1 minute read
Spot
Ved Emilie Palm Olesen/epo@folkeskolen.dk
Trafikhelte søges
Foto: Istock
Igen i år uddeles prisen Årets Trafikhelt. Prisen går til et barn, der har gjort en særlig heltemodig indsats i trafikken. Alle lige fra skolekammerater til lærere kan indstille en elev, de kender. Den nominerede skal gå i 0.-5. klasse. Det barn, der kåres som Årets Trafikhelt 2017, vinder en flot trafikheltstatuette, en iPad Air 2 og en spændende dag med familien på Egeskov Slot til Falck-dagen. De fire andre finalister får gavekort.
Alle heltehistorier skal være sendt ind før den 26. juni 2017. Nominér på www.trafikhelt.dk.
Foto:Har du forsvundne fysikapparater i dit fysiklokale?
I 2016 skulle en stor samling af gamle fysikapparater og en katalogæske sendes fra Skolemuseet til Give-Egnens Museum. Samlingen er opkaldt efter læreren Degnbol, der indsamlede de fascinerende gamle fysikapparater fra 1906 til 1952. I flytningen mistede man flere flyttekasser fyldt med spændende apparater, som ved en fejltagelse blev givet til skoler.
Især elektrisermaskinen udgør et prægtigt udstillingseksempel på et gammelt fysikapparat, og det vil museet meget gerne have tilbage. Fysikapparaterne er mærket med tydelige røde numre, så I ude på skolerne kan genkende det, hvis I har fat i et. Numrene går fra cirka 500 og op til 1.200.
Elektrisermaskinen er det allemest savnede apparat og kan kendes ved det røde nummer 571.
Genkender du et af de gamle apparater, så skriv til gem@gem.dk.
LB Fonden støtter pædagogisk udvikling
Nu er der åben for ansøgninger til LB Fondens fondsuddeling. Fonden støtter projekter, der sigter mod at skabe pædagogisk udvikling med et fremtidsorienteret perspektiv. I år er temaet »Fællesskabets betydning for faglighed, dannelse og kreativitet«. Især projekter, der undersøger vilkår for og effekter af læring i fællesskaber, vil blive foretrukket. Fonden støtter med op til en million kroner, og alle, der er ved at starte eller er i gang med projekter, der passer på ovenstående beskrivelse, kan søge.
Søg inden 25. august, og læs mere på www.lbforeningen.dk/ lb-fonden.