1 minute read

NYT TIL HYLDEN. NYE VEJE

Inspiration til forkyndelse

Der findes mange forskellige måder at forkynde på. Når nye tilgange og formater tages i brug, skabes nye indgange til troen, så flere kan opleve det kristne budskab som relevant for netop dem. Her er tre nyudgivelser, der kan inspirere til nye former for forkyndelse

URHISTORIEN Tegneserieskaberen Peter Madsen fortolker og genfortæller med sin nyeste udgivelse "Urhistorien" i ord og billeder Bibelens første 11 kapitler. Bogen er delt i de fem fortællinger om hhv. Skabelsen, Adam og Eva, Kain og Abel, Noahs ark og Babelstårnet, som alle på hver deres måde handler om menneskers grundvilkår, forholdet mellem Gud og mennesker, liv og død, godt og ondt, kærlighed og had samt tro og tvivl. Bogen har været tre år undervejs, og både tekster og illustrationer indeholder mange nye lag og tolkningsmuligheder.

Bibelselskabet, 2021

HVORFOR TROR I JEG VIL FRELSES? Ti års erfaringer fra arbejdet med at skabe en relevant kirke for unge i ungdomskirken på Vesterbro er nu samlet i en ny e-bog. Her fortæller FDFer og tidligere ungdomspræst i uKirke Thomas Nedergaard og projektleder Malte Ystrøm Madsen, hvordan de med utraditionelle midler og nye tilgange fik unge engageret i at skabe en kirke, der med alt fra rockmusik og boksekampe til fællesspisning og sovekoncerter dannede et rum for nye måder at forkynde og opleve det kristne budskab.

Eksistensen, 2021

BIBELENS ABC Med udgangspunkt i alfabetet har Bibelselskabet over vinteren udfoldet bibelske begreber, personer og fænomener bogstav for bogstav – et nyt for hver dag. Tanken har været at skabe en række indgange til at reflektere over bibelen på en ny måde. Den alfabetiske form gør det oplagt at bruge til fx et løb, quizzer eller løsning af koder. Bibelselskabet.dk/bibelens-abc

This article is from: