Ve og velfærd - Læger, sundhed og samfund gennem 200 år

Kurt Jacobsen og Klaus Larsen

LÆGER, SUNDHED OG SAMFUND GENNEM 200 ÅR

Det var en tid, hvor mange levede under kummerlige forhold. Lægerne havde kun tågede teorier om årsagen til sygdomme og smitteveje og var som regel magtesløse over for de enkelte sygdomstilfælde. Men gradvist fik lægekunsten et fast, videnskabeligt fundament, der førte til næsten ufattelige fremskridt gennem de næste to århundreder.

Ve og velfærd er den eneste samlede fremstilling af lægevidenskabens og det danske sundhedsvæsens historie gennem 200 år og fortæller om udviklingen fra den moderne lægevidenskabs spæde start til nutidens højteknologiske sundhedsvæsen.

Denne reviderede udgave indeholder bl.a. tre nye kapitler om de seneste 10 års afgørende forandringer af det danske sundhedsvæsen med opførelsen af supersygehuse, indførelse af kræftpakker og udvikling af banebrydende nye behandlingsformer. Bogen udkom første gang i 2007, hvor den blev rost af anmelderne og nomineret som årets historiske bog.

Med sit fokus på sundhedsvæsenets betydning for det danske velfærdssamfund er bogen også et indlæg i debatten om, hvilket sundhedsvæsen vi vil have i Danmark – og hvem der skal betale.

kurt jacobsen er dr.phil. og professor i historie ved Copenhagen Business School. Foruden sin doktorafhandling om stifteren af SF, Aksel Larsen, har han bl.a. skrevet en række værker om store danske virksomheder, senest Lundbeck (2015) og Haldor Topsøe (2015). I 2011 udgav han Velfærdens pris om arbejdsmiljø og arbejdsmedicin i Danmark gennem 150 år, og han er medforfatter på bogen CBS gennem 100 år (2017).

klaus larsen er journalist ved Ugeskrift for Læger, foredragsholder og forfatter til en række medicinhistoriske bøger, Dødens Teater (2012) om den førmoderne medicin, Smitstof (2014) om medicinens moderne gennembrud i 1800-tallet og senest Den blege rytter (2017) om den sorte død og de store epidemiers betydning for Europas udvikling.

Kurt Jacobsen og Klaus Larsen

VE OG VELFÆRD

I sensommeren 1850 sender regeringen en ung læge, Peter Ludvig Panum, til Lolland, der er ramt af en koleraepidemi. I det første sygdomsramte hus, han træder ind i, møder han et uhyggeligt syn: Et lille barn ligger i sengen hos sin døde mor og leger med billeder. I en anden seng ligger den døde fars fortrukne lig, mens to andre børn kryber sammen i et hjørne.

VE OG VELFÆRD

LÆGER, SUNDHED OG SAMFUND GENNEM 200 ÅR

isbn 978-87-7749-977-7

FADL’s Forlag

ve&velfaerd_OMSL_TRYK.indd 1

FADL’s Forlag

01-09-2017 16:59:45

VE OG VELFÆRD LÆGER, SUNDHED OG SAMFUND GENNEM 200 ÅR

Kurt Jacobsen og Klaus Larsen

FADL’s Forlag

ve-velfaerd.indb 3

08-09-2017 12:29:03

Ve og Velfærd. Læger, sundhed og samfund gennem 200 år.

Kurt Jacobsen og Klaus Larsen 2. udgave, 1. oplag © 2017, FADL’s Forlag, København ISBN: 978-87-7749-977-7 Omslag, layout og sats: Pernille Sys Hansen, Damp Design Forlagsredaktion og projektledelse: Carl-Albert Demidoff Tekstredigering: Joachim Sømark Tryk: Opolgraf Printed in Poland

Forlaget har gjort alt for at få fat i alle rettighedshavere til bogens figurmateriale for at få tilladelse til at bruge materialet. Skulle der være rettighedshavere, der mener at have krav på dele af bogens figurmateriale bedes disse henvende sig til forlaget.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med Copydan, skal ved ønske om kopiering henvende sig til FADL’s Forlag.

ve-velfaerd.indb 4

Vi takker for økonomisk støtte til bogen: Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond Forsiden: Maleri af Adelbert Seligmann – Österreichische Galerie Belvedere, Wien.

På billedet opererer den store østrigske kirurg Theodor Billroth omkring 1890 på Allgemeines Krankenhaus i Wien, omgivet af reservelæger og studerende.

Men billedet kunne lige så godt forestille en operation på Københavns Kommunehospital. Anæstesi havde været i brug i over 40 år, og antiseptikken skulle – i princippet – være en selvfølge på dette tidspunkt. Her ser det dog ud til at være så som så med de hygiejniske forholdsregler. Ganske vist er patienten bedøvet, og kirurgerne bærer kitler over dagligtøjet – men det gør de studerende ikke. Der bruges heller ikke masker eller handsker, og man er ikke helt overbevist om, at instrumenterne er sterile. Operationslyset kom endnu, i Wien som på Københavns Kommunehospital, fra store vinduer.

FADL’s Forlag Amagertorv 29B, 3. sal 1160 København K www.fadlforlag.dk redaktion@fadlsforlag.dk

08-09-2017 12:29:03

INDHOLD 14

FORORD TIL 2. UDGAVE

15

FORFATTERNES FORORD

19 INDLEDNING

FØRSTE DEL · ET SPIRENDE OPBRUD kapitel 1

23

LÆGESTAND I SVØB

Professionalisering og monopol 24 Stat, sundhed og sogneråd 26 Danmark i opbrud 28 Videnskabelig revolution på vej 28 »Et hult rør af træ« 30 Terapeutisk nihilisme 33 Patientens møde med lægen 35 »Da følte jeg kniven…« 36 Hospitalerne 38 Patientjournalerne 41 Lægevidenskabelige selskaber 45 Det kongelige medicinske Selskab slår vinduet op 46 Lægeuddannelsen 48 Lægeuddannelsens nyordning 50 »En ypperlig og velsignet Opfindelse« 51 De sindssyge bliver menneskelige 54 Fra dåreanstalt til hospital 55

ve-velfaerd.indb 5

kapitel 2

58

KAMPEN OM DE SYGE

Kvaksalvere, læger og statsmagt 61 Miasma – det ligger i luften 63 Vask hænderne 65 kapitel 3

67

KRIG OG KOLERA

Krigene 67 Krigslæger uden eksamen 69 Uforberedt sanitetstjeneste 72 En læge, der valgte forkert 73 Krigserfaringer 74 Koleratruslen 75 København – en åben kloak 77 Advarsler for døve øren 79 En forudsigelig epidemi 81 »Oprørende Sendrægtighed« 83 Lægeforeningen mod Choleraens Udbredelse 85 Lægeforeningens boliger 88 Aalborg 89

08-09-2017 12:29:03

kapitel 4

92

kapitel 8

KAMPEN OM SUNDHEDSLOVEN

Krig på to fronter 94 Liberale mod »et Dictatur af Læger« 96 kapitel 5

98 LÆGEMØDE I KOLERAENS KORSØR Initiativ fra provinsiallægerne 98 En by i koleraens greb 99 »… en almindelig dansk Lægeforsamling« 104 Front mod juristvældet 104 Hjælp til værdigt trængende 107 En standsmæssig indkomst 109 Den svære begyndelse 111 »… i Lægefaget aldeles uvidende Personer« 112

134 UDEN FOR SAMFUNDET Syfilis på fremmarch 135 Skøger: Genstande eller personer? 136 Tvunget til bordellet 139 Effekten, der udeblev 141 kapitel 9

143 KVINDER FÅR ADGANG Magtfulde støtter 145 Kølig velkomst 147 En tornestrøet vej 148 Ilia og de sidste vågekoner 150 De første sygeplejersker 151 Forsker – eller hustru og moder? 153 kapitel 10

kapitel 6

115

EN VANSKELIG PATIENT

H.C. Andersen og lægerne 115 kapitel 7

119

NYE HOSPITALER

Klinisk materiale 121 Provinsen 122 »Orden, Reenligheed og Sømmelighed« 123 Blegdamshospitalet 126 Fra medicinstudium til lægeuddannelse 127 En lægeuddannelse i 1860’erne 129 Blochs uddannelse 131

157 »VORE USYNLIGE FJENDER« »Hvor er disse små bæster?« 157 I en sky af karbolsyre 158 Bakteriologien sejrer 159 Kvaksalverne taber kampen 161 Det moderne gennembrud 163 International lægekongres i København 166 Videnskab uden grænser 167 Lægen som samfundsingeniør 169 »Man må jo tro paa Lægerne, ikke sandt, Fru Kant?« 171

ANDEN DEL · DEN MODERNE LÆGEVIDENSKABS GENNEM­B RUD kapitel 1

177 I DANNELSENS OG OPINIONENS MAINSTREAM » … en udpræget provinsiel Tilstand« 177 »Raab i Ørkenen« 178 »I dannelsens og opinionens mainstream« 179

ve-velfaerd.indb 6

Læger mod specialisering 181 »Noget nær en Skandale« 181 Forfatningskamp og hospitalsforfald 182 »Lægestandens sagkyndige og naturlige Talsmand« 185 »En Oldsag eller Anomali« 185

08-09-2017 12:29:03

kapitel 2

188 FLAGSKIB FOR DET MODERNE »Børnenes dødsengel« 188 »Nordens største Reklamebureau« 189 Til kamp mod tuberkulosen 192 Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse 194 »Det forfærdelige Spytteri« 194 Politisk systemskifte og to tuberkuloselove 196 Indsatsen – og resultaterne 198 Flagskib for det moderne 199 »En aandelig Sejr« 201 »Naar en Helt dør« 203 kapitel 3

205 SUND­HEDS­STYRELSE OG MEDICINALREFORM »Et sært relikt fra enevældens tid« 205 Langsom strangulering 206 »Svamp i bygningen« 207 Alberti kontra Sundhedskollegiet 208 »… for at det med Ære kan gaa i sin Grav« 210 »… at vi herved nedlægge vor Funktion« 211 Statskontor for Sundhedsvæsen 212 Medicinalkommission 213 »Albertis Genfærd« 213 »Pesthuset« 215 »Sundhedskollegiets Dødsbo« 217 kapitel 4

219 BØRN ER OGSÅ PATIENTER »Menneskeevner rækker kun kort« 219 Død af barndom 220 »At bevare børnene for samfundet« 221 Skriftsteder eller dyrebilleder 223 »Danske Lægers Uvidenhed« 224 »Nå, du blev måske ikke helt færdig?« 226 Statistik og modernitet 227

ve-velfaerd.indb 7

kapitel 5

228 NOBELPRISER OG KOMMERCIELLE INTERESSER »Her er ingen professor Krogh« 228 Amerikanske dollars til dansk forskning 229 Rejsen til Amerika – og hjem igen 231 »… gå ad helvede til« 233 Pilletrillere og medicinalvirksomheder 234 kapitel 6

237 PRIVAT PRAKSIS OG STATSSTØTTEDE SYGEKASSER Fra offentlige til privatpraktiserende læger 237 Sygekasserne: Frivillighed og selvhjælp 239 Socialdemokratiet og sygekasserne 240 Tilbage til merkantilismen? 241 »En bølgedæmper over for den socialistiske bevægelse« 242 Bemidlede og ubemidlede 243 »Københavnerordning« – og konflikt i Jylland 244 Ændret læge-patient-forhold 245 En privat primær sundhedstjeneste 246 kapitel 7

248 KOMMUNE­SOCIALISME OG MODERNE SYGEHUSE Socialdemokratiet og sygekasserne 248 Kommunesocialismen 249 »Snigende samfundsovertagelse« 250 »Vartegn for moderne hospitalsdrift« 251 »Den rødeste by i Danmark« – og den sundeste 252 Kamp om et nyt sygehus 254 Skolelæge og »torturkammer« 255 Kommunesocialister mod katolikker 257 Undtagelser – der bekræfter reglen 259 Grundstenen til det moderne sygehusvæsen 260 Privat og offent­ligt sundhedsvæsen 262

08-09-2017 12:29:03

kapitel 8

kapitel 9

264 LÆGESTAND OG LÆGEFORENING

275 LÆGERNE: ET NYT PRÆSTESKAB?

Embedslæger kontra privatpraktiserende læger 264 »Overproduktion« og professionalisering 265 Styrket Lægeforening 267 Ungdomsoprør 268 Splittelse – og samling 269 Flere slags læger – én Lægeforening 270 Fælles front mod »fjenden« 271 Offentlig og intern regulering 272

»Jordhulen udenfor Perleporten« 275 Det videnskabelige menneske 276 »Videnskabens Torturkamre« 277 »… at komme til Orde blandt Berusede« 278 Kristelig Lægeforening 279 »Det sande« og »det gode« 281 Den hellige nadver – med og uden smittefare 282 Nadverkommission og Kirkeudvalg 284 En salomonisk løsning 285

TREDJE DEL · MELLEM TO VERDENS­K RIGE kapitel 1

289 VERDENSKRIG, SPANSK OG DANSK SYGE Regulering og rationering 290 »De mennesker bli’er inte fede« 292 »Slå svinene ned« 293 »Danmark staar nu som Nr. 1« 294 Den spanske Syge 294 »Bøffen« og »Bananen« 297 »Den danske Syge« 298 Kartoffelfrikadeller med kartofler 299 kapitel 2

301 SUNDHEDS­MINI­STE­ RIUM OG LÆGE­LOV »Efter Ragnarok kommer Gimle« 301 Læge – eller politiker? 302 »Hellere Liberalisering end Stramning« 303 »Sundhed gaar forud for Frihed« 305 »Professionens egne vil holde Haanden over Fejl« 306 Lægernes »forbløffende Magt« 307 »Diktatorisk Stilling« 307

ve-velfaerd.indb 8

»… man sætter Teori som Nr. 1 og Livet som Nr. 2« 309 »Større end den danske Lægevidenskab« 309 »Mere Klarhed i Befolkningen« 311 »En pseudovidenskabelig Form for Kvaksalveri« 311 »Fuldstændigt uantageligt Misfoster« 314 »Af lutter Kærlighed til Kvaksalverne« 315 »… minder om Det fædrene Ophav« 317 » … paa min Stands vegne … « 318 »I det store og hele tilfreds« 319 kapitel 3

320 SAMFUNDETS TJENER Lægerne og det organiserede samfund 320 »En Ret, som dog ikke nægtes andre Lønarbejdere« 321 »Grundvolden for Læge­virksomheden her i Landet« 322 »Verden vil bedrages« 324 Styrkelse af Sundhedsstyrelsen 325 Samfundets tjener 326

08-09-2017 12:29:03

kapitel 4

kapitel 5

328 FOLKESAMFUND – MEN FOR HVEM?

348 VERDENSKRISE OG VERDENSKRIG

»Vort fælles Folkesamfund« 328 Nye ideologier, kulturkamp og seksualoplysning 329 »En slet udført abortus provocatus« 330 »Fosteret er et Gode for hele Samfundet« 333 Befolkningsspørgsmålet 334 De dumme – og de sunde 335 »Fremtidens Forsørgelsesvæsen« 336 I den bedste mening 337 »Positiv« og »negativ« eugenik 339 »Naivt, inhumant og modbydeligt« 340 Europas første eugeniske lov 342 Inspiration fra Nazi-Tyskland 342 Carl Peter Værnet 344

Centralsygehus i Hjørring 349 »Vort sygehusvæsens organisation er ved at svigte …« 351 »En Patient er nu engang et Menneske« 351 »En lægeligt set uøkonomisk Sygehusdrift« 353 »Lægeskole« og nyt universitet i Århus 354 »Liv, Glæde og Sundhed« 357 »Hvem ejer Børnene?« 358 Besættelse og medicinmangel 360 Dansk produktion af penicillin 362

FJERDE DEL · DANSKE LÆGER UNDER BESÆTTELSEN kapitel 1

367 LÆGERNE OG DEN TYSKE BESÆTTELSE Clausen og Værnet 368 Vejen til undergrundsarbejdet 368 Jødeaktionen 371 Maskinpistoler på operationsgangen 374 Frøslevlejren 376 I tysk koncentrationslejr 378 Mord på læger 380 Et drabsforsøg 382 En likvidering 383 Domus Medica sprænges 384 kapitel 2

387 DANSKE LÆGER OG TYSKE FLYGTNINGE Kan lægeløftet gradbøjes? 387 Flygtningestrømmen 388 Hospitaler i tysk søgelys 390

ve-velfaerd.indb 9

De danske læger 391 Lægeformand i mindretal 393 Tyske flygtningehospitaler 394 Et efterspil 395 »Kan lægeløftet gradbøjes?« 397 kapitel 3

400 LÆGESTANDEN OG RETSOPGØRET »Udrensning til bunds og til tops« 400 Den første store sag 401 Små og store fisk 402 Udstødt 404 Luften mildnes 408 Højesteret sætter punktum 409 Frits Clausen 409 Carlos Pedro Varnet 412 Lægekrigen i Klaksvik 413

08-09-2017 12:29:03

FEMTE DEL · LÆGEVIDEN­S KABENS OG SYGEHUSENES TRIUMFTOG kapitel 1

417 »ALT ELLER INTET« Efterkrigstiden forberedes 417 Forebyggelse, tilbud og tvang 418 »Skal et Rige bestaa …« 419 »Ad­gang til den til enhver Tid bedst mulige Sygdoms­behandling« 420 Den gule Betænkning 422 »Alt eller intet« 423 »Et naturligt resultat af den stedfundne udvikling« 425 kapitel 2

428 »LÆGEKUNSTENS NYE MIRAKLER« Verden åbnes 428 »Skråsikkert som altvidende autoriteter« 429 »Et af de mest betydnings­ fulde øjeblikke …« 431 Generaler og fodfolk 433 Tilsigtede og utilsigtede virkninger 434 Thalidomid-katastrofen 435 »Vi staar ved en korsvej« 437 »Centraliseringens hensigtsmæssighed« 438 »Valget ved korsvejen truffet« 439 kapitel 3

441 SYGEHUSENES STORHEDSTID En kongelig indvielse 441 »Gør gode tider bedre« 442 Velfærdsstat med offentligt sygehusvæsen 443 Sygehusenes storhedstid 445 »Hun har ingen nyrer« 446

ve-velfaerd.indb 10

»Sundhedsvæsenets syge mand« 448 »Superspecialet« 449 Opbremsning og krise i Odense 450 Støvsugerbande og kulegravningsudvalg 452 Kommunalreform og nye sygehusejere 453 Amtsligt sygehusvæsen 455 Fra sygekasser til offentlig sygesikring 455 kapitel 4

457 GRÆNSER FOR VÆKST? Prioritering i sundhedsvæsenet? 457 Jordskredsvalg og politisk ustabilitet 458 »Og magt misbruges« 459 Økonomisk krise – og fortsat offentlig vækst 460 Nedskæringer i sundhedsvæsenet? 461 »… en art ambulance- og kliniksamfund« 462 Nationalisering af almen praksis? 463 »Den tabte uskyld« – læger i strejke 464 De yngre læger alene i verden 468 Kaalunds pyrrhussejr 469 1981-overenskomsten og videreuddannelsen 470 kapitel 5

472 MEDICINKRITIK OG ALTERNATIV MEDICIN »Lægevæsenets nemesis« 473 Spekulum og spejl 474 Gal – eller normal? 475 Sygdom er samfundsskabt 477 »Politik er medicin i stor målestok« 479 Fra kvaksalvere til »medicinalpersoner« 480

08-09-2017 12:29:03

SJETTE DEL · ET NYT OPBRUD kapitel 1

485 PRIORITERINGEN, DER DØDE AF AIDS Nyt syn på den offentlige sektor 485 »The doctor’s dilemma« 486 »Pengene eller livet!« 487 Bøssepesten 488 Bøsser og blødere 490 Bløderskandalen 491 »1980’ernes mest samfundsrystende begivenhed« 493 »… Lægerne havde brug for bøsserne« 494 Farvel til prioriteringsdiskussionen 495 kapitel 2

496 SKANDALERNES ÅRTI Sundhedsministerium kontra Sundhedsstyrelse 496 »Transplantationskrig« 499 »Bland dig udenom vores levertransplantationer« 500 »Turen mod afgrunden« 501 »Øretævernes holdeplads« 502 Boneloc-skandalen 503 »Skandaler og andre sager« 504 »Nej er afskaffet« 505 »En af lægernes sidste bastioner er faldet« 507 kapitel 3

509 ET NYT OPBRUD Tre bærende søjler 509 DJØF’isering 511 Privathospitaler og udlicitering 513 Frit sygehusvalg og markedsgørelse 515 »Leverandører« og »købere« 517 Strukturreform og sygehusregioner 518

ve-velfaerd.indb 11

»Patienten i centrum« 520 Almen praksis og patientcentreret metode 521 A-hold og b-hold? 522 kapitel 4

524 MISSIONEN FULDFØRT? Lægevidenskabelige fremskridt og etik 524 Livets to ender 527 Missionen fuldført? 528 Sygdom eller sundhed 530 Kapitel 5

532 ET NATIONALT OG SAMMENHÆNGENDE SUNDHEDSVÆSEN Hvem gider styre Sygehusene? 533 Kvalitetsreform og ekspertpanel 534 At fodre hunden med dens egen hale 535 Regionskonference og lægemøde om almen praksis 536 »Almen praksis’ rolle i fremtidens sundhedsvæsen« 538 Erik Juhl-udvalgets anbefalinger 540 Kritik fra regionerne 542 Statsstyret strukturreform 543 Almen praksis i en krise- og reformtid 544 Sammenbrud for almen praksis? 547 Højt spil 548 Lægevagt uden læger ved telefonen 550 Eksklusion af læger ansat i Lægevagten? 552 Ambulancer i udbud 553 Nationalt sundhedsvæsen med regionale operatører 555 Fra én Sundhedsstyrelse til fire styrelser 556 Den historiske arv 558

08-09-2017 12:29:04

Kapitel 6

Kapitel 7

561 KRÆFTPLANER, IMMUNTERAPI OG MULTIRESISTENS

575 AUTORITETEN, DER FORSVANDT Vaccinefrygt 575 Mæslingernes genkomst 576 Resistens 578 Faldne halvguder 579 Mod nye grænser 580

»Dø med sovs i munden« 561 Flere får kræft – og flere overlever 563 Kræftskandale, kræftplaner og kræftpakker 564 Kræftpakkerne 565 Immunterapi – et gennembrud 565 Personlig medicin 567 Hvor meget er der råd til? 568 Prioritering 569 Produktivitetspres 571

583 LITTERATUR 593 NOTER 615 NAVNEREGISTER

ve-velfaerd.indb 12

08-09-2017 12:29:04

Indhold

13

ve-velfaerd.indb 13

08-09-2017 12:29:04

FORORD TIL 2. UDGAVE Da Ve og Velfærd udkom første gang i 2007, havde hverken vi eller formentlig andre forudset de store forandringer, som det danske sundhedsvæsen har gennemløbet i de forløbne 10 år. Vi var derfor glade for at få mulighed for at opdatere bogen med den seneste udvikling i forbindelse med en genudgivelse.

Første udgave udkom i anledning af Den Almindelige Danske Lægeforenings 150 års jubilæum i 2007 og var hurtigt udsolgt. Siden da har forespørgslerne efter bogen været mange, og vi er glade for, at den nu igen er tilgængelig.

Ve og Velfærd var – og er fortsat – den eneste samlede fremstilling af det moderne sundhedsvæsens udvikling i Danmark fra begyndelsen af 1800-tallet til i dag, idet bogen er blevet udvidet med tre kapitler omhandlende perioden 2007-2017.

Af respekt for Lægeforeningens rolle for at gøre arbejdet med bogen mulig har vi valgt at beholde forordet fra udgivelsen i 2007, der indeholder en fyldig introduktion til bogens indhold og udformning. Bortset fra de tre nye kapitler er selve manuskriptet i alt væsentligt identisk med udgaven fra 2007, da vi ikke har

fundet anledning til at foretage ændringer, der ville gribe ind i fremstillingen, som vi stadig synes fremstår afrundet og helstøbt. Der er heller ikke kommet afgørende ny viden, som har givet anledning til ændringer i manuskriptet.

Vi vil gerne takke Lægeforeningens direktør, Bente Hyldahl Fogh, som formidlede kontakten mellem os og FADL’s Forlag, som til vores store glæde ønskede at genudgive bogen.

Tak til Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond samt Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse for økonomisk støtte, der har været med til at muliggøre udgivelsen af den nye udgave.

Og ikke mindst tak til Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og til sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, Erik Jylling.

Begge tog sig tid til at diskutere med os og lade os nyde godt af deres viden og indsigt i det danske sundhedsvæsen – både det, man kan se, og det, der foregår i maskinrummet og på kommandobroen.

Kurt Jacobsen og Klaus Larsen august 2017

Forord til 2. udgave

14

ve-velfaerd.indb 14

08-09-2017 12:29:04

FORFATTERNES FORORD Sundhedsvæsenet er en af de mest centrale og mest omdiskuterede sektorer i den danske velfærdsstat. Alle danskere kommer i deres levetid i kontakt med sundhedsvæsenet – nogle mere end andre og nogle med større alvor end andre.

Lægen virker i en profession, der som ingen anden har været genstand for respekt og en til tider grænseløs beundring – men også for kritik og skarpe angreb.

Lægestandens sammenhold er stærkt.

Stands­følelsen har dybe historiske rødder og har vist sig levedygtig helt frem til i dag, hvor andre professioner ellers er holdt op med at betegne sig som en stand. Standsfølelsen har præget de danske læger, uanset om de havde egen praksis, var sygehuslæger, gjorde karriere i medicinalindustrien, arbejdede i en patientforening eller andre organisationer. Den bygger på, at læge er noget, man er – ikke noget man ansættes til at være.

Som den centrale skikkelse i sundhedsvæsenet har lægen spillet en vigtig rolle i udformningen af det moderne sundhedsvæsen og dermed af den danske velfærdsstat og dens bærende principper. Alligevel har lægeprofessionens og sundhedsvæsenets udvikling fra den moderne lægevidenskabs spirende gennembrud i begyndelsen af 1800-tallet frem til nutidens højteknologiske sygehusvæsen ikke tidligere været beskrevet i sin helhed.

Den Almindelige Danske Lægeforening, der som en modernisering nu blot hedder Lægeforeningen, har tidligere udgivet udførlige, men meget interne beskrivelser af sin egen udvikling. Det skete i 1932, hvor man fejrede foreningens 75 års jubilæum, og ved de to efterfølgende jubilæer i 1957 og 1982, hvor man blev henholdsvis 100 og 125 år.

Den 1. september 2007 fejrede Lægefore­nin­ gen sit 150-års jubilæum. I den anledning har foreningen igen ønsket at markere dagen med udgivelse af en bog, men ikke som tidligere en snæver organisationshistorie. I stedet har man ønsket en fremstilling af den danske læges og det danske sundhedsvæsens historie som en integreret del af den samfundsmæssige udvikling med et særligt fokus på lægevidenskabens betydning for opkomsten og udformningen af den danske velfærdsstat. Det har været vores privilegium at få opgaven.

Resultatet er denne bog, der derfor hverken er organisationshistorie eller medicinhistorie i ­snæver forstand. Derimod er den en bredt funderet fremstilling af lægevidenskabens og det danske sundhedsvæsens udvikling gennem 200 år, som løbende inddrager medicinhistorie, standshistorie, videnskabshistorie, idehistorie, politisk historie og økonomisk historie.

Ud over at være en beskrivelse af det moderne

Forfatternes forord

15

ve-velfaerd.indb 15

08-09-2017 12:29:04

danske sundhedsvæsens opståen og udvikling, kan bogen også læses som en kollektiv biografi over en stand, som blev en af de væsentligste aktører i tilblivelsen af den moderne, danske velfærdsstat.

lægerne med bakteriologien og kirurgiens udvikling for alvor begynder at kunne udrette noget.

Samtidig lægges grundstenene til den bærende struktur for det danske sundhedsvæsen med privatpraktiserende læger og offentlige sygehuse.

Med Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen som afgørende politisk og social bevægelse blev opbygningen af sundhedsvæsenet samtidig en central bestanddel af bestræbelserne på at skabe en universalistisk velfærdsmodel.

BOGENS STRUKTUR Trods bogens omfang kommer vi langt fra ind på alle sider af lægevidenskabens og sundhedsvæsenets historie. Det gælder bl.a. jordemodervæsenet og tandlægerne, herunder de danske lægers forhold til disse to professioner. Vi har koncentreret os om den bærende og centrale udvikling af lægeprofessionen og det danske sundhedsvæsen fra det spirende lægevidenskabelige opbrud i begyndelsen af 1800-tallet til nutidens højteknologiske sygehusvæsen.

Bogen er opdelt i seks dele med hver sit bærende tema, der afspejler det karakteristiske ved udviklingen i de enkelte perioder.

tredje del, Mellem to verdenskrige, omhandler de godt 30 år fra udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 til afslutningen af 2. Verdenskrig. Det var en periode, hvor politikerne for alvor begyndte at interessere sig for befolkningens sundhedstilstand med både positive og negative følger.

Det var i disse år, den danske stat med lægelig hjælp begyndte at gribe til tvangssterilisationer af åndssvage og andre grupper, der ikke blev anset for normale. I Hitlertyskland gik det endnu værre, men der var også danske læger, som lod sig inspirere af udviklingen syd for grænsen. I 1930’erne begyndte sygehusudviklingen at blive sat i system med etableringen af centralsygehuse.

Under den tyske besættelse lykkedes det at opretholde den almene sundhedstilstand, blandt andet som følge af danske virksomheders samarbejde med Tyskland.

første del, Et spirende opbrud, omhandler den moderne lægevidenskabs gennem­brud fra begyndelsen af 1800-tallet til 1880’erne. Dette opbrud var led i den generelle samfundsmæssige udvikling, der førte til ene­vældens ophør og den første demokratiske forfatning i 1849. Opbruddet fandt sted under en betydelig indflydelse fra udlandet og var båret af en række personligheder, der udfordrede det eksisterende syn på sygdom og sundhed. Det var i samme periode, at de danske læger for alvor udviklede sig til en stand med dannelsen af Den almindelige danske Lægeforening i 1857 som en afgørende begivenhed.

fjerde del, Danske læger under besættelsen, om­ handler danske lægers indsats i modstandskampen, men berører også dem, der stod på den anden side. Efter befrielsen gennemførtes et internt retsopgør i Lægeforeningen med de læger, man mente havde været for tæt på tyskerne. Et opgør, der gennemførtes ved Lægeforeningens egen voldgift med kendelser, som ikke kunne appelleres til de civile domstole. Der fulgte også et opgør, der har trukket spor helt frem til i dag, om

anden del, Den moderne lægevidenskabs gennembrud, omhandler den moderne lægevidenskabs gennembrud i Danmark fra ca. 1890 til tiden omkring 1. Verdenskrig. Det er i denne periode, at

Forfatternes forord

16

ve-velfaerd.indb 16

08-09-2017 12:29:04

TAK

Lægeforeningens afvisning af lægebehandling af tyske flygtninge. En stillingtagen, der førte til anklager om, at danske læger svigtede lægeløftet.

Lægestanden, medicinen, kirurgien, syge­hus­­ væsenet, sundhedssektoren, folkesundheden og alle tænkelige (og adskillige utænkelige) aspekter af lægernes verden har været genstand for en omfattende forskning, der kan fylde biblioteker. Den forskning står vi på skuldrene af. I den sammenhæng skylder vi en tak til Helle Blomquist for at have givet os lov til at benytte hendes upublicerede manuskript fra 1992: Det danske sundhedsvæsen 1890–1940, Bd. I–II. Dets betydning for vores fremstilling har været større, end det kommer til udtryk i bogens fodnoter.

Også tak til pensioneret centerchef og tidligere formand for Lægeforeningen, dr.med. Torben Pedersen, vicedirektør på Gentofte Hospital og tidligere formand for FAYL, læge Erik Jylling samt afdelingslæge Ulla Davidsen, Bispebjerg Hospital. De har på forfatternes anmodning ydet en væsentlig indsats undervejs ved at læse bunker af manuskriptudkast, komme med forslag, di­ skutere med os og på anden måde hjælpe processen på vej.

Forfatterne ønsker desuden at takke almentpraktiserende læge og historiker Nick Nyland.

Dels har hans eget historiske arbejde været en stor inspiration, dels har han gennemlæst og kommenteret vores manuskript. Regionsdirek­ tør i Region Nord, Per Okkels har bidraget med forbløffende indsigter i de seneste års sundhedspolitiske processer. Læge Bjørn Thomsens familie har venligt stillet hans upublicerede erindringer fra opholdet i en tysk kz-lejr til rådighed, ligesom dr. med Klaus Jensen har bidraget med materiale fra sin far, professor, dr. med. K.A. Jen­sens private arkiv om dennes enestående pio­nerindsats med at fremstille penicillin i besættelsens sidste år. Vi har endvidere haft støtte af cand.mag. Morten Larsen, som har udført research, arkivstudier og litteratursøgning.

femte del, Lægevidenskabens og s­ ygehusenes triumftog, skildrer udviklingen i efterkrigs­årene frem til begyndelsen af 1970’erne. I disse år fejrede lægevidenskaben historiske triumfer med udvikling af stadig nye medicinske og kirurgiske behandlingsmetoder, og sygehusene blev for alvor den bærende institution i sundhedsvæsenet, mens privat praksis marginaliseredes. Samtidig var 1960’erne tiåret, hvor sundhedsvæsenet blev en central bestanddel af den hastigt voksende velfærdsstat. I 1970’erne kom både lægevidenskaben og velfærdsstaten imidlertid i krise og lægerne under angreb for at umyndiggøre patienterne og endog gøre dem syge, og de blev udråbt som del af en nye herskende klasse.

sjette del, Et nyt opbrud, omhandler det liberale opbrud fra begyndelsen af 1980’erne, hvor sundhedsvæsenet blev sat på sultekur, til begyndelsen af det nye årtusinde, hvor en grundlæggende omstrukturering af sygehusvæsenet, baseret på markedsgørelse og DJØF’isering, for alvor begyndte at bane sig vej. Sundhedsvæsenets bærende struktur med privatpraktiserende læger og offentlige sygehuse bestod, men med den tiltagende udlicitering er markedskræfterne og private aktører efterhånden trængt ind i sundhedsvæsenet bl.a. med private sygehuse og private sygeforsikringer. Med loven om frit sygehusvalg i 1992 og parolen om »patienten i centrum« er markedsgørelsen af det danske sundhedsvæsen for alvor sat på dagsordenen.

Forfatternes forord

17

ve-velfaerd.indb 17

08-09-2017 12:29:04

Medicinsk Museion har været til stor hjælp i jagten på især ældre billedmateriale. Det Medicinske Selskab i København har stillet sit bibliotek til rådighed – et bibliotek, som viste sig at være mere end en imposant staffage for standens selskabelighed og en usleben diamant, der bør finde sin plads i forskningsbibliotekernes række.

Vi takker også for den økonomi, som Lægeforeningen har stillet til rådighed for arbejdet med denne bog, og vi takker Læge Sofus Carl Emil Friis’ Legat for den støtte, som har været med til at gøre udgivelsen af Ve og Velfærd mulig.

En lang række andre personer, institutio­ner, biblioteker og arkiver har udvist stor imødekommenhed og tålmodighed. Det vil føre alt for vidt at nævne alle, men for deres hjælp skylder vi også at takke.

Ikke mindst vil vi dog takke Lægeforeningen, som betroede os hvervet med at skrive historien. Forfatterne har haft frie hænder, alle arkiver og skabe har været åbne, og ingen har ønsket at blande sig i vores arbejde, dispositioner, prioriteringer eller vurderinger, som derfor også må stå helt for vores egen regning. Takken gælder især fhv. direktør i Lægeforeningen Jørgen Funder, nuværende direktør Bente Hyldahl Fogh, informationschef Tommy Østerlund, Lægeforeningens formand Jens Winther Jensen samt alle de medarbejdere i Domus Medica, som på forskellige måder har været til hjælp under bogens tilblivelse.

Kurt Jacobsen og Klaus Larsen juni 2007

Forfatternes forord

18

ve-velfaerd.indb 18

08-09-2017 12:29:04

INDLEDNING Tirsdag den 1. september 1857 fandt en glædelig begivenhed sted i Korsør. Men dagen kunne lige så godt have udviklet sig til en national katastrofe.

Om formiddagen denne sensommerdag myldrede det af læger på kajen i Korsør havn.

De kom fra hele Danmark, og mange boede to eller flere dagsrejser fra Korsør. De var ankommet aftenen i forvejen og havde indlogeret sig på det nybyggede jernbanehotel »Gjæstgiveriet Store-Belt«, der lå ved havnekajen. Mødet, som havde bragt dem hertil, skulle først begynde kl.

11, når toget fra København var ankommet. Der var god tid til at strække benene efter morgenmaden, mens man nød dagens første cigar i den friske søluft og udsigten til Korsør by og den forfaldne fæstning på den anden side af havneløbet.

Og ventede på kollegernes ankomst.

Klokken kvart over ti ankom morgentoget i røg og damp. Det var kørt fra København klokken syv1 og holdt nu på den nye station, der lå som nabo til hotellet. Den privatejede jernbane var forlænget til Korsør året forinden med to daglige ankomster og afgange af passagertog, og det havde givet anledning til både stations- og hotelbyggeriet. Korsør var blevet landets trafikknudepunkt og ventede med rette et boom i rejseaktiviteten nu, da rejsetiden fra København var reduceret. Turen havde før varet et par dage med diligencen og endnu mere til fods.2 Nu kunne den gøres på lidt over tre timer – hvis man da ellers havde råd til returbilletten, der på billigste klasse kostede godt og vel en faglært arbejders ugeløn.3

Nogle er sikkert ankommet med postdampskibet fra Nyborg efter at have krydset Fyn ad landevejen. Men de fleste har utvivlsomt foretrukket den bekvemmere og hurtigere sørejse ombord i et af dampskibene, der med plaskende skovlhjul forbandt Korsør med de fleste danske kystbyer.

Fra Århus tog overfarten med postdampskib under seks timer.

I formiddagens løb samledes i alt 80 – en syvendedel af alle landets læger. Det var den hidtil største forsamling af læger fra hele Danmark, og med den tids rejsetider har det syn været lidt af en sensation. Flere var professorer, dannebrogsmænd, konferensråder og andre værdige.

De skulle deltage i et møde, som var indkaldt af Provinsiallægernes forening med det formål at stifte Den almindelige danske Lægeforening. Alligevel har lejligheden uden tvivl været præget af en vis munter udflugtsstemning.

Snakken er gået livligt, der er blevet hilst på gamle venner, og da mødet på hotellet skulle åbnes, har distriktslæge Mourier som dirigent nok måttet ringe kraftigt med sin klokke, før der endelig faldt ro over forsamlingen.

I selve byen på den anden side af havneløbet havde byens tre lokale læger ikke tid til at tænke på sammenkomsten i Store-Belts sal. De havde hænderne fulde i kampen mod det, der allerede var ved at udvikle sig til det mest dramatiske udbrud af asiatisk kolera, der i historisk tid har ramt en dansk by.

Det første tilfælde var allerede indtruffet den

Indledning

19

ve-velfaerd.indb 19

08-09-2017 12:29:04

21. august og havde ramt en beboer i banevogterhuset tæt ved byen. Patienten var død samme aften. Derefter var der ingen nye tilfælde, indtil en smittet, hjemsendt soldat ankom med dampskibet fra Kiel, hvor koleraen allerede var i udbrud.

Den 30. august, to dage før lægemødet, anmeldtes tre nye tilfælde i Korsør, og nu tiltog antallet daglig, indtil epidemien ved udgangen af september havde kostet hver tiende af Korsørs ca. 2000 indbyggere livet.

Ud over mødereferatet i Ugeskrift for Læger ved vi desværre ikke meget om, hvad der foregik på Hotel Store-Belt, hvad lægerne foretog sig i pauserne, og hvad de talte om uden for dagsordenen – og vi kender heller ikke navnene på alle, der var til stede. Mødeprotokoller og andet materiale fra den tid forsvandt for altid, da Domus Medica i Amaliegade sammen med hele Lægeforeningens arkiv udbrændte efter en påsat brand i besættelsesåret 1944.

Men i de kendte, eksisterende kilder tyder intet på, at mødedeltagerne, der talte en lang række af tidens fremmeste læger, havde den fjerneste anelse om den alvorlige si­tuation i Korsør. I hvert fald nævnes den ikke i referatet.

Situationen fortæller os dog meget om den nyvundne forsamlingsfrihed og om den iver,

hvormed den uddannede del af befolkningen kastede sig ind i kampen om at forme fremtidens samfund, men også om de vanskeligheder, lægevidenskaben og dens udøvere på dette tidspunkt stod over for: mangel på hurtige og pålidelige informationer, besværlige transportforhold og ringe viden om sygdommes årsager, smitteveje og rette behandling.

Da mødet sluttede, og man var blevet enige om at mødes i Korsør igen om et år, vendte de 80 læger stadig intetanende hjem til alle egne af landet, mens epidemien hærgede videre og som en ildebrand sprang fra hus til hus i den overbefolkede boomtown.

At Lægeforeningens stiftende møde ikke blev arnested for en ny, landsomfattende koleraepidemi, skyldes formentlig kun den tilfældighed, at den nye station og jernbanehotellet på grund af lokale, erhvervsøkonomiske intriger og til mange lokales utilfredshed var blevet anlagt på en byggegrund, der var adskilt fra byen af vandet, så de mange rejsende ikke behøvede at ulejlige sig ind i selve byen. Lægerne, der forlod mødet i Korsør, havde ikke været i kontakt med smitten. Men selv om de havde været, ville det næppe have bekymret dem: De fleste mente dengang ikke, at kolera var en smitsom sygdom.

Indledning

20

ve-velfaerd.indb 20

08-09-2017 12:29:04

FØRSTE DEL

ET SPIRENDE OPBRUD

ve-velfaerd.indb 21

08-09-2017 12:29:04

ve-velfaerd.indb 22

08-09-2017 12:29:04

KAPITEL 1

LÆGESTAND I SVØB Lægeforeningens stiftelse i 1857 var kun en foreløbig kulmination på en lang u ­ dvikling. Ved 1800-tallets begyndelse fandtes der ikke én entydig lægelig profession. Medicin- og professions­ historikere er ikke helt enige om, hvornår det er berettiget at benytte ordet »læge« i den betydning, som det i løbet af 1800-tallet lykkedes lægestanden at definere. Ved århundredets begyndelse fandtes tre typer behandlere: de uni­ver­sitetsuddannede medicinere, de »hånd­ værksuddan­nede« kirurger og de kloge mænd og koner, der alle i forskellige sammenhænge omtaltes som »læger«.

Allerede før lægekunsten blev til naturvidenskab, havde lægerne – i det mindste formelt – et monopol på at behandle syge. I 1672 gav den enevældige kong Christian den Femte med »Forordning om Medicis og Apothekere« universitetsuddannede medicinere monopol på at behandle indvortes sygdomme. Kirurgisk behandling var Barberlavets domæne.

Principper var dog ét, virkeligheden noget andet. Landet havde kun ganske få uddannede medicinere, og langt de fleste mennesker modtog aldrig anden behandling end den, de kunne få hos uautoriserede behandlere – først og fremmest egnens kloge mænd og koner.

På dette stadium var lægekunsten ikke på­ faldende mere effektiv end folkemedicinen.

Det var ikke de få universitetsuddannede lægers kunnen, men statsmagtens ønske om et struk­tureret sundhedsvæsen, der lå til grund for myndig­hedernes favorisering af universitets­ medicinen. Det­te understregedes ved den kongelige forordning af 17. april 1782 om smitsomme sygdomme. Kongen fandt det vigtigt, at landalmuen fik adgang til lægehjælp, når smitsomme sygdomme optrådte, og ifølge forordningen skal »Jordegodseieren, Amtmanden … lade hente Land-­Physicus eller Districts-Provincial-­ Chirurgicus … eller en anden duelig examineret Læge«.1 Landalmuen udgjorde det altovervejende befolkningsflertal, og det var afgørende at bevare dens arbejdskraft.

I 1788 blev der indført en medicinsk embedseksamen. Et par år forinden, i 1785, var Det kirurgiske Akademi blevet oprettet og adskilt fra universitetet med det primære formål at levere praktisk duelige læger til hær og flåde. Her kunne de kirurgiske »håndværkere« samtidig blive akademiseret og hermed inkluderet i den lægelige profession. Akademiet havde ry for at levere god undervisning, og det var almindeligt, at Det medicinske Fakultets kandidater også aflagde eksamen der, mens det omvendte sjældnere var tilfældet. Læger uddannet på Det kirurgiske Akademi havde lov til at behandle alle slags sygdomme, mens de universitetsuddannede skul-

kapitel 1 · Lægestand i svøb

23

ve-velfaerd.indb 23

08-09-2017 12:29:04

le holde sig til de medicinske. Man skelnede skarpt mellem doctores medicinæ (»medicinere«) og »kirurger«.

duelle praksis kunne leve op til de standardiserede krav i en ny tids institutioner.

Omkring tre fjerdedele af landets færre end 500 autoriserede læger var indtil 1838 kirurger, uddannet ved Akademiet. Men i 1838, efter langvarige diskussioner og stridigheder, blev den medicinske og kirurgiske uddannelse samlet i én embedseksamen, og i 1841 indgik Det kirurgiske Akademi i, hvad der nu kom til at hedde Det lægevidenskabelige Fakultet. Nu kunne ingen længere kalde sig læge uden at have aflagt både medicinsk og kirurgisk eksamen. Herved blev lægetitlen samtidig de facto en beskyttet titel,

PROFESSIONALISERING OG MONOPOL Medvirkende til standens professionalisering var indførelsen af lægeløftet i 1815. Indtil begyndelsen af 1800-tallet havde lægeetik i overvejende grad handlet om lægens uplettede karakter og om »troskab og ære« i varetagelsen af omsorgen for de syge. Udtrykkene »professionel etik« og »medicinsk etik« dukkede først op i en pamflet udgivet i 1803 af Manchester-lægen Thomas Percival (1740–1804) og tungt betitlet »Medical Ethics, Or a Code of Institutes and Precepts Adapted to the Professional Conduct of Physicians and Surgeons«.

I 1815 var debatten nået til København, hvor professor Johan Daniel Herholdt (1764–1836) indførte det lægeløfte, som standen endnu aflægger efter veloverstået embedseksamen. Løftet var en stærkt opdateret og forkortet version af den såkaldte hippokratiske ed, opkaldt efter den berømte græske læge Hippokrates, der levede samtidig med Sokrates omkring 400 år f.v.t.

Løftet bidrog til lægefagets professionalisering ved at skærpe udøvernes bevidsthed om at tilhøre en stand og have en kaldsforpligtelse. Lægen forpligter sig blandt andet til at »bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse« og at anvende sine kundskaber »med flid og omhu« til samfundets gavn og efterleve »de mig i mit fag vedkommende anmodninger og bestemmelser« samt overholde tavshedspligten. Med lægeløftet var grunden lagt til en kollektiv, etisk adfærds­ kodeks, som til forskel fra tidligere tiders indivi-

Det danske lægeløfte blev indført som en betryggelse af den offentlige sikkerhed i 1815 på foranledning af professor Johan Daniel Herholdt og lyder i dag således: »Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kund­skaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig i mit fag vedkommende anmodninger og bestemmelser.«

Første del · Et spirende opbrud

24

ve-velfaerd.indb 24

08-09-2017 12:29:04

hvor den før havde været et funktionelt behandlerbegreb, der kunne betegne kirurgen, »doktoren« eller håndspålæggeren. Uddannelsens sammenlægning var endnu en af forudsætningerne for, at lægerne kunne udvikle sig til en samlet stand og gøre sig gældende som sådan.2 Selv om det store befolkningsflertal stadig søgte de kloge folk før den udlærte læge, var det de autoriserede læger og det sundhedsvæsen, de var en del af, der havde statsmagtens bevågenhed og velvilje. Den enevældige konge var landets øverste myndighed i alle anliggender. Kongen var Riget, og Danske Kancelli var Rigets øverste administrative myndighed. Under Kancelliet sorterede derfor også sundhedsvæsenet.

I 1740 var Collegium Medicum – den tidligste forløber for den senere Sundhedsstyrelse – blevet oprettet ved kongelig forordning. I korthed havde denne lægefaglige instans tre opgaver: at overvåge sundhedstilstanden, at føre tilsyn med medicinalpersoner og at rådgive landets øverste myndighed, kongen. Oprindelig var det også ideen, at Collegium Medicum i et vist omfang skulle kunne udstede sundhedsmæssige forordninger.

I praksis fik kollegiet dog aldrig denne beføjelse, endsige direkte adgang til at rådgive kongen.

Kongens embedsapparat – Danske Kancelli – var nemlig ikke til sinds selv at give afkald på disse beføjelser. Denne magtkamp mellem juridisk embedsapparat og lægelige sundhedsmyndigheder skulle blive et tilbagevendende tema i de næste 200 år.

Heller ikke i 1803, da Det kongelige Sundhedskollegium oprettedes til at afløse Collegium Medicum, blev der ændret ved denne magtfordeling. Sundhedskollegiet fik de samme opgaver som tidligere og ingen mulighed for at afgive råd direkte til monarken. Kollegiet fik en underordnet, rådgivende rolle i forhold til Kancelliet, som ønskede en koordineret sagkyndig bistand

til brug for sin egen administration og forberedelse af lovgivning. Den senere direktør for Sundhedsstyrelsen Einar Krag (1937–2002) påpeger det som »tankevækkende, at Sundhedskollegiet med henblik på administrativ kompetence rangerede lavere end Den Bestandige Kvægkommission, der var oprettet til bekæmpelse af husdyrenes sygdomme. Kvægkommissionen var et ‘immediatkollegium’, som ikke havde nogen anden autoritet over sig end kongen«.3 Sundhedskollegiet var imidlertid landets højeste lægefaglige instans, og dets lige repræsentation af kirurger og medicinere rådgav Kancelliet, der udarbejdede lovforslag, indstillede til ansættelser eller afskedigelser og førte tilsyn med de offentligt ansatte lægers embedsførelse.

Uden for hovedstaden var landet opdelt i ti fysikater (12 efter 1858), som hver blev ledet af en fysikus, som var amtmandens lægefaglige rådgiver. Fysikatet havde ansvaret for sygehuse, læger, apoteker og jordemødre i amtet, som igen var opdelt i distriktskirurgiater med hver sin offentligt ansatte distriktskirurg. Embedslægerne, det vil sige fysici, distriktskirurger og distriktslæger, var kongeligt udnævnte med visse pligter og en fast grundløn, som de måtte supplere ved privat praksis. Fra slutningen af 1700-tallet var man begyndt at ansætte distriktskirurger, især for at skaffe lægehjælp til de fattige. Lidt efter lidt udvikledes embedslægeordningen med fysici og distriktslæger i de mindre distrikter. De statsansatte distriktslæger var desuden sygehuslæger.

Sygehusene blev ofte opført, hvor der boede en distriktslæge, og han havde i mange år eneretten til at behandle de patienter, som indlagdes på sygehuset.

Stifts- og landfysici var læger med overordnet sundhedsmyndighed og administrativ kontrol i et stift eller større område. Distriktskirurger (fra 1838 distriktslæger) var hovedsageligt ansvarlige

kapitel 1 · Lægestand i svøb

25

ve-velfaerd.indb 25

08-09-2017 12:29:04

for praktisk lægehjælp herunder gratis konsultation for ubemidlede og forebyggende opgaver.

Omkring år 1800 havde lægerne altså det formelle monopol på behandlingen af syge. Monopolet var baseret dels på forordningen af 1672, dels på Kvaksalveriforordningen af 1794, der gjorde kvaksalveri strafbart. Monopolet var dog kun principielt: På dette tidspunkt fandtes der kun ca. 100 læger uden for København.4

gen, at indberetningerne via Sundhedskollegiet skulle tilgå Kancelliet, der så i redigeret form ville forelægge dem for kongen.

Medicinalberetningerne er en vigtig kilde, ikke alene til sundhedstilstanden, men også til lægekunstens stade i det tidlige 1800-tal. At kopper og kønssygdomme (veneriske sygdomme) udførligt nævnes i forordningen skyldes ikke kun, at kopper var en evigt tilbagevendende trussel, men også, at koppevaccinationer (inoculationer) var ved at blive almindelige på dette tidspunkt, selv om de først blev obligatoriske i 1810.

Og hvad kønssygdomme angår, var det dem, der frem for alt havde givet stødet til den sundhedspolitiske oprustning, der – om end beskeden – så dagens lys i sidste halvdel af 1700-tallet, da man forbedrede kirurg- og lægeuddannelsen og etablerede de første egentlige behandlingshospitaler.

Disse sygehuse, der uden for hovedstaden sjældent var mere end et par dystre stuer tilset af en fattig vågekone og lejlighedsvist af den lokale læge, var først og fremmest beregnet til smitsomt syge, der var ubemidlede og rodløse: landarbejdere, tyende, håndværkssvende og fattige, der ikke havde et hjem, hvor de kunne få pleje. Alle andre, de som havde råd eller nogen, der kunne tage sig af dem hjemme, gik i en stor bue uden om sygehusene.

Centraladministrationens velvilje over for sundhedsfremme nærmest lyser ud af paragraffer og forordninger om hjælp og underhold til gamle og svage – som sognet eller købstaden skulle finansiere af fattigkassen. Princippet var: Staten befaler, kommunen betaler. Men jo tættere man kom på sogne- og kommunekasserne, desto mere kølnedes velviljen hos dem, der skulle betale. Præsten N.F.S. Grundtvig udtrykte nok mangen en sogneforstanders inderste tanker, da han i 1849 i den grundlovgivende forsamling vendte sig mod at videreføre enevældens fattig-

STAT, SUNDHED OG SOGNERÅD Den 20. december 1803 udsendte Sundhedskollegiet en forordning om, at alle landfysici og distriktskirurger i Danmark og Norge, som i forvejen havde pligt til at rapportere om smitsomme sygdomme, nu også skulle indsende årlige beretninger om »Alt, hvad der angaar den offentlige Sundheds-Pleie, eller maatte tjene til dennes Befordring, for derved at sættes i Stand til, at foreskrive de tjenligste Forholdsregler i de jævnligen herskende Sygdomme«. Beretningerne skulle via de lokale myndigheder videresendes til Sundhedskollegiet i København. Dette ville ikke alene være til det »hele Borger-Samfunds Tryghed, og hver enkelt Families Beroligelse, men endog af største nytte for Lægekunsten og dens Dyrkere«.

Centraladministrationens omsorg for befolkningens ve og vel var et udtryk for enevældens merkantilistiske filosofi: Folkesundheden var et samfundsanliggende, og borgernes sundhed var en afgørende forudsætning for statens militære styrke og økonomiske velstand. Staten havde brug for en arbejdsduelig, våbenfør befolkning og sunde børn.

Staten havde vokseværk og behøvede en effektiv centraladministration for at udøve sin myndighed. For at udøve myndighed kræves information, i dette tilfælde om sundhedstilstanden i rigerne. Det fremgår da også af forordnin-

Første del · Et spirende opbrud

26

ve-velfaerd.indb 26

08-09-2017 12:29:04

Med denne bekendtgørelse af 20. december 1803 forordnede Sundhedskollegiet, at alle landphysici og distriktskirurger skulle indsende årlige beretninger om »Alt, hvad der angaar den offentlige Sundheds-Pleie, eller maatte tjene til dennes Befordring, for derved at sættes i Stand til, at foreskrive de tjenligste Forholdsregler i de jævnligen herskende Sygdomme«. Hermed var grundlaget lagt for de årlige, obligatoriske medicinalberetninger, som lægerne skulle indsende til de centrale sundhedsmyndigheder. Før 1803 havde det primært været præsternes opgave at indberette til myndighederne om epidemier og træffe forholdsregler mod smitsomme sygdomme. Nu blev det et anliggende for sagkyndige, og samtidig blev indberetningspligten udvidet til alt, som vedrørte den offentlige sundhed. (Collegial-Tidende 1803)

forordning fra 1803 om, at den, »som ikke kan ernære sig og sine er berettiget til at erholde Hjælp af det offentlige«. Som afværgemanøvre foreslog Grundtvig, at der »saavidt muligt sørges for, at Fattige Gamle, Syge og forladte Børn kunne finde offentlige Tilflugtssteder«. »Saavidt muligt« – det var klar besked fra

salmedigteren: Klar dig selv. Og hvad angår de »offentlige Tilflugtssteder«, var det en omskrivning for fattiggårde og arbejdshuse. I denne liberalistiske pionértids ånd skulle modtagelsen af offentlig hjælp være så fornedrende, at de dovne fattiglemmer skyndte sig at finde et arbejde.

Grundtvig var ikke de fattiges ven. Han fik heller

kapitel 1 · Lægestand i svøb

27

ve-velfaerd.indb 27

08-09-2017 12:29:04

VIDENSKABELIG REVOLUTION PÅ VEJ

ikke medhold. Men Grundloven gav heller ikke valgret til modtagere af fattighjælp og hospitalslemmer – eller for den sags skyld til kvinder.

Kampen om, hvem der skulle betale for de fattige og syge, var hermed ført videre fra enevælden. Gennem resten af 1800-tallet gav den anledning til uenigheder mellem centrale og lokale myndigheder.

I 1857 vidste lægerne mere om sygdommenes årsager og forløb end nogen sinde tidligere. Måske var det grunden til, at de samtidig var mere ydmyge med hensyn til egen formåen i behandlingen af dem.

Et stort videnskabeligt paradigmeskift havde været undervejs gennem flere årtier. Humoralpatologien, en sygdomslære baseret på balancen mellem kroppens fire væsker (blod, slim, gul galde og sort galde), havde i århundreder været det indiskutable grundlag for lægekunsten. Nu var den langsomt ved at blive skubbet til side af et nyt videnskabssyn: det naturvidenskabelige. Men der levede stadig læger af den gamle skole, der talte lige så meget om ‘lægekunst’ som om ‘lægevidenskab’, og grundlaget for at udøve kunsten var den årelange erfaring kombineret med det skarpsindige, kliniske skøn. Det afgørende var derefter lægens indgående kendskab til hver enkelt patient, og ud fra iagttagelser og spørgsmål til den syge kunne diagnosen stilles, og den rette medicin ordineres.

En af de sidste store læger af denne skole, Oluf Lundt Bang (1788–1877), docerede i 1857 stadig ved Det lægevidenskabelige Fakultet, var æresmedlem af Det kongelige medicinske Selskab, medlem af Sundhedskollegiet og udgav anerkendte kliniske og populære skrifter.

Oluf Lundt Bang – af sine samtidige kaldt Ole Bang – ejede »den nu til Dags saa sjældne Gave, som udmærkede Fortidens berømteste Læger og udgjorde deres Storhed, det geniale Blik, der strax og ligesom med et Slag formaar at opfatte et Sygdomstilfældes hele Natur og Væsen« … »Den minutiøse, utrættelige Detail­undersøgelse, som er Nutidens flittige Klinikeres Løsen (…) var den Gang endnu ikke kommen til fuld Udvikling, og den vilde heller ikke have egnet sig ret for hans

DANMARK I OPBRUD De fire store begivenheder, som var med til at forme den generation af læger, der i 1857 stiftede Den almindelige danske Lægeforening, var samfundets politiske opbrud i kølvandet på enevældens afskaffelse og Junigrundlovens vedtagelse i 1849. Dertil kom Slesvigskrigen i 1848–1850, den store koleraepidemi i 1853 og endelig den naturvidenskabelige udvikling, som langsomt banede sig vej gennem århundredet.

I modsætning til for eksempel Frankrig og Tyskland var de politiske omvæltninger i Danmark relativt udramatiske. Enevælden havde nærmest afviklet sig selv, statens institutioner havde fået nye navne, men embedsmændene var de samme. Det liberale borgerskab nød de nyvundne politiske friheder, og den politiske debat var livlig. For almue og fattigfolk, det vil sige 80 procent af befolkningen, var det sværere at få øje på forandringerne.

Samtidig befandt Danmark sig midt mellem to krige. Slesvigskrigen, som var slut syv år tidligere, havde bragt sejr over Preussen og en lettere national eufori. Stemningen var derfor generelt optimistisk: Man havde på kort tid skaffet sig af med den reaktionære enevælde og elimineret truslen syd for Kongeåen. Nederlaget i 1864, der skulle koste Sønderjylland og forvandle Danmark til en halvdeprimeret småstat, lå i 1857 endnu syv år ude i fremtiden.

Første del · Et spirende opbrud

28

ve-velfaerd.indb 28

08-09-2017 12:29:04

Oluf Lundt Bang – eller Ole Bang, som de fleste kaldte ham – var den mest prominente mediciner i de første årtier af 1800-tallet og havde såvel kongehuset som billedhuggeren Bertel Thorvaldsen blandt sine patienter.

Bang, som selv sværgede til den 2000 år gamle hippokratiske medicin, levede i brydningstiden mellem den gamle og den moderne, naturvidenskabeligt orienterede medicin. Det kom til at præge hans eftermæle, hvor Bang, som ellers havde et åbent sind for nye tanker, kom til at stå som eksponent for alt, hvad der var forældet og reaktionært i medicinen. Men det var trods alt Ole Bang, der som den første introducerede stetoskopet i Danmark og reformerede lægeuddannelsen, så både medicin og kirurgi blev samlet på universitetet. (Medicinsk Museion)

Naturel«,5 skrev lægen og medicinhistorikeren Julius Petersen, der som student selv må have gået til forelæsninger hos Bang.

Revolutionen i lægevidenskaben b ­ egyndte – ikke tilfældigt – i Paris i kølvandet på oplys­ nings­tiden og den politiske revolution, som i 1789 havde knust enevælden og smidt kirken ud fra universiteter og hospitaler. Paris’ hospitaler havde 20.000 senge. De traditionelt religiøse hospitaler blev omskabt til videnskabelige institutter, hvor lægerne kunne forske og undervise i det righoldige »kliniske materiale« i sengene. Op mod 5000 studerende ad gangen flokkedes på de parisiske hospitaler, og ikke så få af dem var fra det øvrige Europa og Nordamerika.

Også mange danske læger drog til Paris for at lære af »Pariser-skolen«. Ole Bang var en af dem. Han opsøgte på en studierejse i 1823 sin næsten jævnaldrende franske kollega Laënnec,

som i 1816 havde opfundet stetoskopet, og som en af de første danske læger lærte Bang at bruge det i klinikken. Bang forelæste om sine indtryk i Det kongelige medicinske Selskab, og meddelelsen kom på tryk i 1824.6 I artiklen indrømmer Bang, at de få gange, han fik lejlighed til at forsøge sig med »dette saakaldte Stethoscop« i Paris, havde han ikke selv haft noget resultat med det. »Men jeg haaber her i mit Hjem at kunne samle hyppigere Erfaringer om Instrumentets Nytte«, skriver Bang, som »ikke omtvivler dets Brugbarhed« og derfor mener, at »jeg burde vække mine Landsmænds Opmærksomhed for denne Sag og opmuntre dem til … at forsøge Stethoscopets anvendelse«.

Bang havde dog så mange andre jern i ilden, at han overlod den dybere udgranskning af stetoskopiens kunst til sin reservelæge, Seligmann Meyer Trier (1800–1863). I 1830 udgav Trier den

kapitel 1 · Lægestand i svøb

29

ve-velfaerd.indb 29

08-09-2017 12:29:05

første danske lærebog om emnet, og først da begynder den nye undersøgelsesmetode at vinde frem i Danmark.

Mikroskopet var for længst opfundet. Alligevel var der ikke megen tiltro til dets anvendelighed, og selv en Bichat havde større tiltro til det blotte øje. Først efter at tekniske forbedringer fra 1826 gjorde det muligt at studere organismens væv nærmere, blev de første skridt taget til den moderne histologi, vævslæren.

En anden dansk læge, der besøgte Paris i 1830’erne, var den unge cand.chir. Carl Emil Fenger. Mens Bang var den ubestridte førstemand i den gamle hippokratiske medicin, blev Fenger hurtigt den nye medicins ledende figur. Fra Paris skrev han om sit syn på den hippokratiske tradition i et brev til studiekammeraten Emil Hornemann:10

»ET HULT RØR AF TRÆ« I 1743 havde Ludvig Holberg sat fingeren på lægevidenskabens alvorligste begrænsning:7 »Menneskelegemets Konstitution er, som en berømt Læge siger, et ukendt sydligt Land, hvis Kyster vi ikke engang kender. Alene dette gør Lægevidenskaben løs og upaalidelig.«

Med stetoskopet kunne man nu med stor præcision diagnosticere lungelidelser og hjertesygdomme uafhængigt af patientens subjektive fornemmelser og den erfarne klinikers mere eller mindre geniale symptomvurdering. Og en efterfølgende obduktion kunne bekræfte diagnosen.

Med stetoskopets hjælp var den indvortes sygdom kommet ud i det åbne: »I 20 år kan man fra morgen til aften tage noter ved sygelejer om hjerte-, lunge- og mavelidelser, uden at der kommer andet ud af det end en rodet samling symptomer uden forankring, der fremstår som en serie usammenhængende fænomener. Åben i stedet nogle kadavere: Straks forsvinder det mørke, som observationen i sig selv ikke kan sprede«,8 skrev den franske læge Marie Francois Xavier ­Bichat (1771–1802) i sin Anatomie Générale (1801).

Ikke alle var lige begejstrede for teknologiens fremskridt. Ved en lejlighed præsenterede Laënnecs ældre og ikke særlig velmeriterede kollega Francois Broussais ham på denne måde:9

»Nej, min ven, lad os huske paa, at saadanne teoriers tid er forbi, og lad os se hen til vor tids tegn og ikke kaste os i armene paa en beklagelsesværdig fortid, som famlede i blinde om mellem nogle løse teoriers skyggebilleder … Se hen til de franske, de engelske og de fornuftigere tyske lærde; gennemlæs deres nyere skrifter, og du vil kun finde lidet af den gamle surdejg.«

Under sit studieophold havde Fenger blandt andet dyrket den nye disciplin, som hed medicinsk statistik, og i 1839 beskrev han i det nye lægevidenskabelige tidsskrift Ugeskrift for Læger som den første i Danmark, hvordan sygdomssymptomer kunne sammenstilles med patologisk-anatomiske undersøgelser på afdøde patienter. Undersøgelserne kunne bearbejdes statistisk i stedet for, som tidligere, at bygge de diagnostiske metoder på skøn og enkeltobservationer, der »har indskrænket sig til at meddele de saakaldte mærkelige Tilfælde og har forbigaaet de almindelige«.

Fengers tanker blev grebet med stor begejstring,

»Dr. Laënnec, opfinder af et hult rør af træ, om hvilket han mener, at når han lytter på brystet gennem røret, kan han genkende denne hules sygdomme.«

Første del · Et spirende opbrud

30

ve-velfaerd.indb 30

08-09-2017 12:29:05

Carl Emil Fenger var en førende skikkelse i den generation af unge læger, som fra slutningen af 1830’erne begyndte opgøret med den gamle, hippokratiske medicin. De skabte det videnskabelige selskab Philiatrien og grundlagde i 1839 Ugeskrift for Læger. Fenger ville ligesom sine jævnaldrende Adolph Hannover, Carl Johan Kayser, Andreas Buntzen, Emil Hornemann og P.L. Panum forandre lægevidenskaben fra grunden og tilnærme den til naturvidenskaberne. (Medicinsk Museion)

nærmest som et ungdomsoprør, af de unge læger og studerende.

Den franske læge, som især advokerede for statistikken (»den numeriske metode«), var Pierre Louis (1787–1872). Han gjorde gældende, at man ikke kunne lære noget af det enkelte tilfælde. Hvis man derimod lod to store, tilfældigt udvalgte patientgrupper gennemgå forskellige behandlinger, ville forskellene i dødelighed, når de blev optalt, være af stor betydning for vurderingen af behandlingsmetodernes effekt.

I Danmark publicerede lægerne Peter Ludvig Panum (1820–1885) og Adolph Hannover (1814–1894) i henholdsvis 1847 og 1850 omfattende statistiske undersøgelser. De præsenterede deres data traditionelt i form af lange talrækker, som man så kunne forsøge at korrelere eller på anden måde drage konsekvenser af ved at se på middelværdier og afvigelser og ved at sammen-

holde dem med meteorologiske data for dermed at finde en sammenhæng mellem vejrforhold og sygelighed.11 Trods den nye videnskabeligheds begynder­ vanskeligheder blev den humoralpatologis­ke sygdomsopfattelse – at sygdom skyldtes ubalan­ ce mellem kroppens væsker – trængt i defensiven sammen med den næsten religiøse tro på »det kliniske blik«. Humoralpatologernes stærke tiltro til åreladning som et ufejlbarligt middel fik sit første alvorlige grundskud, da Pierre Louis satte sig for at undersøge blodudtømmelsernes effekt på en række akutte sygdomme som lungebetændelse, rosen og angina (hjertekrampe).

Louis, der selv var en stor tilhænger af åreladning, rejste gennem sine egne statistiske undersøgelser i 1828 for første gang alvorlig tvivl om nytten af åreladning, som gennem århundreder havde været en hævdvunden universalbehand-

kapitel 1 · Lægestand i svøb

31

ve-velfaerd.indb 31

08-09-2017 12:29:05

»Bliv ved med blodigler!«, lød teksten til denne franske

igler slet ikke kunne dækkes af egen høst. Alene i 1833

lægekarikatur fra 1832. Åreladning var blandt lægernes

importerede Frankrig 35 millioner igler til medicinsk brug.

foretrukne behandlingstilbud indtil langt op i 1800-tal-

Igle-dillen greb pariserne i en grad, så man i 1824 kunne

let. De mente ligesom antikkens læger, at udtømning – i

se elegante damer i kjoler »à la Broussais« med imitere-

dette tilfælde af blod – kunne korrigere balancen mellem

de igler som dekoration, og det fortælles, at iglerne også

kropsvæskerne og derved genoprette det gode helbred.

fandt kosmetisk anvendelse til at opnå tidens eftertrag-

En af metoderne til blodaftapning var at påsætte igler.

tede, blege teint. Broussais’ overdrevne anseelse ud-

Denne praksis kulminerede i Frankrig på et tidspunkt, da

skød formentlig opgivelsen af den unyttige og i mange

også danske læger rejste til Paris for at lære af »pariser-

tilfælde direkte skadelige behandling. USA’s første præ-

medicinen«. En af de berømte læger var Francois Brous-

sident, George Washington, menes ligefrem at være død

sais (1772–1838), overlæge ved Val de Grâce-hospitalet

af blodtab, efter at læger ved hjælp af igler havde dræ-

i Paris. Han mente, at alle »febre« havde en fælles oprin-

net ham for flere liter blod under en sygdom. Broussais’

delse, nemlig som manifestationer af betændelse i in-

patienter døde i hundredvis, og efterhånden kølnedes

dre organer. Kuren bestod derfor i at anbringe igler på

begejstringen for igleterapien. Men hans system, »Médi-

kroppen svarende til det betændte organs placering. For

cine Physiologique«, kom indirekte til at gøre nytte ved

eksempel kunne han dække brystet på en patient med

at rette opmærksomheden mod sygelige organforan-

lungebetændelse med et utal af igler. Når de sugede løs,

dringer og banede derved vejen for andre pariserlæger

var det ifølge hans teorier en effektiv behandling. Brous-

som Corvissart og Laënnec og deres anatomisk-patolo-

sais’ indflydelse kan aflæses af, at Frankrigs forbrug af

giske skole.

Første del · Et spirende opbrud

32

ve-velfaerd.indb 32

08-09-2017 12:29:06

ling. Louis kaldte selv sine resultater »forfærden­ de, tilsyneladende absurde«, og de sendte da også rystelser gennem hele lægeverdenen.

I en forelæsning i New York pegede den danske læge Knud Faber i 1926 på, at troen på åreladning ikke i særlig grad byggede på empirisk erfaring, selv om »[vi jo ved] at en Aareladning kan virke direkte livsreddende hos Patienter med akut Lungeødem … at den kan hæve en Bevidstløshed ved akut Uræmi og ved Hjerneblødning«.12 Troen byggede snarere på teoretiske betragtninger fra de gamle hippokratiske skrifter og læren om de fire kropsvæsker.

Louis’ kritikere angreb ikke selve hans statistik, og de forsøgte heller ikke at modbevise hans resultater ved at påvise åreladningens gode effekt på andre tilfælde. Indvendingen lød, at man slet ikke kunne anvende en talmæssig bedømmelse, da der ikke fandtes sygdomme, kun syge individer.

Den numeriske metode blev dog anvendt på diagnosticeringen af en række andre sygdomme og med samme knusende resultat for tilhængerne af den gamle medicin. Nu kunne man se, at sygdommene havde relation til enkelte organer.

Lægerne kunne lytte til de syge organer, stille præcise diagnoser, pege på formodede sygdomsog dødsårsager og med statistikkens hjælp forudse sygdommenes kliniske forløb.

Men selv de mest fremskridtbegejstrede måtte indrømme, at de stadig ikke kunne stille meget mere op, og 1800-tallets tidlige landvindinger fik derfor ikke den store betydning for behandlingen før langt senere.

gelser. Han kunne blot konstatere, at forskellige behandlinger, som forsøgtes ved en række sygdomme, havde den samme, triste virkning: nemlig ingen.

I øvrigt havde også den anatomiske forskning trods alle fremskridt sine mangler. Man kunne iagttage sygdomsforandringerne i de syge orga­ ner, men manglede forudsætningerne for at tolke iagttagelserne. Ofte overså man, at forandringerne ikke altid skyldtes sygdommen, men kunne være tegn på kroppens forsøg på at helbrede sig selv. Tværtimod kunne synet af svært skadede organer ved obduktionsbordet give anledning til pessimisme med hensyn til andre helbredelsesmuligheder end at lade sygdommen gå sin gang og håbe på det bedste. Yderligere fik fokuseringen på lokale organ- eller vævsforstyrrelser lægerne til at se bort fra resten af patienten, som nu ikke længere var et helt menneske, men en bærer af sygdommen.

Man var på mange områder ikke nået meget længere end grundlæggeren af Medicinsk Selskab, Johan Clemens Tode (1736–1806), der i 1785 omtaler en afhandling »Om Sygdomme paa Orlogs-Skibene« af »den fornemste Læge paa den engelske Flaade«. Tode og hans lærde britiske kollega kendte udmærket til den helbredende virkning, som »de naturlige Plantesyrer« havde på skørbug »naar de blev brugt i Tide«. Konklusionen heraf: at der så måtte være tale om en mangelsygdom, havde man dog endnu ikke draget. I stedet mente den engelske flådelæge, at skørbug måtte være smitsom, »da eet Skib har havt fleere Syge af denne Svaghed end noget andet under samme Omstændigheder«. Han havde desuden observeret, at skørbug engang »har udbredt sig fra Portsmouth Hospital til den omliggende egn«.13 På nogle områder var man kommet meget langt siden Tode. På andre famlede man stadig

TERAPEUTISK NIHILISME Skønt Pierre Louis havde lagt grunden til det moderne kliniske forsøg, var der ikke megen op­muntring at hente i hans numeriske undersø­

kapitel 1 · Lægestand i svøb

33

ve-velfaerd.indb 33

08-09-2017 12:29:06

i mørke. Så snarere end optimisme havde de videnskabelige fremskridt spredt en slags resignation, en »terapeutisk nihilisme«. Så sent som i 1861 måtte lægerne i en debat i Ugeskrift for Læger konstatere, at de ikke havde meget at lade de gamle humoral-patologer høre. De gamle nære­de i det mindste en stor tillid til deres behandlingstilbud – en tillid, som de delte med patienterne. »Vor Tids Lægestand har derimod tabt denne Tillid.« Hvad videnskaben hidtil havde drevet det til, var at erkende sin egen uformåenhed, og »selv et heelt Livs ærlige og møisommelige Stræben frembringer kun et utilstrækkeligt Resultat«, lød det gennemgående tema i debatten.14 Da den gamle professor Ole Bang omkring 1862 skulle forberede sine studerende til de forestående kliniske øvelser på Frederiks Hospital, henviste han til en forelæsning, han havde holdt ved samme lejlighed i 1845:15

tilbyde patienterne. Og en læge, der ikke kunne tilbyde at uddrive de onde væsker med en åreladning eller ikke havde et sved- eller spytdriven­ de middel, et afførings- eller brækmiddel eller et trækplaster at ordinere, var der ikke meget ved.

Lægerne kunne jo alligevel ingenting, bortset fra at skrive uforståelige recepter og uhyrlige regninger. Så hellere gå til den kloge mand eller kone, eller til »benbrudslægen«, hvis man havde brækket en arm eller vredet en fod af led. Også homøopatien og mesmerismen, der med såkaldte magnetiske strygninger »trak sygdommen ud af kroppen«, og alskens andet charlataneri havde gode tider.

Den terapeutiske nihilisme blev forstærket af homøopatien, som på samme tid blev grundlagt af den østrigske læge Samuel Hahnemann.

Homøopatien fik hurtigt mange tilhængere, men det viste sig snart, at denne behandling – som jo i virkeligheden var ingen behandling – også var virkningsløs.

Det er nemt at afskrive lægerne på Ole Bangs tid som ikke stort bedre bevendt end de »kloge« folk, de selv betragtede med irritation. Men et væsentligt træk adskilte lægevidenskaben fra folkemedicinen: viljen til at undersøge og udforske. De kloge folk stillede sig tilfreds med traditioner, remedier og overleveringer fra arilds tid.

Deres behandlinger var en blanding af fornuftige husråd og rygende overtro, godt håndelag og opskrifter fra forældede lægebøger. Sjældent er en klog mand eller naturhelbreder blevet grebet i at underkaste sin egen behandling en kritisk undersøgelse. Lægerne derimod erkendte og var bekymrede over deres begrænsede formåen, og de arbejdede systematisk og målrettet for at udvide disse grænser.

I 1862 blev den barberuddannede og kirurgisk eksaminerede læge Hans Thomsen (1802–1864) i 1862 ved Højesteret frifundet for kvaksalveri til

»Siden den Tid ere de diagnostiske Hielpemidler saaledes tiltagne, at man endnu nøiere kan skielne Sygdommene, og man skulde troe, at man derved ogsaa kunde trænge dybere ind i deres Væsen; desværre er dette ikke Tilfældet, og heller ikke Therapien er gaaet Haand i Haand med Diagnostikken; det Udsagn af Hippocrates: ‘at, naar man kiender en Sygdom, kan man helbrede den’, kan endnu mindre end ellers kaldes en Sandhed. Sygdomme vrimle frem af Diglen, skiæres ud med Kniven, stirre ud af Microscopet, men Midlerne derimod? – Maaske er dette en af Grundene til al den Tvivl, hvoraf vor Kunst nu lider, en Tvivl om Virksomheden af de giennem Aarhundreder anbefalede Lægemidler; en Tvivl, der truer med at voxe til en fuldkommen Mistillid.«

De gamle behandlingsmetoder var derfor stadig i brug, for i mange tilfælde var der ikke andet at

Første del · Et spirende opbrud

34

ve-velfaerd.indb 34

08-09-2017 12:29:06

trods for Sundhedskollegiets »bestemte Udtalelse om Behandlingens Uforsvarlighed«, som det hed ti år senere i Den danske Lægestand. Hans Thomsen, der virkede som homøopat i København, beskrev selv under retssagen sine metoder med henvisning netop til »det kliniske Blik«, som var adelsmærket for den gamle lægekunst, der var i defensiven over for en ny videnskabelighed.

Hans Thomsen anførte, at han »anså den vidtløftige Eksamination og Undersøgelse, som anstilles på Hospitalerne, for unødvendig, navnlig for ham dels som en Følge af hans Blik for Sygdommen, og dels fordi de Midler, han bruger, ere anvendelige hvert imod mangfoldige Sygdomstilfælde«.16 Hans eget kyndige blik tillod ham således at tage flere end 200 patienter i konsultation på 4–5 timer, erklærede han.

Hans Thomsens samlebånd af patienter har utvivlsomt været en torn i øjet på kollegerne på et tidspunkt, hvor lægerne bekæmpede homøopatien intensivt, og hvor konkurrencen om patienterne var hård i en by med et stort lægeoverskud.

Og tilmed på et tidspunkt, hvor Ole Bang kunne fortælle sine studenter, at »Tvivl om Virksomheden af de gjennem Aarhundreder anbefalede Lægemidler … truer med at voxe til en fuldkommen Mistillid.«17

dage. Kannegiesser var enig i, at der nok var tale om forkølelse, »maaske lidt inflammatorisk, men han vilde komme om Fredagen [dette var onsdag] saa var hun nok rask«.18 Om natten faldt Ida tilsyneladende i vildelse og mente at se Gud i et hjørne af kammeret, indhyllet i skyer og utilnærmelig. Om natten fik hun det meget værre og »laae og brækkede Blod i stride Strømme«. Der skulle hentes læge, og dét straks. Med Kannegiesser bortrejst måtte gårdskarlen Jens afsted i den bidende frost med vognen til Doctor Staal, åbenbart Kannegiessers konkurrent og uforsonlige fjende.

Jens fik da også Staal op i vognen, »men da han hører, at det er til en Patjent som var under Kannegiesser – vil han ikke med«. Jens forsøgte med tryglen og med bestikkelse, men intet hjalp.

Da han mindede Staal om, at han en dag skulle stå til regnskab hos Gud for denne forsinkelse, var doktoren næsten ved at stige på vognen, »men saa raaber den ugudelige Kone – ret en ond Qvinde – Staal! husk paa Torskene! – og gjør det ikke!«19 Eline Boisen tilføjer, at hun senere fik forklaringen på den kryptiske historie med torskene: Kannegiesser skal på torvet have sagt til Staals tjenestepige: »Det er ret – kjøb kun Torsk til Torsken.« Bar Staal nag over kollegaens krænkelse? Eller var han bange for at tabe ansigt, fordi han efter den panikslagne Jens’ beskrivelse frygtede, at Kannegiessers patient ville dø mellem hænderne på ham og få ham til at fremstå som uduelig? I hvert fald skulle Staal ikke nyde noget. I stedet lykkedes det at få fat i en gammel læge, ­Hundrop, som dog var nødt til at medbringe barberen, da han selv var for dårligt seende til at kunne årelade.

Mens Jens var efter doktoren, var Idas blod-

PATIENTENS MØDE MED LÆGEN I sine erindringer fortæller præstekonen Eline Boisen fra året 1840, at hendes søster Ida var gået til sengs med, hvad man mente var »lidt Anstrengelse og Forkjølelse«. Men om natten var hun blevet »dødningekold«, så i de følgende dage kom familiens læge, G. Kannegiesser fra Slagelse, på et par sygebesøg. Den sidste dag efterlod han »en 3 Pægle Flaske af Mixtur«, som Ida skulle tage, mens han selv var bortrejst i forretninger et par

kapitel 1 · Lægestand i svøb

35

ve-velfaerd.indb 35

08-09-2017 12:29:06

brækninger fortsat, time efter time: »Blodet flød uophørligt … Haandklæder, Lagener og mere blev fulde fra det af … Næse og Mund var fulde.« Med barberens hjælp fik læge Hundrop nu åreladt den forblødende kvinde og til overflod også påsat hende igler, »men Gud veed, om det var rigtigt at aarelade denne stakkels Pige, som næsten ikke kunde have en Draa­be Blod mere«, skriver Eline Boisen.

Den følgende dag kom Kannegiesser igen i følge med Hundrop, og Kannegiesser talte latin hen over patienten. Eline Boisen kunne fransk og forstod, at der blandt andet blev talt om »alle Tegn til Døden«. »Jeg bad ham da endelig passe sine Ord derinde; – thi hvad jeg havde forstaaet – maatte hun ogsaa have forstaaet … Han bandede over de lærde Fruentimmer.« Ida døde to dage senere efter stærke smerter og voldsomme kramper. Det er blevet foreslået, at hun kan have haft tuberkuløs meningitis eller måske mavesår.20 Der findes ikke mange detaljerede beskrivelser fra den tid af patientens indtryk af mødet med lægen. Læge og historiker Nick Nyland, som også refererer Eline Boisen, ser hendes skildring som et udtryk for de høje forventninger, befolkningen nærede til lægestanden. Ikke så meget til lægernes formåen, for hun nærede næppe nogen illusioner i den henseende. Men den uetiske adfærd, hun ved denne lejlighed mødte hos en af standens repræsentanter, stemte ikke med den »forståelse og ubetingede hjælpsomhed«, som Nyland mener, at Eline Boisen følte »var kernepunkter i patient-læge-forholdet«.21 Kannegiessers fravær havde en legitim forklaring. Hans diagnose og medicinering var ganske vist ikke til nogen hjælp, men han havde formentlig ikke haft bedre muligheder end Hundrop og havde måske selv valgt den samme behandling.

Hundrop og barberens åreladning af den forblødende patient var lige efter bogen.

»DA FØLTE JEG KNIVEN…« Det var et problem for de lærde medicinere, at deres uddannelse lagde større vægt på luftige spekulationer og teoretiseren på formfuldendt latin end på praktisk lægegerning. Anderledes praktisk gik det til hos kirurgerne.

Studierne i patologi og det øgede kendskab til anatomi gav diagnostikken mere sikker grund under fødderne, og allerede i det 19. århundredes første halvdel foretog kirurger større operationer som resektion (bortskærelse) af over- og underkæbe og af rektum.22 Narkose, blodtransfusion og ublodig operation var dog endnu ukendte begreber, og kirurgen skulle derfor være både hurtig og teknisk dygtig.

Nogle patienter overlevede selv store indgreb og kunne fortælle om oplevelsen. Den engelske forfatterinde Frances Burney, som i 1810 boede i Frankrig, havde konsulteret Napoleons kejserinde Josephines læge M. Dubois for en knude og smerter i højre bryst. Han ordinerede hvile, men smerterne forværredes, og hun henvendte sig nu til Napoleons berømte militærkirurg Dominique Larrey, som under slaget ved Borodino havde foretaget 200 amputationer på 24 timer. Han tilrådede kirurgi.

Operationen fandt sted 30. september 1811, og Burney beskrev i et brev til søsteren ni måneder senere den gruopvækkende procedure. Det tog hende tre måneder at skrive brevet, og »jeg vover ikke at rette eller genlæse det, erindringen er så smertefuld«, skrev hun. Brevet er en unik skildring af en større operation set fra patientens synspunkt – en patient, som tilmed har ordet i sin magt. Da den frygtede dag oprandt, blev hun lagt på en madras og fik et tørklæde over ansigtet.

Første del · Et spirende opbrud

36

ve-velfaerd.indb 36

08-09-2017 12:29:06

Men gennem det tynde stof kunne hun se Larrey gøre tegn til sine medhjælpere, at han ville fjerne hele brystet. Det var uventet. Hun protesterede, men forgæves. Operationen gik sin gang:23

Operationen varede sytten og et halvt minut, og dr. Larrey må have fået alt med, for Frances Burney døde først 29 år senere i en alder af 88 år.

Tilsvarende operationer blev også udført i Danmark, men der findes ikke beskrivelser, der svarer til Frances Burneys. Det kan skyldes, at en del nok overlevede den traumatiserende behandling med kniv og sav, men døde af den næsten uundgåelige sårfeber. En forhenværende medicinstuderende beskriver sådan et forløb på Almindeligt Hospital i København ca. 1848.

»Professor L.« (som må være den velanskrevne Søren Eskildsen Larsen, forf. anm.), havde foretaget »et sandt Mesterstykke« af en vanske­lig operation på en tilskadekommen »ellers kjernesund Knøs fra Landet«. Den unge mand overlevede mod alle odds operationen, og professoren tog sig derfor personligt af patientens pleje, men: 24

»Da det rædsomme stål boredes ned i brystet – gennemskærende vener, arterier, nerver, behøvede jeg ingen formaninger om ikke at holde mine skrig tilbage. Jeg begyndte et skrig, som varede uophørligt, så længe snittet varede – & jeg undres næsten over, at det ikke lyder i mine ører endnu! så uudholdelig var smerten. Da snittet var lavet, & instrumentet trukket tilbage, syntes smerten uformindsket, for luften, der pludselig strømmede ind over disse sarte steder føltes som en mængde småbitte, men skarpe og kløftede daggerter, der flåede i sårets rande – men da jeg igen følte instrumentet beskrive en kurve – skærende mod årerne, så at sige, mens kødet gjorde så voldsomt modstand, som ville de hindre og udtrætte operatørens hånd, så han måtte skifte fra højre til venstre – da troede jeg virkelig, at jeg måtte have udåndet. Jeg prøvede ikke igen at åbne øjnene, – de føltes som hermetisk tillukkede, & så sammenknebne, at øjenlågene syntes på vej ind i kinderne. Da instrumentet for anden gang blev trukket tilbage, troede jeg, at operationen var overstået – ak, nej! nu blev det frygtelige skæreri genoptaget – & værre end nogensinde, for at adskille bunden, fundamentet for denne frygtelige kirtel fra den krop, hvortil den hæftede – igen kommer enhver beskrivelse til kort – og igen var det langtfra forbi, – Dr. Larry hvilede blot sin hånd, & – ak, himmel! Da følte jeg kniven – skrabe mod brystbenet!«

»Godt og vel Treugersdagen efter Operationen, da vi en Morgenstund indfandt os paa Stuerne, fik vi at vide, at det unge Menneske efter et stærkt Feberanfald om Natten var død tidligt om Morgenen. Professoren var bleven kaldt op af sin Seng, som han havde forlangt, hvis der indtraf noget mere alvorligt, men der var intet at gjøre, og al hans Omhu havde været forgjæves. Manden med Leen havde her været den stærkeste«.

Det var faktisk Søren Eskildsen Larsen (1802– 1890), der i 1847 foretog den første danske operation under æternarkose og i 1848 gennemførte den første blodtransfusion i Danmark, ligesom han foretog vellykkede tracheotomier (kirurgisk åbning af luftrøret) og interesserede sig for rhino­ plastik (rekonstruerende ­næsekirurgi).25 Men antiseptikken lå endnu nogle år ude i fremtiden.

Både læger og patienter vidste, at det var alvor, og

kapitel 1 · Lægestand i svøb

37

ve-velfaerd.indb 37

08-09-2017 12:29:06

der blev stille på sygestuen, når professor Larsen trådte hen til en seng og sagde til stuekonen:26

men udelukkende var viet til sygdomsbehandling og lægeuddannelse.

Formålet med hospitalet var at gøre folk arbejdsføre med Guds og lægens hjælp. Man indlagde derfor kun helbredelige patienter, mens alle med »veneriske Sygdomme, Børnekopper, Skab, Spedalskhed, Galenskab eller nogen Slags incurabel Sygdom« afvistes. Som patienter antoges »Fattige og Nødlidende … [som] ei heller ere i Stand til at fortiene deres Underholdning, medens de bliver helbredede«.27 To år efter indvielsen af dette statslige hospital i 1757 blev Fødselsstiftelsen oprettet i hospitalets sydfløj mod Amaliegade, hvor den lå indtil 1787, da den flyttede til naboejendommen i Bredgade.

I 1768 var det kommunale Almindeligt Hospital blevet færdigt i Amaliegade som genbo til Frederiks Hospital. Det sorterede under fattigvæsenet, men gehejmestatsminister J.F. Struensee (1737–1772), der selv var læge, havde dekreteret, at Almindeligt Hospital foruden at være lemmestiftelse for fattige også skulle modtage nogle få værdigt trængende syge, der havde brug for pleje. Derved kunne det allerede overfyldte Frederiks Hospital aflastes. Siden var antallet af sygesenge vokset støt, indtil Almindeligt Hospital i 1850’erne rådede over knap 500 sygesenge og hvert år behandlede 4–5.000 patienter.28 Før oprettelsen af de to hospitaler havde hospitalsbehandling stort set været forbeholdt hærens og flådens ansatte, som blev sårede i kongens tjeneste og kunne indlægges på »kvæsthus«.

Ud over at hjælpe de civile, fattige syge imødekom de nye hospitaler også et andet behov i 1700-tallets sidste halvdel: den kliniske undervisning. Hidtil var den medicinske uddannelse ved universitetet af ren teoretisk karakter. Ville de studerende se patienter, måtte de tage på stu-

»‘Vil De sørge for, at Porteurerne bringer den Patient ned paa Operationsstuen.’ Saa vidste Enhver Besked, og selv den Letsindigste blev alvorlig. Det var jo høist tvivlsomt, om Lidelsesfællerne nogensinde oftere skulde see det Menneske, der snart skulde bæres ud af Stuen i Portechaise (…) En umiddelbar Afsked staaer for Døren! Ingen ved, om det er for Evigheden, og mange er der, som forudsee en lignende Excursion i en nær Fremtid.«

HOSPITALERNE Før 1840 fandtes der ca. 30 sygehuse i Danmark, men herfra begyndte sygehusbyggeriet at tage fart. I det hele taget var tiden til opførelse af store institutioner, der kunne tage sig af forskellige opgaver: fattiggårde, skoler, arbejdsanstalter, store fængsler og store sindssygehospialer.

Frem til midten af 1800-tallet var hospitaler forbeholdt de fattige syge, som ikke havde nogen til at tage sig af dem, og som levede under så dårlige forhold, at hospitalsanbringelse var deres eneste mulighed for mad og tag over hovedet. Her kunne de forhåbentlig hjælpes på benene, »så at de kunde igien fortiene deres Leve-Brød«, som der stod i fundatsen for Det kongelige Frederiks Hospital i Bredgade. Frem til 1800-tallets midte var »hospital« som regel det samme som plejestiftelse, hvor gamle og svage, der ikke kunne klare sig selv, blev anbragt. De kom aldrig hjem igen.

Syge blev i reglen indlagt på »sygehuse«. I København har betegnelsen hospital dog frem til i dag været anvendt for begrebet »sygehus«. Frederiks Hospital var det første offentlige sygehus i Danmark, som ikke sorterede under fattigvæsenet,

Første del · Et spirende opbrud

38

ve-velfaerd.indb 38

08-09-2017 12:29:06

Almindeligt Hospitals facade mod Amaliegade af H.G.F. Holm (»Fattig-Holm«).»Alminde­ ligheden«, som det kaldtes, var en stiftelse for fattiglemmer og gamle, der ikke kunne klare sig selv og sorterede under Københavns fattigvæsen. Allerede i 1770’erne fik det en sygeafdeling, som snart voksede sig stor, men hospitalet var og blev et stort fattighus, hvor man levede og døde under kummerlige forhold, og hvor anbringelse medførte tab af alle borgerlige rettigheder. Først i 1891 blev fattige gamle ved lov udskilt som en særlig gruppe fattige. (Medicinsk Museion)

dierejser til udenlandske hospitaler. På de nye hospitaler blev det overlægens pligt at holde klinik en gang om ugen, som både medicinske og kirurgiske studerende kunne overvære.

Det kongelige Frederiks Hospital var delt op i medicinske og kirurgiske afdelinger. Det rådede omkring 1840 over 450 senge, der dels var beregnet på »arme, fattige og nødlidende« københavnere, dels på betalende patienter, og her var lige så overfyldt som på »Almindeligheden«. Den medicinske afdeling var indrettet til 150 patienter, men rummede i 1845 mindst 220. De, som ikke kunne proppes ind her, var henvist til Almindeligt Hospital, der også skulle modtage alle de patienter med smitsomme eller uhelbredelige sygdomme og »Galenskab«, som Frederiks Hospital ikke måtte modtage.

Fødsels- og Plejestiftelsen, hvor »faldne«, ugifte og løsagtige kvinder kunne føde, var i pe-

rioder stærkt hjemsøgt af barselsfeber, og i den værste måned i 1839 døde over halvdelen af de ellers sunde fødende.29 Efter en midlertidig udflytning vendte stiftelsen tilbage til Amaliegade, men i 1844 måtte den igen lukkes efter et nyt udbrud af barselsfeberen. Efter en ombygning var den taget i brug igen i 1849, men snart dukkede barselsfeberen op på ny.

I 1848–1849 var de københavnske hospitalsforhold vinterens diskussionsemne i Det kongelige medicinske Selskab. Ordføreren i selskabets medico-forensiske komité, Morten Mortensen Hassing (1813–1863), mente, at Almindeligt Hos­ pital burde omorganiseres, så lemmeafdelingen helt blev adskilt fra sygeafdelingen og fik sin egen læge. Som reservelæge på Almindeligt Hospital kendte Hassing forholdene godt, og han fandt, at sygeafdelingerne var alt for store, ikke mindst med henblik på undervisning. Hospitalet bur-

kapitel 1 · Lægestand i svøb

39

ve-velfaerd.indb 39

08-09-2017 12:29:08

de deles i tre sygeafdelinger: en kirurgisk med ca. 100 senge, en medicinsk af samme størrelse og en afdeling for hud- og kønssygdomme med 140–150 senge.30 Hassings ideer strandede dog i første omgang på modstand fra blandt andet Almindeligt Hospitals overlæger.

I 1850’erne var sygeafdelingerne vokset til at optage tre fjerdedele af Almindeligt Hospitals areal, og forholdene for fattiglemmerne var efterhånden blevet meget trange. Men også sygehuset led af tiltagende pladsmangel.

Om forholdene på Almindeligt Hospital i København skrev dr.med. Ludvig Israel ­Brandes (1821–1894) i Berlingske Tidende 1852, at flere end 1200 fattiglemmer levede sammentrængt i hospitalet, fra småbørn til firsårige. Stuerne var på 4–5 vinduesfag og med over 30 senge, der mange steder stod så tæt, at man dårligt kunne bevæge sig mellem dem. Borde var der ikke plads til, så lemmerne måtte gemme småfornødenheder som »Smør, Sukker, Kød og alle Slags Rariteter i selve Sengen nede ved Fødderne«.31 WC’er fandtes ikke. Man måtte klare sig med lokummerne udenfor eller forrette nødtørften i »natskrin«, som var af træ og henstod i sygestuer og korridorer. Luften var derefter, og »hvem der ikke er vant til den, vil den vistnok ofte forekomme kvælende«, skriver Brandes. Mange var syge og forstyrredes jævnligt om natten, når nogle af de lemmer, der om dagen tiggede rundt om i byen, kom berusede hjem:

Stuekonen forsøger at dæmpe gemytterne, skældsord og forbandelser begynder at fyge:32 »Støjen har imidlertid vækket en af de Syge, der lide af Krampetilfælde, og hvoraf der findes ikke faa paa Lemmeafdelingen; hun vaagner op i Forskrækkelse, faar Krampe, og Huset genlyder og vil maaske genlyde hele Natten af hendes gennemtrængende Skrig. Og rundt om vaagne nu de Syge, én efter den anden: de Kræftsyge, hvem Sovedraaber havde bragt i en smertefri Tilstand, og som nu vaagne op til alle Sygdommens Lidelser, de Brystsyge, hvem Hosten nu i Timer vil holde Vaagen, og Patienterne med Hjertesygdomme, der fare op i Angst og som længe vil ligge og pines af Hjertebanken og Kortaandethed; og medens de Drukne støje, og Krampepatienten hviner, vil i den lange søvnløse Nat Erindringen om et Hjem, om Omgivelser med menneskelige Følelser træde frem for disse Ulykkelige, og dobbelt tungt ville de føle det uhyggelige ved et Liv i Lemmestiftelsen.«

Brandes havde selv noget på spil: I 1852 var han truet af blindhed på grund af en øjensygdom, og han kunne frygte for at miste arbejdsevnen.

Uden en senere tids sociale sikkerhedsnet var det et papirtyndt gulv, der adskilte selv velstillede fra den sociale afgrund. Brandes havde god grund til at frygte, at han selv kunne ende sine dage blandt fattiglemmerne på hospitalet, hvor han var reservemedicus. Denne skæbne hang som et truende sværd over hovederne på den fremvoksende middelklasse.

»Det varer sjældent længe, førend en saadan faar yppet Klammeri. Skænderiet er først et simpelt Mundhuggeri mellem to, om at have stødt til en Seng, rykket en Stol o.s.v.; saa lægger en tredje sig derimellem for at skaffe Ro, og nu skændes tre i Stedet for to.«

Første del · Et spirende opbrud

40

ve-velfaerd.indb 40

08-09-2017 12:29:08

»En Konsultation hos Lægen, Etatsråd Fenger«. Fenger stetoskoperer en patient i sin konsultation. Carl Emil Fenger var nok en af sin tids lægevidenskabelige pionerer og med tiden også en fremtrædende politiker.

Men der var også en daglig praksis at passe. Fenger havde lige som andre yngre læger selv lært teknikken hos stetoskopets opfinder, Laënnec, under studieophold i Paris. Maleri af Constantin Hansen 1860. (Privateje)

PATIENTJOURNALERNE

Andre har fået nye, mere specialiserede navne.

For eksempel vil diagnosen morbus cordis i dag omfatte en mængde forskellige hjertesygdomme, og morbus mentalis er for en moderne psykiater også en noget bred diagnose. Hvor præcise diagnoserne var, er også vanskeligt at fastslå, da der hverken findes røntgenbilleder, laboratorieprøver, scanningssvar eller andre objektive parametre.

Almindeligt Hospital og Frederiks Hospital havde adskilte medicinske og kirurgiske afdelinger, men ingen specialeafdelinger. Derfor skete indlæggelserne for nogle sygdomme noget blandet. Ved indlæggelse af venerisk syge var kønnet det afgørende: For eksempel kom kvinder med gonorré og syfilis på kirurgisk, og mænd på medicinsk afdeling.

De fleste indlæggelser på begge afdelinger

En vigtig kilde til tidens sygdomsopfattelse, behandlingsmetoder, kliniske praksis og sygdommenes demografiske fordeling er de omhyggelige patientjournaler, der førtes. Allerede den ældste lægeinstruks for Frederiks Hospital i 1756 pålagde lægerne, at33 »holde en ordentlig Dag-Bog over de Syges Tilstand, Sygdommenes Beskaffenhed, Afog Tiltagelse, samt de Medicamenter, som dem foreskrives og med særlig Accuratesse der ud i den anmærke og anføre alle de selv samme Tildrageligheder, som forefalder«.

Og under Overmedicus Ole Bang havde de yngre læger lært omhyggelig journalføring.

Mange af diagnoserne kendes ikke i dag.

kapitel 1 · Lægestand i svøb

41

ve-velfaerd.indb 41

08-09-2017 12:29:11

Kostplanen for fattiglemmer var spartansk. Omkring

flæsk). Tirsdag: Risenvandgrød og labskovs. Onsdag:

1880’erne var bespisningen i Almindeligt Hospital dog

Sulevælling og flæsk. Torsdag: Byggrød og klipfisk med

ikke længere afhængig af vilkårlig godgørenhed, men

kartofler. Fredag: Ærter og lammekød. Lørdag: Grynsup-

var fastlagt ved kommunal beslutning i 1871. Der var fle-

pe, oksekød med sauce. Hver morgen og aften fik lem-

re forplejningsklasser: funktionærforplejning af 1. og 2.

merne »Skummetmælk eller godt Øl«. Sygekosten var

klasse samt »lemmekost«, som også stuekonerne måtte

lidt mere skånsom. I en betænkning fra 1888 fra et ud-

leve af. Selv for den ringeste klasse har maden forment-

valg under sygekasserne lyder dog en hård kritik af ho-

lig været bedre, end de havde været vant til. For lem-

spitalets forplejning for at være utilstrækkeligt nærende

mer og stuekoner lød kostplanen for søndag: Kødsuppe

samt ensformig. Året efter blev maden efter kommunal

og kød. Mandag: Kål og flæsk (om sommeren ærter og

vedtagelse bedre. (Medicinsk Museion)

skyldtes medicinske lidelser, nemlig kønssygdomme og tuberkulose. Bodil Haarmark har ved gennemgang af 1855-journalerne fra Frederiks Hospital opgjort de fem største diagnosegrupper på de to afdelinger. Børn er medtaget, og de gamle diagnosenavne anvendes.34 I journalen står diagnosen i øverste højre hjørne. Derefter følger efter hippokratisk tradition – og på linje med nutidens lægejournaler – patientens egen, subjektive sygdomsbeskrivelse og til slut lægens objektive iagttagelser, for ek-

sempel besigtigelse af tungen, der er det eneste indre organ, som er umiddelbart til at iagttage, pulstagning, palpation, trykken og perkussion på brystet og »auskulation«, det vil sige lytning til for eksempel åndedrættet med eller uden stetoskop. Urin og afføring vurderes, og lægen spørger til patientens madlyst og afføringsmønster.

Herefter følger beskrivelsen af den behandling, patienten skulle have, og som endnu var præget af humoralpatologien med rundhåndet ordination af bræk-, afførings-, sved-, spyt- og

Første del · Et spirende opbrud

42

ve-velfaerd.indb 42

08-09-2017 12:29:15

Kirurgisk afdeling Scabies Syphilis Gonorrhoea Ulcus cruris Prurigo

Medicinsk afdeling 18 procent 16 procent 14 procent 11 procent 4 procent

Syphilis Phthisis (lungetuberkulose) Morbus Mentalis Bronchitis Morbus Cordis

58 procent 20 procent 9 procent 8 procent 5 procent

Opgørelsen over de fem største diagnosegrupper på henholdsvis kirurgisk og medicinsk afdeling på Frederiks Hospital i 1855. (Kilde: Bodil Haarmark)

urindrivende midler, der blev lagt blæretrækkende sennepsplastre på og påsat igler, åreladt og sat kopper. Den behandling gjorde ikke meget ved selve sygdommen, selv om symptomer i nogle tilfælde kunne lindres. Men de umiddelbare resultater var i det mindste synlige, og patienternes bløden, sveden, skiden, tissen, savlen og brækken gav et vist indtryk af effektivitet.

Nogle lægemidler havde dog en egentlig behandlingseffekt: Vanddrivende midler kunne reducere ødemer ved visse hjertesygdomme, men årsagen kunne ikke afhjælpes. Dog vidste man, at et udtræk af bladene fra den røde fingerbølplante, digitalis purpurea, sammen med de vanddrivende midler kunne bedre tilstanden ved hjertesvigt.

Opiumsdråber kunne stoppe diarré, lindre smerter og hjælpe ved søvnløshed. Kviksølv, som dræber syfilisbakterien og derfor var virksomt mod »veneriske Saar på Lemmet«,35 havde man anvendt siden senmiddelalderen (»En time med Venus – Et liv med Merkur«). Patienter med koldfeber, det vil sige malaria, kunne få behandling med kinabark, hvis indhold af kinin stadig anvendes, ligesom bark fra piletræet cortex salicis blev anbefalet af Ole Bang som febermiddel.

Barkens virksomme stoffer, salicylater, anvendes

også i dag som smerte- og feberdæmpende middel i blandt andet albyl og magnyl. Blegsottige piger, anæmiske af jernmangel, blev hjulpet af jernholdig mikstur. Bang anførte også, at »En skiørbug-Patient spiste sig frisk i Citroner«. Han har ikke kendt sammenhængen mellem sygdommen og C-vitaminmangel, men den gode virkning har han kendt.36 Men den vidt udbredte lungetuberkulose, lungebetændelser og banale infektioner kunne lægerne intet stille op med. Uanset behandlingen gik de deres gang, og døden var forventelig.

Overlevede man en akut sygdom og blev udskrevet, skete det oftest med anmærkningen »helbredt«. Ved mere kroniske tilstande skrev man »i bedret tilstand«, men aldrig »inkurabel« – uhelbredelig. I stedet noteredes: »Overlagt i Lemmeafdelingen.«37 Journalerne kan også fortælle, at Almindeligt Hospital var bedre end det blakkede rygte, som klæbede ved det, især efter koleraepidemien, hvor hundreder af patienter og lemmer døde, og mange ligefrem blev smittet på hospitalet. I 1855 var dødsprocenten blandt de indlagte »kun« 9,7 procent.

Flertallet af dødsfaldene skyldtes lunge­

kapitel 1 · Lægestand i svøb

43

ve-velfaerd.indb 43

08-09-2017 12:29:15

Wilhelm Marstrands maleri »Et Aftenselskab« fra 1836.

bearbejdes statistisk i stedet for, som tidligere, at bygge

Seks unge læger på Frederiks Hospitals kandidatgang

diagnostikken på skøn og enkeltobservationer. Fenger

samlet om den brændende punch-bowle. Flere af dem

blev hurtigt en af den nye medicins ledende s­ kikkelse.

skulle få en fremtrædende rolle i opgøret med den gam-

le, hippokratiske medicin. Fra venstre ses Andreas Bunt-

var hospitalets reservemedikus under den legendariske

zen, som havde været i Stockholm som koleralæge i

Oluf Lundt Bang. Efter doktorgraden i 1839 drog også

Emil Hornemann (midt i billedet), kandidat fra 1834,

1834. Han tog kandidateksamen i 1838, blev senere pro-

han på en længere studierejse til Paris og senere Lon-

fessor og overkirurg ved Frederiks Hospital og var med-

don, hvor han især blev grebet af den hygiejniske be-

grundlægger og i mange år hovedredaktør af Hospitals­

vægelse. Netop på det hygiejniske og forebyggende

tidende.

område fik Hornemann stor betydning, ikke mindst i Kø-

Nummer to fra venstre er Carl Johan Kayser, som

benhavn, hvis skidne forfatning blev genstand for hans

kort efter puncheselskabet tog på en flerårig studierej-

reformatoriske indsats. Under koleraepidemien i 1853

se for med sin ven og studiekammerat Carl Emil Fenger

var det især Hornemann, der blev drivkraften i kampen

(nummer tre fra venstre) at studere den moderne na-

for et bedre renovationsvæsen, bedre drikkevand, klo-

turvidenskabeligt baserede medicin, især i Paris, hvor

akering og udflytning fra uhumske slumboliger til lys og

begge blev stærkt optaget af medicinsk statistik. Efter

luft, bl.a. i »Lægeforeningens Boliger« (Brumleby). Stå-

hjemkomsten i 1839 var Kayser med til at søsætte det

ende til højre er Jacob V. Satterup som »magister biben-

nye lægevidenskabelige tidsskrift Ugeskrift for Læger.

di« klar til at øse punch fra den brændende bowle. Foran

Her beskrev Fenger som den første i Danmark, hvordan

ham nederst th. sidder Ole Strøm. (Det Nationalhistori-

sygdomssymptomer kunne sammenstilles med patolo-

ske Museum på Frederiksborg Slot)

gisk-anatomiske undersøgelser på afdøde patienter og

ve-velfaerd.indb 44

08-09-2017 12:29:16

tuberkulose, hvilket harmonerer godt med journalernes patienthistorier. De viser nemlig, at patienterne overvejende var yngre københavnere fra de lavere samfundsklasser, der på grund af de dårlige boligforhold, manglende hygiejne og fejlernæring var dem, der ramtes af sådanne slumsygdomme.

læger. Den lille kreds bag selskabet var utilfreds dels med undervisningen ved Universitetet, dels med den skarpe sondring, som fortsat bestod mellem medicinere og kirurger. Men de unge læger vendte sig også mod Det kongelige medicinske Selskabs »forbenede eksklusive Konstitution« og dets manglende interesse for det nye, der rørte sig i tiden. Der var brug for en ny lægesammenslutning, der »bar tidens stempel: en Kræfternes Forening og Samvirken til Kræfternes Forædling og Frugtbargørelse«, som Philiatrien skrev om sig selv.

Philiatrien optog både medicinske kandidater og kirurger og skulle være en fri diskussionsklub med ugentlige møder, hvor man opdaterede hinanden om lægevidenskabelige nyheder, om de sygdomme, som var i omløb, og om interessante sygehistorier og dødsfald. Man ville have et forum for kollegial erfaringsudveksling.

Trods kritikken mod de kongelige ældre kolleger optrådte Philiatrien selv med en vis eksklusivitet, især i sine første år, hvor hverken »akademiske Lærere eller Embedsmænd« skulle gøre sig håb om medlemskab. Man vedtog endog, at medlemstallet ikke måtte overstige 20. Tallet steg dog, da denne begrænsning blev fjernet, og da man senere begyndte at se gennem fingre med, at akademiske lærere indmeldte sig, nåede man på et tidspunkt helt op på 70 medlemmer.

Ved stiftelsen lød en af programerklæringerne, at Philiatrien blandt sine andre opgaver også skulle kunne bedømme »enkelte Lægers Moralitet og Duelighed og enkelte Begivenheder, som karakteriserede forskellige Lægers Personlighed«.

Under Frederik den Sjette var pressecensuren ikke til at spøge med. Men censuren var ikke sat i verden for at beskytte lægestanden mod en kritisk presse, og denne tidlige kollegiale domstol kan derfor have været et redskab til aktuel

LÆGEVIDENSKABELIGE SELSKABER I midten af 1800-tallet fandtes der i Danmark to lægevidenskabelige selskaber. Ældst var Det kjøbenhavnske medicinske Selskab, som i oplysningstidens ånd var stiftet i 1772 af lægen Johann Clemens Tode, og som kun optog doctores medicinæ i sin eksklusive kreds. Selskabet, som i 1782 opnåede ret til at indføje et »kongelige« i sit navn, havde til formål at »være til indbyrdes Opmuntring og fælles Bestræbelse til Lægevidenskabens Forbedring og didhørende Kundskabers Udbredelse«. Medlemmerne havde pligt til at indsende afhandlinger, som blev oplæst og underkastet kritisk diskussion på møderne og derpå trykt.

De første år drejede afhandlinger og diskussioner sig mest om praktisk lægegerning, men i 1802 blev det bestemt, at selskabet fremover i højere grad skulle fremme videnskabeligheden.

Gradvist blev der givet en smule køb på eksklusiviteten. Selskabet åbnede sig mod omverdenen og begyndte også at befatte sig med det, vi i dag ville kalde sundhedspolitiske sager: epidemibekæmpelse, sygeligheds- og dødelighedsstatistik, apotekerordningen, jordemoder- og hospitalsvæsen, kvaksalveri og tidens hygiejniske spørgsmål.38 Det andet selskab var Societas Philiatrica (Selskabet for Medicinsk Viden) eller slet og ret: Philiatrien, som blev stiftet i 1829 af en kreds af yngre

kapitel 1 · Lægestand i svøb

45

ve-velfaerd.indb 45

08-09-2017 12:29:17

krisehåndtering. Lægestanden havde et ry at forsvare, og på dette tidspunkt var »de rigtige læger« som tidligere nævnt ikke færdige med at afgrænse sig fra konkurrerende helbredere og var ikke fredet af pressen.

Netop i 1829 havde det populære ugeblad Politivennen (nr. 690) bragt en harmfuld klage over fattigdistriktslæge, regimentskirurg Sophus Stein (1797–1868), der havde forsømt at besøge to fattigpatienter trods flere henvendelser fra fattigforstanderen. Sagen endte, på foranledning af kongen og Kancelliet, på Sundhedskollegiets bord, og her måtte kollegerne – noget modvilligt – indrømme, at Stein faktisk havde forsømt sin tilsynspligt og give ham en påtale.

Men aviserne havde allerede længe fulgt begivenhederne i den medicinske verden med kritisk interesse, og i slutningen af 1826 havde lægen, professor J.C.W. Wendt (1778–1838), i Kjøbenhavns Skilderi offentliggjort en række kritiske artikler om medicinernes uddannelsesforhold, der i sammenligning med udlandet ikke faldt ud til dansk fordel. Wendt slog derfor til lyd for en sammensmeltning af medicinernes og kirurgernes uddannelse. Stiftelsen af Philiatrien i 1829 var nok foranlediget af Wendts artikler, som man et langt stykke hen ad vejen var enige i, selv om man ikke bifaldt hans bidske tone, og at han ved at tage den offentlige presse i brug ukollegialt nedbrød agtelsen for lægestanden.

Der var også andre eksempler på læger, som mere eller mindre blamerede standen, enten ved at blive omtalt eller ved gensidige polemikker i Københavns underskov af vulgære smudsblade med ildsprudende navne som Raketten, Kometen, Lynstraalen, Skærsilden og Sandheds­ faklen.39 Derfor ville selskabet »ved en redelig og ordentlig Opførsel og sand videnskabelig Stræben« søge at grundfæste og opretholde den vaklende agtelse.40

Philiatrien holdt videnskabelige diskussionsmøder, udgav afhandlinger og drog i kamp for et moderne, naturvidenskabeligt syn på medicinen og imod det gamle. Også sociale og sundhedspolitiske spørgsmål optog Philiatrien. Den bombarderede myndighederne med resolutioner og forslag, og den var optaget af kollegiale spørgsmål. Den forlangte, at ledige lægeembeder blev slået op, så alle kunne søge dem, og den vendte sig skarpt mod den ringe løn, som Københavns kommunalbestyrelse ville tilbyde nyansatte distriktslæger i forstæderne. Kolleger blev ligefrem opfordret til at boykotte stillingerne.

Philiatriens aktivitetsniveau kunne dog være stærkt svingende. I året 1839 bestod aktiviteterne tilsyneladende mere af selskabelige end af videnskabelige sammenkomster, fremgår det af en privat brevveksling mellem de to unge læger Nicolai Edvard Ravn (1815–1898) og Adolph Hannover i december 1839, hvori Ravn nævner, at selskabet for tiden går under navnet »Philiatrinken«.41

DET KONGELIGE MEDICINSKE SELSKAB SLÅR VINDUET OP Også for Det kongelige medicinske Selskab var det videnskabeligt set en lidt sløj periode. I kraft af sin mere samfundsorienterede, udadvendte virksomhed stod det yngre selskab, Philiatrien, stærkt i offentlighedens bevidsthed, og præses i Det kongelige medicinske Selskab, Ole Bang, indså, at hvis lægestanden skulle hævde sig i fremtiden, måtte alle videnskabeligt arbejdende læger slutte sig sammen. Dette meddelte han i oktober 1845 sit selskab i en skrivelse, der sluttede med en opfordring til at indlede forhandlinger med Philiatrien om at samle kræfterne.42 Faktisk var en tredjedel af Philiatriens medlemmer også medlemmer af Det kongelige medicinske Selskab.

Første del · Et spirende opbrud

46

ve-velfaerd.indb 46

08-09-2017 12:29:17

Det førte til animerede diskussioner i Det kongelige medicinske Selskab, hvor der ikke var synderlig stemning for at opgive den ophøjede aura, som mange mente, at det ærværdige selskab besad. Forslaget om en samling blev hurtigt afsporet af en diskussion om, hvordan man i stedet kunne vække selskabet til fornyet liv. Var fejlen ikke, at selskabet havde spredt sig over for mange områder, og virksomheden derfor var blevet for lidt fokuseret? Skulle man ikke hellere – som Philiatrien havde haft held med – etablere komitéer, der arbejdede med få, veldefinerede spørgsmål? Diskussionerne mundede ud i et forslag om at oprette tre komiteer: en for medicinsk statistik, en medico-forensisk og en hygiejnisk.

Den statistiske komité var ikke mindst inspireret af C.E. Fenger. Der var grøde i spørgsmålet om den numeriske metode, en tidlig forløber for, hvad vi i dag ville kalde evidensbaseret medicin – en fusion af matematik og klinik, hvilket også dengang var omdiskuteret. Blandt andre havde regimentskirurg Michael Djørup (1803–1876) opponeret mod den numeriske metode. I hans øjne var statistiske optællinger en overfladisk, kvantitativ metode. Den vished om årsagssammenhænge, som den ægte videnskab måtte stræbe efter, ville den aldrig kunne give. Djørup forfægtede altså ikke den traditionelle lægekunst, men havde en anden opfattelse af, hvad der karakteriserer god videnskab.43 Fengers kollega Carl Johan Henrik Kayser (1811–1870), der sammen med Emil Hornemann havde ledsaget Fenger på den treårige studierejse, havde efter hjemkomsten i 1839 grundlagt Ugeskrift for Læger som et kampskrift for de nye videnskabelige anskuelser,44 herunder anvendelsen af statistik. Her afviste Fenger kritikken med, at man kun kunne opstille almengyldige regler ved at abstrahere fra enkelttilfælde. Netop herved adskilte videnskaben sig: En lægekunst, der

fokuserer på det individuelle, vil aldrig kunne udvikle sig til en lægevidenskab, mente Fenger.

Med Fenger og Kayser som de mest markante medlemmer skulle den statistiske komité samle materiale til en medicinsk topografi og statistik for hele landet, mens en hygiejnisk komité fik til opgave at undersøge sundhedstilstanden i København, spore årsagerne til byens sygdomme og drøfte midlerne til at fjerne dem.

Det blev også vedtaget at nedsætte en medico-forensisk komité, der skulle komme med forslag til forbedringer i retsvæsenet på de områder, der angik lægerne. Komiteen satte sig ikke dybere spor, men den foreslog dog i 1851 en revision af Kvaksalverloven fra 1794. Komiteen fandt blandt andet, at straframmerne for kvaksalveri var for strenge. Ikke fordi lægerne havde ondt af kvaksalverne, men når straffen for en førstegangsforseelse var en bøde på 20 Rigsdaler eller otte dage på vand og brød, og forseelsen anden gang skulle straffes med måneder i Forbedringshuset, betød det, at domstolene var meget til­bageholdende med overhovedet at dømme; og når det en sjælden gang skete, blev den dømte ofte benådet.

Strafferammen blev da også nedsat i 1854.

Den statistiske komité præsterede under ledelse af Fenger et nyskabende stykke arbejde, der imidlertid snart voksede sig så stort, at komiteen tre år senere – tilskyndet af Fenger – slog kræfterne sammen med statens nyoprettede Statistisk Bureau. Kayser blev, med ministeriets godkendelse, valgt som forbindelsesled mellem komiteen og bureauet.

Komiteerne førte til et løft i aktivitetsniveauet. Det kom nu ikke Det kongelige medicinske Selskab til gode, for de udadvendte aktiviteter foregik alle andre steder end i Selskabet.

Det blev den hygiejniske komité, der kom til at markere sig stærkest i offentligheden. Komiteens medlemmer undersøgte byens drikke-

kapitel 1 · Lægestand i svøb

47

ve-velfaerd.indb 47

08-09-2017 12:29:17

vandsforsyning, kloakeringen, byens renlighed, forholdene ved de offentlige hospitaler og epidemiske forhold. Resultaterne blev publiceret, og navnlig var Emil Hornemann (1810–1890) utrættelig i sin kritik af hovedstadens katastrofalt dårlige sanitære forhold. Han udgav ligefrem et tidsskrift om problemerne: Hygiejniske Meddelelser og Betragtninger.

I et af hans utallige skrifter, »Om adskillige Mangler ved den offentlige Renlighed i Danmark og om en forbedret Vandhygieine som Middel Herimod« fra 1847, påviste han som den første herhjemme drikkevandets betydning for udbredelsen af kolera. Først efter koleraepidemien seks år senere anbefalede regeringen at anlægge et vandværk. Kloakeringen kom først så småt i gang i løbet af 1860’erne og blev ikke fuldført før et godt stykke inde i det næste århundrede.

barberstue i Nyhavn. Han måtte jo tænke på at afkorte studietiden mest muligt, så han kunne komme til at tjene sit brød, og man lærte mere om kirurgiske færdigheder som barber end som farmaceut, skrev han i 1885 i sine erindringer:45 »Til Svendeprøven, hvortil mærkeligt nok slet ikke forlangtes nogen Prøve i at kunne barbere, men derimod ikke ganske ubetydelige Kundskaber i Anatomi (dvs.) den Hjælp, der ydes Tilskadekomne, og den saakaldte Chirurgia minor, havde jeg som Lærer en, efter Datidens Begreber, ret flink Amtskirurg, Løper, der var den første, der gjorde mig opmærksom paa min hurtige og ikke almindelige Lærevene. Ved Svendeprøven examinerede to Amtskirurger, i Overværelse af Stadsfysikus, og efter endt Examen trakteredes med Vin og Kage, som Examinanden i Forvejen havde afleveret.«

LÆGEUDDANNELSEN Før sammenlægningen af den medicinske og den kirurgiske uddannelse havde der været to veje til at blive læge: enten gennem universitetet eller Kirurgisk Akademi. Den første vej krævede en studentereksamen og var for børn af velstillede, der havde råd til at sende sønnen i latinskole og forsørge ham i studietiden. For begavede børn af mindrebemidlede gik vejen gennem kirurgien. Enten ved at komme i lære som farmaceut og derefter studere kirurgi eller ved at gå i lære som barber og efter aflagt svendeprøve blive stud.chirurgiæ, eventuelt med hjælp fra legater.

Digteren Holger Drachmanns far, Anders Georg Drachmann (1810–1892), kom fra en fattig håndværkerfamilie. Hans far, som døde, da A.G. Drachmann var halvandet år gammel, var tømrermester, og hans mor forsørgede sine otte børn som stuekone på Frederiks Hospital. Da han var konfirmeret, fik A.G. Drachmann læreplads i en

Den ubemidlede Drachmann hutlede sig ved moderens og to søstres hjælp igennem studiet, gik til forelæsninger og arbejdede som volontør på Almindeligt Hospital, hvor de finere studenter behandlede »de ustuderede« som pariaer, der skulle chikaneres og ydmyges ved enhver lejlighed. Værst gik det ud over de tysktalende barbersvende fra hertugdømmerne i Slesvig og Holsten, og mobningen46 »endte derfor med et blodigt Slagsmaal under en Forelæsning paa Akademiet, hvor de medicinske Studenter havde faaet forstærkning fra Regensianerne og deres Kammerater og Venner fra andre Fakulteter. Hermed afsluttedes de tyske Studenters Besøg til Akademiets Forelæsninger, og hvad der var det mærkeligste, Bestemmelsen om at holde tyske Forelæsninger blev hævet!«

Første del · Et spirende opbrud

48

ve-velfaerd.indb 48

08-09-2017 12:29:17

Fra 1820’erne begyndte lægevidenskaben, inspireret af »parisermedicinen«, at interessere sig for den patologiske anatomi, som snart blev en obligatorisk del af lægeuddannelsen. Den tids førende anatom var østrigeren Karl von Rokitansky (1804–1878), som udførte ca.

1500 obduktioner om året og i 1842– 46 udgav Handbuch der patologischen Anatomie. Ifølge Rokitansky måtte den patologiske anatomi »udgøre selve fundamentet, ikke blot for al medicinsk viden, men også for al medicinsk behandling«. På dette litografi fra 1839 foregår den anatomiske undervisning i Torino. (Gengivet med tilladelse fra The National Library of Medicine, NIH, Bethesda, Maryland)

Drachmann var overbevist om, at disse begivenheder, der fandt sted omkring 1830, pustede til det had mod Danmark, »der allerede i 1834 var i frodig Væxt ved Kiels Universitet, og fra dette og de andre nordtyske Universiteter bredte sig videre og videre«. Hvad der end udløste slesvig-holstenernes uvilje mod Danmark, har affæren på Kirurgisk Akademi i hvert fald ikke fremmet den mellemfolkelige fordragelighed. Og hadet udløstes som bekendt i de to hertugdømmers oprør og løsrivelsesforsøg, der få år senere førte til borgerkrigen 1848–50, hvor Drachmann

gjorde tjeneste som overskibslæge. Ved krigen i 1864, hvor Danmark tabte hertugdømmerne og hele Sønderjylland, tjente han som lazaretlæge i København.

Drachmanns videre vej til kirurgien var lidt tilfældig. Han havde egentlig opgivet sin lægekarriere i 1830, vistnok i et anfald af depression. Men efter et vikariat i Helsingør som militær under­kirurg i Søetaten kom han tilbage på sporet, aflagde kirurgisk embedseksamen i 1836, og i 1839 tog han den nyoprettede kombinerede lægeeksamen.

kapitel 1 · Lægestand i svøb

49

ve-velfaerd.indb 49

08-09-2017 12:29:18

LÆGEUDDANNELSENS NYORDNING

ser, at det i 1829 blev foreslået, at kandidaterne på skift skulle fungere på begge afdelinger. Derfor havde han som overmedicus og medlem af Det kongelige Sundhedskollegium fundet anledning til at foreslå en forbindelse mellem Det medicinske Fakultet og Kirurgisk Akademi. Denne ordning, som Philiatrien havde agiteret så energisk for, blev officiel i 1838, »og er nu (1840) kommet Maalet nærmere. Fra Hospitalets Side blev imidlertid strax bidraget til Opnaaelsen af det vigtige Maal: de Studerendes lige Dannelse og Øvelse i det chirurgiske som i det therapeutiske Fag«.

På overlægernes foranledning førte det snart til en egentlig studieordning: For fremtiden skulle de studerende for at få adgang til at øve sig i de praktiske fag på sygestuerne først studere lægevidenskaben i halvandet år og fremvise attester i at have fulgt forelæsninger i botanik, kemi, anatomi, fysiologi og farmakologi. Bang skildrer den praktiske ordning meget indgående: I det første halve år på hospitalet er de studerende tilskuere og assistenter, når de syge forbindes. Derpå bliver de volontører ved hospitalet, hvor de skiftevis går et halvt år på de to afdelinger, begyndende på den kirurgiske.

Den daglige stuegang begyndte mellem kl. 7 og 8, hvor overlægen ledsaget af kandidater og volontører udspurgte hver enkelt patient i den ene af stuernes to sengerækker, mens reservelægen eller ældste kandidat tog sig af den anden række. Overlægen ledsagdes af en kandidat, og reservelægen af en volontør, som efter diktat førte journalen på latin »i Octav-Format, paa løse Blade, som ligge for hver Stue samlede i et stivt Læderbind« og senere blev skrevet ren af volontørerne.

Overlægen gik derefter til den anden række senge for der at tale med »de farligste Syge« og talte altså hver anden dag med alle patienter og hver dag med de mest kritisk syge. Når stuegan-

I festskriftet for Københavns Universitet i 1840 er en detaljeret gennemgang af Frederiks Hospital, skrevet af Ole Bang, der som dekan stod for tur til at fungere som rektor dette år. Hospitalet var undervisningshospital, og Bang beskriver »de Studerendes practiske Veiledning og Øvelse« på dette tidspunkt, hvor den kirurgiske og den medicinske embedseksamen nylig var blevet forenet, men hvor kirurguddannelsen endnu ikke lå ved universitetet. Kirurgerne blev stadig uddannet på Kirurgisk Akademi i en naboejendom til Frederiks Hospital.

Det havde længe været en del af overlægernes instruks at holde kliniske forelæsninger og forestå praktiske øvelser. Trods dette havde undervisningen dog hidtil været meget svingende og som hovedregel ret sporadisk – i hvert fald siden Ole Bangs far, Frederik Ludvig Bang (1747–1801), var gået på pension fra posten som overmedicus.47 Undervisningen var foregået på den måde, fortsætter Bang, at de studerende fik adgang til sygestuerne om morgenen, »ofte kort efter at have begyndt det lægevidenskabelige Studium, ja undertiden begyndte dette hermed, for at Ancienniteten til Candidatposten kunde vindes«.

Når de havde assisteret ved forbindingen af de syge i et halvt år, fik de lov at årelade. De blev så volontører, enten på den medicinske eller den kirurgiske afdeling. På den kirurgiske afdeling var der overvejende tale om manuel øvelsesklinik, selv om der også ugentlig blev holdt »en Slags clinisk Forelæsning«.

På medicinsk afdeling blev der indtil 1819 holdt klinisk-eksaminatoriske øvelser om aftenen to gange ugentlig, men det var så ophørt indtil 1825, hvor de blev genindført. Senere kom der særskilte kliniske foredrag på latin til. Bang oply-

Første del · Et spirende opbrud

50

ve-velfaerd.indb 50

08-09-2017 12:29:18

gen var slut ved 9–10-tiden, udførte reservelægen sektioner, mens overlægen, kandidaterne og volontørerne så på. Om aftenen gik overlægen endnu en runde for at tale med de nyindlagte og tilse de sygeste patienter.

Overkirurgens arbejdsdag mindede om overlægens bortset fra, at tiden efter stuegangen gik med at operere; mindre kirurgi udførtes på stuerne, mens operationsstuen var forbeholdt større indgreb. »Det er ikke alle de Studerende, som kunne eller ville deeltage i Hospitals-Forretningerne og derved forskaffe sig praktisk Øvelse«, skriver Bang:48

Clinik aflagt Prøver paa Duelighed« kunne få adgang til praktikantklinikken på den medicinske afdeling, hvor de fik tre eller fire senge og mulighed for at øve sig på de indlagte under overlægens daglige tilsyn og vejledning.49 På den kirurgiske afdeling fik volontørerne adgang til at sørge for patienternes forbinding, og når de havde fået mere erfaring, kunne de få særligt tilsyn med en hel stue, oplyser Bang.

»EN YPPERLIG OG VELSIGNET OPFINDELSE« En afgørende opdagelse i det 19. århundrede var narkosen, som blev introduceret i 1840’erne og gav kirurgien et vældigt løft. Muligheden for at bedøve patienten gav kirurgen mere tid og tillod større operative indgreb, selv om infektioner og »sårfeber« fortsatte med at tage livet af mange patienter, selv efter vellykkede operationer. Patienterne blev mindre bange for kniven, og kirurgerne blev gradvist mere dristige.

Den første egentlige operation under æternarkose fandt sted den 16. oktober 1846 på Massachusetts General Hospital. Da han havde fjernet en svulst fra halsen på sin bedøvede patient, vendte kirurgen John Collins Warren sig mod auditoriet med de berømte ord: »Gentlemen – this is no humbug!« I Danmark blev den første æterbedøvelse i forbindelse med et kirurgisk indgreb anvendt på Almindeligt Hospital fire måneder senere, da professor Søren Eskildsen Larsen opererede »et Fruentimmer med en Tumor albus i Knæet, der blev kauteriseret med gloende Jern i den bedøvede Tilstand uden at føle Smerte«.50 Den 6. marts 1847 bragte Ugeskrift for Læger den første danske artikel om narkose: »Om Indaandingen af Ætherdampe som Middel til at fremkalde Ufölsomhed for ydre Indtryk«. Artik-

»Nogle benytte hertil det almindelige Hospital [i Amaliegade]; Andre lade sig nøie med den Underviisning og Øvelse, de erholde ved de cliniske Forelæsninger og Øvelser, i hvilke det for øvrigt er paalagt Alle at deeltage, inden det tillades dem at underkaste sig Examen«.

Undervisningen omfattede tre slags klinikker: eksaminatorisk, forelæsende og praktikantklinik. Klinikkerne »holdes nu paa Dansk«. Den daglige, foredragende klinik varede to timer.

Den foregik enten på operationsstuen eller ved sygesengen, og her benyttedes ofte de kirurgiske operationer eller patologiske sektioner, som forefandtes. Den daglige, eksaminatoriske klinik varede en time og vekslede hver uge mellem medicinsk og kirurgisk afdeling og omfattede én patient i timen. Efter at eksaminanden under lærerens vejledning havde gennemgået sygdommen, dikterede han sygehistorien og blev så selv eksamineret, »især med Hensyn paa det Tilfælde, han har havt med at gjøre, og paa Behandlingen«.

Det hele foregik på dansk, men til journalen dikteredes der på latin. »De som have flittig hørt de cliniske Foredrag, og under den examinatoriske

kapitel 1 · Lægestand i svøb

51

ve-velfaerd.indb 51

08-09-2017 12:29:18

Indtil 1840’erne var selv mindre kirurgiske indgreb for-

neder efter, at den amerikanske kirurg John Warren hav-

bundet med stærk smerte. Siden oldtiden havde læger

de foretaget verdens første operation under fuld æter-

været optaget af at mindske eller ophæve smerten ved

bedøvelse. Efter operationen havde Warren vendt sig

kirurgiske indgreb. Man havde beruset patienter med

mod tilskuerne med de berømte ord: »Gentlemen – this

alkohol og opium, man havde åreladt dem til bevidstløs-

is no humbug«. Warren, der var klar over bedøvelsens

hed, man havde forsøgt at aflede opmærksomheden fra

potentiale, havde bedt fotografen Josiah Hawes doku-

smerten ved at give patienten kvalmemidler. Først efter

mentere operationen. Hawes havde imidlertid svært ved

1846, da man begyndte at bruge kvælstofforilte (latter-

at tåle synet af blod og optog derfor bagefter dette foto-

gas), æter (billedet), og nogle år senere kloroform, var

grafi af denne opstilling. Senere overvandt Hawes dog

vejen banet for større operationer. Den danske kirurg

sin aversion og optog i de følgende måneder nogle af

Søren Eskildsen Larsen gennemførte i 1846 den første

verdens første billeder af operationer under bedøvelse.

operation herhjemme under æterbedøvelse kun fire må-

(Foto: Josiah Hawes / Getty Center).

len refererer en række udenlandske forsøg og erfaringer, og forfatteren er mildest talt skeptisk.

Han savner for eksempel data om,51

Adskiller virkningen sig fra en almindelig »Viinruus«, spørger den redaktionelle artikel. Og bekymrer nogen sig overhovedet om de følger, narkosen kan have på patienten efter operationen? Desuden findes der »aabenbart individuelle Tilstande, sygelige Dispositioner, der gjöre Brugen af slige Midler forkastelig, men saadanne har man slet ikke sögt at bestemme«. Man må heller ikke se bort fra, at nogle operationer er så langvarige, at det i sig selv vil umuliggøre bedøvelse, ligesom patientens fulde bevidsthed ofte er påkrævet for at kunne følge kirurgens vejledning

»hvorledes de almindelige vitale Functioner forholde sig gradviis indtil Bedövelsens Indtræden; hvorledes Pulsen, Aandedrættet, Hudvarmen, Pupillen o.s.v. ere beskafne; i hvilken Orden den bevidste Sandsning og Fölelsens Phænomener efterhaanden forsvinde«.

Første del · Et spirende opbrud

52

ve-velfaerd.indb 52

08-09-2017 12:29:20

under operationen – og man kan jo aldrig forudse, om kirurgen undervejs bliver nødt til at »erholde en eller anden Oplysning af Patienten selv, til hvis Afgivelse Bevidstheden er önskelig«:52

Selmer (1814–1879), tolv københavnske tilfælde af æterbedøvelse under operationer, som han personligt har overværet: 54 »Det lader sig ikke nægte, at Ætherindaandingen i saare mange Tilfælde befrier den Opererede for et stort Onde, ved at gjöre ham mere eller mindre ufölsom for Smerten«.

»Endelig har Sagen ogsaa upaatvivlelig en moralsk Side; ligesom der og synes at være noget Uhyggeligt ved at foretage Operation paa et Individ, der med Overlæg er bragt i en Cadaver lignende eller beruset Tilstand«.

At bedøvelsen formentlig sjældent har alvorlige bivirkninger, indrømmer Selmer. Alligevel har han store moralske betænkeligheder ved at lefle for det store publikums »medfödte Anti­ pathi mod Kniven«, da erfaringen jo lærer de fleste patienter, at de har overvurderet smertens intensitet.

En af de første danskere, som så æterbedøvelsen i funktion, var i øvrigt digteren H.C. Andersen, som i august 1847 besøgte familien Hambro i Edinburgh; familien havde netop den før omtalte professor Simpson som huslæge. Simpson underholdt en aften selskabet med »Ætherind­ aanding«, fortæller Andersen i Mit Livs Eventyr (1855), og for ham var det55

Ja, sine steder er forsøgene med æterbedøvelse ved at udarte til »Charlataneri, som drives ­baade af Læger og Lægfolk« – så indtil videre må vi vente at se. Ugeskriftet lover at vende tilbage til sagen, så snart der er »paalideligere Resultater« at meddele. Det var der to uger senere, da fødselslægen, dr.med. Hans Christian Saxtorph (1813–1875) i uddrag meddelte en beretning, som den skotske fødselslæge professor James Young Simpson (1811–1870) havde sendt ham om »Anvendelsen af Indaanding af Ætherdampe i den praktiske Födselshjælp«.

Hvis det virkelig kan bekræftes, at dette middel i øvrigt er uskadeligt, kan det så forsvares at anvende det, »alene for at formilde Födselssmerterne?«, spørger Saxtorph, der ikke selv var i tvivl.

Vaner og fordomme om, at fødsler nu en gang skal gøre ondt, har fået både læger og patienter til at glemme, hvor voldsomme smerter, der faktisk kan være forbundet med at føde. Spørgsmålet for Saxtorph var derfor ikke, om det kan forsvares at anvende æternarkosen, »men om det af nogen moralsk eller medicinsk Grund kan forsvares at undlade at anvende det til Lindring i den ubeskrivelige Smerte, hvormed Qvinden maa Föde sine Börn«.53 Men det var ikke alle læger, der så sådan på den sag. I aprilnummeret af Bibliothek for Læger 1847 beskrev redaktøren, sindssygelægen Harald

»uskjønt at see Damer komme i denne Drømme-Ruus, de lo med aabne, døde Øine, der var noget uhyggeligt deri, og jeg udtalte det, erkjendende, at det var en ypperlig og velsignet Opfindelse, til at benytte ved en smertelig Operation, men ikke til at lege med … det var en Uret, var at friste Gud«.

Også Selmer trak Gud ind i debatten: Var det ikke en formastelse at unddrage kvinden de smerter, som naturen og Bibelen har knyttet til fødslen?

Ikke mindst i England rasede i flere årtier en medicinsk og moralsk debat om, hvorvidt kvinden, som det jo var Evas forbandelse, »skal føde sine

kapitel 1 · Lægestand i svøb

53

ve-velfaerd.indb 53

08-09-2017 12:29:20

børn i smerte« eller, som den humanistisk indstillede H.C. Saxtorph mente, om der ikke var både lægeligt og moralsk gode argumenter for at lindre smerten ved fødsler.

Da Englands dronning Victoria ved fødslen af prins Leopold i 1853 fik kloroform af den berømte læge John Snow (1813–1858) og forlangte den samme behandling ved fødslen af prinsesse Beatrice i 1857, var det et tungt argument i vægtskålen for bedøvelsen. Det var på længere sigt med til at sætte punktum for en debat, som for moderne mennesker forekommer noget uvirkelig.

Helt så tilspidset som i England blev debatten for eller imod bedøvelse aldrig i Danmark. Og selv om Ugeskrift for Læger og Harald Selmer i 1847 fandt det »aldeles uafgjort, om Virkningen af Æther-Indaandingen vil finde nogen udbredt Anvendelse« og advarede mod »udarten til Charlataneri«, vandt æteranæstesien hurtigt frem på operationsstuerne.

Også kloroformet vandt hurtigt indpas i Danmark, og der herskede længe en strid mellem tilhængerne af de to stoffer. Det så ud til, at kloroformbedøvelser oftere fik dødelig udgang, og da man i 1892 så statistisk bagud på 109.000 anæstesier, blev mistanken bekræftet: Dødeligheden var tre–fire gange højere ved brug af kloroform end ved æterbedøvelsen, som herefter længe blev det foretrukne narkosemiddel.

hard Howitz (1789–1826), der allerede som 26-årig havde erhvervet sig doktorgraden i medicin, havde i kraft af sin stilling som professor i retsmedicin ofte været nødt til at tage stilling i tilregnelighedsspørgsmål i forbindelse med straffesager. I en afhandling fra 1824 »Om Afsindighed og Tilregnelse« og i mere populære fremstillinger slog Howitz fast, at afsindighed er en indskrænkning af fornuften som følge af sygdom i de fysiske organer for sjælelig virksomhed, det vil sige hjernen. Det synspunkt fremprovokerede en skarp polemik, ikke mindst med biskop J.P. Mynster, der i pagt med tiden havde svært ved at tåle tanken om, at sjælelivet var et udslag af fysiske og biologiske processer.

Howitz fastholdt imidlertid med henvisning til filosofferne Spinoza og Hume, at fornuften eller manglen på samme har en fysisk oprindelse.

Howitz mente, at der så godt som altid kan ses fysiske abnormiteter eller forandringer i hjernen hos de sindssyge. Afsindigheden kan være arvelig, men kan også skyldes ydre eller somatisk påførte årsager som feber, bid af gale hunde, stød og slag i hovedet, solstik, hjernebetændelse, blodkongestion, drikfældighed, narkotikabrug, leversygdom osv. I og for sig oldgammel lærdom argumenterede Howitz: Hvorfor sendte ellers de gamle grækere afsindige til lægen og ikke til filosofferne? Hvorfor giver man dem brækmidler, spansk flue og kolde bade i stedet for at holde logiske forelæsninger for dem? Kort sagt betoner Howitz, at det er lægerne, juristerne skal spørge til råds, når der opstår tvivl om tilregneligheden.56 Det var en strafferetlig responsumsag i Sundhedskollegiet, som i 1824 gav Howitz impulsen til skrifterne om tilregnelighed. Den 18-årige Anne Marie Lorentzen, der tjente hos etatsrådinde Bagger, havde øvet vold mod og derpå forsøgt at kvæle etatsrådinden med et tørklæde. Derefter

DE SINDSSYGE BLIVER MENNESKELIGE Også psykiatrien gennemgik omkring midten af 1800-tallet store forandringer, da reformivrige læger begyndte at anskue sindssyge (»afsindighed«) som et biologisk og socialt betinget fænomen, snarere end som et udtryk for sjæleligt fordærv.

I 1821 fik Sundhedskollegiet et relativt ungt, men meget lyst hoved som medlem. Frantz Gott­

Første del · Et spirende opbrud

54

ve-velfaerd.indb 54

08-09-2017 12:29:20

var hun gået til Kastellet for at begå selvmord, men havde i stedet meldt sig. Hun huskede intet om mordforsøget. Politidirektøren sendte hende til Almindeligt Hospital, for at hun kunne blive åreladt og få medicin mod sin eksalterede tilstand med hovedpine og svimmelhed. I forbindelse med retssagen blev Sundhedskollegiet bedt om et responsum angående Anne Marie Lorentzens tilregnelighed. Hun blev undersøgt af to læger, hvorefter Kollegiet udtalte, at hendes handling var en følge af legemlig sygdom, og at hun i gerningsøjeblikket var i en tilstand af »bevidstløst Raseri« og utilregnelig. Pigen blev derfor frifundet, og – da hun nu var blevet normal – sat på fri fod, dog under polititilsyn.57 Den efterfølgende korrespondance mellem myndighederne viser, at systemet ikke var ligeglad med Anne Marie Lorentzens videre skæbne. Kancelliet bad Sundhedskollegiet nærmere beskrive, hvordan det foreskrevne polititilsyn skulle foregå. Kollegiet svarede, at der fra pigen burde indhentes en højtidelig forsikring om, at hun i fremtiden straks skulle henvende sig til en bestemt læge, hvis hun mærkede sygdomssymptomer. Lægen skulle i forvejen have alle nødvendige oplysninger, så han kunne »veiledes i Curen og iagttage det Fornødne til, under Sygdommens Fremgang at betrygge hendes Omgivelser«. Myndighederne burde ikke lægge hindringer i vejen for, at hun fremover kunne tjene sit brød, og derfor skulle tredjepart ikke have unødige oplysninger om hendes skæbne, og i det hele taget burde hun »behandles af det Offentlige med al muelig Skaansel og Humanitet«, så hun kunne føle sig sikker på, at myndighederne kun ønskede hendes bedste. »Så medfølende og omsorgsfuldt havde myndighederne aldrig før udtrykt sig om et menneske, hvis forbrydelse var grov. En læge blev udset til at være den, der skulle hjælpe Anne Marie gennem

vanskeligheder«, skriver professor, dr. jur. Knud Waaben.58

FRA DÅREANSTALT TIL HOSPITAL Næsten fra første færd havde en reformering af »dårevæsenet« ligget lægerne i Philiatrien stærkt på sinde. I 1816 var Skt. Hans Hospital ved Roskilde Fjord åbnet som Danmarks første sindssygeanstalt. Hospitalet anlagdes på godset Bidstrupgaard, der ejedes af Københavns Kommune. I disse smukke omgivelser kunne hovedstadens ubemidlede sindslidende behandles, og de uhelbredelige forsørges ude af syne for byens indbyggere.

Under den første overlæge på stedet, kirurgen Johan Henrik Seidelin (1786–1855), bestod behandlingen af de syge dels i lettere beskæftigelse, dels i tvangsforanstaltninger som spændetrøje, indespærring i mørke, kolde rum og, over for særligt voldsomme patienter, prygl, lussinger og andre afstraffelser. Seidelin gjorde dog så hyppigt brug af de voldsomme metoder, at det førte til klager. En indlagt, den unge jurastuderende Wilhelm Frydendal, som formentlig havde en manio-depressiv lidelse, var i perioder ved sin fornufts fulde brug og fortalte i skriftlige henvendelser til Kancelliet, at Seidelin over for ham havde forklaret om sit syn på de indlagte som strafskyldige personer, og at59 »det var ond Villie, Ondskabsfuldhed og ond Tænkemaade, feilagtig Paadragelse, dum Arrogance, Drikfældighed og hemmelige Synder Sædeligheden betræffende, som vare de næsten eneste Aarsager til Afsindighed og som Følge af dette Raisonnement betragtede han alle sine Patienter som i deres Ulykke selvskyldige, og derfor strafværdige«.

kapitel 1 · Lægestand i svøb

55

ve-velfaerd.indb 55

08-09-2017 12:29:20

Frydendahl mente, at »dette gjør Bidstrupgaard liig en grum Straffeanstalt og ikke til et Hospital, hvis skadelige Virkninger paa mange Arter af Afsindighed ligger udenfor enhver Tvivl«. Disse og andre klager fik Kancelliet til at indhente kommentarer fra Seidelins underlæger og fra stedets præst, som alle kunne bekræfte klagepunkterne. Seidelin forsvarede sig med, at hans behandlingsmetoder var gængs praksis i Europa, men en kommission nedsat af Kancelliet fandt, at skønt »legemlige Revselser med Riis, Ørefigner, Styrtebade, Spændestol, Tvangstrøie, Sult, Tørst, Kvalmemixtur, Spansk Flue etc.« faktisk var anerkendte behandlingsformer, var Seidelin dog gået for vidt i brugen af dem. Seidelin indstilledes derfor til afsked i nåde og med pen­sion, og i november 1831 ansattes hans efterfølger A.V.T. Gøricke (1798–1885).60 Han var i nogen grad præget af det somatiske syn på sindssygdom, der var ved at vinde indpas, og havde allerede en kort tid fungeret som læge ved Graabrødrehospitals Dåreafdeling i Odense, hvor han havde praksis.

Gøricke afskaffede i overensstemmelse med tidens reformkrav straffe- og tvangsregimentet på Skt. Hans og publicerede også enkelte psykiatriske artikler i blandt andet Bibliothek for Læger og Hospitalsmeddelelser.

I disse år skete der store strukturændringer i samfundet. Landbrugsreformer og udflytning fra landsbyerne opløste de gamle sociale netværk, landproletariatet voksede, og mange flyttede til de større byer, hvor de fyldte op i den voksende slum. Lovens krav om, at familien så vidt muligt skulle forsørge og tage vare på sindssyge slægtninge, var for store dele af befolkningen umuligt at opfylde. Flere og flere kom under Fattigvæsenets forsørgelse, og Skt. Hans, som sorterede under Københavns Fattigvæsen, blev efterhånden stærkt overbelagt.61 I 1841 havde den unge Harald Selmer netop

afsluttet et par år som kandidat under Gøricke på Skt. Hans. Her fordybede han sig i psykiatrien, som i disse år var genstand for mange teorier og megen diskussion. Nu udgav han skriftet »Om Psykiatriens Tilstand i Danmark med særligt Hensyn til St. Hans Hospital paa Bidstrupgaard«, som var et stærkt polemisk frontalangreb, der ikke skånede den afholdte Gøricke. Selmer gjorde op med den herskende psykiatris tankegang, som han mente påvirkede patienterne i negativ retning. I stedet foreslog han en målrettet moralsk genopdragelse af de syge på grundlag af den engelske læge og etnolog James Pritchards teorier. Pritchard havde i 1835 udgivet Treatise on Insanity and other Disorders affecting the Mind, hvor han indførte det nye begreb »moralsk afsindighed«62, og Selmer oversatte bogen til dansk.

Angrebet på Skt. Hans og Gøricke blev ikke taget nådigt op, men Selmer fastholdt sin kritik og fortsatte som praktiserende læge med at studere psykiatriens nyeste teorier.63 I 1846 sendte Philiatrien et forslag om sindssygevæsenets forbedring til Østifternes Provinsialstænder. Da det fik en kold skulder, henvendte selskabet sig direkte til offentligheden og bad Selmer udarbejde et populært skrift om sagen.

Det blev udgivet samme år af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug med titlen »Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning« og fik afgørende betydning for psykiatriens udvikling i Danmark.

Udgivelsen skete netop, som den jyske Stænderforsamling behandlede et forslag til forbedring af dårevæsenet. Det kom til at danne grundlaget for oprettelsen af et nyt sindssygehospital med det håbefulde navn »Helbredelsesanstalten for Sindssyge i Nørrejylland« – kaldet ­Jydske Asyl – som åbnede i 1852 i Risskov ved Århus med Harald Selmer som overlæge.

Det var det første egentlige behandlingsho-

Første del · Et spirende opbrud

56

ve-velfaerd.indb 56

08-09-2017 12:29:20

spital for sindssyge. Selmer mente som somatiker, at sjælelige lidelser var bestemt af legemlige faktorer, der krævede behandling. Som kristen kunne han ikke acceptere, at den udødelige sjæl i sig selv kunne være grundlag for sygdom. Derimod kunne underlivssygdomme, fordøjelsesbesvær og stærk feber ligesom de rystelser og genvordigheder, »som livet giver enhver«, give forstyrrelser i hjernens funktioner.64 På hospitalet kunne den syge blive frigjort fra de forhold i hjemmet, som havde fremmet sindssygdommen. De medicinske behandlingsmuligheder var begrænsede, for ikke at sige ikke-eksisterende; i stedet bestod behandlingen blandt andet af smukke omgivelser ved skov og strand, nærhed til en købstad, hvor patienterne kunne

søge adspredelse, moralsk orden i dagligdagen og beskæftigelsesterapi for de arbejdsduelige patienter. Snart måtte også Selmer dog – om end modvilligt – tage visse tvangsforanstaltninger som for eksempel spændetrøje i anvendelse.

Helbredelsesoptimismen var overdreven. Allerede i 1861 måtte Jydske Asyl udvides med en større plejeafdeling for uhelbredelige – der snart kom til at opleve overbelægning. Også Skt. Hans udvidedes kraftigt i de følgende år, og da Kommunehospitalet i København åbnede i 1863, var der også en fløj med 20 celler til modtagelse af delirister og rasende sindssyge, ligesom der blev bygget anstalter i Oringe (1857), Viborg (1877) og Middelfart (1888) med grundlag i Selmers ideer og Jydske Asyl som forbillede.

kapitel 1 · Lægestand i svøb

57

ve-velfaerd.indb 57

08-09-2017 12:29:20