3 minute read

Vive-rapport: Lærere savner tolærerord- ninger, holddeling og tid til inklusion

Sidste år udkom en rapport om lærernes vurdering af at være klædt på til inklusionsopgaven. Syddjurs Kommune havde bestilt rapporten som evaluering af en ny økonomisk tildelingsmodel for kommunens skoler, som blandt andet afhænger af, hvor mange børn med særlige behov den enkelte skole har.

Rapporten konkluderer blandt andet, at fire ud af fem medarbejdere på kommunens skoler oplever, at de mangler resurser til at inkludere elever med særlige behov. De interviewede medarbejdere efterlyser især tolærerordninger, holddeling og tid til forberedelse. »Samlet set opleves behovet for konkrete redskaber som større end behovet for mere viden hos medarbejderne«, lyder det i rapporten, som understreger, »at det kan være en udfordring at omsætte viden om for eksempel diagnoser til konkrete handlinger i specifikke situationer«.

Formand for Djurs Lærerforening Lisbeth Sølgaard Bøwes er glad for, at rapporten fra Det Nationale Forsknings og Analysecenter for Velfærd har sat fokus på netop lærernes forudsætninger for at få inklusionen til at lykkes i hverdagen. »Ellers har vi lidt på fornemmelsen, at rapporten gav de svar, man gerne ville have, men den bekræfter på dette område noget meget vigtigt. Nemlig at der er en kommunikationsbarriere, fordi forskellen i oplevelse henholdsvis på forvaltningsniveau og hos den menige lærer er så stor«, siger hun.

Derfor er hun også glad for, at kommunen nu i samarbejde med lærerkredsen vil forsøge at indgå en aftale om, hvilke værnsregler der skal gælde for lærernes arbejdstid. Når lærerne i rapporten efterspørger flere redskaber frem for mere viden, så er tid det vigtigste værktøj, mener kredsformanden. »Kommunen har brugt mange resurser på at uddanne vejledere, men det er jo et problem, hvis de, der skal samarbejde med resursepersonerne, ikke har tiden til at få noget frugtbart ud af det samarbejde«, siger hun. »Man har haft en forventning om, at fik man uddannet nogle gode vejledere, så ville viden automatisk risle nedad i systemet. Men det er vores klare oplevelse, at en meget presset hverdag står i vejen for, at det kan ske«.

Vil kigge på værnet om lærernes tid

Formand for Udvalget for familie og institutioner i Syddjurs Kommune Kirstine Bille fra Socialistisk Folkeparti hæfter sig i første omgang ved en konklusion i Viverapporten om, at elever uden særlige behov i kommunens skoler ikke har oplevet en negativ effekt på deres trivsel som følge af inklusionsindsatsen – men at trivslen halter blandt de elever, der har særlige behov. »Derfor er det meget vigtigt fortsat at kigge på, om vi gør det rigtige, og særligt på lærernes kompetencer«, siger hun. Hidtil har kommunen både afsat egne midler og opnået støtte fra A.P. Møller Fonden til efteruddannelse af alle medarbejderne. »Det har handlet om, hvordan man tilgår børn med specielle behov. Hvordan man møder hvert enkelt barn. Hvordan man konkret kan afhjælpe de ting, der i læringsmiljøet gør, at de måske føler sig utrygge«, siger Kirstine Bille.

Udvalgsformanden giver lærerkredsformanden ret i, at når otte ud af ti lærere i kommunen efterlyser flere redskaber, så handler det om, at det kan være svært at få sat kompetencerne i spil i en presset hverdag. »Vi implementerer en stor folkeskolereform samtidig, og det betyder, at mange ting skal gøres anderledes, end vi plejer. Det tager tid. Derfor er det helt naturligt, at man lige nu er usikker på, hvordan man konkret skal gøre tingene«, siger Kirstine Bille.

Bør I fokusere mere på specifikke specialpædagogiske redskaber i efteruddannelsen? »Nu skal vi først have spurgt lærerne, hvad det er for specifikke redskaber, de tænker på. Om det er tid, bestemte læresystemer, skråvægge i klasserne eller noget helt femte. Vi skal vide, hvilke redskaber der efterspørges, før vi kan give dem. Det er vi i fuld gang med at undersøge«. »Sammen med den lokale lærerkreds er vi allerede i gang med en rammeforståelse for, hvilke værnsregler der skal være omkring lærernes arbejde, så de føler, at der er tid til det, der skal være tid til«.

TEKST:

ANDREAS BRØNS RIISE

folkeskolen@folkeskolen.dk

This article is from: