I Aabenraa følger pengene eleven

tekst: AndReAs BRøns RIIse Foto: PAlle PeteR skov IllustratIon: MAI-BRItt BeRnt Jensen

Hvis en folkeskole i den sønderjyske kommune skal inkludere en elev, følger der 150.000 kroner med. Samme beløb koster det at sende en elev den anden vej fra normal- til specialområdet.

For enden af en lang, smal vej klemt inde mellem den store folkeskole Kongehøjskolen, Aabenraa Statsskole og IBC International Business College ligger byens eneste specialskole, Fjordskolen.

Her koster det cirka 150.000 kroner om året at have en elev gående. Når en elev forlader stedet, overføres de penge til normalområdet i Aabenraa. Sker det, inden eleven går ud af 9. klasse og altså dermed skal inkluderes på normalområdet, så følger pengene med eleven til den nye skole.

Og omvendt: Skal en elev flytte fra almenområdet til Fjordskolen, så betaler hjemskolen for pladsen. »Når man visiterer et barn til et forløb, så koster det skolen en resurse på cirka 150.000 – til gengæld kan man altid visitere, for der er altid en plads, og der er altid økonomi«, fortæller kommunens skolechef, Lars Svensson. »Når et barn så går ud af 9. klasse fra et specialtilbud, bliver der tilført 150.000 kroner til hele skoleområdet. Så pengene følger altså barnet«.

Flere penge til inklusion i sparetider

Fra bunden oplever man ifølge skolechefen, at der løbende kommer flere resurser i systemet, i takt med at kommunen inkluderer flere elever. Ikke til et specifikt barn, men generelt til læringsmiljøet. På den måde er man i Aabenraa gået fra at have seks millioner kroner til inklusion ude på skolerne til at have små ti millioner, fortæller han.

De 150.000 kroner, der følger med, når en skole modtager en elev fra specialskolen, er dog ikke øremærket en specifik støtte til barnet. Den er det op til skolelederen at sikre. »Det er en sårbarhed, der altid vil være der«, siger Lars Svensson. »Men når der visiteres elever fra et specialtilbud til almenområdet, aftales der altid konkret, hvilke resurser der er behov for – overlevering, kompetenceløft og konkret støtte og opfølgning. Alle resurser fra specialtilbuddet inklusive transport er i spil. Og det sker altid i samarbejde med forældrene«.

Ifølge Lars Svensson er den største udfordring, at der stadig mangler kompetencer i forhold til inklusion på normalområdet. »Det er vi ikke i mål med endnu, og derfor skal lederne på normalområdet stadig have støtte i forhold til at få resurserne i spil«, siger han. »Derfor arbejder vi på at få vores specialskole i spil som kompetencecenter. Hver gang vi udsluser, evaluerer vi hver tredje måned med skolelederen, om der er de resurser, der er behov for, og om der er brug for andre tiltag i det enkelte tilfælde. Så må vi støtte op og prøve at sikre, at det bliver en god proces«.

PPR som whistleblower

Her mener Lars Svensson, at det spiller en afgørende rolle, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Aabenraa er uafhængig af forvaltningen. »PPR-chefen er hierarkisk på niveau med mig. Når vi så er ude, så er han garant for, at barnets perspektiv kommer med, hvis man har skoleforvaltningen mistænkt for at tænke i kroner og øre. Hvis vi i fællesskab tænker, at det er den bedste løsning, så tænker vi, at vi både får mest for pengene og samtidig tager barnets parti«, siger han.

Det betyder også, at skolepsykologen på den enkelte skole skal fungere som en slags kvalitetskontrol. »Vi har indgået en aftale med vores PPR om, at psykologen på den enkelte skole skal tage kontakt til PPR, hvis der bliver truffet en aftale på baggrund af økonomi og ikke barnets tarv«, fortæller Lars Svensson.

Alt i alt er skolechefen godt tilfreds med, hvor langt Aabenraa er kommet i forhold til at organisere inklusionsområdet. Én ting ærgrer ham dog: »Jeg kunne godt have ønsket, at inklusionen ikke skulle indføres sammen med generelle besparelser på skoleområdet. Det er sjældent en god måde at indføre noget på«.