Kronik

Vejledning for lærere bør være en menneskeret!

Professionel vejledning kan rumme lærerne i deres magtesløshed – og skabe nye handlemuligheder i praksis.

kronik

Af ChArlotte riis Jensen, CAnd. pæd. i pædAgogisk psykologi ChArlotte@AsledgAArd.dk

I Danmark er der flere og flere lærere, der bliver udbrændte og går ned med stress, hvilket medfører en stigning i antallet af lærere, der søger førtidspension og går på efterløn. Undersøgelser viser tilmed, at op mod hver tredje lærer ikke oplever særlig stor arbejdsglæde i hverdagen.

I mit virke som specialpædagog i folkeskolen overhørte jeg mange samtaler blandt lærere. Samtalerne viste mange gange, hvilken magtesløshed og frustration lærerne sad med i den inkluderende folkeskole.

Jeg oplevede også ofte, at lærerne eftersøgte pædagogiske metoder og praktiske handlemåder til at håndtere de problematikker og udfordringer, de stod over for, når de skulle inkludere elever, som opfattes udfordrende. Heraf opstod min ide om at skabe et vejledningsrum for lærere.

Et rum, der både kan understøtte og rumme lærerne i deres magtesløshed og frustrationer. Et rum, der kan være med til at skabe nye handlemuligheder i praksis, og et rum, der kan være fremadrettet og konstruktivt samt være med til at give lærerne deres trivsel og arbejdsglæde tilbage. En lærer fra undersøgelsen udtaler følgende: »Der var flere elever ovre i den klasse, der var udfordrende, men det er måden, man tackler det på, det er det, vejlederen sådan har vejledt mig i. Hvordan gør du så det fornuftigt, så du kan komme hel ud ad døren, når timen er slut«.

I mit speciale har jeg undersøgt, hvordan

Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen

et vejledningsforløb kan få betydning i forhold til lærernes hverdag, herunder lærernes arbejdsglæde og trivsel. Min undersøgelse tager udgangspunkt i en kommune, hvor lærerne har mulighed for at deltage i et vejledningsforløb med en professionel vejleder, der er ansat i kommunen.

I min undersøgelse har det vist sig, at et vejledningsforløb har meget stor betydning for de deltagende læreres hverdagspraksis, og at forløbet har haft en markant positiv effekt på lærernes arbejdsglæde og trivsel. Lærerne udtaler i undersøgelsen: »I dag kan jeg da sige, at med en hel masse andre ting, jeg også har oplevet, så synes jeg egentlig, at jeg har et rigere arbejdsliv, end da jeg startede«. »95 procent af de timer, jeg har i klassen, der kan jeg gå ud og sige: ja, vi har problemer, og der er nogle, der har svært ved at få tingene lavet, men jeg kan sige, at timerne, de fungerer bedre, og der er en mere afslappet stemning, og jeg kommer ud som et gladere menneske, når timen er forbi«.

Min undersøgelse har også vist, at lærerne har været igennem en forandringsproces på flere niveauer. Vejledningsforløbet har haft betydning i forhold til lærernes didaktiske overvejelser, deres relationer til børnene, deres syn på det enkelte barn og måden, de er til stede i klasseværelset på. En lærer siger: »Skruer vi tiden et år tilbage, så ville jeg have set på, hvem der er et problem, altså hvilke problemer der er, så ser jeg nu på mulighederne, og i stedet for at fokusere på den enkelte så ser jeg mere bredt«.

Vejledningsforløbet har haft flere betydninger for lærernes hverdag. De lærer, hvordan de kan forandre dele af deres praksis, som ikke er befordrende for en god undervisning. De oplever en klar forbedring af deres trivsel og arbejdsglæde i hverdagen. De lærer, hvordan de kan benytte forskellige pædagogiske værktøjer, og får andre handlemuligheder for at kunne rumme børn i vanskeligheder.

»Jeg synes, at det der med, at man får hjælp på den måde, vi har fået hjælp, det skulle være sådan lidt af en menneskeret som lærer«.

I undersøgelsen beskriver vejlederen selve forløbet som en proces. En proces, hvor følelserne fylder rigtig meget til at starte med, og hvor magtesløsheden og frustrationerne er altoverskyggende. Når læreren således igennem vejledningen bliver mødt og anerkendt på sine frustrationer, åbnes der op for muligheden for at kunne se andre perspektiver på samme situation. Dette gør, at læreren kan begynde at handle bevidst og reflekteret på frustrationerne, hvilket har en effekt på magtesløsheden, der var til at starte med. Magtesløsheden og frustrationerne ændrer sig og bliver til praktiske handlinger i hverdagen, og derved skabes der rum og plads til de udfordrende opgaver. En lærer siger: »Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre med det, fordi vi manglede ligesom nogle redskaber, vi manglede simpelthen at få at vide, hvordan vi skulle gå til problemerne, altså«.

Hvis et sådan tilbud derfor bliver landsdækkende og kommer til at gælde i alle landets kommuner, kan det modvirke stigningen i antallet af udbrændte og stressramte lærere, det gavner inklusionen og har derfor også på sigt et samfundsøkonomisk perspektiv. En såkaldt win-win-situation.

Læs: Ekstra på folkeskolen.dk: Charlotte Riis Jensens speciale, »Vejledning — pejling mod forandringer i læreres praksis«.