2 minute read
Lærer til lærer
KMD Triatlon – en oplevelse for livet
Elever har fået ny skole-motivation gennem et triatlon.
TEKST
MORTEN VESTERGAARD
INKLUSIONSVEJLEDER, NR. UTTRUP SKOLE, NØRRESUNDBY
På Nr. Uttrup Skole tror vi på, at der fndes en lille gruppe elever, som ikke altid får det udbytte og de udfordringer, de har brug for til at styrke deres alsidige udvikling og få følelsen af succes i skolen. Derfor tilbød skolen sidste år en gruppe elever et trivselsprojekt, hvor de kunne få nogle andre oplevelser end i den traditionelle undervisning. Projektet blev hurtigt døbt »Møj Fin« af eleverne. Målet blev at gennemføre KMD Triatlon, der består af 400 meter svømning, 12 kilometer cykling og fre kilometer løb. Succesen var stor. Tre elever gennemførte, og de oplevelser og erfaringer, eleverne gjorde sig undervejs i processen, havde meget positiv efekt på deres lyst til at gå i skole. Der var derfor ingen tvivl om, at projektet skulle gentages, og i år kunne syv elever stolte og mange uvurderlige oplevelser rigere løbe over målstregen.
Tid til den tætte relation
Frem mod løbet har eleverne gennem en længere periode trænet to gange om ugen. Træningen har været rettet mod svømning, løb og cykling, men der har også været plads til militær forhindringsbane, mountainbike og klatring. Træningen har været den afgørende ramme, men de mange snakke før, under og efter træningen har været yderst værdifulde. Her har voksne haft tid og overskud til at lytte og forsøge at forstå samtidig med en tydelig markering, hvis der blev trådt ved siden af. Den tætte relation har haft afgørende betydning for, at den læring, eleverne har opnået gennem processen, har haft en positivt afsmittende virkning på elevernes oplevelse af at gå i skole.
Eleverne har i denne proces fået en unik oplevelse af, hvad det vil sige at sætte sig et mål og ved hjælp af motivation, ihærdighed, sammenhold – og ikke mindst voksne, der troede på dem hele vejen igennem – nå målet. En helt særlig følelse af succes.
Vi oplever at have fundet en anderledes vej til at møde disse elever og give dem en følelse af succes. En følelse, de kan tage med sig videre i livet. Til selve løbet var det fantastisk at opleve, hvordan eleverne bakkede hinanden op. To drenge havde allerede gennemført, men da en af deres kammerater manglede en sidste runde på løbeturen og havde lidt fysiske udfordringer, valgte drengene at løbe den sidste runde med deres kammerat og hjælpe ham i mål.
Under Lærer til lærer på folkeskolen.dk kan du fortælle om gode undervisningsforløb og dele viden, råd og billeder.