2 minute read
»Jeg elsker, når drengene siger, at håndværk og design er det fedeste fag«
Christine Kaltoft giver eleverne lov til at sy frit, så genfinder de glæden ved symaskinen. AF ABELONE HORNUM FOTO: THOMAS ARNBO
»Vi er et team på tre lærere i henholdsvis billedkunst, sløjd og håndarbejde, som er gået sammen om emnet frottage på 6. klassetrin i håndværk og design. Det er en gammel teknik, der fra 1925 blev anvendt i kunstnerisk sammenhæng af især den surrealistiske kunstner Max Ernst til fremstilling af gnidebilleder. Man placerer papir eller lærred over for eksempel et trægulv, et blad eller et stykke stof og overfører materialestrukturen ved gnidning med for eksempel farvekridt. I billedkunst skal de arbejde med tryk, i sløjd skal de lave en knagerække og i håndarbejde opbevaring. Alle produkter med frottage som omdrejningspunkt.
Jeg har stort fokus på designprocessen, men også at vi skal huske vigtigheden i, at den proces leder frem mod et produkt, der giver mening for eleverne. Jeg så en mulighed for, at eleverne kunne designe deres egen opbevaring, eksempelvis en taske, en pung, en æske eller andet, og kombinere det med maskinbroderi ud fra deres frottager.
Eleverne skal ud i skolegården og finde ting som blade, en rist, et brønddæksel, lave frottagen og overføre det til deres egen opbevaring. I processen laver de flere prøver på maskinbroderede frottager og vælger så det, de synes bedst om. Nogle vælger at applikere det, de har syet på produktet, mens andre syr frottagen direkte på opbevaringen. Da det er to år siden, de sidst har haft håndarbejde, skal de lige have genopfrisket det at tråde symaskinen og sy igen. Derfor lader jeg dem også sy frit og siger, at de må køre skørt. Det er så fedt at se, hvordan de hurtigt bruger symaskinen som et værktøj i den proces. Når det må være skævt, kan alle være med, og jeg kan få kreativiteten frem i alle eleverne.
Det er dejligt, at jeg kan få eleverne til at blive grebet af opgaven – og specielt når drengene siger, at håndarbejde er det fedeste fag. Og det sker faktisk ofte. Jeg oplever også, at de fagligt svage elever blomstrer i håndværk og design. Faget ophæver ligesom det faglige hierarki. Jeg bliver fyldt med endorfiner af det, selv om det samtidig er det mest krævende fag. Hver elev har sit eget projekt, som jeg holder styr på. Man kan sige, at hjernen er på overarbejde på den fede måde«.
folkeskolen@folkeskolen.dk
FAGLIG FORNØJELSE
Der findes regler, krav, elever og kolleger, der har indflydelse på lærerens undervisning. Nogle gange er indflydelsen positiv. Andre gange irriterende. Men lige meget hvad sker der noget godt en gang imellem. Vi spørger lærere, hvornår de sidste gang gik ud ad skoleporten med løftet pande og smil på læben.
Christine Kaltoft er 45 år og uddannet lærer med linjefag i matematik og håndarbejde fra Københavns Aften- og Dagseminarium i 1999. Hun underviser i matematik og håndværk og design på Toftevangskolen i Birkerød.