FRILUFTSLIV. SIKKERHED

Sikkerhedsarbejde for friluftsaktiviteter

Som en opfølgning på det digitale modul om sikkerhed, undertegnede lavede til FDFs online lederkursus under corona-nedlukningen, er jeg blevet bedt om at udfolde emnet yderligere i denne artikel. Af samme grund vil artiklen være holdt i en mere personlig og involverende skrivestil end den mere formelt oplysende facon, friluftsartiklerne normalt er skrevet i.

Jeg synes, det er en forfejlet tilgang, når sikkerhed altid associeres til forsikringer, jura og papirnusseri. Sikkerhed er handlingsbaseret – og sikkerhed er først og fremmest et udslag af handlinger, man aktivt foretager sig, og/eller handlinger man undlader at gøre.

Sikkerhed handler om at undgå, at uheldet sker. Forsikringerne giver ikke sikkerhed. De bevirker muligvis, at man ikke bliver ramt på sin personlige økonomi, hvis man laver en fejl, der giver tab af liv eller førlighed hos en deltager; men forsikringerne er ikke sikkerhed. Forsikringer kan ikke forebygge uheldet! Sikkerhed er aktiv og kompetent handling for at undgå uheld!

Vattæpper og bobleplast eller kompetent sikkerhed? Vi kan pakke alle ind i vattæpper og bobleplast og lade dem sidde i gummiceller på skumgummipuder, mens de ser reality-tv på en tablet. På den måde vil vi være meget sikre på, at ingen kommer til skade, skærer sig på en kniv eller falder ned fra en raftekonstruktion. Men hvilket liv er der tilbage, hvis man vil undgå enhver tænkelig fare?

Her er selve grundkernen i sikkerhedsproblemet. Vi vil gerne lave meningsfyldte, udviklende, udfordrende og sjove aktiviteter. Vi vil gerne give deltagerne gode oplevelser. Men alt dette indebærer én eller anden form for risiko.

Prøv at tænke dig om: Kan du komme i tanker om blot én meningsfyldt, udfordrende og udviklende aktivitet, som er fuldstændig risikofri? De findes ikke. Enhver handling, som muliggør udvikling, indebærer samtidig en risiko. Det er grundlaget for sikkerhedarbejdet – at man accepterer, at risikoen er til stede og derefter arbejder systematisk på at udvikle aktiviteten i en

1

a Stenen "Sten" sidder fast – redningsaktion iværksættes.

2

3

b Julie påbegynder klatring ad redningsrebet. Den viste teknik kaldes DdRT og er standardmetoden for rebklatring for arborister. b Julie har nået samme højde som Sten og kan nu lave en stabiliserende sikring vha den ene mastegjord (mastegjorde bruges i arboristklatring – hvis man ikke klatrer med mastegjorde, ville man bruge en slynge eller tilsvarende).

retning, hvor de positive aspekter bibeholdes, mens risikoen kontrolleres og mitigeres i så høj grad som overhovedet muligt.

Sikkerhed er ikke frihed fra stormen – sikkerhed er frihed til at føle ro midt i stormen!

Sikkerhed kan opnås på forskellige måder • Sikkerhed kan være knyttet til, at man har mulighed for at tilkalde hjælp. • Sikkerhed kan være knyttet til. at man bruger det rigtige udstyr til en given aktivitet. • Sikkerhed kan være knyttet til, at man har den rigtige viden til at bruge naturens ressourcer til at imødegå risici. • Sikkerhed kan være knyttet til, at man har de rigtige færdigheder til at imødegå risici.

Jeg vil gerne eksemplificere ovenstående i forhold til nogle af de aktiviteter, der kunne være relevante i FDF.

Sejlads Alle ved, at vand afkøler langt hurtigere end luften, og alle ved tilsvarende, at vandet giver risiko for, at folk kan drukne. Alligevel sker ulykker som Præstø-ulykken!

Hvis man laver vandaktiviteter – uanset om det er en tømmerflåde i Halkær Bredning, kajaktur til Æbleø, kanosejlads på Gudenåen eller anden sejlsport – så er rigtigt grej og ufejlbarlig kommunikationsmulighed til redningstjenesten altafgørende. 3

Der gøres klar til nedfiring. En 8-tal-rebbremse med efterfølgende sikringsprusik (kleimheist) anlægges.

2 Drukning mitigeres med en redningsvest (som bevirker, at en bevidstløs person vil vende "rigtigt" i vandet, således at ansigtet er oven vande). Afkøling mitigeres med en tørdragt, som giver adskillige timers yderligere margin før livstruende nedkøling end almindeligt tøj (eller almindelige våddragter for den sags skyld).

Når først uheldet er sket, og personen ligger i vandet, er der ikke ret meget, vedkommende selv kan gøre. Her er man afhængig af udefrakommende hjælp! Muligheden for at tilkalde hjælp skal derfor være effektiv og virke under alle forhold. For seriøse vandaktiviteter betyder det mindst en vandtæt VHF-radio og gerne derudover en satellitbaseret nødsender.

Fjeldvandring: Fjeldmiljøet rummer faktisk ganske mange ressourcer og muligheder i forhold til nødsituationer, men her er det afgørende, at turlederen har tilstrækkelig viden og færdigheder. Viden giver mulighed for at kende miljøet så godt, at det er realistisk, at intervenere, allerede inden uheldet sker, idet man har indset en risikofaktor andre måske ikke opfatter som alvorlig (eksempelvis tæt tåge). Færdigheder giver mulighed for at bruge naturens ressourcer til at afhjælpe eller mitigere en risikosituation (eksempelvis støtte en krævende vadning eller en luftig etape med et sikkerhedsreb).

Klatring: Klatring rummer muligheden for fald. Alt sikkerhedsgejlet i forbindelse med klatring er derfor fokuseret på enten at undgå at falde – eller at undgå, at folk får skader, når de falder.

Der er to forskellige former for klatring, som er sikkerhedsmæssigt meget forskellige.

Den første metode kender alle. Jeg kalder det bjergklatringsmetoden, fordi den er udviklet til bjergbestigning – og stort set er den eneste klatremetode, som bruges i bjergene. Her bruger man udstyret til at forhindre skader ved et fald – man bliver altså grebet af rebet, når man falder. Man klatrer over eget sikringspunkt, men rebet er meget elastisk, så selv om man falder langt, er det ikke nødvendigvis særligt alvorligt, idet rebet optager faldenergien (faldets alvorlighed afgøres ved faldfaktoren, som er faldlængden sat i forhold til den samlede længde reb i sikkerhedskæden).

Den anden metode er der dog færre, der har stiftet bekendtskab med. Det er arboristklatring, som benyttes i professionel træklatring (og er den eneste træklatringsteknik, som har arbejdsmiljøtilsynets godkendelse). Her bruges udstyret til at forhindre et fald, idet der er risiko, for at man støder ind i grene, når man falder. Et fald på blot en meter (som ville være fuldstændig uproblematisk på en bjergvæg eller en flad klatrevæg) kan ende i et spiddet mareridt. Man klatrer derfor aldrig over egen sikring. I mindre omfang bruges tilsvarende metode også inden for teknisk bjergklatring (artificiel klatring).

Danmark er mig bekendt det eneste land, der har udviklet sig en tradition for at bruge bjergklatringsmetoden til træklatring. Alle andre steder i verden bruges arboristklatringens teknikker til rekreativ træklatring. At bruge bjergklatringsmetoden i træer kræver virkelig omhyggelig sikkerhedsmæssige overvejelser, blandt andet i forhold til udvælgelse af egnede træer og eventuel modifikation af grengeometrien (afsavning af risikofyldte grene).

Klatring er således et område, hvor både den rigtige viden (hvilken klatremetode bruges til hvilke træer), det rigtige udstyr (dynamisk reb til at optage faldenergien) og de rigtige færdigheder (indbinding med korrekte knob) alle kan have afgørende indflydelse på sikkerheden i aktiviteten.

Et andet centralt aspekt i klatring er muligheden for at kunne hente en tilskadekommen eller panikslagen deltager sikkert ned. Efter min opfattelse er viden og færdigheder i redningsklatring fuldstændig afgørende for at kunne lave klatreaktiviteter sikkert. Hvis en person hænger bevægelsesløst i en sele, kan der nemlig

6

b Herefter monteres en talje i en redningsprusik bundet om redningsrebet (kleimheist). Taljen gør det muligt at løfte Sten fri af hans eget klatresystem og over i Julies mastegjord.

a Der rapelles roligt og forsigtigt mod jord. Mastegjorden indstilles i længde således at redderens ben kan støtte den tilskadekomnes hoved/overkrop på turen ned gennem trækronen. Rapellingen er sikret med en kleimheist efter 8-tallet. Rebet ligger stadig dobbelt i DdRT-rigning, så 8-tallet og sikringsprusikken ser kun 3/5 af den totale vægt.

meget hurtigt opstå en livstruende situation, hvor blodet samles i benene uden at kunne komme derfra, fordi selen presser på blodårene. Det franske arbejdsmiljøinstitut forsøgte at undersøge fænomenet nøjere for en del år siden, men opgav, fordi deres første forsøgsperson besvimede efter kun fem minutter og den næste allerede efter tre minutter!

Når man laver klatrearrangementer er det derfor altafgørende vigtigt, at man har et uafhængigt redningsreb installeret i træet, således at man så hurtigt som muligt kan komme op og stabilisere/redde en tilskadekommen. Redningsklatring er det eneste i træklatring, som virkelig skal gå hurtigt! Når jeg laver kurser i redningsklatring, er det mit mål, at deltagerne gerne skal kunne effektuere en redning på under 20 minutter (fra jord til jord) i et træ under 20 meter, men man skal meget gerne være oppe ved den tilskadekomne og kunne stabilisere vedkommende med et Purcell-loop allerede efter få minutter. Når først man har lært teknikken, kan det gøres betydeligt hurtigere – når jeg selv træner, vil jeg gerne under 10 minutter for hele redningen (fra jord til jord).

I fotoserien på disse sider viser Julie Tornvig fra Treegirl.dk, hvordan en redning kan udføres. For tydelighed er der anvendt en kampesten som "figurant". Stenen vejer 103 kg!

Stenen hænger i fri luft (hvilket er den sværeste form for redningsklatring), den skal løftes fri fra sit eget klatresystem og skal dernæst rapelles ned kontrolleret.5