REDIGERET AF
POUL ERIK ANDERSEN
FA D L’ S F O R L A G
1
INDHOLD
Forfatterliste 8 Forord 9
Solitære fortætninger i lungefelterne 46 Multiple fortætninger i lungefelterne 53 Den patologiske pleura 54
Thorax – færdighedstræning 58
1 Introduktion til radiologi 10 Introduktion 12
Digitalt billede 12 CT-skanning (computertomografi) 13 MR (magnetisk resonanstomografi) 14 UL-skanning 16
3 Bevægeapparatet 122 1 Radiologisk undersøgelse af bevægeapparatet 124
Valg af billeddiagnostik 124 Nuklearmedicinske undersøgelser 126
2 Thorax 18
2 Normal anatomi og anatomiske varianter 129
1 Radiologisk undersøgelse af thorax 20
3 Traumatiske læsioner 133
2 Det normale thoraxbillede 22
Den normale frontaloptagelse af thorax 22 Den normale sideoptagelse af thorax 24 Den normale CT-skanning af thorax 25 Ultralyd af thorax 26 MR-skanning af thorax 27
3 Det patologiske thoraxbillede 29 Det patologiske hjerte 29 Det patologiske mediastinum 31 Det patologiske lungebillede 32 Emfysem 39 Atelektase 41 Pneumoni 43
4
INDHOLD
Generelle principper vedrørende diagnostik og kontrol af frakturer/luksationer 133 Frakturer/luksationer 133 Træthedsbrud/stressfrakturer 140 Patologiske frakturer 140 Frakturkomplikationer 141 Bløddelslæsioner 143 Multitraumatiserede patienter 145
4 Degenerative ledlidelser 146
Artrose 146 Skulderlidelser, inkl. rotator-cuff-læsion 147 Degenerative aksiale forandringer 147
5 Tumorer/tumorlignende tilstande 153 Maligne knoglelidelser 153 Benigne knogletumorer 158 Tumorlignende knoglelidelser 160 Bløddelstumorer 162 Tumorlignende bløddelslidelser 162
6 Inflammatoriske reumatiske lidelser 165
Reumatoid artrit 165 Psoriatisk artrit 165 Reaktiv artrit 169 Ankyloserende spondylit (morbus Bechterew) 169 Juvenile artritter 171 Kondrokalcinose 172 Urinsyregigt/artritis urica 173
7 Osteomyelit/spondylit/septisk artrit 174 Bakteriel infektion 174 Akut osteomyelit 174 Subakut osteomyelit 176 Kronisk osteomyelit 177 Infektiøs spondylit 178 Septisk artrit 180 Tuberkuløs infektion 182
8 Osteonekroser 184
Generelle forhold 184 Idiopatiske aseptiske knoglenekroser 186 Osteochondritis dissecans 186
9 Mineralisationsforstyrrelser 188 Osteoporose 188 Osteomalacia 188
Bevægeapparatet – færdighedstræning 190
4 Abdomen 262 1 Abdominal radiologi 264
Radiologisk undersøgelse af abdomen 264 Gastrointestinalkanalen 264
2 Introduktion til abdominal radiologi 265
Radiografisk inddeling af abdomen i kvadranter 265 Vurdering af rørorganer 267 Øsofagus 267
Ventriklen 267 Tyndtarmen 268 Colon (tyktarmen) 269 Analkanalen 270 Vurdering af de parenkymatøse organer 270 CT-skanning af abdomen 272 Ultralyd 277
3 Øsofagussygdomme 278
Akalasi 278 Sklerodermi 279 Gastro-øsofagealt reflukssyndrom (GØRS)/refluksøsofagit og andre inflammatoriske tilstande 280 Barretts øsofagus 281 Øsofagit af andre årsager 281 Strikturerende forandringer 283 Schatzkis ring 283 Maligne øsofageale neoplasmer (øsofaguscancer) 284 Benigne øsofageale neoplasmer 285 Øsofagusdivertikel 285 Øsofagusperforation 286 Mallory-Weiss-læsion 287 Øsofageale varicer 287 Fremmedlegemer i øsofagus 287 Hiatushernie (spiserørsbrok) 288
4 Ventrikel- og duodenumsygdomme 290
Ulcus (mavesår) 290 Gastritter 291 Gastriske polypper 294 Gastrointestinal stromal tumor (GIST) 294 Pseudotumorer i ventrikel (gastrisk divertikel) 295 Ventrikelkræft 295 Linitis plastica 297 Gastrisk lymfom 297 Gastrisk volvulus (ventrikeltorkvering) 298 Gastrisk bypass 300 Gastriske fremmedlegemer 301
5 Duodenum (tolvfingertarmen) 303 Ulcus-sygdomme i duodenum 303 Duodenalt traume 303 Duodenal divertikel 304 Benigne tumorer i duodenum 304 Maligne tumorer i duodenum 305 Duodenalt karcinom 305
INDHOLD
5
6 Jejunum og ileum 306
Malrotation 306 Meckels divertikel 307 Inflammatoriske tyndtarmssygdomme 308 Sprue-cøliaki 308 Infektiøse tyndtarmssygdomme (enteritter) 309 Morbus Crohn (Crohns sygdom) 310 Intestinal pneumatose 311 Iskæmisk enterit 313 Akut tyndtarmsiskæmi 313 Kronisk tyndtarmsiskæmi 313
7 Tyndtarmsneoplasmer 315
Benigne tumorer i tyndtarmen 315 Primære maligne tumorer 316 Adenokarcinom 316 Karcinoid 316 Lymfom og metastaser i tyndtarmen 318 GIST-tumorer i tyndtarmen 318
8 Colons, rektums og analkanalens patologi 320
Obstipation og colon irritabile 320 Inflammatoriske colonsygdomme 322 Morbus Crohn 322 Ulcerøs kolit (colitis ulcerosa) 323 Toksisk megacolon 325 Infektiøs colonsygdom (fulminant kolit) 326 Neutropenisk kolit-tyflit 327 Colondivertikler (diverticulosis coli) 327 Appendixsygdomme (blindtarmssygdomme) 329 Akut appendicit 329 Epiploisk appendagit 330 Iskæmisk kolit 331 Neoplasmer i colon og rektum 333 Polypper 333 Kolorektal cancer 335 Sygdomme i analkanalen 336 Analcancer 338 Hernier (brok) 340
9 Lever og intrahepatiske galdeveje 343 Ultralyd 343 CT-skanning 346 MR-skanning 347 PET-CT 348 Diffuse parenkymatøse leverlidelser 348 Levercirrose 348
6
INDHOLD
Fokal fedtinfiltration 350 Fedtsparring (fatty sparring) 350 Regenerative noduli 350 Hæmokromatose 351 Leverabsces 351 Levertumorer 352 Benigne leverforandringer 352 Levercyster 352 Amøbeabscesser 354 Hæmangiomer 354 Fokal nodulær hyperplasi (FNH) 355 Hepatocellulære adenomer (HCA) 356 Hepatisk angiomyolipom 357 Maligne levertumorer 358 Hepatocellulært karcinom (HPC) 358 Kolangiokarcinomer 360 Metastaser i leveren 360
10 Galdeblære og eksterne galdevejssygdomme 362
Galdestensygdom (kolecystolitiasis og koledokolitiasis) 362 Galdeblærecancer 364
11 Pancreassygdomme 366
Inflammatoriske sygdomme i pancreas (pankreatit) 367 Akut pankreatit 367 Kronisk pankreatit 368 Pancreasneoplasmer 368 Pancreascancer 369
12 Milten og miltpatologi 372
Splenomegali 373 Miltruptur 374 Miltinfarkt 375 Splenisk siderotisk aflejring 376 Miltcyster (splenisk epidermoid cyste) 377 Miltabscesser 378 Metastaser og miltlymfom 379
13 Akut abdomen 380
Abdominalt traume 380 Akut intestinal obstruktion (ileus, tarmslyng) 385 Galdestensileus 386 Akut kolecystit 388 Akut pankreatit 388 Intussusception (invagination) 389
Sigmoideum volvulus 391 Coecum volvulus 392 Ogilvies syndrom (OS) 394 Ascites 396 Peritoneal karcinose og peritoneale tumorer 397
12 Calyxsystem, ureter og blæren 552 13 Prostata 558 14 Uretra og penis 562
14 Radiologiske tegn i abdominal radiologi 400
15 Scrotum 564
Abdomen – færdighedstræning 402
16 Traumatiske urologiske læsioner 567 17 Intervention i urinvejene 569
4 Urinveje og mandlige genitalia 510 1 Radiologisk undersøgelse af urinvejene 512
Konventionel røntgenundersøgelse 512 Intravenøs urografi 513 Gennemlysning 514 UL-skanning 514 Miktionscystografi 514 CT-skanning 515 MR-skanning 516 PET-CT-skanning 517 Renografi 517
2 Embryologi 519 3 Nyrernes anatomi og fysiologi 521 4 Binyrerne 523 5 Nyrecyster 526 6 Nyretumorer 531 7 Urinvejsinfektion 535 8 Vaskulære nyresygdomme og hypertension 538
Urinveje og mandlige genitalia – færdighedstræning 576
5 Neurologi 632 1 Radiologisk undersøgelse ved neurologiske lidelser 634
Billeddannende teknikker ved neurologiske lidelser 634 CT-skanning af hjernen (cerebrum) og ryggen (columna) 636 MR-skanning af hjernen og rygmarv (medulla) 636 Hyppigt anvendte MR-sekvenser 637 T1-vægtede billeder (T1W) 638 T2-vægtede billeder (T2W) 639 Diffusion-weighted imaging (DWI) 640 Apparent diffusion coefficient (ADC) 642 Fluid Attenuation Inversion Recovery (FLAIR) 644 Short T1 Inversion Recovery (STIR) 646 T2* (T2-stjerne) 647 Susceptibility weighted imaging (SWI) 647 MR-angiografi (MRA) 648 DSA (digital subtraktionsangiografi) 649
Neurologi – færdighedstræning 654
9 Medicinske nyresygdomme 543 10 Nyretransplantation 545
Supplerende læsning 717
11 Nefrokalcinose og nyresten 547
Register 718
INDHOLD
7
FORFATTERLISTE Gina Al-Farra Overlæge, ekstern lektor Radiologisk afdeling Herlev og Gentofte Hospital Poul Erik Andersen Professor, specialeansvarlig overlæge, ph.d. Radiologisk Afdeling Odense Universitetshospital Michael Borre Professor, overlæge, dr.med., ph.d. Urinvejskirurgisk afdeling K Aarhus Universitetshospital Ole Graumann Forskningslektor, specialeansvarlig overlæge, ph.d. Radiologisk Afdeling Odense Universitetshospital Anne Grethe Jurik Professor, overlæge, dr.med. Røntgen og Skanning Aarhus Universitetshospital Christina Kruuse Forskningslektor, overlæge, dr.med., ph.d. Neurologisk afdeling Herlev og Gentofte Hospital Shazia Rehman Neuroradiologisk overlæge Radiologisk afdeling Herlev og Gentofte Hospital
8
FORFATTERLISTE
STUDENTERREVIEWERE: Josefine Tangen Jensen Københavns Universitet Henriette Madsen Aarhus Universitet Catarina Malmberg Københavns Universitet Mette Østergaard Poulsen Aalborg Universitet Frederik Martiny Københavns Universitet Pelle Petersen København Universitet
FORORD Denne bog er en basal lærebog i radiologi, specielt inden for fagområderne thorax, bevægeapparatet, neurologi, abdomen og urologi. Bogen er ikke opbygget som gængse lærebøger. Den indeholder en teoretisk del med introduktioner til de enkelte fagområder og i forlængelse heraf en case-del med spørgsmål og svar, hvor man har mulighed for at teste sin viden og indlæring. Billedmaterialet har fokus på almindeligt forekommende sygdomme, diagnostiske og differentialdiagnostiske overvejelser samt anvendelse af forskellige radiologiske modaliteter. Målgruppen er primært medicinstuderende og yngre læger, herunder læger under uddannelse i det radiologiske speciale, men andre specialer og faggrupper med interesse for radiologi kan også have udbytte af bogen, fx radiografer. Bogen dækker det radiologiske pensum for medicinstuderende. Poul Erik Andersen, april 2017
FORORD
9
1
RADIOLOGI
INTRODUKTION
Digitalt billede Digital radiografi (DR) er en samlebetegnelse for den billeddiagnostik, der opstår, når data fra stråleabsorptionen/gennemtrængningen omdannes til talværdier i en computer, hvorefter de præsenteres i form af et billede på en skærm. 12
INTRODUKTION
Røntgenstråling
Under røntgenstrålernes passage gennem en legemsdel vil graden af absorption og dermed ”gennemtrængningen” af røntgenstrålerne afhænge af vævets atomvægt, af vævslagets tykkelse (Fig. 1.1) og af strålernes kvalitet (”hårdhed”). Jo større atomvægt, tykkere vævslag og ”blødere” røntgenstråling, desto større røntgenabsorption. Derved vil mindre stråling nå frem til de billeddannende detektorer, og det giver mindre sværtning og lavere gråtone af objektet, hvorfor området på røntgenbilledet fremtræder relativt hvidt. Fedtvæv absorberer færre stråler end de øvrige bløddele, og det fremtræder derfor relativt mørkt, hvorimod knogler absorberer 30-40 gange så meget stråling, og de fremtræder derfor relativt hvide. Gennem luft passerer røntgenstrålerne så godt som uhindret frem til detektorerne, hvorved der opnås maksimal sværtning, og området fremtræder relativt sort. Da de fleste legemsdele indeholder flere forskellige vævskomponenter, vil de stråler, der når frem til det billeddannende medium (detektor/digital plade), være svækkede i forskellig grad og danne et summationsbillede af vævskomponenterne. Dette er forudsætningen for, at der på røntgenbilleder kommer et ”skyggebillede” af legemets forskellige komponenter.
Billede
Objekt/vævslag
| FIGUR 1.1 | Jo tykkere vævslag, desto mindre stråling vil trænge igennem.
Det digitale todimensionale billede er opbygget af talrige små firkantede elementer/punkter kaldet pixels (Fig. 1.2). I tre dimensioner taler man om voxels (Fig. 1.3 og 1.4) Digital billeddiagnostik omfatter computertomografi (CT-skanning), magnetisk resonanstomografi (MR), UL-skanning, digital subtraktionsangiografi og forskellige former for almindelige røntgenundersøgelser, hvor strålerne rammer ”elektroniske” billedplader eller detektorer i stedet for røntgenfilm som tidligere. Ved direkte DR danner røntgenstrålerne, efter at have passeret gennem patienten, et billede på en digital plade, som er direkte forbundet til en computer, og systemet er således ”filmløst”. Fordelene ved DR er mange: Digitale data kan bearbejdes med henblik på gråtoner og kontrast, de kan rekonstrueres i forskellige planer, og de kan sendes, lagres og hentes frem igen til demonstration på monitorer via netværk. Billederne kan betragtes fra flere arbejdsstationer samtidigt. Da digitale billeder kan bearbejdes og manipuleres elektronisk efter eksponering, og idet man ved elektronisk korrektion i høj grad kan tilpasse billedets sværtning, bliver antallet af billeder, der skal tages om pga. over- eller undereksponeringer, betydeligt reduceret. Man kan desuden dæmpe eller fjerne uønskede informationer, forstærke ønskede informationer, ændre på gråtonerne, foretage forstørrelser, målinger mv.
CT-skanning (computertomografi) CT-skanning-skanneren består af et leje og vinkelret herpå et rør (gantry), der indeholder røntgenrør og detektorer (Fig. 1.5). Lejet transporterer patienten igennem røret, som samtidig roterer omkring patienten, og røntgenstrålingen (fotoner) passerer gennem patienten og detekteres på modsatte side (Fig. 1.6 og 1.7). Detektorregistreringen er proportional med antallet af fotoner, som rammer, og dermed med vævstætheden. Mens røntgenrøret cirkulerer omkring patienten, vil de opsamlede absorptionsdata give forskellige værdier i forskellige positioner, og disse digitale data bearbejdes i en computer, som herefter kan opstille en numerisk aflæsning, som repræsenterer røntgenabsorptionen i hvert tyndt segment af væv, der bliver gennemstrålet. Informationen kan præsenteres som et todimensionalt billede, hvor hver numerisk værdi repræsenteres af et enkelt billedelement (pixel). Billedet fremstår som en horisontal skive med en tykkelse på sædvanligvis
1.2
1.3
1.4
| FIGUR 1.2, 1.3, 1.4 | Pixels synliggjort ved kraftig forstørrelse. Voxels er billedelementer i de tredimensionale billeder.
| FIGUR 1.5 | Skitse viser rotation af røntgenrør og detektorer omkring patienten.
INTRODUKTION
13
| FIGUR 1.6, 1.7 | Eksempel på CT-skanning-skanner og skitsering af rotationen i skanningsrøret samt lejebevægelsen gennem dette.
o,5-5 mm og visualiseres normalt digitalt med patienten set nedefra. Desuden kan man foretage rekonstruktioner i koronalt og sagittalt plan samt i rotationer og skrå planer og yderligere som 3D-overfladerekonstruktioner. Kontraststoffet, som anvendes ved CT-skanninger, er jodholdigt og udskilles via nyrerne, hvorfor estimeret glomerulær filtrationsrate (eGFR) ofte skal oplyses. Anvendelsen af jodholdigt kontraststof har betydning, hvis man har nyreproblemer eller skal udredes for sygdom i skjoldbruskkirtlen. Der kan således ikke laves thyroideaskintigrafi eller foretages behandling af thyroidealidelser med radioaktivt jod de første 2 måneder efter en CT-skanning med kontrast. Ved normal nyrefunktion er kontraststoffet ude af kroppen efter ca. 24 timer, men ved nedsat nyrefunktion, dvs. ved estimeret glomerulær filtrationsrate (eGFR) under 45 ml/min/1.73 m2, forlænges udskillelsen, og nyrefunktionen kan forringes yderligere med risiko for kontrast-induceret nefropati. Samtidig indtagelse af metformin kan forværre risiko
for nefropati ved kontrastanvendelse. Hvis eGFR er under 45 ml/min/1.73 m2, skal metformin derfor pauseres 48 timer før skanning og først genoptages 48 timer efter skanning, forudsat nyrefunktionen er uændret. Ved normal nyrefunktion kan metformin indtages som vanligt. Ofte vil den radiologiske afdeling i samråd med ordinerende læge tage stilling til, om CT-skanningen ved påvirket nyrefunktion skal laves uden kontrast, eller om en anden undersøgelse vil være bedre.
MR (magnetisk resonanstomografi) MR-skanning er en teknik baseret på magnetisme og ikke røntgenstråling. De fysiske principper, der ligger til grund for denne form for billeddannelse, er meget komplicerede, og for mere detaljerede oplysninger herom henvises til speciallitteraturen. Patienten placeres i et relativt langt og tykt rør med
| CT-SKANNING HOUNSFIELD UNITS (HU) | Luft: maksimal sværtning ~ sort
HU -1000
Vand: middel sværtning ~ gråt
HU 0
Fedt: middel sværtning ~ mørkegråt Blod: ringe sværtning ~ lysegråt
Knogle: minimal sværtning ~ lyst/hvidt
14
INTRODUKTION
HU -100 til -50 HU 30 til 45
HU 700 (spongiosa) til 3000 (corticalis)
| FIGUR 1.8 | Eksempel på en MR-skanner.
et kraftigt magnetfelt, hvorved kroppens væv bliver magnetiseret (Fig. 1.8). Dette betyder blandt andet, at kroppens talrige brintkerner, der er små magnetiske dipoler, retter sig ind i magnetfeltets længderetning og begynder at rotere omkring magnetfeltets retning. Ved efterfølgende kortvarigt at påvirke magnetfeltet med radiobølgesignaler ændres magnetismen, og brintkernemagneterne i kroppen søger tilbage til neutral position (relaksation). Dette udløser elektriske signaler, der registreres i en modtagespole placeret over det område, som ønskes undersøgt. De elektriske signaler digitaliseres og anvendes til rekonstruktion af snitbilleder, der kan placeres i vilkårlige planer. Kontrasten i MR-billederne bestemmes blandt andet af vævets magnetisme, der først og fremmest afhænger af tætheden i vævenes brintkerner. Få brintkerner, som fx i luft og kortikal knogle, giver svage signaler og fremtræder herved sort, mens vand og andre væsker, som har højt brintkerneindhold, kan fremtræde signalrige og blive lyse på billedet. Det er imidlertid også muligt at optage MR-billeder således, at væske fremtræder mørkt. Dette skyldes, at andre faktorer end mængden af brintkerner kan være bestemmende for billeddannelsen – vigtigst er vævenes T1- og T2-relaksationstider, der varierer for forskellige vævstyper. Ved at vælge forskellige tidsintervaller mellem de radiobølgesignaler, der påføres vævene, kan man styre, om det er T1- eller T2-relaksationstiderne, der skal være bestemmende for kontrasten i billederne. Fedtvæv har kort T1-relaksationstid og vil fremtræde signalrigt (lyst) på optagelser, hvor det netop er denne, der er bestemmende for billeddannelsen (T1-vægtede
| FIGUR 1.9 | Eksempel på et ultralydapparatur.
optagelser). Vand har derimod lang T1-relaksationstid og vil være signalfattigt (mørkt) på sådanne optagelser. Foruden de traditionelle T1- og T2-vægtede optagelser findes mange andre optagelsesmåder, der optimerer MR-undersøgelsen til specielle problemstillinger. Der er mulighed for funktions- og perfusionsundersøgelser, spektroskopiske, dynamiske, farmakologiske og andre avancerede MR-genererede undersøgelser. Billederne kan bearbejdes, manipuleres og rekonstrueres i lighed med CT-skanning-optagelser, og udmålinger mv. er også muligt. Fordelene ved MR er, at metoden ikke er røntgenstrålingsbelastende, og den er således velegnet til hyppige kontrolundersøgelser. Apparaturet er dog relativt dyrt, og nogle undersøgelsestyper er tidskrævende. MR er ikke egnet til patienter med pacemaker eller med store metaldele i kroppen nær det område, der ønskes undersøgt. Nogle patienter vil desuden føle klaustrofobi i skanningsrøret. Der findes flere typer af MR-billeddannelse. Følsomheden over for forskellige vævstyper afhænger af den præcise varighed og timing af magnetfeltsgradienter samt radiofrekvenspulser; dette kaldes en MR-sekvens. MR-sekvenser er dedikerede computerprogrammer, der styrer rækkefølgen af magnetfeltsgradienter og radiofrekvenspulser og derved kan differentiere mellem vævstyper og vævsforhold. Dvs. stort set alle billedsekvenser kræver en separat optagelse, og det er derfor vigtigt at INTRODUKTION
15
klargøre, hvilke differentialdiagnoser der overvejes før udførelse af skanningen. Ved beskrivelse af MR-billeder anvendes begreberne; hyperintenst signal (dvs. mere hvid), isointenst signal (samme farve eller intensitet) eller hypointenst signal (mørkere end). Dette vurderes ud fra en referencestruktur, fx grå substans. Før patienten kommer i en MR-skanner, forespørges om eventuelle kontraindikationer ved udfyldelse af et MR-kontrolskema. Det skal klarlægges, om patienten har implantater eller andre metalgenstande indopereret. Kontraindikationer kan være pacemaker, pace-elektroder, neurostimulatorer, øreimplantater, implanterede medicinpumper, nervestimulatorer eller metalsplinter i øjet eller andre kropsdele. Klaustrofobi er en relativ kontraindikation, som i en del tilfælde kræver forudgående behandling af patienten med beroligende medicin. På vital indikation og under overvågning kan MR-skanning foretages trods fx pacemaker, men kun på højt specialiserede enheder. Hofteproteser, ortopædisk materiale som marvsøm og plader kan give forstyrrelser på billederne, men indebærer i almindelighed ingen risiko for patienten, da det som hovedregel er fremstillet af MR-kompatibelt materiale og derfor ikke opfattes som en kontraindikation. Radiologisk afdeling har adgang til lister over, hvad der er MR-kompatibelt. Det aktive stof ved MR-kontrast er gadolinium (Gd). Gd er et grundstof med paramagnetiske egenskaber. Det gives efter vægt, hvorfor det er vigtigt at oplyse patientens vægt ved bestilling af skanningen. Som ved CT-skanning skal den aktuelle eGFR oplyses, hvis der skal anvendes kontrast ved MR. Ved svært nedsat nyrefunktion (eGFR under 30 ml/min/1,73 m2) kan indgift af Gd-kontrast udvikle nefrogen systemisk fibrose (NSF). NSF medfører deponering af kollagen med fibrosedannelse i huden og i nogle tilfælde også i lungevæv, skeletmuskulatur, hjerte, blodkar og øsofagus. Der er ingen kendte behandlingsmuligheder til at bedre tilstanden. NSF varierer betragteligt i sværhedsgrad fra lettere kosmetiske gener til svær invalidering med kontrakturer over led, immobilitet og betydelig påvirkning af det daglige funktionsniveau.
som et smalt lydbundt ind i det vævsområde, der ønskes undersøgt (Fig. 1.9). Ultralyden reflekteres uensartet fra forskellige vævsstrukturer og kastes tilbage til lydhovedet som ekkoer, der danner basis for et snitbillede af området. Ultralyd kan også anvendes til måling af blodets strømningshastighed (Doppler-undersøgelse). Da ultralyd i høj grad reflekteres af luft og kortikal knogle, er undersøgelsen mindre egnet til vurdering af fx forandringer i lunger og knogler. Ultralydundersøgelser er i almindelighed forholdsvist hurtige at udføre og kan foretages på sengeafdelinger, operationsstuer mv. Apparaturet er relativt billigt i forhold til andet radiologisk udstyr og har den fordel, at det ligesom MR virker uden anvendelse af røntgenstråling. UL-skanningens ulemper er, at det er vanskeligt at give objektiv dokumentation; det er vanskeligt at reproducere præcis samme snit (vinkel og plan) ved fx follow up-undersøgelser, samt at der er stor undersøgerafhængighed (kræver ekspertise og erfaring).
| DEN GODE HENVISNING | En mangelfuld henvisning kan blive afvist, og
mangelfulde oplysninger kan medføre en dårligere radiologisk diagnostik.
Henvisningen bør indholde: 1) Patientdata
2) Graviditet, patienthandicap
3) Henvisningsårsag, indikation, klinisk problemstilling
4) Anamnese med relevante oplysninger om aktuel sygdom og tidligere relevante sygdomme
5) Objektive fund af relevans for aktuel udredning 6) Præliminær klinisk diagnose
7) Ønsket undersøgelse (kan evt. ændres af radio-
logisk afdeling, hvis anden undersøgelsesmodalitet findes mere egnet i udredningen)
8) Akut, haste eller elektiv undersøgelse? Ved kontrastindgift desuden oplysninger om:
UL-skanning UL-skanning er en undersøgelse, hvor ultralyd i frekvensområdet 2-15 MHz via et lille lydhoved sendes 16
INTRODUKTION
9) Allergi (kontraststoffer, andet)
10) Nyresygdom, evt. oplyst P–Kreatinin eller eGRF 11) Diabetes (metformin)