4 minute read

LANDET RUNDT. HISTORIER FRA FDF-LANDET

En god idé fra ledergruppen i FDF Lind om at gøre noget samlet for hele kredsen blev ikke blot til oplevelser for kredsens egne børn og unge - men for FDFere i hele landet under coronanedlukningen. Sammen hver for sig blev titlen på det koncept, som kredsens ledere i fællesskab udtænkte. Hver uge lagde lederne opgaver ud til børnene online. De designede et stofmærke, som børnene kunne få, når de mødtes igen. Bitten Stage, som er formand i kredsen, fortalte i foråret om tankerne bag: - Det var vigtigt for os at holde kontakten til børnene og vise dem nærhed i denne tid. De skal vide, at deres ledere savner dem og glæder sig til, de kommer tilbage. Ideen greb dog hurtigt om sig, da kredse fra hele landet henvendte sig for selv at få mærker og være med – og snart løb den samlede bestilling op i 10.000 mærker.

60-års-jubilæum i FDF Tårnby Birte Ristorp Clausen har d. 10. oktober 2020 været medlem af FDF Tårnby i 60 år. Birte startede som FPFer og har i årenes løb udvist stort engagement både i og uden for kredsen. Her kan nævnes Birtes indsats som distriktsleder i Amager Distrikt, landsdelssekretær i landsdel 10 og 11 fra 1985-1992, stævneleder for det første Piltelandsstævne i 1988 samt som medlem af FDFs hovedbestyrelse fra 2002-2010. Som landsdelsekretær deltog Birte i alle FDF Frederiksbergs kredsledermøder og i alle stabsmøder i Frederiksberg Distrikt. Hun deltog desuden flittigt i et hav af arrangementer, f.eks distriktrunden og lederskolen. Birte var desuden meget engageret i etableringen af Bycenter Rysensteen og var blandt andet med, da der blev arbejdet "hele" natten inden indvielsen. Vi ønsker Birte stort tillykke med jubilæet. Birte ønskes stort tillykke med jubilæet.

FDF Hals er "grøn kreds" FDF Hals er blevet 'grøn kreds' gennem FDFs internationale projekt, GLOBUS og arbejder med projektet gennem naturoplevelser kombineret med sjove og lærerige aktiviteter for kredsens børn og unge. Det er vigtigt for lederne, at kredsens børn og unge får et godt indblik i den jord, vi bor på. Klasserne har lavet forskellige aktiviteter i naturen. De mindste har f.eks. været på bondegårdsbesøg, hvor de har lært om dyr, økologi og landbrug, de større har lavet egne insekthoteller, og de ældste har været på løb med FNs Verdensmål som tema. Under Væbnermesterskabets netdel var et af temamøderne GLOBUS, og her lærte kredsens seniorvæbnere bl.a. om landbrug i Nepal. Kredsen gør desuden rigtig meget for at undgå madspild. På lejre kan det ske, at der bliver købt for meget mad. Hvis det er tilfældet, er lederne bevidste om at gemme det overskydende mad i fryseren. Et simpelt råd, som gør, at kredsen tit har mad til en kommende lejr i fremtiden.

Mindeord for Kaj Teinholt Søndag d. 24. maj sov Kaj Teinholt stille ind. Kaj kæmpede desværre en unfair kamp med kræft. Kaj har altid været noget helt særligt – ikke kun her ved os i kredsen, men for mange mennesker. For mange af os der er medlem i kredsen – og har været det i lang tid – har Kaj altid været der. Kaj var leder helt tilbage fra dengang, det hed FDF Svanninge, og fungerede som kredsleder frem til 80erne sammen med Inger og Hans. Før han kom til Svanninge, var Kaj leder i FDF Svendborg. Kaj har altid været en af vores ildsjæle og utroligt aktiv. Han har i mange år fungeret som formand for vores Venneforening, hvor han stod for papirindsamlinger og vores årlige loppemarked og i det hele taget arrangementer, som bidrog økonomisk til kredsens arbejde. Penge der i sidste ende har været med til, at vi har kunnet holde priser for bl.a. sommerlejr nede, så alle kunne være med. Kaj hjalp altid til, hvor han kunne, særligt hvis der var noget, der skulle repareres eller ordnes. Da vi flyttede fra vores gamle lokaler i Svanninge Sognegård, havde vi et gammelt bord, som i den grad trængte til en kærlig hånd. Vi spurgte i den forbindelse, om det var noget Kaj kunne friske lidt op – i dag står det i vores nye kredshus på Saugstedlund og kan holde i mange år fremover. Kaj har også været formand for vores lejr på Hovborg. Hvor han sammen med bestyrelsen har gjort et kæmpe stykke arbejde med opbygningen af det nye Hovborg, efter det brændte. Vi vil altid huske Kaj som en foregangsmand – når vi var afsted på vores Familieweekender, som vores Venneforening arrangerede, var det altid Kaj, der var først på pletten med at deltage i de forskellige aktiviteter. Når vi havde løb – så løb Kaj forrest. Det kan godt være, han ikke kom først over målstregen, men han var altid klar med en sjov kommentar, når vi legede og havde aktiviteter. Kaj var altid klar med en god historie, og som han altid sagde “en sand historie”. Flere af os startede med at høre disse historier, da vi selv var små – og det var nok først, da man kom lidt op i årene, man begyndte at tænke “var de nu også helt sande de historier?”. Når Kaj fortalte, så var alle stille, og alle lyttede. Vi vil savne Kaj, og vi vil savne Kajs energi, hans historier og hans kæmpe hjerte, der bankede for det frivillige arbejde. Men vi vil altid huske ham, når vi ser på bordet i kredshuset, når vi holder loppemarked, når vi er på familieweekend, og når vi selv fortæller “en sand historie” videre. Æret være Kajs minde.

På vegne af FDF Svanninge-Faaborg, Henrik Heidtmann og Mads Rasmussen

This article is from: