Rikkes søn blev bedt om at holde sig væk fra skolen

Rikkes søn blev bedt om at blive væk fra skolen

TEKST:

HELLE LAURITSEN

FOTO:

PETER HELLES ERIKSEN

Han slog og var uregerlig, fordi han som autist ikke kunne være i inklusionen i folkeskolen. I dag går Rikkes søn på privat specialskole.

Fra 0. til 2. klasse går Rikke

Jørgensens søn i to folkeskoler og en gruppeordning, og hver gang ender det med, at skolen en dag siger, at han ikke skal komme igen. »Indtil slutningen af 2. klasse slår han, sparker, bider og er helt uregerlig, når han har det dårligt. Han har flækket et øjenbryn på en lærer, slået andre børn, så de har blodtud og blå mærker, taget kvælertag på én«, siger Rikke Jørgensen, hvis søn har en diagnose i autismespektret – atypisk autisme med lidt ADHD.

Undervejs i forløbet har hun og hendes mand flere gange siddet den ene uge til et møde på skolen om, hvordan indsatsen over for sønnen skulle se ud, for så ugen efter at blive ringet op med beskeden: »Jeres søn skal ikke møde op her mere – han er for farlig«. »Noget, jeg stadig ikke kan forstå. Man er ikke farlig, når man er så lille. Man mistrives. Heldigvis reagerede han, og det blev han ved med, indtil kommunen ikke havde flere skoletilbud«, siger Rikke Jørgensen.

I en periode overvejede familien, om de kunne blive ved med at have deres søn hjemme, eller om han var for voldsom og derfor skulle på døgninstitution. På det tidspunkt har drengen skåneskema i skolen, hvor en af forældrene er med i skole. Og han må slet ikke komme i skolefritidsordningen. Familien får så at vide, at nu vil hjemmeundervisning i ti timer om ugen blive iværksat. Det vil de ikke acceptere og vælger derfor en privat specialskole. »Jeg fandt selv en plads på en privatskole, der har speciale i udadreagerende børn med autismespektrumforstyrrelser, og det var dét, der gjorde forskellen. De ved rent faktisk, hvad de arbejder med, og børnene bliver ikke blandet på tværs af kognitivt niveau og diagnoser«, siger Rikke Jørgensen.

For hendes søn var inklusion kun noget negativt. Børn som ham får ikke den skolegang, de har brug for og krav på, hvis de skal inkluderes i folkeskolen, mener hun. »Andre børn resignerer i stedet for at slå. Der er børn, der lukker helt af, sidder under bordet eller sidder helt stille i klassen. Det er så trist. De er jo heller ikke inkluderet – de er på tålt ophold i klassen«.

Alt for ofte bliver inklusion en dyr og dårlig løsning, hvor elever mistrives voldsomt, forældre risikerer at miste deres arbejde og gå i stykker, mens lærere og pædagoger knækker i arbejdet, påpeger Rikke Jørgensen. »Som forælder til et af disse børn er det absurd at høre politikere tale om inklusion som noget, der er til alles bedste. Jeg ved, at det ikke passer, og jeg ved, at der er tale om en besparelse, når man vil inkludere så mange. Min søn koster lige nu det samme om måneden, som en almindelig elev koster om året. Men jeg ved også, at prisen bliver langt højere for hele samfundet på sigt, hvis man fortsat holder inklusionens fane højt«.

Rikke Jørgensen fortæller sin historie som mor, men hun er også lærer, har selv fire ugentlige timer som inklusionslærer, og så er hun ellers frikøbt, fordi hun er kredsformand i Brøndby Lærerforening.

»Man er ikke farlig, når man er så lille. Man mistrives«.

hl@folkeskolen.dk

Af hensyn til de involverede parter kan der være detaljer, som redaktionen har valgt at udelade.

Læs også

Du kan læse, hvordan det videre er gået Rikke Jørgensens søn, på folkeskolen.dk/648089