Kære leder

En ny pige starter til FDF, og hun er ikke helt som de andre. Hun afbryder, skubber, stikker af og spolerer legen til møderne. Sille og Sigurd og FDFerne opgiver hurtigt at blive venner med den nye pige, selvom det føles forkert. Men minder fra fortiden får dem på andre tanker, og de opdager, at det ikke altid er nemt at være den nye og blive en del af fællesskabet.

Dette hæfte er til dig, der er puslinge- eller tumlingeleder. Her finder du en lang udgave af historien om Sille og Sigurd og den nye pige, der starter til FDF. Den kan du læse højt for klassen til jeres møder – et kapitel hver gang. Den lille bog er en kortere version af samme historie, som børnene kan tage med hjem og læse selv.

Bagest i hæftet finder du to andagter og en række aktiviteter, der knytter sig til historien. Andagterne handler om at være en del af et fællesskab og føle, at man hører til. Aktiviteterne består af sjove opgaver og lege, der får Sille og Sigurds oplevelser helt tæt på.

Vi håber, at materialet kan skabe rammen om nogle sjove og meningsfyldte møder. Rigtig god fornøjelse.

Stina Lykke Hyllested Volf, redaktør

Redaktør Stina Lykke Hyllested Volf

Redaktion Connie Madsen, Rikke Vingborg, Joan Svarre, Johanne Lindegaard og Lene Thanild Schøler.

Tegninger Jakob Kramer

Layout Superego Holstebro

Tryk Lasertryk.dk A/S

Oplag 700

ISSN 1603-4082

Udgivet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF Rysensteensgade 3, 1564 København V Kontakt til redaktionen slhv@FDF.dk

Her er Sille, og her er Sigurd, og her er historien om den nye pige, der startede til FDF.

Kapitel 1

”Fanget!” råbte Sille og løb videre, mens hun grinede over hele hovedet.

”Øv!” lød det ærgerligt fra Sigurd, for det var ham, Sille havde fanget. Men Sigurd kunne heller ikke lade være med at grine selv, og nu løb han efter Viktor. Der var altid fart over feltet, når de legede fangeleg, inden mødet startede til FDF. De havde så travlt med at lege, at ingen af dem lagde mærke til den pige, som stod alene ovre ved kredshuset og kiggede på dem.

”Kom, vi går i gang nu,” råbte Kalle. Først da de alle sammen løb ind og prøvede at komme igennem døren på én gang, fik de øje på hende. Da ”I dag skal vi sige velkommen til Emilie. Hun vil rigtig gerne være med til FDF,” sagde Kalle, da alle havde fundet en stol. ”Jeg håber, at I vil være nogle gode venner og tage godt imod hende”.

Når der startede en ny til FDF, havde de en tradition med, at alle skulle gå hen og give den nye hånden og sige deres navn. Gry var den første, der sagde noget.

”Hej, jeg hedder Gry,” sagde hun og rakte hånden frem mod Emilie. Men Emilie kiggede bare på hende uden rigtig at sige noget. Da Sille sagde hej, var Emilie også bare tavs. Hun stirrede på Sille.

Gry og Sille kiggede i hemmelighed på hinanden og lavede sjove øjne.

”I dag skal vi starte med en leg,” sagde Kalle, da alle havde sagt deres navn. Men først skulle de blive enige om, hvilken leg det skulle være. Alle havde en masse ideer og snakkede i munden på hinanden.

”En af gangen,” sagde Kalle til sidst. Og efter tur fik de lov til at foreslå en leg. Emilie sad hele tiden og vippede på stolen, og flere gange sagde hun: ”Kedeligt,” når de andre sagde noget. Sille og Gry kiggede igen på hinanden og fnisede lidt. De havde allerede set Emilie ovre på skolen, hvor hun var startet i deres parallelklasse for to dage siden. Den første dag havde hun fået en af de andre piger til at græde, fordi hun havde skubbet hende i skolegården. Hver gang Sille og Gry gik forbi Emilie i skolen, syntes de, at hun stirrede efter dem. Men de havde ikke hilst før i dag.

”Hvad med Banke-Bøf?” foreslog Sille. Og det blev de hurtigt enige om var en god idé. Kalle begyndte at forklare, hvad legen gik ud på, men igen afbrød Emilie: ”Keeeeedeligt!” sagde hun højt. Kalle sagde ikke noget, men forsatte med at fortælle om legen.

”Hvad skal vi så lave bagefter?” afbrød Emilie. ”Det fortæller jeg, når vi er færdige med at lege...” Kalle nåede slet ikke at sige sætningen færdig, inden Emilie afbrød ham igen:

”Jeg vil være den, der starter.” Kalle kiggede på hende.

”Okay Emilie, fordi det er første gang, du er med, så må du gerne starte.”

Sille og Gry syntes, at det var rigtig uretfærdigt, at bare fordi Emilie råbte højest, så fik hun lov til at starte. Men de vidste godt, at når Kalle havde besluttet noget, så blev det sådan. Kalle var rigtig sjov, men han kunne også godt være bestemt. Sammen med de andre, løb de ud på græsplænen og stillede sig i en rundkreds.

Emilie startede med at gå rundt om rundkredsen. Dunk, dunk, dunk sagde det, hver gang hun ramte de andre i ryggen.

”Av,” sagde Gry, da Emilie var kommet til Grys plads i rundkredsen og dunkede hende i ryggen.

”Av, du slår alt for hårdt,” sagde Sigurd kort efter.

”Jeg slår altså ikke spor hårdt,” sagde Emilie og forsatte rundt. Hver gang hun bankede en på ryggen, blev der sagt ”av”.

”Emilie, du skal ikke slå hårdt, så er det ikke sjovt for de andre at være med i legen,” sagde Kalle. ”Jeg slår altså heller ikke hårdt,” sagde Emilie surt. Nu var hun kommet til Sille. Hun klaskede hende hårdt på ryggen og råbte: ”BØF!”. Sille blev helt forskrækket, fordi det gjorde ondt, og først da Emilie var nået halvvejs rundt om kredsen, begyndte Sille at løbe. Sille var god til mange ting og en af dem var at løbe hurtigt. Derfor nåede Sille og Emilie hen til den tomme plads i rundkredsen på samme tid, men Sille puffede lidt til Emilie, så det så ud til, at Sille kom først.

”Du snyder,” råbte Emilie ind i hovedet på Sille og skubbede hende hårdt, så hun faldt ned i græsset.

”Stop så, Emilie, du må ikke være så voldsom...” Kalle nåede ikke at sige mere, før Emilie løb væk fra dem og ind mellem træerne. Gry havde hjulpet Sille op at stå. Hun havde græs og jord på tøjet, og hun havde fået en bule i hovedet. Kalle tog Sille i hånden og gik ind i kredshuset. De andre fulgte efter.

”Emilie er altså dum,” sagde Sille og fortalte Kalle, hvad hun og Gry havde set i skolen.

”Det er ikke altid så let at være den nye,” sagde Kalle. Det var Sille ligeglad med. Hun ville aldrig lege med Emilie igen.

Inde i kredshuset lå der papir og tuscher klar på bordene. Kalle forklarede, at præsten fra kirken havde brug for nogle tegninger til den næste børnegudstjeneste. Hun havde fortalt, at det handlede om at sige undskyld, og at børnene skulle tegne, hvordan man kunne sige undskyld.

”Jeg har lovet, at vi gerne vil tegne nogle tegninger til kirken,” sagde Kalle. ”I kan bare gå i gang, så henter jeg Emilie.”

Han fandt hende ude ved bålhytten. Han kunne se, at hun havde grædt, men han sagde ikke noget. Han satte sig bare ved siden af hende på bænken.

”Kan du lide at tegne?” spurgte han efter et stykke tid. Emilie nikkede.

”Jeg synes bare ikke, jeg er særlig god til det,” sagde hun.

”Pyt med det,” sagde Kalle. Han tog Emilie i hånden, og sammen gik de tilbage til de andre. Sille og Gry kiggede op, da Kalle og Emilie kom ind i kredshuset. Da Kalle sagde, at Emilie kunne sætte sig ved siden af Sille, rullede de begge med øjnene. Emilie så det godt, men hun sagde ikke noget. Hun satte sig bare ned og tegnede.

”Når jeres tegning er færdig, skal I give den til en, som I gerne vil sige undskyld til,” sagde Kalle.

”Jamen skulle præsten ikke have dem?” spurgte Sigurd forvirret.

”Jo, vi samler dem sammen bagefter,” sagde Kalle. Sille sad stille og kiggede på sin tegning. Hun vidste ikke, hvem der skulle have den, men hun var helt sikker på, at hun ville få Emilies tegning. Emilie havde jo skubbet hende.

Emilie rejste sig, men i stedet for at give Sille sin tegning, gik hun hen til Sigurd.

Undskyld at jeg dunkede dig hårdt i ryggen,” sagde hun. Sille vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. Det var da hende, der var blevet skubbet og havde fået en bule. Det var hende, Emilie skulle sige undskyld til. Sille fik tårer i øjnene, og så snart mødet sluttede, løb hun ud ad døren. Og Sigurd fik travlt med at løbe efter hende, så de kunne følges hjem.

Kapitel 2

Ugen efter mødtes børnene igen til FDF. Emilie stod igen uden for døren og kiggede på, at de andre legede fangeleg. Sille og Gry havde ikke sagt ét ord til hende, siden de kom. Pludselig råbte Viktor: ”Den der kommer sidst hen til bålet, er en prut!” Alle, også Emilie, løb alt, hvad de kunne, hen til bålstedet. De fik næsten væltet Kalle i farten.

”Rolig nu, sæt jer lige ned,” grinede han. ”Er der nogen af jer, der ved, hvad man kan bruge en pind, noget dej, et bål og blå og røde chokoladeknapper til?” spurgte han.

”FDF-chokoladesnobrød!” næsten råbte alle børnene i kor, bortset fra Emilie. Sidste år på sommerlejren, havde de lavet FDF-chokoladesnobrød, og det smagte rigtig godt.

”Det skal vi lave i dag,” sagde Kalle. ”Først skal I alle sammen finde en snobrødspind inde i skoven.” Alle løb ind i skoven og begyndte at kigge efter en god pind. Viktor fandt en først og løb hurtigt tilbage til Kalle. De andre brugte lidt længere tid på at finde en pind, men de vidste alle lige, hvor de skulle kigge, fordi de havde prøvet det før. Sille, Sigurd, Gry, Tilde og Tue løb råbende og grinende tilbage til Kalle.

”Vent på mig,” råbte Emilie efter dem. Sille hørte det godt, men hun ville hellere følges med de andre, så hun skyndte sig at løbe videre. De andre var så optagede af at snakke og pjatte, at de slet ikke havde set, at hun ikke var kommet tilbage til bålet. De satte sig alle på den samme bænk, hvor der lige var plads til seks. Først da Kalle spurgte: ”Hvor er Emilie?” lagde de mærke til, at hun ikke var kommet med tilbage. Sille sagde ikke noget.

Lidt efter kom Emilie frem imellem træerne med en meget lille pind. Hun kiggede på bænken, hvor Sille, Sigurd, Gry, Tilde, Tue og Viktor sad sammen. Hun kunne godt se, at der ikke var plads til flere og satte sig på bænken på den anden side af bålet. Kalle havde travlt med snobrødsdejen og så slet ikke, at Emilie sad helt alene. Han så det først, da han begyndte at dele dejklatter ud.

”Nå, sidder du der?” sagde han. ”Sille og Gry, sæt jer lige sammen med Emilie.”

Sille og Gry blev helt stille. De sad lige og snakkede, og de havde ikke lyst til at sidde sammen med Emilie. Kalle sagde det igen. De rejste sig langsomt og satte sig over på bænken, så langt væk fra Emilie som muligt.

”Hjælp lige Emilie med at finde en lidt større pind,” sagde Kalle. Sille og Gry kiggede på Kalle. Var det hans alvor, at de skulle finde en pind til Emilie? Hun vidste vel, hvordan en pind så ud? De ville ikke have, at Kalle blev sur, så de fandt hurtigt en pind og kastede den hen til Emilie. Alle fik bagt et snobrød. Nogle snobrød var fine med flotte farver. Viktors snobrød var helt sort, fordi han stak den ind i flammerne.

Da de var færdige med at spise, skulle de på stjerneløb. Kalle forklarede, at de skulle hjælpe hinanden som et hold. Hver gang de havde løst en opgave, skulle de komme tilbage til ham og få en ny opgave. Den første opgave var, at de alle skulle finde en ting, der var blå. Hurtigt løb alle ind i kredshuset for at lede, men Emilie havde svært ved at følge med og nåede ikke at finde en blå ting, før de andre var tilbage ved Kalle og var klar til en ny opgave.

”Husk at alle skal finde en ting,” sagde Kalle, da han så, at Emilie ikke havde noget blåt. Alle de andre kiggede på Emilie, som så helt forvirret ud. Hun tog den ene hånd ned i lommen og trak et plaster op med et billede af en blå bamse på. Da Emilie gav plastret til Kalle, kunne de andre se, at der var størknet blod på det.

”Addd,” råbte Gry og viftede sig for næsen. ”Det er et brugt plaster.” De andre begyndte at grine, fordi det så sjovt ud, når Gry hoppede og dansede på den måde. Emilie så helt overrasket ud.

”Pyt med det,” sagde Kalle. ”Der er noget blåt på plastret, så opgaven er løst.”

Den næste opgave var, at alle skulle finde en kop og komme tilbage med den så hurtigt som muligt.

”Husk at alle skal med. I skal gå sammen som et hold,” sagde Kalle. Gry himlede med øjnene, og Sille så sur ud. Alle luskede af sted, og bagest gik Emilie. Hver gang de kom tilbage til Kalle for at få en ny opgave, mindede han dem om, at de skulle huske at følges ad.

De gjorde sig alle sammen umage, men det var rigtig svært at vente, når nu det var så spændende at lave opgaver.

Da alle opgaverne var løst, skulle de sidde stille rundt om bålet og bede Fadervor og synge en aftensang. De var alle sammen trætte, og det var svært at sidde stille. Emilie kunne slet ikke sidde stille. Hun prikkede til de andre med sin snobrødspind og afbrød flere gange, når Kalle sagde noget. Til sidst blev Kalle irriteret og sagde tak for i dag, inden de havde nået at synge.

Sille og Sigurd fulgtes med Gry på vej hjem. De havde gået et godt stykke, da Gry pludselig spurgte: ”Sille, hvor er din FDF-skjorte egentlig?”

”Ej, øv,” sagde Sille. ”Den har jeg glemt henne i kredshuset. Jeg løber lige tilbage efter den.” Sille løb alt, hvad hun kunne hen til kredshuset. Hendes skjorte hang på knagen lige inden for døren. Hun tog den ned og var på vej ud igen, da hun hørte, at der var nogen, der snakkede sam- men inde i et andet rum. Det var svært at høre alt, hvad der blev sagt. Hun kunne høre, at det var Kalle og kredslederen, der snakkede, og hun kunne høre, at de nævnte både Silles, Grys og Emilies navne. Sille fik helt ondt i maven. Hun kunne ikke lide, at Kalle snakkede om hende. Sille havde lyst til at løbe ind til Kalle og finde ud af, hvorfor han snakkede om hende, men hun turde ikke. Han ville nok blive sur, hvis han fandt ud af, at hun havde lyttet ved døren. Stille listede Sille ud af kredshuset. Hun ville fortælle Gry, hvad hun havde hørt, men hun kunne ikke finde Gry. Hun var sikkert gået hjem. Sille havde lyst til at snakke med nogen. Da hun kom hjem, ville hun snakke med Sigurd, men han var allerede faldet i søvn.

Sille var ked af det. Det var som om, hun havde en stor knude i maven. Om natten drømte hun, at Kalle og Emilie kom løbende efter hende og kaldte hende grimme navne.

Kapitel 3

Næste gang der var FDF, havde Sille slet ikke lyst til at komme. Hele ugen havde hun tænkt på det, hun havde hørt i kredshuset. Hun havde fortalt Gry, at Kalle havde snakket om dem, men Gry havde bare sagt: ”Nå, og hvad så?” Sigurd havde sagt, at det da tit skete, at lederne snakkede om børnene, og at Sille ikke skulle tænke mere over det. Men Sille havde stadig en klump i maven, som ikke ville gå væk. Hun havde sagt til Sigurd, at hun ikke ville med til FDF.

”Hvis du kommer med, så spørger jeg Kalle, hvorfor han snakkede om dig,” havde Sigurd svaret.

Det hjalp at vide, at Sigurd ville hjælpe. Nogle gange var han rigtig irriterende, men han kunne også var en rigtig god ven. Sille havde faktisk også glædet sig til mødet, fordi Kalle have fortalt, at de skulle holde mørkemøde og prøve, om de kunne bygge en stor hule inde i kredshuset. En hule, hvor man kun kunne se noget, hvis man brugte en lommelygte.

Da de kom ind i kredshuset, var alt lyset tændt.

”Hvorfor er lyset tændt, Kalle? Skal vi ikke have mørkemøde?” spurgte Sigurd.

”Der er noget vigtigt, vi skal tale om. Sæt jer lige ned,” sagde Kalle. Emilie sad ved siden af Kalle. Hun havde været der, da de andre kom. Sille og Gry satte sig på den anden side af Kalle. Sille kunne ikke lade være med hele tiden at kigge op på Kalle. Hun var bange for, at han ville begynde at skælde ud. Kalle lød heldigvis ikke sur, og da de alle havde sat sig ned og var stille, også Emilie, fandt han en stor stak billeder frem og delte dem ud. Billederne var gamle. De var helt røde i farven. ”Hvem tror I, der er på billederne?” spurgte Kalle.

Der var forskellige mennesker på billederne, men der var én dreng, der var med på dem alle sammen. Børnene gættede på alle mulige forskellige mennesker, de kendte, men ingen gættede rigtigt.

”Det er faktisk billeder af mig, da jeg for mange år siden var tumling i FDF,” sagde Kalle til sidst. Sille kunne ikke lade være med at grine. På hendes billede sad Kalle ved et bål og bagte snobrød. Og selvom billedet var gammelt, kunne hun tydeligt se, at Kalle var helt sort i hovedet og havde det vildeste strithår. Der var billeder af Kalle, der var ude at sejle i en kano, og der var billeder, hvor han kiggede ud af et telt.

”Hvorfor smiler du slet ikke på billederne?” spurgte Viktor. Det havde de andre ikke lagt mærke til, men efter Viktor havde sagt det, kunne de godt se, at Kalle kun smilede på et enkelt billede. På alle de andre så han trist ud.

”Hvorfor ser du så trist ud, Kalle?” spurgte Sille. Kalle kiggede på hende og startede med at sige: ”Det er ikke altid let at være ny til FDF.” Og så fortalte han dem om dengang, han var begyndt til FDF.

Inden Kalle blev gammel nok til selv at gå til FDF, var han tit med sin mor og far til møde, fordi de var ledere. Da Kalle begyndte i skole, var alle derfor helt sikre på, at Kalle selvfølgelig skulle gå til FDF. Så uden at spørge Kalle, om han havde lyst, blev han sendt af sted. Mange gange havde Kalle mest lyst til at blive hjemme og lege eller spille fodbold sammen med sin bedste ven, men han turde ikke sige det til sin mor og far, fordi han var bange for, at de ville blive skuffede.

Emilie prikkede Kalle på skulderen og sagde: ”Er det så derfor, du ikke smiler på billederne, altså fordi du ikke kan lide at være til FDF?” Kalle kiggede på Emilie og nikkede. ”Det tror jeg faktisk,” sagde han, ”men det har jeg først fundet ud af, efter jeg er blevet voksen.”

Kalle fortsatte med at fortælle. Nogle af de andre børn havde nogle gange kaldt Kalle for Hr.

Suresen, fordi han altid var sur til FDF. Og ofte var der ingen, der ville lege med ham. En dag på vej til FDF havde han mødt en af de andre børn, som havde kigget på ham og sagt:

”Sur sur sur, Kalle skal med aberne i bur.” Kalle syntes ikke, at det var spor sjovt og var blevet både ked af det og sur. Da de kom til FDF, skulle de lave forskellige konkurrencer. En af dem var at løbe om kap. Kalle skulle løbe om kap med Monica. Faktisk kunne han godt lide Monica, men den dag var har så sur, at han bare havde lyst til at slå og sparke og skubbe, og da de nåede målstregen skubbede Kalle til Monica, så hun faldt og slog sig i panden. Monica blev rigtig ked af det. Lederen skældte Kalle ud og sagde, at han var en dårlig ven. Kalle fik dårlig samvittighed. Han ville jo egentlig slet ikke gøre nogen ked af det, og nu vidste han slet ikke, hvordan han skulle gøre Monica glad igen. Bagefter ville ingen af de andre børn lege med ham, og hver gang han prøvede at komme med i deres leg, løb de bare deres vej.

Mens Kalle fortalte, kom Sille til at tænke på den dag, hvor Emilie havde skubbet hende, da de legede Banke-Bøf. Hun kiggede over på Emilie, som sad og kiggede ned i jorden og så lidt trist ud. Sille mærkede igen klumpen i maven. Hun havde slet ikke lyst til at være sur på nogen, og måske havde Emilie ikke skubbet hende for at være ond.

”Jeg ved godt, I måske synes, det er fjollet, men dengang vidste jeg faktisk ikke, hvordan man legede med andre, og hvordan man fik venner,” sagde Kalle. ”Jeg har tit tænkt på, at det måske var derfor, jeg ikke havde lyst til at gå til FDF, fordi jeg ikke kendte de andre og faktisk var lidt bange for, at jeg aldrig fik nogen venner der.”

”Jamen, hvad skete der så?” spurgte Emilie lidt utålmodigt.

”De andre til FDF lærte mig det faktisk,” forsatte Kalle.

Kalle fortalte, at hans leder, Allan, en dag havde talt med ham. Kalle havde altid syntes, at Allan var rigtig sjov. Alle kunne lide ham, og selvom man kom til at gøre nogle dumme ting, så kunne han altid få en til at føle sig godt tilpas. En dag til FDF spurgte lederen, om Kalle ville med ud at gå en tur. Kalle blev stolt over, at Allan havde spurgt ham og sagde ja med det samme. Da de havde gået et stykke tid og var kommet væk fra kredshuset, havde Allan spurgt Kalle, hvorfor han ikke kunne lidt at være til FDF. Kalle var blevet helt stille, for han havde aldrig fortalt nogen, at han ikke kunne lidt at være til FDF, så hvordan Allan vidste det, kunne han slet ikke regne ud.

Kalle havde fortalt Allan det hele. Han fortalte, at han faktisk ikke havde nogen venner til FDF og tit gerne ville blive hjemme, men ikke turde sige det til sin mor og far. Han havde også fortalt om den dag, hvor han var kommet til at skubbe Monica, så hun var blevet ked af det, og bagefter slet ikke vidste, hvordan han skulle sige undskyld til hende.

Da Kalle og Allan kom tilbage til kredshuset, var de andre i gang med at bygge med rafter sammen med nogle af de store væbnere. De skulle bygge et fodboldmål. Kalle havde aldrig set et fodboldmål bygget af rafter, men han vidste rigtig meget om rigtige mål. Da en af de store væbnere spurgte, om der er nogen, der vidste, hvor langt et mål skulle være, kunne Kalle hurtigt svare. Han havde også en ide til, hvordan de skulle lave nettet, og inden længe var alle børnene i fuld gang med at bygge fodboldmål. Monica stod ved siden af Kalle, og inden de var færdige med at bygge, havde Kalle sagt undskyld til Monica. Det viste sig, at Monica faktisk havde haft det på samme måde som Kalle og ikke altid havde lyst til at tage til FDF, fordi hun ingen venner havde. Kalle begyndte pludselig at grine. Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvor skørt det havde set ud, da han og Monica løb om kap. Monica begyndte også at grine, og inden længe grinede de alle sammen. Inden mødet sluttede, fortalte Allan, at det var dejligt, at de alle havde hjulpet hinanden. Han sagde også at det var vigtigt, at alle, der var til FDF, havde nogle gode venner, som de havde lyst til at være sammen med. Da Kalle den dag var kommet hjem fra FDF, havde han fortalt sin mor og far, hvordan han havde det.

”Jamen, fik du så lov til ikke at gå til FDF?” spurgte Viktor.

”Ja, min mor og far sagde, at jeg selvfølgelig ikke skulle gå til FDF, hvis jeg ikke kunne lide det. Men det mest underlige er, at jeg siden den dag har været helt vild med at være til FDF. Og næsten alle mine gode venner, har jeg mødt til FDF.”

Da Kalle var færdig med at fortælle, var der tid til at lege lidt, inden mødet var slut.

”Skal vi så ikke lege Banke-Bøf?” foreslog Sille. Kalle kiggede lidt overrasket på Sille og spurgte, om alle ville være med. Det ville de gerne.

”Jeg vil gerne starte,” sagde Sille, og det fik hun lov til. Forsigtigt bankede hun på ryggen af de andre. Da hun kom til Emilie, smilede hun og hviskede: ”bøf!”. Emilie og Sille nåede at kigge på hinanden og smile, inden de løb hver deres vej rundt om rundkredsen. Emilie var hurtigst og kom først hen til den tomme plads. Da Sille nåede rundt, smilede hun, gav Emilie et lille puf på armen og sagde:

”Pyt med det, så er jeg den bare igen.” Da de var færdige med at lege, kom Emilie hen til Sille.

”Undskyld, at jeg skubbede dig, første gang vi legede. Det var ikke meningen,” sagde hun og smilede genert. Sille tænkte på historien om Kalle, der ikke vidste, hvordan man fik nye venner.

”Tak, Emilie,” sagde hun. ”Jeg har heller ikke været en særlig god ven over for dig. Undskyld! Skal vi sidde sammen, når vi synger aftensang?”

Og det gjorde de. Den aften var det helt specielt at sidde sammen og bede Fadervor og synge aftensang. Sille sad og tænkte på, at det var specielt, at en person hun havde sagt, hun aldrig ville lege med, nu sad ved siden af hende. Sille glædede sig faktisk til, at de igen skulle til FDF, og hun og Emilie skulle lege sammen. Knuden i maven var væk, og nu var der en rar fornemmelse tilbage.