3 minute read

Læserbreve

Skriv kort og send dit indlæg som e-mail til folkeskolen@folkeskolen.dk. Maksimalt 1.750 enheder inklusive mellemrum. Redaktionen forbeholder sig altid ret til at forkorte yderligere. Læserindlæg til Folkeskolen nummer 19 skal være redaktionen i hænde senest tirsdag den 20. oktober klokken 9.00.

Morten Refskov, formand for Ballerup Lærerforening og kandidat til DLF’s hovedstyrelse

HVAD SIGTER VI EFTER VED OVERENSKOMST 18?

Jeg er formand for en kredsstyrelse i Ballerup, som anbefalede at stemme nej til Overenskomst 15-resultatet, og medlemmerne i Ballerup var altovervejende enige, selvom udsigten til mulig konflikt også virkede afskrækkende på os. Jeg bliver stadig mere tilfreds med det nej. Resultatet var pauvert i forvejen, og med KL’s tilsidesættelse af punkt tre om tidsfastsættelse i arbejdstidsbilaget står vi nærmest afklædt tilbage. Den ubegribelige lejrskoleafgørelse føjede bare endnu et søm til ligkisten.

At hovedstyrelsen så ensidigt agiterede for et overenskomstresultat, som på ingen måde sikrer vores medlemmers arbejdsvilkår, rystede mig og mange andre. For netop sikringen af medlemmerne er og vil altid være vores vigtigste fagforeningsopgave.

Mindst lige så rystet var jeg over, at vi ikke gjorde mere for at præge opinionen og mobilisere medlemmerne op til Overenskomst 15. Hvis vi definitivt har forkastet strejkeretten som middel til at opnå resultater, hvad har vi så sat i stedet?

Jeg har svært ved, at vi som fagforening lader den magtesløshed, vi oplever ved det centrale bord, glide ned gennem rækkerne for til sidst at lande på det enkelte medlems bord.

Under alle omstændigheder er det nu engang her, vi står, og sammen må vi finde en vej.

Først og fremmest skal vi dog blive enige om, hvad vi sigter efter ved Overenskomst 18.

Jeg føler mig moralsk forpligtet på at arbejde for en central arbejdstidsaftale, der som minimum indeholder et rimeligt undervisningsmaksimum og et reelt professionelt råderum. Men er vi enige om, hvornår et resultat er godt nok? Det skal vi have fundet ud af i god tid inden Overenskomst 18.

Ellers frygter jeg, at historien vil gentage sig.

SVAR:

Hovedstyrelsen skal i henhold til vedtægterne forholde sig til et overenskomstresultat. En enig hovedstyrelse valgte at godkende resultatet efter grundige overvejelser, der også indbefattede vurderingerne af alternativet. Jeg kan ikke genkende billedet af ensidig agitation. Jeg synes, at hovedstyrelsesmedlemmerne generelt sagligt og nuanceret begrundede deres valg uden på nogen måde at oversælge resultatet.

I november afholder tillidsrepræsentanten møder på alle skoler og andre arbejdspladser, hvor DLF’s medlemmer er omfattet af lov 409. Forberedelsen af disse vigtige møder er i fuld gang og involverer kredse, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Tillidsrepræsentanten holder møderne, fordi vi vil stå sammen om at sikre konkrete forbedringer af arbejdsforholdene. Jeg håber, at rigtig mange vil deltage i møderne, da det styrker vores mulighed for sammen at skabe forbedringer. Vores sammenhold er vores vigtigste styrke i en situation, hvor Folketingets flertal reelt har sat den danske model ud af kraft.

Jeg kender ikke én tillidsvalgt i DLF, der ikke føler sig moralsk forpligtet til at forfølge de mål, vi sammen har formuleret i vores principprogram, og det gælder i høj grad også hovedstyrelsen.

I 2008 var flere organisationer ude i en lang og stort set resultatløs konflikt. I kølvandet meldte mange sig ud af organisationerne. På mange medlemsmøder rundtom i landet før og efter Overenskomst 15 er det blevet klart for mig, at det også var en risiko i DLF. Det er en ledelses ansvar at sikre, at vi ikke svækker os selv, og det ansvar har hovedstyrelsen taget på sig. Anders Bondo Christensen, formand for DLF

EVA OG SVEND AAGE LORENTZENS FOND

Eva og Svend Aage Lorentzens Fond uddeler i marts legater á kr. 10.000,- til uddannelse til børn af lærere, der er eller har været medlem af Danmarks Lærerforening.

Ansøgningsfrist: 1. november 2015

Motiveret ansøgning bilagt nødvendig dokumentation sendes til: Advokat Rita S. Simonsen på mail rs@kielberg.com rs@kielberg.com

Læs mere på www.odenselaererforening.dk

This article is from: