, så ville jeg stadig have følt, at jeg havde oplevet Lapland. Hvilket selvfølgelig er noget sludder, for der viste sig mange flere

Ammarnäs, Nordsverige 12

Naturens stemme 17x23.indd 12

28-08-2017 14:24:44

spændende ting på den tur. Men alene mødet med de rensdyr på skinnerne, det var indgangen til Lapland for mig.”

En særlig frisk luft og sødlig duft af birketræer bølgede drengene i møde, da de trådte ud af bussen, som ad små veje havde ført dem det allersidste stykke frem til målet for den første del af selve vandreturen. Den lille by Ammarnäs var ikke mere end en lille samling huse og en købmand ved elven på kanten til fjeldene. Solen skinnede, og bjergene stod knivskarpe i horisonten, da Bengt og Henrik slog deres telt op ved en eng nær elvens bred. ”Jeg kan tydeligt huske lyden af det brusende vand i elven, det grønne mos på stenene og bregnerne ved vandet. Det var smukt allerede der. Transporten havde været spændende i sig selv, men nu begyndte eventyret. Vi overnattede første nat i den lille by, hvor vi også provianterede lidt friskt brød og andre fornødenheder hos købmanden. Så sad vi foran teltet og kiggede på kortet og på bjergene og lod dem fortælle os, hvor vi skulle gå hen. Vi sigtede efter et højtliggende plateau på fjeldsiden, hvor vi kunne få et godt udsyn og slå lejr – og så gå ud derfra. Men vi anede ikke, om det sted lå en eller to dagsvandringer oppe. Der begyndte jeg for alvor at mærke eventyrtrangen til at gå ud og undersøge og opleve. Når vi fulgte de små vandløb, der snoede sig med pilekrat på begge bredder, kunne man ikke se, hvad der gemte sig på den anden side. Og hver gang vi kom en lille smule opad, så viste der sig et helt nyt landskab, hvor vi igen skulle tage beslutningen: Hvor går vi hen herfra?

Hvad gemmer sig derude? Nu var det specifikt fuglene, vi gik efter, og dem var der ikke mange af i området, for det er meget barskt deroppe. Men det gjorde det bare ekstra spændende. Og når vi endelig så en fugl, var det som en lille åbenbaring. Vi så snespurve, laplandsværlinger, odinshøns og pomeransfugle, og når vi fik en fugl i kikkerten, fulgte vi den, næsten som indianere, for at se, om vi kunne følge den hele vejen tilbage til reden. Vi kunne sidde i timevis og studere et enkelt par odinshøns, som holdt til i en lille sø højt oppe i fjeldet. Sandsynligvis var de også selv klækket deroppe, og det samme var deres forældre. Sjovt at tænke sig, hvordan deres verden nu engang er på en øde fjeldskråning omgivet af dværgbirk, spredte pilekrat og små snefaner, der endnu lå tilbage fra vinterens snefald.”

Undervejs på vandringerne drak drengene frisk vand fra de mange elve, som gennemstrømmede fjeldområdet, og makkerparret kom til at elske det varme, frysetørrede mad, når de i stille stunder sad og spiste og betragtede naturen omkring sig. En smagsoplevelse, der helt klart har været præget af de unikke Kapitel 1 13

Naturens stemme 17x23.indd 13

28-08-2017 14:24:44

Bevoksningen i fjeldmarken er sparsom, og kjoverne bygger deres reder nede i de lave buske. Fuglene styrtdykkede faretruende mod drengene, når de nærmede sig for at få et nærmere kig på rederne. Her står Bengt med hætten trukket godt op for at beskytte sin hovedbund. Privatfoto.

Bengt og Henrik har slået deres telt op på fjeldet med udsigt over Torneträsksøen. De slog gerne lejr nær en snefane, hvor de nemt kunne få smeltevand til den frysetørrede blåbærsuppe og til drikkedunkene. Måltiderne foregik i stilhed med blikket hvilende på udsigten – altid med kikkerten inden for rækkevidde, hvis nu en spændende fugl skulle komme forbi. Privatfoto.

Ammarnäs, Nordsverige 14

Naturens stemme 17x23.indd 14

28-08-2017 14:24:47

Kjoverne går til angreb på alt, hvad der nærmer sig deres reder, som de bygger nede i det lave buskads. ”Fantastisk forældreadfærd”, som Bengt siger. Privatfoto.

Rensdyrflokkene er en del af det laplandske landskab og kunne dukke op ud af ingenting og vandre græssende over fjeldet, til de forsvandt igen over den næste bakkekam. Privatfoto.

Kapitel 1 15

Naturens stemme 17x23.indd 15

28-08-2017 14:24:49

omgivelser. For da Bengt senere ville tilberede et frysetørret måltid til sin storebror hjemme i køkkenet i Virum, kunne smagen ikke helt stå mål med hukommelsen. Andre oplevelser gav dem en smag på naturens egen barske dramatik på tætteste hold. ”Der findes en fugl deroppe, den lille kjove, en form for rovmåge, og den ynglede på det her tidspunkt. Kjoverne bygger deres reder på jorden, og de er meget territoriale. De går til angreb på alt, hvad der nærmer sig, for det er deres eneste måde at overleve på, når rederne er så åbne, og de skal forsvare dem med næb og kløer mod fjeldræve og rovfugle. Så når vi kom gående hen over fjeldmarken, kom kjoverne styrtdykkende ned i hovedet på os. Det havde vi aldrig oplevet før, og det var fantastisk at komme så tæt på fuglene. Men man skulle dukke sig i tide for ikke at blive ramt. Vi blev nødt til at tage vores hætter på for ikke at få et hak i hovedet, og med intensiteten af deres angreb kunne vi pejle os ind på, hvor præcist rederne lå. Jo mere aggressive de var, jo tættere på var vi. Vi fandt også adskillige reder, fotograferede dem og listede så væk igen. Derefter satte vi os på en sten og holdt øje med dem. Så kunne vi se dem falde til ro igen, søge tilbage til reden og ruge videre med udsigt over det storslåede landskab. Det var fascinerende at se fugle, der ikke er større end 50 cm i vingefang gå til angreb på to så store væsener, som mig og Henrik.

Samtidig var der overalt i området lemminger, små bitte gnavere på størrelse med en stor mus, men med en meget smuk pels i orangegul og sort. Lemmingerne er nok bedst kendt for deres cykliske bestandssvingninger. Cirka hvert fjerde år topper de i antal, og så vandrer de væk fra det område, hvor der er for mange. Det giver anledning til en massevandring, hvor mange dør.

Så mange, at man taler om masseselvmord. Men der er selvfølgelig ikke tale om selvmord, de vandrer blot mere eller mindre blindt væk fra de overfyldte fjeldmarker, hvorved mange forulykker. Men derefter vokser bestanden igen, indtil lemmingerne cirka fire år senere igen bliver for stor, og vandringerne starter igen. Det år, vi vandrede i Nordsverige, var et såkaldt lemmingeår, så der var masser af dem overalt. Jeg havde aldrig set lemminger før, faktisk havde jeg ikke set særligt mange pattedyr i naturen i det hele taget. Lemminger er også fremme om dagen, og det var fascinerende at se, hvordan de var lige så aggressive, når de blev truet, som kjoverne var. Selv om de ikke var større end 10 cm, så stillede de sig op på bagbenene og hvæsede af os, hvis vi nærmede os deres bo, hvor de måske havde unger. Nærmest i bokseposition, klar til at gå til angreb. Det ville svare til, at jeg selv gik til angreb på et 30-40 meter højt væsen. Det var fantastisk at opleve naturen på den måde, hvor flot den hviler Ammarnäs, Nordsverige 16

Naturens stemme 17x23.indd 16

28-08-2017 14:24:49

i sig selv, og hvor tilpasset den er. Hvor dygtige selv de mindste skabninger er til at forsvare sig, og hvordan de er klar til at ofre sig selv for at redde deres unger. Pludselig er du en del af den natur, fordi du er kommet til at forstyrre dem i den ro, der nu engang er.”

Når der er lemmingeår, og bestanden topper, så er dyrelivet ekstra rigt. Også blandt de særlige fuglearter, Bengt og Henrik var på jagt efter. De unge drenge navigerede rundt i området med kort og kompas, færdigheder de udviklede og styrkede i løbet af deres rejse, hvor midnatssolen gav dem mulighed for at kigge på fugle døgnet rundt, hvis de ville. Ubesværet færdedes de i det kolde arktiske sommerlandskab, der ikke for alvor gav dem problemer. I hvert fald ikke før uvejret ramte fjeldet en nat midt på turen. På jagt efter nordsangeren havde Bengt og Henrik slået lejr på et højtliggende plateau lige ved siden af en brusende elv. ”Den nat lynede og tordnede det, og der lå vi, helt alene ude på fjeldet. Det højeste træ var i knæhøjde, så det eneste, der ragede op i landskabet, var vores teltstænger. Der blev vi nervøse. Så vi tog vores gummistøvler og satte dem op oven på de metalspidser, der stak op fra teltet, for på en eller anden måde at skærme dem af. Og så lagde vi os i hver sin side af teltet med hver vores kniv i hånden, så vi hurtigt kunne skære os ud igennem teltdugen, hvis der pludseligt skulle ske noget. Det gjorde der heldigvis ikke, men det bragede løs, og selv om det var ubehageligt, så var det også imponerende. Hvad værre var, vi havde gravet vores forråd ned i en snefane ved siden af teltet og brugt den som køleskab til det brød og forskellige andre ting, vi havde købt hos købmanden. Men uvejret kom med så meget regn, at en del af snefanen smeltede og tog vores brød og alt andet med sig. Vi fandt resterne af det nede i elven senere – hele vores forråd, bortset fra det frysetørrede, som vi havde i rygsækken, og som derfor ikke var gået tabt. Så blev vi nødt til at vandre hele vejen tilbage til købmanden i Ammarnäs, cirka en dagsmarch væk. Det var surt.”

Oplevelsen med uvejret var dog ikke noget, der slog de to drenge ud. Tværtimod begav de sig yderligere nordpå på grænsen til Finland i jagten på laplandsuglen. Det indebar en nervepirrende køretur med en lokal, der samlede de tomlende kammerater op på landevejen og ræsede af sted med vodkaflasken placeret inden for rækkevidde ved håndbremsen. Drengene nåede frem i god behold, og efter nogle dages søgen lykkedes det dem også at finde laplandsuglen. Majestætisk siddende i et træ og med blikket fast naglet på de to unge teenagere, der forsigtigt nærmede sig. Men den sommer i fjeldene Kapitel 1 17

Naturens stemme 17x23.indd 17

28-08-2017 14:24:49

mødte Bengt også et menneske, der i langt højere grad end ham selv var forankret i naturen. ”En dag ude i fjeldet sad der pludseligt en same i græsset. Han havde garanteret set os på lang afstand, men for os kunne han lige så godt være dukket op ved et trylleslag, som han sad der helt stille. Han var fuldstændig solbrændt og vejrbidt, klædt i en traditionel samedragt, og han sad bare og bappede på sin lille snadde, mens han kiggede ud over området. Han havde sikkert fulgt med sine rensdyr herop. Vi gik hen og snakkede med ham på gebrokkent svensk, om hvor smukt der var, hvilke fugle vi havde set og den slags. På et tidspunkt pegede han på min kikkert, som han gerne ville prøve. Jeg rakte ham kikkerten, og lige idet han tog den op for øjnene, kunne jeg se, hvordan det gibbede i ham, og han blev forskrækket, da bjerget pludselig rykkede lige op foran næsen på ham. Han holdt på kikkerten, som var den lavet af porcelæn og sad længe med den. Jeg havde lagt mærke til den traditionelle samedolk i hans bælte og spurgte ham, om han selv havde lavet den? Det havde han ganske rigtigt, i rensdyrtak og rensdyrknogle, som han havde skåret ud og sat bladet i. Det var ikke et kunstværk, men en lille, fin brugsting. Jeg spurgte, om jeg måtte købe den, og det gik han med til, men kun mod et lille, symbolsk beløb. Og så gav han mig en lille nåleholder i rensdyrskind med i købet og skrev sine initialer bag på dolken, J.K. Johan Kansa. Den gamle mand gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Han levendegjorde for mig, at der faktisk fandtes de mennesker deroppe, som jeg havde læst om og set på postkortene. Og så at møde ham der midt ude i fjeldet, det var helt utroligt.”

Samekniven og nåleholderen var nogle af de eneste souvenirs, som Bengt tog med sig hjem fra sin arktiske jomfrufærd – ud over en flot rensdyrtak, som han fandt i fjeldet. I hvert fald af den konkrete, fysiske slags. For oplevelserne med naturen og nærkontakten med de særlige arktiske fugle, dyr og mennesker var en skelsættende oplevelse for den unge Bengt, og det var en på flere måder forandret dreng, familien fik hjem til Virum den sensommer. Myggebidt, træt, beskidt og mættet med indtryk. ”Det var nærmest nostalgisk, da vi forlod fjeldet og gik ind i bussen for at køre hjemad. Fjeldet havde trods alt været vores hjem i et stykke tid, og jeg følte mig lidt fremmed tilbage i civilisationen. Turen fyldte mig fuldstændigt, og jeg havde oplevet så mange ting, som gjorde, at jeg havde fået et andet og endnu mere fascineret syn på naturen. Så jeg var forandret på den måde, at de ting, jeg dyrkede, og som var en del af mig i forvejen, var blevet konsolideret Ammarnäs, Nordsverige 18

Naturens stemme 17x23.indd 18

28-08-2017 14:24:49

og forstærket i en sådan grad, at jeg simpelthen bare ville af sted igen. Der er heller ingen tvivl om, at den rejse har styrket min egen selvtillid, uden at jeg har tænkt over det. Der var trods alt mange ting undervejs, hvor vi skulle tage vores egne beslutninger og få tingene til at fungere, så vi kunne komme levende hjem. Jeg følte ikke nogen begrænsninger efter den sommer, og jeg har haft let ved at tage af sted på tilsvarende ture siden hen. Om det så var til Lapland, Grønland eller troperne, for mig har det handlet om at komme ud og opleve noget, der var på samme højde som det, jeg fik med mig fra den rejse. At komme videre til næste bjergtop. Min horisont blev udvidet, og jeg havde fået en kraftig smag for det arktiske, som altid havde fascineret mig, uden at jeg rigtig vidste hvorfor. Den arktiske natur er for mig noget af det mest fascinerende.

Den er barsk, uden særlig meget liv, men det, der er, det er spændende. Det er knapheden, der gør det, og så at være heldig at opleve livet midt i stilheden.

Glæden bliver endnu større, når man skal arbejde, opsøge og selv gå skridtet videre for at finde det, man leder efter. Det er nok igen guldgraveren og den lille opdagelsesrejsende i mig.”

Naturens betydning for relationen mellem mennesker blev også for alvor mærkbar for Bengt på den tur, hvor landskabet virkede som en lim mellem ham selv og rejsekammeraten Henrik og forankrede oplevelsen i deres venskab. En effekt, som Bengt siden har oplevet mange flere gange i sine venskaber, forhold og nære relationer. ”Fascination smitter, og naturen er så stor, imponerende og fuld af fascinationskraft, at den kan give helt nye dimensioner til et venskab. Henrik og jeg kunne sidde ved siden af hinanden i flere timer og spejde ud i landskabet uden at behøve at tale sammen. Der er mange, som føler sig skidt tilpas, når ikke man snakker sammen hele tiden, men sådan havde vi det ikke. Jeg vil have lov til at sidde i mine egne tanker og nyde tingene, og de nære venner, jeg har og har haft, er typisk også folk, som enten selv har det på den måde eller accepterer, at det er sådan, jeg har det. Det betyder meget, at du kan få lov til at opleve det, du gerne vil opleve, på dine egne præmisser, og man knytter bånd, som er svære at bryde igen. For vores venskab betød turen, at vi blev tømret endnu mere sammen, end vi var i forvejen. Vi delte en interesse, som fascinerede os begge, og som er så uendelig stor, at man kan blive ved med at udvide den. Det, tror jeg, betyder meget for et venskab, ligesom jeg tror, at venskabet betyder meget for interessen. Det kan være med til at konsolidere den, ligesom man føler en vis forpligtelse over for hinanden. Senere gled vi lidt fra hinanden, da jeg efter gymnasiet kom ind i militæret, og Henrik gik i Kapitel 1 19

Naturens stemme 17x23.indd 19

28-08-2017 14:24:49

gang med sine studier. Men vi deler noget, der ikke nødvendigvis behøver at blive dyrket, men som er der alligevel, og som man bærer inden i sig selv. Jeg kan stadig i dag, med alle de rejser, jeg siden har haft, tænke tilbage på Lapland som noget helt unikt og begyndelsen på rækken af naturoplevelser, som skulle komme til at præge mit liv. Samtidig tror jeg, at turene ud i naturen som barn og ung har givet mig mere ro og nogle værdisæt, som jeg er glad for i dag. At naturen har en værdi i sig selv, der rækker langt ud over, hvad vi normalt forholder os til i dagligdagen. Jeg er blevet belønnet, hver eneste gang jeg har bevæget mig ud i den, med oplevelser, som har været smukke, store og spændende. Og som har prikket til den lille eventyrer i mig. Naturen er en endeløs verden, som man kan blive ved med at udforske.”

Ammarnäs, Nordsverige 20

Naturens stemme 17x23.indd 20

28-08-2017 14:24:49