3 minute read
DLF mener
Klatretur 2015
DLF mener
Af PEr SAnD PEDErSEn forMAnD for DLf’ s orgAnISATIonS- og ArBEJDSMILJøuDVALg
Ved sidste overenskomst i 2013 blev vi sendt ned i et dybt hul. Siden da har vi i foreningen og I som medlemmer forsøgt at finde forskellige platforme, afsæt, håndtag eller andet, der kunne være med til at forbedre hverdagen, give håb for fremtiden og i det hele taget bringe os op af hullet igen.
Det har ikke været nemt, og omkostningerne har været store, for nogle katastrofale. Folkeskolen i dag er udfordret af lærerflugt, sygefravær og generelt dårlige vilkår og betingelser for at udføre et professionelt stykke arbejde.
Det ville være meget ønskværdigt, om arbejdsgiverne tog konsekvensen af de katastrofale ødelæggelser, de kastede ned over skolen i 2013, og indgik en overenskomst med os, der ophævede lov 409. Og forhandlede en aftale på plads, der ville give jer medlemmer nogle arbejdsbetingelser, der kunne sikre os et godt arbejdsmiljø og forudsætninger for, at vi kunne levere et professionelt stykke arbejde, som vi kunne være stolte af. Hvis de tilmed forbedrede vilkårene for vore mindre medlemsgrupper, ville det klæde dem.
Ét er håbet, noget andet er virkeligheden. Vi får ikke fjernet lov 409 – lige nu – men forhandlingerne om Overenskomst 15, der er ved at nærme sig afslutningerne, giver måske alligevel håb for fremtiden. KL har ikke været på knæ, men i knæ. Massive henvendelser fra kommuner og presset fra jer, kredse og foreningen centralt og forhandlingsfællesskabet har ført til et papir på 15 punkter, som indeholder gensidige forpligtelser, der giver skoler, kredse, kommuner og foreningen nogle håndtag og trædepuder, der kan bringe os den rigtige vej – op af hullet. Forpligtende punkter er det blevet til. Ikke en aftale, men vi har ikke accepteret lov 409, og KL har ændret signaler.
Aftaler bliver forhåbentlig lokalt atter en del af hverdagsbilledet. Vi har set betydningen af dette i områder som Ballerup og andre aftalekommuner.
Vi er ikke kommet i mål med en ny arbejdstidsaftale, men vi har med Overenskomst 15-papiret fået et afsæt, der skal bringe os tættere på. Vi må nu afprøve de muligheder og klare hensigter, der ligger i papiret. Arbejdsgiverne skal udfordres, og vi skal på ingen måde slippe presset.
Jeg tror ikke på, at Forligsinstitutionen eller en konflikt bringer os tættere på de ønskede mål. Der er stadig stor afstand, men retningen er god nok. Vi må kæmpe videre – kæmpe i flok. Det skylder vi hinanden og specielt dem, der undervejs har måttet bukke under.
Deltag i netdebatten. Folkeskolen.dk holder åbent hele døgnet.
} Jeg er blevet klodset ...
Ann Kristine Gregersen: »Jeg vil have en kop kaffe. Jeg tager en kapsel og går mod køkkenet. På vejen møder jeg en kollega, og vi falder i snak i kopirummet. Da samtalen slutter, går jeg tilbage til min plads. Da jeg senere går ud for at kopiere, ser jeg min kapsel på bordet og kommer i tanker om min kaffe. Jeg stod og undrede mig over, at min pædagog ikke dukkede op. Men det gjorde hun ikke, for det havde vi aftalt. Det havde jeg allerede glemt. Jeg vælter ting, der står på bordet, når jeg rækker ud efter noget, og jeg hænger fast i dørhåndtag med nøglesnor og ærmer. Til tider må jeg slå op i min kalender for at komme i tanke om, hvilken dag det er. Jeg kalder børnene noget, de ikke hedder. Jeg er ellers en ørn til navne …«.
Tomas Hansen: »Du er ikke klodset – du har stress. Endda sandsynligvis i ret alvorlig grad. Been there – done that«.
Ane Søegaard: »… Jeg hører dagligt om episoder som dem, du her beskriver. Ville ønske, at fænomenet var enestående. I stedet for at være ambitiøse på elevernes vegne bliver vi bedt om selv at skabe sammenhæng mellem krav og resurser. Men vi må indstille ambitionerne efter det politiske niveaus økonomiske kalkule, således at vi kan huske tirsdag fra onsdag; så vi igen kan gå på arbejde med en viden om, at vi gør det, så godt vi kan …«.
